Forfatterarkiv: Steen

Line Akademiet III

Styrken

Linen er det tynde bindeled mellem fisk og fisker. Vi kan derfor ikke få vore liner stærke nok, så vi ikke mister drømmefisken på grund af en sprængt line. Men der er meget andet at tage i betragtning…

Brudstyrke

Linens brudstyrke er direkte relateret til dens tykkelse, men med en lille twist: En dobbelt så tyk line er ikke dobbelt så stærk. Hvilket man måske umiddelbart kunne tro. Nej, den er fire gange så stærk!

Det skyldes helt enkelt den gamle skolelærdom, at arealet af en cirkel stiger med kvadratet på radius – “Phi gange radius i anden”, som det dengang blev banket ind i vore små hoveder. En 0.40 mm line er altså ikke dobbelt så stærk som en 0.20 mm line, men fire gange så stærk!

Linens brudstyrke måles altid i tør tilstand, hvilket i sig selv er aldeles forkert og misvisende. I sagens natur befinder fiskeliner sig jo i vand det meste af tiden – i hvert fald når det virkelig gælder! Det er jo meningen med dem. Og er de fremstillet af nylon, vil de opsuge en hel del vand, som mindsker brudstyrken. Jo mere vand, der diffunderer ind til nylonmolekylerne udefra, desto større bliver svækkelsen af linens brudstyrke.

Også her spiller linens tykkelse ind, idet den relative overflade mindskes i takt med, at tykkelsen stiger. Kort sagt: En tynd line vil relativt suge mere vand end en tyk, hvorfor problemet med vandindtrængen er størst med de tyndeste liner. Når de altså er af nylon.

Fluorocarbon suger til sammenligning stort set ikke vand og påvirkes derfor heller ikke heraf. Det samme gælder superliner, som dog kan opfange noget vand mellem fibrene – mest naturligvis for fletlinernes vedkommende. Men det påvirker ikke brudstyrken.

Knudestyrke

Alle liner er stærkest uden knude. Enhver knude vil svække linens brudstyrke, hvorfor man ofte taler om linens knudestyrke i relation til dens brudstyrke.

Der er meget stor forskel på forskellige knuder og deres holdbarhed. Knudestyrken angives i regelen som procent af linens brudstyrke – med de bedste knuder havende en knudestyrke meget tæt på 100%.

Ingen rigtig knude når dog de magiske 100%, som den blandt Big Game fiskere velkendte Bimini Twist gør. Den er da heller ikke nogen knude, men i stedet er takling, som vi kender det fra søfarten. Kun derfor kan den nå op på 100%. Desværre er den ganske kompliceret at lave og bruges derfor aldrig til almindeligt spinnefiskeri.

Tilsvarende ved fluefiskere af bitter erfaring, at en simpel overhåndsknude – en såkaldt “vindknude” – kan reducere nylonlinens brudstyrke med hele 50%…

Et helt andet spørgsmål er så, om knuden overhovedet kan holde – om den kan strammes helt op uden at glide. Det er et problem, som for alvor er blevet aktuelt med de moderne superliner, som dels er uelastiske – dels uhyre glatte.

Almindelige knuder, som vi kender dem fra monofillinerne, dur overhovedet ikke på superliner, der kræver helt nye knuder. Et forhold, der har fået mange fiskere til at opgive superlinerne og gå tilbage til nylonlinerne igen. Synd, for begge materialer byder på konkrete fordele i konkrete situationer.

Når man knytter knuder på nylonliner, er det af største vigtighed, at man fugter knuderrne, inden man strammer dem op. Herved undgår man, at knuden “brænder sammen” – at materialet ødelægges på grund af friktionsvarmen. Dette er af endnu større vigtighed med fluorocarbon, som har en hårdere overflade end nylon.

Slidstyrke

Brudstyrke er én ting, knudestyrke en anden og slidstyrken en helt tredje. Vi ved, at brudstyrken forringes i vand. Vi ved også, at enhver knude forringer linens brudstyrke, hvorfor der er fornuft i også at tale om knudestyrke – emnet for en senere artikel her i LineAkademiet. Endelig er der også stor forskel på forskellige liners slidstyrke – evnen til at modstå slibende, raspende eller skærende påvirkninger under fiskeriet.

Lige akkurat på dette område er linens tykkelse en meget vigtig faktor. Tykke liner holder helt enkelt til flere påkendinger end tynde – alt andet lige – og derfor kan man i mange situationer være tvunget til at bruge langt tykkere liner, end man umiddelbart ville gøre. Liner, som er meget tykke i forhold til fiskenes størrelse og styrke. Er de ikke tykke nok, vil de hurtigt blive slidt eller raspet over. Med mistede fisk og tabte agn til følge.

Et godt eksempel på sådanne forhold er vande, hvor sunkne træstammer giver fiskene alle muligheder for at dykke ned og sætte sig fast. Eller vande, hvor undersøiske klippeskær stikker op og risikerer at fange linen under fight. Eller småsøer, hvor tykke åkandestængler truer med at sprænge inen, når en kroget storgedde søger ind i dem.

Endelig er det vigtigt at forstå, at selv stærke superliner har medfødte svagheder – hvis de er tynde nok. Da kan alene kontakten med et topøje under kast være nok til at knække eller i hvert fald svække en superline, hvis brudstyrke ellers burde være nok.

Det skal man altid tænke på, hvis man eksempelvis vil kaste rekordlangt med tunge kystwoblere. Her er der klare grænser for, hvor tynd en superline man kan vælge. Det er ikke nok, at brudstyrken målt i kilo burde række. Der skal være et minimum af gods i den, førend den klarer mosten.

Der er således masser af situationer, hvor man er tvunget af omstændighederne til at bruge langt tykkere liner, end man ellers ville gøre. Alene af hensyn til slidstyrken.

Line Akademiet II

Tykkelsen

Det er linens tykkelse, som afgør, hvor langt du kaster, hvor livligt agnet opfører sig i vandet, og hvor meget linen fylder på spolen. Det er også linens tykkelse, der langt hen ad vejen afgør dens slidstyrke. Valg af linetykkelse er derfor ofte lige så vigtigt som valg af brudstyrke.

Kastelængde

Det er indlysende, at kastelængden er omvendt proportional med linetykkelsen. Jo tyndere line desto længere kast. Mest markant er dette med fastspolehjul, hvor linen under kast kravler op over spolekanten – vinkelret på kasteretningen. Fastspolehjul egner sig derfor bedst til de tyndeste liner. Multihjul er omvendt mindre følsomme overfor linetykkelsen og egner sig derfor bedre til fiskeri med tykkere liner.

Det er friktionen mellem line og stangringe, som bremser agnet og mindsker kastelængden. Det vil enhver vide, som har oplevet at se sit agn forsvinde mod fjerne horisonter – fordi linen af en eller anden grund er knækket i kastet. Og da er der jo pludselig nul friktion mellem line og stangringe. Det er forrygende kastelængder, man kan opnå på denne desværre kostbare og meget upraktiske måde…

Jo tykkere linen er, desto større bliver friktionen under kast. Dels friktionen mellem line og spole, hvilket er af størst betydning på fastspolehjul, hvor linen jo skal kravle op over spolekanten under kastet. Og dels friktionen mellem line og stangringe. Jo tyndere line desto mindre fysisk kontakt og tilsvarende mindre friktion – med længere kast til følge.

Våde liner klæber til stangen, øger friktionen og mindsker kastelængden. Det går også ud over kontrollen ud til agn og krog. Derfor er medestænger typisk monteret med såkaldte “stand off” ringe, som er højbenede for at holde den tynde line væk fra stangen. Et vigtigt forhold, når man bruger lette agn og tynde liner på samme tid.

Linekapacitet

Vi har gennem årtier vænnet os til, at et hjuls linekapacitet angives i antal meter line af en given diameter – eksempelvis 200 meter 0.20 mm. En praksis, vi derfor er helt trygge ved her i Europa.

Amerikanerne har det derimod ikke helt så let. De besluttede ganske vist for længe siden, at de ville overgå til det suveræne metriske system – som erstatning for deres antikverede pund, ounces, gallons, pints, fod, tommer og mystiske brøkdele heraf.

Allerede i 1916 nedsatte man en hel kommission – The U.S. Metric Association – der skulle implementere det metriske system. Men det var som med momsen i Vestjylland: Det ville ligesom ikke rigtig slå an…

Man har endda et tidsskrift, der hedder “Metric Today”, som søger at fremme processen. Og så sent som i år 2010 gjorde det amerikanske skolesystem et nyt forsøg på at komme på omgangshøjde med Europa, men det er op ad bakke.

Man kan undre sig over, at de gæve amerikanere overhovedet har kunnet klare sig uden det metriske system, men det har de. Endda glimrende. Undervejs har de jo sat mennesker på Månen, sendt rumfærger i kredsløb og hængt geostationære GPS satellitter op over kloden. Altsammen med tommer og pund…

Men tilbage til sagen – linerne. Her opererer amerikanerne nemlig ikke med diameter, men med brudstyrke i pund – lbs. – hvilket er aldeles forvirrende og ganske misvisende. For linens brudstyrke siger jo intet om, hvor tyk den er og hvor meget den fylder.

Samtidig kan to liner af samme diameter sagtens have meget divergerende brudstyrker – selv hvis de er fremstilet af samme materiale. For slet ikke at tale om tynde superliner versus tykke af nylon. Det er som at sammenligne æbler og pærer.

Bevægelighed

Under stort set alle former for fiskeri gælder det, at agnet skal kunne bevæge sig så frit i vandet som vel muligt. Og her er det en grundregel, at den tyndest mulige line giver agnet den største bevægelsesfrihed.

Det er derfor vigtigt, at der er et passende forhold mellem linens tykkelse og agnets vægt. Kun da vil agnet kunne bevæge sig frit og uhæmmet af linen. Det hjælper således ikke noget at knytte et 7 grams blink for enden af en 0.40 mm line, der vil virke mere som et stykke tovværk end en fiskeline. 0.20 mm er langt mere passende, hvis vi taler om nylonliner.

Sidder der superline på hjulet, vil man ofte være bedst tjent med den halve diameter – eksempelvis 0.10 mm, hvis man foretrækker FireLine eller Whiplash.

Vi monterer i regelen vore kunstagn med en svirvel foran – eventuelt en svirvel med hægte, så vi hurtigt og uden at binde knuder kan skifte agn. Svirvelen skal dels sikre agnet en større bevægelsesfrihed under indspinning, hvilket giver en mere levende gang i vandet. Dels sikre, at roterende agn som bladspinnere ikke snor eller kinker linen mere end højst nødvendigt.

Men når det gælder helt små spinnere og woblere – agn, som ofte bruges til ørredfiskeri i små strømvande – er selv den mindste svirvel for stor. Her er der kun den ene løsning tilbage: At fiske med den tyndest mulige line!

Usynlighed

Vi ved, at fisk kan se farver. Men vi tror ofte eller tilstræber i hvert fald, at de ikke kan se linen. Det kan de naturligvis godt – i langt de fleste tilfælde. Endda i en sådan grad, at de må være dumme for overhovedet at bide på…

Nu er fisk imidlertid ikke dumme, for man skal jo kunne tænke for at være dum, og det kan fisk altså ikke. Heldigvis forbinder de kun sjældent linen med noget farligt, men der er dog markante undtagelser. Typisk er der tale om sky fisk i klare vande – fisk, som ofte er udsat for et hårdt fiskepres. Fisk, som måske endda flere gange i deres korte liv har været kroget, landet og er blevet genudsat.

Her taler vi naturligvis om karper, der kan blive ganske krog- og linesky. Fisk, som derfor kræver brug af de tyndeste og mest usynlige liner, hvis man overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at lokke dem til hug.

Fluorocarbon er derfor det naturlige valg i sådanne situationer. Ikke nødvendigvis til hele linen, for fisken ser jo kun det yderste korte stykke. Men i hvert fald til de yderste meter, hvortil krogen jo knyttes. Fluorocarbon bruges derfor meget ofte som forfangsmateriale, der knyttes til hovedlinen med specielle knuder. Mere herom i en senere artikel.

Vandmodstand

En sidste og i mange situationer altafgørende faktor i valget af line er vandmodstanden eller strømpresset. Fisker man i et hårdt strømvand – eksempelvis en rivende norsk elv – vil strømpresset på en nylonline ofte gøre det svært at få agnet ned til bunden. Det bliver løftet op i overfladen af strømmens pres på den tykke line.

Her er løsningen naturligvis at skifte til en tynd superline, hvis halve diameter reducerer vandmodstanden og strømpresset på linen til blot en fjerdedel.

Nu er det ikke længere noget problem af få en lakseske ned til fiskene. Nu behøver man ikke længere bruge kompakte blink eller sågar pirke, der har et ringe liv i vandet. Nu kan man i stedet bruge lettere blink i tyndere plade, som har en mere levende gang i vandet. Altsammen takket være den tynde superline!

For havfiskeren har dette ofte endnu større betydning. Langt til havs og på store vanddybder løber strømmen i perioder så hårdt, at selv den største pirk har svært ved at nå bunden. I gamle dage var det således velkendt, at der var tidspunkter, hvor selv en 400 grams rørpirk ikke kunne nå bunden, men blev presset helt op i overfladen af strømmen.

Det var dengang, hvor standardlinen var en nylonline på 0.50 til 0.60 mm – en tyk line med en voldsom vandmodstand.

I dag er dette ikke længere noget problem. I dag bruger man i stedet en flettet superline á la Whiplash Pro, hvor man kan nøjes med en diameter på det halve – 0.25 til 0.30 mm – uden overhovedet at gå på kompromis med brudstyrken. Vandmodstanden og strømpresset er nu næsten borte – i hvert fald reduceret til en brøkdel af tidligere!

Søfiskeren, der jigger efter gedde, aborre eller sandart fra en drivende båd, har samme glæde af en tynd superline, som med sin ringe diameter og manglende elasticitet giver perfekt kontakt til jiggen – selv på søens største dybder.

Overalt betyder brugen af tynde superliner, at man kan klare sig med lettere grej end tidligere – med bedre fangster og langt større fornøjelse til følge.

Her er det virkelig tykkelsen, der tæller!

LineAkademiet

Materialet

Vore dages fiskeliner er højteknologiske produkter af rumalderen. De fås i alle tænkelige udgaver og i flere forskellige materialer – med hver deres stærke og svage sider.

Når man ser nutidens fantastiske liner, tænker man kun sjældent på, hvor lang tid de har været undervejs. De første mennesker brugte dyresener til fremstilling af deres primitive fiskesnører – og kroge skåret af dyreknogler.

Siden kom flettede liner af eksempelvis hestehalehår til – ofte taperet ned til et enkelt hår længst ude mod krogen. I de dage var det almen kendt, at man til fiskesnøre altid skulle bruge hestehår fra hingste – aldrig fra hopper…

I kolonitiden kom silken til – bragt hertil fra Kina, hvor man længe havde kendt til dette materiale og dyrket silkeorme til formålet. Silketråd var og er stadig et meget stærkt materiale, som kan flettes og væves på et utal af måder. Silkens styrke var og er, at den er stærk og uelastisk. Silkens svaghed, at den er organisk og derfor ikke bare kan, men også vil rådne op i våd tilstand…

Anden Verdenskrig bød på en rivende udvikling inden for kemien. Nye kunststoffer kom til og erstattede gamle. Nylon var et af disse materialer, som hurtigt udkonkurrerede silken – det være sig til damestrømper, faldskærme – eller fiskeliner!

Monofile liner

Det er de heltrukne liner af ikke mindst nylon, vi normalt forbinder med fiskeliner. Liner, som har været med os siden Anden Verdenskrig, og som har revolutioneret det moderne sportsfiskeri. Der er tale om de såkaldte monofile liner, der består af en enkelt heltrukket tråd.

Nylon

Nylonliner udgør langt størsteparten af vore dages fiskeliner, og det er der mange gode grunde til. Dels er nylon et billigt materiale, og dels er nylonlinen let at håndtere under kast og fiskeri. Endelig betyder den indbyggede elasticitet, at hårde ryk under fight af fisk afbødes af linen selv. Nylonlinen er derfor ideel til urutinerede fiskere – eller fiskere, som kun lejlighedsvis dyrker denne interesse.

Nylon består af endeløse kæder af såkaldte “polymerer” – lange og identiske molekyler, som ensrettes under strækning af linen. Den flydende nylonmasse ekstruderes gennem små huller, som afgør linens første diameter. Herefter strækkes den og bliver tyndere. Jo mere man strækker linen under fremstillingen, desto stærkere bliver den. Til en vis grænse, naturligvis.

Man kan ændre på nylonlinens egenskaber på forskellig vis. Desværre kan man ikke ændre på én parameter, uden at det samtidig går ud over en anden. Ønsker man for eksempel en blød og smidig line, går det uundgåeligt ud over brudstyrken, som bliver mindre. Ønsker man en stivere line, som er bedre til at binde knuder med, mindskes brudstyrken også. Og så videre.

Dette problem omgår man i vid udstrækning ved at blande forskellige typer nylon med forskellige egenskaber. På denne måde opnår man det bedste fra begge typer – i én og samme line. Sådanne liner kaldes “copolymere” – ofte fremstillet af Nylon 6 og Nylon 66, som er to af de mest almindelige nylontyper.

Næsten alle kvalitetsliner er i dag copolymere – nogle sågar tripolymere. Det var tilfældet med Berkley’s tidligere topline, som bar det meget passende navn “Trimax”. Sådanne liner er dejlige, men desværre dyre at fremstille.

Fluorocarbon

Med det blotte øje kan man kun vanskeligt se forskel på almindelige nylonliner og så moderne liner af fluorocarbon. De er tilsyneladende ens. Men de to materialer er meget forskellige og har meget divergerende egenskaber, som gør dem egnet til forskelligt fiskeri.

Fluorocarbon er oprindeligt udviklet til offshore industrien, som havde brug for rør og slanger, der kunne ligge på havbunden i årevis – uden at nedbrydes. Resultatet blev vore dages fluorocarbon, som er raffineret til brug i fiskeliner. Således er materialet gjort mere blødt og smidigt, så der bedre kan knyttes knuder på det.

Da materialet er markant hårdere end nylon, er det af største vigtighed, at linen fugtes, inden knuden strammes helt op. Ellers vil friktionsvarmen ødelægge materialet og svække knuden.

Fluorocarbon har andre unikke egenskaber. Til de positive hører, at materialet ikke suger vand og derfor ikke – modsat nylon – mister brudstyrke i våd tilstand. Det nedbrydes heller ikke af solens skadelige UV stråler, men kan holde i flere år – en kendsgerning, som er med til at retfærdiggøre den høje pris på fluorocarbon.

En aldeles unik ting ved fluorocarbon er, at materialets brydningsindeks for lys er næsten det samme som vands. Det betyder, at fluorocarbon er langt mindre synlig i vand end nylon for slet ikke at tale om superlinernes Dyneema. Et forhold, der er af stor betydning over for sky fisk i klart vand.

Superliner

Bag dette dramatiske og lidet beskrivende navn gemmer sig moderne fiskeliner fremstillet af materialet “Dyneema”, som er et produkt af rumalderen og et højteknologisk materiale i familie med kevlar.

Dyneema er let, men stærkt som stål og har derfor mange anvendelsesområder. Et af disse områder er fremstilling af fiskeliner, som kan gøres ufatteligt stærke i forhold til både deres egen diameter og tilsvarende tykke nylonliner.

Således er det helt normalt, at en superline har en brudstyrke, som er både 6 og 7 gange større end tilsvarende tykke nylonliner. Eksempelvis har verdens mest solgte fiskeline – Trilene XL – en brudstyrke på 5,5 kg ved en tykkelse af 0.24 mm. Vælger man i stedet en WhipLash Pro superline af samme tykkelse, er brudstyrken helt oppe på 37,8 kg!

Samtidig er superliner så godt som uelastiske, hvilket gør det muligt at kroge fisk på afstande op til 100 meter. Men som også gør det mere krævende at fighte store fisk, og som derfor stiller større krav til fiskehjulets bremse. En ujævn og hakkende bremse kan her være fatal!

Fusionsliner

Berkley’s verdenskendte FireLine er fremstillet af i tusindvis af parallelle Dyneema fibre, som er kemisk hæftet til hinanden. Man kan sige, at de er limet eller svejset sammen til ét ubrydeligt hele.

Denne fremstillingsform betyder, at FireLine og andre fusionsliner ikke er runde, men flade. Det betyder også, at de er meget smidige og derfor let smyger sig op over spolekanten på et lille fastspolehjul under kast. Til gengæld er det meget svært at måle den eksakte diameter – noget, der altid har været en smal sag med monofile liner, som jo fødes cirkelrunde.

Fusionsliner er mere tilbøjelige til at flosse eller sågar knække, dersom de udsættes for ekstrem slitage – i form af sten eller klipper, som glider hen over linen. Fisker man med tynde liner og lange kast – eksempelvis langs stenede strande på Bornholm eller i Sydsverige – risikerer man, at ens tynde fusionsline raspes over af skarpe klipper under fight med store fisk. Her kan flettede superliner derfor være et bedre valg.

Til gengæld er fusionsliner stort set 100% uelastiske, hvilket muliggør krogning af fisk på en meget lang line – længere end med flettede superliner.

Flettede liner

Disse er nemlig født med en vis, omend meget begrænset elasticitet, som ikke skyldes materialet, men udelukkende fletningen. Jo tættere flettet desto mere elastisk. Flettede superliner er fremstillet af det selvsamme Dyneema, som også fusionslinerne er.

Mange foretrækker flettede superliner af typen Whiplash, som er noget mere runde end fusionslinerne, og som derfor kan være lettere at have med at gøre. De er lidt stivere og har ikke helt så let ved at sno sig om topøjet, som fusionsliner kan have det. De er typisk også lettere at håndtere på multihjul – og lettere at udrede, dersom man skulle komme ud for et overløb med efterfølgende “fuglerede”.

Mange vælger derfor at bruge fusionsliner som FireLine på deres mindre fastspolehjul, mens de altid spoler flettet Whiplash på deres kraftigere multihjul. Men i begge tilfælde nyder de fordelene af at have verdens bedste og stærkeste liner på deres hjul!

Moderne liner er således mange og meget forskelige ting. Ingen line er perfekt til det hele, men heldigvis er der altid en line, som er ideel til netop det og dér, man fisker!

Vedligeholdelse af waders

Et langt og lykkeligt liv til dine waders!

Mange nye waders holder kun en enkelt sæson eller to, førend de begynder at lække. Det kan være middelmådige produkter, som helt enkelt ikke kan holde eller ikke er beregnet til at holde længere.

Men lige så ofte er der tale om, at produkterne ikke er valgt eller brugt efter hensigten – eller vedligeholdt efter forskrifterne. Et par kvalitetswaders, som er valgt rigtigt, som bruges korrekt og som er vedligeholdt efter bogen, kan derimod holde til adskillige års hårdt fiskeri.

Opbevaring

Det er faktisk forbløffende så lidt, der skal til for at holde et par gode waders i fineste form. For det første skal du ikke lade dine drivvåde waders ligge sammenrullet i bilen. Det gælder såvel neopren som åndbare waders. Da mugner selv de bedste waders på kort tid.

Tag dem i stedet ud og hæng dem op, så de kan tørre. Det er den bedst tænkelige daglige pleje. Lad dem gerne hænge under et halvtag eller – hvis du tør og kan få lov – i badeværelset!

Det bedste er, hvis man kan hænge dem til tørre med fødder eller støvler opad. Så sørger luftcirkulationen for, at de også tørrer indvendig. En støvsuger, som kan blæse luft op i dem, speeder naturligvis processen op, hvis der er brug for det – hvis man skal bruge sine waders igen allerede dagen efter.

Lad for alt i verden være med at stuve dine våde waders af vejen i et fugtigt skur, hvor det fryser. Det er den sikre vej til ødelæggelse af såvel tykke neopren som tynde åndbare waders. Hvor mærkeligt og selvmodsigende, det end kan lyde: Waders har bedst af at blive opbevaret tørt!

Vedligeholdelse

Skyl dem gerne af i ferskvand, hvis de har været brugt i saltvand. Dette gælder ikke mindst de åndbare waders, hvis mikroporer ellers gradvis tilstoppes af saltpartikler, så de til sidst ikke kan ånde. Afskylning hjælper noget, men regelmæssig nedsænkning i ferskvand i nogle timer er endnu bedre. Så er du sikker på, at dine åndbare waders altid ånder optimalt.

Åndbare waders er højteknologiske vidundere, som kræver kærlig pleje for at yde deres bedste. Smuds af enhver art lukker porerne af, og slitage gør overfladen mindre vandskyende. Skal dine åndbare waders derfor yde deres bedste, bør de vaskes og overfladebehandles en gang imellem – naturligvis afhængig af, hvor meget du bruger dem.

Det samme gælder din åndbare vadejakke, som også har brug for lidt kærlig pleje, hvis den skal holde sig i topform – uden åndenød!

Der findes en hel række specialprodukter til vedligeholdelse af åndbare jakker og waders. Prøv gerne amerikanske “Nikwax”, som tilbyder en hel serie af produkter til formålet. Brug “Tech Wash” til skånsom vask og genoplivning af tilstoppede porer. Og følg op med “TX-Direct”, der sprayes på overfladen og gør den vandskyende som ny.

Reparation

Selv de bedste waders kan ikke undgå af og til at få lidt huller – selv under normalt brug. Hullerne optræder i regelen på de steder, som er i direkte kontakt med omgivelserne – knæ og bag, som man jo sidder på, samt indersiden af lår og arm, der gnider mod hinanden hele tiden. Eller en skarp gren eller sten kan lave en lille flænge i materialet.

Lækker dine waders fra kritiske steder som sømme og svejsninger – i skridtet eller hvor bukser møder fod – er det en sag for specialisten. Den slags skader kan man kun sjældent lappe selv, så det holder.

Men drejer det sig blot om mindre flænger i væven eller de ganske små huller, der ofte opstår ved almindelig slitage, kan man sagtens selv klare reparationen. Da bruger man blot det lappegrej og de materialer, som fulgte med bukser eller jakke, da man købte dem. Og følger de instruktioner, der står i vejlednngen. Så er man klar til fiskeri igen efter få timer.

Med en smule omtanke og vedligeholdelse kan du således regne med at få adskillige gode år ud af dine dyrebare waders!

Rigtigt valg af waders

Vælg de rigtige waders

Waders er ikke bare waders, og ikke alle waders passer til alle fiskesituationer.

Fisker man meget – mange forskellige steder og hele året rundt – er der brug for mere end ét par waders, hvis man skal være ideelt udrustet. Måske også flere forskellige vadesko. Endelig spiller smag og behag også en rolle, når de rette waders skal vælges.

Waders bliver hurtigt en uundværlig del af lystfiskerens udstyr. De sætter os nemlig i stand til at nærme os fiskene så meget, at vi kan nå dem med vore kast – vel at mærke uden at blive våde undervejs! Men der er mange forskellige slags at vælge imellem – hver med deres fordele og ulemper.

Letvægter til langturen

I den lette ende af skalaen – i hvert fald vægtmæssigt – finder vi de tynde og superlette strømpewaders i belagt nylonvæv. De er især blevet populære i de allerseneste år, idet man nu er i stand til at fremstille dem i en slidstærk kvalitet.

De tynde nylonwaders er rimeligt billige, og de hverken fylder eller vejer ret meget. Det gør dem ideelle til fjeldturen, hvor de fint får plads i rygsækken. Eller til langturen som reserve. De kræver dog separate vadesko. Tynde nylonwaders er ideelle til fjeldturen, hvor der skal gås langt og kun vades ind imellem – under selve fiskeriet eller når en elv skal krydses. Da kommer letvægtsudgaven rigtig til sin ret.

Varmende neopren

I den tunge ende af skalaen – vægtmæssigt såvel som prismæssigt – finder vi neopren modellerne. Waders fremstillet i neopren er det varmeste, man kan tage på, når man skal ud i vandet. Priserne er ganske vist faldet drastisk med et stærkt stigende udbud, men rigtig gode neopren waders er stadig lidt af en investering.

Neopren er grundlæggende det samme stof, som i mange år har været anvendt til dykkerdragter. Det er en form for gummi, som består af lukkede, luftfyldte celler, der i sig selv både varmer og giver opdrift. Opdriften har man naturligvis først glæde af, hvis man falder omkuld i vandet! Men da er den ganske markant.

Neopren waders fås typisk i tykkelser fra 3-5 mm. Vælger man et tykkere materiale, bliver det for stift. Vælger man et tyndere, opnår man ikke den ønskede isolation. Vil man bruge de samme waders hele året, er 3 mm et godt valg. Da klarer man sig såvel tidligt forår som sent efterår, hvor underbeklædningen kan varieres med vandtemperatur.

Kombinerer man 5 mm neopren med et par tykke sokker og varm underbeklædning, da klarer man selv flere timers ophold i 0 grader varmt vand. Er vandet rigtig koldt eller man selv lidt kuldskær, bør man altid vælge neopren waders med faste, forede støvler. De er langt varmere end løse.

Kort sagt: Skal man stå mere ude i vandet, end man skal gå inde på land – da skal der neopren waders til!

Åndbare waders

Seneste skud på stammen er de såkaldt “åndbare” waders fremstillet af tynde vandtætte materialer, som kan ånde. Det er materialer, som holder vandet ude, men som samtidig tillader vanddamp indefra at passere udefter – med mindre kondens på indersiden og et bedre indeklima til følge.

Åndbare waders er ideelle, hvis man skal gå meget under fiskeriet – altså inde på land. I så fald sveder man meget, og under normale omstændigheder vil ens waders hurtigt blive klamme af kondens på indersiden. Drivvåde er et mere dækkende udtryk…

De nye åndbare waders er blevet meget populære blandt professionelle fiskere og fiskeguider, der tilbringer dage og måneder ved vandet. Folk, som tilbringer mere tid ved vandet end i det. Åndbare waders er også blevet populære at have med på lange rejser som en slags back-up waders, hvis der nu skulle ske noget dramatisk med de almindelige – i regelen neopren – waders.

Prisen varierer rigtig meget – slidstyrken og åndbarheden ligeså. De dyreste og mest slidstærke waders kan have både 5, 6 og 7 separate lag, hvilket naturligvis øger slidstyrken. Det nedsætter imidlertid også åndbarheden, så heller ikke her vokser træerne ind i himlen. De billigste har kun 3 lag, hvilket naturligvis øger åndbarheden, men uundgåeligt også nedsætter slidstyrken.

Åndbare waders er i sagens natur ikke spor varmere, end hvad man i øvrigt har på kroppen af fleece. De egner sig derfor ikke til fiskeri i koldt vand, hvor neopren stadig er helt uden konkurrence.

Kort sagt: Skal man gå mere inde på land, end man skal stå ude i vandet – da skal der åndbare waders til!

Rigtig størrelse

Det er af største vigtighed, at ens waders sidder godt og passer til ens krop. De skal ikke mindst have den rette skridtlængde, så man kan skræve over et hegn og skridte ud under gang. Skridtlængden sikrer, at man har den fulde bevægelighed under fiskeriet.

Står man foran et spejl og ser, at éns waders sidder rigtig godt – kropsnært og smækkert – er de med sikkerhed for små! Det gælder ikke mindst åndbare waders, hvor materialet ikke er elastisk, som tilfældet er med neopren. I begge tilfælde er det vigtigt at vælge sine waders, så de er store nok. Også med fuld påklædning inderst.

Den bedste test består i, at man i fuldt ornat og uden besvær af nogen art skal kunne sætte sig på hug og gå i knæ i sine waders. Kan man det, er de store nok. Kan man ikke det, er de for små. Da mister man dels bevægelsesfriheden, men hvad værre er, så belaster man sømme og svejsninger i en grad, de ikke er beregnet til og derfor heller ikke kan holde til.

For små waders er en af de væsentligste årsager til, at åndbare waders begynder at lække. Og lækker de først fra sømme eller tape, står de sjældent til at redde.

Derfor: Vælg altid dine waders store nok. Større, end du tror!

Faste støvler eller løse sko?

De fleste moderne waders er af strømpemodellen, der kræver separate vadesko. Men hvad er egentlig det bedste af de to alternativer – faste støvler eller løse sko?

Allerførst må man konstatere, at fastlimede eller -svejsede støvler gør livet meget lettere, når man skal have sine waders af og på. Det tager kun få sekunder at komme ud af et par waders med faste støvler, hvor det koster adskillige minutter at få først strømpebukserne, dernæst de udvendige sokker eller manchetter og så til sidst vadeskoene af.

I praksis betyder det ofte, at man i løbet af en lang og varm fiskedag ikke orker at hoppe ud af bukserne og køle lidt ned. Noget, man jo fint kan gøre i et par waders med faste støvler. På en varm sommerdag kan denne fordel næsten ikke overvurderes…

Endelig skal man være klar over, at faste støvler altid holder bedre på varmen end løse sko. Det skyldes helt enkelt, at man begrænser blodforsyningen til fødderne, når man ifører sig påsnørede sko, som sidder fast om anklen. Også neoprenen klemmes sammen her. Faste støvler er ofte isoleret med 8 mm filtsål og 600 gram Thinsulate i overdelen. Din garanti for, at du ikke kommer til at fryse om fødderne!

– Hvorfor så overhovedet de løse vadesko? Jo, de separate støvler støtter nemlig fod og ankel langt bedre end almindelige faste støvler. De sidder fastsnøret om foden, hvilket gør dem mere behagelige at gå i over længere afstande. Endvidere giver de et bedre greb om bunden, hvilket er uhyre vigtigt, når der vades på vanskeligt underlag.

Derfor: Skal der gås og vades meget på vanskelige steder, er strømpewaders med løse vadesko derfor klart at foretrække. Deres ellers mange ulemper til trods.

Filtsål eller gummisål?

Men der er endnu flere ting at tage i betragtning, når der skal vælges waders. Det gælder også sålen, som kan være en almindelig gummisål eller en filtsål. Begge dele kan være forsynet med brodder, som får bedre fat på slimede overflader.

Stålbrodder holder længst, men giver det dårligste greb. Brodder af blød aluminium giver et langt bedre greb, men har desværre også en kortere levetid…

Til vadefiskeri på blød bund er de gængse gummisåler så klart at foretrække. Det er de eneste, som står blot nogenlunde fast her. Filtsåler er glatte som sæbe på blød og mudret bund – ja, de kan ligefrem være farlige, da man let mister fodfæstet og taber balancen. Det gælder også i vådt græs.

Skal der omvendt vades over en glat stenbund, er filtsålerne klart at foretrække. Filtfibrene skærer igennem det tynde lag af alger, som mange steder dækker stenene og gør dem glatte som sæbe. Kombinerer man filt med brodder, får man det bedst mulige fodfæste.

Der er dog tegn i sol og måne til, at filtsåler ikke er sagen fremover. Det skyldes den smittefare, der altid er, når man med fugtige filtsåler skifter fra ét fiskevand til et andet. Filtsålerne er det ideelle opholdssted og transportmiddel for skadelige mikroorganismer, der kan smitte fiskene fra ét vandløb til et andet.

Heldigvis er der nye og speciellle gummisåler på vej, som skal løse dette problem for os vadefiskere med hang til at prøve nye vande. De første af slagsen er allerede hos os!

Gaffa-tape til hullerne

I snart mange år har jeg rendt rundt med en rulle Gaffa tape i lommen, tasken, vesten, bilen eller båden. Jeg tager helt enkelt ingen steder uden denne tape!

Den har reddet et utal af fisketure for mig – ture, hvor jeg fik ødelagt telt, regntøj eller waders, så det lækkede. Men med en strimmel Gaffa tape var jeg klar igen efter få minutter. Det så måske ikke så kønt ud, men det fungerede.

Jeg har ikke tal på de mange gange, hvor jeg har nødlappet mine egne waders med denne dejlige tape. Men jeg husker tydeligt de gange, hvor jeg har reddet en andens fisketur med min rulle Gaffa. Da har der været tale om sand taknemmelighed – og en ny ven for livet. Præcis som at trække tornen ud af hundens pote!

Det er ikke sagen at stå langt fra alfarvej – endsige midt i ødemarken i Alaska – med waders, regntøj eller telt, der ikke kan holde vandet ude. Det er noget nær en katastrofe. Men det kan blive værre endnu. Da alt i 1970 gik galt med Apollo 13 missionen til Månen, var det en rulle Gaffa-tape og gedigen amerikansk opfindsomhed, der fik CO2-renseren til at virke igen.

Alligevel blev amerikanerne noget overraskede, da de i 1995 første gang besøgte den næsten 10 år gamle russiske rumstation “Mir”: Adskillige steder var fatale lækager nemlig nødtørftigt lappet med – Gaffa-tape…

Derfor: Tag aldrig på fisketur uden en rulle Gaffa-tape i bagagen. Hvad der er godt nok til “Mir”, er også godt nok til mig!

Sikker Vadning

Vad – uden at blive våd!

Selv om vadefiskeri i princippet blot er gang og fiskeri iført waders, så kræves der en hel del mere af vadefiskeren i vandet end af fodgængeren på fortovet.

For det første er der strømmen, som man ofte må kæmpe med eller rettere mod – hvis man altså fisker i et vandløb. For det andet kan man kun sjældent se, hvor man sætter sine fødder. Og for det tredje er bunden ofte ujævn – hvis ikke glat som sæbe…

Regel nummer ét i vadning er derfor altid: – Tag det roligt! Forhast dig ikke, og flyt aldrig den ene fod, førend den anden har fået sikkert fæste. De allerfleste fald under vadefiskeri skyldes brud på denne simple regel.

Regel nummer to lyder, at man aldrig skal læne vægten fremover på den “nye” fod, førend man ved, om man overhovedet kan bunde et skridt længere fremme. Det kan man ikke nødvendigvis altid…

Brug hovedet – og bæltet!

Det har gennem årene været genstand for megen diskussion blandt vadefiskere: – Skal man bruge bælte eller ej?

Modstanderne har stædigt fastholdt, at man med bælte om livet risikerer at “ende som et andet makrelflåd” – flydende i overfladen med benene stikkende op og hovedet nedad. Hvilket naturligvis ikke er så tillokkende en stilling at indtage, hvis man vælter i vandet.

Tilhængerne derimod mener, at man med bælte om livet ikke vil tage nær så meget vand inde, dersom man skulle falde. Med det resultat, at det er lettere at komme på højkant igen, og at man i bedste fald kan klare sig næsten tør ud af et fald. At der kun kommer ganske lidt vand indenbords, førend man er oppe igen.

Adskillige forsøg i svømmehaller verden over har vist, at det er tilhængerne af vadebæltet, som har ret. Der er ingen risiko overhovedet forbundet med at have et vadebælte på – kun de nævnte fordele. Når man står ude i vandet, har vandtrykket alligevel presset al den luft ud af buksebenene, som modstanderne frygtede måtte være der. Og den luft, der måtte være tilbage, er kun med til at holde én oppe.

Selvsamme forsøg i svømmehaller har dokumenteret endnu et vigtigt forhold: Det er en rigtig dum ting at falde i vandet fra en båd iført waders. Det er næsten umuligt at komme op igen med waders fulde af vand. Da er man så tung, at to mand næsten ikke kan trække én op i båden igen. Man skal hurtigst muligt ud af sine waders, hvilket ikke er så let endda. Waders i en båd er således ingen god idé.

Endelig har man mulighed for at vælge et ekstra bredt og foret vadebælte, som yder god rygstøtte under vadning. Noget, man som kontorarbejder kan have god brug for efter mange timers stillesiddende arbejde.

Med staven som støtte

Det meste af tiden behøver man ingen vadestav. Med mindre man naturligvis er lidt oppe i årene og lidt usikker på benene. Men vadestaven er altid en rigtig god kammerat at have ved hånden, når og hvis forholdene bliver vanskelige. Hvis strømmen er hård og bunden ujævn eller glat.

Tænk på vadestaven som et tredje ben, der kan sættes ind i en nødsituation. Den er ofte nok til, at man ikke mister balancen og fodfæstet, men kan redde sig sikkert – og tørskoet – i land.

Man kan nemt fremstille sig egen vadestav selv – af en tyk kæp, som man finder i skoven eller langs elven. Vil man gøre det bedre endnu, binder man en snor i den ene ende og noget tungt i den anden. Snoren sikrer, at man ikke mister staven, hvis man giver slip på den under fiskeriet. Og vægten sørger for, at staven ikke flyder oven på, men når ned til bunden, hvor den kan få fæste.

Da mange kun undtagelsesvis bruger en vadestav – men alle gerne vil have én, når krisen kradser – er sammenklappelige vadestave blevet ganske populære. Når de ikke er i brug, kan de bæres i bæltet i sammenfoldet tilstand. Såre praktisk – også til rejsebrug.

Med en kammerat under armen

Man skulle umiddelbart tro, at kan én fisker let vælte omkuld ude i strømmen, så vil to fiskere være den sikre druknedød. Lidt à la Gøg og Gokke på fisketur.

Men det er slet ikke tilfældet. Faktisk er to mand, der holder hinanden kammeratligt om skuldrene, en meget effektiv måde at trodse strømmen på. Skulle den ene et kort øjeblik miste balancen, taler alt for, at den anden fortsat holder balancen og dermed redder situationen. Eller omvendt.

Er den ene af fiskerne en rutineret vadefisker, bør han altid være forrest – på opstrøms siden, hvor presset er størst. Så kan den mindre trænede gå i strømlæ bag den mere trænede – til stor fordel for begge parter. Panik er ikke det, man har mest brug for i hård strøm…

Rent psykologisk betyder det rigtig meget at være to mand, når og hvis situationen spidser til. Det kan den hurtigt gøre, hvis man fisker i et ukendt vand og ikke lige kan huske, hvor man vadede ud.

Med siden til

Når en stor laks er gået på krogen og har indset sin fatale fejltagelse, vil den ofte – hvis der altså er tale om et vandløb – vende siden mod strømmen. På denne enkle og for fisken meget energibesparende måde kan den lægge et meget stort pres på fiskegrejet.

På samme måde er det dumt af vadefiskeren at vende (bred)siden til, når der vades i hård strøm. Gå i stedet med siden til – den smalle – så der kun er strømpres i ét bens bredde. Så såre man gør direkte front mod strømmen, er den ved at rive én omkuld. Da er strømpresset pludselig dobbelt så stort – på begge ben – men vægten og dermed fodfæstet stadig kun det samme.

Skal man krydse strømmen, bør det altid ske skråt nedstrøms. Er strømmen blot nogenlunde hård, er det noget nær umuligt at kæmpe sig op imod den. Udse dig i stedet en lavvandet strækning, hvor du kan se, at du efter al sandsynlighed kan komme hele vejen over uden at tage vand ind – retning skråt nedstrøms.

Det er med strømmen som med vinden: Brug den altid som en ven – kæmp aldrig imod den som en fjende!

Vandstanden

Det siger sig selv, at vandstanden er altafgørende for, hvor, hvornår og hvordan man kan vade. I havet skifter vandstanden regelmæssigt med tidevandet – fra nogle få centimeter i de indre danske farvande til op mod to meter i de ydre. Det sidste er i sagens natur nok til at drukne i, mens det sidste næppe resulterer i værre ting end en våd sok.

Da tidevandet veksler regelmæssigt dag ud og dag ind, bør man altid tage højde for det. Check tidevandstabellerne for det pågældende område og planlæg fiskeriet derefter. Notér altid, hvor du er vadet ud, og hvor du kan komme ind igen. Det er træls at blive fanget ude på en sandbanke, som man fint kunne nå ved lavvande – for så at skulle svømme ind gennem badekarret ved højvande nogle timer senere…

Mange steder i vore smalle fjorde kan man vade helt ud til den dybe sejlrende, hvor skibstrafikken passerer. Her gælder det om ikke at komme for tæt på selve skrænten, som kan skride væk under fødderne på én. Det gælder også om at være opmærksom, når store skibe passerer tæt forbi. De store skibe trækker så meget vand, at de nærmest kan suge bunden væk under fødderne på vadefiskeren. I bedste fald bliver man blot våd – i værste fald drukner man.

En oppustelig redningsvest er derfor en rigtig god idé på sådanne steder. I det hele taget overalt, hvor der vades. Det giver tryghed såvel ude som hjemme.

I nødstilfælde

Du har spottet en fisk længst ude, hvor strømmen er stærkest. Med sand dødsforagt har du arbejdet dig ud på kastehold af fisken, som ringer ufortrødent videre. Men pludselig mærker du, at bunden begynder at skride under dig, og vandet bliver dybere. Du må erkende, at du denne gang ikke klarer det uden at blive våd. Meget våd.

Men lad for alt i verden være med at vende om og forsøge at nå i land. I samme sekund du vender dig i strømmen, vælter den dig omkuld. Bevar i stedet fatningen og vad langsomt i land – stadig med siden til, centimeter for centimeter – selv om det giver vand indenbords. Det er langt bedre end en ufrivillig svømmetur ned ad strømmen…

Skulle det alligevel gå så galt, at du vælter helt, så prøv at tage det som den oplevelse, det altid er! Lad strømmen føre dig afsted – forsøg ikke at kæmpe mod overmagten. Læg dig roligt om på ryggen og hold godt fast i din elskede fiskestang. Sørg blot for at holde hovedet oven vande og op mod strømmen. I så fald risikerer du ikke at slå hovedet mod en sten, blive bevidstløs og drukne. Det er ellers en meget reel risiko.

Vent, til strømmen har ført dig ind, hvor du kan bunde, førend du forsøger at rejse dig og vade i land. Gør alting langsomt og velovervejet, og en lille sejltur med strømmen er ingen katastrofe.

Men mister du først overblikket, kan du dø af det. Og det var jo ikke meningen med fisketuren. Endnu en god grund til altid at bære en oppustelig redningsvest!

“The quiet sport”

Stilhed før stormen…

I USA taler man om “the quiet sport”, når det drejer sig om fluefiskeri. Og da Robert Redford i 1992 filmatiserede Norman Maclean’s udødelige bog “A River Runs Through It” (“Floden”) med Brad Pitt i den fluefiskende hovedrolle, ville begejstringen ingen ende tage. Den stille sport havde pludselig fået et langt større publikum end nogensinde tidligere.

Well, New York’s fluefiskende yuppies, som straks tog den nye mode op og fyldte Porschen med 4-delte fluestænger af den dyreste slags, er næppe med os mere. De blev noget overraskede over, at fluefiskeri var både vådt og koldt og slet ikke, hvad de havde set og oplevet det med Brad Pitt.

Men begrebet er med os endnu, og den stille sport har fået endnu en dimension for os fluefiskere. Vi har nemlig i mellemtiden taget elmotoren til os – den lille hjælpemotor, som i mange år ellers havde været forbeholdt vore spinnefiskende og bass-fangende kolleger på den anden side af Dammen.

Elmotoren er således ingen ny opfindelse. Men den er først blevet taget til sig af den fluefiskende verden med fremkomsten af de mobile pontonbåde. Pontonbåden giver fluefiskeren den aktionsradius, som han længe har misundt sin spinnefiskende kollega.

Og den giver ham samtidig en bekvem transport og let søsætning, som hans trolling-fiskende kollega tilsvarende må misunde ham. For en pontonbåd – i hvert fald de lette af slagsen – kan søsættes overalt, hvor trailerbåden ikke kan komme til. Den giver helt nye muligheder.

Det gør elmotoren også. De lidt større pontonbåde fås med beslag til elmotor og holder til batteriet. Skal man for alvor have glæde af dette setup, skal båden også være forsynet med et drejeligt sæde, da man ellers kommer til at sidde ubekvemt, når der skal styres. I den forbindelse bør man altid vælge en elmotor med teleskophåndgreb, som gør håndteringen meget lettere.

Stille, stille, stille står..

Elmotorer er fremtidens supplement til benzinmotoren. De er lydløse, og de forurener ikke. Flere og flere har derfor en elmotor på båden, når de fisker. Med en tyst elmotor på hækken kan man lydløst snige sig ind på fiskene, eller man kan trolle så langsomt, som ingen benzinmotor kan.

Elmotorer har imidlertid været ganske dyre – hidtil. Specielt da, hvis de skulle kunne bruges i saltvand. Skal de nemlig det, må elektronikken være indkapslet – ja, nærmest indstøbt i silikone, så saltet ikke kan komme til og kortslutte det hele.

Amerikanske Shakespeare har fremstillet elmotorer siden 1968 og har følgelig stor erfaring med netop denne motortype. Pure Fishing Danmark er derfor glade for at kunne præsentere disse tyste amerikanere for danske bådfiskere. Endda til en meget fordelagtig pris, som ikke længere bør holde nogen tilbage.

Motorkraft

Der er fire modeller eller størrelser at vælge imellem – tre til ferskvand og én til saltvand. De yder fra 28 til 54 lbs. tryk, hvilket gør dem velegnede til de fleste mindre både herhjemme.

28 lbs. er kun til kanoer og små både på mindre søer uden megen vind.

34 lbs. klarer det meste på mindre danske søer, hvor det ikke blæser for meget.

44 lbs. er perfekt til større søer, hvor der skal sejles langt og det ofte blæser.

54 lbs. er saltvandsbestandig og beregnet til lidt større både på sø, fjord og hav.

Bemærk, at elmotorer kun i ganske små vande kan erstatte en almindelig påhængsmotor. De tre mindste modeller er kun beregnet til brug i ferskvand, da elektronikken ikke er indkapslet på samme måde som i 54 lbs. modellen. En dejlig detalje ved Shakespeares elmotorer er teleskophåndtaget, som har fem fremadgående hastigheder og to bak.

Batterier

Elmotorer kræver marinebatterier, der – i modsætning til bilens almindelige startbatteri – kan levere konstant strøm over længere perioder. Og som tåler gentagne opladninger uden at tabe pusten. Dyrest og mest effektive er gelbatterierne, hvor batterisyren er på fast form. De tåler desværre ikke hård ikke frost i længere tid. De såkaldte AGM batterier er billigere, har syren bundet i glasfibermåtter, tåler frost og er derfor meget anvendelige.

Et 12 volts batteri på 75-80 AmpH klarer det meste og er til at bære, hvad større batterier ikke er. Hav derfor hellere to mindre batterier end ét stort, hvis der er brug for megen strøm. De kan så kobles sammen og tømmes derefter samtidig – uden større tab i ydeevne.

En god lader er guld værd. Vælg en model med pulsladning og sikring mod overopladning. Lad batteriet være tilkoblet laderen hele tiden, så spændingen løbende vedligeholdes.

Irish Angler

Elmotorer har længe været så dyre herhjemme, at de ikke har vundet nogen større udbredelse. Stik modsat USA, hvor der er en elmotor på snart sagt hver en båd. Dette vil med sikkerhed ændre sig med de nye motorer fra Shakespeare, som er overraskende prisbillige – trods overbevisende specifikationer.

Læs blot, hvad irske Terry Jackson for ganske nylig skrev om 54 lbs. modellen i bladet Irish Angler:

“Med min håndholdte GPS kunne jeg måle, at min 19 fod lange båd skød en fart af imponerende 5 knob – lastet med to mand og en masse grej. Samtidig havde Sigmaen flere kræfter i bakgear end min Minn Kota på samme størelse.

Endnu mere imponerende var det, at motoren efter en hel lang dag på søen slet ikke havde drænet batteriet. Helt ærligt, så ville min Minn Kota have tømt batteriet på den halve tid!

Shakespeare forklarede mig, at de nye Sigma motorer leveres med en helt ny teknologi, der maksimerer fremdriften og minimerer strømforbruget. Så det bliver helt klart tommelen op for den nye Sigma!”.

Såvidt Terry Jackson og de gæve irere, der om nogen har forstand på søfiskeri efter gedder og ørreder med fluestangen. Som sågar har et helt fluefiskende landshold, der stiller op, når verdensmesterskabet kalder og nationens stolthed skal holdes i hævd!

Vi andre dødelige kan dog fint nøjes med at nyde stilheden, når båden lydløst glider frem gennem vandet – “powered by Sigma”. Og dyrke vor herlige hobby – “the quiet sport”.

Skulle man nu være spinnefisker, bliver stilheden ikke ringere af det!

Foldebåde

Fold ud – og fisk!

Du har sikkert drømt dig derud mange gange: Derud, hvor du ikke kan nå fra land. Derud, hvor fiskene springer uden for kastehold. Derud, hvor tangbælterne lokker under den blinkende overflade.

Well, dream no more. Den amerikanske Porta-Bote er kommet til Danmark, og med Porta-Bote har du nu alle muligheder for at realisere dine drømme – endda til overkommelige priser. Samtidig får du en fantastisk lille båd, som brillierer med sin stabilitet og sødygtighed, og som stort set intet fylder i sammenfoldet tilstand.

Man skal se det for at tro det. Ud af noget, der mest af alt ligner et surfbræt, vokser pludselig en fuldt færdig fiskebåd frem, der kan ros med årer eller sejles med motor. Læs videre og lad dig fange af det geniale koncept, der nu har mere end 20 år på bagen – og hele 10 års garanti på skroget! Verden over er der solgt næsten 100.000 af slagsen…

Den originale Porta-Bote må ikke forveksles med billige kopier fra syd for grænsen. De når ikke originalen til sokkeholderen!

Mennesket har altid drømt om både, der var lette at transportere fra sted til sted, men det kneb noget med materialer og muligheder i de første årtusinder. Det var simpelthen ikke til at gøre den udhulede træstamme så lille og let, at man nemt kunne bære den fra det ene vand til det andet!

Faktisk skulle vi helt frem til sidste årtusindes sidste århundrede, før mennesket var så vidt. Da havde den amerikanske runmfartsorganisation NASA nemlig udviklet et helt nyt materiale med helt nye egenskaber: Polypropylen.

Materialet

Polypropylen er et kunststof, som i modsætning til alle andre materialer ikke svækkes af at blive bøjet og strukket gentagne gange. Et enestående materiale, der rent faktisk bliver stærkere af det!

Polypropylene har i det hele taget mange spændende egenskaber. Dels er det lettere end vand, så materialet flyder. Og dels er det resistent over for de allerfleste kemikalier, det måtte komme i kontakt med. Endelig vil det slet ikke brænde – stik modsat glasfiber, som brænder forrygende godt – og man kan slå på det med en hammer, uden at det kan ses!

Et sådant materiale måtte kunne bruges til fremstiling af både! Det mente i hvert fald en amerikaner, som gik til tegnebordet med sine ideer om en båd, der kunne foldes sammen, så den var let at samle og let at transportere og opbevare.

Den første foldebåd kom til verden i 1993 og fik navnet “Porta-Bote”. Den var spids i begge ender og mindede derfor på mange måder om en bred kano eller en sejlende banan!

Den spidse hæk resulterede imidlertid i en begrænset bæreevne – med mindre motorer og lavere fart til følge. Det var således ikke muligt at få den oprindelige Porta-Bote ud af vandet og op at plane. Det var heller ikke muligt at stå op i bådens agterende.

Enter Sandy Kaye, som havde en fortid i noget så båd-fjernt som forlagsbranchen. Sandy købte vennens firma op og gik straks i gang med at forbedre konceptet.

Det helt store gennembrud kom, da Porta-Bote fik en flad hæk i stedet for en spids. Det gav en langt bedre stabilitet og mulighed for brug af større påhængsmotorer. Nu var Porta-Bote pludselig en ægte båd med alle de fordele, det medfører i form af stabilitet, bæreevne og sejlhastighed.

Samlingerne

Næste problem var samlingerne, der krævede en hel del udvikling, før de var perfekte. Men så kunne man også tage patent på konstruktionen, der meget forenklet gør brug af et antal rustfri stålclips og et syntetisk tætningsmateriale mellem de fire plader, der udgør den færdige foldebåd.

Man skulle tro, at det ikke kunne lade sig gøre at lave en sådan vandtæt samling, men det kan det altså. Endda i så høj grad, at Porta-Bote tør give 10 års garanti på skroget. Den bedst tænkelige sikkerhed for, at tingene bare virker. – Og hvor mange andre producenter af andre ting tør gøre det? Faktum er da også, at der stadig sejler Porta-Botes af første generation rundt, som er 25 år gamle!

Materialet er gennemfarvet og hele 6 mm tykt. Farven kan derfor ikke slides af, og det er ikke praktisk muligt at lave hul i skroget. For at kunne flexes i tusindvis af gange uden nævneværdig maganvendelse er de fire polypropyleneplader falset i samlingerne. Er båden ny og materialet koldt, kan det kræve lidt magt at få foldet båden ud. De første gange er det derfor rart at være to mand om projektet.

For et par år siden var Porta-Bote helt på toppen – bogstavelig talt. Det skete, da medlemmer af det engelske Royal Air Force team af bjergbestigere – under protektion af ingen ringere end Prince Charles – besteg Mount Everest medbringende en lille 8 fods Porta-Bote. I den krydsede de en lille smeltevandsø i 6 kilometers højde – den største højde nogen båd nogensinde har sejlet her på denne jord. Med sneskovle som padler. Over skyerne. Guiness Book of Records blev naturligvis informeret om bedriften!

Stabiliteten

For at beskytte selve samlingerne er disse dækket af en tyk og meget slidstærk plastslange, der samtidig udgør bådens køle – hele tre af slagsen, hvilket gør Porta-Bote meget let at styre og uhyre retningsstabil. Stik modsat gummibåde, som blot blæser hen over vandet i stedet for at ligge nede i det. Det er noget, man hurtigt vil forstå at værdsætte, hvis man troller afsted med blink eller wobler bagude. Porta-Bote styrer stabilt med sine tre køle – selv i sidevind, hvor gummibåde er helt ude af kontrol.

Man skulle tro, at netop samlingerne var Porta-Bote’s Akilleshæl – en medfødt svaghed. Men samlingerne er forbløffende stærke. Således har den japanske kystvagt testet en 8 fods Porta-Bote på værste vis: Båden blev fyldt op med knap 300 kg betonblokke, hvorefter den med en kran blev løftet op i 6 meters højde og herfra droppet ned på vandet. Porta-Bote klarede testen og det frie fald uden én eneste læk! Endnu en grund til, at fabrikanten tør give 10 års garanti på skroget.

Endelig må vi ikke glemme vægten, der er med til at gøre Porta-Bote uhyre let transporteret. Færdigsamlet vejer en 10 fods Porta-Bote således ikke mere end 37 kg, hvilket gør båden nem at håndtere. Let at få i vandet på uvejsomme steder. Og nem at få op på biltaget, når man skal hjem igen.

Den færdige foldebåd stikker blot 11,4 cm ulastet, hvilket muliggør sejlads på meget lavt vand. Og giver helt nye fiskemuligheder. Med en Porta-Bote kan du komme frem, hvor almindelige både ikke kan: Til jomfruelige fiskepladser, hvor gammelgedden eller storørreden lurer!

Læs meget mere og se, hvordan en Porta-Bote folder sig ud i artiklen her.

Steen Ulnits

100% waterproof

Vandtæt, når det gælder…

Det siger egentlig sig selv, men er desværre ikke nogen selvfølgelighed:

Når det gælder gælder livet til søs – i en lille båd, der næsten altid gynger – da skal udstyret naturligvis være vandtæt. 100% waterproof! Hverken mere eller mindre.

Men elektronik holder ikke af vand, og udvalget af absolut vandtætte produkter er ikke stort. Megen elektronik er tiltænkt større både, hvor det kan sidde lunt og godt og ikke mindst tørt indendøre – beskyttet mod elementernes rasen. Men vore småbåde er lige netop det – små. Små og mere eller mindre åbne, så vi kan komme til at svinge vore elskede fiskestænger. Og det skærper kravene til elektronikken ombord ganske meget. Den skal helt enkelt kunne tåle direkte kontakt med selv det salteste vand.

Mobiltelefon

Mobiltelefonen er i dag hvermands eje, og moderne smartphones er faktisk smartere, end de fleste tror. Man kan naturligvis ringe fra dem og sms’e, men det er kun toppen af isbjerget. Under overfladen lurer i tusindvis af såkaldte “apps”, som sætter din smartphone i stand til at gøre de mest forunderlige ting.

Selv har jeg haft diverse iPhones fra Apple siden deres undfangelse, og det er utroligt, hvad de kan udrette for én – som bilist eller søfarende. Den seneste udgave – model 4S – er naturligvis både hurtigere og bedre end sine forgængere, og så har den i tilgift fået “Siri”, der er til at tale med – i bogstaveligste forstand.

Siri er en form for kunstig intelligens, der intet har med almindelig stemmekontrol at gøre. En intelligens, der er på vej til at revolutionere smartphone-teknologien endnu engang. En intelligens, der om få år vil tillade fuld stemmestyring af de fleste af telefonens funktioner – til stor glæde for ikke mindst os småbådsfiskere, der jo ikke altid har ledige fingre til at håndtere touch skærmen. Eller kun kolde og våde fingre, som ikke fungerer optimalt.

I en tidligere artikel har jeg gennemgået nogle af de tusindvis af apps, som kan være af speciel glæde for lystfiskere. Derfor skal jeg her nøjes med at konstatere, at selv om iPhone 4S i mine øjne er verdens i særklasse bedste smartphone, så er den ikke vandtæt. Den flyder heller ikke, hvis man taber den…

Men fat mod. Kan man ikke undvære sin iPhone til søs, kan man investere i en lille vandtæt boks, som med få klik gør din iPhone absolut vandtæt. Faktisk i så høj grad, at du kan svømme med den. Der er tale om et hylster fra amerikanske “LifeProof”, der udelukkende laver denne boks. Anbefales på det kraftigste, hvis man har tænkt sig at være rigtig ond mod sin elskede iPhone!

Er du mere til Android – et styresystem, som er videreudviklet, lånt eller direkte stjålet fra Apple af en tidligere Apple-ansat ingeniør og siden købt op af Google – er der lidt flere muligheder. Specielt er der grund til at kigge på Sony Ericssons lille og ganske fikse Xperia active, der er så vandtæt, som man nu kan få brug for det i en båd.

Sony anbefaler dog, at man ikke søsætter den helt, men den tåler fint en kort dukkert. Og så er den forsynet med en touch skærm, der lader sig betjene selv med våde fingre. Ingen dårlig detalje for en sejlende lystfisker!

Læs mere om opsætningen af denne lille og fikse “Fisk-O-Fon” i artiklen her.

VHS radio

Hvor mobiltelefonen må give op – på grund af manglende dækning eller et drænet batteri, tager VHF radioen over. Når dækningen er tynd, bruger din smartphone rigtig meget strøm på at lede efter og fastholde signalet. Faktisk, så meget, at det nemt kan halvere batterilevetiden. Med det uundgåelige resultat, at man løber tør for strøm efter få timer og står uden smartphone.

Jeg har selv stået i den situation så mange gange, at jeg til sidst tog konsekvensen af det og investerede i en Sonim XP3 mobiltelefon, der er lige netop det – og kun det: En mobiltelefon, man kan ringe til og fra og sms’e med. En mobiltelefon med et kolossalt batteri, som holder strøm til flere dage, da den ikke bruger strøm på at fange 3G signalet eller har nogen stor og strømslugende touch skærm. Og så kan den holde til det mest utrolige, hvilket utallige videoer på internettet vidner om.

Det er ikke småting, diverse medier har udsat netop Sonim’s XP3 for – med det ædle og ene formål at få den til at give op. Den er blevet sænket ned på søens dybeste steder. Den er blevet smidt ud fra høje broer. Og den er blevet frosset ind i en blok is. Uden at den er gået død af den grund. Man kig selv, hvad der ligger på YouTube. Der er underholdning til flere timer…

Men det var egentlig slet ikke mobiltelefoner, det skulle handle om her. Det var i stedet VHF radioen, der altid kan komme igennem – også længe efter at selv den smarteste smartphone har mistet grebet om signalet. VHF står for “Very High Frequency”, hvilket fortæller, at der er tale om en radio, som sender og modtager på meget høje frekvenser, der altid trænger igennem – selv langt til havs.

I mange år var VHF radioer noget, der kun hørte skibsfarten og de største lystbåde til. Helt enkelt fordi udstyret var så tungt, fyldte så meget og brugte så meget strøm, at det nødvendigvis måtte være fast installeret ombord.

Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag er batteriteknologien så højt udviklet, at et godt lithiumbatteri fint kan drive en VHF radio. Med det resultat, at VHF’en nu er blevet bærbar og dermed en reel mulighed i selv den småeste småbåd. Jeg har gennem årene haft forskellige modeller ombord og er i dag nået til en bærbar Lowrance LHR-80, som lever op til alle mine behov.

Den er let, den er 100% vandtæt, og så flyder den, hvis den skulle falde i vandet. En sjælden kombination af gode features i et og samme produkt! Og så kan man endda vælge mellem en sendestyrke på 1 eller 5 Watt – alt efter hvor presserende det måtte være at komme i kontakt med andre både.

Ekkolod og kortplotter

Man skal ikke have tilbragt ret mange timer på havet, førend man indser nødvendigheden af et ekkolod, der dels kan oplyse om dybden under båden – dels spotte eventuelle fisk. Men et godt ekkolod kan fortælle meget mere end bare det. Et godt ekkolod giver samtidig et rigtig godt indtryk af bunden – både dens forløb og dens sammensætning. Den indbyggede GrayLine eller Colorline funktion fortæller uden omsvøb, hvorvidt bunden er blød og mudret eller hård og stenet.

Man kan i dag få glimrende ekkolodder, som er 100% vandtætte og 100% transportable. Til formålet er de forsynet med en batteripakke, som man fylder op med almindelige batterier inden fisketuren. Men sådanne lodder er i sagens natur lidt primitive, hvad skærmopløsning og øvrige features angår. Alene strømforsyningen umuliggør en stor og højtopløselig skærm. Den ville trække alt for meget strøm fra batterierne.

Men man kan få endog meget fornemme lodder, som kombinerer en stor og højtopløselig farveskærm med utallige indstillingsmuligheder – lodder, der ikke fylder ret meget, og som derfor får plads i selv den mindste småbåd. Og er man villig til at spytte lidt ekstra i kassen, kan man ofte få de samme ekkolodder med indbygget kortplotter. Sådanne multifunktionsapparater bliver hurtigt aldeles uundværlige, skulle jeg hilse og sige. Så er du advaret!

Kortplotteren er sidste skridt på vejen mod den totale digitalisering af fiskeriet – det elektroniske søkort. Da plotteren normalt har indbygget GPS antenne, kan man på et digitalt søkort følge sig selv på skærmen. Nu ved man altid, hvor man befinder sig.

Kombinerer man sin GPS position med data fra ekkoloddet, er man kommet et effektivt fiskeri meget nærmere. Slut med at gætte sig til, hvor båden egentlig sejler og agnene fisker. Nu kan man direkte se på kortplotterens skærm, om man nu følger de dybdekurver, man havde planlagt. Samtidig kan man via SplitScreen funktionen se bundstrukturer og eventuelle fisk på en anden del af skærmen.

Mit seneste apparat i båden er et Lowrance HD-S 5 med en højtopløselig farveskærm og indbygget søkortplotter. Et fantastisk instrument, der tåler en god skylle og derfor fint kan bruges i en åben båd.

Computer

Hvis smartphone og kortplotter ikke er nok, må der en computer ombord. En almindelig bærbar Mac eller PC eller en mere handy tablet á la iPad. På en almindelig PC kan man køre sit “Levende Søkort” og planlægge sejlruter med meget mere. Problemet er blot, at kun meget få bærbare computere er vandtætte. Man er derfor henvist til at bruge dem inden døre – i bådens varme og tørre kahyt.

Det begrænser jo anvendelsesmulighederne meget, hvis man samtidig skal fiske. Flere og flere er derfor gået over til iPads, som er mindre og lettere at håndtere. Samtidig kan man få hylstre, som er ganske modstandsdygtige over for stød og slag samt nogenlunde vandtætte – det, der i fagsprog kaldes stænksikre. Efterhånden er det svært at se andet end lige det “Levende Søkort”, som kræver en regulær Windows PC – som ikke kan køre på en iPad.

Det var lidt om mere eller mindre vandtæt elektronik til brug i fiskebåden. Læs meget mere om alle disse dejlige ting og deres korrekte brug på havet i min e-bog “Småbådsfisker”. Her er det hele med – på bogens godt 200 tætskrevne sider. Fås som pdf til Mac eller PC. Eller som ePub til iPhone og iPad eller anden e-bogs læser.

Hornfisk på hænger

Små fluer til lange næb…

Maj er en hektisk måned, hvor det som lystfisker kan være endog meget svært at følge med. Alt i naturen eksploderer her i maj, hvor træer og buske springer ud, mens fiskene fylder i sig, så det er en lyst.

Og så er der hornfiskene. De første og største arriverer sidst i april – ofte meterlange og håndledstykke. Mere end én gang har jeg troet, at en stor havørred havde taget fluen, hårdt og brutalt – da jeg kunne se det lange sølvglimt under vandet. Med en smule skuffelse har jeg så måttet erkende, at det “blot” var en rigtig stor hornfisk…

Og det er både synd og skam, for hornfisken er en meget spændende fluefisk helt i sin egen ret. Bevares, man kan slumpe sig til en og anden hornfisk på fluer fisket tilfældigt gennem vandet. Men rigtig effektivt og spændende bliver fiskeriet først, når man ved, hvad man gør. Når man kender sit bytte og ved, hvad det gør. Og ikke mindst hvorfor…

Småt er godt

Det er velkendt, at lange, slanke og blanke blink fisket hurtigt og højt er sagen til nyankomne hornfisk. Det er også velkendt, at man mister flere fisk, end man fanger. En kendsgerning, som har fået mange til at montere et kort linestykke mellem blinket og den lille trekrog. Når hornfisken som en anden mini-marlin slår til blinket med sit lange næb, vil den ofte blive fanget af den lille trekrog. I hvert fald oftere end med en almindelig montage.

Men denne opfattelse af hornfisken og dens foretrukne føde har intet hold i virkeligheden. Faktum er nemlig, at hornfisk stort set aldrig æder lange, slanke og blanke ting som tobiser og sild. Nej, de foretrækker helt klart små rejer og tanglopper, som de plukker mellem tangen med deres lange næb.

Yderst på underkæben er der en lille følsom hudlap, som hornfiskene bruger til denne form for tilbagelænet fødesøgning. Det afslører maveindholdet tydeligt. Sidst på sommeren begynder sildeyngel på nogle få centimeter dog at dukke op sammen med krebsdyrene, men der er stadig tale om ganske små fødeemner.

Det er noget, som fluefiskeren kan drage nytte af. Små fluer str. 10-12 er dødbringende blandt forårets og forsommerens stimer af hornfisk. Har man fiskene synligt på kastehold, kan man fejre triumfer med let grej og små fluer på tynde forfang. Men går fiskene mere spredt, kan man med fordel ty til en doublé – til en kombination af en stor glitrende flue forrest og så en lille diskret efternøler.

Min egen favorit er her et str. 4 Juletræ forrest med en str. 10 rognflue bagest. Den lille flue bindes i et kort 20 cm’s linestykke, som er fastgjort til krogbøjningen på den store flue. Den store flue skal derfor have modhage, hvilket den lille ikke skal. Modhagen på den store flue sikrer, at linestykket ikke glider af. Den manglende modhage på den lille flue sikrer tilsvarende, at man let kan få fluen fri af hornfiskens tandbesatte kæber. Muligvis også sig selv. Men mere om det senere.

Det meste af tiden vil man opdage, at hornfiskene tager den lille flue. Nogle dage er det ni ud af ti fisk – enkelte dage sågar også den tiende! Så effektiv er denne kombination: Den store flue lokker fiskene til på afstand, mens de tager den lille flue, når de får øje på den. Ser man hornfisk efter fluerne, stopper man blot kort op. Sekundet efter sidder hornfisken der – på den lille flue, som sidder sikkert i mundvigen.

Holder man af at spise hornfisk – jeg gør ikke – kan man hurtigt fange sig et solidt måltid mad på denne måde.

Dejlig doublé i badekarret

I princippet kan man fange fisk på alle de fluer, man måtte fiske med – samtidig. Det ved sildefiskerne alt om. Her er der i regelen fuldt hus på alle kroge, når man spinner ind gennem sildestimen. Det samme gælder i høj grad de mindre “sildemakreller”, som også holder meget af flashy fluer á la Juletræet.

Det er straks langt mindre almindeligt at få flere fisk på fluerne på samme tid, når man fisker ørred. Det var imidlertid, hvad der skete en forårsdag for en del år siden. Jeg fiskede i et herligt lille badekar langs en af Djurslands smukke kyster, da jeg spottede aktivitet på kanten af sandbarren længst ude. Knapt var fluerne derude, før det rykkede hårdt i linen. Ikke en, men to gange.

Det viste sig, at en ørred under målet først havde taget det store Juletræ, hvorefter en kilostor fisk havde slugt den lille, dinglende rognflue. De to ørreder fightede så efterfølgende hinanden – helt uopmærksomme på mig, der jo burde have fightet dem!

Heldigvis var det let at fjerne krogen fra undermåleren. Og heldigvis var det en fin 45 cm’s havørred, der havde taget den lille flue. Den havde totalt slugt fluen, som jeg ikke havde fået klemt modhagen ned på…

Farlige fluer 1

Det er altid mere besværligt at fiske med to fluer på forfanget end bare én, og en sjælden gang kan det endda være decideret farligt…

Således en grå majdag på Samsø, hvor jeg havde et par timers fiskeri for mig selv mellem instruktionerne på højskolen. Jeg var kørt ud til Besser Rev, hvor det efter sigende skulle vrimle med nys ankomne hornfisk. Jeg var ved at rigge den lille efterhænger til, da en forbipasserende sagde noget til mig.

Jeg vendte mig om for at se, hvem det var – og krogede i samme bevægelse mig selv aldeles solidt på den lille flue. Str. 10 krogen gik i til knoglen i min højre tommelfinger og ville absolut ikke ud. Der var ikke andet at gøre end at lægge vejen ind om det lokale hospital i Tranebjerg. Først tog jeg dog et par closeups af det på én gang fascinerende og frygtindgydende syn!

Det skulle blive en mindeværdig oplevelse. For det første kunne jeg ikke finde hverken sygeplejerske eller læge på det tomme hospital. Og da jeg endelig fandt dem, havde de ikke noget værktøj. En lokal håndværker kom forbi og tilbød en rusten tang, da krogen skulle ud…

Men først skulle jeg bedøves. Den første sprøjte hjalp intet – de næste to heller ikke. Først efter den fjerde sprøjte kunne jeg ikke mærke mere, og fagkundskaben gik nu i krig med den rustne tang og den genstridige krog. Ud kom til sidst den lille krog – med to mand og én kvindes hjælp. Men uden den rustne tang var det aldrig lykkedes. Med til historien hører, at min højrehånd var følelsesløs resten af dagen. Den vågnede først op, da jeg skulle i seng…

Farlige fluer 2

Det kan ind imellem være lige lovlig spændende at fiske med to fluer på forfanget. Det måtte jeg selv sande for et par år siden. Det var på et af vore populære kystfluekurser i maj måned på den skønne Samsø. Hornfiskene havde invaderet kysterne og i dagtimerne helt fortrængt havørrederne. Dem var vi således henvist til at fange i aften- og nattetimerne, hvor hornfiskene holdt lav profil.

I skumringen vadede jeg hen over en ujævn bund spækket med store, runde og glatte sten med store buske af bølgende blæretang imellem. Vanskelig vadning i ukendt terræn. På forfanget sad samme kombination af fluer, som havde hærget blandt hornfiskene dagen igennem – en lille rød rognflue bag et stort perlemorsfarvet Juletræ bundet på cirkelkrog. Det er en krogtype, som muliggør fiskeri på lavvandede stræk, hvor en almindelig fluekrog vil sidde fast hele tiden.

Og så skete det, som selvfølgelig ikke burde ske. En flot havørred tager fluen længst ude, springer højt ud af vandet to gange, inden den dykker ned i tangen og sætter begge fluer fast. I hvert fald var der ingen fluer tilbage på det slappe forfang, jeg slukøret måtte trække ind…

Så kan man lære det, kan man – ikke at fiske med to fluer i farligt farvand!