Små fluer til lange næb…
Maj er en hektisk måned, hvor det som lystfisker kan være endog meget svært at følge med. Alt i naturen eksploderer her i maj, hvor træer og buske springer ud, mens fiskene fylder i sig, så det er en lyst.
Og så er der hornfiskene. De første og største arriverer sidst i april – ofte meterlange og håndledstykke. Mere end én gang har jeg troet, at en stor havørred havde taget fluen, hårdt og brutalt – da jeg kunne se det lange sølvglimt under vandet. Med en smule skuffelse har jeg så måttet erkende, at det “blot” var en rigtig stor hornfisk…
Og det er både synd og skam, for hornfisken er en meget spændende fluefisk helt i sin egen ret. Bevares, man kan slumpe sig til en og anden hornfisk på fluer fisket tilfældigt gennem vandet. Men rigtig effektivt og spændende bliver fiskeriet først, når man ved, hvad man gør. Når man kender sit bytte og ved, hvad det gør. Og ikke mindst hvorfor…
Småt er godt
Det er velkendt, at lange, slanke og blanke blink fisket hurtigt og højt er sagen til nyankomne hornfisk. Det er også velkendt, at man mister flere fisk, end man fanger. En kendsgerning, som har fået mange til at montere et kort linestykke mellem blinket og den lille trekrog. Når hornfisken som en anden mini-marlin slår til blinket med sit lange næb, vil den ofte blive fanget af den lille trekrog. I hvert fald oftere end med en almindelig montage.
Men denne opfattelse af hornfisken og dens foretrukne føde har intet hold i virkeligheden. Faktum er nemlig, at hornfisk stort set aldrig æder lange, slanke og blanke ting som tobiser og sild. Nej, de foretrækker helt klart små rejer og tanglopper, som de plukker mellem tangen med deres lange næb.
Yderst på underkæben er der en lille følsom hudlap, som hornfiskene bruger til denne form for tilbagelænet fødesøgning. Det afslører maveindholdet tydeligt. Sidst på sommeren begynder sildeyngel på nogle få centimeter dog at dukke op sammen med krebsdyrene, men der er stadig tale om ganske små fødeemner.
Det er noget, som fluefiskeren kan drage nytte af. Små fluer str. 10-12 er dødbringende blandt forårets og forsommerens stimer af hornfisk. Har man fiskene synligt på kastehold, kan man fejre triumfer med let grej og små fluer på tynde forfang. Men går fiskene mere spredt, kan man med fordel ty til en doublé – til en kombination af en stor glitrende flue forrest og så en lille diskret efternøler.
Min egen favorit er her et str. 4 Juletræ forrest med en str. 10 rognflue bagest. Den lille flue bindes i et kort 20 cm’s linestykke, som er fastgjort til krogbøjningen på den store flue. Den store flue skal derfor have modhage, hvilket den lille ikke skal. Modhagen på den store flue sikrer, at linestykket ikke glider af. Den manglende modhage på den lille flue sikrer tilsvarende, at man let kan få fluen fri af hornfiskens tandbesatte kæber. Muligvis også sig selv. Men mere om det senere.
Det meste af tiden vil man opdage, at hornfiskene tager den lille flue. Nogle dage er det ni ud af ti fisk – enkelte dage sågar også den tiende! Så effektiv er denne kombination: Den store flue lokker fiskene til på afstand, mens de tager den lille flue, når de får øje på den. Ser man hornfisk efter fluerne, stopper man blot kort op. Sekundet efter sidder hornfisken der – på den lille flue, som sidder sikkert i mundvigen.
Holder man af at spise hornfisk – jeg gør ikke – kan man hurtigt fange sig et solidt måltid mad på denne måde.
Dejlig doublé i badekarret
I princippet kan man fange fisk på alle de fluer, man måtte fiske med – samtidig. Det ved sildefiskerne alt om. Her er der i regelen fuldt hus på alle kroge, når man spinner ind gennem sildestimen. Det samme gælder i høj grad de mindre “sildemakreller”, som også holder meget af flashy fluer á la Juletræet.
Det er straks langt mindre almindeligt at få flere fisk på fluerne på samme tid, når man fisker ørred. Det var imidlertid, hvad der skete en forårsdag for en del år siden. Jeg fiskede i et herligt lille badekar langs en af Djurslands smukke kyster, da jeg spottede aktivitet på kanten af sandbarren længst ude. Knapt var fluerne derude, før det rykkede hårdt i linen. Ikke en, men to gange.
Det viste sig, at en ørred under målet først havde taget det store Juletræ, hvorefter en kilostor fisk havde slugt den lille, dinglende rognflue. De to ørreder fightede så efterfølgende hinanden – helt uopmærksomme på mig, der jo burde have fightet dem!
Heldigvis var det let at fjerne krogen fra undermåleren. Og heldigvis var det en fin 45 cm’s havørred, der havde taget den lille flue. Den havde totalt slugt fluen, som jeg ikke havde fået klemt modhagen ned på…
Farlige fluer 1
Det er altid mere besværligt at fiske med to fluer på forfanget end bare én, og en sjælden gang kan det endda være decideret farligt…
Således en grå majdag på Samsø, hvor jeg havde et par timers fiskeri for mig selv mellem instruktionerne på højskolen. Jeg var kørt ud til Besser Rev, hvor det efter sigende skulle vrimle med nys ankomne hornfisk. Jeg var ved at rigge den lille efterhænger til, da en forbipasserende sagde noget til mig.
Jeg vendte mig om for at se, hvem det var – og krogede i samme bevægelse mig selv aldeles solidt på den lille flue. Str. 10 krogen gik i til knoglen i min højre tommelfinger og ville absolut ikke ud. Der var ikke andet at gøre end at lægge vejen ind om det lokale hospital i Tranebjerg. Først tog jeg dog et par closeups af det på én gang fascinerende og frygtindgydende syn!
Det skulle blive en mindeværdig oplevelse. For det første kunne jeg ikke finde hverken sygeplejerske eller læge på det tomme hospital. Og da jeg endelig fandt dem, havde de ikke noget værktøj. En lokal håndværker kom forbi og tilbød en rusten tang, da krogen skulle ud…
Men først skulle jeg bedøves. Den første sprøjte hjalp intet – de næste to heller ikke. Først efter den fjerde sprøjte kunne jeg ikke mærke mere, og fagkundskaben gik nu i krig med den rustne tang og den genstridige krog. Ud kom til sidst den lille krog – med to mand og én kvindes hjælp. Men uden den rustne tang var det aldrig lykkedes. Med til historien hører, at min højrehånd var følelsesløs resten af dagen. Den vågnede først op, da jeg skulle i seng…
Farlige fluer 2
Det kan ind imellem være lige lovlig spændende at fiske med to fluer på forfanget. Det måtte jeg selv sande for et par år siden. Det var på et af vore populære kystfluekurser i maj måned på den skønne Samsø. Hornfiskene havde invaderet kysterne og i dagtimerne helt fortrængt havørrederne. Dem var vi således henvist til at fange i aften- og nattetimerne, hvor hornfiskene holdt lav profil.
I skumringen vadede jeg hen over en ujævn bund spækket med store, runde og glatte sten med store buske af bølgende blæretang imellem. Vanskelig vadning i ukendt terræn. På forfanget sad samme kombination af fluer, som havde hærget blandt hornfiskene dagen igennem – en lille rød rognflue bag et stort perlemorsfarvet Juletræ bundet på cirkelkrog. Det er en krogtype, som muliggør fiskeri på lavvandede stræk, hvor en almindelig fluekrog vil sidde fast hele tiden.
Og så skete det, som selvfølgelig ikke burde ske. En flot havørred tager fluen længst ude, springer højt ud af vandet to gange, inden den dykker ned i tangen og sætter begge fluer fast. I hvert fald var der ingen fluer tilbage på det slappe forfang, jeg slukøret måtte trække ind…
Så kan man lære det, kan man – ikke at fiske med to fluer i farligt farvand!
© 2011 Steen Ulnits
Del denne artikel: