Dødens Gab – eller Gabets Død?

Vi mennesker har altid haft et lidt anstrengt forhold til hajer – specielt naturligvis de menneskeædende, hvortil den store hvide haj jo hører.

Men i dag er det nærmere hajerne, der bør have et anstrengt forhold til os mennesker. Vi er nemlig i fuld gang med at trække tæppet væk under bestanden af mange arter verden over.

Hajer og rokker er bruskfisk, hvilket betyder, at de – modsat de dominerende benfisk – har et let og smidigt skelet af brusk. Bruskfiskene er udviklingsmæssigt de mest primitive – dem, der længst har set ud, som de gør i dag. Det viser fund af forsteninger verden over.

haj

Forhadt menneskeæder

Mennesket har det med at udrydde ting, det frygter eller ikke kan lide. Og ting, det kan lide. Hertil hører desværre de forkætrede hajer, som dels ser utiltalende ud, når de smiler grumt – dels har en lang række veldokumenterede angreb på mennesker bag sig. Vi holder os derfor kun sjældent tilbage, når vi konfronteres med hajer og – i mindre omfang – rokker.

Verden over findes der mere end 1.000 forskellige arter af hajer og rokker. Nogle er ganske små og bliver aldrig over en halv meter. Andre er kæmpestore. Den suverænt største er hvalhajen, som kan blive op til 18 meter lang. Den mest frygtede er den store hvide haj, som kan blive op til 7 meter lang og veje op til 3 kompakte tons. Hvor den store hvalhaj lever fredeligt af at filtrere dyreplankton fra vandet, skal der kød og blod på bordet, når den hvide haj er sulten.

Fælles for alle hajer og rokker er, at de enten føder levende unger eller lægger ganske få æg, som til gengæld er store og godt beskyttet mod fjender i en hornkapsel. Hajer vokser langsomt, og det vides, at de kan blilve op mod 100 år gamle – hvis vi altså giver dem lov. Og det kniber det ganske meget med i vore dage.

Udryddelsestruede arter

Flere hajarter er truet af udryddelse – heriblandt den eksotiske og eftertragtede savfisk. Den er så uheldig, at den dels har meget velsmagende kød – dels et imponerende savtakket sværd, som er meget værd på turistmarkedet. Savfiskene lever i troperne, og fælles for alle syv arter er, at de i dag er kritisk truede.

En vigtig årsag til den generelle trussel mod hajerne skal findes i de store brystfinner, der specielt i Fjernøsten betragtes som en stor delikatesse. Således er hajfinnesuppe en meget populær ret, som har ført til et grusomt fiskeri, hvor finnerne blot skæres af de stadig levende hajer, som smides ud igen – stærkt blødende og ude af stand til at svømme. Mennesket, når det er værst og mest perverst.

“Finning” kaldes denne praksis. Det anslås, at der hvert år dræbes omkring 100 millioner hajer alene for finnernes skyld. Thai Air bandlyste allerede for flere år siden den populære hajfinnesuppe på sine flyvninger, da den megen medieomtale af det grusomme hajfiskeri toldede hårdt på flyselskabets omdømme.

Men slagteriet på de store verdenshave fortsætter ufortrødent, da markedet stadig kan aftage alle de hajfinner, som fiskerne kan levere. Økonomien blomstrer i Fjernøsten, og med den store købekraft er interessen for hajfinnesuppe steget dramatisk.

Kolde og varme Nordsøhajer

Vi har det med at forbinde hajerne med tropiske og subtropiske have, og det er da også her, de fleste hajangreb finder sted – med Stillehavets koldtvandselskende hvide hajer som en klar undtagelse.

Men vi har adskillige bruskfisk på vore egne nordlige breddegrader. De spænder fra den lille sømrokke – en rokkeart, der sjældent bliver større end 5 kg – til den store skade, der kan veje mere end 200 kg.

På hajsiden har vi pighajen, som er den mest almindelige. Det er en op til 10 kg tung og 1 meter lang haj, som færdes i store stimer på dybt vand. Den har fået navn efter en giftig pig, som sidder foran rygfinnen. Det er imidlertid en fisk, som langt de fleste kender under et helt andet navn, nemlig “kongeål”. Det er fiskeindustrien, som har omdøbt den lille undselige pighaj til den langt mere imposante og velsmagende kongeål, vi kan købe hos fiskehandleren.

Gråhajen er en langt større hajart, som vi primært finder i Vadehavet sommer og efterår, hvor den søger ind i dybene for at jage sit yndlingsbytte – makrellen. Gråhajen kan veje op mod 50 kg og er da en eftertragtet sportsfisk. Fiskerne hader gråhajen, da den dels ødelægger deres garn, når den går i dem – dels ikke er noget værd på markedet. I modsætning til pighajen er det nemlig en elendig spisefisk med ammoniaksmagende kød.

Sildehajen er en ganske anden historie. Der er tale om en avanceret hurtigsvømmer med velsmagende kød, som indbringer gode priser på fiskeriauktionen. I lighed med tun og marlin har også sildehajen et avanceret “varmeveksler-system”, der sætter den i stand til at opretholde en kropstemperatur, som er adskillige grader højere end vandets. Det sætter sildehajen i stand til at svømme hurtigt og tilbagelægge store afstande på åbent hav. Hvilket igen lægger prse på fiskerne, som må følge dem, hvor de færdes.

Sildehajen bliver kønsmoden ved en længde på 1,5 meter og kan da føde op til 5 fuldt udviklede unger, der – hvis de får lov – kan blive op til 3,5 meter lange og 200 kg tunge.

Dårligt reproduktionspotentiale

Vi mennesker har gennem årene ikke interesseret os ret meget for hajers og rokkers ve og vel, da de med få undtagelser ikke har nær samme kommercielle interesse som benfiskene. Men havbiologer har nu gennemgået det tilgængelige talmateriale for verdens 1.168 forskellige arter af hajer og rokker.

Resultatet var beskæmmende. Omkring en femtedel af disse arter – altså over 200 arter – er i dag udryddelsestruede og kræver, at der gøres noget specielt for deres fortsatte bevarelse.Og det er der brug for, da hajer og rokker spiller en vigtig rolle i havenes store og komplicerede økosystem. Her spiller bruskfiskene en vigtig rolle mange steder i de vidt forgrenede fødekæder – ofte som toprovdyret. Og det uanset om det gælder bundlevende arter eller pelagiske fisk i de frie vandmasser.

Hajernes problem er dels, at de vokser langsomt – dels at de lægger så få æg eller føder endnu færre unger. Samtidig vandrer de vidt omkring, hvilket gør det svært at beskytte dem mod fiskerierhvervet. Der skal international lovgivning til – samt en markant holdningsændring. Ellers er Dødens Gab på vej mod Gabets Død…

© 2007 Steen Ulnits