Der er noget ganske specielt ved at sejle i kajak. Man sidder så tæt på vandet, som man overhovedet kan – uden at være nede i det. Man skyder ubesværet frem over sten og tang, mens man med pagajen lydløst skubber sig afsted.
I en god kajak føles det som en skarp kniv gennem blødt smør. En dejlig fornemmelse, de fleste vil synes om. Der er noget absolut ægte og oprindeligt over denne form for klimavenlig og CO2-fri fremdrift. Enkelt og effektivt.
Kajakker fås i alle tænkelige afskygninger. Fra de oprindelige, der blev udviklet af eskimoer i Arktis, bygget af drivtømmer og sælskin. Til vore dages ultraletvægtere i hundedyre space age materialer som karbon og kevlar.
Og så er der alle dem midt imellem. Dem, som kan købes for menneskepenge. Som ikke nødvendigvis kræver et så dybt dyk i tegnebogen, at man skal spørge først – i banken eller hos sin bedre halvdel. Kajakker, der næsten altid er fremstillet i rotationsstøbt polyethylen (PE), som er et let, stærkt og relativt billigt materiale.
Til disse kajakker hører Fit 132 PE, som jeg erhvervede mig et eksemplar af fra estiske Tahe Marine sidste år. En producent, som har været på banen i snart mange år, og som har leveret sødygtige kajakker i tusindvis til brugere over hele Europa.
Jeg købte den til at have liggende i sommerhuset – klar til de få, men så meget mere værdsatte sommerdage, vi oplevede sidste år. Jo færre der er af dem, desto vigtigere er det, at man så også kan udnytte dem – i sin kajak.
Jeg har aldrig følt mig specielt tryg ved at skulle have klemt mine lange ben ned i cockpittet på en standard kajak med lille åbning. Og så bagefter snøre mig fast med en sprayhood, der gør det endnu svære at slippe ud – skulle man nu havne i en halv grønlændervending uden returbillet…
Jeg havde derfor prøvet mig frem med forskellige kajakker af Sit-On-Top typen, der er blevet meget populær i de seneste år. Ikke mindst blandt os lystfiskere, der ofte har meget gear med på turen. Som nemt kan udstyre deres åbne kajak med alt, hvad der bimler og bamler af stole, stænger, stangholdere, fangstnet, ekkeolodder og GPS.
Så vidt så godt – lige indtil en pludselig og totalt uventet katamaranbølge i et snuptag vippede mig ud af kajakken på Ebeltoft Vig. Det havde jeg simpelthen ikke hverken set komme eller troet muligt.
På et splitsekund lå jeg i vandet og kunne ikke lige komme op på kajakken igen. Da vinden bar mod land, besluttede jeg mig for at svømme ind, hvilket ikke var noget problem i det sommervarme vand. Kajakken selv drev i land et kvarters tid senere.
Den oplevelse fik mig til at droppe Sit-On-Top til mit personlige brug. Retfærdigvis var det næppe sket fra en af de større modeller, jeg tidligere havde haft. Eksempelvis den robuste, men lidt tunge Galaxy Albóran, som er portrætteret i artiklen her.
Men jeg havde netop valgt en mindre model, som var lettere at transportere fra bilen og ned over Djurslands stenede strande. Og den klarede altså ikke en tværskibs katamaranbølge.
Jeg solgte derfor den lille kajak og gik på udkig efter noget andet.
Under min søgning faldt jeg over en lidt usædvanlig kajak – med et langt større og mere åbent cockpit end standard kajakker. Det var Tahe Marines “Fit 132 PE”, som jeg straks forelskede mig i. Den kom helt fra Estland til Danmark, blev min og transporteret tværs over Bugten – fra Egå til Mols, hvor den nu bor fast.
Det har været en god investering. Der er ikke noget klaustrofobisk over det åbne cockpit, og den sejler som en almindelig kajak – let og ubesværet. Jeg tog den ud på en ti kilometers jomfrusejlads (se kort herover), der hverken kostede blod, sved eller tårer. Og jeg har forceret bølger i den, som jeg ikke var totalt tryg ved inde fra land. Men den har indtil videre klaret det hele uden at kny.
Jeg fisker naturligvis ofte og gerne fra mine almindelige kajakker, selv om de altså aldrig bliver ideelle fiskefartøjer. Dertil sidder man for dårligt i dem, hvis man skal kaste og fiske i længere tid. Men selvfølgelig har man da en lille fiskestang med, når man nu alligevel er ude på vandet. Det manglede da bare.
Kajakken blev derfor monteret med en enkelt Scotty stangholder i den ene side. Samt en praktisk pagajholder fra selvsamme Scotty i den anden. Pagajen er naturligvs sikret med en line, så man ikke strander åreløs på åbent hav. Men holderen bliver hurtigt uundværlig, hvis man skal bruge sine hænder til andet end at padle. Man klikker blot pagajen fast på siden og kan give slip.
En vandtæt pakpose til ekstratøj og madpakke fuldender sammen med et lille anker udstyret, så man trygt kan stikke til søs – naturligvis altid iklædt en dertil egnet kajakvest. Mange foretrækker oppustelige veste, der ikke fylder meget.
Men da jeg selv har set to af slagsen, der ikke virkede efter hensigten, bruger jeg altid en vest med fast flydemateriale. Det virker altid og varmer i tilgift også!
Kajakker tillader sejlads på ganske lavt vand, hvor andre fartøjer ikke kan komme. Det muliggør landgang på fredfyldte steder, hvor man kan være alene med sig selv og naturen – samt den medbragte madpakke. Kajakliv, når det er allerbedst!
Regeringen opfandt sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet et såkaldt ”råderum” til forureningen fra de planlagte havbrug.
Et sådant findes imidlertid ikke. Således opfylder 117 ud af vore 119 områder, der indgår i EU’s Vandrammedirektiv, slet ikke direktivets krav om “god økologisk tilstand”.
Det var døde hummere fra netop Kattegat, der i 1980’erne førte til den første vandmiljø-handlingsplan. Med den gik man i gang med at rense det spildevand, som ofte urenset udledtes i de indre danske farvande.
Samfundet har siden brugt milliarder af skattekroner på at rense spildevandet til de kystnære områder. Derfor mener et flertal af vore politikere, at vi nu har ret til at forurene i det mere åbne Kattegat. Selv om det stadig er forurenet.
Strømforhold – frem og tilbage
Netto sker der en transport af ferskvand fra Østersøens mange tilløb – op gennem de danske sunde og bælter til Kattegat og videre ud i Nordsøen gennem Skagerak. Vandet bliver mere og mere salt, desto længere nordpå det kommer.
Imidlertid sker der en langt større brutto vandtransport – i begge retninger. Længere tids vestenvind holder vandet tilbage og sender det i perioder sågar sydover igen. Faktisk fører vind, strøm og tidevand ofte den udledte forurening frem og tilbage flere gange, før det sidste er nået ud i Nordsøen.
Inden da har meget slam fra denne forurening derfor lagt sig på dybe og strømstille steder i Kattegat. Områder, der efterlades som golde ørkener af sort slam – blottet for liv.
Så havet sletter slet ikke alle spor.
Rogn og regnbuer
Havbrugerne påstår, at der uden akvakultur ikke vil være fisk nok til en voksende global befolkning.
Helt forkert. For det første kan danske luksusprodukter som ørreder og ørredrogn eksporteret til Japan naturligvis ikke brødføde sultende mennesker i den fattige del af verden.
For det andet er produktionen af laks og ørreder ofte skadelig for netop de sultende lande. Deres fiskebestande må i stedet lægge ryg til vort fiskeri efter småfisk – til fremstilling af fiskefoder. Der skal nemlig bruges flere kilogram småfisk til fremstilling af ét kg luksusfisk.
Opdræt af luksusfisk som laks og havørreder er således regulært resursespild, der kun er med til at gøre verdens fattige lande endnu fattigere – og mere sultne.
Med mulige folkevandringer sydfra som den værst tænkelige konsekvens.
Udslip af tamfisk
Fra netburene i de åbne havbrug sker der regelmæssigt større eller mindre udslip af tamfisk. Der går hul i nettene, eller de flydende netbure påsejles. Udslippenes størrelse skal regnes i tusinder af fisk.
Mange af fiskene er kønsmodne regnbueørreder, som opsøger ferske åer og bække, hvor de kan gyde. Det tilsiger deres natur dem. Mange er ganske vist gjort sterile, så de vokser bedre, mens kønsdriften har de ofte alligevel.
Desværre er det de samme vandløb og de samme gydebanker, som vore hjemlige havørreder bruger til deres gydning. Hvor havørrederne gyder om vinteren, gyder regnbueørrederne så igen om foråret.
De vintergydende danske havørreder vil da få deres allerede lagte æg gravet op af uønskede regnbueørreder undsluppet fra nærliggende havbrug.
Havkolera og resistens
Havkolera er en livstruende sygdom, som skyldes en virus ved navn Vibrio vulnificus. Den blomstrer op i varmt sommervand og overvintrer efterfølgende i blandt andet muslinger.
Det siger derfor sig selv, at havkolera har optimale betingelser nær havbrug med kompenserende muslingeopdræt. Så jo varmere vandet bliver, og jo mere lyst man får til en dukkert. Desto større er risikoen for, at der også er havkolera i badevandet.
Med fiskeopdrættets store forbrug af antibiotika stiger risikoen tilsvarende for, at havkolera udvikler resistens, så patienter bliver vanskelige at behandle. En ond spiral, for havkolera er en livsfarlig sygdom – ikke mindst hvis man har et nedsat immunforsvar.
I den varme sommer 2006 resulterede havkolera således i tre dødsfald herhjemme. Patienterne døde en smertefuld død af blodforgiftning.
Helcom-modarbejdet
“Helcom” er et samarbejde mellem landene omkring Østersøen til og med Kattegat. Medlemslandene forpligter sig til at skabe et renere vandmiljø i disse farvande – heriblandt de danske sunde og bælter.
Helcom mener imidlertid ikke, at man kan flytte rundt på “opsparet forurening” fra ét vandområde til et andet. Helcom mener derfor ikke, at Danmark kan forurene et i forvejen forurenet Kattegat, der slet ikke lever op til målsætningerne – blot fordi Danmark har renset sine kystnære farvande bedre end aftalt.
Den danske miljøminister har udtalt, at han “af principielle årsager ikke vil godkende dette princip”. Han “mener ikke, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”
Det kemiske havbrug
Moderne havbrug er åbne, flydende netbure uden mulighed for rensning af spildevandet fra de mange tusinde fisk. De går tæt sammen og bliver derfor let syge.
For at undgå dette bruger man store mængder antibiotika, der i lighed med fækalier og foderrester ryger lige ud i vandmiljøet. Dette med en permanent risiko for udvikling af resistens hos bakterierne. Præcis som set med svine-MRSA.
Dansk fiskeindustri brugte alene i 2016 mere end 1.000 kg quinoloner. Det er bredspektret antibiotika, som står på EU’s og WHO’s liste over stoffer, man skal være særligt kritisk med at bruge.
Læg hertil ethoxyquin i foderet og giftige kobber-forbindelser til at holde nettene fri for algebegroning. Tilbage står man med et vandmiljø, som har fået det markant ringere.
Havbrugene op på land
Vore dages havbrug er åbne, flydende netbure uden nogen som helst mulighed for at rense spildevandet fra de mange fisk. Fækalier og foderrester ryger ret ud gennem de åbne netmasker – sammen med medicinrester og diverse kemikalier.
Herude er det vildfiskene, der får glæde af forureningen. Samt bundmiljøet under netburene, der bliver kvalt i et tykt slamlag. Og så er det endda slet ikke nødvendigt med al denne elendighed. I dag har vi nemlig afprøvet teknologi til at flytte hele produktionen op på land, hvor den kan ske i recirkulerede anlæg uden forurening.
– Hvorfor så forurene vort fælles badevand?
Fordi der er så mange lette millioner at tjene på gratis at forurene det vand, vi andre inde på land har betalt milliarder for at rense i vore spildevandsanlæg.
Havlus og havbrug
Havlusen er et lille snyltende krebsdyr, der naturligt lever på laks og ørreder – i vand af den rette saltholdighed. Og det har Kattegat.
Havlusen generer ikke fiskene, så længe den kun er fåtallig. Men åbne havbrug tiltrækker havlusene som en magnet. Her går fiskene tæt, og herfra kan de ikke flygte. Havlusene strømmer følgelig til og kan sætte sig på fiskene i dødbringende antal. Derfor må man fjerne lusene – på kemisk eller biologisk vis.
Endnu værre er det for vilde ungfisk af laks og ørreder – de såkaldte smolt. De angribes og dør, når de passerer forbi netburene på deres vej ud i havet. Specielt sker det, når havbrugsfiskene netop er afluset. Da er frivandet fyldt med lus, som blot venter på et let offer. Og da er dødeligheden meget høj blandt de små ørreder.
Kompenserende muslinger
Muslinger lever af at filtrere vandet for bakterier og organisk materiale. Derfor vil man fjerne noget af forureningen fra havbrugene ved at opdrætte muslinger, som siden skal bruges til grisefoder.
Men muslingeopdræt har tre store ulemper. For det første ved man slet ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre. Det er ikke tidligere prøvet så langt til havs.
For det andet så udskiller muslingerne selv affaldsstoffer, og disse stoffer havner på bunden under muslingefarmene. Muslingerne bidrager således selv til forureningen.
For det tredje fylder muslingeopdræt uforholdsmæssigt meget. Skal man kompensere for et havbrug, der hvert år udleder 600 kg kvælstof per hektar, skal der ifølge forskere på KU dyrkes muslinger på et 4 km2 stort område.
Til kolossal gene for alle, der færdes på havet.
Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:
“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.
Flashback: Der var forvirring til det sidste i Folketingssalen, da lovforslag 111 om kompenserende maritime virkemidler i foråret skulle 3. behandles og endte med at blive vedtaget.
Alternativets ordfører på området, Christian Poll, mente nemlig, at helt nye oplysninger i P1 Morgen omkring brugen af quinoloner – et bredspektret antibiotika, som i stor stil bruges til at behandle fisk i havbrug for sygdomme – måtte medføre, at sagen blev sendt tilbage til udvalget for yderligere behandling.
Men med stemmerne 54 imod og 51 for, så blev Polls forslag desværre forkastet, og loven om flere forurenende havbrug i Kattegat blev efterfølgende vedtaget med et klart flertal – med stemmerne 81 for og 22 imod. Regeringen plus Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet med.
Det bredspektrede antibiotika, som Christian Poll ville have undersøgt nærmere, og som også Enhedslisten Maria Reumert Gjerding nævnte i sin tale ved 3. behandlingen af L111, er i følge Hans Jørn Kolmos, professor og overlæge ved Odense Universitetshospital, til fare for folkesundheden:
– Den største mængde af den her antibiotika kommer ikke i fiskene, men havner i stedet på bunden, hvor det bliver optaget i snegle og meget andet. Her lever der også bakterier, som er farlige for mennesker, og hvis de bliver resistente overfor antibiotika, så kan vi ikke behandle folk, som bliver syge med de her bakterier, udtalte Hans Jørn Kolmos til P1 Morgen.
Resistens-skabende
Netop quinoloner er på både EU’s og WHO’s liste over stoffer, som man skal være særlig kritisk overfor at bruge. Fiskeindustrien i Danmark brugte i følge P1 Morgen over 1.000 kg af stoffet sidste år, mens landbruget blot brugte omkring 4 kg.
Ét helt ton antibiotika, som er potentielt resistensskabende.
– Når havbrugene får lov til at bruge de her stoffer, så ligger der også en miljøvurdering forude for brugen, og vi kan ikke genkende de her problemer, som bliver beskrevet. Men jeg er ikke enig i, at forbruget af de her stoffer er steget, men der kan komme udsving afhængigt af årene.
Sådan lød det ikke overraskende fra Brian Thomsen, direktør for brancheorganisationen Dansk Akvakultur, til P1 Morgen. Ham har vi siden fået mange “usande påstande” fra, når den kommende forurening af Kattegat skulle retfærdiggøres. På et yderst tvivlsomt grundlag.
Vi kunne endnu engang konstatere, at der i Folketinget er et overvældende flertal for at sætte folkesundheden over styr – så en lille håndfuld havbrugere kan blive endnu rigere. Og miljøet tilsvarende fattigere.
Selv i Socialdemokratiet er man uvist af hvilken årsag begejstrede for denne omfordeling af goderne i det danske velfærdssamfund, som er under systematisk nedbrydning i disse år.
Vor nyligt afgåede fødevareminister og konstant manglende miljøminister Esben Lunde Larsen udtalte ved sin anden afsættelse (den første var, da han blev afsat som minister for fiskeriområdet), at han ikke interesserede sig for sit eftermæle som minister.
Det må nok siges at være at gøre en dyd af en nødvendighed. For folk i almindelighed og naturfolk i særdeleshed måtte virkelig vride hjernen for at finde bare nogle få gode ting, som Esben havde gjort for naturen. De dårlige kom til gengæld i stimer.
Under Esben Lunde Larsens miljøregime har landbruget til gengæld haft det rigtig godt. Vel næsten bedre end nogensinde. Her er en lille oversigt over nogle af de mest markante. Jeg har ladet mig inspirere af andre, heriblandt Verdensnaturfonden WWF, som har lavet tilsvarende oversigter, og jeg har tilføjet egne observationer.
Tilsammen danner de et ganske godt billede af, hvad Esben Lunde Larsen har påført den i forvejen trængte danske natur af elendigheder under sit regime. Nogle går endda så vidt som til at kalde det et rædselsregime – for naturen såvel som for de involverede medarbejdere i Miljøstyrelsen.
I Landsforeningen Levende Hav kalder de ham slet og ret for “miljøterroristen”.
Anyway, here comes, i ret tilfældig rækkefølge:
1) Indført jagt på dyr i yngletiden:
Gjort vildsvin fredløse i Danmark af hensyn til svineproduktionen. Året rundt. Dag og nat.
2) Åbnet for flere forurenende havbrug i Kattegat:
Hvor 117 ud af 119 områder ikke opfylder Vandramme-direktivets krav om god økologisk tilstand.
3) Fjernet de beskyttende randzoner:
Så mere gødskende kvælstof kan slippe ud i åer og søer og herfra videre ud i fjord og hav.
4) Nedprioriteret overvågningen af FN-verdensarv:
I den danske del af Vadehavet, selv om dette naturområde ellers er blevet gjort til nationalpark.
5) Fastholdt de høje nitratværdier:
Selv om dette, vel dokumenteret af lægevidenskaben, øger risikoen for tarmkræft markant.
6) Skjult kvælstoftallene i Landbrugspakken:
Udviklet sindrige nye beregningsmodeller, der reducerer kvælstofudslippet med op til 20%.
7) Opgivet Danmarks forpligtelser over for FN:
Annulleret Danmarks ellers erklærede forpligtelse til at opfylde FN’s biodiversitetsmål.
8) Genindført fældning af værdifulde gamle træer:
For at skaffe penge til skovdriften. Dette er sket i blandt andet Kongernes Nordsjælland.
9) Foreslået at anlægge et vildsvinehegn:
Tværs over den dansk-tyske grænse, så den afrikanske svinepest ikke skal nå danske grise.
10) Saboteret EU’s kamp mod neonikotinoider:
Der enten slår bierne ihjel eller gør, at de ikke kan finde hjem til deres stader igen.
11) Medvirket til, at glyphosat ikke blev forbudt i EU:
Danmarks nej sikrede, at glyphosat – aktivstoffet i Monsanto’s RoundUp – ikke blev forbudt.
12) Opgivet kampen for fisken snæblen:
Der kun findes i Danmark. Det førte til kritik i det internationale tidskrift, Nature.
13) Gjort landmænd til formænd for nationalparkerne:
Dette for at undgå, at naturhensyn skulle gå hen og vinde over landbrugsinteresser.
14) Givet forkerte indberetninger til FN:
Løjet groft om omfanget af den danske naturs tilstand og vore reelle fredninger.
15) Fortsat sandsugning i Øresund:
Trods klar svensk modstand mod den skadelige aktivitet, der ødelægger havmiljøet.
16) Øget antallet af bistader i statens natur:
Øget konkurrencen i naturen, så vores vilde bier og sommerfugle bliver endnu mere truede.
17) Beskyttet kvotekongerne:
Så disse fortsat kunne købe kvoter gennem stråmænd og i familiemedlemmers navn.
18) Reduceret aktindsigt i ministeriets arbejde:
Dette er gjort ved at flytte ministerbetjeningen tæt på ministeren – helt ind i departementet.
19) Truet med at fjerne DN’s ret til at rejse fredningssager:
Danmarks Naturfredningsforening (DN) var og er Esben Lunde Larsens yndlingsaversion.
20) Indskrænket Natura 2000 områder:
Vil fjerne tilsammen 2.657 hektar højt prioriterede Natura 2000-arealer i de fem nationalparker.
21) Undladt at adressere de resistente MRSA-bakterier:
Der allerede har kostet flere menneskeliv. Forklaring: Det vil blive for dyrt for svinebranchen.
22) Anlagt 540 km nye mountain bike spor i statsskovene:
Dette til stor gene for såvel dyrelivet som de af skovens gæster, der helst færdes til fods.
23) Nægtet at lytte til befolkningen:
Nægtede at modtage underskriftindsamlinger fra borgerne. For han vil bare ikke.
24) Givet en økomilliard til miljøet:
Overraskede alt og alle ved at give én milliard kroner i tilskud til økologisk omstilling.
Det sidste punkt må ret beset tælle på plussiden, selv om også det har kritikere blandt både naturbrugere og økologer. Se mulig forklaring allersidst i denne artikel.
Mindeværdige videoklip
Esben Lunde Larsen fik hurtigt et meget anstrengt forhold til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL), hvis advokat på et offentligt møde ydmygede ministeren, så denne måtte tage sit gode tøj og gå. Altsammen for åben skærm.
Ministeren holdt sig efterfølgende til de mindre krigeriske konkollegaer i Landbrug & Fødevarer, hvor den frafaldne socialdemokrat Karen Hækkerup regerede.
Følgende klip kan søges og findes på YouTube:
Se ydmygelsen af Esben her og døm selv. Ikke smart gjort af BL.
Se også, da Esben sagde nej til at modtage underskrifter. Ja, han ville bare ikke.
Se endelig Lunde Larsen familiens vindmøllehistorie, der for alvor bragte Esben i medierne og såede tvivl om hans handlinger og hensigter.
Søg selv videre på YouTube. Listen over interessante og mindeværdige klip med Esben Lunde Larsen er noget nær endeløs. Han har haft en meget stor underholdningsværdi.
Det kunne der skrives en hel bog om, og det vil der givet også blive gjort på et tidspunkt.
Den vil der være rigtig godt salg i!
Økologen Esben
Er der ikke så mange, som kender til.
Onde tunger – og dem er der til gengæld rigtig mange af, når talen falder på Esben Lunde Larsen – vil imidlertid vide, at BL’s ovennævnte og ovenfor viste ydmygelse af ELL var en af bevæggrundene til økomilliarden. Den ramte nemlig Bæredygtigt Landbrug hårdt – lige under bæltestedet.
BL’s Flemming Fuglede måtte tage tælling og beklagede sig efterfølgende højlydt over, at en landbrugsform i kraftig naturlig fremgang – økologien – skulle støttes yderligere. Når han nu selv repræsenterer kemilandbruget i sin værste deroute form. Og er vant til at være i allerforreste række, når der uddeles støttemidler…
Esben Lunde Larsens personlige natur har på nogle områder været lige så enkel og unuanceret som det, han selv kalder “natur” og selv er opvokset med: Kunstigt såede, men bølgende korn- og majs- og rapsmarker. Grundigt drænede med nødvendig markvanding om sommeren. Sprøjtet flere gange om året. For alskens ukrudt og plantesygdomme. Høstet og forarbejdet industrielt.
De selvsamme onde tunger vil vide, at Esben Lunde Larsen selv faldt i tønden med RoundUp som barn og aldrig rigtig kom over det. I hvert fald er han vokset op i en landbrugsfamilie, hvor Svend Auken var et skældsord og sprøjtegiftene en nær ven, når det daglige brød skulle i hus.
I så fald kan han jo nok ikke gøre for, at det gik, som det gik. At han nu har måttet indskrive sig i Danmarkshistorien som den værste og mest destruktive miljøminister nogensinde. Han magtede bare ikke at opretholde balancen mellem de to direkte modsat rettede ministerier, som han blev betroet. Mellem landbruget og miljøet. Så han fokuserede på landbruget og overså miljøet.
Esben Lunde Larsen var til gengæld stemmeslugeren i det lokale bondesamfund, han selv voksede op i. Han valgte derfor side, og det blev desværre ikke miljøets.Trods ellers titlen af miljøminister.
Æret være Esben Lunde Larsens minde. Han vil ikke blive savnet.
Den 14. oktober 2012 blev en lyslevende ulv fotograferet i Hanstholm-reservatet i Thy. Den første i knap 200 år.
”Thy-ulven”, som blev fundet død blot en måned senere, blev identificeret som en hanulv, der var indvandret fra Tyskland. Den var det første dokumenterede fund af en vild, fritlevende ulv i Danmark siden 1813. 199 år skulle der altså gå, fra den sidste danske ulv blev skudt i 1813, til den første danske ulv genindvandrede i 2012.
Alle kender vi historien om Ulven og Den Lille Rødhætte. Fra barnsben er vi flasket op med, at ulve spiser små piger, hvis de kan komme til det, og vi har gyst ved tanken. Heldigvis er det dog i et par hundrede år blevet netop ved tanken, da den sidste danske ulv jo blev aflivet tilbage i 1813.
200 år senere dukkede så en død hanulv op i Nationalpark Thy. Freden var forbi, for nu var ulven beviseligt tilbage. DNA-undersøgelser viste, at der var tale om en østtysk ulv, der havde tilbagelagt mindst 800 km for at nå helt til Nordjylland. Fra den polsk-tjekkiske grænse og op over den tysk-danske grænse. Fundet afstedkom udarbejdelsen af en “Forvaltningsplan for ulv i Danmark”, hvori kan læses følgende:
“Efter fundet af ulven i Thy blev det siden konstateret, at mindst 11 forskellige ulve har bevæget sig rundt i Jylland i 2013. De 11 ulve er hanner og har på et tidspunkt opholdt sig i de store midtjyske skovområder syd for Silkeborg, Herning og i Sønderjylland”.
Man vidste fra andre steder, hvor ulven var genindvandret, at dens fornyede tilstedeværelse splittede befolkningen. Nogle var glade for at se det gamle toprovdyr vende tilbage. Andre blev skræmte og betragtede ulven som et genkommet skadedyr. Derfor udarbejdede man i 2013 en handlingsplan for, hvordan ulven skulle håndteres, hvis den for alvor genindfandt sig i lille Danmark, hvor mere end 60% af landet jo er opdyrket.
Det viste sig da også hurtigt, at det især var landbruget, som ikke hilste den gamle prædator velkommen. Især de af landbrugerne, som holder får, var ikke begejstrede. Fårene er et let bytte, og traditionelle indhegninger har svært ved at holde ulvene ude. De skulle forstærkes og udbygges først.
Tal fra skadestuen
Ulven betragtes af fagfolk som aldeles ufarlig over for mennesker, som den helt naturligt holder sig langt væk fra. Det ligger dybt indlejret i dens DNA. Ikke mindst lugten af mennesker holder den på afstand – om det så er små børn på fire år eller granvoksne på 40 eller 80. Vi lugter bare ikke godt i en følsom ulvenæse.
Der er ikke registreret direkte angreb, hvor ulven har betragtet et menneske som potentielt bytte, i hele Europa siden 1974. Sygdommen Rabies eller hundegalskab, der får angrebne dyr som ulve og ræve med flere til at miste deres naturlige skyhed over for mennesker, er i dag så godt som udryddet.
Heldigvis er der mange dyr, som er langt farligere end ulven. Som står bag de fleste besøg på skadestuen. Dette jævnfør Ulykkesregistret fra Statens Institut for Folkesundhed.
Hesten på den suveræne førsteplads falder man ikke overraskende af.
Hunden på den ligeledes klare andenplads falder man over eller bliver bidt af.
Hvepsen stikker, katten kradser, og skovflåten hager sig fast. Hugormen hugger, når man træder på den. Fjæsingen stikker, når man griber om den.
Og på en flot 11. plads kommer så den farlige dræberkanin, vi alle kender og frygter fra Monty Python’s Hellige Gral. Jeg har selv et flot ar fra drengeårene efter et voldsomt kaninbid i lillefingeren.
Det er i det hele taget et forfærdelig farligt liv, vi lever. Ét, man kan gå hen og dø af. Man kan sågar dø af grin, hvis man er heldig nok.
Og nu venter vi så på, at også ulven rykker ind på listen, men vi kommer nok til at vente længe. For i Tyskland, hvor man har levet uafbrudt med ulven i århundreder, har man naturligvis lært at leve med hinanden. Man har lært at hegne sine husdyr forsvarligt inde. Og man bruger specielle vogterhunde til at holde ulvene borte fra indhegningerne.
Ulvesikre hegn
Der gives tilskud til ulvesikre hegn.
I Miljøstyrelsen taler man generelt om to typer:
Den ene type består af 5 el-tråde, som placeres i højder på henholdsvis 20, 40, 60, 90 og 120 centimeter. Afstanden mellem nederste el-tråd og næstnederste el-tråd må ikke være mere end 20 cm, og afstanden mellem øverste og næstøverste hegnstråd må ikke være mere end 30 cm. Ydermere må afstanden mellem de midterste tråde ikke overstige 30 cm.
Den anden type ulvehegn består af et konventionelt ikke-elektrisk fårehegn forstærket med to el-tråde. Den ene el-tråd placeres 10-15 cm over nettet. Den anden el-tråd placeres på ydersiden af hegnet, 15 centimeter fra hegnet, 20-30 centimeter over jorden.
Kilde: Miljøstyrelsen
Ulvene er kloge dyr, som hurtigt lærer at holde sig på behørig afstand, når fårene er bevogtet. Gør de ikke de, skydes de naturligvis. Som “problemulve”. Og efter behørig ansøgning. Længere er den historie såmænd ikke.
Det er langt værre med den netop skudte ulv i Vestjylland. Den var end ikke anmeldt som “problemulv”. I et samarbejde mellem en far og en søn, begge erklærede ulvehadere, blev en tæve (hunulv) skudt ved Ulfborg. Muligvis med hvalpe hjemme i hulen. På åben mark og ved højlys dag. Drevet af sønnen i en traktor og skudt med riffel af faderen fra en 4-hjulstrækker.
Tilsyneladende uden anden grund end at familien, hvis søn stiller op for partiet Liberal Alliance (LA), ikke vil have ulve på deres nyindkøbte jord. Hvor der for øvrigt allerede inden købet boede en ulv med unger.
Uheldigvis for både far og søn blev det hele optaget på video og bragt landsdækkende. Og nu venter så den efterfølgende retssag, der kan blive ganske omfattende. Dels er ulven totalfredet i hele Europa. Og dels er det i Danmark forbudt at drive jagt fra et motoriseret køretøj. Endelig blev der skudt uforsvarligt lavt og uden kuglefang i det flade vestjyske landskab.
To naturfotografer var således ganske tæt på og kunne filme det hele. Også at ulven i første omgang blev anskudt og derfor ikke døde øjeblikkeligt. Hele tre skud ud gennem bilvinduet måtte der til, før ulven var død. Optagelserne viser samtidig, at de to fotografer selv var i skudlinjen. Der venter nu et sikkert langt retsligt efterspil, hvor de mange samtidige lovovertrædelser skal behandles:
Der hersker forskellige konspirationsteorier om, hvordan ulven er kommet til Danmark – efter så mange års fravær. Til de mere fantastiske hører teorien om, at de skulle være udsat af velmenende mennesker, som gerne ser ulven tilbage til Danmark. Som derfor skulle have haft den på bagsædet eller i bagagerummet efter en tur over den dansk-tyske grænse.
Fundet af ulve-DNA fra Sønderjylland og op gennem Jylland til Nordjylland fortæller dog, at ulven er indvandret helt af sig selv. Trykket af ulve syd for grænsen er i dag så stort, at overskydende ulve – primært hanner – presses ud af flokkene og må søge andetsteds hen.
Ulven har som alle andre dyr brug for plads og føde. Plads er der paradoksalt nok blevet mere af i Nord- og Vestjylland. Befolkningen flytter i stigende grad ind til byerne og samles her, mens der bliver færre mennesker ude på landet, hvor landbrugene er blevet stedse færre og større. Med færre mennesker til at passe de større arealer.
Samtidig er bestanden af kronvildt vokset markant i de seneste årtier. Så både hvad behovet for plads og føde angår, passer Nordjylland perfekt ind i billedet. Her er der nemlig i dag så mange vildtlevende krondyr, at de sagtens kan brødeføde en ulvebestand.
Kronhjortene er et resultat af nyere tids danske landbrugsdrift, og krondyrene koster de landmænd, hvis afgrøder de store dyr græsser på, i tabt høstudbytte. Alene derfor burde de være glade for at se ulven i Nordvestjylland.
Men det er de ikke. Dels tjener mange landmænd med kronvildt på deres terræn store penge på at udleje jagten til velhavende jægere. Vildt, som man derfor af økonomiske årsager ikke vil dele med ulven. Eller man holder får, som jo indhegnede og tamme er mange gange lettere at fange og aflive for ulvene – end vilde kronhjorte. Sidstnævnte kan jo forsvare sig selv eller blot løbe væk.
Som ethvert andet rovdyr tager ulven de dyr, der er lettest at fange – syge dyr eller tamme dyr. Og så ryger der altså et får eller to, dersom disse ikke er forsvarligt indhegnede. Interessant nok viser Miljøstyrelsens DNA-undersøgelser, at ulven kun står bag en fjerdedel af de angreb, som i første omgang tillægges ulven.
Resten skyldes primært løse hunde, som også i andre fårefarmende lande er et stort problem. De tager nemlig rigtig mange får, og de er i sagens natur ikke bange for mennesker. Derfor er de langt farligere for mennesker, end nogen ulv nogensinde bliver. Og blandt andet derfor ligger hunden på en flot andenplads blandt skadestuens ufrivilligt besøgende.
Ulven kommer…
Staten udbetaler kompensation for dokumenterede skader anrettet af ulve. Men kun hver fjerde gang, hvor Naturstyrelsen tilkaldes til et mistænkt ulveangreb på husdyr, kan det altså bekræftes, at en ulv står bag angrebet.
Det beretter Nordjyske Stiftstidende, som baserer tallene på en opgørelse fra Miljøstyrelsen over aktiviteten på området i 2017.
Ifølge opgørelsen blev Naturstyrelsens ulvekonsulenter sidste år tilkaldt 95 gange til situationer, hvor der var mistanke om ulveangreb på husdyrhold.
I 24 tilfælde kunne mistanken bekræftes direkte via obduktion, eller DNA-analyse af spyt kunne indirekte bekræfte mistanken.
I 23 tilfælde var der tale om angreb fra en guldsjakal, der er et rævestort medlem af hundefamilien.
I 38 af tilfældene var der tale om angreb fra løstgående hunde. Eller husdyr, som var døde af sig selv.
I 10 tilfælde kunne dødsårsagen ikke afklares.
Opgørelsen fra Naturstyrelsen fortæller også, at de hegn, der er sat op for at beskytte mod ulve, flere steder ikke har virket. Der har enten været problemer med fejlopsatte hegn. Eller hegn, der er blevet ødelagt af andre dyr. Heriblandt ikke mindst de mange og store krondyr, som jo netop er en af grundene til ulvens ankomst.
– Seks angreb fandt sted inden for Naturstyrelsens ulvesikrede hegn, skriver Miljøstyrelsen ifølge Nordjyske.
Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) supplerer med sit svar på spørgsmål 573 fra MF Trine Torp (SF):
– Hyppigheden for de dokumenterede ulveangreb i 2017 er faldet med mere end to tredjedele efter, at hegnene blev ulvesikret ultimo april.
Indhegning virker altså, når bare den ikke ødelægges af eksempelvis krondyr. Tilsætter man et par vogterhunde, holder ulvene sig langt væk. Som de kloge dyr, de jo er.
Erfaringer fra udlandet viser, at ved flere ulve i et område stiger angrebene naturligvis. I starten. Men allerede ét til to år efter falder angrebene drastisk – grundet effektive afværgeforanstaltninger og øget information om ulven.
Øget viden om ulven er således vigtig for sameksistensen med mennesker.
Nu er Nordjylland naturligvis ikke Yellowstone, men nedenstående informative video fra Yellowstone Nationalpark viser tilsvarende, hvilken positiv effekt ulven har for det samlede økosystem, den befinder sig i – som et uundværligt toprovdyr:
Ulvetal, der tæller
Ulven er et spændende rovdyr, som er hovedperson i mange myter og fortællinger. Ulven fødes ganske vist med blå øjne, men den voksne ulvs stikkende gule øjne giver den et karakteristisk, listigt og i nogles øjne sågar lusket udseende.
Ulveblikket, hvor ulven kigger intenst på sit offer med sænket hoved, skræmmer mange, der har fået læst Rødhætte op som børn. Og selv som voksne sidder der stadig ulvefrygt i kroppen på mange mennesker. Men facts er altid bedre end frygt, så her kommer derfor en lille håndfuld af slagsen:
Ulven er et ganske stort dyr, den kan måle op til 150 cm i længden. Den 30-35 cm lange og i regelen hængende hale ikke medregnet.
Hannerne kan veje op til knap 50 kg – hunnerne op til 36 kg. Alle hunde nedstammer fra ulven, og flere hunderacer ligner stadig deres oprindelse – med schæferhunden som den mest markante. Blot er de allerfleste hunde mindre end ulven.
Holder man af at kigge spor i sneen eller på jorden, så skal man vide, at ulvepoter ligner hundepoter til forveksling. Blot kan de blive en smule større – op til 11 cm brede. Ud fra sporet alene er det således umuligt med sikkerhed at identificere ejermanden – ulv eller hund.
Ulven kan med sine op til 16 år blive ældre end de fleste hunde. Den lever i flokke på typisk 6-7 individer, som tæller en alfahan og en alfahun. Det er kun dette førerpar, der sætter afkom i verden. Ingen af flokkens øvrige medlemmer gør.
Alfaparret får typisk 2-8 hvalpe, som er ligeligt fordelt på køn. Hvalpene forlader flokken, når de er et par år gamle. Det er ikke usædvanligt, at de ét år ældre søskende i flokken passer på de senest tilkomne.
Især hannerne begynder efterfølgende at strejfe og kan nå vidt omkring. De fortsætter helt enkelt, til de kan etablere deres eget nye revir. Typisk er et ulverevir knap 1.000 km2 stort – svarende til et område på godt 30 gange 30 km.
Ulven har en tophastighed på mere end 40 km i timen – en fart, den kan holde længere tid. Det er helt normalt, at ulve tilbagelægger 15-25 km i døgnet, og man kender sågar til mærkede ulve, som tilbagelagde 170 km i løbet af fem dage. Det er 34 km om dagen. Fem dage i træk. Udholdenhed er således en af ulvens karakteristiske egenskaber. Og baggrunden for dens lange vandringer.
Man kender til vandringer af mærkede ulve på helt op til 1.100 km. De ulve, der kom til Nordjylland, havde som nævnt været 800 km undervejs. Langt, men altså langt fra rekordlangt. Mere normale er vandringer på omkring 300 km.
Lang er derfor også den afstand, over hvilken det karakteristiske ulvehyl kan høres. Således regner videnskaben med, at et ulvehyl på en stille månenat kan høres over et område på 800 km2. Ulven har en langt bedre hørelse end vi mennesker, men alligevel.
Til sammenligning er Bornholm omkring 600 km2 stort, og et enkelt ulvehyl vil altså uden videre kunne nå hele klippeøen rundt – på en stille dag.
Ulvetætheder
Vore nabolande Tyskland, Sverige og Norge har i nyere tid haft ulve meget længere, end vi har haft dem i Danmark. Dertil mange flere, hvilket er naturligt, da alle vore naboer er større lande end os selv. De råder også over mere vild natur, end vi gør. Danmark ligger med blot 8 % natur på en flot sidsteplads i Europa.
Danmark: Godt 10 ulve på 42.924 km2
Norge: Knap 100 ulve på 385.252 km2
Sverige: 340 ulve på 447.435 km2
Sverige har således suverænt flest ulve blandt vore naboer. Her lever de allerfleste individer i det centrale grænseland ind mod Norge. I Tyskland lever de allerfleste ulve i den østligste del nær Polen, som huser en hel del ulve.
I det øvrige Europa finder man især mange ulve i Spanien og Italiens øde bjergegne. Lande som Spanien, Grækenland, Bulgarien og Rumænien har alle bestande på over 1.000 ulve.
Det anslås, at der samlet i Europa lever op imod 20.000 ulve. Til sammenligning er der omkring 40.000 ulve i Rusland og 60.000 i Nordamerika.
Det siger sig selv, at jo større ubefolkede arealer et land råder over, desto flere ulve er der plads til. Og desto færre problemer har man med dem.
I den forbindelse indtager Danmark en særplads som et ganske lille land, der til gengæld råder over store fødemængder til ulvene. Samtidig er landområderne i stigende grad affolket, da gårdene er blevet færre og større, mens befolkningen er flyttet fra land til by.
Rent fødemæssigt og per arealenhed kan vi således rumme forholdsmæssigt flere ulve end de fleste andre lande, og netop derfor er ulvene søgt herop.
Opfordrer til selvtægt
Den kendsgerning har desværre givet anledning til noget nær massehysteri, hvor en håndfuld populistiske politikere har slået plat på emnet. Nogle har ligefrem opfordret til illegal aflivning og efterfølgende nedgravning af de totalfrede ulve.
Vi var nogle, der fik eftermiddagskaffen i den gale hals, da landets tidligere udenrigsminister og næsten statsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) pludselig – på TV2 News & Co med Lasse Sjørslev som studievært – sagde “Skyd dem og grav dem ned”.
Der blev helt stille i studiet, indtil Sjørslev fik sundet sig og fandt en vej ud af miseren. Kort efter tog en vestjyde Uffe Ellemann- Jensen på ordet og skød for åbent tæppe den første danske ulv i rigtig mange år. Efter en klar opfordring fra ingen mindre end den tidligere udenrigsminister.
Men de selvsamme populistiske politikere, som i starten opfordrede til selvtægt og ulvedrab, vasker nu hænder. Det spektakulære Ulfborg ulvedrab for åben skærm har fået dem til at skrue noget ned for retorikken. Det var jo dem, der nærmest opfordrede til drabet.
Et medlem af Vildtforvaltningsrådet, landmand Henrik Berthelsen, som er udpeget til rådet af Landbrug & Fødevarer, talte for nylig ud i Altinget. Han satte her navne på de politikere, som offentligt har opfordret til selvtægt:
– Folketings- og lokalpolitikere skal stoppe med at opfordre til selvtægt over for ulven. Det er langt ude, at politikere udtrykker forståelse for ulvedrabet i Ulfborg. Det er med til at blåstemple, at folk tager sagen i egen hånd. Det er lige godt pokkers, at vi er kommet dertil, hvor folk udtrykker “gør det dog” om noget, der kan give op til to års fængsel.
Henrik Bertelsen peger på, at man kan finde “flere nuværende og forhenværende politikere”, der er gået langt over stregen:
– Senest Uffe Ellemann-Jensen, der i TV sagde “skyd dem og grav dem ned”. Det er også organisationsfolk og almindelige mennesker, der giver udtryk for, at det er i orden.
Ud over Venstres tidligere partileder og Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen peger Vildtforvaltningsrådets Henrik Bertelsen på, at Venstres Thomas Danielsen har sagt ”at et par gram bly kunne løse ulveproblemet”.
Altinget fik efterfølgende fat på Venstres Kristian Pihl Lorentzen, som mange gange i debatten har brugt udtrykket ”at skyde ulven en kugle for panden”. En udtalelse, som Vildtforvaltningsrådet også henviser til.
Kristian Pihl Lorentzen afviser dog, at hans udtalelser kan tolkes som opfordring til selvtægt og ulovligt ulvedrab.
Men ulven har virkelig formået at få mange politikere til at afsløre deres sande sindelag.
Det kan være en voldsom oplevelse at finde døde eller sårede dyr på sin mark. Fra 1. juli er der kun ét nummer, man skal ringe til, hvis man oplever et formodet ulveangreb på husdyr. Nummeret er
⌘ 30 34 15 30 ⌘
Naturstyrelsens nye vagttelefon sikrer én indgang til styrelsens ulveulvekonsulenter i tidsperioden kl. 8–16, 365 dage om året. Opkald uden for tidsrummet 8-16 vil blive omstillet til en telefonsvarer, hvor man bliver rådgivet omkring håndtering af kadaver med mere.
Skadelidte skal hurtigst muligt efter et formodet ulveangreb henvende sig på den nye vagttelefon til Naturstyrelsens ulvekonsulent, så der kan ske en nærmere undersøgelse af de dræbte eller aflivede dyr.
Det er vigtigt, at dødfundne dyr ikke håndteres eller flyttes, men dyret kan efter aftale med ulvekonsulenten tildækkes, så evt. DNA-spor ikke forurenes af andre dyr.
Nye regler for problemulve
Vor nye miljøminister Jacob Ellemann-Jensen har netop barslet med nye regler for definition af og efterfølgende nedskydning af såkaldte “problemulve”:
1. Ulve, der mangler en instinktiv skyhed over for mennesker.
Ulve, der mangler instinktiv skyhed overfor mennesker, er f.eks. habituerede ulve, der ikke flygter ved konfrontation med mennesker eller gentagne gange opsøger områder med mennesker. Det er ikke i sig selv unormal ulveadfærd, at ulve opsøger eller passerer tæt forbi bebyggelse jf. DCE-notat ”Ulves adfærd nær bebyggelse” fra 13. maj 2015.
En ulv, der mangler instinktiv skyhed kan f.eks. være:
En ulv, der trods relevant og rimelig afværge ses over flere dage under 50 meter fra beboelse, legepladser, institutioner eller lignende.
En ulv, der trods relevant og rimelig afværge flere gange nærmer sig mennesker trods kort afstand (50 m).
En ulv, der på anden måde trods relevant og rimelig afværge flere gange udviser åbenlys interesse i at nærme sig mennesker eller f.eks. opsøger skraldespande. Relevant og rimelig afværge kan f.eks. være bortskræmning, opsætning af hegn, og at tilsigtet eller utilsigtet fodring stoppes.
2. Ulve, der har specialiseret sig i husdyr som byttedyr
Ulve, der angriber husdyr trods relevante og rimelige afværgeforanstaltninger dvs. mere end én episode, som involverer samme individ.
Relevante og rimelige afværgeforanstaltninger forstås som:
Fungerende ulvesikrede hegn.
Hegn, der gentagne gange har været forsøgt ulvesikret i overensstemmelse med Miljøstyrelsens retningslinjer for ulvesikring af hegn, men hvor ulvesikringen fejler af årsager, der ikke med rimelighed kan tilskrives husdyrholderen, f.eks. hvor husdyr afgræsser større naturarealer og hvor vedligeholdelsen stiller særligt store krav, f.eks. fordi hegningen ofte gennembrydes af andet vildt.
Hegn, indenfor hvilke der anvendes egnede vogterhunde. En ulv, der har specialiseret sig i husdyr som byttedyr kan f.eks. være:
En ulv, der angriber husdyr indenfor en ulvesikret hegning
En ulv, der angriber husdyr indenfor en hegning, der gentagne gange er forsøgt ulvesikret i overensstemmelse med Miljøstyrelsens retningslinjer for ulvesikring af hegn
En ulv, der angriber husdyr på en bedrift, hvor der efter vejledning fra Naturstyrelsen anvendes midlertidige afværgeforanstaltninger, f.eks. natfold, og hvor det af tidsmæssige årsager ikke har været muligt at lave permanent ulvesikring af hegn.
3. Ulve, der angriber hunde:
En ulv, der angriber hunde, som færdes lovligt i naturen eller på privat område.
4. Ulve, der er til fare for menneskers sikkerhed:
Rabiessyge ulve.
En ulv, der udviser aggressiv adfærd overfor mennesker (se afsnit om nødværge mv.).
Har man anmeldt en sådan problemulv, og den er registreret tre gange inden for seks måneder, kan der søges om tilladelse hos Miljøstyrelsen til at skyde den. Problemet er blot at dokumentere, at der nu også er tale om den samme ulv alle tre gange…
Miljøstyrelsen understreger, at ulven skal skydes med ekspanderende og øjeblikkeligt dræbende ammunition. Ikke fuldkappet, som er klart ulovlig.
Kuglevægten skal være mindst 9 gram.
Ulvedrabet – fortsat
Som ulvesagen har udviklet sig, så har jeg valgt at trække alle senere oplysninger om ulvedrabet og ulvedommen over i en separat artikel, der så løbende bliver opdateret.
Klik herunder for at læse fortsættelsen på ulvedrabet:
Den 1. februar blev Naturpark Randers Fjord udnævnt til fyldgyldigt medlem af mærkningsordningen Danske Naturparker, og bliver hermed den 8. Naturpark i rækken.
Naturpark Randers Fjord, der bliver den første Naturpark i Region Midtjylland, byder på mange naturoplevelser i den særlige natur der omfatter 30 km udmunding til Danmarks længste vandløb, Gudenåen.
Naturpark Randers Fjord strækker sig med sine 29.250 ha over Randers og Norddjurs Kommuner, der, siden udnævnelsen af Randers Fjord som pilotnaturpark i 2014, har arbejdet sammen for at kunne opfylde alle 10 naturpark-kriterier og dermed kalde Randers Fjord for “naturpark”.
”Med status som Dansk Naturpark har fjorden fået et af de fineste kvalitetsstempler, når det gælder gode natur- og friluftsoplevelser, og det er jeg rigtig stolt af. Det stærke samarbejde mellem kommuner og foreninger i Norddjurs og Randers Kommuner har gjort det muligt, og vi har nu en fælles, overordnet vision for videreudvikling af Naturpark Randers Fjord. Nu kommer det spændende arbejde med at give borgere og turister de bedste rekreative muligheder for at opleve vores smukke naturpark.”
Jan Petersen, borgmester i Norddjurs Kommune.
”Det er en fantastisk anerkendelse, vi i dag har modtaget fra Friluftsrådet – en anerkendelse af den unikke natur som findes i og omkring Naturpark Randers Fjord og dermed i vores kommuner. Og ikke mindst er det en anerkendelse af, at vi tager dette unikke naturområde alvorligt og forvalter den hensigtsmæssigt lige fra Randers centrum hvor fjorden starter til fjordens munding”
Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.
Med den fine nye status kommer imidlertid også krav fra en række organisationer om, at man fra myndighedernes side gør en ekstra indsats for at højne artsdiversitetet i den nye naturpark. Det er nemlig en trist kendsgerning, at netop Randers kommune rangerer meget lavt på det såkaldte
Begrebet “nationalpark” forvirrer mange, der straks tænker på store, beskyttede og uberørte naturområder – med nordamerikanske Yellowstone National Park som den, de fleste mennesker kender og forbinder nationalpark-begrebet med.
At være nationalpark i Danmark indebærer imidlertid ikke en fredning eller nationalisering af området. Det er snarere en løst formuleret hensigtserklæring om, at de eksisterende natur- og kulturværdier skal fremmes, og at tilgængeligheden og formidlingen heraf skal styrkes. I Nationalpark Mols Bjerge sker dette via et dertil oprettet sekretariat, hvor der blandt andet er ansat naturformidlere.
Fra de private jordejeres side i området har der lige fra starten været stor opmærksomhed om, hvorvidt nationalpark-begrebet hen ad vejen kunne blive brugt som et politisk værktøj til indskrænkelse af den private brugs- og ejendomsret.
På samme baggrund valgte borgerne på halvøen Helgenæs at stå helt uden for Nationalpark Mols Bjerge, selv om Helgenæs i geologisk forstand burde være en integreret del af parken.
Man kan kun håbe, at Mols og Helgenæs på et eller andet tidspunkt forenes i nationalparken, hvor begge bør være ligeværdige medlemmer. Begge indeholder nemlig landskaber, der tydeligere end de fleste andre steder i Danmark fortæller om isens hærgen og landskabernes tilbliven under og efter de tre sidste istider, som alle og på skift dækkede området.
Naturpark eller nationalpark?
Mols og Helgenæs har alle dage været meget forskellige lokaliteter – set udefra såvel som indefra. Trods den smalle landtange mellem Mols og Helgenæs har der siden tidernes morgen været en begrænset udveksling af både varer og gener over Dragsmur, som tangen hedder.
Selv den gamle Biskop Vognsen, som i 1200-tallet boede på Mols og herfra lod Århus Domkirke bygge, kendte til forskellen. I afrapporteringen af en tjenesterejse til Mols og Helgenæs beskriver biskoppen således, hvordan molboerne er tungnemme, bondske – og svære at forstå. Stik modsat de kvikke helboer. De landskendte Molbo-historier har således gamle aner!
Der hersker en del forvirring om begreberne, for hvad er en naturpark, og hvad er en nationalpark? Hvad er definitionen på de to, og hvad er forskelle og ligheder?
Herunder kommer en kort beskrivelse af, hvad man internationalt betragter som det ene, andet eller tredje. Som det tydeligt fremgår, så har vi næppe noget her i landet, der kan kvalificere sig til betegnelsen “nationalpark”. Selv om der altså står 3 angivet i oversigten.
For det første er de ikke store. For det andet gør regeringen et stort nummer ud af at understrege, at eksisterende enhver uforstyrret skal kunne fortsætte inden for rammerne af vore “nationalparker”. Der er således ikke noget beskyttende eller bevarende over vore nationalparker.
Nationalparkformændene
Det forhold understreges af, at den tidligere miljø- og fødevareminister omhyggeligt udvalgte sine nationalparkformænd, så de mindst muligt repræsenterede naturen. Men mest muligt landbruget.
Det er der konkrete eksempler på flere steder, hvor de udpegede formænd er konventionelle godsejere med store landbrugsinteresser i nationalparkerne. De er ikke engang økologiske lan mænd, men sprøjter ufortrødent løs med alskens gifte og kemikalier.
Et forhold, som udenlandske turister og gæstende forskere naturligt nok har svært ved at forstå. Det er de nemlig ikke vant til hjemmefra.
Et unikt forsøg på at fjerne et stort såkaldt ”spøgelsesgarn” fra havbunden pågår netop nu ud for Smögen på den svenske vestkyst. Spøgelsesgarn er mistede fiskeredskaber, der kan fortsætte med at fange ikke blot fisk, men også pattedyr som sæler og marsvin. De sidste drukner helt enkelt i garnene.
– Det er vigtigt at opsamle spøgelsesgarn fra havet, siger Charlotta Stadig fra den svenske Havs- och Vattenmyndigheten. Hun fortsætter:
– Der er to store problemer. Spøgelsesgarnene bidrager til forureningen med plast, og de fortsætter med at fiske, til de gror til eller bliver samlet op. Både fisk og pattedyr kan blive fanget, mens spøgelsesgarnene bare fisker videre. Fangsten dør og rådner op i netmaskerne.
Vi er på havet et par kilometer udenfor Smögen på vestkysten med Sveriges Radio. På et grønt stålskib står der en stor blå kran med en erhvervsdykker, der arbejder 30 meter nede.
Der fiskes efter en såkaldt ”snurpenot”, som tilhører skibet ”Thetis”, og som blev tabt for 35 år siden. Det er et meget stort redskab: 400 meter langt og 100 meter bredt med en vægt på omkring 20 tons. 20.000 kg.
Arbejdet er vanskeligt i de omkring én meter høje bølger. Det er første gang, man forsøger at hæve så tungt et spøgelsesgarn som en hel snurpenot. Hidtil er kun mindre redskaber blevet reddet.
– Omkring en tiendedel er oppe. Vi vil arbejde på, at vi får det hele bjerget, men det er muligt, at nogle dele ikke kan komme op, siger Fredrik Lindgren, som er forsker på Havs- och Vattenmyndigheten.
Dette er en del af bestræbelserne på at rydde op i vrag og redde havet fra spøgelsesgarn. Det kunne være helt vidunderligt, om vor danske miljøminister også satte gang i opfiskningen af mistede redskaber i danske farvande.
Vi ved udmærket, hvor de fleste ligger, men også her er svenskerne forud for os i vort fælles Kattegat. De rydder op på havbunden, mens vi andre planlægger øget forurening af sammen Kattegat med nye havbrug…
For første gang etableres der nu nye marine naturreservater af svenske kommuner. Det sker i Nyköping og Trosa, begge beliggende lidt syd for Stockholm.
I Nyköping ligger det beskyttede område ved siden af et allerede eksisterende naturreservat i Strandstuviken, som er kendt for sit rige fugleliv.
– Vi ønsker blandt andet at beskytte fisk i havet der, siger kommunaløkolog Stefan Andersson i Nyköping.
Et marint naturreservat betyder, at man beskytter hele eller en del af havmiljøet i det pågældende område. Det kan være muslingebanker, forskellige planter på havbunden eller vigtige gydeområder for fisk.
I dag er der flere end 70 marine naturreservater i Sverige. De fleste er blevet oprettet af amtsstyrelsen. I Sörmland er der to i dag. At etableringen varetages af kommuner er usædvanlig ifølge Havs- och Vattenmyndigheten, men interessen blandt kommunerne er stigende.
Der er højst ti kommunale marine naturreservater i hele landet. Trosa og Nyköping er nu iblandt dem. Trosa ligger mindre en times kørsel syd Stockholm.
Tænk, om vi kunne få et tilsvarende bynært naturreservat uden for København.
Siden 1980’erne har der været dramatiske fald i forekomsten af de ålegræsbælter, der udgør livsvigtige spisekamre for fiskene i Bohuslän. Nu advarer den svenske videnskabsmand Per-Olav Moksnes om, at ålegræsset i nogle områder kan være væk for evigt.
Vandplanterne, der er hårdt ramt af eutrofiering og udnyttelse i kystområder, er nu faldet med 60 procent i Bohuslän:
– Når ålegræsset er forsvundet, kan det være næsten umuligt at få det tilbage, hvis man ikke foretager meget store ændringer i miljøet. Detsagde Moksnes, som er marin forsker ved Göteborgs Universitet.
Havs- och Vattenmyndigheten har nu udviklet et program af foranstaltninger til beskyttelse af de resterende ålegræsenge. Programmet omfatter også genplantning af ålegræs på steder, hvor det er forsvundet.
– Men i nogle områder er det allerede for sent med sådanne foranstaltninger. I områder ved Marstrand nord for Göteborg er 98 procent af de oprindelige ålegræsområder helt forsvundet. Det har ført til, at havmiljøet har ændret sig så meget, at det ikke længere er muligt at genplante ålegræsset, siger Per-Olav Moksnes.
– Man kan sige, at ålegræs er en slags økosystemingeniør. Det ændrer miljøet, hvor det vokser, stabiliserer bunden og gør, at den ikke sedimenterer. Derfor bliver vandet meget klart, når man har en ålegræseng.
– Men når denne stabiliserende faktor forsvinder, bliver vandet meget uklart. Nu er miljøet så ustabilt, at man ikke engang kan genplante ålegræs her, så det kan ikke komme tilbage naturligt, siger han.
Det er dårlige nyheder for torsk og mange andre fisk og krebsdyr, for hvem ålegræsområder er vigtige opvækstpladser. Beregninger viser betydelige tab i produktionen aftorsk:
– Ser man på tabet af torskeyngel siden 1990’erne, så har vi beregnet, at det svarer til lige så meget torsk, som landes i svenske havne på et helt år. Det er akkumuleret over en 20-årig periode, men det er et betydeligt tab af torsk.
1.600 mennesker har skrevet under på forslaget om at lukke Laholm vandkraftværk og lade den vilde laks vende tilbage til Lagan. Men politikeren, der kontrollerer laksefiskeriet i Laholm, vender tommelen nedad:
– Der er sikkert dem, som synes, det vil være fantastisk. Men vi mister det dejlige fiskeri, vi har i dag.
Det er, hvad centerpolitiker Roland Gottfridsson siger om forslaget fra bl.a. Sportfiskarna Halland om at nedlægge kraftværket i Laholm. Målet er at genskabe det tidligere økosystem og blandt andet bringe en vildlaksestamme tilbage til Lagan.
Roland Gottfridsson er kommunens formand for Lahms Laksefiskeri. Han ser to ulemper ved forslaget. For det første reduceres produktionen af vedvarende energi. Og for det andet vil laksfiskeriet i Lagan, som det kendes i dag, ændre sig.
– Vi synes det er unikt at have et sådant byfiskeri, som vi har i dag i Laholm. Åbner du op, vil laksen sprede sig langt længere op i vandsystemet, siger han.
I dag er der masser af laks i Lagan op til Laholms kraftværk. Der fanges således et sted mellem et og to tusinde laks om året. Men fiskeriet er helt afhængigt af det lakseopdræt, som energivirksomheden Statkraft bedriver. Energiselskabet opdrætter og udsætter 90.000 laksesmolt om året i Lagan – som kompensation for den manglende adgang de naturlige og oprindelige gydepladser opstrøms kraftværket.
Hvis Statkraft skulle blive tvunget til at åbne vandrutschebanen ved Laholm, ville disse forhold sandsynligvis ændre sig. Men formanden for Sportfiskarna Halland, Per Ingvarsson, der står bag underskriftindsamlingen, mener, at deres forslag vil kunne give kommunen et større overskud af sportsfiskeriet:
– Man kan bare sammenligne med Mörrumsån, der rent faktisk har færre ressurser end Lagan. Men det er en elv med vildlaks, som formår at tjene 55 millioner om året på fiskeriet, siger Per Ingvarsson.
– Vi kan få andre kategorier af lystfiskere. Men vi mister så dem, der ønsker det fiskeri, som vi har i dag, siger Roland Gottfridsson.
– Hvor er det nu lige, vi har hørt den sang før? Var det ikke ved Gudenåen, hvor man ønsker at bibeholde opstemningen ved Tange Sø? I stedet for at få en frit strømmende å med naturlige gydepladser for fiskene?
Ljungan er en af Sveriges vigtigste lakseelve med udløb i Østersøen. 350 km er den undervejs fra udspringet i Jämtland og Härjedalen i Midtsverige. Til udløbet i Østersøen eller Bottenviken få kilometer syd for byen Sundsvall.
Ljungan er blandt fluefiskere måske bedst kendt for sit tilløb Gimån, hvor blandt andet koryfæen Rolf Smedman slog sine folder og kastede sine fluer efter elvens mange og store stallinger.
Den nedre og lakseførende del af Ljungan har været under restaurering – formedelst 4 millioner svenske kroner. Formålet er at genskabe det hovedløb, som blev renset op i de år, hvor elvens vigtigste opgave var at transportere tømmer fra indlandet og ud til kysten, hvorfra det kunne sejles videre. Dette arbejde foregik i årene 1820 til 1960.
Man fjernede da alle hindringer for de store træstammer – klipper, sten, stryg og grusbanker med mere. Og herved blev der gjort stor skade på de lokale fiskebestande. En perfekt pendant altså til pramdragningen på den danske Gudenå. Her var det blot pramme og ikke tømmerstokke, der skulle forbi.
Nu søger man så at genskabe det oprindelige Ljungan løb, som giver helt anderledes gode forhold til såvel vandrefisk som laks og havørreder som stationære bækørreder og stallinger.
– En øget naturlig produktion medfører jo et bedre fiskeri i fremtiden. Det er svært at vurdere hvor meget bedre, men 50% er næppe helt forkert. Det mener i hvert fald Kenneth Ottosson, som er fiskerikonsulent og projektansvarlig på Sundsvalls kommune.
Der er tale om et spektakulært ansigtsløft for Ljungan. Blandt andet skal man bruge helikopter til at placere sten og grus i elven. Totalt handler det om tohundrede lastvognslæs med grus och sten, som skal spredes i elven. Tanken er ikke blot at gennemføre en restaurering, men også skabe et miljø, som er endnu mere produktivt end det oprindelige.
Kenneth Ottosson er overbevist om, at resultatet bliver rigtig godt:
– Projektet bygger på en omfattende kortlægning, som er sket i nært samarbejde med Statkraft. Vi har udpeget gydeområder og opvækstområder, som skal have en kærlig hånd, og det vil med sikkerhed give et godt resultat.
Projektet har et budget på knap fire millioner kroner. Finansieringen kommer blandt andet fra Statkraft, som regulerer elvstrækningen, Sundsvalls kommune og de fiskeplejeområder, som indgår. EU bidrager også.
Projektet ventes klar til 2018 sæsonen. I skrivende stund er man ved at lægge sidste hånd på nordsiden af Dingersjöforsen.
Den altid flittige og evigt gravende Kanin fra Endelave har igennem det seneste års tid bragt adskillige artige afsløringer af Hjarnø Havbrug og dettes kreative omgang med facts, fisk og foder. Den ene aktindsigt efter den anden har vist, at havbruget selv og den tilsynsførende kommune, den Venstre-styrede Hedensted, ikke overholder gældende lovgivning på området.
Mange har undret sig over, at Kaninens linde strøm af afsløringer ikke førte til politianmeldelse. Forsigtige forespørgsler herom resulterede i det svar, at man ikke kan søge aktindsigt længere, når først en sag er politianmeldt. Derfor ingen anmeldelse, mens undersøgelserne pågik.
Nu mener Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der sammen med Danmarks Naturfredningsforening (DN) har klageret i miljøsager, så at have samlet oplysninger nok. I hvert fald har DSF nu overgivet sagen til Sydøstjyllands Politi, som skal undersøge følgende forhold:
Opdræt af sølvlaks uden tilladelse i henhold til EU’s forordning (nr. 708/2007) om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur.
Etablering og drift af Hundshage Klækkeri uden miljøgodkendelse.
Afgivelse af urigtige oplysninger i virksomhedens årsindberetninger om produktion af havørred og sølvlaks til Hedensted Kommune i 2014, 2015 og 2016.
Begrundet mistanke om en betydelig overproduktion af fisk i Hjarnø Havbrug og i Hundshage Havbrug – og dermed en stor merudledning af forurenende stoffer til vandmiljøet i strid med havbrugenes miljøgodkendelser. Endvidere begrundet mistanke om overproduktion i koncernens tre ferskvandsdambrug.
Dejligt, at der nu endelig sker noget i denne sag, som har krænket manges retsbevidsthed. Når nu kontrolmyndigheden Hedensted kommune hverken har villet eller kunnet leve op til deres kontrolforpligtelse. Så thumbs up til DSF for nu at have politianmeldt Hjarnø Havbrug. Det var på høje tid. Hjarnø Havbrug er nemlig også blandt ansøgerne til regeringens og ex-Esben Lunde Larsens (V) planlagte nye og storforurenende havbrug i Kattegat.
Hvad vil de ikke kunne udrette af skader herude på åbent hav, hvor det er langt sværere (læs: umuligt) at kontrollere ulovlighederne – end nede i det smalle og lukkede Lillebælt. Hvor man uden videre og i øvrigt fra badestrande mærket med Blå Flag kan svømme ud til de forurenende netbure. Så tæt på land ligger de i Lillebælt…
Kaninen Katrine fra Endelave graver derfor ufortrødent videre i mudderbunden omkring de forurenende havbrug.
Sakset fra et af Bæredygtigt Landbrugs seneste nyhedsbreve til medlemmerne:
“Hvorfor skal en enkelt sektor tilgodeses på bekostning af andre? Hvorfor skal landbruget splittes på urigtige udsagn? Det er politik, når det er værst.
Kollegaer, benyt tilskud, hvis det er en fordel for jer – selvom det samfundsmæssigt er helt forkasteligt.
Med det ragnarok, vi nu har på tilskudsområdet, mener jeg, det vil være en fordel, hvis man fjerner erhvervets produktionsmæssige skatter og afgifter og DEREFTER fjerner samtlige tilskud. Det vil være en lettelse for os alle.”Citat slut.
Det var da en rigtigt god idé. Lad os fjerne alle tilskud til landbrugserhvervet, og lad os så se, hvem der overlever længst: De økologiske, som producerer det, flere og flere ønsker. Eller pesticidlandbruget, som får mindre og mindre opbakning fra befolkningen, men som forurener mere og mere med deres massive foderproduktion.
Til opfodring af svin, vi jo slet ikke selv kan eller skal spise. Men som skal ud på flere hundrede kilometer lange køreture, så griseavleren kan tjene et par kroner ekstra, da det er lidt billigere at slagte i udlandet…
Det er jo kun økologerne, der selv tjener deres penge lige nu. Og kemilandbruget, der er totalt afhængigt af støtten. Som ikke kan selv.
Nej, det har ikke noget med hverken Top Gun eller de nye Joint Strike Fighter F35 kampfly fra Lockheed Martin at gøre. Det er langt mere jordnært – meget bogstavlig talt.
En af landbrugets rådgivningsorganisationer, LMO, tager nu initiativ til at starte en helt ny netværksgruppe for landmænd med fokus på og mulighed for at udføre præcisionsjordbrug. Det skriver LMO i en pressemeddelelse.
– Der bliver talt rigtig meget om præcisionsjordbrug. Meningen med denne gruppe er at få ført nogle af ideerne ud i livet og opsamle og udveksle erfaringer fra praksis. Vi er endnu ikke klar over, hvad der er optimalt at gøre indenfor dette område, og for at blive klogere skal det nye netværk af landmænd være med til at afprøve forskellige muligheder, siger Daniel Rosenkilde Damhus, der planteavlsrådgiver og LMO’s tovholder på projektet.
Igennem de senere år har Landbrug & Fødevarer presset på for at få godkendt flere virkemidler på dyrkningsfladen, der kan benyttes som alternativer til de pligtige efterafgrøder, og som kan indgå i den kommende målrettede regulering.
Præcisionsjordbrug kan være et godt alternativ til efterafgrøder ud fra den betragtning, at der både kan være en miljøeffekt og god bundlinje i at optimere tildeling af gødning i marken via anvendelse af GPS-teknologi.
– Hvis landmændene gennem præcisionsjordbrug kan fastslå, hvor meget gødning afgrøder præcist har brug for og dermed optimere tildelingen af gødning i marken, vil det give gevinst for både landmændene og miljø.
Og det må vi så bare håbe passer. At det ikke bliver endnu et luftkastel af den slags, der lå bag den løgnagtige Landbrugspakke. Og de kreative udvaskningsmodeller for kvælstof, der nu viser sig slet ikke at holde stik.
Èn ting er i hvert fald sikker: Med præcisionsbombning bliver der altid uskyldige ofre. Og offeret bliver i så fald igen-igen det danske vandmiljø…
Projektet med det nye netværk er et led i LMO’s strategi om at kunne hjælpe landmænd med at anvende digitale teknologier til at monitorere, indsamle og analysere data om forhold i marken.
– Netværket er en spændende mulighed for at opsamle den nyeste viden for den enkelte landmand, som deltager i gruppen.
– Derudover er de første landmænd med præcisionsjordbrug med til at præge området fremadrettet. Det er et krav for deltagelse i gruppen, at landmændene som minimum har fungerende udstyr til og planer om at graduere en del af gødningsmængden i løbet af foråret 2018, siger Daniel Rosenkilde Damhus fra LMO.
– Ideen med præcisionslandbrug er jo også at hæve udbyttet i marken. Når vi bruger satellit-målinger til at bestemme afgrødens kondition i marken og omfordeler kvælstof fra gode til dårligere områder i marken, hæves udbyttet for hele marken.
– Der ligger en gevinst her på 100-200 kr. per hektar og i nogle tilfælde mere. Derudover er der sidegevinster i form af mindre risiko for lejesæd og dermed mindre behov for vækstregulering, slutter Damhus.
Landbrug & Fødevarer (L&F) satser på den såkaldte “cirkulære bioøkonomi”. Derfor peger erhvervsorganisationen nu på otte indsatsområder, der skal sættes ind på for at sikre den position.
Karen Hækkerup, der er administrerende direktør i L&F, sagde følgende til LandbrugsAvisen:
– Den danske fødevareklynge har en unik styrkeposition, der er oplagt at bygge videre på, når vi taler om cirkulær bioøkonomi. Vores medlemmer har altid tænkt i praktiske og effektive løsninger til recirkulering og fuld udnyttelse af ressourcerne. Derfor går vi nu aktivt ud og peger på otte områder, hvor der skal sættes aktivt ind for at bevare Danmarks nuværende position på området.
Ifølge Karen Hækkerup er det vigtigt, at fødevareklyngens styrkeposition ikke bliver taget for givet. Det kræver gode produktionsvilkår og et hjemmemarked at eksperimentere på:
– Hvis vi udnytter vores nuværende position rigtigt, kan den skabe basis for helt nye forretningsområder med meget stort potentiale for landmænd og fødevarevirksomheder, og dermed for hele Danmark. Til gavn for vækst, velfærd, arbejdspladser, eksportmuligheder og løsninger af globale miljø- og klimaudfordringer, siger Karen Hækkerup.
Et studie fra Ellen MacArthur Foundation underbygger Karen Hækkerups pointer. Studiet viser nemlig, at der er potentiale til at forøge det danske bruttonationalprodukt med op til 1,4 procent og skabe 11.000 jobs i 2035.
– Der er ingen tvivl om, at forbruget af fossile brændstoffer og bortskaffelse af affald er blandt de helt store udfordringer for klima og miljø. Vi kan dog i langt højere grad anvende biologiske råvarer, men det er samtidig en stor global udfordring at producere fødevarer og samtidig biomasse nok til at opfylde det stigende globale behov, siger Karen Hækkerup.
FN’s verdensmål stiller da også skarpt på forbruget af naturressourcerne, og cirkulær bioøkonomi er et godt eksempel på, hvordan fødevareklyngen kan sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling.
– Det handler i høj grad om effektiv ressourceudnyttelse og om at bruge de teknologier, der øger udbyttet og sikrer høj udnyttelse af foder, gødning og alle andre ressourcer i produktionen. Og så handler det om at udnytte restprodukterne fra produktionen til højværdiprodukter og energi. Eksempelvis når valle – et restprodukt fra osteproduktion – bliver til værdifuldt mælkepulver.
– Det er et område, hvor den danske fødevareklynge – netop qua fødevareklyngens tradition for innovation og samarbejde på tværs af værdikæderne – har et unikt udgangspunkt, slutter Karen Hækkerup.
Fortsat fokus på vækst. Og fortsat ikke et ord om vandmiljøet.
Landbrug & Fødevarer (L&F) påpeger i LandbrugsAvisen, at der skal produceres mere bæredygtig biomasse – eksempelvis ved en øget produktion af græs og bedre udnyttelse af halm.
– Potentialet er stort. Det viser den ”10 millioner tons plan”, som forskere fra universiteter og Ørsted har udviklet, men nu er der behov for en plan for at effektuere den vision, siger direktør Karen Hækkerup.
L&F ser også gerne en styrket indsats for recirkulering af næringsstoffer. Det kræver blandt andet et øget fokus på grænseværdier for uønskede stoffer, som for eksempel mikroplast. Det skal også være muligt at bruge biogødning som råstof til handelsgødning.
L&F ser ligeledes meget gerne en øget forskning i metoder til at udvinde højværdiprodukter af biorestprodukter, for selvom langt de fleste rester udnyttes i dag, er det typisk for langt nede i værdikæden. Produkterne er helt enkelt for lidt værd og bør derfor raffineres yderligere.
En af anbefalingerne fra L&F handler om effektiv udnyttelse af vand. Fødevareproduktion kræver meget vand, og det er nødvendigt at få mere genbrug af vandet og at arbejde med udvikling og implementering af mere vandeffektive afgrøder.
– Generelt ønsker vi, at det sikres, at alt organisk affald kan anvendes til energi, og at næringsstofferne recirkuleres. Og derfor skal madspild også elimineres i størst muligt omfang, siger Karen Hækkerup.
Udvikling af viden og videndeling generelt skal ifølge Landbrug & Fødevarers udspil øges markant. Viden om cirkulær bioøkonomi skal altså integreres i relevante uddannelser indenfor eksempelvis natur- og samfundsvidenskab. Der bør også forskes i eksempelvis bioraffinering, nye materialer og dyrkningssystemer, der optimerer biomasseproduktionen og sikrer maksimal udnyttelse af næringsstofferne.
– Vi ønsker også, at der sker en regeltilpasning i EU-lovgivningen. Det skal simpelthen være lettere at implementere cirkulære løsninger. Her må Danmark meget gerne gå forrest. Det kan eksempelvis være i en indsats for udvikling af nye standarder, så innovative danske løsninger kan blive udbredt til resten af verden, slutter Karen Hækkerup.
Den af Aarhus Universitet (AU) ejede kemikalievirksomhed Cheminova deponerede sammen med Landbrugsministeriet op gennem 1950’erne og 1960’erne i tonsvis af giftigt affald på stranden – ret ud for Høfde 42 på den lange og smalle Harboøre Tange, der adskiller Vesterhavet og Limfjorden.
Kampen har siden bølget frem og tilbage. Aarhus Universitet frasolgte for ikke så længe siden den yderst profitable virksomhed, men har nægtet at bruge blot én eneste krone af det store overskud på at rydde op efter sig selv. – Det er vi ikke juridisk forpligtede til, lød den lakoniske melding fra AU.
Det var den lokale fisker Aage Hansen – bedre kendt som “Rav-Aage” – der først rettede fokus på det enorme svineri med gift deponeret i undergrunden. Og det er sønnen Bjarne Hansen, som har ført kampen videre – under faderens positive motto: “Det ender godt”. Og det ser lige nu ud til måske snart at blive tilfældet:
Nu er to firmaer nemlig gået i gang med en prøverensning af den forgiftede jord. De har fået statslige forskningsmidler til at teste, om de ved hjælp af forskellige metoder kan rense jorden for de giftige kemikalier.
De to firmaer er henholdsvis danske Krüger A/S og finske Fortum Waste Solutions A/S fra Nyborg. Sidstnævnte er det gamle Kommunekemi, der først blev solgt til finske Ekokem og nu senest til et andet finsk miljøselskab – den nuværende ejer Fortum.
I det ene forsøg skal rensningen ske, ved at man varmer jorden op til over 300 grader. Det skal få den kviksølvholdige del af jorden til at fordampe.
I det andet forsøg skal jorden renses med væske under tryk, så man på den måde vil søge at “skrubbe” de giftige kemikalier ud, så de kan fjernes.
Vi følger spændt resultaterne af de to virksomheders anstrengelser. Harboøre Tange fortjener bedre end hidtil. De fastboende og sommerens mange turister ligeledes. Indtil videre har lokale myndigheder blot nøjedes med at fjerne advarselsskiltene…
Det er anslået, at det vil koste i omegnen af en kvart milliard kroner – 250 millioner – at rydde op efter svineriet fra Cheminova.
Baseret på modeller fra Dansk Hydraulisk Institut (DHI) har Fredericia Kommune langt om længe konkluderet, at de 2.750 tons kvælstof – hvis ikke mere – der løb ud i Lillebælt ved havnebranden, ikke har gjort nævneværdig skade på havmiljøet. En interessant konklusion, som vist ingen lokale fiskere er enige i.
Firmaet DanGødning, der er ejet af dansk landbrug, ser hermed ud til at undgå en truende millionerstatning, der ellers var udsigt til. Det var DanGødnings overfyldte tanke – klar til Landbrugspakkens (u)lyksaligheder – som sprang læk på havnen. DanGødning, som blev frikendt for ansvar også her, da der var en svejsefejl på tankene…
Det er pudsigt nok selvsamme DHI, der formedelst rigtig mange statsmidler også har sagt god for, at der fremover og i tilgift må udledes 800 tons ekstra kvælstof til Kattegat fra nye planlagte havbrug. Det betyder heller ikke nævneværdigt, lyder det fra såvel DHI som Dansk Akvakultur.
Kombinerer man udvaskningsmodellerne fra Aarhus Universitet (AU) med strømningsmodellerne fra Dansk Hydraulisk Institut (DHI), er der tilsyneladende intet øvre loft for, hvor meget kvælstof der fremover kan udledes i danske farvande. Alt er muligt.
Det er rigtig smart og vældig praktisk. For eksporten. For regeringen. For dansk landbrug og for dansk havbrug. But not so smart for vandmiljøet.
Landsforeningen Levende Hav indleder nu med det gode skib ”M/S Anton” en landsomfattende underskrift-indsamling mod regeringens planlagte og forurenende havbrug.
Kampagnen starter på Folkemødet på Bornholm fra den 13. til den 17. juni. Her lægger kutteren til kaj i Allinge med skipper Knud Andersen ved roret.
Præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, og borgmester Jan Petersen fra Norddjurs Kommune vil være om bord og tale dunder mod havbrugene.
Efter Folkemødet går turen tilbage til hjembyen Bønnerup på Norddjursland – med stop undervejs i København, Helsingør, Ebeltoft, Sønderborg, Fredericia, Bogense og Ballen.
Den lokale miljøorganisation i Syddjurs Kommune, BLAK – opkaldt efter en stor og sort sten ud for Jernhatten på Djurslands kyst tæt ved de ansøgte havbrug – allerede indsamlet 12.000 underskrifter mod havbrug.
Det er denne aktion, der nu intensiveres på en række fronter. Der vil således blive indsamlet underskrifter på hele Djursland og andre steder i landet i løbet af sommeren, blandt andet fra de mange tusinde turister.
Vor nye og tilsyneladende mere demokratiske miljøminister Jakob Ellemann-Jensen modtager gerne underskrifter fra borgerne. I stik modsætning til forgængeren, Esben Lunde Larsen, der jo bare ikke ville…
– Havbrug vil true miljøet, kysterne og badestrandene og dermed det vigtige turisterhverv på Djursland med over 2.000 ansatte, siger formanden for miljøorganisationen, Nina Bjarup Vetter.
Der planlægges samtidig et stort folkemøde i efteråret i Grenå med kendte kunstnere og frivillige organisationer.
De to kommuner på Djursland, Norddjurs og Syddjurs, vil ligeledes arrangere et stort møde mod havbrug. De er allerede i kontakt med kommunerne i Århus, Randers og på Samsø. Også Halsnæs og Gribskov på Sjælland er med, da de kan blive berørt af planlagte havbrug ud for Gilleleje.
Endelig er der rettet henvendelse til Horsens og Hedensted kommuner, der begge længe har haft havbrug på Lillebælt. Desværre uden den fornødne kontrol, har det vist sig.
Læs meget mere om den landsdækkende aktion og se hele sejlplanen for M/S Anton på:
DTU Aqua har indsamlet data fra 22 kystnære fiskeområder fordelt over hele Danmark.
Fangster herfra viser, at der er fundet hele 35 forskellige fiskearter i Roskilde Fjord og Isefjord. Og forskerne er sikre på, at der findes endnu flere arter i de to fjorde:
– Det her er jo kun dem, vi har kunnet fange i garn og ruse. Vi ved fra observationer fra fiskere og dødfundne fisk, at også sjældne arter som sværdfisk, klumpfisk og tun er observeret i fjorden.
Det fortæller biolog Mads Christoffersen, som er medforfatter på rapporten, til sn.dk. Han ser to forklaringer på den store artsrigdom:
– Roskilde Fjord og Isefjord er i relativt god stand sammenlignet med vores andre fjorde. Var alle vores fjorde som dem, så var vi som land godt hjulpet, siger han.
Den anden forklaring er, at fjordene er brakvandsfjorde, og derfor kan der leve både ferskvandsfisk og saltvandsfisk i fjorden. Præcis som i den lange Randers Fjord, hvor Gudenåens ferske vand blander sig med Kattegats salte.
Det giver naturligvis mulighed for en højere artsdiversitet end gennemsnittet, men siger i sig selv ikke noget om vandmiljøet eller kvaliteten heraf. Det er blot en kvantitativ parameter, som det så fint hedder. Ikke en kvalitativ.
Kun området Nordlige Kattegat og Læsø har flere arter end Roskilde Fjord og Isefjord. Her blev der i undersøgelsen fanget 42 forskellige fiskearter.
Artiklen “Ulven er kommet” har længe ligget i Top Ti blandt indlæg her på ulnits.dk.
Den er nu opdateret med de seneste hændelser i sagen: Om en tidligere udenrigsministers opfordringer til nedskydning og nedgravning. Om det efterfølgende far og søn ulvedrab i Ulfborg, der blev optaget på video. Og nu senest om Facebook-gruppen “Ulvefrit Danmark”.
Her giver en kendt og navngiven riffelinstruktør i en lokal jagtforening udførlige anvisninger på, hvordan man bedst skyder en totalfredet ulv med ulovlig og fuldkappet riffelammunition, så den lever og lider længst muligt – så den ved egen hjælp kan fjerne sig længst muligt fra gerningsstedet, inden den dør. Renlivet dyremishandling.
Læs også om de kvaler, alt dette siden har påført såvel den lokale jagtforening som det landsdækkende Jægerforbund. Artig læsning om et middelalderligt Kronjylland, man ikke troede eksisterede anno 2018…
Der skete som tidligere nævnt på denne side – og i denne artikel om stillehavslaks – en sand invasion af pukkellaks på atlanterhavslaksens nordnorske gydepladser sidste efterår.
Nu er det så blevet bekræftet, at de gydte æg har overlevet og udviklet sig til store mængder yngel, der vandrer ud i havet netop nu. Dette bekræfter Fylkesmannen i Finnmark på sin hjemmeside.
Pukkellaksen er opført på artsdatabasens sortliste over fremmede arter – i kategorien “høj risiko”. 2017 var et år med usædvanligt mange pukkellaks, og kortlægninger viste, at Finnmarkens vandløb i sensommeren måtte lægge ryg til rigtig mange pukkellaks på gydepladserne.
For at få et indtryk af, i hvilket omfang pukkelaksen har haft held til at producere afkom i Finnmark i 2018, har Fylkesmannen støttet et projekt, der i øjeblikket udføres af selskabet Nature Services i Norden. De kortlagde gydningen tilbage i 2017. I begyndelsen af maj 2018 er de så vendt tilbage og har undersøgt, i hvilket omfang æggene fra pukkelaksene er klækket. Til formålet har de elektrofisket flere elve og indfanget yngelen i finmasket ketchere.
I alle vandløb, hvor isforholdene gjorde det muligt at nå frem, blev der fundet betydelige mængder yngel af pukkellaks. Disse blev fundet sammen med æg fra atlanterhavslaks, der endnu ikke var udklækket. På samme steder var der også ældre yngel af atlanterhavslaks.
Mens atlanterhavslaksens yngel forbliver i floden i op mod 4-5 år, vandrer pukkellaksens yngel ud i havet allerede første år. Pukkellaksen, som vandrer ud i havet fra Finnmark-distriktet i de kommende uger, vil vokse hurtigt i den kommende sæson. De, der overlever havvandringen, vender tilbage i 2019 for at gyde.
I de fleste tilfælde vil atlanterhavslaksen finde tilbage til sit eksakte fødested, når den skal gyde. Pukkellaksen derimod vil kunne sprede sig til helt andre floder, når den vender tilbage til kysten. Der er derfor stor spænding omkring mængden af pukkellaks, der vil vandreop i Finmarkens elve i sommeren 2019.
– Da der var langt færre pukkellaks, som ynglede i 2016, forventer vi ikke et stort afkast i år. Men nogle vil der naturligvis komme. Også i Rusland, hvor denne art blev udsat til 90’erne, er der færre pukkellaks i lige år, skriver Fylkesmannen.
Flere end 13,6 millioner laks og ørreder er i årets første tre måneder døde eller forsvundet i de opdrætsbure, som den norske lakse- og ørredindustri benytter sig af. Svindet er 30 pct. højere end sidste år, og det vækker bekymring.
Ifølge DN.no er svindet i den norske opdrætsindustri i årets første tre måneder vokset 30 pct. i forhold til 2017, og det vækker bekymring. Nye tal fra Fiskeridirektoratet viser således, at 13,6 millioner opdrætsfisk forsvandt alene i årets første tre måneder.
Sidste år døde i alt 53 millioner laks, før fiskene var klar til at blive slagtet, og fiskeriminister Per Sandberg kalder udviklingen med højere svind og dødelighed for “uheldig”. Både de lidende fisk og for opdrætterne, der rammes økonomisk. Ministeren har derfor inviteret forskellige dele af brancen til et møde, hvor laksedødeligheden er eneste punkt på dagsordenen.
– I slutningen af 80’erne kæmpede industrien med sygdomme. Den gang formåede forskning, forvaltning og industri at samarbejde om at udvikle gode vacciner. Samarbejdet var på det tidspunkt afgørende, og det er frugterne af det, vi høster i dag. Det viser, at det nytter, siger Per Sandberg og fortsætter:
– Dødeligheden de første måneder i havet er faldet. Det viser, at industriens fokus på at skabe en robust smolt begynder at bære frugt. Samtidig ser jeg med uro, at der er en markant øget risiko for dødelighed og reduceret velfærd i produktionerne.
Det norske firma Norwegian Livestock Service har tredoblet sit årsresultat. Firmaet producerer små stenbidere til lakseopdrættet, hvor de skal bekæmpe havlusene på biologisk vis. Ved helt enkelt at æde dem.
Mens resultatet i 2016 udgjorde 8,4 millioner kroner før skat, resulterede 2017 i totalt 26,3 millioner kroner for stenbiderproducenten fra Flekkefjord, skriver Dagens Næringsliv.
– Vi var meget heldige med produktionen, især i sidste halvdel af 2017, hvor vi kunne færdig-producere nogle af de fisk, som faktisk var planlagt til 2018. I tillæg hertil havde vi mange fisk i begyndelsen af 2017, og dermed opnåede vi en god produktion lige fra årets begyndelse, siger direktør Skarpenes fra Norwegian Livestock Service.
I alt solgte selskabet 3,9 millioner stenbidere i 2017. Selskapet leverer kun til Lerøy Seafood Group, som ejer 51 procent af aktierne i Norwegian Livestock Service.
Hele verden er ved at være smittet med den norske laksesyge. Og de ved det godt selv – i hver fald nogle forstandige nordmænd.
I rapporten “Den rosa klimabløffen – kan en bærekraftig laks flys til Kina?” (Det lyserøde klimabluff – kan en bæredygtig laks flyves til Kina?) har organisationen “Framtiden i våre hender” set på, hvordan den norske lakseindustri egentlig forholder sig til klimaspørgsmålet.
Branchen ser sig selv som en del af klimatruslen, men ingen har hidtil interesseret sig for området med det højeste klimaaftryk af dem alle – flytransporten af norske laks til markederne i Nordamerika og Asien – primært USA og Kina.
Omkring hver sjette laks, der i dag produceres i Norge, sælges og spises nemlig på disse to fjerne markeder. Organisationen finder det derfor opsigtsvækkende, at ingen hidtil har beskæftiget sig med den klimabelastning, som lufttransporten af norske opdrætslaks uundgåeligt udgør. Ikke mindst set i lyset af, hvilken vækst i opdrættet man planlægger netop her.
Rapporten “Den rosa klimabløffen” har kigget på konsekvenserne, dersom vækstplanerne skulle blive en realitet. Fødevareorganisationen “Norges Sjømatråd” anslår, at potentialet for eksport til Kina alene ligger på 150.000 tons årligt – inden år 2025. Og det vil i sig selv medføre et CO2-udslip på mindst 800.000 tons om året.
Hvis eksporten til lande som Japan, Sydkorea og Vietnam vokser i takt med fiskeriminister Per Sandbergs forhåbninger, bliver det i stedet til et årligt udslip på næsten 2 millioner tons (2.000.000). Og det svarer til CO2-udslippet fra 1 million benzinbiler. Eller 50% mere end det samlede CO2-udslip fra al indenrigsflyvning i Norge.
Det bliver klimaprisen for at sælge fersk laks fra Norge til hele verden.
I tillæg til klimaproblematikken beskrevet ovenfor, så fokuserer rapporten “Den rosa klimabløffen” også på det bæredygtige i fiskefoderet.
Organisationen “Framtiden i våre hender” har tidligere beskæftiget sig med det problematiske i det massive forbrug af brasiliansk soya til laksefoderet – soya, som stammer fra genmodificerede (GMO) planter, der er dyrket med Roundup eller tilsvarende Monsanto-producerede pesticider.
– Store dele af foderet kommer fra råvarer, der også kan bruges til menneskeføde, samtidig med at laksen sælges som luksusmad verden over. Det er vanskeligt at se det bæredygtige heri, anfører Anja Bakken Riise fra Framtiden i våre hender.
Organisationen mener, at den norske regering og de norske havbrugere fremover må satse langt mere på udvikling af alternative proteinkilder, så den norske produktion af luksuslaks ikke går ud over den direkte produktion af fødevarer til sultende mennesker i fattige lande.
– At sende ferske fødevarer med fly til hele verden kan aldrig blive bæredygtigt i et klimaperspektiv. Skal vækstambitionerne opfyldes, må fremtidig transport af laks ske med skib i stedet, slutter Anja Bakken Riise.
Den 3. juni markerede 1-årsdagen for den første protestafbrænding mod regeringens planlagte havbrug ud for Djurslands kyster. Hver eneste uge året igennem tændte Carsten Kent Strandberg et lys eller rettere et bål i protest mod de havbrug, der nu truer med at ødelægge hans barndoms fiskepladser.
53 bål blev det til – ofte i drivende regn eller isnende kulde – i løbet af de forgangne 53 uger. Ofte var Carsten alene på stranden, men hans stille protest blev alligevel bemærket.
På årsdagen troppede TV2 Østjyland således op og lavede et indslag om den vedholdende bålbrænder. Havbrugsbandet “Havlyd” spillede op med deres protestsang.
Klik på billedet og se mere fra det velbesøgte arrangement.
3. juni 2018
* “Landbrugets fem på hinanden følgende forsvarsværker”
1) Der er ikke noget problem. 2) Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld. 3) Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes. 4) Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar 5) Vi vil have fuld erstatning!
Formuleret af en træt direktør for Miljøstyrelsen ved introduktionen af den første vandmiljø-handlingsplan i 1985. Og gentaget, da Mariager Fjord afgik ved døden i 1997.
Her i 2018 er det desværre nøjagtig lige så aktuelt som i 1985 og 1997. Landbruget vil stadig ikke påtage sig ansvar for noget som helst.
Nu får lystfiskere i kørestol eller med gangbesvær bedre muligheder for at kaste snøren i vandet. Snart indvies en ny fiskebro med en særlig opbygning ved Aarhus Å.
En ny bro kan blive det nye udflugtssted for fiskeglade aarhusianere i kørestol. På Søskovvej i Brabrand har Teknik og Miljø i samarbejde med Tilgængelighedspuljen og Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere (ØLF) etableret en fiskebro med en indretning, der gør den tilgængelig for folk med gangbesvær eller i kørestol.
Dermed kan flere få naturoplevelsen ved at fiske ved Aarhus Å, der på denne strækning er offentligt fiskested. Så kom og vær med til den officielle indvielse af fiskebroen ved P-pladsen på Søskovvej i Brabrand. Det sker:
Onsdag den 30. maj kl. 14.00
Formand for Aarhus Byråds Tekniske Udvalg, Keld Hvalsø, får ordet, og efterfølgende vil Arne Bager, formand for Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere, sige et par ord, inden broen indvies. Alle er velkomne.
Der er kun få P-pladser på Søskovvej, så kom helst på cykel eller gå dertil.
Efterfølgende må vi håbe, at der også er afsat midler til vedligehold.
Det er cirka 20 år siden, der sidst blev skrevet en bog, som samler den forskningsmæssige viden om gedden – en fisk, der spiller en central rolle i økosystemerne i søer, åer og dele af Østersøen, og som er mål for mange lystfiskeres anstrengelser med stang og line.
Nu har lektor Christian Skov, DTU Aqua udgivet bogen ”Biology and Ecology of Pike” på det amerikanske forlag CRC Press sammen med sin svenske kollega professor P. Anders Nilsson fra Lunds og Karlstad Universiteter.
– Gedden er en vildt fascinerende fisk, som gennem tiden har haft et mytisk skær omkring sig. Samtidig er den en meget vigtig fisk i det rekreative fiskeri i hele dens udbredelsesområde og ikke mindst i Danmark.
Som et led i DTU Aquas forvaltningsberedskab for det rekreative fiskeri er det naturligt, at vi tager teten omkring at få opsamlet og sammenfattet den nuværende viden om geddens biologi og forvaltning, siger Christian Skov.
Resultatet er en 420 siders bog med 14 kapitler skrevet af mere end 30 forfattere. Blandt kapitel-forfatterne er foruden Christian Skov også Lene Jacobsen og Dorte Bekkevold fra DTU Aqua. I alt bidrager DTU Aqua med 6 af de 14 kapitler.
Målgruppen for bogen er primært forskere og studerende, men også dedikerede lystfiskere kan få glæde af den.
“Biology and Ecology of Pike” tager primært udgangspunkt i de seneste 20 års videnskabelige udgivelser og beskriver gedden på individ- og bestandsniveau samt dens samspil med økosystemet.
Desuden beskæftiger en betydelig del af bogen sig med, hvordan gedden bedst forvaltes, f.eks. gennem forbedringer af dens levesteder i de økosystemer, hvor bestandene er udfordret.
Som noget nyt i forhold til tidligere værker om gedden, så handler et af kapitlerne specifikt om, hvordan man bedst forvalter lystfiskeri efter gedde.
Kapitlet har et betydeligt omfang og afspejler både, at rekreativt fiskeri i dag er en vigtig fritidsaktivitet for mange mennesker, og at gedden i den forbindelse er en skattet fisk, som skal forvaltes på et videnskabeligt grundlag for at sikre bæredygtige bestande.
Lige så afholdt gedden er i de områder, hvor den hører hjemme naturligt, lige så hadet er den i områder, hvor den er indført, f.eks. i en række amerikanske stater. Her betragtes den som en invasiv art svarende til, hvordan vi i Danmark ser på f.eks. sortmundet kutling og signalkrebs.Et af bogen kapitler præsenterer dette problem, og hvad man indtil nu har gjort for at løse det.
“Biology and Ecology of Pike” får næppe den store udbredelse blandt almindelige lystfiskere med interesse for gedder. Den koster nemlig den nette sum af £121, hvilket med dagens kurs er 1.030 danske kroner.
“Der har aldrig eksisteret noget “miljømæssigt råderum” til mere forurening eller flere havbrug. Det er opfundet af regeringen ved at flytte rundt på forureningen i det internationale Helcom samarbejde.
Regeringen mener, at fordi man har renset mere i kystnære farvande end krævet – formedelst over 9 milliarder skattekroner brugt på spildevandsrensning – så kan man nu svine tilsvarende mere ude på åbent Kattegat.
Også selv om 117 ud af 119 områder herude stadig ikke lever op til Vandramme-direktivets krav om “god økologisk tilstand”.
Det mener Helcom ikke, man kan gøre, men det er den danske regering fløjtende ligeglad med. Det har vor manglende miljøminister sagt ligeud. Der skal forurenes mere af et fåtal i forvejen velhavende danske og japanske havbrugere.
843 tons ekstra kvælstof er således nu på vej til de indre danske farvande og det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret. Og havbrugsvennerne skal naturligvis have det helt gratis. Ingen rensning. Ingen oprydning.
I tilfældet Mariager Fjord, så har kommunerne her brugt millioner på spildevandsrensning, opkøb og nedlæggelse af forurenende dambrug, fjernelse af vandringshindringer, etablering af vådområder med mere.
Med det resultat, at der i dag tilføres fjorden væsentligt mindre kvælstof fra vandløbene end i 1997, hvor fjorden døde af iltsvind. Og at der nu er et langt større antal ørreder i fjord og tilløb.
En blomstrende fisketurisme med fokus på fjordens ørreder lokker i dag lystfiskere til fra nær og fjern og lægger herved mange penge i den lokale økonomi. Til stor glæde for turisterhvervet.
Disse samfundsskabte indtægter trues nu af endnu en potientiel fjorddød. Ingen turister lader sig jo lokke af slimede alger, boblende mudderbund og svovlbrinte, der river i næsen.
De følger løbende udviklingen i dagspressen og på internettet – klar til at aflyse deres sommerhuseleje, guide-bookinger, kajakleje med meget mere, i samme sekund et eventuelt nyt iltsvind sætter ind.
Desværre har landbruget langs den smukke fjord ikke bidraget tilsvarende til vandmiljøet. I 1997 beregnede Nordjyllands Amt, at 77% af al kvælstof til fjorden stammede fra landbruget.
I dag er amterne nedlagt og miljødata spredt for alle vinde. Vi kan således meget bekvemt ikke længere se, hvad landbruget har gjort eller ikke gjort for at reducere deres forurening af fjorden.
Men vi kan klart se, at de slet ikke har gjort nok. Og vi ved, at regeringens Landbrugspakke, som jo blev vedtaget på et i forvejen kendt og urigtigt grundlag, blot vil tillade yderligere gødning og endnu større udvaskning til vandmiljøet.
Endelig ved vi jo nu, at de anvendte tal og beregningsmetoder fra Miljøstyrelsen og Aarhus Universitet slet ikke holder vand. De viser udledninger, der er op til 20% lavere end virkeligheden.
Vi kan således kun konstatere, at vore folkevalgte politikere ikke har været sig deres ansvar over for miljøet voksent. Eller blot er flintrende ligeglade.
I snart 100 år har det omdiskuterede Tangeværk leveret strøm fra sine turbiner.
Dette i en opstemning, der deler landets længste vandløb, Gudenåen, i to skarpt adskilte dele. Vandrefisk kan ikke eller kun vanskeligt passere opstemningen, der samtidig har ødelagt Gudenå-laksens vigtigste gydepladser. De ligger i dag på bunden af Tange Sø – dækket af et tykt slamlag.
Tangeværkets berettigelse har siden starten været produktion af elektricitet via vandkraft. Produktionen er dog minimal set med vore dages øjne, og i de seneste mange år har værket kun kunnet løbe rundt på grund af millionstore statslige tilskud.
Tangeværkets dage er ved at være talte, men værkets ledelse kæmper hårdt for sin fortsatte eksistens. EU’s Vandrammedirektiv banker på døren og kræver en snarlig afgørelse.
Som det er i dag, lever Gudenåen ikke op til direktivets krav om en “god økologisk tilstand”. Det sørger det kunstige vandmagasin med det misvisende navn Tange Sø alene for. Der er her ikke fri passage for vandrefiskene. Hverken op- eller nedstrøms.
Nu har Tangeværket så barslet med en ny idé til forlængelse af pinen. Nu vil man i stedet for strøm fra turbinerne forsyne den nært beliggende Bjerringbro by med fjernvarme fra varmepumper, der installeres i de gamle turbinekamre.
Den varmeenergi, som varmepumpeanlægget afsætter i fjernvarmekredsen, fås fra vandet fra Tange Sø. Det er den energi, som varmevekslerne i Tangeværkets turbinekamre skal trække ud af vandet. I princippet helt som i de velkendte jordvarmeanlæg.
Energi fra vandet i Tange sø bliver i turbinekamrene overført til varmepumpen, idet vandets temperatur får kølemidlet i de installerede fordampermoduler til at koge. Ved almindeligt atmosfæretryk koger vand ved 100 °C. Ved at vælge CO2 som cirkulerende medie vil dette bringes til kogning selv ved en temperatur, som ligger væsentligt under søvandets.
Når CO2 koger, skifter det fase fra væske til damp. Dette faseskift optager derved energien fra vandet. Vekslerne er opbygget af rustfri plader, og hvert vekslermodul er sammensat af en række pladepar for vandets fri passage. CO2 på væskeform strømmer ind i bunden af pladeparret og forlader det igen i toppen som damp.
Den fordampede kuldioxid afleverer nu sin varme til ammoniak (NH3) i en såkaldt mellemveksler, hvorefter varmen fra NH3 bruges i en varmepumpe, der leverer varmt vand til fjernvarmeanlægget.
Tangeværket har allerede fået tilladelse til at starte et forsøgsanlæg op – af den altid velvilligt indstillede Viborg kommune. Varmen fra det påtænkte fuldskalaanlæg skal siden i en 7,5 km lang rørledning ledes til fjernvarmeanlægget i Bjerringbro.
Men én ting er sikker: Et sådant anlæg opfylder heller ikke de krav, som Vandrammedirektivet stiller. Det fastholder blot status quo.
Det fyger om ørerne på os med forkortelser i disse teknologiske tider. To af de lidt sjovere er “WAT” og “BAT“, som er uhyre relevante netop nu, hvor tilladelser til nye storforurenende havbrug på Kattegat gavmildt uddeles af regeringen til dens i forvejen velbeslåede havbrugsvenner.
Åbne havbrug af den planlagte type hører nemlig til “WAT” kategorien, hvis forkortelse står for “Worst Available Technology” – den værst tænkelige teknologi, som forurener mest.
Dette var blandt andet grundlaget for de svenske myndigheders dom over tre svenske opdrætsanlæg – med krav om nedlæggelse af driften. Begrundelsen var, at der i dag findes langt bedre og mindre forurenende teknologi til fiskeopdræt. At det eksisterende opdræt netop hører til den storforurenende og lavteknologiske “WAT” kategori.
Omvendt så hører det landbaserede fiskeopdræt i lukkede, recirkulerede systemer med rensning af den begrænsede mængde spildevand til den højteknologiske “BAT” kategori, hvis forkortelse står for “Best Available Technology” – den bedste og mest skånsomme teknologi.
Den svenske domstols argument for at forbyde de eksisterende opdræt var netop, at der i dag findes langt bedre metoder end den nu anvendte – de åbne netbure. Og præcis det samme gør sig gældende i den netop verserende hjemlige havbrugsdebat.
– Hvorfor i alverden svine et i forvejen forurenet Kattegat yderligere til, når man nu sagtens kan opdrætte de selvsamme fisk forureningsfrit inde på land?
– Fordi der ligger så mange millioner lettjente kroner gemt i profit til de heldige få, der af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil få tildelt en gratis industrigrund på søterritoriet – med fri og uhæmmet forureningsret til vort fælles bade- og fiskevand…
…siger de i hvert fald selv, og det er jo skønt at høre. Det har nemlig været rigtig svært at se forskel på miljøpolitikken fra Venstre og Socialdemokratiet det sidste lange stykke tid…
Og hvis det så bare er andet end endnu en gang tidligt valgflæsk á la det, som Venstre allerede har serveret. Alle partier kappes jo om at være grønnest i disse snart valgdage – efter at have brugt de foregående år på målrettet at maltraktere natur og miljø i Danmark.
Men Socialdemokratiet, der jo sammen med regeringen og Dansk Folkeparti stemte for flere forurenende havbrug i Kattegat, skal da have chancen for at rette op på fejltagelserne. For selvom der endnu hverken er sat dato eller beløb på, skal man ifølge dem selv ikke være et sekund i tvivl:
– Hvis Socialdemokratiet vinder magten, kommer der en hurtig og ambitiøs naturindsats. Det siger nemlig partiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen om partiets helt nye naturudspil.
Og det er bestemt ikke småproblemer, som landets største parti har sat sig for at løse. Naturdelen af Socialdemokratiets grønne udspil, der blev præsenteret for nylig, skal ifølge Altinget sikre, at udtryk som ”biodiversitetskrisen” og ”den sjette massedød” i fremtiden tages ud af det faste vokabularium hos landets miljøpolitikere, som det så rørende hedder.
For nærværende skal netop naturkrisen tages langt mere alvorligt end hidtil, lyder det fra Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen. Så det går op for befolkningen, hvor stort problemet er…
Vi må så håbe, at det samtidig også går op for Socialdemokratiet selv, at de i vækstens hellige og altødelæggende navn aldrig skulle haves stemt for flere havbrug i det Kattegat, hvis vandmiljø allerede gisper efter vejret.
Det var jo en socialdemokratisk hjerneblødning af de historiske store og potentielt fatale. Vinder partiet ikke regeringsmagten ved det forestående valg, har vi her en af de soleklare årsager. Så er det aldeles selvforskyldt.
Desværre står der ikke ét eneste ord om vandmiljøet i partiets nye Naturudspil…
Vandkvaliteten i Kattegat er væsentligt dårligere end de mål, som EU har fastsat. Den ringe vandkvalitet skyldes store tilførsler af kvælstof fra blandt andre Danmark selv, men også de øvrige Østersølande. Det udledte kvælstof resulterer i algevækst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.
Alligevel besluttede et folketingsflertal i juni 2017 at tillade en merudledning fra havbrug på 843tons kvælstof. Udledningen fra de nuværende havbrug var i 2016 på 327 tons, og den ekstra udledning fra havbrug vil øge deres udledning 3,5 gange. Den samlede belastning af danske havområder med kvælstof fra havbrug vil samtidig vokse fra 5 pct. til 15 pct.
Vi har gennem de seneste årtier kunnet se en gradvis forbedring af vandkvaliteten i de indre danske farvande. Dette takket være investeringer på 9 mia. kr. i byernes rensningsanlæg i perioden 1987-96 siden indførelsen af den første Vandmiljø-handlingsplan. Den, der som bekendt blev udløst af netop døde hummere fra Kattegat. De kom på TV og satte for alvor skub i udviklingen.
Nu vil et folketingsflertal så lade otte store nye havbrug høste gevinsten af denne store miljøindsats. Direktør Brian Thomsen fra interesseorganisationen Dansk Akvakultur mener ikke overraskende, at disse havbrug slet ikke vil påvirke vandkvaliteten. Han henviser til Dansk Hydraulisk Instituts (DHI) beregninger.
Men DHI drives på helt almindelige kommercielle vilkår og leverer derfor rapporter som bestilt og betalt. Præcis som tilfældet var med Copenhagen Business School (CBS) og deres tvivlsomme rapporter om dansk landbrug. DHI’s resultater er derfor primært at betragte som partsindlæg og ikke nødvendigvis sandheden eller bare dele af den.
En 10 pct. forøgelse af den samlede belastning med kvælstof af de danske havområder vil naturligvis kunne mærkes i havmiljøet. Uanset hvad Dansk Akvakultur så end måtte påstå. De fleste af os er jo efterhånden blevet klar over, at Jorden ikke er flad, og at Månen ikke består af grøn ost. Den kvælstofudledning, som regeringen nu gratis vil give til havbrugene, vil skatteborgerne inde på land efterfølgende komme til at betale. I mange år fremover.
For vi er jo slet ikke i mål med rensningen af Kattegat, som efter årtiers udledninger stadig har det rigtig skidt. Hvor 117 ud af 119 områder stadig ikke lever op til de krav om “god økologisk tilstand”, som Vandramme-direktivet stiller. Der skal stadig investeres milliarder af skattekroner i fortsat rensning af spildevandet.
Folketingsflertallet baserede lovgivningen om otte store nye havbrug på et hypotetisk håb om, at det vil være muligt at opsamle udledningerne fra de nye havbrug ved et “kompenserende opdræt af muslinger”. I virkeligheden er det hidtil ikke lykkedes at opsamle nævneværdige mængder i åbent hav – trods store investeringer gennem flere år i egnede områder ved Snaptun og i Storebælt. Faktisk har man ingen erfaringer overhovedet fra Kattegat.
Myndighederne famler derfor i blinde, når kravene til disse muslingebrug skal fastlægges. Hvis nye havbrug tillades på dette grundlag, vil det være en falliterklæring for dansk miljøpolitik. Endnu en af slagsen.
New Zealand tog for snart en del år siden teten, da man helt fjernede landbrugsstøtten.
– Lad falde, hvad ej stå kan, lød det på bedste Asterix-vis fra politisk side. Og det allermeste blev faktisk stående. Bevares. De landbrug, som allerede balancerede på kanten til den økonomiske baggrund, gled ud i glemslen og måtte lukke biksen. Men de fleste andre strammede op, hvor det var nødvendigt, og blev til endnu bedre forretninger end tidligere.
Den new zealandske regering rumler nu med planer om at gøre kunststykket om igen. Den vil begrænse antallet af malkekvæg for at sænke udledningen af næringsstoffer til vandmiljøet. Den new zealandske regering har således planer om at fastsætte en grænse for antallet af malkekøer pr. hektar. Det skriver new zealandske Dairy Industry Newsletter.
Miljøminister David Parker siger, at antallet af køer vil blive baseret på grænserne for næringsstoffer – altså mængden af næringsstof, der kan gå tabt fra en gård til et vandløb.
– Antallet af køer har allerede toppet og er på vej ned, men i nogle områder er antallet af køer pr. hektar højere, end miljøet kan klare, siger han.
Den økonomiske virkning af indgrebet er endnu ikke blevet vurderet. Men som tidligere bliver der ingen kompensation til landmændene. Så meget er vist.
Til netavisen RuralNews siger David Parker, at landmænd, som forurener vandmiljøet, skader New Zealands image og giver de virksomheder, der eksporterer fødevarer, problemer med afsætningen.
En høj betaling for landets fødevareprodukter er nemlig i høj grad baseret på, at forbrugerne opfatter New Zealand som “clean and green”, altså ren og grøn. Og på det punkt må der ikke være den mindste vaklen i geledderne, mener ministeren.
– Jeg er ikke som sådan mod malkebrug, men det står temmelig klart, at stigende mængder sedimenter og næringsstoffer i vores vandløb skyldes et intensivt landbrug, og her indtager malkebrugene en nøglerolle, siger han.
Han tilføjer, at han i fremtiden ser en del af den vigtige landbrugsregion South Canterbury skifte fra mælkeproduktion til planteavl og grønsagsproduktion, og at dette vil være “skønt for nationen”.
De nyeste tal viser, at der er i alt 4,8 mio. køer i New Zealand – i gennemsnit tre køer pr. hektar. Vi, der har besøgt New Zealand flere gange, vil vide, at miljøministeren har ganske ret i sine bekymringer. Landbruget er også i New Zealand ved at tage overhånd. Både hvad køer og får angår. Og det går også ud over turismen.
Men heldigvis så har de jo en miljøminister i New Zealand. Én, der kan råbe vagt i gevær, når miljøet er truet fra landbrugsside.
En landmand ved Lundeborg er idømt 10.000 kroner i bøde for at have udgravet og ændret på Lundeborg Bæk og et tilstødende vandløb. Dertil kommer ugentlige tvangsbøder, indtil han retablerer vandløbene. Det skriver Fyns Amts Avis.
Landmand Axel Frederik Juul blev ved Retten i Svendborg idømt bøden for ikke at have fulgt Svendborg Kommunes påbud om at retablere, hvad han har ændret ved Lundeborg Bæk og et tilstødende mindre vandløb.
Problemerne startede tilbage i 2014, hvor landmanden gravede grus og sten op af de to vandløb på en strækning over godt en halv kilometer. Han gjorde vandløbene dybere, bredere og lavede fald. Derudover regulerede han hældningen på brinkerne. Resultatet var, at både bækkenes skikkelse og vandføringsevne blev ændret, og det er klart ulovligt.
Leder af Svendborg Kommunes Natur og Miljø-afdeling Birgitte Frederiksen fortæller, at det var en tilfældighed, der fik kommunen på sporet af ødelæggelserne, som for en dels vedkommende er sket i et skovområde.
– En medarbejder var på besøg i anden anledning og opdagede så, hvad der var sket med vandløbene. Der var tale om meget mere end blot den vedligeholdelse, som landmanden jo har pligten til.
Det her var en ulovlig regulering, og derfor gav vi i foråret 2015 et påbud om, at vandløbene skulle retableres. Vi var i dialog med ham om, hvordan det skulle gøres, og han lavede noget af det. Men slet ikke det hele.
På et tidspunkt i august samme år var fristen overskredet. Vi udsatte den to gange – først til september og så til december. Derpå meldte vi sagen til politiet. Det sker meget sjældent. Vi vil helst løse sagen i en god dialog, siger Birgitte Frederiksen.
Konsekvensen af ommøbleringen af Lundeborg Bæk er set i et miljøperspektiv ret alvorlig. Ifølge Birgitte Frederiksen vil sådan et gravearbejde resultere i en større fosforudledning, og alt efter årstiden vil det være mere eller mindre skadeligt for dyrelivet i bækken.
Hun forventer dog, at Axel Frederik Juul med byretsdommen nu vil få genskabt vandløbet, så tæt på det oprindelige som muligt, så naturen kan vende tilbage.
– Kommunen skal føre tilsyn med arbejdet undervejs, og jeg regner da med, at det nu bliver gjort, siger Birgitte Frederiksen.
Axel Frederik Juul har af byretten fået en ny frist til 1. juli 2018. Overholder han heller ikke den, vil der falde tvangsbøder på 2.000 kroner hver uge, indtil arbejdet er udført.
Landmanden ønsker ikke at tale om sagen med Fyns Amts Avis, og hans advokat er efter flere henvendelser heller ikke vendt tilbage. Sagens anklager oplyser, at den dømte har valgt at anke sagen til landsretten med påstand om frifindelse.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) har sendt en ønskeseddel til den nybagte miljøminister. Herunder er ønskerne til Jacob Ellemann-Jensen (V), deri lighed med sin forgænger også er fødevareminister.
Men som i modsætning til sin landbrugsorienterede forgænger har lovet, at han vil sætte miljøet foran fødevarerne. Indtil videre er han dog ufortrødent fortsat i Esben Lunde Larsens beskidte fodspor og har tilladt flere forurenende havbrug i Kattegat.
Men her er i hvert fald DN’s ønsker til den nye miljøminister:
Vand: Fokus på økologi, sprøjtefri zoner dér, hvor grundvandet dannes, og naturligvis en stærk pesticidhandlingsplan.
Naturperler: Et stærkt fokus på de danske naturperler. Kysterne skal sikres mod byggeri. Nationalparkerne skal have et langt større naturfokus og indhold. Naturperler skal fredes for at sikre biodiversitet, landskaber og for at binde naturen sammen.
Biodiversitet: Mål for naturen, mere urørt skov, fastholdelse af Natura 2000-områder, beskyttelse af vandløb og fjorde, at få udarbejdet en plan for at sikre de truede arter, og så skal Danmark have lagt en plan for de danske havområder.
Naturressourcer: Vi skal have en produktion og et forbrug, der er ikke er til skade for natur og miljø. Vi skal bruge naturressourcerne med større omtanke, og vi skal genbruge langt bedre og mere. Derfor skal der øget fokus på cirkulær økonomi.
Vor nye miljøminister Jacob Ellemann-Jensen understregede ved sin indsættelse, at han ville “sætte miljøet før fødevarerne”. Indtil videre har han desværre kun sikret, at vennerne i dansk havbrug får lov til en massivt forøget forurening af det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret.
Men det var jo bare forventeligt. I et parti med endog meget tætte relationer til havbrugserhvervet og fiskerierhvervets kvotekonger. Og i en familie med en far, der for åben skærm opfordrer til illegal nedskydning og nedgravning af totalfredede ulve.
Antallet af bævere i Nordsjælland er fordoblet – fra 24 dyr til omkring 50. Det viser Naturstyrelsens seneste bævertælling, ifølge Frederiksborg Amts Avis.
Naturstyrelsens nylige bævertælling viste, at bæverbestanden i området fra Holløse Bredning i Nord til Pøleåen ved Hillerød i syd er i klar fremgang:
– Vi har talt, at der er cirka 13 territorier med bo og lignende med bævere, siger skovrider Jens Bjerregaard.
– Dette tal skal man, ifølge erfaringer fra blandt andet Tyskland, gange med cirka 3,6. Så det er altså omkring 45-50 bævere. Sidste år sagde vi omkring 40. Så bæverne i Nordsjælland er i vækst. Vi er absolut tilfredse med tallet. Vi var færre observatører, så det kan godt have påvirket tallet, men det er et godt estimat, siger Bjerregaard.
Naturstyrelsen har hidtil afholdt to årlige tællinger, men er nu gået ned på en enkelt.
De første bævere blev under stor bevågenhed sat ud ved Holløse Bredning i 2009 og ved Arresøen i 2010. Siden 2009 er der af i alt tre omgange udsat 24 bævere – som altså nu har formeret sig til det dobbelte.
Gribskov Kommune var sammen med Hillerød og Halsnæs inviteret med på Naturstyrelsens tællinger, hvor Naturstyrelsens egne folk og “venner af huset” også deltager.
Man sætter bævere ud i naturen for at genskabe det varierede miljø, som var engang, men ikke er længere.
Det nuværende høje forbrug af biomasse i danske kraftvarmeværker er kortsigtet og skader den grønne omstilling. Derfor bør Danmark skrue ned for biomassen, mener Danmarks Naturfredningsforening (DN).
Der bliver i disse år udbygget massivt med biomasseværker i Danmark. Årsagen er den, at biomasse er afgiftsfritaget sammenlignet med andre brændsler, og at det betragtes som CO2-neutralt. Og så den falske forestilling om, at det samtidig er gavnligt for miljøet.
Det er da også delvist rigtigt, for det er jo et første skridt i den rigtige retning – i udfasningen af de skadelige fossile brændstoffer som kul, olie og gas. Og derfor bliver biomasse i høj grad brugt til at fortrænge fossile brændsler som kul i kraftvarmeproduktionen.
Men den stigende afbrænding af træ er problematisk, mener Danmarks Naturfredningsforening, der opfordrer regeringen til med en ny energiaftale at skrue ned for biomassen. Det siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding:
– Problemet er, at biomasse står i vejen for nogle reelle vedvarende løsninger, som eksempelvis vind eller sol, siger Reumert Gjerding.
Danmarks Naturfredningsforening frygter, at udbygningen af biomasseanlæg vil låse energisystemet fast, så det bliver svært at omstille til reel vedvarende energi. Hvis det ikke sker, vil det blive svært at nå FN’s klimamål om at holde den globale temperaturstigning under 2 grader, hvilket Danmark har forpligtiget sig til.
Danmarks Naturfredningsforening foreslår derfor i et nyt energipolitisk udspil, at biomasse allerede i 2040 bør være udfaset helt fra det danske energisystem. Derudover bør der laves delmål for, hvor meget vedvarende energi som sol og vind skal fylde i energiforsyningen frem mod 2040.
– Vi ærgrer os over, at man netop nu i stor stil bygger nye biomassefyrede kraftværksblokke på decentrale værker. Det er logisk, at branchen vælger dette skifte fra kul til biomasse, da det både flugter med den aktuelle energipolitik og giver mening for aktionærerne.
– Men for klimaet giver det desværre ikke mening. De nye biomasse-værker vil stå i 25-40 år, før de er udtjente, og vil i størstedelen af denne periode blokere for overgangen til rigtigt vedvarende energi, siger DN’s Maria Reumert Gjerding og fortsætter:
– Vi har allerede alternativer, der er billigere og bedre end biomasse, og som ikke medfører de samme udfordringer for klima, natur og biodiversitet.
Varmepumper i energiforsyningen er allerede i dag et reelt alternativ til biomasse på decentrale værker. Energien til varmepumper kan komme fra vedvarende energi som vind eller sol, men også fra overskudsvarme fra industri.
Inden for få år vil varmepumper også være et reelt alternativ for store kraftvarmeværker. Dette er bl.a. underbygget af energisystemforskerne fra Aalborg Universitet.
På Nordjyllandsværket har man eksempelvis annonceret, at man så vidt muligt ønsker at springe biomassen over og gå direkte til “rigtigt vedvarende energi” inden 2030.
FN’s klimapanel har for nyligt igen understreget, at der i fremtiden vil blive brug for såkaldt negative CO2-emissioner. Det betyder med andre ord, at der er brug for direkte at suge CO2 ud af atmosfæren. Her er skovene det vigtigste og billigste virkemiddel, og derfor nytter det ikke at fælde træerne og bruge flis som biobrændsel.
Ifølge fremskrivninger fra EU-kommissionen vil optag og lager af CO2 i bl.a. de europæiske skove næsten halveres frem mod 2050. Samtidig viser tal fra industrien, at efterspørgslen på træpiller er mere end tredoblet siden 2016.
– Den øgede biomasseafbrænding er katastrofal for klimaindsatsen. Hvis den fortsætter, så vil det gøre det umuligt at nå målet om at holde den globale temperaturstigning under to grader. Derfor er det fuldstændig afgørende, at der bliver sat fokus på at nedbringe forbruget af træ i vores energisystem, siger Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening og fortsætter:
– Den samlede masse af træ, der kan optage CO2, bør stige, men i stedet ser vi nu, at efterspørgslen efter biomasse stiger eksplosivt. Det hænger simpelthen ikke sammen. Vi vil gerne appellere til, at man i den kommende energiaftale understøtter en så hurtig udfasning af biomasse som muligt.
En udfasning kan støttes med kloge afgifter, udviklings- og demonstrationsstøtte til store varmepumper, skærpede krav til biomassecertificering mv.
Der hersker en del forvirring omkring brugen af biobrændsel som eksempelvis træflis.
Mange tror per automatik, at træflis er et klimavenligt brændsel. Men skal brugen af træflis være klimaneutral, så må der plantes nyt træ i samme takt, som der afbrændes træflis. Helst mere.
Med den øgede brug af biobrændsel er der dels et øget pres på vore vigtige skove og deres betydning for biodiversiteten – dels en netto stigende CO2-udledning fra afbrændingen.
Biomassens største betydning for klimaet ligger i udbygning af skovene, hvis træer netop fjerner CO2 fra atmosfæren og indbygger den vigtige klimagas i deres biomasse.
Vor manglende miljøminister Esben Lunde Larsen (V) meldte pludselig ud, at han ikke stiller op til næste Folketingsvalg. Han meldte også ud, at han heller ikke er miljøminister længere. I stedet er posten overtaget af Jacob Ellemann-Jensen (V), som er søn af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V).
Udskiftningerne skal nok ses i lyset af, at Esben Lunde Larsen var den næstmindst populære af samtlige regeringens ministre. Og den suverænt mest upopulære. Hans totale mangel på interesse for vandmiljøet og store kærlighed til landbruget, som han selv er opvokset i, fik ham til aldeles at glemme sit ansvar og posten som miljøminister.
Ikke at det på nogen måde generede landbrugspartiet Venstre. Snarere tværtimod. Men regeringspartiet Venstre måtte erkende – via meningsmålingerne – at det ikke gik så godt med håndteringen af miljøet. At danskerne var blevet noget urolige over og utilfredse med den totale favorisering af landbruget på evig bekostning af miljøet.
Verdensnaturfonden WWF opsummerede den afgåede miljøministers gerninger nogenlunde således:
– Under Esben Lunde Larsen har vi for eksempel fået tilladt jagt på vilde dyr i deres yngletid. Vi har åbnet op for flere storforurenende havbrug samt fjernet de randzoner, der skulle beskytte åer og søer. Esben Lunde Larsen har kamufleret sandheden og skjult de rigtige kvælstoftal i Landbrugspakken. Han har gjort landmændene til formænd for nationalparkerne og beskyttet fiskeriets stenrige kvotekonger.
Det blev til sidst for meget, og derfor valgte statsministeren i stedet at indsætte Jacob Ellemann-Jensen (V), hvis joviale facon mange holder af. Men hvis rygte på miljøområdet desværre heller ikke var uplettet. Således brugte Ellemann junior 25 års miljøarbejde i Havørred Fyn (se tidligere artikel) til at blive valgt ind i Folketinget. Uden selv at have haft det mindste med det store miljøarbejde at gøre.
Vel inde i Folketinget kvitterede Jacob Ellemann-Jensen så for tilliden med – som Venstres nye politiske ordfører – at lancere den forhadte Landbrugspakke, som målrettet søger at trække tæppet væk under de mindre, men uhyre vigtige gydevandløb i Danmark.
Dem ønsker landbruget ud af lovmæssig beskyttelse, så de fremover kan renses og graves op efter landbrugets behov. Naturligvis til stor skade for ørredbestandene i dem. Som de fleste læsere af disse sider nok ved, så er det de små vandløb, som mange steder er de største producenter af ørreder.
Sammen med den tidligere miljøminister Esben Lunde Larsen, Danmarks Sportsfiskerforbund og turistorganisationen Fishing Zealand plus et par andre aktører forsøgte Jacob Ellemann-Jensen sidste forår at afstikke kursen for fremtidens fisketurisme i Danmark – i en lille, lukket kreds.
Der var kun inviteret repræsentanter fra nogle ganske få procent af Danmarks lystfiskere. De foreninger og organisationer, der selv bad om at være med til at præge dansk lystfiskeris fremtid, blev høfligt afvist.
– Der var skam sket en omhyggelig udvælgelse af mødedeltagerne inden da, lød det venlige afslag, som ikke just var præget af noget demokratisk sindelag fra arrangørernes side.
Ét år senere er stadig ikke kommet et referat fra den lukkede konference. Den forhadte guideuddannelse er dog tilsyneladende nedlagt. Dette efter at guiding blev forbudt ved berømte fiskevande som Vejle Å, Skjernå og Storå. Man havde lige glemt at spørge de lokale først.
Ellemann juniors far sidder stadig i Dansk Laksefond sammen med den tidligere indehaver af det japansk ejede Musholm havbrug, der på et tidspunkt af de lokale miljømyndigheder blev udnævnt til at være den “største enkeltforurener af Storebælt”. Selvsamme Musholm er ikke uventet også blandt ansøgerne til de planlagte nye havbrug – til gratis forurening af Kattegat.
Så det bliver nu Ellemann juniors sandsynlige opgave at trumfe de allerede planlagte forurenende havbrug igennem i det Kattegat, der allerede gisper efter vejret. Hvor 117 ud af 119 lokaliteter stadig ikke lever op til miljømålene i EU’s Vandrammedirektiv.
Dette naturligvis under skyldig hensyntagen til partifællen Jacob Jensen (V), der – ud over at sidde i Folketinget som Venstres finansordfører – også har en lønnet bestyrelsespost i selvsamme Musholm havbrug, der nu søger om tilladelse til udvidelse af produktionen og forureningen længere oppe i Kattegat.
Vor nye miljøminister har dog allerede undsagt den gamle og udtalt, at for ham kommer miljøet før fødevarerne. Han har ligeledes måttet undsige sin egen far, der jo for åben skærm opfordrede til, at man nedskød og efterfølgende nedgravede den totalfredede ulv i den jyske muld.
Det skal således blive rigtigt spændende at følge den nye miljø- og fødevareminister – i tiden op til det kommende Folketingsvalg. At se, om miljøet virkelig kommer før fødevarerne.
I så fald bliver der jo ingen nye forurenende havbrug.
Flashback: Der var forvirring til det sidste i Folketingssalen, da lovforslag 111 om kompenserende maritime virkemidler sidste år skulle 3. behandles og endte med at blive vedtaget.
Alternativets ordfører på området, Christian Poll, mente nemlig, at helt nye oplysninger i P1 Morgen omkring brugen af quinoloner – et bredspektret antibiotika, som i stor stil bruges til at behandle fisk i havbrug for sygdomme – måtte medføre, at sagen blev sendt tilbage til udvalget for yderligere behandling.
Men med næsten det snævrest mulige flertal – 54 stemmer imod og 51 for – så blev Polls forslag desværre forkastet, og loven om flere forurenende havbrug i Kattegat blev efterfølgende vedtaget med et klart flertal – med stemmerne 81 for og 22 imod. Regeringen plus Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet med.
Det bredspektrede antibiotika, som Christian Poll ville have undersøgt nærmere, og som også Enhedslisten Maria Reumert Gjerding nævnte i sin tale ved 3. behandlingen af L111, er i følge Hans Jørn Kolmos, professor og overlæge ved Odense Universitetshospital, til fare for folkesundheden:
– Den største mængde af den her antibiotika kommer ikke i fiskene, men havner i stedet på bunden, hvor det bliver optaget i snegle og meget andet. Her lever der også bakterier, som er farlige for mennesker, og hvis de bliver resistente overfor antibiotika, så kan vi ikke behandle folk, som bliver syge med de her bakterier, udtalte Hans Jørn Kolmos til P1 Morgen.
Netop quinoloner er på både EU’s og WHO’s liste over stoffer, som man skal være særlig kritisk overfor at bruge. Fiskeindustrien i Danmark brugte i følge P1 Morgen over 1.000 kg af stoffet sidste år, mens landbruget blot brugte omkring 4 kg. Ét helt ton antibiotika.
– Når havbrugene får lov til at bruge de her stoffer, så ligger der også en miljøvurdering forude for brugen, og vi kan ikke genkende de her problemer, som bliver beskrevet. Men jeg er ikke enig i, at forbruget af de her stoffer er steget, men der kan komme udsving afhængigt af årene.
Sådan lød det ikke overraskende fra Brian Thomsen, direktør for brancheorganisationen Dansk Akvakultur, til P1 Morgen. Ham har vi siden fået mange “usande påstande” fra, når det planlagte svineri i Kattegat skulle retfærdiggøres.
Vi må endnu engang konstatere, at der i Folketinget er et overvældende flertal for at sætte folkesundheden over styr – så en lille håndfuld havbrugere kan blive endnu rigere. Selv i Socialdemokratiet er man begejstrede for denne omfordeling af goderne i det danske velfærdssamfund, som er under systematisk nedbrydning i disse år.
På trods af dansk modstand valgte EU for ganske nylig at stille sig på biernes side og forbyde sprøjtegiftene neonikotinoider.
Et flertal af EU’s medlemslande blev fredag enige om at forbyde insekticiderne, der går under navnet neonikotinoider eller i folkemunde bare neonics.
Det er et af verdens mest anvendte sprøjtegifte, men på grund af den fare, neonics udgør for både vilde bier og honningbier, bliver brugen af dem forbudt indenfor de næste seks måneder.
– Det er en sejr for naturen, fordi det altid er svært at få naturens behov sat over landbrugserhvervets. Men her har langt de fleste EU-lande heldigvis valgt at tage biernes parti, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
En rapport fra EU’s agentur for fødevaresikkerhed, EFSA, fastslår, at neonikotinoider udgør en fare for biers liv, og fremover må neonics derfor kun anvendes i lukkede systemer såsom drivhuse. Reelt har sprøjtegiftene været forbudt siden 2013.
Danmark har aldrig tilladt at sprøjte med neonics, men har i tre år i træk givet dispensation til at bejdse først og fremmest rapsfrø med neonics, inden de bliver sået i efteråret. Modsat EFSA vurderer Miljøstyrelsen i Danmark, at den danske anvendelse af sprøjtegiftene ikke udgør en risiko for bier.
Danmark stemte derfor sammen med Tjekkiet og Rumænien som de eneste imod et forbud fredag. Et rigtig fint selskab at være i. Specielt da når vi vel i forvejen har noget nær verdensrekord i at give dispensation til brug af ellers forbudte sprøjtegifte…
– Også de danske bier skal selvfølgelig have maksimal beskyttelse. Vi vil nu arbejde for, at Danmark følger EU-forbuddet og ikke per automatik bruger muligheden for dispensation, så dagens afstemning bliver et endeligt farvel til neonikotinoiderne.
Det siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening. I efteråret samlede DN derfor over 20.000 underskrifter imod “bidræberne”, som neonikotinoiderne populært også kaldes.
Kemilandbrugets ligegyldighed over for de vingede bestøvere skyldes et langt stykke hen ad vejen, at deres egne primære afgrøder – beregnet til foderbrug – er selvbestøvende eller vindbestøvede. De behøver således ikke at blive bestøvet af bier. Så pyt med alle de andre planter. De må klare sig selv.
Neokontinoiderne dræber ikke bierne direkte, men de påvirker biernes modstandsdygtighed over for sygdomsangreb. De gør samtidig bierne desorienterede, så de ikke kan finde tilbage til deres stader.
Både honningbier og vilde bier forsvinder, og seneste vinter døde hver femte bifamilie, viser tal fra Danmarks Biavlerforening. Det er fjerde år i træk, at vinterdødeligheden stiger.
I Danmark er tre ud af 29 danske humlebi-arter allerede uddøde, mens yderligere ni arter er truede.
Samfundets ret til at beskytte grundvandet mod landbrugets forurening bliver kernen i kommende historisk retssag. Det skriver sn.dk.
For første gang nogensinde skal landmændenes brug af sprøjtemidler på markerne således afprøves i en retssal. Og det kan få stor betydning for, hvordan kommunerne i hele landet beskytter drikkevandet fremover.
Egedal Kommune nordvest for København er bannerfører i en kamp, der trækker tråde til en række andre kommuner. Kommunen forbød i 2016 som den første brug af sprøjtemidler på 67 hektar jord nær en vandboring ved landsbyen Søsum. Det skete for at beskytte grundvandet.
Landmandsorganisationen Landbrug & Fødevarer klagede på vegne af ni lokale landmænd over afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Men kort før jul i 2017 gav nævnet kommunen ret. Det har Landbrug & Fødevarer nu besluttet at få afprøvet i retten.
– Sagen er uhyre principiel. Kommunens påbud til landmændene hviler på frygt og er ikke fagligt i orden, og det kan få uhyggelige konsekvenser for andre sager rundt i landet, siger viceformand Lars Hvidtfeldt fra Landbrug & Fødevarer.
Landbruget har lignende klagesager ved Miljø- og Fødevareklagenævnet kørende i Sønderborg, Aalborg og Aarhus. Også andre kommuner overvejer en markant hårdere kurs mod sprøjtemidler af hensyn til det rene drikkevand.
– Det er helt rimeligt, at danskerne kræver rent drikkevand. Men de stoffer, der er fundet i grundvandet, handler om fortidens synder. I dag har vi en effektiv godkendelse fra Miljøstyrelsen af de bekæmpelsesmidler, som landbruget bruger, siger Lars Hvidtfeldt.
Det kalder seniorrådgiver Walter Brüsch fra Danmarks Naturfredningsforening det rene volapyk. Han har som geolog og statens ekspert i 30 år hos GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) beskæftiget sig med pesticiders påvirkning af grundvandet:
– Vi bliver ved med at finde stoffer i grundvandet, der i løbet af de seneste 10-30 år har bevæget sig derned. Det samme vil selvfølgelig ske om nogle år med de stoffer, der lige nu er godkendt, siger Brüsch.
– Det kan ikke være rigtigt at vores børn og børnebørn fortsat skal slås med de samme problemer i fremtiden, siger han.
Så skete det, der ikke måtte ske: Verdens to største giftproducenter fusionerer og sætter sig hermed på verdensherredømmet. Med EU’s og danske Margrethe Vestagers velsignelse.
Der var store forventninger til fremtiden, da Werner Baumann fra den tyske kemigigant Bayer og Hugh Grant fra den amerikanske frø- og giftgigant Monsanto i september 2016 mødtes for at drøfte den største fusion nogensinde mellem to agrokemiske selskaber.
– Sammen vil vi skabe og forme fremtiden for landbruget, sagde tyske Werner Baumann.
– Vi tror på, at denne sammenlægning med Bayer repræsenterer den mest uimodståelige værdi for vore aktionærer, supplerede amerikanske Hugh Grant.
Monsanto’s topchef selv fik sidste år en lønforhøjelse på 64 procent – til 19,5 millioner dollar – og har nu sikkert udsigt til yderligere millioner i lønposen. Det er nærmest ufattelige store summer, der tjenes i giftbranchen. Milliarder af dollar og euro.
Smilene var i hvert fald store i Bayers hovedkvarter i Leverkusen og hos Monsanto i St. Louis, da EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager efter trekvart års granskning sagde god for fusionen og accepterede Bayers opkøb af Monsanto for 66 milliarder dollar.
Set udefra en ganske uforståelig beslutning, som blot gør det endnu sværere for EU at håndtere giftproducenterne.
Nu, hvor ejerskabet er flyttet til Europa, vil det om muligt blive endnu sværere end hidtil at bremse Monsanto’s glyphosat – aktivstoffet i plantegiften RoundUp. Selv den franske præsident Macron vil fremover måske se mildere på glyphosat, når giften ikke længere er på rene amerikanske hænder.
For nylig præsenterede Dansk Folkeparti sammen med regeringen en vækstplan, der skal sætte fart på dansk økologi. Den indebærer blandt andet 1,1 milliarder kroner til økologisk omlægning.
Der er fart på salget af økologiske produkter, og udlandet har for alvor fået øjnene op for produkterne. Med det in mente offentliggjorde Dansk Folkeparti og regeringen for nylig en vækstplan for dansk økologi, hvor 39 tiltag vil styrke Danmarks økologiske position. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.
Et af de bærende elementer i den nye plan er, at der i 2018 og 2019 skal afsættes knap 1,1 milliarder kroner til at støtte konventionelle landmænd, der vil omlægge til økologisk produktion.
Interessen for at omlægge til økologi har været kraftigt stigende i de seneste år, og aftalen mellem regeringen og DF sikrer nu en finansiering af søgning til omlægning til økologi på niveau med den gennemsnitlige søgning i 2015-2017.
Det forventes, at omlægningstøtten vil øge det økologiske areal i Danmark med 67.200 hektar til i alt 305.000 hektar. Det er et landbrugsareal, som er større end hele Fyn.
– Økologien stormer frem, og aldrig har økologi fyldt så meget i indkøbskurvene, i køleskabene og på tallerkenerne hos danskerne. Og aldrig har interessen for at omlægge til økologi hos danske landmænd været større, siger Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen.
– De seneste to år har regeringen givet økonomisk støtte til, at et areal, der svarer til omkring 150 fodboldbaner, hver eneste dag bliver omlagt fra konventionel landbrugsjord til økologisk, siger han.
– Med en vækstplan for dansk økologi og en garanti for, at der er penge til at fortsætte omlægningen til økologi hos danske landmænd, vil regeringen udbygge Danmarks position som en af verdens førende økologinationer.
For at udvikle økologien besluttede regeringen og Dansk Folkeparti med Fødevare- og landbrugspakken, at der skulle nedsættes et økologisk erhvervsteam, som skal komme med anbefalinger til, hvordan den økologiske sektor kan blive stærkere.
Det er anbefalingerne fra det økologiske erhvervsteam, der nu munder ud i en vækstplan med 39 konkrete initiativer.
Hovedelementerne i vækstplanen er blandt andet, at det skal være lettere at være økolog; at der bliver investeret i forskning og udvikling i økologi; at der kommer krav til natur og klima i økologien, og at økologerne får bedre adgang til gødning og en styrket eksport.
– Danmark står stærkt på det økologiske marked, men vi må ikke gå i stå. Vækstplanen skal være med til at styrke den danske førerposition. En af de store udfordringer for, at økologien kan vokse sig stærkere og udvikle sig, er mangel på gødning til de økologiske marker, siger Esben Lunde Larsen og fortsætter:
– Her kan en løsning være at gøre det lettere at bruge madaffald fra byerne som gødning. Det kan løfte økologien, og det kan bidrage til en mere cirkulær økologi.
Midlerne til Økologisk Arealtilskud finansieres via det danske Landdistriktsprogram, der er medfinansieret af EU.
– Omlægningstilskuddet tjener til at minimere den økonomiske risiko i omstillingsperioden, og det bør også gælde for landmænd, der foretager en gradvis omlægning eller senere udvider produktionen, siger Karen Hækkerup, direktør i Landbrug & Fødevarer. Hun bakkes op af Helle Borup Friberg, som er administrerende direktør i Økologisk Landsforening.
Søndag den 15. april kunne interesserede danskere igen komme ud og opleve øko-køernes begejstring over at blive lukket ud på græs efter en lang vinter i stalden. 72 økologiske gårde over hele landet holdt da den årlige Økodag.
Den officielle åbning fandt sted på gården Hagens Mølle i Midtjylland, hvor tv- og radiovært Anders Lund Madsen, åbnede stalddørene og kommenterede “køernes kåde forårsdans”, som det så smukt lød i invitationen.
Vi oplever netop nu en usædvanlig stigning i grundvandstanden i den nordjyske Jammerbugt kommune. Det skriver LandbrugsAvisen.
Vandet er i fuld gang med at oversvømme de nordjyske marker, og det er ikke kun landbruget, der lider og klager over den megen regn, som er faldet i det seneste halve års tid. Også en række sommerhusejere lider.
Det mærkes tydeligt i Jammerbugt kommune, hvor den blandt andet er gal nord for Blokhus, siger Henrik Damsgaard, afdelingsleder i Vand- og Natur i kommunen, til DR Nordjylland.
Nogle af de steder, kommunen jævnligt måler grundvandsstanden, er vandet steget med 70 cm indenfor det seneste halve år.
– Så stor en stigning er altså ikke noget, vi har set før. Det skal ikke stige ret meget højere, så står der direkte blankt vand på jordoverfladen, siger Henrik Damsgaard.
Rye Å bidrager mere og mere til problemerne. Derfor bliver der de to næste år i regi af Limfjordsrådet lavet forundersøgelser i tre nordjyske kommuner med henblik på at etablere nye vådområder ved Nordjyllands eneste større vandsystem.
Som bekendt hævede Nordjylland sig af havet, da isen efter sidste istid trak sig tilbage og lettede på trykket. Store dele af landet nord for Limfjorden er derfor lavtliggende, tidligere havbund.
Resistente MRSA bakterier fra svinefabrikkerne er mange gange farligere end selv den farligste ulv. De dræber nemlig mennesker. Indtil videre endda flere.
Men MRSA bakterierne må alligevel godt være her. Det må ulven derimod ikke. Den dræber nemlig får.
Dyreværns- og miljøorganisationen Sea Shepherd brugte her i den forgangne vinter tre måneder på at kortlægge havbunden i det trawlfredede Øresund.
De havde dykkere nede, som på video kunne dokumentere det omfattende ulovlige fiskeri, der alligevel regelmæssigt foregår. I et ellers fredet område. I torskenes gydetid. I et område, der ligger tæt på land, og som derfor burde være let at overvåge for Fiskerikontrollen.
Det ulovlige fiskeri sker sågar med tunge trawl, der ikke bare fanger fredede gydefisk, men som samtidig også ødelægger havbunden. Og det sker med spøgelsesgarn, der bare fisker videre, når de er blevet efterladt på bunden.
– Fiskerikontrollen? Tjaeh. De har åbenbart andet og bedre at bruge deres sparsomme ressurser til. Se selv Sea Shepherds optagelser såvel over som under vandet:
At udforske planet Jorden fra sit eget hjem er ikke noget nyt. Google Earth har længe haft noget nær monopol på dette og gjort det let for alle med adgang til computer eller smartphone.
Men hvis du i stedet for at se ofte forældede stills af dit eget hus og din egen carport hellere vil udforske hele planet Jorden i realtid, hvad gør du så?
Ifølge netmediet Engadget hedder løsningen “EarthNow”. Rumfoto-firmaet EarthNow ønsker nemlig at etablere en konstellation af satellitter hele vejen rundt om Jorden, der kan streame live video overalt fra planeten – med en latenstid på blot et enkelt sekund eller to.
Tjenesten er rettet mod “højværdi virksomheder og regeringer” og kan give disse værdifuld information om stormovervågning, væbnede konflikter, naturkatastrofer og ulovligt fiskeri – for blot at nævne nogle få muligheder.
Og det er ikke noget luftkastel. EarthNow har allerede støtte fra Bill Gates, Airbus, SoftBank og Intellectual Ventures.
Det er også nødvendigt, da det vil blive et meget dyrt projekt. Ifølge en pressemeddelelse er “hver eneste satellit udstyret med en hidtil uset mængde computerkraft, herunder flere CPU-kerner end alle andre kommercielle satellitter tilsammen.”
Videobearbejdning og -komprimering er strømforbrugende, og satellitterne har en ret begrænset strømforsyning. Så det vil være en ganske stor udfordring at finde ud af, hvordan man får det hele til spille sammen – samtidig med at kvaliteten er høj og latenstiden lav.
Europæiske Airbus vil være ansvarlig for at producere de faktiske satellitter i sine Toulouse, Frankrig og Florida, USA faciliteter. Det står endnu ikke helt klart, hvor mange der vil blive bygget.
Det beløb, der allerede er investeret i virksomheden, er heller ikke kendt. Men i betragtning af investorernes stamtavle vil det sandsynligvis være en temmelig betragteligt. EarthNow er endnu i så tidligt et stadie, at der ikke er nogen konkret tidslinje for projektet.
Men i betragtning af den opbakning, det allerede har, så ser vi givet de første resultater inden for de næste 2-3 år.
Det vil give helt nye muligheder for overvågning af blandt andet piratfiskeri og ulovlig hvalfangst i hidtil utilgængelige egne af vor Blå Planet. End ovennævnte Øresund…
Et af argumenterne for at anlægge nye havbrug er altid de arbejdspladser, det skaber til lokalområdet.
Sådan ser fremtidens fiskeopdræt imidlertid ikke ud, hvis det står til et chilensk firma. De er nemlig ved at udvikle det første førerløse fartøj til fiskeopdræt i internationalt farvand.
Erfarne fiskeopdrættere i Chile ligger netop nu i forhandlinger med internationale investorer om at udvikle førerløse fartøjer til fremtidens lakseopdræt. Med store indbyggede besparelser på mandskabssiden. Det fortæller netmediet iLaks.no.
Det chilenske opstartsselskab Ocean Arks Tech (OATECH) planlægger i første omgang to fartøjer, der kan producere knap 4.000 tons laks fordelt på fire og otte bure eller kar. Trimaranen kan flyttes til gode produktionsområder til lakseopdræt – eller blot undvige negative vandtemperaturer, algerblomster og storme.
– Dette fartøj er designet til lande, der ikke har lovgivningsmæssigt grundlag for fiskeopdræt nær kysten. Skibet kan operere i internationalt farvand, hvilket gør det muligt for offshore og bæredygtig akvakultur at bevæge sig rundt i dets naturlige element, siger Rodrigo Sánchez Raccaro, som er direktør og grundlægger af OATECH til iLaks.
Opdrætter Spioner Cristino Stange, der engang stod bag 70 procent af Chiles smoltproduktion, er en anden af veteranerne. Rodrigo Fernandez, en marinearkitekt og ingeniør med mere end 15 års erfaring i opførelse af fartøjer til akvakultur og fiskeri, er også med i teamet.
– Vi har brugt al vores viden og erfaring i design, konstruktion og udvikling af dette fartøj, sagde Raccaro. Og dimensionerne er ganske imponerende:
Fartøjerne er 170 meter lange og 60 meter brede, og de skal kunne klare bølger på op til syv meter. De har et diesel-elektrisk fremdriftssystem på 4.000 kW, men kan bugseres efter behov. Skibet kan sejle helt uden besætning i tre uger, men personale kan om nødvendigt transporteres. Det er således minimalt, hvad der kommer af nye arbejdspladser i forbindelse med driften af de nye fartøjer.
Der er plads til 450 tons foder ombord. Det betyder som nævnt, at skibene kan være på havet i tre uger uden yderligere forsyninger.
Der er forskere rundt omkring i verden, som har dedikeret deres forskning til at finde en løsning på den voksende plastforurening. Nu ser det så ud til, at en gruppe forskere rent faktisk har fundet et muligt svar. Og de snublede over det ved et tilfælde.
Forskerne fandt, at de med nogle få kunstgreb kunne omdanne et muteret enzym fra en bakterie, der spiser plast, til i løbet af få dage at nedbryde den selvsamme plast, det ellers tager århundreder at nedbryde i havet.
Den overraskende opdagelse blev gjort, da forskere begyndte at undersøge strukturen af en bakterie, der blev fundet på en affaldsplads i Japan. Bakterien producerede et enzym, som holdet studerede ved hjælp af Diamond Light Source, en intens stråle af røntgen 10 milliarder gange lysere end Solen.
I starten lignede enzymet et, som er udviklet af mange slags bakterier til nedbrydning af cutin – en naturlig polymer anvendt af planter som beskyttende lag. Men efter lidt forsigtig manipulation forbedrede enzymet hurtigt sin evne til at spise polyethylenterephthalat (PET) – en type plastik, der anvendes i drikkeflasker.
Professor John McGeehan, som ledede forskningen fra University of Portsmouth, sagde til avisen The Guardian, at opdagelsen var “lidt af et chok”, men at den kunne få betydning for det voksende globale plastproblem.
PET-flasker, der for øjeblikket går til genbrug, kan kun omdannes til fibre til tøj og tæpper. Det nye enzym vil i stedet kunne bruges til at bringe plast helt tilbage til dets oprindelige komponenter.
– Det vil betyde, at vi ikke behøver at grave mere olie, og det vil i princippet reducere mængden af plast i miljøet, sagde McGeehan.
Der findes eksempler på, at industrielle enzymer som dem, der anvendes i vaskemidler og biobrændstoffer, er blevet forbedret til at arbejde op til 1.000 gange hurtigere på få år. Professor McGeehan mener, at det samme kunne være muligt med det nye enzym:
– Det giver os mulighed for at bruge al den teknologi, der anvendes i anden enzymudvikling og på få år udvikle et superhurtigt enzym.
Ifølge holdet kunne potentielle fremtidige anvendelser for enzymet omfatte udsprøjtning i havet – over de enorme øer af flydende plast for at nedbryde materialet.
– Roskilde har også brug for en anden regering. For det, Lars Løkke står for, rammer Roskilde ekstra hårdt. Det rammer Roskilde, når man skærer ned på uddannelse og forskning. Når man er i lommen på gyllegrever og kvotekonger, der dikterer miljøpolitikken. Og når man ødelægger velfungerende arbejdspladser og flytter dem ud af hovedstadsområdet.
Det sagde den tidligere potentielt kommende folketingskandidat i Roskilde, Niels Jespersen (S).
Det er imidlertid ikke kun Roskilde, som har brug for et nyt regime. Det har hele landet. Intet land er tjent med at være styret af “gyllegrever og kvotekonger”, som Niels Jespersen så rigtigt sagde.
Han klarede imidlertid ikke kampvalget mod Mette Gjerskov. Ærgerligt, for netop hun har en stor aktie i, at de resistente MRSA-svinebakterier ikke blev bremset i tide. Mette Gjerskov sov nemlig sødt på sin vagt, da en vigtig rapport om emnet passerede hen over hendes ministerielle skrivebord – med fatale udeladelser i teksten til følge.
Men Venstre var så godt tilfredse hermed, at de slet ikke klagede over dette ellers eklatante ministersvigt. Det passede dem nemlig rigtig fint. Så de gode græd, mens de onde svinebønder bare lo…videre.
Og gyllegreverne og kvotekongerne behøver bestemt ikke frygte efter næste valg. Uanset udkommet.
Også da vil der være godt med gylle i luften. Og skidtfisk i posen.
Socialdemokratiet har helt tabt sutten og hyler nu også med. De tør ikke andet end at følge fårene i Blå Flok. For der er jo snart folketingsvalg…
Nu skal ulvene indhegnes – hvor det før var fårene, der skulle bag hegn… Måske er det for at beskytte de totalfredede ulve mod skydegale vestjyder, der kører rundt i landskabet med skudklare våben i bilen?
Vi bliver snart nødt til at omdøbe Folketinget til Fåreflokken…
Efter de seneste ugers mediedækning af ulovligt trawlfiskeri på Øresund mødtes Folketingets fiskeriordførere for nylig for at drøfte, hvordan man kommer problemet til livs.
Allerede inden mødet sagde fiskeriminister Karen Ellemann til TV 2 Lorry, at hun vil se på, om man kan forbedre kontrollen. Nu foreslår SF så, at man totalt forbyder trawlfiskeri i hele Øresund, også i den nordlige del, der ellers hidtil har været eneste undtagelse i trawlforbuddet fra 1932.
Området kaldes for “Kilen” ligger nord for Ellekilde Hage og den svenske by Lerberget. Her må der trawles mere end tre sømil væk fra den danske kyst og fire sømil fra den svenske – uden for torskens gydesæson i februar og marts.
Med et totalforbud for hele Øresund mener SF, at myndighederne får nemmere ved at kontrollere, om der trawles ulovligt:
– Hvis man skal overvåge et område og så har nogle steder, der er undtaget fra det, gør det ikke kontrollen nemmere. Så at vedtage et trawlforbud for hele Øresund vil både gøre kontrollen nemmere og gøre det nemmere at overholde reglerne, siger SF’s fiskeriordfører, Trine Torp.
Forslaget kommer i kølvandet på, at der forleden blev bragt dykkeroptagelser fra samme fredede område i Øresund, hvor dyreværnsorganisationen Sea Shepherd på video har dokumenteret friske spor fra ulovligt trawlfiskeri. SF’s forslag får opbakning fra Alternativet:
– Som udgangspunkt er vi positive over for det. Det er klart. Det kan være svært at kontrollere, for der er jo ikke nogle fysiske grænser ud over vurderinger. Derudover må vi sige, at trawlfiskeri belaster havbunden og økosystemet. Derfor ville det være en fordel at lukke hele zonen, siger partiets fiskeriordfører Roger Matthisen.
Video optaget af Greenpeace, hvor illegale fiskere kapper et ulovligt trawl for åben skærm:
Foreløbig har SF’s Trine Torp udelukkende taget forslaget op med fiskeriordførerne. Hun ser dog ikke ud til at kunne samle et flertal for sit forslag. Socialdemokraterne vil afvente yderligere drøftelser, mens Dansk Folkeparti er ret imod:
– Det kan da være meget fristende at stoppe for trawlfiskeri i Kilen. Men vi har også en situation, hvor fiskeribranchen omkring Øresund er meget presset. Så derfor er jeg varsom med at gå ned af det spor, lyder det ikke overraskende fra Socialdemokratiets Simon Kollerup. Han går jo også varmt ind for flere forurenende havbrug.
Hans kollega Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti eller heller ikke positiv over for et forbud:
– At forbyde fiskeri her, fordi der er nogen, der ikke kan finde ud af det, synes jeg grundlæggende er et forkert princip. Man skal ikke straffe andre, fordi der er nogen, der ikke kan finde ud af at fiske lovligt.
Hos Danmarks Fiskeriforening bliver forslaget heller ikke godt modtaget. Her tvivler man på, at en lukning for trawlfiskeri i Kilen vil styrke kontrollen af ulovligt fiskeri andre steder i Øresund.
– At flytte en grænse eller lukke et område fjerner jo ikke et problem. Det flytter bare grænsen for problemet. Skal man så også lukke grænsen mellem Øresund og Kattegat osv.? Det virker ikke gennemtænkt.
– Konsekvensen kan være, at hvis man tvinger fiskeriet væk fra et godt fiskeområde og ud til et sted, hvor der er mindre godt at fiske, skal man fiske meget mere for at fange den samme mængde. Så i virkeligheden vil det få en negativ miljøeffekt, siger chefbiolog ved Danmarks Fiskeriforening, Michael Andersen.
De mange år stort set uden trawlfiskeri i Øresund har medført et havmiljø med 30 til 50 gange så mange fisk som i Kattegat. Derfor frygter Trine Torp ikke for fiskernes fremtid, hvis SF’s forslag skulle blive en realitet:
– For det første er der jo andre steder at fiske end lige der. Samtidig er der jo mulighed for at omrigge en båd til andre fangstredskaber end bundtrawl. For det er et helt unikt havmiljø, der er i Øresund. At der ikke har været trawlet i så mange år har betydet, at der er en havbund fuld af liv. Også til gavn for fiskerne.
Debatten om trawlfiskeri i Øresund fortsætter den 18. april, hvor fiskeriminister Karen Ellemann er kaldt i samråd om sagen. Det fortæller TV2 Lorry.
To kuttere, der fisker fra Gilleleje havn, mister nu retten til at fiske i en måned, og de mister samtidig en tolvtedel af deres årskvote. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Fiskeristyrelsen er kommet med en administrativ sanktion mod de to kuttere, efter at miljøorganisationen Greenpeace i sidste måned anmeldte dem for ulovligt trawlfiskeri i den nordlige del af Øresund.
Greenpeace havde gennem februar måned fra kysten overvåget, hvordan de to kuttere i seks tilfælde ved højlys dag havde trawlet ude i forbudt område.
Fiskeriinspektør Arne Madsen fra Fiskeristyrelsen oplyser, at myndighederne i sager som denne vurderer, om det har størst præventiv virkning at anmelde sagen til politiet, hvilket kan udløse bødestraf – eller administrativt at fratage fiskerne fiskedage og kvote. De to kutterejere har nu 14 dage til at anke afgørelsen.
I Greenpeace glæder man sig over, at deres aktion nu har givet et konkret resultat:
– Først og fremmest er det godt, at sagen nu fører til en politisk diskussion af, hvordan der kan skabes en bedre kontrol med fiskeriet i Øresund. Forhåbentlig munder det ud i mere end blot en diskussion, siger kampagneleder og havansvarlig Magnus Eckeskog, Greenpeace.
Folketingets Fiskeriudvalg skal senere mødes for at diskutere mulighederne for bedre kontrol med ulovligt fiskeri.
De to kuttere, der i februar måned fiskede ulovligt i Øresund, blev ikke afsløret som et led i Fiskerikontrollens arbejde. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
I stedet var det en målrettet aktion fra miljøorganisationen Greenpeace, der afdækkede seks episoder i februar, hvor de to kuttere fiskede på ulovlige positioner. Materialet blev overdraget til Fiskeristyrelsen, der nu med en administrativ sanktion har taget fiskedage og kvoter fra de to kuttere.
Sagen førte til, at der blev stillet en række spørgsmål til Fiskeri- og ligestillingsminister Karen Ellemann (V). Blandt andet spurgte de konservative, hvilke initiativer ministeren mener, der kan igangsættes for at sikre en styrket kontrol med ulovligt trawlfiskeri i Øresund, som dokumenteret af Greenpeace Danmark.
Karen Ellemann har svaret, at hun finder ulovligt fiskeri uacceptabelt, og at hun derfor gerne vil se på, om der er behov for at styrke kontrollen med fiskeriet i Øresund.
– Kontrollen i Øresund har allerede høj prioritet, men der er en særlig udfordring med kontrol af mindre fartøjer med en længde på under 12 meter, idet disse fartøjer ikke er omfattet af krav om satellitovervågning (VMS).
Derfor har jeg bedt Fiskeristyrelsen om at komme med forslag til, hvordan indsatsen i Øresund kan opprioriteres. Det gælder både den traditionelle kontrol til søs, men også hvordan vi kan styrke indsatsen fra land.
Ministeren skal senere mødes med fiskeriordførerne for at se på, hvordan kontrollen kan styrkes og udvikles på lidt længere sigt. Eksempelvis med anvendelse af ny teknologi.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har været kaldt i samråd om de resistente skimmelsvampe, som er begyndt at plage sundhedssektoren.
– Hvis der så er en lille usikkerhed om denne her sammenhæng, skal den så komme befolkningens sundhed til gode, eller skal den komme landbrugets brug af sprøjtemidler til gode?
Det spørgsmål blev stillet af de Radikales miljøordfører, Ida Auken. SF’s landbrugs- og miljøordfører, Trine Torp, efterlyste tilsvarende, om der ville blive taget initiativ til at ændre den danske godkendelsesordning, så svamperesistens fra azoler og andre stoffer bliver en del af den danske godkendelsesordning.
De to indkaldte ministre gjorde gang på gang klart, at det ikke giver mening at sætte mere konkret ind, før man har mere viden.
– Vi har simpelthen ikke nok viden til at kunne sige endnu, hvor de forskellige typer kommer fra, og det skal vi have for eksakt at kunne handle, bemærkede sundhedsministeren. Uden dog at nævne noget om, hvorvidt man nogensinde ville få “nok viden”.
– Jeg er fuldstændig enig i, at der er behov for mere viden, men lige nu er det helt entydigt den danske befolknings sundhed, der bærer risikoen, sagde Maria Reumert Gjerding, miljø- og landbrugsordfører for Enhedslisten. Og snart kommende præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Hun gjorde opmærksom på, at landbrugets afhængighed af de her sprøjtegifte skyldes nogle dyrkningsmetoder, som man godt kunne stille krav til, skulle laves om. Derfor var hun meget uforstående overfor, at regeringen ikke kigger kritisk på landbrugsproduktionen og indfører forbud mod de mest kritiske midler.
– Så det her handler jo om, at man holder hånden over en bestemt type landbrug, og man holder hånden over producenter af sprøjtegift, sagde Maria Reumert Gjerding under samrådet. Læs om optakten til samrådet om de resistente skimmelsvampe her:
Landbrugs- og havbrugsminister Esben Lunde Larsen (V) helmer ikke, førend både grundvand, overfladevand og havvand er forurenet helt til kanten af det tilladelige. Og måske lidt over.
Interessen for at etablere nye havbrug er som forventet stor – med 37 ansøgninger inde hos Miljøstyrelsen, da fristen udløb den 1. april. Heraf 35 nye. Og det var desværre ingen aprilsnar.
Den store interesse skyldes naturligvis de lettjente millioner, som Venstres havbrugsvenner kan plukke ved gratis at forurene det havvand, vi andre har betalt milliarder af skattekroner for at rense.
Esben Lunde Larsens partifælle Jacob Jensen (V) har gjort et godt stykke lobbyarbejde for det japansk-ejede Musholm havbrug, hvor han selv har en lønnet bestyrelsespost.
– Gad vide, hvad en miljøminister ville have sagt til det, hvis ellers vi havde haft sådan én herhjemme?
Et stort tillykke til Maria Reumert Gjerding med posten som den nye præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN). Og en stor tak til Ella Maria Bisschop-Larsen for tolv år på posten. De sidste to nok mere begivenhedsrige, end hun kunne have ønsket sig.
Vi må imidlertid skue fremad og sætte vor lid til et værdi- og miljømæssigt magtskifte ved det kommende folketingsvalg. Værre end det går lige nu, kan det næppe blive, og med Maria som den nye rorskvinde på miljøskibet er der grund til fortrøstning.
Maria har været den fremmeste modstander af de nye forurenende havbrug, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet gav mulighed for. Med hele 37 konkrete ansøgninger om nye forurenende brug liggende inde hos Miljøstyrelsen netop nu.
Maria Gjerding stillede lige fra starten af spørgsmålstegn ved det “miljømæssige råderum”, som regeringen havde opfundet til formålet, og som siden viste sig heller ikke at være der.
Derfor en varm velkomst herfra til Maria Reumert Gjerding. Støt op om hende og DN. Det kan blive redningen for dansk miljø og natur.
Vor manglende miljøminister Esben Lunde Larsen (V) fortæller i et debatindlæg i Horsens Folkeblad, hvor grønne de i virkeligheden er i Blå Blok. Mest naturligvis i Venstre. Og i hvert fald meget grønnere end dem i Rød Blok.
Dette skønmaleri måtte selvsagt ikke stå uimodsagt hen, så her var og er mit svar:
“Smukke, men tomme ord fra en miljøminister, der på Danmarks vegne i EU stemmer ja til glyphosat (RoundUp) og til fortsat brug af bi-skadende neonicotinoider.
En miljøminister, for hvem natur er bølgende korn- og rapsmarker, der sprøjtes flere gange om året.
En miljøminister, som ser stort på alarmerende undersøgelser over sammenhængen mellem kræft og nitrat i drikkevandet. Han vil i hvert fald ikke gøre noget.
En miljøminister, som håber på en fordobling af den nuværende danske svineproduktion. Med dobbelt så megen gylle og endnu større spredning af resistente MRSA-bakterier.
En miljøminister, som arbejder aktivt for endnu flere forurenende havbrug. Og som ser gennem fingre med allerede eksisterende havbrugs ulovligheder – tilfældigvis i denne avis’ lokalområde.
Og endelig en miljøminister, som er en erklæret modstander af Danmarks Naturfredningsforening.
Listen over den borgerlige regerings landsskadelige aktiviteter over for den danske natur er alenlang.
Til ministerens fordel taler dog, at Socialdemokratiets miljøpolitik efterhånden kan være svær at skelne fra Venstres.”
Der har i årevis været anvendt en forkert metode til at opgøre mængden af kvælstof i de danske åer og søer og i havmiljøet. Det slår Århus Universitet fast i to nye rapporter.
Fejlen betyder, at man i hvert fald siden 2010 har undervurderet mængden af kvælstof i de danske farvande med i gennemsnit 13 procent. For vandløb, hvor kvælstofudledningen fra bl.a. landbruget bliver målt, har udledningen været undervurderet med ca. 7 procent.
Det betyder reelt, at de senere års politiske beslutninger på området har været truffet på et helt forkert grundlag. Fejlen er sket på de miljølaboratorier, der laver prøverne for miljøstyrelsen. Her tog man tilbage i 2010 en ny og mere usikker analysemetode i brug, uden dog at oplyse styrelsen om det.
Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen siger i en skriftlig udtalelse til Altinget, at man nu vil se på resultaterne og vurdere behovet for yderligere analyser. Ella Maria Bisschop-Larsen fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) understreger i den forbindelse, at det er vigtigt, at sagen nu ikke bliver trukket i langdrag.
Udledningen af kvælstof fra landbruget måles som sagt i åmundingerne, og her har analyserne i gennemsnit været 7 procent for lave. Det svarer til knap 4.000 tons kvælstof, som der altså har været udledt ekstra i forhold til, hvad man forudsatte i Landbrugspakken.
Det betyder således, at der er behov for at sænke udledningen med 4.000 tons mere end forudsat i Landbrugspakken, og dermed er der altså brug for en markant stramning af tiltagene her.
– Det er en bombe under Landbrugspakkens kvælstofregnskab, der betyder, at situationen for vandmiljø og natur er langt værre end hidtil antaget. Og når overvågningen viser, at miljøtilstanden i havet er forværret de senere år, kræver det omgående handling, siger Ella Maria Bisschop-Larsen fra DN.
Den 14. marts skal miljøstyrelsen lave en teknisk redegørelse for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg om sagen.
Tyskerne ryster på hovedet af Esben Lunde Larsens indre svinehegn, der skal beskytte danske tamsvin mod tyske vildsvin med mulig afrikansk svinepest. Har du lidt tyskkundskaber, så er dette citat fra Norddeutsche Rundfunk ganske sjovt:
“Während das Schwein Schwein hat, sind die wirklich armen Schweine die Dänen. Denn die müssen als Steuerzahler letztlich für die Schweinerei an der Grenze aufkommen.”
Teksten er lidt svær at oversætte fuldt ud – med tyske ordspil – men meningen er bestemt ikke til at tage fejl af: – Danske skatteborgere bliver helt til grin – for svin…
Senest har de 11.000 medlemmer af den tyske svineproducentorganisation ISD meldt klart ud, hvad de mener om Esben Lunde Larsens grosse Pläne:
”Et grænsehegn mellem Danmark og Tyskland med det formål at hindre spredningen af afrikansk svinepest er mere et slående eksempel på tom handlekraft, end det er en konstruktiv forebyggelse af sygdommen”
”Et planløst forsøg på at vise handlekraft, ja nærmest populisme.”
Sådan lyder den hårde dom fra ISD (Interessengemeinschaft der Schweinehalter Deutschlands). Her ved man af erfaring, at hegn er nyttesløse over for de snu og gravende vildsvin.
Så fra tysk svineavlerside er det altså er klart og rungende “Nein til Hegn”.
Den nuværende suppedas for det danske miljø er ikke tilfældig. Den er nøje orkestreret og har været ganske længe undervejs:
Det startede med Anders Fogh Rasmussen, der opfandt Bjørn Lomborg til at forplumre miljødebatten. Miljøet havde fået alt for megen vind i sejlene, og landbruget begyndte at slå sig i tøjret.
Siden satte Fogh så Lars Løkke Rasmussen til at nedlægge amterne, der jo sad inde med årtiers viden om miljøet. Det havde amterne møjsommeligt monitoret og dokumenteret siden deres etablering i 1970. Og specielt da efter vedtagelsen af verdens første miljølov i 1973.
Den indsamlede viden blev spredt for alle vinde, da regionerne tog over i 2007, hvorefter det danske miljø reelt sejlede sin egen sø. Årtiers akkumulerede miljødata gik her de facto tabt for eftertiden.
Løkke satte efterfølgende Esben Lunde Larsen til, som miljøminister af navn, men ikke gavn, at demontere resterne af Miljøstyrelsen. Lunde splittede styrelsen op og flyttede den faglige indsigt ud i landet – til Odense. Den politiske del forblev i København.
Og wupti: – Here we are today. Med en Landbrugspakke, som er vedtaget med forkerte tal og mod bedre vidende. Baseret på løgn eller fejlagtige data fra forskere, der blev truet med at få frataget deres bevillinger. Hvis ikke de nåede de ønskede konklusioner.
Det eneste, der i dag afholder dansk landbrug fra at ødelægge såvel land som overfladevand, grundvand og havvand totalt, er EU og det Vandrammedirektiv, vi tilbage i 2000 forpligtede os til at overholde.
Danmark selv er på få årtier blevet en bananrepublik.
“George Orwells satiriske roman Animal Farm, som jeg altid har set som værende en udstilling af kommunismens dobbelte standarder, hvor svinene begynder at opføre sig som og ligne de mennesker, de smed ud fra gården, har denne regering og dets støtteparti gjort til en udstilling af alle ismer, ikke mindst den liberalisme, hvor egoismen trives, og hvor magtarrogancen på forbavsende kort tid blev overført fra ministerbilens sædevarme til kropstemperaturen på ikke mindst statsministeren selv.”
Citat slut. Laaang sætning, men sande og saftige sager spot on. Sætningen er taget fra en meget læseværdig artikel i Altinget, skrevet af vores allesammens løstgående missil i Bruxelles, Jens Rohde (RV).
Et yderst passende tillæg til ovenstående notits om, hvor galt det er gået med vort førhen så berømte danske demokrati.
– som de så malerisk kalder den miljøskadelige udvinding af skifergas i Nordamerika.
Klima- og energiminister, Lars Chr. Lilleholt (V), meldte for ikke så længe siden ud, at regeringen vil stoppe al fremtidig efterforskning efter olie og gas på landjorden og i vores indre farvande.
I miljøorganisationen Greenpeace er man naturligvis begejstrede:
– Det er en kæmpe sejr, som mere end noget andet viser styrken i at stå sammen og kæmpe imod projekter, der sætter vores klima, miljø og natur over styr, lyder det.
I Nordjylland og senest på Lolland-Falster har lokale miljøgrupper bravt argumenteret og protesteret mod, at Danmark skulle lægge jord til efterforskning og udvinding af skifergas og olie, der truer grundvandet, folkesundheden og den lokale natur. På den måde lykkedes det at gøre de problematiske skifergasprojekter til et vigtigt politisk emne i Danmark.
En kold forårsmorgen for tre år siden lænkede to Greenpeace-folk sig fast til lågen til borepladsen, mens andre aktivister klatrede til tops i det franske selskab Totals boretårn uden for Dybvad i Nordjylland. Det skabte national opmærksomhed, og over 50.000 borgere skrev efterfølgende under på Greenpeace’s hjemmeside for at stoppe skifergas og fracking.
Den fælles sejr skal nu bruges til at øge presset på regeringen for at drage den fulde konsekvens af Paris-klimaaftalen og også stoppe ny efterforskning efter olie i Nordsøen samt begynde at lukke de eksisterende olie- og gasfelter som et afgørende led i den grønne omstilling af Danmark. Det kan ikke gå hurtigt nok.
Men se, om vi får regeringen og ikke mindst de Konservative med her. De sidste soler sig ganske vist i regeringens stop for fracking, men har længe levet højt på Nordsø-olien – via støtte fra Maersk, der jo hidtil har udvundet olien herude.
Bag titlens kryptiske forkortelser gemmer der sig en del interessante oplysninger for både fotografer og videografer. Lad os gå en halv snes år tilbage i tiden og tage forkortelserne fra en ende af.
“NEX” er hurtigt overstået. Det er nemlig navnet på en kameraserie, som japanske Sony lancerede tilbage i 2010. Jeg er ikke klar over, om Sony kendte til ordets latinske betydning: “Død, drab eller sågar mord”. Hvis de gjorde, så mente Sony måske, at de med den nye NEX-serie ville udslette alle konkurrenter og med ét slag bringe sig foran?
Sådan gik det nu ikke. Langt fra. Da Sony lancerede det første NEX-5 kamera, var det radikalt nyskabende med sit lille spejlløse kamerahus og store APS-sensor. Det blev lanceret sammen med tre nye objektiver, der alle havde den nyudviklede E-mount bajonetfatning til udskiftelige objektiver.
Siden NEX-5 med 14,2 MP er der kommet andre kamerahuse til: Økonomimodellen NEX-3, Wi-Fi modellen 5R, NEX-6 med Wi-Fi og 16,1 MP samt topmodellen NEX-7, der blev syvende og sidst i rækken af NEX-kamerahuse. I tilgift til en APS-C CMOS sensor med hele 24 MP og en lynende hurtig lukker kunne NEX-7 også tilbyde en ultraskarp elektronisk søger på hele 2,4 tusinde punkter.
E-mount
Året efter introduktionen af NEX-5 blev antallet af E-mount objektiver udvidet til seks, der nu dækkede det meste fra macro til moderat tele. I min egen samling er der følgende E-mount objektiver:
16 mm vidvinkel f: 2.8 med Fisheye Converter
30 mm macro f: 3.5
16-50 mm Power Zoom f: 3.5-5.6
18-55 mm zoom f: 3.5-5.6
55-210 mm zoom f: 4.5-6.3
18-200 mm Superzoom f: 3.5-6.3
Alle med en crop factor på 1,5. Forklaring herpå længere nede i denne artikel.
Efterfølgende slap Sony alle specifikationer løs, så også andre producenter kunne fremstille objektiver med E-mount. Der kom samtidig adaptere til, så også helt andre objektivserier nu kunne bruges med et NEX-kamerahus. Hurtigt blev udvalget af kompatible objektiver derfor stort.
NEX-serien blev også kaldt “det lille kamera med det store hjerte”. Dette naturligvis på grund af den store sensor, der ikke lod eller lader selv langt større kamerasystemer noget efter. Det begyndte som sagt med 14,2 MP på NEX-5 og endte med hele 24 MP på NEX-7, hvor både pris og fysisk størrelse var betragteligt højere end på NEX-5 og 6.
To ekstra indstillingsringe på NEX-7 huset øgede brugervenligheden betragteligt. Nu kunne man justere både blænde og lukkertid uden at skulle ind i besværlige menuer. En detalje, som mange professionelle fotografer havde sukket efter.
Af uransagelige, men givet markedsføringsmæssige årsager droppede Sony NEX-navnet efter blot et par år, men fortsatte ufortrødent udviklingen – nu blot under Alpha-navnet, der stadig bruges. Og E-mount bajonetfatningen er også stadig den samme, hvorfor man også den dag i dag stadig kan købe spritnye Sony-objektiver med denne fatning.
Sony havde længe været kendt for deres camcorders, da de lancerede NEX-konceptet. Ikke underligt sendte de derfor også en NEX-camcorder på markedet i 2010: NEX VG10.
AVCHD
Hvor NEX-7 var fysisk en hel del større (og dyrere) end NEX-5, dér var NEX VG10 naturligvis endnu større (og endnu dyrere). Men stadig kunne man bruge samtlige E-mount objektiver på alle NEX-modeller, der excellerede i at være rigtig gode til såvel højtopløste still-fotos som avancerede video-optagelser i 1080p i AVCHD-formatet. Med 60 fps (frames per second) datidens mest avancerede.
Men måske vigtigst af alt så var og er AVCHD kompatibel med Blu-ray teknologien, så optagelserne kan brændes direkte ned på en Blu-ray disk. Ingen tidkrævende eller kostbar konvertering af formatet er nødvendig.
VG10 og efterfølgeren VG20 byder på alle camcorderens klassiske fordele: En udklappelig og vipbar skærm, der dog ikke kan vendes 180 grader. Samt en vipbar elektronisk søger og en mikrofon i topklasse. Klasser bedre end på de gængse NEX-kamerahuse. Prisen er naturligvis tilsvarende højere – vægten ligeså.
Hvor alle NEX-kameraer kan tage såvel fotos som video, dér excellerede VG10 og VG20 naturligvis i de levende AVCHD-optagelser. De var og er jo primært camcorders, der sekundært kan tage fremragende stills.
“AVCHD” står for “Advanced Video Coding High Definition”. Dette format blev udviklet i samarbejde mellem Sony og en anden japansk elektronikgigant, nemlig Panasonic.
Det måske mest attraktive ved VG10 og 20 var nok, at man her kunne erhverve sig et videokamera, hvis optik kunne udskiftes med et snuptag. Noget, man ellers kun kunne på langt dyrere professionelle videooptagere.
Jeg har selv haft stor fornøjelse af at kunne bruge min VG10 med den lille 16 mm vidvinkel, når der skulle optages under trange forhold – eksempelvis i en lille båd. Skulle der så et par måneoptagelser med drivende skyer til, skiftede jeg blot til den store 18-200 mm zoom.
Til reportagebrug har VG10 været fremragende monteret med en 18-55 mm zoom. En lille og let, men yderst kompetent og meget kapabel combo at slæbe rundt på.
APS-C
Den sidste forkortelse i denne NEX-artikel er APS-C. Det står for “Advanced Photo System – type C” og beskriver en sensor på størrelse med eller lidt mindre end det klassiske 35 mm filmformat. En meget stor sensor, altså. Med de fordele og ulemper, det nu engang medfører.
En stor sensor tillader mere lys at ramme de enkelte pixels. En stor sensor tillader også flere pixels og dermed en højere opløsning på samme areal. De enkelte pixels får blot mindre lys, hvorfor man på mange moderne kameraer tyr til “pixel binning”, hvor processoren slår flere pixels sammen til én superpixel.
Typisk kombineres fire pixels til én (2×2=4), når der bruges “Quadruple Binning, som er det mest almindelige. Eller “Nona Binning”, som Samsung kalder det, når 9 pixels (3×3=9) bliver til én lysstærk superpixel.
Det sidste bruges typisk, når man har at gøre med en højopløst sensor med eksempelvis 108 MP. Da bliver de enkelte pixels så små, at de kræver mere lys.
Vil man tage ekstra højopløste fotos med samtlige 108 MP, kræves der kraftig belysning (klart solskin) for at få noget godt ud af de mange pixels. I gråvejr og under normale forhold får man typisk markant bedre billeder ved at bruge pixel binning. Dog naturligvis i en lavere opløsning.
Sony’s NEX kameraer holder sig for gode til den slags og fokuserer på “ægte fotos med ærlige pixels”, som det så smukt er blevet formuleret.
Til trods for alle disse teknologiske krumspring er der stadig intet, der slår en stor processor med store lysstærke pixels. Og her er Full Frame formatet for alvor slået igennem i de seneste år – i første omgang til professionelle fotografer, der har brug for det størst mulige dynamiske område på deres optagelser.
Senest også til seriøse amatører med penge på lommen.
Professionelle fotografer taler ofte om de såkaldte “full frame” kameraer, som har den største digitale sensor i et moderne systemkamera. I hvert fald størst af de almindeligt udbredte formater. Og som derfor også er de suverænt dyreste at fremstille og købe.
Det kan efterhånden være ret svært at finde rundt i de mange forskellige filmformater, vi råder over i dag eller har haft til rådighed. Historien følger nemlig ofte med, når produkterne selv for længst er udgået. Lad os starte i den tunge ende med nogle af de mest almindelige formater:
Large format er betegnelsen for det gamle 4 x 5 tommer filmformat, som måler 100 x 130 mm. Et dyrt format at fotografere i, men til gengæld meget finkornet.
Medium format er en variende størrelse, som ligger midt mellem large format og vore dages 24 x 36 mm fotografiske film, som først nu er ved at være passé.
Full frame betegner egentlig blot en digital udgave af ovennævnte klassiske 24 x 36 mm filmformat. Her får man hele formatet ind på sensoren.
APS-C står som tidligere nævnt for “Advanced Photo System” og er karakteriseret ved at være en god del mindre end full frame. Fås i varierende størrelser.
Four Thirds er, som navnet fortæller, en sensor på 4/3 tomme. Altså 1⅓ tomme. Olympus står bag formatet og har gjort meget i denne størrelse.
One Inch formatet måler én tomme diagonalt og bruges i mange kvalitetskameraer. Sammenlignet med full frame kræver de dog noget mere lys.
1/2.3 inch formatet findes i kompaktkameraer såsom Nikons gigantiske P1000, hvor den lille sensor muliggør meget stor forstørrelse.
1/3.2 inch er normalen til de fleste smartphone kameraer. Den lille sensor passer til de små kameralinser, der bruges her.
Mindre formater bruges såvel i kompaktkameraer som i kameraet på mobiltelefoner. Udviklingen går dog tydeligt mod 1 tomme sensorer i de dyreste mobiltelefoner. Det er blandt andet det voksende sensorformat samt større og mere lysfølsomme pixels, der har gjort moderne mobilkameraer så lysfølsomme, at de nu kan bruges til natfotografi.
Da der findes langt flere billedformater, end der findes objektivsystemer og fatninger til udskiftelige objektiver, taler man ofte om “cropped” formater. Det optræder, når det anvendte objektiv i den anvendte fatning ikke tillader billedet at fylde hele sensorfeltet ud. Det bliver derfor beskåret eller “cropped”.
Crop Factor
Man taler konkret om en “crop factor”, der fortæller om graden af beskæring og dermed også forstørrelsesgraden.
Det her omtalte NEX-system har en crop factor på 1,5. Det betyder, at den lille 16 mm vidvinkel i praksis fungerer som et almindeligt 24 mm objektiv. Tilsvarende vil den store 200 mm tele få en brændvidde på hele 300 mm.
Dette forhold gælder alle Sony’s E-mount objektiver. Og det gælder begge veje. Fra APS-C til Full Frame og omvendt, hvis man som Sony benytter samme objektivfatning på alle kameraer. Det mest almindelige er dog, at man bruger Full Frame objektiver på APS-C kamerahuse og hermed opnår en øget 1.5X zoom-effekt.
Typisk får man mest ud af en crop factor større end 1, hvis man bruger et teleobjektiv. Her står man jo næsten altid i en situation, hvor man gerne vil endnu tættere på sit motiv.
Omvendt med en vidvinkel, hvor man jo netop ønsker det modsatte – at få så meget med på billedet som muligt. Her er en crop factor næsten altid et irritationsmoment. Og jo højere crop factor desto større bliver problemet.
Olympus’ Four Thirds format tilbyder en crop factor på hele 2, hvorfor en 300 mm Four Thirds optik vil have en billedvinkel svarende til hele 600 mm. Et meget kompakt system, altså. Noget netop Olympus altid har lagt vægt på siden de første OM-kameraer. Four Thirds muliggør lange teleobjektiver i en meget kompakt indpakning.
Der er imidlertid ikke kun fordele ved en stor sensor. For jo større sensor desto mindre dybdeskarphed. Det område, hvor billedet er skarpt fokuseret, bliver mindre med stigende sensorstørrelse, hvilket stiller større krav til kameraets autofokus. Ellers risikerer man at få mange fotos, hvor fokus er fejlplaceret.
Det måtte Samsung erkende, da man lancerede sin første S20 Ultra mobil med 108 MP. Den større sensor her reducerede dybdeskarpheden så meget, at autofukus ofte ramte helt ved siden af.
Og det fysiske forhold kunne ikke selv nok så mange software-opdateringer rette op på.
Kampen bølger atter ved Tange Sø. Fremtiden for det kunstige vandmagasin skal snart afgøres. Danmark skal også her leve op til de krav om “god økologisk tilstand”, som EU’s Vandrammedirektiv stiller.
Venner af Tange Sø ønsker, at søen skal blive liggende, som den har gjort i snart 100 år. Danmarks Sportsfiskerforbund peger på den såkaldte løsningsmodel 11, der lader godt 90% af søen ligge. Ingen af delene lever imidlertid op til Vandrammedirektivet.
Det gør derimod en kontrolleret tømning af Tange Sø med efterfølgende retablering af Gudenådalen. Danmarks længste vandløb vil herefter kunne strømme frit som før. Men der er mange flere gevinster end som så, hvis ellers man er fremsynet nok til at tænke hele området ind i en kommende “Nationalpark Gudenå”. Mange millioner at tjene for lokalsamfundet, hvis man satser målrettet på “Danmarks største naturgenopretningsprojekt”.
Netto koster Tange Sø i dag de danske skatteborgere millioner af kroner – i tilskud til en urentabel vandkraft og til nødvendig oprensning af den opstemmede å.
Som tak afleverer søen så en Gudenå, der på det lave søvand varmes op til unaturligt høje sommertemperaturer. Temperaturer over 25 grader er målt mange gange. Samt en vandstand, der går op og ned med turbinerne. For slet ikke at tale om de mange ål og ørreder, der maltrakteres samme sted.
Undervejs er der sågar ydet millionstore tilskud til en såkaldt “solbåd”, der end ikke sejler på vandkraft. Man må tage sig til hovedet over, hvad der foregår på det opstemmede midtjyske vandkraftmagasin.
“Inderligt uinteressant natur”
Mange lokale peger på den smukke natur omkring Tange Sø. Faktum er imidlertid, at Tange Sø intet unikt har at byde på. Naturen her er med naturvejleder Morten D.D. Hansens ord “inderligt uinteressant”, hvad biodiversitet og artsrigdom angår. Samtidig må der regelmæssigt udstedes badeforbud – blandt andet på grund af colibakterier i søvandet.
Løsningen er enkel: Tøm Tange Sø og lad Gudenåen genskabe sig selv. Med lidt hjælp fra os andre, naturligvis. Og inkluder så den genfundne istids-ådal i en ny Nationalpark Gudenå. Det er der mange millioner og mange lokale arbejdspladser i. Indtægter i stedet for udgifter som nu.
Turister vil strømme til. Nogle for at fiske laks i den genfundne og genskabte Gudenå. Andre for at kigge fugle i det unikke istidslandskab. Atter andre blot for at se, hvordan Danmark engang så ud. Med landets hurtigst strømmende vandløb for fødderne. Intet andet sted falder noget vandløb så meget som netop her. Og det er der fremtid i at vise frem.
Alene fiskeriet på 7 statsejede km af den sydsvenske Mørrumså genererer årligt i omegnen af 50 millioner kroner plus relaterede arbejdspladser. Samt for ganske nylig en international miljøpris for arbejdet med genskabelsen af et naturligt og fritstrømmende vandløb. Den slags priser er der rigtigt mange penge i. Internationale turistkroner.
En tømning af Tange Sø genskaber 12 km af Gudenåen. Regn selv på det økonomiske potentiale heraf, sammenlignet med den svenske Mørrumså. Det er mange millioner og mange arbejdspladser, man går glip af ved stædigt at fastholde et kunstigt vandmagasin uden væsentlig natur – i stedet for en genskabt ådal med et lakseførende vandløb og international interesse.
I mange år var vor hjemlige Skjern Å ikke særlig interessant for lystfiskere. Åen var blevet rettet ud i 1960’erne, og laksebestanden var forsvindende lille. Men i 2002 fik Skjern Å sine slyngninger tilbage, og der blev efterfølgende lagt et stort arbejde i at forbedre gydeforholdene for laksen.
Det har resulteret i, at laksebestanden er vokset fra knap 1.000 gydemodne laks i 2004 til omkring 4.000 i dag. Det kan man læse om i en DTU-rapport fra 2014. Desuden har fiskeriet nu nået et niveau, som er interessant ud fra et økonomisk perspektiv. I 2014 kastede mere end 3.700 lystfiskere snøren i Skjern Å i håb om at få en laks på krogen.
En analyse foretaget af COWI, KORA og DTU Aqua for NaturErhvervstyrelsen i 2014 viser, at laksefiskeriet i Skjern Å skaber et lokaløkonomisk forbrug på 14,6 millioner kr. om året og en årlig lokal værditilvækst på 6,8 millioner kr. Så kom ikke og sig, at der ikke vil være penge i en retableret Gudenå med en genskabt laksebestand.
Danmarks natur udgør i dag blot 8,3procent af landets samlede areal. Mindre end halvdelen af gennemsnittet for alle EU landene. En retableret Gudenå-dal vil derfor kunne booste den danske natur betragteligt, ikke mindst hvad kvaliteten angår.
Det er derfor kun rimeligt, at landets længste vandløb snart får sin egen nationalpark – med en ægte og oprindelig dansk natur, som er genskabt ved en kontrolleret tømning af den kunstige Tange Sø. Vandkraftens tid bør være forbi.
Gudenåen derimod lever videre. Som en sag af national interesse. Millionerne bare ligger og venter.
Efterskrift: Havørredbestanden i Gudenåen har i de seneste år været kraftigt for nedadgående. Så meget, at man nu taler om en fredning af havørreden. Dette i såvel Gudenåen, hvor fiskene fødes, som i Randers Fjord, hvor de vokser op.
Hidtil har udsætningsmaterialet til Tangeværkets lovpligtige kompensationsudsætninger været leveret af avlsfisk elektrofisket i tilløbet Lilleåen, der traditionelt har haft en god og selvreproducerende bestand. Hvor halvdelen af Gudenåens havørreder typisk går op.
Presset på vandsystemets ørreder – fra såvel de efterhånden mange skarver på selve Gudenåen som fra lovlige og ulovlige garn på Randers Fjord samt et stigende antal sæler – ser imidlertid ud til at være blevet så stort, at Lilleåen ikke længere alene er stor nok til at brødføde hele Gudenåen med udsætningsfisk.
Der er således mere end nogensinde brug for, at Gudenåens havørreder også kan tage den øverste halvdel af Gudenåen i brug som gyde- og opvækstpladser. Den del, der ligger opstrøms blokaden ved Tangeværket. Heriblandt den del, der i dag ligger begravet under et tykt slamlag på bunden af Tange Sø.
Det er sjældent, man ser et videnskabeligt eller generisk navn, der for alvor rammer hovedet på sømmet. Som afspejler genstandens virkelige og vigtigste egenskaber.
Det gør til gengæld ordet “kvælstof”, der så absolut må indtage førstepladsen som det bedst navngivne stof. Kvælstof gør netop, som navnet siger: Det kvæler. Kvælstof er nemlig en inaktiv gas, der kan bruges til at slukke ild med. Den kan nemlig ikke brænde.
På samme måde eksploderer kvælstof ikke så let, når det udsættes for varme og tryk. Kvælstof bruges derfor ofte i dæk på biler, maskiner og fly, som udsættes for ekstreme belastninger – i stedet for almindelig luft, der udvider sig mere under belastning.
Et fly, der hurtigt kommer ned fra mange minusgrader i 10 km’s højde, udsætter i sagens natur sine dæk for et voldsomt temperaturskift under landingen. Var der almindelig luft i dækkene, ville de ofte eksplodere.
Og så er kvælstof mere almindeligt forekommende end de allerfleste stoffer her på Jord. Kvælstof udgør nemlig knap 80% af Jordens atmosfære, hvad volumen angår. Var det ikke lige for de knap 20% ilt, som atmosfæren heldigvis også indeholder, da ville vi og andet højere liv være som døde sild på vor egen planet. Vi ville være brændt op. Gået op i røg på grund af den letantændelige ilt.
Kvælstof i sig selv kvæler ikke højere dyr, som i lighed med alle planter rent faktisk har tvingende brug for stoffet. Det er i stedet mangel på ilt, der kvæler højere dyr. Ikke tilstedeværelsen af kvælstof.
Til gengæld kan man bruge kvælstof til konservering af fødevarer. Udskifter man den atmosfæriske luft med ren kvælstof, hindrer man den ellers uundgåelige nedbrydning og forlænger derved fødevarernes levetid. Man kvæler helt enkelt den bakterielle nedbrydning.
Grundstoffet Nitrogen
Kvælstof er et af grundstofferne – det 7. element i det periodiske system. Dertil det 7. mest udbredte grundstof i universet, hvad masse angår. Kvælstof kaldes også nitrogen og har det kemiske symbol N. Under normale temperatur- og trykforhold optræder kvælstof som molekylet N2, der hverken har farve, lugt eller smag.
Det specielle ved kvælstof er, at det allerhelst vil forekomme som N2. Bindingen mellem de to kvælstofatomer er nemlig uhyre stærk. Så stærk, at kvælstof helst ikke indgår i andre kemiske forbindelser. Gør den det endelig, nedbrydes disse stoffer næsten altid tilbage til den stabile form N2.
Kunstigt fremstillede kemiske forbindelser, hvor kvælstof indgår, er derfor meget reaktive. Nitroglycerin, som er den aktive ingrediens i dynamit, er nok det bedst kendte eksempel. efterfulgt af det nyere trotyl – TNT også kaldet.
Den kemiske forbindelse dinitrogentetraoxid N2O4 har tilsvarende været meget brugt som oxidationsmiddel i rumfartens raketmotorer.
Allerede tidligt kendte man til salpetersyre HNO3, som af datidens kemikere blev kaldt for “stærkt vand”. En væske med voldsomme egenskaber, der blev endnu vildere, hvis man blandede det med saltsyre HCl. Da fik man det ultrastærke “kongevand”, der som det eneste kunne opløse det ellers næsten upåvirkelige grundstof guld.
Kvælstof udgør en vigtig del af de proteiner og aminosyrer, som vor egen krop er opbygget af. Faktisk udgøres omkring 4% af alt planemateriale af netop kvælstof, mens det i vor egen og andre højerestående dyr drejer sig om 3%.
Kvælstof har som mange andre vigtige stoffer sin helt egen cyklus – sit eget ganske komplicerede kredsløb, hvor det cirkulerer rundt i systemet. Det udgør en meget vigtig bestanddel af alt levende. Det meste kvælstof findes som også nævnt i atmosfæren, hvorfra det så må bringes ned på Jorden – ned i jord og vand.
Kvælstoffet indgår her som essentielt stof i de aminosyrer, som er byggesten for de proteiner og de fire baser, der danner DNA – kernen i vore allesammens arvemasse. Og udgør en stor del af de kødprodukter, landbruger producerer og vi konsumerer.
Kvælstof udgør således en meget stor del af det animalske affald – i form af fækalier fra dyr og fugle. Guano, som er navnet på fuglegødning, har længe været kendt og skattet for sit høje indhold af kvælstof. Tidligere, før man fik kunstgødning, var guano derfor et eftertragtet gødningsmiddel til landbrugets marker. Uundværligt for de planter, der ikke selv er i stand til at optage/omdanne kvælstof.
Ser vi på vegetabilske produkter, bruges der i gennemsnit 3 kg kvælstof til at producere 1 kg grøntsager. Drejer det sig i stedet om produktion af animalske produkter, bruges der henholdsvis 14 og 21 kg kvælstof til at producere 1 kg spiseklart kvælstof. Trækker man det kvælstof, der allerede er bundet i disse fødevarer, da når man frem til følgende for kødspisere ret nedslående konklusion:
Kvælstofforbruget ved animalsk produktion er omkring ti gange større end ved en tilsvarende vegetabilsk produktion. I det helt store klimaregnskab skal man yderligere indkalkulere de store mængder af den meget virksomme drivhusgas methan, som konstant udledes af de drøvtyggende dyr. Derfor er der netop nu en kolossal interesse for fremtidig produktion af kødvarer til konsum – uden hjælp fra det konventionelle landbrug. Men i avancerede bioreaktorer ved hjælp af celledelingsteknologier og nye fermenteringsteknikker.
En amerikansk tænketank med det inspirerende navn RethinkX har analyseret de seneste teknologiske landvindinger inden for bioteknologi. De når frem til, at kød og proteiner i løbet af de næste ti år vil kunne produceres både billigere, mere smagfuldt og sundere i laboratoriet. Uden ressursefråds, slagtning, blod, sved og tårer, som tilfældet desværre er i dag, hvor svin i millioner køres i tusindvis af kilometer på landevejene – blot for at blive slagtet en smule billigere syd for grænsen.
RethinkX spår, at de nye produktionsformer meget hurtigt vil udkonkurrere traditionel kød- og mejeriproduktion. Kvæg bruger som nævnt utroligt mange ressourcer for at producere et kilo kød til frysedisken. Dagens landbrug vil derfor ikke kunne overleve rent økonomisk. RethinkX spår endda optimistisk, at vi allerede i 2030 vil opleve, at antallet af kvæg i USA er halveret. Det samme vil de deraf følgende skadevirkninger på miljøet.
– Vil Danmark fortsat insistere på retten til at øge forureningen med næringsstoffer i Østersøen på trods af modstand fra de andre Østersølande, eller vil Danmark som det sidste land nu tilslutte sig det såkaldte »allokeringsprincip 8« i HELCOM og opgive det selvopfundne »miljømæssige råderum?
Svar fra Esben Lunde Larsen:
“Spørgsmålet om den konkrete betydning af HELCOMs reduktionsmål for udledning af næringsstoffer i relation til havbrug, vil blive fastlagt i forbindelse med et kommende administrationsgrundlag.”
Havnebranden i Fredericia
Overfyldte tanke og en svejsefejl var i 2017 skyld i, at omkring 3.000 kvælstofgødning løb direkte ud i Lillebælt. De mange tons næring har efterfølgende kørt frem og tilbage i Lillebælt med nord- og sydgående strømme. Lokale kystfiskere har efterfølgende oplevet, at deres fangster af ikke mindst fladfisk er blevet reduceret til noget nær ingenting,
Men nu er der lys forude. Baseret på modeller fra Dansk Hydraulisk Institut (DHI) har Fredericia Kommune langt om længe konkluderet, at de omkring 3.000 tons kvælstof, der løb ud i Lillebælt ved havnebranden, ikke har gjort “nævneværdig skade på havmiljøet”. En interessant konklusion, som vist ingen lokale fiskere er enige i.
Firmaet DanGødning, der er ejet af dansk landbrug, ser hermed ud til at undgå en truende millionerstatning, der ellers var udsigt til. Det var DanGødnings overfyldte tanke – klar til Landbrugspakkens (u)lyksaligheder – som sprang læk på havnen. DanGødning, som blev frikendt for ansvar også her, da der var en svejsefejl på tankene…
Det er pudsigt nok selvsamme DHI, der formedelst rigtig mange statsmidler også har sagt god for, at der fremover og i tilgift må udledes 800 tons ekstra kvælstof til Kattegat fra nye planlagte havbrug. Det betyder heller ikke nævneværdigt, lyder det fra såvel DHI som Dansk Akvakultur.
Kombinerer man udvaskningsmodellerne fra Aarhus Universitet (AU) med strømningsmodellerne fra Dansk Hydraulisk Institut (DHI), er der tilsyneladende intet øvre loft for, hvor meget kvælstof der fremover kan udledes i danske farvande. Alt er muligt.
Det er rigtig smart og vældig praktisk. For eksporten. For regeringen. For dansk landbrug og for dansk havbrug. But not so smart for vandmiljøet. Senest – november 2018 – har vi oplevet en helt usædvanlig opblomstring af furealger i Lillebælt. Et fænomen, man ikke har oplevet siden 1990’erne, hvor kvælstofudledningen var på sit højeste.
Det er vanskeligt ikke at få øje på en mulig sammenhæng mellem havnebranden i Fredericia og de 3.000 tons kvælstof, som DanGødning da lukkede ufortyndet ud i netop Lillebælt.
Efter os kommer syndfloden. Endnu engang.
Beregningsmodellerne
Der har stået en del blæst om de beregningsmodeller, der lå til baggrund for Landbrugspakken og dens tal for udledning af kvælstof. Og ikke uden grund, for i takt med at én beregningsmodel afløste en anden, blev udvaskningen med ét slag og uhyre bekvemt for partierne bag Landbrugspakken reduceret med hele % .
Jeg sad bag skærmen, da vor manglende miljøminister Esben Lunde Larsen var kaldt i samråd af Enhedslistens Maria Gjerding og De Radikales Ida Auken.
Dette i et forsøg på at få det hele med i den pludseligt opståede debat om forskeren Bjørn Molt Petersens gennemregning af modellerne bag Landbrugspakken. Ikke mindst om hans konklusioner vedrørende den meget store usikkerhed, der ligger i dem. Og om den manglende og afsluttende usikkerhedsberegning, som hører enhver anstændig forskning til. Men som Esben Lunde Larsen ikke kunne vente bare to måneder på at få gjort færdig.
I starten talte man så meget om N-less 3 og 4 beregningsmodellerne, at det til sidst lød mere som – Endless… Samrådet kulminerede dog og blev pludselig interessant med en noget skinger trussel om injuriesag fra Esben Lunde Larsen mod Ida Auken. Samrådet sluttede med et klart indtryk af, at regeringens omdiskuterede Landbrugspakke var søsat, uden at beregningsmodellen bag var efterprøvet først.
ELL for for alvor i flint, da Ida Auken påpegede det besynderlige i, at de involverede Århus-forskere først havde meldt ud, at de gerne ville stille op til dialog om sagen. Men efterfølgende var blevet kaldt til møde med ledelsen, hvorefter de sendte afbud til interviews på TV. Det mindede betænkeligt om en mundkurv fra ledelsen – et forbud mod at udtale sig i en sag, der ser mere og mere betændt ud.
Århus Universitet kunne helt enkelt ikke nå at validere den yderst favorable beregningsmodel, man til lejligheden havde fisket frem af skuffen. Siger de nu. For Esben Lunde Larsen ville som sagt ikke vente de to måneder, det ifølge forskerne ville tage at færdiggøre usikkerhedsberegningerne.
“Myndighedsbetjening” var hermed blevet et nyt Buzz Word. Et tveægget sværd. For i København er forskerne begejstrede for det århusianske knæfald. I det skjulte, ganske vist, for man er vel kollegial og danser ikke på de andres grav.
Men på Københavns Universitet kunne man naturligvis godt tænke sig nogle af de 375 millioner kroner, som Århus Universitet hvert år modtager for at “betjene” staten.
Om de så også her er villige til at betale prisen og sælge ud af de forskningsmæssige principper, det er en helt anden sag…
Endless om N-less
De beregningsmodeller, der bruges i debatten om landbrugets kvælstofudledning, blev tidligere ofte kaldt “N-less” og så et nummer. Eksempelvis “N-less III”.
I dag er trenden, at man bruger den mere mundrette betegnelse “NLES3” – en model, der med Landbrugspakken blev erstattet af den for landbruget og regeringen mere favorable NLES4, der næste år skal afløses af den forhåbentlig mere sikre NLES5…
Den såkaldte “marginaludvaskning” af kvælstof blev med et pennestrøg ændret fra 33% i NLES3 til blot 18(20)% i NLES4. Hvilket naturligvis gav et teoretisk “råderum” til mere gødning på markerne. Og flere havbrug i Kattegat.
Jeg fandt ovenstående ligning, der ligger til grund for den gamle NLES3, i en artikel i bladet “Mark” af Kristian Kristensen, seniorforsker ved Danmarks Jordbrugsforskning. Ikke aldeles ukompliceret læsning.
Der er rigtig mange usikkerheder forbundet med sådanne modeller. Den altid stensikre, men helt igennem uvidenskabelige konklusion er imidlertid, at jo mere kvælstof man hælder ud på markerne, desto mere havner uundgåeligt i vandmiljøet. Og det er ikke aldeles ligegyldigt, om man pludselig vælger en marginaludvaskning, der næsten kun er halvt så stor som årene før…
Så enkelt er det altså også. Selv i en kompliceret verden, hvor alting ellers helst skal puttes ind i matematiske modeller.
Disse er imidlertid aldrig det mindste bedre end de forudsætninger, man selv opstiller for dem. No more – no less. Samtidig er det en smal sag at opstille modeller, der giver det ønskede resultat. I dette tilfælde en mindre udvaskning af kvælstof, så man kan tillade et større gødningsforbrug.
Der har i sandhed været udsalg på alle hylder i den betændte sag om Landbrugspakken, der som bekendt kostede Eva Kjer Hansen (V) posten som miljø- og fødevareminister.
4.000 tons kvælstofgødning får lov at slippe uantastet ud i de danske sunde og bælter…
Efter halvandet års efterforskning opgav Statsadvokaten således at gøre nogen ansvarlig for brand hos Dan Gødning.
I to dage kæmpede 250 brandfolk i februar sidste år med at slukke en voldsom brand på havnen i Fredericia. Siden da har politiet efterforsket sagen for at afgøre, om nogen kan gøres ansvarlig for branden og tiltales ved en retssag. Tirsdag viser det sig så, at det er der ikke.
Statsadvokaten i Viborg har afgjort, at det ikke er muligt at løfte bevisbyrden overfor virksomhed eller enkeltpersoner, oplyser senioranklager Jette Uhrenholt til Fredericia Dagblad.
Ved branden 3. februar sidste år sprang en kæmpesilo hos virksomheden Dan Gødning læk, så tusindvis af liter palmeolie fossede ud og brød i brand. Senere bredte branden sig til andre tanke.
Myndighederne frygtede at de brændende tanke og siloer ville eksplodere. Beboere i en kilometers radius blev evakueret til en idrætshal, og institutioner i nærheden blev lukket. Desuden blev biltrafikken omdirigeret, og togene blev erstattet af busser.
I sommer viste en rapport fra Teknologisk Institut, at en overfyldt tank og en dårlig svejsning var de vigtigste årsager til kæmpebranden.
Først og fremmest skyldtes ulykken, at Dan Gødning havde overfyldt siloen. Den indeholdt mindst 9500 kubikmeter gødning, selv om den kun måtte indeholde 9000.
Belastningen fra den ekstra mængde gødning fik en dårlig svejsning på tanken til at briste, og dermed startede det forløb, som betød, at brandfolk fra store dele af Jylland og Fyn kæmpede mod flammerne, lyder rapportens konklusion.
Danish Agro, der er medejer af Dan Gødning, har dog afvist, at overfyldningen var skyld i ulykken, men erkender, at svejsefejlen kan have haft indflydelse.
– Meget tyder på, at der ikke havde været problemer, hvis det ikke havde været for den svejsefejl, som Teknologisk Institut har identificeret, sagde Søren Møgelvang Nielsen, der er kommunikationsdirektør hos Danish Agro, til DR Trekanten i sommer.
Og den åd såvel politi som statsadvokat tilsyneladende. Man skal bare sørge for, at der altid er en lille svejsefejl, som en anden har laver. Så kan man ikke selv blive dømt for some lovbrud. Det hjælper selvfølgelig også, hvis man er ejet af dansk landbrug og har en Venstre-ledet regering. Så ser mange ting anderledes ud, end de ellers ville have gjort.
Og imens sejler de 4.000 tons kvælstofgødning frem og tilbage gennem de danske sunde og bælter, hvor det gør massiv skade på vandmiljøet.
Men ikke nok til, at vor manglende miljøminister Esben Lunde Larsen mener, at det på nogen måde skal begrænse Landbrugspakkens i forvejen øgede udledning af kvælstof til de indre danske farvande.
– Herregud. 4.000 tons ekstra kvælstof i Lillebælt. De mange tons kunne efterfølgende frit drive med strømmen rundt i de indre danske farvande. Når den var sydgående, fik de glæde af det massive kvælstofudslip helt nede ved Als. Og når den var nordgående, gødede udslippet i stedet algerne i Århus Bugt…
Uden nævneværdig betydning…
I forbindelse med lov L111 om øget udledning af kvælstof til danske havområder fra nye havbrug tildelte daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) Dansk Hydraulisk Institut (DHI) 3,8 millioner kroner. Dette for at kortlægge og fastslå de bedst egnede lokaliteter til de planlagte nye havbrug.
Det viste sig mest at være endnu en gave til vennerne. DHI udarbejdede ganske vist fornemme modeller, som skulle fastslå, hvor der ville ske mindst skade ved at anlægge de nye havbrug. Men samtidig havde regeringen aftalt med havbrugerne, at der kun kunne udpegese lokaliteter inden for en afstand af 30 km fra eksisterende havne med egnede faciliteter.
Det havde været lettere blot at tegne en halvcirkel omkring de eksisterende havne, men DHI skulle jo tjene de 3,8 millioner på et eller andet. Og derved blev det. Som tak for tildelingen udfærdigede selvsamme DHI to år efter branden på Fredericia havn en erklæring om, at det gigantiske udslip på flere tusinde tons kvælstof til det smalle Lillebælt ikke havde haft “nævneværdig betydning” for vandmiljøet.
Det manglede da bare. 3,8 milliopner kroner er jo også en slags penge, og der kunne jo være flere på vej til altid velvilligt indstillede DHI.
Nitrat i drikkevand
En ny landsdækkende undersøgelse af en million danskere har vist, at der er en øget risiko for kræft, når der kommer kvælstof i grundvandet.
Risikoen opstår allerede ved et nitratindhold på 4 mg NO3/liter. Grænseværdien i drikkevand i dag er over ti gange så høj, nemlig 50 mg NO3/l.
På trods af dette tillod regeringen i landbrugspakken en øget mængde kvælstof i både grundvand og overfladevand. Dertil kommer, at beregningerne bag landbrugspakken er meget usikre, hvilket regeringen har medgivet.
Blå blok aner reelt ikke, hvad landbrugspakken gør ved drikkevandet. Og man ønsker heller ikke at vide det. Regeringen har sågar afvist at validere og usikkerhedsberegne kvælstofmodellen i landbrugspakken. Den nye beregningsmodel, der på forunderlig vis og med ét slag reducerede kvælstofudvaskningen fra landbruget med fx %…
Tilbage i 2003 stod Anders Fogh stolt på Venstres landsmøde og proklamerede, at “ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk havde fået det ringere”.
– Det var allerede forkert dengang, men vores nuværende miljøminister Esben Lunde Larsen og kollegaen i Liberal Alliance får alligevel forgængerne Anders Fogh og Hans Christian Schmidt til at ligne medlemmer af Greenpeaces hovedbestyrelse. Citat af Ida Auken i Altinget.
“Konklusionerne i vores undersøgelser er på linje med resultaterne i flere internationale studier, der indikerer, at grænseværdien burde være lavere for at beskytte mod kroniske helbredseffekter og ikke kun akutte effekter”
Torben Sigsgaard, professor i miljømedicin, ved offentliggørelsen af rapporten.
Nitrifikation – denitrifikation
Efterafgrøder i tørken…
Danske landmænd, der med den forkætrede Landbrugspakke i 2016 fik lov at gøde markant mere, end tidligere, er som modydelse forpligtet til at holde markerne grønne efter høst. De skal plante efterafgrøder for at opsuge mest muligt af det kvælstofoverskud i jorden, som ellers vil udvaskes til vandmiljøet i løbet af efterår og vinter.
Overskuddet er i år særlig stort, fordi tørken gennem sommeren har hæmmet afgrødernes vækst og dermed deres optag fra jorden af kvælstof. Altså indeholder jorden mere kvælstof end normalt.
Men risikoen er nu, at nævnte efterafgrøder – det være sig græs, gul sennep og olieræddike – ikke kan slå rod. De kan ikke spire frem og vokse, fordi jorden er alt for tør. Og dermed øges udvaskningen, hvad der næste sommer kan betyde mere kvælstof i fjorde og have.
Og hermed er grunden lagt til flere og forstærkede iltsvind, som vi så det allerede i forsommeren 2018.
Vi ligger, som vi selv har redt. Og landbruget gødet.
Under min søgning faldt jeg over en lidt usædvanlig kajak – med et langt større og mere åbent cockpit end standard kajakker. Det var Tahe Marines “Fit 132 PE”, som jeg straks forelskede mig i. Den kom helt fra Estland til Danmark, blev min og transporteret tværs over Bugten – fra Egå til Mols, hvor den nu bor fast.
