Det startede med kanonkugler, knækliner og kongelaks. I dag er den raffinerede downrigger standardudstyr på snart sagt alle lystfiskerbåde.
Det er langt fra altid, fiskene svømmer helt inde under land eller helt oppe i overfladen, hvor de er nemme at nå og fange med almindeligt fiskeudstyr. Går de længere ude, end man kan kaste, må man ty til båd. Men går de længere nede, end man kan komme med konventionelt grej, kan man ikke nøjes med en båd. Da må man ty til specielt udstyr.
Ofte er det vandtemperaturen, der gør det nødvendigt at fiske dybt. Om sommeren er overfladevandet eksempelvis for varmt til mange af vore mest eftertragtede sportsfisk, og de søger da i dybden, hvor de finder køligere vand.
Det kan også være iltindholdet, der får fiskene til at søge nedefter i vandsøjlen. For varmt vand indeholder mindre ilt end koldt, og ikke mindst laksefiskene kræver meget ilt i vandet for at trives og overleve.
Springlaget
Om sommeren vil koldtvandselskende og iltkrævende fisk ofte søge ned mod det såkaldte “springlag” – et lag, hvor igennem vandtemperaturen falder brat, typisk med 1 grad per meter.
Om sommeren sker der ofte en lagdeling i dybere søer, da vand er tungest ved 4 grader. Dette vand synker da til bunds, mens varmere vand lægger sig øverst. Dannes der et springlag, vil dette isolere bundvandet, som efterhånden bliver iltfattigt. I saltvand kan der tilsvarende dannes et springlag med koldt og tungt saltvand nederst og varmere og mindre salt vand øverst.
Over springlaget vil vandet være iltrigt, men for varmt til laksefiskene. Under springlaget vil det være tilpas koldt, men uden tilstrækkeligt med ilt. Kun i selve springlaget kan laks og ørreder med flere få tilfredsstillet deres krav om både en lav vandtemperatur og et højt iltindhold.
For lystfiskeren er problemet med springlaget, at det altid ligger adskillige meter nede. Nede, hvor man ikke kan nå med almindeligt fiskegrej. På samme måde jager laks og ørreder året rundt ofte i meget vekslende vanddybder. De går helt enkelt dér, hvor stimerne af sild og brisling svømmer. Og det er i regelen mange meter nede.
Man kan ganske vist komme et stykke hen ad vejen ved at montere en form for paravane foran agnet – et redskab, som skærer ned i vandet, når båden bevæger sig fremefter. Jo længere line man giver paravanen, desto dybere går den.
Downriggeren
Selv om paravaner er både billige og ganske effektive, så byder de dog ikke på blot tilnærmelsesvis kontrol med fiskedybden. Her må der helt andre metoder til. Her må man ty til den moderne “downrigger”. Kun da kender man sin eksakte fiskedybde. Den kan nemlig aflæses direkte på riggens tælleværk.
De fleste tror, at brugen af downrigger er en moderne foreteelse. Men det er slet ikke tilfældet. Faktisk har metoden været i brug – erhvervsmæssigt, ganske vist – siden århundredskiftet langs den nordamerikanske vestkyst.
Her blev metoden brugt til fangst af store kongelaks, som søger deres føde i Stillehavets dybe havstrømme. Og her fik den navnet “Cannonball”.
I sin mest primitive form anvendte man nemlig en tynd knækline med et tungt lod, der forsvandt i dybet, når fisken huggede og knæklinen bristede. Hver fisk kostede således en vægt, og fiskerne ledte derfor efter de billigst mulige lodder.
Valget faldt dengang på gamle kanonkugler fra de militære overskudslagre, levn fra borgerkrigens tid. Heraf naturligvis navnet “Cannonball”, som har hængt ved lige siden, og som i dag tilmed er navnet på verdens ubestridt førende producent af kvalitets-downriggere.
Store fisk på Store Søer
I mellemtiden er teknikken raffineret meget, hvilket ikke mindst skyldtes etableringen af et kolossalt sportsfiskeri efter indførte kongelaks og sølvlaks i de Store Søer mellem USA og Canada.
Fiskene introduceredes i 1950’erne, og sportsfiskeriet efter dem bare voksede og voksede op gennem 1960’erne, 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne. I mellemtiden er også ørreder og regnbuer kommet til i Great Lakes, og senest har man sågar også udplanteret atlanterhavslaks.
Her først i det nye årtusinde er sportsfiskeriet efter laks og ørreder i Great Lakes området således en “multi-million dollar business”, som amerikanerne selv siger det. En succeshistorie uden lige. Og et rekreativt fiskeri, som giver masser af arbejdspladser og endnu flere skattekroner.
Dette storstilede sportsfiskeri førte til en hurtig raffinering af den gamle “knækline og kanonkugle” teknik. Man havde brug for at kunne fiske endog meget dybt, når de store kongelaks jagede smelt og stamsild på store dybder i og under sommerens springlag.
Men nu havde man endnu et krav til teknikken. Den skulle gøre det muligt samtidig at fiske med let og sportsligt afstemt grej, så laksene kunne give sportsfiskerne en god fight.
Downriggeren fødes
Det førte til udviklingen af den moderne “downrigger”, som benytter sig af en stærk rustfri stålwire og tunge lodder på 2, 3, 4 og 5 kilo. Af veneration over for de gamle kanonkugler kaldes vægtene stadig for “cannon balls”. Og af samme årsag hedder verdens største producent af downriggere i topklasse da også “Cannon”.
Teknikken bag fiskeriet med downrigger er besnærende enkel – dertil en klar forbedring af den gamle, som var ensbetydende med masser af tabte blykugler.
Man firer sin lette agn et passende stykke ud bag den sejlende båd og fastgør linen til en speciel udløserklemme. Denne udløser er igen fastgjort til det tunge lod, som fires ned i den ønskede dybde. Hjulet frikobles under nedfiringen, og spoleknarren slås til. Man sørger til sidst for, at fiskestangen er spændt op i en halvcirkel under fiskeriet, hvilket kræver en robust stangholder.
Når så fisken hugger, frigøres linen fra udløseren, stangen retter sig ud og strammer linen op, mens knarren giver lyd fra sig. Man har nu fisken direkte på sit lette grej.
Kuglen bliver hængende i stålwiren – klar til brug igen. Den bør dog trækkes op, hvis den krogede fisk er af blot nogenlunde format. Så undgår man, at linen filtrer sig ind i wiren under fighten.
Manuel eller elektrisk
Til de mest kendte fabrikater hører Cannon, der tilbyder alt lige fra simple håndbetjente modeller over elektriske til avancerede computerstyrede. Og det til priser fra menneskelige til umenneskelige. Med undtagelse af de mindste modeller har de allerfleste downriggere en eller sågar to integrerede stangholdere.
De mest solgte modeller er den lille “Easi-Troll 2” og den lidt større “Uni-Troll” med drejeskive og teleskopbom. Begge er de manuelle – det vil sige, at man med håndkraft hæver og sænker lodderne. Det er disse to modeller, man oftest ser på danske trolling-både.
De manuelle er de billigste og nemmeste at montere. De elektriskeer større, dyrere og mere besværlige at montere. Til gengæld er de uhyre behagelige at arbejde med og kan i regelen tage de helt store lodder – op til 6 kg.
Kanonkuglen
Så store lodder er dog sjældent nødvendige herhjemme, hvor vi hverken fisker på store dybder eller sejler ved høje hastigheder. Her fisker vi kun undtagelsesvis dybere end 10 m, og da rækker 3 kg’s lodder til det meste. Bornholm er undtagelsen, idet man her ofte fisker sine agn både 40 og 50 meter nede. Da er 5 kg ikke for stort.
Toppen af kransekagen er de elektriske og computerstyredemodeller. “Digi-Troll IV” er Cannon’s absolutte topmodel – dertil meget dyr i anskaffelse. Den fungerer som en almindelig elektrisk rig, men kan programmeres til at hæve og sænke lodderne under sejladsen. Denne teknik kan ofte friste træge følgere til hug. Den gør det også muligt at følge skiftende bundprofiler.
Der findes også små transportable modeller, som passer til mindre joller. Cannon’s “Mini Troll” er en af slagsen. Den kan skrues fast på rælingen og er beregnet til lodder på 2 max 3 kilo. Transportable downriggere kræver dog, at man har separate stangholdere. Det gør dem mindre praktiske, end de ved første øjekast ser ud til.
De større rigge har teleskopiske bomme, så man kan holde loddet fri af selv store både. De har i regelen også drejebeslag, så man kan dreje dem 90 grader og dermed folde dem ind til siden. En nærmest uundværlig detalje, når man færdes under trange forhold i en havn. Det er nemlig her, de fleste downriggere beskadiges – ikke under selve fiskeriet.
Det uundværlige ekkolod
Der findes to slags lodder: Den klassiske kugle, i regelen med en lille styrefinne, og så den langstrakte torpedo. Kanonkuglen er den mest retningsstabile model og derfor også den almindeligste. I de største vægte er den langstrakte torpedo dog ofte den foretrukne – givet fordi den er lettere at håndtere ombord end store kugler.
Men loddet er ikke nok. Næsten lige så vigtig er ekkoloddet, der konstant holder øje med vanddybde og eventuelle fisk under båden.
På et godt ekkolod med senderen korrekt indstillet kan man fint se loddet på skærmen. Det er både interessant og vigtigt, idet man jo så ved og ikke kun tror, at man fisker i den rette dybde. Og så er det ganske fascinerende at se sit lod og agn passere gennem en flok store fisk – på skærmen. “Fjernsyn for dig”, om noget er!
Som begynder står man sig bedst ved at nøjes med en enkelt eller to downriggere i båden. Men for en erfaren fisker er det faktisk muligt at fiske to stænger på samme downrigger. Det kræver blot, at man fastgør den anden line direkte på wiren med en speciel klemme – den såkaldte “stacker”.
Udløserklemmen
Udløserklemmen er et kapitel for sig. Faktisk er den – korrekt indstillet – nøglen til et heldigt downrigger-fiskeri. Den fås i mange forskellige udformninger, men her som altid gælder det, at de enkleste er de bedste. Mest behagelige er de klemmer, som kan monteres med én hånd og et enkelt greb.
Det kræver lidt eksperimenteren, før man har fundet den rette indstilling – den spænding, der både giver en sikker krogning af fisken, og som effektivt frigør linen fra lod eller wire. Stilles den for løst, kan man ikke kroge fisken. Stilles den for stramt, vil den ikke slippe linen…
Afstanden fra lod og klemme ud til agnet afhænger af flere ting, dog primært vanddybden. Jo lavere og klarere vand, der trolles på, desto længere skal “efterslæbet” være for ikke at skræmme fiskene.
Typisk har man et efterslæb på 20-30 meter, når man fisker på 4-6 meter vand. Efterslæbet forkortes til 10-15 meter på 8-12 meter vand og er helt nede på 3-5 meter på 20-30 meter vand.
Nogle finder fiskeriet med downrigger for mekanisk og lidet sportsligt. Men det skyldes i regelen, at de ikke selv har prøvet. Det kræver nemlig sin mand og godt sømandskab at bruge en downrigger på effektiv vis.
Så giver den til gengæld også mulighed for fiskeoplevelser af en helt speciel kaliber. Præcis som fiskene, der altid er større ude på dybderne!
© 2004 Steen Ulnits
