Forfatterarkiv: Steen

Greys G-Tec

Fluefiskeri er traditionernes fiskeri. Det sker kun sjældent, at noget virkelig nyt kommer på banen. Greys nye G-Tec hjul og stænger er en klar undtagelse fra denne regel!

Som fluefisker og fiskeskribent er det mange nye stænger og hjul, man har mellem hænderne. Derfor skal der efterhånden meget til, før man bliver imponeret.

Tilsyneladende mener de fleste producenter af fluestænger, fluehjul og flueliner, at vi for længst har nået Paradiset – at vore dages fluegrej er perfektioneret og forfinet i en sådan grad, at der ikke længere er meget tilbage at gøre, ændre eller forbedre. Derfor ser det meste grej aldeles ens ud. Det er blot farve og finish, der skiller producenterne og produkterne fra hinanden.

En sjælden gang rykker vi dog lidt. Det skete for alvor, da Fenwick lancerede kulfiberstangen i 1973. Det skete igen, da Loop eller rettere: Danielsson lancerede storspolehjulet. Og det skete, da Airflo lancerede flueliner af polyurethan i stedet for PVC. Siden da er der ikke sket det helt store.

Men så kastede nordengelske Greys – et søsterselskab af hæderkronede Hardy – sidste år sine G-Tec stænger og hjul på banen. Her var der spekuleret over tingene. Her var intet taget for givet, og her var der derfor tænkt helt nye tanker.

– Nådada, tænkte jeg, da jeg første gang så billeder af de nye G-Tec produkter fra Greys. – Kan fluegrej også se sådan ud? Faktisk kriblede det gevaldigt i fingrene for at prøvekaste og testfiske de nye grejer, men der skulle gå lidt tid, førend det var så vidt. Først skulle Hardy og Greys nemlig have en dansk distributør, og det blev Fairpoint Outdoors i Allerød.

Det gode ved denne ventetid var imidlertid, at Greys i mellemtiden havde udvidet sortimentet og tilføjet en række 6-delte G-Tec modeller, som var og er meget relevante for fluefiskere på farten – eksempelvis undertegnede. Stor var spændingen derfor, da posten en dag dukkede op med det nye grej – i form af en 6-delt G-Tec 9’6″ #7 stang med tilhørende G-Tec 380 hjul.

Grejet blev rigget til – og så satte vinteren ellers ind med en sidste slutspurt, som forsinkede testen en del. Efter påske var det dog så vidt, og på en række fisketure til fjord og hav kunne jeg efterhånden danne mig et indtryk af det nye grej.

G-Tec 9’6″ #7, 6-delt

Stangen, der i adskilt tilstand blot måler 58,5 cm i sit lille grå transportrør af kulfiber, har en matgrå, poleret og ulakeret klinge af højmodulær kulfiber. Greys angiver ikke modulus. Meget diskret og elegant ser den ud med sine sorte beviklinger om de étbenede løberinge.

Pæreformet topøje af bedste kvalitet samt to Fuji skyderinge med indlæg af aluminiumoxid. Det er bare i orden – men bestemt ikke revolutionerende nyt.

Det er til gengæld håndtaget og især hjulholderen, som virkelig syner af noget og er ren space age. Der er ikke så lidt RoboCop over designet, der er i en klasse for sig. Dertil aldeles funktionelt og spændende at se på med sin titanium-finish.

Det fastholder hjulet til UG, men passer ikke nødvendigvis til alle andre hjul på markedet. Det er naturligvis meningen, at hjulet skal være et G-Tec, der passer som fod i hose i holderen. Det sidder urokkeligt – og forbliver siddende.

Håndtaget er rundet med Duplon skumplast for neden og har en indlæg af samme, hvor tommelfingeren skal hvile – mener i hvert fald konstruktørerne hos Greys. Det er jo ikke alle, der kaster med tommelen øverst på håndtaget.

Undertegnede bruger eksempelvis altid pegefingeren øverst – også til lange kast. I praksis viste det sig imidlertid, at man udmærket kan kaste med dette håndtag – selv med pegefingeren øverst – så det skal altså ikke afskrække nogen.

En lille dråbe malurt i bægeret er dog korkkvaliteten, som ikke er second to none. Det kan godt betyde noget efter længere tids brug – specielt, når der som her en indfældet skumplast i korken. Da bør korken være så tæt og poreløs som muligt. Tiden vil vise, om det er et problem, men korken er som sagt set bedre på andre stænger i samme prisklasse.

Det er en smal sag at samle de seks dele til en hel stang. Andre kvalitetsstænger har ofte prikker, der skal gøre det lettere at samle stangen rigtigt – hvis altså prikkerne sidder rigtigt. Og det er ikke altid tilfældet. I så fald er de til mere skade end gavn.

Not so med Greys G-Tec, hvor prikkerne er skiftet ud med tydelige striber, som gør samlingen til en leg. Det er en fornøjelse at se, hvordan disse striber sidder fuldstændig på linje med øjerne – en af de små, men vigtige detaljer, som gør stort indtryk i det daglige.

Stangen kaster fremragende med den WF7 line, den er designet til, men den bærer uden videre en tungere WF8. Har man brug for en synkeline, kan man med fordel vælge 8’eren i stedet for en 7’er. Det giver en langsommere kasterytme, som passer bedre til den tyndere og hurtigere synkeline.

Desværre markedsføres Grey’s egne liner ikke i Danmark, så jeg var henvist til andre liner. Stangen blev især testfisket med en Cortland 444 WF 7 F og en Fenwick Aircutter II WF 8 I. Ikke uventet leverede stangen de længste kast med WF 8 linen, der belaster stangen noget nær perfekt, men den langklumpede Cortland 7’er fungerede også fint og kunne levere små fluer med lidt mere finesse – men altså på kortere hold.

G-Tec 380

Til en speciel stang hører naturligvis et lige så specielt hjul. Det får man til fulde med Greys ligeledes nye G-Tec hjul, der er designet specielt til G-Tec stængerne. Også her har man tænkt nye tanker og intet taget for givet. Måske derfor er G-Tec hjulene fremstillet i Korea, hvor de fleste andre hjul fremstilles i Kina.

G-Tec hjulet tager storspolekonceptet til det yderste – ved helt enkelt at fjerne næsten alt det inderste af hjulet. Tilbage af den massive T-6061 aluminiumsblok er blot tre stivere, mens resten er luft og lav vægt. Man kan således se ret igennem de nye G-Tec hjul, der er forsynet med en konventionel flerskivebremse af høj kvalitet. Den justeres let med en stor skrue på bagsiden af hjulet.

Mange, hvis ikke de fleste, storspolehjul har spoler, som skal skrues af og på. Det ligger åbenbart i konstruktionen, at sådan må det være. Men ikke på et G-Tec, hvis spole let fjernes og skiftes med et enkelt klik på en lille pal – præcis som på de allerfleste gamle dages fluehjul. En klar fordel i forhold til skruen.

Almindelige fluehjul har normalt en hjulfod, som er fastgjort til hjulhuset med to skruer. G-Tec har tre – en kendsgerning, jeg hæfter mig specielt meget ved efter at have kroget, fightet og landet en 7 kg tung tigerfish i Afrikas Zambezi flod. Efter fighten var hjulfoden på mit amerikanske FlyLogic hjul gået løs – så voldsom var fighten og specielt fiskens første udløb. – Måske en tredje skrue havde forhindret dette? G-Tec har den i hvert fald.

Greys har til G-Tec valgt et metalhåndtag, som med sine tre røde O-ringe af gummi giver et rigtig godt greb under alle forhold. En konstruktion, som man har lånt fra hollandske ATH, der har brugt den med held i mange år. Det virker godt og ser Hi-Tech agtigt ud!

G-Tec hjulet er ventileret overalt – spolens underside dog undtaget – hvilket er med til at holde vægten nede på acceptable 180 gram. Acceptabelt i forhold til linekapaciteten på WF8F plus 100 meter 20 lbs. bagline.

G-Tec leveres i et praktisk neoprenetui, som kan bruges med hjulet siddende på stangen. Som alle hjuletuier bør kunne, så hjulet beskyttes mod ridser og skrammer under transport. En smart detalje er den lille lomme på siden, hvor man kan opbevare ekstra forfang, så de altid er ved hånden.

Konklusion

Man kan roligt sige, at Greys er sluppet godt fra G-Tec konceptet. Det fungerer bare og ser rigtig godt ud – hvis man vel at mærke ikke er traditionalist. Der er kælet for designet, som vækker opsigt overalt – hvis det nu er det, man stræber efter.

Korkkvaliteten på den testede stang kunne have været bedre – og burde have været det. Transportrøret i kulfiber ser smart ud, men et corduraklædt plastrør fungerer langt bedre i praksis. Men bortset fra dette så er G-Tec en oplagt mulighed for den kræsne fluefisker, der gerne vil prøve noget nyt!

Vejledende udsalgspris for hele sættet: Ca. 7.000,- kroner.

– Kurv eller kontrol?

– That’s the question. Og linedisciplin er svaret!

Fluefiskeri er på mange måder meget forskelligt fra andre fiskeformer, der alle fungerer ved en tung kastevægt for enden af en tynd line, som opbevares på et dertil egnet fiskehjul.

Fluefiskeri kræver en tung line til at kaste de næsten vægtløse fluer, og fluefiskeren kæmper en konstant kamp for at holde styr på den lange flueline, som under fiskeriet ikke opbevares på fluehjulet. Den ligger i stedet i græsset, på vandet, i båden eller mellem fingrene…

Her kan den være svær at holde styr på – ikke mindst for nybegynderen. For den erfarne er linekontrol nemlig noget, man slet ikke tænker over. Det er bare noget, man hele tiden gør – næsten ubevidst. Og det er noget, man som nybagt fluefisker snarest muligt bør tillægge sig.

– Hvornår linekurv?

Personligt er jeg en stærk modstander af at slæbe mere udstyr med ud til vandet, end man har brug for. Alene derfor er det langt fra altid, jeg har en linekurv med i bilen, båden eller flyet. I langt de fleste tilfælde kan man klare sig med en veldisciplineret linekontrol.

Men der findes så afgjort situationer, hvor man ikke kan klare sig – i hvert fald ikke ret godt – uden en form for linekurv. I det følgende skal jeg kort opridse disse situationer, som jeg selv har oplevet og kender til dem. Situationer, hvor en linekurv gør alting meget lettere og fiskeriet mere effektivt:

Vind er altid en faktor, når man fluefisker. Vinden suser hen over vandet og griber fat i flydende flueliner, som er prisgivet overfladestrømmen. Med mange meter løsline ude kan løslilnen hurtigt drive afsted. Fisker man fra båd, kan man opleve, at løslinen helt enkelt blæser i vandet. Dette er specielt udtalt på moderne “flats” både, hvor det åbne fordæk er helt glat og uden ræling mod vandet.

Strøm er ikke kun et problem, når man fisker i strømmende vand. Ikke mindst på åben kyst løber der ofte strøm på langs af stranden – forårsaget af vind eller tidevand. Og en sådan strøm fanger øjeblikkeligt løslinen og gør den tung i vandet, når der atter skal kastes. Resultatet bliver, at der skal flere blindkast til for at få linen ud – med større kraftforbrug.

Bølger kan også være et problem for løslinen – specielt hvis man er nødsaget til at stå midt i brændingen eller på revler, hvor bølgerne bryder. At fluefiske i eksempelvis selv en moderat brænding på den jyske vestkyst, er halsløs gerning uden en god linekurv. Ellers vil løslinen flakse frem og tilbage med strøm og bølgeskvulp – helt ude af kontrol.

Tang kan være irriterende – ikke mindst den drivende slags, som sætter sig fast på løslinen i store klumper. Specielt på steder, hvor tidevandet løber hurtigt, kan drivende tang gør livet surt for fluefiskeren. Sidder der en synkende eller blot intermediate line på hjulet, kan også fastsiddende tangplanter have en kedelig tilbøjelighed til at fange løslinen.

Sten kan koste dyrt, hvad flueliner angår – specielt hvis de er skarpe eller bevokset med rurer. Da kan man opleve, at fluelinen sætter sig fast og ikke vil fri igen. Selv har jeg oplevet to flueliner afgå ved døden på denne konto. Strømmen kan tage løslinen og kile den fast mellem sten på måder, man slet ikke kan forestille sig…

Loops_2

I ovenstående tilfælde hører linekurven til det nødvendige udstyr, hvis man skal kunne fluefiske effektivt og uden alt for store anstrengelser. Ellers vil en støt stigende irritation efterhånden gøre fisketuren til alt andet en den rekreation, den burde være…

Den kendsgerning, at løslinen ligger i kurven under kastet, reducerer antallet af blindkast betragteligt – med mindre kraftforbrug, mindre træthed og mere fisketid til følge. Et ikke uvæsentligt argument for at rende rundt med opvaskebaljen om maven…

Det faktum, at løslinen under fiskeriet ikke ligger i vandet, men i linekurven gør, at linen ikke er så våd at røre ved. Bruger man ikke linekurv i de kolde måneder, får man langt vådere handsker end ellers. Og våde handsker er lige med kolde fingre. Et klart pluspunkt til linekurven.

Linekontrol

I løbet af en lang fiskedag kan det godt være, at man kun har reelt brug for en linekurv i korte perioder. Eksempelvis når vandet vender og strømmen løber hurtigst og tangstykker kommer drivende. Det meste af tiden klarer man sig fint uden linekurven – i hvert fald hvis man mestrer den basale linekontrol.

Første gang det gik op for mig, at man måtte indøve en form for basal og ubevidst linekontrol, var i 1973. Det var det år, hvor jeg gjorde mine første opstrøms kast med en lille Tups Indispensable tørflue. Stedet var Gels Å ved Bevtoft – dengang reguleret, idag genslynget – og målet var de mange, men mindre bækørreder, som åen husede.

Jeg havde læst en masse om tørfluefiskeri, men blev alligevel overrasket. Hver gang jeg kastede min lille tørflue opstrøms, tog strømmen den straks og sendte den ned til mig igen – for enden af en masse løsline helt ude af kontrol…

Det var sværere, end jeg lige havde forestillet mig. Her skulle jeg ikke blot kaste præcist med min flue. Nej, jeg skulle også have fuld kontrol med fluelinen, mens fluen drev ned mod mig. Ellers kunne jeg jo ikke krogene fiskene, når først de havde taget min tørflue!

Det tog tid at komme så vidt, men efterhånden sad linekontrollen i rygmarven, så der hele tiden var stram line ud til fluen. En teknik, der efterfølgende blev indkorporeret i alt det andet fluefiskeri, jeg bedrev – i å, sø og hav. Med højrehånden kaster man – med venstrehånden kontrollerer man linen. Med begge hænder fisker man!

Når kastet er eksekveret, fanges linen straks under højrehånds pegefinger – hvis man altså kaster med højre hånd. Med venstre hånd griber man om løslinen, som tages ind i takt med strømmen – eller i det tempo, som fluen skal fiskes i, hvis man fisker i stillestående vand. Så kan man på et splitsekund låse linen mod korkhåndtaget og give tilslag, når en fisk tager fluen.

Nedtælling og opsamling

I 1986 lærte jeg en vigtig lektie. Jeg var taget op i bjergene i British Columbia for at friste nogle af verdens største steelheads med mine fluer. Det var et nyt fiskeri for mig – et fiskeri, som krævede lange kast med synkende skydehoveder og skydeliner, hvis man ville i kontakt med fiskene.

Det ville jeg naturligvis, når jeg nu var rejst så langt, og jeg måtte derfor lære mig teknikken. Heldigvis var min makker den uge en sand mester i at håndtere disse drilske liner, for han var opflasket med shooting heads “out west”, hvor han kom fra. Jim var hans navn, og han fiskede udelukkende med tynde monofile skydeliner, som gav rekordlange kast. Men samtidig et linesystem, som nok er det sværeste at håndtere under fiskeriet.

Her var strømmen en hjælp, idet den dels sørgede for, at den tynde nylonline hele tiden var strakt ud, så den ikke filtrede sig sammen – dels ydede lige tilpas vandmodstand til at strække skydehovedet perfekt ud for enden af kastet.

14825-115

Selv fiskede jeg med en level (lige tyk) og flydende skydeline. Den var for tyk til samme teknik, da den ydede for stor modstand i vandet under kast.

Når Jim vadede rigtig dybt, samlede han skydelinen op i løkker, som han holdt mellem læberne under kastet. Ikke så lidt af et syn. Og en teknik, som ikke er helt ligetil at mestre. Men det fungerede for Jim, som sendte kast efter kast afsted mod de magiske 30 meter ude i strømmen.

Selv måtte jeg gøre det anderledes. Jeg lærte mig at samle de mange meter tynd skydeline op i store løkker, som jeg kunne holde fri af vandet. Det bøvlede jeg med i nogle dage, indtil Jim venligt påpegede, at jeg blot skulle tælle ned og lave de største løkker først. Såre enkelt, når man først lige har forstået og vænnet sig til det.

Kaster man eksempelvis 25 meter plus forfang, tager man først 7 tag i linen og låser den, dernæst 6, siden 5, 4, 3, 2 og til sidst et enkelt tag – alle løkker af ca. 75 cm’s længde. Det bliver til i alt 21 meter løsline, så der nu kun resterer 4 meter plus forfanget. Det kan man let rulle frit af vandet til et nyt kast – selv med et hurtigt synkende skydehoved.

Beklageligvis kvitterede jeg for instruktionen ved at udfiske Jim 5 til 1 i løbet af ugen. Af mine 5 steelheads vejede ingen under 15 pounds, og den største tippede vægten til 20 – 9 kg! Det fortæller mere om, at lykken er lunefuld – end om mine nyvundne færdigheder med skydehovedet. Året før var Jim således blevet lodgens absolutte Top Gun med næsten dobbelt så mange fisk som nummer to…

Teknikken er lige så enkel, som den er genial. På denne måde får man en samling lineløkker, som hele tiden bliver mindre. Og vigtigst af alt: De kan helt enkelt ikke filtre sammen under kastet, da de jo ikke overlapper. Det gælder blot om at have styr på linen, når kastet afgives og løkkerne slippes. Og det kræver træning.

Den hjemlige andedam – badekarret!

Når man skal skyde de mange meter løsline, som man har samlet op i løkker i linehånden, kan det være en hjælp at løfte linehånden op, så løslinen trækkes fri af vandet og skyder lettere. Det ser måske ikke specielt elegant ud, men det virker!

Teknikken er ikke kun guld værd, når der fiskes med synkende skydehoveder i strømvand. Jeg bruger den ganske ofte i andre sammenhænge. Eksempelvis når jeg affisker et badekar ved højvande. Her går fiskene ofte kun få meter fra land, og vader man først ud i badekarret, skræmmer man med garanti ørrederne. Det gælder derfor om at blive oppe på det tørre og afgive sine kast herfra.

Men når man går heroppe, kan man ikke som ellers vanligt lade løsllinen falde ned under indtagning. Så sidder den med sikkerhed fast i tang og sten, ruller ukontrolleret rundt i bølgeskvulpet – eller slæber hen over sandet og bliver slidt. Her laver man i stedet korte kast, hvor linen samles op i et fåtal løkker under indtagningen – efter nedtællingsprincippet.

Det fungerer rigtig godt, skulle jeg hilse og sige. Og jeg sender hver gang Jim og de pragtfulde steelheads i BC en venlig tanke, når endnu en hidsig havørred har taget min flue få meter ude i det hjemlige badekar!

Linedisciplin er således vejen frem – linekurven mest en nødløsning, når og hvis linekontrollen skulle svigte!

Linekurv.dk

Test af nyt dansk produkt, som ligner et rigtig godt bud på den perfekte linekurv. En “price winner”, som det hedder i vore dage.

Linekurven har blandt fluefiskere både arge modstandere og begejstrede tilhængere. Nogle bruger den altid – andre aldrig. Som altid ligger sandheden et sted midt imellem yderpunkterne.

Hvis du har læst artiklen “Giv linen en kurv” længere nede på denne side, vil du vide, at der er rigtig mange gode bud på en linekurv til fluefiskeri. Du vil også vide, at ingen linekurv er perfekt – at de mange grundmodeller hver især byder på fordele og ulemper.

På vore kystfluekurser på Samsø Højskole plejer jeg at fortælle kursisterne, at hvorfor skulle man dog bruge Rollator, hvis man kan gå? Omsat til fluefiskeri: – Hvorfor dog slæbe en linekurv med sig, når den ikke behøves? Men det er et vidtgående emne, som kræver en separat artikel – om hvor og hvornår der egentlig er brug for en linekurv. Her drejer det sig i stedet om test af forskellige linekurve.

Nu er der nemlig kommet endnu et produkt på banen – endda dansk designet. Det drejer sig om Linekurv.dk, der har århusianeren Lars Matthiessen som bagmand. Han siger selv om den nye linekurv:

“Jeg har været igennem det meste, og adskillige kurve har da haft visse gode egenskaber, men også fejl og ulemper. Nu har jeg forsøgt at samle de bedste egenskaber i en linekurv set fra et praktisk fluefiskersynspunkt samt tilføjet nogle nye.

Jeg håber så, at de danske fluefiskere vil give mig ret i, at man ved optimalt valg af materiale, materialefordeling samt design kan fremstille en linekurv, der skiller sig ud fra mængden og samtidig kan købes til en fornuftig pris”.

Nytænkning

Såvidt Lars Matthiessen om det nye produkt. Lars prøver ikke at skjule, at det er Orvis’ linekurv, som har været forbilledet for hans egen udgave. Det er derfor nærliggende at sammenligne kopien med originalen – med fokus på forskelle og forbedringer. Lars er ingeniør af profession og har derfor en både praktisk og faglig tilgang til tingene.

Selv har jeg brugt Orvis’ linekurv, siden den første gang kom på markedet i 1980’erne, og i dag bruger jeg den seneste, modificerede udgave af den oprindelige, der blev til i samarbejde med det hæderkronede Michigan Institute of Technology – MIT. En institution, der kan give enhver amerikansk ingeniør vand i øjnene…

Det epokegørende i Orvis’ oprindelige konstruktion var de store kegler i bunden af kurven. De sørger for, at linen ikke så let filtrer sig sammen, og de er blevet højere fra den oprindelige til den nyeste Orvis model.

Linekurven fra Linekurv.dk har de samme høje kegler i bunden som originalen, hvilket sikrer minimal risiko for en sammenfiltret løsline. Der er 9 kegler placeret 4-3-2 mod 9 placeret 3-3-3 hos Orvis. Sidstnævnte er således mere 4-kantet end Linekurv.dk, som er mere rund og bred ind mod kroppen. Hvad der så er bedst, er svært at afgøre. Det må blive en smagssag.

Materialet på Linekurv.dk er kraftigere polypropylen end på Orvis, som til gengæld har behageligt afrundede kanter. Det føles mere trygt at lade sin kostbare fluestang hvile i den brede udskæring, som findes på Orvis – mod den skarpere kant på udskæringen i Linekurv.dk.

Flere – undertegnede inklusive – har oplevet at slå hånden mod den hårde kant under indtagning af linen på Linekurv.dk, så her fører Orvis stadig.

Men også kun her, for Linekurv.dk byder på flere eksempler på nytænkning. Utroligt egentlig, at noget så simpelt kan forbedres, men det kan det. Således har Linekurv.dk en rigtig smart og praktisk detalje i form af et indbygget bærehåndtag.

– Hvorfor i alverden findes det ikke hos Orvis? Det var min første tanke, da jeg så Linekurv.dk. Det er nemlig en kolossal forbedring i forhold til originalen, som kan være lidt tricky at transportere.

En anden forbedring af de vigtigere – og typisk dansk – er afstanden mellem de to udskæringer, som på Linekurv.dk er præcis 40 cm! Det er en detalje, som er til at føle på – som kan bruges til noget i det daglige fiskeri.

Står man langt fra land, er det en smal sag at afgøre, om en fanget havørred nu er stor nok – om den holder de lovbefalede 40 cm. Den skal blot være længere end afstanden mellem de to udskæringer. Slut med at fumle med målebånd og sprællende fisk!

Bæltet på Linekurv.dk er blødere og mere behageligt end på Orvis, og der er savtakker i udskæringerne til bæltet, hvilket holder det godt på plads. Kurvens farve er afdæmpet grøn – mod grå hos Orvis.

Ingen af de to linekurve har drænhuller i bunden. Dem må man selv bore, hvis man finder det nødvendigt. Der kan siges både for og imod, så enhver må tage sin egen beslutning.

Selv har jeg boret to cm-store drænhuller huller i min gamle Orvis linekurv – og ingen i den nye. Der er fordele og ulemper ved begge dele. Regner eller skvulper der meget vand indenbords, bør der naturligvis være huller i. Vader man dybt, bør der ingen være.

Vægt og pris

Endelig er der så vægten, som er 725 gram for Linekurv.dk – mod blot 530 gram for Orvis. Det er en forskel, som næppe betyder meget i det daglige, men som kan betyde en forskel på flyrejser med kostbar overvægt.

Prisen er til gengæld interessant. Orvis linekurv koster i USA $ 59,- hvilket pt. svarer til knap kroner 300,-. I Danmark sælges den til kroner 550,- hos eksempelvis Go Fishing. Hertil kommer så fragten.

Linekurv.dk fås i udvalgte grejbutikker, men kan også købes direkte hos producenten på webadressen Linekurv.dk. Her er prisen beskedne kroner 369,- hvilket vel at mærke er inklusive fragt og ekspedition.

Konklusion

Det har været interessant at kigge den nye Linekurv.dk efter i sømmene – dertil et behageligt møde ude ved vandet, hvor den gebærder sig rigtig godt i det fine selskab. Selv savner jeg egentlig kun den brede og afrundede kant, som Orvis byder på – resten falder klart ud til fordel for Linekurv.dk.

Og tager man så endelig prisen med i sine overvejelser, så kan valget ikke være mere soleklart: Linekurv.dk er suverænt det bedste køb på det danske marked!

Styr på samlingerne

Flerdelte stænger bliver mere og mere almindelige, praktiske og nemme at transportere som de er. Men der skal tages ekstra hensyn til de mange samlinger…

Samlinger har altid været fiskestangens svageste punkt – lige siden Arilds tid. De første fiskestænger havde slet ingen samlinger – de var blot hele kæppe skåret af et træ. Transportproblemet var ikke stort, da man skar sine fiskestænger ved det vand, man nu skulle fiske i.

Metalferruler

Siden kom de lange bambusstænger til, og med dem behovet for transport til og fra fiskevandet. Dette nødvendiggjorde de første primitive samlinger i form af metalferruler, som i sin simpleste form blot var to rør, der passede ind over stangdelene og ind i hinanden. Pasningen mellem de to rør var ikke god, og overgangen mellem bambus og metal ikke den bedste, men det var bedre end ingenting.

Metalferrulerne blev gradvis stærkere og pasningen mellem han- og hundelen bedre. Men samlingen var stadig et svagt punkt – dertil et stift fremmedlegeme, som hindrede stangens naturlige aktion. Man brugte derfor så få som muligt – i regelen kun en enkelt, hvis man kunne slippe afsted med det.

Den dag i dag bruges metalferruler stadig til kostbare og håndbyggede splitcane-stænger – nu fremstillet i nysølv og med meget små tolerancer i pasningen.

Kunstfiber-samlinger

Glasfiberen tog i efterkrigsårene over fra stål og bambus som foretrukket materiale til fremstilling af fiskestænger, men udviklingen tog først fart, da man fandt ud af at rørbygge stængerne.

Samlingen var stadig af metal, indtil amerikanske Fenwick lancerede verdens første glas-til-glas samling – i form af et stykke glasfiberrør, som blev limet på overdelen, så underdelen kunne passe op i den. Sleeve -samling kaldte de den meget passende – “ærme”. Nu havde man endelig den fleksible samling, stangbyggere havde drømt øm i årtier hvis ikke århundreder.

Fenwick stod selv for det næste trin i udviklingen – i form af Feralite-samlingen, hvor stangens bundstykke passer direkte ind i toppen. En konstruktion, som krævede to separate klinger mod tidligere, hvor man kunne nøjes med at dele en enkelt klinge på midten.

Andre producenter fortsatte med at bygge klinger, som blev delt på midten, men nu samlet med den såkaldt Spigot-samling. Der var og er tale om en konisk tap, der limes fast i stangens bundstykke, så overdelen kan passe ned over den.

Enhåndsstænger

Disse kunstfiber-samlinger var et kolossalt fremskridt, som muliggjorde bygning af stærkere og mere fleksible stænger end tidligere. Slut med tidligere tiders “flat Spots”, hvor aktionen blev brudt af en stiv samling.

Men samlingen var stadig ikke perfekt. Der skulle computerstyrede drejebænke og helt små tolerancer til, førend man kunne fremstille den perfekte samling, hvor handelen passer ind i hundelen som fod i hose. Det kan man i dag, og det gør man på de dyreste stænger med de mindste tolerancer.

I dag råder man over en teknologi, som gør det muligt at fremstille flerdelte fiskestænger med næsten samme ubrudte aktion som gamle dages todelte. Og da vi fluefiskere samtidig rejser mere end nogensinde, er der brug for flerdelte stænger, som fylder mindst muligt.

I dag fremstilles der således adskillige fluestænger, som er både 4-delte, 5-delte, 6-delte og 7-delte. Stænger, som intet fylder, men som i samlet stand er fuldt fiskebare stænger med en god aktion. Der er dog stadig en tydelig tendens til, at de mangedelte stænger er underklassede – at eksempelvis en 7’er stang kaster bedre med en klasse 8 line.

Man skal være klar over to ting, hvis man overvejer en sådan mangedelt stang: 1) Den kostger mere, da der dels indgår mere arbejde i fremstillingen af den og dels kræves en højere grad af præcision. 2) De mange samlinger kræver mere opsyn end på en stang med færre dele.

Tohåndsstænger

Uanset hvor præcise samlingerne er, så er det uundgåeligt, at de yderste samlinger arbejder mere under pres end de inderste. Stangen bøjere jo mest i spidsen, hvorfor samlingerne herude har en større tilbøjelighed til at løsne sig under fiskeri.

Det er man nødt til at tage højde for – enten ved at kontrollere dem regelmæssigt eller ved at tape dem. Det første er det bedste ved helt lette stænger – det sidste det eneste rigtige til lange tohåndsstænger.

Tohåndsstænger bruges meget ofte til specielle kast af typen underhånds eller Spey, hvilket indebærer en høj grad af vridning af stangen under kast. Stangdelene vil derfor uundgåeligt vrides og langsomt arbejde sig løs.

Det gælder for alle fiskestænger, at man aldrig må kaste toppen af. Sker det, vil hundelen nemlig glide ud over kanten på handelen og her udsættes for en kolossalt pres, som den hverken er designet til eller i stand til at tåle. Mange hundele flækker som følge heraf, og det er naturligvis fatalt for stangen.

Det er derfor en meget god idé regelmæssigt – flere gange om dagen – at kontrollere sine samlinger for at se, om de er ved at arbejde sig løs. Er det tilfældet, skal de naturligvis presses godt sammen igen.

En mere permanent løsning, som bør være obligatorisk på alle lange tohånds fluestænger, er at tape delene sammen. Brug elektrikertape, som er elastisk. Start med et par langsgående strimler, som forbinder de to stangdele.

På tynde stangdele nøjes man med en enkelt strimmel – på tykke bundstykker bruges to. Herefter bevikler man det hele på tværs, så man kommer godt ind over begge stangdele.

Det siger sig selv, at man ikke sådan lige skiller og samler sine laksefluestænger hele tiden. Normalt samler man jo sine stænger ved ankomsten til fiskevandet, transporterer dem samlet i stangholdere uden på bilen mellem fiskepladserne og opbevarer dem samlet udendørs mellem fiskepassene. Tapede samlinger er derfor ikke noget problem – nærmere en nødvendighed.

Med vinden som ven

Vind er fluefiskerens værste fjende – i de fleste tilfælde. Man kan dog ofte vende vinden til sin ven, hvis blot man lægger den rette strategi for fiskeriet.

Nybegyndere frygter vinden som pesten. Så meget, at de ofte holder sig langt væk, når og hvor det blæser – eller tager spinnestangen i stedet…

Sådan bør det naturligvis ikke være, og sådan behøver det overhovedet ikke at være. Hvis blot man overholder nogle få basale spilleregler og planlægger sit fiskeri og sine fluekast efter de rådende vindforhold, så kan vinden faktisk blive din ven. For det er ingen overdrivelse, at man faktisk kaster længere i vind end i vindstille!

Men det kræver nogle overvejelser og nogle beslutninger, førend man er nået så vidt. Det gælder om at analysere situationen, når man kommer ud til vandet. – Hvor skal der fiskes, og hvor kommer vinden fra? – Kan fiskeriet planlægges, så vinden kommer til at ligge rigtigt i forhold til kastet?

Sidevind

Sidevind er en udmærket vind at kaste i, for her hjælper vinden nemlig linen til at flyve længere end i vindstille. Alligevel finder mange, at sidevind er et problem – alt efter hvilken side vinden kommer fra.

Er man højrehåndskaster og vinden kommer fra venstre, er alt i skønneste orden. Så vil vinden nemlig ikke kun lægge et par ekstra meter til kastelængden. Nej, den vil også sørge for, at linen holdes fri af kroppen under kastet. Vinden blæser helt enkelt linen væk fra kroppen.

Er man højrehåndskaster og vinden kommer fra højre, har man et problem. Vinden vil da sørge for, at linen blæses ind mod kroppen – med risiko for, at kasteren fanger sig selv med fluen.

Dette yderst almindelige problem kan løses på to måder. Enten lærer man sig at kaste over modsat skulder – altså venstre skulder, hvis man er højrehånds kaster. Eller man bruger et såkaldt “baghåndskast”, hvor man med ryggen mod vandet og blikket mod land afleverer fluen i bagkastet – i sikkerhed for vinden.

Modvind

Modvind er naturligvis et problem – hvis den altså kommer ret imod én. I langt de fleste tilfælde kan man tilrettelægge sit fiskeri, så man kaster skråt mod vinden – med de fordele det giver.

Er man imidlertid nødt til at kaste stik op mod vinden, er det svært at skyde linen i fremkastet, som man plejer. Her skyder man i stedet linen i bagkastet, hvorefter fremkastet er meget lettere at lægge ud i det endelige fremkast. Det letter kastet ganske meget.

Rygvind

Rygvind er den vindretning alle nye fluekastere uvilkårligt favoriserer – men helt fejlagtigt. En kraftig medvind gør det ganske vist let at lægge fremkastet ud, men man glemmer ofte, at et godt bagkast er forudsætningen for et godt fremkast. Igen er det næsten altid muligt at kaste i en vinkel på vinden, så den ikke kommer ind lige bagfra.

Rygvind giver mulighed for at skyde langt i fremkastet, som derfor skal afleveres højt. Herved får linen længst mulig tid til at flyve og strække sig længst muligt ud. Stik modsat modvindskastet, hvor fremkastet afleveres lavt, så vinden ikke kan nå at fange og bremse linen, mens den falder mod vandet.

I nogle tilfælde kan det være en fordel at bruge et horisontalt sidekast i stedet, som kan komme godt ned ned under vinden. Prøv dig frem til den bedste løsning i den aktuelle situation.

Forhindringer

Forhindringer er der altid nok af. For fluekasteren er den mest almindelige skrænter eller buske i bagkastet, som derfor må være højt. Gør det til en vane altid at kigge dig over skulderen i bagkastet, så du kan se, at kastet bliver højt nok. Det samme gælder – om muligt i endnu højere grad – hvis linen i bagkastet skal skydes ind i åbninger mellem træer og buske.

Et højt bagkast er derfor vigtigt at mestre, men det har en indbygget ulempe: Fremkastet havner let i en rodet bunke på vandet eller linen fanger sig selv. Problemet er i al sin enkelhed, at fluelinen i bagkast og fremkast altid vil køre i samme plan. Hæver man planet i et højt bagkast, vil planet i fremkastet uundgåeligt sænkes tilsvarende.

Foretager man sig ikke yderligere, vil fluelinen derfor lande med et plask og i en bunke på vandet – helt enkelt fordi den ikke når at strække sig ud, inden den tager vandet. Eller linen fanger sig selv, fordi man stopper stangen i utide for at undgå plasket og den ustrakte line.

Det er der imidlertid råd for. Efter det høje bagkast sigter og afleverer man kastet højt i fremkastet. Nu følger man imidlertid med stangen nedefter – helt ned til vandet – hvorved man åbner linebugten så meget, at man ikke fanger sig selv eller står med en ikke strakt line. Simpelt, men effektivt – når man vel at mærke først lige har forstået dynamikken bag teknikken.

Stangføring

Stangføring er alfa og omega under både fluekastet og selve fiskeriet. Den gyldne grundregel i alle fluekast er, at fluelinen altid følger topøjet. Det vil sige, at det er stangspidsens vandring gennem luftet under kastet, som styrer linens flugt. Man skal derfor altid og hele tiden tilstræbe, at topøjet bevæger sig der og på den måde, man ønsker, at fluelinen også gør.

Men stangføring er også vigtig, når først linen er landet på vandet. Man tilstræber normalt, at kastet er strakt ud, når linen befinder sig lige over vandet. Lader man linen strække sig ud højt oppe i luften, vil vinden straks gribe fat i den, og dermed et det kast ude af kontrol.

Når så linen er landet på vandet, holdes stangspidsen normalt tæt på vandoverfladen, hvorved der bliver et minimalt vindfang. Og maksimal kontakt ud til fluen på grund af miniml løsline. Hvilket igen muliggør et hurtigt og kontant tilslag.

Der findes dog flere undtagelser fra denne regel om lav stangføring, men de er og bliver undtagelser fra regelen. Det kan være laksefiskeren, som i hurtigt strømvand holder stangspidsen højt hævet for at undgå mere strømpres på linen end højst nødvendigt. Det kan også være, at han ønsker at give fisken god tid til at tage fluen og vende med den – hvilket en højt løftet stangspids giver.

Vision ZIP Bootfoot

Waders med visioner – og en lækker lynlås!

Vi kender det alle: Man har netop fået krænget alt sit termotøj og til sidst de tætsiddende waders på – og så skal man lade vandet! En god ven fra USA har derfor opfundet en lille selvklæbende sticker, som man placerer inderst på sine waders øverst oppe – med inskriptionen og påmindelsen “Have you pee’d?”

Eller man har fået hele udstyret på og er klar til fiskeriet – man mangler kun at låse bilen. Men ak – bilnøglen ligger i bukselommen inderst inde, og dér ligger den godt – langt uden for rækkevidde…

Well, fortvivl ikke. Alle disse trængsler er nu en saga blot. Nu kan man nemlig få et par lette og lækre Vision Extreme ZIP waders med indbygget lynlås – sågar også faste støvler med filtsåler.

Faste støvler

Selv har jeg aldrig rigtig kunet forliges med de løse vadesko, som skal snøres på. Som kræver gravel guards udenpå og separate tynde neoprensokker indeni, hvis unødig slitage skal undgås. Jeg derfor helt til faste støvler, hvor det overhovedet er muligt. Kun på steder med vanskelig vadning, er de separate vadesko at foretrække.

Vision Extreme ZIP Bootfoot har faste letvægtsstøvler, som er indvendig foret med neopren for ekstra varme og komfort. De føles behagelige at have på og gå i, men kun tiden vil vise, hvor godt de holder – hvordan de ser ud efter en sæsons idelig kontakt med skarpe sten og muslinger.

Til det meste kystfiskeri herhjemme klarer jeg mig fint med de faste støvler og filtsåler. Så kan jeg nårsomhelst hoppe ud af mine waders og køle lidt af – efter en kilometerlang travetur langs stranden eller i sommervarmen midt på dagen. Jeg skal ikke bøvle med at få de løse vadesko af og på igen, men klarer det hele på få sekunder. Jeg slipper også for de våde og slimede snørebånd, når jeg skal i støvlerne igen…

Nå, men det var mine egne højst personlige præferencer. Mange trives fint med de løse vadesko og det medfølgende bøvl, så fred med det. Men én ting kan alle garanteret blive enige om, når først de har prøvet det: En vandtæt lynlås i de åndbare waders er en fantastisk ting. Noget, man overhovedet ikke kan eller vil undvære bagefter.

Man har ganske vist i et stykke tid kunnet få waders med vandtæt lynlås, men de har været hundedyre. Ikke Vision ZIP, der koster omtrent, hvad almindelige waders koster. Og som de fleste derfor kan få råd til, hvis de vil.

Fornem lynlås

Det er lynlåsen, der gør hele forskellen, og den er stor! Den vandtætte lynlås er en Riri Storm® fra Schweitz, som har produceret topklasse lynlåse siden 1936 og stadig gør det her mere end 70 år senere. Det borger naturligvis for kvaliteten, hvilket garantien også gør:

Den vandtætte Riri Storm® lynlås er således garanteret fri for materiale- og fabrikationsfejl i 1 år fra salgsdatoen. Til gengæld kræver Riri så også, at man behandler sin vandtætte lynlås efter de forskrifter, der følger med de nyindkøbte waders.

Til dem hører, at man altid skal lyne sine waders helt ned, når man tager dem af og på. Dette for ikke at belaste låsen unødigt fra forkerte vinkler, hvilket kunne afstedkomme lækage. På samme måde skal man regelmæssigt skylle sin Riri Storm® lynlås i ferskvand, hvis man fisker i saltvand. Så sikrer man sig, at der ikke afsættes salt i lynlåsen, som kunne afstedkomme utætheder.

Den vandtætte lynlås er føjet sammen med Vision’s åndbare F3 væv, som udgør størsteparten af materialet i de testede waders.F3wader‘ er et åndbart materiale afsamme type som den oprindelige Gore-Tex fra USA. Det er en væv, som kan modstå et vandtryk på 20.000 mm H2O udefra uden at lække, og som samtidig tillader 11.000 gram vanddamp at passere den anden vej pr. m2 i løbet af 24 timer.

Det er tørre tal, der fortæller om både stor vandtæthed og en høj grad af åndbarhed. Alle åndbare stoffer er en kombination af disse to ting – et kompromis, der ikke altid er lige heldigt. Skal stoffet for alvor være vandtæt, går det i regelen ud over åndbarheden – om omvendt.

Praktisk brug af F3wader viser imidlertid, at man her har opnået et rigtig godt kompromis mellem disse to yderpunkter. Materialet er tæt nok til at modstå al den regn, man normalt vil udsætte sig selv for. Og det ånder godt nok til, at man føler sig tør under de allerfleste forhold.

Træerne vokser imidlertid ikke ind i himlen, og selv de bedste åndbare waders bliver klamme på indersiden under ekstreme forhold. Skulle stoffet kunne nå at ånde al vanddampen ud under sådanne forhold, da ville materialet blive så porøst, at det ikke kunne holde vandet udefra ude. Og det dur jo heller ikke.

Fin pasform

Pasformen er af største betydning for komforten under en lang fiskedag, og her er Vision ofte en tand bedre end konkurerenterne. I hvert fald har jeg selv tit haft svært ved at finde waders fra andre fabrikater, som passer præcis til min kropsform.

Men ikke med Vision. Her er der hele 10 Vision Extreme ZIP Bootfoot størrelser at vælge imellem, så de allerfleste kan finde den rette kombination at skostørrelse og skridtlængde. Skulle det alligevel ikke lykkes, kan man prøve strømpemodellen med separate vadesko. Her er der nemlig hele 16 størrelser at vælge imellem – i standard, lang, kort og stor.

Selv fandt jeg mig perfekt til rette i en størrelse 11 XL, der sidder som støbt om mine lange ben. Støvlerne er lette, når der skal gås langt, og ved siden af den vandtætte lynlås er der en lille lomme til pung og bilnøgler. En større lomme til flueæsken mangler, men i praksis ligger den jo alligevel i en af vadejakkens lommer.

Finder man det absolut nødvendigt med en større brystlomme, kan man i stedet rette blikket mod den dyrere Vision Radipor, som har en lille lomme indvendig og en større lomme udvendig. Men så kan man ikke få den med faste støvler – kun som stockingfoot model.

Konklusionen af ovenstående må blive, at Vision med sin nye Extreme ZIP Bootfoot har lanceret et par waders, der opfylder et længe ventet ønske: Åndbare waders med faste støvler og en vandtæt lynlås.

Den fortjener at blive kigget nærmere efter i svejsningerne af alle med trang til og behov for et par nye åndbare waders!

Vejledende udsalgspris kr. 2.100,-

7-delt klasse 6 sæt

Handy og godt kastende 7-delt klasse 6 sæt

Har på det seneste haft fornøjelsen af at prøvefiske en 7-delt 6’er med flydeline og et fornuftigt hjul med en mellemstor spole.

Tekst & fotos: Henrik Leth

Sættet fremtræder i en nobel kvalitet og i et godt gennemtænkt design.

Hjulholderen er den klassiske robuste type, som vi kender fra de dyreste stænger. Har selvfølgelig prøvet stangen med forskellige fluehjul, uden at der var nogen som helst problemer.

Også korkhåndtaget er overbevisende og fuldt på højde med, hvad vi ser på langt dyrere stænger.

Stangen er monteret med lette og tilstrækkeligt store slangeøjer, der sikre et uproblematisk dobbelttræk og skydning af fluelinen.

En let og velkastende 7-delt klasse 6 stang, der matcher det lette fiskeriet på fjorden, langs kysten i åen eller søen – og kan medbringes overalt!

Som tidligere CNC maskinarbejder satte jeg fokus på bearbejdningen af “sættets” fluehjul, der tydeligvis er inspireret af de amerikanske Bauer hjul.

Konstruktion, bearbejdning og pasninger lever fuldt op til tidens krav, og jeg er da også sikker på, at det vil være et hjul, der kan tjene sin ejer i rigtigt mange år.

Hjulet er konstrueret med en nylon skivebremse, der let lader sig justere.

Under testen fiskede jeg fra min pontonbåd jeg i Mariager Fjord. Det blev til mange ubesværede kast og til et par mindre ørreder, nogle hornfisk og en let farvet, lidt mager havørred, der blev genudsat.

Til sættet medfølger der en moderne flydende WF line i en rigtig god kvalitet. Under fiskeriet vil du opleve, at fluelinen er medgørlig, let at kaste med og utrolig god til at finde vej gennem slangeøjerne, når du med et let dobbelttræk skyder, måske en 5 – 6 meter line.

Pakket i det praktiske condurarør, er den 7-delte fluestang godt bestkyttet. Stangen kan fint medbringes som reservestang i pontonbåden eller pakket diskret ned i håndbagagen på rejser.

Henrik Leth
www.brakvand.dk

Tekniske specifikationer

Stang:
Vægt: 90 g
Antal dele: 7
Længde: 9 fod
Lineklasse: 6-7
Finish: Mørk grøn
Hjulholder: Ædeltræ
Materiale: IM6 kulfiber
Transportlængde i rør: 53 cm
Model: "World Traveller 25/50"
Transportrør i cordura og stangpose i nylon medfølger

Hjul:
Vægt: 160 g
Diameter: 85 mm
Materiale: T-6061 flyaluminium
Kapacitet: WF 6 F + 75 m 20 lbs. dacron
Stofpose i nylon medfølger

Line:
Fluogul WF 6 F
Bagline: 50 m 20 lbs. gul dacron

Pris:
kr. 2.495,- for hele sættet.

Sølvlaks i Berings fodspor

Sølvlaks i stimer, grådige grizzlyer og gigantiske gletchere i Alaskas ufattelige ødemarker.

Det starter rigtig skidt – med hård blæst og regn i stride strømme. Først sent på eftermiddagen ruller et par små hjulfly ud på den regnvåde flyveplads ved Yakutat – klar til at blive lastet med waders, fluestænger og andre fornødenheder.

Vi er på vej mod noget af verdens bedste fiskeri efter sølvlaks – mod Tsiu River en times flyvning nord for Yakutat, Alaska. Udsigten gennem det lille flys regnvåde vinduer er ikke meget at skrive hjem om – trods den kendsgerning, at vi flyver klods op ad de imponerende Chugach Mountains og den store Bering Glacier. Alt er gråt i gråt – og vådt!

Det ser vi ikke mindst, da vi nærmer os Tsiu River, som efter ugers regn minder mere om en sø end en flod. Vi ser det også på den intermistiske græslandingsbane, der ser faretruende våd ud. En flok ænder letter nemlig fra hjulsporene, da vi lægger an til landing – i kaskader af vand. Nogle få centimeter mere, og vi ville ikke kunne lande…

Luksus i ødemarken

Men ned kommer vi – i god behold og med al bagagen intakt. Vi indkvarterer os i lejrens seks komfortable hytter – med eget bad og toilet. Vi er ganske vist i ødemarken, men bestemt ikke uden komfort!

Maden fejler heller ikke noget. På bedste amerikansk manér er der masser af den – og masser af kalorier at brænde løs af i vildmarken. Vi fisker ti timer hver dag, og det kræver altså et vist kvantum kalorier at holde sig gående og varm i så lang tid.

Landskabet emmer af vand, da vi den følgende dags morgen hopper i vadebukserne og regnjakkerne. Vi ville næppe selv have kunnet finde floden i alt det vand, men heldigvis har vi vore dygtige guider til at hjælpe os. De ved, hvor floden løber – ofte flere hundrede meters vadning fra tørt land.

Plane

Skyerne ligger lavt, og det støvregner. Vinden står ind fra Stillehavet, hvis massive dønninger dunker regelmæssigt i klitrækken bagved. Alt er sand på disse kanter – let at vade i og let at fiske over. Vandet er kun få steder dybere, end at man kan vade over floden.

Floden er således let at færdes ved – desværre også for områdets grizzlybjørne, der som os uden videre kan krydse floden. Man er således nødt til at holde et vågent øje med bredden, mens man fisker!

Vore guides patruljerer derfor op og ned langs floden for at undgå konfrontationer med de fem bjørne, der lever fast ved Tsiu River – heraf en mor med hele tre unger, hvilket er ret usædvanligt. En til to unger er det normale.

Sæler og sølvtøj

Det er først på sæsonen for sølvlaks eller coho, som indianerne kalder dem, så vi fisker på den nedre del af floden – de nederste 1-2 km, hvor langt de fleste fisk er aldeles friske fra et to-års ophold i det store Stillehav.

Forskellen mellem højvande og lavvande er tre til fire meter på disse kanter – rigeligt til at gøre en forskel på fiskeriet i den kystnære del af floden. Således kan vi altid regne med et hold helt friske opgangslaks, som indtager flodens nederste standpladser i timerne umiddelbart efter højvande.

Lige så sikkert er det, at vi fanger nogle ganske små sølvlaks – fisk omkring halvmeteren – i timerne omkring lavvande. Da er det nemlig kun disse smålaks, der kan forcere det lave vand i mundingen.

En lille håndfuld sæler afpatruljerer flodmundingen – som også vi på jagt efter friske laks. Flere gange ser vi panikslagne laks, der nærmest svømmer helt op på land for at undgå sælerne – blot for at blive fejet tilbage til sælerne med den næste store bølge. Et fascinerende skuespil at følge!

Men de fleste laks slipper helskindet gennem brændingen – op i det frelsende flodvand. Her er der for lavt til, at sælerne kan følge efter. Og her kan laksene puste ud efter nogle kritiske minutter, hvor alt drejer sig om liv og død.

Fluer og fiskeri

Fiskeriet efter disse dugfriske laks med masser af havlus på halen er ganske fantastisk. De har alle hugrefleksen i behold, og flere af dem har sågar ædt ude i havet til sidste øjeblik. Det vidner et maveindhold af helt friske sild og tobiser om.

Floden er rolig, hvor vi starter morgenens fiskeri – rolig og en smule uklar efter den megen regn. Jeg starter derfor med en intermediate tip på min flydeline og et fluorødt Juletræ str. 2, der plejer at score godt under sådanne omstændigheder.

Jeg behøver da heller ikke vente længe på det første hug, som imidlertid er overraskende forsigtigt. Jeg lader fluen svinge langsomt på tværs af strømmen, da linen stopper op. Først da jeg løfter stangspidsen, bliver der liv. Turens første coho opdager sin fejl og raser ned ad floden med mig halsende bagefter. Den første fisk vil man jo ikke miste.

Det er svært at finde et sted at lande den, da der kun få steder er tørt land. Jeg finder dog en lille græsklædt ø, hvor jeg kan strande fisken – en svagt farvet sølvlaks på godt 5 kg. Den har stadig mærker efter havlus, men har ingen siddende. Juletræet sidder til gengæld fint i venstre mundvig – lige til at fjerne.

Da jeg først har fundet fidusen, går det slag i slag. Den ene coho efter den anden tager fluen, når den langsomt vender og svinger på tværs af strømmen.

De første tager jeg på et fluorødt Juletræ, som jeg skifter ud til et i perlemor, da solen op af dagen titter gennem skydækket. Da solen sidst på dagen er gået ned over Stillehavet, skifter jeg til et selvlysende grønt Juletræ, der sikrer mig dagens sidste laks – lige efter bogen.

Frisk fra Stillehavet

Jeg får omkring 20 laks den første dag – en ganske overvældende fangst, når man nu er vant til Norges anderledes karske lakseelve.

På andendagen beder jeg Dave, som ejer lodgen, om at køre med helt ned til flodmundingen på vore små Honda 4-hjulstrækkere. Jeg vil gerne se Stillehavet og opleve laksene forcere brændingen, hvor flod møder hav – og præsentere de totalt nystegne fisk for en friskbundet flue.

Floden er ganske anderledes af karakter hernede. På en kilometerlang strækning løber den parallelt med kystlinjen – blot adskilt fra havet af en enkelt klitrække, der minder ganske meget om den jyske vestkyst. Bølgerne er blot lidt større på den anden side!

Tre sølvlaks tager i rap på et stort opstrøms fisket Juletræ i rent sølv. De har alle havlus på halen og går alle dybt i baglinen, inden jeg efter en lang løbetur kan strande dem næsten helt ude i det salte hav. Typisk, at de vil nedstrøms, disse helt friske opgangslaks. De vil tilbage til det beskyttende hav, som de føler sig mere hjemme i – trods sælerne…

En lynende blank laks på blot 3 kg tager lidt senere selvsamme sølvstreamer og leverer god fight med adskillige spring. Den har halen dækket af et halvt hundrede havlus, men er ingen sølvlaks.

Et nærmere studium afslører, at jeg her står med en stor og nystegen pukkellaks i bedste form – en sen og sjælden én af slagsen, idet floden kun har en samlet årlig opgang på nogle få hundrede pukkellaks. Fisk, hvoraf de fleste står op fra Stillehavet allerede i juli.

Lidt senere er der atter bud efter den sølvglitrende flue, men nu er der langt mere vægt bag udløbene. Det viser sig at være en meget kompakt sølvlaks – en svagt kobberfarvet hanfisk med masser af havlus på halen. Den tager min streamer fuldt synlig fra en høj skrænt – midt i en lille flok nystegne laks, der alle er af god størrelse.

Fisken spotter fluen på flere meters afstand, sprinter afsted og indhenter den lynhurtigt. Men den tager ikke – følger blot efter på få cm’s afstand. Først da jeg stopper fluen helt, forsvinder den ind i munden på fisken. Tilslag!

7 kg viser den sig noget senere at veje – min største for turen.

“Polywogging”

De havfriske fisk nederst i floden er hysteriske af temperament, og mange går i baglinen, før de lader sig lande – ofte efter en lang tur ned ad floden.

Længere opstrøms er fiskene ikke helt så balstyriske. De har været i floden et stykke tid, og efterhånden som sæsonen går, samles flere og flere sølvlaks på flodens bedste standpladser. De fleste er svagt farvede – nogle tidlige hanfisk sågar smukt kobberrøde.

Sølvlaks leverer altid en god fight – også langt oppe i vandløbet. Men det mest specielle heroppe er, at laksene nu kan tages på tørflue. Ikke ved tilfældigt fiskeri, men med højt specialiserede teknikker og ditto fluer.

“Wogging” hedder den helt specielle teknik, der får kroglaksene til at gå grassat oppe i forlandet til Chugach bjergene. Vi fisker så tæt på Bering gletcheren, at vi hele tiden ser det lysende hvide skær fra isen. Og vi fisker med tørfluer så store, at det kræver sin mand og godt grej at få fluerne ud mod vinden.

Fiskeriet er bedst på stille morgener og aftener. En aften oplever vi en fantastisk solnedgang over Stillehavet, hvor laks på laks stiger til vore buskede “Polywogs” og tager dem i sindige “head and tail rises”.

Teknikken er simpel i princippet, men ikke helt så let i praksis. Man kaster fluen ud og lader den poppe højlydt i overfladen. Interesserede laks viser sig ofte bag fluen, før de tager den. Og når de så har besluttet sig, sker det nærmest i slow motion. Man ser den krogede overkæbe komme fri af vandet og lukke sig om fluen.

Nu gælder det så om at stoppe indtagningen og vente et sekund eller to, før man strammer op. Er man for hurtig eller for langsom, får man helt enkelt ingen kontakt!

I Vitus Berings fodspor

Som dansker byder et besøg i netop denne del af Alaska på en ekstra dimension. Det er nemlig danskeren Vitus Bering, som har lagt navn til såvel det smalle Bering Stræde mellem Rusland og Nordamerika som den store Bering Gletcher i forlandet til Chugach Bjergene.

Under en ny ekspedition i 1734-42 kortlagde Bering og hans besætning Japan og Kurilerne samt opdagede i 1741 Alaska og Aleuterne. Altsammen finansieret af den russiske zar. Bering så og beskrev som første hvide menneske det 5.489 meter høje Mount St. Elias, der ligger i de smukke Chugach Mountains.

I forlandet til Chugach bjergene opdagede Bering og hans mænd samtidig en meget stor gletcher, der siden blev døbt Bering Glacier. Efter en stranding med følgende overvintring på en øde ø ud for Alaskas kyst døde Vitus Bering og det meste af hans besætning af skørbug i 1741. Øen bærer i dag navnet Bering Øen.

I 1867 købte De Forenede stater så Alaska af russerne for 7,2 millioner dollars. Alaska lå simpelthen for langt væk fra det russiske fastland, og derfor blev det solgt til amerikanerne for en slik.

Efter Anden verdenskrig blev Alaska indlemmet som den 49. stat i De forenede Stater og fik hurtigt stor militærstrategisk betydning. I dag leverer Alaska ligeledes en væsentlig del af USA’s olieforsyning via den 1,2 meter tykke og 1.285 km lange rørledning fra Prudhoe Bay nord for polarcirklen til den isfri havneby Valdez i syd.

I forbindelse med den store “Land Reclamation Settlement” fra 1971 blev der bevilget 7 million dollars til uddeling blandt indfødte indianere og eskimoer i Alaska. Dette som kompensation for landområder, der oprindelig tilhørte de indfødte nordamerikanere i området.

I dag får alle beboere i Alaska i tilgift en årlig check til afregning af olien fra Prudhoe Bay. Endelig byder Alaska jo nu på noget af verdens fineste sportsfiskeri efter stillehavslaks, regnbueørreder, rødinger og stallinger.

Alaska er definitivt ikke noget dårligt sted at bo i vore dage – i hvert fald ikke om sommeren og for sportsfiskere. Vinteren er jo lidt lang og mørk...

Facts om Tsiu River

Tsiu River har en årlig opgang på imponerende 100.-120.000 sølvlaks. Opgangen starter i august og varer september måned ud. Der er behov for 40.-50.000 gydefisk i forhold til arealet af gydepladser, hvorfor 60.-70.000 fisk kan fanges, uden at bestanden tager skade.

Bestandsanalyse og fisketælling sker fra fly, og flere biologer mener faktisk, at der kunne eller sågar burde være et erhvervsfiskeri efter overskydende laks i denne flod. Ellers vil de senest ankomne laks blot grave de først ankomne laks’ gydegruber op.

Men der er pt. ikke økonomi i at erhvervsfiske efter sølvlaksene. Det enorme norske opdræt af tamlaks har presset verdensmarkedsprisen på laks så langt ned, at lokale indianere kun kan få 10 cent per pound sølvlaks – langt fra nok til at gøre selv det simpleste netfiskeri i floden rentabelt.

Dette til trods for, at de vilde sølvlaks i kvalitet milevidt overgår de flommefede norske tamlaks. Men det ved forbrugerne blot intet om. For dem er en laks en laks…

I tilgift til de mange sølvlaks er der en årlig opgang af 1.000 sockeyes i juni – lidt pinks i juli samt nogle få steelheads i oktober.

Tunge tørflueørreder fra Minipi

Den smukke kildeørred er en eksklusiv nordøstamerikaner. Størst bliver denne røding i Labradors uberørte vildmarksvande

Det er ikke så ligetil endda at komme på fisketur langt ude i Labrador’s vidtsttrakte ødemarker. Men heldigvis er det meget let at nå til storbyen Montreal, som er udgangspunkt for den videre færd.

Herfra tager man så flyet videre til militærbasen Goose Bay, som blev oprettet under Anden Verdenskrig, og som stadig spiller en militærstrategisk rolle. Således er det her, at mange af NATO’s F16 piloter stadig får deres uddannelse. Det flade og skovdækkede landskab minder nemlig meget om det, man finder i Sibiriens endeløse taiga…

Vi ankommer til Goose Bay, som summer af aktivitet på denne augustdag. Vejret er koldt og gråt, som tilfældet ofte er i Labrador, men heldigvis ikke vådt. Jager efter jager går på vingerne – kun afløst af store transportmaskiner og mindre privatfly. Herude er der ingen veje. Her er det kun luftvejen, der er farbar!

Vi finder frem til den lille hangar, som huser helikopterselskabet, der skal bringe os ud til Minipis store kildeørreder. Forhåbentlig da, for vejret står i Labrador for mange aflysninger af såvel helikopter som vandfly. Sidstnævnte er de mindst følsomme, hvad vejret angår, men de kræver til gengæld vand for at kunne lande.

Vejret arter sig imidlertid, og lidt senere sidder vi i den lille helikopter med hovedtelefoner på og kan lytte med på samtalerne med kontroltårnet.

Landskabet er fladt og uden særlige kendetegn, men piloten har heldigvis sin GPS at forlade sig på. I trætophøjde – godt og vel – går det ind over ødemarken, som her består af træer i tusindvis.

Vi finder en lille elv og følger den det sidste stykke op til søen, hvor vores lodge ligger. Her sætter piloten den lille Bell helikopter fnuglet på jorden, der er dækket af rensdyrlav, og stopper rotorens infernalske larmen.

Vi får læsset af, og piloten får sig en kop kaffe, inden turen atter går tilbage til Goose Bay – eller “Goose”, som de lokale for nemheds skyld siger.

Spændende spinnerfald

Allerede samme aften er han tilbage igen. Denne gang for at hente en af gæsterne, som er blevet akut syg – efter alt at dømme med en blindtarmsbetændelse, som kræver hurtig handling.

Vi ligger i en lille alujolle og fisker ret uden for lodgen, da helikopteren kommer ind. Der er vindstille, og vi venter på et fald af spente spinnere – æglæggende døgnfluer – som imidlertid udebliver. Lige indtil helikopteren kommer susende ind mod lodgen og stopper et kort øje blik over broen, inden han sætter maskinen ned på jorden.

Da sker det magiske. De hidsige rotorblade har blæst de sværmende døgnfluer ned på vandet, hvor fiskene hurtigt får øje på dem. Overalt flyder det med døgnfluer, som kæmper for at holde sig fri af overfladefilmen. Men forgæves. De hænger fast, og fiskene har let spil. Sindigt svømmer de rundt og suger det ene insekt i sig efter det andet.

Vi er ikke sene til at være med. I forvejen sidder der tørfluer på forfanget, og nu kommer de på vandet. I en lille times tid oplever vi et hektisk tørfluefiskeri efter smukke kildeørreder, hvoraf de fleste vejer omkring kiloet – med enkelte på op til halvandet.

Da helikopteren letter igen – nu med den syge gæst ombord – er det kunstige “rise” overstået, solen gået ned og fiskene faldet til ro. Det gør vi derfor også – mætte af det pludselige spinnerfald, som sygetransporten udløste.

Det var næsten “den enes død – den andens brød”, vi her oplevede!

Mus i mørket

Det er museår i Labrador, og overalt ser vi store sorte skovmus flintre omkring. De er såvel inde som ude, men de er ikke kun til besvær. Hver morgen ser vi således adskillige mus, som døde driver rundt på søen – druknet i forsøg på at krydse vandet.

Det er præcis som med lemmingerne i Lapland: I gode år bliver der født alt for mange mus, og efterfølgende bliver der knaphed på føde. Musenes eneste mulighed er at søge bort – at udvandre fra det område, hvor de blev født. Og kommer de undervejs til sø eller elv, krydser de uden tøven vandet.

Eller de prøver i hvert fald på det. Mange klarer det nemlig ikke. De enten drukner eller bliver taget af søernes glubske gedder – hvis ikke kildeørrederne. Sidstnævnte har en meget stor mund, og selv mindre fisk på halvkiloet kaster sig derfor ufortrødent over de pelsklædte proteinbomber.

Disse svømmende mus danner grundlag for et ganske specielt fluefiskeri. “Fluerne” er nemlig 10 cm lange flydende hjortehårsfluer, som dels er svære at kaste – dels udløser spektakulære hug, når musen pludselig forsvinder i et sort hul!

Musefluerne er et godt alternativ til de gængse tørfluer på grå og blæsende dage, hvor der er langt mellem de klækkende insekter. Da fisker man normalt med farvestrålende streamers og bucktails, som efterligner diverse småfisk. Men langt mere spændende er det at følge en flydende museflue tværs over strømmen. Hele tiden forventer man, at den stribende flue pludselig er væk i en mægtig hvirvel…

Mus i maven

Det mest spændende fiskeri oplever vi dog om aftenen, når maden er spist og mørket har lagt sig over søerne mellem de høje graner. Da skubber vi båden fra land og lader os drive ud over søen, mens vi lytter efter jagende fisk.

Det er en ganske pudsig oplevelse at fiske med tørflue, når man hverken kan se fisk eller flue. Men det virker! Dave, vor guide for aftenen, finder frem til et stræk mellem to pynter, som musene gerne forsøger at komme fra og til. Her der der nemlig kortest mulig vej over vandet. Det ved rovfiskene, som derfor også har taget ophold her.

Motoren bliver stoppet, og vi lader os drive for den svage brise. Et tungt plask ude i mørket forkynder, at en mus har fundet sit endeligt – og en fisk sin aftensmad. Jeg prøver at retningsbestemme plasket og sender min store museflue ud i natmørket. Blot tre træk senere lyder der endnu et plask ude i mørket, og da jeg strammer op, volter en tung fisk for enden af linen.

Guiden tænder pandelygten, da fisken nærmere sig båden, og lidt senere kan han nette en meget fin 3 kg’s fisk, som har taget musefluen med stor overbevisning og derfor er dybt kroget. Men da vi fisker med modhageløse kroge, er det en smal sag at få fluen fri af fisken. Der blitzes i mørket, og en sikkert noget blændet kildeørred får atter lov at svømme afsted i det natsorte vand.

Det bliver til endnu et par fisk, inden vi siger tak for i aften og søger hjemad mod varmen i lodgen. Da vi runder pynten, kan vi se det lyse hyggeligt fra lodgens vinduer, og lidt senere sidder vi bænket om bordet – med rygende varm kaffe i kopperne og friskbagt tærte på tallerkenerne.

Da vi senere beslutter os for at krybe til køjs, skal vi først lige ud at kigge stjerner i polarnatten. Der er ikke en sky på himlen, og millioner af stjerner funkler over os. Pludselig lyser himlen op i det mest fantastiske nordlys, hvor tæpper af gule og grønne farver bølger frem og tilbage – for så med ét at forsvinde igen!

Vor vært mener imidlertid, at det ikke er nok med tærte og nordlys. Han guider os derfor ind i skoven bag lodgen. Her ligger en lysning, som er helt dækket af rensdyrlav, der lyser kridhvidt i det begyndende måneskin…

– Definitivt ingen dårlig dag!

Gedder i åkanderne

Det er sidst på sommeren, og de store kildeøreder er så småt begyndt at søge hen mod de kommende gydepladser. Fiskene samles derfor i bunden af vige og bugter, hvor selv ganske små vandløb munder ud i søerne.

Undervejs passerer vi nogle store åkandebælter på ganske lavt vand. Dem må vi lige prøve med vore mus. Ikke efter kildeørreder, for de holder ikke til herinde, men efter søens mange og til tider store gedder.

Det bliver et mindeværdigt fiskeri. Ikke så meget på grund af fiskenes størrelse, for de allerfleste vejer blot 2-3 kg med enkelte på op mod 4-5 kg. Men antallet af fisk er imponerende. Eneste krav er, at musefluen præsenteres mindre end en halv meter fra åkanderne. Så er der til gengæld næsten garanti for eksplosive hug!

Sommeren er kort heroppe højt mod nord, og gedderne ved tilsyneladende, at dette museorgie måske er sidste chance for at få ekstra sul på kroppen, inden vinteren lægger lå på søerne. I hvert fald hugger de, som gjaldt det livet. Flere gange misser en mindre gedde den store flue, som sekunder efter angribes af en endnu større gedde.

Vildest er det dog, da en flot gedde tager makkerens flue. I næsten samme øjeblik opdager den min museflue, som den sprinter over og tager i samme mundfuld. To fluer til én og samme gedde! Det har vi dog aldrig oplevet før.

Det sjove ved gedderne i Arktis er, at de kæmper langt vildere og er meget stærkere end deres artsfæller længere i syd. Således er det heroppe helt almindeligt, at krogede gedder springer højt ud af vandet og sprinter afsted i lange udløb. Det kunne vore hjemlige gedder godt lære noget af…

Fiskere i buskadset

Men tilbage til kildeørrederne. Vor guide Ronnie er barnefødt på disse kanter, og han kender naturligvis alt til fiskenes gydepladser. Flere af dem er så små og ubetydelige, at vi slet ikke kan se dem, når vi sejler forbi. Pludselig svinger Ron båden direkte ind i buskadset, og pludselig er der hul igennem – til en lille vig, hvor en diminutiv bæk risler ud.

Det er et vanskeligt fiskeri, for pladsen er så trang, at man ikke kan kaste på normal vis. Vi må derfor skiftes, min makker og jeg. Han prøver først med en stor Muddler, men har ikke rigtig held med den. Jeg derimod fremturer med min store museflue, som hurtigt dokumenterer, at Ron kan sit kram og kender sin sø.

Det tager nemlig kun få vip med fluen, førend den bliver taget med et overbevisende “head and tail rise” – i absolut slow motion. Ikke noget med at forhaste sig her. Fiskene ved, at musene ikke har en chance.

Jeg venter derfor lidt med tilslaget, og da jeg løfter stangen, er det en flot og helt udfarvet 3 kg’s hanfisk, der har taget fluen. Den har stået på ganske lavt vand, hvor vandet fra bækken løber ud i søen, og den har ikke stået der alene. Da musefluen næste gang passerer samme sted, hugger en næsten lige så stor hunfisk fluen og bliver også landet.

Men ikke nok med det. Da vi lidt senere maser os ud af buskadset igen – ud på søen – lader jeg musefluen slæbe efter båden på en ganske kort line. Endnu en stor kildeørred går op og tager fluen – dog først efter at have nappet den i halen nogle gange…

Tre 3 kg’s kildeørreder på ganske få kvadratmeter. Der er virkelig ikke meget “mini” over magnumørrederne fra Minipi!

Kulturhistorie:

Catch & Release

Magnumørrederne i Minipi er naturligvis fascinerende i sig selv. Kun få andre steder når kildeørrederne størrelser som her.

Men derudover har Minipi haft en kolossal og ofte overset betydning for det moderne sportsfiskeri, som vi kender det i dag. Det er nemlig herfra, at velkendte begreber som “No Kill” og “Catch and Release” stammer.

Det hele startede, da verdenskendte, men nu afdøde Lee Wulff under Anden Verdenskrig var ansat i det amerikanske militær som såkaldt “recreational officer”. Hans opgave var at sørge for adspredelse til soldaterne, når de var hjemme på orlov.

Da han selv var ivrig fisker og pilot, brugte han megen tid på at flyve rundt i Labradors ødemarker og kigge gode fiskevande ud. Så et vand lovende ud, landede han med sit vandfly og prøvefiskede stedet. Var fiskeriet godt, tog han siden sine militære gæster med derud for at fiske.

Et af disse steder var Minipi, som også dengang brillierede med sine ekstraordinært store kildeørreder.

Dengang fiskede man for at fange og tage fangsten med hjem. Dengang var der ingen, som praktiserede genudsætning. Lee Wulff så til sin bestyrtelse, hvordan et godt fiskevand på rekordtid kunne ødelægges, når last efter last af fangede fisk blev fløjet hjem til basen.

Da var det, at han tænkte sine senere så herostratisk berømte tanker: “At en ørred er for værdifuld til kun at fanges én gang”. Og hermed var grundstenen lagt for senere begreber som “Catch & Release” og “No Kill” – begreber, som i dag er en integreret del af moderne fiskepleje. Vi har for længst måttet erkende, at kun meget få fiskebestande holder til, at alle fangede fisk fjernes.

Havde det ikke været for de store, men meget sårbare kildeørreder fra Minipi, havde vi måske stadig befundet os i fiskeplejens stenalder!

Geografi:

I Leif den Lykkeliges fodspor

Det er en almindelig antagelse, at der var Christopher Columbus, der omkring år 1500 opdagede Amerika – i form af Mellemamerika. Meget tyder imidlertid på, at nordboen Leif Eriksson kom langt tidligere – at Leif den Lykkelige allerede omkring år 1000 gik i land på det nordamerikanske kontinent.

Det gjorde han efter først at have opdaget og koloniseret Grønland. Vejen over Davisstrædet mellem Grønland og Canada var kort – kun godt 400 km fra Holsteinsborg ved polarcirklen – og derfor ingen sag for de søvante vikinger. Her fandt de – modsat Grønlands stejle klipper og drivende isbjerge – flade skovklædte kyster og floder med store laks. De døbte derfor Labrador “Markland”.

Længere sydover – på Newfoundland – fandt de sågar produktive vinranker, hvorfor de døbte dette land “Vinland”.

Siden da er klimaet som bekendt blevet langt koldere, og i dag er det så som så med vinen. Men laksene er der stadig i Markland – sammen med kildeørreder og ishavsrødinger, der begge holder af koldt vand.

Fastlandet Labrador adskilles fra øen Newfoundland af det smalle Belle Isle stræde. Politisk er Labrador og Newfoundland i dag samlet i én canadisk provins, der tilsammen blot har en god halv million indbyggere. De har til gengæld rigtig god plads, da provinsen dækker et samlet landområde på godt 400.000 kvadratmilometer!

Kæmperne i Kangia

Grønland byder på et fantastisk fiskeri – for dem, der er villige til at gå langt efter rødbugede fjeldørreder på flere kilo…

Tæt tåge fra Davisstrædet gjorde det umuligt at lande i Maniitsoq. Vi måtte derfor fortsætte til Nuuk/Godthåb for en overnatning og håb om bedre vejr den følgende dag.

Om morgenen var tågen heldigvis lettet, og vi kom afsted som panlagt. Ved ankomsten lå Maniitsoq badet i det smukkeste sollys, der gav mindelser om hjemligt efterårsvejr. Luften var skarp og sigtbarheden noget nær ubegrænset. Præcis som en grønlandsk sommer skal være det!

Med båd gik turen videre nogle timer ud til lejrpladsen ved Kangia – Grønlands hidtil eneste med fiskecamp, hvor man kan have fast tag over hovedet. Her kan man bo så komfortabelt, som det nu engang lader sig gøre i vildmarken – sove på rigtige senge og sågar tage et primitivt brusebad. Andre steder må man ty til medbragte telte og sove på hårdt underlag.

Men så hører komforten også op. Campen ligger nemlig helt ude ved fjorden – de allerbedste fiskepladser næsten 10 km oppe af elven…

Trængsel i ødemarken

Der skal således gås langt, før fluen kan kastes. Bevares, der er fisk mange andre steder. Mange fisk endda. Men slet ikke som oppe ved det store vandfald, der stopper enhver videre opgang.

Her skifter den ellers så usædvanligt blide elv helt karakter. Klippegrunden har forskudt sig og er revnet, så vandet nu presses ned gennem en smal og stejl sprække i undergrunden. Alt er hvidt og turkis. Store sortgrå skygger svæver rundt i vandmasserne, på udkig efter et hul i det brusende vand – en mulighed for at komme videre op.

Men forgæves. Fiskene spreder sig derfor nedefter igen – med den suverænt største koncentration af fisk på en strækning, som gæstende amerikanere har døbt “Hollywood”. Her står der fisk bag hver en sten i strømmen, og her kan man let servere en flue for dem på det lave vand.

Den første dag er der run på Hollywood. Et norsk TV-team er på optagelse og fokuserer helt naturligt på netop Hollywood og de mange fisk her. Selv vælger jeg at gå længere opstrøms, hvor jeg ikke forstyrrer optagelserne – eller selv bliver forstyrret i mit fiskeri.

Her er der også rigeligt med fisk, men de helt store udebliver. Største fisk vejer vel omkring 2 kg – stærkt farvet, som de fleste fjeldørreder er det i august. Timerne flyver, og fiskene hugger næsten som på kommando, da jeg først finder fidusen:

Når fluen er svinger tværs over strømmen og hænger ret nedstrøms for mig, stripper jeg den hurtigt opstrøms i korte ryk. Hugget falder da med næsten usvigelig sikkerhed – hvis ellers der er fisk på pladsen!

Solen står lavt nu, og det er på tide at påbegynde den lange vandring tilbage til lejren – til det ventende måltid, som vor topprofessionelle guide Adam tilbereder for os. Derefter nogle timers hårdt tiltrængt søvn. Medbragt rødvin i blodet gør ikke søvnen ringere!

Alene i Hollywood

Næste dag er filmholdet træt – af gårsdagens lange vandring med det tunge kameraudstyr. De beslutter derfor at blive i nærheden af campen – nede ved fjorden.

Jeg er også træt, men øjner samtidig mit livs chance. Der er kun os i campen, og ingen andre vil op til Hollywood igen. De vil hvile ud i stedet. Det burde jeg måske også gøre, men jeg er klar over den enestående mulighed: Jeg kan blive helt alene med alle fiskene i Hollywood – hvis jeg altså orker at gå den lange tur igen…

En sådan chance lader jeg ikke gå fra mig. Jeg står derfor tidligt op næste morgen og fylder rygsækken med alskens snacks og beef sticks, så jeg ikke risikerer at gå sukkerkold undervejs. Væske er ikke noget problem. Overalt pibler det friskeste vand frem over klipperne – klar til at drikke, bare 6 grader varmt.

Jeg klarer turen op til faldet uden problemer. Undervejs tænker jeg over, hvor forskellige afstandene er heroppe og derhjemme. Luften er nemlig utroligt klar på Grønland – så klar, at man som førstegangsbesøgende altid undervurderer afstandene.

Vejen til vandfaldet går op i fjeldet og tværs over nogle toppe, som ind imellem skjuler den smukke elv.

Da jeg når frem til faldet, scanner jeg elven grundigt. Jeg ved, hvor jeg fiskede og fangede dagen før, og jeg ve, at der var større fisk i elven end dem, jeg fangede. Nu gælder det blot om at finde dem, og til det formål har jeg hele dagen – og Hollywood helt for mig selv!

En times vandring op og ned langs elven afslører i hvert fald to lovende pladser. Begge ligger de tæt under modsatte bred – med en høj skrænt som baggrund og en skarp strømkant ud til hovedstrømmen. Her bryder store fisk med regelmæssige mellemrum overfladen i et roligt tempo, og her vælger jeg naturligt nok at koncentrere mine anstrengelser.

Efterhånden når jeg frem til en kombination af en hurtigt synkende line og et intermediate forfang. Fluen er et fluorødt Juletræ str. 4 – min absolutte favorit til Grønlands fjeldørreder, der har en udtalt svaghed for rødt. Specielt naturligvis de farvede fisk.

Den selv samme tværs-over-og-nedstrøms teknik, som gav mig mange fisk dagen før, virker overhovedet ikke på disse fisk. Selv om fluen svinger forbi dem i hovedhøjde, reagerer de ikke på den.

Det tager lidt tid, førend jeg finder frem til den rette teknik. Faktisk er det først, da jeg kommer til at tænke på kongelaksene i Alaska, at der går hul på bylden. Fluen skal helt enkelt præsenteres opstrøms og dead drift – for så pludselig at svinge ud i hovedstrømmen foran fiskene.

Reaktionen er voldsom og øjeblikkelig. Da fluen pludselig får liv og svinger ud foran en af fiskene, vender den og spurter af sted efter fluen med en stor bølge efter sig. Tilslag! Turens første store fjeldørred rusker irriteret med hovedet, da den mærker krogen, og maser sig så tilbage til eksakt samme sted, den kom fra. Intet kan holde den tilbage.

En konstant pres fra min lette klasse 6 stang får den dog lidt efter lidt til at bakke nedefter. Her kan jeg presse den fra siden, så den har svært ved at holde sig på højkant i den stærkere strøm.

Taktikken virker, og noget senere kan jeg strande en flot og let farvet hanfisk. Jeg skyder et par hurtige billeder af fisken og lader den så gå igen. Der er jo 10 km ned til campen, og hvad skal jeg med knap 3 kg fjeldørred?

Den næste times fiskeri er nærmest uvirkeligt. Vejret er blevet mere gråt og snusket – med en smule regn i vindpustene. Vejrskiftet stimulerer tydeligvis fiskene, som nærmest slås om fluen, når det lykkes at få den serveret korrekt. Flere gange kan jeg se, at den følgende fisk ikke er så stor som de øvrige. Jeg kan da nå at fjerne fluen, inden den er forsvundet i gabet på den. En luksus, man ikke ligefrem er vant til hjemmefra!

I en periode er der fisk i hvert eneste kast. Ganske uvirkeligt, men bestemt fascinerende at opleve. Lige indtil en stor fisk tager fluen og springer højt ud af vandet. Den viser tydeligt sine sølvblanke sider – en usædvanligt stor og usædvanligt sen blankfisk her i august.

Ishavsrødinger springer sjældent, men denne her gør det igen og igen, mens den raser nedstrøms i et tempo, som ingen af de farvede fisk kan matche. Til sidst går den bag om en stor sten på den anden side af elven – og er fri…

Den fisk vejede i nærheden af 4 kg – det er sikkert og vist. Men den skulle ikke blive min – kun mindet om en utroligt stærk fisk, der for ganske kort tid siden var stået op fra Ishavet.

Men der er ikke tid til at græde over spildt mælk. Der er flere fisk at fange, og få kast senere er der atter bid af en stor fisk. Den springer ikke, men er tung og stædig – vil ikke ud af hullet, hvor den stod.

Til sidst må den dog give op og lade sig lande små hundrede meter længere nedstrøms. Det fluorøde Juletræ er efterhånden helt splittet op, så der næsten kun er underkroppen af chenille tilbage.

Da det er den største fisk, jeg endnu har haft på land her i Kangia, måler jeg den før fotografering og genudsætning. 66 cm, hvilket svarer til en vægt på ca. 3,2 kg.

Da den fisk atter svømmer ud i elvens grønne vand, har jeg fået nok. At fortsætte fiskeriet vil blot være et antiklimaks. I stedet pakker jeg grejet sammen, snupper mig en beef stick og påbegynder den lange vandring tilbage til campen nede ved fjorden.

I sandhed en fantastisk oplevelse at være helt alene i Hollywood!

Kulturhistorie:

Flytning af fiskere og fangere

Grønland er med 2.176.000 km2 verdens suverænt største ø.

Men den beboelige del er ikke stor. Næsten 85% er nemlig dækket af evig is, og det er derfor kun de isfrie kystnære områder, som er beboelige.

Den gigantiske iskappe er flere steder mere end 3,5 km tyk, og smeltede indlandsisen på Grønland, ville verdenshavene stige med 6-7 meter! Grundfjeldet er sine steder mere end 3 milliarder år gammelt og hører dermed til de geologisk ældste bjergarter i verden.

Af landets 55.000 indbyggere bor flere end 90 % på den mere tilgængelige vestkyst med Nuuk/Godthåb som hovedstand med 15.000 indbyggere.

Den grønlandske befolkning kaldes eskimoer på vore breddegrader, men selv betragter de sig som “inuitter” – som beboere i “Kallalit nunaat” – menneskenes land.

Erik den Røde grundlagde som den første en nordisk bosættelse på Grønland. Det skete omkring år 1000, og frem til 1400-tallet boede der nordboer på Grønland, som dengang havde et langt mildere klima end i dag. Deraf navnet.

Grønland var en dansk koloni helt frem til 1931, hvor norske fangstmænd erklærede dele af Østgrønland for norsk territorium. Det blev den internationale domstol i Haag, som i 1933 afgjorde striden til Danmarks fordel.

I 1973 meldte Danmark sig ind i EU, og i 1979 fik Grønland formelt hjemmestyre. Det medførte, at Grønland i 1979 – som den første og hidtil eneste nation igen meldte sig ud af EU. Grønland har dog i dag gode særhandelsaftaler med det europæiske fællesskab – og stadig rigsfælleskab med Danmark.

Sukker på Toppen

Når man kigger på Maniitsoq/Sukkertoppen, som byen ser ud i dag, er det svært at få øje på baggrunden for navnet. – For hvor ligger selve Sukkertoppen?

Men der er en god forklaring – en forklaring, som har paralleller flere steder i Grønland. De to markante og kegleformede fjeldtoppe, som udgør Sukkertoppen, findes stadig. Men de ligger et pænt stykke fra der, hvor byen af samme navn ligger i dag.

I 1782 besluttede man nemlig at flytte den lille bygd Maniitsoq til et andet sted, hvor der var lettere adgang til mere føde – til havets rigdomme på fisk og pattedyr. I dag ligger den omgivet af og bygget på stejle fjeldsider, som giver den nu moderne by af samme navn flere trapper end de fleste. Vil man op på radiofjeldet og nyde udsigten over fjorden, skal man være forberedt på hundredvis af trappetrin og trætte ben.

Ordet “Maniitsoq” betyder “det ujævne” på Inuit sproget. Navnet hentyder til de markante og meget savtakkede fjelde, som kan genkendes på lang afstand. Nogle af de højeste og vildeste bjerge i Vestgrønland ligger således i Maniitsoq kommune.

Sammen med de dybe og smalle fjorde giver det området en ganske unik karakter – dertil grundlaget for flere fine elve, som egner sig til fluefiskeri. Hertil hører allerede nævnte Kangia samt den noget mindre Amitsuarssuk.

G-Tec 380

Konklusion

Waders med visioner – og en lækker lynlås!

Handy og godt kastende 7-delt klasse 6 sæt

I Vitus Berings fodspor

Facts om Tsiu River

Kulturhistorie:

Catch & Release

Geografi:

I Leif den Lykkeliges fodspor

Kulturhistorie:

Flytning af fiskere og fangere

Sukker på Toppen

© 2009 Tekst & fotos: Steen Ulnits