– verdens pålideligste motorer?

Japanske Tohatsu har produceret påhængsmotorer siden 1956. Det er længere end de fleste!

Helt tilbage i 1956 introducerede Tohatsu den allerførste japansk producerede påhængsmotor – en beskeden sag på 1,5 HK.

Siden da er det blevet til millioner af motorer. Så mange og så gode, at flere store producenter i dag får Tohatsu til at producere deres mindre motorer. Det er vel det bedste klap på skulderen, nogen producent kan få ­ at hans konkurrenter køber ind hos ham!

Tohatsu Corporation blev grundlagt den 20. oktober 1922. Virksomheden hed da Takata Motor Research Institute og beskæftigede sig med udvikling og fremstilling af skinnevogne og diverse generatorer. I 1930 lancerede man den første radiostyrede generator, og i 1950 sendte man de første motorcykler på markedet.

I 1956 trillede så den første japanske påhængsmotor overhovedet af samlebåndet ­ den lille, men ganske tunge OB-2 på blot 1,5 HK. De første Tohatsu motorer blev fremstillet til japanske erhvervsfiskere, som havde brug for motorer, der kunne køre i dagevis – uanset vejr, vind og vandstand.

Samarbejdet med de japanske fiskere resulterede i motorer, der er utroligt driftssikre. Ikke nødvendigvis med den allermest moderne teknik, for den tages ofte i brug for tidligt, men altid med driftsikkerheden i højsædet. Således startes og tanktestes hver eneste Tohatsu påhængsmotor, før den forlader fabrikken i Japan.

For Tohatsu ved, hvad der kræves af en påhængsmotor: Pålidelighed. Uanset om man fisker ved daggry eller i skumringen, alene eller med familien. for sjov eller for levebrødet. Det gælder om at have en motor, der altid kan bringe én sikkert i havn igen!

For nogle er dette imidlertid vigtigere end for andre.

Med 2,5 HK over Atlanten

Den 30. april 1995 ankom japaneren Seiko Nakajima til den historiske South Street Seaport i New York City. Han havde da været otte måneder undervejs i sin 21 fod lange båd “Seiko da Gindelwald”, hvis eneste motor var en 2,5 HK Tohatsu!

Den 10. september året før var Nakajima taget afsted fra Basel i Schweitz i sin specialbyggede båd. Via franske floder og kanaler nåede han siden ud i Middelhavet, hvor han satte kursen mod Gibraltar. Han passerede klippespidsen den 30. oktober og fortsatte til De Kanariske Øer, som han nåede den 16. november.

Seiko nåede helskindet over Atlanten og ankom til Barbados den 31. december ­ tidsnok til at fejre nytåret her. Den 11. februar nåede han Miami, og den 30. april kunne han så gå i land i New York ­ efter otte lange og ensomme måneder på havet.

Undervejs levede han af frø og nødder. Vandrationen bestod af en enkelt liter ferskvand om dagen. Under sejlturen havde han brugt sin lille Tohatsu som eneste drivkraft. Han anslog, at den rundt regnet havde kørt i 21 timer hver eneste dag. Det er mere end 5.000 timers næsten kontinuert drift!

Seiko valgte den lille Tohatsu, da den er enkel af konstruktion og kendt for sin driftssikkerhed. Han kender den i dag som sin egen bukselomme og kan skille den ad og samle den igen i søvne. Og han stoler 110% på den!

Priser til og fra Tohatsu

En anden fjer i hatten fik Tohatsu, da man i år fik den eftertragtede “2004 Editors’ Choice Award” fra amerikanske Motorboating Magazine. Prisen fik man for den nye 4-takts letvægter på 9,8 HK, som med blot 37 kg er den letteste i sin klasse. Konkurrenterne vejer fra 5-15 kg mere.

Og det var ikke første gang, man i USA havde haft øjnene oppe for Tohatsus påhængsmotorer. Således gik prisen i 2001 ligeledes til Tohatsu ­ dengang for deres prisbelønnede TLDI direkte indsprøjtningssystem, som Tohatsu nu bruger på alle deres 2-takts motorer over 40 HK.

Tohatsu var hurtige til at indse, at miljøet måtte komme i første række ved udviklingen af nye motorer. 4-takterne vandt i nogle år hurtigt terræn, og Tohatsu har derfor i dag et stort program af 4-taktere.

Det var da også en 4-takts Tohatsu, der stod øverst på ønskelisten hos “Captain Seaweed & Crew” ­ en lokal nonprofit miljøorganisation fra Maryland, USA, som satser på at gøre børn og unge til miljøbevidste naturbrugere.

“Captain Seaweed & Crew” sejler rundt i en 22 fods motorbåd med navnet “U.S.S. Earth”, der gennem de sidste år har været i kontakt med tusindvis af børn og voksne i og omkring den store Chesapeake Bay på USA’ østkyst. Det er her, vuggen står for den berømte striped bass, der er blandt de vigtigste sportsfisk på den amerikanske østkyst.

Da det var på tide at skifte den gamle motor på U.S.S. Earth ud med en nyere og mere miljøvenlig model, stod Tohatsu meget bekvemt klar til at donere Kaptajn Søgræs og hans besætning en splinterny og brændstoføkonomisk 4-takter!

Mindre pres på benzinen

4-taktere i al respekt. Men det er TLDI-systemet til 2-taktere, som Tohatsu for alvor satser på. Det system, som i 2001 udløste prisen fra Motorboating Magazine.

Men hvad står “TLDI” egentlig for? Jo, det betyder “Two-stroke Low-pressure Direct Injection” og fortæller, at Tohatsu har valgt et lavt tryk til den direkte indsprøjtning af benzinen ­ modsat andre fabrikanter, der satser på et højt tryk.

High-pressure systemer presser rent brændstof ind i cylinderen ved et tryk på op mod 700 psi (70 bar). Det blander ikke luft med brændstoffet, hvorfor dråberne af brændstof er meget større og ikke forbrænder så fuldstændigt som brændstofdråberne i et Low-pressure system. Ufuldstændig forbrænding giver en dårligere brændstoføkonomi, og det intense tryk på 700 psi kan samtidig udsætte motorens komponenter for unødig hård belastning.

TLDI Low-pressure systemet, som Tohatsu har udviklet, blander luft og brændstof til mikroskopiske dråber så små som 20 micron. Det giver en mere fuldstændig forbrænding med lavere emissioner og bedre brændstoføkonomi til følge ­ vel at mærke uden at udsætte motorens komponenter for samme intense tryk som i High-pressure motorer med direkte indsprøjtning.

Men ikke nok med det. Som traditionelle 4-takts motorer er Tohatsus TLDI-motorer også forsynet med en smøreoliepumpe i motorernes bundkar, hvorfor man ikke skal blande olie i benzinen. – Herligt at være fri for!

Læg hertil, at de nye TLDI-motorer alle er bygget på de eksisterende Tohatsu 2-taktere, som i forvejen var blandt markedets letteste. Gennemprøvede konstruktioner, som nu er perfektioneret med et revolutionerende nyt indsprøjtningssystem.

Og det er ikke tomme ord. Tohatsus nye TLDI-system giver nemlig en 34% bedre brændstoføkonomi end tilsvarende 4-takt motorer og hele 71% bedre end 2-takts motorer af samme størrelse! Det er besparelser, der for alvor kan omsættes i kroner og øre.

TLDI til trolling-fiskeren

Det nye TLDI-system har været under udvikling i de sidste seks år og findes nu på alle Tohatsus 2-taktere over 40 HK. Der er modeller på henholdsvis 40, 50, 70, 90 og 115 HK at vælge imellem.

For trollingfiskeren er TLDI specielt spændende, Som noget nyt er disse motorer forsynet med en indbygget computer, der selv kan stille diagnosen, hvis noget mod forventning skulle gå galt langt fra land.

Men ikke nok med det. Et unikt kendetegn for TLDI-motorerne er også deres justerbare omdrejnings-system. Ved at presse ind på startnøglen kan man justere omdrejningerne fra 700 til 900 o/m.

Perfekt til trolling, hvor der netop ofte er brug for en lav tomgang, der kan finjusteres i forhold til vind og strøm. TLDI-systemet vil endog huske den sidste indstilling og anvende denne gang næste gang, man bruger motoren.

Og så er der altså lige det med vægten. Tohatsus nye 50 HK TLDI vejer blot 83 kg. Til forskel vejer Suzukis i øvrigt velkørende 50HK 4-takter hele 110 kg. Det er en vægtforskel, der vil noget. 27 kg unødig mervægt på hækken kan virkelig mærkes på en mindre båd.

Der er således al mulig grund til at ønske Tohatsu tillykke med de nye TLDI-motorer!

© 2004 Steen Ulnits

Jeg har støvet markedet igennem for at finde et optimalt kompromis mellem pris, kvalitet og funktion. Det er der kommet en rigtig fin fiskemaskine ud af!

Det er svært at vælge båd ­ meget sværere end at vælge bil. I et vejr som det danske er en åben sportsvogn ikke meget bevendt, men fiskebåden derimod kan være både åben, lukket og midt imellem. Og så er der både fordele og ulemper ved alle typer…

Den perfekte fiskebåd findes helt enkelt ikke. I hvert fald ikke en model, der kan tackle alle forekommende fiskesituationer til UG. Faktisk må man råde over en mindre armada af forskellige fartøjer, hvis man vil være blot nogenlunde godt dækket ind:

Fladbundede både uden køl til lavt vand. Tunge hurtigsejlere med dybt V-skrog til langfart på åbent hav med store bølger. Absolutte letvægtere, der kan ligge på biltaget og derfra søsættes overalt. Både, der kan pakkes ned i bilens bagagerum og transporteres fra Nordborg til Nordkap. Både, der kan stå kampklar og fuldt udrustede på en trailer i garagen. Og så videre.

At finde frem til den ideelle fiskebåd er således en umulighed ­ i hvert fald indtil man helt klart har fået defineret sit behov og bådens brugsområde.

Det perfekte kompromis

Jeg satte mig for at gøre det umulige: At sammensætte en kombination af båd/motor/trailer, som bedst muligt dækker de mange og meget forskelligartede fiskemuligheder, vi har i lille Danmark. En båd, der kan bruges på sø såvel som hav. En båd, der kan navigere på lavt vand, men samtidig også håndterer lidt søgang på åbent hav.

Det kostede mange overvejelser at nå så vidt. Faktisk adskillige år. Jeg har nemlig i årenes løb været igennem et hav af forskellige både og hver gang troet, at nu havde han fundet de vises sten. At den eneste ene nu stod på en trailer og lokkede med fiskeeventyret!

Hver gang blev der imidlertid dryppet malurt i bægeret. Nogle gange så meget, at båden til sidst helt enkelt måtte kasseres. Det største problem er næsten altid, at jeg dyrker så mange forskellige former for fiskeri. Faktisk er det variationen, der for mig trækker mest, og til det formål stilles der store krav til båden.

Nogle af mine både har været for små ­ så de ikke kunne håndtere søgang på åbent hav. Så man ikke kunne stå op i og fiske fra dem. Andre både har været for store ­ i den forstand, at de var or besværlige at håndtere.

En stor båd på en fast bådplads har altid virket for begrænsende på mig, og en stor båd på en ditto trailer er tung at håndtere. Den fylder også uforholdsmæssig meget. Endelig er der renholdelse og vedligehold. Jo større båd desto mere arbejde…

Det evige problem med både, der var enten for store eller for små, mente jeg på et tidspunkt at have løst én gang for alle: Med såvel en lille som en stor båd i garagen!

Men ak. Stadig var den lille for lille og den store for stor. To både var således heller ikke løsningen, og så fyldte de jo også utrolig meget på hver deres trailer ­ når man nu ikke lige er skibsreder og hedder Onassis. Så tilbage til den enlige båd fuld af kompromisser.

Båden

Efter prøvesejlads af mange (!) forskellige både i forskellige størrelser faldt valget på en Ryds 435 DL. En relativt lille båd med centerkonsol og et kæmpestort stuverum midtskibs. En båd, man kan stå op i og gå rundt i uden problemer, da den dels er meget sidestabil ­ dels har et søgelænder hele vejen rundt.

Det lange søgelænder giver samtidig uhørt mange muligheder for at montere to eller flere stangholdere, der er uundværlige til såvel aktiv trolling som passivt medefiskeri.

Centerkonsollen kan fås med eller uden vindspejl. Skal man ofte sejle langt i de kolde måneder, bør man vælge vindspejlet, der koster et par tusinde ekstra. Men har man ikke brug for dette, er båden klart bedst uden. Så er der for alvor plads til at svinge stængerne til alle sider. Ikke mindst fluefiskeren har brug for al den plads ombord, han kan få.

Skroget er dybt og klinkbygget med en markant knækkøl, der gør Ryds 435 DL uhyre retningsstabil. En stor fordel ved trolling og langsom sejlads i stærk sidevind. Eneste ulempe er, at denne båd stikker lidt dybere end de fleste andre både af samme størrelse på markedet. Til gengæld er den så absolut blandt de søstærkeste i sin kategori.

Båden er selvlænsende, hvilket er en uhyre stor fordel ­ ikke mindst når båden skal rengøres for skæl, slim og blod fra fisketuren, der naturligvis helst skal gå i fisk. Man åbner blot for drænhullerne og spuler så skidtet af båden, mens vandet løber ud. Nemt og bekvemt. Det selvlænsende skrog er også en stor fordel, hvis båden ligger for svaj eller står på traileren udendøre. Så løber den aldrig fuld af vand.

Den dybe skrogform og det relativt smalle agterspejl gør ikke Ryds 435 DL specielt letplanende, men med 30 HK på hækken er der ingen problemer overhovedet. Med 25 HK på hækken og kun en enkelt mand i båden kan det dog være lidt svært at få den ud af vandet og op at plane. I hvert fald tager det tid.

I en åben jolle er tørt stuverum altid en mangelvare. Det er ikke tilfældet i denne båd, som ud over et rummeligt stuverum til batteri og tank med mere under agtertoften, har et meget stort stuverum foran styrekonsollen.

Udnyttet rigtigt har man al den plads, der behøves i dette rum. Man kan med fordel placere batteriet til en eventuel elmotor forrest i dette stuverum og dermed flytte vægten længst muligt frem i båden. Lette ting såsom redningsveste bør i agterrummet, hvis man da ikke vælger at tage dem på i stedet. Hvad man naturligvis bør gøre, hvis ikke det er vejr til flydedragt.

Motoren

Da først båden var valgt, var det ikke nær så svært at vælge en passende motor. Den skulle blot optimeres til båden, hvad både kraft og vægt angik. Ikke for lille med hensyn til hestekræfter, og ikke for tung, hvad antallet af kilo på hækken angår.

Der blev kigget brochurer og sammenlignet tekniske specifikationer. Båden er godkendt til 25 HK, men en tidligere prøvesejlads med blot 25 HK på hækken afslørede, at det er lige i underkanten ­ selv om båden fint kan plane med denne motorkraft.

30 HK giver lige netop det overskud, der skal til for hurtigt at få båden ud af vandet og op at plane ­ også når der kun er en enkelt mand ombord. Til gengæld når båden så lige akkurat over den magiske grænse, hvor der kræves kørekort til speedbåd.

Dette burde for øvrigt ikke afskrække nogen, da der ikke stilles ret store krav til denne prøve. Til gengæld er man dækket ind rent forsikringsmæssigt, hvis noget skulle gå galt, og et minimalt kendskab til søfartsreglerne får man også med i købet.

Vi besluttede os altså for en 30 HK motor. Det skulle være en moderne 4-takter, som er tyst, økonomisk og forurener minimalt. En motor, der lever op til fremtidens krav til udstødningsgasser. Til trolling er alt andet end 4-takt da også håbløst forældet. Kun en 4-takter kan gå i tomgang i timevis uden kokse tændrørene til.

Den omtalte 25 HK motor, som vi havde testet båden med, var en 2-cylindret 4-takts Yamaha, som egentlig gjorde det ganske godt. Men en 3-cylindret udgave stod endnu højere på ønskesedlen, da 3 cylindre med en kortere slaglængde alt andet lige giver en tystere motorgang end en 2-cylindret.

En grundig gennemgang af markedets 30 HK 4-takt motorer viste flere interessante ting. Eksempelvis har Suzukis model ganske vist 3 cylindre, men samtidig også en vægt på så meget som 96 kg, baseret på en motorblok på 597 ccm. En 25 HK Suzuki har samme specifikationer som storebror og dermed samme høje vægt, der gør den helt uanvendelig til en Ryds 435 DL.

Yamahas 30 HK er ligeledes 3-cylindret, men baseret på en motorblok på 747 ccm, hvilket giver en vægt på 83,8 kg. I den testede 2-cylindrede 25 HK udgave, som er baseret på en mindre 498 ccm blok, er vægten nede på meget acceptable 64 kg.

Tohatsu, der er verdens næststørste producent af påhængsmotorer, er også Japans ældste. Tohatsu er samtidig verdens største underleverandør af motorer til mere kendte mærker som Yamaha, Mercury og Mariner med flere.

Tohatsu’s grundfilosofi har altid været at producere flest mulige hestekræfter med den lavest mulige vægt, og det er ikke tom snak. Tallene taler nemlig helt for sig selv. Således vejer Tohatsu’s nye 3-cylindrede 30 HK 4-takter blot 68,5 kg i standardudgaven, baseret på en motorblok på 492 ccm.

Den meget lave vægt gør Tohatsu’s 30 HK 4-takter til et stjerneklart valg til Ryds 435 DL med det smalle og dybe agterspejl. Faktisk er denne motor helt uden reelle konkurenter til formålet. Ryds angiver nemlig selv en størstevægt på motoren til en 435 DL på 70 kg.

De tre cylindre går som en drøm. I tomgang er det næsten kun den stille rislen fra indikatorstrålen, der høres. Vi målte topfarten til 25 knob på den håndholdte GPS ­ rigeligt til ethvert fiskeformål.

Der er naturligvis elstart samt Power Trim og Tilt, hvilket gør betjeningen uendelig meget mere komfortabel end på en manuel motor.

Traileren

Vi står nu med en båd, der vejer 250 kg, samt en motor, der med alt udstyr vejer godt 70 kg. Tilsammen 320 kg, hvilket er lavt nok til at måtte transporteres på en lille Brenderup trailer model 8114, der er godkendt til at laste 375 kg. Selv med fyldt 25 liters tank og sædvanlig bagage ombord holder vi os fint inden for rammerne.

Det betyder, at man ingen hængende påløbsbremser har at slås med ­ ofte et problem på større modeller – og ingen fordyrende vægtafgift at betale.

Hvad mere kan man forlange?

Vejledende priser:
Ryds 435 DL kr. 34.000,-
Tohatsu 30 HK AEPTL 4-takt kr. 45.500,-
Brenderup model 8114 kr. 6.800,-

Webadresser:

www.rydsbatar.se
www.tohatsu.dk
www.brenderup.dk

© 2004 Steen Ulnits

I lande som USA og Sverige er det almindeligt, at også kvinder fisker. – Hvorfor er det så ikke tilfældet herhjemme?

Det er ikke mange kvinder, der fisker. I hvert fald ikke seriøst. Det ligger ligesom ikke til dem – præcis som det jo heller ikke er ret mange kvinder, der dyrker jagtens glæder.

© 2004 Foto: Steen Ulnits

Alligevel findes der flere lande verden over, hvor det er helt almindeligt, at også kvinder svinger fiskestangen – gerne sammen med hele familien.

USA og kvinderne

I USA er alting som bekendt større, bedre, hurtigere og vildere. I USA har kvinder da også længe været aktive udøvere af den ædle sport at fange fisk på stang og line.

Tænk blot på koryfæer som den nulevende fluefisker Joan Wulff, hvis afdøde mand Lee Wulff var en af de største lystfiskere, verden nogensinde har set. Joan har stadig sin egen fluefiskerskole, hvor mange kvinder har gjort deres første vaklende fluekast.

Eller tænk på havfiskeren Marsha Biermann, der via TV og video har været med til at lokke mange kvinder ind i folden af fiskere. En kvinde, som har formået at gøre sig gældende i den suverænt mest mandsdominerede gren af sportsfiskeriet ­ Big Game fiskeriet fra store både på åbent hav.

Nu har en tredje amerikansk kvinde blandet sig i debatten. I dagbladet “Florida Today” stod 38-årige Denise Oyler frem som den, der for alvor kan forene kønnene ude ved fiskevandet. Hun ønsker – uden dog at være psykolog med hævet pegefinger – at forene mænd fra Mars og kvinder fra Venus, når det gælder lystfiskeri.

Ud over selv at være en dygtig fisker, der allerede har vundet flere fiskekonkurrencer, er hun også dygtig at markedsføre sig selv og sit budskab. Heriblandt følgende tankevækkende iagttagelser:

Om mænd og fisk

– Aborren er som en mand: Man tror, man har ham på krogen. Men vender man et øjeblik ryggen til, er han straks væk igen…
– Ørreden er lettere at have med at gøre: Den er vild med det hele og altid i fuld vigør. Derfor ved man i regelen, hvor man har den…

© 2004 Foto: Preben Petersen

 Som dansk lystfisker må man dog konstatere, at frøken Oyler’s kendskab til danske havørreder er ganske mangelfuldt – hvis overhovedet eksisterende. De er ikke altid så lette at have med at gøre.

Denise Oyler konkluderer frejdigt følgende ud fra sine iagttagelser om mænd og fisk:

– Gå gerne ud med en aborre, for det er aldrig kedeligt. Men gift dig hellere med en ørred!

Frøken Oyler har endnu en sammenligning, der primært må formodes at henvende sig til kvinder:

– At vælge kunstagn for den aktuelle fiskedag er som at vælge påklædning om morgenen: Man kigger sig om i klædeskabet, vælger noget, man kan lide, og finder så et par sko, der matcher. På samme måde kigger man rundt i sin grejboks, til man finder noget, man tror matcher de tilstedeværende fisks fødeemner. Og det fisker man så med!

Skandinavien og kvinderne

Grejbranchen er nu i høj grad ved at få øjnene op for de fiskende kvinder. Ikke mindst amerikanske Orvis gør meget for at få flere kvinder i folden. Således var hele 8 sider af forrige års store Orvis katalog helliget beklædning specielt til kvindelige fluefiskere.

Mange af de traditionelle genstande såsom waders og fiskeveste kan nu fås i kvindemodeller, der tager hensyn til kvinders anderledes kropsbygning. Og der fokuseres i stigende grad på de – dog stadig ret få – kvinder, der i dag lever og lever godt som professionelle fiskeguider i salt- og ferskvand. De mangler da heller ikke – mandlige – kunder…

© 2004 Foto: Preben Petersen

 I Sverige er der gamle traditioner for, at hele familien sammen tager ud for at fiske. For svenskerne er fiskeriet en helt naturlig del af det at færdes ude i naturen. Også for familiens kvindelige overhoved, der ofte betragter fiskeriet på linje med bærplukning og svampesamling. Som en måde at skaffe familien et frisk og velsmagende måltid mad på.

I Norge er det ikke helt så almindeligt at se kvinder svinge fiskestangen. Her er fiskeriet stadig en udpræget mandesport. Alligevel kommer den nok mest kendte kvindelige lystfisker i hele Skandinavien fra netop Norge. Få kvinder har gjort så meget for at bringe fiskesporten ud til kvindekønnet som den norske jente Torill Kollbu, Fluernes ukronede Droning.

Torill har berettet om sit fluefiskende og fluebindende liv på TV og er dermed kommet ud til millioner af potentielle kvindelige lystfiskere. Torill har gjort meget ud af, at man godt kan fiske uden at være iklædt samme hi-tech kampuniform som sin mandlige kollega. Således har hun – sikkert dog mest til ære for TV fotograferne – optrådt med fluestang og iklædt norsk folkedragt med struttende skørter!

Danske fiskekurser for kvinder

Så ekstrem behøver man nu ikke at være, hvis man er kvinde og gerne vil prøve kræfter med lystfiskeriet. Et par almindelige jeans kan gøre det – i hvert fald så længe der ikke skal vades!

Den nye direktør for Aarhus Teater, Madeleine Røn Juul, er en af de kendte danske kvinder, der har svinget fiskestangen regelmæssigt siden barneårene. I et interview i Jyllands-Posten fortæller hun, hvordan hun fiskede sammen med sin far, når hun som delebarn var på besøg hos ham. Med den enkle begrundelse, at samværet ikke skulle blive én stor Tivolitur, som hun så rammende siger det.

“Jeg har simpelthen bare stået ved så mange strande og fisket, at det er utroligt. I ferierne tog vi til Sejrø med en del andre, og den altoverdøvende konkurrence lød på: Hvem kan fange en havørred?

Og et år – jeg var vel bare 10 – fik jeg en havørred, og det vel at mærke samtidig med, at ingen af de voksne fangede én. Sådan en oplevelse giver aldrig slip.”

Et af de steder, hvor fiskende kvinder hyppigst optræder herhjemme, er faktisk småbådsfiskeriet – måske i takt med, at småbådene stedse bliver større og mere komfortable. I hvert fald har mange kvinder valgt at følge med deres mænd på havet – i jagt på stærke fisk og gode naturoplevelser.

Herude stortrives kønnene sammen i en hobby, der i meget høj grad er præget af sammenhold og kammeratskab. På havet har alle brug for hinanden. Her er man mere kolleger end konkurrenter

De danske småbådsfiskeklubber kan kontaktes på følgende telefonnumre:

Jysk Småbådsfiskeklub: 86 40 82 42 eller 86 38 17 14

Fyns Trollingklub: 65 38 21 42 eller 75 58 28 21

Sjællands Småbådsfiskeklub: 49 16 08 30 eller 64 75 22 63

Danmarks Sportsfiskerforbund afholder regelmæssigt specielle kurser med og for kvinder – kurser, hvor kvinder kan stifte bekendtskab med fisk og fiskeri uden hele tiden også at skulle forholde sig til mænd! Det er der tilsyneladende mange kvinder, som sætter stor pris på

Nærmere oplysninger om fremtidige fiskekurser for kvinder fås hos Danmarks Sportsfiskerforbund på telefon 75 82 06 99 eller internetadressen www.sportsfiskeren.dk

© 2004 Steen Ulnits

Havkajakken er i dag udgangspunkt for både konkurrencesejlads og naturoplevelser. Men oprindeligt er kajakken et fangstredskab, og til det formål er den stadig lige god!

Havkajakken er i dag udgangspunkt for både konkurrencesejlads og naturoplevelser. Men oprindeligt er kajakken et fangstredskab, og til det formål er den stadig lige god!

Men man skal ikke glemme, at kajakken oprindelig er tænkt som et fangstredskab – som et lille og let fartøj, der lydløst kan bringe fangeren i nærkontakt med sit bytte – det være sig sæler eller hvaler.

Set i dette lys er det egentlig lidt underligt, at netop lystfiskerne har været ganske længe om at opdage den moderne kajaks fortræffeligheder til netop fiskeri. Netop her er der jo ofte brug for at kunne snige sig lydløst ind på fiskene, når disse fouragerer på lavt vand, hvor de er lette at skræmme.

Fangerinstinktet

Mange har den opfattelse, at en kajak er et spinkelt og ustabilt fartøj, som man kun kan færdes sikkert i, hvis man mestrer “grønlændervendinger” og kan holde hovedet koldt – også under vandet.

De glemmer imidlertid, at udviklingen i de seneste år har været enorm inden for netop kajakker. Nye materialer er kommet til, og nye modeller er udviklet, som opfylder specifikke krav fra forskellige brugere.

De fleste føler sig da også hurtigt ét med den moderne kajak, når den tyst glider gennem vandet. Det er et smidigt fartøj, som hurtigt bringer én fra sted til sted – med et minimalt forbrug af kræfter.

Og det er bestemt ikke svært at sætte sig i den grønlandske fangers sted – hvis blot man har en smule fantasi og urinstinktet i behold. Farvandsbøjerne på den hjemlige bugt bliver da hurtigt til glitrende turkisblå isbjerge i den dybe grønlandske fjord!

Måske dukker en nysgerrig sæl op nær kajakken – måske et iltert marsvin, der puster ud, inden det stikker ned til sildestimerne igen. Eller en forskrækket skarv, der lynsnart dykker igen for først at komme op og på vingerne et halvt hundrede meter borte. Måske sniger man sig ind på en flok fiskehejrer, der på lange ben står i det lave solflimrende vand og spejder efter småfisk.

Det har jeg gjort mange gange, og jeg bliver aldrig træt af det. Naturoplevelser er der altid nok af, når man er afsted i sin havkajak – fiskemuligheder ligeledes.

Med kajakken kan man nemlig ikke blot komme langt omkring – man kan også komme ind på ganske lavt vand, hvor almindelige både ikke kan flyde. Her kan man ofte opleve et aldeles uspoleret fiskeri, ganske enkelt fordi ingen andre kan fiske herinde.

Kajaktyper

Der findes mange forskellige kajakker – nogle, der egner sig til fiskeri, og nogle, der bestemt ikke gør.

Glem først alt om de lange og smalle turkajakker, der ganske vist kan skyde en høj fart og dermed komme langt omkring. De er dog for ustabile til at fiske fra. Her gør man bedre i at vælge en kortere og bredere model – én af dem, man ikke sådan lige vælter i baljen fra!

Jeg har anskaffet mig og testet en havkajak fra newzealandske “Perception” – en kajak af modellen “Acadia”. Den er fremstillet af rotationsstøbt plast, hvilket gør den meget robust, om end lidt tungere end tilsvarende kajakker af glasfiber. Materialet egner sig fint til fiskeri, hvor man ofte strander kajakken eller går i land.

Acadia er 374 cm lang og 72 cm bred. Det placerer den midt i feltet af Perception-kajakker, der spænder fra begynderkajakken “Kiwi” (282 cm lang og 74 cm bred) til langtursmodellen “Fastnet” (502 cm lang og 58 cm bred).

Længde/bredde-forholdet gør Acadia til en meget stabil kajak at fiske fra – en model, man føler sig tryg i lige fra begyndelsen – også som helt grøn i faget. Blot skal man holde sig til kysten og undgå de større bølger, som langtursmodellerne bedre kan håndtere.

Acadia fås i flere udgaver – med eller uden ror og som ekspeditionsmodel. Det er ekspeditionsmodellen med ror og vandtæt skot samt net til fastgørelse af bagage, der her er testet og beskrevet. Blødt skum i ryglænet er heller ikke at foragte, når man skal tilbringe mange timer i sin kajak.

Vi kan uden diskussion konstatere, at netop denne model egner sig fortrinligt til lystfiskeri. Roret gør, at man får en meget lille venderadius og nemt kan holde kajakken i den rigtige retning – selv i hård sidevind. En såre praktisk ting, hvis man ligger og padler langs en stejl skrænt med blink eller wobler i kølvandet – eller har en vildt sprællende fisk for enden af linen.

Fiskeriet

Lad det være sagt med det samme, at kajakker ikke er ideelle til fluefiskeri. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men andre små fartøjstyper – eksempelvis pontonbåde – er langt bedre egnede. Til gengæld er kajakken fin til konventionelt spinnefiskeri og til trolling – til at trække en agn efter kajakken, mens man stille padler sig fremefter.

Sidstnævnte metode gør, at man dækker store vandområder effektivt. Den stiller dog også krav om, at man monterer én eller anden form for stangholder på kajakken – en holder, så man kan sætte stangen fra sig, mens man padler med pagajen. Man kan også blot vælge at stikke håndtaget ind under redningsvesten fortil – i sagens natur den billigste løsning, som dog ikke alle holder af.

Hurtigt vil man også finde ud af, at det er en endog meget god idé at sikre pagajen til kajakken med et stykke tovværk – så man lynhurtigt kan gribe stangen, når der er fast fisk. Hvilket man for øvrigt aldrig er i tvivl om, da selv mindre fisk hurtigt kan sætte en dæmper på fremdriften!

Uden pagaj er man ilde stedt i en lille kajak, der hurtigt driver langt for vind og bølger. Et stykke elastisk tovværk mellem pagaj og kajak er derfor en både enkel og billig forsikring, når man fisker fra sin kajak.

Man vil også hurtigt finde ud af, at et lille anker er guld værd under fiskeriet. Dels når man vælger at gå i land for at holde pause og da ikke vil trække kajakken helt ind til og op på land. Og dels når man har placeret sig over en skrænt eller banke, som man bedst affisker fra en opankret kajak, der ikke driver væk.

Vælg gerne et lille “frokostanker” af paraply-typen. Det vejer under kiloet, fylder ganske lidt og koster endnu mindre. 5-10 meter flagline som ankertov fuldender udstyret, der naturligvis også omfatter en svømmevest, som altid er på! Samme flagline er for øvrigt bekvemt at have til at trække kajakken efter sig med, når man vader inde på lavt vand.

Fiskegrejet

Som nybagt kajakfisker finder man hurtigt ud af, at lange kyststænger er en pestilens ombord. For hvor skal man placere dem, når man ikke fisker? Og det lange håndtag er altid i vejen, når der skal kastes fra siddende stilling.

Men fortvivl ikke. Løsningen er besnærende nær og nem: Køb en teleskopstang på 7-8 fod, som kan kaste op mod 20-30 gram – alt efter formålet. Sørg for, at håndtaget ikke er længere, end at man kan kaste ubesværet fra siddende stilling.

Til formålet har jeg prøvefisket to af Shimanos nye “Catana Telespin” teleskopstænger. Der er tre længder at vælge imellem – 7, 8 og 9 fod – med kastevægte på henholdsvis 5-20, 7-28 og 15-40 gram. Især de to mindste fungerer godt til fiskeri fra kajak – monteret med matchende fastspolehjulhjul fra Shimanos “Catana R” serie.

Når man ikke fisker, er teleskopstangen foldet sammen, så den nemt kan stuves væk i cockpittet – klar til hurtig indsats, da den naturligvis er fuldt rigget med line og agn i sammenskubbet tilstand. Det tager da kun få sekunder at finde stangen frem og trække den ud – klar til kast.

Hjulene fyldes op med 0.20-0.30 mm line – alt efter fiskeri og fiskeart. Seriøse kajakfiskere falder ofte for det langt dyrere multiplikatorhjul, som kræver mindre armbevægelser – under indspinningen. Det er ofte praktisk i kajakkens trange cockpit – specielt under længere tids fiskeri.

Vil man kun fiske fra sin kajak i de varme sommermåneder, behøver man ikke yderligere udstyr. Men hurtigt opstår lysten til også at inddrage de koldere måneder, og da slipper man ikke uden om ekstraudstyr.

Et “spray deck” sikrer, at der ikke kommer mere koldt vand indenbords end højst nødvendigt. Regn med at skulle spendere fra kr. 400,- og opefter på et sådant. Et par overalls af neopren af den type, som dykkerne bruger, er ligeledes en god investering, da de både holder vandet ude og varmen inde. For slet ikke at tale om den indbyggede opdrift, hvis uheldet skulle være ude.

Har man i forvejen en af de korte vadejakker, som de fleste kystfiskere har i dag, er den glimrende til kajakbrug, hvor overtøjet altid skal være kort. Ellers kan man med fordel investere i en vandtæt anorak specielt til formålet. Vælg altid en model med brystlomme til blinkæsken. Priserne starter typisk ved kr. 400,-.

Info

Den testede udgave af Perception’s “Acadia” kajak kostede vejledende kr. 8.695,-. Det gør den til et rigtig godt køb på et marked, hvor gode kajakker ofte koster på den forkerte side af de 10.000 kroner.

Til denne pris får man en kajak med vandtæt skot og aflukkeligt stuverum bagtil samt net til udvendig fastholdelse af yderligere bagage både fortil og bagtil. Med i prisen er også roret, der kan klappes op og ned, alt efter vanddybden.

En vægt på 21 kg gør, at kajakken let transporteres på taget af en bil. Nemmest er det dog, om man er to mand til af- og pålæsning – og bilen ikke er alt for høj. Et par “J-bars” til montering på tagbagagebærer koster nogle få hundrede kroner.

Et par hjul under kajakken gør den let at trække, hvis der er et stykke ned til vandet. Er terrænet jævnt og afstanden ikke alt for stor, klarer man sig fint med små kajakhjul under stævnen. Er terrænet mere ujævnt og afstanden længere, gør man bedre i at investere i større hjul, der placeres midt under båden som på de bredere kanoer. Set til priser fra kr. 400,- og opefter.

Importør, generalagent og forhandler af Perception kajakker i Danmark er:

Nautic Surf & Ski
Golfvej 10
7400 Herning

Tlf. 97 12 29 65 oplyser om nærmeste forhandler

© 2004 Steen Ulnits

Det startede med kanonkugler, knækliner og kongelaks. I dag er den raffinerede downrigger standardudstyr på snart sagt alle lystfiskerbåde.

Det er langt fra altid, fiskene svømmer helt inde under land eller helt oppe i overfladen, hvor de er nemme at nå og fange med almindeligt fiskeudstyr. Går de længere ude, end man kan kaste, må man ty til båd. Men går de længere nede, end man kan komme med konventionelt grej, kan man ikke nøjes med en båd. Da må man ty til specielt udstyr.

Ofte er det vandtemperaturen, der gør det nødvendigt at fiske dybt. Om sommeren er overfladevandet eksempelvis for varmt til mange af vore mest eftertragtede sportsfisk, og de søger da i dybden, hvor de finder køligere vand.

Det kan også være iltindholdet, der får fiskene til at søge nedefter i vandsøjlen. For varmt vand indeholder mindre ilt end koldt, og ikke mindst laksefiskene kræver meget ilt i vandet for at trives og overleve.

Springlaget

Om sommeren vil koldtvandselskende og iltkrævende fisk ofte søge ned mod det såkaldte “springlag” – et lag, hvor igennem vandtemperaturen falder brat, typisk med 1 grad per meter.

Om sommeren sker der ofte en lagdeling i dybere søer, da vand er tungest ved 4 grader. Dette vand synker da til bunds, mens varmere vand lægger sig øverst. Dannes der et springlag, vil dette isolere bundvandet, som efterhånden bliver iltfattigt. I saltvand kan der tilsvarende dannes et springlag med koldt og tungt saltvand nederst og varmere og mindre salt vand øverst.

Over springlaget vil vandet være iltrigt, men for varmt til laksefiskene. Under springlaget vil det være tilpas koldt, men uden tilstrækkeligt med ilt. Kun i selve springlaget kan laks og ørreder med flere få tilfredsstillet deres krav om både en lav vandtemperatur og et højt iltindhold.

For lystfiskeren er problemet med springlaget, at det altid ligger adskillige meter nede. Nede, hvor man ikke kan nå med almindeligt fiskegrej. På samme måde jager laks og ørreder året rundt ofte i meget vekslende vanddybder. De går helt enkelt dér, hvor stimerne af sild og brisling svømmer. Og det er i regelen mange meter nede.

Man kan ganske vist komme et stykke hen ad vejen ved at montere en form for paravane foran agnet – et redskab, som skærer ned i vandet, når båden bevæger sig fremefter. Jo længere line man giver paravanen, desto dybere går den.

Downriggeren

Selv om paravaner er både billige og ganske effektive, så byder de dog ikke på blot tilnærmelsesvis kontrol med fiskedybden. Her må der helt andre metoder til. Her må man ty til den moderne “downrigger”. Kun da kender man sin eksakte fiskedybde. Den kan nemlig aflæses direkte på riggens tælleværk.

De fleste tror, at brugen af downrigger er en moderne foreteelse. Men det er slet ikke tilfældet. Faktisk har metoden været i brug – erhvervsmæssigt, ganske vist – siden århundredskiftet langs den nordamerikanske vestkyst.

Her blev metoden brugt til fangst af store kongelaks, som søger deres føde i Stillehavets dybe havstrømme. Og her fik den navnet “Cannonball”.

I sin mest primitive form anvendte man nemlig en tynd knækline med et tungt lod, der forsvandt i dybet, når fisken huggede og knæklinen bristede. Hver fisk kostede således en vægt, og fiskerne ledte derfor efter de billigst mulige lodder.

Valget faldt dengang på gamle kanonkugler fra de militære overskudslagre, levn fra borgerkrigens tid. Heraf naturligvis navnet “Cannonball”, som har hængt ved lige siden, og som i dag tilmed er navnet på verdens ubestridt førende producent af kvalitets-downriggere.

Store fisk på Store Søer

I mellemtiden er teknikken raffineret meget, hvilket ikke mindst skyldtes etableringen af et kolossalt sportsfiskeri efter indførte kongelaks og sølvlaks i de Store Søer mellem USA og Canada.

Fiskene introduceredes i 1950’erne, og sportsfiskeriet efter dem bare voksede og voksede op gennem 1960’erne, 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne. I mellemtiden er også ørreder og regnbuer kommet til i Great Lakes, og senest har man sågar også udplanteret atlanterhavslaks.

Her først i det nye årtusinde er sportsfiskeriet efter laks og ørreder i Great Lakes området således en “multi-million dollar business”, som amerikanerne selv siger det. En succeshistorie uden lige. Og et rekreativt fiskeri, som giver masser af arbejdspladser og endnu flere skattekroner.

Dette storstilede sportsfiskeri førte til en hurtig raffinering af den gamle “knækline og kanonkugle” teknik. Man havde brug for at kunne fiske endog meget dybt, når de store kongelaks jagede smelt og stamsild på store dybder i og under sommerens springlag.

Men nu havde man endnu et krav til teknikken. Den skulle gøre det muligt samtidig at fiske med let og sportsligt afstemt grej, så laksene kunne give sportsfiskerne en god fight.

Downriggeren fødes

Det førte til udviklingen af den moderne “downrigger”, som benytter sig af en stærk rustfri stålwire og tunge lodder på 2, 3, 4 og 5 kilo. Af veneration over for de gamle kanonkugler kaldes vægtene stadig for “cannon balls”. Og af samme årsag hedder verdens største producent af downriggere i topklasse da også “Cannon”.

Teknikken bag fiskeriet med downrigger er besnærende enkel – dertil en klar forbedring af den gamle, som var ensbetydende med masser af tabte blykugler.

Man firer sin lette agn et passende stykke ud bag den sejlende båd og fastgør linen til en speciel udløserklemme. Denne udløser er igen fastgjort til det tunge lod, som fires ned i den ønskede dybde. Hjulet frikobles under nedfiringen, og spoleknarren slås til. Man sørger til sidst for, at fiskestangen er spændt op i en halvcirkel under fiskeriet, hvilket kræver en robust stangholder.

Når så fisken hugger, frigøres linen fra udløseren, stangen retter sig ud og strammer linen op, mens knarren giver lyd fra sig. Man har nu fisken direkte på sit lette grej.

Kuglen bliver hængende i stålwiren – klar til brug igen. Den bør dog trækkes op, hvis den krogede fisk er af blot nogenlunde format. Så undgår man, at linen filtrer sig ind i wiren under fighten.

Manuel eller elektrisk

Til de mest kendte fabrikater hører Cannon, der tilbyder alt lige fra simple håndbetjente modeller over elektriske til avancerede computerstyrede. Og det til priser fra menneskelige til umenneskelige. Med undtagelse af de mindste modeller har de allerfleste downriggere en eller sågar to integrerede stangholdere.

De mest solgte modeller er den lille “Easi-Troll 2” og den lidt større “Uni-Troll” med drejeskive og teleskopbom. Begge er de manuelle – det vil sige, at man med håndkraft hæver og sænker lodderne. Det er disse to modeller, man oftest ser på danske trolling-både.

De manuelle er de billigste og nemmeste at montere. De elektriskeer større, dyrere og mere besværlige at montere. Til gengæld er de uhyre behagelige at arbejde med og kan i regelen tage de helt store lodder – op til 6 kg.

Kanonkuglen

Så store lodder er dog sjældent nødvendige herhjemme, hvor vi hverken fisker på store dybder eller sejler ved høje hastigheder. Her fisker vi kun undtagelsesvis dybere end 10 m, og da rækker 3 kg’s lodder til det meste. Bornholm er undtagelsen, idet man her ofte fisker sine agn både 40 og 50 meter nede. Da er 5 kg ikke for stort.

Toppen af kransekagen er de elektriske og computerstyredemodeller. “Digi-Troll IV” er Cannon’s absolutte topmodel – dertil meget dyr i anskaffelse. Den fungerer som en almindelig elektrisk rig, men kan programmeres til at hæve og sænke lodderne under sejladsen. Denne teknik kan ofte friste træge følgere til hug. Den gør det også muligt at følge skiftende bundprofiler.

Der findes også små transportable modeller, som passer til mindre joller. Cannon’s “Mini Troll” er en af slagsen. Den kan skrues fast på rælingen og er beregnet til lodder på 2 max 3 kilo. Transportable downriggere kræver dog, at man har separate stangholdere. Det gør dem mindre praktiske, end de ved første øjekast ser ud til.

De større rigge har teleskopiske bomme, så man kan holde loddet fri af selv store både. De har i regelen også drejebeslag, så man kan dreje dem 90 grader og dermed folde dem ind til siden. En nærmest uundværlig detalje, når man færdes under trange forhold i en havn. Det er nemlig her, de fleste downriggere beskadiges – ikke under selve fiskeriet.

Det uundværlige ekkolod

Der findes to slags lodder: Den klassiske kugle, i regelen med en lille styrefinne, og så den langstrakte torpedo. Kanonkuglen er den mest retningsstabile model og derfor også den almindeligste. I de største vægte er den langstrakte torpedo dog ofte den foretrukne – givet fordi den er lettere at håndtere ombord end store kugler.

Men loddet er ikke nok. Næsten lige så vigtig er ekkoloddet, der konstant holder øje med vanddybde og eventuelle fisk under båden.

På et godt ekkolod med senderen korrekt indstillet kan man fint se loddet på skærmen. Det er både interessant og vigtigt, idet man jo så ved og ikke kun tror, at man fisker i den rette dybde. Og så er det ganske fascinerende at se sit lod og agn passere gennem en flok store fisk – på skærmen. “Fjernsyn for dig”, om noget er!

Som begynder står man sig bedst ved at nøjes med en enkelt eller to downriggere i båden. Men for en erfaren fisker er det faktisk muligt at fiske to stænger på samme downrigger. Det kræver blot, at man fastgør den anden line direkte på wiren med en speciel klemme – den såkaldte “stacker”.

Udløserklemmen

Udløserklemmen er et kapitel for sig. Faktisk er den – korrekt indstillet – nøglen til et heldigt downrigger-fiskeri. Den fås i mange forskellige udformninger, men her som altid gælder det, at de enkleste er de bedste. Mest behagelige er de klemmer, som kan monteres med én hånd og et enkelt greb.

Det kræver lidt eksperimenteren, før man har fundet den rette indstilling – den spænding, der både giver en sikker krogning af fisken, og som effektivt frigør linen fra lod eller wire. Stilles den for løst, kan man ikke kroge fisken. Stilles den for stramt, vil den ikke slippe linen…

Afstanden fra lod og klemme ud til agnet afhænger af flere ting, dog primært vanddybden. Jo lavere og klarere vand, der trolles på, desto længere skal “efterslæbet” være for ikke at skræmme fiskene.

Typisk har man et efterslæb på 20-30 meter, når man fisker på 4-6 meter vand. Efterslæbet forkortes til 10-15 meter på 8-12 meter vand og er helt nede på 3-5 meter på 20-30 meter vand.

Nogle finder fiskeriet med downrigger for mekanisk og lidet sportsligt. Men det skyldes i regelen, at de ikke selv har prøvet. Det kræver nemlig sin mand og godt sømandskab at bruge en downrigger på effektiv vis.

Så giver den til gengæld også mulighed for fiskeoplevelser af en helt speciel kaliber. Præcis som fiskene, der altid er større ude på dybderne!

© 2004 Steen Ulnits

Badesæsonen er definitivt ovre for i år, men for lystfiskeren er der stadig god brug for badedyrene!

Man behøver ikke båd og motor til et to- eller trecifret antal tusinde kroner for at komme ud til fiskene. Meget mindre kan gøre det. Lystfiskerens badedyr er løsningen.

I de seneste år er diverse énmands fartøjer blevet populære – især blandt fluefiskere. Det er oppustelige eller sammenklappelige mini-småbåde, som er langt mere økonomisk overkommelige end almindelige småbåde.

Selv om man som undertegnede har en langt større båd til rådighed – en “rigtig” båd – tilbringer jeg alligevel hvert år mange timer i disse mini-småbåde. I dag sker det ikke så sjældent endda, at jeg har min flydering med i båden, der således bliver til et rigtigt moderskib!

Flyderingen

Flyderingens nuværende popularitet er forståelig. Den er nemlig overkommelig i anskaffelse, fylder kun lidt og er derfor let at transportere til og fra fiskevandet. Men man skal vide, at der er stor forskel på flyderinge. Og at de billigste også kan være de farligste at fiske fra.

De første flyderinge var primitive sager, der udelukkende bestod af en slange med et simpelt kanvassæde. Flyderingen af i dag er raffineret fra en oppustet lastbilslange til et højt specialiseret fartøj. Det simple kanvassæde er blevet til et regulært overtræk, der dækker hele slangen.

Overtrækket er nu formsyet, så den oppustede slange antager en form, der ikke længere er cirkelrund. I dag har den oppustede flydering en facon, der bringer hovedparten af opdriften hen bag fiskeren, hvor der er mest brug for den. Dette nødvendiggør stærke sømme, som er dobbelte, ja hellere tredobbelte.

Den traditionelle flydering har alle dage været svær at komme ind og ud af. Den drives jo fremefter – eller rettere bagud – med svømmefødder, som skal tages på, før man entrer flyderingen. Dernæst må man bakke ud i vandet for ikke at falde over sine egne fødder!

U-både og V-både

Dette har den moderne flydering forlængst taget højde for – med de såkaldte “U-både”, hvor den traditionelle lukkede ring er erstattet af en U-formet slange, som er let at komme ind i med svømmefødder på. Man søsætter først sin U-båd, entrer den dernæst og lukker endelig efter sig.

Der er næppe tvivl om, at U-både er flyderingen i sin endelige form. De er lette at komme ind i og ud af, og de er lettere at drive frem – dertil også mere retningsstabile.

V-båden er flyderingen i sin mest avancerede udgave. V-båden er langt hurtigere og mere retningsstabil end U-båden, som må lukkes/stabiliseres med en metalbom for at holde faconen. V-båden holder faconen, også når man sidder i den. Uden brug af metalbom.

Det siger sig selv, at V-båden også er den dyreste af alle flyderingene. Uheldigvis egner den sig ikke så godt til brug i søgang, idet bølger hurtigt skvulper ind via den åbne ende. Her er den traditionelle O-ring stadig det bedste valg.

Pontonbåden

Flyderingen er bekvem at transportere til og fra fiskevandet. På ryggen kan den uden problemer bæres endog flere kilometer ind i terrænet. Til gengæld har den en ganske begrænset aktionsradius, når man er vel ude på vandet.

Det skal man derfor tage højde for, når man planlægger sit fiskeri. Det gælder om ikke at padle længere ud med vinden i ryggen, end at man med sikkerhed kan nå i land igen – i modvind.

Den begrænsede aktionsradius, som flyderingen har, gør den uegnet til fiskeri fra åben kyst, hvor vind og strøm let kan føre én langt fra land. Vil man bruge den på sådanne steder, bør der altid være en bemandet motorbåd i nærheden – og et anker ombord!

Vil man kunne fiske effektivt på større søer og åben kyst, eller ønsker man blot at komme hurtigere frem og tilbage, da må flyderingen give op over for en anden type fartøj – den ligeledes amerikanske pontonbåd. Der er tale om en krydsning mellem en flydering og en gummibåd – med begges fordele.

Pontonbåde er forsynet med et stativ eller en ramme af aluminium, der giver mulighed for brug af regulære årer. Rammen gør det også muligt at medbringe langt flere ting, end der er plads til i eller på en almindelig flydering. Rammen kan samtidig bruges til at fastgøre bæreseler, så man kan søsætte på mere afsides steder.

Høj komfort

Endelig sidder man meget højere i en pontonbåd end i en flydering, hvilket gør fiskeriet langt mere komfortabelt. I regelen er der sågar en regulær stol med rygstød. Varmetabet i en pontonbåd er derfor minimalt sammenlignet med en flydering.

Årerne gør, at man hurtigt kan bevæge sig over ganske store afstande. Man skal dog også her vare sig for at komme længere fra land i fralandsvind, end at man med sikkerhed kan nå tilbage igen. Pontonbåde er lette, stikker ikke ret dybt og tages derfor nemt af vinden. Et lille drivanker er således en god investering.

Årerne er ikke i vejen under fiskeriet. De hænger blot ud til siden. Under selve fiskeriet kan man så finjustere bådens position med svømmefødderne, hvilket er meget praktisk i vind.

Dette er en kolossal fordel under geddefiskeri nær siv og åkander. Med svømmefødderne kan man hele tiden holde båden på rette afstand og i rette vinkel på vegetationen, så man kan servere sin flue med centimeters nøjagtighed.

Det er en teknik, der samtidig giver mulighed for at se selv store gedder tage fluen på klods hold. Der åbner sig da et hul i vandet, og fluen er væk! Uvilkårligt trækker man benene op under sig – som var det selveste Jaws, der havde vist sig…

Pontonbåde kan problemfrit søsættes på steder, hvor almindelige både ikke kan komme. Og de er uhyre behagelige at fiske fra, hvis blot det ikke blæser for meget. De er nemme at ro, og man kan fiske på meget lavt vand – få cm – hvor flyderingen ikke kan komme. Man sidder jo ikke nede i vandet.

Sikkerheden

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at flere fluefiskere efterhånden er druknet under fiskeri fra flyderinge og pontonbåde. Disse dødsfald maner naturligvis til eftertanke. Og til stor agtpågivenhed både før og under fiskeriet. Udstyret skal være i topform og alle tænkelige forholdsregler tages.

Pontonbåde har i sagens natur to luftkamre – et i hver ponton. Så godt som alle flyderinge har også to luftkamre – ét i selve slangen, der udgør flyderingen, og ét i ryglænet. Hovedslangen skal regelmæssigt undersøges for revner i materialet – specielt omkring ventilen. En gang talkum skader heller ikke.

Det er meget lidt sandsynligt, at hovedslangen punkterer og tømmes for luft så hurtigt, at man ikke kan nå land. Men det kanske, og man bør altid tage højde for denne mulighed ved aldrig at tage ud uden en form for redningsvest. Mobiltelefon i en vandtæt pose bør ligeledes være standardudstyr.

Såvel flyderinge som pontonbåde skal kunne pustes op til et egentligt overtryk. Puster man dem således op i varmt vejr og søsætter dem på koldt vand uden et overtryk, vil luften trække sig sammen og mindske opdriften. Man vil således hurtigt komme til at sidde meget lavt i vandet.

Hold på varmen

Fiskeri fra flydering er en kold fornøjelse. Man sidder jo i timevis i vandet og mister derfor konstant kropsvarme. Man skal derfor være meget opmærksom på, at man kan komme ud for en farlig underafkøling af kroppen – det, der blandt fjeldvandrere kaldes “hypothermia”.

Denne nedkøling sker langsomt og umærkeligt, hvis man ikke er opmærksom på fænomenet. Til sidst kan man være så nedkølet, at man ikke længere kan tænke klart og reagere rigtigt i nødstilfælde. Og så kan man blive statistikkens næste offer for druknedøden…

Den bedste forsikring mod underafkøling er brugen af et par 4-5 mm tykke neopren waders. De bør være standardudstyr, når der fiskes fra flydering. I vinterhalvåret sikrer man sig yderligere med fiberpels inderst på kroppen. Man skal ligeledes sikre sig, at vadebukserne går langt op i ryggen – helt op til armhulerne. Man sidder nemlig lavt i en flydering, og er ens waders for korte i ryggen, kan der let komme vand ind her!

Endelig er der svømmefødderne, som bør være flydende. Da synker de ikke til bunds på søens dybeste sted, når man ligger langt fra land. Skulle de glide af, kan man let samle dem op igen. Har man synkende svømmefødder, skal de sikres med stropper om støvlerne.

Et lille anker er ligeledes uundværligt – praktisk under fiskeriet og måske endda livsnødvendigt, hvis man har vovet sig ud i en strøm, der er mere, end svømmefødderne magter…

Men efterlever man ellers alle disse forholdsregler, da giver flydering og pontonbåde lystfiskeren store muligheder til små penge!

© 2004 Steen Ulnits