Tykkelsen
Det er linens tykkelse, som afgør, hvor langt du kaster, hvor livligt agnet opfører sig i vandet, og hvor meget linen fylder på spolen. Det er også linens tykkelse, der langt hen ad vejen afgør dens slidstyrke. Valg af linetykkelse er derfor ofte lige så vigtigt som valg af brudstyrke.
Kastelængde
Det er indlysende, at kastelængden er omvendt proportional med linetykkelsen. Jo tyndere line desto længere kast. Mest markant er dette med fastspolehjul, hvor linen under kast kravler op over spolekanten – vinkelret på kasteretningen. Fastspolehjul egner sig derfor bedst til de tyndeste liner. Multihjul er omvendt mindre følsomme overfor linetykkelsen og egner sig derfor bedre til fiskeri med tykkere liner.
Det er friktionen mellem line og stangringe, som bremser agnet og mindsker kastelængden. Det vil enhver vide, som har oplevet at se sit agn forsvinde mod fjerne horisonter – fordi linen af en eller anden grund er knækket i kastet. Og da er der jo pludselig nul friktion mellem line og stangringe. Det er forrygende kastelængder, man kan opnå på denne desværre kostbare og meget upraktiske måde…
Jo tykkere linen er, desto større bliver friktionen under kast. Dels friktionen mellem line og spole, hvilket er af størst betydning på fastspolehjul, hvor linen jo skal kravle op over spolekanten under kastet. Og dels friktionen mellem line og stangringe. Jo tyndere line desto mindre fysisk kontakt og tilsvarende mindre friktion – med længere kast til følge.
Våde liner klæber til stangen, øger friktionen og mindsker kastelængden. Det går også ud over kontrollen ud til agn og krog. Derfor er medestænger typisk monteret med såkaldte “stand off” ringe, som er højbenede for at holde den tynde line væk fra stangen. Et vigtigt forhold, når man bruger lette agn og tynde liner på samme tid.
Linekapacitet
Vi har gennem årtier vænnet os til, at et hjuls linekapacitet angives i antal meter line af en given diameter – eksempelvis 200 meter 0.20 mm. En praksis, vi derfor er helt trygge ved her i Europa.
Amerikanerne har det derimod ikke helt så let. De besluttede ganske vist for længe siden, at de ville overgå til det suveræne metriske system – som erstatning for deres antikverede pund, ounces, gallons, pints, fod, tommer og mystiske brøkdele heraf.
Allerede i 1916 nedsatte man en hel kommission – The U.S. Metric Association – der skulle implementere det metriske system. Men det var som med momsen i Vestjylland: Det ville ligesom ikke rigtig slå an…
Man har endda et tidsskrift, der hedder “Metric Today”, som søger at fremme processen. Og så sent som i år 2010 gjorde det amerikanske skolesystem et nyt forsøg på at komme på omgangshøjde med Europa, men det er op ad bakke.
Man kan undre sig over, at de gæve amerikanere overhovedet har kunnet klare sig uden det metriske system, men det har de. Endda glimrende. Undervejs har de jo sat mennesker på Månen, sendt rumfærger i kredsløb og hængt geostationære GPS satellitter op over kloden. Altsammen med tommer og pund…
Men tilbage til sagen – linerne. Her opererer amerikanerne nemlig ikke med diameter, men med brudstyrke i pund – lbs. – hvilket er aldeles forvirrende og ganske misvisende. For linens brudstyrke siger jo intet om, hvor tyk den er og hvor meget den fylder.
Samtidig kan to liner af samme diameter sagtens have meget divergerende brudstyrker – selv hvis de er fremstilet af samme materiale. For slet ikke at tale om tynde superliner versus tykke af nylon. Det er som at sammenligne æbler og pærer.
Bevægelighed
Under stort set alle former for fiskeri gælder det, at agnet skal kunne bevæge sig så frit i vandet som vel muligt. Og her er det en grundregel, at den tyndest mulige line giver agnet den største bevægelsesfrihed.
Det er derfor vigtigt, at der er et passende forhold mellem linens tykkelse og agnets vægt. Kun da vil agnet kunne bevæge sig frit og uhæmmet af linen. Det hjælper således ikke noget at knytte et 7 grams blink for enden af en 0.40 mm line, der vil virke mere som et stykke tovværk end en fiskeline. 0.20 mm er langt mere passende, hvis vi taler om nylonliner.
Sidder der superline på hjulet, vil man ofte være bedst tjent med den halve diameter – eksempelvis 0.10 mm, hvis man foretrækker FireLine eller Whiplash.
Vi monterer i regelen vore kunstagn med en svirvel foran – eventuelt en svirvel med hægte, så vi hurtigt og uden at binde knuder kan skifte agn. Svirvelen skal dels sikre agnet en større bevægelsesfrihed under indspinning, hvilket giver en mere levende gang i vandet. Dels sikre, at roterende agn som bladspinnere ikke snor eller kinker linen mere end højst nødvendigt.
Men når det gælder helt små spinnere og woblere – agn, som ofte bruges til ørredfiskeri i små strømvande – er selv den mindste svirvel for stor. Her er der kun den ene løsning tilbage: At fiske med den tyndest mulige line!
Usynlighed
Vi ved, at fisk kan se farver. Men vi tror ofte eller tilstræber i hvert fald, at de ikke kan se linen. Det kan de naturligvis godt – i langt de fleste tilfælde. Endda i en sådan grad, at de må være dumme for overhovedet at bide på…
Nu er fisk imidlertid ikke dumme, for man skal jo kunne tænke for at være dum, og det kan fisk altså ikke. Heldigvis forbinder de kun sjældent linen med noget farligt, men der er dog markante undtagelser. Typisk er der tale om sky fisk i klare vande – fisk, som ofte er udsat for et hårdt fiskepres. Fisk, som måske endda flere gange i deres korte liv har været kroget, landet og er blevet genudsat.
Her taler vi naturligvis om karper, der kan blive ganske krog- og linesky. Fisk, som derfor kræver brug af de tyndeste og mest usynlige liner, hvis man overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at lokke dem til hug.
Fluorocarbon er derfor det naturlige valg i sådanne situationer. Ikke nødvendigvis til hele linen, for fisken ser jo kun det yderste korte stykke. Men i hvert fald til de yderste meter, hvortil krogen jo knyttes. Fluorocarbon bruges derfor meget ofte som forfangsmateriale, der knyttes til hovedlinen med specielle knuder. Mere herom i en senere artikel.
Vandmodstand
En sidste og i mange situationer altafgørende faktor i valget af line er vandmodstanden eller strømpresset. Fisker man i et hårdt strømvand – eksempelvis en rivende norsk elv – vil strømpresset på en nylonline ofte gøre det svært at få agnet ned til bunden. Det bliver løftet op i overfladen af strømmens pres på den tykke line.
Her er løsningen naturligvis at skifte til en tynd superline, hvis halve diameter reducerer vandmodstanden og strømpresset på linen til blot en fjerdedel.
Nu er det ikke længere noget problem af få en lakseske ned til fiskene. Nu behøver man ikke længere bruge kompakte blink eller sågar pirke, der har et ringe liv i vandet. Nu kan man i stedet bruge lettere blink i tyndere plade, som har en mere levende gang i vandet. Altsammen takket være den tynde superline!
For havfiskeren har dette ofte endnu større betydning. Langt til havs og på store vanddybder løber strømmen i perioder så hårdt, at selv den største pirk har svært ved at nå bunden. I gamle dage var det således velkendt, at der var tidspunkter, hvor selv en 400 grams rørpirk ikke kunne nå bunden, men blev presset helt op i overfladen af strømmen.
Det var dengang, hvor standardlinen var en nylonline på 0.50 til 0.60 mm – en tyk line med en voldsom vandmodstand.
I dag er dette ikke længere noget problem. I dag bruger man i stedet en flettet superline á la Whiplash Pro, hvor man kan nøjes med en diameter på det halve – 0.25 til 0.30 mm – uden overhovedet at gå på kompromis med brudstyrken. Vandmodstanden og strømpresset er nu næsten borte – i hvert fald reduceret til en brøkdel af tidligere!
Søfiskeren, der jigger efter gedde, aborre eller sandart fra en drivende båd, har samme glæde af en tynd superline, som med sin ringe diameter og manglende elasticitet giver perfekt kontakt til jiggen – selv på søens største dybder.
Overalt betyder brugen af tynde superliner, at man kan klare sig med lettere grej end tidligere – med bedre fangster og langt større fornøjelse til følge.
Her er det virkelig tykkelsen, der tæller!
© 2011 Steen Ulnits
Del denne artikel: