Tag-arkiv: forurening

Maritim Nationalpark Kattegat

Der er løbet meget forurenet vand gennem Kattegat, siden BLAK miljøgruppe Djursland startede kampen mod havbrug for snart tre år siden.

Men i disse dage løfter vi forsigtigt armene i vejret efter politiske udmeldinger fra både Socialdemokratriet, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti om nej til åbne havbrug i Kattegat. Vi vælger at tro, det ikke kun var valgflæsk. Læs gerne artiklen “Sandheden på Centret”, hvis du vil kende baggrunden for vor forsigtige optimisme.

Det store arbejde med at oplyse både befolkning og politikere om konsekvenserne af havbrug har hjulpet. Desværre har det også hjulpet, at udledningerne til Kattegat stiger i stedet for at falde. Det betyder, at landbruget og havbruget nu står som konkurrenter til udledning af de næringsstoffer, som allerede gav grønt algevand langs kysterne sidste år. Og her står landbruget som altid stærkest, da det er langt det største af de to erhverv.

Vi ser selvfølgelig gerne, at der også reduceres kraftigt fra landsiden. For havmiljøet har det ganske skidt. Derfor arbejder vi i BLAK videre på vor langsigtede strategi om at få omdannet et stort område i Kattegat til en Maritim Nationalpark– ikke blot af navn, men også af gavn.

Det vil sige ingen råstofudvinding og sandsugning, men i stedet genopretning af ødelagte eller helt fjernede stenrev og gydepladser, så de trængte fiskebestande kan komme sig. Det vil derfor også betyde stop for kommercielt fiskeri med de altødelæggende bundtrawl og muslingeskrab.

Endelig vil det medføre en udsigtsfredning langs kysten, så tilrejsende turister også fortsat kan nyde et frit udsyn over havet – i stedet for en både larmende og forurenende industripark, som de planlagte havbrug ville være blevet. Det er turismen, der driver udviklingen i hele vort område og i kystkommunerne generelt. Og den skal der passes max på.

Åbent brev til Jacob Ellemann-Jensen

“Politikere på tværs af partiskel i både Syd- og Norddjurs kommuner er imod havbrug. Bekymringen går på de konsekvenser, algeopblomstring kan få for havmiljøet med efterfølgende iltsvind.

I øjeblikket bevæger en algesuppe sig op mod netop disse kyster, som hvert år tiltrækker i tusindvis af turister, og som med 15.000 sommerhuse er et af landets største sommerhusområder. Alene den visuelle forurening, og tabet af den uhindrede udsigt ud over havet, kan få negative konsekvenser.

Blot en enkelt sommer med algesuppe kan skræmme turisterne væk. Med en turismeskabt værditilvækst for Syddjurs på op imod en mia. kr. og 2000 årsværk kan dette blive fatalt.

Turismen har været støt stigende, ikke mindst fordi man i Business Region Aarhus har markedsført det østjyske område i fællesskab. Først og fremmest er det havet og kystvandene, som tiltrækker turisterne. Dernæst de store parker i området som ReePark og Djurs Sommerland. Disse er dog helt afhængige af, at kystvandet er klart og rent. Ligeledes tiltrækker lystfiskeri efter havørred mange turister til området.

Vi ønsker at langtidssikre områdets rekreative potentiale ved at arbejde hen imod etablering af en Maritim Nationalpark i forlængelse af Nationalpark Mols Bjerge.

I det lys ser vi, at en måde at langtidssikre, opgradere og kvalificere området på kan ske gennem etablering af en maritim nationalpark med center i området omkring Jernhatten. Vi er gået i dialog med Nationalpark Mols Bjerge, lokale politikere og lodsejere, hvis tilkendegivelser har skabt forhåbninger om at fortsætte bestræbelserne på at udvide den eksisterende nationalpark ud i kystvandene og ud omkring Hjelm mv.

Projektet med Havmøllegården er blot et af dem. Planen er, at den gamle Møllegård fra 1677 skal restaureres og åbnes for offentligheden. I samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge skal den fungere som besøgscenter, der varetager formidling af havmiljøet og det spændende kulturlandskab omkring Jernhatten.

Gården vil samtidig rumme faciliteter, som vil gøre den til et naturligt center for frilufts- og vandreturisme i området. Med en stærk lokal forankring vil projektet skabe lokale arbejdspladser og fungere som informationscenter både for turister og lokale skoleelever. Vi håber at kunne etablere et sekretariat, som arbejder for en maritim nationalpark i tilknytning hertil.

Det vil samtidig blive en station for lokale fødevareproducenter og den stigende gastroturisme, som eksisterende tiltag á la Ebeltoft Gårdbryggeri og det Grænseløse Køkken allerede har etableret.

I øjeblikket arbejder vi på at genåbne en række gamle stiforløb, så vi kan modtage og tiltrække det stigende antal vandreturister. Allerede nu er der i lokalsamfundet etableret overnatningsmuligheder, og i det hele taget forventer vi, at projektet kan skabe arbejdspladser i lokalområdet.

Alt i alt god grund til at beskytte havmiljøet og sikre nogle langsigtede løsninger, som tjener de samfundsøkonomiske interesser, og som kan skabe og fastholde arbejdspladser. Ikke mindst vil den form for turisme, som kystlandskabet og en Maritim Nationalpark kan tiltrække, være med til at udvikle lav- og skuldersæsoner.”

Brevet blev overrakt til Jacob Ellemann-Jensen, da han den 20. november 2018 som minister gæstede Djursland for at indlemme Jernhatten i regeringens nye naturkanon.

Det blev overrakt af Miljøforeningen BLAK ved Nina Bjarup Vetter, Morten Hougaard, Sofie de Magos Jensen, Anne Bregnballe og Nils Bo Rasmussen.

På vegne af www.nejtilhavbrug.dk

Se gerne disse to TV-programmer om de skadelige konsekvenser af kystnære havbrug.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

https://www.skrivunder.net/nej_til_havbrug_i_kattegat__ja_til_maritim_nationalpark

Nej til havbrug – v. Nina Bjarup Vetter – fmd. BLAK – Jægergårdsvej 4 – 8400 Ebeltoft

Mobil 6139 4064 – Mail: blaknejtilhavbrug@gmail.com

Tilbage til indholdsfortegnelsen

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande i Danmark.

Alle indlæg står for de enkelte forfatteres egen regning.

Teksterne må frit citeres og anvendes

mod behørig kildeangivelse.

30 år med fiskeopdrættet

– Fremtid eller forurening?

Tiden går, og så længe den går godt, er jo alt, som det skal være. Og klogere skulle man jo også gerne blive med alderen – siger i hvert fald vor rockpoet CV Jørgensen.

Men det kan ind imellem være forstemmende at kigge tilbage og se, at verden på mange måder overhovedet ikke er blevet klogere. At vi overhovedet ikke har lært af vore utallige fejl. Den anden dag faldt jeg således over en af mine tidlige bøger udgivet på forlaget Munksgaard. Den har titlen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”.

Det er en forfærdende fremsynet bog skrevet for snart 30 år siden. En skolebog dedikeret til datidens undervisning i faget “Samfundsbiologi”. Det var dengang, man stadig underviste i natur og miljø på vore skoler. Emner, der siden er droslet voldsomt ned. Det ved jeg, for vi har flere folkeskolelærere i min familie, end jeg næsten kan tælle. Og de kan fortælle den samme historie.

FAO og foderet

Anyway, jeg skrev skolebogen i en tid, hvor FAO – FN’s fødevareorganisation – netop havde udråbt fiskeopdrættet til at være fremtidens redning for de sultende befolkninger i primært Afrika. FAO havde dog ikke set, hvad fremtiden ville bringe – hvordan fiskeopdrættet ville udvikle sig. FAO havde set for sig, hvordan fattige mennesker i Den Tredje Verden skulle opdrætte fisk, som de så skulle spise selv.

Vi ved i dag alle, hvordan udviklingen i stedet er kørt helt af sporet. Hvordan et næsten eksponentielt voksende fiskeopdræt nu i stedet er ved at trække tæppet helt væk under de selvsamme og stadigt sultende befolkninger.

Vi ved, hvordan deres korrupte regeringer er blevet bestukket til at lade udenlandske rederier fange alle de lokale fisk, som de fattige U-lande selv skulle have spist. Fangsten bliver siden til fiskemel og fiskefoder, som omdannes til luksusfisk til de i forvejen rige I-lande. Til laks og ørreder, ål og rejer. For øvrigt med et kolossalt foderspild undervejs. I dag ved vi således, at fire femtedele af foderet går til spilde, når man opdrætter laks. Kun en femtedel bliver til spisefisk.

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” for snart 30 år siden, så vi det da spirende lakseopdræt i havbrug som vildlaksens redning. Produktionen af billige tamlaks ville gøre det urentabelt fortsat at drage helt til Davisstrædet mellem Danmark og Canada for at fange vildlaksene på opvækstpladserne her. En spådom, der desværre gik i opfyldelse.

Vildlaksens redning?

Desværre, da lakseopdrættet i stedet udviklede sig til at være den nok største trussel mod vildlaksen nogensinde. Dels gør fiskeopdrættet masssive indhug i de bestande af fisk og rejer, som vildlaksen skal leve af under sin opvækst i havet. Og dels tiltrækker havbrugene millioner af havlus, som behandles med giftige kemikalier, så de slipper tamlaksene.

Men havlusene dør ikke af denne aflusning. De slipper blot ud til vildlaksene, der som små smolt må passere forbi på deres vej mod fiskebankerne ude på åbent hav. Og det møde dør de meget ofte af. Der skal kun en halv snes voksne havlus til for at gøre det af med en lille laksesmolt. Og for havørrederne går det ligeså.

Men ikke nok med det heller. Ud over at efterlade de dybe tærskelfjorde som stendøde mudderpøle så kvitterer tamlaksene med regelmæssige udslip.

Ofte er der tale om 6-cifrede antal tamlaks, der slipper ud efter storme eller påsejlinger. Laks, der naturligvis er sultne, og som derfor tolder hårdt på de forhåndenværende fødeemner. Men desværre også laks, der på et tidspunkt bliver kønsmodne og da søger op i de nærmeste vandløb for at gyde.

Det gør de sammen med de vilde laks, som ofte er i undertal på gydepladserne. Med det ulyksalige resultat, at der sker en genetisk udvanding af den arvemasse, som vildlaksene har været mere end 10.000 år om at udvikle. DNA, som er optimeret til de forskellige vandløb og deres karakteristika, går tabt på denne måde.

Vi ved i skrivende stund ikke, hvilken skade undslupne regnbueørreder forretter på vore hjemlige ørreder. Vi ved blot, at undslupne regnbueørreder normalt gyder senere end vore hjemlige havørreder. Og at de derfor kan grave allerede lagte ørredæg op fra brugte gydebanker.

Truslen fra dambrugene

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”, var det de hjemlige dambrug, som udgjorde det suverænt største problem i danske vandløb. Havbrugene var endnu kun i sin vorden. Dengang havde regnbueørreden netop fejret sit 100 års jubilæum i danske dambrug, og det skrev jeg fire artikler om i Jyllands-Posten, som var ganske progressive, hvad miljøet angik. Disse artikler kan du læse her under “Biologi”.

Også dengang var der problemer med dette erhverv, som mente, at de havde en gudgiven ret til at bruge alt vand i de danske åer. Alt vandet. Til at stemme åerne op og tage vandet ind i dammene, så vildfiskene ikke kunne passere forbi på deres vej mod gydepladserne.

I dag snart 30 år senere har vi fået løst langt de fleste problemer med dambrugerne ved de jyske åer. Efter flere års retssager måtte erhvervet sande, at de alligevel ikke havde retten til at bruge alt vand i de danske åer. Mange dambrug blev købt op og nedlagt af miljømyndighederne, så man ad den vej både kunne sikre vildfiskene frie passage og reproduktion. Og samtidig reducere kvælstofudslippet til åer, søer og fjorde.

Nu er det bare så meget mere ærgerligt, at problemerne blot er flyttet ud i havet – ud i åbne havbrug, som ikke har nogen som helst mulighed for at begrænse deres forurening.

Det ligger i hele princippet bag åbne havbrug, at vandstrømmen skal sikre rent og iltrigt vand til de tæt pakkede fisk, mens alle affaldsstofferne bekvemt fjernes med samme vandstrøm. Totalforurening kalder man det. En åben kloak direkte ud i vort fælles badevand og fiskevand.

Flugten til Amerika

Vi så, hvordan danske svineproducenter – med økonomisk støtte fra staten og ofte med velkendte Venstre-politikere bag – flyttede dele af produktionen til først Polen, siden Rusland og Ukraine, hvor der stadig kunne forurenes frit. Hvor man kunne have gigantiske åbne laguner til opbevaring af de enorme mængder gylle, som grisene jo konstant leverer.

Nu senest oplever vi så, at danske havbrugere vil gøre svineproducenterne kunsten efter. De vil følge samme sti mod mere forurening og øget indtjening ved at flytte produktionen til steder som Lithauen, hvor myndighederne stadig er til at snakke med. Hvor det ser ud til at være lettere at slippe afsted med øget forurening fra et udvidet fiskeopdræt.

Vi lever i sandhed stadig i grådighedens tidsalder. Vi ved bedre, men vi vil bare ikke. Som nu landflygtige Esben Lunde så smukt og let forståeligt formulerede det, inden han selv stak af til Amerika…

2019 Steen Ulnits

Efterskrift: Jeg har stadig en kasse stående med et skolesæt af bogen. Skulle nogen være historisk interesserede, er de velkomne til at kontakte mig. Bøgerne kan naturligvis også købes enkeltvis, hvis man nu ikke lige er historisk interesseret skolelærer!

Anholt – en lille ø i Kattegat

Langt ude i Kattegat – midt mellem Danmark og Sverige – ligger den lille danske ø Anholt. En ø, der nøjagtig lige så godt kunne være blevet svensk. Læs historien nederst på denne side!

Jomfruhummere som disse er Anholts røde guld. En gastronomisk lækkerbidsken, som øens beboere sætter stor pris på.

På Anholt frygter man regeringens planlagte havbrug. Den massive forurening herfra kunne skade bestanden af jomfruhummere.

Jomfruhummere er nataktive og fiskes derfor i døgnets mørke timer. Om dagen lever de nedgravet i deres gange i mudderbunden.

Vejr, vind og vandstand betyder alt på en lille ø som Anholt, der er omgivet af vand på alle sider. Man holder derfor godt øje med vinden.

Jomfruhummere er velsmagende og lever på dybere vand end den almindelige hummer. Og så er de som dybhavsrejerne røde i live.

Tre ud af de 37 ansøgninger om tilladelse til anlæg af forurenende havbrug i Kattegat går specifikt på farvandet omkring Anholt.

Totten er hjemsted for en af Danmarks største sælkolonier. Her træffer man såvel den lille spættede sæl som den store gråsæl.

Totten er et langt sandet og stenet rev, der tidligere var frygtet af skibe og sømænd. I dag er Totten i stedet elsket af sæler og skarver.

Skarven er mere talrig end sælerne i sælreservatet ved Totten på østspidsen af Anholt. Der mangler tilsyneladende ikke føde.

Svensk gæst i dansk havn. Havnekontoret i baggrunden – holdt i den gråsorte farve, der får husene på Anholt til at gå i ét med naturen.

Dansk jord, hvis nogen skulle være i tvivl. Masser af rødhvide danske flag på en af havnens mange gråsorte bygninger.

En reminiscens fra den Kolde Krig. Dengang var der tredive mand på radarstationen, som i dag er fuldt automatiseret.

Omgivet af vand på alle sider er lyset ganske specielt i Anholts særprægede ørken. Her vokser lav og mos og lyng på sandjorden.

På en klar fuldmånenat lyser lavet op som store hvide puder, der giver det hele et uvirkeligt, men meget smukt skær.

Følger man blot det gamle hjulspor, er der ingen risiko for at fare vild i ørkenen. Medbring alligevel godt med drikkevarer.

Totten Fyr ret forude. Lys og skygge leger med hinanden i marehalmen, mens hvide skyer driver forbi over sand og vand.

Man føler sig næsten som nede i en skyttegrav, når man følger kanten af klitterne mod nord – på vej mod fyret længst i øst.

Hvor ørkenvejen slutter ved nummer 99, begynder fyrmesterens rige. Hans nærmest fyrstelige bolig ligger der endnu.

Den gamle fyrmesterbolig er statelig. Fyrmesteren var en meget vigtig person, og det skulle hans bolig naturligvis også afspejle.

En god skorsten er guld værd. Det vidste fyrmesteren, som havde mange ildsteder i sit hus. Og lige så mange skorstene på sit tag.

Der skal også være plads til lidt kunst yderst ude i Udkants-Danmark. En lokal tømrer har her øst af sit kunstneriske talent.

Sol, sand og saltvand – det er, hvad den lille ø Anholt består af. Masser af alle tre ting. Tilsat lidt sten og tang fra Kattegat.

Rent sand og rent vand er, hvad såvel fastboende som tilrejsende holder af. Der er ingen slimede havbrugsalger på Anholt. Endnu.

Et vejrskifte er undervejs. Her langt ude i Kattegat holder man naturligvis mere øje med vejret, end man gør inde på fastlandet.

Havet giver, og havet tager. Her et mindesmærke over to lokale unge piger, som ikke overlevede en svømmetur fra Vesterstrand.

To af øens unge piger druknede ved Vesterstrand i 1891. Et hårdt slag for den lille ø Anholts også dengang fåtallige beboere.

Svampe er der skam også i skovbunden på kattegat-øen Anholt. Også selv om jorden er helt sandet og skovene ganske små.

Myldretid på hovedgaden i Anholt by. Køretøjerne er få og ikke alle i lige køreklar stand. Denne har vist været brugt til garn.

En enlig og delikat strandblomst venter som den sidste på vinterens komme. Så bliver også den begravet i sand eller sne.

“Living On An Island”

For omkring 10.000 år siden var det, der i dag er øen Anholt, landfast med resten af Danmark. Man kan derfor med god ret sige, at Anholt har et årtusindgammelt dansk tilhørsforhold.

Men også svenskerne kan med god ret sige, at Anholt burde være svensk. Med kun 42 kilometer ind til det svenske fastland ligger Anholt i dag tættere på Sverige end på Danmark. Ikke ret meget, ganske vist, men alligevel.

Til alt held blev Anholt “glemt”, da man i 1658 sluttede fred med svenskerne i Roskilde. Historien går nemlig, at den danske forhandler diskret placerede sit drikkekrus på søkortet, så det dækkede Anholt under grænsedragningen med svenskerne…

Anholt var i årene 1807-14 besat af englænderne, som dog behandlede de fastboende danskere ganske pænt. Alligevel forsøgte vi i 1811 – forgæves – at tilbageerobre øen fra englænderne. Forsøget kostede 40 danske soldater livet.

I dag er Anholt som bekendt atter en del af det danske rige – en ø, som i vid udstrækning er afhængig af turisterhvervet. Meget andet er der ikke at tage sig til for øens beboere, da fiskerierhvervet ikke længere kan brødføde mere end en håndfuld indfødte fiskere og deres familier.

Sejl eller flyv til Anholt

Skal man til Anholt med færge, sker det fra Grenå. Glem alt om at tage bilen med, da det hverken er velset af øens faste beboere – eller til at betale sig fra! De knap tre timer ombord på den lille færge er i sig selv en oplevelse.

Man kan også flyve til Anholt, som råder over en intermistisk flyveplads. Der flyves fast fra Roskilde på Sjælland – pudsigt nok selvsamme sted, hvor forhandlingerne om de nye grænser foregik efter krigen med svenskerne i 1658, og hvor Anholt helt blev forbigået.

Sommeren igennem flokkes turisterne i øens mange og utroligt godt gemte sommerhuse. Eller de bor på øens enlige campingplads, som derfor altid er booket helt op. Eller de lægger til med deres sejlbåde i øens enlige havn, som i sommermånederne altid er fyldt med langmastede langturssejlere fra primært Danmark, Sverige og Norge.

Ikke færre end 60.000 turister gæster således hver sommer den lille ø midt mellem Danmark og Sverige. Til sammenligning lægger 80.000 edderfugle og 20.000 sortænder hvert år kursen om ad Anholt, hvor de overvintrer. Til stor glæde for de blot 150 fastboende mennesker.

Der er således liv og glade dage året rundt på denne specielle Kattegat-ø. Til lands og til vands.

Living On An Island / Whatever You Want / Status Quo / 1979

© Tekst og fotos: 2018 Steen Ulnits

© Grafik: 2017 Information

Kampen om Kattegat

Tirsdag den 20. november gæstede fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) den kendte naturlokalitet Jernhatten på østspidsen af Djursland. Formålet med besøget var at indvie den smukke Jernhatten som en del af regeringens nye naturkanon.

Mødet og indvielsen blev imødeset med stor interesse fra lokalbefolkningen, der længe har protesteret mod de nye forurenende havbrug, som regeringen har planlagt – med daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen, sekunderet af partifællen MF Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i det storforurenende Musholm Havbrug – en af ansøgerne til yderligere forurening af Kattegat ud for Djursland.

Den lokale miljøforening BLAK benyttede naturligvis lejligheden til at fortælle ministeren om planerne for en ny marin / maritim nationalpark i farvandet ud for Jernhatten og Marsk Stigs gamle ø Hjelm. En nationalpark, der vil kunne booste kystturismen i hidtil uset omfang. Med kroner og ører i stedet for alger og iltsvind. At noget sådant ikke vil være foreneligt med en stærkt forurenende fiskeproduktion fra kilometerstore havbrug tydeligt synlige fra land.

Lokalt er der derfor massiv modstand mod nye havbrug, som vil forurene kystvandet og ødelægge mulighederne for den kystturisme, som de fattige kommuner på Djursland er så afhængige af. Ikke mindre end 2.000 arbejdspladser er der her, og de trues nu af blot et halvt hundrede nye arbejdspladser i forbindelse med de nye havbrug. Kystturismen på Djursland omsætter årligt for 2,5 milliarder kroner.

Den lokale modstand mod havbrugene er derfor massiv og énstemmig, men det har regeringen skam taget højde for. De planlagte havbrug er nemlig placeret, så de lige akkurat er uden for den 1-sømilegrænse, der markerer kommunernes jurisdiktion. Kommunerne kan således intet selv gøre for at hindre forurening af deres livsvigtige kyster. Det bestemmer regeringen suverænt. Og der vil komme forurening ind til land fra de planlagte havbrug. Masser af forurening.

Der står dog en kattelem åben rent juridisk. De selvsamme modeller, som Dansk Hydraulisk Institut brugte til at udpege egnede lokaliteter ud for Djursland, kan nemlig også bruges til at udregne spredning af forureningen fra havbrugene – i form af foderrester, fækalier, antibiotika og kemikalier. Det kom der nedenstående nedslående kort ud af:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons.

Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i danske farvande.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021.

Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv har tiltrådt:

Esben Lunde Larsen (V) om Helcom:

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip, da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det blev understreget af følgende spørgsmål i Folketingssalen – Spørgsmål nr. S 593:

– Vil Danmark fortsat insistere på retten til at øge forureningen med næringsstoffer i Østersøen på trods af modstand fra de andre Østersølande, eller vil Danmark som det sidste land nu tilslutte sig det såkaldte »allokeringsprincip 8« i HELCOM og opgive det selvopfundne »miljømæssige råderum«?

Svaret fra Esben Lunde Larsen:

“Spørgsmålet om den konkrete betydning af HELCOMs reduktionsmål for udledning af næringsstoffer i relation til havbrug, vil blive fastlagt i forbindelse med et kommende administrationsgrundlag.”

Berømte sidste ord. Esben Lunde Larsen (V) må i dag nøjes med at se på fra sit eksil i Amerika. Det skal blive spændende at se, om hans efterfølger Jacob Ellemann-Jensen (V) vil “sætte miljøet før fødevarerne”, som han jo lovede ved sin tiltræden. Eller om hensynet til havbrugsbranchen vil vægte højere end hensynet til de mange arbejdspladser i kystturismen på Djursland.

Massiv lokal modstand mod havbrug ved Jernhatten

Det skal også blive spændende at se, hvad EU siger til Danmarks planer om at øge forureningen af Kattegat – i stedet for at reducere den i henhold til Vandrammedirektivet. Hvad vi jo har forpligtet os til. EU har allerede sendt en såkaldt pilotskrivelse til Danmark i forbindelse med Landbrugspakken, som også tillod et markant øget forbrug af gødning. Dette på baggrund af fiktive modeller, der overnight reducerede kvælstofudledningen til vandmiljøet med adskillige procent.

De første faktiske målinger af Landbrugspakken har imidlertid vist, at man i stedet for en reduktion på forventede 600 tons kvælstof om året har fået en øget udledning på 2.500 tons. En forskel på mere end 3.000 tons, der ikke er i vandmiljøets favør. Så er det naturligvis det helt rigtige at øge udledningen yderligere – med 800 tons fra kystnære havbrug i Kattegat.

Lad os derfor håbe, at det var miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, der gæstede Jernhatten. Og ikke havbrugsminister Jacob Ellemann-Jensen…

Jacob Ellemann-Jensen (V) er nuværende miljø- og fødevareminister. Han har overtaget ansvaret for at gennemføre sin forgængers planer om at etablere otte nye havbrug i Kattegat ud for Djurslands kyster. Med en tilladt merforurening på 800 tons kvælstof. Han har netop besøgt Jernhatten på Djursland, som skal indlemmes i regeringens kommende naturkanon.

Esben Lunde Larsen (V) var tidligere miljø- og fødevareminister, men tog pludselig flugten til USA og blev afløst af Jacob Ellemann-Jensen (V). Esben Lunde Larsen stod bag den omdiskuterede L111 lovgivning, der lancerede et fiktivt “råderum” til yderligere forurening af Kattegat. Det har senere vist sig ikke at eksistere og samtidig være i strid med Helcom-konventionen.

Jacob Jensen (V) har en lønnet bestyrelsespost i Musholm havbrug, som er blandt ansøgerne til de nye forurenende havbrug ud for Djurslands kyster. Det nu japansk ejede Musholm er tidligere af de lokale miljømyndigheder blevet betegnet som “den største enkeltforurener af Storebælt”. Jacob Jensen er nuværende finansordfører for Venstre og aktiv lobbyist for Musholm havbrug.

Placeringen af de 37 indkomne ansøgninger om nye havbrug i henhold til L111. Der er tale om otte store havbrug med en samlet udledning på 800 tons kvælstof og 50 tons fosfor med urenset spildevand til Kattegat. Hertil skal lægges medicinrester og tungmetaller.

Kaninen Katrine fra Endelave

“Som brødre vi dele. Lillebælt ta’r det hele”…

Mange fiskeinteresserede og miljøbevidste mennesker kender den lille, men evigt og ivrigt gravende kanin Katrine fra øen Endelave længst ude i farvandet mellem Jylland og Samsø.

Hvor de fleste kaniner er mest til friske grøntsager på overfladen, så graver Katrine gerne dybere end som så. Får hun færten af noget muggent eller sågar kriminelt, bliver hun ivrig og graver endnu dybere.

Hvor de fleste kaniner foretrækker at gnaske på en gulerod, dér spiser Katrine aktindsigter til morgenmad. Hver dag og mange af slagsen. Katrine har hele tiden bestillinger på nye aktindsigter ude hos diverse instanser og myndigheder.

Man skulle jo nødig løbe tør, og det er der næppe heller risiko for…

Ud over journalistisk tæft og indsigt, så har Kaninen Katrine fra Endelave i tilgift noget, som nok kun de færreste andre kaniner har: Humor. God humor. Eller måske nærmere: Galgenhumor.

Det har senest resulteret i en annonce, som hun har indrykket på sin egen Facebook-side. En annonce, der profilerer den lovløse Hedensted Kommune, hvor man kan forurene aldeles frit – hvis bare man vil lægge sin virksomhed i kommunen.

Og helst også har partikortet i orden. Så er der frit slaw til at hælde spildevand med fækalier, foderrester, medicin og kemikalier lukt ud i Lillebælt. Totalt urenset. Fra en produktion helt ude af kontrol og ganske uden nogen kontrol. Enhver virksomheds våde drøm om fri forurening kan blive til virkelighed i Hedensted Kommune.

Det har nu politianmeldte Hjarnø Havbrug levet højt på i årtier. I Hedensted Kommune er der nemlig ingen myndighed, som fører kontrol med, hvad man som virksomhed udleder af forurening i det smalle bælt. Selv om de ifølge loven er forpligtet til det.

Foderrester, fækalier og andet godt tager strømmen jo alligevel og fører op til Aarhus Bugt, hvor de så må slås med konsekvenserne af den organiske forurening fra de mange havbrug i syd: Algeblomst. Iltsvind. Og fiskedød.

Men Hjarnø Havbrug kunne i år notere sig for et overskud på 45 millioner kroner, hvilket bragte den samlede formue op på 222 millioner kroner. En lille kvart milliard tjent for at lede urenset spildevand ud i Lillebælt.

Så kan Århus by rense sit eget spildevand nok så meget og nok så grundigt. Hvad de jo allerede gør med det store Marselisborg Renseanlæg fra 1990.

Det hjælper bare intet, når Hedensted Kommune år ud og år ind non stop sender tonsvis af totalt urenset og ukontrolleret spildevand nordpå til Aarhus Bugt – med kærlig hilsen og strømmen i Lillebælt. Deraf den ledsagende annoncetekst:

“Der findes et sted mellem Horsens og Vejle, hvor det er tilladt at forurene”

“I Hedensted kommune tjener vi penge og overlader miljøet til andre”

“Som brødre vi dele. Lillebælt ta’r det hele”…

© fotos 2018: Kaninen Katrine fra Endelave

© tekst 2018: Steen Ulnits

Andre artikler om Havbrug:

Åbent brev til Folketinget

Landsforeningen Levende Hav

Djursland, den 12. september 2018

Åbent brev til Folketinget om havbrug i danske farvande:

Sidste år i maj traf Folketinget med L111 en i miljømæssig henseende højst uansvarlig beslutning. Loven vil i dens konsekvens betyde store udledninger af kvælstof til Kattegat, samt andre problemer for havmiljøet.

De såkaldte kompenserende tiltag, som loven foreskriver, er slet ikke dokumenteret som virkningsfulde. Beslutningen er truffet på trods af, at erfaringerne fra ikke mindst Norge viser, at farvande, hvor havbrug er placerede, lider stærkt på grund af denne industri. Et gyldent dansk princip om, at forureneren skal betale, har man helt set bort fra.

Borgmestrene fra Djursland og Samsø gav udtryk for forbitrelse over udsigten til en koncentration af disse stærkt forurenende havbrug i Kattegat, men det gjorde ikke indtryk på de ledende folketingspolitikere i de partier, som stemte for loven.

Landsforeningen Levende Hav har i samarbejde med lokale miljøgrupper sat sig for atundersøge, hvad danskere egentlig mener om denne beslutning. Derfor har vi med vores fartøj, Miljøkutteren Anton, i sommerhalvåret besøgt 12 havne i landet – gerne i forbindelse med andre arrangementer på havnene således, at der var mange mennesker til stede, når vi anløb.

Vi medbragte en folkeoplysende udstilling om lovens forventede konsekvenser og præsenterede samtidig et realistisk alternativ også i en folder med overskriften: ”Stop havbrug – de skal på land!”.

Resultatet var overbevisende: Alle, der kendte til vedtagelsen af den omtalte lov, tog mere eller mindre kraftigt afstand fra den. Man fandt den meget forkastelig, især på baggrund af, at der findes et alternativ, hvorved spildevandet kan renses.

Levende Hav

Publikum, der ikke var klar over vedtagelsen af L111, indså efter en ganske kort forklaring det enkle og logiske i at indrette bassiner på land, hvor saltvand indpumpes, recirkuleres for derefter at blive renset, inden det ledes ud i havet igen.

Mange stillede med rette spørgsmålet, hvorfor investorer i havbrug skulle have tilladelse til at forurene havet, når resten af befolkningen gennem årene har betalt milliarder til rensningsanlæg og hvert eneste år betaler betydelige beløb i vandafledningsafgift.

Vi har på rejsen rundt i landet med vor folkeoplysende kampagne talt med tusinder, og mange har skrevet under på vor ”underskriftindsamling mod havbrug”. Vi traf så at sige ingen, der forstod Folketingets beslutning.

Der blev igen og igen tilkendegivet hovedrysten og forargelse overfor det flertal af folketingspolitikere, som har stemt for loven. Der blev i rigt mål givet udtryk for, at dette bekræftede den dalende respekt for de folkevalgte, som er en tydelig tendens i tiden. Udtryk som: ”Det lugter af korruption og stinker af lokumsaftaler”, kom jævnligt til udtryk.

“Kære folkevalgte folketingspolitikere:

Genvind den folkelige respekt og omgør beslutningen om at plastre Kattegat til med forurenende havbrug. Se i stedet fremad og støt, at Danmark går i spidsen med at indrette saltvandsdambrug i land.

Vi er forvejen i front med vandrensning. Det kan vi her udnytte til at udvikle den krævede teknik i forbindelse med disse landbaserede saltvandsdambrug. Det kunne blive en helt ny dansk eksportvare – et nyt ”vindmølleeventyr”.

Politikere: Beskyt havmiljøet og genvind jeres troværdighed!”

Med venlig hilsen,

Knud Andersen,

Skipper på Miljøkutteren Anton

Landsforeningen Levende Hav

Senest var Levende Hav til stede i Århus ved Klimamarchen den 8. september, hvor flere tusinde miljøbevidste mennesker var troppet op. De blev mødt med saglig information og budskabet ”Stop havbrug – de skal på land!”

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

Nej til havbrug – Nina Bjarup Vetter – BLAK – Jægergårdsvej 4 – 8400 Ebeltoft

Mobil 6139 4064 – Mail: blaknejtilhavbrug@gmail.com

Andre artikler om Havbrug:

BLAK – The Movie

BLAK

Miljøgruppen BLAK fra Djursland er nu gået til filmen i sin kamp mod regeringens forurenende havbrug og yderligere belastning af vandmiljøet i Kattegat.

Under devisen “Det er ikke gratis at kæmpe mod et erhverv, der tjener millioner på gratis forurening af det vand, vi andre har renset for dem”, søger BLAK nu bredere ud. Med film som nedenstående og annoncer i de trykte medier.

BLAK-filmen blev lanceret på flere medier samtidig. Heriblandt Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening. På ganske få dage havde næsten 50.000 miljøinteresserede mennesker downloadet den!

Du kan se hele filmen lige her:

BLAK: Filmen om Havbrug ved Hjelm

Herunder vises et par skærmdump af filmen, som er produceret af Sigbjørn Holte. Den er på én gang flot og skræmmende.

Skulle du få lyst til at bidrage til BLAK’s kamp mod regeringens, Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets planlagte forurening med havbrug i et Kattegat, der allerede gisper efter vejret, så kan du gå ind på siden her:

http://www.nejtilhavbrug.dk/Stt_os%21.html

Alternativt kan du blot donere et beløb på foreningens MobilePay nummer

72548

Øen Hjelm

Havbrugszoner

Forurening

Miljøgruppen BLAK gør i den forbindelse opmærksom på, at filmen sætter fokus på fuglelivet, da det er ulig meget nemmere at filme oven vande – end iltsvind og fiskedød under vandet.

Det hele hænger sammen. Fuglene er afhængige af fiskene, som er afhængige af en god vandkvalitet. Og det er den, regeringen har sat sig for at forringe med nye forurenende havbrug i Kattegat.

Fuglene er blot det meget synlige tegn på et sundt vandmiljø.

Du kan se hele filmen lige her:

BLAK: Filmen om Havbrug ved Hjelm

http://www.nejtilhavbrug.dk/Stt_os%21.html

Alternativt kan du blot donere et beløb på foreningens MobilePay nummer

72548

Andre artikler om Havbrug:

Fisk & Fri ind i debatten

Viden er som bekendt magt. Kan man holde folk hen i uvidenhed, kan man komme langt. Det princip har regeringen brugt flittigt i sin kamp for flere forurenende havbrug i et Kattegat, der allerede gisper efter vejret.

Som lider under alt for store mængder tilført kvælstof. Hvor 117 ud af 119 områder stadig ikke lever op til EU-kravene om “god økologisk tilstand”.

Det er derfor ufatteligt, at regeringen får støtte af Socialdemokratiet i sin kamp for at forurene Kattegat med yderligere 800 tons kvælstof fra kommende planlagte havbrug. Og det er derfor af allerstørste vigtighed, at befolkningen gøres opmærksom på det bedrag, der ligger bag regeringens, Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets påstand om, at der findes et såkaldt “råderum” til øget forurening.

Det gør der ikke. Det er alle fagfolk enige om. Det er blot opfundet til lejligheden af regeringen og dens velhavende havbrugsvenner.

I “Nej til Havbrug” er vi derfor lykkelige over at have fået rakt en hjælpende hånd fra lystfiskermagasinet “Fisk & Fri”, som i snart 40 år har kæmpet en brav kamp for danske lystfiskere og dansk vandmiljø. Fisk & Fri, der hver måned læses af omkring 100.000 lystfiskere, fortsætter ufortrødent denne kamp og har nu stillet en helside til rådighed for os i kampen mod de storforurenende havbrug.

Det er i det netop udkomne august-nummer, og det takker vi naturligvis mange tusinde gange for. Men ikke nok med det. Fisk & Fri har – næppe tilfældigt – indledt august-nummeret med en stor og flot opsat 5-siders artikel om netop kystfiskeriet på Djursland.

Det er det fiskeri og den lokale fisketurisme, der nu trues af de planlagte havbrug. På Djursland genererer turismen hvert år omkring 2.500 arbejdspladser, der resulterer i indtægter i omegnen af to milliarder kroner. Så meget er der på spil for de fattige kommuner på Djursland.

Som udtalt af turismedirektør Flemming Rasmussen fra Djursland: “Der er ikke nogen turister eller gæster, der tager på ferie eller vil bade, hvis vandet er grønt”.

Hvis du vil læse hele artiklen om Djurslands mange fiskepladser, kan du købe august-nummeret af Fisk & Fri i velassorterede bladkiosker landet over. Du kan også gå ind på www.fiskogfri.dk, hvor du kan tegne et abonnement på bladet.

Så støt Fisk & Fri – de støtter os i kampen mod de forurenende havbrug!

Andre artikler om Havbrug:

Strøm og Stille

Havet sletter desværre ikke alle spor, som man ellers plejede at sige og forlade sig på i vor forældregeneration. Og når det gælder de indre danske farvande, er der en rigtig god forklaring herpå.

Årligt løber der omkring 2.000 km3 vand gennem vore sunde og bælter – i nordgående retning på vej mod Nordsøen via Kattegat. Omkring 1.500 km3 løber den modsatte vej. Vi taler kubikkilometer, så det er store mængder, det drejer sig om.

Vandet suser altså ikke blot ud gennem vore farvande og fjerner forureningen så bekvemt, som det ofte siges eller ønskes. Det kører frem og tilbage i længere perioder – styret af vind og tidevand – og undervejs aflejres en stor del af den medbragte forurening i de indre danske farvande. Dette gælder naturligvis også udledningen fra de havbrug, der ligger her.

Da isen trak sig tilbage efter sidste istid, var Danmark landfast med både England i vest og Sverige i øst. Da isen havde trukket sig endnu længere tilbage, fyldtes den nuværende Østersø langsomt med smeltevand. På et tidspunkt var vandspejlet i Østersøen så højt, at vandet brød gennem en lavning og dannede Øresund som ny afløbsrende.

På samme måde som Storebælt formodes dannet af en gletcher-tunge under den sidste af kvartærtidens fire kendte istider, menes Lillebælt grundlæggende at være udgravet af en anden gletcher-tunge i den samme periode.

Først var Lillebælt således “afløb” for isen under afsmeltningen i slutningen af den sidste istid, der ophørte for små 10.000 år siden. Dernæst er den af isen og smeltevandet udgravede rende blevet et naturligt afløb for ferskvand fra Østersøen – i lighed med Storebælt og Øresund.

Fra Østersøen til Nordsøen

Østersøen har i dag mere end 60 større, ferske tilløb. Det er vandet fra disse større vandsystemer samt et utal af mindre vandløb, som konstant sluses ud gennem de indre danske farvande – ud gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt.

Denne vandudskiftning, som på årsbasis omfatter ikke mindre end 470 km3 ferskvand, afhænger i vid udstrækning af vind og strøm. Således kan længere tids hård sydgående strøm – forårsaget af vinden – skubbe så meget saltvand fra Kattegat ned gennem Bælterne, at saltholdigheden i den vestlige del af Østersøen stiger markant.

Længere tids vestenvind i Nordsøen vil presse så meget vand ind gennem Skagerak og Kattegat, at der vil opstå en reel højdeforskel mellem nord og syd. Denne højdeforskel sætter gang i en sydgående strøm, som dels presser saltvand ned gennem Bælterne – dels stuver det udstrømmende ferskvand op i Østersøen.

Efter perioder med hård vestenvind kan man finde saltholdigheder på op til 10 o/oo så langt syd- og østpå som ud for Gedser Rev. Her tales om overfladevand, der normalt vil være mindre salt end det tungere bundvand.

Stor vandudskiftning

Denne indtrængen af saltvand til den brakke Østersø er af vital betydning for miljøet. Dels tilføres Østersøen iltholdigt saltvand, og dels er Østersø-torskene afhængige af en vis saltholdighed under gydningen, da deres æg ellers vil synke til bunds og dø. Det samme saltvand, som kan slå bestanden af brakvandsgedder og -aborrer ihjel i det sydsjællandske øhav, er således af vital betydning for torskebestanden længere inde i Østersøen.

Daglig bremses vandstrømmen ligeledes af de tidevandsbølger, som fra Nordsøen breder sig ind gennem de danske farvande. Tidevandet skifter to gange i døgnet, og typisk når tidevandsbølgen ned til Lillebælt med en tidsforskydning – forsinkelse – på godt 12 timer i forhold til Månens kulmination. Det er jo Månens tiltrækningskraft, der – sammen med Solens – flytter rundt på vandmasserne og skaber tidevandet.

Tidevandets styrke – forskellen mellem højvande og lavvande – mindskes på vej ned gennem de danske farvande, men er alligevel medvirkende til at henholdsvis svække og forstærke vandgennemstrømningen i Lillebælt.

Vandstanden i Lillebælt kan derfor svinge uhyre meget afhængig af vejr og vind. Men netto er vandstrømmen i Øresund, Storebælt og Lillebælt naturligvis nordgående, da det ferske vand fra Østersøens mange tilløb jo til slut skal ud gennem Bælterne – ud i først Kattegat, siden Skagerak og til sidst Nordsøen.

Store vanddybder

Vanddybden i netop Lillebælt er meget svingende og byder på de største vanddybder i de indre danske farvande – samt den stærkeste strøm. I den nordligste og smalleste del af Lillebælt kan man således finde vanddybder på over 80 meter, hvilket er aldeles unikt i Danmark. Lillebælts tærskeldybde ligger omkring 20 meter og findes syd for Fænø, hvor Lillebælt atter breder sig ud.

Trods en bredde på mindre end 1 km, hvor bæltet er smallest – i Snævringen – transporteres der årligt netto 40 milliarder m3 ferskvand fra Østersøen og op gennem Lillebælt. Men den samlede gennemstrømning – sydgående plus nordgående – er langt større end som så. Således regner man med, at der årligt og samlet løber omkring 2.000 km3 vand gennem Bælterne i nordgående retning – mod omkring 1.500 km3 den modsatte vej.

Forskellen på disse to tal bliver således en nordgående nettogennemstrømning på knap 500 km3. Helt præcis 470 km3, hvoraf altså de 40 går gennem det snævre Lillebælt. Tilsvarende går 100 km3 gennem Øresund, mens langt hovedparten – 330 km3 – løber gennem det knap 17 km brede Storebælt.

Stærk strøm

Storebælt, som med små 17 km på sit smalleste sted er mere end 25 gange bredere end Lillebælt i Snævringen, transporterer således mindre end 10 gange så meget vand som Lillebælt. Målt per tids- og arealenhed.

Tilsvarende må vandet løbe mere end dobbelt så hurtigt gennem Lillebælt som gennem Storebælt. Dette gør i sig selv Snævringen med omkringliggende farvand til noget ganske særligt på Danmarkskortet.

Udstrømningen er størst i det sene forår, hvor smeltevand fra de mange vandløb omkring Østersøen skal ud. Tilsvarende er udstrømningen om efteråret – efter en varm og tør sommer med stor fordampning – så ringe, at der ofte kan være tale om en netto sydgående strøm.

Da er der virkelig basis for, at forureningen kan bundfældes lokalt. Ellers transporteres indefter i de indre farvande – i stedet for ud af.

Den stærke strøm kan eksempelvis betyde, at op mod halvdelen af alt vand i Vejle Fjord skiftes ud på få dage. Det sker, når tungt saltvand nordfra presses ind langs fjordbunden. Et fænomen, som typisk finder sted i vintermånederne. En hård vestenvind presser da fersk overfladevand ud af fjorden, og det større vandtryk længere ude vil derefter presse saltere bundvand indefter.

På samme måde tager det i snit 20 dage at skifte alt vand ud i Kolding Fjord på billedet herunder – om vinteren. Om sommeren tager det hele 100 dage, førend alt vand i fjorden er fornyet. Igen er der rig lejlighed for udledt forurening til at bundfælde sig lokalt.

Forurening udledt i Lillebælt vil således kunne have en lang samlet opholdstid, inden det som ønsket forsvinder ud af systemet – ud til Kattegat. Naturligvis minus de stoffer, der er aflejret lokalt i Lillebælt.

Konklusionen

Årligt løber der omkring 2.000 km3 vand gennem Bælterne i nordgående retning på vej mod Nordsøen via Kattegat – mod omkring 1.500 km3 den modsatte vej.

Konklusionen af ovenstående er således, at havet langt fra sletter alle spor. At havet ikke fjerner al forurening med den netto nordgående strøm. Adskillige steder står den stille undervejs eller løber sågar baglæns. Og det giver den udledte forurening ideel lejlighed til at bundfælde sig lokalt undervejs og her skade vandmiljøet.

Forurening fra havbrugene i Lillebælt føres således frem og tilbage gennem det smalle bælt. En god del føres sydover, deponeres og skader vandmiljøet her.

Endelig skal man huske endnu en vigtig ting: Havvand er tungest ved højest saltholdighed og lavest vandtemperatur. Overfladevandet er derfor normalt mindre salt end bundvandet. Samtidig er det jo det lettere og i sommerhalvåret varmere overfladevand, som modtager spildevandet fra de flydende havbrug.

Det er således overfladevandet, som er mest påvirkeligt af vinden. Overfladevandet, som derfor kan bringe forureningen hurtigt både den ene og den anden vej. I perioder desværre også indefter mod kysterne, hvor vi ikke ønsker det blandet op med vort badevand.

Vi kan sagtens opleve perioder med en netto udgående strøm af tungt bundvand, mens den lettere overfladestrøm går den stik modsatte vej.

Havet sletter således langt fra alle spor. Forureningen fjernes således langt fra helt. En stor del af den deponeres omkring de havbrug, der udleder den. Nord, syd, øst eller vest for udledningsstedet. Alt efter hvor strømmen fører forureningen hen. Styret af vind og tidevand.

Men efter os kommer som bekendt syndfloden, og den skal nok rydde op efter havbrugene!

Det er bare dumt at vente så længe…

Strømmen i de indre danske farvande er yderst kompleks og går både nordpå og sydpå. For hver fire kubikkilometer vand, der løber nordpå, løber de tre tilbage igen. Havet sletter derfor ikke alle spor.

Samtidig skifter strømhastigheden mellem overflade og bund. Og endelig styrer vind og tidevand også strømretningen.

Kommentar fra Nej til Havbrug: Ingen tvivl om, at Dansk Hydraulisk Institut (DHI) er taknemmelige over de 3,8 millioner kroner, som Esben Lunde Larsen gavmildt tildelte dem. Med det ædle formål, at DHI skulle udpege de bedst egnede steder til de af regeringen planlagte havbrug. Med fokus på havmiljøet.

Det kom der en fin rapport ud af: 36 sider med mange diagrammer og mange referencer. Men det er alligevel ikke meget indhold, man får for 3,8 millioner skatteyderkroner. Og konklusionerne af de mange tal og grafer bliver ikke brugt til meget. På side 22 i rapporten kan man nemlig læse følgende:

“På grundlag af ministeriets kommunikation med havbrugerne er det besluttet, at et egnet område ikke må være mere end 30 km fra en havn, hvor der forventes at være tilstrækkeligt gode havnefaciliteter”. Citat slut. Miljøet kommer således klart i anden række.

Man kunne have sparet millioner af skattekroner, hvis man blot havde tegnet en 30 km cirkel rundt om eksisterende havne. Set i det lys ligner de 3,8 millioner kroner mest af alt en gavmild gave fra et ministerium, som havde brug for moralsk rygdækning, der lugter bare lidt af miljø.

Og det gør ingen af de planlagte havbrug. De lugter af maksimal forurening og simpel profit til en lille håndfuld havbrugere og deres venner i Folketinget. De lugter af groft misbrug af 9 milliarder skattekroner, som hidtil er blevet brugt på en bedre spildevandsrensning.

Til rensning af et nødlidende Kattegat, som nu så skal forurenes igen af nye havbrug.

Det giver ingen mening. Skatteborgerne er til grin for egne penge.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.

www.nejtilhavbrug.dk

Havbrug truer kystturismen

“Massive udvidelsesplaner for havbrugsindustrien med 37 ansøgninger om havbrug ud for Djursland, Anholt og Gilleleje truer både havmiljø og turisme.

I zone A, som den udpegede zone ud for Gilleleje hedder, ligger der pt fire ansøgninger fra fire havbrug om etablering. Samlet set vil de udlede 500 ton kvælstof og 50 ton fosfor samt medicin- og foderrester direkte og urenset ud i havmiljøet.

Bæltet i Kattegat, hvor de i alt otte zoner er udpeget, ligger præcis ud for landets suverænt største sommerhusområder. Områder, hvor tusindvis af gæster hvert år strømmer til. Regeringen og støttepartierne gambler således ikke blot med havmiljøet, men også med tusindvis af arbejdspladser.

På Djursland udtaler turismedirektør Flemming Rasmussen, at han frygter, at turister fravælger Djursland som feriemål, hvis der etableres havbrug ud for kysten:

“Der er ikke nogen turister eller gæster, der tager på ferie eller vil bade, hvis vandet er grønt.”

På Djursland genererer turismen hvert år omkring 2.500 arbejdspladser, der resulterer i indtægter i omegnen af to milliarder kroner. Lægger man hertil landets største sommerhusområder, som Nordsjælland huser, spilles der hasard med enorme summer og potentielle tab af arbejdspladser, som langt overstiger de henimod blot 50 nye arbejdspladser, vækstplanerne for akvakultur-sektoren lover.

“Syddjurs’ største rensningsanlæg udleder under én procent af det, ét stort havbrug gør.”

Som djurslænding kender jeg ikke de eksakte tal for udledninger og spildevandsrensning fra Gribskov, men jeg kan fortælle, at Syddjurs’ største rensningsanlæg udleder under én procent af det, ét stort havbrug gør. Hertil kommer havbrugenes udledninger af medicin- og foderrester, kobber med videre.

Tre vandmiljøplaner har siden midten af 80’erne kostet samfundet over ni milliarder kroner, og i spildevandsplanen for Gribskov 2018-2020 fortsætter man de store investeringer for

“at sikre en miljørigtig, målrettet og langsigtet planlægning af indsatsen og udgifterne på spildevandsområdet til gavn for miljøet og kommunens borgere”.

Havbrugsplanerne gør dermed også grin med samfundets milliardinvesteringer i spildevandsrensning fra landsiden for netop at skåne vand- og havmiljøet.

De udpegede zoner dækker et areal på op imod 100 kvadratkilometer og vil få store konsekvenser også for det marine liv. Havbunden under havbrugene slammer til og dør, og forarmningen vil sprede sig til de omkringliggende områder. I ansøgningerne fra havbrugene formulerer de selv risikoen således:

”Påvirkningen vil variere over året med peak i sommer- og efterårsmåneder. Alt efter strømforholdene i et givent år, vil påvirkningen kunne måles op til ca. 20 km fra projektets lokalitet.”

Havbrugsdrift i Kattegat sker primært med henblik på ørredrognen Sujiko, som sælges til det japanske luksusmarked. Ørrederne opfedes sommeren over og “høstes” til efteråret, hvor japanske gæstearbejdere flyves ind for at udtage rognen. Det tør man ikke overlade til dansk arbejdskraft.

Der er således et sammenfald mellem højsæsonen for turister og maksimal produktion og maksimal udledning fra havbrugene, som yderligere forværrer forholdene.

Spørgsmålet om rimeligheden i, at Kattegat skal lægge havmiljø til japanske luksusprodukter og japanske arbejdspladser, presser sig også naturligt på. Fremfor en blomstrende kystturisme risikerer vi at ende med blomstrende algesuppe i de berørte områder. For sommerhusejere og fastboende betyder det både tab af rekreative områder og tab af værdier.

En lang række organisationer og enkeltpersoner lige fra landbruget og erhvervsfiskerne til Greenpeace, DOF, Jægerforbundet og Danmarks Sportsfiskerforbund, FSK, Levende hav og naturligvis også vores lokalt udsprungne havbrugsforening BLAK, som jeg her repræsenterer, er aktive for at bevare et rent Kattegat uden havbrug.

Vi takker for invitationen til borgermødet i Gilleleje og ser frem til et endnu bredere samarbejde for at bevare havmiljøet, vores Blå Flag og rene kystvande.”

Nina Bjarup Vetter

Formand for havbrugs-modstandsgruppen BLAK på Djursland

Artiklen er et debatindlæg i Gribskov Lokalavis den 27. juni 2018

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.

www.nejtilhavbrug.dk

Relaterede artikler om havbrug: