Smartphones til smarte fiskere…
Vi lystfiskere kan åbenbart godt lide smartphones. I hvert fald har artikler om iPhone og iPad på www.steenulnits.dk og mit oprindelige website, www.ulnits.dk, altid mange læsere.
Men nu er der jo en Verden uden for Verona – andet end lige hundedyre og supercool produkter fra Apple. Der er jo også Android telefoner, som efter bedste evne søger at gøre Apple kunsten efter. – Hvorfor skriver du ikke noget om disse telefoner, der jo kan meget, og som kan erhverves til mere overkommelige priser?
Sådan har et par læsere kommenteret tidligere artikler om iPhones og iPads, og dem skylder jeg derfor en artikel om Android telefoner – selv om det jo er “a stolen product”, som salig Steve Jobs sagde kort før sin død. En billig kopi af den oprindelige iPhone fra 2007. “Me too” produkter, som lader hånt om mange Apple patenter, og som byder sig billigt til.
Men ret skal være ret, og man får rigtig mange features til relativt få penge. Samtidig har man flere helt vandtætte modeller at vælge imellem – ideelle til os lystfiskere, som jo færdes i ganske våde omgivelser. Så sent som for to uger siden oplevede jeg, hvordan en af mine kursister søsatte sin spritnye iPhone – trods vandtætte lommer i de nyerhvervede waders. Hun havde desværre glemt at lukke lommerne…
Well, den slags sker ikke, hvis man investerer i en vandtæt Android smartphone fra japanske Sony – en Xperia active, der kan tåle det hele. Den er omtalt i en tidligere artikel, så her skal vi fokusere på softwaren i stedet for hardwaren. – Hvad skal man putte i sin Android telefon for at være optimalt rustet som lystfisker?
Lad os tage et kig på min egen Xperia, som jeg har været ganske glad for. Som i dag kan fås for mellem 1.000 og 1.500 kroner – uden abonnement. Til sammenligning skal man af med op mod det 3- dobbelte eller 4-dobbelte for en iPhone, der ikke engang er vandtæt…
Det specielle ved Xperia active er – ud over at den naturligvis er 100% vandtæt og derfor kan tåle en dukkert – at den er skabt til et aktivt liv. Sony har designet sin egen brugerflade til Android 2.3 styresystemet, som deler skærmen op i fire hjørner, der kan tildeles hver fire apps.
Det er en ganske smart opdeling, idet man så kan tilgå de omkring 20 vigtigste apps direkte fra hovedskærmen. Man kan naturligvis fylde telefonen op med i hundredvis af andre apps, som blot er gemt længere nede i hierakiet. Men hånden på hjertet – hvor mange apps er det nu lige, vi bruger regelmæssigt?
Jeg har mine iPhones og iPads fyldt op med fantastiske programmer, som jeg aldrig eller kun sjældent bruger. Dette i tilgift til den lille halve snes, jeg bruger hele tiden. Alligevel ville jeg ikke undvære nogen af dem. De har fancy funktioner, som andre apps ikke har eller magter, men som jeg altså kun undtagelsesvis har brug for.
De kan eksemplevis forudsige, hvornår den internationale rumstation kommer forbi og er synlig fra jorden. Eller agere søkort, der kan fortælle mig min eksakte position på havet. Eller fortælle, hvordan solen står et givet sted. Og så videre.
Jeg har derfor gjort en dyd ud af ikke at fylde min Xperia active op med flere apps, end jeg har brug for. Men til gengæld de apps, som er absolut uundværlige i løbet af en lang fiskedag. De allerfleste er aldeles gratis, hvilket jo er karakteristisk for Android. Kvalitet og funktion er til gengæld ikke på højde med det, man er vant til fra Apple’s iOS.
Mine Android favoritter kommer her – gennemgået fra hjørne til hjørne på min diminutive Xperia active. Sådan ser den lille 3 tommer startskærm ud:
I øverste venstre hjørne har jeg en lille radio app, så jeg kan høre vejrudsigten eller nyhederne, hvis jeg får lyst til eller brug for det. Det er ofte muligt at få kontakt med omverdenen ad denne vej – selv i områder, hvor der er dårlig 3G dækning.
Skulle jeg trænge til lidt musik, er der naturligvis også en app til det. Med mig har jeg en lille samling favoritnumre, som ikke fylder alverden. Det er jo skønt ind imellem at kunne høre sange som “Fish Ain’t Bitin’” eller “Bonefish Foley”!
Til de mere praktiske apps hører kalender og alarm. Det er fantastisk rart at kunne checke sin kalender og aftale nye fisketure, mens man er ude i felten. Eller sætte vækkeuret, så man ikke glemmer at komme hjem til tiden.
Det kan spare én for mangen en skideballe fra konen eller kæresten – eller bedre endnu: En kostbar redningsaktion med helikopter, hvis man er taget ud at sejle og ikke er kommet hjem til aftalt tid…
I det øverste højre hjørne finder vi de navigations apps, man absolut ikke kan undvære – samt en enkelt, der primært har underholdningsværdi. Først og fremmest er der et kompas, som kan vise sig uundværligt og i bedste fald redde ens liv. Hvis man eksemplevis er faret vild i tågen og vader rundt mellem dybe tidevandsrender uden at vide, hvor man er eller hvordan man kommer i land igen. Det er utrolig let at miste orienteringen, når først tågen har lagt sig. Skulle jeg hilse og sige…
Google Maps er kendt af alle og helt uundværlig, når man skal finde ned til vandet ad de mange småveje, som findes rundt omkring. Et klassisk og helt gratis program, som er i brug næsten hver dag. Med fiskestang eller uden. Google Maps er et suverænt program, hvis man ville kigge en ny kyst ud, mens man stadig er derhjemme. De fine luftfotos er guld værd!
Helt så nødvendig er det tilhørende Navigation ikke, selv om det er meget praktisk at have, når man skal finde vej til kendte og veldefinerede lokaliteter.
Endelig er der Google Sky Map, som jeg bruger regelmæssigt. Det er ikke tilnærmelsesvis så godt som mange af de stjerneprogrammer, man kan få til iOS, men det er gratis – og meget bedre end ingenting. Helt perfekt, hvis man bare vil orientere sig på stjernehimlen – måske for lige at se, hvor stjerneskuddene fra Orioniderne vil komme fra.
I det nederste venstre hjørne har jeg samlet forskellige apps til kommunikation. Det gælder telefonbogen, så man altid kan finde nummeret på mekanikeren, hvis motoren i bil eller båd skulle strejke undervejs. Eller fiskekammeraten, hvis man skulle fange en fisk, der er værd at prale af.
Af samme årsag er jeg altid klar til at sende en SMS, hvis det skulle være nødvendigt. Eller en e-mail, hvis der er brug for mere plads til at beskrive fangsten og den forrygende fight, der gik forud!
I nederste højre hjørne finder vi de deciderede værktøjer. Det gælder kameraet, som med sine 5 millioner pixels godt kan tage acceptable billeder – i en snæver og ikke mindst våd vending. Man kan også skyde en hurtig filmsekvens til YouTube, hvis man nu har lyst til det i stedet.
Endelig er der en browser, så man kan gå på nettet og checke forskellige ting ud. Måske bare bestille en pizza, så den er klar på vejen hjem. Sidst, men bestemt ikke mindst, så finder vi her en lille lygte, som er aldeles uundværlig efter mørkets frembrud. Når grejet skal skilles ad og pakkes ned. Når nøglehullet i bildøren skal findes. Etc. Den app bliver man hurtigt gode venner med!
Og det var så det. Jeg har dog glemt de henvisninger, som jeg har lagt direkte på startskærmen. Her er det ikke mindst henvisninger til vejr og tidevand, jeg meget ofte bruger. I stedet for at skulle ind i browseren og finde de samme ting her, har jeg henvisningerne liggende og kan klikke direkte på dem. Det sparer tid – og penge.
Afslutningsvis er der det ganske smarte ved Xperia active, at dens skærm kan betjenes med våde fingre. Det kan man heller ikke på sin iPhone. Til gengæld var Android aldrig kommet til, hvis ikke der havde været en iPhone at kopiere efter. I skrivende stund er Samsung netop blevet idømt en gigantisk bøde på over én milliard US dollars for at have kopieret et antal af Apple’s iPhone patenter uden først at have spurgt om lov – eller betalt for det. I Samsung’s egen udgave af Android styresystemet.
Herefter kommer så turen til alle de øvrige Android telefoner, der givet også har forbrudt sig mod Apple’s mange patenter. Og til sidst Google selv. Men indtil da kan man jo glæde sig over, at Google giver sit styresystem væk til alle, der gider bruge det. Gratis. Det skal der jo komme billige telefoner ud af!
© 2012 Steen Ulnits
Del denne artikel: