Forfatterarkiv: Steen

Danske landmænd forurener i Polen

De stigende miljøkrav har fået nogle af Danmarks største og mest forurenende svinebønder til at se sig om efter grønnere græsgange.

De har udvidet eller flyttet produktionen til lande, hvor man stadig kan svine miljøet til og tjene store penge på det. Polen er et sådant land, der nu må lide under de danske svin og deres hærgen.

– Men hvem er det egentlig, som står bag Poldanor – det danske svineeventyr i Polen? Det gør såmænd de fleste prominente danske svineavlere, som har skudt vekslende pengesummer i det stærkt ekspanderende foretagende.

I dag er aktiekapitalen således vokset fra oprindelig 5 til nu 30 millioner kroner – indbetalt af blandt andre undervisningsminister Ulla Tørnæs’ (V) mand, Jørgen L. Tørnæs, der senest gjorde en skidt figur i dagspressen. Det viste sig nemlig, at han havde ansat ulovlig udenlandsk arbejdskraft på sin sønderjyske svinefarm.

Men Jørgen L. Tørnæs er ikke den eneste aktionær med helt tætte forbindelser til regeringspartierne. Mogens Hovmand, der er bror til nu forhenværende skatteminister Svend Erik Hovmand (V), har været direktør i Polen Invest fra 1994 og frem til 2003, og han er fortsat aktionær i selskabet.

Andre kendte navne er de to fynske svineproducenter, Erling Lerche-Simonsen og Asger Møller Hansen. Begge er de blevet anmeldt til politiet for nogle af de største overtrædelser af landbrugs- og miljøloven i Danmark. De har nemlig produceret langt flere svin, end de har tilladelse til.

Tilsammen har de to svineproducenter fået 4,6 millioner kroner i EU-støtte i 2002 og 2003 – penge, hvoraf nogle siden er investeret i det polske svineri.

0 kr. i skat af 2-cifret millionoverskud

Der tjenes store penge – mange millioner – på den globaliserede eksport af det danske svineri. Men trods et imponerende overskud på 130 millioner kroner betaler Polen Invest A/S – selskabet bag den skandaleramte danskejede svinefarm i polen, Poldanor – ikke en krone i skat. Årsregnskaberne er nemlig som vist her:

1999:
Overskud: 14.047.000 kroner.
Skatteindbetaling: 117.584 kroner.
2000:
Overskud: 24.666.000 kr.
Skatteindbetaling: 41.248 kr.
2001:
Overskud: 77.670.000 kr.
Skatteindbetaling: 0 kr.
2002:
Overskud: 8.758.000 kr.
Skatteindbetaling: 0 kr.
2003:
Overskud: 6.693.000 kr.
Skatteindbetaling: 0 kr.

Som det tydeligt ses af regnskabstallene, havde Poldanor lidt problemer de første år, idet man da måtte betale nogle få tusinde kroner i skat af de tocifrede millionudbytter af svineriet. Senere fik man dog styr på dette, så man i dag ikke behøver betale en krone i skat.

Nu også i Rusland og Ukraine

Mange af aktionærerne i Polen Invest A/S er også aktionærer i Ukraine Invest A/S. Et selskab, som med en aktiekapital på 60 millioner kroner forbereder en næsten 200 millioner kroner stor investering i nye svinefarme i Ukraine. Heraf skyder den såkaldte IØ-fond næsten 50 millioner skattekroner ind i henholdsvis aktier og lån.

Også Ukraine Invest består af en lukket kreds, hvor kun særligt inviterede får lov til at investere i selskabet. De velkendte og politianmeldte fynske svinefarmere Erling Lerche-Simonsen som Asger Møller Hansen er med i begge selskaber – med investeringer på samlet 1,3 millioner.

Ukraine Invest A/S har aldrig betalt hverken skat eller udbytte til sine aktionærer i de tre år, selskabet har eksisteret.

På krigsstien og i svinestien

Den danske forsvarsminister Søren Gade (V) har for 350.000 kroner aktier i selskabet Russian Pig Meat, som er i færd med at etablere en stor svinefarm i Rusland – sikkert for at komme nye miljøkrav fra EU i forkøbet. Polen er som bekendt medlem af EU – Rusland ikke.

Det er Fagbladet 3F, der har kulegravet de danske investeringer i eksport af dansk svineri til Polen. Et godt stykke detektivarbejde, som afdækker danske svin og deres hærgen i og uden for Danmark. Siden 3F’s afsløring af de kolossale åbne gyllelaguner ved Poldanors svinefarme er kritikken haglet ned over IØ-fonden, som har investeret skattekroner i produktionen uden at forholde sig kritisk til miljøkonsekvenserne.

“Det minder om en ny form for imperialisme. Man tromler af sted uden hensyn til de omkringboende og uden hensyn til den følsomme natur alene for at tjene så mange penge som muligt”.

Det siger europaparlamentarikeren Margrethe Auken (SF). Hun besøgte for nylig nogle af Poldanors svinefarme for ved selvsyn at konstatere, hvor galt det står til med den danske eksport af svineri til Polen.

Hjælp til truede laksebestande

“Vi er forpligtet over for eftertiden. Vi skal sætte hensynet til en biologisk mangfoldighed over økonomiske hensyn. Målet er at få laksen til at gyde på den naturlige måde”.

Sådan sagde miljøminister Connie Hedegaard (K) om den nye nationale lakseforvaltningsplan. Med en handlingsplan og 10 millioner kroner vil regeringen søge at sikre atlanterhavslaksens overlevelse i Danmark.

Til dette ædle formål har miljøministeren altså en pose penge og lover samtidig, at der vil blive søgt om flere hos EU. Det må være årets glade nyhed – på falderebet til det nye år.

Skov- og Naturstyrelsen sendte i oktober 2004 et udkast til en ny national forvaltningsplan for laks, udarbejdet sammen med Danmarks Fiskeriundersøgelser, i høring. Der er næppe tvivl om, at pres fra EU er medvirkende årsag til planen. Således har EU med sit habitatdirektiv krævet, at Danmark udpeger en række særligt bevaringsværdige områder.

254 habitatområder

I den forbindelse har Danmark udpeget ikke færre end 254 habitatområder, hvor atlanterhavslaksen på den ene eller anden måde indgår i udpegningsgrundlaget. Det drejer sig især om de dele af vestjyske vandsystemer, hvor vilde laks stadig vides at reproducere naturligt heriblandt 60 km af Skjern Å, 50 km af Varde Å og 30 km i Ribe Å-systemet.

I Storåen, som er et andet af de klassiske laksevandløb, er der ikke konstateret gydning i de seneste mange år. Og i Gudenåen er der ingen muligheder for at genetablere en naturlig bestand, så længe Tangeværket ligger og spærrer med Tange Sø, der har oversvømmet størstedelen af de oprindelige laksegydepladser.

For Gudenåen betyder den nye lakseforvaltningsplan et stop for den hidtidige udsætningspolitik, hvor avlsmaterialet stammede fra Irland og Sverige. Fremover vil der kun blive udsat laks avlet på vestjyske stammer, som genetisk formodes at ligne den oprindelige Gudenå-laks meget.

For Kongeåens vedkommende forventes det, at der ret hurtigt vil kunne etableres en ny laksebestand i det forholdsvis uregulerede vandløb når blot passageforholdene ved åens dambrug bringes i orden. Man ser positivt på disse muligheder, da dambrugene netop fra april 2005 skal overholde nye og strengere krav om mindsket indtag af vand fra åerne.

Nyere undersøgelser bekræfter, at skarven er en kolossal trussel mod vore i forvejen svage laksebestande. Helt galt går det de nedtrækkende smolt, hvoraf kun en meget lille del overlever turen fra Skjern Å og ud i Nordatlanten. Udtrækket gennem den lavvandede Ringkøbing Fjord er dødbringende – på grund af de mange skarver.

Skarven den største trussel

I telemetriundersøgelser fra 2000 og 2002 blev henholdsvis 42% og 53% af radiosenderne fra udsatte laksesmolt fundet i skarvkolonien på Olsens Pold. Det blev konkluderet, at en stor del af de udtrækkende smolt blev ædt af skarver.

Det blev også konkluderet, at den reelle prædation nok var højere end de 42-53%, som genfundne radiosendere viste. Det er jo kun en del af skarverne fra Ringkøbing Fjord, som lægger deres gylp – og dermed radiosenderne – på Olsens Pold.

I 2003 blev 39 cw-mærker fra laksesmolt fundet i gylp på Olsens Pold. Beregninger viser, at dette svarer til, at skarverne åd 93% af de mærkede smolt dette år. Beregninger ud fra øresten, fundet i tilfældigt udtagne gylp, viste, at skarverne åd 33.000 laksesmolt. Udtrækket af vilde smolt fra Skjern Å blev beregnet til 6.000 stk. i 2002 og 26.000 stk. i 2003.

Fiskeribiologerne vurderes på denne baggrund, at kun meget få laksesmolt overlevede turen gennem Ringkøbing Fjord i 2003. I 2004 blev 3 cw-mærker fra laks fundet i en relativt stor mængde gylp. De tre mærker svarer til, at ca. 10 % af de mærkede smolt blev ædt af skarver.

Den danske skarvbestand har gennem de sidste 10 år ligget stabilt på omkring 40.000 ynglende par. I lang tid var der 50 kolonier landet over, men dette tal er nu steget til knap 60.

Den danske ynglebestand består fortrinsvis af skarver fra Sverige, Norge og Tyskland. Færre end 15% overvintrer her i landet. De tager i stedet sydpå til Middelhavet og vender tilbage igen til februar klar til smoltudtrækket i april!

Den danske skarvforvaltningsplan løber fra 2002 og frem til 2007, hvor den skal revideres. Måtte det blive med den nye lakseforvaltningsplan i baghovedet. Det kunne da være pragtfuldt, om det blot én gang skulle lykkes de ansvarlige myndighederne at koordinere deres forskelligartede og i dette tilfælde næsten modsatrettede anstrengelser!

Den norske laks får sig en 5-års puster

Det er lykkedes at få en aftale i stand, hvor 80% af de nuværende notfiskere ved Trondheimsfjorden købes ud i en 5-års periode. Det skulle give den truede norske vildlaks et tiltrængt pusterum.

Så lykkedes det alligevel – trods alt og langt om længe. I efterhånden flere år har vor utrættelige lakseven fra Island, Orri Vigfusson fra North Atlantic Salmon Fund (NASF), kæmpet for at købe garnfiskerne ud i den store Trondheimsfjord. Det er nemlig her, de fleste af Norges vigtigste lakseelve udmunder. Verdensberømte elve som Orkla, Gaula, Nidelv, Stjørdalselv og Verdalselv.

Det er elve, som i mange år har lidt hårdt under et intensivt laksefiskeri fra fjordmundingen og dybt ind i den meget lange fjord. Fiskeriet foregår især med faststående kilenot, men mange laks havner ligeledes i de såkaldte “makrelgarn”, der naturligvis ikke sættes lovligt efter makreller, men illegalt efter laks…

Sidste år tog notfiskerne knap 100 tons laks, som var på vej tilbage til de ovennævnte elve for at gyde. Oppe i elvene landede sportsfiskerne tilsvarende godt 50 tons laks.

80% af notfiskerne i 5 år

Nu er det så lykkedes at få en aftale i stand, hvor 80% af de nuværende notfiskere købes ud i en 5-års periode. De får 70 norske kroner kiloet for ikke at fiske laksene, men lade dem slippe op i elvene, hvor de er mange flere penge værd.

Det er en god forretning for notfiskerne, som typisk kan få op til 50-60 kroner kiloet for store laks og noget mindre for grilse. De får således i pose og sæk, idet de dels får en højere kilopris end ellers – dels helt slipper for arbejdet med at fange laksene!

Aftalen er kommet i stand med fødselshjælp fra Orri Vigfusson, der har brugt mange kræfter og mange egne ressurser på at få etableret en norsk organisation til etablering af opkøbet. Frikøbet er baseret på de historiske fangster, som notfiskerne havde i perioden 1999-2003, hvor de i snit årligt fangede godt 50 tons laks i fjorden.

Det betyder, at notfiskerne hvert år skal kompenseres med 3-4 millioner kroner. Altså sammenlagt 15-20 millioner kroner i løbet af hele 5-års perioden.

En af Trondheimsfjordens notfiskere, der i snit fanger 3,4 tons laks om året, får således 238.000 norske kroner om året i de næste 5 år. En lille kvart million om året for ikke at fiske! Han er glad for aftalen, men pointerer, at man ikke har solgt retten til at fisken laks i fjorden – blot lejet den ud i 5 år.

Nu er det så op til alle laksebønderne ved Trondheimsfjordens elve at skaffe pengene. Orri Vigfusson stiller det første år med en halv million kroner fra NASF’s egen kasse – resten skal komme fra nordmændene selv. I form af øgede lejeindtægter, når nu langt flere laks får mulighed for at vandre op i elvene – op til de mange velkendte “vald” i de verdenskendte elve.

Højere elvpriser i 2005?

Interessen for fiskeriet i 2005 er nu meget stor, og det bør kunne resultere i endnu højere lejeindtægter. Det tror og håber i hvert fald sammenslutningen “Elvene rundt Trondheimsfjorden”, som i den tidligere professionelle fodboldspiller Vegard Heggem har en kendt profil i spidsen.

Vegard, der tidligere spillede for Liverpool, beskæftiger sig i dag med udlejning af laksefiskeri på gården Aunan i Rennebu ved Orkla. Han er overbevist om, at laksestoppet i fjorden vil medføre betydelige økonomiske gevinster for lokalsamfundene ved fjorden.

Med det nye lakseopkøb skulle omkring 80 tons flere laks vandre op i elvene. Lokalt regner man med, at sportsfiskeriet i elvene tager 30-50% af lakseopgangen. Det burde således resultere i en fremtidig merfangst til sortsfiskerne på 25-40 tons laks.

Organisationen “Norske Lakseelver” mener, at hvert kilogram ekstra laks fanget i elvene vil generere en lokal omsætning på op mod 1.000 norske kroner. Hvis antagelserne holder stik, vil den øgede laksefangst i elvene generere en ekstra omsætning i størrelsesordenen 25-40 millioner kroner. Og heraf skal der så årligt betales 3-4 millioner kroner i kompensation til notfiskerne.

Det ser ud til, at der er luft og hold nok i regnestykket – hvis man blot kan få de fornødne midler frigjort af denne omsætning. I så fald går den norske vildlaks langt om længe en lysere fremtid i møde.

Og endnu engang har det vist sig, at der skal hårde og holdbare økonomiske argumenter til for at redde en truet art fra udryddelse. Ingen gider gøre det for dens blå øjnes skyld…

Larsens Liv med Laksen

For to gange Larsen blev Skjernå og dens sølvblanke laks deres skæbne. Vi har besøgt den seneste Søren Larsen og hørt hans historie.

Som vestjyde og født ved Skjernåens bredder – nærmere betegnet i Ringkøbing – har jeg altid fulgt med i åen og dens fiskeliv.

Det har en anden mand også gjort – endda i langt højere grad. For ham er Skjernå-laksen nemlig blevet hele hans liv. Søren Larsen er hans navn – ikke at forveksle med den navnkundige og nu afdøde laksefisker af samme navn, som kendte åen bedre end de fleste og i hvert fald fangede flere laks!

Søren Larsen – her dog med en fin sommerørred på 4 kg.

Den nulevende Søren Larsen fisker ganske vist også laks som sin afdøde navnebroder, men han er af langt nyere dato. Og så har hans arbejde allerede tilført åen flere laks, end afdøde Søren Larsen nogensinde fjernede fra den! Søren Larsen står nemlig for det store arbejde med at indfange moderfisk og opdrætte yngel og ungfisk til udsætning i Skjernå med flere danske vandløb.

Søren er født med en fiskestang i hånden – ved bredden af Danmarks havørredå nummer ét, Karup Å. Men allerede i 1967 flyttede familien til Skjernå, som dengang netop var blevet reguleret og totalt ødelagt som laksevand. Det var derfor ikke laks, Søren fiskede efter i de dage. Interessen for laks kom først til, at da han i 1980’erne prøvede lykken i de rivende norske lakseelve, som stadig havde en bestand af sølvblanke vildlaks. Og her blev han kroget for livstid – laksen blev hans liv.

Søren Larsen havde oprindelig en akvariehandel. Fisk skulle det jo være. Så begyndte han også at sælge fiskegrej, og til sidst fyldte grejet hele akvariebutikken, så fiskene måtte ud! Søren, der er autodidakt i alt, han foretager sig, blev efterfølgende hyret af Ringkøbing Amt til at kortlægge bestanden af vildfisk i det store Skjernå-system.

Et nationalt klenodie

Skjernå-laksen er et nationalt klenodie – i mange år godt på vej mod udryddelse.

Den danske rekord for sportsfisket atlanterhavslaks – en rekord, der næppe nogensinde bliver slået – blev sat af tobakshandler Dinesen fra København. Det skete den 15. april 1954. Laksen var en sølvblank påskefisk, som vejede ikke mindre end 26,5 kg, 136 cm lang. – Hvilken kæmpe!

Rekordlaksen blev, som de fleste givet ved, fanget i netop Skjernå – i selve hovedløbet, som er stort og mægtigt efter at have modtaget vand fra de mange mindre tilløb. Samlet afvander Skjernåens 100 km lange løb næsten en tiendedel af det ganske, danske land.

Endnu i 50’erne havde Skjernå en nogenlunde hæderlig laksebestand, der dog næppe talte mere end nogle få hundrede årlige opgangsfisk. Alligevel nok til, at der regelmæssigt blev landet nystegne laks på klassiske pladser som “Landevejssvinget” og “Dinesens Hul”, der begge ligger opstrøms udløbet af Vorgod Å.

Skjernå-laksens vugge

Efter Hedeselskabets regulering af Skjernå i 1960’erne, forsvandt Skjernå-laksen næsten helt. Faktisk troede man længe, at den var totalt uddød. De laks, der hvert år fanges herhjemme, er kun i meget begrænset omfang resultatet af nogen naturlig reproduktion i de pågældende åer.

Fangsterne skyldes i stedet de mange udsætninger, som gennem årene er gjort af opdrættede ungfisk. Laksen kræver nemlig meget af sine gydepladser – mere, end den kan få tilfredsstillet de fleste steder i dagens Danmark.

Der findes dog heldigvis en enkelt og derfor meget bemærkelsesværdig undtagelse – i netop Skjernå-vandsystemet. Stedet er Karstoft Å ved Classensborg Gods. Men slet ikke i hele åen. Nej, kun de nederste 500 m nær åens udløb i Skjernå.

På denne korte strækning findes i dag den sidste rest af den engang så stolte og hurtigtvoksende danske laksestamme. Det er således meget sandsynligt, at Dinesens rekordlaks har haft sin vugge stående netop her. Her gyder årligt nogle få hundrede laks, og her elektrofiskes hvert år en god del af de moderfisk, der siden danner grundlag for lakseopdrættet.

Benarbejde og laboratorietests

Det var nulevende Søren Larsen, der som en af de første fandt ud af, at Skjernå-laksen alligevel ikke var uddød. Han arbejdede i 1983 for Ringkøbing Amt med at kortlægge vildfiskenes udbredelse i det store Skjernå-vandsystem.

Der blev gået mange hundrede kilometer, inden hovedløbet og de mange tilløb var kortlagt. Og det var under disse undersøgelser, at man pludselig stod med fiskeyngel, der i mistænkelig grad lignede laks.

Yngelen blev undersøgt grundigt, og konklusionen var klar: Der fandtes stadig en selvreproducerende om end meget lille bestand af laks i åen! En glædelig nyhed for åens lystfiskere, som med fornyet kraft straks gik i gang med aktiv ophjælpning af bestanden. Finansieret primært af private midler indsamlet af foreningerne langs Skjernå. Og med Søren Larsen som en af ankermændene.

Lystfiskerne ved Skjernå fik et gevaldigt skulderklap, da moderne genetiske undersøgelser for nogle få år siden kunne slå fast, at der ikke blot fandtes en selvreproducerende laksebestand i åen. Nej, der var sågar tale om den oprindelige laksebestand! Det kunne man se ved at sammenligne DNA-analyser af skæl fra nuværende laks med DNA-analyser af skæl fra laks fanget i 1940’erne og 1950’erne.

Konklusionen var klar: Det genetiske materiale fra den oprindelige vestjyske laksestamme findes stadig i de laks, der gyder i Karstoft Å. En opdagelse, der satte fornyet fokus på den nu meget bevaringsværdige laksebestand. Ikke kun af hensyn til Skjernå selv, men også for at genskabe de andre laksesbestande i de øvrige vestjyske vandsystemer, som alle oprindelig havde stærke bestande.

Danmarks Center for Vildlaks

Der skulle imidlertid gå flere år, førend det for alvor gik fremad for Skjernå-laksen. Ringkøbing Amt spyttede i kassen, og der blev lavet nationale laksehandlingsplaner. Men der kom først for alvor styr på bestandsophjælpningen, da Danmarks Center for Vildlaks (DCV) så dagens lys.

DCV er en erhvervsdrivende fond, som har til formål at formere og opdrætte laksefisk med henblik på udsætning. Desuden ønsker DCV at bidrage med ny viden indenfor fiskeopdræt, samt at formidle viden om fiskeri og vandmiljø.

DCV blev etableret den 1. januar 2000 som resultat af en fusion mellem Laksehallen ved Randers, som producerede laks til udsætning i primært Gudenåen, og så Skjern Å Lakseopdræt. DCV består i dag af to afdelinger: DCV-Randers og DCV-Skjern. Begge højmoderne recirkulerede anlæg med minimalt vandforbrug og minimal forurening.

Målet med fusionen og etableringen af Danmarks Center for Vildlaks var at sikre produktionen af Skjern Å laksen. Først og fremmest til udsætning i Skjern Å, men nu også til de øvrige syd- og vestjyske laksevandløb. Til sikring af produktionen er der sket en gennemgribende modernisering af anlægget i Skjern. KJlækkerummet og opvækstanlægget er nu ombygget til fuld recirkulation med alarmer på vitale funktioner.

Opdræt og udsætning

Opdrættet består hovedsagelig af atlantiske laks samt ørreder til udsætning og forsøg. Opdrættet sker udelukkende på basis af vildfisk indsamlet i vandløbene.

Produktionen hos DCV-Skjern er baseret på laks og havørreder, som har deres oprindelse i vestjyske vandløb. DCV-Randers baserer i stedet produktionen på laksestammer, der har oprindelse i Sverige og Irland.

I modsætning til Skjernå har Gudenåen ikke længere nogen oprindelig laksebestand. Den forsvandt, da Tangeværket blev anlagt i 1920’erne. Tange Sø ligger i dag, hvor Gudenå-laksens sidste gydepladser lå dengang. Og med værkets opstemning af Gudenåen blev laksen forment adgang til sine sidste gydepladser og uddøde få år efter. Derfor har man været nødt til at tage udenlandske stammer ind i opdrættet.

Æggene stryges dels fra indfangede laks, der er vendt tilbage til de danske vandløb for at gyde og dels fra en levende genbank. Genbanken består af vilde rekonditionerede laks og laks, der er opdrættet til kønsmodning. Ved at benytte en levende genbank opnås den rette mængde æg, og den størst mulige genetiske variation sikres.

DCV leverer i dag unglaks til udsætning i Gudenåen, Skjern Å, Storåen, Varde Å, Sneum Å, Kongeåen, Ribe Å og Brede Å. Desuden eksporteres der unglaks til udsætning i tyske vandløb, hvilket naturligvis gavner økonomien. Udover laks opdrætter DCV-Skjern også ørreder til udsætning i Skjern Å systemet samt mindre vestjyske ørredvandløb.

Laks, laks og atter laks

Det er Søren Larsen, som i dag står i spidsen for DCV-Skjern. Han har været med hele vejen og bor nu ved opdrætsanlægget, som kræver tilsyn 24 timer i døgnet – trods intensiv computerovervågning. Der er mange penge på spil, og megen værdifuld DNA svømmer omkring i det recirkulerede anlæg.

Alligevel bruger Søren Larsen det meste af sin sparsomme fritid på – laksefiskeri! Mange er de ture, han tager langs åen med den lange fluestang. Men få er de laks, han bringer med sig hjem. Af to årsager:

Dels genudsætter han konstant de værdifulde hunlaks – uanset hvor store de så end måtte være. – De er simpelthen for værdifulde til at blive fanget og fjernet, mener han. Hunfisk på over 10 kg har taget hans flue og er blevet sikkert landet – blot for sekunder senere at blive genudsat med et kærligt klap på ryggen!

Og dels er der langt mellem laksehuggene i Skjernå – trods det store udsætningsarbejde. Får Søren Larsen bare én laks på land i løbet af en sæson, er han godt tilfreds. Og tilføjer, at der heller ikke var mange laks i de gode gamle dage. Således fiskede tobakshandler Dinesen Skjernå i påsken i 18 samfulde år og fangede kun fire laks. Til gengæld vejede den ene af dem så altså 26,5 kg…

Men ikke nok med det. I ferierne tager Søren nordpå for at fiske laks på steder, hvor der ikke er helt så langt mellem huggene. Norge er en af de faste destinationer, og Rusland har han også besøgt.

– Kan det ikke blive for meget med alle de laks, 24 timer i døgnet, 365 dage om året? Jeg kan ikke dy mig for at stille netop det spørgsmål.

– Joeh, kommer det lidt nølende fra Søren Larsen. – Det kan det da godt, – Og derfor er jeg da også begyndt at spille lidt golf ind imellem…

Det bevises af en lille green bag huset, hvor Søren går og putter sig og bolden, når laksen er blevet lidt for meget!

Blå Bog

Navn: Søren Larsen
Alder: 43 år
Status: Gift og far til tre drenge på 16, 12 og 8 år
Uddannelse: Autodidakt
Født: Karup by
Bosat: Ånumvej 163, 6900 Skjern
Profession: Leder af Dansk Center for Vildlaks i Skjern
Hobby: Fluefiskeri og golf

Dioxin i østersølaksen

Fødevareministeren indførte den 31. marts 2004 med øjeblikkeligt varsel forbud mod alt garnfiskeri efter laks i den danske del af Østersøen – farvandet omkring Bornholm.

Begrundelsen var en undersøgelse af 30 laks, hvoraf de 29 havde et alt for højt indhold af giftstoffet dioxin i kødet. Overskridelsen af EU’s grænseværdi varierede fra 5-85%. De analyserede laks vejede alle over 5 kg.

Fiskerierhvervet rasede over lukningen og anførte, at mere end 80% af de laks, der landes i Østersøen, vejer under 4 kg. Argumentet var, at de større laks har levet i længere tid i Østersøens forurenede vande end de mindre, og at de større laks derfor har akkumuleret mere dioxin i kødet. Det var i hvert fald hypotesen.

De bornholmske laksefiskere påpegede samtidig, at hverken Sverige eller Finland har standset deres laksefiskeri i Østersøen. De har fået dispensation fra EU-reglerne, men de fangede laks må dog ikke eksporteres.

I forvejen har EU indskærpet, at drivgarnsfiskeriet i Østersøen fra og med 2008 skal indstilles helt – af hensyn til de mange marsvin, der drukner i garnene. I andre farvande skal garnene monteres med såkaldte “ping’er”, der udsender advarselslyde til marsvinenes sonarsystem.

Dioxin fra sild og brislinger

Dioxinen i østersølaksen stammer ikke mindst fra de sild og brislinger, som laksene lever af. Tidligere undersøgelser har vist, at også disse fisk indeholdt alt for megen dioxin.

Dioxin er et kunstigt giftstof, der blandt andet opstår under forbrænding af affald. Mængden af dioxin i Østersøen har været faldende siden 1970’erne, men giften ophobes stadig gennem fødekæden og ender altså til sidst øverst oppe – i laksene.

Dioxin formodes at være en medvirkende årsag til sygdommen M-74, der medfører en høj dødelighed blandt lakseyngelen i opdrættet.

I 1990’erne var dødeligheden helt oppe på 80%, mens den i 2002 var på 30% og i 2003 helt nede på under 10%. M-74 skyldes mangel på thiamin – et B-vitamin, der nu må gives som tilskud til lakseyngelen for at få den til at overleve.

På mange måder er situationen i vor stærkt forurenede Østersø en parallel til De Store Søer på grænsen mellem USA og Canada. Også her har man oplevet lignende forhøjede dødeligheder blandt yngel fra laks forurenet med diverse miljøgifte.

Efterfølgende og stik modsat de bornholmske fiskeres forhåbninger viste også smålaksene i farvandet ud for Bornholm sig at have alt for høje værdier af giftstoffet dioxin i kroppen.

Smålaks under grænsen

De undersøgelser, som lå til grund for laksestoppet pr. 31. marts, var baseret på laks større end 5 kg. Håbet var som sagt, at mindre laks, som har tilbragt mindre tid i Østersøens forurenede vande og som udgør størsteparten af fangsterne, ikke ville have samme høje dioxinindhold i kroppen.

Det havde de altså alligevel, og de nye tal stammer fra smålaks, som bornholmske fiskere selv havde fanget og sendt til Tyskland til alternativ undersøgelse. Der er således ikke længere tvivl om det korrekte i det øjeblikkelige laksestop for det bornholmske fiskeri.

Fødevareministeriet, som besluttede laksestoppet, betragter det som et time-out, mens man arbejder på en mulig løsning af problemet.

Myndighederne vil nu – i samarbejde med de bornholmske laksefiskere – indsamle et halvt ton laks i farvandet øst for Bornholm. Formålet er at undersøge den mulige sammenhæng mellem fiskenes størrelse og deres indhold af dioxin.

Østersølaksen er således hårdt presset fra snart sagt alle sider. Vildlaksen udgør nu kun omkring 5% af fangsterne resten skyldes de store kompensationsudsætninger af opdrættede laksesmolt.

Og skulle det så lykkes os lystfiskere af fange en laks alligevel, så skal vi altså vare os for også at spise af den…

Laksestoppet ophæves igen…

Fødevaremyndighederne gennemførte siden denne undersøgelse, som viste det ønskede og formodede: At der er en klar sammenhæng mellem laksens vægt og indholdet af dioxin. Koncentrationen af dioxin er således afhængig af laksens størrelse. Jo mindre laks desto mindre dioxinindhold.

Konklusionen på undersøgelsen var, at laks under 72 cm (godt 4 kg) ikke indeholder dioxin over grænseværdien. Større laks, som har tilbragt længere tid i Østersøens forurenede vande, har derimod ophobet større mængder dioxin i kroppen end tilladeligt.

På den baggrund har fødevareminister Mariann Fischer Boel (der i parentes bemærket netop er blevet udpeget som den nye landbrugskommissær til EU-kommissionen efter den seneste udvidelse af EU) besluttet at genåbne for fiskeri og omsætning af laks fra 60 til 72 cm fra Østersøen efter sommerfredningens ophør den 16. september.

Fødevaremyndighederne har samtidig igangsat en ny undersøgelse af, om forarbejdning af laksen betyder noget for dioxinindholdet i det færdige produkt. Hvis f.eks. trimning og røgning af laks reducerer dioxinindholdet til under grænseværdien, vil man eventuelt også kunne anvende de større laks til konsum – som forarbejdede produkter.

Famous last words…

“Det vigtigste i denne sag har hele tiden været hensynet til forbrugerne og fødevaresikkerheden. Derfor valgte jeg at lukke for laksefiskeriet.”

“Vores nye detaljerede undersøgelse viser, at vi på et fødevaresikkerhedsmæssigt forsvarligt grundlag nu kan tillade omsætning af mindre laks til konsum, fordi de er under grænseværdien for dioxin.”

“Ligeledes håber jeg, at vores forsøg med forarbejdning af de større laks giver positive resultater, men også her vil enhver berettiget tvivl komme forbrugerne til gode,” siger Mariann Fischer Boel.

Man kan så undre sig over, hvordan der kan fiskes målrettet efter smålaksene, uden at de større og mere dioxinholdige laks også fanges. Faktum er da også, at det kan man ikke. De store laks ryger med i drivgarnene og på kroglinerne, men må altså indtil videre kasseres eller sågar destrueres.

Med tanke på, at Østersøens vildlaks er truet med udryddelse er dette ingen holdbar praksis. Mindre end 5% af Østersøens laks er i dag af vild oprindelse de resterende 95% stammer fra store udsætninger af opdrættede smolt i landene omkring Østersøen.

– Men måske man fra Fødevareministeriets side allerede nu betragter Østersøens vildlaks som værende udryddet og derfor ikke værd at tage hensyn til?

I EU-regi har man netop påbegyndt forhandlinger om reglerne for
dioxin og dioxinlignende PCB. Grænseværdien for dioxin skal i henhold til gældende regler udvides til også at omfatte dioxinlignende PCB.

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor forhandlingerne ender. Det halve ton østersølaks fra Bornholm, som blev analyseret for indhold af dioxin, blev ikke samtidig undersøgt for indhold af PCB. Det havde erhvervet og myndighederne tilsyneladende ingen interesse i. Derfor kan der muligvis på et senere tidspunkt blive behov for at justere reglerne endnu engang.

Men laksestoppet blev der altså sat en stopper for. Det blev ikke gammelt, og det bliver de sidste vildlaks derfor heller ikke…

Tsunamier og mangroven

Mangroven kunne have reddet i tusindvis af menneskeliv under den seneste tsunami ved Banda Aceh. Blot var mangroven fjernet for at give plads til gigantiske forurenende rejefarme…

I løbet af en halv snes år er 85% af den livgivende mangrove langs de thailandske kyster således forsvundet.

Årsagen er de mange nye rejefarme, der som paddehatte er skudt op i de kystnære områder. Her dyrkes store tigerrejer til de nordamerikanske og vesteuropæiske restauranter, hvor kæmperejerne er en efterspurgt delikatesse.

Der er store penge at tjene på rejedyrkningen – typisk 40 gange så meget som ved at dyrke den mere traditionelle ris på det samme område. Alt i alt tilfører rejeproduktionen 15 milliarder kroner til Thailand fra eksportmarkederne. Mange rige thailændere har derfor investeret ivrigt i det nye guld – med en katastrofal forurening af kystvandet til følge. Præcis som med lakseopdrættet i Norge.

Spildevand som fra hele Danmark

De 30.000 rejefarme, der tilsammen dækker et areal på størrelse med Bornholm (75.000 hektar), lukker hvert år 10 milliarder kubikmeter spildevand ud i de kystnære omgivelser. Vand forurenet med ekskrementer, foderrester og rester af medicin. For slet ikke at tale om sygdomsfremkaldende bakterier og viruser, der kan ødelægge rejeproduktionen. Det er ti gange den samlede årlige danske spildevandsudledning!

To danskere har sat sig for at gøre noget ved dette problem. Med økonomisk hjælp fra bistandsorganisationen Danced under Miljøministeriet er de i 2001 gået i gang med et projekt, der dels skal mindske den massive forurening fra rejefarmene – dels øge produktiviteten ved at mindske spredningen af smitsomme sygdomme blandt rejerne.

Projektet går i al sin enkelhed ud på at suge bundfældet slam op fra bassinerne og afvande det, inden det således rensede vand atter ledes ud i dammene. Herved udgår man dels at forurene omgivelserne – dels at skulle skifte vandet ud op til ti gange i løbet af de fire måneder, det typisk tager at opføde en tigerreje til markedsstørrelsen på 20 gram eller mere. Normalt kan man høste rejer to gange årligt i tropiske og subtropiske omgivelser.

Danced giver 15,4 mio. kroner til projektet over en 4-årig periode. Mangroven er livgivende for det kystnære miljø, idet mange dyr – voksne, men især opvoksende – er afhængige af det beskyttede liv mellem mangrovens mange rødder.

Mangroven og tsunamier

Julen 2004 bød som bekendt på den største kendte tsunami-katastrofe – med op mod en kvart million ofre i landene omkring Det Indiske Ocean. “Tsunami” er japansk og betyder “havnebølge” – et velkendt fænomen i netop Japan, der regelmæssigt rammes af tsunamier fra det store Stillehav.

Den seneste tsunami skyldtes et undersøisk jordskælv i Det Indiske Ocean, som løftede en kilometerdyb vandsøjle blot et par meter – men rigeligt til at skabe enorme flodbølger, hvor denne vandsøjle siden blev komprimeret på sin vej ind mod land – over vand, der blev lavere og lavere. Med højere og højere bølger som resultat.

Resultatet blev det nu alt for velkendte: Kystnære landsbyer og turiststeder blev skyllet bort og fjernet fra landkortet. Tusindvis af mennesker blev dræbt, kvæstet eller gjort hjem- og familieløse. Nu tyder alt på, at problemet til dels var menneskeskabt og dermed selvforskyldt. Jordskælvet og den efterfølgende tsunami er naturligvis ikke selvforskyldt, men katastrofens omfang er i vid udstrækning. Den skyldes nemlig rydning af mangroven langs de tsunami-ramte kyster.

I den uberørte natur er ligger kysterne aldrig bare og ubeskyttede hen. Store koralrev danner massive barrierer mod storm og bølger, der kun sjældent når land bag disse strukturer. Tætte mangroveskove beskytter tilsvarende de mere åbne og kystnære områder, hvor der ingen koralrev er.

Skovrydning ved Banda Aceh

Men menneskelig aktivitet har toldet hårdt på disse strukturer. Den globale opvarmning tærer på koralrevene, hvad fiskeri med gift og sprængstoffer også gør. Mange steder har man helt fjernet mangroven for at give plads til et storstilet opdræt af fisk og ikke mindst rejer.

Det drejer sig primært om de store “tiger prawns”, der ikke ligefrem er med til at brødføde verdens sultende befolkning, men som udelukkende produceres med henblik på gourmet-restauranter i de rige lande. Præcis som med det norske lakseopdræt.

Omkring en fjerdedel af den beskyttende mangrove er således ryddet gennem de sidste 20 år.

Det var byen Banda Aceh på Sumatras nordspids, der led værst under julens vældige tsunami. Og det er nu dokumenteret, at katastrofens omfang i vid udstrækning var selvforskyldt. Netop omkring Banda Aceh har man ryddet en meget stor del af den naturlige mangrove. så der kunne blive plads til nye fiskedamme.

Den oprindelige mangroveskov var her 10 km lang og 1,5 km bred – rigeligt til at stoppe selv den største flodbølge. Japanske tsunamiforskere har nemlig ved modelforsøg demonstreret, at blot 100 meter mangrove er i stand til at absorbere op mod 90% af af en flodbølges vældige tryk. Mangroven lægger simpelthen bølgen død ved successivt at suge kraften ud af den.

De lokale myndigheder i både Indonesien og Malaysia har da også set skriften på væggen og forstået, at fortsat rydning af mangroven må stoppes øjeblikkeligt, hvis lignende katastrofer skal undgås. Guvernøren i Banda Aceh har endda forslået at den ryddede mangrove genetableres.

Verdens truede mangroveskove ser således ud til at være på vej tilbage. Men det altså skulle koste i tusindvis af menneskeliv, førend lektien var lært. Menneskelig uforstand, når den er tydeligst.

Mangrove

Mangrove er navnet på et saltvandslevende plante, som er grøn hele året, og som danner små og store kolonier, hvor den slår rod. Hele skove kan rives op med rode og føres vidt omkring af vind og bølger.

Mangroven findes kun i troperne og på steder med tidevand. Planten har udviklet specielle ånderødder, som når op til overfladen, hvor de kan optage ilt fra atmosfæren. Det betyder, at mangroven kan trives på saltvandsmættet og iltfattig bund, hvor ingen andre planter kan leve.

Mangroven kan i bedste fald blive op til 30 meter høj og danner da en tæt tropisk regnskov, som holder godt på bundmateriale og næringsstoffer. Samtidig filtrerer den det normalt mudrede flodvand og sørger derved for klarere vand ude langs kysterne. I tilgift hertil udgør den en bufferzone og yder beskyttelse mod tropiske storme, som ellers ville feje langt ind over land.

Sidst, men ikke mindst er mangroven af uhyre vigtighed som gyde- og opvækstplads for mange marine fisk og krebsdyr. Uden mangroven ingen fisk og intet fiskeri i de kystnære områder.

Samlere og fiskere

De samler på gammelt fiskegrej og læser i gamle fiskebøger. Nogle af dem udgiver sågar nye – om de gamle klassikere.

Vi lever i en tid, hvor nyt fiskegrej afløser gammelt med stadig kortere intervaller. Intet nyt katalog uden en hel stribe nyheder – om de så er reelle eller blot gamle kendinge i nye klæder.

I gamle dage gik alting meget langsommere. Der gik år mellem de nye modeller, og mange klassikere holdt i rigtig mange år, før de blev afløst af nye. Enkelte af dem holdt så længe, at de nærmest er udødelige. Et godt eksempel er det engelske “Perfect” fluehjul fra Hardy Bros – et hjul, der stadig fremstilles med mellemrum. Blandt samlere handles gamle Perfect-hjul nu for store summer.

I dag er der ganske mange lystfiskere, som længes efter de gode, gamle dage, hvor alting var enkelt. Hvor fiskene var mange og fiskerne få. Hvor godt grej ofte var håndlavet og derfor dyrt i anskaffelse. Hvor det stadig kunne betale sig at reparere grej, der var gået i stykker.

Dansk Grejsamler Klub

Disse “bagudrettede” lystfiskere har slået pjalterne sammen i Dansk Grejsamler Klub (DGK), der er en forening af samlere, som på en sjov og uformel måde har fundet sammen om deres fælles interesse for gamle grejer og gammel litteratur omkring lystfiskeriet.

Medlemmerne samler på alt fra hjul, stænger, agn og fluer, æsker, bøger, tidsskrifter, kataloger – til store og små firnurligheder omkring lystfiskeriet. Hyggelig samlermani trives side om side med stor specialviden – til glæde for alle klubbens medlemmer.

DGK blev stiftet i 1986 – og har haft støt stigende medlemstal lige siden – heriblandt ganske mange udenlandske medlemmer. I skrivende stund er der 275 medlemmer af DGK.

“Loppefiskeren”

Klubben udgiver seks gange om året bladet “Loppefiskeren”, hvor medlemmerne kan annoncere køb/salg/bytte, få bragt egne artikler om den enkeltes samlerområde, samt holde sig orienteret om stort og småt på grejsamlerfronten.

“Loppefiskeren” er imidlertid ikke det eneste skriftlige materiale, der udgives af DGK. Et lille udvalg udsender med ujævne mellemrum et lille skrift i en serie om “Fluer med historie”, der kun trykkes i et antal der svarer til de af medlemmerne bestilte. De to foreløbige skrifter har handlet om henholdsvis Valdemar P. Haugaard og hans fluer samt om Paul Wellendorf og hans streamere.

Desuden har klubben foranlediget genoptryk af et gammelt Norden-katalog (en tidlig dansk stangproducent) og udarbejdet en dansk bibliografi over lystfiskerlitteratur. Den er pt. udsolgt, men en ny og revideret udgave er på vej.

Herudover afholder DGK årligt to store weekend-arrangementer – ét på Sjælland og ét i Jylland. Begge gange er der om lørdagen, hyggeligt samvær og om søndagen en stor auktion over grej, bøger og alt til faget hørende – for enhver smag og pengepung.

I forbindelse med auktionerne kan man få vurderet gammelt grej, man måtte have fået eller arvet – noget, mange benytter sig af.

Klubben arrangerer også én gang om året en “Gammeldaws fisketur” hvor man fisker med de kære gamle grejer. Her viser de ofte, at de skam kan endnu!

Gamle reservedele

DGK har gennem mange år opbygget et omfattendende lager af for længst udgåede reservedele til ældre hjul. Det gælder overvejende svenske ABU, men også andre fabrikater findes på lager.

Klubben får til stadighed nye reservedele, overvejende ved venlige donationer eller tilbud om billig overtagelse fra grejhandlende og privatpersoner. Disse reservedele sælges primært til DGK’s medlemmer – til meget rimelige priser. I sig selv et argument for medlemsskab, hvis man har gamle hjul, der gerne skulle forblive kørende.

Dansk Grejsamler Klub kan kontaktes via foreningens hjemmeside på adressen www.grejsamler.dk.

Bog om bogen

Mange lystfiskere er bibliofile – læseheste og bogsamlere på én gang. Enkelte af dem går endda så vidt, at de selv udgiver nye bøger om gamle klassikere inden for lystfiskerlitteraturen.

Til dem hører formanden for Dansk Grejsamler Klub, Heinz Gerhard, der bor lige ned til Esrum Sø på Nordsjælland. Han har på eget forlag udgivet en bog om bøgernes bog inden for lystfiskeriet – en bog om den danske udgave af Izaac Walton’s klassiker “The Compleat Angler” fra 1653.

Bogen hedder meget passende “Historien om Den Fuldkomne Fisker” og er udgivet i 60-året for udgivelsen af den første danske udgave og 350-året for den oprindelige førsteudgave.

Bogen er oversat af Johanne Kastor Hansen, digtene er gendigtet af ingen ringere end Otto Gelsted, og siderne er smukt illustreret af Ib Andersen. Oversættelsen kom dog ikke til verden uden skærmydsler. Den blev nemlig udgivet under krigen og måtte derfor først gennem den tyske censur, før den kunne trykkes.

“Typically British”

At den overhovedet gik igennem, siger vist mest om tyskernes mangel på litterær dannelse. De anede nemlig ikke, at netop denne bog var så typisk engelsk, som nogen bog kunne være. Og at den danske oversætelse derfor kun kunne tolkes som en slet skjult protest mod tyskernes besættelse.

Således anede den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig intet om den opstandelse, som en fejlcitering af “The Compleat Angler” udløste i det engelske parlament under Første Verdenskrig. Det fejlagtige citat blev straks påtalt og debatteret ivrigt af medlemmerne – trods verdenskrigen, der lurede lige udenfor.

“Typically British”, kan man vist roligt sige! Bogen om bogen er på 84 sider og koster kr. 285,-

Normark Denmark A/S

Historien om det lille danske énmandsfirma, der voksede sig til en del af en stor internationalvirksomhed inden for jagt og fiskeri.

Det startede med fiskegrej, da en engageret randrusianer i 1957 grundlagde firmaet Steen Yde Aps. Og det er stadig fiskegrej, der bærer en stor del af omsætningen.

Steen Yde, der stadig lever i bedste velgående – nu 76 år gammel og stadig bosat i Randers – solgte dengang fiskestænger og -hjul fra sit gamle Folkevognsrugbrød. Det var ofte danske produkter, der blev handlet i de dage – eksempelvis de berømte Camo-hjul fra Bjerringbro, som i dag er blevet rene samlerobjekter, samt Løga-stænger fra Ålborg. Hertil billige massive glasstænger fra Østtyskland.

I 1962 kom så de første jagtartikler til, og i 1964 tog man også sportsartikler og camping-relaterede produkter på programmet. Steen Yde Aps. var dermed et såkaldt “fuldsortiments-foretagende”.

Jagt og fiskeri fremtiden

I slutningen af 1970’erne besluttede ledelsen at specialisere programmet inden for to hovedgrupper. Valget faldt på jagt og fiskeri, som var indehaverens store interesse, og som også havde godt tag i den unge Jens Larsen, der var kommet til firmaet i 1968. De øvrige produkter gled nu ud af programmet og over til andre specialister på disse områder.

I 1984 blev Jens Larsen, som nu havde den daglige ledelse af Steen Yde Aps., medejer af firmaet. Det var i de år, hvor Steen Yde Aps. var generalagent for vesttyske DAM – et agentur, man havde i næsten 20 år.

I 1993 indgik Steen Yde Aps. så et strategisk samarbejde med finske Rapala om distributionen af produkter fra denne virksomhedsgruppe. To år senere – i 1995 – ønskede grundlæggeren Steen Yde at trække sig tilbage og overhændede derfor aktiviteterne til dels Jens Larsen, der med 33% blev direktør – dels Rapala, som med 67% blev hovedejer.

Jagt udgjorde stadig den største del af omsætningen, hvilket man styrkede ved overtagelsen af firmaet SINI-Guldmann AS i år 2000. Ældre lystfiskere vil sikkert huske Guldmann for deres fiskegrejsprodukter under varemærket “Jaguar”. Jagtvåben, ammunition og beklædning var dog den langt dominerende del af Guldmanns omsætning.

Med overtagelsen af SINI-Guldmann, som var Danmarks største distributør af jagtartikler, blev det nye firma nu meget stærkere på jagtsiden. Således sælger Normark Danmark AS hvert år ikke færre end 12 millioner engelske haglpatroner til danske jægere!

Den dag i dag udgør jagten omkring 60% af omsætningen. De resterende 40% er fiskeri.

I 2001 flyttede firmaet til et helt nyt domicil på Endelavevej i udkanten af Randers – nu under navnet Normark Danmark AS og nu med hele 4.000 splinternye kvadratmeter til rådighed.

Satsning på mærkevarer

Gennem årene har mange forskellige produkter haft deres gang gennem Steen Yde Aps. – nogle mere kendte end andre. Efter fusionen med Rapala er der imidlertid sket en voldsom stigning i antallet af ægte mærkevarer – verdenskendte produkter af højeste kvalitet.

Til disse hører naturligvis Rapala’s egne woblere, som siden 1936 har gået deres sejrsgang over hele verden. Som fanger alle slags fisk i alle afkroge af verden, og som i dag sidder på flere verdensrekorder end alle andre producenter af kunstagn tilsammen.

Ingen lystfisker i denne verden er derfor uvidende om Rapala, der ikke længere kun producerer kvalitetswoblere i balsatræ. Nu er der også kommet plastwoblere til, idet dette materiale muliggør andre konstruktioner end balsatræ. Til de mere kendte af Rapala’s nye plastwoblere hører den neutrale “Husky”, som allerede er blevet mange danske havørreders sidste mundfuld.

Rapala, der startede som et lille familieforetagende, er nu et verdensomspændende firma, der ikke nøjes med at producere woblere. Sortimentet af relaterede lystfiskerprodukter vokser støt, og Rapala er nu på vej til at blive en af de store spillere på det attraktive linemarked. Først med en serie almindelige nylonliner senest med den helt nye “Titanium Braid”, som virksomheden har meget store forventninger til.

VMC er verdens største producent af fiskekroge til lystfiskeri. Anerne kan føres helt tilbage til 1796, hvor franske smede begyndte af fremstille stålprodukter af højeste kvalitet. Senere kom fiskekrogene til, og i dag producerer VMC hver dag flere millioner fiskekroge.

Da finske Rapala og franske VMC for nogle år siden fusionerede, var det en helt naturlig ting, at alle Rapala’s woblere fremover skulle være monteret med sylespidse VMC kroge – præcis som alle andre agn, der siden er kommet inden for i folden hos Rapala VMC.

Shimano i stalden

En af de helt store fjer i hatten kom, da Normark Danmark i 1993 overtog distributionen af de verdenskendte Shimano-hjul. Det er produkter, som er meget efterspurgte blandt danske lystfiskere. Vore mange og lange kyster er jo ideelle til spinnefiskeri, og havørredfiskeri fra kysten er noget nær dansk nationalsport.

Shimano sidder i dag på en meget stor del af dette krævende marked. Hjulene skal kunne holde til mange timers brug i et salt miljø, hvor indspinningen af mange og lange kast slider hårdt på tandhjulene. Hvor andenrangs hjul i bedste fald kun holder få sæsoner.

Shimano er et japansk familieforetagende, som blev grundlagt i 1921 med cykelproduktion for øje. I 1971 påbegyndes en separat produktion af fiskegrej. Shimano er kendt verden over for sine gear og tandhjul til mange formål. Men hvor man tidligere kun producerede hjul til fiskeri, har Shimano nu også en meget stor produktion af fiskestænger fra egne fabrikker rundt omkring i verden. Størst succes har Shimano haft med udviklingen af de råstærke “Beastmaster” stænger, der går som varmt brød.

Som en naturlig del af denne vækst har Shimano nu besluttet, at deres store verdenskatalog – med en sand overflod af lækre produkter – fra og med i år er at finde på det danske marked. Vel at mærke i en dansk udgave, der kan få tænderne til at løbe i vand hos enhver seriøs lystfisker. Ikke mindre end 124 tætpakkede sider er der at svælge i…

Blue Fox er en anden af mærkevarerne i Normark Danmarks sortiment. Blue Fox blev introduceret som mærke i 1977 og er for mange synonymt med de verdensberømte Vibrax spinnere. Imidlertid findes der mange andre kunstagn under den blå rævs beskyttende vinger – blink såvel som jigs.

Amerikanske Storm blev for nogle år siden købt op af Rapala VMC, da man mente, at Storm’s lidt billigere plastwoblere var et godt supplement til Rapala’s egne balsawoblere. I de seneste år har Storm dog fokuseret rigtig meget på de nye og fantastisk naturtro softbaits, der produceres i Kina bløde kunstagn, der har taget fiskerverdenen med – nå ja, Storm!

Grejbokse og liner

Med kunstagn som basisvare var det naturligt for Rapala VMC at opkøbe Plano – USA’s førende producent af grejbokse og blinkæsker. Plano begyndte at fremstille grejbokse tilbage i 1952 og er i dag helt uden konkurrence, når det gælder kvalitet og funktion.

Alverdens fiskere kan i dag opbevare deres blink, spinnere, woblere, jigs og kroge sikkert i en af Plano’s mange gennemtænkte grejbokse eller blinkæsker. Har man brug for sikker transport af lange fiskestænger, klarer Plano også det – via deres velkendte teleskopiske stangrør, der tåler selv de mest hårdhændede luftfartsselskaber!

Cortland er for fluefiskerne, hvad Rapala er for spinnefiskerne. Det var nemlig amerikanske Cortland, der i 1953 udviklede verdens første syntetiske flueline Cortland 333.

I 1973 var tiden så moden for endnu et kvantespring, nemlig introduktionen af Cortland 444, der stadig industristandarden, hvad moderne flueliner angår. “Lazer” udgaven er verdens første flueline, hvor linens tekniske specifikationer er laserprintet på linen. Man er dermed aldrig i tvivl om, hvad det er for en lineklasse og tapering, man står med.

I 2001 lancerede Cortland, som for øvrigt er 100% medarbejderejet, så model 555, der på afgørende vis bryder med de traditionelle principper. 555 er således opbygget i flere lag og med andre kerner, hvilket ikke mindst muliggør fremstilling af meget højtflydende flueliner.

I den stik modsatte ende af spektret – i dybet, hvor fluefiskerne ikke kommer – ligger Cannon. Nordamerikas førende producent af downriggere i alle størrelser, udførelser og prisklasser – fra manuelle over elektriske til computerstyrede – har taget danske trollingfiskere med storm. Dette i en sådan grad, at Cannon i dag sidder på 80% af det danske marked.

Markedet for avanceret udendørs beklædning er eksploderet i de seneste år, og også her sidder Normark Danmark AS med gode kort på hånden. Man er nemlig distributør af danske Geoff Anderson, som fremstiller ekstremtøj i absolut verdensklasse. Således var det Geoff Anderson, der fik lov til at ekvipere de danske styrker, der pt. er udstationeret i Irak.

Dygtige medarbejdere

Det er således mærkevarer i absolut verdensklasse, der udgør sortimentet hos Normark Danmark AS. Alligevel er det i lige så høj grad medarbejderstaben, der er skyld i firmaets succes i Danmark.

Det er som sagt Jens Larsen, der i dag sidder i spidsen for Normark Danmark AS. Med sig har han en række dygtige medarbejdere, som alle er med til at holde firmaet på sporet og væksten i vejret:

Det er Allan Magnus, som fulgte med til Randers fra SINI-Guldmann i Korsør. Allan er nu marketingchef for jagt & fiskeri samt chef for Wild Game kæden af butikker, der primært beskæftiger sig med jagt.

Det er Claus Lundfold, som blev headhuntet fra Sportshuset i Horsens. Han er nu produktchef for alt, hvad der hedder fiskegrej – dertil indkøbschef med fast adresse på øretævernes holdeplads, hvis han skulle få købt forkert ind!

Sidst, men ikke mindst er der sønnen Nils Larsen, som pr. 31.12. i år bliver den nye leder af Normark Danmark AS. Nils er uddannet cand.mag. i international kommunikation og markedsføring og har tilbragt tid hos såvel Normark Corporation i USA som i Shimano’s europæiske hovedkvarter i Wales, England.

Nils har læst på universitet i Tyskland og var, før han kom til Normark Danmark AS, produktchef hos Grundfos i Bjerringbro – med ansvar for ensartet internet hos alle Grundfos-afdelinger verden over.

Jens Larsen vil dog stadig våge over firmaet i et stykke tid, mens Nils kommer ind i arbejdet. Normark Danmark AS er således i de bedste hænder, og der vil også fremover være masser af førsteklasses produkter på hylderne til danske lystfiskere!

– Hvad vejer fisken?

Det er et velkendt fænomen, at lystfiskere ofte omgås sandheden lidt lemfældigt. At fangede fisk gerne vokser med tiden. Men det er der råd for…

Lystfiskere nyder som bekendt ikke den store tillid i folkemunde. Lystfiskere er jo løgnhalse for Vorherre – en samling suspekte individer med et mildest talt lemfældigt forhold til sandheden.

Deraf begrebet “lystfiskerhistorier”, der ikke nødvendigvis behøver at handle om fisk. Men som blot er en generel betegnelse for overdrevne historier af den ene eller anden slags

Længde og vægt

Sådan behøver det nu ikke at være. Hvis man hører til den mere videnskabelige slags, måler og vjer man naturligvis alle sine fisk, så der aldrig råder tvivl om den rigtige størrelse.

Og skulle man være så heldig at fange en rigtig stor fisk – en af dem, der kunne vinde en konkurrence eller måske blive ny rekord af en eller anden slags – så får man den naturligvis vejet på en autoriseret og godkendt vægt.

Men mindre kan heldigvis gøre det. Dels har posthusene jo ikke åben om søndagen, og dels er det ikke alle postfolk, der holder af slimede fisk på deres velkalibrerede vægte. I så fald må køkkenvægten derhjemme holde for, og den gør det da også ganske godt i de fleste tilfælde.

Nu bliver det imidlertid mere og mere almindeligt, at man som lystfisker genudsætter en del af fangsten. Dels fordi man måske ikke kan, vil eller ønsker at spise de fisk, man fanger. Dels fordi bestanden måske ikke tåler, at man fjerner ret mange fisk fra den.

I så fald er der virkelig grobund for kommende lystfiskerhistorier – for store fisk, der bare bliver større og større, som tiden går. Men ønsker man selv at have en idé om, hvor store fiskene i virkeligheden er, så er der også råd for det. Flere forskellige endda.

Boga-Grip

Oprindelig blev den amerikanske Boga-Grip udviklet til at fasteholde store og/eller tandbesatte fisk som tarpon og barracuda ud for Florida, men den egner sig mindst lige så godt til gedder i Danmark.

Den oprindelige Boga-Grip, som siden er efterfulgt af flere kopier af vekslende kvalitet, fastholder selv den største fisk sikkert – ganske uden at skade den. Kæberne låser blot blidt om fiskens underkæbe. Uanset hvor meget den spræller, slipper den ikke fri af denne robotarm.

Dette nyttige værktøj blev nemlig udviklet af indehaveren af den rumfartsvirksomhed i Florida, der har udviklet amerikanske rumfærgers lange robotarm til søsætning af nye satellitter i verdensrummet! Efter samme fysiske principper, som bare virker.

Producenten af Boga-Grip er selv ivrig fluefisker og havde længe været irriteret over, at det var så svært at styre en kroget 50 kg’s tarpon, når fluen skulle ud og fisken genudsættes. For slet ikke at tale om vejning og fotografering.

Han sørgede da også for, at der samtidig blev indbygget en IGFA godkendt fjedervægt, så man nu kan fiksere og veje fisken samtidig. En genial løsning, hvis eneste ulempe er, at den er meget dyr. Men så er redskabet også fremstillet i rustfrit stål og med tolerancer, som selv NASA kan acceptere!

Husk blot altid at bruge den medfølgende sikringsrem til håndleddet. Ikke så få kostbare Boga-Grips er røget udenbords sammen med store fisk…

Berkley LipGrip

Med sin nye LipGrip lancerer ligeledes amerikanske Berkley en udgave af Boga-Grip’en, der er til at betale. Her får man en velfungerende griber/holder efter samme princip som den langt dyrere Boga-Grip – blot er den mekaniske fjedervægt her udskiftet med en digitalvægt.

Hvor det er vanskeligt nok at veje døde fisk på almindelige fiskevægte – og næsten umuligt at gøre det med fisk, der skal genudsættes, uden at skade dem – dér byder LipGrip’en på komfortabel og skånsom fastholdelse og præcis vejning i én proces.

Berkley’s LipGrip koster kr. 499,- og vejer op til 14 kg.

NZ fiskevægt/fangstnet

Mindre fisk holdes og vejes bedst i knudeløse netposer, som ikke skader fiskenes beskyttende slimlag. På New Zealand, hvor det mere er regelen end undtagelsen, at fangede fisk genudsættes efter fotografering og vejning, har man længe haft net med indbygget vægt i skaftet.

Når man har fightet og landet fisken, løfter man den blot op i nettet, slår den indbyggede fjedervægt til og aflæser fiskens vægt. Alt foregår i en enkelt bevægelse, uden at fisken tager skade, og varer kun nogle få sekunder.

Nettene hedder “McLean” og fås i seks størrelser, der dækker alt fra små bækørreder til store laks – med kort eller langt håndtag.

Fås via Svendsen Sport og koster fra kr. 389,- til 799,-

Interesserede kan læse mere om emnet i artiklen om fiskens “K-factor”, som findes under “Fiskeribiologi”

UL spin – gi’r sport og spænding

Grejet bliver stedse bedre og lettere. Og lettere grej giver mere sport og spænding. UL spin er toppen!

Nogle husker måske det USA-inspirerede “Light Line” hysteri for blot nogle få år siden. Dengang det var fint og “sportsligt” at drage på marlin-fiskeri efter en ny linerekord – at fiske målrettet efter 100 kg’s fisk med 0.20 liner.

Det var et fiskeri, der resulterede i masser af hug og næsten lige så mange sprængte liner efter timelange fights, der truede med at trætte de krogede fisk næsten til døde – førend linen så med nærmest usvigelig sikkerhed knækkede i landingsøjeblikket…

Den slags er vi ved at være vokset fra her først i det nye årtusinde, hvor det ikke længere er in at lege i timevis med store fisk på sytrådstynde liner. Det er nærmere dyrplageri, vil sikkert de fleste indrømme – blot for at få godkendt en alligevel tvivlsom linerekord.

Den slags leg er også at skyde sig selv i foden i disse tider, hvor grønne organisationer i stigende omfang retter skytset mod jægere og fiskere, der for fornøjelsens skyld vælger at gå i clinch med naturens skabninger.

Den gamle kyststang…

Det er ikke så forfærdeligt mange år siden, at en typisk “kyststang” var af glasfiber, 9 fod lang og havde en kastevægt på 10-30 gram. Og så vejede den typisk 4-500 gram, hvilket med et fastspolehjul i samme vægtklasse gjorde en lang dag på kysten til hårdt arbejde for ryg og skuldre.

Hvem husker ikke ABU’s “Atlantic” stænger, der i en årrække var så godt som enerådende ved de danske kyster? Det var kraftige kæppe af ovennævnte kaliber – stænger, vi i dag kun tager i anvendelse, når der skal fiskes store laks i stride norske elve. Men stænger, som dengang blev brugt eksklusivt til fangst af små havørreder i 40-50 cm’s klassen.

I dag klarer vi os på kysten med lette kulfiberstænger på 8-9 fod og med en kastevægt på 10-20 gram. Stænger, der selv kun vejer godt 200 g. I dag har vi endda fået de nye, supertynde og helt uelastiske PE-liner, der uden videre tillader brug af 0.16 liner til almindeligt kystfiskeri. Faktisk kan vi nu fint gå helt ned til 7-8 fods stænger, når vi tager på kysten efter en sølvblank havørred. Det lettere grej giver helt enkelt flere hug, større fornøjelse og mere behageligt fiskeri!

Det samme gør sig gældende på havet, hvor 10-20 kg’s torsk i dag uden videre kan hales til overfladen på en 0.30 mm tyk PE-line. En line, der i dag er mindst lige så stærk, som en 0.60 mm nylonline var for blot nogle få år siden. Ja, faktisk kan flere 0.25 mm PE-liner i dag gøre rent bord over for mange af markedets monofile 0.60 liner.

Tynde liner – stor styrke

I det hele taget har linerne udviklet sig med forrygende hast i de senere år. Kigger man i et 30 år gammelt ABU katalog fra 1973, så havde en typisk Abulon 0.30 line en brudstyrke på godt 4 kg. En dobbelt så tyk Abulon 0.60 kunne klare 16 kg.

I dag klarer PE-liner på blot 0.25 mm det samme, som en 0.60 mm nylonline gjorde tidligere. Og i dag skal man blot vælge en 0.10 mm PE-line, hvis man har brug for en line med en brudstyrke på omkring 4 kg – det, der i regelen ellers skal en 0.25 monofil nylon til for at holde.

De tynde liner har flere fordele, end man måske skulle antage i første omgang. De er naturligvis tyndere og kaster i mange tilfælde længere. Samtidig gør deres mangel på elasticitet det muligt at kroge fisk selv med mange meter line ude – et uhørt forhold, hvis man bruger elastiske nylonliner. Med en langtkastende kystwobler på linen er det rent faktisk muligt at kroge en havørred længst ude i et 100 meters kast.

Den mindre diameter giver også et mindre strømpres på linen og dermed mindre opdrift på agnet. Det betyder virkelig noget, når der pirkes torsk på dybt vand og i hård strøm. Da har man fuld kontrol med en langt længere line end normalt.

Også laksefiskeren, der skal ned under den hårde hovedstrøm i en norsk elv, vil have stor fordel af PE-linerne. Det samme gælder spinnefiskeren, der forsigtigt nøkker en lille jig hjem hen over bunden. Med en tynd og uelastisk 0.10 mm line kan man på det nærmeste mærke det, hvis en aborre så meget som kigger på den lille jig!

Tyndere liner – lette stænger

Men ikke nok med det. De tyndere liner fylder i sagens natur meget mindre, og lige præcis det gør, at man nu kan benytte mindre og lettere hjul end tidligere. Og tyndere liner på mindre hjul gør det lige så naturligt at bruge lettere stænger end normalt – uden at vi derfor har bevæget os ind på det usportslige “Light Line” fiskeri.

Selv den blødeste kyststang har ingen problemer overhovedet med at udtrætte selv den største kystørred. Tænk blot på de meget bløde downrigger-stænger, som uden at kny tapper kræfterne af selv en 20 kg’s laks. Eller se på de lange tohånds laksefluestænger, der – hvis man måler efter – kun er i stand til at lægge et ganske minimalt pres på fisken. Og som alligevel er i stand til at bakse storlaksen i land i selv den strideste strøm.

Tænk også på de lange og ombyggede fluestænger, der for nogle år siden var “in” til UL-fiskeri efter havørreder fra kysten. De havde heller ingen problemer med at håndtere selv velvoksne kystørreder på både 5, 6 og 7 kg. Det er nu engang hverken fisker eller fiskestang, der udtrætter fisken under den slags fiskeri. Holder man den blot i gang, skal den nok sørge for selv at løbe kræfterne af sig.

Flere og flere har imidlertid opdaget, at det ægte og oprindelige UL spinnegrej stadig er det, der giver mest sport og spænding. Det drejer sig om korte enhåndsstænger på 5-6 fod – stænger med en kastevægt på op til 7 gram. Hertil et lille fastspolehjul fyldt op med 0.15 mm nylon eller modsvarende PE-line.

Mange UL-fiskevande

Det oprindelige UL-grej blev udviklet til åfiskeri efter bækørred. Det var englænderne, der opfandt fastspolehjulet og siden også UL-fiskeriet, der netop krævede fastspolehjul for at kunne håndtere de tynde liner og lette agn. Men det blev ikke mindst franskmændene, der forfinede det – med lanceringen af Mitchell’s legendariske 308-hjul og de stadig verdensberømte Mepps Aglia spinnere.

UL grejet er stadig lige ideelt til let åfiskeri efter bækørred og regnbue. Her suppleres de små Mepps spinnere, der fiskes opstrøms, med ditto flydende Rapala woblere, der fires nedstrøms til vanskelige fiskepladser. Spinnerne tager de fleste fisk – woblerne de største.

Men moderne UL grej har langt større anvendelsesmuligheder end som så. Således kan man med stort held tage det helt lette spinnegrej med til å, sø og mose, hvis målet er en ret velsmagende aborrer. Man skal blot regne med at miste en og anden gedde, der finder behag i den lille bladspinner, men som efterfølgende klipper den sytrådstynde line i sit skarpe tandsæt.

Også på kysten er der bud efter UL grejet. Ikke mindst forsommerens hektiske hornfisk er pragtfulde fightere på det ultralette spinnegrej, hvis man bruger slanke og blanke småblink på 5-7 gram. Resten af året kan man med stor fordel bruge UL grejet til spinnefiskeri efter kystørreder, som lusker rundt inde i badekarret – få meter fra land, hvor ellers kun fluefiskerne kan nå dem.

Det er fisk, der i regelen måler op til 50 cm, og som derfor er en perfekt match på det lette grej, Som netop kan bruges herinde, hvor almindeligt spinnegrej vil skræmme fiskene på det lave vand. Og skulle en større fisk på 2-3 kg gå til biddet, klarer man såmænd også den – med lidt tålmodighed!

UL GrejNyt

Shimano Super Aero 1000F

Shimano har til denne sæson lanceret en ny serie fastspolehjul i middelprisklassen. Navnet er “Super Aero”, og serien omfatter tre modeller. Jeg har haft lejlighed til at teste den mindste af størrelserne – model 1000F, der med en linekapacitet på 100 meter 0.18 mm line egner sig perfekt til netop UL spin – og har kun lovord til overs for den.

4 kuglelejer sikrer en blød og vibrationsfri gang. Shimano’s velkendte Aero Wrap system sørger for et fornemt lineoplæg, der igen giver længst mulige kast. Aluspole og ekstraspole i grafit. Bremsen er placeret fortil, hvor der er plads til ekstrastore bremseskiver. Det garanterer en jævn og rykfri bremse, der beskytter den tynde line under pludselige udløb.

Pris fra kr. 879,-

Beastmaster 165 UL 5’6″ 1-7 g

Med Beastmaster præsenterer japanske Shimano sin hidtil mest ambitiøse og radikalt anderledes stangserie. Det er med hele 13 modeller en stor serie, der dækker næsten alt spinnefiskeri i saltvand og ferskvand. Serien omfatter hele to UL modeller, hvoraf jeg har testet den mindste – en 5 1/2 fods stang med en kastevægt på 2-7 gram.

Stangen er overraskende sej og kraftfuld af sin størrelse, og skal man tro Shimano selv, så er alle Beastmaster stænger noget nær indestruérbare. Kaster forrygende langt og præcist – og har kraft til at håndtere selv ganske store fisk på betryggende vis. 1-benede stangringe hæmmer ikke aktionen, og den i håndtaget integrerede hjulholder holder hjulet i et jerngreb.

Pris fra kr. 569,-