Line Akademiet III

Styrken

Linen er det tynde bindeled mellem fisk og fisker. Vi kan derfor ikke få vore liner stærke nok, så vi ikke mister drømmefisken på grund af en sprængt line. Men der er meget andet at tage i betragtning…

Brudstyrke

Linens brudstyrke er direkte relateret til dens tykkelse, men med en lille twist: En dobbelt så tyk line er ikke dobbelt så stærk. Hvilket man måske umiddelbart kunne tro. Nej, den er fire gange så stærk!

Det skyldes helt enkelt den gamle skolelærdom, at arealet af en cirkel stiger med kvadratet på radius – “Phi gange radius i anden”, som det dengang blev banket ind i vore små hoveder. En 0.40 mm line er altså ikke dobbelt så stærk som en 0.20 mm line, men fire gange så stærk!

Linens brudstyrke måles altid i tør tilstand, hvilket i sig selv er aldeles forkert og misvisende. I sagens natur befinder fiskeliner sig jo i vand det meste af tiden – i hvert fald når det virkelig gælder! Det er jo meningen med dem. Og er de fremstillet af nylon, vil de opsuge en hel del vand, som mindsker brudstyrken. Jo mere vand, der diffunderer ind til nylonmolekylerne udefra, desto større bliver svækkelsen af linens brudstyrke.

Også her spiller linens tykkelse ind, idet den relative overflade mindskes i takt med, at tykkelsen stiger. Kort sagt: En tynd line vil relativt suge mere vand end en tyk, hvorfor problemet med vandindtrængen er størst med de tyndeste liner. Når de altså er af nylon.

Fluorocarbon suger til sammenligning stort set ikke vand og påvirkes derfor heller ikke heraf. Det samme gælder superliner, som dog kan opfange noget vand mellem fibrene – mest naturligvis for fletlinernes vedkommende. Men det påvirker ikke brudstyrken.

Knudestyrke

Alle liner er stærkest uden knude. Enhver knude vil svække linens brudstyrke, hvorfor man ofte taler om linens knudestyrke i relation til dens brudstyrke.

Der er meget stor forskel på forskellige knuder og deres holdbarhed. Knudestyrken angives i regelen som procent af linens brudstyrke – med de bedste knuder havende en knudestyrke meget tæt på 100%.

Ingen rigtig knude når dog de magiske 100%, som den blandt Big Game fiskere velkendte Bimini Twist gør. Den er da heller ikke nogen knude, men i stedet er takling, som vi kender det fra søfarten. Kun derfor kan den nå op på 100%. Desværre er den ganske kompliceret at lave og bruges derfor aldrig til almindeligt spinnefiskeri.

Tilsvarende ved fluefiskere af bitter erfaring, at en simpel overhåndsknude – en såkaldt “vindknude” – kan reducere nylonlinens brudstyrke med hele 50%…

Et helt andet spørgsmål er så, om knuden overhovedet kan holde – om den kan strammes helt op uden at glide. Det er et problem, som for alvor er blevet aktuelt med de moderne superliner, som dels er uelastiske – dels uhyre glatte.

Almindelige knuder, som vi kender dem fra monofillinerne, dur overhovedet ikke på superliner, der kræver helt nye knuder. Et forhold, der har fået mange fiskere til at opgive superlinerne og gå tilbage til nylonlinerne igen. Synd, for begge materialer byder på konkrete fordele i konkrete situationer.

Når man knytter knuder på nylonliner, er det af største vigtighed, at man fugter knuderrne, inden man strammer dem op. Herved undgår man, at knuden “brænder sammen” – at materialet ødelægges på grund af friktionsvarmen. Dette er af endnu større vigtighed med fluorocarbon, som har en hårdere overflade end nylon.

Slidstyrke

Brudstyrke er én ting, knudestyrke en anden og slidstyrken en helt tredje. Vi ved, at brudstyrken forringes i vand. Vi ved også, at enhver knude forringer linens brudstyrke, hvorfor der er fornuft i også at tale om knudestyrke – emnet for en senere artikel her i LineAkademiet. Endelig er der også stor forskel på forskellige liners slidstyrke – evnen til at modstå slibende, raspende eller skærende påvirkninger under fiskeriet.

Lige akkurat på dette område er linens tykkelse en meget vigtig faktor. Tykke liner holder helt enkelt til flere påkendinger end tynde – alt andet lige – og derfor kan man i mange situationer være tvunget til at bruge langt tykkere liner, end man umiddelbart ville gøre. Liner, som er meget tykke i forhold til fiskenes størrelse og styrke. Er de ikke tykke nok, vil de hurtigt blive slidt eller raspet over. Med mistede fisk og tabte agn til følge.

Et godt eksempel på sådanne forhold er vande, hvor sunkne træstammer giver fiskene alle muligheder for at dykke ned og sætte sig fast. Eller vande, hvor undersøiske klippeskær stikker op og risikerer at fange linen under fight. Eller småsøer, hvor tykke åkandestængler truer med at sprænge inen, når en kroget storgedde søger ind i dem.

Endelig er det vigtigt at forstå, at selv stærke superliner har medfødte svagheder – hvis de er tynde nok. Da kan alene kontakten med et topøje under kast være nok til at knække eller i hvert fald svække en superline, hvis brudstyrke ellers burde være nok.

Det skal man altid tænke på, hvis man eksempelvis vil kaste rekordlangt med tunge kystwoblere. Her er der klare grænser for, hvor tynd en superline man kan vælge. Det er ikke nok, at brudstyrken målt i kilo burde række. Der skal være et minimum af gods i den, førend den klarer mosten.

Der er således masser af situationer, hvor man er tvunget af omstændighederne til at bruge langt tykkere liner, end man ellers ville gøre. Alene af hensyn til slidstyrken.

© 2011 Steen Ulnits