Forfatterarkiv: Steen

Anmeldelser af “HAVmisBRUG”

Contents

Lektøren
Bogsyn.dk
Kaninen Katrine
Miljømediet gylle.dk
Indholdsfortegnelse
“HAVmisBRUG”

“HAVmisBRUG” – de første anmeldelser

Så er de første anmeldelser af min seneste bog “HAVmisBRUG” begyndt at strømme ind. De første tre anmeldelser, der nåede frem, plus lektørudtalelsen fra landets biblioteker følger herunder.

Bibliotekarer på landets mange biblioteker kan naturligvis ikke overkomme at læse alle de mange bøger, som konstant og i en lind strøm flyder fra forlagene. De læser i stedet anmeldelser af bøgerne.

Bibliotekarerne læser professionelle anmeldelser skrevet af de såkaldte lektører. Og ud fra disses anmeldelser og anbefalinger køber bibliotekerne så ind til deres læsere.

En god lektørudtalelse af bogens 424 faktaspækkede sider er derfor guld værd. Bogstavelig talt.

* Lektøren

Kort om bogen: Debatbog om problematikkerne ved opdræt af fisk til menneskeføde. Nyttig viden til interesserede i dambrug, havbrug og muslingefarme og den indvirkning, de har på vores natur og miljø

Beskrivelse: Fiskeribiolog Steen Ulnits har hele sit liv beskæftiget sig med fisk. Dels som lystfisker og dels som fiskeribiolog, rejseleder, konsulent og forfatter.

Ud over korte rids af hans egen baggrund og holdningsmæssige standpunkter, omhandler størstedelen af bogen en problematiseret gennemgang af primært dansk fiskeopdræt gennem nyere tid – fra dambrug over havbrug til landbaserede opdræt samt muslingefarme.

Ulnits forklarer, hvordan fiskeopdræt fungerer i detaljer, om centrale aspekter såsom kvælstofs rolle og iltsvind, og fokuserer på det forurenende aspekt ved de åbne havbrug, hvor fx foder- og medicinrester tilflyder det omkringliggende havmiljø.

Vurdering: Ulnits skriver ligefremt og let forståeligt. Og han lader sin personlige holdning skinne igennem uden omsvøb (fx når det gælder miljøpolitik). Bogen berører overordentligt mange forskellige aspekter ved fiskeopdræt. Man behøver ikke læse bogen fra ende til anden, den fungerer fint som opslagsværk til fx studerende.

Til bibliotekaren: Bogen dækker en landsdækkende problemstilling omkring forurening, så anbefalingen er, at den indkøbes i et enkelt eller få eksemplarer, men bredt i alle kommuner.

Morten Brynildsen

* Bogsyn.dk

“En spændende, indsigtsfuld og lærerig bog om et af klodens store elementer, vandet og havene, der er ved at bukke under på grund af drift og rovdrift.

Det er især næringssalte fra landbrug og vandbrug, der tidligere var udfordringerne. Nu er det tunge bundtrawl, der pløjer havbunden op og fanger alle fisk. Og senest lokalt forurenende muslingeopdræt og muslingeskrab samt opdræt af laks og ørreder, der flyves til markeder i Indien og Kina.

Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog og med en formuleringsevne, der gør tingene tilgængelige for andre end miljøforkæmpere og nørder.

Den beskriver slagsmålene mellem de forskellige politikere, eksempelvis Ida Auken og Esben Lunde Larsen, den fortæller om, hvordan en svejsefejl og overfyldte tanke i 2017 forurenede Fredericia, den stiller sig kritisk overfor RedHavetNu-kampagnen.

Den fortæller, hvordan i forvejen velhavende dambrugere nærmest af regering og politikere kunne få yderligere forurening af kyster stillet gratis til rådighed. Den beskriver den stærkt forurenede Horsens Fjord, og den fortæller alt om Endelave, Aarhus, Lillebælt, den transgene fisk i Canada, og at økologisk fiskeopdræt aldeles ikke er medicinfrit.

Bogen bliver kaldt en debatbog, og det er helt sikkert, at den vil kunne skabe en masse debat i faget, på Christiansborg og interessegrupper. Den går voldsomt til biddet på ministre, deres pensioner og ministerbiler, og man skal være indstillet på, at den har en særdeles kritisk tilgang til magten.

Omvendt redegør forfatteren meget sobert for, hvorfor han har skrevet bogen, og hvad der har drevet ham frem til konklusionerne. Al ære og respekt for det og for at vende tingene op og ned og dermed lade læseren drage sine egne konklusioner.

Den kommer utrolig vidt omkring, fra Tycho Brahe til Peter Fiskers fisk, fra havkolera til tilskudskroner, fra Limfjordens miljødage til hackere, helligdage og høringsplaner. En superbog for miljøforkæmpere, en oplysende bog for alle vi andre.”

http://bogsyn.dk/index.php/litteratur/2259-havmisbrug.html

Tegning af Bo Secher for Limfjordens Miljøråd

* Kaninen Katrine

“Enhver, der følger Kaninen Katrine fra Endelave, ved, at opfedning af kunstige burørreder i helt åbne havbrugsnet forurener vores fælles havmiljø. Det samme gør de såkaldte miljømuslinger, når de hænger på liner og net i store farme og skider løs….

Nu har fiskeribiologen, forfatteren og foredragsholderen Steen Ulnits sat hele svineriet i perspektiv og skrevet en bog på mere end 400 sider, som han kalder en debatbog. Sådan bør boghandlere og biblioteker ikke betragte den. De bør placere den på hylden med gysere…

For havet sletter ikke, som der står et sted, alle spor. Havbrugsforurenerne og muslinge-tilhængerne hævder godt nok, at de både er bæredygtige og klimarigtige og alt muligt andet. En vildtlevende fisk og en frisk musling samlet op fra bunden kan de ikke slå…

Hav-mis-brugerne kan heller ikke komme uden om, at havet ikke sletter alle spor. F.eks. dokumenterer Steen Ulnits, at det kan da godt være, at strømmen i havet fjerner forureningen under havbrug og muslingefarme. Men strømmen løber ikke kun én vej. Den løber også tilbage…

Kaninen Katrine fra Endelave er flere gange nævnt og citeret i bogen. Derfor er det selvfølgelig min fætter Ejner, der har skrevet denne anmeldelse. Og tak for det. Ejner er nemlig begejstret og gi’r bogen 5 ud af 6 havørreder…

Så hvis du vil vide mere om Hav Mis Brug, så køb bogen i boghandlen eller lån den på biblioteket. Forlaget Turbine har udgivet den…”

Kaninen Katrine fra Endelave

* Miljømediet gylle.dk

“Havbrugene frarøver 40 millioner afrikanere deres naturlige føde. Nemlig de enorme mængder fisk ud fra Vestafrikas kyst, der fanges og laves om til fiskeolie og fiskemel, som igen bruges til foder i havbrugene (Greenpeace “A Waste of Fish 2019).

Det fremgår af en ny debatbog, ”HAV-mis-BRUG”, skrevet af fiskeribiologen Steen Ulnits. En af de skarpeste kritikere af havbrug og muslingeopdræt. Dertil kommer så den store forurening af miljøet, når de mange millioner tons fiskefoder sejles eller flyves verden rundt og de store mængder opdrættede fisk, der derefter transporteres verden rundt igen til velstående forbrugere.

Det er bare en af de mange og overvældende oplysninger i den omfattende bog, som man næsten for åndenød af at læse. Den er fyldt med så mange kritiske informationer om havbrug og muslingeopdræt, at det er svært at fatte, at denne marine industri overhovedet er tilladt. ikke kun i Danmark, men i hele verden.

Aviserne herhjemme er meget lidt modtagelige for kritiske indlæg om havbrug og muslingeopdræt. Derimod er der mange artikler om muslingeopdræt, der fjerner forureningen fra havbrug.

Det holder ikke vand, påviser forfatteren. Han har gennem årene samlet mange videnskabelige undersøgelser, der viser, at havbrug og muslingeopdræt skader de lokale havmiljøer med forurening under havbrugene og koncentrering af affaldsstoffer under muslingefarmene som sort slam og total uddød havbund.

Forfatteren påviser også, at flere hundrede millioner skattekroner til muslingeopdræt for at rense hav og fjorde for udledningen fra landbruget på ingen måde har giver resultat. Udover selvfølgelig de rare millioner i forskernes, havbrugernes og muslingeopdrætters lommer.

Mens vi diskuterer havplan med forslag om 5.000 kvadratkilometer udlagt til muslingeopdræt, bør politikerne læse denne bog og få et grundigere indblik i, hvad det drejer sig om. Ikke mindst statstilskud til forskere og private virksomheder, der gratis kan bruge og forurene vores farvande for at tjene millioner.

En udvikling, der startede under Lars Løkkes regering med fødevareminister Esben Lunde Larsen ved roret. Han blev dog frataget fiskeriet, da blev for meget med bl.a. hans forslag om nye og store havbrug.

5.000 km2 til muslingeopdræt

Nu har den nye regerings miljøminister, Lea Wermelin, ganske vist sat en stopper for nye havbrug og deraf følgende muslingefarme, men havplanen foreslår stadig 5000 kvadratkilometer til muslingeopdræt. Ikke mindst i den stærkt nødlidende Limfjord. Her bliver der ganske vist flyttet store vandmasser, men det er især det varmere overfladevand, mens det koldere vand ved bunden ikke flytter sig meget. Derfor bliver forureningen liggende.

”HAV-mis-BRUG” sætter også fokus på de mange gengangere – institutioner og privatpersoner – der får hundredevis af millioner af skattekroner til undersøgelser, forsøg og forskning i havbrug og muslingeopdræt. De mange penge har dog ikke givet nævneværdige resultater.

”Muslingeopdræt har udviklet sig til en ren pengemaskine, der slet ikke behøver muslinger længere. Faktisk er de to-skallede blå kun til besvær, når man kan skrive nye ansøgninger til diverse fonde i stedet”, skriver forfatteren. I den forbindelse dokumenteres det, hvad 130 mill. kr. i tilskud er gået til siden årtusindskiftet. De forventede resultater, som beskrevet i ansøgningerne, er ikke nået.

Et eksempel: Linemuslinganlæg 112 i Limfjorden. Dansk Skaldyrcenter på Mors, der har en fremtrædende rolle som fortaler for muslingeopdræt, forudsagde i sin ansøgning om et million statstilskud, at de ville kunne høste 1100 tons muslinger om året. Siden 2004 har man kun høstet 5 % af dette, viser en aktindsigt, som Limfjordens Miljøråd har fået.

Et andet eksempel er det såkaldte KOMBI-projekt ved Hjarnø Havbrug. Støttet med knap 9 millioner kr. Her skulle en kombination af havbrug, muslingeopdræt og dyrkning af tang gøre havbruget forureningsfrit. Sådan blev det ikke. Man kan sige tværtimod. Hjarnø Havbrug er nu tiltalt i en straffesag for falske indberetninger om produktionen og dermed en langt større forurening end tilladt.

Anklagemyndigheden kræver 190 mill. kr. konfiskeret af havbrugsejer Anders Østergaard Pedersen som ulovlig fortjeneste, fængselsstraf og frakendelse af retten til at drive dambrug. Med i dette projekt var bl.a. Dansk Hydraulisk Institut som rådgiver for Hjarnø Havbrug. Instituttet erklærede tidligere: ”Havbrugene vil ikke forringe den økologiske tilstand i vandområderne”.

Nu optræder samme institut for Miljøstyrelsen som ekspert i en habitats-undersøgelse af bl.a. Hjarnø Havbrugs miljøskadelige virkninger. Da Miljøstyrelsen ikke selv kan magte opgaven, har Dansk Hydraulisk Institut vundet udbuddet af denne opgave. Instituttet skal vurdere om ulovligt placerede havbrug, bl.a. Hjarnø, skal have fornyet deres miljøtilladelse til fortsat forurening. Eller havbrug, der i flere tilfælde ligger faretruende tæt på eller inde i beskyttede Natura 2000-områder.

DHI og DTU

Men ikke nok med det. DHI har valgt at udlicitere en del af feltarbejdet med undersøgelse af havbrugene til en af vennerne, DTU-professor Jens Kjerulf Petersen, Dansk Skaldyrcenter på Mors. Det gælder specielt havbrugene, der ligger ved udmundingen af Horsens Fjord, skriver Steen Ulnits.

Dertil kommer Blå Biomasses og Hedeselskabets datterselskab Orbicon. Begge dybt involverede i muslingeopdræt sammen med bl.a. Jens Kjerulf Petersen, der fra sit private firma i 12 år solgte udstyr til muslingeindustrien. Og så konsulentfirmaet WSP, der har skrevet udkastet til Havplanen med de 5000 kvadratkilometer til muslingeopdræt.

Topmålet af inhabilitet, mener forfatteren. I øvrigt vil Blå Biomasse med et statstilskud på 2 milliarder kr. påtage sig at rense store dele af Limfjorden for kvælstof og fosfor fra landbruget via muslingeopdræt. Det svarer til 60-80 kr. pr. kg. muslinger.

”HAV-mis-BRUG” er særdeles velskrevet med sans for sproget. Ikke mindst i de afsnit, hvor forfatteren selv er involveret. Han beskriver sine oplevelser lige fra drengeårene og senere som fiskeribiolog meget levende, så man kan se det for sig. Og så er pointerne knivskarpe om den måde, vi behandler fisk og vores farvande på.

Ja, jeg har åndenød af læsningen af de 424 sider, og jeg kunne blive ved med nedslag i bogen. Omfanget af den og dens mange emner fremgår tydeligt af indholdsoversigten. Der er 160 henvisninger til lige så mange afsnit. Der er kun et at sige: Læs den selv. Uanset, om du er for eller imod havbrug og muslingeopdræt. Forfatteren lægger ikke skjul på sin egen holdning.

Der er dog to problemer i bogen. Der er ikke konsekvent billedtekster. Nogle af billederne giver sig selv, men i andre tilfælde undrer jeg mig over, hvad et billede skal vise. Og så er der mange gentagelser. Selvom gentagelser fremmer forståelsen, er det dog indimellem for meget. Det skyldes åbenlyst, at nogle ting har betydning i flere af de forskellige afsnit, men alligevel.”

Journalist Flemming Seiersen

* Indholdsfortegnelse

Klik for større billede

* “HAVmisBRUG”

Forlaget Turbine – 424 sider – hæftet

ISBN: 9788740660760

Pris kr. 249,95

Sidste nyt fra Høfde 42

Region Midtjylland har i 2021 fået tildelt 425 mio. kr. til fjernelse af Høfde 42 depotet. Vi var alle lykkelige, men…

På et år, siden 2020, har Cowi udfærdiget et 2.086 siders langt udbudsmateriale, som viste sig at skjule en trist nyhed, vi ikke kendte til, før vi fik læst udbudsmaterialet. En nyhed, der står i skærende kontrast til det, politikerne i Regionen Midtjylland har fortalt befolkningen på Harboøre Tange.

Det var så Jordforureningsloven, som blev vores skæbne og Region Midtjyllands undskyldning for ikke at fjerne hele Høfde 42 depotet. Den siger, at man ikke må eller behøver at flytte en forurening, som ligger dybere end 3½ meter, hvis den ikke udgør nogen fare for overfladevandet.

Kunsten består så i at få gjort giften under 3½ meters dybde harmløs og uden risiko for overfladevandet, og det lykkes til dels i udbudsmaterialet. Den tolkning benyttede Region Midtjylland sig af og har derfor besluttet, at det kun er den øverste del (3½ m) af Høfde 42 depotet, som skal fjernes.

Depotet er 8 meter dybt. Nede i 3½ meters dybde er der et meget tynd lerlag (0.1-0.5 m), som i udbudsmaterialet er tillagt nogle helt fantastistke egenskaber. Den kan nemlig skille giften i to lag, inde bag spunsvæggen.

Giften uden for spunsvæggen, både øst og vest, syd og nord for jernvæggen, får lov at blive liggende. Det får dermed selskab af det inde i for spunsvæggen, når man til sidst fjerner Spunsvæggen og alt efterladt forurening får lov at forsvinde i havet.

Når man har fjernet den øverste 3½ m af depotet, vil man som sagt fjerne spunsvæggen og lade de sidste 4½ meter af depotets indhold med tiden forsvinde i Vesterhavet. Det vidste politikerne for mere end et halvt år siden. De glemmer blot at fortælle det til befolkningen på Harboøre Tange.

I stedet giver de befolkningen det indtryk, at 98% af giften i Høfde 42 depotet skal fjernes. De glemmer blot at fortælle, at det er 98% af en meget lille del af Høfde 42 depotet.

* Troværdighed og bæredygtighed

Men pengene bliver brugt alligevel, for hele det maskineri med bæredygtighed, undervisning og ”udstillingsvindue til omverdenen”, som er bygget op omkring en oprydning af Høfde 42 depotet, det forsætter ufortrødent.

425 mio. kr. til oprydning af Høfde 42 depotet – det er mange penge. 50 mio. fra den tidligere Regering, 250 mio. fra den nuværende Regering og 125 mio. kr. fra Forskningsfonden. Og kun til Høfde 42 depotet.

De vil forsvinde som dug for solen og det er i fuld gang. Hold op, hvor det vil koste, og vi får ikke fjernet meget gift, for de 425 mio. kr. Bæredygtighed, undervisning og udstillingsvindue til omverden, som politikerne siger. Hvad er det vi skal vise omverdenen?

– Hvordan man tager røven på en hel befolkning? Eller hvordan vi lukker en stor mængde nervegift ud i Vesterhavet, uden nogen opdager det og under dække af en forældet lovgivning.

Nej, selvfølgelig kan vi ikke acceptere dette, og vi føler os både skuffet og røvrendt. Det er i miljømæssig henseende en skuffelse for dansk miljøpolitik, og det vil blive synlig for enhver og omverdenen. Vi har selvfølgelig forespurgt på Christiansborg, om også det var deres hensigt med og tolkning af Jordforureningsloven?

Hvorfor er politikerne i Region Midtjylland og Lemvig Kommune så store modstandere af at få ryddet op efter Cheminovas forurening på Harboøre Tange? De har fået bevilget pengene, men de vil heller bruge dem til alt mulig andet end at rydde op, i dette tilfælde Høfde 42 depotet. Det kan vi så ikke gøre noget ved, men må håbe, at der er folk på Christiansborg, som kan hjælpe.

Men værst af alt, de lokale og regionale politikeres troværdighed er sat ud af spillet – vi kan ikke stole på dem. Hvordan kan politikerne i pressen sige, at 98% af Høfde 42 depotet skal væk, når de ved, det ikke passer?

Miljøpolitik, når det er værst.

Bjarne Hansen

Høfde 42

Lystfiskerkonference i Laksens By

Randers kaldes fra gammel tid for Laksens By, da Danmarks længste vandløb og tidligere rigeste laksevand Gudenåen løber ret igennem byen.

Man skulle synes, at dette ville forpligte byen og kommunen af samme navn til at gøre noget ekstra for det nationale vandløb, som selveste H. C. Andersen engang fiskede i.

Men nej. Randers by har desværre valgt at støtte bevarelsen af Tange Sø i stedet for befrielsen af Gudenåen. Også selv om søen slet ikke ligger i Randers kommune.

Senest har kommunen så meldt sig ind i Riverfisher netværket, som indtil nu har solgt lystfiskeri ved henholdsvis Skjernå og Karup Å. Nu skal netværket så også sælge laks fra Gudenåen.

Randers Kommune inviterede til Lystfiskerkonference den 9. marts 2022. Konferencen havde to overordnede emner, nemlig det biologiske fundament for en god og stabil fiskebestand i Randers Fjord og Gudenå. Og så mulighed for udvikling af oplevelsesøkonomien. Som udgangspunkt to prisværdige temaer.

Men, men, men. Randers Kommune valgte jo desværre tidligt at kæmpe aktivt for bevarelsen af Tange Sø, der alene blokerer for et sundt vandmiljø i Gudenåen. Som deler Gudenåen i to klart adskilte dele.

Så længe søen bliver liggende, vil det ikke være muligt at genskabe et godt vandmiljø som det naturlige udgangspunkt for en sund fiskebestand.

Med godt 10 km af Gudenåens vigtigste gydevand gemt under et metertykt slamlag på bunden af Tange Sø vil laksefiskeriet forblive et kostbart Put & Take i al evighed. Selv om lakseprojektet i sin tid netop blev sat i verden for at genskabe en naturlig og selvreproducerende laksebestand i Gudenåen.

Og da fiskebestanden i det lange vandløb i dag er ringere end meget længe, hvilket gælder såvel laks og ørred som gedde, aborre og sandart, virker det helt malplaceret, at kommunen nu for alvor vil til at markedsføre fisk og fiskeri i Gudenåen. Det er den dårligst tænkelige timing.

Sporene fra Fishing Zealand skræmmer

Vi har med gru set på, hvordan turismenetværket Fishing Zealand med massiv markedsføring på kort tid formåede at trække tæppet væk under en sårbar bestand af brakvandsgedder i Præstø Fjord og Stege Nor. Aldeles forudsigeligt, da selv Catch & Release fiskeri efter gedder jo medfører en vis dødelighed.

Efter de store Fishing Zealand konkurrencer kunne man se døde gedder drive rundt med vind og strøm, indtil mangelen på fisk til sidst satte en helt naturlig stopper for denne “oplevelsesøkonomi” baseret på det lokale lystfiskeri. Men da var fiskene definitivt væk.

Det samme kan meget vel ske med Gudenåen, hvis man blot vil høste af en hastigt svindende ressurse uden at gøre noget for vandmiljøet og fiskebestanden. Gudenåen lider især i sommermånederne under en kunstigt høj vandtemperatur efter turen gennem den 10 km lange og lavvandede vandvarmer Tange Sø.

En så høj vandtemperatur, at det vanskeliggør genudsætning af fangede fisk. Hvilket især vil være skadeligt for den truede havørredbestand i Gudenåen.

Vi mener, at Randers Kommune i stedet burde gøre noget for kommunens egne borgere, så disse igen vil få fisk at fange. Så fisk udsat af Randers Kommune ikke blot fortsætter hurtigt igennem nedre Gudenå, da der hernede stadig mangler standpladser. Og efterfølgende bliver fanget længere opstrøms mod spærringen ved Tange Sø.

Fangststatistikkerne taler nemlig deres klare sprog: To tredjedele af alle de udsatte laks, som man nu gavmildt vil dele med vestjyske Riverfisher, lader sig først fange oppe mod Bjerringbro.

Til ingen verdens glæde for de betalende borgere i Randers by, der ikke engang kan blive medlemmer af foreningen ved Bjerringbro. I hvert fald ikke uden at stå på venteliste i flere år. Selvsamme forening valgte derfor tidligt side og kastede sin kærlighed på Tange Sø i stedet for Gudenåen.

En 100 års-hændelse

Det lader desværre til, at borgmester Torben Hansen (S) i Randers by hellere vil tækkes sine borgmesterkollegaer op langs åen og længere vestpå. Dem, han nemlig også er formand for. End de Randers-borgere, han ellers til daglig er borgmester for.

I hvert fald kæmper Randers Kommune jo aktivt for bevarelsen af Tange Sø i stedet for befrielse af Gudenåen. Til trods for, at en retablering af Gudenåen ellers støttes af både Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening.

Efter 100 år i Tangeværkets lænker har vi netop nu en unik mulighed for at slippe landets længste vandløb fri og genskabe et stort og aldeles unikt naturområde. Det vil være skammeligt, hvis der skal gå endnu et århundrede med en amputeret Gudenå.

Dansk Videncenter for Sportsfiskeri har til huse i netop Laksens By Randers og har tidligere haft et udmærket samarbejde med kommunen her. Om restaurering af Svejstrup Bæk og etablering af et nyt stenrev i Randers Fjord. Videncentret var da også inviteret med til dagens konference, men valgte at takke pænt nej til deltagelse.

Vi kan ikke se, hvordan man med den ene hånd og god samvittighed kan markedsføre truede fisk i Gudenåen til endnu flere nye fiskere i ind- og udland. Mens man med den anden støtter aktivt op om en fortsat blokering af selvsamme vandløb med Tangeværket. Det hænger slet ikke sammen.

Men vi vil gerne understrege, at dersom kommunen på et tidspunkt skulle besinde sig og prioritere en frit strømmende Gudenå frem for en kunstig Tange Sø, da genoptager vi hellere end gerne samarbejdet.

* Flere artikler om Gudenåen:

Kronikken i Politiken

“Drop drømmen om flere danske havbrug”

* Japanerne får al rognen og de fleste af pengene. Men forureningen, den får vi lov at beholde i Danmark.

Af Stig Bülow og Steen Ulnits

“I en kronik i Politiken den 5. januar slår civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen og havbiolog Johan Wedel Nielsen på tromme for, at Danmark går i Norges fodspor og udvider produktionen med 150 nye forurenende havbrug ved Bornholm. For herefter at ekspandere udefter og til sidst ende i Nordsøen, hvor Norge jo allerede høster “det lyserøde guld”.

I den forbindelse kan det være værd at vide, at Karl Iver Dahl-Madsen længe har været tilknyttet havbruget ved Musholm, der har den tvivlsomme ære at være den største enkeltforurener af Storebælt. Johan Wedel Nielsen har blandt andet været aktiv omkring opdræt af østers i Limfjorden.

Lad os allerførst slå fast, at åbne havbrug som dem, der her slås på tromme for, er såkaldte totalforurenere. Hermed menes, at al forurening fra fiskeopdrættet ledes direkte ud i det omgivende havområde. Uden mulighed for rensning. Det er netop denne manglende rensning af spildevandet, som gør havbrugene så attraktive for fiskeopdrætterne. Den, der muliggør en hurtig og attraktiv indtjening i millionstørrelsen.

Uundgåelig totalforurening

Al forurening i form af foderrester, fækalier, hjælpestoffer og medicin ryger direkte ud gennem netmaskerne. Direkte ud i det omgivende hav. Den billigst tænkelige måde at komme af med sit urensede spildevand på. Noget havner på bunden under og omkring anlæggene. Andet føres bort af strømmen for at fortsætte forureningen et nyt sted – med ny algeblomst, iltsvind og fiskedød. Alt afhængig af forholdene.

Tallene i den nævnte kronik er imponerende, som vi jo kender det fra akvakulturbranchen. Men som vi efterhånden også ved, så holder proportionerne ikke til en nærmere granskning. Vi har i dag en lille snes aktive havbrug i Danmark – med Musholm som det suverænt største offshore anlæg.

Da den foregående regering ville udvide antallet af havbrug med otte (8), der alle skulle ligge ud for Djursland, havde man kigget nærmere på HELCOM – en forkortelse for Helsinki Commission. Det er nemlig ikke kun Vandrammedirektivets krav om en bedre vandkvalitet, vi skal leve op til i Danmark. Hvor kun to eller tre af vore 119 vandområder lever op til kravene. Vi har også forpligtet os til at arbejde for en bedre vandkvalitet i hele Østersø-området, der også inkluderer Kattegat – gennem vort medlemsskab af netop HELCOM.

Nu var der imidlertid intet råderum til yderligere forurening i Kattegat, der i forvejen var og stadig er hårdt belastet. I hvert fald ikke ud fra Vandrammedirektivets krav om en god økologisk tilstand. Men Danmark havde ifølge den daværende borgerlige miljøminister samlet set ikke fyldt sin forureningskvote op til maks. Vi havde således udledt en smule mindre kvælstof til vandmiljøet, end vi havde lov til i henhold til HELCOM. Faktisk 800 tons mindre kvælstof.

Ingen nye havbrug ved Djursland

Og det går jo ikke. De 800 tons var lige akkurat nok til otte nye havbrug ud for Djursland. Havbrug, som socialdemokratiet imidlertid dømte ude i 2019. Først af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen med disse ord:

– Den seneste tids afsløringer af rod i havbrugssektoren har bestyrket os i, at det ikke er tiden til nye og større havbrug.

I Socialdemokratiet tager vi konsekvensen af afsløringerne. Derfor kan vi ikke længere bakke op om aftalen om udvidelser i havbrugssektoren.

Og siden af den nyslåede miljøminister Lea Wermelin:

– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt– og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

Såvidt Lea Wermelin. Ministeren lukkede og slukkede således ikke for alt fremtidigt fiskeopdræt. Det skal blot forgå på land – i lukkede anlæg, hvor man kan undgå den massive forurening, der ellers uundgåeligt kommer fra de traditionelle åbne havbrug. På denne måde kan fiskeopdrættet øge produktionen uden at komme i konflikt med hverken EU’s Vandrammedirektiv eller HELCOM.

Og branchen har rigeligt råd til det. I stedet for hvert år at sende millioner af overskudskroner til Japan og blot beholde forureningen selv, kunne man jo investere i nye, forureningsfrie og landbaserede anlæg herhjemme. Et enkelt dansk firma har således næsten en kvart milliard stående på kontoen, så mon ikke der kunne blive råd til nogle fremtidssikrede anlæg på land?

Mangedoblet forurening af Østersøen

Vi er spændt på, hvordan EU og HELCOM vil se på forureningen fra de 150 nye totalforurenende åbne havbrug, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen plæderer for i deres kronik. Det er mange gange så megen ny forurening, som de planlagte otte ud for Djursland ville have leveret til Kattegat. Men som altså nu skal tilføres den endnu hårdere belastede Østersø ved Bornholm.

Dahl-Madsen og Wedel Nielsen påstår, at “hvis man ser på Østersøen, Kattegat og Nordsøen tilsammen, er de eksisterende og eventuelt nye danske havbrug næringsstofneutrale”. Som argument for at lægge 150 nye havbrug ved Bornholm.

Hvis det var så vel, at de mange millioner ørreder skulle eller kunne fordres med fisk fanget i samme Østersø, da kunne man tale om en vis “næringsstofneutralitet”. Men det kan man desværre ikke og vil næppe heller kunne i mange år fremover. Østersøen er nemlig et af de mest belastede farvande, hvad giftstoffer som DDT, PCB og dioxin angår.

Den 31. marts 2004 måtte fødevareministeren med øjeblikkeligt varsel indføre forbud mod alt garnfiskeri efter laks i den danske del af Østersøen – farvandet omkring Bornholm. Årsagen var, at de fangede laks havde et alt for højt indhold af giftstoffet dioxin i kødet. Overskridelsen af EU’s grænseværdi varierede fra 5-85 %.

Dioxinet stammede fra de sild og brislinger, som laksene voksede sig store på. Da sild og brislinger fanget i Østersøen en overgang blev brugt til fremstilling af fiskemel, endte en hel del dioxin også i det færdige fiskefoder. Foderet indeholdt langt mere dioxin end tilladt i EU og måtte derfor ikke sælges her. Det fandt man dog en løsning på:

Dioxin i fiskefoderet

I 2009 var dioxin i dansk fiskefoder således oppe til debat på Christiansborg. Plantedirektoratet havde nemlig givet tilladelse til eksport af dioxin-forurenet foder til fattige tredjeverdenslande. Foder med et så højt indhold af dioxin, at det ikke måtte handles inden for EU.

Men de fattige lande udenfor måtte gerne købe det. Og efterfølgende opdrætte fisk eller andet, der uundgåeligt også ville få et højt indhold af dioxin i kødet. Det faldt forståeligt nok flere politikere for brystet.

Så skal man opdrætte massive mængder regnbueørreder i 150 planlagte nye havbrug ved Bornholm, da kommer det således næppe til at ske med foderfisk fanget i Østersøen. Foderet vil primært skulle hentes udefra – i form af industrifisk fanget langt ude i Nordsøen eller importeret endnu længere herfra.

Og da vil stort set alt foderforbrug ved Bornholm være en direkte øget forurening af den i forvejen stærkt forurenede Østersø. Det vil da være så langt fra den næringsstofneutralitet, Dahl-Madsen og Wedel Nielsen ellers påberåber sig, som man overhovedet kan komme. Det vil også påføre klimaet en stor ekstrabelastning fra de oceangående og brændstofslugende både i industrifiskeriet.

Danskproducerede regnbueørreder fra Østersøen kommer på intet tidspunkt til at konkurrere med norskproducerede laks fra Nordsøen. I hvert fald ikke på kødet. Det “lyserøde guld”, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen omtaler i kærlige vendinger, er derimod en konkurrenceparameter over for nordmændene. Den virkelige årsag til drømmene om flere forurenende havbrug i danske farvande.

Den lyserøde ørredrogn har længe været det virkelige guld for danske havbrugere, som eksporterer alt, de overhovedet kan producere, til Japan. Det drejer sig om den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer høje priser.

Hormonbehandlede rognmaskiner

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Men japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år flyver de deres egne specialister til Danmark for at gøre arbejdet. Det er der således ingen danske arbejdspladser i. Og når japanerne er taget hjem igen, står vi danskere så tilbage med al forureningen fra fiskeopdrættet.

Fremstilling af ren ørredrogn starter med hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Rene rognmaskiner til produktion af røde rognkorn i lange baner. Til den opgående sols land.

Det er i princippet sådan, de såkaldte “All Females” bliver til. En produktion, der er så lidt bæredygtig, som noget kan være. Med rognen som det lyserøde guld. Og moderfiskene som et udsultet restprodukt med en kødkvalitet, der ikke egner sig til menneskeføde.

I det hele taget kan der stilles meget store spørgsmålstegn ved, om fiskeopdræt i det hele taget er klimavenligt, som de to forfattere ellers påstår. Det kniber allerede i dag med at skaffe industrifisk nok til den hastigt voksende fiskeproduktion. Vi må derfor se i øjnene, at vi ikke fremover kan fortsætte med at importere industrifisk fanget ud for Chiles stillehavskyst – blot for at fremstille fiskefoder i Danmark, som så bruges til at fodre fisk med, hvis rogn siden eksporteres til Japan. Tilbage i Stillehavet.

Madspild i verdensklasse

Det er en absurd tanke, at dette skulle være nogen klimavenlig produktion. At det skulle kunne afhjælpe noget fødevareproblem at dyrke rognen selektivt til kapitalstærke markeder som Japan. I stedet øger det blot sultproblemet, når rige nationer opfisker de fattige landes industrifisk til fremstilling af egne laks og ørreder med flere. Eller ligefrem rendyrket ørredrogn.

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop akvakulturen, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen. Som FAO tidligere troede.

Organisationen har set på indholdet i moderne fiskefoder, som i dag kun indeholder godt en fjerdedel animalsk protein. Resten er vegetabilsk, da man simpelthen ikke kan skaffe industrifisk nok og derfor allerede nu bruger slagteriaffald til foderet. På den måde kan Østersøen blive en lukrativ losseplads for den industrielle produktion af husdyr, der jo heller ikke spås nogen stor fremtid rent klimamæssigt.

Framtiden i våre hender” har regnet videre og et nået frem til, opdrættede fisk blot leverer en femtedel af de kalorier tilbage, som er brugt til at opfordre dem. Vel den dårligst tænkelige forretning set i et sult- og hungersnødsperspektiv. Vi løser jo ikke verdens fødevareproblemer ved at opfodre fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist, konkluderer norske Framtiden i våre hender. Mange af de ingredienser, som indgår i fiskefoder, kunne langt mere effektivt være brugt som føde i områder med sult.

I det hele taget ser det ud til, at vi med omkring tre fjerdedele har nået grænsen for, hvor meget vegetabilsk protein vi kan tilsætte fiskefoderet. Laks og ørreder er rovfisk, som ude i naturen kun indtager animalsk protein. Det er deres fordøjelse indrettet til – ikke til store mængder plantefibre.

Ufordøjelig fiskeføde

Det norske Havforskningsinstituttet har kigget nærmere på, hvad fiskene egentlig kan og ikke kan fordøje. Og resultaterne er beskæmmende: En typisk opdrætslaks på 4,5 kg lukker således omkring to kg ufordøjet mad ud igen, som samler sig på bunden under netburene. Jo mere plantemateriale man tilfører foderet, desto mere vil passere ufordøjet gennem fiskene. Jo mere forurening vil opdrættet således bidrage med lokalt.

Det samlede billede bliver, at en udvidet havbrugsproduktion som den af Dahl-Madsen og Wedel Nielsen anbefalede netto vil tilføre det i forvejen nødlidende farvand omkring Bornholm en massiv ny forurening, som slet ikke var der før.

Det har Østersøen ikke brug for, og det får danske havbrugere næppe lov til af EU.

Det håber vi i hvert fald ikke.”

Af Stig Bülow og Steen Ulnits, medlemmer af henholdsvis “Stop Havbrugssvineriet i Danmark” og Miljøforeningen Blak

Denne kronik blev bragt i Dagbladet Politiken den 23. februar 2022

Garmin Quatix 6

*

* Smartwatch for Søulke og Vandhunde

Amerikanske Garmin er blandt verdens største, når det gælder elektronik til navigation. Til lands, til vands og i luften. Det være sig til fods, i fly, bil eller båd. Garmin har altid et produkt, der passer til projektet. Og altid et ur, der er mere robust end de fleste. Som kan holde til de knubs, et aktivt udendørsliv uundgåeligt fører med sig.

Jeg har selv haft flere Garmin sportsure – med et Fenix 5X som det første. Et ur, jeg stadig bruger og er meget glad for selv flere år senere. Garmin besluttede sig tidligt for at ride med på bølgen af sportsure, som kunne og kan holde styr på parametre som puls, iltoptagelse, distance og meget andet. Indbygget GPS en selvfølge.

Det har medført, at Garmin i dag producerer et utal af forskellige sportsure – i alle tænkelige prisklasser. De billigste dog undtaget. Urene er blevet stedse mere specialiserede, omend alle topmodellerne stadig bygger på det samme solide fundament og derfor kan stort set det samme. Selv om de måske markedsføres som deciderede specialure.

Et godt eksempel herpå er Garmin’s Quatix-serie, der henvender sig specifikt til det sejlende og svømmende folk. Fra garvede søulke på store sejlskibe til glade vandhunde i alle aldre.

Urene er alle vandtætte ned til 100 meter, så det behøver man ikke at tænke på. De skal nok holde tæt. Og da de er bygget med hus af enten rustfrit stål eller titanium, behøver man heller ikke bekymre sig om holdbarheden.

Når der er nye modeller på vej – og det er der jo stort set en gang om året – dumper Garmin altid priserne på de hidtidige topmodeller drastisk.

Det har også været tilfældet med Quatix 6-serien, som næsten fik halveret sin vejledende udsalgspris. Jeg var derfor hurtigt ude og erhvervede mig den mindste model 6 med rustfri urkasse og armbånd af silicone. Formedelst kr. 2.995,- hvilket var et absolut røverkøb.

Alle Quatix-ure byder på de samme grundlæggende egenskaber som Fenix – blot er der ovenpå bygget en række specialfunktioner, der sigter specielt på søsport. Man får således et sportsur som Fenix, men i tilgift en masse ekstra funktioner forbeholdt søens folk. Heriblandt muligheden for at installere søkort direkte på håndleddet.

Søkort til ublu priser

Fisker man eksempelvis fra kajak, hvilket jeg lejlighedsvis selv gør fra sommerhuset, er det skønt ikke at skulle fylde sit lille fartøj op med alskens elektronik – blot for at vide, hvor man befinder sig, og hvor dybt der er under kølen. Nu skal man blot spænde sit Garmin Quatix om håndleddet og kan så følge med i alskens forskellige ting såvel til lands som til vands.

Det kræver dog, at man anskaffer sig et digitaliseret søkort først. Landkort er både Fenix, Quatix og Epix udstyret med fra fødselen, men søkort må tilkøbes og installeres individuelt af den enkelte bruger. På vore breddegrader er det kortet HXEU021R, der skal downloades og installeres på uret.

At finde og installere digitale søkort på sit Garmin Quatix ur er en lidt besværlig affære. I hvert fald hvis man kommer fra Mac-verdenen, hvor næsten alt jo installeres med et enkelt klik eller to. Not so hos Garmin, der våger over sine kostbare søkort.

Det er ikke noget, man blot downloader trådløst til sit ur. Som man eksempelvis gør det med kortmateriale på et Apple Watch. Nej, man skal have sit ladekabel og en computer tilkoblet for at kunne registrere sig, købe og installere et digitalt søkort. Samtidig skal man også have den store pengepung fremme.

Jeg måtte således punge op med kr. 1.099,- for at få lov til at downloade det ønskede søkort, der for øvrigt lever bedre op til sit navn end de allerfleste andre søkort: Ud over de kystnære områder er samtlige større danske søer nemlig også med – inklusive de altafgørende indenlandske dybdekurver. Desværre mangler den sydvestlige del af landet.

Trods prisen kan det erhvervede elektroniske søkort ikke overføres til noget andet ur, hvis man på et tidspunkt skulle få lyst til at opgradere sit Quatix. Så må man pænt købe et nyt – til fuld pris…

Det er faktisk en næsten grænseoverskridende oplevelse pludselig at have sit søkort tilgængeligt på håndleddet. Præcis som det var i sin tid, da det første landkort blev digitaliseret og tilgængeligt på samme håndled.

Dyrt, men også dejligt at have de mange dybdekurver tilgængelige som aldrig før – uanset hvor man måtte befinde sig i sejlskib eller småbåd. Uanset om man er på hav eller sø.

Rigtig mange grundstødninger kunne være udgået med dette ur på håndleddet. Nu behøver man ikke længere sidde klistret til den store skærm for at følge med. Nu kan man blot løfte armen og tage et hurtigt kig ind imellem. Den transflektive skærm står klart i selv det stærkeste solskin.

Som allerede nævnt så bygger Quatrix 6 på samme indmad som Fenix 6. Det betyder, at man med et Quatix på håndleddet er lige så godt rustet til en tur i terrænet som på bølgen den blå. Til dyrkere af søsport er der i tilgift masser af specialiseret software, som man kan gribe til, når kursen skal lægges, sejlet sættes eller distancen logges.

Ikke mindst sejlsportsfolket er godt betjent med dette ur, som blandt meget andet hjælper til med vind, tidevand og opankring. Er man til konkurrencesejlads for sejl, er der også speciel hjælp at hente i Quatix 6. Ikke mindst så man kan undgå diskvalificerende tyvstarter. Er man mere til motorbåd, kan man bekvemt koble uret op på skibets NMEA-system.

Styr skibet fra dit håndled

Man kan koble sig op på autopiloten og styre skibet direkte fra sit håndled. Man får samtidig vist alle relevante data direkte på uret: Kurs, fart og SOG (“Speed over Ground”) med mere. Det kan man godt blive lidt afhængig af – hvis man nu er til digitale datastrømme.

For mig personligt rækker det dog at have et digitalt søkort direkte på håndleddet, når jeg er ude i kano eller kajak. Det giver en herlig frihed til at bevæge sig frit omkring. Og man er vidunderligt fri for besværlige ledninger og separate batterier, der jo har det med hele tiden at skulle lades op.

Samtidig har man bogstavelig talt altid MOB-funktionen (“Man over Board”) lige ved hånden, hvis nogen eller noget skulle ryge udenbords. Eller hvis man lige er faldet over en stime fisk. MOB-funktionen er kun et enkelt tryk væk, så positionen logges og man let kan finde tilbage til den.

Quatix er forsynet med selvsamme pulsmåler, som landkrabberne også har i deres Fenix. En optisk måler af gedigen kvalitet, som er til at stole på – om man så træner til et halvt eller helt maraton på landjorden eller har planer om at ro tværs over Limfjorden i sin kajak. Det gør Quatix lige velegnet i løbesko som i sejlbåd.

Også for kondifreaks

Er man kondifreak, rummer Quatix flere funktioner til måling af ens fysiske tilstand, end man nok nogensinde får brug for. Quatix er som Fenix et rent overflødighedshorn af funktioner til måling og registrering af forskellige fysiske aktiviteter. Selv en “Jumpmaster” funktion er der til festlige lejligheder, hvis man skulle få lyst til at springe ud af en ellers velfungerende flyvemaskine…

Skulle man blot ønske at skifte armbåndet ud med et andet – i en anden farve eller et andet materiale – da klares det superlet med Garmin’s klikbare QuickFit armbånd.

To klik, og man har en ny lænke eller nyt armbånd. Lettere kan det ikke gøres, hvis man vil skifte farve eller materiale. Eneste ulempe ved dette system er prisen, som er ganske høj. Omkring 400,- kroner per QuickFit silicone-rem.

Trods prisen ville jeg straks udskifte den i mine øjne grimme “Cirrus Blue” silicone-rem, der leveres med som alternativ til topmodellernes hundedyre titaniumlænker. Til et mere passende og afdæmpet i “Captain Blue”, der er en klar favorit på mit eget håndled.

Garmin Quatix leveres i standardudgaven med rem af silicone og urkasse af rustfrit stål. Og farven på armbåndet er netop den nævnte Captain Blue. Mindre kan ikke gøre det. En mørkeblå farve, som passer perfekt til det aktive liv på søen. Og hvem vil ikke gerne vil kaptajn på egen skude?

– Aye-aye, Sir! Captain, my Captain!

Som det jo hedder i maritimt sprogbrug af den lidt ældre slags. Kaptajnens ord er lov ombord. Enhver opsætsighed er mytteri, og så er det ikke altid nok at gå planken ud og blive kølhalet. Selv om ens Quatix nu nok skulle holde til turen. Det er værre med én selv…

De to dyreste modeller i Quatix-serien leveres med armlænke af titanium, hvilket naturligvis ser imponerende, flot og vel også lidt prangende ud. Alene titaniumlænken koster over kr. 1.500,- hvis den skal købes separat. Med de nuværende udsalgspriser, der er inklusiv titanium-lænke, er de to Quatix topmodeller et fund til prisen.

Med i købet får man en Cirrus Blue silicone-rem, der passer bedre til daglig brug ombord. Titanium-lænken kan man så reservere til aftersailing i yacht-klubben, hvor den ikke ser nær så prangende ud som ude i den virkelige verden. Når hyggepianisten spiller op til dans og champagnen bobler i glasset…

Cirrus Blue er dog en voldsom blå farve, som nogle vil elske at hade. Selv er jeg langt mere til den mørkere og diskrete Captain Blue, der passer til enhver lejlighed. Og som i modsætning til blank titanium hverken ridser gelcoat’en på den nye båd eller selv får ridser og skammer ved dagligt brug.

*

De mange knapper…

Alle Garmins topmodeller bygger på det samme system af fem trykknapper. Så uanset om man har et ældre Fenix, et nyere Quatix eller det helt nye Epix, så føler man sig straks hjemme og kan uden videre betjene det allermeste.

Garmin har i Quatix bygget oven på Fenix med nye maritime funktioner. Havde jeg haft nedenstående vejledning fra Garmin, da jeg første gang gik ombord i mit nye Fenix 5X, ville jeg have været sparet for mange frustrationer. Jeg kom lige fra et tidligt Apple Watch, som dengang ikke fungerede ret godt. Men som dog havde en intuitiv touch-skærm, der var til at finde ud af.

Faktisk blev jeg så frustreret over over de fem knapper, at jeg for en stund helt droppede uret. Jeg for hurtigt vild i de allerede dengang utallige funktioner. Derfor nedenstående korte gennemgang af knapperne og deres grundlæggende funktioner:

1) Øverste knap til venstre: Bruges til at starte uret op med samt tænde og slukke for det indbyggede skærmlys. Bruges ligeledes til at dykke direkte ind i urets mange kontrolfunktioner.

2) Midterste knap til venstre: Bruges til at scrolle opad gennem urets såkaldte “widget” funktioner, der oplister mange nyttige data om vejr, vind og vandstand. Bruges også til at scrolle i hovedmenuen.

3) Nederste knap til venstre: Bruges til at scrolle nedad gennem widgets og menu. Bruges samtidig som dedikeret knap til betjening af musik, hvis man har uploadet musiknumre eller spillelister fra sin computer.

4) Øverste knap til højre: Bruges til at browse i listen af aktiviter samt til at starte og stoppe samme. Bruges ligeledes til at vælge en funktion. Endelig så fungerer denne knap også som “Man Over Board” (MOB), til registrering af aktuel position.

5) Nederste knap til højre: Bruges til at gå tilbage til den foregående skærm. Bruges også til at pause løbende funktioner og målinger. Endelig kan man altid gå tilbage til hovedskærmen ved at trykke og holde.

Vel mødt ombord. Garmin’s sportsure bliver man rigtig glad for, når man først lige har lært dem at kende. Og så holder de i adskillige år herefter.

Vælger man modeller med hærdet safirglas, bliver de gamle uden en ridse. Også selv om resten af uret får synlige skrammer. Til gengæld slører safirglas billedet en smule, hvilket kan have betydning, når man bruger detaljerede (sø)kort. Ellers ikke.

Vælger man en Quatix med solceller indbygget i glasset, da får man forlænget batteritiden mere eller mindre – alt afhængig af udetid, årstid og lokalitet. Her i landet er solceller dog en ret begrænset fordel. Med mindre man da bærer sit ur uden på tøjet. Eller færdes rigtig meget udendørs i sommermånederne.

Garmin Quatix kan ubetinget anbefales. Jeg stikker aldrig til søs uden.

Muslinger og ålegræs

Muslinger og ålegræs er hver for sig og sammen aldeles udmærkede organismer, som begge indgår i og er nødvendige for den naturlige balance i vort marine økosystem. Når begge altså holder sig til bunden.

Men muslingefarme, hvor milliarder af muslinger hænger kunstigt på udspændte net under kilometerlange rør i overfladen, er derimod en dødelig cocktail for ålegræsset, som har brug for lys og rent vand.

Klik for større fotos

Store “smartfarms“, der kan fylde flere kilometer i længde og bredde, skygger helt for ålegræsset, som derved går ud. Og de mange milliarder muslinger udleder så mange ekskrementer, at bunden under farmene ganske enkelt dør.

Mågerne tiltrækkes af de regelmæssigt tilbagevendende bundvendinger, som gør vandet mælkehvidt og bringer døde bunddyr op til overfladen.

I stillestående fjorde og vige slammer bunden blot stille og roligt til i muslingelort og døde alger. Øverst med et liglagen bestående af hvide svovlbakterier, der markerer overgangen mellem ilt og iltfrit. Herunder et kulsort slamlag, som er totalt frit for ilt.

Der er målt op til næsten 3 meter dybt slam under smartfarme i Limfjorden, som allerede nu gisper efter vejret. Flere steder er den død allerede.

UV fotos af Limfjordens Miljøråd

Fugleperspektiv, frøperspektiv og fiskeperspektiv fra havbrug med flydende netbure, hvis åbne netmasker tillader frisk strøm at komme ind til fiskene – og samtlige affaldsstoffer fra fiskene at komme ud: Foderrester, fækalier, antibiotika og algehæmmere. Totalforurening direkte ud i åbent hav eller fjord.

De store havbrug dels skygger for lyset, så ålegræsset ikke kan vokse – dels forurener vandet med næringssalte, så ålegræsset kvæles af begroning med alger.

UV fotos af Gearløs

Fugle som disse sangsvaner og knortegæs er afhængige af frodige græsmarker – det være sig inde til lands eller ude til vands. Ofte veksler fuglene mellem disse to habitater:

Dagen tilbringes gerne inde på spirende græsmarker, som er ekstra tillokkende sen vinter og tidligt forår. Natten tilbringes i sikkerhed ude på vandet, hvor ålegræsbælter er et foretrukket tilholdssted og en vigtig fødekilde.

* “HAVmisBRUG“

Debatbog om opdræt af fisk og muslinger

424 sider lang, 1.070 gram tung

“Kilopris” kr. 294,95

En tredjedel af de frafiltrerede næringsstoffer fra muslingerne ender som ny og lokal forurening på bunden under farmene, hvor de kan kvæle alt liv. I værste fald med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Kun max en tredjedel kan høstes.

Den sidste tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i en endnu mere bio-tilgængelige form. Klar til endnu flere alger end før turen gennem muslingernes fordøjelse.

Stærk strøm til fjernelse eller rettere fortynding af forureningen fra de mange muslinger er derfor nødvendig, hvis der ikke skal ske en økologisk katastrofe.

Det samme gælder havbrugene. Stærk strøm skal der til, hvis ikke forureningen fra de mange fisk skal bundfælde sig lokalt. Næringssaltene forbliver dog opløst i vandet.

Øverst er det den lokale kunstner Niels Willum, hvis tegninger længe har prydet protester fra Miljøforeningen BLAK på Djursland.

Nederst er det Bo Secher, hvis streg mange genkender fra det satiriske magasin “Svikmøllen”. Bo Secher har lavet tegningen på opdrag af Limfjordens Miljøråd.

Det er heldigvis ved at gå op for flere og flere, at muslinger ikke blot fylder meget og kun kan rense vandet delvis for kvælstof og fosfor. Men at de samtidig også medfører en kraftig forurening af vand og bundmiljø under og omkring farmene.

Limfjorden har gennem mange år lidt under voldsom forurening med gylle fra landets største koncentration af svinefabrikker i det store opland.

Lokalt er man derfor begyndt at tale om “Ligfjorden” i stedet for Limfjorden.

* 5.000 km2 til muslinger

Regeringen har, under ledelse af erhvervsminister Simon Kollerup (S), udarbejdet en “Havplan”, som skal gælde i de næste ti år.

I denne havplan er der gjort plads til flere nye totalforurenende havbrug af den slags, som både Simon Kollerup (S) og Dan Jørgensen (S) tidligere har gjort sig til varme fortalere for. Uden overhovedet at kende konsekvenserne ved dem.

Men hvad næsten værre er, så er der samtidig udpeget knap 5.000 km2 dansk søterritorium til nye lokalt forurenende muslingefarme og altødelæggende muslingeskrab. Et område næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster – tilsammen.

Det er typisk sårbare, beskyttede, kystnære og lavvandede områder, der er tale om. Der er således tale om en Hasarderet Havplan, som samtidig er et Mageløst Makværk. En forhastet havplan, der på intet område lever op til de krav, som EU stiller til Vandrammedirektiv og Naturbeskyttelse.

Man må tage sig til hovedet, hvilket mange forstandige mennesker da også har gjort, siden Kollerup i nært samarbejde med canadiske WSP, danske Hedeselskabet og norske Smartfarm sidste år præsenterede sin havplan som en digital bekendtgørelse.

Det er nu kun EU, der kan redde de indre danske farvande fra den totale ødelæggelse.

Læs

⌘ Miljøforeningen BLAK’s høringssvar til havplanen ⌘

Ny Bog: Pressemeddelelse

Pressemeddelelse om min seneste bog “HAVmisBRUG“, der allerede nu kan fås i boghandlen:

“Fisk er en sund spise og gode for miljøet – når fiskeopdrætterne altså selv skal sige det. Og muslinger er den mest klimaneutrale spise – når muslingedyrkerne selv skal sige det.

Virkeligheden er imidlertid en ganske anden. Opdræt af fisk i åbne havbrug er det mest forurenende, som tænkes kan. Totalforurening uden mulighed for rensning af spildevandet fra de mange millioner fisk. Alt ryger lukt ud gennem de åbne netmasker – ud i det omgivende vand: Foderrester, ekskrementer, medicin og giftige hjælpestoffer.

Helt galt går det, når foderfiskene fanges i Stillehavet, laksene opdrættes i Nordatlanten, og de ferske fisk siden flyves til markederne i Fjernøsten. Da lider klimaet for alvor. Og forureningen fra de mange fisk, som eksporteres til fjerne lande – den får vi selv lov at beholde herhjemme.

Muslinger skulle rense vandet, men koncentrerer desværre forureningen fra store vandområder under opdrætsanlæggene – med iltsvind og frigivelse af yderligere næringssalte fra bundsedimentet til følge.

Muslingerne selv lever af alger i vandet – opdrætterne af millionstore tilskud fra diverse fonde. Muslingerne kvitterer med en tredjedel af det frafiltrerede kvælstof udledt som ny lokal forurening. Opdrætterne med både mikroplast og makroplast fra de gigantiske anlæg som ny forurening.

Bogen HAVmisBRUG forholder sig kritisk til opdræt af fisk til menneskeføde og muslinger til rensning af vandet. Steen Ulnits gennemgår problemstillingerne i forhold til det stærkt forurenende opdræt af fisk i specielt åbne havbrug og det langt mindre forurenende opdræt i lukkede, recirkulerede og landbaserede anlæg.

Lineopdræt af store konsummuslinger og de gigantiske norske Smartfarms med deres milliarder af små “miljømuslinger” gennemgås udførligt. Bogen kommer ind på det miljøskadende muslingeskrab, som i dag er en integreret del af såvel opdrættet som regeringens nye havplan.

Fisk og muslinger opdrættet i hav og fjord skulle have været sunde og gode for klima og vandmiljø, men er ingen af delene. I mange tilfælde det stik modsatte. Bogen HAVmisBRUG er en øjenåbner af en debatbog, der beskæftiger sig med et emne, som de færreste overhovedet skænker en tanke – men som bør stå centralt i alles bevidsthed.

Specielt da i lyset af, at regeringen i sin nye havplan netop har udlagt næsten 5.000 km2 til lokalt forurenende muslingefarme og bundødelæggende muslingeskrab. Et område på størrelse med Fyn og Lolland-Falster.

Steen Ulnits er fiskeribiolog fra Aarhus Universitet og passioneret lystfisker. Han har gennem flere år været med til at sætte problemerne med havbrug på dagsordenen i form af artikler og foredrag, i radio og på TV.

Nu er han så aktuel med “HAVmisBRUG” – en spritny debatbog, der kommer godt rundt om det komplicerede emne.”

Bogen fås hos din lokale boghandler!
Forlaget Turbine © 2022
424 sider, kr. 249,95

De første anmeldelser af “HAVmisBRUG”

De læser professionelle anmeldelser skrevet af de såkaldte lektører. Og ud fra disses anmeldelser og anbefalinger køber bibliotekerne så ind til deres læsere.

En god lektørudtalelse er derfor guld værd. Bogstavelig talt.

* Lektørudtalelse

Beskrivelse: Fiskeribiolog Steen Ulnits har hele sit liv beskæftiget sig med fisk. Dels som lystfisker og dels som fiskeribiolog, rejseleder, konsulent og forfatter. Ud over korte rids af hans egen baggrund og holdningsmæssige standpunkter, omhandler størstedelen af bogen en problematiseret gennemgang af primært dansk fiskeopdræt gennem nyere tid – fra dambrug over havbrug til landbaserede opdræt samt muslingefarme.

Ulnits forklarer, hvordan fiskeopdræt fungerer i detaljer, om centrale aspekter så som kvælstofs rolle og iltsvind, og fokuserer på det forurenende aspekt ved de åbne havbrug, hvor fx foder- og medicinrester tilflyder det omkringliggende havmiljø

Til bibliotekaren: Bogen dækker en landsdækkende problemstilling omkring forurening, så anbefalingen er, at den indkøbes i et enkelt eller få eksemplarer, men bredt i alle kommuner.

Skrevet af Morten Brynildsen

* Bogsyn.dk

“En spændende, indsigtsfuld og lærerig bog om et af klodens store elementer, vandet og havene, der er ved at bukke under på grund af drift og rovdrift.

Bogen er skrevet i et let forståelig sprog og med en formuleringsevne, der gør tingene tilgængelige for andre end miljøforkæmpere og nørder.

* Miljømediet gylle.dk

Aviserne herhjemme er meget lidt modtagelige for kritiske indlæg om havbrug og muslingeopdræt. Derimod er der mange artikler om muslingeopdræt, der fjerner forureningen fra havbrug.

Skrevet af journalist Flemming Seiersen

* Kaninen Katrine på Endelave

Så hvis du vil vide mere om Hav Mis Brug, så køb bogen i boghandlen eller lån den på biblioteket. Forlaget Turbine har udgivet den…”

Det første kamera på Månen

Er man dreng, mand eller bare en smule fotointeressseret, da har det nok strejfet én, hvilke kameraer de heltemodige astronauter mon brugte til at fotografere med på Månen.

Inden vi kommer alt for langt ind i materien, er det måske på sin plads at referere følgende lille historie, der skulle være hentet fra det virkelige liv. Ganske vist på den anden side af Atlanten, men alligevel. Den er god at blive klog af:

Forfatteren Ernest Hemingway var taget til en fotoudstilling i New York af den ligeledes amerikanske fotograf, filmregissør og meget andet, Man Ray. Hemingway gik rundt og studerede de naturligvis overordentligt gode fotos, der var hængt op. Han møder Man Ray selv og stiller ham det udødelige spørgsmål, som vi alle kender – selv har stillet eller fået stillet:

– Det er nogle flotte fotos, du tager. Hvilket kamera bruger du?

Man Ray krympede sig ved spørgsmålet, som han givet havde hørt flere gange, end han brød sig om. Flere gange end de fleste. Men han bevarede dog fatningen og replicerede:

– Tak skal du have. Du skriver også nogle rigtig fine bøger. Hvilken skrivemaskine bruger du?

– Touché! Historien fortæller ikke videre, hvad Hemingway svarede, men han tog det sikkert pænt. Papa var altid god for en rap replik, og hvis det ikke var nok – et godt slagsmål. Så vidt kom det dog ikke denne gang, og de to mestre forblev gode venner.

Det bedste kamera

Men historien understreger fint, at det altid er manden (eller kvinden) bag, som tager billedet. Kameraet er blot det passive redskab, man bruger til at fotografere med. Selv det bedste kamera kan ikke tage gode fotos uden en god fotograf til at indstille det.

Fotografiets historie er gammel og velkendt, så det skal vi ikke bruge tid på her. Her skal vi udelukkende fokusere (!) på de kameraer, der blev brugt af de første Mænd på Månen for et halvt århundrede siden. Som bragte os ikoniske billeder af ikke blot Månen selv på klods hold, men også af vor egen Jord på god afstand:

Cirka 400.000 kilometer. Så langt er der omtrentligt mellem Jorden og Månen.

Man skulle synes, at noget så vigtigt som et kamera til at dokumentere den første Mand på Månen måtte have højeste prioritet. Men det skete i de dage, hvor internettet endnu ikke var opfundet – hvor ingen gik rundt og tog selfies af sig selv i alle mulige og umulige sammenhænge.

Det hele drejede sig om at komme først til Månen og sikkert hjem igen. Turistfotos fra turen kom klart i anden række. I hvert fald i starten.

Først senere gik det for alvor op for NASA, at man nok havde underprioriteret netop fotos fra menneskets første rejse til et andet himmellegeme end vort eget.

Faktisk var det slet ikke NASA, der tog initiativ til, at der overhovedet skulle fotograferes på Månen. Her satte man nemlig den direkte TV-transmission til Jorden langt højere end alverdens stillbilleder. Her, den virkelige og øjeblikkelige PR-værdi var størst.

I stedet blev det astronauten Walter Schirra, der af egen drift og i 1962 gik ind i en helt almindelig fotobutik i Houston, Texas, Jorden, Universet – for at se på mulige kameraer, han kunne tage med sig i rummet.

Schirra havde fået anbefalet det svenske storformatkamera Hasselblad af professionelle fotografer fra de estimerede magasiner Life og National Geografic. De måtte derfor kunne bruges.

I hvert fald gik Schirra ud af fotobutikken igen med et nyindkøbt Hasselblad model 500C. Pris: 500 dollars.

Schirra var selv en ivrig amatørfotograf, der af NASA havde fået lov til at vælge det kamera, han syntes bedst om og troede mest på. På det tidspunkt havde NASA ingen egen erfaring med stillbilled rumfotografering.

Men det fik man heldigvis snart. Da NASA blev præsenteret for Schirra’s nye Hasselblad, gik de i gang med at klargøre det til rummet. Det blev malet matsort, så man undgik reflekser, og det blev gjort “astronaut-proof”:

Man fjernede udløseren til filmmagasinet, så det ikke kunne løsnes ved en fejltagelse. Man konstruerede samtidig et ekstra stort filmmagasin, så man ikke skulle skifte hele tiden.

Endelig stod det snart klart, at man ikke bare sådan lige tager fotos, når man er iført sit store astronaut outfit – rumdragt, hjelm og handsker – og enten står på Månen eller svæver frit i rummet.

Man kan jo ikke sådan lige tage kameraet op foran hjelmen, når der skal fokuseres. I stedet lavede man en brystmontage med fast kamera og en håndudløst lukker i overstørrelse. Og så sendte man ellers de kommende astronauter på fotokursus:

Nede på Jorden lærte astronauterne sig, hvor og hvordan deres brystmonterede kamera fokuserede. Et problem, vore dages Go Pro fotografer kun kender alt for godt: Man må gætte sig frem, når man ikke kan se i søgeren.

Astronauterne lærte sig derfor, hvordan de omtrentligt skulle sigte med deres kamera, så de fik den ønskede vinkel og beskæring. Og det måtte de gøre på fornemmelsen. De så aldrig, hvad de fotograferede – før bagefter. Og da var det jo for sent.

Apollo rumprogrammet producerede samlet omkring 18.000 fotos, hvoraf adskillige er ubrugelige. Trods fotokurserne. Og der mangler masser af skud, som man dengang ikke tænkte over, man ville få brug for senere. Men som man i dag ville ønske, at man havde taget…

Et rigtig godt eksempel herpå er såmænd selveste Den Første Mand på Månen: Neil Armstrong. Den Anden Mand på Månen, Buzz Aldrin, tog masser af fotos, men tilsyneladende kun et enkelt af Neil Armstrong. Ét enkelt…

Til gengæld tog Armstrong adskillige af Aldrin, som der derfor findes mange flere fotos af. Også selfies såmænd. Aldrin var nok lidt forud for sin tid og er da også meget aktiv på de sociale medier den dag i dag. Som den eneste stadig levende af de oprindelige første mænd på Månen.

NASA havde ganske vist sendt de første mænd til Månen og fået dem sikkert hjem igen. Men man havde ikke tænkt på, at man også gerne skulle have billeder med hjem af dem. Og fandt man endelig fotos af astronauter på Månen, kunne man kun sjældent se, hvem der gemte sig bag det guldcoatede visir.

Den erkendelse førte til, at kommende Space Commanders – rumkaptajner – alle fik røde striber på hjelm, arme og ben. Så vidste man, hvem der var hvem på de hjembragte fotos – som for øvrigt nu var i farver!

Læs mere om “Den Første Mand På Månen” i artiklen her

To ZOOM or not to ZOOM…

– is not the question. It’s all a matter of pixels… Sådan ville salig Shakespeare sikkert have sagt det, hvis han ellers havde været en digital fotograf.

Det kan vi nok godt regne med, at han ikke var. Han levede trods alt i det 16. århundrede. Alligevel er det meget ofte et nøglespørgsmål, når man fotograferer digitalt. Derfor denne lille artikel om emnet. – For hvad er egentlig zoom, og hvornår er det godt eller skidt?

Man kan zoome ind, og man kan zoome ud. Begge dele er lige mulige, men størst interesse er der i regelen for at zoome ind – for at komme tættere på objektet eller motivet. Man zoomer ind for at kunne se flere detaljer, og man zoomer ud for at få et større overblik.

Billedvinklen

Lad os allerførst definere billedvinklen – den vinkel, som et givet objektiv kan indfange på billedplanet. Her generaliserer vi ofte og taler for enkelhedens skyld om vidvinkel, standard og tele.

Standard dækker i grove træk det billedfelt eller den synsvinkel, vi mennesker selv har og kan se skarpt i, når vi opfatter ting og fokuserer på dem. Altså ikke “peripheral vision”, som englænderne kalder det, hjernen kan opfatte i udkanten af synsfeltet, men ikke se skarpt.

Som standardobjektiver betragter vi normalt linser med en brændvidde på 50-55 mm. Det er her, vi finder de mest lysstærke objektiver – dem, der kan lukke mest lys ind og derfor fotografere under de ringeste lysforhold.

Vidvinkel får mere med, da den dækker en større billedvinkel eller et bredere synsfelt. Perfekt til store landskaber eller indendørs fotografering.

Billedvinklen på en mobilkamera vidvinkel ligger typisk på omkring 120 grader – ud af de 180, der normalt er det maksimale. Fiskeøjeobjektiver undtaget.

Det er ganske kompliceret at omregne billedvinkler til brændvidde, da det afhænger af sensorens størrelse, så det springer vi let og elegant hen over her. Maybe some other time…

Som vidvinkelobjektiver betragter vi normalt korte linser med en brændvidde i omegnen af 20-35 mm. Ekstrem vidvinkel på 10-18 mm bruges ofte til interiørfotografering under trange forhold.

Tele går tættere på motivet, end det menneskelige øje selv kan, og fås i et utal af længder eller brændvidder. Perfekte til fugle- og dyrefotografering.

Som teleobjektiver betragter vi normalt lange linser med en brændvidde på omkring 100 mm og opefter. Korte teler på 85-100 mm er velegnede til portrætter på kort hold, mens lange teler excellerer til dyrebilleder og astrofotografering på endog meget lang afstand.

16 mm: vidvinkel – 0,6X

26 mm: standard – 1X

52 mm: tele – 2x zoom

Man kan se af eksemplet herover, at et mobilkamera med en zoom opgivet til 2X reelt har en 3X zoom, hvis det også har en vidvinkellinse. Tre gange 0,6X er jo knap 2X. Men normalt vil et 3X mobilkamera betyde, at det er tre gange forstørrelsen af standardlinsen. Så det i den forstand reelt er 5X.

Og sådan kunne man fortsætte. Det er altid vigtigt at kende udgangspunktet – om det så er i en diskussion eller på filmplanet!

Brændvidden

Brændvidden er det gamle navn på den afstand, en given linse eller objektiv samler sine lysstråler på.

Præcis som i et gammeldags brændglas, der kun virker på en ganske bestemt afstand. Kun her samler det sollysets stråler tilstrækkeligt til at kunne antænde noget. Kun her står billedet skarpt i et kamera – uanset om det er et moderne digitalkamera eller et gammeltdags analogt kamera til film.

Brændvidde bruges stadig til at angive længden fra spidsen af et objektiv til filmplan eller sensorplan. Jo længere brændvidde desto større grad af forstørrelse – desto mere teleeffekt. Jo kortere brændvidde desto større vidvinkeleffekt.

Der er således en nøje sammenhæng mellem brændvidde og billedvinkel: Jo længere brændvidde et objektiv har, desto mindre bliver billedvinklen. Jo mere man zoomer ind, desto mindre kan man se af omgivelserne. Jo snævrere bliver billedfeltet, og jo tættere kommer man på.

Der er ligeledes en nøje sammenhæng mellem brændvidden og lysstyrken: Jo længere brændvidde man bruger, desto mindre lys når ind til filmplan eller sensor. Lange telelinser bliver ganske lyssvage, hvilket gør dem sværere at fokusere korrekt. De bliver også vanskeligere at holde stille.

Optisk og digital zoom

Der findes flere slags zoom – med forskelllige navne.

Den optiske zoom bruger linsens eller objektivets glas til at zoome ind eller ud – uden noget tab af billedkvalitet per se. Præcis som i en kikkert. Som udgangspunkt er kvaliteten den samme, selv om billedkvaliteten typisk forringes, når man nærmer sig ydergrænserne.

Den digitale zoom derimod zoomer blot ind på det antal pixels, som kameraet nu engang har optaget. Det samme billedfelt fyldes derfor ud af færre pixels, hvorfor billedkvaliteten bliver ringere – billedet bliver mere grynet og uskarpt.

Med en optisk zoom bibeholder man billedkvaliteten og skarpheden, når man zoomer ind. Man har stadig samme antal pixels og samme skarphed – uanset hvor tæt på, man kommer.

Man får blot større og større problemer med rystede billeder, jo mere man zoomer ind – hvilket også gælder den optiske zoom. Et stativ klarer problemerne – uden at ryste…

Hybrid zoom

I dag har vi også fået den såkaldte hybrid zoom, som er en kombination af optisk zoom og digital zoom. Via sindrige algoritmer (computer-beregninger) kan man til en vis ekstra grænse opnå en brugbar billedkvalitet – selv på forstørrelser ud over den optiske maxgrænse.

Tag for eksempel mobilen Huawei P20 Pro, som du kan finde en anmeldelse af andetsteds her på siden. Den har en optisk zoom på 3X, men en hybrid zoom på 5X.

Makkeren Huawei P30 Pro, som du også kan læse om her på ulnits.dk, har en optisk zoom på 5X, der kan strækkes til hybrid zoom på 10X.

Kvaliteten af hybrid zoom bliver dog aldrig den samme som den optiske zoom, men langt bedre end en tilsvarende ren digital. Sidstnævnte P30 Pro er dog i stand til at levere digital zoom på hele 50X. Det er ikke særlig brugbart til fotografering, men yderst anvendeligt som kikkert.

Anmeldelse af Huawei P20 Pro

Anmeldelse af Huawei P30 Pro

Vi nærmer os det, amerikanerne kalder “computational photography”, når vi bevæger os ind på emnet “hybrid” zoom. Det er et felt, hvor avancerede computer-algoritmer skaber eller genskaber noget, der ikke er eller blot har været på billedet. Kunstig intelligens, der i dette tilfælde skaber kunstig skarphed.

Computational photography bruges i dag om en række teknikker, der tillader moderne kameraer at gå ud over virkelighedens grænser. Til at tage eller rettere skabe billeder, som ikke kan gøres på vanlig optisk vis.

Det kan være 3D lysfeltfotos, eller det kan være den meget omdiskuterede “deep fake” teknik, hvor man digitalt kan overføre kendte personers ansigter og mimik til helt kunstige situationer.

Mest kendt er nok skuespilleren Nicholas Cage, hvis ansigt har prydet mange forskellige kroppe med andre ejermænd eller -kvinder. Samt skuespillerinden Scarlet Johansen, som uden eget vidende har deltaget i en hel pornofilm. Deep fake, når det er værst.

Alt er muligt i vore digitale dage, hvilket er både fascinerende og skræmmende. Og jo bedre teknikken bliver, desto sværere bliver det at se forskel på real og fake.

Billedstabilisering

Man bliver hurtigt klar over, at jo mere man zoomer ind på et objekt, desto større bliver risikoen for at få rystede billeder – hvis man ikke understøtter kameraet eller bruger et stativ. Ikke kun billedet forstørres ved at zoome ind på motivet – det gør også alle bevægelserne fra kameraet.

Derfor har man udviklet forskellige former for billedstabilisering, som i større eller mindre grad kan kompensere for rystelser fra et håndholdt kamera eller et ekstremt teleobjektiv – selv på stativ. Blot en smule vind er her nok til at give rystede billeder.

Der findes i dag grundlæggende to forskellige former for billedstabilisering: Digital og optisk.

Digital billedstabilisering er den billigste løsning, men også den dårligste. Den virker ved at foretage en udsnit af billedet, som så flyttes modsat kameraets bevægelser. Man udnytter ikke sensoren optimalt, da man er nødt til at beskære billedfeltet, og billedet fremstår mere eller mindre uroligt.

Optisk billedstabilisering er altid den bedste, da den ikke ændrer på selve billedet. I stedet har man her sin linse ophængt, så linsen flytter sig under bevægelse og dermed kompenserer for rystelserne. Ikke mindst under videooptagelser i gang eller løb er effekten af optisk billedstabilisering markant.

Blændeåbning og lukkerhastighed

Vi er nødt til at komme ind på klassiske emner som blænde og lukkerhastighed, hvis vi skal kunne forstå de muligheder og begrænsninger, der ligger i at zoome.

Blænden er den åbning i objektivet, som bestemmer, hvor meget lys der lukkes ind. Blændeværdien er tilsvarende en talværdi, som fremkommer ved at dividere objektivets brændvidde med blændeåbningens diameter.

Har vi eksempelvis et 100 mm objektiv blænde 4, så ved vi, at blændeåbningen er 25 mm. Et 200 mm blænde 4 objektiv har tilsvarende en dobbelt så store blændeåbning, nemlig 50 mm.

Jo større tal blænden er angivet med, desto mindre lys tillader objektivet, at der lukkes ind. Jo mindre lysstærkt er det. Jo mindre blændeværdi desto mere lys lukkes der ind.

Lukkertiden er et tal, der angiver, i hvor lang tid lukkeren står åben, mens billedet optages. Det angives i brøkdele af et sekund og kan bruges passivt eller aktivt:

Passivt, hvis man vælger blænden aktivt og lader lukkertiden følge passivt med. Det gør man typisk, hvis man vil have fuld kontrol over dybdeskarpheden – det område, hvor optagelsen står skarpt.

Aktivt, hvis man målrettet søger ekstra lange eller korte lukkertider. Korte bruges til at fastfryse hurtige handlinger. Lange bruges til at lade strøm, bølger eller lys flyde ud under optagelsen. Eksempelvis et vandløb, hvis overflade fås til at flyde ud i ét med en lang lukkertid.

Lysmåler og gråværdi

Lukkertid og blænde følges ad i tykt og tyndt. Ændrer man på den ene, må den anden uundgåeligt følge med, hvis man ønsker at bibeholde samme gennemsnitlige eksponering af motivet.

Skruer man ned for lukkertiden, må man tilsvarende skrue op for blænden – for stadig at få samme mængde lys ind til film eller sensor. Dybdeskarpheden bliver da tilsvarende mindre. Og omvendt.

I gamle dage gik man ud fra, at lysmåleren – den oprindelige håndholdte eller senere den i kameraet indbyggede – skulle måle lyset og sikre, at motivet fik en gennemsnitlig gråværdi på omkring 19%. Det svarede så til én eller flere kendte kombinationer af blænde og lukkertid.

Det vil sige, at gennemsnittet af alt på motivet – fra det sorteste sorte til det hvideste hvide – blev gjort til 19% gråt efter lysmålingen. Det havde man erfaring for eller helt enkelt vedtaget gav den optimale gennemsnits-eksponering af et normalt motiv på datidens film.

High Dynamic Range

I dag ved vi jo, at det langt fra altid giver det optimale resultat. Dels har vi i dag med farver og farvemætning at gøre, og dels skyder vi ikke længere kun i sort-hvid. I dag skal eksponeringen derfor tage højde for mange flere ting end tidligere. I dag stilles der langt højere og helt anderledes krav til kamera og lysmåler.

“High Dynamic Range” (forkortet HDR) er det moderne svar på en mere avanceret lysmåling, der ikke blot resulterer i et gråt gennemsnit, men som prøver at få såvel højlys som skygger med på samme billede.

HDR er en teknik, der går ud på, at kameraet skyder en række fotos – ofte fem – ved forskellige eksponeringer. Herefter stykker dens computer dem sammen til ét, der nu indeholder det bedste af alt – fra de lyseste højlys til de mørkeste skygger.

Det gøres vel at mærke, uden at højlysene brænder helt ud og bliver kridhvide. Og uden at skyggerne tilsvarende går helt i sort. Flest mulige mellemtoner bibeholdes.

Dybdeskarpheden

Blænder man op for at lukke mere lys ind eller mindske dybdeskarpheden – det område, hvor motivet står skarpt – bliver lukkertiden nødvendigvis kortere, så den samlede lysmængde forbliver den samme.

Blænder man i stedet ned, så der kommer mindre lys ind, øges dybdeskarpheden automatisk. Til gengæld er man nødt til at vælge eller lade kameraet vælge en længere lukkertid.

Dybdeskarpheden er et vigtigt fotografisk redskab, hvis man vil fremhæve et objekt ved at gøre dets baggrund og måske også forgrund uskarp.

Større systemkameraer har altid en funktion, hvor man bekvemt kan kontrollere dybdeskarpheden ved en given indstilling. Typisk blot ved et tryk på en knap. Den luksus har man ikke på mobilkameraet.

De allerfleste fotos tages i dag på automatik – af folk, der ikke aner, hvad der foregår i mobil eller kamera. Er man flasket op med film og mere eller mindre manuelle kameraer, da har man styr på sin blænde og lukkertid. Dybdeskarpheden med.

Men har man startet sin fotokarriere med et mobilkamera, har man aldrig haft brug for at vide ret meget andet, end hvor lukkeren sidder, og hvordan man trykker på den.

Skulle der endelig være valgmuligheder, så står man sig i regelen bedst ved blot at vælge indstillingen “A” for Automatic. Eller “P” for Program, hvis man vil have en lille smule mulighed for selv at gribe ind i optagelsen.

Moderne digitale kameraer har fået indprogrammeret mange tusinde eksisterende motivtyper, som fotograferes optimalt med bestemte kombinationer af blænde og lukkertid. Ud fra disse vælges så den eksponering, der minder mest om det aktuelle motiv.

Antal pixels og sensorstørrelse

Står der eksempelvis 24 MP på et kamera eller en smartphone, betyder det, at den anvendte billedsensor råder over 24 millioner pixels til indfangning af lys og billede. I grove træk kan man derfor sige, at jo flere pixels der er til rådighed, desto skarpere billeder kan man tage.

Men antallet af pixels er kun den ene side af sagen. Den anvendte sensors fysiske størrelse er en anden. For teknisk set kan man godt klemme en forfærdeligt masse pixels ned på en relativt lille sensor, men de enkelte pixels bliver uundgåeligt tilsvarende mindre. Og jo mindre en pixel er, desto mindre lys kan den indfange.

Alt andet lige bliver den samlede sensor derfor mere og mere lyssvag, desto flere pixels man presser ind på den. Træerne vokser bestemt ikke ind i himlen, og enhver sensor vil derfor være et skiftende kompromis mellem lysstyrke og skarphed.

Tal som 24 eller 48 millioner pixels fortæller således relativt lidt om det samlede resultat, hvis man ikke kender sensorens fysiske størrelse. Og det er så rigeligt et emne til en separat artikel.

Pixel Binning

Det er blevet mere og mere almindeligt, at moderne smartphones måske nok har en 48 MP sensor – men alligevel kun leverer output i form af færdige billeder på typisk 12 MP. Altså en sølle fjerdedel af det muligt maksimale. En teknik, der kaldes “pixel binning”.

48 MP til 12 MP: “Pixel Binning”

Teknikken går ud på, at kameraets indbyggede processor slår fire nabopixels sammen til én superpixel, som så forhåbentlig er mere repræsentativ for motivet, end de fire er hver for sig.

Herved opnår man to ting: Man får reduceret volumen på det færdige billede til en fjerdedel, hvilket er langt lettere at håndtere for både processor og hukommelse. Og man får mulighed for at indsamle mere lys, end den enkelte pixel vil være i stand til.

De mange pixels på en moderne sensor giver ligeledes mulighed for at zoome mere eller mindre ind på motivet. 48 millioner uredigerede pixels giver mulighed for en hel del digital zoom, uden at det går ud over det synlige resultat. Uden at det færdige billede bryder op i synlige pixels.

Digi-zoom og opløsning

Jo flere millioner pixels man har til rådighed, desto mere kan man digi-zoome, førend det kan ses. Førend opløsningen bliver så lav, at billedet begynder at pixelere – bryde op og blive uskarpt. Læs gerne artiklen om Nokia Pureview for at blive klogere.

Som nybagt fotoamatør med hang til at eksperimentere vil man ofte blive skuffet over resultatet, dersom kameraet giver mulighed for og man selv vælger at fotografere i formatet “RAW” eller .dnp.

Med RAW får man ganske vist alle pixels og data med, men de ser i regelen ganske triste ud og kræver efterbehandling i specielle programer som eksempelvis Lightroom, der kan håndtere netop RAW. Der findes flere andre programmer, som kan gøre det samme – til en lavere pris end Lightroom.

Til gengæld er samtlige optagne data til stede, hvilket giver helt nye muligheder. Ikke mindst højlys, som er brændt ud på den gængse .jpg fil, står ofte til at redde. Det samme gør skygger, som syner kulsorte og unuancerede på en komprimeret .jpg. Dem kan man hente ellers skjulte detaljer i. Med meget mere.

Men den største ulempe ved RAW er og bliver, at filerne fylder rigtig meget. I regelen flere gange en normalt komprimeret jpg-fil.

PRO Mode

Flere og flere mobilkameraer har i tilgift til den avancerede automatik en såkaldt “PRO” mode, der som navnet siger appellerer til de fotografer, som ikke lader sig nøje med automatikken. Som gerne vil have mulighed for at gribe ind i optagelsen – det være sig via styring af blænde, lukketid, fokus, ISO og andet.

Det siger sig selv, at man skal vide, hvad man gør – for at få glæde af en eventuel PRO mode. Hvad de enkelte ting er og betyder, hvordan de fungerer, og hvornår man skal tage dem i brug. Ellers bliver resultatet kaos. Det er en viden, som desværre går mere og mere tabt, i takt med at mange skifter det traditionelle kamera ud med et mobilkamera.

Men ved man ellers, hvad de enkelte ting står for og hvordan de indvirker på det færdige foto, så er man kommet et langt skridt videre som fotograf. Da kan man selv begynde at forme sine billeder, så de udtrykker, hvad man ønsker.

Det er det stadie, enhver amatørfotograf hurtigst muligt skal prøve at nå frem til. Det er her, de rigtigt gode billeder skabes.

Steen Ulnits

Garmin Fenix 6

Fenix 6: Garmins klassiske model Fenix 5 fire år senere. Der er sket ikke så lidt i den rigtige retning.

Tilbage i 2017 lancerede amerikanske Garmin den banebrydende model Fenix 5, som også dengang kunne fås i forskellige fysiske størrelser. Det kan Garmin’s seneste skud på stammen også. Der er tale om en model, som på alle måder er en opgradering af forgængeren – uden at miste ligheden med det ikoniske Fenix-design.

Der er nemlig stadig tale om et ur i det klassiske macho-format – stort, tungt og bundsolidt. Hvor andre sportsure og smartwatches har gjort en dyd ud at at blive stedse lettere, dér er man aldrig i tvivl om, hvorvidt man nu har sit Fenix ur spændt om håndleddet. Så tungt er det. Og så meget fylder det.

Garmin’s Fenix ure er således ikke for alle og enhver. Faktisk er det nok kun for de færreste. I hvert fald er det kun de allerfærreste, som har brug for eller kan gøre brug af de ufatteligt mange funktioner, som dette ur byder på i 2021. Funktionerne var allerede mange tilbage i 2017, men Garmin har brugt de forgangne fire år til at fylde endnu flere funktioner på.

Ny og bedre skærm

En af hemmelighederne bag Fenix 5-modellernes lange batteritid var Garmin’s brug af en såkaldt transflektiv skærm, som næsten ikke bruger strøm, men kun det forhåndenværende lys til at vise indhold på displayet. Kun i absolut mørke er det nødvendigt at tænde for det indbyggede lys.

Til gengæld var skærmen relativt lille og mørk, hvilket gjorde det svært at aflæse indbyggede kort. Allerede i 2017 kunne man indlæse topografiske Danmarkskort, som var mere detaljerede end det indbyggede Europakort. Men det var noget nær umuligt at se de mange detaljer på den lille og mørke skærm. Man kunne fint indlæse dem på uret. Men ikke aflæse dem på skærmen…

Det problem har Garmin rådet bod på ved at erstatte den tidligere meget lille og meget strømbesparende skærm med en ny MIP (Memory In Display) transflektiv farveskærm, som dels er fysisk større – dels langt lysere og mere detaljeret. Faktisk er den nye 6X skærm med sine 1,4 tommer og 280 x 200 pixels hele 36% større end forgængeren 5X.

Det er jo en opgradering, som er til at tage og føle på – når nu de ydre rammer ikke er vokset. Og batteritiden sågar er øget mærkbart.

Forlænget batteritid

Jeg købte mit Fenix 5X tilbage i 2017, hvor det var helt uden konkurrenter, hvad batteritiden angik. Alle andre smartwatches var batterigrise uden sidestykke, der knap kunne holde strøm til døgnets lyse timer. Så såre man koblede GPS-funktionen til, kunne man næsten se græsset gro, mærke varmen – og høre batteriet dø…

Selv japanske Sony, som var en af de første producenter med et GPS-ur, måtte bide i græsset og erkende nederlaget. Efter blot en halv times satellitbrug var Sony Smartwatch uret løbet varmt og batteriet tømt. Det var helt enkelt ikke noget, man reelt kunne bruge til noget. I hvert fald ikke ude i felten. Og hvad gavn havde man af at have sin GPS kørende hjemme i stuen…

Garmin’s Fenix 5X kunne allerede dengang holde i adskillige timer med og dage uden brug af GPS. Selv her fire år senere bruger jeg det regelmæssigt og kan snildt få det til at logge min position hele dagen uden at løbe tør for strøm. Og uden brug af GPS taler vi en batteritid på flere dage.

Med den nye Fenix 6X er batteritiden blevet endnu bedre. Trods den nye og mere lysstærke skærm. Alt i alt en større og mere klar skærm end på forgængeren. Og vælg gerne Pro Salar versionen, hvis den skulle være på tilbud.

Bærer man den yderst, kan man om sommeren forlænge batteritiden ganske meget. Det samme hvis man lægger uret i vindueskarmen, så solen kan skinne direkte på skærmen. Det er sjovt at følge med i opladningen, der har sit eget programpunkt i menuen.

Bedre kortmateriale

Jeg var fuld af fortrøstning, da jeg bestilte min nye Fenix 6X med et topografisk 1.25.000 kort installeret – i tilgift til det allerede indbyggede og mindre detaljerede Europakort. Jeg håbede, at skærmen nu var stor og klar nok til, at jeg kunne se og bruge de mange detaljer på det topografiske kort.

Men jeg blev skuffet. Skærmen er endnu ikke stor nok, klar nok og finkornet nok til, at jeg kunne bruge de mange detaljer til noget. Inde i en mørk skov var det kropumuligt at se noget som helst på skærmen, der stadig synes meget lille. Ude i solen gik det klart bedre, men stadig ikke godt nok.

Det endte derfor med, at jeg skuffet måtte returnere det nye Fenix 6X. Til gengæld kunne jeg så glæde mig mere end tidligere over mit gamle 5X, der på mystisk vis fremstod endnu bedre efter besøg af opkomlingen 6X. Faktum er nemlig, at det gamle Fenix står sig rigtig godt i konkurrencen med det nye. Batteritiden skal stadig tælles i dage efter flere års brug, selv om der naturligvis er mere batteritid i 6X’eren.

Og så var der noget mystisk og “mushy” ved knapperne på den nye 6X’er. Sammenlignet side by side var der overhovedet ingen tvivl om, at de gamle knapper er bedre og mere faste i kødet. Et klart tilbageskridt, altså. Ikke i mine øjne, men for mine fingre. Ganske væsentligt, når der nu ikke er touch-skærm på Fenix, og al navigation derfor skal ske gennem knapperne.

Lille og vågen

Man kan næsten altid gøre en god Garmin-handel, når der netop er kommet nye modeller. Hvis man altså kan nøjes med sidste års model.

2022 har ikke været anderledes. I tilgift til markante prisdrop på gamle modeller er der jo også de løbende udsalg hus de store varehuse. Det har senest resulteret i, at man har kunnet købe den mindste Garmin 6S i sølv og hvid for under 1.500 kroner. Ganske vist uden indbygget kort, men med samtlige de øvrige specifikationer, der har gjort Fenix-urene verdenskendte.

Fenix 6S er med sine 1,2 tommer eller 42 mm og en kampvægt på 61 gram ganske stort af sin størrelse. Alligevel blegner det lidt, hvis man sammenligner med den helt store 5X model, der måler 51 mm i diameter. Til gengæld føles den lille 6S langt mere behagelig at have om håndleddet.

Efterfølgende var det tid til at genoplive og genopleve min finske Suunto 7’er, hvis fine kortmateriale virkelig stråler fra den klare 1,4 tommers AMOLED skærm. Det ur kan du læse meget mere om i testartiklen her:

⌘ http://ulnits.dk/grej/suunto-7-nu-med-kort/ ⌘

Men der er en helt anden historie. Og den skal først skrives, når 7’erens nuværende 3100 Qualcomm processor forhåbentlig snart bliver opgraderet til den seneste 4100.