Tag-arkiv: forurening

Alling Å Revisited

Den lille Alling Å syd for Randers blev landskendt i vinter, da jorden skred under Nordic Waste. Tusindvis af tons svært forurenet jord vandrede nedefter og lagde alt øde. Vi har genbesøgt åen et halvt år senere. Den var ikke nem at finde i det høje græs.

Vi besøgte Alling Å henholdsvis opstrøms og nedstrøms for Nordic Waste. Vi havde frygtet det værste nedstrøms jordskredet, men blev for en gangs skyld positivt overrasket:

Vi fandt ganske vist mange flere insekter og krebsdyr i åen oven for jordskredet. Men stødte alligevel på såvel ferskvandstanglopper som majfluenymfer og små signalkrebs nedstrøms katastrofeområdet. Sågar en lille stime aborrer var der.

Strømmen fører hele tiden ny fauna med sig nedefter, hvor den så forhåbentlig kan etablere sig. Nabo Henrik og jeg følger løbende udviklingen, mens Alling Å forhåbentlig finder sit nye leje i den fede østjyske muld og fiskene atter indfinder sig.

Tungmetallerne forsvinder ikke af sig selv. Barium, nikkel og kobber med flere vil være en fast bestanddel af Alling Å’s økosystem i mange år fremover.

©️ 2024 Steen Ulnits

FMC Cheminovas spildevandsudledning

– Regner Region Midtjylland og Lemvig Kommune mon eget spildevand med i FMC Cheminovas udledninger?

Bjarne Hansen, Thyborøn skriver:

“Mens vi venter på Godot. Eller rettere sagt: ”Høringen” i Folketinget den 12-6-2024 omkring DR-afsløringen af FMC Cheminovas spildevandsudledning til Vesterhavet.

Det handler om, hvordan Miljøministeriet på kreativ vis var i gang med at ”puste” udledningstilladelsen op, så den også kunne rumme de offentlige udledninger.

Det er i bund og grund en gang rod. Miljøministeren agerer, som om det kun er FMC´s processpildevand, der udgør problemet. Men sådan hænger det slet ikke sammen. I virkeligheden kan det endda være, at FMC’s processpildevand udgør den mindste del af problemet.

Problemet er efter min opfattelse ikke FMC’s processpildevand. Problemet er, at myndighederne (Miljøstyrelsen, Regionen og Lemvig Kommune) selv har store mængder forurenet grundvand, som de skal have ledt ud gennem FMC’s rensningsanlæg. Så meget, at det vælter det samlede udledningsregnskab.

Det er her, Miljøministeriets kreative miljøregnskab bliver en realitet. Her, DR 21-søndag tager dem med bukserne nede – i færd med at pynte på regnskabet, så det i tilgift også kan rumme det forurenede grundvand.

Ud over det, så har myndighederne et forklaringsproblem for flere andre udledninger af forurenet grundvand. Når det forurenede grundvand ledes gennem rensningsanlægget, bliver det ”registreret” og en del af det samlede regnskab. Og det giver myndighederne et nyt problem.

– Har FMC overhovedet en udledningstilladelse til det forurenede grundvand fra myndighederne?

Men kan man nu lede det forurenede grundvand direkte ud til havet eller fjorden, så bliver det ikke ”registreret” og kommer dermed ikke med i regnskabet – den samlede belastning af hav og fjordmiljøet.

Det ser vi eksempelvis på det forurenede grundvand, som tilgår Limfjorden fra Rønland. Altså uden om rensningsanlægget, og det er ikke små mængder – helt op til 9.000 gange over Vand Kvalitets Kravet (VKK).

Her ligger Regionen og Miljøstyrelsen lige nu i retssag om, hvis ansvar det så er. Også afværgen under Thyborøn By i Lemvig Kommune kører uden om den ”registrerede” belastning af hav og fjordmiljøet.

Grundvandet under byen bliver pumpet ”urenset” over i Thyborøn Sø, hvor man har åbnet slusen, så søens vand og dermed det forurenet grundvand har fri adgang til Limfjorden. Man udleder altså forurenet og urenset grundvand ud til Limfjorden, fra Thyborøn by via Thyborøn sø.

Derudover har vi den registrerede og/eller skønnede udsivning til Limfjorden fra Den Gamle Fabriksgrund og Depot for Tungmetalforurenet Havneslam. Det udgør tilsammen 30.000 m3 forurenet grundvand.

Den samlede tilførsel af forurening til hav- og fjordmiljøet omkring Cheminova er enorm. Vi kan derfor ikke kun koncentrere os om fabrikkens spildevandsudledning fra rensningsanlæg til Vesterhav, når vi snakker Vandrammedirektivet fra EU.

Direktivet dækker nemlig hele vandmiljøet. Både hav og fjord. Her er det derfor den samlede belastning til både Vesterhav og Limfjord, vi skal regne med.

Men det gør man ikke i øjeblikket, hverken i Miljøministeriet eller i den pågående ”høringsproces”. Og det er forkert.”

Tekst:

Bjarne Hansen

Miljøforkæmper, Thyborøn

Indlægget er bragt i Lemvig Dagblad

Foto: Steen Ulnits

Hul igennem – til grundvandet…

Vi har i snart flere år fået tudet ørene fulde af, at skandalefabrikken Nordic Waste lå sikkert placeret på en uigennemtrængelig lermembran. Den skulle beskytte grundvandet mod nedsivende giftstoffer, hed det sig.

Sådan er det desværre ikke længere. Nu har det nemlig vist sig, at der findes en åben vandboring midt inde på fabriksområdet. Inden den store fabriksskorsten blev sprængt i luften af sikkerhedsgrunde – fordi jorden var begyndt at skride og bygningerne at vælte – lykkedes det at redde pumpeudstyret.

Aktionen efterlod desværre et åbent borehul med en diameter på omkring 10 cm. Hullet nåede og når stadig helt ned til kalklaget under den beskyttende lermembran, som derfor ikke er tæt længere. Hullet har således direkte adgang til de vandførende lag og udgør derfor en reel risiko for drikkevandet. Alt det, myndighederne netop sagde ikke var tilfældet.

På samme måde har lokale beboere bidraget med oplysninger om, at der findes gravede render og nedlagte rør oppe på bakken over jordskredet – inden for fabriksområdet. Tilsyneladende også ældre drænledninger.

Nogle af disse leder vand ud fra fabriksområdet og dermed sandsynligvis også direkte ud i Alling Å, der dengang løb blot få meter fra jordskredsområdet og fabriksgrunden.

Det kniber derfor gevaldigt med at holde grundvandet frit for forurening, når der nu er et åbent hul ned i undergrunden under lerlaget. Tilsvarende kniber det også med at holde Alling Å fri for forurening fra det omgivende terræn.

Det har fået to bekymrede Randersborgere med indsigt i sagerne til at forfatte følgende læserbrev:

Systemfejl

Arrogance og mangel på respekt for vores natur og miljø

Nordic Waste-skandalen afslører grundvandsforurening trods gentagne advarsler fra borgere.

Gang på gang har bekymrede borgere og byrådsmedlemmer rejst spørgsmålet om risiko for grundvandsforurening fra Nordic Waste. Hver eneste gang blev forureningsrisikoen blankt afvist på trods af, at forvaltningen var bekendt med boringerne på Nordic Waste-grunden. Boringer, der for øvrigt fremgår af kommunens egen hjemmeside.

Konsekvent tog man Nordic Wastes forsikringer for gode varer og latterliggjorde næsten de bekymrede borgere.

Nu viser det sig, at der fra Nordic Waste-grunden er “hul igennem” til grundvandet. Hvordan kan vi som borgere overhovedet have tillid til de svar, der bliver givet i denne sag, når de gang på gang har vist sig at tage fejl?

De gentagne afvisninger af borgernes bekymringer viser en farlig grad af arrogance og mangel på respekt for vores natur og miljø. Når borgernes frygt nu endelig bliver bekræftet, efter måneder eller år med afvisninger, står det klart, at systemet er dysfunktionelt og uansvarligt.

Hvordan kunne det gå så galt? Hvorfor blev advarslerne ignoreret? Den manglende handling og den skødesløse behandling af borgernes bekymringer viser en chokerende mangel på ansvarlighed.

Er det virkelig for meget at forvente, at de, der valgt, og de, der er ansat til at beskytte vores miljø og helbred, faktisk lytter til dem, de er sat i verden for at tjene?

Det er i bedste fald ligegyldighed, der nu har bragt vores alles grundvand i fare. Det er en skandale af dimensioner, og der må trækkes klare konsekvenser.

Anker Boje, byrådsmedlem, Randers Kommune og

Henrik Leth, Skytten 118, Randers NV

Anker Boje er til daglig driftsleder på Assentoft Vandværk og som sådan professionelt bekymret for kommunens drikkevand. Henrik Leth er tidligere byrådsmedlem i Randers Kommune.

Begge har de med stigende bekymring fulgt aktiviteterne på Nordic Waste – længe før det endelige jordskred i december 2023.

Læserbrevet har været offentliggjort i Randers Amtsavis.

©️ 2024

Se de historiske billeder fra

Jordskredet ved Nordic Waste herunder:

What a Waste…

“Stanken af grådighed”

Den fantastiske historie om det store selvforskyldte jordskred og forureningen fra Nordic Waste er gået verden rundt.

Ud over danske medier som Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken og Information med flere har også udenlandske medier ladet sig fascinere af fortællingen. Heriblandt The Guardian, Washington Times og Süddeutsche Zeitung.

Sidstnævnte endda i så høj grad, at de sendte en af deres topreportere den lange vej fra München i sydtyske Bayern til Ølst Bakker syd for Randers for ved selvsyn at berette om katastrofen og jordskreddet ved “jordforbedringsanlægget” Nordic Waste.

Det kom der en interessant reportage ud af, som absolut kan anbefales. Alene overskriften vækker interessen med det samme:

“Gestank der Gier”

På dansk “Stanken af Grådighed”. Intet mindre.

Journalisten var Alex Rühle, som er Skandinaviens-korrespondent på den store tyske avis. Han havde læst om jordskreddet og set billederne. Men som han så rigtigt siger over køkkenbordet, så lugter tekst og billeder ikke. Der mangler en dimension, og derfor tog han Deutsche Bahn til Aarhus og derfra videre til Randers.

Her bookede han sig ind på et hotel, hvorfra han på elcykel kunne nå helt ud til katastrofeområdet – de skridende jordmasser ved den forladte fabrik Nordic Waste og den tilstødende landsby Ølst. På cykel kunne han bedre fornemme, hvad der var sket og stadig skete i Ølst by og Ølst Bakker.

Her kunne Rühle indsnuse den mærkelige lugt af død og ødelæggelse. Med hans egne ord en lugt af nedgravede rådne mink og diverse tjærestoffer, godt blandet med tidens powerdrink – Red Bull. Altsammen henlagt til gæring på ubestemt tid.

Usælgelige huse

Det var sådan, Alex Rühle oplevede det, da han gæstede Ølst, lugtede til mudderet og talte med de lokale borgere, der var og stadig er bestyrtede over den behandling, de har fået i sagen.

Bankerne vil ikke længere lade borgerne tage lån med sikkerhed i deres boliger. Husene er i dag usælgelige, for ingen ved hvad der gemmer sig i mudderet. Om jorden vil begynde at skride igen, hvis det igen vil regne ekstraordinært meget.

Randers Kommune aner det heller ikke. I hvert fald vil de ikke ud med det. Vi andre ved bare, at som tiden går, dukker mere og mere op af mudderet. Flere og flere giftige stoffer, som slet ikke burde være der. Som aldrig er blevet registreret. Kommunen har sovet i timen og ikke været sin opgave voksen. Pænt sagt.

– Gad vide, om Alex Rühles artikel i Süddeutsche Zeitung mon lokker mange tyske turister hertil? For selv at fornemme “Stanken af Grådighed”…?

I så fald bør de huske lange gummistøvler og holde godt fast i dem. Grådighedens Mudder sluger alt og giver ikke gerne slip…

©️ 2024 Steen Ulnits

Se de historiske billeder fra

Jordskredet ved Nordic Waste herunder:

What a Waste…

Myten om MuslingeRens

Det er desværre lykkedes dansk landbrug at skabe en myte om, at blåmuslinger renser vandet. Så landbruget endnu engang kan slippe for at rydde op efter sig selv.

Myten består i, at muslinger vil kunne rydde op efter landbrugets kolossale forurening af vandmiljøet med især kvælstof. Det kvælstof, der i overdosis skaber uklart vand, algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Regeringen vil med sin nye havplan udbygge det danske muslingeopdræt kraftigt. Der skal etableres flere kilometerstore Smartfarms – under dække af, at de dyrkede muslinger kan fjerne det skadelige kvælstof fra landbruget, som så frit kan forurene videre.

Den opgave magter muslingerne desværre ikke. Hvad de med sikkerhed kan, er at koncentrere forureningen fra et stort vandområde på et begrænset areal omkring muslingefarmene.

I den lukkede Skive Fjord har man dyrket blåmuslinger siden årtusindskiftet. Med så mange milliarder muslinger i gang 24/7/365 burde vandet i Skive Fjord være landets reneste. Men det stik modsatte er desværre tilfældet.

I dag finder man i stedet et op til tre meter tykt iltslugende slamlag med tilhørende liglagen af hvide svovlbakterier i Skive Fjord, som aldrig har haft det dårligere. Hver sensommer kvitterer fjorden med regelmæssige bundvendinger, der slår alt liv ihjel, som ikke kan svømme væk eller kravle på land. Inden den giftige svovlbrinte fra bundvendingerne indhenter dem.

Forklaring på dette følger herunder.

Effektive filtratorer

Muslinger lever af at filtrere store mængder vand og fange det plankton, der måtte leve i det. Heriblandt såvel alger som det dyreplankton, der græsser på algerne.

Under optimale forhold – tilpas høj saltholdighed og tilstrækeligt med føde – kan muslingerne optage en tredjedel af kvælstoffet i den frafiltrerede føde. Den bliver til muslingekød og kan fjernes fra vandet ved høst. Den fjerner ikke sig selv.

En anden tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet stand – mere biotilgængeligt end før og klar til endnu flere nye alger. Denne tredjedel kan booste algevæksten mere end før den delvise fordøjelse i muslingen.

Den sidste tredjedel udskilles som ekskrementer og synker til bunds under eller nær muslingefarmen – med mindre der her er en stærk strøm til fortynding. De fleste muslingefarme er imidlertid placeret kystnært i beskyttet farvand uden nævneværdig strøm. Bunden slammer derfor hurtigt til.

Men ikke nok med, at en tredjedel af alt kvælstoffet ender på bunden som en ny forurening, der slet ikke var der før muslingerne. De uundgåelige iltsvind under og omkring farmene kan i tilgift frigive yderligere kvælstof fra bunden. Kvælstof, som før muslingernes ankomst var sikkert deponeret i sedimentet her.

I værste fald kan vi ende op med et vandmiljø, som rummer mere frit kvælstof efter introduktionen af muslinger end før. Det er konstateret flere steder i udlandet. Faktisk viste studier så tidligt som i 2011, at kvælstoffjernelsen via muslingeopdræt var en yderst tvivlsom ting.

Alligevel fortsatte vandbrug og landbrug med at udbrede myten om de rensende muslinger, som der var og stadig er gode penge i. Dette i form af tilskud fra landbruget, der bruger muslingerne som et skalkeskjul, de gerne betaler til – som en bekvem undskyldning for blot at forurene videre inde på land.

Selektive planktonædere

Men heller ikke nok med det. Muslingerne er nemlig selektive planktonædere, der foretrækker større planktondyr frem for mindre alger og bakterier. Udenlandske undersøgelser viser, at muslingerne på denne måde kan ændre sammensætningen af plankton i vandet omkring muslingefarmene.

Ved selektivt at æde de større dyreplanktonorganismer fjerner muslingerne de dyr, der ellers skulle have holdt de mindre alger i skak. Her specielt de små blågrønalger, som kan være giftige. Resultatet risikerer derfor at blive algeblomst i stedet for vandrensning.

De store smartfarms skulle oprindelig have produceret muslingemel, der kunne indgå i fremstilling af svinefoder. Dette i den såkaldte “gylletrekant”, hvor lækkende gylle fra markerne bliver til flere alger i vandet, som kan brødføde flere nye muslinger, der siden kan blive til nyt muslingemel og nyt svinefoder. Og så videre. En ren evighedsmaskine, så længe der blot løbende hældes gylle i vandet..

Opdrættet af muslinger har imidlertid vist sig at være et rent luftkastel. De store smartfarms er økonomisk urentable og må i stedet leve af millionstore tilskud fra landbruget. 150 millioner tilskudskroner er således udbetalt siden årtusindskiftet – som slet kamufleret erhvervsstøtte. Limfjordens Miljøråd har søgt aktindsigt og lagt tallene sammen.

Fødevareministeren har da også været meget længe om at svare på, hvor meget kvælstof vi har fået fjernet for de mange millioner tilskudskroner. Det er ikke meget. Men mere derom senere.

Kulturbanker og omplantningsbanker

De store Smartfarms har derfor omlagt produktionen til i stedet at producere muslingeyngel. Denne udlægges siden på kunstigt anlagte kulturbanker, hvor de kan vokse, og hvor de voksne muslinger efterfølgende kan skrabes med tunge redskaber. Disse ødelægger uundgåeligt bunden for alle andre organismer.

Undermålsmuslinger fra skraberiet sorteres fra og udlægges på nye omplantningsbanker, hvor de så kan vokse sig fangststore. Hvorefter de også skrabes – med tilsvarende ødelæggelse af bunden. Disse muslinger har således oplevet at blive skrabt ikke én, men to gange – med dobbelt klimabelastning og ødelæggelse af havbunden til følge.

De store smartfarms forurener således ikke kun lokalt, hvor vandmiljøet kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger. De danner samtidig skjult grundlag for et efterfølgende og altødelæggende muslingeskrab, der efterlader bunden øde og gold.

Senest er der kommet fokus på, at bundtrawl og muslingeskrab frigør store mængder CO2 fra bunden, hvor den hidtil har ligget gemt. Den frigøres nu og bidrager efterfølgende til at forværre klimasituationen og den globale opvarmning.

Der er således intet godt at sige om hverken muslingeopdræt eller muslingeskrab i de indre danske farvande. Hverken for miljø eller klima.

Begge dele bør derfor stoppes i tide, inden alt er ødelagt. Inden alle danske fjorde ender som kloner af Skive Fjord.

Flemming Højgaard Madsen er født i Struer, biolog cand. scient fra Aarhus Universitet, stifter af Cheminova-gruppen og æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening.

Flemming var i nogle år bestyrer af AU’s Marinbiologiske Station i Rønbjerg og kender derfor Limfjorden bedre end de allerfleste. Medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” om forureningen fra datidens Cheminova – nutidens FMC.

FjolleFlimmer og KaosTV

KaosTV med Clement

Vort døde eller i bedste fald døende hav har i de forgangne uger fået al den opmærksomhed, det skulle have haft i de sidste godt tyve år. Medierne har stået i kø for at dække det, de selv helt havde glemt at dække i samme tidsrum.

Forskere og fiskere har i de forgangne år og specielt siden den skandaleramte Landbrugspakke i 2016 forgæves søgt at få pressen til at dække den økologiske katastrofe, som vi hele tiden har vidst var under opsejling under havoverfladen.

Professor Stiig Markager var allerede i 2002 ude med advarsler på TV2, men ingen tog dem dengang alvorligt. I hvert fald ingen ansvarlige politikere, for der var åbenbart ingen. Man slog sig til tåls med, at sådan var det åbenbart i et landbrugsland som Danmark. Også hvis man selv var i opposition til landbrugsregeringen.

To udsendelser på TV stikker ud fra mængden, væsensforskellige i både form og indhold. Den ene var et sikkert velment KaosTV med Clement, hvor et hav af forskellige mennesker og organisationer tumlede rundt på scenen og skiftede plads, som var det Blå eller Rød Stue på udflugt med børnehaven. Helt uden pædagoger.

Det faglige indhold var meget svært at få øje på i al virakken, hvor miljøminister Magnus Heunicke på et tidspunkt blev placeret sammen med sine forbundsfæller i fødevareministeriet og landbruget.

Det kom der ikke noget godt ud af. Miljøets Magnus lignede flere gange en pryglet hund, når fødevareminister Jacob Jensen svingede krabasken og totalt ignorerede Clements nærgående spørgsmål. Det er Jensen på billedet herunder.

Jacob Jensen gentog for gud ved hvilken gang, at landbruget skam gør, hvad de kan og skal for miljøet. Clement måtte til sidst opgive at få blot et enkelt konkret svar fra fødevareministeren, der klappede i som en fladøsters før en bundvending.

Miljøministerens kropssprog fortalte med al uønsket tydelighed, hvem der havde bukserne på i den debat og den regering. Og hvem der rystede i sine. Det så ikke kønt ud og varsler ilde for fremtiden og vandmiljøet.

Til alt held lykkedes det præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, at brænde igennem på KaosTV. Det gjorde hun med et stjerneklart budskab om, at det bagstræberiske danske landbrug stort set har hele skylden.

Hun har selv oplevet at blive budt op til dans og inviteret til kaffe på Axelborg. Et initiativ, der set i bakspejlet blot skulle trække tiden yderligere ud.

Og gjorde det med stor succes.

Saglig debat om havmiljøet

Det var således ikke meget, der kom ud af Debatten på DR med Clement Kjersgaard. Det var populistisk KaosTV, når det er værst. Fjolleflimmer også kaldet.

Ind imellem glemte man næsten helt emnet i al virakken omkring deltagerne, der blev flyttet rundt fra podie til podie i én uendelighed. Det mindede mest af alt om en kinesisk brandøvelse uden vand.

Ærgerligt med et så vigtigt emne som vort døende hav, der ifølge fagfolk som Stiig Markager nu skal bruge mindst 20-30 år på at vende tilbage til livet – hvis det altså lykkes at få vendt skuden lige nu. Hvad intet ser ud til.

Al ære og respekt for Clement Kjersgaard, som desværre ikke lykkedes med at få noget som helst ud af fødevareminister Jacob Jensen. Det er ham på billedet herover. Landbrugets minister og selv landmand klappede i som en blåmusling under et iltsvind.

Jacob Jensen havde ellers lagt hårdt ud og fjernede som en af sine allerførste ministergerninger netop det forbud mod trawlfiskeri, som den foregående regering ellers havde vedtaget. Et forbud, som skulle have reddet havbunden for yderligere ødelæggelser.

Lykkedes det ikke Clement at nå igennem det tykke lag af spin omkring landbruget, så var der anderledes saglig saft og kraft i DR’s Deadline. Her havde man klogeligt skåret antallet af deltagere ned fra en folkefest og til to nøglepersoner, der blev på samme plads under hele udsendelsen.

Studievært Astrid Berg havde forberedt sig grundigt på sit emne. Altid en fornøjelse, når en dygtig journalist gider gå i dybden med sit stof. Og derfor evner at stille de rigtige spørgsmål.

De to gæster i studiet var professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet, der for mere end tyve år siden advarede om udviklingen mod dagens permanente iltsvind. Og så Anders Panum Jensen, som er miljødirektør i Landbrug og Fødevarer. Dansk landbrug leverer ifølge Miljøstyrelsen 70% af det skyldige kvælstof.

Det var således to stik modsat rettede personer, der repræsenterede hver sin side af miljødebatten. Begge blev udspurgt sagligt af Astrid Berg, og begge fik lov til at tale ud i programmet.

Anbefales på det kraftigste, hvis man ikke er til KaosTV, men i stedet ønsker sober information om alvorlige emner.

Miljøminister Magnus Heunicke (tv.) og professor Stiig Markager

Diskussion i Aftenshowet om havmiljøet

Solberg og tamlaksene

Norge er som bekendt verdens største producent af tamlaks i åbne totalforurenende havbrug. Med totalforurenende menes, at al forurening uden undtagelse lukkes ud i havet. Ingen rensning er mulig.

Heldigvis er vi danskere ikke ene om at have uduelige, inkompetente eller skrupelløse politikere, der kun tænker på at mele egen kage eller i hvert fald få tiden som folkevalgte til at gå på fuld løn og med fuld pension.

Nordmændene er også rigtig godt med. Det har de gjort med den norske lakseimperialisme, som dygtige norske politikere i løbet af få årtier har fået spredt til så fjerne lande som Chile ved Stillehavet. Med god hjælp fra stenrige erhvervsfolk, som har tjent deres første milliarder via Nordsøolien.

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg er en af dem, som har bidraget rigtig meget til den globale spredning af tamlaks og forurening. Hun har været aktiv på mange områder, hvilket sikrede hende genvalg som den første norske statsminister nogensinde.

Erna og ægtemanden

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg er netop kommet galt afsted igen-igen. Denne gang er hun tilsyneladende kommet ud i sit livs stormvejr på grund af ægtemanden og hans aktiehandler under hendes periode som norsk statsminister.

Det norske Dagbladet undersøger lige nu, om der er tale om en ægteskabelig krise eller en bevidst løgnehistorie. Enten forsøger Erna Solberg at skjule, at hun hele tiden har kendt til mandens aktiehandler. Eller også har hendes mand bevidst handlet bag hendes ryg.

For nylig sagde Solberg på et pressemøde, at hun i flere tilfælde burde have været inhabil på grund af mandens aktier, som hun efter eget udsagn først fik kendskab til ugen før. Det udsagn har Solbergs mange kritikere dog sået tvivl om.

Kort efter måtte den tidligere statsminister derfor på banen igen. Hun forsøgte denne gang via en tidslinje at dokumentere, at hun ikke havde vidst noget. Hun erkender dog, at hun burde have vidst mere og handlet noget før.

I alt foretog hendes ægtemand nemlig flere tusinde aktiehandler, mens Erna Solberg var statsminister. I netop den periode traf hun flere beslutninger, som kan have gavnet mandens aktiehandel. Blandt andet beslutninger om fremtiden og betingelserne for de totalforurenende norske havbrug.

Solberg siger selv, at ægtemanden ikke har været ærlig omkring sine handler. Hun havde hele tiden haft den opfattelse, at hendes mand var fuldt bevidst om lovens ord. At han ikke kunne købe og sælge aktier, mens hans hustru var norsk statsminister. Siger altså Erna Solberg. Ægtemanden siger ikke helt så meget.

Sagen, der i norske medier betegnes som en skandale, brød ud midt under valgkampen til det norske lokalvalg. Solberg bad efterfølgende sin mand om at gøre rede for, hvad han havde handlet af aktier under hendes embedsperiode som statsminister.

Det viste sig da, at Erna Solbergs ægtemand havde foretaget flere end 3.600 køb og salg af aktier, mens fruen var statsminister. Flere af dem angiveligt aktier i akvakultur.

Erna og Covid-19

Det er ikke første gang, den tidligere norske statsminister Erna Solberg har været på kant med lovgivningen. Hun er vant til at være i vælten og har været det længe som folkevalgt toppolitiker. Men også privat har hun haft svært ved at undgå søgelyset og holde sig på dydens smalle sti.

Midt under coronakrisen sprang der således en mindre bombe i Norge. Det skete, da Erna Solberg skulle fejre sin 60-års fødselsdag. Hun brød da de norske corona-restriktioner i forbindelse med familiespisning på en restaurant i det norske skisportsområde Geilo. Restriktioner, hun selv havde været med til at vedtage.

De norske myndigheder fandt, at det var en skærpende omstændighed, at hun som landets øverste tillidsvalgte ikke selv ville eller kunne overholde restriktionerne til begrænsning af corona-smitte og relaterede dødsfald.

Solberg valgte således at bryde med sine egne og regeringens foranstaltninger – blot for at fejre sin egen fødselsdag i festligt lag sammen med 13 familiemedlemmer. Midt under de strengeste corona-restriktioner, som skulle holde smitten med Covid-19 under kontrol.

Den brøde takserede de norske myndigheder til en bøde på 20.000 norske kroner. Det kan lyde af meget, men er blot et greb i lommen for landets statsminister, hvis familie har store personlige investeringer i det norske lakseopdræt. Som for øvrigt af kineserne mistænkes for at kunne have spredt Covid-19 helt til Kina.

Men det er en helt anden historie. Den manglende norske respekt for egen skadevirkning minder i øvrigt på flere måder om den danske minkskandale, hvor hvervet jo også selv var aktivt medvirkende til spredning af Covid-19 og udviklingen af fremtidige mutationer.

Herhjemme dog via importerede billige østarbejdere, der ikke var testet negative for Covid-19 før ankomsten. Og ikke inviterede norske familiemedlemmer.

Men det er også en helt anden sag. Med Slette-Mette i en af hovedrollerne.

Erna og Unesco

Statsministerens norske lovbrud skræmte dog ikke verdensorganisationen Unesco fra efterfølgende at udnævne selvsamme Solberg til protektor for FN’s Havforskningstiår.

Det storforurenende Norge er nemlig en af de største økonomiske bidragydere til FN’s Havpanel, hvori sidder 13 andre nationer. Havpanelet ønsker en bedre forvaltning af havmiljøet – baseret på mere finansieret forskning. Ikke på begrænsning af forureningen. Nej da.

Havbrugernes eksstatsminister Erna Solberg passede derfor perfekt ind i glansbilledet. Som i tegneserien Steen og Stoffer, hvor man altid udveksler ordener og udmærkelser efter alle klubmøder. Det manglede da bare. Og koster gratis.

Havpanelets 14 nationer fremlagde deres konklusioner tilbage i december 2020. Medlemslandene forpligtede sig da til en bæredygtig forvaltning af samtlige de havområder, landene råder over. Erna Solberg udtalte ved den lejlighed følgende, som nok vil gå over i historien:

”Sammen med de 13 andre stats- og regeringschefer i Havpanelet har vi konkluderet, at vi har brug for en gennemgribende forandring i verdens brug af og værn om havet.

Skal dette lykkes, må flere – såvel stater som private aktører – engagere sig. Dette vil jeg bidrage til i både opfølgningen af Havpanelets arbejde og i rollen som Havtiårs-alliancens protektor.”

Erna Solberg, tidligere norsk statsminister

Det må siges at være himmelråbende uvidenhed, når Unesco valgte netop Erna Solberg til denne sikkert vigtige opgave. Eller også er det bare hykleri i absolut verdensklasse. Når ovenstående siges af en af verdens absolut største enkeltforurenere af såvel Atlanterhavet som Stillehavet.

Norge er jo suverænt den nation, som ejer flest totalforurenende havbrug verden over. Som herigennem lægger det hårdeste pres på havenes resurser og bidrager allermest til forurening og udslip af tamfisk med følgende sygdomsspredning og genetisk forurening.

Verden vil bedrages, og det bliver den så. Nu sågar af den tidligere norske statsminister, der selv har investeret mange penge i de forurenende havbrug.

Som vel efterhånden de fleste nordmænd har.

Der er jo penge i skidtet. Milliarder.

Tal og navne kort

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg har netop været i de norske mediers søgelys.

Hun er gift med erhvervsmanden Sindre Finnes, hvis mange og tvivlsomme aktiehandler i hustruens embedsperiode er blevet opdaget.

Tidligere statsminister Erna Solbergs storesøster Marit Solberg har været involveret i lakseopdræt siden 1985.

Marit Solberg blev i 2014 administrerende direktør i verdens største lakseopdrætsselskab, Marine Harvest.

Marit Solberg forlod Marine Harvest i 2018 og har siden 2019 været direktør i Nekkar ASA, der beskæftiger sig med “disruptive teknologier”.

Sindre Finnes solgte i en periode aktier i Nekkar, der i 2021 modtog et statstilskud på 21 millioner norske kroner fra Innovation Norway.

Ifølge nyhedsmagasinet E24 handlede Sindre Finnes Nekkar-aktier hele 72 gange mellem maj 2020 og september 2021.

Nrk.no har regnet sig frem til, at Sindre Finnes tjente omkring 420.000 kroner ved handel alene med Nekkar aktien.

Sindre Finnes var orienteret om, at aktiehandel i hustruens embedsperiode var på kant med lovgivningen.

Man skal lede længe for at finde mere tætte relationer mellem Magten og Midlerne end i Norge hos familien Solberg.

Magtmisbrug er et nærliggende ord.

Data fra E24 og NRK.

“Soja-alliancen”

“Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Brdr. Bisp

Danmark har i forhold til sin ringe fysiske størrelse og høje befolkningstæthed en af verdens største animalske produktioner – næsten udelukkende med eksport for øje. Og derfor importerer vi massive mængder soja til dyrefoder.

Vi producerer i Danmark omkring seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan spise. Og vi har derfor brug for flere gange det dyrefoder, vi selv kan producere.

Flere og flere danske marker er derfor omlagt fra korn til konsum til produktion af foderafgrøder som raps og majs. Primært til svineindustrien. Med tilhørende gødskning og sprøjtning for at optimere udbyttet.

Især fodermajs udgør et problem for det i forvejen hårdt belastede danske vandmiljø. Majs er nemlig notorisk dårligt til at holde på de tilførte næringsstoffer. Dyrkning af majs resulterer derfor i en høj udvaskning af de uønskede næringsstoffer – primært kvælstof – til vandmiljøet.

Den bedste afgrøde med den mindste udvaskning til omgivelserne er græs. Grønt græs, som derfor burde vokse i alle kystnære områder og på alle lavbundsjorder, der ikke allerede er taget ud af drift.

Det er netop dette grønne græs, som dansk landbrug nu her i tørken søger om lov til at høste på arealer, der ellers var taget ud af drift. Der mangler som altid foder til de alt for mange dyr. Og vand til alle de for længst drænede marker.

“Dansk Alliance for Ansvarlig Soja”

Danmark importerer årligt 1,7 millioner tons soja til dyrefoder. Dette ifølge regeringens Handlingsplan mod Afskovning.

Københavns Universitet (KU) har beregnet, at alene importen af soja og palmeolie medfører globale emissioner på over syv millioner tons CO2 ækvivalenter årligt. Dette er inklusive emissioner “forbundet med direkte ændringer i arealanvendelsen”, som det finurligt hedder.

KU har endvidere beregnet, at disse emissioner kan mere end halveres, hvis produktionen foregår afskovningsfrit. Der er således vigtige mål at sigte efter i kampen for et bedre klima.

Danske interessenter i soja og import af samme har slået sig sammen og er i dag medlemmer af “Dansk Alliance for Ansvarlig Soja” – i daglig tale blot “Soja-alliancen”:

3F, Arla, Aldi, Concito, Coop, Dagrofa, DAKOFO, Danish Crown, Danpo, Dansk Erhverv, DLG, DSK, HK Scan, IWGIA, Landbrug & Fødevarer, Letz Sushi, Lidl, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Preferred by Nature, Rema 1000, Salling Group, Udenrigsministeriet, Verdens Skove og WWF.

Soja-alliancen spænder således vidt inden for fødevaresektoren, og den er skam en god ting – for skovene i det store udland. Desværre ikke i det lille indland. Her savner man nemlig, at alliancen tager skridtet videre og kommer med løsninger, der kan mindske det danske husdyrhold og dets enorme foderforbrug.

Det ville være gavnligt for klimaet, og det ville reducere den efterfølgende forurening med gylle fra de alt for mange millioner slagtesvin, vi producerer i dag. Gylle, der langsomt løber, siver eller vaskes ud i det betændte danske vandmiljø og her giver anledning til algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Dermed ville Soja-alliancen gavne ikke blot udenlandske skove, men også de danske fjorde, der gisper efter vejret i sommervarmen.

Sojaskråen er hermed givet videre.

Etisk Handel om skovrydning

“Den danske årlige import af soja, i blandt andet dyrefoder, udgør Danmarks største risiko for rydning af skov.

Derfor har de største danske sojaaktører på tværs af sektorer siden 2019 arbejdet sammen i ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’ for at fremme ansvarlig sojaproduktion, og nu er alliancen klar med endnu højere ambitioner.”

Det skriver Etisk Handel Danmark i en pressemeddelelse. Etisk Handel har siden 2008 arbejdet for at fremme samarbejdet omkring bæredygtig global handel. Dette i et naturligt samarbejde med Udenrigsministeriet.

EU har netop fået en ny skovlov, der stiller nye krav til den globale handel med afgrøder. Blandt meget andet kræver den, at dyrkning af soja til foder ikke må ske på bekostning af rydning af skov.

Det er en lov, som medfører helt nye krav om “dokumentation af ansvarlige forsyningskæder”, som det fremgår af teksten.

I skrivende stund er der stadig udfordringer med afskovning, da denne nu i endnu højere grad rykker til nye områder, der ikke nødvendigvis betegnes som skov eller primær skov, men i stedet “andre naturlige økosystemer”.

Et rigtig godt eksempel finder vi i Brasiliens Cerrado-savanne, som er et af verdens mest biodiverse steder og dermed kritisk vigtig for at beskytte det globale klima.

Lige nu er 70 procent af dette naturområde ikke beskyttet af den kommende EU-skovlov og risikerer derfor at blive omlagt til eksempelvis sojaproduktion.

Ikke kun for skov

Men henblik på Cerradoen og tilsvarende økosystemer forsøger Soja-alliancen nu at få ændret teksten i den nye EU-skovlov.

Soja-alliancen har ikke kun fokus på skovrydningsdelen, men også på, at sojaproduktionen skal ske uden rydning af anden værdifuld natur og skov. Såsom netop Cerradoen i Brasilien.

Soja-alliancen opfordrer derfor til, at EU-lovgivningen, når den skal revideres, udvides til også at omfatte omlægning af andre økosystemer. Et udspil, som vækker glæde hos Verdensnaturfonden:

“WWF noterer med glæde, at Soja-alliancen er mere ambitiøse end EU-lovgivningen ved at sætte fælles mål om at arbejde sammen for at stoppe såvel skovrydning som omlægning af andre naturområder i 2025.

Samtidig er der enighed om at bruge internationale definitioner (AFI). Danske aktører spiller en vigtig rolle i kampen mod afskovning, og vi har ingen tid at spilde, hvis vi skal redde skoven og naturen”.

Det siger Mette Boye, som er miljøfaglig chef i WWF Danmark. Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis blot der også kunne fokuseres lidt på lille Danmark og ikke kun det store udland:

Med fare for at gentage mig selv: Det er helt fint, at hele eller dele af den danske fødevaresektor på denne måde gør en indsats for at redde skov, regnskov og truede naturtyper i det store udland. Den slags tiltag kan der ikke siges nok godt om.

Men endnu bedre ville det være, dersom vi reducerede vort hjemlige sojaforbrug til foder, begrænsede antallet af slagtesvin i danske svinestalde og dermed reducerede den uundgåelige gylleproduktion.

Det er den, der her og nu truer med at tage livet af de indre danske farvande.

Soja kort fortalt

Sojaplanten er kendt for sine proteinrige bønner, der primært produceres i frostfrie dele af Argentina, Brasilien, Kina og USA. 75% af verdens produktion går idag til dyrefoder – mere end 50% alene til svinefoder.

Det danske klima egner sig dårligt til sojaproduktion, hvorfor vi må importere sojabønner fra ovennævnte lande. Selv producerer vi i dag foderraps og fodermajs til den gigantiske danske svineproduktion.

Samlet set producerer Danmark seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan fortære. Denne massive produktion lægger et enormt pres på dansk natur og miljø, som dyrkes intensivt og dagligt forarmes.

Sojaskrå er navnet på det faste restprodukt, som er tilbage efter ekstraktion af sojaolien. Med et proteinindhold på op mod 50% bruges det meget i fødevareindustrien.

Fotos: Marker med blomstrende foderraps ved Randers Fjord

Fra Bisp til Gisp

Tilbage i 2004 (1987) kunne Brdr. Bisp alias Michael Wikke & Steen Rasmussen med god samvittighed spørge seerne på DR: “Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Nej, det skal du ikke. Thise Mejeri skilter nu med “Ingen soja i foderet” på deres økologiske mælkeprodukter. I 2023, mere end tyve år senere.

“Voldsom Volvo”, som Allan Mortensen sang, når nogen råbte om hjælp. Godt akkompagneret af Billy Cross på elspade.

Måske Brdr. Bisp må tage navneforandring til Brdr. Gisp i disse iltsvindstider…

“Hørte jeg et råb om hjælp?”

Så meget forurener muslinger

Der har de seneste år været megen diskussion om, hvorvidt muslinger renser vandet eller forurener det. Om de så kaldes filtrerende “blåmuslinger” eller er blevet ophøjet til frelsende “miljømuslinger”.

Begge er nemlig nøjagtig de samme muslinger, og Mytilus edulis er deres latinske artsnavn.

Det samlede regnestykke er langt fra så enkelt, som fortalere for muslingedyrkning ynder at fremstille det. Blåmuslinger er nemlig komplicerede skabninger med et stort potentiale til at ændre hele økosystemer – til det bedre eller dårligere.

To ting kan de fleste dog blive enige om:

1) At der fjernes kvælstof fra vandet, hvis ellers de dyrkede eller skrabede muslinger høstes og fjernes fra vandområdet. Hvis ikke de dyrkede muslinger fjernes, koncentrerer de blot forureningen lokalt og gør ondt værre.

2) At muslinger som alle andre levende væsener har en fordøjelse og uundgåeligt udskiller affaldsstoffer fra deres stofskifte til vandet. I form af ny lokal forurening, som ikke var der, før muslingefarmene kom til.

Muslingerne bremser nemlig næringsstoffernes naturlige og frie flow fra vandløb over lukket fjord til åbent hav. Man holder simpelthen på forureningen, når man blokerer det naturlige frie flow af kvælstof og fosfor fra å over fjord til hav – ved at anlægge muslingefarme på næringsstoffernes vej mod havet.

I stedet for blot at lade næringsstofferne passere frit forbi og nyde godt af den gratis vandrensning undervejs. Det er ikke klogt.

Med mindre man da gerne vil bruge statslige tilskudskroner på slet skjult erhvervsstøtte til muslingebranchen, som så kan fortsætte sine ellers urentable aktiviteter.

Siden 2000 har muslingebranchen allerede modtaget mere end 150 millioner støttekroner. Det viser den seneste opgørelse fra Limfjordens Miljøråd.

Men hvor stor er forureningen fra muslingefarme i konkrete tal? Hvor mange mennesker skal der til for at skabe samme forurening, som en enkelt smartfarm med milliarder af muslinger kan producere?

Vi har opstillet følgende lille regnestykke, som er checket igennem af Aarhus Universitet. Konklusionerne er dog vore egne. Tallene er baseret på flydende smartfarms af norsk model, som anvendes på Limfjorden i dag:

Én person producerer ca. 150 g afføring pr. dag. Heraf er 75% vand. 25.000 personer i Skive by producerer derfor:

25.000 x 365 x 0,150 x 0,25 / 1.000 = 342 tons tørvægt på et år

1.100 tons høstede muslinger er skaller og muslingekød. Skaller er halvdelen, og tørvægt udgør 20% af vådvægten af kødet.

På denne måde bliver 1.100 tons høstede muslinger på en enkelt smartfarm til:

1.100 x 0,5 x 0,2 = 110 tons muslinger som tørvægt og altså ca. 110 tons fækalier (lort), hvis vi bruger den svenske model fra Stockholms Universitet. Den ser kort fortalt sådan ud:

⅓ går til vækst, ⅓ bruges til respiration, og ⅓ bliver til lort.

Blot tre standard smartfarms forurener således Skive Fjord lige så meget, som alle 25.000 skatteborgere i Skive By gør.

Borgerne her bruger hvert år 10 millioner kroner at rense deres spildevand.

I tørre tal vil tre smartfarms af denne størrelse levere næsten lige så megen forurening, som alle 25.000 borgere i Skive By i dag gør.

Ifølge Skive Kommune renses byspildevandet fra borgerne i Skive for knap 10 millioner skattekroner om året, inden det sendes ud i Skive Fjord.

9.770.132 kroner for at være helt præcis. Svarende til forureningen fra blot tre smartfarms af standardstørrelse.

Den samme mængde næringsstof fra muslingefarmene ledes imidlertid totalt urenset ud samme fjord. Uden nogen rensning overhovedet.

Hvad der er sparet her, er således spildt dér.

Den spildevandsrensning, som Skive Kommune hvert år betaler 10 millioner skattekroner for i kommunens fire rensningsanlæg, sættes således helt over styr af blot tre smartfarms.

Og hvor mange smartfarms er der allerede i Skive Fjord?

Og hvor mange nye planlægger man at etablere?

Flere nye giver ikke ingen mening.

Tegning: Richard Horsebøg Nybo

Man kan indvende, at de alger, som muslingerne lever af, ville have lagt sig som døde alger på bunden – hvis de ikke var blevet spist af muslinger. Og dermed have bidraget til det allerede metertykke slamlag her.

Op mod tre meter kulsort bundslam er der således målt ved smartfarms i Skive Fjord.

Herfra skal så trækkes de alger, som ville være blevet ført ud af fjorden med strømmen – hvis ikke de var blevet tilbageholdt af muslinger.

Man kan også indvende, at reglen om de tre tredjedele kun gælder for muslinger, der vokser optimalt. Får muslingerne for lidt mad, eller alger de ikke kan fordøje, bliver væksten langsommere og mængden af lort tilsvarende større.

Det samme bliver tilfældet, dersom vandet er for varmt eller for ferskt. Da stiger andelen af lort til aflejring under og omkring anlæggene ligeledes.

Et overset eller ignoreret faktum er, at muslingerne notorisk er dårlige til at fjerne kvælstof, når og hvor vandet er mindre salt end oceanisk havvand.

Fuld styrke saltvand er blåmuslingernes naturlige medium, hvor muslingerne vokser bedst og optager mest kvælstof. Jo længere sydpå i danske farvande vi kommer, med en tilsvarende lavere saltholdighed, desto ringere bliver tilvæksten og kvælstoffjernelsen derfor.

Til gengæld udskiller muslingerne her en større mængde næringsstoffer med deres ekskrementer. Den lokale forurening fra muslingefarmen bliver således markant større ved lavere salinitet. I brakvand kan op mod 45% af de optagne næringsstoffer ende som muslingelort i stedet for muslingekød. Næsten halvdelen.

Endelig er der slet ikke medtaget den mængde kvælstof, som frigøres fra bundslammet ved iltsvind forårsaget af forurening fra muslingefarmen selv. Kvælstof, der ellers var forblevet i bundslammet – uden at gøre skade på det omgivende vandmiljø.

Blot tre standard smartfarms forurener således Skive Fjord lige så meget, som alle 25.000 skatteborgere i Skive By gør.

Borgerne her bruger hvert år 10 millioner kroner at rense deres spildevand.

Det er som nævnt vigtigt at forstå, at etablering og placering af intensive muslingefarme blokerer det naturlige flow af næringsstoffer fra fjord til hav. En del næringsstoffer fikseres af muslingerne og ender under farmene som lort.

Det er næringsstoffer, som ellers ville være ført med strøm og alger mod havet. Og dermed uskadeliggjort for vandmiljøet i fjorden. Helt gratis.

Hvor stor en del, der fjernes på denne måde, afhænger naturligvis af strømmen. Og selv om strømmen i Skive Fjord er ganske ringe, flytter vinden dog meget vand i overfladen, hvor de opdrættede muslinger jo hænger. Fri af iltsvindet underneden. Og blæsten går som bekendt frisk over Limfjordens forurenede vande.

Man skaber med nye muslingefarme en helt ny lokal forurening, som slet ikke var der før. Et nyt og selvskabt problem, man sagtens kan undgå – ved blot ikke at anlægge muslingefarme i fjorden til blokering af næringsstoffernes naturlige flow ud af den.

Man takker herved nej til naturlig og gratis vandrensning samt fjernelse af uønskede næringsstoffer. Etablering af muslingefarme er således som at skyde sig selv i foden, hvis man ønsker renere vand.

Set i et samfundsøkonomisk perspektiv er det jo stærkt selvmodsigende at bygge kostbare rensningsanlæg til byens borgere inde på land. For blot at skabe en tilsvarende eller endnu større lokal forurening ude på en i forvejen hårdt belastet fjord.

Det skal man vist være smartfarmer eller landmand for at synes er en god idé.

Artikel gengivet med tilladelse fra NejtilHavbrug.dk

Tegning: Bo Secher

Anbefalet læsning:

https://www.semanticscholar.org/paper/Nutrient-removal-capacity-and-potenti- al-ecological-Hedberg-Kautsky/2657a008b3864401048981be6fa50a258e2a72a3

Kronikken i Politiken

“Drop drømmen om flere danske havbrug”

Japanerne får al rognen og de fleste af pengene. Men forureningen, den får vi lov at beholde i Danmark.

Af Stig Bülow og Steen Ulnits

“I en kronik i Politiken den 5. januar slår civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen og havbiolog Johan Wedel Nielsen på tromme for, at Danmark går i Norges fodspor og udvider produktionen med 150 nye forurenende havbrug ved Bornholm. For herefter at ekspandere udefter og til sidst ende i Nordsøen, hvor Norge jo allerede høster “det lyserøde guld”.

I den forbindelse kan det være værd at vide, at Karl Iver Dahl-Madsen længe har været tilknyttet havbruget ved Musholm, der har den tvivlsomme ære at være den største enkeltforurener af Storebælt. Johan Wedel Nielsen har blandt andet været aktiv omkring opdræt af østers i Limfjorden.

Lad os allerførst slå fast, at åbne havbrug som dem, der her slås på tromme for, er såkaldte totalforurenere. Hermed menes, at al forurening fra fiskeopdrættet ledes direkte ud i det omgivende havområde. Uden mulighed for rensning. Det er netop denne manglende rensning af spildevandet, som gør havbrugene så attraktive for fiskeopdrætterne. Den, der muliggør en hurtig og attraktiv indtjening i millionstørrelsen.

Uundgåelig totalforurening

Al forurening i form af foderrester, fækalier, hjælpestoffer og medicin ryger direkte ud gennem netmaskerne. Direkte ud i det omgivende hav. Den billigst tænkelige måde at komme af med sit urensede spildevand på. Noget havner på bunden under og omkring anlæggene. Andet føres bort af strømmen for at fortsætte forureningen et nyt sted – med ny algeblomst, iltsvind og fiskedød. Alt afhængig af forholdene.

Tallene i den nævnte kronik er imponerende, som vi jo kender det fra akvakulturbranchen. Men som vi efterhånden også ved, så holder proportionerne ikke til en nærmere granskning. Vi har i dag en lille snes aktive havbrug i Danmark – med Musholm som det suverænt største offshore anlæg.

Da den foregående regering ville udvide antallet af havbrug med otte (8), der alle skulle ligge ud for Djursland, havde man kigget nærmere på HELCOM – en forkortelse for Helsinki Commission. Det er nemlig ikke kun Vandrammedirektivets krav om en bedre vandkvalitet, vi skal leve op til i Danmark. Hvor kun to eller tre af vore 119 vandområder lever op til kravene. Vi har også forpligtet os til at arbejde for en bedre vandkvalitet i hele Østersø-området, der også inkluderer Kattegat – gennem vort medlemsskab af netop HELCOM.

Nu var der imidlertid intet råderum til yderligere forurening i Kattegat, der i forvejen var og stadig er hårdt belastet. I hvert fald ikke ud fra Vandrammedirektivets krav om en god økologisk tilstand. Men Danmark havde ifølge den daværende borgerlige miljøminister samlet set ikke fyldt sin forureningskvote op til maks. Vi havde således udledt en smule mindre kvælstof til vandmiljøet, end vi havde lov til i henhold til HELCOM. Faktisk 800 tons mindre kvælstof.

Ingen nye havbrug ved Djursland

Og det går jo ikke. De 800 tons var lige akkurat nok til otte nye havbrug ud for Djursland. Havbrug, som socialdemokratiet imidlertid dømte ude i 2019. Først af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen med disse ord:

– Den seneste tids afsløringer af rod i havbrugssektoren har bestyrket os i, at det ikke er tiden til nye og større havbrug.

I Socialdemokratiet tager vi konsekvensen af afsløringerne. Derfor kan vi ikke længere bakke op om aftalen om udvidelser i havbrugssektoren.

Og siden af den nyslåede miljøminister Lea Wermelin:

– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt– og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

Såvidt Lea Wermelin. Ministeren lukkede og slukkede således ikke for alt fremtidigt fiskeopdræt. Det skal blot forgå på land – i lukkede anlæg, hvor man kan undgå den massive forurening, der ellers uundgåeligt kommer fra de traditionelle åbne havbrug. På denne måde kan fiskeopdrættet øge produktionen uden at komme i konflikt med hverken EU’s Vandrammedirektiv eller HELCOM.

Og branchen har rigeligt råd til det. I stedet for hvert år at sende millioner af overskudskroner til Japan og blot beholde forureningen selv, kunne man jo investere i nye, forureningsfrie og landbaserede anlæg herhjemme. Et enkelt dansk firma har således næsten en kvart milliard stående på kontoen, så mon ikke der kunne blive råd til nogle fremtidssikrede anlæg på land?

Mangedoblet forurening af Østersøen

Vi er spændt på, hvordan EU og HELCOM vil se på forureningen fra de 150 nye totalforurenende åbne havbrug, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen plæderer for i deres kronik. Det er mange gange så megen ny forurening, som de planlagte otte ud for Djursland ville have leveret til Kattegat. Men som altså nu skal tilføres den endnu hårdere belastede Østersø ved Bornholm.

Dahl-Madsen og Wedel Nielsen påstår, at “hvis man ser på Østersøen, Kattegat og Nordsøen tilsammen, er de eksisterende og eventuelt nye danske havbrug næringsstofneutrale”. Som argument for at lægge 150 nye havbrug ved Bornholm.

Hvis det var så vel, at de mange millioner ørreder skulle eller kunne fordres med fisk fanget i samme Østersø, da kunne man tale om en vis “næringsstofneutralitet”. Men det kan man desværre ikke og vil næppe heller kunne i mange år fremover. Østersøen er nemlig et af de mest belastede farvande, hvad giftstoffer som DDT, PCB og dioxin angår.

Den 31. marts 2004 måtte fødevareministeren med øjeblikkeligt varsel indføre forbud mod alt garnfiskeri efter laks i den danske del af Østersøen – farvandet omkring Bornholm. Årsagen var, at de fangede laks havde et alt for højt indhold af giftstoffet dioxin i kødet. Overskridelsen af EU’s grænseværdi varierede fra 5-85 %.

Dioxinet stammede fra de sild og brislinger, som laksene voksede sig store på. Da sild og brislinger fanget i Østersøen en overgang blev brugt til fremstilling af fiskemel, endte en hel del dioxin også i det færdige fiskefoder. Foderet indeholdt langt mere dioxin end tilladt i EU og måtte derfor ikke sælges her. Det fandt man dog en løsning på:

Dioxin i fiskefoderet

I 2009 var dioxin i dansk fiskefoder således oppe til debat på Christiansborg. Plantedirektoratet havde nemlig givet tilladelse til eksport af dioxin-forurenet foder til fattige tredjeverdenslande. Foder med et så højt indhold af dioxin, at det ikke måtte handles inden for EU.

Men de fattige lande udenfor måtte gerne købe det. Og efterfølgende opdrætte fisk eller andet, der uundgåeligt også ville få et højt indhold af dioxin i kødet. Det faldt forståeligt nok flere politikere for brystet.

Så skal man opdrætte massive mængder regnbueørreder i 150 planlagte nye havbrug ved Bornholm, da kommer det således næppe til at ske med foderfisk fanget i Østersøen. Foderet vil primært skulle hentes udefra – i form af industrifisk fanget langt ude i Nordsøen eller importeret endnu længere herfra.

Og da vil stort set alt foderforbrug ved Bornholm være en direkte øget forurening af den i forvejen stærkt forurenede Østersø. Det vil da være så langt fra den næringsstofneutralitet, Dahl-Madsen og Wedel Nielsen ellers påberåber sig, som man overhovedet kan komme. Det vil også påføre klimaet en stor ekstrabelastning fra de oceangående og brændstofslugende både i industrifiskeriet.

Danskproducerede regnbueørreder fra Østersøen kommer på intet tidspunkt til at konkurrere med norskproducerede laks fra Nordsøen. I hvert fald ikke på kødet. Det “lyserøde guld”, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen omtaler i kærlige vendinger, er derimod en konkurrenceparameter over for nordmændene. Den virkelige årsag til drømmene om flere forurenende havbrug i danske farvande.

Den lyserøde ørredrogn har længe været det virkelige guld for danske havbrugere, som eksporterer alt, de overhovedet kan producere, til Japan. Det drejer sig om den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer høje priser.

Hormonbehandlede rognmaskiner

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Men japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år flyver de deres egne specialister til Danmark for at gøre arbejdet. Det er der således ingen danske arbejdspladser i. Og når japanerne er taget hjem igen, står vi danskere så tilbage med al forureningen fra fiskeopdrættet.

Fremstilling af ren ørredrogn starter med hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Rene rognmaskiner til produktion af røde rognkorn i lange baner. Til den opgående sols land.

Det er i princippet sådan, de såkaldte “All Females” bliver til. En produktion, der er så lidt bæredygtig, som noget kan være. Med rognen som det lyserøde guld. Og moderfiskene som et udsultet restprodukt med en kødkvalitet, der ikke egner sig til menneskeføde.

I det hele taget kan der stilles meget store spørgsmålstegn ved, om fiskeopdræt i det hele taget er klimavenligt, som de to forfattere ellers påstår. Det kniber allerede i dag med at skaffe industrifisk nok til den hastigt voksende fiskeproduktion. Vi må derfor se i øjnene, at vi ikke fremover kan fortsætte med at importere industrifisk fanget ud for Chiles stillehavskyst – blot for at fremstille fiskefoder i Danmark, som så bruges til at fodre fisk med, hvis rogn siden eksporteres til Japan. Tilbage i Stillehavet.

Madspild i verdensklasse

Det er en absurd tanke, at dette skulle være nogen klimavenlig produktion. At det skulle kunne afhjælpe noget fødevareproblem at dyrke rognen selektivt til kapitalstærke markeder som Japan. I stedet øger det blot sultproblemet, når rige nationer opfisker de fattige landes industrifisk til fremstilling af egne laks og ørreder med flere. Eller ligefrem rendyrket ørredrogn.

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop akvakulturen, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen. Som FAO tidligere troede.

Organisationen har set på indholdet i moderne fiskefoder, som i dag kun indeholder godt en fjerdedel animalsk protein. Resten er vegetabilsk, da man simpelthen ikke kan skaffe industrifisk nok og derfor allerede nu bruger slagteriaffald til foderet. På den måde kan Østersøen blive en lukrativ losseplads for den industrielle produktion af husdyr, der jo heller ikke spås nogen stor fremtid rent klimamæssigt.

Framtiden i våre hender” har regnet videre og et nået frem til, opdrættede fisk blot leverer en femtedel af de kalorier tilbage, som er brugt til at opfordre dem. Vel den dårligst tænkelige forretning set i et sult- og hungersnødsperspektiv. Vi løser jo ikke verdens fødevareproblemer ved at opfodre fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist, konkluderer norske Framtiden i våre hender. Mange af de ingredienser, som indgår i fiskefoder, kunne langt mere effektivt være brugt som føde i områder med sult.

I det hele taget ser det ud til, at vi med omkring tre fjerdedele har nået grænsen for, hvor meget vegetabilsk protein vi kan tilsætte fiskefoderet. Laks og ørreder er rovfisk, som ude i naturen kun indtager animalsk protein. Det er deres fordøjelse indrettet til – ikke til store mængder plantefibre.

Ufordøjelig fiskeføde

Det norske Havforskningsinstituttet har kigget nærmere på, hvad fiskene egentlig kan og ikke kan fordøje. Og resultaterne er beskæmmende: En typisk opdrætslaks på 4,5 kg lukker således omkring to kg ufordøjet mad ud igen, som samler sig på bunden under netburene. Jo mere plantemateriale man tilfører foderet, desto mere vil passere ufordøjet gennem fiskene. Jo mere forurening vil opdrættet således bidrage med lokalt.

Det samlede billede bliver, at en udvidet havbrugsproduktion som den af Dahl-Madsen og Wedel Nielsen anbefalede netto vil tilføre det i forvejen nødlidende farvand omkring Bornholm en massiv ny forurening, som slet ikke var der før.

Det har Østersøen ikke brug for, og det får danske havbrugere næppe lov til af EU.

Det håber vi i hvert fald ikke.”

Af Stig Bülow og Steen Ulnits, medlemmer af henholdsvis “Stop Havbrugssvineriet i Danmark” og Miljøforeningen Blak

Denne kronik blev bragt i Dagbladet Politiken den 23. februar 2022