Lov om ministres ansvarlighed


VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldeborg, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1. Loven angår ministres ansvar for deres embedsførelse.

§ 2. Borgerlig straffelovs almindelige del finder anvendelse.

§ 3. Ved anvendelsen af borgerlig straffelovs regler om ansvar for medvirken til en lovovertrædelse skal en minister anses for medvirkende til en underordnets handling, når

1) han har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget, og har undladt at søge dette hindret.

2) handlingen har været et nødvendigt eller naturligt middel til gennemførelse af en beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig.

3) han har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser.

§ 4. Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse.

§ 5. En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.

§ 6. Straffen efter § 5 er bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Er forholdet begået af uagtsomhed, er straffen bøde eller hæfte.

Stk. 3. Bødestraf fastsættes efter borgerlig straffelovs regler om dagbøder.

§ 7. Bestemmelserne i § 6 gælder kun, såfremt strengere straf ikke er hjemlet i den øvrige lovgivning.

Stk. 2. Borgerlig straffelovs §§ 155-157 gælder ikke for ministre.

§ 8. Ministres strafansvar forældes efter borgerlig straffelovs §§ 93-95. Forældelsesfristen er dog i intet tilfælde mindre end 5 år.

§ 9. Med hensyn til erstatningsansvar i anledning af ministres handlinger gælder de almindelige regler om erstatning for skade forvoldt af personer i statens tjeneste.

Givet på Christiansborg slot, den 15. april 1964.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

FREDERIK R.


FT_Jacob_Jensen


Herover: Jacob Jensen (V): Folketingsmedlem og havbrugsbestyrelsesmedlem

Øverst: Esben Lunde Larsen (V): tidl. miljø- og fødevareminister

Nederst: Eva Kjer Hansen (V): tidl. miljø- og fødevareminister

Fotos: © Folketinget


Jeg er nok en naiv person rent politisk, men hvornår fanger bordet – hvis overhovedet nogensinde:

  1. Man fremlægger som minister nogle data, Folketinget skal bruge til at træffe beslutninger ud fra.
  2. Man bliver undervejs gjort opmærksom på, at de bestilte/foreliggende data nok ikke holder stik.
  3. Man undlader som minister at gøre øvrige politikere/partier opmærksomme på det tvivlsomme heri.
  4. Man fremlægger alligevel lovforslaget, som efterfølgende vedtages på det kendte tvivlsomme/fejlagtige forlæg.
  5. Det dokumenteres, at grundlaget for det vedtagne ikke var/er korrekt. Det er faktisk beviseligt forkert.
  6. Kan man nu og på denne yderst tvivlsomme baggrund lovligt gennemføre og implementere en vedtaget lov?

Det svarer jo til, at man dømmer en mand til døden; finder ud af, at en anden er skyldig. Og så alligevel eksekverer dødsdommen. Den uskyldige var jo dømt til døden, so what’s the problem? Men:

– Er dette virkelig juridisk holdbart?

– Kan den pågældende minister ikke gøres juridisk ansvarlig?

– Og hvis ikke, hvornår træder ministeransvarsloven så overhovedet/nogensinde i kraft?

Se hele ordlyden i ministeransvarsloven i indledningen til denne artikel. Loven er fra 1964. Min gamle studiekammerat Janus Hillgaard korrigerede efterfølgende min politiske naivitet med disse jordnære betragtninger på Facebook:

“En vedtaget lov kan kun ændres af et flertal. Hvis regeringen og DF har flertal efter valget bliver loven ikke ændret. Fup og fidus i mellemregningerne (og i regeringen) er i den forbindelse ligegyldig, sålænge der er flertal af partier, der er ligeglade med fup og fidus og fake news.”

Janus ved, hvad han taler om – efter mange år tæt på dansk politik. Men derfor blev jeg alligevel ked af at høre, at man i dansk politik kan være såvel svindler som muligt kriminel og alligevel gå frit omkring – så længe man blot har et flertal bag sig i Folketinget.

Så længe der derfor ikke kan rejses flertal for et mistillidsvotum. Uanset gerningen. Det må være demokratiets ultimative falliterklæring.

Eva Kjer Hansen, Venstre

– Men hvornår eller hvor længe efter et politisk magtskifte kan man så som minister stilles til ansvar for sine gerninger på posten?

Det svar blæser i vinden…

© Steen Ulnits