Tag-arkiv: forurening

Chatonella vender tilbage

“Sig goddag til Chatonella”. Sådan lød titlen på en artikel, jeg skrev tilbage i 2012, men som pludselig blev aktuel igen i december 2019. Læs gerne artiklen for baggrundsviden om denne såkaldte 10/10-alge. Link nederst på denne side.

I december 2019 og i den stærkt forurenede Horsens Fjord gik det nemlig helt galt for de mange tusinde fisk, som var indespærret i havbrugene her. De kunne ikke flygte, men døde af den genkomne dræberalge, der pludselig blomstrede op. På et uventet tidligt eller sent tidspunkt af året.

Chatonella eller Pseudochattonella, som denne vinteralge kaldes, plejer nemlig kun at blomstre op om foråret. Havbrugerne påstod, at den måtte være blæst ind fra Nordsøen i det sene efterår – med en tunge af tungt saltvand, som skal være trængt hele vejen ind fra Nordsøen og ned gennem Kattegat for til sidst at havne ud for Horsens Fjord, hvor den så slog til.

Det er dog langt fra alle, der tror på den forklaring. Et andet og langt bedre bud kunne være, at vandmiljøet i Lillebælt i forvejen balancerer på randen til en katastrofe – efter mange års forurening med næringssalte fra landbrug og havbrug.

De alt for mange næringsstoffer i vandet her giver algerne optimale forhold for vækst. Chatonella har været der hele tiden. Den har blot ventet på de rette forhold til en meget sen efterårsopblomstring. Ingen andre steder end i Horsens Fjord blev der rapporteret om tilsvarende problemer med algeblomst og fiskedød. 

Det kunne man ellers med rette have forventet, hvis algerne som påstået skulle være kommet langt fra nord. Da ville de jo have passeret Djursland og Århus Bugt, før de nåede til Horsens. Men heroppe blev der ikke rapporteret om problemer. Kun i Horsens Fjord var forholdene optimale i det stærkt forurenede vand fra havbrugene.

Havnebranden i Fredericia

Vi må dog ikke glemme de knap 3.000 tons kvælstof, der slap ud i Lillebælt ved havnebranden i Fredericia tilbage i 2016. Udslippet svarede til 5 procent af det samlede danske kvælstofudslip. På ét sted og på én gang. Det måtte gå galt, og det gjorde det. 

De store mængder højaktivt kvælstof – af fagfolk kaldet “gødningsvand” – drev med strømmen frem og tilbage i Lillebælt. Først den ene vej og så den anden. Esben Lunde Larsen (V) afviste efterfølgende, at dette massive udslip kunne eller skulle have nogen betydning for den samlede tilladte udledning, som regeringen allerede havde lagt sig fast på via Landbrugspakken. Det var et engangstilfælde, vi og vandet bare måtte leve med.

Også Dansk Hydraulisk Institut (DHI), der jo også udpegede “egnede” områder for Esben Lunde Larsens (V) nye planlagte havbrug i det allerede dengang nødlidende Kattegat, frikendte efterfølgende det massive udslip i Lillebælt for negative konsekvenser for vandmiljøet.

To år efter udslippet. Det er, som hvis politiet dukker op på gerningsstedet to år efter en forbrydelse. I en rapport, der myldrer med ord som modeller, estimater og vurderinger. Frikendelsen skete således på et ganske spinkelt grundlag, og prisen – den kender vi heller ikke.

Det sydlige Lillebælt og den vestlige Østersø er i dag blottet for liv mange steder. Det har fiskerne længe sagt, og det har DR for nylig dokumenteret på film. Det ses rigtig trist ud på bunden.. Om det så er dette ene udslip eller mange års konstant forurening fra landbrug og havbrug eller en kombination heraf, der er årsagen, er uvist. 

Forureningen fra Hjarnø

Vi må heller ikke glemme det politianmeldte Hjarnø Havbrug, der ifølge COWI selv har udledt tre-fire gange så meget kvælstof til Lillebælt, som de havde tilladelse til. Med en 3-cifret millionprofit som resultat. Og måske har de gjort det gennem adskillige år, da der ingen kontrol har været fra Hedensted Kommune. 

Branchen havde derfor desperat brug for at give et “naturfænomen” som indtrængende alger skylden for det fiskedrab, man selv har haft og stadig har en meget stor aktie i.

Præcis som det jo var et andet bekvemt “naturfænomen” – nemlig helt ekstraordinære strømforhold – der gjorde, at de 3.000 tons kvælstof fra havnebranden i Fredericia ikke resulterede i nogen “påviselig skade” på vandmiljøet i Lillebælt. I hvert fald ikke vurderet af Dansk Hydraulisk Institut (DHI).

Endelig fik vi jo rekordmegen regn i det pågældende efterår. Regnen skyller mere ferskvand ud i fjordene og ved kysterne. Regnvandet bringer kvælstof og fosfor med sig, som algerne lever af.

Imod dette taler dog, at Chatonella ikke begunstiges af store mængder ferskvand. Den er jo er en såkaldt 10/10-alge, der holder af koldt vand (max 10 grader) med en vis saltholdighed (min 10 promille). 

200.000 fisk og 200 kg antibiotika

December måneds opblomstring af Chatonella ramte ikke områdets vilde fisk, der givet har kunnet flygte – modsat de indespærrede havbrugsfisk. Algen et dog lige så dødelig for vilde fisk som for tamme. Blot har vildfiskene altså muligheden for i tide at søge væk fra inficerede områder.

Det samlede tabstal fra Horsens Fjord er siden gjort op til mere end 600 tons store og slagteklare regnbueørreder. Det svarer til i omegnen af 200.000 fisk.

Til at producere disse fisk blev der – ud over det forurenende foder – brugt mere end 200 kg aktiv antibiotika. Til ingen verdens nytte.

Men til stor mulig skade for vandmiljøet, hvor farlige bakterier har fået ekstra gode chancer for at udvikle resistens over for de anvendte antibiotika.

© 2020 Steen Ulnits


⌘ Sig goddag til Chatonella

Åbent brev til Maria Gjerding

I forbindelse med kampagnen RedHavet.nu, som er venligt sponseret af VELUX Fonden med 5 millioner kroner, har der været en del debat om kampagnens mål og midler.

Som mangeårigt medlem af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der deltager i kampagnen, er jeg stødt på flere problemstillinger, der har optaget såvel mig som andre DN-medlemmer.

Efter flere forgæves telefoniske henvendelser forfattede jeg følgende brev til DN’s præsident Maria Gjerding og bad om uddybende oplysninger:


“Kære Maria:

Jeg har et par gange prøvet at få fat i dig på telefonen, men uden held. Derfor denne mail.

Vore veje krydsedes ellers kort på Jernhatten hin mindeværdige dag, hvor vor nye miljøminister Lea Wermelin gav de nye havbrug i L111 dødsstødet. Jeg skriver nu til dig dels som et menigt DN medlem, dels som fiskeribiolog og underviser.

Jeg er en af dem, der ihærdigt og på alle fronter har bekæmpet flere og større havbrug, lige siden Dan Jørgensen (S) foreslog dem i 2014. Senest via miljøforeningen BLAK’s website nejtilhavbrug.dk, der allerede i sine første otte måneder på nettet rundede de 50.000 besøgende. Det har været et felttog med mange frontkæmpere. Og en foreløbig sejr med endnu flere herrer.

Jeg har naturligvis skrevet under på den nye RedHavet.nu kampagne, for hvem kan ikke støtte disse gode målsætninger. Jeg er dog allerede flere gange løbet ind i et forklaringsproblem, som jeg gerne vil høre din og DN’s mening om:

Miljømediet Kaninen Katrine fra Endelave har jo i høj grad lagt grunden til standsningen af L111. Kaninens afdækning af de mange ulovligheder inden for branchen har gjort det meget nemmere for den nye regering at gribe ind.

Undervejs har Kaninen Katrine imidlertid også afdækket forhold, der gør det langt sværere end tidligere for mig som biolog og underviser at forklare og forsvare DN’s deltagelse i kampagnen – sammen med WWF Verdensnaturfonden.

Med den ene hånd vil kampagnen redde havet og beskytte det mod forurening. Et nobelt formål. Mens WWF med den anden gavmildt, men mod behørig betaling deler ud af ASC-mærker til certificering af stærkt forurenende havbrug som værende “bæredygtige virksomheder”.

Dem nævner man da heller ikke med ét eneste ord i kampagnen. Er de mon fredet af WWF, hvis Fiskeguide har vist sig at indeholde flere decideret havbrugsvenlige fejl?

Kaninen Katrine har efterhånden fået rigtig mange følgere. Antallet stiger støt og ikke kun på Endelave, men over det ganske land. Kaninen fortæller videre, at DN’s præsident sidder i præsidiet for selvsamme WWF Verdensnaturfonden. Og det er jo dig.

Netavisen piopio.dk har næsten samtidig kunnet fortælle den undrende verden, at WWF’s bestyrelsesformand Nils Smedegaard Andersen (tidligere Mærsk) også har en post i oliegiganten BP’s bestyrelse. Og BP er jo ikke ligefrem kendt for klimavenlige løsninger. Og så videre.

Det hele falder jo desværre i sidste ende tilbage på DN, og jeg har efterhånden svært ved at forklare læsere, seere, tilhørere og elever, hvordan det dog kan hænge sammen. Om man på én og samme tid kan modtage Velux-miljømillioner og blåstemple forurenende havbrug?

I min daglige omgang med folk og fiskere på såvel Djursland, hvor jeg har sommerhus, som ved Gudenåen, hvor jeg bor, støder jeg i stigende grad på både forundring og frustration over dette. Der tales om både “blodpenge” og korruption i DN, hvilket oprigtigt bekymrer mig.

Flere udtrykker sågar i bramfri vendinger, at de ikke vil være medlem af DN længere på disse præmisser. At de som flerårige modstandsfolk i første række i kampen mod havbrug føler sig til grin for egne penge. At kampagnen for dem er en våd klud i hovedet.

Det er jeg som mangeårigt medlem af DN rigtig ked af at høre. Og det er i stigende grad svært for mig at forklare andre, både DN-medlemmer og ikke-medlemmer, hvad der lige sker.

Det skulle derfor glæde mig rigtig meget, om du kunne hjælpe med fakta, der kan hindre en mulig kommende medlemsflugt. For vi har jo mere end nogensinde brug for DN.

Med venlig hilsen,
Steen Ulnits”

Citat slut


Info: ASC står for “Aquaculture Stewardship Council”, som er en mærkningsordning udarbejdet af WWF og Dutch Sustainable Trade Initiative tilbage i 2010.

Organisationssekretær i Danmarks Naturfredningsforening, Mads Peter Aagaard Madsen, har svaret:

“Maria er orienteret om din henvendelse fra d. 19. september og et svar er under udarbejdelse. Du kan forvente svaret i løbet af nærmeste fremtid”.

Det ser vi frem til og skal nok bringe svaret her.


“Hos VELUX er ansvarlighed og transparens i højsædet!”

Det skriver fonden i en præsentation af sig selv.


Efterskrift: Der kom, som desværre nok forventet, aldrig noget svar fra Maria Gjerding.

Mens vi venter på det svar, som tilsyneladende aldrig kommer, kan vi med fordel se nedenstående skræmmende dokumentarfilm om det samme triste emne:

Salmonopoly


Folkene bag kampen

Medierne har været svære at engagere i spørgsmålet om forurenende havbrug i Kattegat. Men med den nye miljøministers nej til flere havbrug gik det rigtig meget bedre med interessen.

“Det er folkebevægelser på Djursland, der har forhindret nye havbrug.” Det skriver miljøjournalist Flemming Seiersen på webmediet gylle.dk

“Det er takket være en flere-årig og indædt modstand fra folkelige bevægelser på Djursland, at oprettelsen af nye havbrug nu stoppes. Der kommer ingen nye havbrug, og de nuværende 19 bliver måske helt lukket eller flyttes på land. Det oplyste miljøminister Lea Wermelin på et netop afholdt pressemøde den 26. august.

Men det hele startede med miljøbevægelsen BLAK (opkaldt efter en stor sort sten ud for Jernhatten på Djursland). Og det blev i 2016 fulgt op af en ny bevægelse, ”Nej til Havbrug”, der indtil nu har indsamlet 16.000 underskrifter mod nye havbrug. De var samtidig et ja tak til en Maritim Nationalpark Kattegat.

Efterhånden kom Syddjurs og Norddjurs kommuner med sammen med Samsø Kommune. Hvis der var blevet lavet nye havbrug, ville det have kostet Djursland dyrt med arbejdspladser – ikke mindst i turistindustrien. Her er der 2.000 arbejdspladser på Djursland. Og nu er resultatet der så:

Ingen nye havbrug, som den tidligere borgerlige regering ellers havde lagt op til med Lov nr. 111. Den bliver nu ophævet af miljøministeren hurtigst muligt,” slutter Fleming Seiersen.


Vor nyslåede miljøminister Lea Wermelin (S) skar igennem med et klart nej til flere eller større forurenende havbrug. 

Lokale Nina Bjarup Vetter, formand for miljøforeningen BLAK, startede kampen mod nye havbrug ud for Djursland i 2016.


Logoet, der i 2016 satte havbrugene på dagsordenen. Tegnet af den dygtige lokale kunstner Niels Willum Andreasen.


Efter mange foredrag fik Steen Ulnits de forurenende havbrug på dagsordenen i to halvtimes TV-programmer.

Lokale Carsten Strandberg brændte så mange protestbål på stranden ved Glatved, at TV2 Østjylland kom ud og dækkede det.


Med truslen fra de forurenende havbrug drevet over, koncentrerer man sig lokalt om at få etableret en Maritim Nationalpark.


Borgmester i Norddjurs kommune, Jan Petersen (S), så tidligt, at havbrugene kunne udgøre en trussel mod kystturismen.

Borgmester i Syddjurs kommune, Ole Bollesen (S), overtog posten som havbrugsmodstander efter sidste kommunalvalg.


Organisationer og foreninger

Mange organisationer engagerede sig tidligt eller sent og mere eller mindre i kampen mod de forurenende havbrug. Her et repræsentativt udvalg af involverede organisationer – i alfabetisk rækkefølge:

  • Beredskab Rent Kattegat
  • Danmarks Jægerforbund
  • Danmarks Naturfredningsforening 
  • Danmarks Sportsfiskerforbund
  • Endelave Hav- og Dambrug Nej Tak
  • Enhedslisten
  • Greenpeace
  • Kaninen Katrine fra Endelave
  • Landsforeningen Levende Hav
  • Lystfiskeri Østjylland
  • Miljøforeningen BLAK
  • Nordsjælland imod Havbrug i Kattegat
  • REE Park Safari
  • Socialistisk Folkeparti
  • Stop Havbrugssvineriet i Danmark

Hertil skal lægges et utal af enkeltpersoner og politikere, som alle på den ene eller anden måde har arbejdet i den gode sags tjeneste. Det være sig lokalt, nationalt eller internationalt. Nogle har gjort det anonymt – andre med navns nævnelse.

Nogle bidrog fysisk til kampen mod havbrug – andre økonomisk. Nogle var aktive, mens andre støttede passivt. Nogle kom på lokalt eller landsdækkende TV – andre ikke. Alle skal de have den allerstørste tak for indsatsen.

Miljøforeningen BLAK har til dato indsamlet 16.000 underskrifter mod havbrug i Kattegat. Underskrifterne var samtidig et ja tak til en Maritim Nationalpark Kattegat.


Screenshots: DR1 og TV2 Østjylland

Logoer: Miljøforeningen BLAK

© 2019 Steen Ulnits


⌘ ⌘ ⌘

Læs hele miljøminister

Lea Wermelins (S) nej til flere forurenende havbrug 

i denne artikel.

⌘ ⌘ ⌘


 

 

 

 

 

 

Det grønne skæbnevalg

Efter fire års rædselsregime for miljøet med først Eva Kjer Hansen (V) og siden Esben Lunde Larsen (V) som ansvarlige ministre stod alt på spil ved folketingsvalget i 2019.

Der måtte ryddes op i virvaret af vindmøllevenner, kvotekonger, havbrugere og andet godtfolk, som siden det foregående valg havde lagt sig grundigt i ske med ministre og embedsværk – eller sågar var hoppet i badekarret sammen med Bubber. Den regerende del af det danske folketing havde nået et hidtil uset bundniveau, hvor flere italienske og græske politikere efter sigende overvejede en studietur til Danmark – for om muligt at lære helt nye tricks…

Anyway. Det gik heldigvis godt. Regeringen blev sat af pinden, og den nye regering lovede om ikke guld så i hvert fald grønne skove. Og en klimapolitik, der både kan og skal holde den globale opvarmning i ave. Men inden det nåede så vidt, var der lige nogle nye spørgsmål, som vælgerne måtte tage stilling til:

Lige pludselig var klimaet nemlig kommet på alles læber og partiernes dagsorden. Greta Thunberg, en 16-årig svensk skolepige, havde strejket i protest mod politikernes manglende stillingtagen til det klima, som var hendes og ikke deres fremtid. Runkedorerne i dansk politik fnyste og havde kun foragt til overs. De yngre var lidt mere usikre.

Selv hendes egne partifæller så i hvert fald beskæmmet bort, da Pia Kjærsgaard (DF) op til valget skærpede skytset og fyrede den om klimatosserne af – afventende det bifald, der aldrig kom. Nok det største politiske selvmål til dato fra nogen partileder. Så meget ude af trit med virkeligheden og så endda som formand for Folketinget. Tsk… 

Midt under valgkampen lod daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så en bombe af de lidt større springe: Han foreslog i ren desperation, at han gerne ville gå i regering med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen – hvis bare han så mindeligt måtte forblive statsminister. For enhver pris. Den røde lejr tog tælling et kort øjeblik.

For historien viser jo, at Venstre og Socialdemokratiet på mange måder står hinanden nær og meget ofte stemmer for de samme ting. Eksempelvis flere forurenende havbrug. Eller fortsat brug af diverse sprøjtegifte, som ellers måtte være på vej ud. Heldigvis besindede Mette Frederiksen sig og lovede, at hun ville være en ren rød regeringsleder.

Der blev undervejs i valgkampen lukket varm luft ud i lange baner. De samlede danske CO2-udledninger var i 2018 godt fem millioner ton højere, end regeringen selv havde forventet. Fortsætter vi denne kurs, skal Danmark 7-doble hastigheden i indsatsen efter 2030 for at nå klimamålene. Det viser beregninger fra organisationen CARE. 

– Det er ikke tilfredsstillende, indrømmede klimaminister Christian Lilleholt (V). Han mente dog, at man skal se på det lange seje træk, hvor vi arbejder frem mod klimaneutralitet i 2050. Det virkede på en eller anden mærkelig måde om noget, man havde hørt rigtig mange gange før?

Et af omdrejningspunkterne i valgkampen blev for mange lov L 111 om flere forurenende havbrug i det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret. Hvor der kun er grådighedsrum og intet rådighedsrum. Det hele startede med daværende fødevareminister Dan Jørgensens (S) totalt ugennemtænkte forslag fra 2014 om udvidelse af den danske akvakultur – med flere nye forurenende havbrug.

Da miljømålet i den næstfølgende regering pludselig stod gabende tomt, kunne den nye fødevareminister Esben Lunden Larsen (V) elegant trille bolden over stregen med vedtagelsen af den omstridte lov L 111, der pludselig gav Venstres mange venner i havbruget muligheder for at score nye nemme millioner. Uden rensning af spildevandet. Flere åbne kloakker direkte ud i Kattegat.

Alternativet ønsker at se sig selv som et miljøvenligt parti, der skal redde verden. Desværre flyver og farer de selv mere, end godt er. Verden rundt. Medierne gik i dybden med det alternative partimedlem Carolina Magdalene Maiers mange rejser – hvilket ledte til kåringen af hende som årets helt store rejsedronning. 

Kåringen skete på baggrund af de mange fotos og rejsebeskrivelser, hun selv havde lagt op på Facebook. Heriblandt partifester i Paris og dykkerrejser til Mellemøsten. Stik modsat hendes opfordringer til danskerne om, at de skulle lade være med at tage flyet og i stedet holde klimavenlig ferie hjemme i Danmark. Hykleri hedder det vist. Og det straffes af vælgerne. Caroline Maier røg ud af Folketinget med et brag.

Ovenstående påstand hoppede danskerne alligevel ikke på. Men tænk, at Carsten Bach (LA) som uddannet geolog kunne få sig selv til at sige det – i en tid, hvor det ene nye pesticid efter det andet tikker ind på tavlen. Hentet op fra netop det danske grund- og drikkevand. Som resultatet af mange års hjernedød brug af pesticider, hvis langsigtede egenskaber ingen anede eller aner noget om. Men som myndighederne alligevel godkendte – og på ufattelig vis stadig godkender.

Der blev da også helt stille i forsamlingen, da Carsten Bach netop havde fyret ovenstående svada af. For sagde han virkelig det? Vælgerne kvitterede efterfølgende for hans påstand ved at sende ham lukt ud af Folketinget. Her kan han fortsat rådgive danskerne om det sunde danske grundvand – nu blot i privat regi.

Det var de Konservative, der fik væltet Eva Kjer Hansen (V) af pinden som fødevareminister, da hun præsenterede den usandfærdige Landbrugspakke som dikteret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Det var Rasmus Jarlov (K), der gennemskuede bedraget og fik afsat fødevareministeren.

Men det var selvsamme Jarlov, som blev helt stille, da de Konservative først var kommet i regering og han selv havde fået stillet en ministerbil til rådighed. Plus naturligvis ministerløn og ministerpension. Så stemte Rasmus Jarlov gladeligt for både Landbrugspakken, som han ellers havde taget afstand fra, og lov L 111 om flere forurenende havbrug. Så meget for de Konservative som Blå Bloks grønne stemme…

Som valgkampen skred frem, blev selv de borgerlige partier mere og mere grønne. Ja, de kappedes nærmest om at love bedre miljø og flere grønne elbiler – med Lars Løkkes halve million som den foreløbige vinder af budrunden. – Hvad gør man ikke for at vinde et miljøvalg, når man er totalt bagud på point efter fire år med totalt modsatrettede handlinger? Med tiltag på tiltag til direkte skade for miljøet?

Det hjælper jo heller ikke på partiets grønne image, når ens egne interesseorganisationer – Bæredygtigt Landbrug samt Landbrug & Fødevarer – trækker i stik modsat retning. Eksempelvis ved at gå til domstolene for retten til også fortsat at sprøjte pesticider ud over sårbare drikkevandsboringer. Endnu et skud i foden med giftsprøjten.

Enhedslisten manifesterede sig under hele valgkampen som et seriøst parti, man ville kunne regne med i en kommende mulig regeringssammenhæng. Trods partiets ellers meget dårlige erfaringer med den tidligere Røde Regering, der jo blev styret fra det Sorte Tårn af den Blå Bjarne. – De pisser på os, sagde en vred Johanne dengang.

Det viste sig, at Pernille Skipper var en værdig arvtager for stemmeslugeren Johanne Schmidt Nielsen. Mange havde ellers frygtet for resultatet af Enhedslistens ganske sunde regel om, at man kun kan sidde et vist antal år i Folketinget – inden det er ud af vagten og ind med en anden. Skipper klarede imidlertid magtskiftet på forbilledlig vis. Med miljøet højt på dagsordenen.

Det ville de, og Danmark har igen en miljøminister som alle andre civiliserede lande. Det var ellers et rigtig smart træk eller trick, da Lars Løkke reelt nedlagde det for landbruget så besværlige Miljøministerium – ved at underlægge det landbrugets Fødevareministerium. Da Eva Kjer Hansen (V) først var væltet, kom den rettroende Esben Lunde Larsen (V) til.

Han fortsatte arbejdet med at nedbryde miljøet og kontrollen med det. Han trak dele af Miljøstyrelsen helt ind i ministeriet og undgik derfor behændigt mulige krav om aktindsigt. Og hastebehandlede så ellers vennernes sager om fiskekvoter og havbrug. Vi har aldrig set noget lignende i Danmark. Nu skal den nye miljøminister Lea Wermelin (S) så forsøge at genoprette tilliden til både Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen. Det bliver svært.

Ud over slutspurtens klimatosserier fra Pia Kjærsgaard, så gjorde Dansk Folkeparti sig i hele valgperioden skyldige i total ansvarsfraskrivelse. Efter et rekordgodt valg var der ellers muskler og stemmer nok til at gå i regering, men det turde DF bare ikke. Måske de hele tiden frygtede FELD og MELD og Messerschmidt. Vi ved det ikke.

Partiet blev i hvert fald hængende ude på sidelinjen, hvorfra man mente at kunne få flest DF mærkesager igennem. Men vælgerne var skuffede og straffede DF hårdt ved valget. Ikke mindst de DF’ere, der havde ført sig frem som varme fortalere for flere forurenende havbrug, blev sat fra bestillingen efter et rekorddårligt valg, der halverede Dansk Folkeparti.

Dette gjaldt i særlig grad værtshusparret fra den nordjyske by Mariager, Pia Adelsteen (DF) og Kim Christiansen (DF), som begge havde været blandt de varmeste fortalere for flere forurenende havbrug ud for Djursland. Det lå jo tilpas langt fra Mariager Fjord. Ikke mindst Pia Adelsteen deltog meget aktivt i debatten og opbakningen til Esben Lunde Larsen.

Begge røg de ud efter valget – ud af Folketinget og tilbage til værtshuset i Mariager. En skæbne, de måtte dele med bror-søsterparret Anders Samuelsen (LA) og Merete Bock (LA), der begge røg ud sammen med førnævnte partifælle Carsten Bach. Det gav lidt frisk luft i Folketinget – og partistifter Samuelsen en del at tænke over.

Men ikke kun regeringspartierne blev straffet. Det gjorde også Alternativet, som foretog en sidste besynderlig handling op til valget:

Partiet opstillede en storforurenende havbruger, som netop var taget i at fuske med sine “økologiske” ørreder. Fisk, der havde været på afgiftning og tvangsøkologisering i Storebælt efter en malakitgrøn og giftfyldt barndom i Jylland.

Havbrugeren fra Bisserup kom ikke ind. Alternativets Christian Poll, som aktivt forsvarede opstillingen af den storforurenende havbruger til Folketinget, røg selv ud efter valget. Med sig fik han det lidet attraktive hashtag #ExitPoll. 

Flugten til Amerika

Det var dog billigt sluppet sammenlignet med det totalexit, som overgik Esben Lunde Larsen (V) før valget. Han fik først frataget Fiskeriministeriet, som han ikke formåede at bestyre. Og siden Fødevareministeriet, da skeletterne for alvor begyndte at rasle ud af skabene også her.

Esben Lunde Larsen valgte endda at droppe både ministerium og politikerkarriere, da han nærmest overnight flygtede over Atlanten – til et beskyttet arbejde i en grøn (!) amerikansk tænketank støttet af den danske stat. Skatteyderbetalt.

Så jo – det var bestemt ikke noget kedeligt valg. Og heldigvis så endte det jo lykkeligt for den trængte danske natur og det hårdt pressede danske vandmiljø.

Med en rød regering, der har lovet at være grøn.

Det må vi holde den fast på!

© 2019 Steen Ulnits


Du kan finde mig her på Instagram:

www.instagram.com/steenulnits


Og her på Facebook:

www.facebook.com/steenulnits

Havbrug – nu også på TV!

I miljøgruppen BLAK Djursland drømmer vi om en maritim nationalpark, hvor natur og miljø er i højsædet. Hvor naturen får et tiltrængt pusterum efter mange års brug og misbrug.

Men indtil en sådan nationalpark er en realitet, da fortsætter oplysningskampagnen om de forurenende havbrug, der jo bare ikke kan gøre noget for at hindre deres totalforurening af de indre danske farvande. De åbne netbure garanterer, at al forurening fra de mange tusinde fisk – foderrester, fækalier, antibiotika og kemiske hjælpestoffer – havner direkte i havet uden for burene. Til glæde for vandmiljø og vildfisk.

Det har hidtil holdt hårdt med at få gjort pressen interesseret i denne nok sidste middelalderlige produktionsmetode, hvor man tillader udledning af totalt urenset spidevand til det havmiljø, som skatteborgerne inde på land har investeret milliarder af kroner i at rense.

Men nu lysner det, og pudsigt nok startede det med intern uro blandt de politiske partier, som selv var med til at beslutte lov L111 om flere forurenende havbrug.

Først kom Liberal Alliances ungdomsafdeling i Aarhus, som var blevet skeptiske med hensyn til deres “voksne” MF’eres beslutning på tinge om tilladelse til flere forurenende havbrug. De unge indkaldte derfor til debataften om emnet. Det var jo deres fremtid, det drejede sig om – deres badevand og fiskevand. Ikke de allerede etablerede og vellønnede folketingspolitikeres.

Dernæst kom så den konservative byrådsgruppe i Aarhus, som bestemt ikke var glade for deres folketingsmedlemmers bytten sorte ministerbiler ud med flere forurenende havbrug lige uden for døren. De indkaldte derfor til en stor konference om fremtiden for Aarhus Bugt – med havbrug som første punkt på dagsordenen. Det fremsyn skal alle implicerede parter have stor tak for. Det kom der nemlig informativt fjernsyn ud af:


Den lokale ITV station var på pletten og forevigede hele konferencen, der for øvrigt blev afholdt i den spritnye og moderne Sydhavn – med direkte udsigt til Marsk Stigs gamle ø Hjelm, hvor regeringens planlagte havbrug jo skulle ligge. Det var således meget passende rammer for emnet, som den konservative byrådsgruppe havde valgt til dagen.

ITV mente efterfølgende, at der var så meget godt stof i emnet – i nogle få havbrugeres voldsomme forurening af vore fælles havområder – at det krævede hele to separate TV-programmer for bare at få emnet dækket så nogenlunde.

Det første af de to halvtimes programmer kan nu ses her på ITVs egen Vimeo-kanal. Klik på billedet herover for at blive generelt klogere på havbrug.

Og klik på billedet herunder for at se det andet mere specifikke ITV program om havbrug:


Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons. Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i de indre danske farvande. Det kan nemlig godt være, at vandstrømmen netto går fra den ferske Østersø og op gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt, inden vandet havner i først Kattegat og siden Skagerak. Inden det til allersidst når ud i den salte Nordsø.

Men inden da er vandstrømmen med vind og strøm og tidevand gået frem og tilbage rigtig mange gange. Og hver gang er der aflejret forurening, som forbliver permanent i de indre danske farvande – med Aarhus Bugt som et godt eksempel. Havet sletter slet ikke alle spor. Langt fra. En stor del af forureningen beholder vi selv – til vore efterkommere, der må slås med forurening, algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi har skabt til dem.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021. Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv for længst havde tiltrådt. Han mente, at Danmark selv måtte bestemme over sin del af det farvand, som Helcom omfatter. Esben Lunde Larsen måtte dog efterfølgende tage flugten over Atlanten til et skatteyderbetalt eksil i USA.

Lad os derfor håbe, at vor helt nye og heldigvis genoprettede miljøminister Lea Wermelin (S) føler sig mere forpligtet af aftalen og har et bedre moralsk kompas end sin nu flygtede forgænger. Og lidt mere interesse for miljøet.

Så meget vil L111’s planlagte havbrug forurene kystområderne langs Kattegat med kvælstof

Grafik: Dagbladet Information


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

https://www.skrivunder.net/nej_til_havbrug_i_kattegat__ja_til_maritim_nationalpark

 

Nej til havbrug – v. Nina Bjarup Vetter – fmd. BLAK – Jægergårdsvej 4 – 8400 Ebeltoft

Mobil 6139 4064 – Mail: blaknejtilhavbrug@gmail.com

Tilbage til indholdsfortegnelsen

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande i Danmark.

Alle indlæg står for de enkelte forfatteres egen regning.

Teksterne må frit citeres og anvendes

mod behørig kildeangivelse.

 

Maritim Nationalpark Kattegat

Det store arbejde med at oplyse både befolkning og politikere om konsekvenserne af havbrug har hjulpet. Desværre har det også hjulpet, at udledningerne til Kattegat stiger i stedet for at falde. Det betyder, at landbruget og havbruget nu står som konkurrenter til udledning af de næringsstoffer, som allerede gav grønt algevand langs kysterne sidste år. Og her står landbruget som altid stærkest, da det er langt det største af de to erhverv.

Vi ser selvfølgelig gerne, at der også reduceres kraftigt fra landsiden. For havmiljøet har det ganske skidt. Derfor arbejder vi i BLAK videre på vor langsigtede strategi om at få omdannet et stort område i Kattegat til en Maritim Nationalpark– ikke blot af navn, men også af gavn.

Det vil sige ingen råstofudvinding og sandsugning, men i stedet genopretning af ødelagte eller helt fjernede stenrev og gydepladser, så de trængte fiskebestande kan komme sig. Det vil derfor også betyde stop for kommercielt fiskeri med de altødelæggende bundtrawl og muslingeskrab.

Endelig vil det medføre en udsigtsfredning langs kysten, så tilrejsende turister også fortsat kan nyde et frit udsyn over havet – i stedet for en både larmende og forurenende industripark, som de planlagte havbrug ville være blevet. Det er turismen, der driver udviklingen i hele vort område og i kystkommunerne generelt. Og den skal der passes max på.


Åbent brev til Jacob Ellemann-Jensen

“Politikere på tværs af partiskel i både Syd- og Norddjurs kommuner er imod havbrug. Bekymringen går på de konsekvenser, algeopblomstring kan få for havmiljøet med efterfølgende iltsvind.

I øjeblikket bevæger en algesuppe sig op mod netop disse kyster, som hvert år tiltrækker i tusindvis af turister, og som med 15.000 sommerhuse er et af landets største sommerhusområder. Alene den visuelle forurening, og tabet af den uhindrede udsigt ud over havet, kan få negative konsekvenser.

Blot en enkelt sommer med algesuppe kan skræmme turisterne væk. Med en turismeskabt værditilvækst for Syddjurs på op imod en mia. kr. og 2000 årsværk kan dette blive fatalt.

Turismen har været støt stigende, ikke mindst fordi man i Business Region Aarhus har markedsført det østjyske område i fællesskab. Først og fremmest er det havet og kystvandene, som tiltrækker turisterne. Dernæst de store parker i området som ReePark og Djurs Sommerland. Disse er dog helt afhængige af, at kystvandet er klart og rent. Ligeledes tiltrækker lystfiskeri efter havørred mange turister til området.

Vi ønsker at langtidssikre områdets rekreative potentiale ved at arbejde hen imod etablering af en Maritim Nationalpark i forlængelse af Nationalpark Mols Bjerge.

I det lys ser vi, at en måde at langtidssikre, opgradere og kvalificere området på kan ske gennem etablering af en maritim nationalpark med center i området omkring Jernhatten. Vi er gået i dialog med Nationalpark Mols Bjerge, lokale politikere og lodsejere, hvis tilkendegivelser har skabt forhåbninger om at fortsætte bestræbelserne på at udvide den eksisterende nationalpark ud i kystvandene og ud omkring Hjelm mv.

Projektet med Havmøllegården er blot et af dem. Planen er, at den gamle Møllegård fra 1677 skal restaureres og åbnes for offentligheden. I samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge skal den fungere som besøgscenter, der varetager formidling af havmiljøet og det spændende kulturlandskab omkring Jernhatten.

Gården vil samtidig rumme faciliteter, som vil gøre den til et naturligt center for frilufts- og vandreturisme i området. Med en stærk lokal forankring vil projektet skabe lokale arbejdspladser og fungere som informationscenter både for turister og lokale skoleelever. Vi håber at kunne etablere et sekretariat, som arbejder for en maritim nationalpark i tilknytning hertil.

Det vil samtidig blive en station for lokale fødevareproducenter og den stigende gastroturisme, som eksisterende tiltag á la Ebeltoft Gårdbryggeri og det Grænseløse Køkken allerede har etableret.

I øjeblikket arbejder vi på at genåbne en række gamle stiforløb, så vi kan modtage og tiltrække det stigende antal vandreturister. Allerede nu er der i lokalsamfundet etableret overnatningsmuligheder, og i det hele taget forventer vi, at projektet kan skabe arbejdspladser i lokalområdet.

Alt i alt god grund til at beskytte havmiljøet og sikre nogle langsigtede løsninger, som tjener de samfundsøkonomiske interesser, og som kan skabe og fastholde arbejdspladser. Ikke mindst vil den form for turisme, som kystlandskabet og en Maritim Nationalpark kan tiltrække, være med til at udvikle lav- og skuldersæsoner.”


Brevet blev overrakt til Jacob Ellemann-Jensen, da han den 20. november 2018 som minister gæstede Djursland for at indlemme Jernhatten i regeringens nye naturkanon.

Det blev overrakt af Miljøforeningen BLAK ved Nina Bjarup Vetter, Morten Hougaard, Sofie de Magos Jensen, Anne Bregnballe og Nils Bo Rasmussen.

På vegne af www.nejtilhavbrug.dk


Se gerne disse to TV-programmer om de skadelige konsekvenser af kystnære havbrug.


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

https://www.skrivunder.net/nej_til_havbrug_i_kattegat__ja_til_maritim_nationalpark


Nej til havbrug – v. Nina Bjarup Vetter – fmd. BLAK – Jægergårdsvej 4 – 8400 Ebeltoft

Mobil 6139 4064 – Mail: blaknejtilhavbrug@gmail.com

Tilbage til indholdsfortegnelsen

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande i Danmark.

Alle indlæg står for de enkelte forfatteres egen regning.

Teksterne må frit citeres og anvendes

mod behørig kildeangivelse.

30 år med fiskeopdrættet

– Fremtid eller forurening?

Tiden går, og så længe den går godt, er jo alt, som det skal være. Og klogere skulle man jo også gerne blive med alderen – siger i hvert fald vor rockpoet CV Jørgensen.

Men det kan ind imellem være forstemmende at kigge tilbage og se, at verden på mange måder overhovedet ikke er blevet klogere. At vi overhovedet ikke har lært af vore utallige fejl. Den anden dag faldt jeg således over en af mine tidlige bøger udgivet på forlaget Munksgaard. Den har titlen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”.

Det er en forfærdende fremsynet bog skrevet for snart 30 år siden. En skolebog dedikeret til datidens undervisning i faget “Samfundsbiologi”. Det var dengang, man stadig underviste i natur og miljø på vore skoler. Emner, der siden er droslet voldsomt ned. Det ved jeg, for vi har flere folkeskolelærere i min familie, end jeg næsten kan tælle. Og de kan fortælle den samme historie. 

FAO og foderet

Anyway, jeg skrev skolebogen i en tid, hvor FAO – FN’s fødevareorganisation – netop havde udråbt fiskeopdrættet til at være fremtidens redning for de sultende befolkninger i primært Afrika. FAO havde dog ikke set, hvad fremtiden ville bringe – hvordan fiskeopdrættet ville udvikle sig. FAO havde set for sig, hvordan fattige mennesker i Den Tredje Verden skulle opdrætte fisk, som de så skulle spise selv.

Vi ved i dag alle, hvordan udviklingen i stedet er kørt helt af sporet. Hvordan et næsten eksponentielt voksende fiskeopdræt nu i stedet er ved at trække tæppet helt væk under de selvsamme og stadigt sultende befolkninger. 

Vi ved, hvordan deres korrupte regeringer er blevet bestukket til at lade udenlandske rederier fange alle de lokale fisk, som de fattige U-lande selv skulle have spist. Fangsten bliver siden til fiskemel og fiskefoder, som omdannes til luksusfisk til de i forvejen rige I-lande. Til laks og ørreder, ål og rejer. For øvrigt med et kolossalt foderspild undervejs. I dag ved vi således, at fire femtedele af foderet går til spilde, når man opdrætter laks. Kun en femtedel bliver til spisefisk.

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” for snart 30 år siden, så vi det da spirende lakseopdræt i havbrug som vildlaksens redning. Produktionen af billige tamlaks ville gøre det urentabelt fortsat at drage helt til Davisstrædet mellem Danmark og Canada for at fange vildlaksene på opvækstpladserne her. En spådom, der desværre gik i opfyldelse.

Vildlaksens redning?

Desværre, da lakseopdrættet i stedet udviklede sig til at være den nok største trussel mod vildlaksen nogensinde. Dels gør fiskeopdrættet masssive indhug i de bestande af fisk og rejer, som vildlaksen skal leve af under sin opvækst i havet. Og dels tiltrækker havbrugene millioner af havlus, som behandles med giftige kemikalier, så de slipper tamlaksene. 

Men havlusene dør ikke af denne aflusning. De slipper blot ud til vildlaksene, der som små smolt må passere forbi på deres vej mod fiskebankerne ude på åbent hav. Og det møde dør de meget ofte af. Der skal kun en halv snes voksne havlus til for at gøre det af med en lille laksesmolt. Og for havørrederne går det ligeså.

Men ikke nok med det heller. Ud over at efterlade de dybe tærskelfjorde som stendøde mudderpøle så kvitterer tamlaksene med regelmæssige udslip.

Ofte er der tale om 6-cifrede antal tamlaks, der slipper ud efter storme eller påsejlinger. Laks, der naturligvis er sultne, og som derfor tolder hårdt på de forhåndenværende fødeemner. Men desværre også laks, der på et tidspunkt bliver kønsmodne og da søger op i de nærmeste vandløb for at gyde. 

Det gør de sammen med de vilde laks, som ofte er i undertal på gydepladserne. Med det ulyksalige resultat, at der sker en genetisk udvanding af den arvemasse, som vildlaksene har været mere end 10.000 år om at udvikle. DNA, som er optimeret til de forskellige vandløb og deres karakteristika, går tabt på denne måde.

Vi ved i skrivende stund ikke, hvilken skade undslupne regnbueørreder forretter på vore hjemlige ørreder. Vi ved blot, at undslupne regnbueørreder normalt gyder senere end vore hjemlige havørreder. Og at de derfor kan grave allerede lagte ørredæg op fra brugte gydebanker.

Truslen fra dambrugene

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”, var det de hjemlige dambrug, som udgjorde det suverænt største problem i danske vandløb. Havbrugene var endnu kun i sin vorden. Dengang havde regnbueørreden netop fejret sit 100 års jubilæum i danske dambrug, og det skrev jeg fire artikler om i Jyllands-Posten, som var ganske progressive, hvad miljøet angik. Disse artikler kan du læse her under “Biologi”.

Også dengang var der problemer med dette erhverv, som mente, at de havde en gudgiven ret til at bruge alt vand i de danske åer. Alt vandet. Til at stemme åerne op og tage vandet ind i dammene, så vildfiskene ikke kunne passere forbi på deres vej mod gydepladserne.

I dag snart 30 år senere har vi fået løst langt de fleste problemer med dambrugerne ved de jyske åer. Efter flere års retssager måtte erhvervet sande, at de alligevel ikke havde retten til at bruge alt vand i de danske åer. Mange dambrug blev købt op og nedlagt af miljømyndighederne, så man ad den vej både kunne sikre vildfiskene frie passage og reproduktion. Og samtidig reducere kvælstofudslippet til åer, søer og fjorde.

Nu er det bare så meget mere ærgerligt, at problemerne blot er flyttet ud i havet – ud i åbne havbrug, som ikke har nogen som helst mulighed for at begrænse deres forurening.

Det ligger i hele princippet bag åbne havbrug, at vandstrømmen skal sikre rent og iltrigt vand til de tæt pakkede fisk, mens alle affaldsstofferne bekvemt fjernes med samme vandstrøm. Totalforurening kalder man det. En åben kloak direkte ud i vort fælles badevand og fiskevand. 

Flugten til Amerika

Vi så, hvordan danske svineproducenter – med økonomisk støtte fra staten og ofte med velkendte Venstre-politikere bag – flyttede dele af produktionen til først Polen, siden Rusland og Ukraine, hvor der stadig kunne forurenes frit. Hvor man kunne have gigantiske åbne laguner til opbevaring af de enorme mængder gylle, som grisene jo konstant leverer.

Nu senest oplever vi så, at danske havbrugere vil gøre svineproducenterne kunsten efter. De vil følge samme sti mod mere forurening og øget indtjening ved at flytte produktionen til steder som Lithauen, hvor myndighederne stadig er til at snakke med. Hvor det ser ud til at være lettere at slippe afsted med øget forurening fra et udvidet fiskeopdræt.

Vi lever i sandhed stadig i grådighedens tidsalder. Vi ved bedre, men vi vil bare ikke. Som nu landflygtige Esben Lunde så smukt og let forståeligt formulerede det, inden han selv stak af til Amerika…

2019 Steen Ulnits


Efterskrift: Jeg har stadig en kasse stående med et skolesæt af bogen. Skulle nogen være historisk interesserede, er de velkomne til at kontakte mig. Bøgerne kan naturligvis også købes enkeltvis, hvis man nu ikke lige er historisk interesseret skolelærer!

Anholt – en lille ø i Kattegat

IMG_1833

Langt ude i Kattegat – midt mellem Danmark og Sverige – ligger den lille danske ø Anholt. En ø, der nøjagtig lige så godt kunne være blevet svensk. Læs historien nederst på denne side!


IMG_1822Jomfruhummere som disse er Anholts røde guld. En gastronomisk lækkerbidsken, som øens beboere sætter stor pris på.


IMG_1834

På Anholt frygter man regeringens planlagte havbrug. Den massive forurening herfra kunne skade bestanden af jomfruhummere.


IMG_1823

Jomfruhummere er nataktive og fiskes derfor i døgnets mørke timer. Om dagen lever de nedgravet i deres gange i mudderbunden.


IMG_1824

Vejr, vind og vandstand betyder alt på en lille ø som Anholt, der er omgivet af vand på alle sider. Man holder derfor godt øje med vinden.


IMG_1835

Jomfruhummere er velsmagende og lever på dybere vand end den almindelige hummer. Og så er de som dybhavsrejerne røde i live.


IMG_2309

Tre ud af de 37 ansøgninger om tilladelse til anlæg af forurenende havbrug i Kattegat går specifikt på farvandet omkring Anholt.


IMG_1135

Totten er hjemsted for en af Danmarks største sælkolonier. Her træffer man såvel den lille spættede sæl som den store gråsæl.


IMG_1795

Totten er et langt sandet og stenet rev, der tidligere var frygtet af skibe og sømænd. I dag er Totten i stedet elsket af sæler og skarver. 


IMG_2112

Skarven er mere talrig end sælerne i sælreservatet ved Totten på østspidsen af Anholt. Der mangler tilsyneladende ikke føde.


IMG_1841

Svensk gæst i dansk havn. Havnekontoret i baggrunden – holdt i den gråsorte farve, der får husene på Anholt til at gå i ét med naturen.


IMG_1842

Dansk jord, hvis nogen skulle være i tvivl. Masser af rødhvide danske flag på en af havnens mange gråsorte bygninger.


IMG_1843

En reminiscens fra den Kolde Krig. Dengang var der tredive mand på radarstationen, som i dag er fuldt automatiseret.


5F5F8833-02F2-4AB6-800E-4C5DA28B16C2

Omgivet af vand på alle sider er lyset ganske specielt i Anholts særprægede ørken. Her vokser lav og mos og lyng på sandjorden.


D98AC4A7-CB3B-4DA2-ABAF-4965323A2478

På en klar fuldmånenat lyser lavet op som store hvide puder, der giver det hele et uvirkeligt, men meget smukt skær.


DCCF3373-3D1E-4319-8DA8-531744DD16B9

Følger man blot det gamle hjulsporer der ingen risiko for at fare vild i ørkenenMedbring alligevel godt med drikkevarer.


IMG_1858

Totten Fyr ret forude. Lys og skygge leger med hinanden i marehalmen, mens hvide skyer driver forbi over sand og vand.


IMG_1859

Man føler sig næsten som nede i en skyttegrav, når man følger kanten af klitterne mod nord – på vej mod fyret længst i øst.


IMG_1860

Hvor ørkenvejen slutter ved nummer 99, begynder fyrmesterens rige. Hans nærmest fyrstelige bolig ligger der endnu.


IMG_1878

Den gamle fyrmesterbolig er statelig. Fyrmesteren var en meget vigtig person, og det skulle hans bolig naturligvis også afspejle.


IMG_1877

En god skorsten er guld værd. Det vidste fyrmesteren, som havde mange ildsteder i sit hus. Og lige så mange skorstene på sit tag.


IMG_1879

Der skal også være plads til lidt kunst yderst ude i Udkants-Danmark. En lokal tømrer har her øst af sit kunstneriske talent.


IMG_1914

Sol, sand og saltvand – det er, hvad den lille ø Anholt består af. Masser af alle tre ting. Tilsat lidt sten og tang fra Kattegat.


IMG_1915

Rent sand og rent vand er, hvad såvel fastboende som tilrejsende holder af. Der er ingen slimede havbrugsalger på Anholt. Endnu.


IMG_1916

Et vejrskifte er undervejs. Her langt ude i Kattegat holder man naturligvis mere øje med vejret, end man gør inde på fastlandet.


IMG_1908

Havet giver, og havet tager. Her et mindesmærke over to lokale unge piger, som ikke overlevede en svømmetur fra Vesterstrand.


IMG_1907To af øens unge piger druknede ved Vesterstrand i 1891. Et hårdt slag for den lille ø Anholts også dengang fåtallige beboere.


IMG_1929Svampe er der skam også i skovbunden på kattegat-øen Anholt. Også selv om jorden er helt sandet og skovene ganske små.


IMG_1930

Myldretid på hovedgaden i Anholt by. Køretøjerne er få og ikke alle i lige køreklar stand. Denne har vist været brugt til garn.


IMG_1931

En enlig og delikat strandblomst venter som den sidste på vinterens komme. Så bliver også den begravet i sand eller sne.

 


“Living On An Island”

For omkring 10.000 år siden var det, der i dag er øen Anholt, landfast med resten af Danmark. Man kan derfor med god ret sige, at Anholt har et årtusindgammelt dansk tilhørsforhold.

Men også svenskerne kan med god ret sige, at Anholt burde være svensk. Med kun 42 kilometer ind til det svenske fastland ligger Anholt i dag tættere på Sverige end på Danmark. Ikke ret meget, ganske vist, men alligevel.

Til alt held blev Anholt “glemt”, da man i 1658 sluttede fred med svenskerne i Roskilde. Historien går nemlig, at den danske forhandler diskret placerede sit drikkekrus på søkortet, så det dækkede Anholt under grænsedragningen med svenskerne…

Anholt var i årene 1807-14 besat af englænderne, som dog behandlede de fastboende danskere ganske pænt. Alligevel forsøgte vi i 1811 – forgæves – at tilbageerobre øen fra englænderne. Forsøget kostede 40 danske soldater livet.

I dag er Anholt som bekendt atter en del af det danske rige – en ø, som i vid udstrækning er afhængig af turisterhvervet. Meget andet er der ikke at tage sig til for øens beboere, da fiskerierhvervet ikke længere kan brødføde mere end en håndfuld indfødte fiskere og deres familier.


Sejl eller flyv til Anholt

Skal man til Anholt med færge, sker det fra Grenå. Glem alt om at tage bilen med, da det hverken er velset af øens faste beboere – eller til at betale sig fra! De knap tre timer ombord på den lille færge er i sig selv en oplevelse.

Man kan også flyve til Anholt, som råder over en intermistisk flyveplads. Der flyves fast fra Roskilde på Sjælland – pudsigt nok selvsamme sted, hvor forhandlingerne om de nye grænser foregik efter krigen med svenskerne i 1658, og hvor Anholt helt blev forbigået.

Sommeren igennem flokkes turisterne i øens mange og utroligt godt gemte sommerhuse. Eller de bor på øens enlige campingplads, som derfor altid er booket helt op. Eller de lægger til med deres sejlbåde i øens enlige havn, som i sommermånederne altid er fyldt med langmastede langturssejlere fra primært Danmark, Sverige og Norge. 

Ikke færre end 60.000 turister gæster således hver sommer den lille ø midt mellem Danmark og Sverige. Til sammenligning lægger 80.000 edderfugle og 20.000 sortænder hvert år kursen om ad Anholt, hvor de overvintrer. Til stor glæde for de blot 150 fastboende mennesker.

Der er således liv og glade dage året rundt på denne specielle Kattegat-ø. Til lands og til vands.


Living On An Island / Whatever You Want / Status Quo / 1979

© Tekst og fotos: 2018 Steen Ulnits

© Grafik: 2017 Information


Kampen om Kattegat

IMG_0819

Tirsdag den 20. november gæstede fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) den kendte naturlokalitet Jernhatten på østspidsen af Djursland. Formålet med besøget var at indvie den smukke Jernhatten som en del af regeringens nye naturkanon.

Mødet og indvielsen blev imødeset med stor interesse fra lokalbefolkningen, der længe har protesteret mod de nye forurenende havbrug, som regeringen har planlagt – med daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen, sekunderet af partifællen MF Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i det storforurenende Musholm Havbrug – en af ansøgerne til yderligere forurening af Kattegat ud for Djursland.

Den lokale miljøforening BLAK benyttede naturligvis lejligheden til at fortælle ministeren om planerne for en ny marin / maritim nationalpark i farvandet ud for Jernhatten og Marsk Stigs gamle ø Hjelm. En nationalpark, der vil kunne booste kystturismen i hidtil uset omfang. Med kroner og ører i stedet for alger og iltsvind. At noget sådant ikke vil være foreneligt med en stærkt forurenende fiskeproduktion fra kilometerstore havbrug tydeligt synlige fra land.

Lokalt er der derfor massiv modstand mod nye havbrug, som vil forurene kystvandet og ødelægge mulighederne for den kystturisme, som de fattige kommuner på Djursland er så afhængige af. Ikke mindre end 2.000 arbejdspladser er der her, og de trues nu af blot et halvt hundrede nye arbejdspladser i forbindelse med de nye havbrug. Kystturismen på Djursland omsætter årligt for 2,5 milliarder kroner.

Den lokale modstand mod havbrugene er derfor massiv og énstemmig, men det har regeringen skam taget højde for. De planlagte havbrug er nemlig placeret, så de lige akkurat er uden for den 1-sømilegrænse, der markerer kommunernes jurisdiktion. Kommunerne kan således intet selv gøre for at hindre forurening af deres livsvigtige kyster. Det bestemmer regeringen suverænt. Og der vil komme forurening ind til land fra de planlagte havbrug. Masser af forurening.

Der står dog en kattelem åben rent juridisk. De selvsamme modeller, som Dansk Hydraulisk Institut brugte til at udpege egnede lokaliteter ud for Djursland, kan nemlig også bruges til at udregne spredning af forureningen fra havbrugene – i form af foderrester, fækalier, antibiotika og kemikalier. Det kom der nedenstående nedslående kort ud af:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons.

Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i danske farvande.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021.

Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv har tiltrådt:


Esben Lunde Larsen (V) om Helcom:

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip, da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det blev understreget af følgende spørgsmål i Folketingssalen – Spørgsmål nr. S 593:

– Vil Danmark fortsat insistere på retten til at øge forureningen med næringsstoffer i Østersøen på trods af modstand fra de andre Østersølande, eller vil Danmark som det sidste land nu tilslutte sig det såkaldte »allokeringsprincip 8« i HELCOM og opgive det selvopfundne »miljømæssige råderum«?

Svaret fra Esben Lunde Larsen:

“Spørgsmålet om den konkrete betydning af HELCOMs reduktionsmål for udledning af næringsstoffer i relation til havbrug, vil blive fastlagt i forbindelse med et kommende administrationsgrundlag.”


Berømte sidste ord. Esben Lunde Larsen (V) må i dag nøjes med at se på fra sit eksil i Amerika. Det skal blive spændende at se, om hans efterfølger Jacob Ellemann-Jensen (V) vil “sætte miljøet før fødevarerne”, som han jo lovede ved sin tiltræden. Eller om hensynet til havbrugsbranchen vil vægte højere end hensynet til de mange arbejdspladser i kystturismen på Djursland.

DSC_0082

Massiv lokal modstand mod havbrug ved Jernhatten


Det skal også blive spændende at se, hvad EU siger til Danmarks planer om at øge forureningen af Kattegat – i stedet for at reducere den i henhold til Vandrammedirektivet. Hvad vi jo har forpligtet os til. EU har allerede sendt en såkaldt pilotskrivelse til Danmark i forbindelse med Landbrugspakken, som også tillod et markant øget forbrug af gødning. Dette på baggrund af fiktive modeller, der overnight reducerede kvælstofudledningen til vandmiljøet med adskillige procent.

De første faktiske målinger af Landbrugspakken har imidlertid vist, at man i stedet for en reduktion på forventede 600 tons kvælstof om året har fået en øget udledning på 2.500 tons. En forskel på mere end 3.000 tons, der ikke er i vandmiljøets favør. Så er det naturligvis det helt rigtige at øge udledningen yderligere – med 800 tons fra kystnære havbrug i Kattegat.

Lad os derfor håbe, at det var miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, der gæstede Jernhatten. Og ikke havbrugsminister Jacob Ellemann-Jensen…


Jacob Ellemann-Jensen (V) er nuværende miljø- og fødevareminister. Han har overtaget ansvaret for at gennemføre sin forgængers planer om at etablere otte nye havbrug i Kattegat ud for Djurslands kyster. Med en tilladt merforurening på 800 tons kvælstof. Han har netop besøgt Jernhatten på Djursland, som skal indlemmes i regeringens kommende naturkanon.


Esben Lunde Larsen (V) var tidligere miljø- og fødevareminister, men tog pludselig flugten til USA og blev afløst af Jacob Ellemann-Jensen (V). Esben Lunde Larsen stod bag den omdiskuterede L111 lovgivning, der lancerede et fiktivt “råderum” til yderligere forurening af Kattegat. Det har senere vist sig ikke at eksistere og samtidig være i strid med Helcom-konventionen.


Jacob Jensen (V) har en lønnet bestyrelsespost i Musholm havbrug, som er blandt ansøgerne til de nye forurenende havbrug ud for Djurslands kyster. Det nu japansk ejede Musholm er tidligere af de lokale miljømyndigheder blevet betegnet som “den største enkeltforurener af Storebælt”. Jacob Jensen er nuværende finansordfører for Venstre og aktiv lobbyist for Musholm havbrug.


Placeringen af de 37 indkomne ansøgninger om nye havbrug i henhold til L111. Der er tale om otte store havbrug med en samlet udledning på 800 tons kvælstof og 50 tons fosfor med urenset spildevand til Kattegat. Hertil skal lægges medicinrester og tungmetaller.