Tag-arkiv: forurening

Om at slå et helt hav ihjel

“Havet er som en ager…”

“Havet er som en ager, der skal dyrkes og luges og høstes, så bliver udbyttet mange gange større end af en ukrudtsmark.”

Fiskeskipper Christian Venø

Dansk Fiskeritidende, 15. juni 1978

Sådan tænkte fiskerne tilbage i 1978, hvor der stadig var fisk at fange.

Da jeg flyttede til Aarhus i 1976 for at læse biologi på Universitetet, var Bugten fuld af fisk og havnen fuld af fiskebåde.

I årene frem mod årtusindskiftet blev der hvert år landet op mod 2 millioner tons fisk af danske fiskere i danske farevande.

Omkring 6.000 større og mindre fartøjer fangede disse fisk og landede dem i et stort antal mindre havne landet over.

Så sent som i år 2000 kunne jeg stadig sejle ud fra Egå Marina i min lille jolle og fylde den op med fine spisetorsk på 1-2 kg. En sjælden gang op til 5 kg. Tog man ud til dybderne ved Sletterhage, kunne man være heldig at få fisk på op til 10 kg.

Mange af datidens fiskefartøjer beskæftigede 1-2 mand ombord og lige så mange på land. Man kunne derfor altid gå ned på havnen og købe sig en pose fisk, der var absolut friskfangede.

Det kan man som bekendt ikke mere. I dag lander de tilbageværende danske fiskere under en halv million tons fisk om året.

Der er så få fisk tilbage, at kvoterne aldrig bliver opfisket. Men hvorfor er de så stadig så store?

Fiskene fanges nu af færre end 300 fartøjer, der til gengæld er langt større end tidligere. Så store, at de ikke længere kan benytte de mange små havne landet over, men må søge til et fåtal større havne. Slut med de friske fisk på kajkanten.

Læs mere om baggrunden for denne udvikling herunder:

⌘ Kvoter, kroner, konger og koner ⌘

I begyndelsen måtte man ikke fiske med trawl langt op i Aarhus Bugt. Men om natten kunne de lokale beboere i Egå høre trawlerne, der to og to, i ly af natmørket, søgte helt op til Slotsruinen i Kalø Vig. Trækkende et tungt trawl imellem sig.

Det hjalp ikke at ringe til Fiskerikontrollen, som dengang kun tog telefonen mellem 8 og 16. Og da var tyvtrawlerne naturligvis for længst over alle grænser. De trawlede jo ulovligt og i ly af mørket. Primært ved midnatstide. Aldrig i kontortiden.

Efter et sådant natligt tyvetogt var Bugten og Vigen som støvsuget for fisk. Der skulle først vandre nye fisk ind, førend der atter var noget at fiske efter og fange. Og det kunne tage uger eller måneder.

Men tilbage kom fiskene altid.

Fødevareminister trækker tæppet væk

Helt galt gik det først, da fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod muslingeskrab helt op i Bugten. Den havde hidtil været fredet for dette “fiskeri”, der ikke blot ødelagde fiskeriet, men også bunden og dermed grundlaget for alt fremtidigt fiskeri.

I en periode på mere end tyve år fiskene jeg regelmæssigt på Aarhus Bugt og fangede mange fisk. Jeg havde et lille ekkolod på min Limbo, der primært fortalte om dybden under båden, sekundært viste eventuelle fisk.

Når jeg dengang sejlede fra Egå og tværs over bugten mod Skødshoved, tegnede ekkoloddet et varieret landskab af skrænter, sten, huller og muslingebanker.

De sidste viste sig som små toppe over bunden og holdt næsten altid fisk. Når pirken nåede bunden, var der fisk med det samme. Hvis der altså var nogen hjemme den dag.

Det var først helt slut med torskene, da muslingefiskerne begyndte at skrabe helt op i Kalø Vig.

Nu tegnede ekkoloddet ikke længere toppe med muslinger og torsk, når jeg sejlede tværs over bugten i min lille båd.

Nu var bunden flad som en pandekage. Planeret af de tunge skrabere. Blottet for fiskeliv.

Muslingeskraberne fjernede ikke blot de muslinger, der blev skrabt efter. De fjernede også livsgrundlaget for torskene, der jo ikke længere kunne jage krabber og anden føde omkring muslingerne. Der var ikke længere levesteder til dem.

En såre enkel sammenhæng, som man imidlertid ikke kan, kunne, vil eller ville forstå inde på Christiansborg. Den forståelse eller indsigt var der nemlig ingen penge i.

Én ting er, at man overfisker en fiskebestand. Fiskene vender normalt tilbage, når fiskeriet ophører. Efter kortere eller længere tid.

En helt anden ting er, når man ødelægger fiskenes levesteder. Det varierede bundmiljø.

Da har fiskene ikke noget at vende tilbage til.

Og da er havet dødt.

“Regimeskiftet”

Under normale omstændigheder – uden ødelæggende bundtrawl og muslingeskrab – vil en stor del af det nedsynkende kulstof og kvælstof fra de døde alger lagres i bundsedimentet.

Her bliver det stedt til hvile som inaktive og uskadelige stoffer. Havbunden er helt enkelt det største depot, vi råder over, til gratis uskadeliggørelse af klimagassen CO2. Kulstoffet synker til bunds og lagres her – helt uskadeligt.

Det vil sige – lige indtil der kommer en bundtrawler eller muslingeskraber forbi og hvirvler sedimentet op i vandsøjlen igen. Vandet bliver uklart, hvilket vanskeliggør tilværelsen for det lyskrævende ålegræs. Og lagret CO2 hvirvles op fra bunden. Det samme gør kvælstof.

Men ikke blot frigives det lagrede kuldioxid fra bunden, når denne skrabes eller pløjes op. Man speeder samtidig den naturlige nedbrydning kunstigt op.

Det medfører akkumulering af organisk stof, som havbundens organismer ikke længere kan nå at omsætte fuldstændigt.

Kort sagt: Bunden mudrer til.

Under normale omstændigheder – under tilstedeværelse af ilt – vil der være et stort antal større dyr i havbunden, som gennem længere tid roder rundt og pumper ilt ned i en ellers iltfri havbund.

Her foregår der således en mere eller mindre fuldstændig nedbrydning af nedsynkende materiale, hvilket imidlertid er en tidkrævende proces. Dertil en proces, som kræver tilstedeværelse af ilt og større dyr i og på havbunden. Et fungerende økosystem.

Men efter et iltsvind er der ingen større dyr tilbage. Og uden de større dyr ingen omrøring af bundmaterialet. Uden dem sker der ingen fuldstændig nedbrydning af det nedsynkende materiale.

Kun en ophobning af mere og mere bakteriefyldt sort slam. Metertykt på steder uden strøm.

Kun bakterierne er tilbage

Når et bundområde gennemtrawles eller skrabes gentagne gange, forsvinder først de større dyr, som er vigtige for en fuldstændig stofomsætning i havbunden.

Efter gentagne gennemtrawlinger af området vil der til sidst kun være bakterier tilbage til at gennemføre denne nedbrydning. Ingen større dyr til at varetage den fuldstændige nedbrydning og selv udgøre føde for endnu større dyr.

Bakterierne vil til gengæld kunne varetage nedbrydningen hurtigt og under stort iltforbrug, hvilket vil øge hyppigheden af iltsvind og bundvendinger.

Samtidig vil man ikke få den normale fjernelse af kvælstof, som ellers vil ske naturligt til atmosfæren. Det kvælstof, som naturligt damper af under en kontrolleret nedbrydning og fuldstændig stofomsætning.

Døden er nu flyttet ind – godt hjulpet på vej af forurening fra landbruget og bundtrawl samt muslingeskrab fra fiskeflåden. Og Døden flytter ikke frivilligt ud igen.

Det sker først, når vandmiljøet atter er blevet godt nok og bundtrawlingen og bundskrabet igen er ophørt.

Dette tager typisk flere år. Hvis det nogensinde sker. Intet tyder jo på, at vandmiljøet bliver bedre eller fiskeriintensiteten mindre.

Når bundtrawl og muslingeskrab ophører, vil der gå lang tid, førend et nyt økosystem er vokset op.

Først skal der atter være ilt ved bunden. Det er indlysende, men nok det allerstørste problem. Dernæst skal større organismer højere oppe i fødekæden vandre ind af sig selv. Først til sidst rykker fiskene ind – når og hvis der atter er føde til dem.

Forureningen fra landbruget fortsætter imidlertid uformindsket. Vi ser derfor, at områderne med iltsvind bare vokser og vokser i stedet for at mindske.

Slutresultatet er ørkener af bakteriefyldt mudderbund med hyppige iltsvind de næste mange år. Der vil ikke længere være større organismer, som kan bringe ilt ned i sedimentet og selv udgøre fødeemner for endnu større dyr som fisk og skaldyr.

Der er sket et “regimeskifte”, som man kalder denne den sidste fase i en døende havbunds liv. Når kun bakterierne er tilbage. Det er her, vi allerede nu er mange steder.

Og derfor, professor Stiig Markager realistisk taler om en tidshorisont på 50 år for retablering af de indre danske farvande. Derfor, vi ikke får et rent hav tilbage i vor levetid.

Tak dansk landbrug og vore uduelige politikere for at lade det ske.

©️ 2025 Steen Ulnits

Sagt og skrevet om Den Grønne Trepart

Sakset fra “Aktuelt” i det forgangne år:

Kært Barn har mange navne, og knapt havde Den Grønne Trepart set dagens lys, førend den skiftede navn til Den Sorte Syvpart. I hvert fald i visse kredse. Forklaringen er til at tage og føle på:

Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en aldeles upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik, selv om de to ting jo unægtelig ofte hænger sammen.

Det er således nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede partiet Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger.

En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”. Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil.

Dette trods mange advarsler fra faglig side og trods den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.

Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.

Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret. Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken.

Smart træk. Lige lovlig smart.

Løkke forbigik også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.

Det var også under Løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for den hårdhændede behandling. Næppe nogen anden dansk politiker har derfor som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.

Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.

De luftede tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, og de krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis altså statsminister Frederiksen ikke makkede ret.

“Det danske vandmiljø har det hamrende godt”

“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“

Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti

Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode Messerschmidt mon kommer fra. I hvert fald ikke Planet Jorden. Årets iltsvind i de danske farvande tegner jo til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.

Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem den udtalelse jo var rent vand på møllen. I hvert fald vand på tilskudsmøllen.

En “mærkelig regering”

Trods sejr efter sidste Folketingsvalg vendte statsminister Mette Frederiksen (S) nu ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø. Truslen om en rigsretssag virkede tilsyneladende på statens minister.

I stedet for den hidtidige rød-grønne regering lancerede hun den nuværende blå-sorte SVM-koalition, som hun efterfølgende selv kaldte “mærkelig”. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling fra Mette Frederiksen vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.

For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.

Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske og brutale gennemførelse af den forkætrede Landbrugspakke – dikteret til forgængeren Eva Kjer Hansen (V) af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Esben Lunde valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af pakken, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkyndte han i efteråret, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model:

“Et interessant reguleringsinstrument”

“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”

Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister

Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.

Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed. Med Forurenet Fjordvand på Flaske til de fremmødte.

Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen, genoplivet midlertidigt og potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.

Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken. I regi af Venstre.

“En planlagt katastrofe”

Efter gaveregnen fra Landbrugspakken, der holdt Løkke ved magten i endnu et par år, gik det rigtig godt for økonomien i dansk landbrug. Men tilsvarende skidt for vandmiljøet, der kvitterede med rekordstore iltsvind landet over. Helt forventeligt efter Landbrugspakkens ekstra gødning og den øgede udvaskning til vandmiljøet.

“En planlagt katastrofe”. Det var, hvad professor i marin økologi ved Aarhus Universitet, Stiig Markager, derfor kaldte årets iltsvind. De har været under opsejling siden 2000, hvor Danmark jo tilsluttede sig EU’s Vandrammedirektiv til sikring af en ”god økologisk tilstand” i alle vandområder.

Stiig Markager har påpeget dette i snart tyve år, men intet reelt er sket – ud over altså Lars Løkkes kontraproduktive lancering af Landbrugspakken i 2016. Den muliggjorde brug af 20-30 % mere gødning, hvilket naturligvis bare gjorde allerede ondt langt værre.

Skiftende (som oftest borgerlige) regeringer har ikke turdet eller magtet at stille landbruget stolen for døren. Bønderne har derfor kunnet forurene ufortrødent videre – med oceaner af slimet fedtemøg skyllende ind på vore strande som det nu synlige resultat.

Senest har man så “opfundet” et helt nyt og aldrig tidligere set begreb, nemlig Den Grønne Trepart. Den har indtil videre begavet dansk landbrug med yderligere fire milliarder støttekroner. I tilgift til de 12 milliarder, dansk landbrug i forvejen modtager – hvert år.

Min egen personlige bullshit indikator nåede helt op i Det Røde Felt, da SVM-regeringen lancerede Den Grønne Trepart. Et helt nyt buzzword til det politiske Bullshit Bingo, som er blandt de mest populære og indbringende spil for tiden.

Det lykkedes endda SVM-regeringen at få Danmarks Naturfredningsforening lokket ind i folden som medansvarlig for den nye Trepart. Som eneste grønne organisation i Den Sorte Syvpart, som Den Grønne Trepart jo reelt er.

Treparten består nemlig af regeringen samt repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Desuden deltager tænketanken Concito som en særskilt videnspart. Natur og miljø har således ikke fået megen plads i den Grønne Trepart, som de facto er en Sort Syvpart.

Men Dansk Landbrug kunne endnu engang grine hele vejen hen til banken. Senest med en stort opsat overskrift i LandbrugsAvisen:

“Formuen er fordoblet på fem år”

“Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“

Overskrift i LandbrugsAvisen

Det helt rigtige er derfor at give skadesforvolderne 4 milliarder mere om året, så de ufortrødent kan forurene videre. Så de kan investere i flere maskiner og bygge større svinefabrikker end hidtil. Så vi kan være helt sikre på, at der også vil være gylle i vandet, iltsvind ved bunden og fedtemøg på stranden de næste mange år.

Man må tage sig til hovedet og rive sig i håret. Hvis ellers der er noget tilbage…

Borgmestre mod kvælstof

Mens SVM-koalitionen styrede målrettet mod afgrunden, manede flere S-borgmestre dog til besindelse. Regeringen vil via sin Sorte Syvpart nedprioritere den ellers absolut nødvendige indsats for at reducere udledningen af kvælende kvælstof fra landbruget til vandmiljøet.

Flere socialdemokratiske borgmestre var ikke med på ideen om at lade landbruget slippe billigere end hidtil foreslået. Det var naturligvis de borgmestre, som allerede døjede med algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger i deres respektive kommuner.

De var mildest talt bekymrede over, at trepartsminister Jeppe Bruus (S) tilsyneladende ville favorisere den model for kvælstofudledning, der endnu en gang vil lade landbruget slippe billigst og vandmiljøet lide endnu mere og endnu længere.

Blot for at tækkes bønderne i Venstre og Moderaterne.

Bruus ville angiveligt vælge den ud af tre foreslåede modeller, der mere eller mindre vil lade status for udledningerne være uændret. Trods ellers et vel dokumenteret behov for at gøre endnu mere. Det havde regnedrengene i Finansministeriet nemlig konkluderet i deres ufattelige visdom.

Som om Finansministeriet lige pludselig har fået mere forstand på det danske vandmiljø – end på de milliarder af skattekroner, de til daglig forvalter. Og de forskere, der reelt ved noget om miljøet.

Michael Stegger, der i dag er borgmester i Syddjurs Kommune og tidligere førstemand i min lokale Dagli’Brugs på Mols, var bestemt ikke enig med regeringen i den prioritering. Han mente, at man klart skal gå videre med det såkaldte scenarie 1. At man skal hæve ambitionsniveauet så højt som overhovedet muligt. Selv om det heller ikke er nok.

Stegger var derfor kritisk overfor, at regeringen i sit udspil lagde op til at bruge den laveste af de tre listede kvælstofindsatser, som skruer kvælstofreduktionerne i Djursland Øst helt ned til nul – fra ellers 225 tons årligt:

“Mere fedtemøg end hidtil”

Det harmonerer overhovedet ikke med virkeligheden. Jeg snakker med lokale fiskere, som fortæller, at der ingen fisk er. Og jeg kan med egne øjne se, at der er mere fedtemøg i vore farvande end hidtil.

Så virker det mærkeligt at påstå, at det hele er, som det skal være.

Michael Stegger, borgmester Syddjurs Kommune

Han blev støttet af sin partikollega Lone Jacobi, der er borgmester i Odder Kommune. Hun mente heller ikke, det giver mening at påstå, at der ikke længere er brug for at gøre noget i de nævnte områder. Hun påpegede, at der ikke er meget liv tilbage, og at mange af de udpegede fjorde endda er på miljøministerens såkaldte akutliste.

Borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd (S) kan fra sit skrivebord se direkte ud over det hårdt pressede Lillebælt, der gisper efter vejret. Han var heller ikke begejstret for SVM-regeringens seneste kvælstofudspil:

– Jeg håber ikke, det er rigtigt, at indsatsbehovet skal sænkes. Jeg har aldrig set et Lillebælt, der har haft det så svært som nu. I foråret kunne man se fedtemøg på havbunden, og vandet har for første gang ikke været klart på noget tidspunkt i løbet af sommeren.

Såvidt tre bekymrede borgmestre til Altinget. Statsminister Mette Frederiksen skal således ikke regne med opbakning til SVM-regeringens seneste knæfald for landbruget. Hun er tilsyneladende ligeglad med miljøet, så længe hun blot selv kan forblive statsminister.

Den Grønne Treparts Sorte Fallit

“Den Grønne Trepart ligner mere og mere en vittighed. Til 40 mia. Regeringens egne beregninger viser ifølge en professor og to grønne organisationer, at vandmiljøet bliver værre stillet med end uden Den Grønne Trepart.”

Noah Reddington på X (Twitter)

“Treparten og de Tyve Fjorde”

Denne overskrift lyder mest af alt som seneste udgave af “Alibaba og de Fyrretyve Røvere. Og minder da også på mange måder om netop det:

Det er mildest talt svært at se, hvor man skal begynde og ende i den nye Grønne Treparts lovede indsats for det døde eller i bedste fald døende danske vandmiljø. Mange steder ser det hele temmelig håbløst ud – efter årtiers uhæmmet udledning af kvælstof fra landbruget, intensivt bundtrawl og ødelæggende muslingeskrab.

Men ikke nok med det. I landets suverænt største fjord Limfjorden har man gjort det hele ekstra besværligt for sig selv: Dette ved samtidig at tillade et ødelæggende muslingeskrab muliggjort af dyrkning og udlægning af kunstigt producerede muslinger.

En dødbringende cocktail, som gør det helt umuligt for vandmiljøet at komme sig igen. Og som fra lokal side er blevet sammenlignet med gentagen gruppevoldtægt.

Den Grønne Trepart har efter bedste evne skåret igennem sumpen af iltsvind og bundvendinger og udvalgt tyve fjorde, som ikke er i en så forfærdelig tilstand, at alt håb er ude. Fjorde, som Treparten tror og håber kan reddes fra den endelige kvælningsdød – med en ekstra håndsrækning.

Det drejer sig om følgende fjorde, som Havets Minister ifølge Miljøministeriet vil give en ekstra hjælpende hånd. Fjorde, som alle skal have et markant forbedret vandmiljø inden 2027:

Jylland

Nibe Bredning og Langerak (østlige del af Limfjorden)
Mariager Fjord (ydre)
Randers Fjord (indre og ydre)
Norsminde Fjord
Horsens Fjord (ydre)
Vejle Fjord (indre og ydre)
Kolding Fjord (ydre)

Samsø

Stavns Fjord

Fyn

Gamborg Fjord
Odense Fjord (Seden strand og ydre)
Faaborg Fjord
Kerteminde Fjord
Nyborg Fjord

Sjælland

Kalundborg Fjord
Skælskær Fjord og Nor
Karrebæk Fjord
Dybsø Fjord

– Er din lokale fjord mon med på redningslisten?

Opgivelserne stammer fra Miljøministeriet, der åbenbart har haft lidt svært ved at tælle fjorde. Det er i hvert fald svært at tælle til tyve på denne liste. Tæller man røde prikker på ministeriets egne kort, finder man dog et par lokaliteter mere.

Der er i alt 32 navngivne fjorde fordelt over hele Danmark. Under alle omstændigheder er de nævnte fjorde ifølge professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet dem, der hurtigst kan forbedres. Det siger han til Danmarks Radio:

“De nemme fjorde”

“Det er nemme fjorde. Dem, der er nemme at nå i mål med. De har selvfølgelig store problemer, men her kan det lade sig gøre at nå i mål med det, der ligger i Trepartsaftalen.”

Stiig Markager, professor, Aarhus Universitet

Den nordjyske Limfjord, som er den største og generelt mest belastede af alle danske fjorde, er derfor ikke med på listen over fjorde, der skal reddes. Kun fjordens smalle afløb mod øst.

Det er tilsyneladende for stor og kompleks en opgave at redde Limfjorden, der i tilgift til massive udledninger fra det omgivende landbrug kompliceres af en omfattende dyrkning af muslinger, etablering af kunstige kulturbanker til muslinger samt efterfølgende muslingeskrab.

Altsammen med et mildest talt modstridende kvælstofregnskab. For slet ikke at tale om al den CO2, der vælter op fra bundslammet og ud af de dieselmotorer, der trækker muslingeskraberne.

Hertil skal så lægges vekslende saltholdigheder og lagdelinger forårsaget af det indtrængende vand fra Nordsøen. En kompliceret cocktail, der sammen med kvælstof fra landbruget for længst har taget livet af den lavvandede Limfjord i nord.

Efter præsentationen af de Tyve Nemme Fjorde blev Magnus Heunicke spurgt af EkstraBladet, om Havets Minister nu helt havde droppet Havet og i stedet reduceret sig selv til De Tyve Fjordes Minister?

Det ville Heunicke, der ellers selv er journalist af uddannelse, desværre ikke svare på. Han havde nemlig lige investeret i et billigt fiskesæt og booket en fotograf til at profilere sig med ude ved vandet.

Et trick, han havde lært af Esben Lunde Larsen.

Tørre tal om våd jord

Vor efterhånden landskendte professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet har for snart længe siden regnet sig frem til, at der skal udtages 600.000 hektar landbrugsjord, hvis vi skal leve op til kravene i Vandrammedirektivet fra 2000 om en god økologisk tilstand i vore farvande. Dette inden 2028.

SVM-regeringens eneste konkrete målsætning er lige nu, at en fjerdedel heraf skal være udtaget inden 2030. Altså 150.000 hektar. En sølle fjerdedel af det nødvendige areal, der skal udtages for at holde tilstrækkeligt med kvælstof tilbage fra vandmiljøet, som jo lider under algeblomst og iltsvind efter landbrugets forurening.

Regeringen satser på, at op mod 400.000 hektar vil være udtaget inden 2045. Altså to tredjedele af vejen – om 20 år. Hvis alt går vel, og det gør det jo ikke.

Samtidig skal regeringen slås med et nyt og selvskabt problem, nemlig at Finansministeriet har anbefalet de kvælstofreducerende tiltag begrænset mest muligt – af økonomiske årsager.

Hvornår de sidste 200.000 hektar vil være udtaget af drift, tør vist ingen spå om. Herfra kan det dog hurtigt konkluderes, at det ikke bliver i vor levetid, vandmiljøet lever op til kravene. I det Vandrammedirektiv, vi ellers selv tilsluttede os tilbage i 2000. For snart et kvart århundrede siden.

En aldeles imponerende slendrian, som udelukkende skyldes manglende vilje til at gøre noget ved et selvskabt problem, der blot fik lov at vokse, mens landbruget igen-igen scorede kassen. For slet ikke at tale om de temperaturstigninger, der automatisk gør problemerne endnu større.

Hertil skal så lægges den øgede udvaskning fra den famøse Landbrugspakke, som Lars Løkke og Venstre jo indførte tilbage i 2016. Med øget gødningsforbrug, øget udvaskning til vandmiljøet og øget indtjening til de danske landbrug, der i dag i snit har rigtig godt med penge på bogen:

“Formuen er fordoblet på fem år”

“Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“

Overskrift i LandbrugsAvisen

Læg hertil, at der slet ikke er nogen kontrol med de frivillige aftaler, som landbruget hidtil har indgået om kvælstofreducerende tiltag. Det har Rigsrevisionen jo påpeget og kritiseret for ganske nylig.

SVM-regeringen har skam taget kritikken til efterretning – uden dog at gøre noget ved problemet. Det har jo aldrig kostet nogen politiker eller regering noget at tage kritik til efterretning. Aldrig kostet noget i form af politisk krævede og økonomisk krævende tiltag. Man tager blot kritikken til efterretning og fortsætter ufortrødent sine ødelæggelser.

Det bliver derfor ikke i vor tid, at vi eller vore børn atter kan bade i et rent hav. Et glitrende hav med klart vand og et levende liv, som vi havde det for blot et par årtier siden. Det er rent blændværk at tro, at Den Grønne Trepart skulle kunne bringe os i mål med det.

Med det nuværende tempo og de stigende temperaturer vil det sandsynligvis ikke vare årtier, men århundreder. Den Grønne Trepart er i den forbindelse ikke Fem Tanke Gylle og en Giftspreder værd.

Andet end for det danske landbrug, der nu scorer endnu flere tilskudskroner. Under mottoet:

“Selv det mindste fremskridt er bedre end ingenting. Når blot der følger nye tilskud med….”

Fem havbrug eller 2.000 hektar jord

Den Grønne Trepart, der ifølge Alternativets Torsten Gejl jo blot er en Sort Syvpart uden reel interesse for miljøet, kæmper lige nu for at begrænse udledningen af skadeligt kvælstof til vandmiljøet. I hvert fald på papiret.

Dette primært fra landbruget, som står for langt størsteparten af udledningerne. Ikke mindst Lars Løkkes Landbrugspakke fra 2016, med dens tiladelse til øget brug af gødning, satte for alvor gang i dødsspiralen.

Senest har der været afholdt møde i As Forsamlingshus, hvor man diskuterede de pågående planer om flytning og sammenlægning af eksisterende havbrug nær Horsens Fjord. Et område, der har været hårdt belastet af forurenende havbrug i et halvt århundrede.

Professor Stiig Markager fortalte på mødet, at de 40 tons kvælstof og 4,5 tons fosfor, som områdets fem havbrug årligt udleder, reelt svarer til 60 tons. Havbrugenes udledning er nemlig lokalt mere skadelig end landbrugets, der ganske vist samlet er langt større, men isoleret set ikke fylder nær så meget.

Landbrugets udledning er uorganisk og består af næringssalte, primært kvælstof. Samtidig foregår den primært i vinterhalvåret, hvor algevæksten er minimal.

Havbrugene derimod udleder både kvælstof og fosfor i netop det kritiske sommerhalvår, hvor algevæksten er på sit højeste.

Kvælstofudledningen fra havbrug sker som organisk stof i form af foderrester og fækalier, der først forbruger ilt til forrådnelse og siden frigiver uorganisk kvælstof. Dette “nye” kvælstof kan så optages af planktonalger og føre til det næste iltforbrug ved disses endelige forrådnelse.

Organisk kvælstofudledning fra havbrug forbruger således langt mere ilt pr. kvælstofenhed, end uorganisk kvælstof fra spildevand og landbrug gør. Dette påpeget af Gunni Ærtebjerg, der tidligere arbejdede med problematikken hos Danmarks Miljøundersøgelser.

Det betyder, at der skal udtages 2.000 hektar landbrugsjord for at kompensere for udledningen fra områdets fem eksisterende havbrug. Og hvor skal man lige finde al den jord i en tid, hvor landmændene kæmper for at bevare deres nuværende dyrkning og fortsatte forurening?

2.000 hektar eller fem havbrug

“Så nu må politikerne gøre op med sig selv, om de vil fjerne 2.000 hektar landbrugsjord eller fem havbrug.”

Stiig Markager, professor, Aarhus Universitet

Sådan konkluderede professor Markager seancen i As Forsamlingshus. Han gjorde afslutningsvis opmærksom på, at hvis en kommende sammenlægning af havbrugene i As Vig vil betyde en øget udledning af blot ét kilo kvælstof, så kan det ifølge gældende lovgivning ikke lade sig gøre.

Så hårdt presset er økosystemet her.

En vittighed til 40+ milliarder

Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt, står der i den gamle revyvise. Og det er tilsyneladende, hvad vi oplever lige nu.

Vi er midt i Den Grønne Treparts spæde ungdom, der blev kortere, end selv de sorteste skeptikere havde forudset. Alternativets Torsten Gejl var hurtig til at omdøbe Den Grønne Trepart til Den Sorte Syvpart, hvad den reelt altid har været. Hvor det grønne kom fra, kan ingen vist længere få øje på.

Den Grønne Trepart skulle ellers have reddet de sidste rester af liv i de indre danske farvande. Der var sat 40 milliarder af til projektet, som ikke mindst skulle købe landbrugsjord op til udtagning fra landbrugsdrift.

Dertil finansiere et nyt landbrugseventyr for pyrolyse – en helt ny teknologi, der endnu er på drømmeplanet. Men som i teorien skal kunne deponere kulstof permanent i landbrugsjorden – i et omfang, så man kan fortsætte dyrkning som hidtil.

Altsammen for en forsvindende lille CO2-afgift, der endda skulle eller skal kanaliseres tilbage til landbruget på snedig vis. Med tidligere minister Hans Engells ord “så er det jo til at leve med en afgift ved fordøren, når der samtidig læsses guldbarrer af ved bagdøren.”

Aftalen i Den Grønne Trepart rummer ikke stof eller tiltag til den nødvendige omstilling fra konventionel dyrkning til såkaldt regenerativt landbrug, der er langtidsholdbart.

Intet om udfasning af vore dages gigantiske svineproduktion, massive brug af gylle og kunstgødning, sprøjtegifte og monokulturer. Ikke et ærligt tiltag i retning mod en øget biodiversitet.

Mange af tiltagene i Den Grønne Trepart er ikke andet end opdatering af tidligere aftaler, der pludselig indgår i den nye Trepart. Billige points, mildest talt. Lidt for billige. For hvor lang tid tager det ikke lige at rejse ny skov, der skal begrænse udledningen? Det bliver ikke i vor levetid, at vandmiljøet får det bedre af flere træer.

Senest har Rigsrevisorene så påpeget, at dansk landbrug end ikke har levet op til de “frivillige” aftaler, som er indgået lige siden Landbrugspakken fra 2016. Blandt andet om etablering af minivådområder og dyrkning af efterafgrøder til fastholdelse af kvælstof på markerne. Der har stort set ingen kontrol været med disse aktiviteter. Og intet tyder på, at der vil blive strammet op på den praksis.

Dansk landbrug har desværre vist sig som en helt igennem utroværdig medspiller i Den Grønne Trepart. Men påpeger samtidig selv, at der nok skulle have været og fremover skal være offentlig kontrol med de frivillige tiltag. Ellers er det jo endnu engang ræven, der skal vogte hønsene. Og det kender vi jo kun alt for godt resultatet af: Lugten af svovlbrinte fra det rådnende fedtemøg.

Eneste “grønne” medspiller i den syvarmede Trepart er tilsyneladende Danmarks Naturfredningsforening (DN), der desværre lader til at have solgt ud af den sidste troværdighed – blot for at få lov til at være med i mummespillet. For ikke at blive overset helt.

DN har frivilligt ladet sig tage som gidsel i det helt store skuespil om Den Danske Natur, der opføres netop nu: “Kejserens Kostbare Klæder”. For nye er de bestemt ikke.

“En vittighed til 40 milliarder skattekroner” er stykket også blevet kaldt.

Men om 50 år er alting godt igen…

Professor Stiig Markager, som med base på Aarhus Universitet har beskæftiget sig intensivt med iltsvind i et kvart århundrede, er selv ganske realistisk i sine forudsigelser for det danske vandmiljø:

“Om 50 år kan Danmark se helt anderledes ud. Vi kan få renere fjorde, vådere landskaber og rigere natur. Det er en vision, der er værd at kæmpe for.”

Det siger Markager i oplægget til et nyt kursus om Den Grønne Trepart, som Aarhus Universitet udbyder til foråret 2025. Om alt går vel, planerne holder og overlever de kommende regeringsskifter. For det er der slet ingen garanti for. Det vil dansk landbrug kunne lægge rigtig mange nye hindringer for.

Rent og klart vand bliver således ikke noget, vi selv eller vore børn kan se frem til og få glæde af. Det løb er kørt. Trods ellers de bedste intentioner tilbage i 2000, da EU’s Vandrammedirektiv jo blev vedtaget. Som endnu en fisk i en fotofælde.

Det bliver svært at forklare vore børn og børnebørn: At vore politikere i den grad har ladet stå til, mens dansk landbrug bare kørte videre med klatten, gyllesprederen og giftsprøjten.

At vi ikke kunne nå et simpelt mål, vi ellers selv havde sat og givet os et helt kvart århundrede til at nå. Samt postet millioner og milliarder af skattekroner i.

Det er pinligt ud over alle grænser.

Alling Å Revisited

Den lille Alling Å syd for Randers blev landskendt i vinter, da jorden skred under Nordic Waste. Tusindvis af tons svært forurenet jord vandrede nedefter og lagde alt øde. Vi har genbesøgt åen et halvt år senere. Den var ikke nem at finde i det høje græs.

Vi besøgte Alling Å henholdsvis opstrøms og nedstrøms for Nordic Waste. Vi havde frygtet det værste nedstrøms jordskredet, men blev for en gangs skyld positivt overrasket:

Vi fandt ganske vist mange flere insekter og krebsdyr i åen oven for jordskredet. Men stødte alligevel på såvel ferskvandstanglopper som majfluenymfer og små signalkrebs nedstrøms katastrofeområdet. Sågar en lille stime aborrer var der.

Strømmen fører hele tiden ny fauna med sig nedefter, hvor den så forhåbentlig kan etablere sig. Nabo Henrik og jeg følger løbende udviklingen, mens Alling Å forhåbentlig finder sit nye leje i den fede østjyske muld og fiskene atter indfinder sig.

Tungmetallerne forsvinder ikke af sig selv. Barium, nikkel og kobber med flere vil være en fast bestanddel af Alling Å’s økosystem i mange år fremover.

©️ 2024 Steen Ulnits

FMC Cheminovas spildevandsudledning

– Regner Region Midtjylland og Lemvig Kommune mon eget spildevand med i FMC Cheminovas udledninger?

Bjarne Hansen, Thyborøn skriver:

“Mens vi venter på Godot. Eller rettere sagt: ”Høringen” i Folketinget den 12-6-2024 omkring DR-afsløringen af FMC Cheminovas spildevandsudledning til Vesterhavet.

Det handler om, hvordan Miljøministeriet på kreativ vis var i gang med at ”puste” udledningstilladelsen op, så den også kunne rumme de offentlige udledninger.

Det er i bund og grund en gang rod. Miljøministeren agerer, som om det kun er FMC´s processpildevand, der udgør problemet. Men sådan hænger det slet ikke sammen. I virkeligheden kan det endda være, at FMC’s processpildevand udgør den mindste del af problemet.

Problemet er efter min opfattelse ikke FMC’s processpildevand. Problemet er, at myndighederne (Miljøstyrelsen, Regionen og Lemvig Kommune) selv har store mængder forurenet grundvand, som de skal have ledt ud gennem FMC’s rensningsanlæg. Så meget, at det vælter det samlede udledningsregnskab.

Det er her, Miljøministeriets kreative miljøregnskab bliver en realitet. Her, DR 21-søndag tager dem med bukserne nede – i færd med at pynte på regnskabet, så det i tilgift også kan rumme det forurenede grundvand.

Ud over det, så har myndighederne et forklaringsproblem for flere andre udledninger af forurenet grundvand. Når det forurenede grundvand ledes gennem rensningsanlægget, bliver det ”registreret” og en del af det samlede regnskab. Og det giver myndighederne et nyt problem.

– Har FMC overhovedet en udledningstilladelse til det forurenede grundvand fra myndighederne?

Men kan man nu lede det forurenede grundvand direkte ud til havet eller fjorden, så bliver det ikke ”registreret” og kommer dermed ikke med i regnskabet – den samlede belastning af hav og fjordmiljøet.

Det ser vi eksempelvis på det forurenede grundvand, som tilgår Limfjorden fra Rønland. Altså uden om rensningsanlægget, og det er ikke små mængder – helt op til 9.000 gange over Vand Kvalitets Kravet (VKK).

Her ligger Regionen og Miljøstyrelsen lige nu i retssag om, hvis ansvar det så er. Også afværgen under Thyborøn By i Lemvig Kommune kører uden om den ”registrerede” belastning af hav og fjordmiljøet.

Grundvandet under byen bliver pumpet ”urenset” over i Thyborøn Sø, hvor man har åbnet slusen, så søens vand og dermed det forurenet grundvand har fri adgang til Limfjorden. Man udleder altså forurenet og urenset grundvand ud til Limfjorden, fra Thyborøn by via Thyborøn sø.

Derudover har vi den registrerede og/eller skønnede udsivning til Limfjorden fra Den Gamle Fabriksgrund og Depot for Tungmetalforurenet Havneslam. Det udgør tilsammen 30.000 m3 forurenet grundvand.

Den samlede tilførsel af forurening til hav- og fjordmiljøet omkring Cheminova er enorm. Vi kan derfor ikke kun koncentrere os om fabrikkens spildevandsudledning fra rensningsanlæg til Vesterhav, når vi snakker Vandrammedirektivet fra EU.

Direktivet dækker nemlig hele vandmiljøet. Både hav og fjord. Her er det derfor den samlede belastning til både Vesterhav og Limfjord, vi skal regne med.

Men det gør man ikke i øjeblikket, hverken i Miljøministeriet eller i den pågående ”høringsproces”. Og det er forkert.”

Tekst:

Bjarne Hansen

Miljøforkæmper, Thyborøn

Indlægget er bragt i Lemvig Dagblad

Foto: Steen Ulnits

Hul igennem – til grundvandet…

Vi har i snart flere år fået tudet ørene fulde af, at skandalefabrikken Nordic Waste lå sikkert placeret på en uigennemtrængelig lermembran. Den skulle beskytte grundvandet mod nedsivende giftstoffer, hed det sig.

Sådan er det desværre ikke længere. Nu har det nemlig vist sig, at der findes en åben vandboring midt inde på fabriksområdet. Inden den store fabriksskorsten blev sprængt i luften af sikkerhedsgrunde – fordi jorden var begyndt at skride og bygningerne at vælte – lykkedes det at redde pumpeudstyret.

Aktionen efterlod desværre et åbent borehul med en diameter på omkring 10 cm. Hullet nåede og når stadig helt ned til kalklaget under den beskyttende lermembran, som derfor ikke er tæt længere. Hullet har således direkte adgang til de vandførende lag og udgør derfor en reel risiko for drikkevandet. Alt det, myndighederne netop sagde ikke var tilfældet.

På samme måde har lokale beboere bidraget med oplysninger om, at der findes gravede render og nedlagte rør oppe på bakken over jordskredet – inden for fabriksområdet. Tilsyneladende også ældre drænledninger.

Nogle af disse leder vand ud fra fabriksområdet og dermed sandsynligvis også direkte ud i Alling Å, der dengang løb blot få meter fra jordskredsområdet og fabriksgrunden.

Det kniber derfor gevaldigt med at holde grundvandet frit for forurening, når der nu er et åbent hul ned i undergrunden under lerlaget. Tilsvarende kniber det også med at holde Alling Å fri for forurening fra det omgivende terræn.

Det har fået to bekymrede Randersborgere med indsigt i sagerne til at forfatte følgende læserbrev:

Systemfejl

Arrogance og mangel på respekt for vores natur og miljø

Nordic Waste-skandalen afslører grundvandsforurening trods gentagne advarsler fra borgere.

Gang på gang har bekymrede borgere og byrådsmedlemmer rejst spørgsmålet om risiko for grundvandsforurening fra Nordic Waste. Hver eneste gang blev forureningsrisikoen blankt afvist på trods af, at forvaltningen var bekendt med boringerne på Nordic Waste-grunden. Boringer, der for øvrigt fremgår af kommunens egen hjemmeside.

Konsekvent tog man Nordic Wastes forsikringer for gode varer og latterliggjorde næsten de bekymrede borgere.

Nu viser det sig, at der fra Nordic Waste-grunden er “hul igennem” til grundvandet. Hvordan kan vi som borgere overhovedet have tillid til de svar, der bliver givet i denne sag, når de gang på gang har vist sig at tage fejl?

De gentagne afvisninger af borgernes bekymringer viser en farlig grad af arrogance og mangel på respekt for vores natur og miljø. Når borgernes frygt nu endelig bliver bekræftet, efter måneder eller år med afvisninger, står det klart, at systemet er dysfunktionelt og uansvarligt.

Hvordan kunne det gå så galt? Hvorfor blev advarslerne ignoreret? Den manglende handling og den skødesløse behandling af borgernes bekymringer viser en chokerende mangel på ansvarlighed.

Er det virkelig for meget at forvente, at de, der valgt, og de, der er ansat til at beskytte vores miljø og helbred, faktisk lytter til dem, de er sat i verden for at tjene?

Det er i bedste fald ligegyldighed, der nu har bragt vores alles grundvand i fare. Det er en skandale af dimensioner, og der må trækkes klare konsekvenser.

Anker Boje, byrådsmedlem, Randers Kommune og

Henrik Leth, Skytten 118, Randers NV

Anker Boje er til daglig driftsleder på Assentoft Vandværk og som sådan professionelt bekymret for kommunens drikkevand. Henrik Leth er tidligere byrådsmedlem i Randers Kommune.

Begge har de med stigende bekymring fulgt aktiviteterne på Nordic Waste – længe før det endelige jordskred i december 2023.

Læserbrevet har været offentliggjort i Randers Amtsavis.

©️ 2024

Se de historiske billeder fra

Jordskredet ved Nordic Waste herunder:

What a Waste…

“Stanken af grådighed”

Den fantastiske historie om det store selvforskyldte jordskred og forureningen fra Nordic Waste er gået verden rundt.

Ud over danske medier som Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken og Information med flere har også udenlandske medier ladet sig fascinere af fortællingen. Heriblandt The Guardian, Washington Times og Süddeutsche Zeitung.

Sidstnævnte endda i så høj grad, at de sendte en af deres topreportere den lange vej fra München i sydtyske Bayern til Ølst Bakker syd for Randers for ved selvsyn at berette om katastrofen og jordskreddet ved “jordforbedringsanlægget” Nordic Waste.

Det kom der en interessant reportage ud af, som absolut kan anbefales. Alene overskriften vækker interessen med det samme:

“Gestank der Gier”

På dansk “Stanken af Grådighed”. Intet mindre.

Journalisten var Alex Rühle, som er Skandinaviens-korrespondent på den store tyske avis. Han havde læst om jordskreddet og set billederne. Men som han så rigtigt siger over køkkenbordet, så lugter tekst og billeder ikke. Der mangler en dimension, og derfor tog han Deutsche Bahn til Aarhus og derfra videre til Randers.

Her bookede han sig ind på et hotel, hvorfra han på elcykel kunne nå helt ud til katastrofeområdet – de skridende jordmasser ved den forladte fabrik Nordic Waste og den tilstødende landsby Ølst. På cykel kunne han bedre fornemme, hvad der var sket og stadig skete i Ølst by og Ølst Bakker.

Her kunne Rühle indsnuse den mærkelige lugt af død og ødelæggelse. Med hans egne ord en lugt af nedgravede rådne mink og diverse tjærestoffer, godt blandet med tidens powerdrink – Red Bull. Altsammen henlagt til gæring på ubestemt tid.

Usælgelige huse

Det var sådan, Alex Rühle oplevede det, da han gæstede Ølst, lugtede til mudderet og talte med de lokale borgere, der var og stadig er bestyrtede over den behandling, de har fået i sagen.

Bankerne vil ikke længere lade borgerne tage lån med sikkerhed i deres boliger. Husene er i dag usælgelige, for ingen ved hvad der gemmer sig i mudderet. Om jorden vil begynde at skride igen, hvis det igen vil regne ekstraordinært meget.

Randers Kommune aner det heller ikke. I hvert fald vil de ikke ud med det. Vi andre ved bare, at som tiden går, dukker mere og mere op af mudderet. Flere og flere giftige stoffer, som slet ikke burde være der. Som aldrig er blevet registreret. Kommunen har sovet i timen og ikke været sin opgave voksen. Pænt sagt.

– Gad vide, om Alex Rühles artikel i Süddeutsche Zeitung mon lokker mange tyske turister hertil? For selv at fornemme “Stanken af Grådighed”…?

I så fald bør de huske lange gummistøvler og holde godt fast i dem. Grådighedens Mudder sluger alt og giver ikke gerne slip…

©️ 2024 Steen Ulnits

Se de historiske billeder fra

Jordskredet ved Nordic Waste herunder:

What a Waste…

Myten om MuslingeRens

Det er desværre lykkedes dansk landbrug at skabe en myte om, at blåmuslinger renser vandet. Så landbruget endnu engang kan slippe for at rydde op efter sig selv.

Myten består i, at muslinger vil kunne rydde op efter landbrugets kolossale forurening af vandmiljøet med især kvælstof. Det kvælstof, der i overdosis skaber uklart vand, algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Regeringen vil med sin nye havplan udbygge det danske muslingeopdræt kraftigt. Der skal etableres flere kilometerstore Smartfarms – under dække af, at de dyrkede muslinger kan fjerne det skadelige kvælstof fra landbruget, som så frit kan forurene videre.

Den opgave magter muslingerne desværre ikke. Hvad de med sikkerhed kan, er at koncentrere forureningen fra et stort vandområde på et begrænset areal omkring muslingefarmene.

I den lukkede Skive Fjord har man dyrket blåmuslinger siden årtusindskiftet. Med så mange milliarder muslinger i gang 24/7/365 burde vandet i Skive Fjord være landets reneste. Men det stik modsatte er desværre tilfældet.

I dag finder man i stedet et op til tre meter tykt iltslugende slamlag med tilhørende liglagen af hvide svovlbakterier i Skive Fjord, som aldrig har haft det dårligere. Hver sensommer kvitterer fjorden med regelmæssige bundvendinger, der slår alt liv ihjel, som ikke kan svømme væk eller kravle på land. Inden den giftige svovlbrinte fra bundvendingerne indhenter dem.

Forklaring på dette følger herunder.

Effektive filtratorer

Muslinger lever af at filtrere store mængder vand og fange det plankton, der måtte leve i det. Heriblandt såvel alger som det dyreplankton, der græsser på algerne.

Under optimale forhold – tilpas høj saltholdighed og tilstrækeligt med føde – kan muslingerne optage en tredjedel af kvælstoffet i den frafiltrerede føde. Den bliver til muslingekød og kan fjernes fra vandet ved høst. Den fjerner ikke sig selv.

En anden tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet stand – mere biotilgængeligt end før og klar til endnu flere nye alger. Denne tredjedel kan booste algevæksten mere end før den delvise fordøjelse i muslingen.

Den sidste tredjedel udskilles som ekskrementer og synker til bunds under eller nær muslingefarmen – med mindre der her er en stærk strøm til fortynding. De fleste muslingefarme er imidlertid placeret kystnært i beskyttet farvand uden nævneværdig strøm. Bunden slammer derfor hurtigt til.

Men ikke nok med, at en tredjedel af alt kvælstoffet ender på bunden som en ny forurening, der slet ikke var der før muslingerne. De uundgåelige iltsvind under og omkring farmene kan i tilgift frigive yderligere kvælstof fra bunden. Kvælstof, som før muslingernes ankomst var sikkert deponeret i sedimentet her.

I værste fald kan vi ende op med et vandmiljø, som rummer mere frit kvælstof efter introduktionen af muslinger end før. Det er konstateret flere steder i udlandet. Faktisk viste studier så tidligt som i 2011, at kvælstoffjernelsen via muslingeopdræt var en yderst tvivlsom ting.

Alligevel fortsatte vandbrug og landbrug med at udbrede myten om de rensende muslinger, som der var og stadig er gode penge i. Dette i form af tilskud fra landbruget, der bruger muslingerne som et skalkeskjul, de gerne betaler til – som en bekvem undskyldning for blot at forurene videre inde på land.

Selektive planktonædere

Men heller ikke nok med det. Muslingerne er nemlig selektive planktonædere, der foretrækker større planktondyr frem for mindre alger og bakterier. Udenlandske undersøgelser viser, at muslingerne på denne måde kan ændre sammensætningen af plankton i vandet omkring muslingefarmene.

Ved selektivt at æde de større dyreplanktonorganismer fjerner muslingerne de dyr, der ellers skulle have holdt de mindre alger i skak. Her specielt de små blågrønalger, som kan være giftige. Resultatet risikerer derfor at blive algeblomst i stedet for vandrensning.

De store smartfarms skulle oprindelig have produceret muslingemel, der kunne indgå i fremstilling af svinefoder. Dette i den såkaldte “gylletrekant”, hvor lækkende gylle fra markerne bliver til flere alger i vandet, som kan brødføde flere nye muslinger, der siden kan blive til nyt muslingemel og nyt svinefoder. Og så videre. En ren evighedsmaskine, så længe der blot løbende hældes gylle i vandet..

Opdrættet af muslinger har imidlertid vist sig at være et rent luftkastel. De store smartfarms er økonomisk urentable og må i stedet leve af millionstore tilskud fra landbruget. 150 millioner tilskudskroner er således udbetalt siden årtusindskiftet – som slet kamufleret erhvervsstøtte. Limfjordens Miljøråd har søgt aktindsigt og lagt tallene sammen.

Fødevareministeren har da også været meget længe om at svare på, hvor meget kvælstof vi har fået fjernet for de mange millioner tilskudskroner. Det er ikke meget. Men mere derom senere.

Kulturbanker og omplantningsbanker

De store Smartfarms har derfor omlagt produktionen til i stedet at producere muslingeyngel. Denne udlægges siden på kunstigt anlagte kulturbanker, hvor de kan vokse, og hvor de voksne muslinger efterfølgende kan skrabes med tunge redskaber. Disse ødelægger uundgåeligt bunden for alle andre organismer.

Undermålsmuslinger fra skraberiet sorteres fra og udlægges på nye omplantningsbanker, hvor de så kan vokse sig fangststore. Hvorefter de også skrabes – med tilsvarende ødelæggelse af bunden. Disse muslinger har således oplevet at blive skrabt ikke én, men to gange – med dobbelt klimabelastning og ødelæggelse af havbunden til følge.

De store smartfarms forurener således ikke kun lokalt, hvor vandmiljøet kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger. De danner samtidig skjult grundlag for et efterfølgende og altødelæggende muslingeskrab, der efterlader bunden øde og gold.

Senest er der kommet fokus på, at bundtrawl og muslingeskrab frigør store mængder CO2 fra bunden, hvor den hidtil har ligget gemt. Den frigøres nu og bidrager efterfølgende til at forværre klimasituationen og den globale opvarmning.

Der er således intet godt at sige om hverken muslingeopdræt eller muslingeskrab i de indre danske farvande. Hverken for miljø eller klima.

Begge dele bør derfor stoppes i tide, inden alt er ødelagt. Inden alle danske fjorde ender som kloner af Skive Fjord.

Flemming Højgaard Madsen er født i Struer, biolog cand. scient fra Aarhus Universitet, stifter af Cheminova-gruppen og æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening.

Flemming var i nogle år bestyrer af AU’s Marinbiologiske Station i Rønbjerg og kender derfor Limfjorden bedre end de allerfleste. Medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” om forureningen fra datidens Cheminova – nutidens FMC.

FjolleFlimmer og KaosTV

KaosTV med Clement

Vort døde eller i bedste fald døende hav har i de forgangne uger fået al den opmærksomhed, det skulle have haft i de sidste godt tyve år. Medierne har stået i kø for at dække det, de selv helt havde glemt at dække i samme tidsrum.

Forskere og fiskere har i de forgangne år og specielt siden den skandaleramte Landbrugspakke i 2016 forgæves søgt at få pressen til at dække den økologiske katastrofe, som vi hele tiden har vidst var under opsejling under havoverfladen.

Professor Stiig Markager var allerede i 2002 ude med advarsler på TV2, men ingen tog dem dengang alvorligt. I hvert fald ingen ansvarlige politikere, for der var åbenbart ingen. Man slog sig til tåls med, at sådan var det åbenbart i et landbrugsland som Danmark. Også hvis man selv var i opposition til landbrugsregeringen.

To udsendelser på TV stikker ud fra mængden, væsensforskellige i både form og indhold. Den ene var et sikkert velment KaosTV med Clement, hvor et hav af forskellige mennesker og organisationer tumlede rundt på scenen og skiftede plads, som var det Blå eller Rød Stue på udflugt med børnehaven. Helt uden pædagoger.

Det faglige indhold var meget svært at få øje på i al virakken, hvor miljøminister Magnus Heunicke på et tidspunkt blev placeret sammen med sine forbundsfæller i fødevareministeriet og landbruget.

Det kom der ikke noget godt ud af. Miljøets Magnus lignede flere gange en pryglet hund, når fødevareminister Jacob Jensen svingede krabasken og totalt ignorerede Clements nærgående spørgsmål. Det er Jensen på billedet herunder.

Jacob Jensen gentog for gud ved hvilken gang, at landbruget skam gør, hvad de kan og skal for miljøet. Clement måtte til sidst opgive at få blot et enkelt konkret svar fra fødevareministeren, der klappede i som en fladøsters før en bundvending.

Miljøministerens kropssprog fortalte med al uønsket tydelighed, hvem der havde bukserne på i den debat og den regering. Og hvem der rystede i sine. Det så ikke kønt ud og varsler ilde for fremtiden og vandmiljøet.

Til alt held lykkedes det præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, at brænde igennem på KaosTV. Det gjorde hun med et stjerneklart budskab om, at det bagstræberiske danske landbrug stort set har hele skylden.

Hun har selv oplevet at blive budt op til dans og inviteret til kaffe på Axelborg. Et initiativ, der set i bakspejlet blot skulle trække tiden yderligere ud.

Og gjorde det med stor succes.

Saglig debat om havmiljøet

Det var således ikke meget, der kom ud af Debatten på DR med Clement Kjersgaard. Det var populistisk KaosTV, når det er værst. Fjolleflimmer også kaldet.

Ind imellem glemte man næsten helt emnet i al virakken omkring deltagerne, der blev flyttet rundt fra podie til podie i én uendelighed. Det mindede mest af alt om en kinesisk brandøvelse uden vand.

Ærgerligt med et så vigtigt emne som vort døende hav, der ifølge fagfolk som Stiig Markager nu skal bruge mindst 20-30 år på at vende tilbage til livet – hvis det altså lykkes at få vendt skuden lige nu. Hvad intet ser ud til.

Al ære og respekt for Clement Kjersgaard, som desværre ikke lykkedes med at få noget som helst ud af fødevareminister Jacob Jensen. Det er ham på billedet herover. Landbrugets minister og selv landmand klappede i som en blåmusling under et iltsvind.

Jacob Jensen havde ellers lagt hårdt ud og fjernede som en af sine allerførste ministergerninger netop det forbud mod trawlfiskeri, som den foregående regering ellers havde vedtaget. Et forbud, som skulle have reddet havbunden for yderligere ødelæggelser.

Lykkedes det ikke Clement at nå igennem det tykke lag af spin omkring landbruget, så var der anderledes saglig saft og kraft i DR’s Deadline. Her havde man klogeligt skåret antallet af deltagere ned fra en folkefest og til to nøglepersoner, der blev på samme plads under hele udsendelsen.

Studievært Astrid Berg havde forberedt sig grundigt på sit emne. Altid en fornøjelse, når en dygtig journalist gider gå i dybden med sit stof. Og derfor evner at stille de rigtige spørgsmål.

De to gæster i studiet var professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet, der for mere end tyve år siden advarede om udviklingen mod dagens permanente iltsvind. Og så Anders Panum Jensen, som er miljødirektør i Landbrug og Fødevarer. Dansk landbrug leverer ifølge Miljøstyrelsen 70% af det skyldige kvælstof.

Det var således to stik modsat rettede personer, der repræsenterede hver sin side af miljødebatten. Begge blev udspurgt sagligt af Astrid Berg, og begge fik lov til at tale ud i programmet.

Anbefales på det kraftigste, hvis man ikke er til KaosTV, men i stedet ønsker sober information om alvorlige emner.

Miljøminister Magnus Heunicke (tv.) og professor Stiig Markager

Diskussion i Aftenshowet om havmiljøet

Solberg og tamlaksene

Norge er som bekendt verdens største producent af tamlaks i åbne totalforurenende havbrug. Med totalforurenende menes, at al forurening uden undtagelse lukkes ud i havet. Ingen rensning er mulig.

Heldigvis er vi danskere ikke ene om at have uduelige, inkompetente eller skrupelløse politikere, der kun tænker på at mele egen kage eller i hvert fald få tiden som folkevalgte til at gå på fuld løn og med fuld pension.

Nordmændene er også rigtig godt med. Det har de gjort med den norske lakseimperialisme, som dygtige norske politikere i løbet af få årtier har fået spredt til så fjerne lande som Chile ved Stillehavet. Med god hjælp fra stenrige erhvervsfolk, som har tjent deres første milliarder via Nordsøolien.

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg er en af dem, som har bidraget rigtig meget til den globale spredning af tamlaks og forurening. Hun har været aktiv på mange områder, hvilket sikrede hende genvalg som den første norske statsminister nogensinde.

Erna og ægtemanden

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg er netop kommet galt afsted igen-igen. Denne gang er hun tilsyneladende kommet ud i sit livs stormvejr på grund af ægtemanden og hans aktiehandler under hendes periode som norsk statsminister.

Det norske Dagbladet undersøger lige nu, om der er tale om en ægteskabelig krise eller en bevidst løgnehistorie. Enten forsøger Erna Solberg at skjule, at hun hele tiden har kendt til mandens aktiehandler. Eller også har hendes mand bevidst handlet bag hendes ryg.

For nylig sagde Solberg på et pressemøde, at hun i flere tilfælde burde have været inhabil på grund af mandens aktier, som hun efter eget udsagn først fik kendskab til ugen før. Det udsagn har Solbergs mange kritikere dog sået tvivl om.

Kort efter måtte den tidligere statsminister derfor på banen igen. Hun forsøgte denne gang via en tidslinje at dokumentere, at hun ikke havde vidst noget. Hun erkender dog, at hun burde have vidst mere og handlet noget før.

I alt foretog hendes ægtemand nemlig flere tusinde aktiehandler, mens Erna Solberg var statsminister. I netop den periode traf hun flere beslutninger, som kan have gavnet mandens aktiehandel. Blandt andet beslutninger om fremtiden og betingelserne for de totalforurenende norske havbrug.

Solberg siger selv, at ægtemanden ikke har været ærlig omkring sine handler. Hun havde hele tiden haft den opfattelse, at hendes mand var fuldt bevidst om lovens ord. At han ikke kunne købe og sælge aktier, mens hans hustru var norsk statsminister. Siger altså Erna Solberg. Ægtemanden siger ikke helt så meget.

Sagen, der i norske medier betegnes som en skandale, brød ud midt under valgkampen til det norske lokalvalg. Solberg bad efterfølgende sin mand om at gøre rede for, hvad han havde handlet af aktier under hendes embedsperiode som statsminister.

Det viste sig da, at Erna Solbergs ægtemand havde foretaget flere end 3.600 køb og salg af aktier, mens fruen var statsminister. Flere af dem angiveligt aktier i akvakultur.

Erna og Covid-19

Det er ikke første gang, den tidligere norske statsminister Erna Solberg har været på kant med lovgivningen. Hun er vant til at være i vælten og har været det længe som folkevalgt toppolitiker. Men også privat har hun haft svært ved at undgå søgelyset og holde sig på dydens smalle sti.

Midt under coronakrisen sprang der således en mindre bombe i Norge. Det skete, da Erna Solberg skulle fejre sin 60-års fødselsdag. Hun brød da de norske corona-restriktioner i forbindelse med familiespisning på en restaurant i det norske skisportsområde Geilo. Restriktioner, hun selv havde været med til at vedtage.

De norske myndigheder fandt, at det var en skærpende omstændighed, at hun som landets øverste tillidsvalgte ikke selv ville eller kunne overholde restriktionerne til begrænsning af corona-smitte og relaterede dødsfald.

Solberg valgte således at bryde med sine egne og regeringens foranstaltninger – blot for at fejre sin egen fødselsdag i festligt lag sammen med 13 familiemedlemmer. Midt under de strengeste corona-restriktioner, som skulle holde smitten med Covid-19 under kontrol.

Den brøde takserede de norske myndigheder til en bøde på 20.000 norske kroner. Det kan lyde af meget, men er blot et greb i lommen for landets statsminister, hvis familie har store personlige investeringer i det norske lakseopdræt. Som for øvrigt af kineserne mistænkes for at kunne have spredt Covid-19 helt til Kina.

Men det er en helt anden historie. Den manglende norske respekt for egen skadevirkning minder i øvrigt på flere måder om den danske minkskandale, hvor hvervet jo også selv var aktivt medvirkende til spredning af Covid-19 og udviklingen af fremtidige mutationer.

Herhjemme dog via importerede billige østarbejdere, der ikke var testet negative for Covid-19 før ankomsten. Og ikke inviterede norske familiemedlemmer.

Men det er også en helt anden sag. Med Slette-Mette i en af hovedrollerne.

Erna og Unesco

Statsministerens norske lovbrud skræmte dog ikke verdensorganisationen Unesco fra efterfølgende at udnævne selvsamme Solberg til protektor for FN’s Havforskningstiår.

Det storforurenende Norge er nemlig en af de største økonomiske bidragydere til FN’s Havpanel, hvori sidder 13 andre nationer. Havpanelet ønsker en bedre forvaltning af havmiljøet – baseret på mere finansieret forskning. Ikke på begrænsning af forureningen. Nej da.

Havbrugernes eksstatsminister Erna Solberg passede derfor perfekt ind i glansbilledet. Som i tegneserien Steen og Stoffer, hvor man altid udveksler ordener og udmærkelser efter alle klubmøder. Det manglede da bare. Og koster gratis.

Havpanelets 14 nationer fremlagde deres konklusioner tilbage i december 2020. Medlemslandene forpligtede sig da til en bæredygtig forvaltning af samtlige de havområder, landene råder over. Erna Solberg udtalte ved den lejlighed følgende, som nok vil gå over i historien:

”Sammen med de 13 andre stats- og regeringschefer i Havpanelet har vi konkluderet, at vi har brug for en gennemgribende forandring i verdens brug af og værn om havet.

Skal dette lykkes, må flere – såvel stater som private aktører – engagere sig. Dette vil jeg bidrage til i både opfølgningen af Havpanelets arbejde og i rollen som Havtiårs-alliancens protektor.”

Erna Solberg, tidligere norsk statsminister

Det må siges at være himmelråbende uvidenhed, når Unesco valgte netop Erna Solberg til denne sikkert vigtige opgave. Eller også er det bare hykleri i absolut verdensklasse. Når ovenstående siges af en af verdens absolut største enkeltforurenere af såvel Atlanterhavet som Stillehavet.

Norge er jo suverænt den nation, som ejer flest totalforurenende havbrug verden over. Som herigennem lægger det hårdeste pres på havenes resurser og bidrager allermest til forurening og udslip af tamfisk med følgende sygdomsspredning og genetisk forurening.

Verden vil bedrages, og det bliver den så. Nu sågar af den tidligere norske statsminister, der selv har investeret mange penge i de forurenende havbrug.

Som vel efterhånden de fleste nordmænd har.

Der er jo penge i skidtet. Milliarder.

Tal og navne kort

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg har netop været i de norske mediers søgelys.

Hun er gift med erhvervsmanden Sindre Finnes, hvis mange og tvivlsomme aktiehandler i hustruens embedsperiode er blevet opdaget.

Tidligere statsminister Erna Solbergs storesøster Marit Solberg har været involveret i lakseopdræt siden 1985.

Marit Solberg blev i 2014 administrerende direktør i verdens største lakseopdrætsselskab, Marine Harvest.

Marit Solberg forlod Marine Harvest i 2018 og har siden 2019 været direktør i Nekkar ASA, der beskæftiger sig med “disruptive teknologier”.

Sindre Finnes solgte i en periode aktier i Nekkar, der i 2021 modtog et statstilskud på 21 millioner norske kroner fra Innovation Norway.

Ifølge nyhedsmagasinet E24 handlede Sindre Finnes Nekkar-aktier hele 72 gange mellem maj 2020 og september 2021.

Nrk.no har regnet sig frem til, at Sindre Finnes tjente omkring 420.000 kroner ved handel alene med Nekkar aktien.

Sindre Finnes var orienteret om, at aktiehandel i hustruens embedsperiode var på kant med lovgivningen.

Man skal lede længe for at finde mere tætte relationer mellem Magten og Midlerne end i Norge hos familien Solberg.

Magtmisbrug er et nærliggende ord.

Data fra E24 og NRK.

“Soja-alliancen”

“Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Brdr. Bisp

Danmark har i forhold til sin ringe fysiske størrelse og høje befolkningstæthed en af verdens største animalske produktioner – næsten udelukkende med eksport for øje. Og derfor importerer vi massive mængder soja til dyrefoder.

Vi producerer i Danmark omkring seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan spise. Og vi har derfor brug for flere gange det dyrefoder, vi selv kan producere.

Flere og flere danske marker er derfor omlagt fra korn til konsum til produktion af foderafgrøder som raps og majs. Primært til svineindustrien. Med tilhørende gødskning og sprøjtning for at optimere udbyttet.

Især fodermajs udgør et problem for det i forvejen hårdt belastede danske vandmiljø. Majs er nemlig notorisk dårligt til at holde på de tilførte næringsstoffer. Dyrkning af majs resulterer derfor i en høj udvaskning af de uønskede næringsstoffer – primært kvælstof – til vandmiljøet.

Den bedste afgrøde med den mindste udvaskning til omgivelserne er græs. Grønt græs, som derfor burde vokse i alle kystnære områder og på alle lavbundsjorder, der ikke allerede er taget ud af drift.

Det er netop dette grønne græs, som dansk landbrug nu her i tørken søger om lov til at høste på arealer, der ellers var taget ud af drift. Der mangler som altid foder til de alt for mange dyr. Og vand til alle de for længst drænede marker.

“Dansk Alliance for Ansvarlig Soja”

Danmark importerer årligt 1,7 millioner tons soja til dyrefoder. Dette ifølge regeringens Handlingsplan mod Afskovning.

Københavns Universitet (KU) har beregnet, at alene importen af soja og palmeolie medfører globale emissioner på over syv millioner tons CO2 ækvivalenter årligt. Dette er inklusive emissioner “forbundet med direkte ændringer i arealanvendelsen”, som det finurligt hedder.

KU har endvidere beregnet, at disse emissioner kan mere end halveres, hvis produktionen foregår afskovningsfrit. Der er således vigtige mål at sigte efter i kampen for et bedre klima.

Danske interessenter i soja og import af samme har slået sig sammen og er i dag medlemmer af “Dansk Alliance for Ansvarlig Soja” – i daglig tale blot “Soja-alliancen”:

3F, Arla, Aldi, Concito, Coop, Dagrofa, DAKOFO, Danish Crown, Danpo, Dansk Erhverv, DLG, DSK, HK Scan, IWGIA, Landbrug & Fødevarer, Letz Sushi, Lidl, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Preferred by Nature, Rema 1000, Salling Group, Udenrigsministeriet, Verdens Skove og WWF.

Soja-alliancen spænder således vidt inden for fødevaresektoren, og den er skam en god ting – for skovene i det store udland. Desværre ikke i det lille indland. Her savner man nemlig, at alliancen tager skridtet videre og kommer med løsninger, der kan mindske det danske husdyrhold og dets enorme foderforbrug.

Det ville være gavnligt for klimaet, og det ville reducere den efterfølgende forurening med gylle fra de alt for mange millioner slagtesvin, vi producerer i dag. Gylle, der langsomt løber, siver eller vaskes ud i det betændte danske vandmiljø og her giver anledning til algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Dermed ville Soja-alliancen gavne ikke blot udenlandske skove, men også de danske fjorde, der gisper efter vejret i sommervarmen.

Sojaskråen er hermed givet videre.

Etisk Handel om skovrydning

“Den danske årlige import af soja, i blandt andet dyrefoder, udgør Danmarks største risiko for rydning af skov.

Derfor har de største danske sojaaktører på tværs af sektorer siden 2019 arbejdet sammen i ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’ for at fremme ansvarlig sojaproduktion, og nu er alliancen klar med endnu højere ambitioner.”

Det skriver Etisk Handel Danmark i en pressemeddelelse. Etisk Handel har siden 2008 arbejdet for at fremme samarbejdet omkring bæredygtig global handel. Dette i et naturligt samarbejde med Udenrigsministeriet.

EU har netop fået en ny skovlov, der stiller nye krav til den globale handel med afgrøder. Blandt meget andet kræver den, at dyrkning af soja til foder ikke må ske på bekostning af rydning af skov.

Det er en lov, som medfører helt nye krav om “dokumentation af ansvarlige forsyningskæder”, som det fremgår af teksten.

I skrivende stund er der stadig udfordringer med afskovning, da denne nu i endnu højere grad rykker til nye områder, der ikke nødvendigvis betegnes som skov eller primær skov, men i stedet “andre naturlige økosystemer”.

Et rigtig godt eksempel finder vi i Brasiliens Cerrado-savanne, som er et af verdens mest biodiverse steder og dermed kritisk vigtig for at beskytte det globale klima.

Lige nu er 70 procent af dette naturområde ikke beskyttet af den kommende EU-skovlov og risikerer derfor at blive omlagt til eksempelvis sojaproduktion.

Ikke kun for skov

Men henblik på Cerradoen og tilsvarende økosystemer forsøger Soja-alliancen nu at få ændret teksten i den nye EU-skovlov.

Soja-alliancen har ikke kun fokus på skovrydningsdelen, men også på, at sojaproduktionen skal ske uden rydning af anden værdifuld natur og skov. Såsom netop Cerradoen i Brasilien.

Soja-alliancen opfordrer derfor til, at EU-lovgivningen, når den skal revideres, udvides til også at omfatte omlægning af andre økosystemer. Et udspil, som vækker glæde hos Verdensnaturfonden:

“WWF noterer med glæde, at Soja-alliancen er mere ambitiøse end EU-lovgivningen ved at sætte fælles mål om at arbejde sammen for at stoppe såvel skovrydning som omlægning af andre naturområder i 2025.

Samtidig er der enighed om at bruge internationale definitioner (AFI). Danske aktører spiller en vigtig rolle i kampen mod afskovning, og vi har ingen tid at spilde, hvis vi skal redde skoven og naturen”.

Det siger Mette Boye, som er miljøfaglig chef i WWF Danmark. Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis blot der også kunne fokuseres lidt på lille Danmark og ikke kun det store udland:

Med fare for at gentage mig selv: Det er helt fint, at hele eller dele af den danske fødevaresektor på denne måde gør en indsats for at redde skov, regnskov og truede naturtyper i det store udland. Den slags tiltag kan der ikke siges nok godt om.

Men endnu bedre ville det være, dersom vi reducerede vort hjemlige sojaforbrug til foder, begrænsede antallet af slagtesvin i danske svinestalde og dermed reducerede den uundgåelige gylleproduktion.

Det er den, der her og nu truer med at tage livet af de indre danske farvande.

Soja kort fortalt

Sojaplanten er kendt for sine proteinrige bønner, der primært produceres i frostfrie dele af Argentina, Brasilien, Kina og USA. 75% af verdens produktion går idag til dyrefoder – mere end 50% alene til svinefoder.

Det danske klima egner sig dårligt til sojaproduktion, hvorfor vi må importere sojabønner fra ovennævnte lande. Selv producerer vi i dag foderraps og fodermajs til den gigantiske danske svineproduktion.

Samlet set producerer Danmark seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan fortære. Denne massive produktion lægger et enormt pres på dansk natur og miljø, som dyrkes intensivt og dagligt forarmes.

Sojaskrå er navnet på det faste restprodukt, som er tilbage efter ekstraktion af sojaolien. Med et proteinindhold på op mod 50% bruges det meget i fødevareindustrien.

Fotos: Marker med blomstrende foderraps ved Randers Fjord

Fra Bisp til Gisp

Tilbage i 2004 (1987) kunne Brdr. Bisp alias Michael Wikke & Steen Rasmussen med god samvittighed spørge seerne på DR: “Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Nej, det skal du ikke. Thise Mejeri skilter nu med “Ingen soja i foderet” på deres økologiske mælkeprodukter. I 2023, mere end tyve år senere.

“Voldsom Volvo”, som Allan Mortensen sang, når nogen råbte om hjælp. Godt akkompagneret af Billy Cross på elspade.

Måske Brdr. Bisp må tage navneforandring til Brdr. Gisp i disse iltsvindstider…

“Hørte jeg et råb om hjælp?”