Som udgangspunkt går fiskeri ud på at fange fisk for siden at spise dem. Men skal fangede fisk holde sig friske hele vejen hjem til køkkenbordet, skal der passes godt på dem.

At tilberede sin friskfangede fisk på bålet ved vandet, på grillen i haven eller hjemme i køkkenet er uden tvivl en af de fineste afslutninger på en god fiskedag.

Fisk er en fornem råvare med en kolossal variation i smag og konsistens. Fisk egner sig derfor lige så godt til enkel tilberedning ude ved vandet som til finere fransk madlavning hjemme i køkkenet.

Men fisk er også en meget følsom råvare, der kræver omhyggelig opbevaring og håndtering hele vejen fra fiskevandet og hjem til stegepanden.

Sløseri med fangsten

Vi lystfiskere bruger megen tid på at planlægge vort fiskeri, passe vore grejer og dyrke selve fiskeriet. De fleste af os holder også af at spise de fisk, vi måtte fange.

Men hånden på hjertet: – Sløser vi ikke meget med fisken, når den først er landet og aflivet – når fiskefeberen atter har fortaget sig? – Er vi ikke alt for ivrige efter at fange endnu en fisk, mens de stadig er i hugget – i stedet for at tage vare på den, vi netop har fanget?

Svaret bliver desværre nok, at vi ofte sløser med den fangede fisk. Og det er kulinarisk set ikke så lidt af en katastrofe.

Fiskekød er nemlig meget forgængeligt og ødelægges hurtigt af bakterier, når det er kommet op af vandet – specielt dersom lufttemperaturen er højere end 15oC. Det skyldes ikke mindst, at fisken normalt lever i et miljø præget af lave temperaturer.

Den hurtige nedbrydning af kødet efter fangst og aflivning skyldes også, at luftens bakterieflora adskiller sig fra vandets. Sidst, men ikke mindst skyldes den “autolysen” – en automatisk nedbrydning af kødets struktur.

Så snart fisken er aflivet, starter enzymer i fiskekødet autolysen. Cellevægge nedbrydes og indholdet opløses. Det måske mest synlige tegn på denne autolyse er fiskebenene, der løsner sig fra kødet efter kort tid.

Det er således af største vigtighed, at man behandler fangsten med omhu. Dels for at udskyde autolysen og dels for at friholde fiskekødet for nye bakterier. Er man nonchalant med håndteringen, bliver kødet blødt og mister smag. En omhyggeligt opbevaret fisk er derimod spændstig og fuld af god smag.

Aflivning

For at fisken skal kunne bevare sin smag og konsistens, bør man følge visse regler med hensyn til aflivning og opbevaring.

For det første skal fisken altid aflives umiddelbart efter fangsten. Ikke blot for at mindske dens mulige lidelser, men også for at hindre en fortsat mælkesyreproduktion. Den voldsomme stresspåvirkning, som fisken udsættes for under fighten, sætter nemlig gang i produktionen af mælkesyre, hvilket forringer kødets kvalitet.

At lade fisken sprælle livet af sig oppe på land er derfor den dårligst tænkelige løsning – den bedste måde at gøre den uspiselig på. For slet ikke at tale om det moralsk forkastelige i at lade fisken kvæles langsomt ude af sit rette element.

Der findes flere måder, hvorpå man hurtigt og effektivt kan aflive fisken. Det mest almindelige redskab er kniven, som også bruges til den efterfølgende rensning. Vil man blot aflive fisken, stikker man knivspidsen ind i hjernen, som sidder umiddelbart bag øjnene. Træk ikke kniven ud igen, før fisken ligger helt stille.

Vil man tappe fisken for blod, hvilket er almindeligt med laks og andre fisk, som skal røges, fører man kniven ind under gællelåget og op mod rygraden. På denne måde skærer man hovedpulsåren over, hvorefter fisken hurtigt tømmes for blod.

Man kan også benytte sig af en såkaldt “priest”, når det drejer sig om små til mellemstore fisk. “Præsten” kan bestå af et 30 cm langt skaft med en tung metalklump i den ene ende og bruges til at slå fisken hårdt i hovedet med – lige bag øjnene.

I mangel af bedre kan man bruge en passende stor sten, som imidlertid ikke altid er lige ved hånden. Således er der endog meget langt mellem stenene ved danske åer…

Rensning

Når fisken er død, bør man rense den og fjerne indvoldene hurtigst muligt, da forrådnelsesbakterier fra mave og tarm ellers hurtigt går i gang med at nedbryde kødet.

En undtagelse fra denne hovedregel er laks fanget i åer og elve. De er nemlig for længst holdt op med at tage føde til sig og tærer i stedet på deres fedtreserver. De har således ingen føde i maven, der fortsætter med at nedbrydes. Ofte fryser man derfor laksene hele ned – uden at de er renset først.

Rensningen udføres bedst ved at skære bugskindet op fra gattet og op mod hovedet. Skær dernæst gællerne fri af rygbenet, hvis man kan komme til. Fjern indvoldene forsigtigt, så der ikke går hul på dem og tarmbakterierne spredes i bughulen. Undgå altid, at den lille og grønne galdeblære sprænges, så det sure indhold løber ud i fiskens bughule og ødelægger kødet.

Når fisken er renset helt, skyller man den i vand og fjerner det blod, som findes langs rygraden. Det er fiskens nyrer, som ligger her, og de skal væk.

Med kniven skærer man hul på den tynde hinde, der dækker rygraden. Blodstrengen er nu fritlagt. Skrab blodet bort med en negl eller en kniv og skyl fisken endnu engang, så alle blodrester er borte. Til større fisk kan man med fordel bruge en ske i stedet.

Fisker man i åer, søer eller lukkede fjorde, hvor vandet ikke er koldt og frisk, bør man aldrig skylle rensede fisk i det. Vandet indeholder sådanne steder bakterier, som er med til at fremme kødets nedbrydning. Tør i stedet blod og slim af fiskene med et stykke papir.

Opbevaring

Hvis man ikke planlægger at tilberede fisken direkte på strandkanten, skal man være omhyggelig med at opbevare den, så kødet ikke forringes.

Skal fisken spises inden for et døgn, bør den åbne bughule gnides med et tyndt lag salt – eventuelt eddike – så bakterierne ikke får mulighed for at komme til. Salt er let at medbringe, men har den ulempe, at det trækker væske ud af kødet, som dermed bliver mere tørt og mindre smagfuldt. Eddike derimod holder bakterierne væk uden at forringe kødets smag.

Fisken skal herefter opbevares skyggefuldt og tørt. At lægge fisken ude i solen er at give bakterierne frit spil. Går der kun et par timer, inden fisken skal tilberedes eller fryses ned, kan man med fordel pakke den ind i græs eller papir. Et rent og fugtigt klæde er endnu bedre. Flettede fiskekurve, hvor luften kan cirkulere, er en gennemprøvet måde at opbevare fisk på.

Da det gælder om at få luften til at cirkulere, bør fiskene ikke lægges flere sammen – med mindre de hver især pakkes ind i græs eller papir.

Desværre ser man ofte lystfiskere, som opbevarer flere fisk sammen i plastposer, der siden får lov til at stå ude i solen eller inde i bilens bagagerum. En stensikker måde at ødelægge fiskekødet på.

Dette beror ikke nødvendigvis på manglende viden om bakteriernes skadelige virkning. Det skyldes desværre ofte, at fiskene har mistet deres betydning for fiskeren, når først de er fanget.

Og det er både synd og skam. Har man først fanget og aflivet en fisk, skylder man både den og miljøet, at man også tager godt vare på den. Ellers skulle den jo have været genudsat nænsomt til en anden god gang.

– Er fisken frisk?

Skal fisken ikke spises umiddelbart efter hjemkomsten, skal den pakkes lufttæt i fryseposer og fryses ned hurtigst muligt. I frosset tilstand kan fiskene holde sig i nogle få måneder. Fede fisk som laks og ørreder kan holde sig i kortere tid end magre fisk som torsk og hornfisk, da fedtet i kødet langsomt harskner – selv i fryseren.

Magre fisk kan som tommelfingerregel holde i op til seks måneder i fryseren – fede fisk maksimalt tre måneder. Og hele tiden gælder det, at jo kortere tid i fryseren desto bedre smager fisken.

Har man renset og opbevaret sin fangst på rette vis, kan den normalt holde sig i et døgns tid uden nedfrysning. Er man i tvivl, findes der nogle kneb til at undersøge fiskens kvalitet:

Kødet skal først og fremmest være fast i konsistensen. Skindet skal fjedre tilbage, når man trykker med en finger. Og ribbenene skal stadig sidde fast i kødet.

Fisken skal også have sin oprindelige farve – ikke mindst friske røde gæller, hvis de ikke er fjernet ved rensningen – samt dødsstivhed (rigor mortis). Klare øjne er et godt tegn på en frisk fisk. En ødelagt fisk har matte øjne, er blød i kødet, farveløs og lugter ikke længere frisk.

Er fisken imidlertid frisk, når den havner hjemme i køkkenet, da vil den aldrig give sin fanger en dårlig smag i munden!

© 2005 Steen Ulnits

Vi lever i en tid, hvor der bruges kolossale resurser på at rette op på fortidens synder. Regulerede åer lægges tilbage i de rette folder, og afvandede søer genskabes. Ikke for vore blå øjnes skyld, men fordi vandmiljøet har desperat behov for det.

Et af vore dages største miljøproblemer er udvaskningen af næringssalte fra landbruget ­ næringssalte, der ude i hav og fjord forårsager algeblomst, iltsvind, bundvending og fiskedød. Ved at genslynge de af landbruget regulerede åer og ved genskabe de af landbruget afvandede søer søger man nu at tilbageholde mange af de næringssalte, der ellers ville havne ude i hav og fjord.

Vi lystfiskere klapper begejstrede i vore hænder, når det lykkes at genskabe et tidligere til ukendelighed reguleret vandløb. Det er til glæde for fiskene og dermed også os selv. Vi klapper derimod ikke længere begejstret, når gamle søer genskabes. Der er nemlig sket meget siden afvandingen fandt sted, og fiskebestanden i et vandløb påføres store ændringer, når der pludselig opstår en ny sø.

Laksefiskene betaler prisen

Nye undersøgelser viser, at det stort set altid sker på bekostning af laksefiskene, når der etableres nye engsøer for at rydde op efter landbruget. I regelen har den afvandede jord nemlig sat sig så meget efter afvandingen, at den nye sø bliver dybere end den oprindelige engsø.

Hvor åen i gamle dage gik over sine bredder og dannede en midlertidig sø, bliver den nye og dybere sø i stedet af permanent karakter ­ til stor skade for de laksefisk, hvis smolt skal passere ned den på vej mod havet.

De udsættes nemlig for en voldsom prædation fra søens rovfisk ­- primært gedder, sekundært sandart og knuder ­ der kan æde mere end 80% af de nedtrækkende ungfisk. Dette naturligvis til ubodelig skade for åens bestand af laks og ørred.

Der er således stærkt modsat rettede interesser på spil i diskussionen om de nye engsøer, der nu og fremover ­ som resultat af Vandmiljøhandlingsplan 2 ­ skyder op overalt i landet.

For at opnå en maksimal fjernelse af kvælstof fra åvandet ­ op mod 20% er muligt – skal dette tilbringe længst mulig tid i søen. For at opnå den maksimale overlevelse for de nedtrækkende lakseungfisk skal passagen gennem søen være kortest mulig.

Ideelt ligger søens udløb derfor så tæt på indløbet som vel muligt ­ for fiskenes vedkommende. Dette hæmmer imidlertid vandets opholdstid i søen og mindsker dermed dennes fjernelse af skadeligt kvælstof fra åvandet.

Derfor ender man i regelen med et kompromis – hvis altså myndighederne overhovedet ønsker at gøre noget for bevarelsen af lakse- og ørredbestanden. Man kan nemlig etablere forskellige fysiske strukturer, som tilstræber, at ungfiskene tilbringer kortest mulig tid i søen ­ med mindst mulig risiko for at blive ædt af gedder, sandarter og knuder.

Man kan afgitre dele af ind- og udløb, så fiskene styres uden om farerne. Og man kan etablere veldefinerede strømrender gennem søen, så ungfiskene straks finder denne og hurtigt følger den nedefter.

Skadeslidte betaler gildet

– Og hvem betaler så for alle disse undersøgelser af fiskebestanden efter etablering af nye engsøer til oprydning efter landbruget?

Det gør såmænd de selv samme lystfiskere, som gennem årene har brugt tusindvis af frivillige timer og betalt millioner af egne kroner til ophjælpning af fiskebestandene. Fiskeriundersøgelserne, som foretages af statslige Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU), betales nemlig af fiskeplejemidlerne. Altså de millioner, som lystfiskerne indbetaler til det obligatoriske fisketegn.

Ikke nok med, at vi lystfiskere gennem årene har måttet betale i dyre domme for at rette op på fiskebestandene efter landbrugets mishandling af vandløbene. Nu skal vi også betale for myndighedernes overvågning af effekterne af de nye engsøer, som skal rense vandet efter landbrugets overgødskning af markerne. I penge via vore fisketegnsmidler. Og i fisk via en stærkt øget smoltdødelighed.

Intet under, hvis vi fremover vil se en mindre lyst til at løse det obligatoriske fisketegn, der nu endda er steget fra kr. 100,- til 125,- om året.

© 2005 Steen Ulnits

Efterskrift snart tyve år senere

Havde vi dog blot fulgt kursen lagt af de daværende amter, så havde vi ikke her i 2024 siddet i fedtemøg til halsen på de danske strande.

Men den daværende borgerlige regering ville det anderledes. Den begavede sig selv og dansk landbrug med en Landbrugspakke, som i 2016 gav danske landmænd lov til at gøde mere, end de hidtil havde gjort.

Vi ligger derfor fuldstændig, som vi har redt, og som vi var blevet advaret om fra mange sider. Landbrugspakken resulterede i algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som på nuværende tidspunkt har suget al ilten ud af et havområde på størrelse med Fyn.

Og som har givet daværende statsminister Lars Løkke den ikke glorværdige titel som “Fedtemøgets Fader”.

De stigende miljøkrav har fået nogle af Danmarks største og mest forurenende svinebønder til at se sig om efter grønnere græsgange.

De har udvidet eller flyttet produktionen til lande, hvor man stadig kan svine miljøet til og tjene store penge på det. Polen er et sådant land, der nu må lide under de danske svin og deres hærgen.

– Men hvem er det egentlig, som står bag Poldanor – det danske svineeventyr i Polen? Det gør såmænd de fleste prominente danske svineavlere, som har skudt vekslende pengesummer i det stærkt ekspanderende foretagende.

I dag er aktiekapitalen således vokset fra oprindelig 5 til nu 30 millioner kroner – indbetalt af blandt andre undervisningsminister Ulla Tørnæs’ (V) mand, Jørgen L. Tørnæs, der senest gjorde en skidt figur i dagspressen. Det viste sig nemlig, at han havde ansat ulovlig udenlandsk arbejdskraft på sin sønderjyske svinefarm.

Men Jørgen L. Tørnæs er ikke den eneste aktionær med helt tætte forbindelser til regeringspartierne. Mogens Hovmand, der er bror til nu forhenværende skatteminister Svend Erik Hovmand (V), har været direktør i Polen Invest fra 1994 og frem til 2003, og han er fortsat aktionær i selskabet.

Andre kendte navne er de to fynske svineproducenter, Erling Lerche-Simonsen og Asger Møller Hansen. Begge er de blevet anmeldt til politiet for nogle af de største overtrædelser af landbrugs- og miljøloven i Danmark. De har nemlig produceret langt flere svin, end de har tilladelse til.

Tilsammen har de to svineproducenter fået 4,6 millioner kroner i EU-støtte i 2002 og 2003 – penge, hvoraf nogle siden er investeret i det polske svineri.

0 kr. i skat af 2-cifret millionoverskud

Der tjenes store penge – mange millioner – på den globaliserede eksport af det danske svineri. Men trods et imponerende overskud på 130 millioner kroner betaler Polen Invest A/S – selskabet bag den skandaleramte danskejede svinefarm i polen, Poldanor – ikke en krone i skat. Årsregnskaberne er nemlig som vist her:

1999:
Overskud: 14.047.000 kroner.
Skatteindbetaling: 117.584 kroner.
2000:
Overskud: 24.666.000 kr.
Skatteindbetaling: 41.248 kr.
2001:
Overskud: 77.670.000 kr.
Skatteindbetaling: 0 kr.
2002:
Overskud: 8.758.000 kr.
Skatteindbetaling: 0 kr.
2003:
Overskud: 6.693.000 kr.
Skatteindbetaling: 0 kr.

Som det tydeligt ses af regnskabstallene, havde Poldanor lidt problemer de første år, idet man da måtte betale nogle få tusinde kroner i skat af de tocifrede millionudbytter af svineriet. Senere fik man dog styr på dette, så man i dag ikke behøver betale en krone i skat.

Nu også i Rusland og Ukraine

Mange af aktionærerne i Polen Invest A/S er også aktionærer i Ukraine Invest A/S. Et selskab, som med en aktiekapital på 60 millioner kroner forbereder en næsten 200 millioner kroner stor investering i nye svinefarme i Ukraine. Heraf skyder den såkaldte IØ-fond næsten 50 millioner skattekroner ind i henholdsvis aktier og lån.

Også Ukraine Invest består af en lukket kreds, hvor kun særligt inviterede får lov til at investere i selskabet. De velkendte og politianmeldte fynske svinefarmere Erling Lerche-Simonsen som Asger Møller Hansen er med i begge selskaber – med investeringer på samlet 1,3 millioner.

Ukraine Invest A/S har aldrig betalt hverken skat eller udbytte til sine aktionærer i de tre år, selskabet har eksisteret.

På krigsstien og i svinestien

Den danske forsvarsminister Søren Gade (V) har for 350.000 kroner aktier i selskabet Russian Pig Meat, som er i færd med at etablere en stor svinefarm i Rusland – sikkert for at komme nye miljøkrav fra EU i forkøbet. Polen er som bekendt medlem af EU – Rusland ikke.

Det er Fagbladet 3F, der har kulegravet de danske investeringer i eksport af dansk svineri til Polen. Et godt stykke detektivarbejde, som afdækker danske svin og deres hærgen i og uden for Danmark. Siden 3F’s afsløring af de kolossale åbne gyllelaguner ved Poldanors svinefarme er kritikken haglet ned over IØ-fonden, som har investeret skattekroner i produktionen uden at forholde sig kritisk til miljøkonsekvenserne.

“Det minder om en ny form for imperialisme. Man tromler af sted uden hensyn til de omkringboende og uden hensyn til den følsomme natur alene for at tjene så mange penge som muligt”.

Det siger europaparlamentarikeren Margrethe Auken (SF). Hun besøgte for nylig nogle af Poldanors svinefarme for ved selvsyn at konstatere, hvor galt det står til med den danske eksport af svineri til Polen.

© 2005 Steen Ulnits

“Vi er forpligtet over for eftertiden. Vi skal sætte hensynet til en biologisk mangfoldighed over økonomiske hensyn. Målet er at få laksen til at gyde på den naturlige måde”.

Sådan sagde miljøminister Connie Hedegaard (K) om den nye nationale lakseforvaltningsplan. Med en handlingsplan og 10 millioner kroner vil regeringen søge at sikre atlanterhavslaksens overlevelse i Danmark.

Til dette ædle formål har miljøministeren altså en pose penge og lover samtidig, at der vil blive søgt om flere hos EU. Det må være årets glade nyhed – på falderebet til det nye år.

Skov- og Naturstyrelsen sendte i oktober 2004 et udkast til en ny national forvaltningsplan for laks, udarbejdet sammen med Danmarks Fiskeriundersøgelser, i høring. Der er næppe tvivl om, at pres fra EU er medvirkende årsag til planen. Således har EU med sit habitatdirektiv krævet, at Danmark udpeger en række særligt bevaringsværdige områder.

254 habitatområder

I den forbindelse har Danmark udpeget ikke færre end 254 habitatområder, hvor atlanterhavslaksen på den ene eller anden måde indgår i udpegningsgrundlaget. Det drejer sig især om de dele af vestjyske vandsystemer, hvor vilde laks stadig vides at reproducere naturligt ­ heriblandt 60 km af Skjern Å, 50 km af Varde Å og 30 km i Ribe Å-systemet.

I Storåen, som er et andet af de klassiske laksevandløb, er der ikke konstateret gydning i de seneste mange år. Og i Gudenåen er der ingen muligheder for at genetablere en naturlig bestand, så længe Tangeværket ligger og spærrer med Tange Sø, der har oversvømmet størstedelen af de oprindelige laksegydepladser.

For Gudenåen betyder den nye lakseforvaltningsplan et stop for den hidtidige udsætningspolitik, hvor avlsmaterialet stammede fra Irland og Sverige. Fremover vil der kun blive udsat laks avlet på vestjyske stammer, som genetisk formodes at ligne den oprindelige Gudenå-laks meget.

For Kongeåens vedkommende forventes det, at der ret hurtigt vil kunne etableres en ny laksebestand i det forholdsvis uregulerede vandløb ­ når blot passageforholdene ved åens dambrug bringes i orden. Man ser positivt på disse muligheder, da dambrugene netop fra april 2005 skal overholde nye og strengere krav om mindsket indtag af vand fra åerne.

Nyere undersøgelser bekræfter, at skarven er en kolossal trussel mod vore i forvejen svage laksebestande. Helt galt går det de nedtrækkende smolt, hvoraf kun en meget lille del overlever turen fra Skjern Å og ud i Nordatlanten. Udtrækket gennem den lavvandede Ringkøbing Fjord er dødbringende – på grund af de mange skarver.

Skarven den største trussel

I telemetriundersøgelser fra 2000 og 2002 blev henholdsvis 42% og 53% af radiosenderne fra udsatte laksesmolt fundet i skarvkolonien på Olsens Pold. Det blev konkluderet, at en stor del af de udtrækkende smolt blev ædt af skarver.

Det blev også konkluderet, at den reelle prædation nok var højere end de 42-53%, som genfundne radiosendere viste. Det er jo kun en del af skarverne fra Ringkøbing Fjord, som lægger deres gylp – og dermed radiosenderne – på Olsens Pold.

I 2003 blev 39 cw-mærker fra laksesmolt fundet i gylp på Olsens Pold. Beregninger viser, at dette svarer til, at skarverne åd 93% af de mærkede smolt dette år. Beregninger ud fra øresten, fundet i tilfældigt udtagne gylp, viste, at skarverne åd 33.000 laksesmolt. Udtrækket af vilde smolt fra Skjern Å blev beregnet til 6.000 stk. i 2002 og 26.000 stk. i 2003.

Fiskeribiologerne vurderes på denne baggrund, at kun meget få laksesmolt overlevede turen gennem Ringkøbing Fjord i 2003. I 2004 blev 3 cw-mærker fra laks fundet i en relativt stor mængde gylp. De tre mærker svarer til, at ca. 10 % af de mærkede smolt blev ædt af skarver.

Den danske skarvbestand har gennem de sidste 10 år ligget stabilt på omkring 40.000 ynglende par. I lang tid var der 50 kolonier landet over, men dette tal er nu steget til knap 60.

Den danske ynglebestand består fortrinsvis af skarver fra Sverige, Norge og Tyskland. Færre end 15% overvintrer her i landet. De tager i stedet sydpå til Middelhavet og vender tilbage igen til februar klar til smoltudtrækket i april!

Den danske skarvforvaltningsplan løber fra 2002 og frem til 2007, hvor den skal revideres. Måtte det blive med den nye lakseforvaltningsplan i baghovedet. Det kunne da være pragtfuldt, om det blot én gang skulle lykkes de ansvarlige myndighederne at koordinere deres forskelligartede og i dette tilfælde næsten modsatrettede anstrengelser!

© 2005 Steen Ulnits

Det er lykkedes at få en aftale i stand, hvor 80% af de nuværende notfiskere ved Trondheimsfjorden købes ud i en 5-års periode. Det skulle give den truede norske vildlaks et tiltrængt pusterum.

Så lykkedes det alligevel – trods alt og langt om længe. I efterhånden flere år har vor utrættelige lakseven fra Island, Orri Vigfusson fra North Atlantic Salmon Fund (NASF), kæmpet for at købe garnfiskerne ud i den store Trondheimsfjord. Det er nemlig her, de fleste af Norges vigtigste lakseelve udmunder. Verdensberømte elve som Orkla, Gaula, Nidelv, Stjørdalselv og Verdalselv.

Det er elve, som i mange år har lidt hårdt under et intensivt laksefiskeri fra fjordmundingen og dybt ind i den meget lange fjord. Fiskeriet foregår især med faststående kilenot, men mange laks havner ligeledes i de såkaldte “makrelgarn”, der naturligvis ikke sættes lovligt efter makreller, men illegalt efter laks…

Sidste år tog notfiskerne knap 100 tons laks, som var på vej tilbage til de ovennævnte elve for at gyde. Oppe i elvene landede sportsfiskerne tilsvarende godt 50 tons laks.

80% af notfiskerne i 5 år

Nu er det så lykkedes at få en aftale i stand, hvor 80% af de nuværende notfiskere købes ud i en 5-års periode. De får 70 norske kroner kiloet for ikke at fiske laksene, men lade dem slippe op i elvene, hvor de er mange flere penge værd.

Det er en god forretning for notfiskerne, som typisk kan få op til 50-60 kroner kiloet for store laks og noget mindre for grilse. De får således i pose og sæk, idet de dels får en højere kilopris end ellers – dels helt slipper for arbejdet med at fange laksene!

Aftalen er kommet i stand med fødselshjælp fra Orri Vigfusson, der har brugt mange kræfter og mange egne ressurser på at få etableret en norsk organisation til etablering af opkøbet. Frikøbet er baseret på de historiske fangster, som notfiskerne havde i perioden 1999-2003, hvor de i snit årligt fangede godt 50 tons laks i fjorden.

Det betyder, at notfiskerne hvert år skal kompenseres med 3-4 millioner kroner. Altså sammenlagt 15-20 millioner kroner i løbet af hele 5-års perioden.

En af Trondheimsfjordens notfiskere, der i snit fanger 3,4 tons laks om året, får således 238.000 norske kroner om året i de næste 5 år. En lille kvart million om året for ikke at fiske! Han er glad for aftalen, men pointerer, at man ikke har solgt retten til at fisken laks i fjorden – blot lejet den ud i 5 år.

Nu er det så op til alle laksebønderne ved Trondheimsfjordens elve at skaffe pengene. Orri Vigfusson stiller det første år med en halv million kroner fra NASF’s egen kasse – resten skal komme fra nordmændene selv. I form af øgede lejeindtægter, når nu langt flere laks får mulighed for at vandre op i elvene – op til de mange velkendte “vald” i de verdenskendte elve.

Højere elvpriser i 2005?

Interessen for fiskeriet i 2005 er nu meget stor, og det bør kunne resultere i endnu højere lejeindtægter. Det tror og håber i hvert fald sammenslutningen “Elvene rundt Trondheimsfjorden”, som i den tidligere professionelle fodboldspiller Vegard Heggem har en kendt profil i spidsen.

Vegard, der tidligere spillede for Liverpool, beskæftiger sig i dag med udlejning af laksefiskeri på gården Aunan i Rennebu ved Orkla. Han er overbevist om, at laksestoppet i fjorden vil medføre betydelige økonomiske gevinster for lokalsamfundene ved fjorden.

Med det nye lakseopkøb skulle omkring 80 tons flere laks vandre op i elvene. Lokalt regner man med, at sportsfiskeriet i elvene tager 30-50% af lakseopgangen. Det burde således resultere i en fremtidig merfangst til sortsfiskerne på 25-40 tons laks.

Organisationen “Norske Lakseelver” mener, at hvert kilogram ekstra laks fanget i elvene vil generere en lokal omsætning på op mod 1.000 norske kroner. Hvis antagelserne holder stik, vil den øgede laksefangst i elvene generere en ekstra omsætning i størrelsesordenen 25-40 millioner kroner. Og heraf skal der så årligt betales 3-4 millioner kroner i kompensation til notfiskerne.

Det ser ud til, at der er luft og hold nok i regnestykket – hvis man blot kan få de fornødne midler frigjort af denne omsætning. I så fald går den norske vildlaks langt om længe en lysere fremtid i møde.

Og endnu engang har det vist sig, at der skal hårde og holdbare økonomiske argumenter til for at redde en truet art fra udryddelse. Ingen gider gøre det for dens blå øjnes skyld…

© 2005 Steen Ulnits

For to gange Larsen blev Skjernå og dens sølvblanke laks deres skæbne. Vi har besøgt den seneste Søren Larsen og hørt hans historie.

Som vestjyde og født ved Skjernåens bredder – nærmere betegnet i Ringkøbing – har jeg altid fulgt med i åen og dens fiskeliv.

Det har en anden mand også gjort – endda i langt højere grad. For ham er Skjernå-laksen nemlig blevet hele hans liv. Søren Larsen er hans navn – ikke at forveksle med den navnkundige og nu afdøde laksefisker af samme navn, som kendte åen bedre end de fleste og i hvert fald fangede flere laks!

Den nulevende Søren Larsen fisker ganske vist også laks som sin afdøde navnebroder, men han er af langt nyere dato. Og så har hans arbejde allerede tilført åen flere laks, end afdøde Søren Larsen nogensinde fjernede fra den! Søren Larsen står nemlig for det store arbejde med at indfange moderfisk og opdrætte yngel og ungfisk til udsætning i Skjernå med flere danske vandløb.

Søren er født med en fiskestang i hånden – ved bredden af Danmarks havørredå nummer ét, Karup Å. Men allerede i 1967 flyttede familien til Skjernå, som dengang netop var blevet reguleret og totalt ødelagt som laksevand. Det var derfor ikke laks, Søren fiskede efter i de dage. Interessen for laks kom først til, at da han i 1980’erne prøvede lykken i de rivende norske lakseelve, som stadig havde en bestand af sølvblanke vildlaks. Og her blev han kroget for livstid – laksen blev hans liv.

Søren Larsen havde oprindelig en akvariehandel. Fisk skulle det jo være. Så begyndte han også at sælge fiskegrej, og til sidst fyldte grejet hele akvariebutikken, så fiskene måtte ud! Søren, der er autodidakt i alt, han foretager sig, blev efterfølgende hyret af Ringkøbing Amt til at kortlægge bestanden af vildfisk i det store Skjernå-system.

Et nationalt klenodie

Skjernå-laksen er et nationalt klenodie – i mange år godt på vej mod udryddelse.

Den danske rekord for sportsfisket atlanterhavslaks – en rekord, der næppe nogensinde bliver slået – blev sat af tobakshandler Dinesen fra København. Det skete den 15. april 1954. Laksen var en sølvblank påskefisk, som vejede ikke mindre end 26,5 kg, 136 cm lang. – Hvilken kæmpe!

Rekordlaksen blev, som de fleste givet ved, fanget i netop Skjernå – i selve hovedløbet, som er stort og mægtigt efter at have modtaget vand fra de mange mindre tilløb. Samlet afvander Skjernåens 100 km lange løb næsten en tiendedel af det ganske, danske land.

Endnu i 50’erne havde Skjernå en nogenlunde hæderlig laksebestand, der dog næppe talte mere end nogle få hundrede årlige opgangsfisk. Alligevel nok til, at der regelmæssigt blev landet nystegne laks på klassiske pladser som “Landevejssvinget” og “Dinesens Hul”, der begge ligger opstrøms udløbet af Vorgod Å.

Skjernå-laksens vugge

Efter Hedeselskabets regulering af Skjernå i 1960’erne, forsvandt Skjernå-laksen næsten helt. Faktisk troede man længe, at den var totalt uddød. De laks, der hvert år fanges herhjemme, er kun i meget begrænset omfang resultatet af nogen naturlig reproduktion i de pågældende åer.

Fangsterne skyldes i stedet de mange udsætninger, som gennem årene er gjort af opdrættede ungfisk. Laksen kræver nemlig meget af sine gydepladser – mere, end den kan få tilfredsstillet de fleste steder i dagens Danmark.

Der findes dog heldigvis en enkelt og derfor meget bemærkelsesværdig undtagelse – i netop Skjernå-vandsystemet. Stedet er Karstoft Å ved Classensborg Gods. Men slet ikke i hele åen. Nej, kun de nederste 500 m nær åens udløb i Skjernå.

På denne korte strækning findes i dag den sidste rest af den engang så stolte og hurtigtvoksende danske laksestamme. Det er således meget sandsynligt, at Dinesens rekordlaks har haft sin vugge stående netop her. Her gyder årligt nogle få hundrede laks, og her elektrofiskes hvert år en god del af de moderfisk, der siden danner grundlag for lakseopdrættet.

Benarbejde og laboratorietests

Det var nulevende Søren Larsen, der som en af de første fandt ud af, at Skjernå-laksen alligevel ikke var uddød. Han arbejdede i 1983 for Ringkøbing Amt med at kortlægge vildfiskenes udbredelse i det store Skjernå-vandsystem.

Der blev gået mange hundrede kilometer, inden hovedløbet og de mange tilløb var kortlagt. Og det var under disse undersøgelser, at man pludselig stod med fiskeyngel, der i mistænkelig grad lignede laks.

Yngelen blev undersøgt grundigt, og konklusionen var klar: Der fandtes stadig en selvreproducerende om end meget lille bestand af laks i åen! En glædelig nyhed for åens lystfiskere, som med fornyet kraft straks gik i gang med aktiv ophjælpning af bestanden. Finansieret primært af private midler indsamlet af foreningerne langs Skjernå. Og med Søren Larsen som en af ankermændene.

Lystfiskerne ved Skjernå fik et gevaldigt skulderklap, da moderne genetiske undersøgelser for nogle få år siden kunne slå fast, at der ikke blot fandtes en selvreproducerende laksebestand i åen. Nej, der var sågar tale om den oprindelige laksebestand! Det kunne man se ved at sammenligne DNA-analyser af skæl fra nuværende laks med DNA-analyser af skæl fra laks fanget i 1940’erne og 1950’erne.

Konklusionen var klar: Det genetiske materiale fra den oprindelige vestjyske laksestamme findes stadig i de laks, der gyder i Karstoft Å. En opdagelse, der satte fornyet fokus på den nu meget bevaringsværdige laksebestand. Ikke kun af hensyn til Skjernå selv, men også for at genskabe de andre laksesbestande i de øvrige vestjyske vandsystemer, som alle oprindelig havde stærke bestande.

Danmarks Center for Vildlaks

Der skulle imidlertid gå flere år, førend det for alvor gik fremad for Skjernå-laksen. Ringkøbing Amt spyttede i kassen, og der blev lavet nationale laksehandlingsplaner. Men der kom først for alvor styr på bestandsophjælpningen, da Danmarks Center for Vildlaks (DCV) så dagens lys.

DCV er en erhvervsdrivende fond, som har til formål at formere og opdrætte laksefisk med henblik på udsætning. Desuden ønsker DCV at bidrage med ny viden indenfor fiskeopdræt, samt at formidle viden om fiskeri og vandmiljø.

DCV blev etableret den 1. januar 2000 som resultat af en fusion mellem Laksehallen ved Randers, som producerede laks til udsætning i primært Gudenåen, og så Skjern Å Lakseopdræt. DCV består i dag af to afdelinger: DCV-Randers og DCV-Skjern. Begge højmoderne recirkulerede anlæg med minimalt vandforbrug og minimal forurening.

Målet med fusionen og etableringen af Danmarks Center for Vildlaks var at sikre produktionen af Skjern Å laksen. Først og fremmest til udsætning i Skjern Å, men nu også til de øvrige syd- og vestjyske laksevandløb. Til sikring af produktionen er der sket en gennemgribende modernisering af anlægget i Skjern. KJlækkerummet og opvækstanlægget er nu ombygget til fuld recirkulation med alarmer på vitale funktioner.

Opdræt og udsætning

Opdrættet består hovedsagelig af atlantiske laks samt ørreder til udsætning og forsøg. Opdrættet sker udelukkende på basis af vildfisk indsamlet i vandløbene.

Produktionen hos DCV-Skjern er baseret på laks og havørreder, som har deres oprindelse i vestjyske vandløb. DCV-Randers baserer i stedet produktionen på laksestammer, der har oprindelse i Sverige og Irland.

I modsætning til Skjernå har Gudenåen ikke længere nogen oprindelig laksebestand. Den forsvandt, da Tangeværket blev anlagt i 1920’erne. Tange Sø ligger i dag, hvor Gudenå-laksens sidste gydepladser lå dengang. Og med værkets opstemning af Gudenåen blev laksen forment adgang til sine sidste gydepladser og uddøde få år efter. Derfor har man været nødt til at tage udenlandske stammer ind i opdrættet.

Æggene stryges dels fra indfangede laks, der er vendt tilbage til de danske vandløb for at gyde og dels fra en levende genbank. Genbanken består af vilde rekonditionerede laks og laks, der er opdrættet til kønsmodning. Ved at benytte en levende genbank opnås den rette mængde æg, og den størst mulige genetiske variation sikres.

DCV leverer i dag unglaks til udsætning i Gudenåen, Skjern Å, Storåen, Varde Å, Sneum Å, Kongeåen, Ribe Å og Brede Å. Desuden eksporteres der unglaks til udsætning i tyske vandløb, hvilket naturligvis gavner økonomien. Udover laks opdrætter DCV-Skjern også ørreder til udsætning i Skjern Å systemet samt mindre vestjyske ørredvandløb.

Laks, laks og atter laks

Det er Søren Larsen, som i dag står i spidsen for DCV-Skjern. Han har været med hele vejen og bor nu ved opdrætsanlægget, som kræver tilsyn 24 timer i døgnet – trods intensiv computerovervågning. Der er mange penge på spil, og megen værdifuld DNA svømmer omkring i det recirkulerede anlæg.

Alligevel bruger Søren Larsen det meste af sin sparsomme fritid på – laksefiskeri! Mange er de ture, han tager langs åen med den lange fluestang. Men få er de laks, han bringer med sig hjem. Af to årsager:

Dels genudsætter han konstant de værdifulde hunlaks – uanset hvor store de så end måtte være. – De er simpelthen for værdifulde til at blive fanget og fjernet, mener han. Hunfisk på over 10 kg har taget hans flue og er blevet sikkert landet – blot for sekunder senere at blive genudsat med et kærligt klap på ryggen!

Og dels er der langt mellem laksehuggene i Skjernå – trods det store udsætningsarbejde. Får Søren Larsen bare én laks på land i løbet af en sæson, er han godt tilfreds. Og tilføjer, at der heller ikke var mange laks i de gode gamle dage. Således fiskede tobakshandler Dinesen Skjernå i påsken i 18 samfulde år og fangede kun fire laks. Til gengæld vejede den ene af dem så altså 26,5 kg…

Men ikke nok med det. I ferierne tager Søren nordpå for at fiske laks på steder, hvor der ikke er helt så langt mellem huggene. Norge er en af de faste destinationer, og Rusland har han også besøgt.

– Kan det ikke blive for meget med alle de laks, 24 timer i døgnet, 365 dage om året? Jeg kan ikke dy mig for at stille netop det spørgsmål.

– Joeh, kommer det lidt nølende fra Søren Larsen. – Det kan det da godt, – Og derfor er jeg da også begyndt at spille lidt golf ind imellem…

Det bevises af en lille green bag huset, hvor Søren går og putter sig og bolden, når laksen er blevet lidt for meget!

© 2005 Steen Ulnits

Blå Bog

Navn: Søren Larsen
Alder: 43 år
Status: Gift og far til tre drenge på 16, 12 og 8 år
Uddannelse: Autodidakt
Født: Karup by
Bosat: Ånumvej 163, 6900 Skjern
Profession: Leder af Dansk Center for Vildlaks i Skjern
Hobby: Fluefiskeri og golf

Fødevareministeren indførte den 31. marts 2004 med øjeblikkeligt varsel forbud mod alt garnfiskeri efter laks i den danske del af Østersøen – farvandet omkring Bornholm.

Begrundelsen var en undersøgelse af 30 laks, hvoraf de 29 havde et alt for højt indhold af giftstoffet dioxin i kødet. Overskridelsen af EU’s grænseværdi varierede fra 5-85%. De analyserede laks vejede alle over 5 kg.

Fiskerierhvervet rasede over lukningen og anførte, at mere end 80% af de laks, der landes i Østersøen, vejer under 4 kg. Argumentet var, at de større laks har levet i længere tid i Østersøens forurenede vande end de mindre, og at de større laks derfor har akkumuleret mere dioxin i kødet. Det var i hvert fald hypotesen.

De bornholmske laksefiskere påpegede samtidig, at hverken Sverige eller Finland har standset deres laksefiskeri i Østersøen. De har fået dispensation fra EU-reglerne, men de fangede laks må dog ikke eksporteres.

I forvejen har EU indskærpet, at drivgarnsfiskeriet i Østersøen fra og med 2008 skal indstilles helt – af hensyn til de mange marsvin, der drukner i garnene. I andre farvande skal garnene monteres med såkaldte “ping’er”, der udsender advarselslyde til marsvinenes sonarsystem.

Dioxin fra sild og brislinger

Dioxinen i østersølaksen stammer ikke mindst fra de sild og brislinger, som laksene lever af. Tidligere undersøgelser har vist, at også disse fisk indeholdt alt for megen dioxin.

Dioxin er et kunstigt giftstof, der blandt andet opstår under forbrænding af affald. Mængden af dioxin i Østersøen har været faldende siden 1970’erne, men giften ophobes stadig gennem fødekæden og ender altså til sidst øverst oppe – i laksene.

Dioxin formodes at være en medvirkende årsag til sygdommen M-74, der medfører en høj dødelighed blandt lakseyngelen i opdrættet.

I 1990’erne var dødeligheden helt oppe på 80%, mens den i 2002 var på 30% og i 2003 helt nede på under 10%. M-74 skyldes mangel på thiamin – et B-vitamin, der nu må gives som tilskud til lakseyngelen for at få den til at overleve.

På mange måder er situationen i vor stærkt forurenede Østersø en parallel til De Store Søer på grænsen mellem USA og Canada. Også her har man oplevet lignende forhøjede dødeligheder blandt yngel fra laks forurenet med diverse miljøgifte.

Efterfølgende og stik modsat de bornholmske fiskeres forhåbninger viste også smålaksene i farvandet ud for Bornholm sig at have alt for høje værdier af giftstoffet dioxin i kroppen.

Smålaks under grænsen

De undersøgelser, som lå til grund for laksestoppet pr. 31. marts, var baseret på laks større end 5 kg. Håbet var som sagt, at mindre laks, som har tilbragt mindre tid i Østersøens forurenede vande og som udgør størsteparten af fangsterne, ikke ville have samme høje dioxinindhold i kroppen.

Det havde de altså alligevel, og de nye tal stammer fra smålaks, som bornholmske fiskere selv havde fanget og sendt til Tyskland til alternativ undersøgelse. Der er således ikke længere tvivl om det korrekte i det øjeblikkelige laksestop for det bornholmske fiskeri.

Fødevareministeriet, som besluttede laksestoppet, betragter det som et time-out, mens man arbejder på en mulig løsning af problemet.

Myndighederne vil nu – i samarbejde med de bornholmske laksefiskere – indsamle et halvt ton laks i farvandet øst for Bornholm. Formålet er at undersøge den mulige sammenhæng mellem fiskenes størrelse og deres indhold af dioxin.

Østersølaksen er således hårdt presset fra snart sagt alle sider. Vildlaksen udgør nu kun omkring 5% af fangsterne ­ resten skyldes de store kompensationsudsætninger af opdrættede laksesmolt.

Og skulle det så lykkes os lystfiskere af fange en laks alligevel, så skal vi altså vare os for også at spise af den…

Laksestoppet ophæves igen…

Fødevaremyndighederne gennemførte siden denne undersøgelse, som viste det ønskede og formodede: At der er en klar sammenhæng mellem laksens vægt og indholdet af dioxin. Koncentrationen af dioxin er således afhængig af laksens størrelse. Jo mindre laks desto mindre dioxinindhold.

Konklusionen på undersøgelsen var, at laks under 72 cm (godt 4 kg) ikke indeholder dioxin over grænseværdien. Større laks, som har tilbragt længere tid i Østersøens forurenede vande, har derimod ophobet større mængder dioxin i kroppen end tilladeligt.

På den baggrund har fødevareminister Mariann Fischer Boel (der i parentes bemærket netop er blevet udpeget som den nye landbrugskommissær til EU-kommissionen efter den seneste udvidelse af EU) besluttet at genåbne for fiskeri og omsætning af laks fra 60 til 72 cm fra Østersøen efter sommerfredningens ophør den 16. september.

Fødevaremyndighederne har samtidig igangsat en ny undersøgelse af, om forarbejdning af laksen betyder noget for dioxinindholdet i det færdige produkt. Hvis f.eks. trimning og røgning af laks reducerer dioxinindholdet til under grænseværdien, vil man eventuelt også kunne anvende de større laks til konsum – som forarbejdede produkter.

Famous last words…

“Det vigtigste i denne sag har hele tiden været hensynet til forbrugerne og fødevaresikkerheden. Derfor valgte jeg at lukke for laksefiskeriet.”

“Vores nye detaljerede undersøgelse viser, at vi på et fødevaresikkerhedsmæssigt forsvarligt grundlag nu kan tillade omsætning af mindre laks til konsum, fordi de er under grænseværdien for dioxin.”

“Ligeledes håber jeg, at vores forsøg med forarbejdning af de større laks giver positive resultater, men også her vil enhver berettiget tvivl komme forbrugerne til gode,” siger Mariann Fischer Boel.

Man kan så undre sig over, hvordan der kan fiskes målrettet efter smålaksene, uden at de større og mere dioxinholdige laks også fanges. Faktum er da også, at det kan man ikke. De store laks ryger med i drivgarnene og på kroglinerne, men må altså indtil videre kasseres eller sågar destrueres.

Med tanke på, at Østersøens vildlaks er truet med udryddelse er dette ingen holdbar praksis. Mindre end 5% af Østersøens laks er i dag af vild oprindelse ­ de resterende 95% stammer fra store udsætninger af opdrættede smolt i landene omkring Østersøen.

– Men måske man fra Fødevareministeriets side allerede nu betragter Østersøens vildlaks som værende udryddet og derfor ikke værd at tage hensyn til?

I EU-regi har man netop påbegyndt forhandlinger om reglerne for
dioxin og dioxinlignende PCB. Grænseværdien for dioxin skal i henhold til gældende regler udvides til også at omfatte dioxinlignende PCB.

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor forhandlingerne ender. Det halve ton østersølaks fra Bornholm, som blev analyseret for indhold af dioxin, blev ikke samtidig undersøgt for indhold af PCB. Det havde erhvervet og myndighederne tilsyneladende ingen interesse i. Derfor kan der muligvis på et senere tidspunkt blive behov for at justere reglerne endnu engang.

Men laksestoppet blev der altså sat en stopper for. Det blev ikke gammelt, og det bliver de sidste vildlaks derfor heller ikke…

© 2005 Steen Ulnits

Mangroven kunne have reddet i tusindvis af menneskeliv under den seneste tsunami ved Banda Aceh. Blot var mangroven fjernet for at give plads til gigantiske forurenende rejefarme…

I løbet af en halv snes år er 85% af den livgivende mangrove langs de thailandske kyster således forsvundet.

Årsagen er de mange nye rejefarme, der som paddehatte er skudt op i de kystnære områder. Her dyrkes store tigerrejer til de nordamerikanske og vesteuropæiske restauranter, hvor kæmperejerne er en efterspurgt delikatesse.

Der er store penge at tjene på rejedyrkningen – typisk 40 gange så meget som ved at dyrke den mere traditionelle ris på det samme område. Alt i alt tilfører rejeproduktionen 15 milliarder kroner til Thailand fra eksportmarkederne. Mange rige thailændere har derfor investeret ivrigt i det nye guld – med en katastrofal forurening af kystvandet til følge. Præcis som med lakseopdrættet i Norge.

Spildevand som fra hele Danmark

De 30.000 rejefarme, der tilsammen dækker et areal på størrelse med Bornholm (75.000 hektar), lukker hvert år 10 milliarder kubikmeter spildevand ud i de kystnære omgivelser. Vand forurenet med ekskrementer, foderrester og rester af medicin. For slet ikke at tale om sygdomsfremkaldende bakterier og viruser, der kan ødelægge rejeproduktionen. Det er ti gange den samlede årlige danske spildevandsudledning!

To danskere har sat sig for at gøre noget ved dette problem. Med økonomisk hjælp fra bistandsorganisationen Danced under Miljøministeriet er de i 2001 gået i gang med et projekt, der dels skal mindske den massive forurening fra rejefarmene – dels øge produktiviteten ved at mindske spredningen af smitsomme sygdomme blandt rejerne.

Projektet går i al sin enkelhed ud på at suge bundfældet slam op fra bassinerne og afvande det, inden det således rensede vand atter ledes ud i dammene. Herved udgår man dels at forurene omgivelserne – dels at skulle skifte vandet ud op til ti gange i løbet af de fire måneder, det typisk tager at opføde en tigerreje til markedsstørrelsen på 20 gram eller mere. Normalt kan man høste rejer to gange årligt i tropiske og subtropiske omgivelser.

Danced giver 15,4 mio. kroner til projektet over en 4-årig periode. Mangroven er livgivende for det kystnære miljø, idet mange dyr – voksne, men især opvoksende – er afhængige af det beskyttede liv mellem mangrovens mange rødder.

Mangroven og tsunamier

Julen 2004 bød som bekendt på den største kendte tsunami-katastrofe – med op mod en kvart million ofre i landene omkring Det Indiske Ocean. “Tsunami” er japansk og betyder “havnebølge” – et velkendt fænomen i netop Japan, der regelmæssigt rammes af tsunamier fra det store Stillehav.

Den seneste tsunami skyldtes et undersøisk jordskælv i Det Indiske Ocean, som løftede en kilometerdyb vandsøjle blot et par meter – men rigeligt til at skabe enorme flodbølger, hvor denne vandsøjle siden blev komprimeret på sin vej ind mod land – over vand, der blev lavere og lavere. Med højere og højere bølger som resultat.

Resultatet blev det nu alt for velkendte: Kystnære landsbyer og turiststeder blev skyllet bort og fjernet fra landkortet. Tusindvis af mennesker blev dræbt, kvæstet eller gjort hjem- og familieløse. Nu tyder alt på, at problemet til dels var menneskeskabt og dermed selvforskyldt. Jordskælvet og den efterfølgende tsunami er naturligvis ikke selvforskyldt, men katastrofens omfang er i vid udstrækning. Den skyldes nemlig rydning af mangroven langs de tsunami-ramte kyster.

I den uberørte natur er ligger kysterne aldrig bare og ubeskyttede hen. Store koralrev danner massive barrierer mod storm og bølger, der kun sjældent når land bag disse strukturer. Tætte mangroveskove beskytter tilsvarende de mere åbne og kystnære områder, hvor der ingen koralrev er.

Skovrydning ved Banda Aceh

Men menneskelig aktivitet har toldet hårdt på disse strukturer. Den globale opvarmning tærer på koralrevene, hvad fiskeri med gift og sprængstoffer også gør. Mange steder har man helt fjernet mangroven for at give plads til et storstilet opdræt af fisk og ikke mindst rejer.

Det drejer sig primært om de store “tiger prawns”, der ikke ligefrem er med til at brødføde verdens sultende befolkning, men som udelukkende produceres med henblik på gourmet-restauranter i de rige lande. Præcis som med det norske lakseopdræt.

Omkring en fjerdedel af den beskyttende mangrove er således ryddet gennem de sidste 20 år.

Det var byen Banda Aceh på Sumatras nordspids, der led værst under julens vældige tsunami. Og det er nu dokumenteret, at katastrofens omfang i vid udstrækning var selvforskyldt. Netop omkring Banda Aceh har man ryddet en meget stor del af den naturlige mangrove. så der kunne blive plads til nye fiskedamme.

Den oprindelige mangroveskov var her 10 km lang og 1,5 km bred – rigeligt til at stoppe selv den største flodbølge. Japanske tsunamiforskere har nemlig ved modelforsøg demonstreret, at blot 100 meter mangrove er i stand til at absorbere op mod 90% af af en flodbølges vældige tryk. Mangroven lægger simpelthen bølgen død ved successivt at suge kraften ud af den.

De lokale myndigheder i både Indonesien og Malaysia har da også set skriften på væggen og forstået, at fortsat rydning af mangroven må stoppes øjeblikkeligt, hvis lignende katastrofer skal undgås. Guvernøren i Banda Aceh har endda forslået at den ryddede mangrove genetableres.

Verdens truede mangroveskove ser således ud til at være på vej tilbage. Men det altså skulle koste i tusindvis af menneskeliv, førend lektien var lært. Menneskelig uforstand, når den er tydeligst.

Mangrove

Mangrove er navnet på et saltvandslevende plante, som er grøn hele året, og som danner små og store kolonier, hvor den slår rod. Hele skove kan rives op med rode og føres vidt omkring af vind og bølger.

Mangroven findes kun i troperne og på steder med tidevand. Planten har udviklet specielle ånderødder, som når op til overfladen, hvor de kan optage ilt fra atmosfæren. Det betyder, at mangroven kan trives på saltvandsmættet og iltfattig bund, hvor ingen andre planter kan leve.

Mangroven kan i bedste fald blive op til 30 meter høj og danner da en tæt tropisk regnskov, som holder godt på bundmateriale og næringsstoffer. Samtidig filtrerer den det normalt mudrede flodvand og sørger derved for klarere vand ude langs kysterne. I tilgift hertil udgør den en bufferzone og yder beskyttelse mod tropiske storme, som ellers ville feje langt ind over land.

Sidst, men ikke mindst er mangroven af uhyre vigtighed som gyde- og opvækstplads for mange marine fisk og krebsdyr. Uden mangroven ingen fisk og intet fiskeri i de kystnære områder.

© 2005 Steen Ulnits