Forfatterarkiv: Steen

RAS 2020: Landbaseret fiskeopdræt

Det går støt og roligt fremad med at få de forurenende fiskeopdræt op fra havet og ind på land, hvor fiskene kan produceres under kontrollerede forhold.

Her kan fiskene opdrættes uden den uundgåelige forurening og de regelmæssige, massive udslip af uønskede tamfisk fra de åbne netbure, der må placeres længere og længere til havs.

Mange aktører er godt på vej med omstillingen. Flere af dem sågar uden en belastende fortid i det traditionelle forurenende opdræt i åbne havbure. Men med en solid baggrund i spildevandsindustrien.

RAS er en forkortelse for “Recirculating Aquaculture Systems” – altså fiskeopdræt i lukkede, recirkulerede anlæg på land. Stik modsat det konventionelle opdræt i åbne netbure til havs.

Det US-baserede firma Aquabanq har netop annonceret, at de fremskynder deres planer for en landbaseret lakseproduktion i USA med mindst 12 måneder. De nuværende planer omfatter opførelsen af ​​et RAS-baseret anlæg i industriel skala, der årligt er i stand til at producere 5.000 tons rensede atlanterhavslaks inden 2022.

Da administrerende direktør AJ Shapiro talte med nyhedsmediet Undercurrent News i februar, havde firmaet således fokus på 2023. Fem yderligere RAS-enheder vil blive tilføjet for at fordoble produktionskapaciteten til 10.000 tons laks om året inden 2025.

På trods af de norske analytikers forudsigelser (specielt SpareBank1) om faldende priser på atlanterhavslaks på under $ 7,00 / kh i 2018, steg spotprisen for atlanterhavslaks hurtigere og nåede $ 7,96 / kg fra 5. marts).

– Vi kan let konkurrere med åbne og flydende havbrug, da vores produktionsomkostninger på dette tidspunkt er de samme. Fiskene i lukkede og recirkulerede systemer er ikke udsat for parasitter og forurenende stoffer som lus, og i modsætning til vores konkurrenter kan vi garantere en helårig produktion, sagde Shapiro.

Virksomhedens produktionsenheder er baseret på et fleksibelt, gennemprøvet lukket kredsløbssystem med optimeret proceslogistik, lave driftsomkostninger og et reduceret fodaftryk, der gør dem perfekte til store, bæredygtige landbaserede akvakulturaktiviteter.

Hver enhed opdrætter fisk i store cirkulære tanke med bevægelige rum adskilt i to lukkede kanaler, der udnytter hydrodynamikken de cirkulære tanke, lyder det videre fra Shapiro.

Aquabanq er et datterselskab af den britisk baserede akvakulturforvaltning og Holding Co, hvis produktionskapacitet på atlanterhavslaks og regnbueørred i Europa sigter på at nå 5.000 tons inden 2021.

Atlantic Sapphire i Florida er på rette spor til at åbne, hvad der ville være USAs første operationelle storskala kommercielle lakseopdræt i recirkulerede anlæg og levere en første høst på 800 t i midten af ​​2020. Atlantic Saphire sigter efterfølgende mod at producere 90.000 t inden 2026.

Nordic Aquafarms har også annonceret planer om at bygge et landbaseret lakseopdræt med en årlig produktionskapacitet på 33.000 tons, i flere faser, nær Belfast i østkyststaten Maine. Dette blev for nylig fulgt op af Whole Oceans, som annoncerede planer om et RAS-anlæg, der producerer 20.000 tons, ligeledes i Maine.

På den seneste Seafood Expo i Nordamerika, fortalte firmaet Kingfish Zeeland – en af de mest succesrige RAS-virksomheder til dato – nyhedsmediet Undercurrent, at man havde planer om også at bygge et nyt anlæg til opdræt af Yellowtail Kingfish i USA.

Så fiskeopdrættet er for alvor på vej op af vandet og ind på land. Omstillingen tager bare alt for lang tid. Der er for mange skrupelløse opportunister, som inden den endelige omstilling vil score de lette millioner på at forurene det vand, vi andre har betalt milliarder af kroner for at rense. Og det ikke for at andre blot skal svine det til igen…

Man kan således konkludere, at det landbaserede og recirkulerede fiskeopdræt langsomt er ved at vinde indpas over hele verden. Forhåbentlig ikke for sent. I hvert fald kan fiskeopdrættet ikke længere påstå, at det er alt for dyrt at bygge på land.

De hidtidige erfaringer med opdræt i åbne netbure har allerede og til fulde bevist, at det hurtigt kan blive alt for dyrt – for miljøet – at fortsætte det ubegrænsede svineri til havs.

© Tekst: Steen Ulnits

Loke og Laksen

Ørredhale

Laksen har altid spillet en stor rolle i nordisk mytologi og historie. Man så den jo springe i elvene og var derfor meget bevidst om dens eksistens.

Man vidste også, at den var rigtig god at spise – fersk eller saltet eller røget på fåremøg, hvis man nu ikke havde andet i det høje nord. Og det havde man ikke på det træløse Island.

Da den onde Loke i mytologien havde dræbt den gode Balder, fordi han var misundelig over dennes popularitet, kom han for alvor i miskredit blandt de andre guder. Ikke mindst Thor var rasende, for han holdt meget af den bløde og blide Balder.

Loke måtte derfor flygte og gemte sig i et lille hus ved en skummende elv. Huset lå på en top og havde udsigt til alle sider, så han kunne se, hvis der kom uønskede gæster.

Og det gjorde der en dag. Thor havde fået nys om Lokes skjulested og var på vej op til huset. Det så Loke, som i en fart omskabte sig til en laks og gemte sig i elven. Et gammelt trick, han ofte havde benyttet sig af – at omskabe sig til et andet væsen – når det var nødvendigt eller opportunt.

Men Thor lod sig ikke snyde, for han kendte Loke bedre end de fleste. Han kastede derfor et net ud i det hvidskummende vand, hvor Loke gemte sig.

For at undslippe garnet måtte Loke springe højt ud af vandet, og det blev et spring fra asken i ilden. Thor greb ham nemlig om den kløftede laksehale, og hermed var forbryderen fanget og Lokes skæbne beseglet. Thor fik ikke engang brug for sin hammer!

Loke og giftslangen

Loke fik efterfølgende en grum skæbne. Guderne bestemte, at han som straf for sin udåd skulle forvares i en hule. Her bandt de ham med sønnen Narfes tarme. Lokes anden søn, Vale, havde nemlig forvandlet sig til en ulv og sønderrevet sin bror. Derfra bekvemt tarmene til at binde Loke med…

Skade, som var gift med guden Njord, var tidligere blevet drillet indædt af Loke – mobbet ville vi nok sige i dag – og ønskede derfor at hævne sig. Hun tog en giftslange og hængte den op over Loke, så giften kunne dryppe ned i ansigtet på ham.

Men Lokes egen hustru, Sigyn, ville hjælpe sin elskede mand og anbragte derfor en skål under slangen. Hver gang skålen er fuld, må hun imidlertid tømme den, og da rammer giften uundgåeligt Loke. Når det sker, vrider han sig i smerte, så hele Jorden ryster. 

Det var vikingernes forklaring på datidens jordskælv. På samme måde var det Thors hammer, der stod bag tordenvejret.

Loke selv er der næppe længere, når turen næste gang går til Island. Men laksene, de er der heldigvis stadig, og de var der også, før vikingerne kom til øen. Flere tusinde år før. Og deres haler er stadig lige kløftede – modsat den mere plumpe ørredhale.

Havde Loke således omskabt sig til en ørred i stedet for en laks, da havde Thor ikke kunnet holde fast om halen. Loke var da undsluppet sin grumme skæbne, og den nordiske mytologi havde set helt anderledes ud.

Men som de gamle islandske skrifter fra 1700-tallet afbilder ham, så har Loke givet været en fæl fætter. En rigtig luskebuks, der fik, hvad han fortjente!

© 2018 Steen Ulnits

Introbilledet viser en ørredhale.

Helcom – til Hell Comes…

Ti ting at tænke over, inden man søsætter nye havbrug. Ti ting, der hver især kan forringe vandmiljøet i danske farvande markant og skabe norske tilstande…

Med lov L111 lægger regeringen op til en massiv udvidelse af forureningen fra fiskeopdræt i Kattegat. Det er kompenserende muslinger, der skal redde forslaget over for EU, som er skeptisk over for regeringens såkaldte “økologiske råderum”. Muslingerne skal nemlig kunne fjerne overskydende kvælstof fra havområdet. Og det er Helcom-samarbejdet omkring Østersøen, der skal retfærdiggøre forslaget lokalt.

“Helcom” er en forkortelse for “Helsinki Commission”, som er en såkaldt mellemstatslig kommission, der styrer og administrerer Helsingfors-konventionen. Helcom, som er grundlagt tilbage i 1974,  arbejder for en bedre beskyttelse af det maritime miljø i hele Østersø-området.

Til medlemslandene hører Danmark, Sverige, Finland, Estland, Letland, Lithauen, Rusland, Polen og Tyskland samt Europakommissionen.

1. Det “økologiske råderum”

117 ud af 119 danske havområder lever i dag ikke op til kravene i EU’s Vandrammedirektiv, men har brug for yderligere kvælstofreduktion.

Det “økologiske råderum” bag lov L111 er således opfundet til formålet af en regering, der vil tilgodese sine nære (parti)venner i havbruget. Her er der millioner i nem profit, når man blot kan forurene løs i det vand, vi andre skatteborgere har betalt milliarder for at rense – via kostbar kloakering og bygning af dyre spildevandsanlæg. De åbne havbrug giver nemlig ingen mulighed for kontrol af forureningen eller rensning af de store spildevandsmængder. Alt ryger ud gennem de åbne netmasker.

Netto er der intet økologisk rådighedsrum til yderligere forurening af Kattegat – uanset kilden. Men ifølge vor manglende miljøminister har Danmark “samlet set ikke har fyldt sin forureningskvote op” til max. Vi har således udledt en smule mindre kvælstof til vandmiljøet, end vi har forpligtet os til.

Og det går jo ikke. Der må naturligvis fyldes op med forurening til den øverst tilladelige grænse, og det er her, de nye forurenende havbrug kommer ind som en mulig løsning på ministerens store problem og moralske kvababbelser. De kan levere den nødvendige forurening, så Danmark sviner helt til grænsen af det tilladelige. Så vi ikke sakker bagud i forhold til vore naboer.

Vor manglende miljøminister påberåbte sig derfor Helcom, da han skulle finde et råderum til øget forurening. Men Helcom var og er uheldigvis ikke enig med ministeren heri. De mener for det første ikke, at der findes noget økologisk råderum. Det er opfundet af den danske minister.

De mener for det andet heller ikke, at man kan flytte rundt på forureningen efter forgodtbefindende – det såkaldte “allokeringsprincip 8”. At man kan øge forureningen i ét truet område, bare fordi man har reduceret den i et andet. Esben Lunde Larsens kommentar hertil:

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip, da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) fremsatte forslag om flere forurenende havbrug

2. Afstrømningen

De indre danske farvande afvander det ferske vand fra Østersøens mange tilløb. Alt skal det ud gennem de smalle danske sunde og bælter.

Netto går vandstrømmen ganske vist nordpå fra Østersøen via de danske sunde og bælter til Kattegat og videre ud gennem Skagerak til Nordsøen. Den skulle derfor fjerne forureningen.

Imidlertid står strømmen i lange perioder stille eller går sågar sydover. Det sørger de fremherskende vinde for. Hård vestenvind holder således vandet tilbage i Kattegat, hvor vandet så stiger. Forurening fra havbrug vil derfor kunne nå at recirkulere og bundfældes undervejs.

De 3.000+ tons kvælstof fra havnebranden i Fredericia er tilsvarende kommet langt omkring og har gjort stor skade på vandmiljøet fra Als i syd til Århus i nord. Det samme vil forureningen fra regeringens planlagte havbrug gøre.

Strømmen cirkulerer eksempelvis rundt i Århus Bugt, hvorfor forurening fra havbrug vil kunne bundfældes og ødelægge vandmiljøet her. Stammende fra Lillebælt eller Kattegat. Opholdstiden kan således være ganske lang under de rette/forkerte vejr- og vindforhold.

Samme forhold gælder udmundingen af Randers Fjord, hvor Gudenåen møder Kattegat. Også her står vandet regelmæssigt stille, mens forureningen bundfældes. Det hele hænger således uløseligt sammen i vandmiljøet.

Men det gør regeringens planer for forurenende havbrug desværre ikke.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) stemte for flere forurenende havbrug

3. Ørredrogn og regnbuer

Man hører ofte, at fiskeopdræt er fremtiden – løsningen på fødevareproblemet i fattige lande.

Regeringens planlagte havbrug skal imidlertid primært producere ørredrogn, som eksporteres til det japanske marked. Kun forureningen herfra må vi godt beholde selv.

Produktion af luksusprodukter som ørredrogn til det japanske marked løser desværre ikke verdens fødevaremangel, men forværrer den blot. Produktionen kræver nemlig foder, som fremstilles af fiskemel og fiskeolie, der i stigende grad må importeres fra udlandet og transporteres hertil. Med store omkostninger for miljøet til følge.

I disse U-lande trækker industrifiskeriet ofte tæppet væk under de naturlige bestande af spisefisk, som ellers kunne og skulle have brødfødt lokalbefolkningen.

Industrifiskeriet efter de såkaldte “skidtfisk” til fremstilling af fiskefoder sker næsten altid fra udenlandsk ejede fartøjer.

De fleste penge ryger således ud af de pågældende lande, der blot bliver fattigere endnu. Mens et fåtal havbrugere bliver stadig rigere.

Mette Abildgaard (K) stemte for flere forurenende havbrug

4. Tamfisk på gydepladserne

Hver sæson undslipper tusinder af tamme regnbueørreder fra allerede eksisterende danske havbrug.

Det er fisk, som har vist sig ofte at trække op i tilstødende vandløb, hvor de kan grave allerede lagte havørredæg op. Modsat vor hjemlige ørred Salmo trutta, som gyder om vinteren, er regnbueørreden nemlig en forårsgyder.

Det betyder, at den først gyder, når vor hjemlige ørred – det være sig bækørreder eller havørreder – for længst har gydt. De allerede lagte ørredæg vil da blive gravet op og erstattet af regnbueørredens æg.

I hvilket omfang dette sker, er desværre dårligt undersøgt, men fænomenet er dokumenteret på video efter udslip nær Sjælland i vinteren 2018.

Der har af sikkert flere forskellige årsager ikke været hverken vilje eller midler til at undersøge et problem, der kunne kaste et endnu mere uheldigt lys på de danske havbrug og deres lyssky aktiviteter. Der har sågar været fremsat teorier om, at fiskene ind imellem bevidst skulle slippes ud med henblik på forsikringssvindel. Dette er dog ikke dokumenteret.

Men jo flere havbrug desto større udslip. Det er uundgåeligt. Hvis ikke fiskene smutter ud ved en fejl fra mandskabets side, så sejles netburene ned af udefra kommende skibe. Og er fiskene først ude i frivand, opfører de sig som alle andre fisk, når de bliver kønsmodne: De søger op i det nærmeste vandløb for at gyde.

I flere norske lakseleve har der længe været flere undslupne tamfisk end oprindelige vildfisk på gydepladserne. Med uundgåelig genetisk udvanding til følge. Med en udvaskning af værdifuldt arvemateriale, som det har taget tusinder af år at udvikle og perfektionere til de individuelle vandløb.

Vildlaksen er naturligvis bedre egnet til at klare strabadserne omkring opgang og gydning, end undslupne tamlaks er. Men det hjælper intet, hvis den er håbløst i undertal.

Rasmus Jarlov (K) stemte for flere forurenende havbrug

5. Fisk, fækalier og foderrester

Fiskene i et havbrug forurener. Dels med egne affaldsstoffer – dels via det foder, de ikke når at æde. Forurener gør også de muslinger, der ellers skulle rense op efter fiskene. Det meste havner på bunden under havbruget.

Vilde fisk i frivand vil følgelig blive forurenet med foderrester, kemikalier og medicinrester fra havbrugene. Det samme vil bundmiljøet og de mange andre dyr, der lever permanent på eller nær bunden. Dyr, som udgør føde for andre dyr og fisk, der således ophober forureningen.

Forureningen stammer fra foderrester, der ikke bliver ædt, samt fækalier fra fiskene selv. Den stammer også fra den medicin, som tildeles fiskene for at undgå sygdomme, og som risikerer at skabe ny resistens. Samt de forskellige kemikalier, der spredes i de åbne netbure – det være sig for at afluse fiskene eller for at holde netmaskerne fri for begroning med alger, der kan reducere gennemstrømningen.

Man kan desværre ikke fjerne den lokale forurening af havbunden under havbrugene på praktisk vis. Det lader sig i sagens natur ikke gøre. Når først forureningen er ude gennem de åbne netmasker i burene, er den ude af kontrol.

Havbunden dør derfor under havbrugene. Uanset hvad man gør. På grund af forurening fra de opdrættede fisk og de “kompenserende” muslinger.

Forurening skal ifølge EU fjernes ved kilden og ikke andre steder. Det sagde EU-juristerne allerede ved eksperthøringen om L111. Men det kan forureningen fra de planlagte åbne havbrug bare ikke. Og dermed kan hele plottet bag L111 ikke lade sig gøre.

Jacob Jensen (V) stemte ikke uventet for flere forurenende havbrug. Han har nemlig en lønnet bestyrelsespost i Musholm havbrug.

6. Fiskefoder og overfiskeri 

Ude i den fri natur regner man typisk med, at kun omkring 1/10 af biomassen går videre fra led til led i fødekæden.

Altså kræves der omkring 10 kg byttefisk for at producere 1 kg rovfisk. I den fri natur. En stor del af de resterende 9/10 forsvinder til respiration og reproduktion.

I fiskeopdrættets ungdom brugte man 4-7 kg skidtfisk til produktion af 1 kg ørred. I form af rå eller halvrådden skidtfisk, som efterlod en tyk film af fiskeolie på vandet i vandløbet.

I dag kan man producere 1 kg fisk på mindre end 1 kg foder. Dette tilsyneladende umulige stunt muliggøres ved såkaldt ekstrudering af foderet, hvilket fjerner en stor del af vandindholdet. Og som derfor også muliggør flydende foderpiller.

Men det kræver stadig godt 2 kg skidtfisk at producere 1 kg ørred. Ekstrudering eller ej. Plus en større eller mindre procentdel vegetabilsk soyaprotein, der typisk er af sydamerikansk GMO oprindelse. Altså dyrket med glyphosat og RoundUp fra Monsanto.

Træerne vokser desværre ikke ind i himlen. Heller ikke i fiskeopdrættet.

Simon Kollerup (S) stemte for flere forurenende havbrug

7. Glyphosat og GMO til foderet

Opdræt af fisk i havbrug kræver et massivt industrifiskeri efter de såkaldte “skidtfisk” til produktion af fiskefoder.

Disse skidtfisk – på vore breddegrader typisk sperling, tobis og brisling – omdannes til fiskemel og fiskeolie, som siden bliver til højenergi foderpiller.

Dette industrifiskeri risikerer at trække tæppet væk under de af havets fugle, fisk og havpattedyr, som lever af de selvsamme fisk.

Allerede nu er flere søfugle under massivt pres fra industrifiskeriet. Og det formodes, at selvsamme fiskeri sine steder kan være afgørende for vildlaksens overlevelse.

Man har derfor længe arbejdet på at erstatte det animalske protein i fiskefoderet med vegetabilsk protein. Indtil videre dog kun med begrænset succes. Det påstås af og til, at genmodificeret (GMO) soya – typisk fra Sydamerika – kan udgøre op til 70% af fiskefoderet. I hvert fald i teorien.

Under alle omstændigheder: Hvis der skal produceres så enorme mængder GMO soya til fiskeopdrættet, har man blot adopteret landbrugets gamle problem. GMO soya produceres nemlig med intensiv brug af glyphosat – aktivstoffet i Monsanto’s snart forbudte RoundUp – eller tilsvarende sprøjtemidler.

Søren Egge Rasmussen (Ø) stemte imod flere forurenende havbrug

8. Havlus uden skal

Vandet i Kattegat er lige akkurat så salt, at det lille snyltende krebsdyr havlusen kan leve og trives i det.

Havbrug i Kattegat vil derfor medføre en øget risiko for udbrud af havlus, der kan angribe vilde havørreder og laks og dermed udgøre en trussel mod dem. Det gælder såvel ungfisk på vej ud fra vandløbene som voksne fisk på vej hjem til gydepladserne.

Inficerede tamfisk behandles med diverse kemikalier, som får havlusene til at slippe taget i de voksne fisk. Herefter er de klar til at overfalde udtrækkende ungfisk af både laks og havørred, som let bukker under for angreb.

Der skal blot nogle få havlus til at tage livet af en udvandrende ørred- eller laksesmolt. Havlus i lukkede fjordområder har således allerede decimeret havørredbestanden flere steder – blandt andet på den irlandske vestkyst.

I lakseopdrættet har man derfor prøvet alle mulige løsninger. Man har senest forsøgt sig med kemisk krigsførelse – i form af midlet Diflubenzuron. Det er en såkaldt “kitinsyntesehæmmer”, som er dokumenteret ødelæggende for havlusenes livsnødvendige skalskifte.

Desværre virker Diflubenzuron på nøjagtig samme måde på de naturlige rejers skalskifte som på havlusene. Rejerne dør helt enkelt, når de ikke kan syntetisere kitin til deres nye skal.

I Norge har man oplevet “rødt tidevand”, når røde og døde rejer i tusindvis skyller i land efter at være udsat for Diflubenzuron via foderrester fra nærliggende havbrug.

Diflubenzuron virker uheldigvis ikke kun på små havlus og store rejer i det vidtstrakte Norge. Det virker også på tanglopper, tanglus og alle andre krebsdyr med skalskifte. Også i lille Danmark.

Læs mere om Diflubenzuron her.

Christian Poll (Å) stemte imod flere forurenende havbrug

9. Muslinger i egen suppe

Det er som bekendt regeringens plan, at gigantiske muslingefarme skal rydde op på forureningen efter de mange tons regnbueørreder i kommende havbrug.

Muslingerne skal filtrere vandet og optage det tilførte kvælstof, der så kan fjernes helt fra farvandet, når muslingerne høstes.

Imidlertid ved man slet ikke, om så store muslingefarme kan fungere på et åbent Kattegat. De eneste velkendte resultater stammer fra den lukkede, lunkne og stærkt næringssaltbelastede Skive Fjord.

Endelig er det en kendsgerning, at muslingerne desværre heller ikke formår at rydde op efter sig selv. Muslingerne selv udskiller nemlig store mængder affald, som blot synker til bunds under farmene. Som ikke kan fjernes.

Lokalt er man imod de nye havbrug, som vil være fuldt synlige inde fra kysten ved Djursland og derfor være potentielt ødelæggende for den ønskede og planlagte kystturisme.

Kompenserende muslingeopdræt vil samtidig fylde mange kvadratkilometer og derfor være til stor gene for skibstrafikken.

Københavns Universitet anslår, at det vil kræve et 4 kvadratkilometer stort muslingeopdræt at fjerne næringsstofferne fra blot ét enkelt standardhavbrug. Det er 2 gange 2 kilometer…

Maria Reumert Gjerding (Ø) stemte imod flere forurenende havbrug

10. Havkolera på vinterferie

De nye havbrug vil med deres store forbrug af antibiotika øge sandsynligheden for udvikling af resistente havkolera-bakterier.

Dette er uundgåeligt – jævnfør svinebranchens udvikling af multiresistente MRSA-bakterier – og vil vanskeliggøre effektiv behandling af en i forvejen livstruende infektion.

Indtil videre har vi to dokumenterede dødsfald af havkolera herhjemme. Mindst, da der ikke eksisterer noget centralt register herfor.

Vandtemperaturen i verdenshavene generelt er støt stigende, hvilket vil give havkolera-bakterier endnu bedre betingelser end nu. Og gøre havbrug endnu farligere for os selv og vore turister.

Som tidligere nævnt er muslinger overvintringssted for havkolera-bakterier. Så jo flere muslingefarme, vi etablerer, desto bedre forhold skaber vi for havkoleraen.

Læs historien om en livsfarlig bakterie, der vil få kronede dage i de kompenserende muslingeopdræt: http://ulnits.dk/biologi/havkolera/

“Selv ved hurtig diagnose og aggressiv behandling dør 30-40 %”…

Dan Jørgensen (S) stemte for flere forurenende havbrug

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip (allokeringsprincip 8, red. anm.), da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Sagt af miljøminister Esben Lunde Larsen (V), som for længe siden har lovet Kattegat væk til havbrugsvennerne. Heriblandt MF Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i havbruget Musholm A/S.

For lov L111, der blev fremsat af regeringen og som tillader øget forurening af Kattegat med 800 tons kvælstof og 97 tons fosfor, stemte Venstre, Konservative og Liberal Alliance med fuld opbakning fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Imod lov L111 stemte Radikale, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.

 

Lovforslag L169: Fra asken i ilden…

Lov L111 var bare begyndelsen. En lov, der tillader en merudledning af 800 tons kvælstof og knapt 100 tons fosfor fra nye havbrug i Kattegat. En lov, der blev vedtaget med stort flertal i Folketinget.

Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og de Alternative stemte imod, men kunne ikke stille noget op mod overmagten fra regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der stemte for.

Ida Auken (RV) stemte mod flere forurenende havbrug

Hurtigt herefter barslede Esben Lunde Larsen med lovforslag L169, der søger at tillade merudledning fra allerede eksisterende dambrug og havbrug. Lovforslaget følger op på den såkaldte “Aftale om Fødevare- og landbrugspakke”, hvor en vækstplan for akvakultur blev vedtaget tilbage i december 2015. Den blev vedtaget af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Med Fødevare- og landbrugspakken blev aftaleparterne allerede dengang enige om at skabe et “kvælstofråderum” til, at dambrug med effektvitet som såkaldte modeldambrug kan anvende en supplerende mængde kvælstof på i alt 380 tons.

Af disse skal 200 tons sikre, at dambrugserhvervet får mulighed for at bibeholde deres nuværende kvælstofudledningstilladelse i forbindelse med overgangen til en ny miljø- godkendelse. De resterende 180 tons er afsat til nye dambrugsanlæg eller udvidelse af eksisterende anlæg.

423 tons ekstra kvælstof

Der blev tillige med Fødevare- og landbrugspakken afsat 43 tons kvælstof til havbrug, der ligger inden for vandrammedirektivets reguleringsområde. Dette for tilsvarende at sikre, at eksisterende havbrug kan bibeholde deres fulde udledningstilladelse i forbindelse med overgangen til en ny miljøgodkendelse.

Kort sagt gøres der alt for at opretholde den eksisterende forurening på det nuværende høje niveau. Det er essensen af L169, der banker sømmene i kisten efter L111.

Trine Torp (SF) stemte mod flere forurenende havbrug

Det skinner meget tydeligt igennem, at miljøminister Esben Lunde Larsens partifælle Jacob Jensen (V) har været meget aktiv i hele arbejdet. Han har nemlig en lønnet bestyrelsespost i Musholm A/S, der er en af ansøgerne til de nye forureningstilladelser.

Altsammen til trods for eller på trods af, at de seneste tal for kvælstofudledninger har vist sig at være stærkt fejlbehæftede. Måske op til 13%, hvilket ikke efterlader noget “kvælstofråderum”. Kun et gigantisk efterslæb med hensyn til at reducere udledningerne.

Dette også til trods for, at de seneste aktindsigter til fulde har dokumenteret, at myndighederne overhovedet ikke har kontrol over eller fører kontrol med, hvad der sker i danske havbrug. Eller at de konsekvent har indberettet for små udledninger til vandmiljøet.

Men det er en helt anden historie.

© 2018 Steen Ulnits

Bornholmsk “bekymringsskrivelse” IMG_2041

Klik for et større billede

Relaterede artikler om havbrug:

Djurslands Top 22

Sangstrup

Som perler på en snor ligger de, Djurslands mange fornemme og klassiske kystpladser.

Djursland vil for mig altid være forbundet med fiskeren og forfatteren Paul Wellendorf fra Randers. Det var nemlig her, Wellendorf slog sine folder, da han som en af landets allerførste begyndte at udforske fiskemulighederne ved kysten.

Wellendorf vidste, at der måtte være fisk herude. Som gammel dyrker af Randers Fjord vidste han, at Gudenåens mange ørreder trækker langt omkring i deres søgen efter føde. Det beviste hans fangster da også til fulde, og i hans kølvand fulgte flere og flere fiskere, der på Djursland fandt et fremragende fiskeri til en billig penge.

Da grejet samtidig blev bedre og bedre, var grunden lagt til Djurslands status som leverandør af landets måske fineste kystfiskeri efter havørred. Og det skyldtes ikke blot de mange havørreder fra Gudenåen. Det skyldes i lige så høj grad de efterhånden også rigtig mange havørreder, som stammer fra Grenåen og Kolindsund Kanaler.

Djursland har således – modsat mange andre åbne havkyster – virkelig noget at have sine havørreder i, når kulden for alvor har fået tag i det salte Kattegatvand. Så trækker fiskene blot hjem igen – til Grenåen og Gudenåen.

Fjellerup

Nordkysten

Det er naturligvis de udtrækkende havørreder fra Gudenåen og Randers Fjord, der præger kystfiskeriet på Norddjursland. Heroppe kommer der først for alvor gang i fiskeriet, når det store udtræk af ørreder – primært grønlændere omkring mindstemålet – for alvor kommer i gang i marts-april. Tidligst i milde vintre og senest efter hårde isvintre. I sidstnævnte tilfælde kan udtrækket udskydes helt til maj maned, men så holder fiskeriet til gengæld også langt ind i juni.

Alle har givet hørt om det gammelkendte fiskeri ved Udbyhøj – mundingen af Randers Fjord. Det er den flaskehals, som alle Gudenåens havørreder må passere på deres fødevandring ud gennem fjorden. Vel ude forbi Udbyhøj fordeler de sig sydover langs Norddjurslands kyster, som er flade og sandede – fyldt med lækre hesterejer og slanke tobiser.

I mange år skete udtrækket af havørneder fra den lukkede Randers Fjord til det åbne Djursland næsten på klokkeslet. I så høj grad, at DR et år kunne sende live radio direkte fra udtrækket! Lokale fiskere holdt et vågent øje med dette udtræk og var klar ved Skovgårde og Fjellerup få dage senere. I vore dage er udtrækket desværre blevet mere diffust. Uvist af hvilken grund.

Der er tale om rigtigt “sommerhus-fiskeri” på nordkysten af Djursland, for netop denne kyst formelig vrimler med små og store sommerhuse – samt campingpladser. Stranden er god – til at bade fra. Kystfiskeren derimod må ud pa første revle, hvis han vil gøre sig håb om at få del i de mange fine ørreder, der regelmæssigt passerer forbi. Der skal altså vades her – i juni måned ofte med plaskende badegæster både for og bag, men ørrederne holder sig ikke tilbage af den grund.

Bønnerup 2

Den mest kendte lokalitet er uden tvivl revet ved Fjellerup (2) – et sted, som kaster mange fisk af sig til de endnu flere fiskere, der tidvis besøger denne klassiker. Er man mere til fred og ro, kan man i stedet forsøge sig ved Skovgårde (1), som ligger midt mellem Fjellerup og Havhuse – en lokalitet, som alle ørreder uden undtagelse må passere for at komme til Fjellerup. Skovgårde ligger altså nærmere Udbyhøj end Fjellerup – en kendsgerning, der nok burde kunne lokke en og anden forhærdet Fjellerup-fisker til at prøve nye steder…

Fortsætter vi østover, forbi Fjellerup strand, passerer vi Nederskov (3). Ret ud for skoven – i det flade vand – ligger masser af rigtig store sten. De er så store, at mange er markeret på søkortet. Det er meget få fiskere, der svinger stangen her – trods lokale garnfiskeres store og illegale fangster helt inde under land. På stille aftener kan man ind imellem se havørrederne luske omkring herinde – et oplagt bytte for fluefiskeren, der som den eneste kan servere et lækkert måltid for en sulten ørred på det lave vand.

Lidt længere østpå – umiddelbart før fiskerihavnen ved Bønnerup – kommer vi til udløbet af den lille Treå (4). Et tilsyneladende ubetydeligt vandløb, som dog har en tiltrækningskraft på havørreder, der ikke bør undervurderes. Husk dog på fredningsbæltet her.

Østkysten

Vi forlader nu nordkysten og begiver os sydpå langs Djurslands østkyst. Her begynder den flade sandstrand gradvis at blive til den dybere og mere stenede strand, som kendetegner resten af Djursland.

Sangstrup

Det starter allerede oppe ved klassikeren over alle klassikere, nemlig Gjerrild Klint (6), som er et yndet udflugtsmål for såvel en spadseretur som en rigtig fisketur. Men allerede ude ved Knudshoved (5) lidt nord for Gjerrild skyder de første stejle klinter op langs kysten.

Er der mange fiskere ved Gjerrild, så prøv Knudshoved i stedet. Vandet er lidt lavere her, men fisk er der i rigt mål, når vandstanden er rigtig – det vil sige høj eller i hvert fald stigende. I det hele taget gælder det meget for Djursland – og åbne havkyster i det hele taget – at de fisker bedst ved stigende vand.

Er kysten ved Gjerrild en klassiker blandt danske kystpladser, så er klinterne ved Karlby (7) og Sangstrup (8) lidt længere sydpå det ikke mindre. Samtidig er naturen mere dramatisk her under de lodrette kridtklinter. Her og der skyder små undersøiske kalkrev ud i havet og byder på afvekslende fiskeri. Største ulempe er vandet, der ved østenvind og højvande kan være helt mælkehvidt på disse lokaliteter.

Der er dog også en tydelig tendens til, at den kalkholdige undergrund lokker en hel del havørreder til i den rigtig kolde vintertid. En tid, hvor Djurslands åbne og salte kyster ellers ofte er som støvsuget for fisk. Ikke så få fiskere har således reddet sig en flot, stor vinterørred netop her. En rigtig overspringer.

Fornæs Fyr (10) er endnu en af de helt store klassikere i dansk kystfiskeris historie. Her er der gennem tiderne landet et utal af store blanke havørreder fra kysten – de fleste ud for selve fyret, men slet ikke så få endda er landet ud for næste pynt nord for Store Sandvig (9). Er der for mange fiskere ved fyret, så er det ingen dårlig idé med en lille spadseretur længere nordud.

Kragenæsset

Fornæs ligger umiddelbart nord for Grenå by og dermed også mundingen af Grenåen. Mange af havørrederne herude stammer givetvis fra Kolindsund Kanalerne, som jo Grenåen hedder på sine øvre løb. Med den lille Nimtofte Å som et af de vigtigste tilløb for gydefiskene.

Lidt syd for Fornæs Fyr ligger en anden kendt plads, nemlig Kragenæsset (11), over hvis kalkflager mangen en fin ørred og vægtig tangtorsk gennem har måttet lade livet. Og hvor mange blink, pirke og woblere har lidt samme skæbne…

Netop her skyder store undersøiske kalkflager deres lange arme ud i Kattegats dyb. Her kan man således stå i vand til livet og kikke ned på flere meter dybe huller ret foran én! Mangen en vadefisker har reddet sig en våd sok – eller to – på dette spændende og samtidig lumske sted, hvor man i hvert fald ikke bør vade hverken aften eller nat.

Et par kilometer syd for Grenå Havn ligger Polderrevet (12). Her lander lokale fiskere regelmæssigt fine fisk på træk fra eller til Grenåen, der udmunder i selve Grenå Havn. Det er et åbent, sandet og tilsyneladende kedeligt sted, men fiskene er der i perioder på træk – endda i pænt antal. Visse år kan der dog være så mange fjæsinger herude, at man næsten må opgive fiskeriet…

Polderrevet er dog et lille sted med plads til få fiskere, og så er det et typisk “enten-eller” sted. Enten er der fisk, eller også er der absolut ingen. Har man adgang til båd, bør man samtidig prøve den lille grund Naveren (13), som ligger små 2 km ret ud for Polderrev. Her kan man ind imellem redde sig en god ret torsk.

Jernhatten 2

Sydkysten

På vor vej videre syd over Djursland passerer vi nu det smukke gods Katholm, hvis jorde har flere gode kystpladser at byde på. Det gælder ikke mindst den skovklædte Havknuden (14), som også hører til de lokale klassikere – i gamle dage nok mere for sine torsk og sej end for sine havørreder. Men fisk er der stadig.

Det gælder også Glatved Strand (15) med sit lidet skønne kalk- og skærveværk. Her kan vandet ofte være plumret godt op af værkets aktiviteter, og vejen derud er tit helt hvidkalket af den megen lastvognstrafik. Men er vandet ellers klart, et Glatved en fin kystplads. Og er man ude efter en ret pighvar eller slethvar, er Glatved et særdeles godt bud.

Det er også et godt ud gangspunkt for en torsketur til den lille Rothes Grund (16), som ligger lidt syd for kalkværket. Tidligere et af de helt sikre steder.

Den 10. marts 1996 skete der noget helt usædvanligt ved Glatved Strand. Da blev der nemlig – trods vinterkoldt vand – landet en vaskeægte laks på hele 18,1 kg direkte fra kysten. Den sølvblanke fisk, som målte 113 cm, er så vidt vides den hidtil største kystfangede laks i hele Danmark.

Næste stop på vor odyssé sydover er Jernhatten (18), hvis 49 meter knejser stejlt over den stenede strand. På vej mod Jernhatten har vi passeret stranden ved Rugård (17), som ligeledes hører til Djurslands klassikere. Jernhatten er dog en langt større attraktion – både for en spadseretur med familien og for en seriøs kystfisketur. En meget smuk plads med en fornem udsigt og i perioder et fremragende havørredfiskeri.

Jernhatten

Det var også tidligere en af Djurslands toppladser, når det gælder torsk – såvel fra land som fra båd lidt længere ude på stenrevet. Forhåbentlig bliver den det igen.

Stik øst for Ebeltoft by – men på Kattegat-siden – ligger Kobberhage (19), som ligeledes har givet mange fine torsk og havørreder til sine dyrkere gennem årene. I de senere år har dog stranden ved Elsegårde (20), der ligger lidt længere sydpå, tiltrukket sig lige så megen opmærksomhed.

Gæster man Elsegårde Strand, bør man ikke straks fare så langt til havs, som vadebukserne kan klare. På denne lokalitet gælder det mere end de fleste andre steder, at fiskene ofte går meget tæt på land. Lokale fiskere ærgrer sig over “turisterne”, der blot vader ud midt i det hele og skræmmer alle fiskene…

Længst nede mod Ebeltoft ligger Hassenør Hage (21) og lokker. Revet her er en af de nyere pladser i området – dertil en af dem, hvor man virkelig skal tage højde for hurtigfærgerne fra Ebeltoft og deres altid overrumplende og ofte meterhøje hækbølger. Vær derfor opmærksom og klar til at gå i land, når en hurtigfærge har passeret. Det er ingen spøg at blive væltet omkuld af en bølge – specielt ikke i den kolde årstid. Og det uanset om man står i sine waders eller sidder i sin lille fiskekajak…

Hjelm – Marsk Stigs ø

Har man adgang til båd, må man i godt vejr ikke snyde sig selv for et smut til Hjelm, Marsk Stigs gamle ø ude i Kattegat. Fiskemæssigt samler interessen sig her om øens vestligste spids, Vesthagen (22), hvor stærk strøm og dybt vand når helt ind under land.

Her kan man til tider have et godt fiskeri efter torsk og sej, som holder af at fouragere i den stærke strøm. Eller man kan målrettet jagte en af de pighvarrer, som der i perioder kan være mange af.

Fornæs 2

Det er til gengæld ikke mange havørreder, man træffer ude ved Hjelm.  De fleste er dog større end gennemsnittet og således i høj grad anstrengelserne værd. Trolling omkring Vesthagen bør derfor altid prøves, når og hvis man er på de kanter. Gerne midt på dagen og sommeren, hvor havørrederne har forladt det lunkne kystvand andre steder.

Har man øje og interesse for andet og mere end fisk og fiskeri, bør man tage et nærmere kig på den gamle og tidligere stærkt befæstede ø. Det var her, Marsk Stig flygtede hen, da han i 1286 (måske) havde været med til at myrde Kong Erik Klipping i Finderup Lade nær Viborg.

Marsk Stig befæstede øen og brugte den som base for sørøveri og plyndringstogter til fastlandet. Befæstningen var så stærk og placeringen så god, at han kunne holde Hjelm helt til sin død i 1293. Nok en tanke værd, når man søsætter sine blink i farvandet omkring denne dejlige ø.

Det gælder også, når man står inde på fastlandet og kaster lange kast og blikke efter Hjelm. Det er lige her – i farvandet mellem øen Hjelm og det faste Djursland – at vor regering har planlagt nye forurenende havbrug, som skal producere ørredrogn til det altid hungrende japanske marked.

Rognen skal eksporteres, men forureningen – foderspild, ekskrementer, medicinrester og kemikalier fra behandling af netburene – dem må vi gerne beholde på Djursland.

Jeg siger velbekomme. Og den lokale kystturisme væbner sig til en fremtid med dalende besøgstal, slimede alger på strandene og uklart vand inde under land.

Samt naturligvis, de manglende Blå Flag i badesæsonen…

Steen Ulnits

Lushage

Djurslands Top 22

  1. Skovgårde
  2. Fjellerup
  3. Nederskov
  4. Treå
  5. Knudshoved
  6. Gjerrild Klint
  7. Karlby
  8. Sangstrup
  9. Store Sandvig
  10. ornæs Fyr
  11. Kragenæsset
  12. Polderrevet
  13. Naveren
  14. Havknuden
  15. Glatved Strand
  16. Rothes Grund
  17. Rugård
  18. Jernhatten
  19. Kobberhage
  20. Elsegårde
  21. Hassenør Hage
  22. Vesthagen Hjelm

Mig, miljøet og Prins Henrik

Jeg har aldrig mødt manden, men som så mange andre danskere på min egen alder har jeg levet et halvt århundrede sammen med ham. Han var elsket af nogle og latterliggjort af andre. Men han gjorde mere godt for miljøet, end de fleste er klar over.

Det er jo ikke noget, man tænker over i det daglige – når man nu har kendt og levet med ham i mere end et halvt århundrede. Først når han dør, bliver han lyslevende.

Jeg taler her om netop afdøde Prins Henrik – Hans Kongelige Højhed – som jeg aldrig nogen sinde hverken har mødt eller set i levende live. Til trods for, at jeg fysisk set har været tæt på ham ganske mange gange. Da jeg boede i Aarhus, kunne jeg gå til Marselisborg og gjorde det tit. En dejlig tur, der altid endte med en god udsigt.

Anyway, nu er han borte fra denne verden, og det resulterede for mig som for rigtig mange andre danskere i en del reflektioner. For hvad var det lige med denne mørke og mystiske franskmand, der kom ind fra Orienten og plukkede vor yndige prinsesse, da hun var moden til det?

– En rigtig pæn mand, som min afdøde mor altid sagde om flotte fyre. Og grev Henri så jo bragende godt ud. Så godt, at alle forstod Margrethe og mange kvinder sågar misundte hende. Henri kunne såmænd have fået jobbet som en ny James Bond, hvis det skulle have været. Han måtte dog nøjes med sit helt eget våbenskjold, hvilket kun er de færreste beskåret:

– Men hvad var det nu lige med ham Henrik, hende Daisy, lille Danmark og danskerne? Det var vist ikke helt ukompliceret?

Dronningens og eksportens mand

Prins Henrik opgav en ellers lovende karriere som fransk diplomat til fordel for en evig andenplads ved den danske dronnings side. Og han var opsat på at få det bedste ud af situationen, der som udgangspunkt slet ikke passede en rigtig franskmand som ham. Han havde jo Solkongens gener i blodet. Men han forligede sig aldrig rigtig med rollen som den evige toer. Trods ellers de bedste intentioner.

Jeg er ikke royalist. Langtfra. Jeg er skam imponeret over, at vi i Danmark har en næsten ubrudt kongerække gennem mere end 1.000 år. Men synes ærlig talt, at systemet med konger, dronninger, prinser og prinsesser har overlevet sig selv. Og jeg finder det som udgangspunkt ganske besynderligt, at man kan være født eller gift til noget uden nødvendigvis at være kvalificeret til det.

Men det sagt så må jeg klart erkende, at vi er langt bedre stillet i Danmark end i de fleste andre kongedømmer. Daisy er en begavet kvinde, som i Henrik fandt sig en begavet mand, hun kunne sparre og vokse med på både det kunstneriske og intellektuelle plan.

Prinsen selv var vant til at kunne selv. Han ville gerne gøre en forskel og levere et stykke arbejde for sin millionstore apanage. Dansk erhvervsliv satte da også stor pris på ham og hans kundskaber, når der blev lavet eksportfremstød i det store udland. Større pris, end de fleste almindelige danskere gjorde.

I Prins Henrik havde dansk erhvervsliv en sand verdensmand, der langt bedre end vore småborgerlige danske politikere kunne sælge varen – prima danske produkter – til udenlandske markeder, hvor kongeligt var andet og mere end kosteligt. Hvor det at have et kongehus i sig selv var noget stort.

Dyrevennen

Prins Henrik var glad for dyr. Så glad, at han straks introducerede gravhunden på Amalienborg og andre kongelige steder. Det tog lidt tid for personalet at vænne sig til det nye hundeliv, men det fik være. Prins Henrik ville have hunde, og det fik han.

Det gode ved kongehuse verden over er, at de i regelen har penge nok. Dertil mere tid til at bruge dem end de fleste andre. Og det ofte til emner, der ikke nødvendigvis behøver at kaste penge af sig. Dem har de jo allerede.

Engelske Prins Philip var god ven af Prins Henrik, som han delte skæbne med. Også han var jo den evige toer, der stod i evig skygge af sin royale ægtefælle. Ikke nogen nem opgave for nogen af dem.

Prins Philip var samtidig en stor dyreven. En dag foreslog han Prins Henrik, at denne oprettede en dansk afdeling af WWF – World Wildlife Foundation – som var blevet gundlagt af den britiske biolog Sir Julian Huxley i 1961. En organisation, som Prins Philip derfor bakkede op om. Lang tid før begreber som økologi og artsdiversitet var blevet hvermands eje.

Som tænkt så gjort. Den 15. maj 1972 samlede Prins Henrik så et antal gode venner og bekendte omkring sig på Fredensborg Slot, hvor man stiftede den danske afdeling af WWF. En afdeling, der siden har samlet mere end 50 millioner danske kroner ind til gode formål – herhjemme såvel som i det store udland.

Det var præcis året før, at vi i Danmark vedtog miljøloven. Verdens første af sin slags – i 1973. Det var vi svært stolte af dengang. Siden er begejstringen dog dalet markant, og miljøet er atter begyndt at få det værre.

Protektor for snæbelen

Da jeg i 1990’erne var sønderjysk lokalredaktør for lystfiskermagasinet Fisk & Fri, havde myndighederne netop fundet ud af, af snæbelen – den spidssnudede og havvandrende helt – var truet af udryddelse. Og at de sidste bestande fandtes i tilløb til det danske Vadehav. Mit lokalområde.

Prins Henrik tog straks sagen op og blev protektor for den danske snæbel. Et støtteopdræt blev etableret på Enstedværket ved Åbenrå Fjord, og der blev fundet midler til det ædle formål. Siden udviklede det sig sågar til milliondyre vandløbsrestaureringer til glæde for ikke kun snæbelen, men alt levende i de pågældende vandløb.

Havde det ikke været for Prins Henrik og WWF, er det slet ikke sikkert, at vi i dag havde haft en snæbelbestand overhovedet. Det bør med i hans eftermæle.

Historien om den udryddelsestruede snæbel er en ofte overset kendsgerning, der ikke mindst dengang sågar blev latterliggjort lidt ind imellem – helt enkelt fordi næsten ingen i 1980’erne og 1990’erne anede, hvad en snæbel overhovedet var for en størrelse.

At Prins Henrik var protektor for en “snabelfisk”, som den ind imellem lidt nedsættende blev kaldt,  passede derimod perfekt til det danske folkevid. Men det gav ikke prinsen den credit, det burde have gjort.

Prins Henrik var helt enkelt forud for sid tid – som en indsigtsfuld og miljøbevidst franskmand i bøndernes Danmark. Definitivt ingen let opgave…

Vinbonden

Henrik og Daisy vidste fra starten, at de måtte have sig en slags privatliv uden for Amalienborg, Fredensborg, Marselisborg, Gråsten og de andre beskedne ferieboliger, som Dronning Margrethe rådede og stadig råder over. Et sted, som i højere grad var Prins Henriks eget.

Det blev til vinslottet Chateau de Cayx i den franske Cahors provins. Et rigtigt vinslot med egen vinproduktion.

Slot og slot. Mere en vingård. Jeg arbejdede i en periode i netop Cahors og kørte flere gange forbi Chateau de Cayx. Et ganske beskedent sted, der stod i kras kontrast til det rigtige slot, jeg dengang selv boede og arbejdede på: Chateau de Sept Fonds. Slottet med de syv kilder. Et slot med aner tilbage til de gamle tempelherrer og deres jagt på den hellige gral.

Chateau de Sept Fonds var og er et rigtigt slot med voldgrav, vindebro og tykke sandstensmure. Med skydeskår, flere meter høje egetræsdøre og gulvplanker så brede, at jeg aldrig har set deres lige. Og så naturligvis en vinkælder dybt nede, der havde alt det spindelvæv på årgangsflaskerne, som historien kræver.

Set i det perspektiv var det ikke så lidt af en tilsnigelse at kalde Chateau de Cayx for et slot, men Henrik og Daisy elskede det. Som jeg elsker mit eget endnu mere beskedne sommerhus på Mols.

Den kongelige vin fra Cayx var dengang heller ikke noget at skrive hjem om. Faktisk smagte den forfærdeligt, og de lokale havde da også kun næserynken til overs for den. Prinsen selv var de heller ikke vilde med, da han ikke ville være med i deres vinkooperativ. Han ville selv, men evnerne rakte ikke så langt som ambitionerne. I hvert fald ikke i begyndelsen.

Siden kom han dog med i fællesskabet, og vinen blev efterhånden bedre. Idag så absolut drikkelig, hvis ikke ligefrem god. Med 50-års guldbryllupsvinen årgang 2017 helt i top.

En kendsgerning, der ikke mindst skyldes det gode samarbejde med naboerne i det lokale vinlandskab, som Prins Henrik efterhånden fik etableret.

Madelskeren

Prins Henrik holdt som rigtig franskmand af god mad. Han var både gourmet og gourmand. Det kunne man – med hans egne muntre ord – godt se på størrelsen af hans mave. Den slags kommer ikke af sig selv.

Prinsen elskede mad og beskæftigede sig med den hver eneste dag i sit liv. Til stor glæde for ham selv og hans nærmeste. Og ind imellem til lidt mindre stor glæde for de kokke, der måtte stå for maden. Ikke altid lige nemt, når prinsen hele tiden skulle blande sig. Han stillede krav til råvarerne, som de færreste danske kokke selv gjorde på det tidspunkt. Før økologien blev hip.

Vi lå engang og fiskede aborrer i Esrum Sø, hvor Prins Henrik ofte kørte rundt på plænerne i sin lille golfvogn. Skæbnen ville, at vi netop den eftermiddag løb ind i et regulært aborresjov ret ud for Fredensborg Slot. Vi havde ligget og pirket aborrer på dybere vand over grundene i den nordlige ende af søen – uden andet resultat end et par næsten mikroskopiske aborrer.

Pludselig var der måger i luften ud for slottet, og vi hastede derhen. Vi havde ophængere over vore små Lurette pirke, og flere gange var der fuldt hus af fine aborrer i den af kogekonen Madame Prunier berømmede størrelse: 100-300 gram. Gastronomens klare valg, når man skal have det optimale ud af denne de danske søers suverænt bedste spisefisk.

Vi fyldte to plastposer med kongelige aborrer i det herligste solskin, inden aborresjovet var forbi og Esrum Sø atter lå stille hen. Vi sejlede sydover med fangsten og lagde til ved bådehuset. Først bagefter kom jeg til at tænke på, at vi da naturligvis skulle have begavet Prins Henrik med den ene pose. Han ville om nogen have sat pris på det lækre indhold. Madame Prunier var jo hans landsmandinde!

“Hellere fransk vin i årerne end dansk jord i hovedet”

Desværre tog nationen aldrig rigtig prinsgemalen til sig. Vi danskere brugte i stedet megen tid på at udsætte ham for det berømte danske folkevid, der ofte bunder i ren og skær uvidenhed. Eller på en dårlig dag og godt jysk: – Dorsk dumhed.

Vi spottede hans franske accent, som om vor egen danske er bedre i udlandet. Ærgerligt, for det er altså langt bedre med fransk vin i årerne end dansk jord i hovedet. Prins Henrik bidrog i rigt mål med det første – med fransk vin og fransk finesse. 

Æret være hans minde. R.I.P. Hans Kongelige Højhed Prins Henrik alias Grev Henri de Laborde de Montepzat.

Født fransk den 11. juni 1934. Og død dansk den 13. februar 2018.

Han var den gode konge, vi aldrig fik.

© 2018 Steen Ulnits

Intropix: Prins Henriks våbenskjold

Wikimedia Commons

Casio ProTrek WSD-F20

Med anden generation af sine ProTrek smartwatches til dedikeret udendørs brug har Casio gjort WSD-F20 helt afhængigt af Android Wear 2.0 styresystemet. Det kan man mene om, hvad man vil, men på mange måder er det en fordel.

Dels er det nye WSD-F20 nu umiddelbart kompatibelt med alle Android smartphones. Og dels er der nu adgang til i tusindvis af i regelen velfungerende Android Wear apps. Det letter tingene ganske meget i forhold til ProTrek WSD-F10.

Herudover er den suverænt største forskel fra forgængeren, at WSD-F20 nu kommer med indbygget GPS. Den manglede virkelig i WSD-10, der alene derfor føltes som en noget halvbagt udgave af et ur dedikeret til udendørs brug. For hvad hjælper alverdens fintfølende sensorer i ødemarken, hvis man ikke aner, hvor man er?

Det gør man nu! Med det nye WSD-F20 er den i forvejen velfungerende ABC-del (Altimeter, Barometer, Compass) suppleret af en fornem GPS, der virkelig øger urets brugbarhed i felten. Derude, hvor der ikke nødvendigvis er mobildækning.

Alle ligger de umiddelbart tilgængelige ved tryk på den dedikerede “Tool” knap øverst til højre på uret. Ved hvert tryk skifter man mellem kompas, højdemåler, barometer, solopgang og solnedgang, tidevand og aktivitet. Det hele kører som i smør og ser rigtig godt ud.

Casio kan bare det dér. Det har de perfektioneret igennem flere år med deres andre ProTrek ure, som ganske vist ikke er lige så smarte, men som alligevel rummer flere af de samme sensorer.

Elektronisk kompas

Det elektroniske kompas på WSD F20 er i særklasse godt og ofte guld værd i felten. Ikke mindst om natten, naturligvis, hvor man jo aldrig kan orientere sig visuelt. Og selv om man kan, kan det som bekendt være svært at se skoven for bare træer – selv ved højlys dag…

Men kompas kan så sandelig også være uundværligt om dagen, hvis tæt tåge pludselig lukker ned og hindrer landkending. Mere end én gang har jeg forbandet, at jeg ikke havde noget kompas med ude mellem tidevandsrenderne. Med F20 på håndleddet er det problem en saga blot.

Efter hvert klik kan man yderligere swipe på touchskærmen og få uddybende data. Det er en funktion, som enhver datafreak á la undertegnede vil elske. En fremragende kombination af trykknap og touch, som eksempelvis Garmin kunne og burde tage ved lære af. De har jo indtil videre stædigt holdt sig til knapper og kun knapper.

Casio leverer et antal indbyggede watchfaces, som hører til urets “Tool” funktion – igen betjent med den øverste af de tre knapper på urets højre side. Derudover kan man downloade alle de fancy watchfaces, man overhovedet orker, fra Google Play Store. The sky is the limit, når man som her kører Android Wear.

Jeg er nu fuldt tilfreds med Casio’s egne watchfaces, der jo er designet specielt til dette ur. Som derfor kan præsentere rigtig mange relevante data på rigtig mange måder. De er ikke statiske, men kan hver især vise mange forskellige data i forskellig prioritering.

Dedikerede apps

Casio’s egne indbyggede “Tool” apps rækker et langt stykke hen ad vejen, men udgør kun en lille del af de muligheder, som ligger i Android Wear og de mange, mange flere apps her. Casio har derfor indgået et tæt samarbejde med flere software-udviklere om at tilpasse netop deres apps til det nye WSD-20.

Vejrtjenester er naturligvis en af dem – med “MyRadar” som et godt eksempel. Desværre er der ofte tale om loale vejrtjenester eller i bedste fald lokale, der blot ikke er særligt gode. Vil man have de bedste vejrmeldinger, står man sig altid bedst ved at finde lokale udbydere – eller kigge ud af vinduet, som mundheldet siger.

Første indtryk er ellers, at WSD-F20 stadig er et stort ur. Rigtig stort. Og ganske tungt. Men når først det er spændt om håndleddet, føles ProTrek ikke længere så stort. Faktisk føles det slet ikke, med mindre det da regelmæssigt skal ud gennem skjorte- eller jakkeærmer. Da kan det godt klemme en del.

Andet indtryk er, at uret ser godt ud. Designet på F20 er raffineret en del i forhold til F10. Skærmen står stadig lige godt i flotte farver, selv om det ellers er netop dem, der hurtigt kan dræne batteriet. Og det er jo mildest talt ikke ret smart, hvis man er ude i ødemarken og langt væk hjemmefra – uden en hurtiglader lige ved hånden.

Men det har Casio heldigvis taget højde for. De har nemlig udstyret den nye ProTrek med et dobbelt display: Et stort og flot, men strømslugende farvedisplay. Og så en rigtig strømsparegris af et monokrom (sort-hvid) display, der let ses i selv det stærkeste solskin. Men som bruger så lidt strøm, at batterilevetiden nu skal tælles i dage og ikke timer.

Tryk på Tool-knappen i 3 sekunder, og den sorte skærm lyser op i hvidt med alle de relevante data. En rigtigt god løsning på et tricky problem.

Moment Setter+

Casio slår selv på, at det nye ProTrek er specielt egnet til os lystfiskere. Det har nemlig et indbygget tidevandsprogram, som løbende fortæller om høj- og lavvande. Samt et andet program, der skal kunne forudse de bedste hugtidspunkter.

Problemet med det første er blot – som det er for samtlige af markedets andre tidevands apps – at der stadig kun findes ganske få tilgængelige danske lokaliteter i de internationale tidevandstabeller, uret benytter sig af. Der er dog kommet adskilligt flere til på F20 end på forgængeren F10. Blandt andet Århus, som passer fint til mit eget sommerhus på Mols.

Kan man ikke på app’en finde en lokalitet, der passer det ønskede sted, må man stadig ty til de langt mere præcise tidevandsangivelser, som man finder dem på eksempelvis DMI.

Et andet indbygget program fortæller om de bedste fisketidspunkter baseret på Solunar-teorien, som du kan læse mere om her. Og den skal man næppe fæstne ret meget mere lid til end Hugtabellen i det hedengangne Nap & Nyt. Her gælder det mest om at tro på tidspunkterne for at få fiskene til at bide – ved selv at fiske i de angivne tidsintervaller…

Casio har selv designet en app, som gør ProTrek endnu bedre og mere personlig. Denne app hedder Casio Moment Setter+ og har i lang tid desværre kun kunnet downloades i de lande, hvor uret sælges. Og det er endnu ikke ret mange.

Nu går det dog fremad med distributionen. Nu kan app’en således downloades fra Play Store i de allerfleste lande – heriblandt Danmark. Casio er ikke længere nervøse for, at app’en er fejlbehæftet, som den unægtelig var i starten på det amerikanske marked. App’en giver mulighed for at skræddersy uret til mange forskellige formål.

Det kunne være at advisere om solopgang eller solnedgang i tide, så man ikke går glip af disse vigtige tidspunkter. Eller det kunne være indstilling af de to knappers funktioner, valg af forskellige watchfaces (urskiver) eller fjernbetjening af Casios lille Exilim kameramodul. Mulighederne er mange.

Casio’s Moment Setter+ app har tre indbyggede hovedtemaer: Cykling, vandring og fiskeri. Cykling og vandring fokuserer på lokalitet, højde, hastighed og tilbagelagt distance, mens fiskeri fokuserer på solopgang, solnedgang, tidevand og solunartabeller. Det er rigeligt at lege med de første mange aftener!

Casio ProTrek WSD-F20 kører som sagt på Android Wear 2.0 styresystemet og kan derfor fyldes med alle mulige og umulige apps fra Google’s Play Store. Med Android Wear er mulighederne uanede, og man bør prøve sig frem efter først at have læst anmeldelser. De bedste tjenester koster nemlig ofte, og det er jo vigtigt at få mest muligt for sine sparepenge.

En af de tjenester – ikke vejr, men kort – jeg har benyttet mig mest af og haft de bedste resultater med, er “ViewRanger”.

Indbyggede kort

Skal man have sit smartwatch med “into the Great Wide Open”, så bliver kortmaterialet pludselig meget vigtigt. Er man langt fra alfarvej – det være sig i Alaska, Lapland, Sibirien eller andet eksotisk sted – er det langt fra sikkert, at der er mobildækning. Man er således nødt til at forlade sig på det kortmateriale, man har med hjemmefra. Og så den indbyggede GPS.

Casio gør et stort nummer ud af at fortælle, at man kan uploade kortmateriale direkte til uret, så det kan bruges både Offline og Stand Alone. Altså både uden telefon og uden internet. Man downloader blot det ønskede kortudsnit hjemmefra og er så Good to Go.

Proceduren er dog noget omstændelig, og udvalget af kort er ganske begrænset. Der er tale om et samarbejde med firmaet MapBox, der leverer kort til hele verden, men som desværre ikke råder over alle kort alle steder. Nogle steder får man således en lang næse, hvis man vil downloade andet og mere end gratis Open Street Maps med ganske få detaljer.

Proceduren er som sagt omstændelig. Allerførst skal man gøre op med sig selv, hvilken korttype man ønsker – om det skal være et vejkort, et terrænkort eller et satellitkort.

Sidstnævnte fylder suverænt mest, hvorfor man kun kan downloade et ret begrænset kortudsnit her. Ærgerligt, men træerne vokser heller ikke her ind i himlen. Jo flere detaljer man ønsker at downloade, desto mindre bliver altså det mulige kortområde.

Dernæst skal man beslutte sig for det ønskede zoom-niveau. Uanset korttype gælder også her, at jo flere detaljer man ønsker med, desto mindre kortudsnit kan man downloade til sit ur.

Casio giver nogle generelle retningslinjer herfor, men man skal typisk skyde forbi nogle (en del) gange, før man har fundet ud af proceduren. Før man er i mål med det ønskede kortudsnit i den detaljeringsgrad, man har brug for.

Man får ingen advarsler om, hvor og hvornår et downloadet kort udløber, hvilket kan være ganske irriterende. Pludselig slipper kortet bare op, og skærmen går i hvidt.

Ovenstående grafik giver dog en idé om mulighederne.

Kort-apps

Den indbyggede kortfunktion er således tostrenget:

Man kan enten nøjes med de gratis og ikke særligt detaljerede kort, der kan downloades frit fra nettet. Og så bruge dem direkte fra uret – uafhængigt af den tilhørende Android Wear smartphone og uafhængigt af, om der er dækning eller ej.

Eller man kan købe sig til dyre og langt mere detaljerede kort, som må bruges via en tilhørende app – eksempelvis ViewRanger – der sammen med kortmaterialet ligger installeret på den tilhørende Android Wear smartphone.

“ViewRanger” er ikke er en Stand Alone app, men kræver løbende input fra en tilhørende Android telefon. Kortmaterialet, der ligger bag, er massivt og ville fylde alt for meget på et lille smartwatch. Det er desværre også dyrt – lige nu kr. 389,- for hele Danmark i målestok 1:25.000.

Så har man til gengæld også detaljer nok, men kan man ellers undvære muligheden for at bruge kort på smartwatch, kan man nøjes med app’en “Topo GPS”. I samme detaljerige 1:25.000, der blot koster en brøkdel af ViewRanger og kan næsten det samme. Blot kan man altså ikke bruge det på sit nyanskaffede Casio WSD-F20.

ViewRanger er klar over begrænsningerne i den høje pris og tilbyder derfor, at man kan købe de detaljerede kort i små bidder. Man køber og downloader et antal kortkvadrater, som man blot klikker på i app’en.

Typisk betaler man pt. kr. 49,- for 133 kvadrater, som dækker op til 3.493 kvadratkilometer. Det svarer til knap 60 gange 60 km, som man altså selv udvælger hver eneste kvadratmeter af. Næsten da. Ingen dårlig løsning, hvis man er bare en smule prisbevidst. For hvad skal man med alle Danmarkskortets mange andre tiles, man alligevel aldrig får besøgt?

ViewRanger giver herudover mulighed for at tracke egne ruter via GPS, som man så kan se på kortet bagefter.

Kort, men ikke godt…

En irriterende ting ved ViewRanger på Casio’s WSD-F20 er ventetiden. Casio påstår godt nok, at ViewRanger er optimeret til netop WSD-F20, men det er svært at se hvordan.

Faktisk fungerer ViewRanger næsten bedre på mit gamle Sony SW3, der efterhånden har mere end et par år på bagen. Næsten. På SW3 er kortet nemlig Instant On – som på Apple Watch, hvor man i tilgift kan navigere rundt på kortet. Da kan man desværre ikke på SW3, der blot centrerer kortet omkring ens GPS position.

Således oplever jeg ofte ventetider på op mod 20 sekunder, før skærmen bliver tændt og uret får aktiveret GPS og kort. Endda med en spritny Samsung Galaxy Note 8. Om det så ligger hos ur eller telefon, ved jeg ikke. Men jeg har ikke kunnet finde indstillinger til at undgå denne ventetid. Naturligvis er dette for at spare strøm, men det er altså drønirriterende at skulle vente på hver eneste gang, man vil tage et kig på kortet.

Vil man have indbyggede kort af høj detaljeringsgrad og kortere responstid liggende direkte på uret, da er der ingen vej uden om Garmin’s topmodel Fenix 5X. Som så blot har en irriterende lille og mørk skærm, der er uhyre svær at se…

Der findes dog en workaround. Jeg kontaktede ViewRanger direkte og klagede min nød. Man kan ganske rigtigt ikke downloade ViewRanger kort direkte til sin Casio ProTrek WSD-F20. – I hvert fald ikke endnu, lød det venlige svar fra en af firmaets ingeniører.

Men man kan derimod uploade en allerede eksisterende rute fra ViewRanger app’en direkte til uret. Det nødvendige kortmateriale – alle de relevante tiles – følger da med, og uret fungerer nu i Stand Alone mode. Uden brug af Android Wear og Android smartphone.

Noget omstændeligt, altså, men en reel mulighed hvis man har en allerede eksisterende rute, man vil følge. Man kan desværre ikke blot kaste sig ud i ukendt land og finde sig selv på et forud installeret kort. Men i opfølgeren F30, måske…

Konklusionen

Casio lever virkelig op til forventningerne fra forgængeren WSD-F10, der udviste mange lovende takter, men som alligevel på ingen måde kunne anbefales. Den var virkelig “a work in progress”. En noget halvbagt sag, som uden GPS reelt ikke kunne bruges til ret meget.

WSD-F20 er ikke noget ur til kondifreaks og andre, der vil monitere sig selv og deres fysiske præstationer. Den kundegruppe valgte Casio helt fra, da de lige fra starten besluttede sig for at udelade en pladskrævende pulsmåler. Et sjældent træk i vore dage, hvor selv billige ure meget ofte har en indbygget pulsmåler.

Men den bølge hoppede Casio altså ikke med på. Den slags narreværk har man ikke brug for ude i terrænet, mente og mener de tilsyneladende stadig på hovedkontoret i Japan. Og det kan de såmænd have ret i.

Sikkert og vist er det nemlig, at en indbygget pulsmåler helt automatisk reducerer urets batteritid. Og at det forlænger samme, hvis man vælger pulsmåleren fra. Det er givet rationalet bag Casio’s udeladelse af en pulsmåler. En længere batteritid.

Og netop batteritiden er ethvert outdoor-urs Achilleshæl. Ude i ødemarken er der i regelen meget langt til nærmeste stikkontakt. Og uanset al reklamesnak kan man tømme batteriet på kort tid – som på ethvert andet ur med (Android) Wear OS. Ikke mindst med GPS’en kørende.

Vil man optimere batteritiden, må man dykke dybt ned i manualen og slå en hel masse standardindstillinger fra. Og helst også koble uret helt fra moderskibet – telefonen. Da bliver funktionaliteten langt mere spartansk, men da rækker batteriet mere end nogle få timer – selv med GPS’en kørende.

Øverst på ønskeseddelen står dog, at Casio vil bringe sin Solar Watch teknologi til næste ProTrek WSD-udgave, der i så fald vil kunne køre meget længere. Solen løber ikke sådan lige tør.

Uanset disse forbehold, så er Casio’s seneste model WSD-F20 klart anbefalelsesværdig, hvis man færdes meget udendøre og derfor har brug for de indbyggede ABC-sensorer: Altimeter, Barometer, Compass, GPS, oplysninger om solopgang og tidevand samt indbyggede kort og mulighed for supplerende kort via dedikerede Android Wear 2.0 apps.

Sætter man sig lidt ind i teknikken bag og de mange, mange muligheder, som dette smartwatch byder på, da får man i Casio ProTrek WSD-F20 en helt fantastisk følgesvend. Et ur, der på samme tid er både en hjælpende hånd og en legekammerat i verdensklasse!

Anbefales derfor – dog med det forbehold, at næste års F30 sikkert er endnu bedre.

Hvis der altså kommer en F30…

© 2018 Tekst: Steen Ulnits

G-Shock Rangeman

Ved den netop afholdte CES 2018 messe præsenterede Casio desværre ingen F30. Ingen opgraderet efterfølger til den her testede F20.

I stedet modtog Casio messens CES 2018 Innovation Awards Honoree for netop WSD F20, der blev rost til skyerne for sit anderledes design og sine mange innovative funktioner.

Samtidig kunne Casio så præsentere et helt nyt medlem af den snart klassiske og meget hårdføre G-Shock familie:

Det er Rangeman, hvis indbyggede solceller formår at lade uret op, når ellers der er lys og sol på himlen. Sollyset kan altid holde selve displayet med strøm, mens den indbyggede GPS funktion kræver mere kraft til kontinuert drift, end solcellerne alene kan levere.

Der er ikke tale om noget traditionelt smartwatch – med Android Wear styresystem som i ProTrek WSD F20. Som navnet Rangeman siger, er der i stedet tale om et rigtig hårdført ur til de (meget få) lige så hårdkogte outdoor entusiaster, som måtte have brug for et sådant ur.

Det er dem, der kunne drage nytte af den indbyggede “Backtrack” funktion, hvor den indbyggede GPS løbende logger den tilbagelagte rute. Herefter kan man med et enkelt tryk vende ruten om og uden videre finde tilbage til sit udgangspunkt. Ingen dum funktion at have med sig i værktøjskassen.

Det er samme brugergruppe, der sikkert vil forstå at værdsætte, at Rangeman er vandtæt helt ned til 200 meters dybde og fungerer ned til 20 minusgrader. De vil også sætte pris på, at uret samtidig er muddersikkert – hvad Casio så end præcis mener med den betegnelse.

Endelig kan Rangeman, hvad WSD F20 desværre ikke kan: Logge og gemme tilbagelagte ruter. Det burde være en selvfølge, men har altså ikke været det før nu.

Man kan hurtigt konstatere, at G-Shock Rangeman ikke er til sjov, som det langt mere alsidige ProTrek WSD F20 på mange måder er det. Underholdningsværdien er ganske begrænset og funktionerne kun få.

Men de er så til gengæld optimeret til brug ude i den barske ødemark, hvor og når det virkelig gælder. Måske endda overlevelse. A True Survival Tool.

Desværre er Rangeman en ganske dyr herre:

Omkring 7.500 kroner…

 

Diploider, Triploider og All Female

Hvis du har fulgt lidt med i debatten om fiskeopdræt, så er du sikkert stødt ind i begreber som diploider, triploider og fænomenet “All Females”.

Bag disse indforståede begreber gemmer sig nu ingen raketvidenskab. Kun målrettet arbejde i fiskelaboratoriet. Fisk er nemlig simple skabninger, som er nemme at manipulere med. I hvertfald sammenlignet med langt mere komplekse pattedyr som os selv.

Almindelige fisk som laks og ørreder er diploide. Det vi sige, at de har to kromosomsæt, som uden videre kan dele sig og danne kønsceller. Diploide fisk er kort sagt i stand til at yngle, hvilket jo er godt – blandt vildfisk i naturen.

Men i fiskeopdrættets tjeneste er det ikke så ideelt endda. Fisk vokser nemlig markant langsommere, når først de er blevet kønsmodne. Da bruger de en uforholdsmæssigt stor del af foderet på at danne kønsprodukter – æg og sæd – i stedet for kød og krop.

Det har fiskeopdrætteren jo ingen glæde af, så han søger at undgå denne kønsmodning. Og det kan han gøre ved at skabe triploide fisk – fisk med tre kromosomsæt i stedet for to. Har fiskene tre kromosomsæt, kan de nemlig ikke reproducere sig. De bliver sterile.

Samtidig undgår man, at undslupne eller udsatte fisk blander sig og gyder sammen med vildfiskene, hvilket vil føre til gradvis fortynding af disses værdifulde DNA, som det jo har taget lige siden sidste istid at udvikle.

Man kan skabe triploide fisk ved at tage normale, netop befrugtede æg og udsætte dem for varme eller tryk. Herved holder man de såkaldte “pollegemer” tilbage, som eller vil udskilles, så fiskene bliver almindeligt diploide. De varme- eller trykbehandlede æg derimod beholder pollegemerne og bliver triploide. Samt sterile.

Men det er stadig ikke ligegyldigt, om de er hanner eller hunner. Hunnerne vokser nemlig bedst, og hannerne er derfor kun et problem.

All Females

Kigger man på følgende tre grupper af fisk, er der stor forskel i deres gennemsnitlige vækst:

  1. Diploide hanner og hunner (normal fordeling): 1,58 gram per dag
  2. Diploide hunner kun (hannerne fjernet): 1.78 gram per dag
  3. Triploide hunner kun: 2,38 gram per dag

Se, det er jo en forskel, der er til at tage og føle på. Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, som bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Til at producere rogn i lange baner. Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner”.

Transgene fisk

Det er vigtigt at forstå, at ingen af de her nævnte fisk er GMO fisk – genmodificerede organismer. Sekvenserne i deres DNA er stadig den samme som før. De er modificerede, ja. I høj grad. Men de er ikke genetisk modificerede.

– Har du derfor ikke fået nok af diploide og triploide ørreder fra dit lokale havbrug? Eller er du ikke imponeret af, at man uden videre kan lave rene hunner ved at befrugte almindelige hunner med sæd fra hormonbehandlede hunner? Så er du klar til den transgene eller genfusionerede superlaks “Super Salmon”:

  1. Man tager allerførst en helt almindelig atlanterhavslaks som dem, der opdrættes millioner og atter millioner af i norske havbrug. 
  2. Dernæst finder man en kongelaks frem – en af de fem forskellige arter stillehavslaks. Den kigger man dybt i kortene – dens naturlige DNA – og identificerer her det væksthormon, der sikrer den en langt hurtigere vækst end atlanterhavslaksen. 
  3. Endelig drager man højt mod nord og fanger en lille og undselig nordamerikansk ålekvabbe, som har netop det, vi står og mangler: Et aktiveringsgen, der kan øge koncentrationen af væksthormon fra kongelaksen og dermed sætte den samlede vækst markant i vejret.
  4. Man rører nu genmaterialet fra disse tre fiskearter sammen og får en helt ny superlaks, der vokser dobbelt så hurtigt som den oprindelige. Endda på en mindre mængde foder. Det lyder næsten for godt til at være sandt.

FrankenFish

Hvis du vil du have hele historien om vore dages transgene FrankenFish, så læs gerne artiklen “Frankenfish”. Så ved du, hvor langt videnskaben i dag kan komme, når og hvis den vil lege Vorherre i Det Lille Laboratorium:

http://ulnits.dk/biologi/frankenfish/

Det mest fantastiske er næsten, at man slet ikke kan se forskel på diploide, triploide, All Females eller transgene fisk. Indpakningen er nemlig den samme.

– You ain’t seen nothing yet…

© 2017 Steen Ulnits

Relaterede artikler om havbrug:

TriangleTray

IMG_2575

– En trekant til linen…

“Designed and Manufactured in Denmark”

Egentlig kan jeg ikke fordrage linekurve, når jeg fluefisker. De fylder, og de er i regelen grimme at se på. Men funktionen – den kan jeg ikke altid undvære.

Der er masser af situationer, hvor jeg må bide i det sure æble og fiske linekurven frem. Med det uundgåelige resultat, at jeg føler mig udklædt med en opvaskebalje på maven. Helt galt bliver det da, når jeg kaster baghånds – med ansigtet vendt mod land. Gad vide, hvad ikke-fiskere tænker, når de ser det…

Anyway, funktionen er ind imellem uundværlig, og så må man jo lide lidt for sagen. Men heldigvis har man så god tid til at fundere lidt over, hvorvidt det ikke kunne lade sig gøre at lave linekurven lidt smartere.

Det har jeg gjort i snart mange år, og lidt efter lidt tonede omridset af den perfekte linekurv frem. En linekurv, som slet ikke lignede den oprindelige firkantede opvaskebalje. En anderledes linekurv, i hvis kølvand skvulpede en lille håndfuld etablerede linekurve med skalperede sider.

Den traditionelle linekurv

Det har nemlig kostet en del linekurve at nå så vidt. Etablerede fabrikater, som jeg har skåret, klippet og klistret i. Der var nemlig nogle helt klare ting, som jeg ville ændre på:

1) Jeg havde noteret mig, at fluelinen meget ofte lå samlet i én bestemt del af kurven i stedet for jævnt fordelt overalt. Altså var der ubrugt plads i kurven, som både fyldte og vejede.

2) Som alle andre brugere af linekurv irriterede det mig, at jeg ikke kunne se, hvor jeg gik. Kurven tog en alt for stor del af udsynet, hvilket gav anledning til snublen over strandstenene.

3) De gængse linekurve så helt enkelt så grimme og ufikse ud, at jeg vægrede mig ved at gå med dem. Ting må gerne være smukke, når man skal se på dem i længere tid ad gangen.

4) Jeg var ikke tilfreds med keglernes udformning og størrelse. Nogle var for korte og brede – andre for lange og høje. Sidstnævnte havde det med at fange linen på vej ud i stedet for at slippe den.

5) Som så mange andre bankede jeg ofte linehånden ned i kurvens skarpe kanter under indtagningen – hvis jeg da ikke passede på hele tiden. Kanten på linekurven var for høj og skarp.

shapeimage_6

Trekantet form

For et par år siden var det så vidt. Morten fra Pro FlyFisher kom forbi med sit lille powerhouse af en bærbar – loadet med avanceret CAD software, som han er vant til at bruge, når han designer nye plastkomponenter til sine berømte rørfluer.

Det nye design

Vi drak lidt rødvin, og efter nogle timers arbejde tonede linekurven frem på skærmen, som du ser den herunder.

Det er den karakteristiske trekantede form, som siden gav kurven dens navn. Det er en form, som sparer materiale og reducerer vægt. Samtidig hindrer den ikke udsynet nedefter, som almindelige firkantede linekurve gør det. Slut med at vandre blindt gennem landskabet uden at kunne se, hvor man sætter fødderne. Sikkerhed frem for alt!

Men ikke nok med det. TriangleTray tager den trekantede profil helt til grænsen. Bagkanten skråner nemlig også mod forkanten, hvilket sparer yderligere materiale og giver et endnu bedre udsyn. Herved undgår man også det irriterende hele tiden at banke linehånden ned mod kurvens skarpe sider.

shapeimage_7

Skrånende sider

Du vil sætte pris på den lave vægt og det gode udsyn, når du går, vader eller skal pakke kurven ned i kufferten til næste fiskeekspedition. Triangle Tray er lige perfekt til Alaska som til Bahamas!

Et behageligt “EasyGrip” bærehåndtag gør det lettere end nogensinde at transportere TriangleTray til og fra fiskevandet. Man mærker næppe, at den er med.

Bidragende hertil er også, at TriangleTray er en udpræget letvægter, fremstillet af ultrastærk polypropylen, der næsten ikke er til at ødelægge. Et materiale, der flyder og flekser, men som nægter at brænde.

Kurven er fremstillet i 8 mm polypropylen, som er vakuumformet ved 300 grader. Den forvarmede plade suges ned over formen under tryk, og det færdige emne bearbejdes af en computerstyret fræser, der fjerner overskydende materiale og sørger for de nødvendige udskæringer.

Det er en fremstillingsmetode, som gør TriangleTray næsten umulig at ødelægge.

shapeimage_8

“EasyGrip” greb

Hemmeligheden bag enhver linekurvs funktionalitet er keglerne i bunden, som hindrer fluelinen i at filtre sig sammen.

Der ligger mange eksperimenter bag designet af keglerne i bunden af din nye TriangleTray. De måtte hverken være for høje, for lave, for brede eller for spidse. De skulle både kunne holde og slippe løkkerne under indtagning og kast. Det kan de i din Triangle Tray!

Er keglerne for høje og smalle, kan de fange linen under kast. Er de omvendt for lave og brede, kan de ikke hindre linen i at filtre i kurven.

Næste skridt var så at teste det endelige design. Til det formål allierede jeg mig med et firma i Billund, som rådede over en 3D-printer, der var stor nok til opgaven. Det var hundedyrt, men en dag ankom så den færdigprintede prototype – klar til test.

Prototypen var råhvid og printet i et stærkt nylonmateriale. Den så ærlig talt ikke ret sexet ud.

 

shapeimage_9

 

“EasySlip” kegler

Men funktionelt levede den helt op til mine ønsker, og det trekantede design gav den navnet “TriangleTray”. Jeg kontaktede en god ven, der har en høj stilling hos amerikanske Orvis, og han sendte ideen videre til deres udviklingsafdeling.

Orvis var jo dem, der var først ude med en decideret linekurv til fluefiskere – udviklet i nært samarbejde med hæderkronede MIT – Massachusetts Institute of Technology, hvor mange af verdens store opfindelser og designs kommer fra.

Orvis var skam interesseret i min TriangleTray og indrømmede, at designet var lysår foran deres oprindelige design, som nu er i en Mark 2 udgave – lidt lettere og mindre kantet end originalen. Men de ville desværre kun købe færdigproducerede kurve…

Selvlænsende

Nu vader jeg selv sjældent dybt, og gør jeg det endelig, er det for at komme over dybt vand og ind på lavt. Fluekast og dyb vadning er nemlig lig med korte kast. Man kan helt enkelt ikke holde en lang line fri af vandet i bagkastet, hvis man selv står i vand til midt på livet.

Ofte står man sig bedst ved at blive inde på lavt vand og dermed stå højere. Dette gør det helt enkelt lettere at kaste længere.

Anyway. Ind imellem er det nødvendigt at vade dybt, og da Triangle Tray har lave sider fortil, fyldes den let af vand. Det har jeg taget konsekvensen af i Mark 2 udgaven, som er selvlænsende.

Fra mine mange år som småbådsfisker ved jeg, hvor praktisk det er at have et selvlænsende bådskrog. Der var således ikke langt fra tanke til handling, og efter nogle få forsøg var designet en realitet – i form af tre lænsehuller i linekurven: To store bagest og et mindre forrest.

De to store huller bagest har en diameter på 12 mm, hvilket gør, at en bordfyldt kurv lynhurtigt tømmes. Et lille 8 mm hul fortil gør, at regn og skvulp og vand fra linen hele tiden løber ud af kurven. Det lille hul fortil sidder nemlig markant lavere end de to store huller bagtil.

Man skal aldrig sige aldrig, men jeg er ret overbevist om, at TriangleTray hermed har fundet sin endelige form. Som måske verdens første selvlænsende linekurv.

© 2013 Steen Ulnits

tray

Anmeldelse:

Lystfiskerforum

Ny dansk designet linekurv

Danske Steen Ulnits, kender de fleste. Nu er han også designeren bag denne nye linekurv i et anderledes design, der lægges mærke til.

Som navnet antyder – “Triangle Tray” – er den trekantet. Jeg har testet et eksemplar.

Jeg startede med at afprøve den på græsplanen hjemme i min have og det var en skuffende oplevelse. Linen gled udenfor kurven og trak resten med.

Den skal alligevel testes der, hvor den er beregnet til – på kysten – og så gjort! Nu var linen våd, og det gjorde en verden til forskel.

Linen blev pænt liggende, den hægtede ikke sammen, og kurven var faktisk rigtig rar at benytte.

Når jeg ind i mellem ramte kurven med linehånden er materialet dels blødt at ramme, og dels er det afrundet.

Kurven fungerer fuldt ud ligeså godt som min gamle Orvis-kurv eller min Flexistripper.

Faktisk lever den op til alle mine forventninger til en linekurv, der skal hjælpe mig til at holde styr på linen og give bedre kast.

Der er dog et minus: Den lave kant lader ofte vand komme ind i kurven. Det påvirker ikke kastet, men irriterer alligevel, fordi det vejer.

Løsningen er allerede beskrevet i det papirværk, der fulgte med: Der skal bare bores et 8 mm hul ude i fronten, og så lænser den sig selv.

Jeg kan anbefale denne nydesignede linekurv. Den har et frækt udseende, og den leverer varen i et lækkert design og stærkt materiale.

Hans Brun Lindegaard

 

IMG_1956

Regler for gyllespredning

Der er forbud mod udbringning af gylle på oversvømmede, vandmættede, frosne og snedækkede jorde.

Den 1. februar markerer starten på sæsonen for udbringning af flydende husdyrgødning. Her slutter den periode, hvor der efter husdyrgødningsbekendtgørelsen ikke må udbringes flydende husdyrgødning.

Det er dog væsentligt at huske, at der ikke må udbringes gylle på oversvømmede, vandmættede, frosne og snedækkede jorde. Dette blev indskærpet med den nye husdyrgødningsbekendtgørelse, der trådte i kraft den 1. august 2012.

Jorden er oversvømmet, vandmættet, frossen eller snedækket, når følgende kriterier er opfyldt:

1. Jorden er oversvømmet, når den er dækket af blankt vand.

2. Jorden er vandmættet, når der kan opsamles frit vand i revner og sprækker selv flere timer efter nedbør. Dette vil bl.a. kunne kontrolleres ved, at det er muligt at presse frit vand ud af jorden med hænderne. Når jorden er vandmættet, er den vandfyldt op til overfladen selv efter flere timer uden nedbør.

3. Jorden er frossen, når det pga. frost i jorden ikke er muligt at nedbringe husdyrgødningen på bar jord. På bevokset jord er jorden frossen, indtil jorden er optøet i hele pløjelagets dybde (mindst 15 cm). Overfladisk nattefrost betragtes ikke som frossen jord, hvis jorden optøs i løbet af dagen.

4. Jorden er snedækket, når mere end 90 % af en mark er dækket af sne, men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden. Snedybden skal være mere end en ½ cm.

Formålet med reglerne er at forhindre husdyrgødning i at forurene vandmiljøet, og reglerne supplerer således husdyrgødningsbekendtgørelsens generelle forbud mod at udbringe husdyrgødning på en sådan måde, at der er risiko for, at gødningen ender i vandmiljøet.

Det er kommunerne, der fører tilsyn med, at reglerne bliver overholdt. Det er derfor også kommunerne, der konkret vurderer, om der kan være tale om ulovlige forhold i forbindelse med udbringning af flydende husdyrgødning.

Så ring til din kommune, hvis du er det mindste i tvivl. Ellers risikerer gyllen at løbe af jorden og direkte ud i vandmiljøet. Til ubodelig skade for dyrelivet her.

Tag et foto, hvor og hvis du kan se, at udledt gylle har nået vandløb eller sø.

Det er den bedste dokumentation i et senere forløb.

Gyllen samler sig typisk i lavninger.

Kilde: Miljøstyrelsen

Steen Ulnits

Retablering af Gudenåen

GudenåBB-680x1024

Bølgerne har længe gået højt omkring den kommende retablering af Gudenåen ved Tangeværket og det kunstige vandmagasin Tange Sø.

Jeg har noteret mig, at Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har modsat sig en tømning af Tange Sø med efterfølgende retablering af Gudenåen og Gudenå-dalen.

Det er en oplysning, som er faldet mange lystfiskere for brystet. De tror helt enkelt ikke på den. At den organisation (DSF), der i det daglige bryster sig af at være vandmiljøets forkæmper, nu pludselig skulle kæmpe for at bevare den kunstige Tange Sø på bekostning af en frit flydende Gudenå.

Men det er altså tilfældet. Og for at det hele ikke skal blive et slagsmål om ord, så er det nok bedst at referere fra et debatindlæg i Altinget den 19. januar 2017, hvor formanden for DSF, Verner W. Hansen, selv skriver:

“En holdbar kompromisløsning, der tilgodeser disse interesser, vil i givet fald forudsætte, at Gudenåen med hele dens vandføring ledes udenom søen. 

En af de få løsningsmodeller, der kan leve op til dette, og hvor der genskabes mest natur for pengene, er beskrevet som model 11 i COWI’s rapport fra 2007. Det er en løsning, der koster 100–125 millioner kroner.” Citat slut.

Læs hele debatindlægget her:

https://www.altinget.dk/miljoe/artikel/sportsfiskerne-slip-nu-gudenaaen-fri#28538

P2010063

DSF anbefaler Model 11, der er en løsning med Tange Sø og Tangeværket som fast ankerpunkt. Og et flere kilometer langt nygravet omløb. 

P2010065

Model 11: Udgøres af en kunstig å langs en kunstig sø – i stedet for en retableret Gudenå med tilhørende 12 km lang genskabt ådal.

Model 11 er en kostbar løsning, der bibeholder godt 90% af den nuværende Tange Søs vandflade og det meste af volumen. Det er nemlig kun det smalle og lavvandede indløb, der inddrages i den 7,5 km nye å ned til Ans dæmningen. Det, vi i dag kender som selve søen, bevares intakt. Med et omløb i den fulde længde på 6,5 km.

Desværre er model 11 en løsning, som ifølge COWI ikke vil tilfredsstille EU’s vandrammedirektiv. Og der er tale om en løsning så omfattende, at der – igen med COWI’s egne ord – “er tale om etablering af en helt ny Gudenå udenom Tange Sø.” 

Samtidig er det en model, som vil indebære meget store jordarbejder. Således regner COWI med, at der skal graves helt ned i 9 meters dybde. Det er rigtig meget jord, der her skal flyttes. På den nederste korte strækning vil faldet alligevel blive endog meget stejlt ned mod Gudenåen nedstrøms Tangeværket, hvor dæmningen bibeholdes. Hele 5 promille bliver faldet her.

Og måske værst af alt, i hvert fald set med natur-og miljøøjne, så muliggør løsning 11 ikke en genskabelse af den omkring 12 km lange Gudenå-dal med den oprindelige Gudenå løbende igennem.

Det er ifølge COWI kun løsningsmodel 10, der vil opfylde EU’s vandrammedirektiv: En tømning af Tange Sø med efterfølgende retablering af det oprindelige Gudenå-leje, der i dag ligger på bunden af Tange Sø:

“Ingen omløbsmodeller vil fuldt kunne leve op til kravene i EU’s vandrammedirektiv.”

“Kun model 10 opfylder fuldt ud kravene i EU’s vandrammedirektiv, da Tange Å og andre tilløb til Tange Sø hermed også kan opnå god økologisk tilstand”.

“Supplering af beslutningsgrundlag for Gudenåens passage ved Tangeværket”

© 2007 Danmarks Naturfredningsforening & COWI A/S

Med model 11 bliver Tange Å isoleret fra resten af Gudenåen, så vandrefiskene ikke kan nå herop. Så der ikke kan opnås den gode økologiske tilstand, som EU’s vandrammedirektiv kræver. Og i netop Tange Å er der allerede konstateret gydning af den genindførte atlanterhavslaks.

Tøm Tange Sø

Men model 11 med bevaring af Tange Sø, retablering af 7,5 km indløb til søen samt etablering af et 6,5 km langt kunstigt omløbsstryg langs søen er altså alligevel, hvad Danmarks Sportsfiskerforbund konkret har peget på i Altinget. 6,5 km af Gudenåen vil da blive begravet for evigt – med samt laksens gamle gydepladser.

Altsammen for at bevare et kunstigt vandmagasin, som hvad artsdiversitet angår er “inderlig uinteressant” – som biologen Morten DD udtrykker det.

Det er et valg, som mange natur- og miljøinteresserede mennesker beklager. De mener, at den kommende retablering bør være en genskabelse af den oprindelige Gudenå med tilhørende ådal. Omkring 12 km genskabt natur i det Danmark, som har mindst natur blandt alle EU-lande.

De miljøengagerede mener, at retableringen af Danmarks længste vandløb naturligvis bør være et nationalt og ikke et lokalt anliggende. Præcis som retableringen af Skjernå heldigvis blev det.

Og det har vist ingen fortrudt: At Skjernå nu atter flyder frit slyngende ud i Ringkøbing Fjord i stedet for som tidligere gennem to snorlige parallelkanaler.

Den samme frihed skal Danmarks længste vandløb Gudenåen naturligvis også have. Den skal ikke begraves under en 6,5 km lang kunstig sø.

Det manglede da bare.

© 2017 Steen Ulnits

GA_Fangster

Statsbiolog Otto Poulsens rapport over fangster af laks og havørred i Gudenåen i perioden 1913-34. Tallene viser, at Gudenåens havørredbestand blev halveret ved anlæggelsen af Tange Sø, som spærrede for opgang til gydepladser opstrøms Tangeværket.

Tallene viser også, at Gudenå-laksen uddøde endegyldigt med bygningen af Tangeværket – med de allersidste fangster i 1928. Endelig viser tallene, at der så sent som i 1923 blev fanget mere end 3 tons vildlaks af Gudenåens egen stamme.

Sætter vi en snitvægt på 5 kg, drejer det sig om en opgang på flere end 600 vildlaks. Gudenå-laksen var således langt fra uddød ved værkets opførelse.

Tangeværket blev opført i perioden 1920-24.

Rapporten publiceret i 1935.

Andre relaterede artikler:

Nationalpark Gudenåen

Gudenåen – fra udspring til udløb

Vandkraft – I

Vandkraft – II

Vandkraft – III

Vandløb på Video