Japanerne fik al rognen og de fleste af pengene. Forureningen fik vi lov at beholde i Danmark.
Af Stig Bülow og Steen Ulnits, medlemmer af henholdsvis Stop Havbrugssvineriet i Danmark og Miljøforeningen Blak
“I en kronik i Politiken den 5. januar slår civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen og havbiolog Johan Wedel Nielsen på tromme for, at Danmark går i Norges fodspor og udvider produktionen med 150 nye forurenende havbrug ved Bornholm. For herefter at ekspandere udefter og til sidst ende i Nordsøen, hvor Norge jo allerede høster “det lyserøde guld”.
I den forbindelse kan det være værd at vide, at Karl Iver Dahl-Madsen længe har været tilknyttet havbruget ved Musholm, der har den tvivlsomme ære at være den største enkeltforurener af Storebælt. Johan Wedel Nielsen har blandt andet været aktiv omkring opdræt af østers i Limfjorden.
Lad os allerførst slå fast, at åbne havbrug som dem, der her slås på tromme for, er såkaldte totalforurenere. Hermed menes, at al forurening fra fiskeopdrættet ledes direkte ud i det omgivende havområde. Uden mulighed for rensning. Det er netop denne manglende rensning af spildevandet, som gør havbrugene så attraktive for fiskeopdrætterne. Den, der muliggør en hurtig og attraktiv indtjening i millionstørrelsen.
Al forurening i form af foderrester, fækalier, hjælpestoffer og medicin ryger direkte ud gennem netmaskerne. Direkte ud i det omgivende hav. Den billigst tænkelige måde at komme af med sit urensede spildevand på. Noget havner på bunden under og omkring anlæggene. Andet føres bort af strømmen for at fortsætte forureningen et nyt sted – med ny algeblomst, iltsvind og fiskedød. Alt afhængig af forholdene.
Tallene i den nævnte kronik er imponerende, som vi jo kender det fra akvakulturbranchen. Men som vi efterhånden også ved, så holder proportionerne ikke til en nærmere granskning. Vi har i dag en lille snes aktive havbrug i Danmark – med Musholm som det suverænt største offshore anlæg.
Da den foregående regering ville udvide antallet af havbrug med otte (8), der alle skulle ligge ud for Djursland, havde man kigget nærmere på HELCOM – en forkortelse for Helsinki Commission. Det er nemlig ikke kun Vandrammedirektivets krav om en bedre vandkvalitet, vi skal leve op til i Danmark. Hvor kun to eller tre af vore 119 vandområder lever op til kravene. Vi har også forpligtet os til at arbejde for en bedre vandkvalitet i hele Østersø-området, der også inkluderer Kattegat – gennem vort medlemsskab af netop HELCOM.
Nu var der imidlertid intet råderum til yderligere forurening i Kattegat, der i forvejen var og stadig er hårdt belastet. I hvert fald ikke ud fra Vandrammedirektivets krav om en god økologisk tilstand. Men Danmark havde ifølge den daværende borgerlige miljøminister samlet set ikke fyldt sin forureningskvote op til maks. Vi havde således udledt en smule mindre kvælstof til vandmiljøet, end vi havde lov til i henhold til HELCOM. Faktisk 800 tons mindre kvælstof.
Og det går jo ikke. De 800 tons var lige akkurat nok til otte nye havbrug ud for Djursland. Havbrug, som socialdemokratiet imidlertid dømte ude i 2019. Først af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen med disse ord:
– Den seneste tids afsløringer af rod i havbrugssektoren har bestyrket os i, at det ikke er tiden til nye og større havbrug. I Socialdemokratiet tager vi konsekvensen af afsløringerne. Derfor kan vi ikke længere bakke op om aftalen om udvidelser i havbrugssektoren.
Og siden af den nyslåede miljøminister Lea Wermelin:
– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt. Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren. Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt– og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.
Ministeren lukkede og slukkede således ikke for alt fremtidigt fiskeopdræt. Det skal blot forgå på land – i lukkede anlæg, hvor man kan undgå den massive forurening, der ellers uundgåeligt kommer fra de traditionelle åbne havbrug. På denne måde kan fiskeopdrættet øge produktionen uden at komme i konflikt med hverken EU’s Vandrammedirektiv eller HELCOM.
Og branchen har rigeligt råd til det. I stedet for hvert år at sende millioner af overskudskroner til Japan og blot beholde forureningen selv, kunne man jo investere i nye, forureningsfrie og landbaserede anlæg herhjemme. Et enkelt dansk firma har således næsten en kvart milliard stående på kontoen, så mon ikke der kunne blive råd til nogle fremtidssikrede anlæg på land?
Vi er spændt på, hvordan EU og HELCOM vil se på forureningen fra de 150 nye totalforurenende åbne havbrug, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen plæderer for i deres kronik. Det er mange gange så megen ny forurening, som de planlagte otte ud for Djursland ville have leveret til Kattegat. Men som altså nu skal tilføres den endnu hårdere belastede Østersø ved Bornholm.
Dahl-Madsen og Wedel Nielsen påstår, at “hvis man ser på Østersøen, Kattegat og Nordsøen tilsammen, er de eksisterende og eventuelt nye danske havbrug næringsstofneutrale”. Som argument for at lægge 150 nye havbrug ved Bornholm.
Hvis det var så vel, at de mange millioner ørreder skulle eller kunne fordres med fisk fanget i samme Østersø, da kunne man tale om “næringsstofneutralitet. Men det kan man desværre ikke og vil næppe heller kunne i mange år fremover. Østersøen er nemlig et af de mest belastede farvande, hvad giftstoffer som DDT, PCB og dioxin angår.
Den 31. marts 2004 måtte fødevareministeren med øjeblikkeligt varsel indføre forbud mod alt garnfiskeri efter laks i den danske del af Østersøen – farvandet omkring Bornholm. Årsagen var, at de fangede laks havde et alt for højt indhold af giftstoffet dioxin i kødet. Overskridelsen af EU’s grænseværdi varierede fra 5-85 %.
Dioxinet stammede fra de sild og brislinger, som laksene voksede sig store på. Da sild og brislinger fanget i Østersøen en overgang blev brugt til fremstilling af fiskemel, endte en hel del dioxin også i det færdige fiskefoder. Foderet indeholdt langt mere dioxin end tilladt i EU og måtte derfor ikke sælges her. Det fandt man dog en løsning på:
I 2009 var dioxin i dansk fiskefoder således oppe til debat på Christiansborg. Plantedirektoratet havde nemlig givet tilladelse til eksport af dioxin-forurenet foder til fattige tredjeverdenslande. Foder med et så højt indhold af dioxin, at det ikke måtte handles inden for EU.
Men de fattige lande udenfor måtte gerne købe det. Og efterfølgende opdrætte fisk eller andet, der uundgåeligt også ville få et højt indhold af dioxin i kødet. Det faldt forståeligt nok flere politikere for brystet.
Så skal man opdrætte massive mængder regnbueørreder i 150 planlagte nye havbrug ved Bornholm, da kommer det således næppe til at ske med foderfisk fanget i Østersøen. Foderet vil primært skulle hentes udefra – i form af industrifisk fanget langt ude i Nordsøen eller importeret endnu længere herfra.
Og da vil stort set alt foderforbrug ved Bornholm være en direkte øget forurening af den i forvejen stærkt forurenede Østersø. Det vil da være så langt fra den næringsstofneutralitet, Dahl-Madsen og Wedel Nielsen ellers påberåber sig, som man overhovedet kan komme. Det vil også påføre klimaet en stor ekstrabelastning fra de oceangående og brændstofslugende både i industrifiskeriet.
Danskproducerede regnbueørreder fra Østersøen kommer på intet tidspunkt til at konkurrere med norskproducerede laks fra Nordsøen. I hvert fald ikke på kødet. Det “lyserøde guld”, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen omtaler i kærlige vendinger, er derimod en konkurrenceparameter over for nordmændene. Den virkelige årsag til drømmene om flere forurenende havbrug i danske farvande.
Den lyserøde ørredrogn har længe været det virkelige guld for danske havbrugere, som eksporterer alt, de overhovedet kan producere, til Japan. Det drejer sig om den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “sujiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer høje priser.
Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Men japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år flyver de deres egne specialister til Danmark for at gøre arbejdet. Det er der således ingen danske arbejdspladser i. Og når japanerne er taget hjem igen, står vi danskere så tilbage med al forureningen fra fiskeopdrættet.
Fremstilling af ren ørredrogn starter med hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.
Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Rene rognmaskiner til produktion af røde rognkorn i lange baner. Til den opgående sols land.
Det er i princippet sådan, de såkaldte “All Females” bliver til. En produktion, der er så lidt bæredygtig, som noget kan være. Med rognen som det lyserøde guld. Og moderfiskene som et udsultet restprodukt med en kødkvalitet, der ikke egner sig til menneskeføde.
I det hele taget kan der stilles meget store spørgsmålstegn ved, om fiskeopdræt i det hele taget er klimavenligt, som de to forfattere ellers påstår. Det kniber allerede i dag med at skaffe industrifisk nok til den hastigt voksende fiskeproduktion. Vi må derfor se i øjnene, at vi ikke fremover kan fortsætte med at importere industrifisk fanget ud for Chiles stillehavskyst – blot for at fremstille fiskefoder i Danmark, som så bruges til at fodre fisk med, hvis rogn siden eksporteres til Japan. Tilbage i Stillehavet.
Det er en absurd tanke, at dette skulle være nogen klimavenlig produktion. At det skulle kunne afhjælpe noget fødevareproblem at dyrke rognen selektivt til kapitalstærke markeder som Japan. I stedet øger det blot sultproblemet, når rige nationer opfisker de fattige landes industrifisk til fremstilling af egne laks og ørreder med flere. Eller ligefrem rendyrket ørredrogn.
Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop akvakulturen, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen. Som FAO tidligere troede.
Organisationen har set på indholdet i moderne fiskefoder, som i dag kun indeholder godt en fjerdedel animalsk protein. Resten er vegetabilsk, da man simpelthen ikke kan skaffe industrifisk nok og derfor allerede nu bruger slagteriaffald til foderet. På den måde kan Østersøen blive en lukrativ losseplads for den industrielle produktion af husdyr, der jo heller ikke spås nogen stor fremtid rent klimamæssigt.
Framtiden i våre hender” har regnet videre og et nået frem til, opdrættede fisk blot leverer en femtedel af de kalorier tilbage, som er brugt til at opfordre dem. Vel den dårligst tænkelige forretning set i et sult- og hungersnødsperspektiv. Vi løser jo ikke verdens fødevareproblemer ved at opfodre fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist, konkluderer norske Framtiden i våre hender. Mange af de ingredienser, som indgår i fiskefoder, kunne langt mere effektivt være brugt som føde i områder med sult.
I det hele taget ser det ud til, at vi med omkring tre fjerdedele har nået grænsen for, hvor meget vegetabilsk protein vi kan tilsætte fiskefoderet. Laks og ørreder er rovfisk, som ude i naturen kun indtager animalsk protein. Det er deres fordøjelse indrettet til – ikke til store mængder plantefibre. Det reducerer også uundgåeligt fiskenes højt berømmede indhold af omega-3 fedtsyrer, når man på denne måde erstatter det animalske indhold i foderet.
Det norske Havforskningsinstituttet har kigget nærmere på, hvad fiskene egentlig kan og ikke kan fordøje. Og resultaterne er beskæmmende: En typisk opdrætslaks på 4,5 kg lukker således omkring to kg ufordøjet mad ud igen, som samler sig på bunden under netburene. Jo mere plantemateriale man tilfører foderet, desto mere vil passere ufordøjet gennem fiskene. Jo mere forurening vil opdrættet således bidrage med lokalt.
Det samlede billede bliver, at en udvidet havbrugsproduktion som den af Dahl-Madsen og Wedel Nielsen anbefalede netto vil tilføre det i forvejen nødlidende farvand omkring Bornholm en massiv ny forurening, som slet ikke var der før.
Det har Østersøen ikke brug for, og det får danske havbrugere næppe lov til af EU.
Ovenstående er svar på en kronik i Dagbladet Politiken, som plæderer for 150 nye totalforurenende havbrug ved Bornholm. Det blev bragt den 5. januar 2022.
Vort modsvar blev trykt som en ny kronik i Dagbladet Politiken den 23. februar 2022.
Man skulle næsten ikke tro det muligt, men det er ganske vist:
Borgere i dele af Thyborøn nær Cheminova frarådes nu at spise hjemmedyrkede grøntsager. Årsagen er, at man i Lemvig Kommune har gjort nye fund af de formodet kræftfremkaldende og hormonforstyrrende PFAS-stoffer. Det oplyser Miljøstyrelsen og Lemvig Kommune i en pressemeddelelse:
– De prøver, der på nuværende tidspunkt er udtaget, viser for høje koncentrationer af PFAS. Det betyder, at borgerne i Thyborøn i de berørte områder ud fra et forsigtighedsprincip ikke anbefales at spise hjemmedyrkede afgrøder fra haven, siger Claus Borg, som er direktør for teknik og miljø i Lemvig Kommune, i en pressemeddelelse.
Frarådningen gælder dog ikke grøntsager, der er dyrket i plantekasser i drivhus og er vandet med drikkevand fra husstanden. Forureningen er nemlig ikke konstateret i drikkevandet. Endnu da. Borgere, som har oksekød eller fuglevildt fra Harboøre Tange liggende i fryseren, bør desuden kassere det for en sikkerheds skyld.
Tidligere på året blev der fundet PFAS i områder syd for Thyborøn, hvor der tidligere har været en losseplads. Siden har nye undersøgelser vist, at der også i Thyborøn by er forureninger. Det er på den baggrund, at Lemvig Kommune indfører nye restriktioner for at beskytte borgerne mod forureningen.
Der er tidligere indført både bade- og fiskeforbud i nærliggende søer. Og alt salg af fødevarer fra kvæg i forurenede områder er stoppet efter anbefaling fra Fødevarestyrelsen.
Den nyfundne PFAS-forurening har ikke noget med giftfabrikken Cheminova at gøre. Den findes tilfældigvis bare samme sted…
Kun 13 tidligere minkavlere har ønsket at genoptage deres gamle erhverv, hvis det bliver tilladt igen. 1.246 avlere har allerede søgt om nedlukningserstatning. Det er givet de mange milliarder i erstatning, der har vendt stemningen.
Fødevarestyrelsens endelige tal understreger, at dansk minkproduktion bør være fortid. Det mener i hvert fald SF og Enhedslisten. Ifølge V og K ændrer det dog ikke på noget. For dem er sagen nemlig principiel.
De nye tal sender et klart signal om, at erhvervet nu bør forbydes permanent. Mener altså de to støttepartier SF og Enhedslisten. Hermed øges presset på regeringen, inden det senere i år skal afgøres, om det nuværende, midlertidige forbud skal ophæves.
– Tallene understreger, at der er et meget lille ønske om at starte op igen, og det kan jeg også godt forstå. Det hører fortiden til at putte dyr ind i bittesmå bure for at opdrætte dem til pelsavl, og derfor er det oplagt, at man lukker industrien ned nu, siger SF’s fødevare- og dyrevelfærdsordfører, Carl Valentin, til Altinget.
Det hidtidige og midlertidige forbud mod minkavl blev lavet af hensyn til folkesundheden, da en udbredt smitte blandt mink og minkavlere pludselig udgjorde en trussel mod udvikling af livsvigtige vacciner mod Covid-19. Med et permanent forbud ønsker SF også, at der tages højde for dyrevelfærd og miljøpåvirkning, forklarer ordføreren, som bakkes op af Enhedslisten.
I denne forbindelse kan det være relevant at henvise til iværksætter Tine Thygesen, som sidste år leverede rene ord for pengene i Business Class på TV2 News. Adspurgt om, hvorfor lille Danmark dengang var verdens største producent af mink, svarede hun kort og kontant:
“Fordi minkavl er forbudt i de fleste andre lande.”
Primært af dyreetiske årsager. På grund af den manglende dyrevelfærd. Hvor svært kan det lige være at forstå denne simple sammenhæng? Åbenbart så svært, at der skulle en kvinde til udefra for at forklare den undrende omverden den enkle logik bag dansk minkavls internationale “succes”.
Jeg håber, minkavl i al evighed vil blive gjort ulovligt i Danmark.
Skandalen omkring Lynetteholmen ved København fortsætter.
Nu viser det sig nemlig, at den svenske miljøminister Per Bolund allerede sidste år var inde over sagen. Ja, han sendte sågar sin ministerkollega Lea Wermelin (S) et bekymret brev. Daværende transportminister Benny Engelbrecht (S), som var ansvarlig for arbejdet med Lynetteholmen, modtog også skrivelsen, der ankom allerede i maj 2021.
Siden blev Engelbrecht som bekendt fyret – primært fordi han havde tilbageholdt oplysninger om de danske hybridbiler og deres reelle forbrug af el og benzin. I hele forvirringen omkring skiftet af transportminister “glemte” regeringen så at dele den svenske miljøministers bekymrede brev med resten af Folketinget, som derfor vedtog anlægsloven for Lynetteholmen.
Man får efterhånden det indtryk, at den socialdemokratiske regering helst ikke deler ud af vigtige oplysninger til hverken støttepartier eller resten af Folketinget. Oplysninger, som kunne hindre eller forsinke prioriterede planer. Slettede SMS’er. Ulovligt aflivede og begravede mink. Lækkede oplysninger om landets sikkerhed. Fakta om Lynetteholmen. Og så videre.
Listen er lang og vil sikkert blive længere. Det var da også Venstres allesteds nærværende transportordfører Kristian Pihl Lorentzen – ja, det er ham med Gudenåen og Tange Sø – som efterfølgende til pressen udtalte, at denne “forglemmelse” i hans øjne er mere alvorlig end den, der fældede transportministeren.
Nuværende transportminister Trine Bramsen havde inden da måttet vinke farvel til forsvarsministeriet, som hun prøvede at styre med hård hånd og militærisk disciplin. Men forgæves. Hun vil nu undersøge, om der findes alternativer til den allerede påbegyndte klapning af havneslam i Køge Bugt. En undersøgelse, der forventes at ville vare et par måneder.
Ministeren udtalte ved den lejlighed, at hun personligt håber, at klapningen i Køge Bugt bliver stoppet. Den begyndte allerførst i det nye år og drejer sig samlet om ikke mindre end 2,3 millioner kubikmeter giftigt og næringsholdigt havbunds- og havneslam. Det svarer til 70.000 fyldte containere.
Professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet er nu gået ind i debatten om klapning af giftigt slam fra Lynetteholmen.
Dette endda med rettens ord for, at han ikke blot må, men også har pligt til at bidrage med fagligt funderet input. Det fremgik jo af retssagen, som Bæredygtigt Landbrug havde anlagt imod ham. En sag, de tabte med et brag.
Professor Markager er bekymret over både tid og sted for klapningen. En bekymring han deler med de syv lokale borgmestre, som i januar dannede fælles front mod klapningen i “deres” farvand i Køge Bugt. De mener ikke, det er rimeligt, at deres bugt skal lægge ryg til giftigt slam fra København.
Stiig Markager giver dem ret i det uhensigtsmæssige i klapningen af de 2,3 millioner kubikmeter havbunds- og havneslam fra Lynetteholmen. Til Berlingske Tidende udtalte han følgende:
– Ud fra et miljømæssigt synspunkt er det her uacceptabelt. Det er stress på et havmiljø, som i forvejen har det ekstremt dårligt. Vi taler tit om, at nu skal vi til at gøre noget mere for naturen. Og så gør man alligevel sådan noget her. Det er det, svenskerne påpeger: Det er bare ikke smart.
Rene ord for pengene – som vi er vant til det fra professor Markager. Han påpeger, at såvel stedet som timingen er den dårligst tænkelige. Marts er nemlig den allermest biologisk aktive måned på året. Sommeren i havet er begyndt, og alting eksploderer.
Samtidig giver Stiig Markager ikke meget for den VVM-undersøgelse, der ligger til grund for klapningen. Flere af dens antagelser er direkte forkerte. Undersøgelsen antager nemlig, at man kan lukke slammet ud, uden at der frigives næringsstoffer som kvælstof til det omgivende vand.
– Det er en helt vild antagelse, mener Markager. Det kan man selvfølgelig ikke. Der er temmelig meget strøm i området, og alt det finere materiale vil i første omgang blive spredt i Køge Bugt – og efterhånden resten af Øresund med. Herunder det beskyttede naturområde på den svenske side. Og derfor bekymringsskrivelsen fra den svenske miljøminister.
Det sidste er ikke sagt i den sag, der også har udløbere til planerne om en tilsvarende klapning af havneslam fra Aarhus i Hjelm Dyb ud for Djursland. Begge steder er det rådgivningsfirmaet Cowi, der har stået bag undersøgelserne.
Det svenske energiselskab Linde Energi ved Örebro vest for Stockholm kom først i konkurrencen om det “agrivoltariske landbrug”. Bag dette imponerende navn ligger kombinationen af solcelleanlæg og landbrug.
Solcelleanlæg i stor skala er endnu af ret ny dato herhjemme, hvor vi jo ikke har helt så meget sand eller sol som i Sahara. Men effektiviteten af solceller er vokset støt, og rundt omkring i landet har vi set de første solcellemarker blomstre op.
Der har naturligvis været en del kritiske røster, som ikke synes om de i tusindvis af glitrende solpaneler, der dækker mark efter mark. Røster også fra borgere eller især landmænd, som hellere vil dyrke afgrøder end høste af solen.
Til sommer får Sverige sin første og til dato Nordens største solcellepark i storskala. Et agrivoltarisk anlæg, hvor der vil blive dyrket afgrøder mellem rækkerne af solpaneler. Solcelleparken får navnet Solvallen og en størrelse på én hektar.
Der skal fortrinsvis dyrkes græs mellem panelerne, så man både kan høste af solen og jorden. Hermed imødegår man også kritikken af, at der tages fødevareproducerende jord ud af drift, når der kommer solceller til. Ikke mindst efter krigen i Europas kornkammer Ukraine er denne kritik blusset op.
Solpanelerne er lodrette – ikke skråtstillede som de allerfleste danske solpaneler. De fylder derfor mindre og er placeret i rækker, så en høstmaskine kan køre mellem dem. Panelerne forventes at kunne holde i 30 år og sågar øge udbyttet af græs mellem panelerne. Panelerne skygger nemlig for solen, så fordampningen fra jorden reduceres.
Ikke mindst i perioder med tørke vil dette være en ubetinget fordel og de agrivoltariske marker derfor kræve mindre vanding.
Der er rigtig gang i klapningen her først i 2022. Men det er desværre ikke de små hænder, der klappes i. Det er i stedet slam, der klappes, som det så fint hedder. Og det drejer sig sågar om giftigt havneslam – fra Aarhus, hvor kommunen har planer om at udvide sit store rensningsanlæg ved Marselisborg.
Aarhus Kommune har i den forbindelse ansøgt Miljøstyrelsen om tilladelse til at klappe (!) næsten en million kubikmeter opgravet havneslam i Hjelm Dyb ud for Jernhatten på Djursland. Hjelm Dyb, som for blot et par år siden med nød og næppe undgik etableringen af otte totalforurenende havbrug.
Nu er der således bud efter Hjelm igen. Men der bliver kamp til stregen. Det lover flere af de lokale aktører, som har kastet sig over sagen. Der er nemlig stor usikkerhed eller forvirring omkring de bundprøver, som lægges til grund for ansøgningen til Miljøstyrelsen. Der tales sågar om politianmeldelser som den, der allerede er sket i forbindelse med en havneudvidelse ved Lillebælt.
Aarhus Vand, som står bag det nye rensningsanlæg, mener ikke overraskende, at der ingen grund er til bekymring for vandmiljøet i forbindelse med deponeringen af de næsten én million kubikmeter havneslam – med alt hvad ellers dertil hører fra årtiers drift af industrihavnen. Kviksølv fra Korn og Foderstofkompagniet, tungmetaller i bundmalingen på de mange skibe, der konstant anløber havnen og så videre.
Tænketanken GeoHav har allerede været inde over ansøgningen og undersøgelserne bag, og de er bestemt ikke imponerede over materialet. Det er heller ikke den lokale bitcoin-milliardær Niklas Nikolajsen, der til daglig bor i Schweitz, men som er født og opvokset med udsigt til Hjelm, som han i dag ejer en del af.
Som med Lynetteholmen på Sjælland er det selvsamme konsulentfirma COWI, der står bag projekteringen og planerne om udledning af havneslam i Hjelm Dyb. I ansøgningen omkring Aarhus Havn bruger man tilsyneladende forældet talmateriale fra Lynetteholmen, hvilket GeoHav har været hurtige til at påpege.
Syddjurs Kommune fik ved det seneste valg en helt ny borgmester. Det blev Michael Stegger Jensen (S), der som morgengave fra sin borgmesterkollega og partifælle fra Aarhus, Jacob Bundsgaard (S), fik en slampakke på næsten én million kubikmeter serveret på rådhuset i Ebeltoft. Med tak for tilliden og håb om godt samarbejde i fremtiden.
Jacob Bundsgaard har længe været udsat for kritik af sin dobbeltrolle som både borgmester for borgerne i Aarhus og formand for Aarhus Havn. Det er ikke alle, som synes, at han kan holde de to roller adskilt. At han lidt for ofte havner i habilitetsproblemer. Måske derfor han måtte indkassere en halvering af sine personlige stemmer ved det seneste kommunalvalg.
Og nu har han så placeret Aarhus-aben på skuldrene af sin unge og nyvalgte partifælle og borgmesterkollega i Ebeltoft. I form af den helt store slampakke til Syddjurs Kommune, borgerne og de mange badegæster her.
Det skal blive spændende at følge Hjelm Dybs kamp for livet. Og de to S-borgmestres kamp om det Slemme Slam, som Ulf Pilgaard i sin tid kaldte det.
København ønsker sig en ny bydel, og det må de så bøde for – i Køge. Ikke med penge, men ved at lægge ryg til Danmarkshistoriens største dumpning af giftigt havneslam. Slammet stammer fra byggeriet af Lynetteholmen i København, der netop er begyndt. Danmarks Naturfredningsforening (DN) opfordrer nu til at stoppe dumpningen.
Det omstridte byggeri af en helt ny bydel i vandet ud for København, kaldet Lynetteholmen, er for alvor ved at tage fart. Og det kan skade livet i havet ud for Køge Bugt. Allerede nu modtager Køge Bugt enorme mængder af det giftige havneslam, som bliver gravet væk fra Københavns Havn for at gøre plads til byggeriet.
Danmarks Naturfredningsforening kritiserer, at byggeriet allerede er gået i gang. Trods kras kritik fra både foreningen selv, en lang række danske kystkommuner og senest sågar også de svenske myndigheder:
– Slammet skal dumpes i Øresund lige ud for Køge Bugt. Det er umådelig tæt på områder i havet, der er udpeget til beskyttet natur, de såkaldte Natura 2000-områder, både i Sverige ved Falsterbo og i Danmark ved Stevns og Amager.
Samtidig er det her, hundredtusindevis af badegæster hvert år nyder at hoppe i havet og bade. Hverken naturen eller borgerne ser ud til at være vægtet særlig højt i beslutningen om, hvor slammet skal dumpes, siger Maria Gjerding, som er præsident for DN.
Det er en sag med ganske mange forgreninger, som vi med sikkerhed kommer til at høre meget mere om i 2022 og frem. Med konsulentfirmaet COWI som en af de vigtige spillere.
Som noget ganske nyt har Københavns Kommune vedtaget, at der ikke kan klages over projektet. En beslutning, der nu klages videre til EU.
De 18 kommuner rundt om Limfjorden har efter kommunalvalget i november udpeget nye medlemmer til Limfjordsrådet for de næste fire år. Det nye formandskab er klar til at trække i arbejdstøjet, lyder det:
– Vi glæder os til at stå i spidsen for arbejdet med at skabe en renere og bæredygtig Limfjord, siger rådets nye formand Henrik Dalgaard. Ud over at være medlem af byrådet i Vesthimmerland Kommune sidder han også i Teknik og Miljøudvalget samt Sundhedsudvalget.
Kerneopgaverne for Limfjordsrådet er at hjælpe kommunerne med miljøindsatsen i og omkring fjorden.
– Selv om kommunerne i Limfjordsrådet er forskellige, har vi alle en fælles interesse i en Limfjord i balance, udtaler Anders Bøge og tilføjer:
Det nye formandskab dækker geografisk bredt. Såvel medlemskommunerne i Region Nordjylland som Region Midt er repræsenteret. Anders Bøge er formand for Klimaudvalget i Skive Kommune og sidder derudover i Teknik- og miljøudvalget samt Økonomiudvalget.
Arbejdsopgaverne for det nye formandskab kredser om at finde de rigtige virkemidler for at nå målet. Limfjordsrådet er involveret i både vådområder og klimaprojekter på land, suppleret med indsatser i fjorden, f.eks. stenrev og marin naturgenopretning.
– Der er mange veje til målet, og vi skal også finde nye løsninger på fjordens problemer, siger rådets nye formand Henrik Dalgaard.
En anden vigtig opgave, som Anders Bøge glæder sig til, er Limfjordsrådets tradition for at søge indflydelse på landspolitikken. Både med at kommentere på lovgivningen og for at fortælle Christiansborg om udfordringerne i Limfjordens store opland.
– Vi taler med en vis vægt, når vi henvender os i fællesskab, og så dækker vi jo en sjettedel af Danmarks areal, slutter Anders Bøge.
Det nye formandskab i Limfjordsrådet afløser Jens Lauritzen og Jens Chr. Golding fra hhv. Vesthimmerland og Jammerbugt Kommuner, der ved årsskiftet takkede af efter otte år. Otte år, hvor Limfjorden desværre har fået det dårligere og dårligere. Primært på grund af massive udledninger fra landbruget i Limfjordens store opland og de mange svinefabrikker her.
Klik herover for større billede
Lad os håbe, at det nye Limfjordsråd kan rette op på skaderne fra det gamle, der også gik og går under tilnavnet “Limfjordens Landbrugsråd”. Fordi rådet primært bestod af lokalpolitikere fra Venstre og Dansk Folkeparti.
Ellers må den på overfladen stadig smukke fjord omdøbes til “Ligfjorden”, som Svikmøllen-tegner Bo Secher allerede har gjort det på tegningen ovenfor.
Der skal sættes en stopper for brakordningen i EU. I hvert fald midlertidigt. Det mener Venstres medlem af Landbrugsudvalget i Europa-parlamentet, Asger Christensen.
Allerede i sidste uge diskuterede EU’s landbrugsministre, om de skulle tillade at genopdyrke braklagte marker. Dette efter at krigen i Ukraine for alvor var brudt ud. Det er således fødevaresikkerheden, der er på spil.
Siden da har flere eksperter forudsagt, at vi som følge af krigen er på vej ind i en global fødevarekrise. Ukraine er kendt som Europas kornkammer, og med den russiske invasion er ikke mindst kornpriserne steget hastigt.
Rusland og Ukraine står i dag for en knap tredjedel af verdens kornforsyning. Ingen ved, hvor meget der bliver sået i år – endsige høstet. Eller hvor meget landbrugsmateriel, der bliver ødelagt af krigen. I medierne har vi jo set, at de ukrainske traktorer tilsyneladende primært bruges til at slæbe erobrede eller sønderskudte russiske kampvogne væk fra vejene.
Asger Christensen mener, at det haster med at få truffet en beslutning. Bønderne begynder jo at så nu, fremhæver han og foreslår, at suspenderingen af brakmarkerne skal vare tre til fem år.
Han medgiver, at der kan opstå problemer for natur og miljø, når og hvis braklagte marker atter skal i drift. Med gødning, sprøjtning og udvaskning til omgivelserne. Men det må man løse hen ad vejen. Mener altså Venstres medlem af Europa-Parlamentet. Det har alle dage været Venstres og dansk landbrugs vådeste drøm, at lille Danmark skal brødføde den store verden.
Det vil skæppe rigtig godt i den enkelte landmands lommer. Men varsler samtidig skidt for i forvejen hårdt belastede vandmiljøer som ovennævnte Limfjord, der jo allerede har fået prædikatet “Ligfjorden”.
Fordi den i dag stort set er blottet for liv på dybder større end tre meter. Mere gødning og større udvaskning kan blive det endelige dødsstød for den store fjord.
Der er næppe heller hjælp at hente for vandmiljøet hos Interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL).
Foreningens netop afgåede formand Flemming Fuglede Jørgensen skal nemlig snart endnu en tur i retten. Det regner han i hvert fald selv med. Ja, han håber det vist næsten.
På sin farm Borupgaard ved Løkken i Nordjylland agter han nemlig at gøde jorden mere, end loven tillader. Bevidst. Mere, end den ekstra mængde gødning, som Landbrugspakken ellers gav landmændene adgang til i december 2015.
Men det er ikke nok, mener Flemming Fuglede. Han mener, at der der slet ikke bør være nogle normer for gødningsforbruget. Det fortæller han til LandbrugsAvisen, som har interviewet Fuglede om hans planer. Måske der fremover også kan blive tid til flere retssager af den slags, som Fuglede og Bæredygtigt Landbrug jo i sin tid anlagde mod professor Stiig Markager.
Markager formastede sig dengang til at mene, at udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet vil vokse med Landbrugspakken og dens tilladelse til øget gødningsforbrug. Og så stævnede BL ham. Det ville de ikke høre på. Det var jo netop dem selv, der havde dikteret Landbrugspakken for daværende minister Eva Kjer Hansen (V).
Det blev imidlertid en sag, som Bæredygtigt Landbrug tabte med et brag. Af dommen fremgik det endda, at statsligt ansatte forskere som Markager ikke blot har ret til at blande sig i samfundsdebatten med fagligt input.
Så er de første anmeldelser på min seneste bog “HAVmisBRUG” begyndt at strømme ind. De første tre anmeldelser, der nåede frem, plus lektørudtalelsen fra landets biblioteker følger herunder.
Bibliotekarer på landets mange biblioteker kan naturligvis ikke overkomme at læse alle de mange bøger, som konstant og i en lind strøm flyder fra forlagene. De læser i stedet anmeldelser af bøgerne.
Bibliotekarerne læser professionelle anmeldelser skrevet af de såkaldte lektører. Og ud fra disses anmeldelser og anbefalinger køber bibliotekerne så ind til deres læsere.
En god lektørudtalelse er derfor guld værd. Bogstavelig talt.
Muslingerne er hyperaktuelle netop nu, hvor regeringen i sin Havplan har udlagt knap 5.000 km2 til lokalt forurenende opdræt af muslinger og bundødelæggende muslingeskrab. Naturmødet i Hirtshals har derfor i år muslinger og miljø på programmet. Det sker
torsdag den 19. maj klokken 16 på Life scenen,
– hvor Anders Lund Madsen fra DR TV er moderator og garant for, at det hele ikke bliver alt for kedeligt. Muslinger er jo ikke kendt for at være de mest livlige skabninger. Jeg har fået til opgave at fortælle lidt om de “Misforståede Muslinger” og deres rolle i vandmiljøet. På godt og ondt.
“Blåmuslinger har siden sidste istid været et vigtigt fødeemne for mennesker i Danmark. Nærende og nemme at finde og samle op fra det lave vand nær kysten.
I det seneste årti er mængden af blåmuslinger i danske fjorde imidlertid mangedoblet. Farm efter farm er skudt op med muslinger i milliarder – hængende på liner eller net under bøjer eller kilometerlange plastrør. De såkaldte “Smartfarms”.
Faktisk er der allerede så mange muslingefarme, at der er Smartfarms langs mere end halvdelen af kystlinjen i Skive Kommune. Og i den nye havplan har regeringen udpeget knap 5.000 km2 til muslingefarme og muslingeskrab. Et område næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster. Tilsammen.
Muslingerne lever af at filtrere vandet for alger og bakterier. De optager næringsstoffer, som efterfølgende kan fjernes ved høst af muslingerne. Derfor er landbruget meget interesseret i yderligere udbygning af muslingefarme, så man slipper for at rense op inde på land. Man vil hellere høste muslinger i fjorden.
Men muslinger er komplekse skabninger, der som alle andre dyr har en fordøjelse. De mange muslinger koncentrerer derfor forureningen fra et stort vandområde på et mindre areal under og omkring farmene. Faktisk er de så effektive til det, at de kan ændre hele det akvatiske økosystem. Hvis de bliver for mange og farmene ligger for tæt.
Svenske og finske forskere har længe beskæftiget sig med den i Danmark oversete eller negligerede bagside af medaljen – med muslingernes negative effekter på vandkvalitet og vandmiljø.
Kom ind og hør om de erfaringer, som forskerne på Lund, Stockholm og Helsinkis universiteter har gjort med miljø og muslinger.
Det er tankevækkende.”
Kom forbi og hils på Flemming Højgaard Madsen fra Cheminova-gruppen, Nina Bjarup Vetter fra Miljøforeningen BLAK, Sanne Hørup fra Limfjordens Miljøråd og Sven Hørup, der kender Limfjorden under vandet bedre end de fleste. Han tager måske sin velkendte gule undervandsdrone med.
– Vi ses torsdag den 19. maj klokken 16 på Life scenen!
Randers kaldes fra gammel tid for Laksens By, da Danmarks længste vandløb og tidligere rigeste laksevandløb Gudenåen løber ret igennem byen. Man skulle synes, at dette ville forpligte byen og kommunen af samme navn til at gøre noget ekstra for det nationale vandløb, som selveste H. C. Andersen engang fiskede i.
Men nej. Randers by har desværre valgt at støtte bevarelsen af Tange Sø i stedet for befrielsen af Gudenåen. Også selv om søen slet ikke ligger i Randers kommune. Senest har kommunen så meldt sig ind i Riverfisher netværket, som indtil nu har solgt lystfiskeri ved henholdsvis Skjernå og Karup Å. Nu skal netværket også sælge laks fra Gudenåen.
Randers Kommune har inviteret til Lystfiskerkonference i dag den 9. marts 2022. Konferencen har to overordnede emner, nemlig det biologiske fundament for en god og stabil fiskebestand i Randers Fjord og Gudenå. Og så mulighed for udvikling af oplevelsesøkonomien. Som udgangspunkt to udmærkede temaer.
Men, men, men. Randers Kommune valgte desværre tidligere at kæmpe for bevarelsen af Tange Sø, der jo alene blokerer for et sundt vandmiljø i Gudenåen. Så længe søen bliver liggende, vil det ikke være muligt at genskabe det sunde og naturlige vandmiljø, som vil være det naturlige udgangspunkt for en sund fiskebestand.
Med godt 10 km af Gudenåens vigtigste gydevand dækket af et metertykt slamlag på bunden af Tange Sø vil laksefiskeriet forblive et kostbart Put & Take i al evighed.
Og da fiskebestanden i det lange vandløb i dag er ringere end meget længe, hvilket gælder såvel laks og ørred som gedde, aborre og sandart, virker det helt malplaceret, at kommunen nu for alvor vil til at markedsføre fisk og fiskeri i Gudenåen.
Vi har med gru set på, hvordan turismenetværket Fishing Zealand med massiv markedsføring på kort tid formåede at trække tæppet væk under den såbare bestand af brakvandsgedder i Præstø Fjord og Stege Nor. I virkeligheden ganske forudsigeligt, da selv Catch & Release fiskeri efter gedder jo medfører en vis dødelighed.
Efter de store Fishing Zealand konkurrencer kunne man således se døde gedder drive rundt med vind og strøm, indtil mangelen på fisk til sidst satte en helt naturlig stopper for denne “oplevelsesøkonomi” baseret det lokale lystfiskeri. Men da var fiskene væk.
Det samme kan meget vel ske med Gudenåen, hvis man blot vil høste af en stærkt svindende ressurse uden at gøre noget for vandmiljøet og fiskebestanden. Gudenåen lider især i sommermånederne under en kunstigt høj vandtemperatur efter turen gennem den lavvandede vandvarmer Tange Sø. En så høj vandtemperatur, at det vanskeliggør genudsætning af fangede fisk.
Vi mener, at Randers Kommune burde gøre noget for kommunens egne borgere, så disse igen vil få fisk at fange. Så fisk udsat af Randers Kommune ikke blot fortsætter hurtigt igennem nedre Gudenå, da der hernede stadig mangler standpladser. Og efterfølgende bliver fanget længere opstrøms mod spærringen ved Tange Sø.
Fangststatistikkerne taler deres klare sprog: To tredjedele af alle de udsatte laks, som man nu gavmildt vil dele med Riverfisher, lader sig først fange oppe mod Bjerringbro. Til ingen verdens glæde for de betalende borgere i Randers by, der ikke engang kan blive medlemmer af foreningen ved Bjerringbro. I hvert fald ikke uden at stå på venteliste i flere år.Selvsamme forening, der tidligt valgte side og kastede sin kærlighed på Tange Sø i stedet for Gudenåen.
Det lader desværre til, at borgmesteren i Randers by hellere vil tækkes sine borgmesterkollegaer op langs åen. Dem, han også er formand for. End de Randers-borgere, han ellers er borgmester for.
I hvert fald kæmper Randers Kommune for bevarelsen af Tange Sø i stedet for befrielse af Gudenåen. Hvilket ellers støttes af både Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening.
Dansk Videncenter for Sportsfiskeri har til huse i netop Randers by og har tidligere haft et udmærket samarbejde med kommunen. Videncentret er da også inviteret med til konferencen, men har valgt at takke pænt nej til deltagelse.
Vi kan ikke se, hvordan med med den ene hånd kan markedsføre truede fiskebestande i Gudenåen til det øvrige ind- og udland. Mens man med den anden fortsat blokerer selvsamme vandløb med Tangeværket. Det hænger overhovedet ikke sammen. Og derfor takkede vi nej til deltagelse.
Men vi vil gerne understrege, at dersom kommunen på et tidspunkt besinder sig og vil prioritere en frit strømmende Gudenå frem for en kunstig Tange Sø, da genoptager vi gerne samarbejdet.
Enhver, der følger Kaninen Katrine fra Endelave, ved, at opfedning af kunstige burørreder i helt åbne havbrugsnet forurener vores fælles havmiljø. Det samme gør de såkaldte miljømuslinger, når de hænger på liner og net i store farme og skider løs….
Nu har fiskeribiologen, forfatteren og foredragsholderen Steen Ulnits sat hele svineriet i perspektiv og skrevet en bog på mere end 400 sider, som han kalder en debatbog. Sådan bør boghandlere og biblioteker ikke betragte den. De bør placere den på hylden med gysere…
For havet sletter ikke, som der står et sted, alle spor. Havbrugsforurenerne og muslinge-tilhængerne hævder godt nok, at de både er bæredygtige og klimarigtige og alt muligt andet. En vildtlevende fisk og en frisk musling samlet op fra bunden kan de ikke slå…
Hav-mis-brugerne kan heller ikke komme uden om, at havet ikke sletter alle spor. F.eks. dokumenterer Steen Ulnits, at det kan da godt være, at strømmen i havet fjerner forureningen under havbrug og muslingefarme. Men strømmen løber ikke kun én vej. Den løber også tilbage…
Kaninen Katrine fra Endelave er flere gange nævnt og citeret i bogen. Derfor er det selvfølgelig min fætter Ejner, der har skrevet denne anmeldelse. Og tak for det. Ejner er nemlig begejstret og gi’r bogen 5 ud af 6 havørreder…
Så hvis du vil vide mere om Hav Mis Brug, så køb bogen i boghandlen eller lån den på biblioteket. Forlaget Turbine har udgivet den…
Bjarne Hansen fra Høfde 42 skriver i et læserbrev:
“Region Midtjylland har i 2021 fået tildelt 425 mio. kr. til fjernelse af Høfde 42 depotet. Vi var alle lykkelige, men…
På et år, siden 2020, har Cowi udfærdiget et 2.086 siders langt udbudsmateriale, som viste sig at skjule en trist nyhed, vi ikke kendte til, før vi fik læst udbudsmaterialet. En nyhed, der står i skærende kontrast til det, politikerne i Regionen Midtjylland har fortalt befolkningen på Harboøre Tange.
Det var så Jordforeningsloven, som blev vores skæbne og Region Midtjyllands undskyldning for ikke at fjerne hele Høfde 42 depotet. Den siger, at man ikke må eller behøver at flytte en forurening, som ligger dybere end 3½ meter, hvis den ikke udgør nogen fare for overfladevandet.
Kunsten består så i at få gjort giften under 3½ meters dybde harmløs og uden risiko for overfladevandet, og det lykkes til dels i udbudsmaterialet. Den tolkning benyttede Region Midtjylland sig af og har derfor besluttet, at det kun er den øverste del (3½ m) af Høfde 42 depotet, som skal fjernes.
Depotet er 8 meter dybt. Nede i 3½ meters dybde er der et meget tynd lerlag (0.1-0.5 m), som i udbudsmaterialet er tillagt nogle helt fantastistke egenskaber. Den kan nemlig skille giften i to lag, inde bag spunsvæggen.
Giften uden for spunsvæggen, både øst og vest, syd og nord for jernvæggen, får lov at blive liggende. Det får dermed selskab af det inde i for spunsvæggen, når man til sidst fjerner Spunsvæggen og alt efterladt forurening får lov at forsvinde i havet.
Når man har fjernet den øverste 3½ m af depotet, vil man som sagt fjerne spunsvæggen og lade de sidste 4½ meter af depotets indhold med tiden forsvinde i Vesterhavet. Det vidste politikerne for mere end et halvt år siden. De glemmer blot at fortælle det til befolkningen på Harboøre Tange.
I stedet giver de befolkningen det indtryk, at 98% af giften i Høfde 42 depotet skal fjernes. De glemmer blot at fortælle, at det er 98% af en meget lille del af Høfde 42 depotet.
Men pengene bliver brugt alligevel, for hele det maskineri med bæredygtighed, undervisning og ”udstillingsvindue til omverdenen”, som er bygget op omkring en oprydning af Høfde 42 depotet, det forsætter ufortrødent.
425 mio. kr. til oprydning af Høfde 42 depotet – det er mange penge. 50 mio. fra den tidligere Regering, 250 mio. fra den nuværende Regering og 125 mio. kr. fra Forskningsfonden. Og kun til Høfde 42 depotet.
De vil forsvinde som dug for solen og det er i fuld gang. Hold op, hvor det vil koste, og vi får ikke fjernet meget gift, for de 425 mio. kr. Bæredygtighed, undervisning og udstillingsvindue til omverden, som politikerne siger. Hvad er det vi skal vise omverdenen?
– Hvordan man tager røven på en hel befolkning? Eller hvordan vi lukker en stor mængde nervegift ud i Vesterhavet, uden nogen opdager det og under dække af en forældet lovgivning.
Nej, selvfølgelig kan vi ikke acceptere dette, og vi føler os både skuffet og røvrendt. Det er i miljømæssig henseende en skuffelse for dansk miljøpolitik, og det vil blive synlig for enhver og omverdenen. Vi har selvfølgelig forespurgt på Christiansborg, om også det var deres hensigt med og tolkning af Jordforureningsloven?
Hvorfor er politikerne i Region Midtjylland og Lemvig Kommune så store modstandere af at få ryddet op efter Cheminovas forurening på Harboøre Tange?
De har fået bevilget pengene, men de vil hellere bruge dem til alt mulig andet end at rydde op, i dette tilfælde Høfde 42 depotet. Det kan vi så ikke gøre noget ved, men må håbe, at der er folk på Christiansborg, som kan hjælpe.
Men værst af alt, de lokale og regionale politikeres troværdighed er sat ud af spillet – vi kan ikke stole på dem. Hvordan kan politikerne i pressen sige, at 98% af Høfde 42 depotet skal væk. Når de ved, det er løgn?
Hvert efterår ankommer et stort antal bramgæs til Danmark for at overvintre. De forlader typisk landet igen omkring maj.
De mange bramgæs er sultne, og trods deres beskedne størrelse sammenlignet med de langt større grågæs, så gør bramgæssene alligevel et mærkbart indhug i afgrøderne på landmændenes vintermarker. De forvoldte skader på afgrøderne er derfor nu emnet på en temadag arrangeret af Aarhus Universitet og Miljøstyrelsen.
– Gæssene giver store problemer der, hvor de lander, fortæller specialkonsulent Marian Damsgaard Thorsted fra Seges, der har været med til at undersøge, hvor stort problemet egentlig er.
– Og som noget nyt får vi også tilbagemeldinger om, at svaner mange steder er et problem. De er måske ikke helt så mange, men de er endnu sværere at jage væk end gæs.
Men indtil videre er det dog markskader forårsaget af bramgæs, der er sat fokus på. Markforsøg med vinterhvede og slætgræs i perioden 2018-2021 viser, at selv i veletablerede vintermarker, hvor gæssene først er ankommet i vinterperioden, er der dokumenteret udbyttenedgange på op mod fem procent.
I situationer, hvor et endnu større antal gæs i en længere periode har valgt Danmark til overvintring, vil udbyttetabet være endnu højere. For ikke alene æder de mange gæs af kornet. Med deres spidse næb ødelægger de også skuddene, så væksten hæmmes.
Ak ja. Og her troede man lige, at de senere års mange vintergæstende bramgæs var en god ting. Et tegn på en natur i mulig bedring.
I mere end hundrede år har den været væk. Men siden midten af 1990’erne, hvor havørnen atter etablerede sig som ynglefugl i Danmark, er mere end ét tusinde havørneunger blevet udklækket i den danske natur.
Havørnen er i fremgang, og igen i år er rekordmange unger kommet på vingerne. Det viser en opgørelse fra “Projekt Ørn” i Dansk Ornitologisk Forening (DOF), som hvert år udarbejder en status over den danske ørnebestand.
Ifølge den årlige opgørelse fra DOF var der sidste år 152 ynglepar af havørn i Danmark, som tilsammen fik 153 unger på vingerne. Det er det højeste antal, siden den store rovfugl genindvandrede til Danmark efter mere end 100 års fravær.
At havørnene er i fremgang i Danmark, kan der være flere grunde til. Jan Pedersen, som er biolog i Danmarks Naturfredningsforening (DN), påpeger, at havørnen har rigtigt gode betingelser i Danmark.
Danmark er med sin geografi et rigtigt smørhul for den største af vore rovfugle. Her er masser af kyster, fjorde og søer, hvor den kan finde føde i form af fisk, ænder og blishøns med flere. Desuden får vi flere og flere gæs på markerne i Danmark, og det giver havørnen god mulighed for tilstrækkeligt med føde vinteren igennem.
Havørnen har samtidig fundet ud af, at landets mange skarver er et let bytte og et nærende måltid. Faktisk har havørnen udviklet sig til at være skarvens eneste naturlige fjende i Danmark. Den har været ekstremt dygtig til at tilpasse sig det moderne, danske landskab. Den har fundet ud af, at den sagtens kan finde føde hele året rundt og derfor også trygt kan bygge rede og stifte familie.
Samtidig har havørnen tilsyneladende fundet sig til rette med, at der også er mennesker i det tæt befolkede danske landskab.
Havørnen er som sagt i markant fremgang, og igen i år er rekordmange unger kommet på vingerne. Det viser en opgørelse fra “Projekt Ørn” i Dansk Ornitologisk Forening (DOF), der hvert år udarbejder en status over den danske ørnebestand.
Da Dansk Ornitologisk Forening i starten af 1990’erne søsatte “Projekt Ørn”, var målet, at der i 2040 skulle være 75 havørnepar i Danmark. Dette antal er for længst nået og overgået, og foreningen regner med, at bestanden vil vokse yderligere.
Ifølge opgørelsen var der 152 ynglepar af havørn i Danmark i 2021. Tilsammen fik de 153 unger på vingerne. Det er det højeste antal, siden den majestætiske rovfugl genindvandrede til Danmark efter mere end 100 års fravær.
Der er plads til langt flere af dem, så længe deres fødeemner er til stede her i landet, og vi ikke oplever en stigning af dioxiner eller andre giftstoffer, som kunne ophobe sig i fødekæden og ende i rovfuglene. Eller overlagte forgiftninger, som vi desværre også oplever det ind imellem. Typisk foretaget af jægere, som opdrætter “skydefugle” og ikke vil dele dem med rovfuglene.
Siden 1995 har de danske havørnepar ifølge DOF som minimum produceret 1.377 flyvefærdige havørneunger, som siden fortsætter med at udbrede arten.
Et flot comeback for den store rovfugl, der kærligt betegnes “den flyvende dør”.
Storfisker og kvotekonge Henning Kjeldsen fortalte først på året, at han efter en personlig hetz havde valgt at sælge ud af sine fiskekvoter. Ifølge DR, som har søgt aktindsigt i handelen, har han solgt alle sine kvoter til sild, makrel og blåhvilling samt de fleste kvoter til industrifisken tobis.
Lars Kiertzner, der er chefkonsulent ved Danske Revisorer, vurderer over for DR, at storfiskerens gevinst ved salget mindst vil være 200 millioner kroner. Han fortæller også, at salget potentielt kan indbringe op mod 1,4 milliarder kroner.
Henning Kjeldsen blev kort før jul sidste år kendt skyldig i omfattende snyd med fiskekvoter.Han blev i den forbindelse idømt en bøde på 54 millioner kroner for kvotefusk. Desuden fik han konfiskeret 64 millioner kroner i et af sine selskaber.
Retten i Holstebro afgjorde, at Henning Kjeldsen bevidst havde omgået kvotesystemet ved brug af stråmænd. Kjeldsen lånte penge ud til etablering af selskaberne, der efterfølgende hver især kunne købe fiskekvoter.
For sin “hjælp” fik Kjeldsen så ret til at købe selskaberne tilbage for kurs 100. Det vil typisk sige 60.000 til 80.000 kroner per selskab, hvilket efter byrettens vurdering er langt mindre end selskabernes reelle værdi. Det forhold indikerede ifølge retten, at der reelt var tale om stråmandskonstruktioner.
Den daværende Statsadvokat for Bagmandspolitiet mente, at lovbruddene skulle koste Kjeldsens ret til fortsat at udøve erhvervet. Men byretten var uenig og tillod, at Kjeldsen også fremover må drive fiskeri.
TV2 Nord, som har dækket retssagen tæt, fortalte i januar, at Henning Kjeldsen stadig ejer to skibe og har anpart i et tredje. Det er seks forskellige købere, der nu har overtaget Kjeldsens mange kvoter.
Fra flere sider undersøges det nu, om der er tale om reelle handler. Eller om der kunne være tale om nye stråmandskonstruktioner.
Dagbladet Politiken bragte for seks uger siden en kronik, der i ramme alvor foreslog 150 nye totalforurenende havbrug ved Bornholm.
Forslaget kom fra personer med tilknytning til havbruget Musholm, der jo allerede har den tvivlsomme ære at være den største enkeltforurener af Storebælt.
Den havbrugsvenlige kronik provokerede sjællandske Stig Bülow og jyske undertegnede til et modsvar. Det blev til denne kronik, som blev bragt i Politiken den 23. februar.
Vi takker Politiken for at stille spalteplads til rådighed for vandmiljøet, der ellers har det lidt svært med at få mediernes bevågenhed. Du kan læse vort svar her:
“En spændende, indsigtsfuld og lærerig bog om et af klodens store elementer, vandet og havene, der er ved at bukke under på grund af drift og rovdrift.
Det er især næringssalte fra landbrug og vandbrug, der tidligere var udfordringerne. Nu er det tunge bundtrawl, der pløjer havbunden op og fanger alle fisk. Og senest lokalt forurenende muslingeopdræt og muslingeskrab samt opdræt af laks og ørreder, der flyves til markeder i Indien og Kina.
Bogen er skrevet i et let forståelig sprog og med en formuleringsevne, der gør tingene tilgængelige for andre end miljøforkæmpere og nørder.
Den beskriver slagsmålene mellem de forskellige politikere, eksempelvis Ida Auken og Esben Lunde Larsen, den fortæller om, hvordan en svejsefejl og overfyldte tanke i 2017 forurenede Fredericia, den stiller sig kritisk overfor RedHavetNu-kampagnen.
Den fortæller, hvordan i forvejen velhavende dambrugere nærmest af regering og politikere kunne få yderligere forurening af kyster stillet gratis til rådighed. Den beskriver den stærkt forurenede Horsens Fjord, og den fortæller alt om Endelave, Aarhus, Lillebælt, den transgene fisk i Canada, og at økologisk fiskeopdræt aldeles ikke er medicinfrit.
Bogen bliver kaldt en debatbog, og det er helt sikkert, at den vil kunne skabe en masse debat i faget, på Christiansborg og interessegrupper. Den går voldsomt til biddet på ministre, deres pensioner og ministerbiler, og man skal være indstillet på, at den har en særdeles kritisk tilgang til magten.
Omvendt redegør forfatteren meget sobert for, hvorfor han har skrevet bogen, og hvad der har drevet ham frem til konklusionerne. Al ære og respekt for det og for at vende tingene op og ned og dermed lade læseren drage sine egne konklusioner.
Den kommer utrolig vidt omkring, fra Tycho Brahe til Peter Fiskers fisk, fra havkolera til tilskudskroner, fra Limfjordens miljødage til hackere, helligdage og høringsplaner. En superbog for miljøforkæmpere, en oplysende bog for alle vi andre.”
Årets glade nyhed – i hvert fald for hvalelskere – kommer fra Island højt oppe i Nordatlanten. Her har man fanget hvaler, så længe nogen kan huske. Men nu skal det være slut. Fra og med 2024 vil Island stoppe sin meget omdiskuterede og udskældte hvalfangst.
Det er gået op for de gæve vikinger på sagaøen, at der er flere penge i hvalturisme og levende hvaler – end der er i hvalgranater og døde hvaler. Turisme er blevet en gigantisk ting i de seneste år – godt hjulpet på vej af nogle spektakulære vulkanudbrud, som er gået verden rundt, og som for alvor har sat Island på verdenskortet for turister.
Men selv efter et internationalt forbud mod hvalfangst i 1986 fortsatte man sin hvalfangst på Island. Præcis som Japan fortsatte sin hvalfangst ved Antarktis længst i syd. Mestendels efter ikke truede arter som vådehvaler, men også med truede finhvaler ind mellem fangsterne.
Miljøorganisationen Sea Shepherd var på pletten med sine egne skibe og jagtede de japanske hvalfangere fra båd og helikopter. Det kom der en hel TV-serie ud af. “Whale Wars” hed den og blev vist på Animal Planet.
I sommeren 1985 oplevede jeg selv, hvordan en 12 meter lang totalfredet finhval blev skudt og bugseret i land i havnen i grønlandske Nuuk. Den første, der forlod scenen, var forståeligt nok den lokale landbetjent. Han skulle ikke nyde noget, men flygtede straks ind i bunden af Lysefjorden i sin båd. Det var dog heldigvis en sjælden undtagelse. Et fejlskud, kunne man sige.
Året efter gik Sea Shepherd så fysisk til angreb i havnen i Reykjavik. Her sænkede man to skibe og sabotorede det anlæg, der forarbejdede de dræbte hvaler. En aktion, som satte den islandske hvalfangst flere år tilbage.
Det afholdt dog ikke Island fra at genoptage sin hvalfangst i fuld skala. Det skete i 2006, hvor de dræbte vågehvaler og sejhvaler blev eksporteret til det altid fiske- og hvalhungrende Japan. Til rigtigt gode priser. En lukrativ forretning, som kostede mange truede hvaler livet.
Så sent som i 2018 blev der ifølge Sea Shepherd dræbt ikke mindre end 144 finhvaler, heriblandt 21 drægtige hunner. To sjældne, men dårligt dokumenterede hybrider mellem finhval og blåhval var også blandt fangsterne.
Nu mangler vi kun, at de to sidste hvalfangernationer også lukker og slukker. Det erNorge og Japan, som stadig praktiserer de snart forhistoriske hvaldrab med harpun og granater. Begge er de rige nationer, som slet ikke behøver de minimale indtægter fra hvaldrabene.
Og så må vi ikke glemme Færøerne. Verden husker endnu med gru sidste års massive drab på 1.428 kortnæbbede delfiner, også kendt som hvidskævinger, ved bygden Skálafjord på Færøernes næststørste ø, Eysturoy. Tag selv et kig på blodbadet, der fandt sted den 15. september sidste år:
Vi var mange, som frygtede det værste, da det lykkedes Sydøstjyllands Politi at få 77 ringbind med originale dokumenter fra den spektakulære retssag om Hjarnø Havbrug til at forsvinde op i den blå luft over Lillebælt.
Det er aldrig tidligere sket, at mere end fire hyldemeter ringbind kunne forsvinde sporløst fra politiets varetægt. Der er spekuleret rigtig meget i, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre, og hvem der dog kunne have faciliteret det store forsvindingsnummer. For blevet væk af sig selv er de 77 ringbind definitivt ikke.
Der er mange mulige forklaringer, og en af dem kunne jo være den enkle, at forbrydelsen skete i netop Hedensted kommune, hvor havbrugene i mange år har været helt uden kontrol. Og helt ude af kontrol. I hvert fald lykkedes det Hjarnø Havbrug at producere omkring fire gange så mange fisk, som man havde miljøtilladelse til. Med fire gange større forurening af Lillebælt end tilladt.
Havbrugets advokater vejrede morgenluft. For det ville vel være et brud på intet mindre end menneskerettighederne, hvis man kunne dømmes uden originalt bevismateriale? Retten i Horsens dømte ellers, at sagen kunne fortsætte – blot med kopier af de vigtigste dokumenter.
Det mente Hjarnø Havbrugs advokater imidlertid ikke, at sagen kunne, og de ankede derfor straks sagen til Landsretten. Her skulle man så tage stilling til, om sagen nu var blevet så principiel, at den kunne komme videre til Højesteret.
Landsretten vurderede imidlertid, at sagen ikke var principiel (nok), og at den derfor kunne fortsætte ved Byretten i Horsens. Hvilket den så gør nu. Med to års Corona-forsinkelse. I sandhed en usædvanlig sag, som man ikke har set magen til i dansk retshistorie.
Tænk, om Hjarnø Havbrug havde fået medhold. Tænk, om sagen var fortsat til Højesteret. Tænk, om denne efterfølgende havde dømt, at sagen naturligvis ikke kunne fortsætte uden det originale bevismateriale.
Så ville man fremover blot kunne lade alt oprindeligt bevismateriale forsvinde sporløst. Hvorefter man selv ville gå fri. Men vi lever heldigvis stadig i en retsstat, selv om man ind imellem kan komme i tvivl om retssikkerheden.
Vi følger naturligvis sagen til den bitre ende og møder op ved næste retsmøde. Det drejer sig jo om fængselsstraf og krav om konfiskation af 190 millioner kroner.
Er der nogen, som står sammen omkring fiflen med EU-penge, så er det ovennævnte tre lande. Og ja – du læste rigtigt: Danmark er med i Europas Top 3 over mulig svindel med EU-midler.
Det er EU’s chefanklager, Laura Kövesi, der har placeret os i dette mindre pæne selskab. Hun er blevet grundigt træt af at vente. I mere end et år har hun nemlig som chefanklager for EU’s nye fælles anklagemyndighed, European Public Prosecutor’s Office (EPPO), forsøgt at få et samarbejde i stand med Danmark om at bekæmpe svindel med EU-penge, der har tråde til Danmark. Men uden held.
Det danske Justitsministerium påstår ganske vist, at man her arbejder på sagen. Men lysten til samarbejde er til at overse, mener altså Kövesi. Og med de meget EU-kritiske udtalelser, som justitsminister Hækkerup senest er kommet med, da skal EU nok ikke forvente noget konstruktivt fremtidigt samarbejde fra den side.
Danmark ønsker således som Polen og Ungarn ikke at leve op gældende regler inden for EU. Og så længe EU ikke sætter hårdt mod hårdt og tilbageholder penge, da kan medlemslandene jo blot fortsætte ulovlighederne. Med at overtræde EU’s bestemmelser om grænseværdier for nitrat i grundvand og drikkevand. Med manglende opfyldelse af Vandrammedirektivet fra 2000. Med ulovlig logning af danskernes teleoplysninger. Og så videre.
Det er nu så galt, at Hækkerup i Morgenavisen Jyllands-Posten er blevet kaldt “heppekor for Europas højrepopulister”.
Statsrevisorerne påtalte i deres seneste beretning selv, at den danske forvaltning af EU-tilskud på fiskeriområdet er yderst kritisabel. At der er udbetalt tilskud i strid med lovgrundlaget. At der er risiko for tilbagebetalingskrav fra Europa-Kommissionen.
Danmark er definitivt ikke længere den pæne dreng i klassen. Men pinligt, at vi i lighed med Ungarn, Polen, Moldova og Aserbajdsjan end ikke længere føler pligt til at overholde vor del af aftalen.
Så man forstår Laura Kövesis frustrationer, når det gælder det danske medlemsskab. For pengene fra EU vil vi jo gerne have. Det er den anden vej, det for alvor halter.
Der er fra efterhånden mange sider ytret kritik af Dansk Hydraulisk Instituts (DHI) rolle i sagen om de storforurenende danske havbrug.
Kaninen Katrine fra Endelave, som ved meget mere om danske havbrug end de allerfleste, har kigget nærmere på det største og mest forurenende danske havbrug, nemlig det japansk-ejede Musholm i Storebælt.
Tilbage i 2015, da der blev kæmpet mest intensivt både for og imod flere havbrug, udfærdigede DHI en mere end 200 sider lang VVM-rapport for Musholm. Musholm ønskede (også) dengang at etablere et nyt havbrug ud for Bornholm i den allerede da hårdt belastede Østersø. Og det skulle den store rapport fra DHI hjælpe dem med.
I forbindelse med et nyt angreb på vandmiljøet i selvsamme Østersø forslår to havbrugsfolk i en kronik i Politiken, at der etableres ikke mindre end 150 nye havbrug ud for Bornholm. Alle af den åbne og totalforurenende slags – uden nogen mulighed for rensning af spildevandet.
Og nu haler Musholm så den gamle VVM-rapport ud af skufferne for at retfærdiggøre yderligere forurening og øget produktion af regnbueørreder – primært for den værdifulde ørredrogns skyld. Det sker på et besynderligt tidspunkt, hvor DHI netop har vundet entreprisen med at habitatvurdere eksisterende danske havbrug. Dette formedelst den nette sum af godt 20 millioner skattekroner.
Den danske Miljøstyrelse har efter mange års udsultning og spareøvelser ikke længere de fornødne ressurser til at selv at foretage denne vurdering. Så derfor sætter styrelsen nu selvsamme Dansk Hydraulisk Institut til at løse opgaven. Dette til trods for, at DHI tidligere selv – mod berøring betaling – har udført tilsvarende arbejde for nogle af de samme havbrug. Med det klare mål at øge produktion og forurening.
“Habitatkonsekvensvurdering” hedder det med et fint ord. Og er sikkert piece of cake, hvis man alligevel tidligere selv har undersøgt de selvsamme havbrug. Og selvfølgelig også dengang fået penge for det.
Det skriger jo til himlen af inhabilitet. Men sikrer givet Miljøstyrelsen mod uheldige overraskelser. I form af vurderinger, der måtte gå det lukrative erhverv, som danske havbrug jo vitterlig er for ejerne, imod. Vi har i hvert fald endnu til gode at se en vurdering, der går eksisterende havbrug imod.
Man forstår virkelig EU-chefanklager Laura Kövesis frustrationer over den sammenspiste danske administration. Se notitsen herover.
Europas floder og søer er under enormt pres. Presset kommer især fra fragmentering af vandsystemer og såkaldt hydromorfologiske ændringer. Det vil sige kanalisering, bygning af dæmninger og forstærkning af bredder.
EU’s Biodiversitetsstrategi opfordrer nu til en større indsats for at genoprette flodernes naturlige forløb og funktioner, samt øge indsatsen for at nå målene i EU’s Vandrammedirektiv fra 2000.Endvidere søger den at fremme en større integration af indsatsen for beskyttelse af EU’s farvande og natur. Ikke kun for at opnå en god økologisk tilstand, men også for at nå målet om genopretning af levesteder og arter i overensstemmelse med den europæiske grønne aftale.
Vejledningsdokumentet fra EU giver et overblik over eksisterende metoder, der kan tilpasses og bruges til at understøtte planlægningen af fjernelse af barrierer for at genoprette hele vandsystemer med fri passage. Dokumentet giver samtidig et overblik over eksisterende EU-finansieringsværktøjer, som kan bruges til at finansiere fjernelse af barrierer og genopretning af flodsletterog vådområder.
EU’s Biodiversitetsstrategi for 2030 blev vedtaget i maj 2020. Strategien sigter mod at bringe Europas biodiversitet på vej til genopretning inden 2030 – med henblik på at sikre, at alle verdens økosystemer i 2050 er genoprettet, modstandsdygtige og tilstrækkeligt beskyttede.Et mål med biodiversitetsstrategien er genopretning af ferskvandsøkosystemer.
Strategien kræver en større indsats for at genoprette disse økosystemer og flodernes naturlige funktioner.Ud over at opfordre til bedre implementering af eksisterende lovgivning om ferskvand, fastsætter strategien også et mål om at få mindst 25.000 km floder til at flyde frit igen inden 2030. Det skal primært ske ved fjernelse af forældede barrierer og genoprettelse af flodsletter og vådområder.
Jeg håber virkelig, at miljøminister Lea hermelin (S) er opmærksom på de kolossale muligheder for støtte, der ligger i EU’s stadig ret nye Biodiversitetsstrategi. Så vi snart kan få slået hul på dæmningen ved Tangeværket. Så Gudenåen atter kan flyde frit fra kilde til hav.
Uden fortsat modstand fra Kristian Pihl Lorentzen (V).
Lakseopdræt er ikke blot Big Business i nabolandet Norge. Det er Bigger than Life og griber ind i alt, vore norske naboer foretager sig.
Flashback til 2010, hvor den kinesiske dissident Liu Xiaobo modtog Nobels fredspris.Han fik fredsprisen for det, de kinesiske myndigheder kaldte “kriminelle handlinger”, og prisuddelingen skabte øjeblikkeligt et iskoldt forhold mellem Norge og Kina.
Kinesiske myndigheder mente dengang og mener sikkert stadig, at Nobelkomiteen, ledet af tidligere norske premierminister Torbjørn Jagland, er et politisk værktøj for de norske myndigheder, og derfor ikke kan ses som uafhængig. Som om det plejer at betyde noget i Kina.
Efterfølgende er de politiske forbindelser mellem Norge og Kina kølnet til pænt under nulpunktet. Og det er gået ud over den klart vigtigste vare, som Norge eksporterer til Kina, nemlig opdrætslaks.Forud for uddelingen af fredsprisen havde Norge en markedsandel på 97 procent af salget af opdrættet laks til Kina.
Fra 2010 til 2011 halveres Norges laksesalg til Kina. Men samtidig nærmest eksploderede eksporten af opdrætslaks til det fattige naboland Vietnam, som hverken har stor købekraft eller traditioner for at spise laks. Fiskene blev fløjet til Hanoi i Vietnam og derfra kørt eller sejlet videre til Kina via gamle smuglerruter.
Især de to store lakseeksportører SalMar og Sekkingstad lader til at have været involveret i denne smugling. SalMar understreger dog, at man har en klar nultolarance over for alt, der kan danne grundlag for korruption, hvidvask og skatteunddragelser.
Men tallene taler deres eget sprog. I 2015 sælger SalMar således 3.800 ton laks til Vietnam. Året efter udelukkelsen fra Kina stiger eksporten til 8.800 tons. Altså mere end en fordobling.
De kinesiske myndigheder er klar over laksesmuglingen. I januar 2018 bliver SalMars salgsrepræsentant i Kina, Yimin Dong, derfor anholdt.Sammen med SalMar ejer hun halvdelen af virksomheden SalMar Pacific.
Webmediet iLaks.no fortæller, at samme Yimin Dong nu er idømt 14 års fængsel.
Den 11. november sidste år blev der afholdt møde i Det Grønne Råd i Skive kommune. For kort tid siden dukkede der så et referat op fra dette møde. På programmet var klapning af havneslam og etablering af muslingeanlæg.
I forbindelse med klapning efterlyste man en samlet oversigt over, hvor mange klappladser der egentlig findes og benyttes i Limfjorden. Og hvad det klappede havneslam egentlig indeholder af miljøskadelige stoffer.
I forbindelse med muslingeanlæg havde man lektor Bent Vismann fra Københavns Universitet med på en Teams forbindelse. Vismann blev sidste år kendt for en rapport, som konkluderede, at bundmiljøet omkring Hedeselskabets (Blå Biomasse) kilometerstore smartfarm i Venøsund ligefrem havde godt af farmens tilstedeværelse. En konklusion, som siden er anfægtet fra flere sider.
Bent Vismann erkendte på mødet, at hans konklusioner kun gælder steder som Venøsund, hvor strømmen er stærk og derfor kan fjerne forureningen fra de mange milliarder muslinger.
Vismann udtalte ifølge referatet, at det vil være vanskeligt at undgå negative effekter, hvis anlæg placeres i eksempelvis Skive Fjord, hvor der ikke er nogen høj vandudskiftning, men et generelt problem med for meget næring. Og hvor man allerede døjer med landets største koncentration af muslingeanlæg og har gjort det i adskillige år.
Der blev efterfølgende spurgt ind til, om nogen arbejder med forholdene i netop Skive Fjord. Eksempelvis Limfjordsrådet. Samtidig blev der udtrykt forhåbning om, at det nye byråd vil gå foran i arbejdet med at belyse og forbedre vandforholdene.
Lad os håbe, at det ikke blot bliver ved snakken. Siden Limfjordsrådet blev etableret i 2007, er vandmiljøet i Limfjorden bare blevet dårligere og dårligere. Limfjorden har det i dag så dårligt, at mange har omdøbt den til “Ligfjorden” – på grund af det hvide liglagen af svovlbakterier, som dækker stedse større dele af den kulsorte og iltfri slambund.
Det står ganske vist i Limfjordsrådets vedtægter, at rådet skal arbejde for et bedre vandmiljø i Limfjorden. Men med så mange landmænd fra Venstre og Dansk Folkeparti i de styrende organer og med Danmarks største koncentration af svineproducenter i det store opland, da ser Limfjordsrådets vigtigste opgave nærmere ud til at skulle modvirke indskrænkninger for landbruget.
Se gerne disse to fotoreportager fra sommerens deprimerende togter på Limfjorden med udgangspunkt i Rønbjerg Marinbiologiske Station:
Dagbladet Information er nok det mest miljøbevidste medie herhjemme. Sin lidenhed til trods producerer Information masser af god information (!) om natur, miljø og klima. Og har gjort det længe, før emnet gik op for de øvrige dagblade.
Kød er i det store perspektiv denne klodes absolut største problem. Det belaster kloden at producere, og det ødelægger efterfølgende såvel klimaet som miljøet.
Kød i form af flere og flere mennesker på en jord, der ikke er blevet større. Da jeg blev født, var vi “kun” tre milliarder mennesker på den Blå Planet. I dag er vi stærkt på vej mod otte milliarder. Vi mennesker er i sandhed blevet Jordens rotter.
Og kød i form af de enorme mængder dyrekød, som det stigende antal mennesker konsumerer. Hver eneste dag året rundt. Vi er ellers ikke obligate kødspisere, som eksempelvis rovdyrene er. Som løver, tigre og andre dyr, der er nødt til at æde kød det meste af tiden.
Vi mennesker kan end ikke fordøje råt kød, men må tilberede det først. Koge det eller stege det. Vor naturlige føde er plantebaseret, som det da også praktiseres i verdens fattige lande. Her har man helt enkelt ikke råd til hverken rødt eller råt kød. Men holder sig helt til eksempelvis ris, som er både sundt og nemt at dyrke.
“Kød er en fuldstændig fast del af de fleste menneskers hverdag og et helt uoverskueligt stort problem. Cirka en femtedel af verdens samlede udledninger knytter sig i en eller anden forstand til kød. Og det er bare klimaet.
Græsning og fodermarker kræver plads, og det går ud over verdens skove, hvor størstedelen af planetens arter lever. Kød er også den væsentligste grund til, at Amazonas bliver mindre. Endelig vil enhver, der har sat ben i en moderne grisestald, vide, at kød også er forbundet med en hel del lidelse.”
Sådan lyder det dystert i indledningen til en dybt interessant og uhyre relevant podcast fra Dagbladet Information. Studievært Mathias Sindberg har besøg af kødforsker Jette Ferveile Young samt bioetiker Mickey Gjerris. Det er der kommet en meget vedkommende podcast ud af. Lyt og lær. Du finder den her:
Den 26. oktober sidste år fremsatte Socialistisk Folkeparti (SF) et forslag til folketingsbeslutning om at indføre mulighed for, at der kan nedlægges kommunalt veto mod husdyrbrug og muslingeopdræt.
Forslaget pålægger regeringen at fremsætte de forslag med videre, som er nødvendige for at give landets kommuner vetoret over for etablering eller udvidelse af husdyrbrug i kommunen samt over for kystnære muslingeopdræt i fjorde eller langs kysten.
Dette kan ske med henvisning til helhedshensyn i den kommunale planlægning, herunder eksempelvis kommunens klimamål, lugtgener for borgerne, Grønt Danmarkskort over vild natur, byudvikling samt hensyn til turisme og andre erhvervsaktiviteter. Aktiviteter, som kan have en langt større betydning for lokal vækst og beskæftigelse, end husdyrbrug og muslingeproduktion nogensinde kan få.
Forslaget skal hjælpe betrængte borgere mod gener fra ikke mindst svineproduktion, der byder på problemer med både gyllelugt og forurening af grundvand og overfladevand. For slet ikke at tale om den stærkt øgede trafik i forhold til transport af foder og dyr til slagtning. Noget, både miljøet og klimaet tager skade af.
Forslaget skal også hjælpe mod de problemer, som store muslingefarme allerede har vist sig at medføre. Dette i form af lokal forurening under og omkring farmene, iltsvind, bundvendinger og fiskedød. For ikke at glemme den forringede badevandskvalitet, der påvirker såvel lokale beboere som tilrejsende turister negativt.
Det samme gælder den rekreative sejlads på det fælles søterritorium, som allerede nu føler sig presset på pladsen af de store norske smartfarms. Disse kan fylde flere kilometer i længde og bredde og forurener samtidig vandet med såvel mikroplast som makroplast.
Forslaget er formuleret og præsenteret af Rasmus Nordqvist (SF), Karsten Filsø (SF), Jacob Mark (SF) og Carl Valentin (SF).
Det svenske svar på amerikanske Great Lakes, i hvert fald to af de fire store søer, nemlig Hjälmaren og Mälaren, får brug for hjælp. De skal beskyttes mod fremtidige vandstandsstigninger i verdenshavene. Det stiller de fem amtsstyrelser omkring søerne nu krav om.
Fortsætter den nuværende udvikling, vil havet formentlig ligge højere end Mälaren engang i næste århundrede. Et bekymringsbrev fra de fem amtsstyrelser anbefaler, at dette spørgsmål skal gennemgås på kommunalt, regionalt, men også nationalt plan.Samarbejde på tværs bliver et nøglespørgsmål.
Det kan være beslutninger, der skal træffes i dag – eksempelvis omkring bygninger tæt på vandet. Eller infrastrukturinvesteringer, der afgøres af, hvilke valg man senere træffer i forhold til klimaforandringerne.
De fem amter frygter, at niveauet i Østersøen måske engang i næste århundrede vil være højere end niveauet i søen Mälaren. Amtsstyrelserne har to gange tidligere sendt bekymrede breve til regeringen om sagen. Men indtil videre uden held:
– Det er en meget vigtig region i Sverige, og alle disse aspekter er vigtige for den fremtidige udvikling i regionen, skriver de fem bekymrede amtsstyrelser i brevet til regeringen. Og det er ikke fjerne landdistrikter, vi her taler om. Et af amterne er således selveste Stockholms.
Men miljø- og klimaminister Per Bolund har ikke svaret. Dertil er problemet nok for omfattende og ikke umiddelbart overhængende. I hvert fald ikke i indeværende valgperiode. Og efter os kommer syndfloden jo som bekendt og rydder op…
Vore dages både kan sejle hurtigere end nogensinde. I nu snart flere år har man derfor skullet erhverve sig et såkaldt “kørekort til speedbåd”, hvis man vil være fører af en båd, som kan sejle over en vis hastighed. Eller som overskrider nogle lidt uigennemskuelige forhold mellem længde og motorkraft.
Kørekortet blev indført efter et par tragiske ulykker, hvor amerikanske speedbåde á la “Miami Vice” torpederede andre både og i et enkelt tilfælde sågar forårsagede dødsfald. For med flere og flere nye sejlere på vandet i større og hurtigere både end nogensinde var og er scenen sat til endnu flere ulykker.
Men hvad sker der egentlig, når en speedbåd sejler ind i noget – det være sig en bølge eller en anden båd?
Norske Testfakta har, på opdrag af norske Sjøfartsdirektoratet, norske Kystverket og svenske Redningsselskapet, for første gang udført en crash test på en speedbåd i fart. Det skete på det svenske testcenter i Borås. Og det ser bestemt ikke kønt ud, når en speedbåd med blot tyve knob (godt og vel knallertfart) sejler ind i en anden båd. Det er langt mere voldsomt, end de fleste forestiller sig.
Tag selv et kig på nedenstående video, som nok kan få en og anden fører af speedbåd til at sætte farten bare en smule ned. Specielt da hvis hele familien er med ombord. Ved blot 20 knob udsættes de ombordværende forsøgsdukker under sammenstødet for en kraft, der er 12 gange dukkernes egen vægt.
Og vand kan være næsten lige så hårdt at sejle ind i som en mur af beton…
Vandrefisk i Norge kunne for nylig fejre, at en hundrede år gammel dæmning blev sprængt i luften. Fjernelsen vil hjælpe fiskene i området med at nå deres ynglepladser og vinde fodfæste igen.
Indtil for nylig har fiskene i denne elv i Gudbrandsdalen kun kunnet forcere og gyde på den nederste kilometer af vandløbet før opstemningen. Nu kan de snart svømme ti gange længere op ad elven.Takket være en femårig kampagne fra den norske lystfiskerklub Gudbrandsdal Sportsfiskeforening.
I et frugtbart samarbejde indvilligede regeringen i at betale de 3,4 millioner kroner (€241.000), som det kostede at fjerne dæmningen.Den syv meter høje dæmning blev bygget tilbage i 1916 i byen Fåvang i Innlandet i Østnorge, men har ikke været i brug i over 50 år.
For nylig borede et lille hold så fem huller dybt ind i dæmningen og proppede derefter 20 kg dynamit ind i hver.At sprænge dæmninger i luften er effektivt og almindeligt mange andre steder i verden, men stadig usædvanligt i Europa. Sprængning blev dog vurderet til at være den sikreste metode i dette tilfælde.
Som planlagt revnede dæmningen i midten og toppen. Næste skridt er så at bruge gravemaskinen.Det er en massiv dæmning, som det vil tage flere dage at fjerne helt.Der er således stadig masser af arbejde tilbage.
Fjernelsen af denne dæmning er et spændende nyt skridt for Norge og den europæiske dæmningsfjernelse som helhed.Med over 1,2 millioner tilsvarende vandringshindringer i Europa er der stadig rigeligt at tage fat på.
Men rundt omkring på kontinentet smøger dæmningsfjernerne nu ærmerne op. Der skal sprænges meget mere, før de er tilfredse…
Generaldirektoratet for Miljø i EU udtalte kort før jul sidste år følgende, som nok kan være relevant i lille Danmark. Her har vi desværre haft lidt svært ved at komme ud af de miljømæsige starthuller:
“Floderne i Europa er stærkt fragmenterede.Fjernelse af barrierer for at genoprette deres naturlige flow og forbindelse vil hjælpe ferskvandsøkosystemer med at trives og lette migrationen af truede arter, såsom støren og den europæiske ål.
Investering i sunde floder vil også medføre mange fordele relateret til økosystemtjenester, såsom beskyttelse mod oversvømmelser, vandrensning og rekreative muligheder.Vi kan nu yde praktisk støtte til medlemsstaterne om, hvordan man gør det, og hvordan man finansierer sådanne tiltag.”
Det siger Kommissær for miljø, fiskeri og hav, Virginijus Sinkevičius, i en pressemeddelelse. Og han er ingen sinke, selv om han hedder Sinkevičius. Han er dedikeret til sin opgave og modtager gerne henvendelser fra miljøministre og andet godtfolk, der søger hjælp til at hjælpe betrængte vandløb.
Så måske Lea Wermelin (S) burde tage kontakt til Virginijus Sinkevičius og bede ham hjælpe sig mod indædte miljømodstandere som Kristian Pihl Lorentzen (V), der hverken vil have naturnationalparker eller Tange Sø tømt og Gudenåen retableret.
Kvotekongen Kjeldsen, som i december sidste år blev kendt skyldig i omfattende svindel med fiskekvoter, har nu kastet i hvert fald en del af håndklædet i ringen. Det oplyser han selv i et opslag på Facebook, skriver TV2 Nord.
Han har nu solgt størstedelen af sine kvoter fra, men ikke alle som ellers krævet af Bagmandspolitiet. Det drejede sig primært om kvoter til de såkaldte pelagiske fisk – dem, der svømmer i de frie vandmasser. Eksempelvis sild og makrel. Ikke dem, der lever ved bunden. Eksempelvis torsk og fladfisk.
Retten i Holstebro valgte ikke at følge Bagmandspolitiets indstilling om fratagelse af retten til fortsat fiskeri. Kjeldsen kan således stadig fiske med sine tilbageværende kvoter. Til det ejer han to skibe samt har anpart i et tredje.
Nu drejer det fortsatte fiskeri sig om konsolidering af virksomheden og betaling af en bøde på 54 millioner samt konfiskation af en ulovlig fortjeneste på 64 millioner kroner i et af Kjeldsens mange selskaber.
Retten i Holstebro vurderede, at Kjeldsen havde omgået kvotesystemet ved hjælp af såkaldte stråmænd, der kun stod som ejere på papiret. Den reelle ejer og egentlige bestemmer over firmaerne var Kjeldsen selv, mente retten.
Lad os håbe, at hans tidligere kvoter nu kommer på flere og mindre fiskeres hænder. Det var jo hele formålet med lovgivningen.
“Fisk er en sund spise og gode for miljøet – når fiskeopdrætterne altså selv skal sige det. Og muslinger er den mest klimaneutrale spise – når muslingedyrkerne selv skal sige det.
Virkeligheden er imidlertid en ganske anden. Opdræt af fisk i åbne havbrug er det mest forurenende, som tænkes kan. Totalforurening uden mulighed for rensning af spildevandet fra de mange millioner fisk. Alt ryger lukt ud gennem de åbne netmasker – ud i det omgivende vand: Foderrester, ekskrementer, medicin og giftige hjælpestoffer.
Helt galt går det, når foderfiskene fanges i Stillehavet, laksene opdrættes i Nordatlanten, og de ferske fisk siden flyves til markederne i Fjernøsten. Da lider klimaet for alvor.Og forureningen fra de mange fisk, som eksporteres til fjerne lande – den får vi selv lov at beholde herhjemme.
Muslinger skulle rense vandet, men koncentrerer desværre forureningen fra store vandområder under opdrætsanlæggene – med iltsvind og frigivelse af yderligere næringssalte fra bundsedimentet til følge.
Muslingerne selv lever af alger i vandet – opdrætterne af millionstore tilskud fra diverse fonde.Muslingerne kvitterer med en tredjedel af det frafiltrerede kvælstof udledt som ny lokal forurening. Opdrætterne med både mikroplast og makroplast fra de gigantiske anlæg som ny forurening.
Bogen HAVmisBRUG forholder sig kritisk til opdræt af fisk til menneskeføde og muslinger til rensning af vandet. Steen Ulnits gennemgår problemstillingerne i forhold til det stærkt forurenende opdræt af fisk i specielt åbne havbrug og det langt mindre forurenende opdræt i lukkede, recirkulerede og landbaserede anlæg.
Lineopdræt af store konsummuslinger og de gigantiske norske Smartfarms med deres milliarder af små “miljømuslinger” gennemgås udførligt.Bogen kommer ind på det miljøskadende muslingeskrab, som i dag er en integreret del af såvel opdrættet som regeringens nye havplan.
Fisk og muslinger opdrættet i hav og fjord skulle have været sunde og gode for klima og vandmiljø, men er ingen af delene. I mange tilfælde det stik modsatte. Bogen HAVmisBRUG er en øjenåbner af en debatbog, der beskæftiger sig med et emne, som de færreste overhovedet skænker en tanke – men som bør stå centralt i alles bevidsthed.
Specielt da i lyset af, at regeringen i sin nye havplan netop har udlagt næsten 5.000 km2 til lokalt forurenende muslingefarme ogbundødelæggende muslingeskrab. Et område på størrelse med Fyn og Lolland-Falster.
Steen Ulnits er fiskeribiolog fra Aarhus Universitet og passioneret lystfisker. Han har gennem flere år været med til at sætte problemerne med havbrug på dagsordenen i form af artikler og foredrag, i radio og på TV.
Nu er han så aktuel med “HAVmisBRUG” – en spritny debatbog, der kommer godt rundt om det komplicerede emne.”
Kødgiganten Danish Crowns seneste omstilling til i højere grad at satse på plantebaserede fødevarer er ganske opsigtsvækkende.
Omstillingen er et nødvendigt opgør med forestillingen om, at Danish Crown primært er en slagterivirksomhed. Præcis som Mærsk i disse dage er ved at ryste årtiers fossile brændselsrøg af sig.
Men vil det gå med Danish Crown, som det er gået med DONG, der engang pumpede olie og naturgas op, men som i dag leverer grøn strøm? Er det starten på slutningen af en kødproducerende fortid?
Danish Crowns topchef Jais Valeur var for nylig gæst i LandbrugsAvisens ugentlige interviewprogram, Topmødet. Her sagde han klart og utvetydigt, at han “ikke så det kødproducerende andelsselskab omskabt til Foreningen af Danske Rødbedeproducenter.” Lidt humor har de dog hus kødgiganten.
Så frygt ikke, alle I hengivne kødspisere. Der vil også fremover komme kød fra kødgiganten med det store hovedsæde i Randers nu under udvidelse.
Hos Danish Crown er man dog meget bevidste om den stigende interesse for vegetabilske produkter. Og den kage vil man naturligvis også have et stykke af. Det størst mulige. Derfor de ny kødfrie deller med meget mere fra kødgiganten.
Danish Crown er ganske klar over, at det er i sidste ende altid er forbrugeren og ikke den traditionsbundne landmand, som bestemmer, hvad der købes ind i supermarkedet.
Dong gik på et årti fra at pumpe kulsort olie og naturgas op fra Nordsøen – til at levere grøn strøm fra vindmøller. Noget af en Quick Change Artist.
De mange ejere af Danish Crown må tilsvarende se i øjnene, at sagen ikke længere kun er bøf. Plankebøf.
Trods ovennævnte sporskifte hos Danish Crown er alt langt fra fryd og gammen i lille tilskuds-Danmark. Her bliver svineproducenter og -produktion større og større via tilskud fra den danske stat. Til glæde for eksporten. Og skade for miljøet. Jo flere svin desto mere gylle og større miljøproblemer.
Men står det til lobby- og interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, så skal offentligheden ikke længere kunne få indsigt i, hvilke svinefabrikker der modtager millionstøtte fra staten til at udvide deres produktioner. Det skal af uransagelige årsager fremover være tophemmeligt, hvem der modtager skattekroner til driften.
Landbrug & Fødevarer har nemlig startet en klagesag ved Datatilsynet. Her kræver man, at navnelisten over de 57 svinekødsvirksomheder, der i 2020 modtog tilsammen 250 mio. kroner i støtte til nye staldanlæg, skal slettes fra nyhedssiden gylle.dk.
Der blæser nye vinde i Fiskeristyrelsen. I forbindelse med styrelsens behandling af ansøgninger om placering af nye skaldyrsopdræt og kulturbanker skal der nu foretages en vurdering af mulig miljøpåvirkning af naturbeskyttede områder.
Miljøvurderingen skal dels varetage en individuel vurdering af anlægget – dels en vurdering af den samlede effekt af flere anlæg i samme område. Forholdet mellem eksisterende anlæg, nye ansøgninger samt ændrede driftsforhold fra lineopdræt til smartfarms skal varetages i denne vurdering. Her tænkes naturligvis på, men tales ikke åbent om den uundgåelige forurening af de mange milliarder muslinger.
Moderne forskning – desværre fra det fremmelige Sverige og ikke det hidtil fodslæbende Danmark – viser jo, at en tredjedel af de frafiltrerede næringsstoffer havner på bunden under og omkring anlæggene – som en helt ny forurening, der ikke var der før. En forurening, som EU næppe accepterer, når de bliver bevidst om den.
I denne forbindelse er der fundet behov for at indhente yderligere viden om effekterne af at placere flere opdrætsanlæg og kulturbanker i samme område. Noget, man ikke har beskæftiget sig med tidligere. Noget, man i DCE-rapporten om marine virkemidler erkendte, at man ikke vidste noget om. Trods ellers tyve år med opdræt af muslinger.
Behovet for denne tværgående vurdering skal ses i lyset af, at Fiskeristyrelsen har modtaget mere end 40 ansøgninger om placering af anlæg primært i Limfjorden. For at afdække de udestående forhold og sikre en tilstrækkelig miljøfaglig vurdering, vil der blive indhentet faglig rådgivning hos DTU Aqua. Herefter vil sagsbehandlingen blive genoptaget.
Man kan frygte, at det i så fald bliver Dansk Skaldyrcenter på Nykøbing Mors, som skal forestå denne “miljøfaglige vurdering”. Frygte, idet DTU Aqua direktøren her er en stor fortaler for flere muslingeopdræt, øget muslingeproduktion og ikke bekymrer sig om en øget lokal forurening. Det har han udtalt til Skive Folkeblad. I så fald bliver der næppe mange begrænsninger for de indkomne ansøgninger.
Problemstillingen med tværgående miljøpåvirkning gør sig gældende i langt de fleste, men ikke alle områder, hvor der er ansøgt om tilladelser. Det betyder, at den forlængede sagsbehandling vil variere fra sag til sag. Idet der allerede generelt har været forsinkede sagsgange, har alle ansøgere modtaget direkte orientering om den forlængede sagsbehandlingstid.
Afslutningsvis gør styrelsen opmærksom på, at der fortsat er stop for nye ansøgninger til opdræt af skaldyr og kulturbanker.
Hver dag året rundt arbejder miljøorganisationen Greenpeace på at grave historier frem, der tjener offentlighedens interesse, men som magtfulde virksomheder helst vil holde skjult.
Det kan være både tidskrævende og møjsommeligt at efterforske regeringer og virksomheder. Det kan også være skræmmende, når kæmpe milliardvirksomheder nogle gange truer med sagsanlæg.
I juni blev oliegiganten Exxon for alvor fanget med de kulsorte fingre i klejnekassen. Det skete, da Greenpeace offentliggjorde optagelser, taget med skjult kamera af en lobbyist fra Exxon.
For rullende kamera praler lobbyisten med, hvordan Exxon har undermineret afgørende klimalovgivning ved at påvirke amerikanske politikere. Blandt andet var Exxon med til at standse præsident Joe Bidens lovforslag om mere vedvarende energi.
Greenpeace’s afsløring udløste et politisk jordskælv, der stadig har efterdønninger i dag. For første gang i historien blev Exxon og andre oliegiganter grillet af amerikanske lovgivere under ed i kongressen i Washington for at miskreditere og benægte afgørende klimalovgivning.
I kølvandet på Greenpeace’s afsløring har stribevis af banker og pensionsfonde trukket deres investeringer ud af Exxon. Herhjemme har Danske Invest senest meldt sig i klubben af selskaber, som bl.a. tæller PFA, Velliv, Pensiondanmark, Akademikerpension og Sampension, der har valgt at ekskludere Exxon.
I december 2021 kunne Greenpeace juble over, at organisationens flere år gamle afsløring af den danske kvotekonge Henning Kjeldsen førte til en historisk og vigtig dom.
Dommen er et resultat af research tilbage fra 2015, hvor Greenpeace kunne afsløre, at Henning Kjeldsen brugte sin familie og venner som stråmænd for at få kontrol med et langt større antal fiskekvoter, end han havde ret til ifølge loven.
Henning Kjeldsen havde på den måde snydt sig til kvoter for næsten en milliard kroner og var blevet Danmarks rigeste fisker.
Afsløringen og dommen er særlig vigtig, fordi det er det naturskånsomme, danske kystfiskeri og Danmarks nødlidende havmiljø, der har betalt prisen for Henning Kjeldsens og andre kvotekongers massive opkøb af fiskekvoter.
Henning Kjeldsen er i dag kendt skyldig og skal betale over 200 millioner kroner. Dømt for præcis det, man afslørede ham i: Stråmandsvirksomhed.
Stort tillykke til Greenpeace, som da også er behørigt stolte af resultatet.
14. januar 2022
Du kan læse meget mere om denne spektakulære sag her:
Kødgiganten Danish Crown er kommet rigtig galt afsted med sin misvisende kampagne om den danske industrigris, der er “mere klimavenlig, end du tror”, og som sågar har fået det tvivlsomme prædikat “klimakontrolleret gris”.
De tre grønne organisationer er Klimabevægelsen, Den Grønne Studenterbevægelse og Dansk Vegetarisk Forening. De tog sammen klimagrisen på ordet og lagde sagen på bordet. De tre organisationer anlagde således samlet et søgsmål imod Danish Crown for at overtræde markedsføringsloven.
Danish Crowns danske hovedkvarter ligger i kødbyen Randers. Og her har retten netop afgjort, at sagen ikke skal fortsætte ved byretten, men skal direkte i Venstre Landsret. Retten har sikkert været påvirket af, at Danish Crowns danske hovedkvarter netop ligger i Randers.
Advokat Marc Malmbak Stounberg, der som advokat fører sagen på vegne af de nævnte tre organisationer, er rigtig godt tilfreds med denne udvikling:
“I min optik er det helt oplagt, at sagen er principiel, da der ikke tidligere har været ført sager om greenwashing ved de danske domstole. Sagen vil formentlig få stor betydning for forbrugernes fremtidige beskyttelse mod vildledende udsagn om klima i markedsføring.”
Aarhus Universitet og GEUS har på en konference arrangeret af Miljøstyrelsen præsenteret hovedresultaterne af overvågningen af natur og vandmiljø i 2020.
NOVANA-rapporterne giver en status for Danmarks natur og miljø baseret på data indsamlet til og med 2020. NOVANA rapporterne foreligger nu i udkast. En af konklusionerne er, at der fortsat kommer for mange næringsstoffer ud i havet, hvor de fører til algeopblomstring, iltsvind, bundvending og fiskedød.
Aarhus Universitet har opgjort udledningen af kvælstof til havet i 2020 til 57.000 tons. Når man tager højde for årets nedbør og afstrømning, blev der udledt 51.000 tons kvælstof til de danske kystområder.
Det er et fald i forhold til det våde år 2019, hvor udledningen på 67.000 tons til ekstraordinær stor, blandt andet fordi kvælstof blev ophobet i jorden efter den tørre sommer i 2018, og fordi der var ekstraordinært meget nedbør i slutningen af 2019.
Landbruget står for hovedparten af udledningen af kvælstof til havet. Rensningsanlæg og andre såkaldte punktkilders andel af den samlede kvælstofafstrømning til kystvandene udgør cirka 10 procent.
Iltsvindsarealet i september 2020 var markant forøget i forhold til 2019 og på niveau med det udbredte iltsvind i 2016. I det sydlige Lillebælt er varigheden af iltsvindet siden midten af 1980’erne øget fra tre måneder til over fem måneder, mens iltsvindet i Øresundsområdet i samme periode har været uændret.
Resultaterne viser, at der over hele perioden fra 1990 til 2020 er sket et fald i algemængden og algevæksten. Men at der siden 2012 har der været en støt stigende tendens.
Som led grundvandsovervågningener er der gennemført overvågning for pesticider i grundvandet på 533 målesteder i 2020.
Der er påvist pesticider i 72 procent af disse, og der er registreret en overskridelse af grænseværdien i 39 procent af de undersøgte målesteder. Der er påvist pesticider i 51 procent af drikkevandsboringerne, der blev undersøgt i 2020, og der er registreret en overskridelse af grænseværdien i knap 15 procent af de undersøgte boringer. Det er en stigning i forhold til 2019.
GEUS vurderer, at de højere fundprocenter i 2020 skyldes hyppigere fund af stoffer, der kun i få år har været en del af overvågningsprogrammet. Samt at der i 2020 er tale om operationel overvågning, hvor der kun prøvetages på lokaliteter med risiko for, at krav til grundvandskvaliteten overskrides.
De altovervejende fund og overskridelser stammer fra pesticider, der i dag enten er forbudte eller reguleret.
Grundvandsovervågningen viser, at middelværdien af nitratindholdet i iltet grundvand for 7. år i træk ligger under kravværdien på 50 mg/l med let faldende tendens, ligesom der fortsat ses relativt få og løbende færre målesteder med meget høje nitratkoncentrationer.
Tallene for 2020 bekræfter billedet fra de senere års rapporter. Tilstanden i danske vandløb er forbedret i perioden 1999-2020. Sandsynligheden for at danske vandløb opnår målopfyldelse for det økologiske kvalitetselement “Dansk Vandløbs Fauna Indeks” er opgjort til 68 procent i 2020. I 1999 var tallet 36 procent.
Generelt er der forbedringer i søerne set over hele perioden fra 1989, hvor de største forbedringer er sket i begyndelsen af perioden og i de mest belastede søer. Der er dog en tendens til en stigning i fosfor og især i kvælstof siden 2015.
For nylig havde to af Dansk Akvakulturs fremtrædende medlemmer en kronik i Dagbladet Politiken. Her formaner de danske politikere til ikke at lade Lakse-Norge løbe med både den sorte Nordsø-olie og det lyserøde lakseguld.
Journalist Flemming Seiersen fra Ørsted på Djursland har længe været engageret i kampen mod de forurenende havbrug, som nær havde ramt Kattegats kyster for nogle få år siden. Han har denne kommentar til lovprisningen af flere nye havbrug:
“Tit er det ligegyldigt, hvad der bliver sagt. Vigtigere er det, hvem der siger det.
Så hvem er det, der skriver kronikken den 5. januar her i Politiken om skamrosning af havbrug? Forfatternes navne er ganske vist Johan Wedel Nielsen, havbiolog og Karl Iver Dahl-Madsen, civilingeniør.
Når jeg slår dem op, forstår jeg bedre deres fuldtonede lovprisning af havbrugene. Johan Wedel Nielsen lever bl.a. af havbrugene med produktion af yngel og levende fiskefoder til havbrugene, skriver han på sin hjemmeside.
Karl Iver Dahl-Madsen er udvikler af aquakultur – altså bl.a. havbrug – for det japanske-ejede havbrug, Musholm A/S på Vestsjælland og generelt for hele aquakultur-industrien.
Så forstår jeg jo bedre deres lovprisning af havbrug, og at de foreslår 150 nye havbrug omkring Bornholm med” titusinder af nye, gode jobs i regionen”.
For at forstå værdien er, hvad der bliver skrevet, bør Politiken derfor varedeklarere, hvem det er, der siger hvad i debatindlæg og kronikker. Altså, hvilken tilknytning, de har til emnet.
Kun på den måde har læserne mulighed for at bedømme udsagnene.
Det vil sige kildekritik.”
Det ser ud til, at branchen nu er i færd med at trappe op og fylde såvel danske politikere som danske skatteydere med ny misvisende information om fiskeopdrættet og dets fortræffeligheder. Sikkert ansporet af de svindende kvoter for ikke mindst torsk i Østersøen. Og oven på det forsmædelige nederlag, som opdrætsbranchen led tilbage i august 2019.
Det var dengang, miljøminister Lea Wermelin (S) vendte tommelfingeren nedaf for flere forurenende havbrug. Nu prøver branchen så igen.
Vi må håbe, at miljøministeren holder stand – og ord.
“Vi havde længe et lille håb om, at politikere, administration og bureaukrati ville tøjle opdrætsbranchen, men det er ikke sket.
I stedet er de norske myndigheder og den norske administration blevet mere og mere viklet ind i akvakulturindustrien. Regeringer udnævner fiskeriministre med aktieposter i akvakulturvirksomheder.
Fødevarestyrelsen fungerer som industriens lobbyister i Bruxelles, og industrien er undtaget fra miljøreglerne og kan dumpe medicin, der er katastrofal for krebsdyr og plankton, direkte i havet.
Anbefalinger fra vildlakseforskningen udvandes og omsættes til utilstrækkelige “handlingsplaner”, hvor det eneste, der ikke tages stilling til, er de reelle trusler.
Akvakulturindustrien er blevet et demokratisk problem.”
Ovenstående citat stammer fra organisationen Oppstrøms og er dateret den 24. november sidste år. Eksakt én måned før juleaften. Men det var ikke nogen julegave, der her blev pakket ud.
Det var i stedet et oprop til norske folk og fiskere om, at de havde sovet alt for godt og alt for længe. Imens milliarderne fra salget af opdrættede tamlaks over hele verden rullede ind i de norske lakseopdrætteres og politikeres lommer, gled den stolte norske vildlaks langsomt, men sikkert i afgrunden – på vej mod udryddelse.
Sandheden, som vi her i udlandet har kunnet se den i mange år, er nu ved også at gå op for nordmændene selv. Norske politikere og ministre har investeret så stort i den lukrative opdrætsbranche, at den norske vildlaks nu er blevet rødlistet – truet på livet af millionerne af norske tamlaks.
Vore norske venner troede længe, at de kunne blæse og have mel i munden samtidig. Det kunne de bare ikke. Tamlaksen er blevet en trussel mod vildlaksen. Og fiskeopdrættet dermed et demokratisk problem.
De sidste to årtier af norsk vildlaksepolitik viser, at den norske administration tager sit udgangspunkt i magt og ikke viden. Den seneste rødlistning af vildlaksen er det endegyldige bevis herpå. Og når vi ikke længere kan have tillid til den magt, vi har givet til vore folkevalgte, da står vi alene tilbage med den magt, vi har som forbrugere.
Indtil akvakulturindustrien lukker sine åbne netbure, spiser vi ikke længere norsk opdrættet laks. Sådan lyder opfordringen fra Oppstrøms. Der dog undtager de få producenter, som allerede producerer mere bæredygtigt i lukkede anlæg på land.
Oppstrøms opfordrer derfor alle til åben boykot af den norske lakseindustri, som truer med at ødelægge alt i sit kølvand. Det være sig vandmiljøet og vildlaksen. I Norge, Chile og andre steder i verden. Vi opfordrer derfor alle til at boykotte norske opdrætslaks, hvor det er muligt. Indtil videre er “vi” følgende personer og organisationer:
George Monbiot, forfatter, journalist og miljøverner
Gert Nygårdshaug, forfatter
Carl Safina, forfatter, marinbiolog og professor ved Stony Brook University
Shabana Rehman, forfatter og kunstner
Lars Lenth, forfatter
Bjørn Tomren, musiker
Gunnar Staalesen, forfatter
Torbjørn Ekelund, forfatter og redaktør
Vegard Heggem, vildlaksebonde
Lars Nilssen, filmskaber
Henriette Steenstrup, skuespiller
Jan Vardøen, filmregissør
Niels Christian Geelmuyden, forfatter
Stig Inge Bjørnebye, sportsdirektør og laksefisker
Tom Stalsberg, forfatter og redaktør på 4-4-3 Gatelagsmagasinet
Dylan Tomine, forfatter
Dagfinn Nordbø, tekstforfatter
Frank Tønnesen, visesanger
Andres Diaz, musiker og fluefisker
Andre Eriksen, skuespiller og multikunstner
Even Aas-Eng, mediegründer og investor
Elisabeth Schanche, professor i psykologi ved UiB
Jon Vøllestad, psykologspecialist og førsteamanuensis ved UiB
René Zografos, forfatter og journalist
Kjetil Grutle, vokalist i Enslaved
Håvard Stubø, musiker
Cato Bekkevold, musiker og sportsfisker
Morten Harangen, fluefiskeforfatter og foredragsholder
Børge Lund, tegneserieforfatter
Ruben Oddekalv, Norges Miljøvernforbund
Ellen Andreassen, skuespiller
Einar Selvik, komponist og musiker i Wardruna
Gitte Sætre, kunstner
Inger-Marit Saastad, billedkunstner
John Audun Hauge, skulptør
Kay Arne Kirkebø, billedkunstner
Marianne Molid, billedkunstner
Maria Råkil, musiker
Anne Katrine Senstad, kunstner
Asgeir Alvestad, sportsfisker og blogger
Bendik Lillebø Furubotn, fluefisker og prosjektleder
Regine Emilie Mathisen, manager det norske fluefiskerlandshold
De nye Vandområdeplaner blev sendt i høring sent sidste år. Det oplyste Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Det skulle være sket allerede for et år siden, men landbrugsforhandlingerne på Christiansborg trak som bekendt ud. Først ultimo 2021 var miljøminister Lea Wermelin (S) derfor klar med udkastet til vandområdeplanerne for 2021-2027.
Miljøministeriet oplyser, at planerne er sendt i seks måneders høring frem til juni 2022. Det forlyder, at regeringen foreslår initiativer for knap 5,4 milliarder kroner i planerne og en række konkrete indsatser i arbejdet med at sikre et bedre vandmiljø.
Det drejer sig eksempelvis om restaurering af vandløb og søer, forbedret spildevandsrensning for ukloakerede ejendomme og færre overløb af spildevand fra offentlige anlæg samt mindre udledning af kvælstof og fosfor.
Desværre tiltag så utilstrækkelige, at hverken Danmarks Naturfredningsforening eller Danmarks Sportsfiskerforbund, begge med indsigelsesret i miljøsager, finder dem tilstrækkelige for overholdelse af Vandrammedirektivet fra EU.
En række større spærringer har samtidig en karakter, som af hensyn til økonomi, kulturarvshensyn eller “betydelige øvrige interesser, herunder specifikke landskabelige eller rekreative interesser”, gør det vanskeligt at fastlægge en eventuel indsats. Det fremgår også af pressemeddelelsen fra Miljøstyrelsen.
Kommuner og vandråd har derfor i deres arbejde forud for vandområdeplanerne 2021-2027 ikke haft mulighed for at foreslå indsatser for følgende fire spærringer, hvoraf de to første er de største og landskendte:
Tangeværket ved Gudenåen og Holstebro vandkraftsø i Storåen samt de to mindre lokaliteter Sulkendrup Mølle og Lillemølle.
Ovennævnte fire spærringer skal derfor håndteres på anden vis, og i det tilfælde, at der vurderes at være behov for at udføre restaureringsprojekter eller afværgeforanstaltninger, vil der skulle findes særskilt finansiering for dette.
Sådanne vurderinger vil skulle indgå som konkrete elementer i de ovenfor nævnte udviklingsinitiativer frem mod 2024, ligesom der kan blive behov for vurderinger i forhold til kulturarvshensyn, jf. nedenfor.
Særligt for Tangeværket har en arbejdsgruppe, med inddragelse af lokale interessenter og med faglig støtte fra Miljøministeriet, vurderet en række løsningsforslag for spærringen. Arbejdsgruppen har i den forbindelse forholdt sig til forslagene ift. direktivfastsatte krav og rekreative og landskabelige interesser mv.
Arbejdsgruppen opnåede ikke enighed om en fælles indstilling til Miljøministeriet, og kunne derfor ikke anbefale et konkret restaureringsprojekt for Tangeværket og den berørte del af Gudenåen. Der er derfor ikke fastlagt en konkret indsats rettet mod spærringen ved Tangeværket i vandområdeplanen.
Udbyttet af arbejdsgruppens arbejde, herunder gruppens vurderinger af de eksisterende løsningsforslag, vil blive inddraget i ovenstående udviklingsinitiativer frem mod 2024, hvor der vil blive taget stilling til det resterende indsatsbehov i forhold til de vandløbsstrækninger, som ikke er omfattet af de besluttede indsatser.
I det videre arbejde vil der indgå vurderinger af, i hvilket omfang problemstillingen skal søges løst alene for at sikre målopfyldelse ift. vandrammedirektivet, eller om der kan udarbejdes en løsning, som tilgodeser yderligere hensyn, herunder miljø, landskabelige eller rekreative interesser eller klimasikring.
Der er med andre og mere letforståelige ord ikke afsat midler til en tømning af Tange Sø og retablering af Gudenåen. Sagen er hermed sparket til hjørne endnu engang. Men det vil snart vise sig, hvem der er den egentlige miljøminister i Danmark:
Venstres Kristian Pihl Lorentzen eller Socialdemokratiets Lea Wermelin.
Venstres ildsprudende veterantog har indtil videre ført sig frem på TV Midtvest, som var han miljøministeren. Lea Wermelin selv har ikke villet på skærmen med en udtalelse. Måske hun er trådt tilbage.
Indtil videre er afgørelsen udskudt i endnu tre år. Miljøministeren håber måske, at det da ikke vil være hende, der skal træffe den omstridte afgørelse. Men at en ny borgerlig regering vil gøre det beskidte arbejde for hende. Med Sølvpihlen som miljøminister.
Alternativt har hun tre år mere til at spare op til en tømning af Tange Sø. For tømt det bliver den. Før eller siden.
7. januar 2022
Vi er i fuld gang med at ødelægge det hav, som har brødfødt os gennem årtusinder. Vi forurener det med åbne havbrug, hvor alt spildevand fra opdrætsfiskene løber direkte ud gennem netmaskerne. Ud i hav og fjord. Og vi påstår at rense forureningen med muslinger, som kun gør ondt værre ved at koncentrere forureningen.
Debatbogen “HAVmisBRUG” fortæller om de problemer, som fiskeopdræt i dambrug og havbrug medfører. Den fokuserer ligeledes indgående på de misforståede muslinger, som samler forureningen fra et stort vandområde på et lille under og omkring anlæggene.
Området påføres hermed en ny lokal forurening, som ikke var der før. Og som kan måles i form af metertykke iltslugende slamlag under muslingerne. Men heller ikke nok med det:
Ved iltsvind frigøres nyt kvælstof fra bundslammet.
21 / 40: Efter 40 år med Juletræet forbinder de fleste fluefiskere fluen med havørreder på kysten. Men det er kun en lille del af sandheden. Juletræet har fulgt mig over det meste af verden, hvor det har fanget både store og eksotiske fiskearter.
22 / 40: Juletræet er en fantastisk flue på Grønland. Nystegne og stålblanke rødinger er glade for perlemor, der også fanger fint ude i havet. Men efter kort tid i elven er det den fluorøde udgave, der udfisker alt andet.
23 / 40: Juletræet lokkede den mest velnærede ørred i fordærv, jeg nogensinde har fanget på Island. 4,1 kg tung og blot 61 cm lang. Fanget i en højt beliggende bjergsø, hvor ørredernes føde primært består af hundestejler.
24 / 40: I den turkisfarvede smeltevandselv Jökulsá fanger fluorøde Juletræer mindst lige så godt som de røde rejefluer, der ofte fiskes med. Eksempelvis Red Frances. Synd blot, at laksefiskeri på Island er blevet så dyrt, at kun de færreste kan være med.
25 / 40: Frisk fra Ishavet kunne denne 8 kg’s laks ikke modstå fristelsen – i form af et fluorødt og magnumstort Juletræ. Hugget var hårdt, og fighten blev lang. Med kun få kilometer tilbage til havet var fisken meget Fit for Fight.
26 / 40: Gamle hanlaks som denne med stor kæbekrog og tilhørende hul i overkæben lader sig ofte provokere til hug på store Juletræer i krasse farver. Tager de ikke fluen ved første præsentation, skal man blot blive ved. Til sidst hugger de.
27 / 40: Efter en uges resultatløst fiskeri i en af verdens bedste steelhead-floder i British Columbia, opgav jeg de lokale fluer. Jeg satte i stedet et stort Juletræ på forfanget og fangede i løbet af den sidste uge fem flotte steelheads.
28 / 40: På sidstedagen kom Juletræet endnu engang på scoringslisten. Denne farvede hanfisk tog fluen, da den svingede ud foran en klippeblok midt i hovedstrømmen. Det var oktober, og der var is på bundbrædderne…
29 / 40: Min største steelhead toppede de magiske 20 lbs. 9 kompakte kg. Den blev som mine øvrige fisk taget på et perlemorsfarvet Juletræ størrelse 2, der gjorde mig til ugens topscorer ved floden. Det var jeg ærlig talt lidt stolt af.
30 / 40: Juletræet viste sig suverænt til fiskeri efter sølvlaks – cohos – i Canadas smukke stillehavsprovins, British Columbia. En uges fiskeri resulterede i næsten 100 smukke laks på mellem 4 og 7 kg. Alle taget på diverse Juletræer. Det var næsten for let.
31 / 40: Fiskeriet foregik primært på den nederste del af floden, hvor vandstanden er styret af tidevandet. Med hvert højvande kommer der nye sølvlaks, som er klart synlige over den lyse sandbund. Juletræet havde de da heller svært ved at få øje på.
32 / 40: Sølvfarvede Juletræer størrelse 2 var suveræne til de helt nystegne coho-laks. De havde knapt forladt det salte Stillehav og havde derfor stadig hugrefleksen i frisk behold, førend de gik til hugget på mine Juletræer. Sight fishing at its Finest.
33 / 40: Jeg har uden overdrivelse taget flere hundrede bonefisk på små perlemorsfarvede Juletræer “tied upside down”. Bundet omvendt til fiskeri på bunden. En enkelt mindeværdig dag blev det til fyrre plus, inden jeg bad min guide om lov til at stoppe!
34 / 40: Endnu en flot bonefish har ladet sig lokke. Denne fisk måtte vi vadende i vand til knæene følge over mere end én km, inden den stoppede op og kunne præsenteres for et perlemors Juletræ str. 4. Alle fisk i flokken vejede mellem 2 og 3 kg.
35 / 40: Juletræet bundet på hovedet – upside down – så den kan fiskes direkte på bunden uden at sidde fast. “Too flashy” sagde min lokale cubanske guide, da han om morgenen spottede fluen i min æske. Han var vant til mere diskrete Crazy Charlies.
36 / 40: Min guide sagde ikke længere “too flashy” om aftenen, da vi tilbage på hotelbåden sad og nød en piñacolada på agterdækket. Resten af ugen insisterede han sågar på, at der skulle et flashy Juletræ på forfanget. Hele dagen…
37 / 40: Det er nok sjældent, at Afrikas sakstandede tigerfisk får mulighed for at bide i et dansk Juletræ. Det fik de imidlertid rig lejlighed til, da jeg i 2007 gæstede den store Zambezi flod i jagten på tunge tigerfisk.
38 / 40: Med mig havde jeg en håndfuld specialbyggede Juletræer udtænkt under en storm i det sydvestlige Irland. Palmerne havde lagt sig ned, og strømmen var gået. Kreativiteten fejlede imidlertid ikke noget i det irske. Whiskey’en heller ikke…
39 / 40: Resultatet blev et turboladet Juletræ med indbyggede raslekugler i maven og stor plastkrave om ørerne. Et “Cool Tree”, som min fiskeguides hustru døbte den, da hun hørte fluens danske navn forkert. Og det blev hængende.
40 / 40: Det cool Juletræ blev søsat en lun og stille aften, hvor en rød sol netop var gået ned over Zambezi floden og mørket hastigt havde sænket sig over det afrikanske landskab. Netop da huggede turens største tiger mit cool Juletræ. Hårdt og brutalt. Længst ude i den hårde strøm.
Fisken vejede 7 kg og blev det års største fluefangede tiger i Zambezi. Det havde jeg lige godt ikke forudset, da fluen kom til verden en stormfuld dag i irske Wexford. Over en kop whiskey eller to. Eller var det tre…
1 / 40: Min syntetiske flue Juletræet fejrer sin 40 års fødselsdag i år. Her ses en håndfuld pryde forsiden på min bog “Fluebinding 4 – Syntetiske materialer” fra 1981. Om ti år er det et halvt århundrede siden, de første eksemplarer så dagens lys ved fluestikket på Als…
2 / 40: De første Juletræer var inspireret af forårets sværmninger af store børsteorme. Bundet på rør eller langskaftede kroge var og er Juletræet en god repræsentation, der har lokket mange forårskåde havørreder i fordærv.
3 / 40: Her er Juletræet bundet som tandemflue til brug med synkeline efter store havørreder på dybt vand. Fluen fanger godt, men er ikke rar at kaste med. En hurtigt synkende flueline med et kort forfang er løsningen.
4 / 40: Det klassiske Juletræ er perlemorsfarvet. Ind imellem – især i vinterkoldt vand – er flourescerende røde og grønne udgaver endnu bedre end originalen. Dette foto pryder forsiden af min bog “Havørred” fra 2006.
5 / 40: Røde og grønne Juletræer er meget effektive til natfiskeri efter havørreder. De bliver ekstra gode, hvis de først lades op med med en lommelygte. Da lyser de op under vandet og kan ses på lang afstand af fiskene.
6 / 40: Et stort og glitrende Juletræ tiltrækker mange hornfisk i sæsonen. Fiskene slår gerne til den med næbbet, men bliver sjældent hængende. En lille “efterhænger” bundet på en 20 cm tavs tager de derimod regulært og kroges godt.
7 / 40: Juletræet scorede forårets første havørred på det allerførste kystfluekursus i 2000 på Samsø. Det første ugekursus ud af et halvt hundrede i det første årti af det nye årtusinde. Den første fisk vedblev at være den største…
8 / 40: Mine år med Juletræet har resulteret i mange flere fisk, end jeg har tal på. Ikke mindst sølvblanke havørreder er det blevet til rigtig mange af fra diverse kyster. Ikke meget slår en forkromet havørred, der netop har taget fluen og er kommet sikkert på land.
9 / 40: At stå i vand til livet, med et Juletræ for enden af forfanget, er altid en fornøjelse. Specielt da når vejret arter sig som her på billedet. Når kastene bare stryger derudaf og fiskene ind imellem napper i fluen.
10 / 40: Tre fine fynske kystørreder, der var alle anstrengelserne værd. De massive kystudsætninger på Fyn sikrer, at der altid er fisk at fange. At Juletræerne og deres brugere ikke skal komme slukørede og fiskeløse hjem.
11 / 40: I 2013 fik Juletræet selskab af min nye linekurv. Egentlig hader jeg linekurve, men ind imellem er de uundværlige. Resultatet af mange overvejelser blev den trekantede “Triangle Tray“, som blot blev produceret i 100 eksemplarer.
12 / 40: En god dag i godt selskab med Juletræet og et stykke lokalt sølvtøj fra Sjællands Odde. Fluen fanger overalt, hvor der er fisk at fange. Selv på Djævleøen, trods ellers dens beskedne herkomst i det jyske Hovedland!
13 / 40: Igennem de sidste 40 år har jeg bundet Juletræet i alle tænkelige afskygninger og på alle tænkelige kroge. En af de mere usædvanlige er Mustads cirkelkrog, som kræver, at man venter lidt med tilslaget.
14 / 40: I nogle få korte år kastede jeg næsten udelukkende mine Juletræer med Fenwick fluestænger. Specielt var jeg begejstret for Fenwicks egen Techna AV konstruktion, der giver utroligt lette, men stærke stænger.
15 / 40: Der er ikke noget som gode luftfotos, når man skal vælge nye fiskepladser. Eller vil forstå, hvorfor man så ofte fanger fisk på sine Juletræer netop dér. Da fisker man ikke i blinde, men kan optimere sine chancer for fangst.
16 / 40: Juletræet, som det tager sig ud, når det netop har landet 25 havørreder over målet – i løbet af et par meget hektiske timer. Et tilsvarende havørred-bonanza har jeg kun oplevet tre gange i de forgangne 40 år…
17 / 40: Juletræet i sin klassiske perlemorsfarvede udgave. Det er den, der stadig bruges mest. Og den, som derfor også har fanget de fleste fisk. Juletræet kan bindes i alle farver og størrelser, men de er og bliver Juletræer som originalen.
18 / 40: Juletræet er så enkelt at binde, at det er begynderens drømmeflue – derfor ofte den første flue, de nogensinde har bundet. Der kræves blot en krog, lidt bindetråd, fluorød chenille til underkroppen og flettet Flashabou til hale, krop og hackle.
19 / 40: Juletræet – her vist i en ren sølvudgave, som jeg har fanget mange fisk på i store størrelse 1 og 2 udgaver. Ikke mindst nystegne sølvlaks friske fra Stillehavet har været flittige gæster på denne Sølvpil af et Juletræ.
20 / 40: Ud over den klassiske model er der to andre udgaver af Juletræet, der har formået at gøre sig gældende som fiskefangere:
En fluorescerende rød, som er effektiv i koldt vintervand. Og en selvlysende grøn, som er uovertruffen til natfiskeri.
Sådan lyder dommen over zoom-funktionen i de to mindste modeller i Samsungs nye S20-serie på det tyske website notebookcheck.com. Tyskerne har nærkigget specifikationerne og er helt klare i mælet: Der er ingen ægte zoom på de to mindste modeller.
Sydkoreanske Samsung er blandt verdens elektronikgiganter. Rigtig store er de på mobiltelefoner – specielt de nyeste smartphones. Samsung har længe ligget på en klar førsteplads, hvad styktal angår, men er på de seneste blevet overhalet indenom af kinesiske Huawei.
Ingen tvivl om, at Samsung føler sig presset af kineserne, som er efter mange års tyveri af vestlig knowhow og IP (Intellectual Property såsom patenter) nu selv forcerer udviklingen. Ikke mindst på kamerafronten er kineserne blevet stærke – godt støttet af staten og hjulpet på vej af vestligt sløvsind.
Anyway. Samsung har følt sig presset til en ekstra indsats på området, og det har vi netop set med den seneste serie af Galaxy S20 mobiler. Fra den mindste S20 over S20 Plus til topmodellen S20 Ultra. Alle markedsføres de hårdt på ikke mindst deres fornemme skærme og avancerede zoom-muligheder.
Samsung har bestemt ikke holdt sig tilbage med fortællinger om egne fortræffeligheder – med betegnelsen “100X Space Zoom” som den nok hidtidige kulmination, hvad disse ambitioner angår. En betegnelse reserveret topmodellen S20 Ultra, der på alle måder fremstår som det ypperste, Samsung kan levere her i 2020.
Læs gerne den udførlige artikel om Samsung Galaxy S20 Ultra, der skulle have været så god, at den atter ville have bragt Samsung i mobilkameraernes førertrøje. Det gik som bekendt helt anderledes – med koks i blandt andet hvidbalance og ikke mindst fokusering.
I denne artikel skal vi i stedet fokusere (!) helt på zoom-funktionaliteten i den nye S20-serie. Dette med udgangspunkt i en meget udførlig og teknisk artikel i det tyske webmagasin notebookcheck.com – med den ildevarslende titel “Fake-Zoom, Samsung!”.
Her er der virkelig læsestof for nørder som undertegnede, der gerne vil vide, hvad der egentlig sker i ens dyre digitale mobilkamera.
– Falsk markedsføring?
Som efterhånden mange tech-anmeldere har påpeget, så var det dumt at Samsung at hype en simpel og uskarp digital 100X zoom og kalde den “Space Zoom”. S20 Ultra leverer nemlig en fornem 10X hybrid zoom, der sammen med den nye 108 MP sensor nok kunne have båret den nye topmodel igennem.
Nu kom der pludselig ekstra meget fokus på zoom-delen i den nye S20-serie. Og noget tyder på, at den ikke holder til et nærmere eftersyn. Lad os tage et tættere kig på, hvad der er vaskeægte optiske fakta. Og hvad der i bedste fald er lemfældig omgang med sandhed og markedsføring.
Man skal dybt ind på listen over tekniske specifikationer, førend man begynder at forstå, hvordan Samsung har kunnet nå op på hele 100X zoom på topmodellen S20 Ultra og 30X zoom på de mindre S20 og S20 Plus modeller. Der er nemlig en ganske interessant forklaring, som de tyske teknikere hurtigt nåede frem til:
Hverken S20 eller S20 Plus har rigtige telefoto-kameraer. Forklaring følger:
Kigger man på de udførlige lister over specifikationer (se nederst i denne artikel), som blev udleveret til pressen ved lanceringen af S20-modellerne, er især én ting iøjnefaldende: Der findes ingen reel telelinse på hverken S20 eller S20 Plus. I stedet er der to vidvinkler, hvoraf den ene blot er marginalt større end den anden. Med billedvinkler på henholdsvis 79 og 76 grader.
Det er den nærmest ikke-eksisterende forskel på sølle 3 grader i billedvinklen, som tillader Samsung til at kalde den indbyggede zoom for “hybrid-zoom”. Uden at kunne retsforfølges for falsk markedsføring. Resten af zoom-effekten opnås ved blot at croppe eller beskære 64MP sensoren 3 gange – til det, Samsung kalder 3X hybrid zoom. Eller “lossless” – uden tab af billedkvalitet.
Resten af vejen op til de angivne 30X er 10X digital zoom – med det sædvanlige tab af billedkvalitet, som det nu engang medfører. Stik modsat optisk zoom, der jo bibeholder hele kvaliteten og den fulde opløsning.
Nu er det uhyre sjældent, at en optisk zoom helt præcist rammer rammer det hele tal, der i regelen angives. Således byder Sony’s nyeste flagskib, Xperia 1 Mark 2, på en 3X zoom, der reelt er 2,92X. En beskeden oprunding, der bestemt er til at leve med.
Så er det værre med OnePlus’ angivne 3X zoom på 7 Pro modellen, der viste sig reelt kun at være på 2,2X. Resten af vejen op til de angivne 3X croppede eller beskar OnePlus sig frem til. Og det mente mange tech-anmeldere var og er snyd. Falsk varebetegnelse eller sågar decideret vildledende markedsføring.
Det samme mener mange nu også om “zoom’en” på S20 og S20 Plus, hvor der stort set udelukkende croppes på 64MP sensoren. Dette ud fra en nærmest ikke-eksisterende reel zoom-faktor på 1,06 (79 mm : 76 mm).
Ægte Ultra-zoom
Så ser det trods alt bedre ud med topmodellen S20 Ultra, der som udgangspunkt har hele 4X (tilsyneladende ægte) optisk zoom. I form af en avanceret periskoplinse af samme type som lanceret af Huawei sidste år.
Det nok bedste bevis for, at kameraet på S20 Ultra virkelig er fejlbehæftet eller forkert konstrueret, finder man givet i specifikationerne på den meget snart kommende Samsung Galaxy Note 20.
Note-modellerne plejer således altid at komme med det bedste kamera fra de foregående standardmodeller, og den nye Note Ultra burde derfor komme med samme store kameramodul som S20 Ultra. Men det gør den ikke. Samsung har erkendt, at de missede med deres 100 X Space Zoom. Et Moon Shot, der ramte helt ved siden af.
I stedet har man holdt fast ved den nyudviklede 108MP sensor og den gamle 12MP vidvinkel. Dem har man nu kombineret med en helt ny 13MP periskoptele med 5X ægte optisk zoom.
Disse tre kameraer skal nu spille sammen og max kunne levere 50X zoom – hvilket også er, hvad markedets øvrige topmodeller maksimalt kan præstere. Med Huawei P30 og P40 Pro som de mest prominente eksempler.
Det er for øvrigt interessant at bemærke sig, at kinesiske Xiaomi var den første producent til at overskride 100MP barrieren. Pudsigt nok med samme sensor, som Samsung har fremstillet og nu selv bruger i sin S20 Ultra.
Men Xiaomi så heldigvis tidligt begrænsningerne. At træerne ikke voksede ind i himlen. Selv ikke med en 108MP sensor. Kineserne stoppede derfor klogeligt ved 50X zoom på deres glimrende Xiaomi Mi Note 10, som koster under det halve af en S20 Ultra, og som på mange områder både var og stadig er et bedre køb.
Men når ellers den fungerer efter hensigten, tager Samsungs topmodel Galaxy S20 Ultra fremragende billeder som introbilledet til denne artikel.
Vi er en lille kult af Casio-fans, som hæger om vore elskede og avancerede Pro Trek ure, der kan udrette flere mirakler end de fleste. De kan ikke gøre os usynlige eller brygge kaffe. Men ser man lige bort fra disse detaljer, så kan de næsten alt andet.
Nu kan de så også måle og vise pulsen. Indrømmet. Casio er kommet lidt sent med på vognen. I en tid, hvor selv mange billige ure har kunnet netop det – registrere og logge pulsen på sin bærer. Hvad der før var forbeholdt de mere elitære og avancerede sporture, det er nu blevet standard i næsten alle moderne smartwatches. Om de så skal bruges til sport eller ej.
Pulsmåler-funktionen er nu indbygget som de facto standard i de allerfleste smartwatches – uanset den tiltænkte anvendelse af uret. Uanset om man vil løbe sig en tur eller ej. Uanset om det er en forbedret kondition, det drejer sig om. Pulsmåleren er der bare i dag.
Da Casio tilbage i 2016 lancerede den første Pro Trek-model – med titlen WSD-F10 – var uret ikke tænkt som et sportur. Det var tiltænkt trekking, hvorfor man prioriterede den indbyggede kortdel. Det var den, som skulle skille Pro Trek-urene ud fra flokken af up and coming smartwatches – fårene fra bukkene blandt sporturene. En indbygget pulsmåler ville bare reducere den kostbare batteritid yderligere.
Derfor valgte Casio at udelade den ellers obligatoriske pulsmåler i både WSD-F10, WSD-F20 og den seneste WSD-F30. Men mange efterspurgte til stadighed en indbygget pulsmåler, og til sidst gav japanske Casio sig. Nu var batteritiden efterhånden blevet så god og driften så optimeret, at man godt turde inkludere den eftertragtede pulsmåler.
Og det blev så til modellen WSD-F21HR, der skiller sig ud fra både 10, 20 og 30 ved at have en indbygget pulsmåler. Samt et helt nyt grafisk interface, der dog stadig bygger på grundprincipperne fra WSD-F20.
WSD-F21HR er præcis lige så stor og macho, som den oprindelige 20’er det. Et ur, hvis blotte størrelse skræmmer mange langt væk. Men som til gengæld tiltaler Outdoor Folks som undertegnede, der aldrig kan få skærmen stor nok. Specielt da ikke, når og hvis den skal vise kortmateriale i felten. Da er der brug for den størst mulige skærm.
F21HR kom på markedet som en lille efternøler til F30, der var gjort nummeret smallere end F20’eren. Sikkert i det lønlige håb at tiltrække lidt flere “almindelige mennesker”, som fandt F20’eren fra 2017 for stor og klodset til dagligt brug. Til at have hængende megasynligt fra håndleddet. Som en effektiv samtalestarter, hvilket jeg selv har haft glæde af mange gange siden den første F10’er.
Men nu er der meget stor forskel på pulsmålere. De billigste af slagsen er bare mindre pålidelige end de dyreste, hvis brugere stadig ofte har en brystrem til helt præcis måling af pulsen. Til sammenligning med håndleddet, der bare aldrig bliver det helt perfekte sted at måle pulsen. Men den klart lettest tilgængelige placering.
Ser vi bort fra pulsmåleren, så er det samme indmad vi finder i F21HR som i forgængerne F20 og F30. Her skal vi afslutningsvis nøjes med at konstatere, at Casio med sin F21HR har givet os sit første Pro Trek ur med pulsmåler. Endda en ganske præcis og pålidelig én af slagen. Casio har da heller ikke gjort noget for at skjule den nye funktion, der har det sin helt egen fremtrædende placering.
Det er et stort ur, som med en vægt på 81 gram tydeligt mærkes på håndleddet. Til gengæld er det så robust, at det lever op til den militære MIL-STD-810G standard. Samtidig ligger den store skærm rigtig godt beskyttet bag og under den brede urkrans, der bærer urets farve – sort eller rødt.
F21HR er vandtæt ned til 50 meter, så man kan fint svømme en tur med det. Skærmen er stor, skarp og klar. I vanlig Casio-stil er der tale om en dobbelt TFT LCD skærm, hvoraf den daglige skærm viser farver og bruger strøm, mens den monokrome tages i brug for netop at spare på batteriet. Med 320 x 300 pixels fordelt over skærmens 1,32 tommer (33,5 mm) kan man ikke klage over skarpheden.
Specielt til F21HR har Casio designet et par urskiver, som er helt unikke. Den første og mest interessante viser dagens pulsmålinger på en krans omkring urskiven – i fem farver, som angiver aktivitetsniveauet. Den anden urskive viser den aktuelle hjerteaktivitet. I de samme fem farver og med pulsen løbende opdateret.
Tilbage er så kun det for mange vigtigste, når de vælger et Casio Pro Trek ur: Det indbyggede kortmateriale og brugen af det. Her har ambitionerne desværre været større end evnerne. I hvert fald forekommer det undertegnede, at Casio har sat sig på to stole. Eller midt imellem dem.
På den ene side ville man gerne være med på bølgen af sportsure, der jo alle har indbygget pulsmåler. Og på den anden side ville man gerne konkurrere med de tunge drenge fra Garmin og Suunto, der længe har fremstillet avancerede ure til hardcore sportsudøvere. Ure, der skal kunne holde til de mest ekstreme forhold. Med eller uden brug af kort.
Det er ure, som kan mange gange mere end Casio’s F21HR. Ure, som måler og registrerer fitness-data langt mere præcist og udførligt, end Casio nogensinde kom eller kommer i nærheden af. Og sikkert har haft ambitioner om. Ure med en batteritid, der skal tælles i dage og ikke timer, som tilfældet er med Pro Trek.
Det sidste ægte Pro Trek
Det er måske her, vi skal finde forklaringen på, at denne seneste og sikkert sidste Pro Trek model kun levede kort på markedet. Og ind imellem sågar har været på tilbud til stærkt nedsatte priser, hvilket hverken F20 eller F30 har.
Casio kom desværre for sent til ballet for pulsure, da de lancerede F21HR. De ellers dygtige japanere sigtede helt enkelt forkert og for højt, men ramte alt for lavt. Og den slags fejlskud er der ikke rigtig plads til i disse år, hvor konkurrencen blandt producenter af smartwatches er hårdere end nogensinde.
Alt tyder således på, at vi med F21HR har set det sidste Pro Trek ur af denne type fra Casio. Der dog fortsætter med navnet, men nu bruger det på helt andre og mere “kedelige” modeller af G-Shock typen. Ure, der slet ikke appellerer til folk som mig.
Det er rigtig synd, for de ægte Pro Trek ure har altid formået at fascinere og begejstre deres brugere. Langt mere end alle andre smarture.
Måtte mit eget hvide Limited Edition WSD F20 derfor leve evigt.
Den svenske kunstner, forfatter, fuglekigger og mangeårige redaktør af det skandinaviske tidsskrift Flugfiske i Norden, Gunnar Johnson, har forladt os. Han blev 79 år gammel.
Jeg mødte Gunnar for rigtig mange år siden. Faktisk mødtes vi i den lille by Ansager i Sydvestjylland nogle år inden, det skandinaviske tidsskrift Flugfiske i Norden blev skabt og sendt på gaden.
Det var i mine studieår, hvor jeg boede spartansk i en lille étværelses lejlighed i Gellerupparken, Brabrand ret uden for Århus. Som dengang endnu ikke begyndte med “Aa”, men simpelt “Å”. Her læste jeg biologi på universitetet.
Gellerupparken var dengang en ganske fredelig, hvis ikke ligefrem kedelig bydel, hvor der aldrig skete noget. Her boede mange velfungerende tyrkiske indvandrerfamilier, hvis børn endnu ikke var gamle nok til at udgøre et problem. Jeg var derfor ganske glad for at bo i Gellerupparken og inviterede gerne gæster udefra.
En af disse gæster var Gunnar Johnson fra Bodafors i Sverige. Jeg lærte ham at kende gennem en fælles bekendt. Min mangeårige fiskekammerat Niels på Als i Sønderjylland havde en kæreste, hvis bror boede i Ansager – midt mellem fine vandløb som Ansager Å og Holme Å med flere.
Broderen hed Elon og var en dedikeret lystfisker, som brugte fritiden på at fiske, når han ikke lige lagde asfalt på vejene i det sydvestjyske. Elon var en gudsbenådet brevskriver med en håndskrift så sirlig og regelmæssig, at den ikke var af denne verden. Jeg var helt flov over min egen og gjorde mig derfor ekstra umage…
Det var dengang, man stadig skrev fysiske breve til hinanden. Dengang, e-mail endnu ikke var opfundet. Dengang, man havde pennevenner, som det Kongelige Danske Postvæsen levede højt på. Dengang, kærestebreve var håndskrevne og på papir. Kort sagt: Fra før verden gik af lave. Præcis som med Rød Tuborg.
Pennevenner for altid
Det var også dengang, man måtte vente dage hvis ikke uger på svar på sine fysiske breve. Trods dette time lag blev Elon og jeg hurtigt pennevenner med en livlig korrespondence mellem Ansager i syd og Brabrand i nord.
Men Elon var ikke kun en penneven. Han var også en Kirsten Giftekniv for alle sine pennevenner. Dygtig til at koble dem op med hinanden, hvis interesser var fælles og til det.
En dag fik jeg således uventet brev fra Sverige. Fra en Gunnar Johnson i den smålandske by Bodafors. Elon mente, at vi havde fælles interesser inden for fiskeribiologi og fiskepleje, som Gunnar dyrkede aktivt hjemme i Småland.
Og hvor havde Elon dog ret. Brevene føg frem om tilbage mellem Brabrand og Bodafors. Der var meget at skrive om. Mere, end der kunne stå på et stykke papir.
Det endte derfor med, at vi måtte mødes. Og helt naturligt blev det nede hos Elon i Ansager. Gunnar kom over med færgen fra Varberg og samlede mig op i Brabrand, hvorefter turen gik sydover til Ansager. Vi klikkede alle tre, som det hedder på moderne dansk, og blev venner for livstid.
Specielt fascineret blev jeg af Gunnars gamle Lada Niva 4-hjulstrækker, som altid skulle have en hjælpende hånd. For at få motoren startet, vinduerne rullet ned eller noget helt tredje. Men som på vanlig russisk vis aldrig svigtede helt.
Brændstofforbruget var ganske vist skyhøjt og udstødningen kulsort. Men det var før Greta Thunberg, så det bekymrede vi os ikke om. Vi kom altid frem.
Jeg begyndte mit biologistudium på Århus Universitet i 1976, som også var året, hvor Gunnar for første gang kom til Danmark. Han arbejdede netop da, sammen med vennen Nils E. Eriksson, på en bog med den sigende titel “Fisken”.
Bogen var et ambitiøst projekt, udgivet på LTs förlag og i samarbejde Sveriges Fritidsfiskares Riksförbund. I et enkelt sprog – forfattet af Nils E. Eriksson og illustreret med 140 sirlige tegninger fra Gunnar J:son – fortæller bogen levende om fisk, vand og fiskepleje.
Den henvendte sig til såvel engagerede sportsfiskere som studiegrupper, folkeskoler og gymnasier. Mennesker, som alle brugte de lange svenske vintre til meningsfuldt arbejde med og for naturen.
“Fisken” var en lille kvadratisk bog på 144 sider uden farvefotos, men i elegant sorthvid udførelse med lyst blå effektfarve. Bogen udkom i 1978 i et førsteoplag på ikke færre end 10.000 eksemplarer. Det var i bøgernes storhedstid, hvor oplagene bare var større, end de er i dag, hvor 3.000 eller langt færre er det normale.
Jeg var imponeret over den fine svenske bog og havde i et års tid en tæt dialog med flere danske forlag om en dansk udgave. Med nu afdøde Jens Ploug Hansen som mediator.
Det endte hos Skarv Naturforlag, som i de dage sad på det meste af markedet for billige naturbøger. Og som siden også kom til at udgive min egen første bog: “Fluebinding 1”, der udkom i 1981.
“Fisken og Vandet”
I Danmark havde vi fået verdens første miljølov i 1973, og interessen for et bedre vandmiljø voksede støt efter 1960’ernes massive forurening og naturskænderier. Heriblandt ikke mindst Hedeselskabets regulering af Skjern Å, der udgjorde en milepæl i dansk naturødelæggelse.
Det var i de år, hvor de senere “generationsforureninger” blev grundlagt – med navne som Himmark Strand på Als, Junckers i Køge, Grindstedværket i Sønderjylland og Cheminova på Harboøre Tange som de helt store miljøkatastrofer.
Efter en del overvejelser besluttede Skarv Naturforlag, at “Fisken” nok var for svensk til en direkte oversættelse – selv om det ville have været den klart billigste løsning.
Vi besluttede derfor i fællesskab, at der måtte en heldansk nyudgivelse til, og jeg fik til opgave at skrive den. Det lå lige til højrebenet, at det naturligvis skulle være Gunnar, der også illustrerede den danske udgave.
Det blev til “Fisken og Vandet”, som på 160 sider i større format kom godt rundt om emnerne – primært ud fra en dansk synsvinkel. Det var godt set af Skarv, at en ren oversættelse ikke ville kunne dække emnet tilfredsstillende. Og prisværdigt, at forlaget også turde satse en god del flere kroner på projektet.
Jeg skrev bogen i studietiden, og den udkom i 1985, hvor jeg for øvrigt tilbragte hele sommeren på Grønland. Det havde jeg brug for. Det var hårdt at være fuldtids studerende og fuldtids forfatter – på samme tid…
Bogen blev en succes – smukt prydet, som den var med 56 af de sirlige tuschtegninger, som var blevet Gunnars varemærke. Ikke mindst hans utroligt detaljerede “priktegninger”, som jeg kalder dem, af forskellige vandløbsinsekter har gennem årene fået mange rosende ord med på vejen. Med fuld rette.
Ovenstående Ephemera danica nymfe er et ud af mange eksempler fra bogen.
Men der var sket meget og mange andre ting inden da. En kold og grå forårsdag i 1979 mødtes en håndfuld fluefiskere fra Danmark og Sverige i en allerede dengang kendt dyrlæges hus i den lille nordjyske by Hvilsom. Næsten ved bredden af den smukke Simested Å.
Dyrlægen var Preben Torp Jacobsen, der allerede da var landskendt som “den tovlige dyrlæge”. Han bandt fluer af sælsomme materialer, som han indsamlede hos sine kunder i nabolaget – de lokale landbrugere, der dengang ikke var helt så slemme ved naturen, som de senere blev det.
Anyway, vi var to danskere – Preben og undertegnede – samt fire svenskere ved mødet i Hvilsom. Det var først og fremmest Bengt Öste, der dengang arbejdede som redaktionschef for Svenskt TV2. Dernæst var det kunstneren Gunnar Johnson, stangbyggeren Kenneth Boström og journalisten Jerry Petterson.
Svenske koryfæer som Nils Färnström, Rolf Smedman og Jan Forssander var ikke med til det indledende møde hos Preben, men stod klar i kulissen og bidrog til de første numre af det nye magasin.
Mødet blev den uofficielle start på magasinet “Flugfiske i Norden”, der officielt blev stiftet i Sverige nogle få måneder senere. På juridisk korrekt vis med masser af grundigt svensk papirarbejde. Med bestyrelse, årlig generalforsamling og hele molevitten.
Flugfiske i Norden kunne i 2019 fejre sin 40 års fødselsdag, og af dem havde Gunnar været redaktør i over halvdelen. Helt præcis 21 år. Han overtog redaktørjobbet i 1983 og var i årene herefter helt enkelt personificeringen af bladet og det skandinaviske fluefiskeri. På sin egen bestemte, men beskedne facon.
Gunnar var dog ikke tilhænger af den tiltagende kommercialisering af fluefiskeriet. Men da der kom et konkurrerende magasin på banen, måtte det idealistiske uundgåeligt vige for det kommercielle. Det var et spørgsmål om at overleve. Og Gunnar trak sig som redaktør.
Da hans eget varemærke gennem mange år – signaturen J:son – pludselig blev brugt til markedsføring af kommercielle svenske fiskefluer, blev han ganske förbannad. Som man kun kan blive det i Sverige. Men han kunne intet gøre, da han ikke selv havde registreret sit kunstnernavn.
Fluefiskeren
Gunnar var en engageret fluefisker, men ingenlunde en hardcore af slagsen. Han var filosofisk anlagt og foretrak så langt at sidde inde på bredden med sin elskede kaffe og skitseblok. Aldrig så jeg ham gå langt eller vade dybt, som vor fælles ven Kenneth Boström ellers altid gjorde.
– Det är inte mödet värt, sagde han. Altid med det skælmske smil, der var så karakteristisk for ham.
Gunnar havde fisket “på danskt”, som det senere blev døbt af Preben Torp Jacobsen og Bengt Öste – længe før nogen anden havde gjort eller defineret det. For Gunnar var fluefiskeriet nemlig mest af alt en undskyldning til at komme ud i naturen, mødes og diskutere med andre fluefiskere. Fiskeri og fangst kom på en klar andenplads i Gunnars univers.
Han holdt af at sidde stille inde på bredden og studere, hvad der skete ude på vandet. Hvor vi andre fotograferede, tegnede Gunnar, hvad han så. En sjælden gang greb han fluestangen og gjorde nogle kast – hvis ellers han var blevet provokeret af en fisk, der ringede inden for kastehold. Så fik den naturligvis chancen med et kast eller to.
En af Gunnars gode venner var amerikanske Pete Hidy. Jeg kan stadig høre, hvordan Gunnar udtalte navnet med sin småt smålandske accent. Det lød så fint og følsomt. Ja, næsten forelsket.
Hidy og J:son havde interessen for “flymfer” til fælles. En fluetype, som er en pudsig mellemting mellem fluer og nymfer. Fluer, der fanger godt alle steder og til alle tider, da de ikke ligner noget som helst specielt. Men alting på én gang.
Interessen for denne fluetype var så stor, at Gunnar skrev en hel lille bog med titlen “FLYMFER” og undertitlen “& andre mjukhacklade flugor”. Han skrev den sammen med vennen Anders Forsling, som han også satte stor pris på. Og udgav den på Förlagsaktiebolaget Flugfiske i Norden, som jo også stod bag magasinet af samme navn.
Bogen var tilegnet “The International Society of Flymph Fishermen”. Intet mindre. Jeg ved ikke, om denne imposante sammenslutning nogensinde afholdt generalforsamling eller årsmøde. Men flot lød det, og fint var det.
Selv når fiskene ringede eller vakade, som de jo gør i Sverige, sad der næsten altid en flymf på Gunnars tafs. Valget af flue skulle fiskene ikke have lov til at bestemme!
Gunnar var naturmenneske om en hals. På sin helt egen afdæmpede facon. Ikke en af dem, der hver sommer drog ud på flere mil lange vandringer i drømmen om en storfinnet jätteharr eller rødbuget røding på højfjeldet. Gunnar var definitivt hverken sports- eller konkurrencemenneske.
Med en enkelt stor undtagelse (en lang rejse til USA) holdt Gunnar sig til de nære vande, han til gengæld kendte rigtig godt. Her studerede han fuglelivet, som interesserede ham meget. Med årene mere end fiskene, der jo med jobbet som redaktør var blevet til arbejde i stedet for hobby.
I adskillige år havde jeg et fint J:son kunsttryk hængende på væggen over min sofa. Det viste en isfugl, som sad på en gren og spejdede ned i vandet, hvor to små ørreder intetanende svømmede rundt. Farverne var til sidst så solblegede, at trykket måtte vige pladsen for et oliemaleri af Led Zeppelins legendariske forsanger Robert Plant. Malet af en anden af mine venner.
Gunnars yndlingsmotiv var fugle – meget ofte andefugle samt favoritterne isfugl og vandstær. Dem afbildede han alle på sin karakteristiske naturalistiske facon. På et tidspunkt kunne han ikke længere nøjes med at afbilde sine fjerede venner i 2D på papir eller lærred. Nej, der skulle 3D til.
Gunnar begyndte derfor at skære flotte modeller ud i træ – i fuld målestok og inspireret af jægernes klassiske lokkeænder. De blev siden malet til de mest naturtro mesterværker ude på værkstedet.
Som årene gik og venskabskredsen svandt ind, fik Gunnar nye og mere åndelige interesser. Han dyrkede Goethe’s farvelære, som han jo længe havde benyttet sig af i sit aktive kunstnerliv. Og han fordybede sig i amerikanske Henry David Thoreau’s klassiske bog “Walden, a reflection upon simple living in natural surroundings”.
Dette værk vakte genklang hos Gunnar, som delte mange af Thoreau’s ind imellem rebelske holdninger. Eksempelvis dem, der kom til udtryk i hans essay om civil ulydighed: “Civil Disobedience”.
Thoreau levede fra 1817-1862. Altså før den amerikanske borgerkrig. Han var således tidligt ude med sine oprørske tanker, som Gunnar på mange måder sympatiserede med. Ikke mindst var han förbannad på det svenske skattevæsen, som han aldrig forpassede en lejlighed til at kritisere. Det var staten mod individet. En evig kamp.
Anyway. Gunnar var oprindeligt uddannet som indendørsarkitekt og arbejdede tidligt med design af blandt andet sygehuse. Han var gift med Lena, som han fik to børn med: Sønnen Micke, der blev læge, og datteren Mia.
Skæbnen var ikke på hans side, da fru Lena gennem mange år led af fremskreden sclerose, som hun til sidst døde af. Ganske som ventet.
Det var derimod helt uventet, da også datteren Mia døde for ikke så længe siden. I en alt for tidlig alder og til stor sorg for Gunnar, som var meget glad for Mia. Det var gengældt, og hun var flyttet tilbage til Bodafors, så hun kunne se sin far noget oftere.
Gunnars sidste og mest trofaste kompis var en sort puddel, som han gik tur med hver eneste dag. Den 16. september i år kom han imidlertid ikke ud med hunden. Han var sunket sammen over sit skrivebord i hjemmet i Bodafors. Død en stille og ensom død.
Gunnar betød meget for mig, igennem mange år. Personligt såvel som professionelt. Som kompis och konstnär.
“Vi havde længe et lille håb om, at politikere, administration og bureaukrati ville tøjle opdrætsbranchen, men det er ikke sket.
I stedet er de norske myndigheder og den norske administration blevet mere og mere viklet ind i akvakulturindustrien. Regeringer udnævner fiskeriministre med aktieposter i akvakulturvirksomheder.
Fødevarestyrelsen fungerer som industriens lobbyister i Bruxelles, og industrien er undtaget fra miljøreglerne og kan dumpe medicin, der er katastrofal for krebsdyr og plankton, direkte i havet.
Anbefalinger fra vildlakseforskningen udvandes og omsættes til utilstrækkelige “handlingsplaner”, hvor det eneste, der ikke tages stilling til, er de reelle trusler.
Akvakulturindustrien er blevet et demokratisk problem.”
Citat slut
Meget mere herom i næste uges opdatering af “Aktuelt”!
De nye Vandområdeplaner er nu sendt i høring, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Det skulle være sket allerede for et år siden, men landbrugsforhandlingerne på Christiansborg trak som bekendt ud. Først nu er miljøminister Lea Wermelin (S) derfor klar med udkastet til vandområdeplanerne for 2021-2027.
I en pressemeddelelse oplyser Miljøministeriet, at planerne nu er sendt i seks måneders høring frem til juni 2022. Det forlyder, at regeringen foreslår initiativer for knap 5,4 milliarder kroner i planerne og en række konkrete indsatser i arbejdet med at sikre et bedre vandmiljø.
Det drejer sig eksempelvis om restaurering af vandløb og søer, forbedret spildevandsrensning for ukloakerede ejendomme og færre overløb af spildevand fra offentlige anlæg samt mindre udledning af kvælstof og fosfor:
“Vi skal passe godt på vores vandmiljø, og vi er fortsat langt fra målet. Vandområdeplanerne er en grundsten i arbejdet med at forbedre vandmiljøet.
Vi foreslår konkrete indsatser dér, hvor vi kender virkemidlerne og ved, at de virker. Vi sætter samtidig gang i en række udviklingsprojekter de steder, hvor vi mangler viden om, for eksempel, tilstand, kilder og virkemidler.
Samlet anvender vi mere end fem milliarder kroner til at forbedre tilstanden for vandmiljøet i vandløb, søer, kystvande og grundvand”, slutter miljøministeren.
Fra miljøminister Lea Wermelin lyder det også, at det kræver et stort og langsigtet arbejde at skabe et godt vandmiljø for dyr, planter og mennesker:
“Den opgave skal vi løse i fællesskab. Derfor er jeg glad for, at regeringen og aftaleparterne med landbrugsaftalen i oktober bekræftede, at vi skal forbedre tilstanden i vores vandmiljø. Vi skal sikre fuld implementering af Vandrammedirektivet, og med landbrugsaftalen har vi fastlagt en ambitiøs indsats mod den allerstørste presfaktor, nemlig kvælstofudledningen”, siger miljøminister Lea Wermelin.
Ved landbrugsaftalen fra oktober, som næsten samtlige partier i Folketinget stod bag, blev der aftalt konkrete indsatser svarende til en reduktion af udledningen på ca. 10.400 ton i de kystvande og fjorde, hvor der er behov.
Ved et såkaldt genbesøg i 2023/2024 skal der politisk træffes beslutning om håndtering af mankoen for at leve op til Vandrammedirektivet. På det tidspunkt er det meningen, at der skal have været gennemført en såkaldt “second opinion” til det faglige grundlag, som Aarhus Universitet har lavet til vandmiljøindsatsen.
Ifølge Aarhus Universitet må der ikke udledes mere end samlet 36.700 tons kvælstof, hvis det skal lykkes at nå i mål med god økologisk tilstand til vandmiljøet. Så der er et pænt stykke vej, før målet er nået. Men positivt, at den nuværende regering – modsat den tidligere – har forpligtet sig til at opfylde målsætningerne i Vandrammedirektivet.
Det er ikke helt klart, om muslinger indgår i planerne som virkemiddel. Trods den kendsgerning, ar erhvervsminister Simon Kollerup (S) i sin nye Havplan har udlagt næsten 5.000 km2 dansk havområde til muslingerelaterede aktiviteter.
En række større spærringer har en karakter, som af hensyn til økonomi, kulturarvshensyn eller betydelige øvrige interesser, herunder specifikke landskabelige eller rekreative interesser, gør det vanskeligt at fastlægge en evt. indsats. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljøstyrelsen.
Kommuner og vandråd har i deres arbejde forud for vandområdeplanerne 2021-2027 ikke haft mulighed for at foreslå indsatser for følgende fire spærringer: Tangeværket (Gudenå), Holstebro vandkraftsø (Storå), samt Sulkendrup Mølle og Lillemølle (begge i Ørbæk Å).
Disse fire spærringer skal derfor håndteres på anden vis, og i det tilfælde, at der vurderes at være behov for at udføre restaureringsprojekter eller afværgeforanstaltninger, vil der skulle findes særskilt finansiering for dette.
Sådanne vurderinger vil skulle indgå som konkrete elementer i de ovenfor nævnte udviklingsinitiativer frem mod 2024, ligesom der kan blive behov for vurderinger i forhold til kulturarvshensyn, jf. nedenfor.
Særligt for Tangeværket har en arbejdsgruppe, med inddragelse af lokale interessenter og med faglig støtte fra Miljøministeriet, vurderet en række løsningsforslag for spærringen. Arbejdsgruppen har i den forbindelse forholdt sig til forslagene ift. direktivfastsatte krav og rekreative og landskabelige interesser mv.
Arbejdsgruppen opnåede ikke enighed om en fælles indstilling til Miljøministeriet, og kunne derfor ikke anbefale et konkret restaureringsprojekt for Tangeværket og den berørte del af Gudenåen. Der er derfor ikke fastlagt en konkret indsats rettet mod spærringen ved Tangeværket i vandområdeplanen.
Udbyttet af arbejdsgruppens arbejde, herunder gruppens vurderinger af de eksisterende løsningsforslag, vil blive inddraget i ovenstående udviklingsinitiativer frem mod 2024, hvor der vil blive taget stilling til det resterende indsatsbehov i forhold til de vandløbsstrækninger, som ikke er omfattet af de besluttede indsatser.
I det videre arbejde vil der indgå vurderinger af, i hvilket omfang problemstillingen skal søges løst alene for at sikre målopfyldelse ift. vandrammedirektivet, eller om der kan udarbejdes en løsning, som tilgodeser yderligere hensyn, herunder miljø, landskabelige eller rekreative interesser eller klimasikring.
Der er med andre og mere letforståelige ord ikke afsat midler til en tømning af Tange Sø og retablering af Gudenåen. Sagen er hermed sparket til hjørne endnu engang. Men det vil snart vise sig, hvem der er den egentlige miljøminister i Danmark:
Venstres Kristian Pihl Lorentzen eller Socialdemokratiets Lea Wermelin.
Det er desværre ikke alle danske minkfarmere, som har forstået situationens alvor – at det er folkesundheden, de her spiller hasard med, når det gælder masseavl af mink og Covid-19 mutationer. For anden gang på en uge har Fødevarestyrelsen nemlig fundet ulovlige mink på en jysk minkfarm.
Efter et anonymt tip i forbindelse med håndtering af et aktuelt fugleinfluenzaudbrud i Midtjylland, kontrollerede Fødevarestyrelsen onsdag en minkfarm ved Løvel i Viborg kommune. Her fandt Fødevarestyrelsen godt 230 mink og godt 60 ræve, som ulovligt blev holdt i bure.
Det har ikke været lovligt at have mink i Danmark siden 29. december 2020, med mindre der er tale om et hobbyhold på maksimalt fem mink. Og siden 2017 har det som hovedregel været helt ulovligt at holde ræve i bure. Ejeren af minkfarmen er derfor politianmeldt.
Efterfølgende aflivede Fødevarestyrelsen de godt 230 mink. Ejeren vil i tilgift få et påbud om at afhænde de godt 60 ræve, eksempelvis til zoologiske haver, eller aflive dyrene. Men det er desværre ikke noget enkeltstående tilfælde
I forrige uge fandt Fødevarestyrelsen nemlig ulovlige 126 mink på en farm ved Thyholm. Også her blev ejeren politianmeldt og dyrene aflivet. Efter al sandsynlighed venter der nu begge minkavlere en bødestraf. Hvor stor vides ikke.
De pågældende to minkavlere vil bare ikke fatte det. De vil både beholde ulovlige dyr og så have kompensationen for aflivning af dem.
Nu venter vi så med spænding på, om der er endnu flere farme, der ikke har aflivet deres dyr som påkrævet.
Hvis du har fulgt lidt med her på siden i den seneste tid, så vil du vide, at erhvervsminister Kollerup i foråret lancerede en ny Havplan, der skal gælde i de kommende ti år.
Du vil også vide, at ministeren i sin Havplan har begunstiget muslingeerhvervet med næsten 5.000 km2 dansk hav og fjord, som er udlagt til lokalt forurenende muslingefarme og altødelæggende muslingeskrab. Sågar nogle nye totalforurenende havbrug har Simon Kollerup gjort plads til.
Muslingebranchen klapper begejstret i deres små hænder. De har for alvor fået en ven i Simon Kollerup, der med havplanen og canadiske WSP vil begunstige en lille håndfuld aktører på bekostning af det øvrige Danmark. Vi vil fremover få svært ved at manøvrere rundt mellem de kilometerstore muslingefarme i vore mange steder snævre farvande.
Men det er ikke alle muslingefiskere, som har kunnet vente med at tage hul på glæderne. Det kunne i hvert fald ikke Wittrup-brødrene fra Horsens, som har en muslingefabrik, men som i brede kredse nok er bedre kendt for deres 12 meter lange havkapsejler “My Way” af Snaptun.
Den hentede Wittrup selv i Italien i 2016 – formedelst 2,3 millioner kroner plus alt det løse. Og den kan man læse meget mere om i magasinet Min Båd, der gerne lagde spalteplads til de otte sovepladser i Wittrups store havkapsejler. Men tilbage til muslingerne, hvis blåskallede logo også pryder sejlet på det store skib.
Vi kender ikke den nærmere baggrund for lovovertrædelserne, men det er en kendsgerning, at Wittrup brødrene for få dage siden blev dømt for ulovligt skrab af knap 53 tons muslinger fra deres 16 meter lange og 19,8 bruttoregistertons tunge fiskekutter “Frigg”. De havde ikke den fornødne tilladelse og risikerede i værste fald at få konfiskeret såvel skib som last.
Retten i Svendborg formildede sig imidlertid over brødrene og lod dem beholde skibet – mod konfiskation af værdien af de ulovligt skrabet muslinger. Det beløb sig til 51.000 kroner. Skipperen ombord fik i tilgift en ubetydelig bøde på kr. 2.500,-.
Havplanens Store Muslingefest er begyndt – med en ulovlig tyvstart.
Regeringen og alle partier i Folketinget blev for nylig enige om, at danske fiskere skal have en Brexit-kompensation på i alt 1,3 milliarder kroner. Pengene skal udbetales direkte til de danske fiskere, følgeerhverv og lokalområder, der sidste år blev hårdt ramt af Brexit.
Fiskeriminister Rasmus Prehn udtaler i en pressemeddelelse følgende:
– Det var et hårdt slag for mange fiskere, da briterne sidste år lukkede døren og sagde farewell til Europa. Virkeligheden forandrede sig drastisk, og kvoterne blev med ét færre. Det skabte nogle meget kedelige ringe i vandet, og erhvervet og følgevirksomheder blev hårdt ramt på indtjeningen.
– Nu er vi med et bredt flertal i Folketinget blevet enige om en aftale om direkte kompensation på i alt 1,3 milliarder kroner til fiskere, følgeerhverv og lokalområder. Det er kun fair og rimeligt. Og så sikrer det, at man har mulighed for at fortsætte i erhvervet eller forlade det nogenlunde tørskoet.
De tørre tal fordeler sig som følger:
Der er afsat i alt 841 mio. kr. til kompensation for fiskernes direkte kvotetab og 25 mio. kr. til kompensation for tabt omsætning for de fiskere, som ikke selv ejer kvoter.
For at styrke den grønne omstilling stilles som betingelse for en del af kompensationen (10 pct. kompensation), at fiskerne bruger 10-15 pct. af deres kompensation til at omlægge til grønnere løsninger som eksempelvis investering i skånsomme eller selektive redskaber. De mindste fartøjer er undtaget for dette.
Der er afsat 40 mio. kr. til tabt indtjening til forarbejdningsvirksomheder. 35 pct. af kompensationen skal gå til grønne investeringer i produktionen.
Der er afsat 204 mio. kr. til en ordning, der skal sikre, at fiskere, der ser sig nødsaget til at forlade erhvervet, kan blive kompenseret i en såkaldt ophugningsordning.
Der er afsat 30 mio. kr. til støtte til indsatser, der understøtter virksomheder, lokale ildsjæle og udviklingsprojekter i kyst- og landområder, som bliver ramt af Brexit.
Herudover er der afsat 20 mio. kr. i en pulje, der skal hjælpe afskedigede medarbejdere i fiskerisektoren med opkvalificering og jobrettede tiltag.
For seks år siden kunne Greenpeace Danmark afsløre, hvordan den danske storfisker og kvotekonge Henning Kjeldsen havde brugt familie og venner som stråmænd for at få kontrol med et langt større antal fiskekvoter, end han havde ret til i følge loven.
Greenpeace’s research viste, at Henning Kjeldsen og hans familie ejede kvoter for næsten en milliard kroner – på trods af, at der dengang for nylig var indført et kvoteloft, som netop skulle sørge for, at kvoterne gik til almindelige fiskere – dem med begge søstøvler på jorden.
I dag har denne afsløring ført til en historisk vigtig dom. Henning Kjeldsen, der er én af Danmarks største kvotekonger, er således i dag blevet kendt skyldig i at snyde sig til alt for mange fiskekvoter og skal nu betale over 200 millioner kroner. Han dømmes for præcis det, Greenpeace afslørede ham i: Stråmandsvirksomhed.
Dagens dom er vigtig. Det er nemlig det naturskånsomme, danske kystfiskeri og Danmarks nødlidende havmiljø, der har betalt prisen for Henning Kjeldsens og andre storfiskeres massive opkøb af fiskekvoter. Privatiseringen af fiskekvoter førte således på bare ti år til, at halvdelen af fiskekutterne i Danmark blev lagt på land. 49 mindre lokale havne lukkede ned, da de store både blev for store og de små for få.
Det var meningen, at en stor del af fiskene skulle fanges med skånsomme fiskeredskaber fra mindre både. I stedet opkøbte pengestærke storfiskere kvoterne og koncentrerede dem på få, men så meget større fartøjer, der i højere grad end før trawler sårbar havbund op i deres jagt på fisk og kvoter.
Greenpeace har lavet en podcast om kvotekongerne og deres gerninger. Her kan man høre om en fiskeriministers fald, en statsministers mistænkeligt tætte bånd til kvotekongerne, samt en kvindelig salgsassistent, der pludselig blev en mægtig erhvervsfisker.
Man kan også høre om en 5,5 meter lang fiskejolle, der viste sig at være en rygende pistol med plads til mere, end de fleste nok har fantasi til at forestille sig…
Kvotekongen og storfiskeren Henning Kjeldsen blev fredag kendt skyldig i omfattende svindel med fiskekvoter. Dommen blev afsagt ved Retten i Holstebro, hvor sagen har verseret siden 24. februar. Altså i snart ti måneder.
Den 58-årige Skagensfisker blev her idømt en bøde på 54 millioner kroner i en sag om fusk med fiskekvoter. Desuden konfiskeres 64 millioner kroner i et af hans selskaber. i alt 118 millioner kroner. Otte andre personer blev idømt bøder på i alt 77 millioner kroner.
Samlet set konfiskeres 162 millioner kroner hos en række fiskeriselskaber, som Henning Kjeldsen er blevet beskyldt for at kontrollere via stråmænd – det være sig familie, venner eller forretningsforbindelser.
Retten i Holstebro fandt således Henning Kjeldsen skyldig i at have omgået reglerne om fiskekvoter ved brug af stråmænd. En kendelse, der ikke bekom den ellers så fåmælte vestjyde. Ifølge Ritzau fór den dømte storfisker i flint med følgende udtalelse:
– Det er ikke ulovligt. Hvordan fanden kan du blive dommer, udbrød Kjeldsen, inden han fik besked på at forlade retssalen. Han har nægtet sig skyldig i alle anklager og hele tiden gjort gældende, at han kun har hjulpet andre fiskere økonomisk i gang som selvstændige. Af ren og skær nordvestjysk godhed.
Dommen er nu anket til Landsretten. Hvornår den kommer for her, vides ikke.
Ti personer har været anklaget i sagen, og de er alle fundet skyldige. Den ene af dem straffes dog ikke grundet sin unge alder.
Henning Kjeldsen har ifølge dommerens konklusion handlet med forsæt, hvilket er en skærpende omstændighed. Kjeldsen har således været helt bevidst om, at han brød loven, når han stiftede nye selskaber via andre personer.
Kjeldsen lånte penge ud til etablering af selskaberne, der hver især kunne erhverve fiskekvoter. Han erhvervede samtidig selv retten til at købe selskaberne tilbage for kurs 100 – typisk blot 60.000 til 80.000 kroner per selskab.
Det er en pris, der ifølge Bagmandspolitiet er langt mindre end selskabernes reelle værdi. Hvilket ifølge dommeren indikerede, at der var tale om ulovlige stråmandskonstruktioner.
Revisor Jørgen Riise samt advokat Lars Espersen blev begge fundet skyldige i at have medvirket til svindlen. De blev idømt bøder på henholdsvis to og én millioner kroner, og deres selskaber skal betale henholdsvis tre og to millioner kroner.
Bagmandspolitiet havde krævet, at Henning Kjeldsen samt de to rådgivere skulle fratages retten til at udøve deres erhverv. Men det krav kunne eller ville retten i Holstebro ikke imødekomme.
Måske Landsretten i Viborg kan og vil.
14. december 2021
Du kan læse meget mere om denne spektakulære sag i artiklen
Kære Svejstrup Bækkens Venner, entreprenør og rådgiver:
I inviteres hermed til indvielse af de nye gydebanker ved Svejstrup Bæk, fredag den 17. december 2021 kl. 12.00. Det sker i Doktorparken her i Randers.
Borgermesteren indvier projektet med en kort tale kl. 12.00. Herefter er der mulighed for at indtage en hotdog/frankfurter og vand/øl, samtidig med at vi nyder synet af de nye gydebanker, der allerede er taget godt i brug.
Vi arbejder lige nu på at få en skoleklasse til at ”adoptere” Svejstrup Bæk, som en lokalt forankret del af undervisningen i naturfag. Placeringen hertil er ideel, da Svejstrup Bæk munder ud i Gudenåen lige ved Randers Naturcenter.
Mødestedet er markeret med rødt på kortet herover. Det er dér, hvor Parkboulevarden møder Viborgvej (nederst).
Sidste fredag aften ved 21-tiden afgik så det første laksetog direkte fra Narvik i Nordnorge til den syddanske grænseby Padborg. Langt om længe. Da laksetoget tidligere skulle have været på sin jomfrutur, måtte det nemlig aflyses på grund af en togafsporing ved Kiruna i Sverige.
Men denne gang kom laksene på skinnerne. I Narvik ventede 20 sættevogne med laks på at fortsætte med det første tog til Padborg. Det elektriske tog fra CargoNets lavede et skift i Malmø, hvor Deutsche Bahn overtog vognene. Det tyske tog bragte laksene til byen ved den dansk-tyske grænse, hvor de var fremme søndag middag. Blue Water stod klar med 20 sættevogne til den fortsatte transport sydover i Europa.
Fremover vil der være ét tog om ugen, med afgang hver fredag aften. Målet er tre ugentlige afgange fra september 2022. Med den nye togrute flyttes mange, mange tons laks fra 60 sættevogne da fra vej til bane, på en strækning af mere end 2.000 kilometer. Det midt i en periode med store kapacitetsproblemer på grund af mangel på chauffører.
Det er endnu for tidligt at udtale sig om rentabiliteten i den nye transportform. Men samtlige producenter regner ifølge iLaks.no med, at togtransport – i hvert fald med tre afgange om ugen og i bedste fald hver dag – vil blive et bæredygtigt alternativ til vejtransport.
Det er laks fra producenterne SalMar, Mowi, Norway Royal Salmon, Polar Quality, Coast, Grieg Seafood, Seaborn og Cermaq, der har booket plads på det nye laksetog.
Og klimaet vil under alle omstændigheder have gavn af den elektriske transport på skinner. I stedet for ombord på dieseldrevne lastvogne.
Brasiliens præsident Bolsonaro har været på konfliktkurs med resten af verden og det meste af sin egen befolkning, siden han blev præsident for det store portugisisk-talende land i 2019. Med en militær baggrund fra staten Sao Paulo.
Bolsonaro tog ikke Coronaen alvorligt, hvilket kostede i tusindvis af brasilianere livet. Faktisk gjorde han grin med den og har senest sågar påstået, at Covid-19 vaccination kan gøre det svært for kvinder at blive gravide. Uden at have noget som helst videnskabeligt belæg for udtalelsen. I et katolsk land som Brasilien, hvor børn betyder alt, er det et voldsomt skræmmebillede at sætte op. Ét, der givet vil afholde mange kvinder fra at blive vaccineret.
Som højreradikal mener han, at det er vigtigere at holde landet “open for business” end befolkningen fri for Corona. Og så har han lige fra starten haft et godt øje til Brasiliens og resten af verdens sidste grønne kronjuvel – Amazonas regnskoven.
Bolsonaro har, siden sin indsættelse som Brasiliens 38. præsident, presset på for mere skovhugst og minedrift i større og større dele af Amazones. Han har saboteret gældende miljølove og intet gjort for at stoppe den katastrofale ødelæggelse af Jordens mest dyrebare regnskov. Op mod 3.000 fodboldbaner regnskov er forsvundet – om dagen!
Bolsonaro tror, han kan slippe af sted med sit frontale angreb på Brasiliens regnskove.Men nu har brasilianske advokater bedt Den Internationale Straffedomstol (ICC) om at efterforske ham. De har anklaget Bolsonaro for forbrydelser mod menneskeheden ved domstolen og arbejder nu på at få ICC’s anklager til at tage sagen op.
Ret skal være ret, og det er ikke Bolsonaro alene, der har gjort indhugst i Amazonas. Men under Bolsonaros præsidentembede er ødelæggelserne steget til hidtil usete højder – med de største ødelæggelser af Amazonas i de sidste 15 år.
Og Bolsonaro helmer ikke. Han prøver end ikke at skjule, at hans endelige mål er at få hele Amazonas åbnet op for yderligere skovhugst og minedrift.
Den kommende landbrugsminister i Tyskland kommer fra partiet med det lovende navn “Die Grünen” – De Grønne. Han varsler et opgør med det, han kalder “det industrielle fabrikslandbrug” – præcis det, vi her i Danmark er den fremmeste eksponent for.
Det ser ud til, at den 55-årige Cem Özdemir fra partiet De Grønne kan blive ny landbrugsminister i Tyskland. Ved en digital urafstemning i partiet blev der i hvert fald peget på Özdemir som arvtager for politikeren Julie Klöckner. Hun kommer fra CDU og har haft rollen i tre år.
Cem med det tyrkisk-klingende efternavn Özdemir er forhenværende partiformand for De Grønne. I et interview med Stuttgarter Zeitung i forgangne weekend fortalte Özdemir om sine overordnede planer for den kommende ministerpost.
Ifølge interviewet vil Özdemir have særligt fokus på en høj dyrevelfærd – i stik modsætning til “det industrielle fabrikslandbrug, der sælger dyr som discount”, som den kommende landbrugsminister udtrykte det.
Det tegner til et brud med det nuværende landbrug, der jo lever af at udpine jorden, forurene grundvandet med alskens gifte og kemikalier samt påføre husdyrene store lidelser under deres opfodring.
Lad os håbe, at den grønne Cem Özdemir vil få magt, som han har agt. Da går Tyskland og med det resten af Europa givet en bedre fremtid i møde.
Og Danmark bliver til sidst nødt til også at sadle om.
Og den kommer efter alt at dømme til at sidde på skulderen af tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S). Aben er dér, hvor ansvaret for den pinagtige håndtering af minkskandalen bliver placeret.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har ganske vist netop udtalt, at hun ikke vil pege på nogen enkeltperson i disse Corona-tider. Men det er der så andre, som gerne vil:
Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S), der netop har landet en meget elegant finanslov, er der ingen tvivl om placeringen: Det daværende Miljø- og Fødevareministerium. Her regerede morsingen “Store” Mogens Jensen (S) som minister, og med sig havde han ministeriets departementschef Henrik Studsgaard.
De to burde ifølge Wammen have råbt vagt i gevær. Og det var da også præcis det, som han fortalte til Minkkommisionen i sidste uge:
“Når der er møder i regeringens udvalg, så er det op til det enkelte fagministerium at have styr på juraen og hjemler og andet”, sagde Wammen i den forbindelse.
“Jeg har en klar forventning om, at hvis der sidder nogen i det lokale med viden, der er central for de beslutninger, der bliver truffet, og som gør, at man bliver nødt til at gribe tingene anderledes an, at så siger man det”. Nicolai Wammen fortsatte:
“De folk, der sidder der, sidder der, fordi de har det ansvar, der følger med de allerhøjeste stillinger i det danske samfund”.
Såvidt en sjældent klar i mælet Wammen. Ministeriets departementschef Studsgaard fandt det ikke vigtigt at påpege den manglende hjemmel til at aflive alle danske mink. På samme måde som han tidligere heller ikke fandt det for magtpåliggende at indskærpe grænseværdier i dansk drikkevand – trods ellers direkte påbud herom fra EU.
Mogens Jensen blev som bekendt fyret fra ministerposten, og miljødelen skilt fra i et nyt Miljøministerium.
Henrik Studsgaard fortsatte imidlertid som departementschef i det nye Miljøministerium. Måske som Mette Frederiksens garant for, at miljøet ikke skal tage overhånd. Eller at miljøinteresser skal få lov at vokse sig alt for store.
Husk Bjarne Hansen – ham med Ridderkorset – og hans glimrende definition på Miljøstyrelsen her tyve år inde i dette årtusinde:
“Miljøstyrelse: Et politisk organ der skal sikre, at miljøet kan ødelægges inden for rimelighedens grænser.”
7. december 2021
Læs meget mere om minkskandalen i denne store samleartikel:
Sidst i oktober kom så den længe ventede dom fra Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Nævnets formand, landsdommer dr.jur., ph.d. Jens Hartig Danielsen, havde i henhold til § 10 i nævnets forretningsorden truffet afgørelse i sagen om et omdiskuteret notat fra København Universitet.
Et notat, som ret opsigtsvækkende og overraskende konkluderede, at Blå Biomasses mere end 3 km lange smartfarm ved Venø Sund i Limfjorden ligefrem havde en gavnlig effekt på vandmiljøet. Efter mere end 3 måneders behandling traf landsdommer Hartig Danielsen følgende afgørelse:
“Den foreliggende sag drejer sig om uenigheder om forskningens konklusioner og de anvendte metoder m.v., herunder spørgsmålet om de fremsatte resultater i det videnskabelige produkt er rigtige ud fra en faglig og videnskabelig bedømmelse, og vedrører derfor forskningskvaliteten af det videnskabelige produkt. Sagen er herefter ikke omfattet af nævnets kompetence. Det er derfor utvivlsomt, at sagen i overensstemmelse med loven skal afvises fra realitetsbehandling. Denne sag afvises derfor.”
Dommen matcher Praksisnævnets, der heller ikke kunne foretage en faglig evaluering. Og dommen affødte derfor vidt forskellige tolkninger. Bent Vismanns eget Biologisk Institut ved Københavns Unversitet var ude som de allerførste med denne friske fortolkning: “Bent Vismann er derfor renset for alle anklager.”
Adspurgt om, hvilke andre anklager Bent Vismann dog var renset for med dommen, måtte instituttets leder professor Niels Kroer erkende, at Bent Vismann med dommen kun var frikendt for det, der falder ind under begrebet “videnskabelig uredelighed”. Ikke for de faglige anklager.
Det faglige indhold af notatet er således stadig ikke evalueret af andre end Bent Vismann selv. Det bliver først udsat for et såkaldt peer review, en kritisk fagfællevurdering, dersom notatet søges optaget som artikel i et videnskabeligt tidsskrift. Hvilket vi naturligvis håber på, men ikke regner med.
Web- og miljømediet gylle.dk havde denne udlægning af dommen:
“Et statsligt nævn afviser at behandle klage over bio-forsker ved Københavns Universitet, lektor Bent Vismann, for videnskabelig uredelighed. Klagen falder ikke under nævnets kompetence, lyder begrundelsen fra Nævnet for Videnskabelig Uredelighed under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Alligevel frikender Københavns Universitet forskeren trods den 17 sider lange ubehandlede klage over lektorens metoder.”
Der er århundredgamle traditioner for, at de to nationer på hver sin side af den Engelske Kanal ligger i krig med hinanden. Beskyldningerne fyger frem og tilbage – ind imellem akkompagneret af sabelraslen hvis ikke ligefrem kugleregn.
De to nationer strides netop nu om fiskerettighederne i den Engelske Kanal, der med næsten lige så god ret kunne have heddet den Franske. Siden briterne valgte at forlade EU for fem år siden, er et nyt skænderi blusset op.Konflikten handler nu om, hvem der skal have lov til at fiske hvor. Begge nationer ønsker at begrænse den andens ret til at fiske i deres egne farvande.
Den franske regering truer med at indføre sanktioner, som vil omfatte strengere kontrol med britiske varer til fastlandet.Derudover vil de forbyde britiske skibe at lægge til i visse franske havne.Årsagen er, at man mener, at franske fiskere får tildelt for få fiskerettigheder ud for Storbritanniens kyster.
En britisk fiskerbåd er blevet beslaglagt i havnebyen Le Havre – angiveligt for at have fisket i fransk farvand uden tilladelse. Og i færgebyen Calais har vrede franskmænd blokeret britiske færger over Kanalen.
Det franske forslag om sanktioner har vakt vrede på den anden side af Kanalen. Den britiske udenrigsminister Liz Truss kalder på Sky News de planlagte franske sanktioner for “fuldstændig urimelige trusler”:
– Franskmændene har opført sig uretfærdigt.Det er ikke i overensstemmelse med handelsaftalen, siger udenrigsministeren og henviser til den britiske aftale med EU, der regulerer handel efter udtræden af EU. Hun truer med, at Storbritannien kan iværksætte egne tiltag inden for rammerne af handelsaftalen – hvis Frankrig går videre med sine sanktioner.
Under det nylige G20-topmøde i Rom mødtes de to landes ledere, Boris Johnson og Emmanuel Macron, i næsten en time for at diskutere stridighederne. Det kom der dog intet konkret ud af.
Der blæses derfor til kamp og skåles nu i engelsk øl på den ene side af Kanalen og fransk vin på den anden.
For første gang er der fanget flere pukkellaks end atlanterhavslaks i Norges godt 100 registrerede lakseelve.
Baseret på indsamlede fangsttal anslår sammenslutningen Norske Lakseelver, at 85.900 laks blev fanget af lystfiskere i 2021. Det skal sammenholdes med 133.000 for blot nogle år siden.
– Det er en negativ udvikling, der viser, at vi skal bruge skrappere midler i kampen for at beskytte vilde laks, siger generalsekretær Torfinn Evensen fra Norske Lakseelver i en pressemeddelelse.
I nogle egne af landet tørrede fiskesæsonen helt ind.Dette gjaldt især i vest og syd, hvor der var usædvanlig lidt vand i elvene. Mange steder var der heldigvis kommet en del laks op i elvene, inden tørken indfandt sig. Der er således tilstrækkeligt med gydefisk, forklarer Evensen, som roser den lokale ledelse i elvene for at have taget de nødvendige skridt.
– Det kan være upopulært at komme med skærpede kvoter og restriktioner i et fiskeri, der i forvejen er strengt reguleret. Men biologien skal gå forud for høst og ernæring.Tiden, hvor man kunne høste uden at tænke på morgendagen, er for længst forbi, understreger Evensen.
Invasionen af pukkellaks skyldes massive russiske udsætninger, som nu har spredt sig fra Hvide Havet i nord til resten af Norge. Det startede i Norge og bredte sig siden via Skotland og Irland for til sidst at nå Sverige og Danmark. Så langt sydpå som til Danmark nåede de russiske stillehavslaks nemlig i 2017. Der spekuleres på, om det er klimaændringer, der favoriserer pukkellaksene, som er ganske varmetolerante.
Pukkellaksen, der ikke er naturligt hjemmehørende i Atlanterhavet, er den mindste af de fem arter stillehavslaks. De fleste vejer således blot mellem 1 til 2,5 kg.
Pukkellaksen har en toårig cyklus og optræder derfor massivt hvert andet år. Det startede i 2017, hvor der for første gang blev fanget pukkellaks i de fleste af de store vandløb i Vestjylland.
Spredningen tog fart i 2019, og i 2021 har antallet af invasive pukkellaks så oversteget antallet af vilde atlanterhavslaks i Norge. På blot en enkelt dag blev der i Varangerfjorden fanget op mod 1.000 pukkellaks.
Det kunne være titlen på en opfølger til filmen “An Inconvenient Truth”. På dansk “En Ubehagelig Sandhed”. En film, der er sørgeligt aktuel netop nu.
For 15 år siden kastede amerikanske Al Gore – som med egne ord “used to be the next President of the USA” – sig ud i et sandt korstog for Den Blå Planet.
Som en af de allerførste politikere havde Al Gore nemlig indset, at den globale opvarmning var og er en meget reel trussel mod fremtiden på Jorden.
Al Gore blev latterliggjort af mange klimaskeptikere – primært fra oliebranchen – som ikke fattede eller ville forstå, at problemet allerede dengang var “Old News”. Really Old.
Svenskeren Arrhenius havde nemlig allerede i 1896 opdaget og gjort opmærksom på, at et øget indhold af CO2 i atmosfæren ville få temperaturen til at stige. Det var i industrialiseringens spæde barndom.
Havde vi lyttet til Al Gore i 2006 – 110 år efter Arrhenius – ville vi ikke have spildt 15 værdifulde år i kampen mod den globale opvarmning.
Var Al Gore blevet præsident i stedet for George Bush Jr. – han fik faktisk flere stemmer end den tidligere præsidents søn – ville verden måske have været en anden og bedre, end den er i dag.
Så kunne vi nok også have undgået Pia Kjærsgaards nu berømte udtalelse om “klimatosser” og andet miljøbevidst godtfolk. En udtalelse, der i den grad gav bagslag, og som set i bakspejlet blev begyndelsen til enden for Dansk Folkeparti, der lige nu er ude i ren selvdestruktion.
Vi kunne også have undgået Pia Kjærsgaards nedgørelse af den svenske teenager Greta Thunberg, som jo har vist sig klogere end alverdens politikere. Og langt klogere end partileder Kjærsgaard.
Måske. Al Gores film fra 2006 – med titlen “An Inconvenient Truth” (En Ubehagelig Sandhed) – er i hvert fald mere aktuel end nogensinde. Nu, hvor COP26 som forventet blev til FLOP26.
Men Pia Kjærsgaard kan skam stadig nå at se den. Hvis ellers hun kan koncentrere sig så længe. Den varer nemlig halvanden time.
COP26 blev desværre det FLOP26, som mange havde frygtet og forventet. Ingen viste den fornødne vilje til at gøre noget, der kunne koste egne penge eller gå ud over egne fremtidige vækstmuligheder.
Med de nuværende fremskrivninger går vi mod en global middeltemperaturstigning i 2100 på mindst 2,7 grader. Det er milevidt fra Parisaftalens målsætninger fra december 2015 om mellem 1,5 og 2,0 graders middeltemperaturstigning.
Med de nationale reduktionsindmeldinger forud for COP26 var der lagt op til, at de globale CO2-udledninger vil stige med 13 procent fra 2010 til 2030 – i stedet for at falde med de næsten 45 procent, som er nødvendigt for at holde middeltemperaturstigningen nede på 1,5 grader. Det, vi officielt står tilbage med efter COP26, er følgende:
Alle lande skal inden udgangen af 2022 opdatere og styrke deres nationale klimamål, så temperaturstigningerne kan holdes inden for Parisaftalens 1,5-2 grader Celsius.
Man erkender, at hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 grader, kræver det massive reduktioner i udledningen af drivhusgasser.
Hvis målet om 1,5 grader skal sikres, da skal udledningen af CO2 mindskes med 45 procent inden 2030 sammenlignet med niveauet i 2010 og nå et netto-0 omkring 2050.
Landene opfordres til at skrue op for ren energi og ned for kulkraftværker, som ikke kan indfange CO2. Det samme med ineffektive subsidier til fossile brændsler.
De rige lande lover at fordoble finansieringen til klimatilpasning i forhold til 2019-niveauet inden 2025. Der udestår stadig omkring 20 milliarder dollar årligt.
Den omstridte artikel 6 fra Parisaftalen om køb og salg af CO2-reduktioner lande imellem er afsluttet. Aftalen begrænser muligheden for, at reduktioner fremover kan tælles dobbelt.
Det understreges, at der er brug for at mobilisere flere penge til klimabistand for at nå målet om 100 milliarder dollar om året til u-landene i årene 2020-2025.
Landene er ikke enige om en klar plan for finansiering af “tab og skader” forårsaget af klimaforandringer i u-lande, hvilket disse ellers ønskede.
Og den korte udgave: Det ser rigtig skidt ud for klimaet her på Jorden. Om man så vil indse det eller ej.
“Kommentar til Jørgen Nørby (V) og redaktør Lars Kamstrups udtalelser i Lemvig Folkeblad.
Jeg syntes, det er hysterisk af formanden for Regional Udvikling Jørgen Nørby (V), når han kalder det for vanvittigt at ophæve kravet om afværge-pumpning på Øst-Rønland. Man stopper jo ikke – man flytter blot ansvaret og betalingen til Region Midtjylland.
Selvfølgelig skal afværge foranstaltningerne ikke stoppe – der ligger meget mere gift (end de 40.000 tons) på Øst-Rønland. Men Jørgen Nørby glemmer, at han selv har været med til at frikende Cheminova/Forskningsfonden i 2016, for yderligere oprensning, på Øst-Rønland.
Det samme mener jeg om udtalelsen om, ”at forureneren skal betale”. Region Midtjylland har selv været med til at frikende forureneren for ansvar og yderligere oprydning/afværge.
Og FMC Cheminova har intet med det her at gøre – de har ingen forpligtigelse i forhold til forureningen i undergrunden på Rønland. Den ligger nu 100% hos Region Midtjylland.
Jørgen Nørby glemmer, at han selv i 2016 (som før skrevet) frifandt forureneren, da de lod Århus Universitets Forskningsfond slippe fri af sine hæftelser/påbud (1981+82) på Svovldepoterne – på trods af at de vidste, at der lå yderligere 40.000 tons remanens/organik, som var løbet ud af de bundløse svovldepoter.
Det er disse 40.000 tons organik, som man afværge-pumper på i dag. Så Regionen ligger, som den har redt. Region Midtjylland skulle aldrig have givet Forskningsfonden lov at slippe, før de havde ryddet op på Øst-Rønland.
Jeg er rystet over at skulle være vidende til sådan en gang dobbeltmoral eller politisk sjusk. Vi prøvede i 2016 at advare Regionen om, at denne situation kunne opstå.
– Der er jo ingen gift tilbage på Øst-Rønland, sagde Regionen dengang. I mellemtiden har de indrømmet, at de var fuldt bevidste om de 40.000 tons. Og nu skriger de så på, at staten skal betale.
Det er simpelthen noget sjusk – og kammerateri med Forskningsfonden – hvis staten skal til at betale for dette også. Blot fordi Region Midtjylland skulle tækkes Forskningsfonden.
Rav-Aage fra Thyborøn fik sit ridderkors som Danmarks nok første miljøforkæmper nogensinde. Han fik det for sin utrættelige kamp mod giftforureningen fra Cheminova på Harboøre Tange.
Det blev en kamp, der var op ad bakke fra første dag af. En kamp, der gjorde ham upopulær hos de fleste af beboerne i det lille bysamfund Thyborøn, hvor mange tjente deres udkomme på netop Cheminova fabrikken. Egnens eneste større arbejdsplads.
Trods alle vanskeligheder kæmpede Rav-Aage ufortrødent videre. Det var en kamp, der måtte kæmpes, og der var ikke andre end ham til at kæmpe den. Kampen tærede på kræfterne og bød på konflikter med såvel lokale beboere som nationale myndigheder, der havde en ganske anden dagsorden end Rav-Aage.
Men det var også en kamp, der blev bemærket på stenbroen langt fra Thyborøn. Helt inde på Amalienborg havde man fået øje på den seje vestjyde, som ene mand kæmpede mod overmagten – for miljøets skyld. Det arbejde valgte kongehuset i 1995 at honorere med ridderkorset til Rav-Aage.
Forleden, godt et kvart århundrede senere, ankom så endnu et ridderkors til Thyborøn. Denne gang var det Rav-Aages søn og arvtageren Bjarne Hansen, som blev den glade modtager. Bjarne har ufortrødent fortsat sin faders kamp mod giftforureningen, og det mente dronning Margrethe måtte belønnes med endnu et ridderkors til Thyborøn.
Et kæmpestort tillykke herfra. Ingen, gentager ingen, kan have fortjent det mere end Bjarne. De fleste bliver Ridder af Dannebrog efter i mange år at have bestridt et vellønnet embede. Bjarne får sit ridderkors uden nogensinde at have fået en krone for sin imponerende kamp for miljøet.
Der for øvrigt inden ridderkorset havde resulteret i, at et 3-cifret millionbeløb kom på finansloven. Øremærket til oprensning efter Cheminova.
Det virker efterhånden, som om Socialdemokratiet nu kæmper med Venstre om at være dem, der kan ødelægge mest muligt dansk miljø på kortest mulig tid. Eksemplerne er mange og svære at komme uden om.
Således kritiserer Danmarks fiskeriminister Rasmus Prehn (S) nu Storbritannien for at ville forbyde bundtrawl. Han kalder det for både “uacceptabelt” og “i strid med vores aftale”. Sådan lyder ordene fra Rasmus Prehn i et interview med den britiske avis The Guardian, der er kendt for at være mere på miljøets side end de fleste andre medier.
Baggrunden for de voldsomme udfald fra Rasmus Prehn er, at Storbritannien vil forbyde brugen af bundtrawl på Doggerbanke. Og ifølge den danske minister er sådanne planer i strid med den fiskeriaftale, som blev indgået i forbindelse med Brexit, hvor Storbritannien som bekendt udtrådte af EU.
– Brexit-aftalen sikrer fuld adgang (for EU-fartøjer, red.) til at fiske i Storbritanniens farvande frem til 2026. Derfor er det selvfølgelig et stort problem for os, hvis den britiske regering vil ændre det. Vi finder det uacceptabelt og i strid med vores aftale, siger Rasmus Prehn.
Ifølge Rasmus Prehn vil et forbud mod brugen af bundtrawl forværre den situation, som danske fiskere befinder sig, da deres forhold allerede er vanskeliggjort af Storbritanniens udtræden af EU. Vi mistede jo i den forbindelse gammelt dansk fiskevand i engelsk territorialfarvand.
Rasmus Prehn nævner ikke et eneste ord om, at et forbud mod bundtrawl jo også kunne forbedre situationen og fiskebestanden ude på Doggerbanke. Til gavn for alle lande, der fisker herude. Ikke et eneste ord. Han tænker sikkert end ikke tanken.
Så tommel op til Storbritannien for at være mere på forkant med miljøet, end Danmark nok nogensinde bliver.
Det kommer næsten som kaldet – efter at østersøtorskens skæbne nu synes beseglet.
Efter fire års tilløb er det endelig lykkedes den norsk beliggende, men dansk finansierede opdrætsvirksomhed Norcod at levere de første tamtorsk. Som man vel må kalde dem, jævnfør tamlaksene.
Norcod er stiftet af den danske seafoodkoncern Sirena Group, der også markedsfører den opdrættede torsk fra de norske kyster. Norcod kunne i forgangne august meddele sine ejere og aktionærer, at nu var produktionen endelig kommet godt i gang. Det var en melding, som straks kunne aflæses på tallene i regnskabet for tredje kvartal i det børsnoterede selskab.
Omsætningen er dog stadig beskeden. Som følge af produktionen af 345 ton torsk i kvartalet er omsætningen steget til 15,9 mio. NOK, og målsætningen er samlet set at ramme 5.000 ton torsk fra første hold af 2,4 millioner ungtorsk i løbet af første kvartal af 2022.
Norcod melder i regnskabsmeddelelsen om to måneders forsinkelse i planerne som følge af høj havtemperatur i sommer. Virksomhedens overordnede målsætning er at nå en produktionskapacitet på 25.000 ton torsk om året i 2025.
I tredje kvartal af 2021 lander bundlinjen på beskedne minus 6,7 mio. NOK og et samlet underskud i årets tre første kvartaler på 26,4 mio. NOK. Norcod forventer en klar bedring i resultaterne i fjerde kvartal, efterhånden som produktionen stiger.
Og der er store forventninger til fremtiden i selskabets seneste udmeldinger. Således peger selskabet på, at man vil kunne levere opdrættede laks året rundt – modsat det mere sæsonbaserede erhvervsfiskeri.
I sommer købte danske Atrha Kapitalforvaltning med 600 velhaverfamilier bag sig derfor yderligere op i det norske torskeselskab. De satte sig dengang på næsten en tredjedel af aktierne. Norcod blev børsnoteret i Oslo sidste år og aktiekursen er de seneste tre måneder steget med knap 9 pct.
Det skal blive spændende at se, om udryddelsen af den vilde torsk skal bane vejen for tamtorsken. Rigtig trist, hvis det skulle gå så galt.
Det blev til et lille plaster på et stort sår. Således udtrykte fødevareminister Rasmus Prehn (S) resultatet af forhandlingerne om østersøtorskens fremtid.
Efter et sidste døgns forhandlinger blandt EU’s fiskeriministre blev der indgået en aftale om næste års fiskekvoter i Østersøen. Næste års kvoter for fiskeriet i Østersøen blev medio oktober forhandlet endeligt på plads med EU’s fiskeriministre. Med forskernes miljøalarm i baghovedet havde EU spillet historisk lavt ud.
Inden forhandlingerne var der fra EU’s side lagt op til historisk lave kvoter for blandt andet torsk på grund af den pressede bestand i Østersøen. Dette var beskrevet i en rapport fra Det Internationale Havundersøgelsesråd.
Oprindeligt var den danske torskekvote lagt op til at blive 92 pct. lavere end sidste år, hvilket vil have katastrofale konsekvenser for danske Østersøfiskere. Efter natlige forhandlinger endte Danmark med en reduktion på 88 pct.
– Det er en meget trist situation. Forskerne beskriver, hvordan Østersøen har det historisk dårligt, og meldingen har været klar hele vejen igennem: Vi er nødt til at gøre noget nu. Det betyder desværre, at vi kommer hjem med meget små kvoter på blandt andet vestsild og torsk i den vestlige Østersø, og de er kun til bifangster.
– Som et lille plaster på et stort sår lykkedes det os dog at hente lidt flere torsk hjem, end hvad der var udsigt til i Kommissionens forslag, sagde fødevareminister Rasmus Prehn.
I løbet af natten var der mange forskellige emner til diskussion på forhandlingsbordet. Et af dem var Irlands overraskende forslag om at tage en del af den danske makrelkvote. Det krævede lange og svære forhandlinger at feje forslaget af bordet.
– Det har været svære og til tider kaotiske forhandlinger. Sent om natten blev vi udsat for et bagholdsangreb fra Irland, der pludselig ville have andel i vores makreller i Nordsøen. Et mystisk og utidigt angreb, som jeg sammen med mine dygtige medarbejdere på bedste vis fik afværget.
– Nu har vi det samlede resultat, og vi er nødt til at kigge fremad, så fiskerne i Østersøen kan få en afklaring. Der er brug for, at vi omstiller til et mere bæredygtigt fiskeri i Østersøen, hvis vi i fremtiden skal have fisk i Østersøen, sagde fiskeriminister Rasmus Prehn.
Ministeren vil på baggrund af de lave kvoter drøfte situationen med Folketingets partier for at se på, hvordan de fiskere, der vil få det vanskeligt, kan blive hjulpet godt videre. Ministeren vil snarest komme med en handlingsplan for fremtidens bæredygtige fiskeri i Østersøen.
Det bliver en plan, der blandt andet vil indebære mulighed ophugning af dele af fiskerflåden. Altså en endelig udtagning af hidtil aktive fiskebåde. Samt udvikling af nye bæredygtige redskaber til fiskeri.
Lidt sent nu, hvor torsken jo er ved at være udryddet i det meste af Østersøen…
EU kvoter i Østersøen i 2022 med særlig interesse for Danmark generelt og danske lystfiskere specielt. Således er det første gang nogensinde, at det rekreative fiskeri efter laks er blevet pålagt restriktioner:
Torsk i den vestlige Østersø: 489 tons til bifangst (-88 pct. i forhold til 2021 og nyt at kun til bifangst, oprindeligt forslag var -92 pct.)
Torsk i den østlige Østersø: 595 tons til bifangst (Uændret i forhold til 2021, oprindeligt forslag uændret)
Rødspætte: 9.050 tons (+25 pct. i forhold til 2021, +25 pct. i forhold til oprindeligt forslag)
Vestsild: 788 tons til bifangst (-50 pct. i forhold til 2021 og nyt at kun til bifangst, oprindeligt forslag uændret)
Brisling: 251.943 tons (+13 pct. i forhold til 2021, +13 pct. i forhold til oprindeligt forslag)
Laks: 63.811 styk, kun til bifangst i områder, hvor Danmark fisker (-33 pct. og nyt kun til bifangst, oprindeligt forslag uændret)
Lystfiskeri efter torsk i vestlige Østersø: I 2022 må der tages 1 torsk med hjem pr. dag. Kun rekreativt fiskeri efter torsk ud til seks sømil grænsen i område 24. I perioden fra 15. januar til 31. marts vil der være fuldstændigt forbud mod rekreativt fiskeri efter torsk. (I 2021 har det været muligt at tage fem torsk med hjem pr. dag, dog kun to i lukkeperioden).
Lukkeperiode (område 24): Fra den 15. maj til 15. august er der helt lukket for fiskeri i område 24, dog med visse begrænsede undtagelser, særligt for små fartøjer, som blandt andet fisker med garn. (Dette er uændret i forhold til 2021.)
Rekreativt fiskeri efter laks: I 2022 må der hjemtages en fedtfinneklippet laks pr. dag pr. person. Det er nyt, at der er restriktioner i det rekreative fiskeri efter laks.
Lukkeperiode (område 22 og 23): Fra 15. januar til 31. marts er der helt lukket for fiskeri, dog med visse begrænsede undtagelser, særligt for små fartøjer, som blandt andet fisker med garn. Det er en udvidelse af lukkeperioden med 14 dage i forhold til 2021.
Så gik det galt igen på Musholm havbrug. På samme årstid som normalt. Det er nemlig nu, man bugserer netbure og slagter tamørreder. Nu, julesalget står for døren.
Op mod 3.000 tamørreder undslap således først på måneden fra Musholm havbrug. Og som det oftest er tilfældet, så var lokale lystfiskere de første til at rapportere om de mange undslupne tamfisk, der i snit vejer to kilo stykket. De udgør dog kun en lille del af det samlede antal fisk hos Musholm.
Men de var “økologiske”, som Musholm selv kalder dem. Opdrættet hos Bisserup Havbrug, der tidligere har brillieret med deres afgiftede malakitgrønne fisk fra Jylland.
Det var disse fisk, der ved seneste folketingsvalg var med til at vippe Alternativet af den politiske pind. Det var nemlig de alternative, som af stadig uransagelige årsager opstillede indehaveren af Bisserup Havbrug som deres folketingskandidat.
Det slap de som bekendt ikke godt fra. Set udefra lignede det et kollektivt selvmord og blev i hvert fald begyndelsen på enden for et parti, der fra starten ville være det grønneste af dem alle. Men som i stedet afgik ved en selvforskyldt giftdød – forårsaget af malakitgrønt fra jyske dambrug.
De undslupne “økologiske” ørreder skaber potentielt endnu større problemer end ellers, da de fleste andre af Musholms ørreder kun dyrkes for rognens skyld og derfor er sterile hunner. De såkaldte “all females” eller “kun hunner”. De nu undslupne økologiske ørreder må formodes at være både hanner og hunner og derfor i stand til at formere sig. Eller i hvert fald gøre et forsøg herpå.
Det skaber et nyt problem, når og hvis de bliver kønsmodne. De vil da søge op i det nærmeste vandløb for at gyde – typisk på de samme gydebanker, som de naturligt hjemmehørende havørreder benytter sig af.
Men da regnbueørreder er forårsgydere, kan der typisk ske det, at de graver allerede lagte havørredæg op for selv at lægge deres egne. Vore hjemlige havørreder er jo vintergydere, hvorimod de introducerede og undslupne regnbueørreder er forårsgydere.
På nettet kan man finde amatørvideooptagelser af regnbueørreder, der gyder i vandløb på Vestsjælland. Tilbage i 2017 slap flere end 20.000 regnbueørreder ud ved et udslip fra samme Musholm. Havbruget bekostede dengang selv en undersøgelse, som viste, at det store udslip ikke havde negativ indflydelse på de omkringliggende vandløb.
Der har dog været sået tvivl om denne undersøgelse. Det er aldrig godt, når nogen undersøger sig selv. Og får betaling fra dem, de undersøger. Med DHI og deres undersøgelse af kvælstofudslippet fra havnebranden i Fredericia som et velkendt eksempel.
Vestre Landsret afgjorde for ganske nylig, at retssagen mod Hjarnø Havbrug alligevel kan fortsætte. Også uden de 77 ringbind med originale dokumenter, som forsvandt sporløst fra Sydøstjyllands Politis varetægt i Horsens.
På retssprog, så har Vestre Landsret dermed stadfæstet byrettens dom fra Horsens. Sagen fortsætter nu sin gang – stadig med de 190 millioner konfiskationskroner på spil. Det er den anslåede pris for at have produceret op mod fire gange så mange fisk, som Hjarnø Havbrug havde miljøgodkendelse til. Og dermed forurenet Lillebælt fire gange så meget som tilladt.
Dette i det ellers stort opsatte KOMBI-projekt, som var støttet med 8,9 millioner kroner af Esben Lunde Larsens (V) daværende Miljøstyrelse. Sådan lød det glade budskab dengang – fra Miljøstyrelsens egen mund:
“Hjarnø Havbrug vil konkret udvikle storskala opdræt af muslinger og tang til en kvælstofneutral udvidelse af havbrugsproduktionen. Det særlige kombinationsopdræt vil både give en forøget fiskeproduktion og en betydelig produktion af tang og muslinger til forbrugerne og videre forarbejdning til foder til dyr.”
Det blev imidlertid kun til flere fisk og mere forurening. Samt altså adskillige ture i retten.
Landsretten har nu besluttet, at et eksisterende ekstrakt fyldende 11 nye ringbind godt kan lægges til grund for sagen.11 ringbind indeholdende de vigtigste oplysninger fra de oprindelige 77 ringbind. Så sagen forhåbentlig snart kan få sin afslutning.
Hyperaktuelt nu her op til kommunalvalget, hvor Gudenåens fremtid endnu ikke er lagt fast. Trist bare, at borgmesteren i Laksens By Randers hellere vil kæmpe for bevarelsen af den kunstige Tange Sø i stedet for befrielsen af landets længste å og eneste flod, Gudenåen.
Her er, hvad der skete den 8. marts i år, da Randers Byråd skulle stemme om Gudenfloden og dens fremtid – hvis den da ellers har nogen:
“Et forslag fra borgmesteren (Torben Hansen, red.) om at:
Randers Kommune kan som udgangspunkt tilslutte sig den foreslåede sluttekst.
Randers Kommune skal samtidigt tilkendegive, at det er helt afgørende :
at passageløsningen understøtter det biodiversitetsmæssige potentiale, der er knyttet til Gudenåen, herunder selvreproducerende fiskebestande
at passageløsningen tilgodeser og understøtter de krævede kvalitetsparametre, som ligger til grund for målopfyldelsen om god økologisk tilstand.
at eventuel anvendelse af spunsning i en passageløsning bør minimeres mest muligt, og at omløbet prioriteres etableres ved et gravet, naturlig slynget vandløbsforløb, der samtidig understøtter de naturmæssige og rekreative værdier i området.
– blev godkendt med 28 stemmer for og 2 stemmer imod.
Imod stemte Enhedslisten og Beboerlisten.
Et ændringsforslag fra Henrik Leth (A) om:
Som første prioritet ønsker Randers Kommune en fritløbende Gudenå i den oprindelige ådal skabt af istiden. Denne løsning vil opfylde Vandrammedirektivet og løfte områdets natur værdig til glæde for nuværende og kommende generationer.
Gudenåcentralens bygninger og anlæg omdannes til museum og oplevelsescenter.
Kan der ikke opnås tilslutning til den naturlige genopretning af Gudenåen, anbefaler Randers Kommune et langt omløb, der skal sikre opfyldelsen af Vandrammedirektivet i både Gudenåen og Tange Å.
– blev forkastet med 11 stemmer for og 18 stemmer imod. For stemte Henrik Leth (A), Anker Boye (A), Iben Sønderup (A), Henning Jensen Nyhuus (A), Katrine Fruelund (V), Lars Søgaard (V), Det Radikale Venstre, Beboerlisten, Socialistisk Folkeparti, Velfærdslisten, Enhedslisten.
Karen Lagoni (A) undlod at stemme.
Anders Buhl-Christensen (V) var fraværende.
Du kan læse hele dagsordenen her, hvis du har tid og lyst:
En 50-årig polsk mand mistede livet, efter at han den 3. november var faldet over bord fra en båd i Limfjorden. Manden blev fløjet til Aalborg Universitetshospital, hvor han var indlagt til sin nylige død.
Manden var kraftigt nedkølet efter angiveligt at have ligget i det kolde vand i flere timer. Han sejlede alene ud fra Nykøbing Mors tirsdag formiddag ved 10-tiden. Først ved 17-tiden samme dag blev han fundet. Hans arbejdskammerater var blevet bekymret, da han ikke var vendt tilbage.
Den polske mand var ansat ved den lokale virksomhed Seafood Limfjord. Det var hans arbejdsgiver, der fandt ham. Ejeren af Seafood Limfjorden, der sejlede ud og fandt manden liggende livløs i vandet. Da ulykken indtraf, mens manden var på arbejde til søs, er det Søfartsstyrelsen, som har overtaget sagen. Ikke som ellers normalt Arbejdstilsynet.
Den polske mand var tilsyneladende sejlet ud til nogle liner, hvorpå hænger muslinger under flydende bøjer. Linemuslinger også kaldet. Det formodes, at det var disse liner, han ville kontrollere eller reparere, Det skal Søfartsstyrelsen nu forsøge at klarlægge.
Det er så vidt vides det andet dødsfald, som muslingebranchen har oplevet. Ganske meget, når man betænker, hvor få der er ansat i denne branche.
For nylig døde op mod 80.000 tamlaks i burene ud for Irland. Kvalt i en stor opblomstring af alger, hvis tilstedeværelse tillægges høje vandtemperaturer og/eller en ekstraordinært stor forekomst af næringssalte.
Det vækker mindelser om tilsvarende hændelser herhjemme – eksempelvis i Horsens Fjord, som i et halvt århundrede har modtaget massive mængder af totalt urenset spildevand fra havbrugene ved blandt andet Hjarnø.
Da er der basis for algeblomst, iltsvind og fiskedød. Og det var præcis, hvad der skete i december 2019, hvor furealgen Chatonella pludselig blomstrede op og dræbte mange tusinde regnbueørreder i netop Horsens Fjord. Lige op til jul.
En hændelse, som branchen hurtigt bortforklarede med en forunderlig og fantasifuld historie om Chatonella, der målbevidst havde arbejdet sig sydover fra Skagerak over Kattegat til Lillebælt – uden at nogen havde set noget til den undervejs – for så til sidst at eksplodere ud for Horsens Fjord.
I det kolde vintervand i et farvand, der gennem et halvt århundrede har modtaget totalt urenset spildevand fra områdets mange havbrug.
Et rent slaraffenland for de lokale Chatonella-alger, som her så deres snit til at slå til. Læs meget mere om Chatonella, der netop nu er ved at nå sin yndlingstemperatur.
Den 28. oktober havde Miljøforeningen BLAK den helt store tegnebog fremme. Det resulterede i nedenstående helsides annonce i Morgenavisen Jyllands-Posten.
En annonce, som peger på nogle af de yderst kritisable forhold, der finder sted inden for dansk miljøforvaltning generelt – og erhvervsminister Simon Kollerups (S) nye havplan specielt. Som citerer kendte forskere for deres skeptiske holdning til havplanen.
Simon Kollerup (S) planlægger således at udlægge knap 5.000 km2 til forurenende muslingeopdræt og bundødelæggende muslingeskrab. Igennem de næste ti år. Et område næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster. Tilsammen.
Til stor skade for miljøet, der allerede gisper efter vejret. Men til økonomisk gavn for en lille håndfuld spillere såsom canadiske WSP, Hedeselskabets Blå Biomasse, nordjyske Vilsund Blue og Wittrup brødrene fra Horsens.
Tilsammen vil disse aktører plastre vore fjorde og kystnære områder til, så vi andre knapt kan sejle eller fiske der i de kommende ti år, som Kollerups havplan løber over.
Det er heldigvis ikke gået upåagtet hen, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) har begavet sig selv, sine erhvervsvenner og hele Danmark med en havplan for de næste ti år.
Havplanen udlægger næsten 5.000 km2 af det danske havterrirorium – primært følsomme indvande – til forurenende muslingeopdræt og bundødelæggende muslingeskrab. Dette kun til glæde for en lille håndfuld virksomheder med canadiske WSP, Hedeselskabets Blå Biomasse, nordjyske Vilsund Blue og Wittrup brødrene fra Horsens i spidsen.
Alle andre må lide under de pladskrævende og miljøskadende aktiviteter, der specielt går ud over rekreative brugere af de samme havområder. Det være sig sejlsportsfolk, kajakroere, lystfiskere og fritidsfiskere. De må fremover sno sig ind og ud mellem de gigantiske opdrætsanlæg, som kommer til at fylde vore fjorde og besværliggøre al sejlads – hvis ikke ligefrem umuliggøre den mange steder.
Slut med at krydse op mod vinden i sit sejlskib. Det vil der simplethen ikke være plads til mange steder. Enkelte steder er det allerede i dag så galt, at sejlskibene undgår dem helt. Eller må stryge sejlene og passere de kilometerlange muslingeanlæg for motorkraft.
Lidet attraktivt for sejlende udefra, som ellers hidtil har været et aktiv for den lokale turistbranche.
I foråret 2021 blev der afholdt to større møder omkring muslinger i Skive ved Limfjorden. Her blev der informeret om nuværende aktiviteter og de igangværende planer for opdræt af muslinger.
Lokale afdelinger af Danmarks Naturfredningsforening (DN) med sæde omkring Limfjorden har således længe peget på det helt urimelige og uholdbare i Simon Kollerups (S) havplan og dens milliarder af forurenende muslinger. Nu er de lokale protester nået højere op i systemet – så højt, at DN sammen med Danmarks Idrætsforbund har måttet forfatte en protestskrivelse til fødevareminister Rasmus Prehn (S).
Det var Prehn, der tidligere på året stillede ansøgninger om nye opdrætsanlæg og nye kulturbanker i bero. Dette efter en sand flom af nye ansøgninger om nye kulturbanker til udvidet muslingeskrab. Og samme Prehn, der efterfølgende skal beslutte, om man skal gøre blåmuslinger til de nye svin i vore allerede forurenede fjordområder.
Man kan desværre frygte det værste med en socialdemokrat ved roret. Rasmus Prehns forgænger på ministerposten, Mogens Jensen (S), nåede i sin korte ministertid at tildele svineerhvervet et trecifret millionbeløb. Så de kan producere endnu flere svin. Og endnu mere gylle. Ikke mindst til Limfjorden.
Men så kom ministeren jo også selv fra svineøen over alle svineøer i Limfjorden – Mors. Hvor man aldrig har kunnet få svin nok. Og alligevel var det som bekendt minken, der blev Store Mogens’ skæbne.
Rasmus Prehn kommer ikke fra Mors, så vi kan forsigtigt håbe på klogere beslutninger fra den side. Meget forsigtigt.
Vi vil gerne starte med at rose ministerens beslutning om, at sætte tildelingen af nye tilladelser til muslingeopdræt på pause. Det er helt nødvendigt, at der før nye tilladelser kommer klare regler for konkrete og individuelle miljøvurderinger samt at der sikres plads til rekreative og idrætsaktiviteter.
I udkastet til havplan står der, at der skal etableres 4.800 km2 skaldyrsopdræt i indre danske farvande. Det er meget voldsomt. Der er ellers i planen gode takter i retning af, at idræts- og friluftsaktiviteter primært håndteres gennem en generel anvendelseszone, og at den frie sejlads i øvrigt forsat vil kunne foregå overalt i de danske farvande på samme betingelser som hidtil.
Dette greb er i vores øjne den helt rigtige løsning, idet idræt og friluftsliv som udgangspunkt udøves på hele havet, og derfor ikke kan begrænses til én særlig zone. DIF og DN finder dog de udlagte områder til især skaldyrsopdræt i vandsøjlen (Ao) meget omfattende, og vi frygter for adgangsforholdene for sejlads, kano, kajak mv. samt for det lokale vandmiljø.
Udfordringen er bl.a., at de udlagte områder hovedsageligt er placeret i indre fjorde og bugter (bl.a. Isefjorden, Limfjorden, flere østjyske fjorde og Sydfynske øhav). I vores optik er der tale om store områder, som i disse indre farvande vil medføre adgangsudfordringer i snævre passager, hvor padlere og roere vil ønske at sejle på tværs for at komme fra en kyst til en anden.
Det er ligeledes heller ikke i dag en del af godkendelsesprocessen, at man undersøger det enkelte anlægs potentielle miljøpåvirkning – som der ellers er strenge krav til, hvis man vil anlægge industri på land. Og det er ulogisk, for det betyder enormt meget for idrætslivet og for miljøpåvirkningen, hvor og hvordan man etablerer et anlæg – i forhold til fx størrelse og strømforhold.
Faktisk er der slet ikke nogen overordnet statslig planlægning, arealplan eller miljøvurdering for muslingeopdræt.”
“I DN og DIF er vi ikke imod muslingeopdræt, men vi er imod, at der deles tilladelser ud på må og få i stedet for efter en klog planlægning og miljøvurdering af det enkelte anlæg, så vi sikrer natur, miljø og idrætslivet de bedste vilkår.
Vores klare opfordring til ministeren er derfor:
Der skal ikke gives flere tilladelser til muslingefarme, før der er vedtaget en overordnet plan for industrien, hvor der stilles krav om en konsekvensvurdering af hvert enkelt anlæg og dets placering ift. både miljø og adgang for fritidsaktiviteter.
Fjorde og indre farvande skal ikke bruges som renseanlæg for kvælstof, der udledes fra land fra landbrug og med spildevand. Det er fint, at anlæg kan være med til at rense fortidens synder, der i forvejen er havnet i havmiljøet – men udledningerne skal stoppes på land før de overhovedet når åer, søer, grundvand og farvande.
Natur- og miljøorganisationer, idrætsorganisationer samt lokale interessenter bør inddrages eller høres før placering af et muslingeanlæg.
Det skal også gøres meget klart, at dem som får en tilladelse til muslingeopdræt, også har ansvaret for at fjerne anlægget igen efter endt brug, så vi undgår at det ligger og driver rundt i vandet og forurener med eksempelvis plastik.
Vi er naturligvis til din disposition, såfremt der er behov for at uddybe vores synspunkter.
Med venlig hilsen,
Hans Natorp, Danmarks Idrætsforbund og
Maria Reumert Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening”
Citat slut. Så vidt så godt. Dejligt, at store og landsdækkende interesseorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Idrætsforbund nu tager truslen fra erhvervsminister Simon Kollerups (S) Havplan alvorligt.
Bedre sent end aldrig. Men forhåbentlig ikke for sent. I så fald må vi i de næste ti år leve med, at kystnære områder i de indre danske farvande plastres til med lokalt forurenende muslingefarme. Og at de samme områder igen og igen vil blive pløjet op af altødelæggende muslingeskrab, når de nyanlagte kulturbanker og omplantningsbanker skal “høstes”.
Muslingeopdræt og muslingeskrab har længe været et lovløst område, hvor Fiskeristyrelsen uden videre undersøgelser har kunnet uddele nye tilladelser til venner og bekendte.
Det er ikke hvemsomhelst, Danmarks Naturfredningsforening (DN) er gået sammen med i kampen mod de lokalt forurenende og vildt pladskrævende muslingefarme.
Danmarks Idrætsforbund (DIF) er nemlig Danmarks suverænt største idrætsorganisation, som arbejder for at fremme rammer og vilkår for både elite- og breddeidrætten. Det er også DIF, som er ansvarlig for den danske deltagelse ved de Olympiske lege (OL) som Danmarks Olympiske Komité.
De fleste kender nok bedst DIF for de vidt spændende idrætstilbud, som de 62 specialforbund, mere end 9.000 idrætsforeninger og flere end 470.000 frivillige hver uge skaber for DIF’s knap to millioner medlemmer. Politikerne lytter derfor, når DIF som her giver sin mening til kende.
Så en kæmpestor tommel op til DIF for hjælpen med at dæmme op for det helt ukontrollable muslingeopdræt, der allerede har inficeret store dele af Limfjorden.
Det er der ingen fremtid i. Hverken for miljø eller mennesker.
77 ringbind med originale dokumenter fra Hjarnø Havbrug er sporløst forsvundet fra Sydøstjyllands Politis varetægt. Politiet aner ikke, hvor de er blevet af. Siger de. Men væk er de. Påstår de.
Denne forsvinden er uhyre bekvem for Hjarnø Havbrugs forsvarere, der nu kræver sagen aflyst. De 11 ringbind, som både forsvarer og anklager stadig råder over, er kopier med uddrag af de oprindelige 77. Men da dette materiale jo er ufældstændigt, og da de manglende ringbind jo kan rumme oplysninger, der kunne komme anklagede til gode, forlanger forsvaret nu sagen aflyst.
Forsvaret har derfor anket byrettens dom om fortsættelse af sagen til landsretten. I værste fald – i hvert fald for vandmiljøet – slipper Anders Petersen for videre tiltale. Han kan da tage hjem til Hjarnø igen – til hustruen, der i mellemtiden har overtaget ejerskabet – med samtlige de 190 millioner sikkert på familiekontoen.
I så fald har det danske retsvæsen spillet totalt fallit, og politiet må da diske op med en rigtig god forklaring. Bedre end den nuværende, der jo mangler helt. Sagen har ingen fortilfælde. Det er aldrig tidligere sket, at politiet har sat så meget bevismateriale over styr i én enkelt sag.
Vi venter spændt på landsrettens afgørelse, der jo kan blive årets julegave til Hjarnø Havbrug: 190 millioner kroner.
Fra Sydøstjyllands Politi til Anders Petersen og frue.
Der findes for nuværende i alt 19 eksisterende havbrug i de indre danske farvande. Nogle af dem ligger ulovligt placeret og søges nu legaliseret. Miljøstyrelsen har til 11 af disse sendt afgørelser om, at der skal igangsættes habitatkonsekvensvurderinger.
Enten fordi havbrugenes placeringstilladelse vurderes at være udløbet. Eller de vurderes at have en retlig mangel, fordi habitatreglerne ikke har været taget i betragtning. Fordi de ligger for tæt på eller sågar inde i beskyttede Natura 2000-områder, som vi har forpligtet os til at passe ekstra godt på over for EU.
Miljøstyrelsen råder desværre ikke selv over hverken mandskab eller faglig kompetance til disse vurderinger. Styrelsen har derfor hyret Dansk Hydraulisk Institut (DHI) til at lave habitatvurderingerne, hvoraf ingen endnu er afsluttet. Alle 11 rapporter skal dog være færdiggjort inden årets udgang.
Herudover har Miljøstyrelsen allerede meddelt 3 havbrug, at deres placeringstilladelser er i orden. Der resterer således 5 havbrug, hvis placeringstilladelser Miljøstyrelsen endnu ikke har gennemgået. For disse 5 havbrug vil vurderingerne først kunne færdiggøres i 2022, meddeler Miljøstyrelsen i et svar til Finn Boetius fra Miljøforeningen på Tuse Næs.
DHI får 20 millioner skattekroner for dette arbejde. Det er faldet mange for brystet, at netop DHI fik denne lukrative entreprise, da selvsamme DHI tidligere har ydet konsulentbistand til havbrugsbranchen.
DHI’s Mads Birkeland var således involveret i det fallerede KOMBI-projekt, der netop nu verserer i byretten i Horsens – med krav om konfiskation af 190 millioner kroner tjent på en ulovligt stor produktion af ørreder i Hjarnø Havbrug.
Det er sagen om de forsvundne 77 ringbind med beslaglagte dokumenter fra Hjarnø. Ringbind, som er sporløst forsvundet fra Politiets varetægt. Uden nogen forklaring.
Givet på grund af DHI’s tidligere engagement i KOMBI-projektet er habitatkonsekvensvurderingen af opdrætsanlæg i Horsens Fjord overladt til DTU Aqua professor Kjerulf, der ellers til daglig beskæftiger sig med muslinger i Limfjorden.
Det skal blive spændende at se, hvad de to herrer i fællesskab når frem til.
For eksakt to år siden bragte jeg dette fyndige indlæg fra den nordjyske klimaforsker og politiker in spe, Theresa Scavenius. Det fortjener at blive bragt endnu engang her i 2021, hvor klimakampen raser endnu mere end i 2019:
“Jamen, se nu her! Sørme om ikke Landbrug & Fødevarer har nedsat et klimapanel med topfolk fra den offentlige klimadebat. Og det er så nu, at vi ikke må være kritiske. Vi skal være glade. Stolte.
Vi skal glemme, at Landbrug & Fødevarer netop har stået centralt i en kødrapport-skandale på Aarhus Universitet, hvor de direkte gik efter at fordreje en videnskabelig rapport, således at de klimapolitiske anbefalinger så anderledes ud end de burde. At Landbrug & Fødevarer om nogen sidder som ansvarlig for en branche, som er en klimasynder og primær årsag til biodiversitetskrisen.
Ja, det er nu, vi skal klappe i vores små hænder – ligesom når Dansk Industri drysser grønt konfetti udover deres møder og rapporter, som hedder noget med klima, men for 90 procents vedkommende er business as usual: Kortsigtet økonomisk gevinst over miljø, klima og mennesker.
Og det er da et godt stykke arbejde, at det er lykkedes Landbrug & Fødevarer at samle repræsentanter fra olieindustrien sammen med nogle af landets førende klimaforskere, klimaøkonomer og klimaeksperter til at deltage i panelet. Det giver selvfølgelig god PR, at de kan tage et billede sammen med bl.a. en storsmilende Præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Men hvorfor smiler præsidenten egentlig så meget? Hvad er der i den nuværende situation, som gør hende så glad? Jeg kunne forstå, hvis holdningen var: ’Selvfølgelig deltager DN når Landbrug & Fødevarer inviterer, men grundlæggende er vores udgangspunkt, at der er skyttegravskrig mellem DN og L&F, og den annulleres ikke af, at vi bliver inviteret ind på de bonede gulve på Axeltorv. Så vi har ikke noget at smile af, før vi ser reelle forbedringer i forhold vand, natur, dyr og klimaet.’
Men det ser ikke ud til at være indstillingen.
Nå, men hvad skal dette rådgivende klimapanel så lave? Direktør Anne Lawaetz Ahrnung skriver på LinkedIn, at panelet skal komme med ’ideer og løsninger, som de ikke selv har fundet på’. At opgaven er meget ’kompleks’, og at det ikke er nemt at komme i mål.
Undskyld mig! I hvilket år lever direktøren? Det her er det tætteste, man kommer på klassisk klimaskepticisme. Det er blot den nye form for klimaskepticisme, som pakkes ind i gode intentioner – vi ser den alle vegne. Helt grelt bliver det, når Anne Lawaetz tillader sig at manipulere med sandheden og gang på gang udtale, at hun synes det vanskeligt at finde ud af hvad der skal gøres.
Spoiler alert: Det er overhovedet ikke vanskeligt! Din opgave som direktør for Landbrug & Fødevarer er at fremtidssikre en døende branche, hvis forretningsmodel hører det forrige århundrede til – og som kunstigt bliver holdt i live af politisk støtte. Din opgave er at omlægge landbrugets industriproduktion af dyr og mad til at være en produktion, der er 100 procent klima- og naturvenlig, og derudover har en høj dyreetisk standard.
Jeg ved ikke, hvordan møderne foregår i det såkaldte advisery board, men for mig ser det grangiveligt ud som om, at der bliver kastet perler for svin.
Theresa Scavenius”
Citat slut. Ovenstående er sakset fra Theresas Facebook-profil og bragt her på siden for eksakt to år siden. Naturligvis med hendes tilladelse. Det er stadig lige tankevækkende og aktuelt, da de to forgangne år blot til fulde dokumenterer, at Scavenius fik ret i sine dystre spådomme.
Det er uhyre lidt, vi hørt fra ovennævnte “advisory board”. Hvis noget overhovedet. Men så er der da gået to år mere uden tiltag, der kunne skade landbruget og dets indtjening. Eller gavne miljø og klima.
Theresa Scavenius er klimaforsker ved Aalborg Universitet og tidligere folketingskandidat for Alternativet, som ved det seneste valg blev halveret. Dette efter en valgkamp, hvor partiet desperat opstillede en storforurenende havbruger som folketingskandidat på Sjælland. En politisk hjerneblødning af de helt store, som Theresa Scavenius dog intet havde med at gøre.
Det havde derimod partifællen Christian Poll, som efterfølgende selv røg ud af Folketinget med et brag. Med sig fik han det lidet flatterende hashtag #ExitPoll”, der normalt har en helt anden betydning, end det altså fik her.
Joachim Hjerl, som er direktør i den selvejende organisation Havhøst, er den 15. oktober ude med riven efter mig i Politiken. Han mener, jeg blander tingene sammen i mit svar til sportsjournalist Rasmus Bech’s lovprisning af muslinger som klimarigtig spise.
Well, det er vist den anden vej rundt. Da jeg checkede op på Havhøst, stødte jeg hurtigt på en annonce for “Havbondens Muslingesæt”. Formedelst 2.200 kr. kan man erhverve sig et sæt til lineopdræt af muslinger på hobbyplan. Inklusive tovværk, bændel med vægtlodder, samt strømper, hvori muslingerne kan vokse. Sågar en dåse marinerede limfjordsmuslinger er inkluderet i prisen og sættet.
Såvidt så godt. Der er åbenbart penge at tjene for Havhøst her, og fred være med det. Så længe det sker på hobbyplan og i begrænset omfang, er der næppe nogen fare på færde. Med mindre da de gode havbønder ikke passer deres anlæg ordentligt – tilser dem efter storm og blæst samt tager dem op ved islæg. Ellers ender vore fjorde jo med løsrevne liner og anlæg, som vi allerede kender det mange steder fra Limfjorden.
Men lad nu også det ligge. Vi er heldigvis helt enige om, konsummuslinger ikke skal høstes ved miljø-ødelæggende muslingeskrab. Men det er jo desværre præcis det, regeringen lægger op til i sin nye Havplan, hvor næsten 5.000 km2 er udlagt til anlæg af muslingefarme – det være sig linemuslinger eller smartfarms – samt etablering af nye “kulturbanker”, hvor udlagt muslingeyngel fra urentable smartfarms skal vokse sig spisestor og siden skrabes op igen.
Samt det seneste skud på stammen: De såkaldte “omplantningsbanker”, hvor allerede én gang skrabte undermålssmuslinger flyttes til nye kunstige banker, hvor de så efterfølgende skrabes endnu en gang. Når de er blevet store nok. To gange skrab med dobbelt ødelæggelse af bundmiljøet. Og dobbelt klimaaftryk. Hvad går der ikke af forurenende dieselolie til to gange skrab af en enkelt musling til konsum?
Kulturbanker og omplantningsbanker er rigtigt gode eksempler på, hvordan vi i Danmark er i fuld gang med at “opdyrke” eller rettere ødelægge den havbund, som vore politikere ellers har lovet at frede, så den kan komme til sig selv igen. Så det livgivende ålegræs atter kan vinde indpas i vore farvande og de forsvundne fisk vende tilbage igen.
Det kommer imidlertid aldrig til at ske med regeringens nye Havplan, der som sagt har udlagt næsten 5.000 km2 af vore indre farvande til lokalt forurenende muslingeopdræt og altødelæggende muslingeskrab. Et areal næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster, som skal gennemskrabes af tunge muslingeskovle de næste ti år.
Det er klimaaftryk, der vil noget. Rigtig mange tons CO2, der på denne måde kommer til at belaste klimaet, hvis havplanen tvinges igennem.
Joachim Hjerl springer i sit indlæg let hen over, at linemuslinger som dem, Havhøst nu sælger produktionsudstyr til, rent faktisk også forurener deres omgivelser lokalt. For hvert kg kvælstof, der kan høstes med linemuslinger, havner et andet kg kvælstof på bunden under anlægget som ekskrementer. Indsamlet og frafiltreret af muslingerne fra et stort vandområde.
For muslinger renser ikke kun. De har jo også en fordøjelse som enhver anden levende organisme. Og udskiller ekskrementer undervejs. En simpel kendsgerning, der tydeligvis kommer helt bag på mange. Eller som man har valgt at lukke øjnene for.
Men så længe man dyrker sine linemuslinger på hobbyplan – eksempelvis med nævnte “Havbondens Muslingesæt” – og ellers passer sit anlæg ordentligt, så er der næppe den store skade sket.
Med mindre naturligvis vore kystnære områder med tiden fyldes op med nye hobbymuslinger fra Havhøst. Så andre naturbrugere kan få svært ved at komme til. Som det jo er tilfældet længere til søs med industriopdrættet, der allerede nu ligger og blokerer skibsfarten og den rekreative sejlads.
Men Havbondens Muslingesæt, som sælges af Havhøst, er desværre med til at udviske forskellen mellem det harmløse hobbyopdræt og den ødelæggende muslingeindustri, der meget langt fra er “verdens mest bæredygtige fødevareproduktion”, som Hjerl frejdigt påstår. Man er nødt til at se på både produktionsform og høstmetoder, før det klima-regnestykke kan gøres endeligt op.
Klimaaftrykket fra en musling afhænger jo helt af, om naturen selv har produceret den og man som menneske blot har samlet den op. Med det mindst tænkelige klimaaftryk. Eller om den har hængt i overfladen på en line under en bøje, sammen med en milliard andre muslinger, og herfra kvalt fjordbunden med nedsynkende ekskrementer. Som tilfældet allerede er i Skive Fjord. Eller om den er skrabt på en kunstigt anlagt kulturbanke eller sågar omplantningsbanke – af en muslingekutter med overdimensioneret motorkraft.
Det er de færreste danskere, som i dag kender forskel på sankemuslinger, skrabemuslinger, linemuslinger, miljømuslinger, kulturmuslinger, omplantningsmuslinger og klimamuslinger. Samt nu senest også hobbymuslinger. Selv om det er én og samme art: Vor hjemlige blåmusling Mytilus edulis. Det forvirrer begreberne og dem, der spiser muslingerne. Tilsyneladende også nogle af producenterne selv.
Der forestår således en masse oplysningsvirksomhed, som vi forhåbentlig i fælleskab kan være aktivt medvirkende til. Det drejer sig om ganske andet og meget mere end at sælge udstyr til hobbyopdræt af linemuslinger.
Uvist af hvilken årsag valgte Politiken ikke at bringe mit svar på indlægget fra Havhøst. Det kom måske ubehagelig tæt på sandheden om muslinger og muslingeopdræt. Om de nære relationer mellem Havhøst og det kommercielle muslingeopdræt. Og den sunde skepsis, som Concito’s klimadatabase nødvendigvis skal tages med.
Hvem ved. Det gør de kun på Politikens debatredaktion.
Som det fremgår af mit “Læserbrev til Politiken” længere nede på denne side, så er der nu ikke kun gået “miljø” i de danske blåmuslinger. Nu er der også gået “klima” i dem.
Begge dele passer fint ind i den populære, men desværre kun halve sandhed om, at muslinger renser vandet, er gode for miljøet og nu sågar også er blevet klimarigtige. Det er de blevet, efter af de er kommet med i tænketanken Concito’s såkaldte “klimadatabase”, hvor de ligger helt i bund, hvad klimaaftryk angår.
Ja, det er end ikke den halve sandhed. Faktisk er det kun en tredjedel af sandheden, at muslinger kan rense vandet. Kun en tredjedel af de frafiltrerede næringsstoffer – primært kvælstof og fosfor – kan optages i muslingerne og siden høstes. En anden tredjedel havner på bunden under og omkring anlæggene, hvor de medføre iltsvind og frigivelse af yderligere næringsstoffer fra bunden. Den sidste tredjedel passerer delvis fordøjet gennem muslingerne.
Denne sidste tredjedel kaldes ofte for “muslingernes mørketal”, idet man har svært ved at sætte tal på den mer-forurening, som de delvis nedbrudte alger sandsynligvis resulterer i.
Forholdet mellem kvælstof og fosfor i denne “substral”, som den også er blevet kaldt, er nemlig ikke det samme som før i det omgivende vand. Den delvise fordøjelse har gjort den sidste tredjedel mere biotilgængelig end den var ude i vandet – før turen gennem muslingerne.
Concito’s klimadatabase lister rå muslinger som en af de fødevarer, der har det suverænt laveste klimaaftryk. Og det er da også fuldstændig rigtigt, hvis man ser på rå muslinger, der er sanket ved håndkraft. Det er desværre blot ikke dem, der havner ude hos ret mange forbrugere. Langt de fleste er nemlig skrabt fra store kuttere, som trækker tunge skovle hen over bunden, der efterlades gold og livløs.
I Limfjorden er næsten alle muslingekuttere i dag monteret med ulovligt kraftige motorer, hvis store forbrug af dieselolie uundgåeligt øger klimabelastningen fra dette “fiskeri”. De store motorer øger tilsvarende muligheden for brug af tunge redskaber, som effektivt kan pløje sig gennem de få stenfyldte områder, der i dag er tilbage.
En stor del af “fangsten” ved muslingeskrab består derfor af sten, som efterfølgende ikke længere ligger på bunden. Den kendsgerning er heller ikke med i klimaregnskabet fra Concito.
Hvis store klimadatabase i tilgift til muslinger og østers rummer eksotiske fødevarer som “bækforel, rå”.
På et af Blekinges smukkeste steder ligger Mörrumsån, der tiltrækker sportsfiskere fra mange lande. Senest har Mörrums Kronolaxfiske styrket sin position som en attraktiv oplevelse og interessant besøgsmål.
Hvert år besøger mindst 250.000 mennesker Mörrum. En kvart million besøgende. I et normalt år har Mörrums Kronolaxfisket 15.000 fiskedage med fiskere fra op mod 20 forskellige nationer.
Mörrums Kronolaxfiske i Blekinge har en stolt historie, der begyndte tilbage i 1941. Ud over den fiskeriforvaltning og forskning, der løbende udføres, tilbydes besøgende en restaurant, indkvartering, grejbutik, udstilling om laksefiskeriets historie, akvarium, studiebesøg, uddannelse og konferencemuligheder.
For at øge andelen af kvinder har Mörrums Kronolaxfiske i de senere år målrettet indsatsen over for kvinder og unge. Målet er at udvide deres viden og interesse for fiskeri og øge deres forståelse for, hvad fiskeriforvaltning indebærer.
Der er senest foretaget en større investering i at digitalisere produktsalg og fangstrapportering.På ti år er det digitale salg således steget fra 5 til 95 procent.
Digital vejr- og fangstrapportering bidrager også til en øget interesse fra både indenlandske og udenlandske besøgende for at komme til Mörrum for at fiske laks.
Fiskeri er en corona-tilpasset industri, og under pandemien fiskede flere svenskere end nogensinde før.For at gøre det endnu lettere, blev der udviklet digitale fiskeri-licenser, så ingen længere behøvede at besøge receptionen rent fysisk for at løse fisketegn.
Kronolaxfisket er i dag genstand for studiebesøg fra hele verden. Man tilbyder videnseminarer, deler forskningsprojekter og samarbejder med Bräkne Hoby Højskole om uddannelse af naturvejledere og fiskeguider.
Et helt vandkraftværk er senest nedlagt for at øge både bestanden af fisk og muligheden for at fiske.Tænk, hvilken tilsvarende attraktion en retableret og frit strømmende Gudenå kunne blive for Midtjylland…
Lakseproducenten Mowi i Skotland søger at få en permanent kendelse mod en velkendt person, der trods gentagne anmodninger om ikke at være det, fortsat er i fare for sig selv og virksomhedens ansatte og fisk. Siger i hvert fald Mowi, som er verdens suverænt største producent af tamlaks i havbrug. Det fortæller det norske webmedie iLaks.no
Mowi oplyser, at firmaet har indledt en retssag for at få et tilhold, der skal forhindre havbrugsmodstanderen Don Staniford i at komme nærmere end 15 meter fra strukturer som havne, gangbroer, både, bygninger, flåder eller bure på firmaets havbrug.
– Denne persons adfærd og handlinger, som vi har været vidne til i de sidste to år, giver grund til stor bekymring. Det er ikke noget, vores medarbejdere skal tolerere i deres daglige arbejde.Alle skal kunne gå på arbejde og forvente, at deres arbejdsplads er fri for chikane og trusler, siger direktør for Mowi Scotland, Ben Hadfield.
Liverpool-drengen Don Staniford, der i årtier har kæmpet med næb og klør mod det miljøskadelige lakseopdræt, blev senest set som guide og sandhedsvidne med skjult kamera ved et af Mowis opdrætsanlæg i den kontroversielle dokumentarfilm “Seaspiracy”, der kan ses på Netflix.
Staniford blev tilbage i 2012 sagsøgt i en retssag mod det Cermaq-ejede firma Mainstream efter at have undladt at underbygge sine påstande om, at opdrættet laks er “giftig, kræftfremkaldende og dræber som rygning”.
I domspapirerne fra Højesteret i British Columbia påpegede dommer Adair, at Staniford havde hånet det fysiske udseende af tre kvinder, der vidnede. De beskrev Staniford som en “fanatisk person, der ville vride kendsgerningerne, så de passede til hans eget personlige synspunkt.”
Synd, at et ellers helhjertet engagement mod en skadelig og storforurenende industri som lakseopdrættet skal ende på denne måde. I retten.
“Den 5. oktober er Politikens Rasmus Bech i køkkenet med både Hedeselskabet, Blå Biomasse og WSP. Hele familien på én gang.
Der er således trængsel ved køkkenvasken, når Bech skyller sine nyerhvervede blåmuslinger og blankt erkender, at han her er ude i et reklamestunt. For en god sag, tror han. Catherine Richardson har nemlig fortalt ham, at muslinger er både sunde for mennesker og gode for klimaet.
Hvad Catherine Richardson tilsyneladende ikke har fortalt Rasmus Bech er, at muslingerne ikke er gode for lokalmiljøet. Trods ellers alskens anbefalinger fra den branche, der selv producerer dem. Klimarigtige muslinger i lighed med de “klimakontrollerede” grise, som dansk landbrug jo også producerer. Når de også selv skal sige det.
Muslinger har, isoleret set, ganske rigtigt et meget lavt klimaaftryk. Problemet er imidlertid, at konsumstore muslinger enten må dyrkes på liner med en høj grad af lokal forurening fra muslingerne selv. De har nemlig også selv en fordøjelse. Eller skrabes ude på dybere vand – med ødelæggende muslingeskrab, som efterlader bunden oppløjet. Uden fisk, føde og planter.
De store industrielle smartfarms, som Hedeselskabet, Blå Biomasse og WSP driver og markedsfører, producerer kun små muslinger, der egner sig til fremstilling af muslingemel til grisefoder og fiskefoder. Til yderligere produktion af grise og fisk, som belaster vandmiljøet endnu mere med gylle fra grisene og efterladenskaber fra tamlaks og burørreder.
“På den måde kan fjorden effektivt fungere som rensningsanlæg for landbrugets dyreproduktion, og Danmarks landbrugsareal er nok en gang udvidet, så det nu også omfatter fjordene.
Overskuddet af næringsstofferne fra landbruget bliver til alger, som bliver til muslinger og dernæst til dyrefoder. Cirkulær økonomi er blevet til naturødelæggelse, og fjorden er blevet til en intensiv grisefarm.”
Skrevet af professor Stiig Markager, Aarhus Universitet, i Nyt Fokus. Det kan ikke formuleres mere præcist.
Jeg håber, at Rasmus Bech vil tænke lidt over denne triste sammenhæng, når han næste gang er i køkkenet med WSP’s Maren Moltke Lyngsgaard. Så smager muslingerne måske ikke helt så godt.
Og forhåbentlig kommer de ikke fra Limfjorden, hvor DTU i 2013 konstaterede svinevirus i muslingerne. Fra den megen gylle, som er spredt ud på de omkringliggende marker i fjordens opland.”
De fleste kokke – i hvert fald de såkaldte mesterkokke – bryster sig af kun at ville kokkerere med de bedste råvarer. Kun de bedste ingredienser er akkurat gode nok, når mesterkokken skal i køkkenet.
Sådan var det engang, men sådan er det desværre ikke længere. Vi så det for nogle år siden på Island, hvor lakseopdrættet netop da havde gjort sit indtog. Da protesterede de islandske mesterkokke og ville ikke samarbejde med de nye forurenende laksefarmere. En god pose islandske kroner mildnede dog snart sindene, og de islandske protester forstummede ganske.
Nu er turen så kommet til de danske mesterkokke, som også har omfavnet burørrederne fra havbruget ved Musholm. Det beretter tv-kalundborg.dk om. Direktør Morten Juul Andersen fra Dansk Gastronomisk Union har senest meldt positivt ud om de tamme regnbueørreder fra samme havbrug.
Dansk Gastronomisk Union er en sammenslutning af Cateringlandsholdet, Juniorkokkelandsholdet, Kokkelandsholdet, Konditorlandsholdet, Sommeliérlandsholdet og Tjenerlandsholdet. Kokkelandsholdet havde sammen med havbrugerne på Musholm inviteret på tre retter opdrætsørred for en indbudt gruppe af personer.
Blandt de indbudte var Felix Stark, stifter af Verdens Bedste Fødevarer; borgmester i Slagelse Kommune, socialdemokraten John Dyrby Paulsen, samt Venstres nuværende miljøordfører og tidligere lønnet bestyrelsesmedlem i selvsamme Musholm havbrug, Jacob Jensen. De var alle begejstrede for det kulinariske initiativ, men frygtede for fremtiden for det totalforurenende erhverv.
Direktør Morten Juul Andersen fra Dansk Gastronomisk Union er sponsoreret af Musholm. Og han forstår bare ikke modstanden mod Musholms forurening af Storebælt. Han postulerer ligefrem, at fiskeopdræt er blandt de mest klimavenlige produktionsformer. Hvilket vist blot er en genfortælling af noget, han har hørt fra branchen. Han kender næppe til, hvor foderet kommer fra, hvad det bliver til, og hvor det hele ender henne.
Landsholdskokken Bjarke Jeppesen var en af kokkene bag de tre retter burørred, som blev serveret ved arrangementet. Han er begejstret for kødkvaliteten og serverer selv gerne burørred på sin restaurant Domestic i Aarhus. Hvor han endda er Michelin-kok med grøn stjerne.
Domestic bliver desværre nok ikke et af mine fremtidige spisesteder. Man kan jo frygte, at der så også serveres muslinger fra Limfjorden, hvor der er fundet svinevirus i mellem skallerne. Eller ørredrogn fra hormonmanipulerede ørreder, der har fået tvangsskiftet kønnet. Altsammen i tilgift til de allerede medicinerede burfisk, der har fået farvestof i foderet for at blive lækkert røde i kødet.
Vi må desværre konkludere, at (nogle) danske kokke tilsyneladende har valgt at gå samme vej som de islandske: At følge pengestrømmen i stedet for som hidtil at jagte de sunde og naturlige råvarer samt have omtanke for vandmiljøet.
Kokkelandsholdet har tidligere meldt ud, at man overvejer at servere japanske burørreder fra Musholm, når de til næste år rejser til VM i Luxembourg. Men hvis blot fiskeopdrættet sponsorerer mesterskabet, så vinder vi såmænd nok også VM.
Men lad os indtil da håbe, at andre kokke modstår fristelsen. At de gør som vildlaksen, der i stedet går op mod strømmen.
Inde på landjorden går det heldigvis bedre end ude til havs. Herinde er antallet af fuldt omlagte økologiske landbrug nemlig steget til 741 bedrifter i 2020, hvilket svarer til næsten 10 procent af det samlede antal heltidslandbrug.
Flere data fra Danmarks Statistik:
Økologien er med 20 procent mest udbredt blandt fjerkræproducenter og med 15 procent blandt mælkeproducenter.
I 2020 landede det gennemsnitlige driftsresultat for økologiske heltidslandbrug på 900.000 kr. – en stigning på 16.000 kr. i forhold til 2019.
Det gennemsnitlige driftsresultat for økologiske heltidsbedrifter med malkekvæg faldt derimod med 49.000 kr. til 1,2 mio. kr.
Driftsresultatet er lidt højere for økologer end for de konventionelle kolleger, hvor det endte på 1,1 mio. kr.
48 omlagte heltidsbedrifter med økologisk svineproduktion endte med et driftsresultat på 1,4 mio. kr.
54 omlagte heltidsbedrifter med fjerkræ endte med et gennemsnitligt driftsresultat 1,6 mio. kr., hvilket var det højeste blandt de økologiske driftsformer.
Der var i 2020 i alt 175 økologiske heltidsbedrifter udelukkende med planteavl. Her faldt driftsresultatet til 400.000 kr.
Det er således ikke ude på markerne, man høster de fleste økologiske kroner. Det er hjemme i stalden. Allerbedst, hvis der er fjer på produktionsapparatet.
Fristen for indgivelse af høringssvar til regeringens forkætrede Havplan, der har udlagt næsten 5.000 km2 dansk hav og fjord til forurenende opdræt af muslinger og bundødelæggende muslingeskrab på nye kulturbanker og omplantningsbanker, udløb den 30. september.
Miljøforeningen BLAK, som stod i første række i kampen mod planlagte storforurenende havbrug ud for Djursland i årene 2016-2019, har indgivet et otte sider langt og meget kritisk høringssvar. Her skal vi blot gengive konklusionen:
“Det er tydeligt, at oplægget til den foreliggende havplan er udtænkt og oprindeligt udarbejdet under et borgerligt regime med énøjet fokus på at tilgodese sorte erhvervsinteresser. Initieret af den daværende Venstre-regering var det ikke overraskende, at man måtte kigge langt efter blot den mindste hensyntagen til miljø og rekreative interesser. Der var til gengæld rigtig meget fokus på landbruget og dets interesser.
Vi tror og håber imidlertid, at den nuværende S-ledede regering sammen med sine støttepartier kan gøre det bedre end sin forgænger. Og vi håber, at den nuværende regering vil gøre andet og mere for miljøet – end blot at genopfinde det gamle miljøministerium og udnævne en ny miljøminister.
Vi forventer, at en kommende havplan vil have klart fokus på og tage behørigt vare på vandmiljøet og de store rekreative interesser, som er knyttet til naturen. Værdier, som er uhørt vigtige for den økonomiske fremtid i kystnære kommuner som vores. En sund kystturisme er aldeles afhængig af et sundt vandmiljø med gode adgangsmuligheder.
I Miljøforeningen BLAK efterspørger vi derfor en havplan, som lever op til regeringens egne, erklærede grønne målsætninger om et bedre havmiljø. En havplan, der efterlader vort havmiljø i en bedre stand, end vi har modtaget det i dag. Der er lang vej igen, hvis disse ambitioner skal indfries. Og endnu længere vej, dersom det nuværende forslag til en havplan gennemføres.
Det vil nemlig tage rigtig mange år at rydde op efter skaderne fra ti års planlagte ødelæggelser af den danske havbund – med havbrug, muslingefarme, trawlfiskeri og muslingeskrab. Den havbund, der kan ødelægges i det kommende årti, vil det tage naturen både to og tre årtier at rette op på. Hvis det overhovedet lader sig gøre.
Fra Miljøforeningen BLAK skal der afslutningsvis lyde en opfordring til regeringen og miljøminister Lea Wermelin (A) om helt at skrotte den nuværende havplans afsnit om akvakultur. Og i stedet erstatte den med en ny, der bedre afspejler den politiske virkelighed og den videnskabelige viden, vi råder over i 2021. Et afsnit, der i langt højere grad tilgodeser vandmiljøet og den rekreative udnyttelse af vore havområder.
Vi ved i dag rigtig meget om, hvad der er galt med havmiljøet. Vi er blot forfærdende dårlige til at gøre noget konkret ved det. Der skal herfra lyde en kraftig opfordring til at lytte langt mindre til de stærke erhvervsinteresser inden for fiskeri og akvakultur. Og i stedet høre rigtig godt efter, når uvildige forskere kommer med deres fagligt funderede anbefalinger.
Den nuværende havplan er helt enkelt ikke vejen frem eller den nuværende regering og dens grønne ambitioner værdig. Vi håber derfor, at regeringen lytter til vor kritik, og at havplanen ikke skal en tur om Bruxelles for at blive justeret ind. Vi håbermeget, at professor Riemann ikke får ret i sine dystre profetier.
Skovgaarde,29. september 2021
Nina Bjarup Vetter,
formand
Høringssvaret kan læses i sin fulde længde på Miljøforeningen BLAK’s hjemmeside, der herudover indeholder et hav af informative artikler om havbrug og muslingeanlæg.
Så raser endnu en fiskekrig i Nordatlanten. Denne gang handler det ikke direkte om laks, der i dag farmes i stedet for som tidligere fiskes. I dag handler det om makreller, der er vigtige som aldrig før. Med laksen som våben i krigen om makrellerne.
Holland truer nemlig med en ny laksekrig mod både Norge, Island og Færøerne. Årsagen er, at fiskere fra de tre nordatlantiske nationer angiveligt ikke overholder indgåede fiskeriaftaler. Hollænderne mener, at de tre lande fisker alt for meget fra Nordatlanten, hvor også hollændere fisker.Bekymringen vedrører især fangsten af makrel.
For at ramme leverandørlandene så hårdt som muligt, overvejer den hollandske regering nu sanktioner, herunder stop for importen af opdrætslaks fra de tre lande.Det fortæller den hollandske avis De Telegraaf.
I parlamentet i Amsterdam har det regerende højre-liberale parti VVD og det kristendemokratiske CDA argumenteret for, at Norge, Island og Færøerne systematisk sætter deres kvoter for højt, hvilket resulterer i overfiskeri.Dette går ud over de hollandske fiskere, som jo må overholde strenge EU-kvoter for, hvor meget de må lande årligt.
Den hollandske fiskeriminister Carola Schouten fortæller De Telegraaf, at hun sammen med andre europæiske fiskerinationer vil se på mulige sanktioner.Hun mener, det er alvorligt, at landene selv øger deres fangster ud over det aftalte, især hvad makreller angår.
Schouten vil dog først kortlægge konsekvenserne af eventuelle sanktioner for den vigtige hjemlige fiskeforarbejdningsindustri.Derfor vil hun bede Bruxelles om en undersøgelse af mulige handelsinstrumenter, så disse kan bruges på en “afbalanceret og målrettet måde”.
Holland er Norges fjerde største laksekunde med en samlet import af 62.588 tons opdrætslaks i årets tre første kvartaler. Dette ifølge Norwegian Seafood Council.Holland har en stor forædlingsindustri og er samtidig et vigtigt transitland for oversøisk laksefragt via Schipol lufthavnen nær Amsterdam.
Og så ikke et ord om de netop hollandske bomtrawlere, der længe har hærget langs den jyske vestkyst. Til stor skade for både fiskebestand, havbund og danske kystfiskere i området.
Kampen raser stadig om Gudenåen, hvor den stigende vandmængde er et voksende problem. Spørgsmålet er, hvordan vi håndterer den megen nedbør?
Her er et godt bud fra Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø:
“Der findes groft sagt to måder. Vi kan bygge diger, lave vandparkering, indsætte pumper, grave åen dybere, slå grøden osv. Det er en reaktiv måde at håndtere vandproblemet på.
Man kan også forestille sig, at man simpelthen lod naturen gå sin gang og på naturlig vis ledte vandet ud i Randers fjord. Det er en proaktiv måde at håndtere vandproblemerne på.
Når det blæser, er der nogle, der bygger læhegn, og andre der bygger vindmøller.
For nu at perspektivere de data der findes, har IPCC fastslået, at der i år 2300 ifølge IPCC’s konservative vurdering (scenario SSP1-2.6) vil være tale om en global stigning i havenes niveau på mere end 3 meter.
I deres vurdering af en mere voldsom stigning i havenes niveau (scenario SSP5-8.5) vil der være tale om en stigning i verdenshavenes niveau på op mod 7 meter. Ydermere udelukker IPCC ikke, at der vil kunne forekomme vandstandsstigninger på op mod 15 meter i verdenshavenes niveau i år 2300 i forhold til år 1900.
Disse vil ikke være ligeligt fordelt på global plan, men Danmark vil selvfølgelig også skulle vænne sig til den stigende vandstand i havene – med en væsentlig forhøjelse af vandstanden ift. nu.”
Citat slut. Læs meget mere om Gudenåen og relaterede problemer på Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø’s hjemmeside:
I august-september 2021 blev Kangaskoski-dæmningen ved Hiitolanjoki floden i Sydkarelen, Finland revet ned.Floden Hiitolanjoki løber fra Finland til den russiske Ladoga Sø.
Fjernelsen af den nederste barriere vil hjælpe truede vandrefisk som indsølaks og ørreder ved at genskabe gydeområder på den finske side af grænsen, som har været uden for fiskenes rækkevidde i et helt århundrede. Præcis som tilfældet har været ved Gudenåen siden opstemningen af åen til Tange Sø.
Den nye finske sejr har mange herrer og helte, der i årtier har arbejdet på at befri de vilde fosser ved Hiitolanjoki floden.Regionale fiskerimyndigheder spillede også en afgørende rolle, da de påbegyndte en officiel proces med krav om, at der blev bygget funktionelle fisketrapper ved alle tre vandkraftværker på den finske side.Dette krav udløste muligheden for en total fjernelsen af dæmningen.
De tre vandkraftværker ved Hiitolanjoki blev opkøbt mellem 2017 og 2019, hvorefter planlægningen af deres fjernelse startede.Vandkraftproduktionen ved den nederste dæmning, Kangaskoski, sluttede i slutningen af juli 2021. Forberedelsen til nedrivning af dæmningen, der ligger blot få hundrede meter fra den russiske grænse, begyndte umiddelbart efter.
Nedrivningen skete i overensstemmelse med betingelser udstedt afdet regionale statsforvaltningsagentur i det sydlige Finland.Dæmningen på Kangaskoski kraftværket er nu fuldstændig fjernet, og strømfaldene er atter åbne for vandrefiskene.
I de kommende år vil yderligere to dæmninger blive revet ned på Hiitolanjoki floden.Alle dæmninger vil være fjernet i efteråret 2023. I hele det sydlige Finland danner den fritstrømmende flod nu en storslået serie af fosser med en samlet faldhøjde på 18 meter.Fjernelse af dæmningen vil derudover skabe flere nye gydeområder for laks og ørreder.
Vandrefisk kræver levesteder med rent og strømmende vand, hvis de skal kunne gyde med held.Finske vandrefisk er, som også deres artsfæller i mange andre lande, truet på eksistensen, og årsagen hertil er enkel: Menneskeskabte dæmninger og andre forhindringer blokerer fiskene på deres vej til gydepladserne.
Den gode nyhed er imidlertid, at fiskebestande relativt hurtigt kan genoprettes gennem eksempelvis fjernelse af de spærrende dæmninger.Retableringen af Hiitolanjoki er et glimrende eksempel på dette vigtige arbejde. Og et skoleeksempel til efterfølgelse i Danmark, hvor landets længste vandløb Gudenåen desperat har brug for en hjælpende hånd.
Så er den gal igen i Nordjylland, hvor det kniber med afledning af vand fra åerne. Forklaringen er ganske enkel og næsten 10.000 år gammel:
Da isen smeltede ved afslutningen på sidste istid, lettede det enorme tryk på landet under vandet. Nordjylland, som slet ikke havde eksisteret under istiden, steg da op af havet og blev til en helt ny landmasse. En landmasse, som imidlertid var og stadig er meget lavtliggende sammenlignet med resten af Danmark.
Dette er et faktum, som længe har været et problem for landbruget, der jo absolut vil opdyrke al jord – koste hvad det vil. Og specielt i Nordjylland har det længe knebet gevaldigt at komme af med vandet igen – i hvert fald for åerne nord for Limfjorden. Faldet heroppe er ringe og afstrømningen derfor dårlig.
Nu har Aalborg Kommunes forvaltning så sendt et forslag til nyt vandløbsregulativ i høring, hvilket giver panderynker blandt lodsejere og landmænd. Det gælder ikke mindst de nordjyske landboforeninger AgriNord og Landbo Nord, som i fællesskab har sendt et høringsbidrag til kommunen med stærke protester mod det nye regulativforslag.
Forslaget indebærer nemlig, at grødeskæringen i den 10 kilometer lange Skovå bliver skåret ned fra to gange årligt til blot én gang. Samtidig ændres grødeskæringsmetoden, så strømrenden reduceres til 50 pct. af regulativbundbredden – mod de 80-100 pct., som har været gældende i det nuværende regulativ, der stammer tilbage fra 1997.
Det nye regulativforslag vil spare Aalborg kommune for mange penge til vedligeholdelse. Men det vil også betyde dårligere evne til vandafledning og dermed flere oversvømmelser end tidligere hos lodsejerne langs Skovåen. Her oplever mange allerede nu, at den eksisterende vandløbsvedligeholdelse ikke fungerer.
Der er allerede store problemer med oversvømmelser flere steder langs Skovåen. Her har man lokalt oplevet en lodsejer, som Aalborg Kommune er dømt til at betale erstatning til. Grundet de skader, han har haft på grund af manglende vedligeholdelse af vandløbet. Sagen har kørt siden 2019, men den pågældende lodsejer har stadig ikke set nogen penge.
Flere lodsejere udtaler til pressen, at de føler sig stavnsbundet på deres ejendomme, som ikke længere kan sælges på grund af manglende vedligeholdelse og den deraf følgende højere vandstand.
Løsningen er heldigvis enkel: Køb den pågældende lavbundsjord op og braklæg den. Det vil spare klimaet for mange tons CO2 og vandmiljøet for en grødeskæring, der både er skadelig for vandmiljøet og bekostelig for kommunen.
Det er jo skatteborgerne, der i sidste ende kommer til at betale gildet for landbrugerne.
Vi har læst byrådskandidat (R) Gorm Wæhrens bekymrede debatindlæg den 25. august (2021).Vi deler til fulde hans bekymring for Limfjordens fremtid og de mange nye muslingeanlæg.
Vi er begge født eller opvokset nær Limfjorden og har fulgt dens forfald gennem årene. Trods oprettelsen af Limfjordsrådet i 2008 er vandmiljøet blevet stedse ringere siden 2011. Det blev oplyst af AAU-professor Stiig Markager på DN’s nyligt afholdte muslingemøde i Skive.
Hvis man selv færdes regelmæssigt på fjorden, kan man heller ikke være i tvivl: Vandmiljøet har det markant dårligere i nærheden af de forurenende muslingefarme – senest intensiveret ved omlægningen fra mere ekstensive linemuslinger til kilometerlange norske “smartfarms”, som dyrker langt mere intensivt.
Vi anbefaler ingen at svømme en tur i nærheden af muslingefarmene – i hvert fald ikke uden beskyttende dragt. Vi kan derimod anbefale enhver bekymret sejler eller fisker på fjorden at lægge kursen fra den muslingeinficerede Skive Fjord og ind til naboen, den muslingefrie Louns Bredning.
På en stille dag kan enhver se det grønne ålegræs bølge over sandbunden herinde – stik modsat den slimede bund og det algefyldte vand i Skive Fjord.
Hedeselskabets og Blå Biomasses Klaus Astrup Nielsen taler naturligvis sine muslingers sag i sit indlæg den 2. september. Naturligvis, da Blå Biomasse jo ikke er sat i verden for at redde vandmiljøet i Limfjorden, men for at tjene penge til Hedeselskabet.
Det har man indtil videre kun gjort via de millionstore tilskud, man siden etableringen i 2016 har modtaget fra diverse fonde i ind-og udland. Senest har Blå Biomasse fået tilsagn om knap 11,4 millioner kroner til sine nye smartfarms, bevilget af Miljø- og Fødevareministeriet under den tidligere borgerlige regering og Esben Lunde Larsens (V) ledelse.
Alligevel er der et millionunderskud på det seneste regnskab. I det lys er det jo kun naturligt, at Klaus Astrup kigger sultent efter nye tilskud. Og derfor, han senest har “tilbudt” os danskere at rydde op efter landbruget med sine muslinger. Formedelst 2 milliarder kroner, som danske skatteydere naturligvis skal betale. Ikke landbruget.
Hvis muslinger kunne rense Limfjorden, ville vi være de første til at anbefale dem. Vi ved imidlertid, at de mange milliarder muslinger kun risikerer at gøre ondt værre. At de i stedet holder på mange af de næringssalte, der ellers ville passere ud gennem fjorden helt af sig selv – ud i åbent hav.
Vi ved også, at muslingerne deponerer ét ton næringssalte i form af ekskrementer på bunden under og omkring anlæggene, for hvert ton næringssalte der kan fjernes ved høst af muslinger. En voldsom lokal forurening med næringssalte, der ellers i vid udstrækning ville være passeret forbi på deres naturlige vej mod havet.
Vi ved også, at det ikke går godt med den reelle muslingehøst. Og vi så i forgangne vinter, hvordan blot nogle få dages islæg kunne rive de store smartfarme i den vestlige Limfjord i stykker. I så høj grad, at afrevne rør stak til søs og nåede så langt nordpå som til Sallingsund, hvor de spærrede passagen.
De resterende rør flyder nu højt, så vi tvivler meget på, at den efterfølgende produktion bliver ret stor.
Hvad vi allerede ved er dog, at Smartfarms er kilde til ny plastforurening. Dels med mikroplast, som frigives ved den konstante friktion mellem rør, net, muslinger og høstmaskiner. Dels med makroplast i form af løsrevne rør og net, det glider af.
– Kan Klaus Astrup mon fortælle avisens læsere, hvor mange tons plast Blå Biomasse til dato har placeret på Limfjorden med sine Smartfarms – via de mange kilometer net og plastrør?
Blå Biomasse har været meget karrige med reelle produktionstal – i form af registrerede høsttal. Fiskeristyrelsen henviser hele tiden til “forretningsmæssige hensyn”, når de reelle produktionstal efterspørges i aktindsigter. Samme Fiskeristyrelse vil heller ikke give tilladelse til, at bunden under Blå Biomasses muslingeanlæg 112 undersøges af en uvildig instans.
Desværre ønsker Blå Biomasse ikke at spille med åbne kort. Da man sidste år sammen med Limfjordsrådet adresserede folketingspolitikere på Christiansborg i et salgsfremstød, skete det også for lukkede døre. På den måde risikerer man jo ikke at blive modsagt eller skulle stå til ansvar for sine påstande. Alternativt få sandheden frem.
Hvilket bringer os til næste punkt. Klaus Astrup påstår i sit indlæg, at muslinger optager op mod 60 % af de alger, de spiser. Gid det var så vel. Al litteratur viser, at tallet er det halve, altså 30 %. Og endda mindre endnu ved lavere saltholdigheder.
Vi ser meget gerne den undersøgelse, som er nået frem til “op mod 60%”. Det vil være en videnskabelig sensation. En artikel i Politiken af 12. september i år refererer da også Jens Kjerulf Petersen fra Dansk Skaldyrcenter for følgende:
“Tommelfingerreglen er, at en tredjedel af, hvad muslingerne spiser, bliver bundet i deres kød. En anden tredjedel bliver udskilt med deres fækalier, mens den sidste del bliver frigivet til vandet igen”.
Dette for øvrigt i fuld overensstemmelse med, hvad svenske undersøgelser har dokumenteret gennem flere år. Hvordan Klaus Astrup så når frem til det dobbelte, er os en gåde.
– Det er måske en af de “uantastede usandheder”, som Klaus Astrup refererer til i sit indlæg?
Klaus Astrup refererer videre til et notat fra Københavns Universitet, hvor man har afrapporteret en 3-årig undersøgelse af Blå Biomasses smartfarm i Limfjorden ved Venøsund. Et notat “baseret på fakta og videnskab”, skriver Klaus Astrup.
Desværre gælder dette kun et enkelt år, hvad de vigtige bundundersøgelser angår. Ikke tre år, som Klaus Astrup påstår. Så her er der ingen tidligere data at sammenligne med. Og heller ingen mulighed for at konkludere noget med 95% sandsynlighed. Hvilket man uden videre gør i notatet.
Vi skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at netop dette notat er indbragt for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Her har det ligget til vurdering siden 2. juli i år, og i skrivende stund er der stadig ikke kommet nogen afgørelse fra nævnet.
Der er tale om et notat, der ikke har været igennem noget peer review – en faglig vurdering – og som derfor ikke kan publiceres i noget fagtidsskrift.
Vi venter spændt på nævnets afgørelse. I mellemtiden har aktindsigter søgt af Limfjordens Miljøråd vist, at Københavns Universitet har modtaget 0,8 million kroner for notatet, der bruges vidt og bredt i markedsføring af flere norske Smartfarms i danske farvande.
Blandt andre af Blå Biomasse og dets ejer Hedeselskabet. Uanset dets manglende godkendelse fra faglige kolleger.
Flemming Højgaard Madsen
Steen Ulnits
PS: Der kom aldrig noget svar fra Klaus Astrup vedrørende hans påstand om 60 % fjernelse af kvælstof fra Blå Biomasses muslinger.
Det havde vi nu heller ikke regnet med. Det var blot endnu en påstand grebet ud af den Blå Biomasse Luft. En kvælstoffjernelse, som kun “tryllemuslinger” formår. Og de arbejder altså stadig ikke for Blå Biomasse og selskabets blot fire mand.
Mandag den 23. august havde Limfjordsgruppen under Danmarks Naturfredningsforening inviteret til sejltur på Limfjorden. Solen skinnede fra en klar himmel, og vind var der ingen af.
Formålet med sejlturen var at give inviterede politikere og presse et førstehåndsindtryk af det stigende antal muslingefarme på fjorden. Samt formidle viden om disses negative effekt på vandmiljøet.
Med ombord var SF-politiker Signe Munk, som med bopæl på øen Fur er godt kendt med vandmiljøet på Limfjorden. Hun gik sammen med TV2 Midtvest ombord på det gode skib “Safari Queen” i Hvalpsund.
Vel ude ved Mogenstrup – med Jeppe Aakjærs kunstnerhjem rundt om næste hjørne – stødte en anden båd til. Ombord på den var lokale Sven Hørup, som havde inviteret Skives 1. viceborgmester Peder Christensen (S) på sejltur og bundprøvetagning ud for Linemuslingeanlæg 112.
De entrede “Safari Queen” med dugfriske bundprøver fra anlæg 112. Her kunne presse og politikere på nærmeste hold se og lugte bunden under en Smartfarm. Kulsort slimet bundslam, som kun muslinger kan lave det. De mest modige ombord lugtede endda til det.
SF’s Signe Munk får lov at se og lugte til slam fra muslingefarm
Men det var åbenbart for meget for TV2 Midtvest. I hvert fald mente redaktionen efterfølgende ikke, at disse billeder skulle vises for seerne. Det var for stærke sager. Derfor klippede man i stedet til en optagelse fra DTU Aqua, hvor en sød kvinde var i færd med at rense Limfjorden – med blå muslinger i to små akvarier.
Herefter blev der klippet til et interview med en fisker, som ikke var tilfreds med de gældende bestemmelser på fjorden. Som ikke kunne få tilladelse til at dyrke flere forurenende muslinger. På grund af det moratorium, som fødevareminister Rasmus Prehn har måttet indføre efter en syndflod af nye ansøgninger.
Jeg var selv med ombord på “Safari Queen”, og jeg så siden, hvad der kom ud af anstrengelserne på TV. Ikke et eneste ord om eller billede af forureningen fra muslingeanlægget. Af det ildelugtende sorte bundslam ved anlæggene. Ikke ét eneste.
TV2 Midtvest havde tydeligvis en helt anden dagsorden med hjemmefra, end DN’s Limfjordsgruppe havde haft med sin invitation. Man fornemmede klart, at muslinge-lobbyen var rykket ind og havde overtaget klipperummet. Kommunalvalget venter forude, og så gælder jo alle kneb.
I enhver krig er sandheden det første offer. Og her var det så TV2 Midtvest, der førte kniven. Trist, at journalistikken nu er nået helt ned i mudderet. Bogstavelig talt.
