Uforgængelig Fluorocarbon

Uforgængelig og med et brydningsindeks som vandet selv byder fluorocarbonliner på helt nye muligheder. Der er både kæmpestore fordele og klippeklare begrænsninger.

Linen er en meget overset del af lystfiskerens udrustning. Vi lystfiskere kan snakke stænger i det uendelige og hjul, til det bliver mørkt. Men når det gælder liner, forstummer snakken i regelen. Faktisk ved vi meget lidt om de liner, vi bruger, og holder os derfor ofte til de fabrikater, vi nu engang er flasket op med.

tippet

Da amerikanske DuPont i 1939 lancerede verdens første nylon, kostede det omkring 55 millioner US dollars kiloet! Umiddelbart efter krigen var prisen dog faldet til noget, alle havde råd til. De gamle silkestrømper og krigens silkefaldskærme var med ét en saga blot ­ erstattet af nylonvæv i lange baner.

Næste skridt var fremstillingen af monofile ­ enkelttrukkede ­ nylonliner, som straks revolutionerede lystfiskeriet. Nylon var og er billigt, stærkt og nemt at have med at gøre.

Nu ­ mere end et halvt århundrede senere ­ sidder der stadig nylonliner på de fleste fiskehjul. På det seneste har nylon dog fået konkurrence fra de nye superliner af uelastisk polyethylen ­ PE-liner også kaldet.

Ikke mindst Berkley’s FireLine har taget kegler og bruges nu i stedet for nylon, hvor der fiskes på lange afstande eller store dybder. Her egner de meget elastiske nylonliner sig ikke, da de giver sig alt for meget og derfor gør det svært at holde kontakt til agn og fisk.

Fordele og ulemper

Men superliner erstatter ikke nylon, og nylon er ikke uden ulemper.

Superliner kræver meget af den øvrige udrustning ­ mere end nylonliner. Skal der totalt uelastiske superliner på hjulet, skal stangringene være meget slidstærke. Ellers bliver der hurtigt slidt riller i foringen, og så flosser superlinerne straks.

Samtidig stiller PE-liner store krav til hjulets bremse, der skal være meget jævn og følsom. Ellers kan den ikke afbøde pludselige udløb på kort line. Den uelastiske line knækker ikke, men krogholdet ryger ofte. Af samme årsag anbefaler man ofte ekstra bløde stænger, når der skal fiskes med superliner.

Nylon revolutionerede lystfiskeriet og er nemt at have med at gøre. Det er derfor begynderens oplagte valg. Men nylon har flere medfødte ulemper ­ specielt når det udsættes for vand. Nylon suger nemlig vand ­ helt op til 10% – hvilket svækker linen markant. I takt med at vandindholdet stiger, falder både brudstyrke og knudestyrke med op til 30%!

Endelig er de fleste nylonliner meget elastiske, hvilket gør det vanskeligt at kroge fisk på en lang line. Det er baggrunden for, at nylon på det seneste har fået konkurrence fra de uelastiske superliner.

Enter liner af fluorocarbon eller kemisk helt korrekt: polyvinylidenflourid (PVFD).

Langliner

Erhvervsfiskerne, som lægger kilometerlange langliner med tusindvis af kroge langt til havs, har i mange år brugt nylon til krogtavserne. Men nylon suger som nævnt vand og bliver svagere af det. Dertil kommer, at nylon stille og roligt nedbrydes, når det udsættes for vand og UV-lys fra solen. Alt i alt har sådanne langliner derfor en begrænset levetid.

Offshore-industrien kender også til problemet og har længe været på jagt efter et materiale, der kunne ligge på havbunden i årevis uden at nedbrydes.

Løsningen kom i form af stoffetpolyvinylidenflourid ­ normalt kaldet fluorocarbon – der er totalt upåvirkeligt af UV-stråler, og som ikke suger vand. Efter rørledningerne kom turen så til langlinerne, som i dag også er af fluorocarbon.

I dag er der megen fokus på fluorocarbon som materiale til almindelige fiskeliner. Ud over at være noget nær uforgængeligt har fluocarbon yderligere et par fordele, som har vist sig meget fordelagtige til netop fiskeliner.

Brydningsindeks og vægt

Allerførst er der materialets brydningsindeks. Almindelig nylon har typisk et brydningsindeks på 1,5-1,6 ­ mod vandets på 1,0. Det betyder med jævne ord, at almindelige nylonliner er ganske synlige under vand ­ at fiskene let kan se dem, når de er bundet til en krog.

Her brillierer fluorocarbon med et brydningsindeks på knap 1,1, hvilket gør dette materiale langt mindre synligt under vandet. Jo tættere på vandets brydningsindeks på 1,0, desto mindre synligt bliver materialer under vandet.

Nogle fisk er mere sky end andre ­ typisk fordi de har et meget skarpt syn og lever i klart vand nær overfladen, hvor der er meget lys.

Tunfisken er et godt eksempel på en sådan linesky fisk. Og da tun samtidig er den fisk, de fleste langliner sættes efter, ser man fluorocarbon-materialets store fordele. Det giver helt enkelt flere tun, når man bruger fluorocarbon i stedet for nylon ­ materialets andre fordele ufortalt.

Materialet nylon har en specifik vægt på 1,1-1,2 ­ mod vandets på 1,0. Nylon er altså kun en smule tungere end vand og synker derfor ikke ret hurtigt ­ hvis overhovedet ­ før det har suget vand. I tør tilstand vil nylonliner derfor lægge sig på vandet ­ meget synlige for fiskene på grund af den skygge, de kaster.

Fluorocarbon er med en specifik vægt på hele 1,7-1,8 langt tungere end vand og synker derfor meget hurtigere end nylon. Det kan være en stor fordel ikke mindst for fluefiskeren, der gerne vil have sine tørfluer til at flyde ­ og forfangsspidsen til at synke, så den ikke kaster skræmmende skygger.

Stiv, men stærk line

Nu kunne dette lyde så rosenrødt, at nylon burde være “a thing of the past”. Men ingen roser uden torne, og fluorocarbon kommer aldrig til at erstatte nylon. Af to årsager. Dels er det et langt dyrere materiale at fremstille, og dels er fluorocarbon markant stivere end almindelig nylon.

De to materialer ligner hinanden på overfladen, og man kan ikke med det blotte øje umiddelbart skelne nylon fra fluorocarbon. Men tager man to lige tykke linestykker og stikker dem ned i en hvid plastbalje, er der ingen tvivl: Nylon ses langt tydeligere end end fluorocarbon. Og spoler man to lige tykke liner på et fiskehjul, opfører de sig meget forskelligt.

Nylon er et blødt materiale, der smyger sig om spolen, og som uden problemer glider over spolekanten under kast. Fluorocarbon derimod er et stift materiale med en hård overflade. Fluorocarbon egner sig derfor ikke til brug på fastspolehjul, men kan dog bruges på større multihjul.

Den stive PVDF-line med den hårde overflade har imidlertid rigtig mange fordele, hvis man i stedet bruger den i små mængder ­ foran enten en tyk flueline eller en tynd superline.

Fantastisk forfangsmateriale

– Og hvad er det så helt præcis, vi lystfiskere kan bruge fluorocarbon til?

Fluorocarbon erstatter ikke nylon som spinneline, da materialet er for stift til at opføre sig godt nok på små spoler. Fluorocarbon erstatter heller ikke de tynde og uelastiske superliner, som er uden konkurrence til fiskeri på lang afstand og stor dybde.

Men fluorocarbon er det perfekte forfangsmateriale ­ til medefiskeri såvel som spinnefiskeri og fluefiskeri. Her kommer dets specielle egenskaber til fuld udnyttelse.

Det er de yderste meter af linen, som udsættes for det største slid. Fisker man derfor på steder, hvor skarpe sten og klipper udgør et problem, bør man yderst forsyne sin bløde nylonline med nogle meter hård fluorocarbon.

Det er også den yderste meter af linen, som fiskene har mulighed for at se. Fisker man efter sky fisk i lavt og klart vand, kan fluorocarbon yderst mod krogen være det, der afgør sagen ­ om man får fisk eller ej.

Bruger man superline på sit spinnehjul, er det på samme måde en god idé yderst at binde et par meter fluorocarbon, som dels er langt mindre synligt i vandet ­ dels byder på mere elastik end superlinen selv. Ikke uvæsentligt på en kort line, når fisken skal landes.

Ideelt til fluefiskeri

Men det er givet fluefiskeren, der kan have mest glæde af fluorocarbon. Det er nemlig et ideelt materiale til det lange, tynde og tilspidsede forfang, der forbinder den tykke flueline med den ofte meget lille flue.

For fluefiskeren er det generelt et problem, at det lange nylonforfang ikke vil strække ordentligt ud for enden af kastet. Her hjælper fluorocarbons høje egenvægt og store stivhed til, og med i købet får man så den ringe synlighed i vandet.

For tørfluefiskeren er det en fordel, at den tunge forfangsspids hurtigt synker ned under overfladen, så skyggevirkningen minimeres. Den ringe synlighed kan ligeledes mærkes, hvis man fisker langsomt med små nymfer på lange forfang i klart vand. Fluorocarbon giver helt enkelt flere hug.

Endelig er der det med vindknuderne, som ingen kan undgå helt ­ selv ikke den mest rutinerede kaster. Da fluorocarbon er stivere end nylon, får man for det første færre vindknuder med fluorocarbon. Og for det andet er de vindknuder, man aldrig helt undgår, langt lettere at løse op igen, da fluorocarbon er stivere end nylon.

Fluorocarbon er som nævnt langt dyrere end nylon, men da man som fluefisker ikke bruger ret mange meter, er prisen aldeles underordnet ­ materialets mange fordele taget i betragtning.

Fra Island til Bahamas

Samtidig slipper man for pinlige situationer som den, jeg selv blev udsat for under nogle dages laksefiskeri på Island. Ugens største fisk tog fluen og blev uden større problemer fightet ind til bredden. Hvor forfangsspidsen af nylon aldeles uden varsel knækkede. Materialet var blevet skørt efter nogle års ophold i fiskevesten…

Det var aldrig sket med fluorocarbon. Til gengæld havde jeg en uheldig oplevelse med dette materiale, da vi skulle lave en TV-udsendelse om fiskeri efter bonefish på Bahamas. Dér mistede jeg nemlig de to første fisk, som af uforklarlige årsager knækkede forfanget og stak af med fluen ­ med filmkameraet snurrende i nabobåden…

Det viste sig dog, at problemet havde en forklaring. Jeg havde nemlig af vanvare knyttet en forfangsspids af fluorocarbon til et forfang af nylon. Det kan man ikke, da de to materialer er totalt forskellige.

Da jeg efterfølgende fik skiftet forfanget ud til 100% fluorocarbon, var der ingen problemer. Da fik vi de bonefish i kassen, vi skulle bruge til programmet ­ og flere til!

© 2005 Steen Ulnits