LineAkademiet

Materialet

Vore dages fiskeliner er højteknologiske produkter af rumalderen. De fås i alle tænkelige udgaver og i flere forskellige materialer – med hver deres stærke og svage sider.

Når man ser nutidens fantastiske liner, tænker man kun sjældent på, hvor lang tid de har været undervejs. De første mennesker brugte dyresener til fremstilling af deres primitive fiskesnører – og kroge skåret af dyreknogler.

Siden kom flettede liner af eksempelvis hestehalehår til – ofte taperet ned til et enkelt hår længst ude mod krogen. I de dage var det almen kendt, at man til fiskesnøre altid skulle bruge hestehår fra hingste – aldrig fra hopper…

I kolonitiden kom silken til – bragt hertil fra Kina, hvor man længe havde kendt til dette materiale og dyrket silkeorme til formålet. Silketråd var og er stadig et meget stærkt materiale, som kan flettes og væves på et utal af måder. Silkens styrke var og er, at den er stærk og uelastisk. Silkens svaghed, at den er organisk og derfor ikke bare kan, men også vil rådne op i våd tilstand…

Anden Verdenskrig bød på en rivende udvikling inden for kemien. Nye kunststoffer kom til og erstattede gamle. Nylon var et af disse materialer, som hurtigt udkonkurrerede silken – det være sig til damestrømper, faldskærme – eller fiskeliner!

Monofile liner

Det er de heltrukne liner af ikke mindst nylon, vi normalt forbinder med fiskeliner. Liner, som har været med os siden Anden Verdenskrig, og som har revolutioneret det moderne sportsfiskeri. Der er tale om de såkaldte monofile liner, der består af en enkelt heltrukket tråd.

Nylon

Nylonliner udgør langt størsteparten af vore dages fiskeliner, og det er der mange gode grunde til. Dels er nylon et billigt materiale, og dels er nylonlinen let at håndtere under kast og fiskeri. Endelig betyder den indbyggede elasticitet, at hårde ryk under fight af fisk afbødes af linen selv. Nylonlinen er derfor ideel til urutinerede fiskere – eller fiskere, som kun lejlighedsvis dyrker denne interesse.

Nylon består af endeløse kæder af såkaldte “polymerer” –  lange og identiske molekyler, som ensrettes under strækning af linen. Den flydende nylonmasse ekstruderes gennem små huller, som afgør linens første diameter. Herefter strækkes den og bliver tyndere. Jo mere man strækker linen under fremstillingen, desto stærkere bliver den. Til en vis grænse, naturligvis.

Man kan ændre på nylonlinens egenskaber på forskellig vis. Desværre kan man ikke ændre på én parameter, uden at det samtidig går ud over en anden. Ønsker man for eksempel en blød og smidig line, går det uundgåeligt ud over brudstyrken, som bliver mindre. Ønsker man en stivere line, som er bedre til at binde knuder med, mindskes brudstyrken også. Og så videre.

Dette problem omgår man i vid udstrækning ved at blande forskellige typer nylon med forskellige egenskaber. På denne måde opnår man det bedste fra begge typer – i én og samme line. Sådanne liner kaldes “copolymere” – ofte fremstillet af Nylon 6 og Nylon 66, som er to af de mest almindelige nylontyper.

Næsten alle kvalitetsliner er i dag copolymere – nogle sågar tripolymere. Det var tilfældet med Berkley’s tidligere topline, som bar det meget passende navn “Trimax”. Sådanne liner er  dejlige, men desværre dyre at fremstille.

Fluorocarbon

Med det blotte øje kan man kun vanskeligt se forskel på almindelige nylonliner og så moderne liner af fluorocarbon. De er tilsyneladende ens. Men de to materialer er meget forskellige og har meget divergerende egenskaber, som gør dem egnet til forskelligt fiskeri.

Fluorocarbon er oprindeligt udviklet til offshore industrien, som havde brug for rør og slanger, der kunne ligge på havbunden i årevis – uden at nedbrydes. Resultatet blev vore dages fluorocarbon, som er raffineret til brug i fiskeliner. Således er materialet gjort mere blødt og smidigt, så der bedre kan knyttes knuder på det.

Da materialet er markant hårdere end nylon, er det af største vigtighed, at linen fugtes, inden knuden strammes helt op. Ellers vil friktionsvarmen ødelægge materialet og svække knuden.

Fluorocarbon har andre unikke egenskaber. Til de positive hører, at materialet ikke suger vand og derfor ikke – modsat nylon – mister brudstyrke i våd tilstand. Det nedbrydes heller ikke af solens skadelige UV stråler, men kan holde i flere år – en kendsgerning, som er med til at retfærdiggøre den høje pris på fluorocarbon.

En aldeles unik ting ved fluorocarbon er, at materialets brydningsindeks for lys er næsten det samme som vands. Det betyder, at fluorocarbon er langt mindre synlig i vand end nylon for slet ikke at tale om superlinernes Dyneema. Et forhold, der er af stor betydning over for sky fisk i klart vand.

Superliner

Bag dette dramatiske og lidet beskrivende navn gemmer sig moderne fiskeliner fremstillet af materialet “Dyneema”, som er et produkt af rumalderen og et højteknologisk materiale i familie med kevlar.

Dyneema er let, men stærkt som stål og har derfor mange anvendelsesområder. Et af disse områder er fremstilling af fiskeliner, som kan gøres ufatteligt stærke i forhold til både deres egen diameter og tilsvarende tykke nylonliner.

Således er det helt normalt, at en superline har en brudstyrke, som er både 6 og 7 gange større end tilsvarende tykke nylonliner. Eksempelvis har verdens mest solgte fiskeline – Trilene XL –  en brudstyrke på 5,5 kg ved en tykkelse af 0.24 mm. Vælger man i stedet en WhipLash Pro superline af samme tykkelse, er brudstyrken helt oppe på 37,8 kg!

Samtidig er superliner så godt som uelastiske, hvilket gør det muligt at kroge fisk på afstande op til 100 meter. Men som også gør det mere krævende at fighte store fisk, og som derfor stiller større krav til fiskehjulets bremse. En ujævn og hakkende bremse kan her være fatal!

Fusionsliner

Berkley’s verdenskendte FireLine er fremstillet af i tusindvis af parallelle Dyneema fibre, som er kemisk hæftet til hinanden. Man kan sige, at de er limet eller svejset sammen til ét ubrydeligt hele.

Denne fremstillingsform betyder, at FireLine og andre fusionsliner ikke er runde, men flade. Det betyder også, at de er meget smidige og derfor let smyger sig op over spolekanten på et lille fastspolehjul under kast. Til gengæld er det meget svært at måle den eksakte diameter – noget, der altid har været en smal sag med monofile liner, som jo fødes cirkelrunde.

Fusionsliner er mere tilbøjelige til at flosse eller sågar knække, dersom de udsættes for ekstrem slitage – i form af sten eller klipper, som glider hen over linen. Fisker man med tynde liner og lange kast – eksempelvis langs stenede strande på Bornholm eller i Sydsverige – risikerer man, at ens tynde fusionsline raspes over af skarpe klipper under fight med store fisk. Her kan flettede superliner derfor være et bedre valg.

Til gengæld er fusionsliner stort set 100% uelastiske, hvilket muliggør krogning af fisk på en meget lang line – længere end med flettede superliner.

Flettede liner

Disse er nemlig født med en vis, omend meget begrænset elasticitet, som ikke skyldes materialet, men udelukkende fletningen. Jo tættere flettet desto mere elastisk. Flettede superliner er fremstillet af det selvsamme Dyneema, som også fusionslinerne er.

Mange foretrækker flettede superliner af typen Whiplash, som er noget mere runde end fusionslinerne, og som derfor kan være lettere at have med at gøre. De er lidt stivere og har ikke helt så let ved at sno sig om topøjet, som fusionsliner kan have det. De er typisk også lettere at håndtere på multihjul – og lettere at udrede, dersom man skulle komme ud for et overløb med efterfølgende “fuglerede”.

Mange vælger derfor at bruge fusionsliner som FireLine på deres mindre fastspolehjul, mens de altid spoler flettet Whiplash på deres kraftigere multihjul. Men i begge tilfælde nyder de fordelene af at have verdens bedste og stærkeste liner på deres hjul!

Moderne liner er således mange og meget forskelige ting. Ingen line er perfekt til det hele, men heldigvis er der altid en line, som er ideel til netop det og dér, man fisker!

© 2011 Steen Ulnits