Forfatterarkiv: Steen

Dødens Gab – eller Gabets Død?

Vi mennesker har altid haft et lidt anstrengt forhold til hajer – specielt naturligvis de menneskeædende, hvortil den store hvide haj jo hører.

Men i dag er det nærmere hajerne, der bør have et anstrengt forhold til os mennesker. Vi er nemlig i fuld gang med at trække tæppet væk under bestanden af mange arter verden over.

Hajer og rokker er bruskfisk, hvilket betyder, at de – modsat de dominerende benfisk – har et let og smidigt skelet af brusk. Bruskfiskene er udviklingsmæssigt de mest primitive – dem, der længst har set ud, som de gør i dag. Det viser fund af forsteninger verden over.

Forhadt menneskeæder

Mennesket har det med at udrydde ting, det frygter eller ikke kan lide. Og ting, det kan lide. Hertil hører desværre de forkætrede hajer, som dels ser utiltalende ud, når de smiler grumt – dels har en lang række veldokumenterede angreb på mennesker bag sig. Vi holder os derfor kun sjældent tilbage, når vi konfronteres med hajer og – i mindre omfang – rokker.

Verden over findes der mere end 1.000 forskellige arter af hajer og rokker. Nogle er ganske små og bliver aldrig over en halv meter. Andre er kæmpestore. Den suverænt største er hvalhajen, som kan blive op til 18 meter lang. Den mest frygtede er den store hvide haj, som kan blive op til 7 meter lang og veje op til 3 kompakte tons. Hvor den store hvalhaj lever fredeligt af at filtrere dyreplankton fra vandet, skal der kød og blod på bordet, når den hvide haj er sulten.

Fælles for alle hajer og rokker er, at de enten føder levende unger eller lægger ganske få æg, som til gengæld er store og godt beskyttet mod fjender i en hornkapsel. Hajer vokser langsomt, og det vides, at de kan blilve op mod 100 år gamle – hvis vi altså giver dem lov. Og det kniber det ganske meget med i vore dage.

Udryddelsestruede arter

Flere hajarter er truet af udryddelse – heriblandt den eksotiske og eftertragtede savfisk. Den er så uheldig, at den dels har meget velsmagende kød – dels et imponerende savtakket sværd, som er meget værd på turistmarkedet. Savfiskene lever i troperne, og fælles for alle syv arter er, at de i dag er kritisk truede.

En vigtig årsag til den generelle trussel mod hajerne skal findes i de store brystfinner, der specielt i Fjernøsten betragtes som en stor delikatesse. Således er hajfinnesuppe en meget populær ret, som har ført til et grusomt fiskeri, hvor finnerne blot skæres af de stadig levende hajer, som smides ud igen – stærkt blødende og ude af stand til at svømme. Mennesket, når det er værst og mest perverst.

“Finning” kaldes denne praksis. Det anslås, at der hvert år dræbes omkring 100 millioner hajer alene for finnernes skyld. Thai Air bandlyste allerede for flere år siden den populære hajfinnesuppe på sine flyvninger, da den megen medieomtale af det grusomme hajfiskeri toldede hårdt på flyselskabets omdømme.

Men slagteriet på de store verdenshave fortsætter ufortrødent, da markedet stadig kan aftage alle de hajfinner, som fiskerne kan levere. Økonomien blomstrer i Fjernøsten, og med den store købekraft er interessen for hajfinnesuppe steget dramatisk.

Kolde og varme Nordsøhajer

Vi har det med at forbinde hajerne med tropiske og subtropiske have, og det er da også her, de fleste hajangreb finder sted – med Stillehavets koldtvandselskende hvide hajer som en klar undtagelse.

Men vi har adskillige bruskfisk på vore egne nordlige breddegrader. De spænder fra den lille sømrokke – en rokkeart, der sjældent bliver større end 5 kg – til den store skade, der kan veje mere end 200 kg.

På hajsiden har vi pighajen, som er den mest almindelige. Det er en op til 10 kg tung og 1 meter lang haj, som færdes i store stimer på dybt vand. Den har fået navn efter en giftig pig, som sidder foran rygfinnen. Det er imidlertid en fisk, som langt de fleste kender under et helt andet navn, nemlig “kongeål”. Det er fiskeindustrien, som har omdøbt den lille undselige pighaj til den langt mere imposante og velsmagende kongeål, vi kan købe hos fiskehandleren.

Gråhajen er en langt større hajart, som vi primært finder i Vadehavet sommer og efterår, hvor den søger ind i dybene for at jage sit yndlingsbytte – makrellen. Gråhajen kan veje op mod 50 kg og er da en eftertragtet sportsfisk. Fiskerne hader gråhajen, da den dels ødelægger deres garn, når den går i dem – dels ikke er noget værd på markedet. I modsætning til pighajen er det nemlig en elendig spisefisk med ammoniaksmagende kød.

Sildehajen er en ganske anden historie. Der er tale om en avanceret hurtigsvømmer med velsmagende kød, som indbringer gode priser på fiskeriauktionen. I lighed med tun og marlin har også sildehajen et avanceret “varmeveksler-system”, der sætter den i stand til at opretholde en kropstemperatur, som er adskillige grader højere end vandets. Det sætter sildehajen i stand til at svømme hurtigt og tilbagelægge store afstande på åbent hav. Hvilket igen lægger prse på fiskerne, som må følge dem, hvor de færdes.

Sildehajen bliver kønsmoden ved en længde på 1,5 meter og kan da føde op til 5 fuldt udviklede unger, der – hvis de får lov – kan blive op til 3,5 meter lange og 200 kg tunge.

Dårligt reproduktionspotentiale

Vi mennesker har gennem årene ikke interesseret os ret meget for hajers og rokkers ve og vel, da de med få undtagelser ikke har nær samme kommercielle interesse som benfiskene. Men havbiologer har nu gennemgået det tilgængelige talmateriale for verdens 1.168 forskellige arter af hajer og rokker.

Resultatet var beskæmmende. Omkring en femtedel af disse arter – altså over 200 arter – er i dag udryddelsestruede og kræver, at der gøres noget specielt for deres fortsatte bevarelse.Og det er der brug for, da hajer og rokker spiller en vigtig rolle i havenes store og komplicerede økosystem. Her spiller bruskfiskene en vigtig rolle mange steder i de vidt forgrenede fødekæder – ofte som toprovdyret. Og det uanset om det gælder bundlevende arter eller pelagiske fisk i de frie vandmasser.

Hajernes problem er dels, at de vokser langsomt – dels at de lægger så få æg eller føder endnu færre unger. Samtidig vandrer de vidt omkring, hvilket gør det svært at beskytte dem mod fiskerierhvervet. Der skal international lovgivning til – samt en markant holdningsændring. Ellers er Dødens Gab på vej mod Gabets Død…

Reducer dit udslip af CO2 med 1 ton!

Tegning fra “Fisken & Vandet” af Gunnar J:son

Miljøministeriet og Transport- og Energiministeriet lancerede 1. april 2007 en national klimakampagne under overskriften “1 ton mindre”.

Formålet med kampagnen er at åbne danskernes øjne for, at vores allesammens adfærd i det daglige påvirker den globale opvarmning. Og at vi hver især kan medvirke til at nedsætte vores CO2-udslip og dermed begrænse skaderne.

Men hvis du er en forbruger, der som Bjørn Lomborg ikke mener, at det betyder noget for miljøet, hvis den enkelte borger lader vandet løbe under tandbørstningen, har radiatoren kørende for fuldt tryk hele tiden og lader alle hjemmets elektroniske dimser stå på standby hele døgnet – ja, så skal du ikke læse videre.

Men bekymrer du dig om miljøet, og vil du gerne selv gøre en indsats og endda spare penge undervejs, ja, så har jeg her samlet en række gode råd fra danske og udenlandske hjemmesider. Råd, som gør, at vi hver især kan reducere vort årlige CO2-udslip med et helt ton hvert år.

Det er såre simpelt. Det er godt for miljøet. Og det sparer os selv for en hel masse penge, der jo sagtens kan bruges til andre og bedre ting!

Sænk temperaturen

Hvis du sætter temperaturen bare 1°C ned, kan du skære 5-10% af familiens energiregning og undgå op til 300 kg CO2-udslip pr. husholdning pr. år.

Du kan programmere din termostat sådan, at om natten eller når du ikke er hjemme, sættes temperaturen lavere, og når du vågner om morgenen eller kommer hjem, er temperaturen behagelig igen. Dette kan typisk reducere din varmeregning med omkring 10%.

70% af den energi, der bruges i husstande i EU, bruges til opvarmning af huse, og andre 14% på opvarmning af vand. Varmtvandsbeholderens termostat behøver ikke at stå på mere end 60°C. Det samme gælder kedlen til centralvarmeanlægget.

Brug biobrændsel

Brændsel fremstillet af træflis og halm kan erstatte fyringsolien, og biobrændsel af denne art øger ikke mængden af CO2 i atmosfæren. Nye planter optager nemlig den CO2, som frigøres ved forbrændingen.

Fra politikerside diskuteres imidlertid heftigt, hvor stor reduktionen i CO2-udslip egentlig er ved brug af biobrændsel i stedet for fossile brændstoffer som kul, olie og gas. Om man hellere skulle vente på anden generation af denne teknologi.

Men det kan man som almindelig forbruger springe op og falde ned på. Dels fordi man endnu ikke kan få biobrændsel ret mange steder, og dels fordi der endnu kun bæandes små mængder biobrændsel i benzin og diesel.

Men der er ingen diskussion om, at biobrændsel er bedre for miljøet – at brugen af biobrændsel nedsætter CO2-udslippet. Blot må vi sikre os, at kommende afgrøder til biobrændsel produceres på økologisk forsvarlig vis – at det ikke medfører sprøjtegifte og alskens anden af den dårligdom, vi kender fra det moderne landbrug – udledt til miljøet. I så fald er det jo så som så med fordelene ved biobrændsel.

Plant et træ – eller flere

Det siger sig selv: Plant et træ eller flere og spar atmosfæren for rigtig megen CO2,. Et normalt træ optager omkring 1 ton CO2 gennem sin levetid, og så kan træet jo i mange tilfælde bruges som biobrændsel, når det engang skal fældes.

I den forbindelse gælder det om at sikre sig, at ens brændeovn fungerer optimalt. Der skal således en konstant høj temperatur til for at sikre en effektiv forbrænding af træet. Ellers bliver resultatet en ringe mængde varme – og mange partikler til atmosfæren.

Sidstnævnte er dokumenteret sundhedsskadelige og baggrunden for tidens krav om partikelfiltre til ikke mindst den tunge trafik.

Drop Standby-funktionen

De fleste moderne elektronikapparater har en standby-funktion, som gør, at du ikke behøver slukke for strømmen. Der er blot en lille lampe, som lyser rødt, når apparatet ikke er tændt.

Men, men, men… Apparaterne bruger strøm, når de står på standby. Ikke meget, ganske vist, men mærkbart alligevel, for vi har jo alle megen elektronik stående i hjemmet – i regelen på standby.

Så slut i stedet alle stikkene fra computer og stereoanlæg til en enkelt strømskinne, der kan slukkes med et enkelt tryk på en enkelt knap. Så sparer du miljøet for megen CO2 i løbet af året – og dig selv for en unødigt stor elregning.

Brug pæren!

– Lavenergipæren, altså! Udskiftning af bare en enkelt almindelig elpære til en moderne energisparepære sparer miljøet for næsten 70 kg CO2 om året! Det kan blive til ganske store besparelser, hvis du skifter alle dine mange pærer ud til lavenergi.

Tør tøjet på tørresnoren

Tørretumbleren er en smart, men kostbar opfindelse, der bruger megen energi. Tør i stedet dit tøj på tørresnor eller tørrestativ og spar masser af penge. Samtidig reducerer du dit CO2-udslip med op til 0.3 ton om året!

Og så slider du også mindre på tøjet, som herved får en længere levetid. Og du får tøj, der dufter af frisk luft – hvis du altså ikke lige hænger dit tøj ud, når landmanden kører gylle på sine marker…

Drop de korte køreture

Det kan være fristende at droppe cyklen og tage bilen i stedet, når rundstykkerne skal hentes søndag morgen. I hvert fald hvis det regner. Det er da også OK – ind imellem. Men langt bedre og billigere er det naturligvis at gå eller cykle de få kilometer til bager, slagter eller købmand.

Sundere er det også – for både dig selv og miljøet. Blot 3 km mindre bilkørsel betyder nemlig 1 kg CO2 mindre til miljøet. For slet ikke at tale om den stedse dyrere benzin og diesel, som du også sparer på. Op mod 30% af alle kørte kilometer skyldes småture af ovennævnte slags, så der er mange penge at spare – og CO2.

I Norge sker op mod 70% af al transport til, fra og på arbejde i bil. Og i gennemsnit sidder der blot 1,2 personer i hver bil i myldretiden. Det vil altså sige, at de allerfleste sidder mutters alene i deres bil, hvilket er dyrt for både den enkelte og for miljøet.

Så kør kollektivt – hvor og når det altså lader sig gøre!

Pump mere luft i dækkene

Her er det virkelig nemt at spare. Sørg for, at dækkene har det korrekte dæktryk. Er det for højt, går det ud over vejgrebet. Er det for lavt, øger det friktionen mellem dæk og asfalt – med højere forbrug af brændstof til følge.

Typisk kan man spare 3% brændstof ved altid at sørge for det korrekte dæktryk! Og 1 liter benzin sparet er typisk lig med 2 kg CO2 mindre til atmosfæren.

Flyv mindre end nu

Af de transportmidler, som vi bruger i det daglige, er det flyene, som udleder flest drivhusgasser. En flyrejse tur-retur til Thailand medfører således næsten halvanden gange så stort et udslip af drivhusgasser, som en almindelig personbil gør på et helt år!

Spar derfor lidt på flyrejserne, hvis du tænker på miljøet.

Spis mindre kød

Det er kostbart at producere kød sammenlignet med vegetabilske produkter. Kødproduktion kræver nemlig i regelen kostbart og industrielt fremstillet foder, som undervejs har bidraget godt til CO2-udledningen. Samtidig er kødkvæg blandt de større producenter af methan – en anden af de farlige og hypereffektive drivhusgasser.

Salget af kød er steget med 15% i løbet af de sidste ti år. Produktion af blot 1 kg kødkvæg medfører udslip af 22 kg drivhusgasser til atmosfæren. Så spis mindre kød, lev sundere, spar penge – og forurén mindre!

Genbrug tingene

Næsten alt kan i dag købes som brugt. Godt for miljøet og gavnligt for pengepungen. Nesten alt kan i dag kjøpes brukt. I tilgift til brugtbutikker og loppemarkeder findes der i dag et stort marked for køb og salg af brugte ting på internettet.

Køb kvalitet og ting, som det kan svare sig at reparere.?Det private forbrug er steget med næsten 50% igennem de seneste 15 år. Ved at reparere de ting, vi har, og ved at vælge kvalitet, når vi køber, behøver vi færre nye ting.

Det resulterer i sidste ende i et mindre udslip af drivhusgasser – fra produktion og rtasport af de pågældende produkter. Hertil også et mindre forbrug af øvrige råvarer.

Tænk på computeren

Det kræver op mod 240 kg fossilt brændstof at fremstille en moderne computer – det være sig en PC eller en Mac. Dette medfører et udslip på ikke mindre end 700 kg CO2 – omtrent det samme som en personbil slipper ud på knap 4.000 km kørsel.

Giv oplevelser i gave!

Produktion og transport af de varer, vi efterspørger, er medvirkende til udslippet af drivhusgasser. Vi kan derfor spare på udspippet ved i stedet for ting at give hinanden oplevelser i gave. – Hvad med lidt babysitning i stedet for en ny blomstervase? – Hvad med et gavekort til biografen eller en koncert?

Mulighederne er mange og besparelserne store!

Den store miljøåbenbaring

Exit Bjørn Lomborg – enter Al Gore

Det så rigtig skidt ud i 2001, da den nuværende regering netop var kommet til magten – støttet af Dansk Folkeparti. Vælgeranalyser viste, at danskernes miljøbevidsthed da kunne ligge på et meget lille sted.

Det lille sted viste sig at være en medieliderlig Rasmus Modsat, som villigt lod sig bruge af en smart regering til at forplumre miljøspørgsmålet – til at så tvivl om, hvorvidt der overhovedet var et problem. For kunne man blot så tvivl om dette, ville regeringens to massive miljøsparerunder glide lettere ned hos befolkningen.

Lomborg lod sig villigt bruge, når blot han kom i medierne hele tiden – hvilket enhver begavet idiot jo kan komme, hvis blot man vil indtage en holdning, der er lodret forskellig fra den etablerede og accepterede fagkundskab. Det hele kulminerede i etableringen af Institut for Miljøvurdering (IMV), der fik Bjørn Lomborg som regeringsudpeget leder.

Instituttet, der smuttede…

Meget forurenet vand er flydt i havet siden da. Mange gødningsstoffer er udvasket far de overgødskede danske marker. Og megen tumult har der været om Bjørn Lomborg og hans forkætrede institut.

Men så kom den store “miljøåbenbaring”, som Dagbladet Politiken har døbt det. Bjørn Lomborg blev af sine faglige kolleger énstemmigt dømt “videnskabelig uredelig” for sin hæmningsløse jongleren med tal om ting, han intet begreb havde om. Miljøet til eksempel.

Og så kom Al Gore, der med egne ord “used to be the next president of the USA”, med sin nu Oscar-belønnede film om verdens miljøtilstand – “The inconvenient truth”. Den film var en eye opener for mange af de mennesker, som bekvemt havde ladet sig lulle i søvn af rapporterne fra IMV. Det stod virkelig galt til med verdens miljø – næsten værre end nogen havde forestillet sig.

Og som FN’s klimapanel med sin længe ventede rapport, hvor verdens førende forskere énstemmigt bakkede om om, at den globale miljøkrise i høj grad er en realitet. Nu begyndte menige menesker at kunne se, hvordan oliemafiaen med både Bush senior og Bush junior havde ført dem rundt i manegen – kurfyrsteligt finansieret af olieindustrien, som de selv er en integreret del af.

Åbenbaringen

Vor egen statsminister lod sig samtidig overtale til et besøg i privaten hos Al Gore, hvor han langt om længe så det lys, han ikke havde villet se – før nu. Nu var det nemlig gået op for statsministeren, at Al Gore var in, mens Bjørn Lomborg var out – i vælgernes øjne.

Da statsministeren er en smart mand og en snu politiker, skiftede han straks hest og steg på miljøvognen, som han ellers havde sendt til skrotning. Hvor han og hans partifæller fra landbruget før havde været indædt modstander af vindkraften og dens grimme møller, bakkede han nu fuldt op om den vedvarende energi.

Samtidig blev Bjørn Lomborg – sikkert i kulissen – bedt om at gå af som leder af IMV, så man efterfølgende stille og roligt kunne lukke det omstridte institut igen. Hvilket så skete her for nylig. To skridt frem og to tilbage – men en kæmpe tilbageskridt for miljøet, som her tabte flere vigtige år.

Senest har statsministeren sågar udtalt sig positivt om, at Danmark i EU-regi vil være en stor fortaler for, at fælleskabet forpligter sig til høje mål for sænkning af den fremtidige CO2-udledning.

Her har han mærket den hede ånde fra oppositionens Helle Thorning Schmidt, hvis parti Socialdemokratiet er en vigtig del af regeringens parlamentariske EU-grundlag. Thorning har udtalt, at målene næsten ikke kan blive for ambitiøse, og at hun under ingen omstændigheder vil lade Fogh slippe afsted med status quo – uden bindende aftaler om øgning af den vedvarende energi.

Fantastisk med en statsminister, der i den grad har skiftet ham og er blevet en slags miljøets mand – selv om han er leder af bondepartiet Venstre!

– Godt gået, Gore!

En konservativ amerikanske tænketank har kigget lidt på Al Gore’s egen elregning og fundet ud af, at hans elforbrug i den private husholdning er skyhøj i forhold til den menige amerikaners. Al Gore har ikke bestridt dette, men undskylder sig med, at han skam – som en anden stat i staten – har købt sig aflad med private klimakvoter???

I sandhed endnu “en ubekvem sandhed”…

Gudenåen

En guldåre i Ny Randers Kommune

Hvis den vel at mærke knyttes sammen med Randers Fjord, så de sammen kan udgøre det hele økosystem, de er.

Man kan ikke tale om Gudenåen uden i samme åndedrag også at nævne Randers Fjord. De to er bundet uløseligt sammen og kan hver især intet stille op uden den anden. Gudenåen leverer næring til Randers Fjord, som så kvitterer ved at levere fisk til Gudenåen!

Amtmand Hoppes Bro ved Langå

De to økosystemer hænger således tæt sammen. Man kan derfor ikke spinde guld på Gudenåen uden samtidig også at gøre en indsats for Randers Fjord, som jo leverer levested og føde til mange af Gudenåens fisk.

Mange mennesker har et romantisk billede af fritidsfiskeren, der røgter sine garn og ruser i solnedgangen. Atmosfæren oser af tobaksrøg, tjærede garn og hyggelig klirren fra grønne flasker.

Men virkeligheden er en anden. Vore dages fritidsfisker har en noget anden tilgang til naturen end forgangne tiders. Vore dages fritidsfiskere mangler ikke noget – hverken hus, bil, båd eller mad.

For ham er det ofte en sport at fange fiskene i de redskaber, som egentlig er udviklet til erhvervsmæssigt fiskeri – i garn og ruser. Garnene er monofile nedgarn, som fiskene ikke kan se, og som uselektivt fanger alt, der måtte komme forbi – fredede fisk såvel som legale. Fisk, som ikke kan genudsættes i levedygtig stand efter et skadeligt ophold i netmaskerne.

Sorte penge

I dag drejer det sig for mange fritidsfiskere om resultater i stedet for oplevelser. Ruser og garn sættes hurtigst muligt, så man kan komme hjem igen til varmen i TV-stuen i den nye tilbygning til huset. Og fisk skulle der gerne være, når man røgter redskaberne igen, for båden har jo været dyr og skal forrentes, når der også skal være til tilbygningen og det nye fladskærms TV.

– Men hov! Fisk fanget af ikke registrerede erhvervsfiskere må jo slet ikke omsættes og har ikke måttet det i flere år. Fritidsfiskere må jo slet ikke sælge af deres fangst, som kun er til eget forbrug.

Alligevel kender vi alle til skilte, der ved vejen falbyder salg af friskfangede fisk – det være sig flåede fladfisk, røgede ål eller sølvblanke havørreder. Mange steder rundt omkring på arbejdspladserne er det en kendt sag, at arbejdskolleger tilbyder friskfangede fisk til billige penge. Helt forbudt og aldeles sort.

Ikke en øre af disse penge bliver beskattet. Til gengæld bliver de lokale fiskebestande brandskattet af dette ulovlige fiskeri. Og Fiskerikontrollen er magtesløs. De kan efter eget udsagn konfiskere lige så mange ulovlige garn, som de har tid til, men de har ingen.

Også her skal der spares, og det går ud over kontrollen. Fritidsfiskerne har således frit spil med deres ulovlige garn, som ofte sættes helt op på land, når det gælder nattens havørreder.

Turistbranchen har på det seneste fået øje på mulighederne i en lukrativ fisketurisme langs Gudenåens smukke bredder. Og godt for det.

Men turistbranchen må samtidig indse, at man ikke kan sælge varen det ene sted, hvis man ikke også vil være med til at passe på den det andet. At man ikke kan sælge Gudenåen med dens laks og havørreder, hvis man ikke også er villig til at arbejde for en beskyttelse af de samme fisk ude i Randers Fjord.

– Opbakning, tak!

Derfor har turistbranchen en logisk forpligtelse over for de lokale sportsfiskere, som gennem årelangt frivilligt arbejde med fiskepleje har sørget for, at der stadig er fisk at fange. Som har kæmpet mod forurening og anden dårligdom, længe førend ordet “miljø” blev folkeeje.

Uden en aktiv fiskepleje er der desværre ingen fisk i dagens Danmark. Det er derfor helt naturligt, at sportsfiskerne bakkes op og tages med på råd, inden større markedsføringsinitiativer inden for fisketurisme iværksættes.

Ifølge statens egen fiskeribiologer fanger redskabsfiskerne 80-90% af laks og ørreder i deres garn og ruser. Sportsfiskerne, som har betalt fiskene af deres egne lommer, må nøjes med 10-20%.

Det vil derfor være både klædeligt og økonomisk givtigt, hvis turistbranchen klart bakker op om sportsfiskerne og deres arbejde med aktiv fiskepleje – ved at støtte dem aktivt i deres kamp mod de mange både lovlige og ulovlige garn i Randers Fjord.

Randers Fjord har i mange år haft særstatus som fiskevand. Kong Frederik underskrev de første særaftaler om redskabsfiskeriet på fjorden, der på næsten alle måder er noget specielt. Dels er den gennemgangsvand for laks og havørreder på vej til Gudenåen – og dels huser den et hav af fiskearter fra både ferskvand og saltvand.

Randers Fjord fortjener derfor, at vi passer rigtig godt på den – ved at gøre den til et redskabsfrit farvand, hvor indtjeningen kommer fra et skånsomt og rekreativt fiskeri med stang og line. Det er der nemlig penge i, og de er vel at mærke ikke sorte som garnfiskernes, men kommer hele samfundet til gode!

Henrik Leth Hansen
Fluefisker og formand for Dansk Metal, Randers

Steen Ulnits
Fiskeribiolog og leder af Dansk Videncenter for Sportsfiskeri, Randers

Fisketegnet II

Som hovedregel skal alle lystfiskere mellem 18 og 65 år være i besiddelse af et lystfiskertegn.

“Lystfiskeri” eller “sportsfiskeri” er fiskeri med lette håndredskaber. Det er f.eks. fiskestang, krog og line, åle- og rejeglib, harpun mv. Det er ikke faste og passivt fiskende redskaber som garn, ruser og krogliner. Disse bruges af fritidsfiskere, bierhvervsfiskere og erhvervsfiskere.

Til fiskeri i ørredsøer, som ofte kaldes “put and take”, skal du normalt ikke have det statslige lystfiskertegn – men et adgangsbevis, som du kan købe på stedet.

Gyldighedsperioder

Lystfiskertegnet fra staten har 3 mulige gyldighedsperioder:

1 år: kr. 125,-
1 uge: kr. 90,-
1 dag: kr. 30,-

Fisketegnet gælder fra betalingsdatoen på kvitteringen, og pengene går til fiskepleje i danske vande og farvande.

På uge- og dagkort kan du i stedet for betalingsdatoen påføre en anden dato som gyldighedsdag. Denne dato må dog ikke være senere end 30 dage efter betalingsdatoen.

Du kan købe lystfiskertegn på posthuset gennem indbetaling på giro – girokonto 0706000 – og på mange turistbureauer. Flere campingpladser, fiskegrejforhandlere og sommerhusudlejere sælger også fisketegn.

Lystfiskertegnet er personligt og må ikke overdrages til andre. Du skal altid have kvitteringen og legitimation på dig under fiskeriet.

I ferskvand skal ejeren af fiskevandet give tilladelse til fiskeri – også selvom du har købt lystfiskertegn.

Lokale private fisketegn kan du ofte købe hos turistforeninger, på tankstationer, i kiosker, grejbutikker og lignende steder.

Med virkning fra 1. januar 2005 blev der indført et nyt administrativt EDB-system. Med det nye system er der som hidtil mulighed for giro- og PBS-indbetalinger. Desuden er der som noget nyt mulighed for indbetaling via internettet på: www.fisketegn.dk.

Denne mulighed kan benyttes både af den enkelte private indbetaler og af de ovennævnte udsalgssteder. I forhold til tidligere forenkles kravene til kvittering, idet man fremover blot skal kunne oplyse sit fiskerinummer sammen med forevisning af legitimation.

Trollingfiskeri

Denne fiskemetode kaldes også dørgefiskeri, dvs. lystfiskeri med liner, som trækkes efter en båd,der langsomt sejler fremad.

Der er forbud mod trolling- og dørgefiskeri fra et fartøj,der drives ved motorkraft, inden for en afstand af 100 m fra lavvandslinien.

Uden for 100 m fra lavvandslinien samt uden for visse begrænsede områder tillades visse former for spiling. Paravanen eller lignende, der er egnet til at spile redskabet, skal være monteret direkte på linen (f.eks. en Dipsy Diver), og der må kun anvendes ét endeagn pr.line.

For visse begrænsede områder i Isefjorden, Roskilde Fjord, Øresund og Køge Bugt, hvor der foregår et omfattende erhvervsfiskeri, er der begrænsning i antallet af fiskestænger pr. person og pr. båd: Højst 2 fiskestænger pr. person – dog højst 4 stænger pr.båd. Desuden er spiling ikke tilladt i disse områder.

De fuldstændige regler er anført i Kapitel 4 i bekendtgørelse nr. 990af 14.december 1999 om rekreativt fiskeri i salt- og ferskvand samt redskabsfiskeri mv. i ferskvand.

Regler for garn og ruser

Der hersker en del forvirring om begrebet “fritidsfisker” – især blandt ikke fiskende, som ofte mener, at fritidsfiskeri og lystfiskeri er det samme. Det er det ikke.

Begreberne “lystfiskeri” og “sportsfiskeri” dækker over rekreativt fiskeri med stang og line, mens begrebet “fritidsfiskeri” dækker rekreativt fiskeri med erhvervsagtige og selvfiskende redskaber såsom garn, ruser og krogliner.

Fritidsfiskertegn

Personer på 12 år eller derover, som har fast bopæl i Danmark, må fiske med visse faststående redskaber (garn, ruser mm.). Bopælskravet gælder ikke for personer fra EU-landene, Island og Norge, som pga. deres arbejde har en “nærmere tilknytning” til Danmark.

Fritidsfiskertegn koster for tiden kr. 250,- og er gyldigt i 12 måneder fra betalingsdatoen. Beløbet skal indbetales på et særligt girokort med fiskerinummer. Kvitteringen gælder samtidig som lystfiskertegn. Fritidsfiskertegnet er personligt og må ikke overdrages til andre. Du skal altid have kvitteringen og legitimation med, når du er på fiskeri, og du skal vise dem, hvis fiskerikontrollørerne beder om det.

Lovlige redskaber

Som fritidsfisker må du kun anvende krogliner, nedgarn, ruser og tejner. Du må kun anvende i alt 6 redskaber af én slags eller en blanding, dog må højst 3 af redskaberne være garn. I perioden 1. juli til 15. november er det kun tilladt at anvende garn med maskemål på 100 mm (helmaske) (50 mm halvmaske) eller derunder, eller 130 mm (helmaske) (65 mm halvmaske) eller derover.

Kun ét af redskaberne må være en pæleruse, og den må kun stilles op, hvis du har anmeldt den til det lokale fiskeriinspektorat. Se liste over disse. Hvis du ønsker at anvende en pæleruse, skal du anmelde det skriftligt til fiskeriinspektoratet 2 dage før, du indtager en plads. Du skal medsende kopi af kvittering for køb af fisketegn, og du skal angive den plads, hvor du ønsker at opstille pælerusen.

Som fritidsfisker kan du vælge mellem 2 typer af pæleruser: Undervandsruse eller ovenvandsruse. Begge ruser skal have mindst 3 kalve. Kalve i en ruse er de tragtformede indsnævringer inde i selve rusen.

Maskemålet skal overalt i redskabet foran den bageste kalv være mindst 30 mm (helmaske) undtagen radgarnet. I radgarnet og arme må maskestørrelsen ikke være mere end 40 mm (helmaske).

De fuldstændige regler står i bekendtgørelse nr. 990 om rekreativt fiskeri i salt- og ferskvand samt redskabsfiskeri mv.i ferskvand af 14. december 1999.

100 meter garnfri zone

Langs kysten er det hele året forbudt at fiske med nedgarn inden for en afstand af 100 meter fra lavvandslinien. Læs mere om brugen af nedgarn i visse områder i bekendtgørelse nr. 505 om nedgarn af 13. juni 1994. Vær også opmærksom på, at der kan gælde særlige lokale regler. I visse områder skal der bruges stoprist eller spærrenet i ruseredskaber.

Det står der mere om i bekendtgørelse nr. 674 om stoprist eller spærrenet i fiskeredskaber i visse salte vande fra 8. juli 1996.

Identifikationsmærkning

På girokortet er der et fiskerinummer. Det skal du bruge, når du mærker dine redskaber. Du skal mærke alle dine redskaber med dit navn og adresse på et mærke, der er gjort forsvarligt fast til redskabet, og som kan tåle at være i saltvand, uden at skriften forsvinder.

Du kan mærke alle dine redskaber ved at brænde eller skære fiskerinummeret ind i pæl, stage, bøje eller flod – eller skrive det med vandfast blæk eller tusch på det gule mærke. Hvis redskaberne ikke er mærket rigtigt, risikerer du, at de bliver fjernet og taget i forvaring af fiskerikontrollørerne.

Trafikafmærkning

Fiskeredskaber skal afmærkes med flag og lysrefleksbånd. Dette af hensyn til andre fiskere og sejlende, som da har en mulighed for at navigere forsvarligt mellem redskaberne. Erstatning for beskadigede redskaber forudsætter korrekt afmærkning af redskaberne. I områder tæt på kysten skal der afmærkes som i oversigten.

Reglerne står i bekendtgørelse nr. 307 om afmærkning af fiskeredskaber fra 22. april 1994:

Nedgarn, kasteruser og krogliner: Bøjer med 2 flag og 2 gule lysrefleksbånd i redskabets vestlige ende og 1 flag og 1 gult lysrefleksbånd i redskabets østlige ende. Flag må ikke være hvide.

Enkeltstående tejner: Bøje og 1 flag (må ikke være hvidt) eller med en fiskekugle.

Pæleruse: Yderpælen med 2 sorte flag og inderste pæl med 1 sort flag. Yderpælen afmærkes desuden med 2 lysreflekser efter “retninger for indgående”, hvis redskabet står på mere end 2 meter vand. Senest 14 dage efter at fiskeriet er afsluttet, skal pælene fjernes. Afbrækkede pæle skal altid fjernes straks, så de ikke er til fare for sejladsen.

Døgnåbning

Fra 1. juni 2007 indførte Fiskerikontrollen en døgnåbning som et af flere led i indsatsen mod ulovligt garnfiskeri.

Ulovligt fiskeri kan anmeldes til Fiskeridirektoratets døgnvagt på tlf.7218 5609. Man kan også udfylde et skema, som sendes elektronisk eller pr. fax til Fiskeridirektoratets døgnvagt sat@fd.dk eller fax 3345 5894.

Fiskeridirektoratet har endvidere planer om at gøre det muligt at hente en elektronisk version af ovennævnte skema på Fiskeridirektoratets hjemmeside www.fd.dk, ligesom elektronisk lagring af anmeldelserne skal gøre det muligt at anvende disse i statistisk sammenhæng. ©

Efterskrift:

Fiskeridirektoratet har som så mange andre offentlige organisationer ført en meget omskiftelig tilværelse den sidste halve snes år. I dag skal man bruge formularen her, hvis man vil anmelde ulovligheder ude ved vandet:

https://anmeldelse.naturerhverv.dk/#1/56/12

Stænger med en underskrift

Det er blevet moderne, at store stangfabrikker får velkendte fiskeprofiler til at designe og lægge navn til specielle fiskestænger. Vi har afprøvet en håndfuld helt nye af slagsen.

Den amerikanske grejgigant Pure Fishing har til 2005 lanceret et helt nyt koncept inden for fiskestænger: Stænger med en underskrift.

Det er “Signa” serien, som består af spinnestænger fra Berkley og fluestænger fra Fenwick, der hver især er specialister på deres felt. Således var det Fenwick, der i 1973 lancerede verdens første kulfiberstænger, og som dermed skabte en sand revolution inden for fiskestænger.

Pure Fishing har udvalgt en håndfuld kapaciteter fra Skandinavien og givet dem frie hænder til at designe netop den eller de stænger, de altid selv havde ønsket sig. Ingeniørerne hos Berkley og Fenwick har så gjort drømmene til virkelighed i form af ni “Signa” stænger. Der er seks stænger til spin og tre til flue.

Der er ikke tale om hele stangserier, som man så selv må vælge imellem. Nej, med “Signa” har eksperterne allerede foretaget valget for os almindelige dødelige, som ikke har og aldrig opnår samme grad af erfaring som eksperterne. Her er fiskestænger til helt specielle formål – dedikerede stænger, kunne man sige.

Berkley Signa Boat

I den tunge ende af skalaen finder vi “Berkley Signa Boat”, der er en allround havstang til det meste havfiskeri på vore breddegrader. 30-50 lbs. klingen er monteret med ikke færre end 9 stærke stangringe, der alle er foret med aluoxid. De mange ringe udnytter klingens aktion fuldt ud og skåner samtidig linen.

Det er en relativt blød stang af sin slags en stang, hvis følsomme spids gør den meget velegnet til agnfiskeri efter store og forsigtige fisk. Stangen er delbar i håndtaget, hvilket sikrer den stærkest mulige klinge, men desværre også den mest ubekvemme transportlængde…

Det ekstra lange formstøbte forgreb sikrer fuld kontrol om stang og hjul under fighten. Hertil medvirker også bundduppen med krydsbutt, som passer ind i et fightbælte for aflastning, når der virkelig er storfisk for enden af linen.

“Berkley Signa Boat” er designet af norske Tore Gismervik, der har 40 år på bagen som havfisker samt både norske, nordiske og europæiske mesterskaber i havfiskeri. Tores hidtil største lange vejede imponerende 30,6 kg!

Pris kr. 1.499,-

Berkley Signa Pike Multi

For vore svenske fiskebrødre er gedden, hvad havørreden er for os nationalfisken. Mange svenskere har derfor specialiseret sig i geddefiskeri, og det er der nu kommet to helt nye stænger ud af.

Det er dog meget få danske geddefiskere, der er specialister i samme grad. Som ville investere i denne stang, der er optimeret til fiskeri med de såkaldte “jerk baits” i overfladen. Et hårdt og krævende fiskeri, som kun de færreste stænger (og fiskere) kan leve op til.

Pike Multi er derfor en højt specialiseret stang til fiskeri med tunge agn og store kroge, der skal sættes i en benhård geddekæft. Stangen er stiv som et kosteskaft, hvilket den også skal være.

Af samme årsag vil Pike Multi være et rigtig godt valg til den, der regelmæssigt spinnefisker efter torsk fra båd og med tunge pirke. Til fiskeri fra “kastesiden” på større kuttere eller fra egen båd. Med en kastevægt på 40-100 gram og en længde på 8′ 6″ er den tæt på idealet.

Berkley Signa Pike Spinning

Er man til det lidt lettere spinnefiskeri med blink og spinner, skal man i stedet vælge Pike Spinning. Den er lidt længere 9′ 2″ og beregnet til fiskeri med fastspolehjul og kastevægte på 20-65 gram. En markant lettere, behageligere og langt mere allround stang end Pike Multi. En stang, der med lige så stort held kan bruges til kraftigt spinnefiskeri fra åbne kyster herhjemme.

“Berkley Signa Pike Multi” og “Berkley Signa Pike Spinning” er begge designet af David Lundqvist, der målrettet jagter gammelgedderne i de store svenske søer. Med godt resultat, må man sige. Hans tre største gedder vejer nemlig henholdsvis 17,5; 18,5 og 19,8 kg!

Pris kr. 1.199,-

Berkley Signa Salmon Multi

Norge er lakselandet par excellence, og det er derfor to garvede nordmænd, der har fået til opgave at designe den ideelle laksestang til spinnefiskeri.

Resultatet er blevet to lette, men alligevel kraftfulde stænger på 10′ 2″ begge med en kastevægt på 10-40 gram. Trods den lave vægt er der tale om robuste stænger, som nok skal tappe selv den største laks for kræfter. Men samtidig stænger med en spids så følsom, at man mærker selv det mindste nøk fra en laks, der smager på agnet.

Store fisk i store elve kræver kraftigt grej, og til det formål er der intet bedre end et multihjul. Da har man fuld kontrol over fighten, og da vælger man “Salmon Multi” stangen, som har en dyb 2/3 dels aktion.

Berkley Signa Salmon Spinning

Er man mere til fiskeri med fastspolehjul det bedste valg, når og hvis der også skal fiskes opstrøms kan man vælge “Salmon Spinning” i stedet. Da får man den samme klinge, men uden trigger på håndtaget og med store løberinge.

De to laksestænger er designet af henholdsvis Rune Berge og Svein Lund. Ikke mindst Rune Berge er kendt for sine mange og store laks gennem årene. Han har således ikke styr på, hvor mange laks over de magiske 10 kg han har landet. Og hvert år må flere end 100 nye laks bide i græsset for hans agn!

Pris kr. 1.299,-

Berkley Signa Trout Spinning

De mindre ørreder kræver lettere grej, og til det formål har Berkley ladet norske Martin Krely Ellingsen designe sin drømmestang. Han er ung, men fisker ørred 200 dage om året og er derfor allerede en erfaren mand.

Pris kr. 1.299,-

Berkley Signa Trout Spinning

Resultatet er blevet en uhyre let og smækker 3-delt sag på 8′ 2″. Kastevægten er 3-13 gram, hvilket gør denne stang velegnet til det meste ørredfiskeri i både åen og ved kysten. Det er en spinnestang til fastspolehjul, som mange danske ørredfiskere givet vil falde for.

Pris kr. 1.199,-

Fenwick Signa Trout Fly

Fenwick har bedt den svenske mesterkaster Gunnar Rask Nielsen om at udvikle to enhånds fluestænger til henholdsvis ørred- og havørredfiskeri.

Gunnar Rask Nielsen har valgt en kevlarforstærket kulfiberklinge af Aramid Veil-typen. Og han har valgt en aktion, der ikke er hysterisk, som tilfældet ellers er med mange af markedets ypperligste kastekanoner. Den dybe 3/4 dels aktion er en fornøjelse at kaste med ganske ulig mange af de langt hurtigere stænger, der findes.

Ørredstangen “Trout Fly” er 9 fod lang og designet til en WF 6 line. Det er på mange måder en lineklasse, der egner sig godt på fjeldet, men som er lige tung nok til allround dansk ørredfiskeri i åen. Men det er en velkastende sag med en flot finish og indlæg af ædeltræ i hjulholderen.

Pris kr. 1.599,-

Fenwick Signa Seatrout Fly

Havørredstangen er 9′ 6″ og beregnet til en WF 8 line. Her har Fenwick uden tvivl ramt lige ned i det danske kystfluefiskeri efter havørred, for “Seatrout Fly” er noget nær perfekt til formålet. Hjulholderen er af metal, og der er en praktisk fast fighting butt forneden.

Gunnar Rask Nielsen er medaljetager ved NM, EM og VM i fluekast og har 17 nationale mesterskaber. Læg hertil 35 års erfaring som instruktør. I sandhed en meget erfaren fluekaster.

Begge hans stænger er forsynet med en lille hematitsten, som er nedfældet øverst og længst fremme på korkhåndtaget. Ideen er, at man så altid kan mærke stangens orientering også under natfiskeri. Det er dog ikke alles hænder, der passer til formålet.

Endelig er begge stænger forsynet med praktiske markeringer af 20, 30, 40 og 50 cm på klingen så man lynhurtigt kan checke, om den fangede fisk nu også holder mindstemålet.

Pris kr. 1.799,-

Fenwick Signa Salmon Fly

Det er store kræfter, som kommer til udløsning, når en tung lakseflueline skal lægge tværs over en rivende elv. Det er også kræfter, der er brug for, når storlaksen har taget fluen og skal fightes sikkert hjem i en hård strøm.

Derfor entrerede Fenwick med norske Stein Grønberg, som har fanget flere laks og havørreder på flue end de fleste. Han er samtidig 18 gange norsk mester i fluekast og indehaver af 6 nordiske titler.

Stein Grønberg har til formålet designet en let, men kraftfuld tohånds laksefluestang på 14′ 9″ beregnet til liner klasse 10-11. Stangen har 3/4 dels aktion og egner sig til både overhånds, underhånds og speykast.

Det mest innovative ved denne stang er pistolgrebet, som er vinklet i forhold til stangen. Dette design gør, at man kan undgå en del af den uheldige vridning af stangen under kastet, som ofte opstår under kast med netop tohåndsstænger.

Pris kr. 2.799,-

Uforgængelig Fluorocarbon

Uforgængelig og med et brydningsindeks som vandet selv byder fluorocarbonliner på helt nye muligheder. Der er både kæmpestore fordele og klippeklare begrænsninger.

Linen er en meget overset del af lystfiskerens udrustning. Vi lystfiskere kan snakke stænger i det uendelige og hjul, til det bliver mørkt. Men når det gælder liner, forstummer snakken i regelen. Faktisk ved vi meget lidt om de liner, vi bruger, og holder os derfor ofte til de fabrikater, vi nu engang er flasket op med.

Da amerikanske DuPont i 1939 lancerede verdens første nylon, kostede det omkring 55 millioner US dollars kiloet! Umiddelbart efter krigen var prisen dog faldet til noget, alle havde råd til. De gamle silkestrømper og krigens silkefaldskærme var med ét en saga blot erstattet af nylonvæv i lange baner.

Næste skridt var fremstillingen af monofile enkelttrukkede nylonliner, som straks revolutionerede lystfiskeriet. Nylon var og er billigt, stærkt og nemt at have med at gøre.

Nu mere end et halvt århundrede senere sidder der stadig nylonliner på de fleste fiskehjul. På det seneste har nylon dog fået konkurrence fra de nye superliner af uelastisk polyethylen PE-liner også kaldet.

Ikke mindst Berkley’s FireLine har taget kegler og bruges nu i stedet for nylon, hvor der fiskes på lange afstande eller store dybder. Her egner de meget elastiske nylonliner sig ikke, da de giver sig alt for meget og derfor gør det svært at holde kontakt til agn og fisk.

Fordele og ulemper

Men superliner erstatter ikke nylon, og nylon er ikke uden ulemper.

Superliner kræver meget af den øvrige udrustning mere end nylonliner. Skal der totalt uelastiske superliner på hjulet, skal stangringene være meget slidstærke. Ellers bliver der hurtigt slidt riller i foringen, og så flosser superlinerne straks.

Samtidig stiller PE-liner store krav til hjulets bremse, der skal være meget jævn og følsom. Ellers kan den ikke afbøde pludselige udløb på kort line. Den uelastiske line knækker ikke, men krogholdet ryger ofte. Af samme årsag anbefaler man ofte ekstra bløde stænger, når der skal fiskes med superliner.

Nylon revolutionerede lystfiskeriet og er nemt at have med at gøre. Det er derfor begynderens oplagte valg. Men nylon har flere medfødte ulemper specielt når det udsættes for vand. Nylon suger nemlig vand helt op til 10% – hvilket svækker linen markant. I takt med at vandindholdet stiger, falder både brudstyrke og knudestyrke med op til 30%!

Endelig er de fleste nylonliner meget elastiske, hvilket gør det vanskeligt at kroge fisk på en lang line. Det er baggrunden for, at nylon på det seneste har fået konkurrence fra de uelastiske superliner.

Enter liner af fluorocarbon eller kemisk helt korrekt: polyvinylidenflourid (PVFD).

Langliner

Erhvervsfiskerne, som lægger kilometerlange langliner med tusindvis af kroge langt til havs, har i mange år brugt nylon til krogtavserne. Men nylon suger som nævnt vand og bliver svagere af det. Dertil kommer, at nylon stille og roligt nedbrydes, når det udsættes for vand og UV-lys fra solen. Alt i alt har sådanne langliner derfor en begrænset levetid.

Offshore-industrien kender også til problemet og har længe været på jagt efter et materiale, der kunne ligge på havbunden i årevis uden at nedbrydes.

Løsningen kom i form af stoffetpolyvinylidenflourid normalt kaldet fluorocarbon – der er totalt upåvirkeligt af UV-stråler, og som ikke suger vand. Efter rørledningerne kom turen så til langlinerne, som i dag også er af fluorocarbon.

I dag er der megen fokus på fluorocarbon som materiale til almindelige fiskeliner. Ud over at være noget nær uforgængeligt har fluocarbon yderligere et par fordele, som har vist sig meget fordelagtige til netop fiskeliner.

Brydningsindeks og vægt

Allerførst er der materialets brydningsindeks. Almindelig nylon har typisk et brydningsindeks på 1,5-1,6 mod vandets på 1,0. Det betyder med jævne ord, at almindelige nylonliner er ganske synlige under vand at fiskene let kan se dem, når de er bundet til en krog.

Her brillierer fluorocarbon med et brydningsindeks på knap 1,1, hvilket gør dette materiale langt mindre synligt under vandet. Jo tættere på vandets brydningsindeks på 1,0, desto mindre synligt bliver materialer under vandet.

Nogle fisk er mere sky end andre typisk fordi de har et meget skarpt syn og lever i klart vand nær overfladen, hvor der er meget lys.

Tunfisken er et godt eksempel på en sådan linesky fisk. Og da tun samtidig er den fisk, de fleste langliner sættes efter, ser man fluorocarbon-materialets store fordele. Det giver helt enkelt flere tun, når man bruger fluorocarbon i stedet for nylon materialets andre fordele ufortalt.

Materialet nylon har en specifik vægt på 1,1-1,2 mod vandets på 1,0. Nylon er altså kun en smule tungere end vand og synker derfor ikke ret hurtigt hvis overhovedet før det har suget vand. I tør tilstand vil nylonliner derfor lægge sig på vandet meget synlige for fiskene på grund af den skygge, de kaster.

Fluorocarbon er med en specifik vægt på hele 1,7-1,8 langt tungere end vand og synker derfor meget hurtigere end nylon. Det kan være en stor fordel ikke mindst for fluefiskeren, der gerne vil have sine tørfluer til at flyde og forfangsspidsen til at synke, så den ikke kaster skræmmende skygger.

Stiv, men stærk line

Nu kunne dette lyde så rosenrødt, at nylon burde være “a thing of the past”. Men ingen roser uden torne, og fluorocarbon kommer aldrig til at erstatte nylon. Af to årsager. Dels er det et langt dyrere materiale at fremstille, og dels er fluorocarbon markant stivere end almindelig nylon.

De to materialer ligner hinanden på overfladen, og man kan ikke med det blotte øje umiddelbart skelne nylon fra fluorocarbon. Men tager man to lige tykke linestykker og stikker dem ned i en hvid plastbalje, er der ingen tvivl: Nylon ses langt tydeligere end end fluorocarbon. Og spoler man to lige tykke liner på et fiskehjul, opfører de sig meget forskelligt.

Nylon er et blødt materiale, der smyger sig om spolen, og som uden problemer glider over spolekanten under kast. Fluorocarbon derimod er et stift materiale med en hård overflade. Fluorocarbon egner sig derfor ikke til brug på fastspolehjul, men kan dog bruges på større multihjul.

Den stive PVDF-line med den hårde overflade har imidlertid rigtig mange fordele, hvis man i stedet bruger den i små mængder foran enten en tyk flueline eller en tynd superline.

Fantastisk forfangsmateriale

– Og hvad er det så helt præcis, vi lystfiskere kan bruge fluorocarbon til?

Fluorocarbon erstatter ikke nylon som spinneline, da materialet er for stift til at opføre sig godt nok på små spoler. Fluorocarbon erstatter heller ikke de tynde og uelastiske superliner, som er uden konkurrence til fiskeri på lang afstand og stor dybde.

Men fluorocarbon er det perfekte forfangsmateriale til medefiskeri såvel som spinnefiskeri og fluefiskeri. Her kommer dets specielle egenskaber til fuld udnyttelse.

Det er de yderste meter af linen, som udsættes for det største slid. Fisker man derfor på steder, hvor skarpe sten og klipper udgør et problem, bør man yderst forsyne sin bløde nylonline med nogle meter hård fluorocarbon.

Det er også den yderste meter af linen, som fiskene har mulighed for at se. Fisker man efter sky fisk i lavt og klart vand, kan fluorocarbon yderst mod krogen være det, der afgør sagen om man får fisk eller ej.

Bruger man superline på sit spinnehjul, er det på samme måde en god idé yderst at binde et par meter fluorocarbon, som dels er langt mindre synligt i vandet dels byder på mere elastik end superlinen selv. Ikke uvæsentligt på en kort line, når fisken skal landes.

Ideelt til fluefiskeri

Men det er givet fluefiskeren, der kan have mest glæde af fluorocarbon. Det er nemlig et ideelt materiale til det lange, tynde og tilspidsede forfang, der forbinder den tykke flueline med den ofte meget lille flue.

For fluefiskeren er det generelt et problem, at det lange nylonforfang ikke vil strække ordentligt ud for enden af kastet. Her hjælper fluorocarbons høje egenvægt og store stivhed til, og med i købet får man så den ringe synlighed i vandet.

For tørfluefiskeren er det en fordel, at den tunge forfangsspids hurtigt synker ned under overfladen, så skyggevirkningen minimeres. Den ringe synlighed kan ligeledes mærkes, hvis man fisker langsomt med små nymfer på lange forfang i klart vand. Fluorocarbon giver helt enkelt flere hug.

Endelig er der det med vindknuderne, som ingen kan undgå helt selv ikke den mest rutinerede kaster. Da fluorocarbon er stivere end nylon, får man for det første færre vindknuder med fluorocarbon. Og for det andet er de vindknuder, man aldrig helt undgår, langt lettere at løse op igen, da fluorocarbon er stivere end nylon.

Fluorocarbon er som nævnt langt dyrere end nylon, men da man som fluefisker ikke bruger ret mange meter, er prisen aldeles underordnet materialets mange fordele taget i betragtning.

Fra Island til Bahamas

Samtidig slipper man for pinlige situationer som den, jeg selv blev udsat for under nogle dages laksefiskeri på Island. Ugens største fisk tog fluen og blev uden større problemer fightet ind til bredden. Hvor forfangsspidsen af nylon aldeles uden varsel knækkede. Materialet var blevet skørt efter nogle års ophold i fiskevesten…

Det var aldrig sket med fluorocarbon. Til gengæld havde jeg en uheldig oplevelse med dette materiale, da vi skulle lave en TV-udsendelse om fiskeri efter bonefish på Bahamas. Dér mistede jeg nemlig de to første fisk, som af uforklarlige årsager knækkede forfanget og stak af med fluen med filmkameraet snurrende i nabobåden…

Det viste sig dog, at problemet havde en forklaring. Jeg havde nemlig af vanvare knyttet en forfangsspids af fluorocarbon til et forfang af nylon. Det kan man ikke, da de to materialer er totalt forskellige.

Da jeg efterfølgende fik skiftet forfanget ud til 100% fluorocarbon, var der ingen problemer. Da fik vi de bonefish i kassen, vi skulle bruge til programmet og flere til!

RAPALA

Der findes næppe den lystfisker i hele verden, som ikke har hørt om de finske Rapala woblere. Men der findes mange, som ikke kender den fascinerende historie bag disse fantastiske fiskefangere. For uden Marilyn Monroe var det aldrig gået…

Det var fattige forhold, der rådede i Finland for 100 år siden. Og det var en meget fattig dreng, der blev født i 1907 – uden for ægteskabet – og fik fornavnet “Lauri”. Først 5 år senere fik han et efternavn. Det skete, da en lokal præst døbte ham “Rapala” efter den by, hvor han blev født.

Lauri Rapala hutlede sig gennem nogle magre år, hvor han ernærede sig ved landbrug og tømmerflådning. En fysisk hård tilværelse, der knapt gav brød på bordet. Lauri slog sig derfor på fiskeriet, da han giftede sig og stiftede familie. Finland er som bekendt de tusind søers land, og vand at fiske i manglede der ikke. Fisk var der også nok af, men de var ikke altid så ligetil at fange.

Den første Rapala wobler

Lauri tilbragte dage, uger og måneder på og ved vandet. Han satte sine garn og ruser og brugte siden ventetiden til at fiske med krog og håndline. Ingen tid måtte gå til spilde, når hele familiens eksistens afhang af hans fangster.

Her i Karelien ved den finsk-russiske grænse testfiskes de nye Rapala-woblere.

Han studerede vandet og fiskene, mens han fiskede. Og han bemærkede, at især store fisk altid foretrak enkelte småfisk frem for andre i stimen. De udvalgte småfisk svømmede anderledes end deres artsfæller – de fejlede et eller andet, som fik dem til at svømme anderledes, og det registrerede rovfiskene straks.

Lauri’s observationer førte i 1936 til den første Rapala wobler. De første prototyper blev fremstillet af fyrretræsbark, som blev skåret til. De udskårne barkstykker blev siden beklædt med den sølv- og guldfolie, som fandtes på indersiden af forskellig fødevareemballage. Endelig prægede han skællene med en gammel blækpen.

De nye woblere viste sig at fange forrygende, og rygtet om dem spredtes hurtigt i egnen omkring Vaaksy, der ligger et par timers kørsel nord for Helsinki. Lauri Rapala gjorde ingen hemmelighed ud af opfindelsen, men delte gavmildt ud af nyskårne Rapala woblere til venner og bekendte i nabolaget.

Det hele gik stille og roligt for sig indtil 1939, hvor russerne invaderede Finland og Lauri gik ind i hæren. Først fem år senere kunne han vende tilbage til familiens lille hytte på 4 gange 4 meter, hvor han boede sammen med sin hustru og efterhånden syv børn i hele 21 år.

De første Rapala-woblere var rent håndarbejde i finsk træbark.

– Rent a Rapala!

Efter krigens afslutning kom der langsomt mere velstand til Finland, og i USA blev sportsfiskeriet samtidig en fritidsbeskæftigelse for millioner af mennesker. Heriblandt også de ganske mange finner, som tidligere var udvandret til USA.

Lauri havde sendt adskillige af sine hjemmelavede Rapala woblere til finske venner og bekendte, som boede i staterne Florida og Minnesota. Her blev woblerne hurtigt kendt for deres fangstevne, og alle ville have et eksemplar i æsken.

Rapala woblerne blev snart et begreb blandt de finske emigranter – et stolt tegn på deres gamle fædreland og dertil en fantastisk fiskefanger, der kunne bruges til næsten alt fiskeri efter næsten alle sportsfisk.

Der verserede historier om sportsfiskere, som stjal Rapala woblere fra hinanden, når de ikke kunne få dem på legal vis. Og entreprenante ejere af Rapala woblere på nordkysten af den kolossale Lake Superior lejede sågar deres woblere ud til nysgerrige kolleger for en weekend af gangen – med et stort depositum, hvis nu de skulle være så uheldige at miste vidunderet!

De første Rapala-woblere var beklædt med folie fra fødevareemballage.

Det amerikanske eventyr

En ung amerikaner, der var rejsende i fiskegrej, blev opmærksom på de finske woblere og deres stigende popularitet. I 1959 tog han kontakt til Lauri Rapala i Finland og forhørte sig, om han kunne købe nogle eksemplarer til videresalg. I 1962 skrev de to parter så kontrakt på forhandlingen i Nordamerika. Eneste problem var leverancerne, for Lauri’s Rapala woblere var stadig håndlavede.

Problemet blev ikke mindre, da “Life Magazine” spottede de finske woblere i et nummer. Under overskriften “The Lure Fish Can’t Resist” (“Agnet, ingen fisk kan modstå”) blev historien om Lauri Rapala serveret for en millionstor læserkreds.

Det skete i udgaven fra den 17. august 1962, hvor ingen ringere end Marilyn Monroe prydede forsiden – med det berømte billede af pigen på risten med de blæsende skørter. Det mest solgte nummer af “Life Magazine” nogensinde – takket være forsiden med Marilyn Monroe!

Det store amerikanske marked havde nu for alvor fået øjnene op for Rapala woblerne, og bestillingerne strømmede ind i et tempo, ingen havde troet muligt. Året inden lå årsproduktionen på 100.000 woblere, som nu blev fremstillet af balsatræ i stedet for bark. I 1964 nåede man 800.000 styk, og kort efter blev den første million rundet.

Ensio Rapala – en af de nulevende efterkommere af Lauri Rapala.

Tragedien

Lauri Rapala var efterhånden en velhavende mand – meget langt fra den lavstatus, han havde ved fødselen og mere end et halvt århundrede frem.

Han var nu også kendt verden over i fiskerkredse – noget, han aldrig fik det specielt godt med. Han var til det sidste en ydmyg mand, der slet ikke holdt af den opmærksomhed, som prominente besøg uvægerligt afstedkom. Til dem hørte fra folk som Finlands præsident Urho Kekkonen og Englands Prins Philip, der begge var meget fiskeinteresserede.

I 1965 indtraf så den tragedie, som skulle præge resten af Lauri Rapala’s liv. Kauko, en af hans yngste sønner, druknede i en af de søer, hvor de plejede at teste nye Rapala woblere. Hans båd stødte på grund i en sen nattetime, hvor Kauko faldt over bord og druknede. Hans lig blev fundet en uge senere – med en Rapala wobler siddende fast i buksebenet på den 26-årige søn.

Lauri kom sig aldrig over tabet af Kauko. For ham var det et klart tegn på, at de vande, som gennem årene havde været så gode ved ham, nu havde krævet deres tilbage.

Efter Kauko’s død begyndte Lauri at drikke voldsomt. Han blev ved i endnu ni år, mistede interessen for virksomheden og overlod endelig det hele til sine øvrige sønner. Han døde den 20. oktober 1974, 67 år gammel.

“Hand Tuned and Tank Tested”

I dag findes der et hav af forskellige Rapala woblere. De fremstilles nu i millioner, hvoraf nogle samles i Estland – andre i Irland. Hovedfabrikationen ligger dog stadig i Vaaksy nord for Helsinki.

Moderne Rapala-woblere designes på computer af moderne designere!

Rustfri støbeform til de nye X-Rap woblere i plast med raslekugler

Moderne Rapala-woblere i plast kommer til verden i avancerede maskiner som denne.

I gamle dage blev alle Rapala woblere fremstillet af ultralet balsatræ, som giver de færdige woblere en meget let og livlig gang i vandet – hemmeligheden bag deres fangstevner.

I dag fremstilles flere Rapala woblere dog også i plast, som giver helt nye muligheder for at tilføje raslende kugler, forskydelige kastevægte og transparente kroppe.

Fælles for alle Rapala woblere er dog stadig, at de alle håndtestes i Finland, før de forlader fabrikken. Kun i en rigtig vandtank kan man være helt sikker på, at hver eneste wobler har det helt rigtige bevægelsesmønster. Hvis ikke, justeres den manuelt.

Klassikerne

Der findes adskillige Rapala-modeller på verdensplan. Herhjemme hører nedenstående til de mest populære:

Rapala Original

Den første og måske stadig den bedste af alle Rapala woblerne. Fremstillet af balsatræ, hvilket gør den vanskelig at kaste, men uforlignelig i sit bevægelsesmønster. Foretrækker man lidt voldsommere bevægelser, så prøv den 2-delte udgave. Perfekt til trolling.

Count Down

“Count Down” (CD) er en kortere og mere kompakt udgave af Original. Stadig fremstillet af balsatræ, men nu med indbygget vægt, så CD kaster langt og synker dybt. Navnet hentyder til fiskemetoden, hvor man tæller ned, mens wobleren synker til ønsket dybde,

Sliver

En klassiker til hurtig trolling efter tropiske eksprestog såsom barracuda, småtun og andre hurtigsvømmere. Fremstillet af tropisk hardwood, da balsatræ ikke holder til de store rovfisks hårde bid og spidse tandsæt. Udmærket også til trolling efter hjemlige havørreder.

Shad Rap

Oprindelig en dybt dykkende kompakt sag med hidsige bevægelser og ditto farver, men fås nu også i en mere højtgående udgave med lille næseplade. Endnu ikke så udbredt på vore breddegrader, men meget populær på det amerikanske marked – sammen med den mindre “Fat Rap”.

Husky Jerk

Et af de nyeste skud på stammen – fremstillet af plast, med indstøbte raslekugler og en vægtfylde lig vandets. Det betyder, at Husky Jerks kan fiskes “suspended” – vægtløse i vandet – hvilket mange rovfisk ikke kan stå for. Ikke mindst de nye transparente “Glass” udgaver er perfekte til danske havørreder.

Tail Dancer

Lang og slank wobler med stor næseplade, som for alvor trækker denne træwobler med raslekugler ned i dybet. Seneste skud på stammen er “Deep Tail Dancer”, som er markedets eneste wobler, der ved egen kraft kan nå ned på dybder over 10 meter – vel at mærke uden at miste de lokkende bevægelser.

X-Rap

En brandvarm nyhed, som Rapala venter sig meget af. En rigtig hightech wobler i plast med indstøbte raslekugler og forskydelig kastevægt, der skifter placering mellem kast og indspinning. Ved kast ligger kuglerne længst tilbage i kroppen – under indspinning glider de frem for en perfekt balance og gang.

Rapala og rekorderne

Finske Rapala er verdens mest solgte woblere. Det er også de kunstagn, der kan prale af flest dokumenterede rekordfangster. Således er der sat ikke færre end 204 af International Game Fish Association (IGFA) registrerede verdensrekorder med diverse Rapala woblere.

Hertil skal så lægges 86 tidligere IGFA rekorder, og man forstår disse kunstagns verdensomspændende popularitet. Således er der gennem årene solgt langt over 200 millioner Rapala woblere verden over, og salgskurven stiger stadig.

Med til en woblers succes hører naturligvis gode kroge. Da Rapala for nogle år siden overtog franske VMC, som indtil da havde været hovedleverandør af kroge til Rapala, påbegyndte man en udvikling af specialiserede trekroge til woblere – brunerede til ferskvand og fortinnede til saltvand. Alle naturligvis kemisk skærpede – og sylespidse!

Fiskere på Farten

Nyt grej gør det lettere end nogensinde at være rejsende udi lystfiskeri – på cykel, i bil, båd eller fly.

Vore dages lystfisker er meget mere på farten end gamle tiders. Dels har han jo ofte adgang til bil i stedet for hestekærre, og dels flyver han regelmæssigt over de store have for at prøve lykken i nye vande med nye fiskearter.

Det er internettet og satellit-TV, der for alvor har sat gang i rejselysten. Her kan man nu se og læse om fiskeri, man aldrig før havde hørt om. Her kan man med få klik få opgivet adresser og telefonnumre, der – forhåbentlig – kan lede én frem til fiskeeventyret, hvor den ene store fisk efter den anden hugger hårdt og må bide i græsset efter en drabelig dyst.

Men også på hjemmefronten er der sket et skred – i form af unge mennesker, for hvem en mountain bike er blevet det ideelle transportmiddel. Som kan komme frem overalt – selv nede på stranden, hvor bilen hverken kan eller må komme. Og som altid giver langt mere motion end selv den sportsligste sportsvogn – om fiskene så er i hugget eller ej!

“Shimano Travel Concept”

Alle disse nye lystfiskere har brug for specialiseret grej, som kan transporteres i hånden eller på ryggen. Som kan indgå i håndbagagen på flyveturen eller i rygsækken, når man suser af sted på sin mountain bike.

Jeg har til lejligheden testet en række nye produkter fra japanske Shimano, som blandt cyklister er verdenskendt for sine gear og bremser – blandt lystfiskere for sine hjul og stænger. Shimano blev stiftet i 1921 – med fremstilling af frihjul til cykler som vigtigste produkt. Små 50 år senere – i 1970 – oprettede man en speciel division for fiskegrej, som i dag bliver produceret på egne fabrikker i Asien.

Shimano indså tidligt – sikkert med cyklerne i baghovedet – behovet for grej, der er let at transportere fra sted til sted. Og som den første producent af fiskegrej har Shimano lanceret en meget omfattende og nu helt komplet serie af grej til den rejsende lystfisker – om han så foretrækker fly eller cykel. Skulle der være adgang til bil eller båd i stedet, vil man også her kunne glæde sig over den bekvemme transport af grejet.

“Shimano Travel Concept” er navnet på de nye modeller, som alle hedder “STC” til mellemnavn.

Der er ikke mindst tale om en imponerende samling stænger, som dækker alt fra det letteste spinnegrej over fluegrej til det sværeste havgrej. Tæller man de mange modeller sammen, når man frem til ikke færre end 39 modeller!

Fælles for alle STC stænger er transportlængden. Uanset om den færdigriggede stang er 6 fod (180 cm) eller 12 fod (360 cm), er transportlængden på en STC stang altid beskedne 70 cm. Det er således antallet af stangdele, som varierer – ikke den bekvemme transportlængde.

I tilgift hertil leveres alle STC stænger i forede transportrør, som garanterer, at stængerne ikke lider overlast på vej til fiskevandet – det være sig herhjemme eller i udlandet.

Exage STC fluestænger

Det var fluestængerne, der først blev fremstillet i korte transportlængder helt enkelt fordi fluefiskerne traditionelt er dem, der rejser mest og længst for at dyrke deres elskede hobby. Således har man længe kunnet få flerdelte amerikanske fluestænger – men desværre til priser, man kan rejse langt for.

Som en naturlig følge heraf tilbyder Shimano nu syv forskellige “Exage” fluestænger – fire 5-delte og tre teleskopiske – der tilsammen dækker området fra lette klasse 4 til middelsvære klasse 8 liner. Alle er de fremstillet af Shimano’s egne XT30 og XT60 kulfibre og monteret med lette étbenede slangeringe. Og så er priserne såre rimelige sammenlignet med tilsvarende amerikanere.

Sidste år lancerede Shimano to nye modeller på henholdsvis 9’6″ og 10 fod – begge beregnet til klasse 6-8 liner. Jeg har prøvekastet den korte model og har kun godt at sige om den. Den har rygrad til lange kast på kysten uden derfor at være stiv som et bræt. Kast samt fight af fisk er således en ren fornøjelse.

Der er stadig meget langt mellem fluestænger, som er bygget efter teleskopprincippet. Så meget mere interessante er derfor de tre STC Telefly stænger i Exage-serien.

En medfødt ulempe ved teleskopprincippet er bundstykket, som uundgåeligt bliver meget tykt sammenlignet med almindelige flerdelte stænger. Og jo tykkere klinge desto større luftmodstand under kastet.

Det er nok den virkelige baggrund for, at teleskopprincippet aldrig rigtig er slået an blandt de lange fluestænger – luftmodstanden og så det rent æstetiske indtryk. For kasteevnen fejler bestemt ikke noget.

Priser fra kr. 699,- til kr. 899,-.

Exage STC spinnestænger

Blandt spinnefiskere er der ikke nær samme modstand mod teleskopstænger, om end danske fiskere er langt mere konservative end deres udenlandske kolleger. I det store udland er mange af de dyreste og bedste fiskestænger nemlig teleskopiske.

Det har Shimano taget konsekvensen af ved at tilbyde hele fem teleskopiske STC Telespin-modeller i Exage-serien – mod fire almindelige flerdelte. Her kan man finde alt fra en 6 fod lang stang, der kaster fra 3-15 gram og så op til en 11 fod lang sværvægter, som håndterer kastevægte på 20-50 gram.

Priserne varierer fra kr. 499,- for den mindste til kr. 899,- for den længste Exage STC spinnestang.

Exage STC havstænger

Shimano gør meget ud af havfiskeri og tilbyder derfor ekstra mange kraftige modeller i Exage STC-serien. Således er der hele ni forskellige havstænger at vælge imellem – til kastefiskeri, pirkefiskeri og trolling.

Stængerne er delbare i håndtaget – en konstruktion, der sikrer den størst mulige styrke under belastning, det være sig fiskeri eller fight.

Jeg havde sidste sommer en 7 fods 30 lbs. model med til Grønland, hvor den med sine 70 cm var nem at have med i fly, helikopter og båd på vej ud til fiskepladserne. Her blev udsat for rødfisk, havkat og helleflynder og bestod til UG. Ikke mindst det ekstra lange ergonomisk udformede forgreb var en fornøjelse at håndtere.

Exage STC havstænger fås til priser fra kr. 899,- til kr. 999,-.

Beastmaster STC

Blandt Shimano’s allermest populære stænger er den råstærke “Beastmaster” serie, som siden lanceringen i 2002 har taget lystfiskere over hele verden med storm. Årsag: En utrolig råstyrke, som man ikke er vant til hos kulfiberstænger.

Til i år har Shimano fulgt op på succesen med en serie Beastmaster-stænger efter STC-konceptet. Stænger, der alle måler eksakt 70 cm i transportabel tilstand. Der er seks havstænger, tre trolling-modeller og tre spinnestænger at vælge imellem, hvis man holder af Beastmaster-stængernes karakteristiske seje aktion.

Spinnestængerne har den ekstra finesse, at de kan varieres med +/- en fod ved at indsætte eller fjerne et lille forlængerstykke. Det er praktisk nytænkning, hvis man den ene dag fisker fra båd, hvor en kort stang er at foretrække. Og den næste dag fisker fra land, hvor der er brug for ekstra længde.

Priser fra kr. 899,- til kr. 1.599,-.

Exage STC rygsæk

Den moderne lystfisker er ikke bange for at cykle eller gå langt, når han er ude med snøren. Ja, faktisk er det ligefrem en del af formålet at få motioneret sammen med fiskeriet. I løbet af en lang fiskedag kan man let komme til at gå adskillige kilometer – i fuldt ornat med hellange waders, der i sagens natur altid bør være åndbare!

Til formålet har Shimano lanceret en rygsæk i STC-sortimentet. En rygsæk specielt tilpasset de korte Exage STC-stænger i deres beskyttelsesrør, som kan kobles direkte til rygsækken for let transport. På modsatte side er der i bedste cykelstil en netholder med drikkeflaske. Man kan jo godt blive tørstig på en lang cykeltur og/eller strandvandring!

Den blå rygsæk har to rum, hvoraf det ene er vandtæt – perfekt til våde vadesko efter fisketuren – samt en lille udvendig lomme.

Pris kr. 599,-.

Orvis “Safe Passage” rygsæk

Orvis, den største amerikanske producent af fluegrej i høj kvalitet, har længe haft en rygsæk i sortimentet – specielt udviklet til rejsende fluefiskere. Den indgår i serien af “Safe Passage” rejseudstyr, som omfatter alt i tasker, duffelbags og stangetuier med mere.

Jeg har haft lejlighed til at langtidsteste modellen, der rummer flere fikse detaljer specielt for fluefiskeren. Således er der to forlommer, hvoraf den ene er en netlomme med lynlåslukke – perfekt til at holde styr på ekstra liner og forfang – samt to sidelommer med plads til drikkeflaske.

På begge sider er der holdere til stangrør, så man kan have to stænger med sig hele tiden. På skulderremmene er der yderligere to aftagelige lommer til småtingene. Og så er der naturligvis et vandtæt rum til våde waders.

En meget gennemtænkt sag, der kan fås i tre farver – sort, oliven og mørk orange. Til gengæld er den ikke billig. Prisen i USA er således $150,-