Den smukke kildeørred er en eksklusiv nordøstamerikaner. Størst bliver denne røding i Labradors uberørte vildmarksvande

Det er ikke så ligetil endda at komme på fisketur langt ude i Labrador’s vidtsttrakte ødemarker. Men heldigvis er det meget let at nå til storbyen Montreal, som er udgangspunkt for den videre færd.

Herfra tager man så flyet videre til militærbasen Goose Bay, som blev oprettet under Anden Verdenskrig, og som stadig spiller en militærstrategisk rolle. Således er det her, at mange af NATO’s F16 piloter stadig får deres uddannelse. Det flade og skovdækkede landskab minder nemlig meget om det, man finder i Sibiriens endeløse taiga…

Vi ankommer til Goose Bay, som summer af aktivitet på denne augustdag. Vejret er koldt og gråt, som tilfældet ofte er i Labrador, men heldigvis ikke vådt. Jager efter jager går på vingerne – kun afløst af store transportmaskiner og mindre privatfly. Herude er der ingen veje. Her er det kun luftvejen, der er farbar!

Vi finder frem til den lille hangar, som huser helikopterselskabet, der skal bringe os ud til Minipis store kildeørreder. Forhåbentlig da, for vejret står i Labrador for mange aflysninger af såvel helikopter som vandfly. Sidstnævnte er de mindst følsomme, hvad vejret angår, men de kræver til gengæld vand for at kunne lande.

Vejret arter sig imidlertid, og lidt senere sidder vi i den lille helikopter med hovedtelefoner på og kan lytte med på samtalerne med kontroltårnet.

Landskabet er fladt og uden særlige kendetegn, men piloten har heldigvis sin GPS at forlade sig på. I trætophøjde – godt og vel – går det ind over ødemarken, som her består af træer i tusindvis.

Vi finder en lille elv og følger den det sidste stykke op til søen, hvor vores lodge ligger. Her sætter piloten den lille Bell helikopter fnuglet på jorden, der er dækket af rensdyrlav, og stopper rotorens infernalske larmen.

Vi får læsset af, og piloten får sig en kop kaffe, inden turen atter går tilbage til Goose Bay – eller “Goose”, som de lokale for nemheds skyld siger.

Spændende spinnerfald

Allerede samme aften er han tilbage igen. Denne gang for at hente en af gæsterne, som er blevet akut syg – efter alt at dømme med en blindtarmsbetændelse, som kræver hurtig handling.

Vi ligger i en lille alujolle og fisker ret uden for lodgen, da helikopteren kommer ind. Der er vindstille, og vi venter på et fald af spente spinnere – æglæggende døgnfluer – som imidlertid udebliver. Lige indtil helikopteren kommer susende ind mod lodgen og stopper et kort øje blik over broen, inden han sætter maskinen ned på jorden.

Da sker det magiske. De hidsige rotorblade har blæst de sværmende døgnfluer ned på vandet, hvor fiskene hurtigt får øje på dem. Overalt flyder det med døgnfluer, som kæmper for at holde sig fri af overfladefilmen. Men forgæves. De hænger fast, og fiskene har let spil. Sindigt svømmer de rundt og suger det ene insekt i sig efter det andet.

Vi er ikke sene til at være med. I forvejen sidder der tørfluer på forfanget, og nu kommer de på vandet. I en lille times tid oplever vi et hektisk tørfluefiskeri efter smukke kildeørreder, hvoraf de fleste vejer omkring kiloet – med enkelte på op til halvandet.

Da helikopteren letter igen – nu med den syge gæst ombord – er det kunstige “rise” overstået, solen gået ned og fiskene faldet til ro. Det gør vi derfor også – mætte af det pludselige spinnerfald, som sygetransporten udløste.

Det var næsten “den enes død – den andens brød”, vi her oplevede!

Mus i mørket

Det er museår i Labrador, og overalt ser vi store sorte skovmus flintre omkring. De er såvel inde som ude, men de er ikke kun til besvær. Hver morgen ser vi således adskillige mus, som døde driver rundt på søen – druknet i forsøg på at krydse vandet.

Det er præcis som med lemmingerne i Lapland: I gode år bliver der født alt for mange mus, og efterfølgende bliver der knaphed på føde. Musenes eneste mulighed er at søge bort – at udvandre fra det område, hvor de blev født. Og kommer de undervejs til sø eller elv, krydser de uden tøven vandet.

Eller de prøver i hvert fald på det. Mange klarer det nemlig ikke. De enten drukner eller bliver taget af søernes glubske gedder – hvis ikke kildeørrederne. Sidstnævnte har en meget stor mund, og selv mindre fisk på halvkiloet kaster sig derfor ufortrødent over de pelsklædte proteinbomber.

Disse svømmende mus danner grundlag for et ganske specielt fluefiskeri. “Fluerne” er nemlig 10 cm lange flydende hjortehårsfluer, som dels er svære at kaste – dels udløser spektakulære hug, når musen pludselig forsvinder i et sort hul!

Musefluerne er et godt alternativ til de gængse tørfluer på grå og blæsende dage, hvor der er langt mellem de klækkende insekter. Da fisker man normalt med farvestrålende streamers og bucktails, som efterligner diverse småfisk. Men langt mere spændende er det at følge en flydende museflue tværs over strømmen. Hele tiden forventer man, at den stribende flue pludselig er væk i en mægtig hvirvel…

Mus i maven

Det mest spændende fiskeri oplever vi dog om aftenen, når maden er spist og mørket har lagt sig over søerne mellem de høje graner. Da skubber vi båden fra land og lader os drive ud over søen, mens vi lytter efter jagende fisk.

Det er en ganske pudsig oplevelse at fiske med tørflue, når man hverken kan se fisk eller flue. Men det virker! Dave, vor guide for aftenen, finder frem til et stræk mellem to pynter, som musene gerne forsøger at komme fra og til. Her der der nemlig kortest mulig vej over vandet. Det ved rovfiskene, som derfor også har taget ophold her.

Motoren bliver stoppet, og vi lader os drive for den svage brise. Et tungt plask ude i mørket forkynder, at en mus har fundet sit endeligt – og en fisk sin aftensmad. Jeg prøver at retningsbestemme plasket og sender min store museflue ud i natmørket. Blot tre træk senere lyder der endnu et plask ude i mørket, og da jeg strammer op, volter en tung fisk for enden af linen.

Guiden tænder pandelygten, da fisken nærmere sig båden, og lidt senere kan han nette en meget fin 3 kg’s fisk, som har taget musefluen med stor overbevisning og derfor er dybt kroget. Men da vi fisker med modhageløse kroge, er det en smal sag at få fluen fri af fisken. Der blitzes i mørket, og en sikkert noget blændet kildeørred får atter lov at svømme afsted i det natsorte vand.

Det bliver til endnu et par fisk, inden vi siger tak for i aften og søger hjemad mod varmen i lodgen. Da vi runder pynten, kan vi se det lyse hyggeligt fra lodgens vinduer, og lidt senere sidder vi bænket om bordet – med rygende varm kaffe i kopperne og friskbagt tærte på tallerkenerne.

Da vi senere beslutter os for at krybe til køjs, skal vi først lige ud at kigge stjerner i polarnatten. Der er ikke en sky på himlen, og millioner af stjerner funkler over os. Pludselig lyser himlen op i det mest fantastiske nordlys, hvor tæpper af gule og grønne farver bølger frem og tilbage – for så med ét at forsvinde igen!

Vor vært mener imidlertid, at det ikke er nok med tærte og nordlys. Han guider os derfor ind i skoven bag lodgen. Her ligger en lysning, som er helt dækket af rensdyrlav, der lyser kridhvidt i det begyndende måneskin…

– Definitivt ingen dårlig dag!

Gedder i åkanderne

Det er sidst på sommeren, og de store kildeøreder er så småt begyndt at søge hen mod de kommende gydepladser. Fiskene samles derfor i bunden af vige og bugter, hvor selv ganske små vandløb munder ud i søerne.

Undervejs passerer vi nogle store åkandebælter på ganske lavt vand. Dem må vi lige prøve med vore mus. Ikke efter kildeørreder, for de holder ikke til herinde, men efter søens mange og til tider store gedder.

Det bliver et mindeværdigt fiskeri. Ikke så meget på grund af fiskenes størrelse, for de allerfleste vejer blot 2-3 kg med enkelte på op mod 4-5 kg. Men antallet af fisk er imponerende. Eneste krav er, at musefluen præsenteres mindre end en halv meter fra åkanderne. Så er der til gengæld næsten garanti for eksplosive hug!

Sommeren er kort heroppe højt mod nord, og gedderne ved tilsyneladende, at dette museorgie måske er sidste chance for at få ekstra sul på kroppen, inden vinteren lægger lå på søerne. I hvert fald hugger de, som gjaldt det livet. Flere gange misser en mindre gedde den store flue, som sekunder efter angribes af en endnu større gedde.

Vildest er det dog, da en flot gedde tager makkerens flue. I næsten samme øjeblik opdager den min museflue, som den sprinter over og tager i samme mundfuld. To fluer til én og samme gedde! Det har vi dog aldrig oplevet før.

Det sjove ved gedderne i Arktis er, at de kæmper langt vildere og er meget stærkere end deres artsfæller længere i syd. Således er det heroppe helt almindeligt, at krogede gedder springer højt ud af vandet og sprinter afsted i lange udløb. Det kunne vore hjemlige gedder godt lære noget af…

Fiskere i buskadset

Men tilbage til kildeørrederne. Vor guide Ronnie er barnefødt på disse kanter, og han kender naturligvis alt til fiskenes gydepladser. Flere af dem er så små og ubetydelige, at vi slet ikke kan se dem, når vi sejler forbi. Pludselig svinger Ron båden direkte ind i buskadset, og pludselig er der hul igennem – til en lille vig, hvor en diminutiv bæk risler ud.

Det er et vanskeligt fiskeri, for pladsen er så trang, at man ikke kan kaste på normal vis. Vi må derfor skiftes, min makker og jeg. Han prøver først med en stor Muddler, men har ikke rigtig held med den. Jeg derimod fremturer med min store museflue, som hurtigt dokumenterer, at Ron kan sit kram og kender sin sø.

Det tager nemlig kun få vip med fluen, førend den bliver taget med et overbevisende “head and tail rise” – i absolut slow motion. Ikke noget med at forhaste sig her. Fiskene ved, at musene ikke har en chance.

Jeg venter derfor lidt med tilslaget, og da jeg løfter stangen, er det en flot og helt udfarvet 3 kg’s hanfisk, der har taget fluen. Den har stået på ganske lavt vand, hvor vandet fra bækken løber ud i søen, og den har ikke stået der alene. Da musefluen næste gang passerer samme sted, hugger en næsten lige så stor hunfisk fluen og bliver også landet.

Men ikke nok med det. Da vi lidt senere maser os ud af buskadset igen – ud på søen – lader jeg musefluen slæbe efter båden på en ganske kort line. Endnu en stor kildeørred går op og tager fluen – dog først efter at have nappet den i halen nogle gange…

Tre 3 kg’s kildeørreder på ganske få kvadratmeter. Der er virkelig ikke meget “mini” over magnumørrederne fra Minipi!

Kulturhistorie:

Catch & Release

Magnumørrederne i Minipi er naturligvis fascinerende i sig selv. Kun få andre steder når kildeørrederne størrelser som her.

Men derudover har Minipi haft en kolossal og ofte overset betydning for det moderne sportsfiskeri, som vi kender det i dag. Det er nemlig herfra, at velkendte begreber som “No Kill” og “Catch and Release” stammer.

Det hele startede, da verdenskendte, men nu afdøde Lee Wulff under Anden Verdenskrig var ansat i det amerikanske militær som såkaldt “recreational officer”. Hans opgave var at sørge for adspredelse til soldaterne, når de var hjemme på orlov.

Da han selv var ivrig fisker og pilot, brugte han megen tid på at flyve rundt i Labradors ødemarker og kigge gode fiskevande ud. Så et vand lovende ud, landede han med sit vandfly og prøvefiskede stedet. Var fiskeriet godt, tog han siden sine militære gæster med derud for at fiske.

Et af disse steder var Minipi, som også dengang brillierede med sine ekstraordinært store kildeørreder.

Dengang fiskede man for at fange og tage fangsten med hjem. Dengang var der ingen, som praktiserede genudsætning. Lee Wulff så til sin bestyrtelse, hvordan et godt fiskevand på rekordtid kunne ødelægges, når last efter last af fangede fisk blev fløjet hjem til basen.

Da var det, at han tænkte sine senere så herostratisk berømte tanker: “At en ørred er for værdifuld til kun at fanges én gang”. Og hermed var grundstenen lagt for senere begreber som “Catch & Release” og “No Kill” – begreber, som i dag er en integreret del af moderne fiskepleje. Vi har for længst måttet erkende, at kun meget få fiskebestande holder til, at alle fangede fisk fjernes.

Havde det ikke været for de store, men meget sårbare kildeørreder fra Minipi, havde vi måske stadig befundet os i fiskeplejens stenalder!

Geografi:

I Leif den Lykkeliges fodspor

Det er en almindelig antagelse, at der var Christopher Columbus, der omkring år 1500 opdagede Amerika – i form af Mellemamerika. Meget tyder imidlertid på, at nordboen Leif Eriksson kom langt tidligere – at Leif den Lykkelige allerede omkring år 1000 gik i land på det nordamerikanske kontinent.

Det gjorde han efter først at have opdaget og koloniseret Grønland. Vejen over Davisstrædet mellem Grønland og Canada var kort – kun godt 400 km fra Holsteinsborg ved polarcirklen – og derfor ingen sag for de søvante vikinger. Her fandt de – modsat Grønlands stejle klipper og drivende isbjerge – flade skovklædte kyster og floder med store laks. De døbte derfor Labrador “Markland”.

Længere sydover – på Newfoundland – fandt de sågar produktive vinranker, hvorfor de døbte dette land “Vinland”.

Siden da er klimaet som bekendt blevet langt koldere, og i dag er det så som så med vinen. Men laksene er der stadig i Markland – sammen med kildeørreder og ishavsrødinger, der begge holder af koldt vand.

Fastlandet Labrador adskilles fra øen Newfoundland af det smalle Belle Isle stræde. Politisk er Labrador og Newfoundland i dag samlet i én canadisk provins, der tilsammen blot har en god halv million indbyggere. De har til gengæld rigtig god plads, da provinsen dækker et samlet landområde på godt 400.000 kvadratmilometer!

© 2009 Steen Ulnits

Grønland byder på et fantastisk fiskeri – for dem, der er villige til at gå langt efter rødbugede fjeldørreder på flere kilo…

Tæt tåge fra Davisstrædet gjorde det umuligt at lande i Maniitsoq. Vi måtte derfor fortsætte til Nuuk/Godthåb for en overnatning og håb om bedre vejr den følgende dag.

Om morgenen var tågen heldigvis lettet, og vi kom afsted som panlagt. Ved ankomsten lå Maniitsoq badet i det smukkeste sollys, der gav mindelser om hjemligt efterårsvejr. Luften var skarp og sigtbarheden noget nær ubegrænset. Præcis som en grønlandsk sommer skal være det!

Med båd gik turen videre nogle timer ud til lejrpladsen ved Kangia – Grønlands hidtil eneste med fiskecamp, hvor man kan have fast tag over hovedet. Her kan man bo så komfortabelt, som det nu engang lader sig gøre i vildmarken – sove på rigtige senge og sågar tage et primitivt brusebad. Andre steder må man ty til medbragte telte og sove på hårdt underlag.

Men så hører komforten også op. Campen ligger nemlig helt ude ved fjorden – de allerbedste fiskepladser næsten 10 km oppe af elven…

Trængsel i ødemarken

Der skal således gås langt, før fluen kan kastes. Bevares, der er fisk mange andre steder. Mange fisk endda. Men slet ikke som oppe ved det store vandfald, der stopper enhver videre opgang.

Her skifter den ellers så usædvanligt blide elv helt karakter. Klippegrunden har forskudt sig og er revnet, så vandet nu presses ned gennem en smal og stejl sprække i undergrunden. Alt er hvidt og turkis. Store sortgrå skygger svæver rundt i vandmasserne, på udkig efter et hul i det brusende vand – en mulighed for at komme videre op.

Men forgæves. Fiskene spreder sig derfor nedefter igen – med den suverænt største koncentration af fisk på en strækning, som gæstende amerikanere har døbt “Hollywood”. Her står der fisk bag hver en sten i strømmen, og her kan man let servere en flue for dem på det lave vand.

Den første dag er der run på Hollywood. Et norsk TV-team er på optagelse og fokuserer helt naturligt på netop Hollywood og de mange fisk her. Selv vælger jeg at gå længere opstrøms, hvor jeg ikke forstyrrer optagelserne – eller selv bliver forstyrret i mit fiskeri.

Her er der også rigeligt med fisk, men de helt store udebliver. Største fisk vejer vel omkring 2 kg – stærkt farvet, som de fleste fjeldørreder er det i august. Timerne flyver, og fiskene hugger næsten som på kommando, da jeg først finder fidusen:

Når fluen er svinger tværs over strømmen og hænger ret nedstrøms for mig, stripper jeg den hurtigt opstrøms i korte ryk. Hugget falder da med næsten usvigelig sikkerhed – hvis ellers der er fisk på pladsen!

Solen står lavt nu, og det er på tide at påbegynde den lange vandring tilbage til lejren – til det ventende måltid, som vor topprofessionelle guide Adam tilbereder for os. Derefter nogle timers hårdt tiltrængt søvn. Medbragt rødvin i blodet gør ikke søvnen ringere!

Alene i Hollywood

Næste dag er filmholdet træt – af gårsdagens lange vandring med det tunge kameraudstyr. De beslutter derfor at blive i nærheden af campen – nede ved fjorden.

Jeg er også træt, men øjner samtidig mit livs chance. Der er kun os i campen, og ingen andre vil op til Hollywood igen. De vil hvile ud i stedet. Det burde jeg måske også gøre, men jeg er klar over den enestående mulighed: Jeg kan blive helt alene med alle fiskene i Hollywood – hvis jeg altså orker at gå den lange tur igen…

En sådan chance lader jeg ikke gå fra mig. Jeg står derfor tidligt op næste morgen og fylder rygsækken med alskens snacks og beef sticks, så jeg ikke risikerer at gå sukkerkold undervejs. Væske er ikke noget problem. Overalt pibler det friskeste vand frem over klipperne – klar til at drikke, bare 6 grader varmt.

Jeg klarer turen op til faldet uden problemer. Undervejs tænker jeg over, hvor forskellige afstandene er heroppe og derhjemme. Luften er nemlig utroligt klar på Grønland – så klar, at man som førstegangsbesøgende altid undervurderer afstandene.

Vejen til vandfaldet går op i fjeldet og tværs over nogle toppe, som ind imellem skjuler den smukke elv.

Da jeg når frem til faldet, scanner jeg elven grundigt. Jeg ved, hvor jeg fiskede og fangede dagen før, og jeg ve, at der var større fisk i elven end dem, jeg fangede. Nu gælder det blot om at finde dem, og til det formål har jeg hele dagen – og Hollywood helt for mig selv!

En times vandring op og ned langs elven afslører i hvert fald to lovende pladser. Begge ligger de tæt under modsatte bred – med en høj skrænt som baggrund og en skarp strømkant ud til hovedstrømmen. Her bryder store fisk med regelmæssige mellemrum overfladen i et roligt tempo, og her vælger jeg naturligt nok at koncentrere mine anstrengelser.

Efterhånden når jeg frem til en kombination af en hurtigt synkende line og et intermediate forfang. Fluen er et fluorødt Juletræ str. 4 – min absolutte favorit til Grønlands fjeldørreder, der har en udtalt svaghed for rødt. Specielt naturligvis de farvede fisk.

Den selv samme tværs-over-og-nedstrøms teknik, som gav mig mange fisk dagen før, virker overhovedet ikke på disse fisk. Selv om fluen svinger forbi dem i hovedhøjde, reagerer de ikke på den.

Det tager lidt tid, førend jeg finder frem til den rette teknik. Faktisk er det først, da jeg kommer til at tænke på kongelaksene i Alaska, at der går hul på bylden. Fluen skal helt enkelt præsenteres opstrøms og dead drift – for så pludselig at svinge ud i hovedstrømmen foran fiskene.

Reaktionen er voldsom og øjeblikkelig. Da fluen pludselig får liv og svinger ud foran en af fiskene, vender den og spurter af sted efter fluen med en stor bølge efter sig. Tilslag! Turens første store fjeldørred rusker irriteret med hovedet, da den mærker krogen, og maser sig så tilbage til eksakt samme sted, den kom fra. Intet kan holde den tilbage.

En konstant pres fra min lette klasse 6 stang får den dog lidt efter lidt til at bakke nedefter. Her kan jeg presse den fra siden, så den har svært ved at holde sig på højkant i den stærkere strøm.

Taktikken virker, og noget senere kan jeg strande en flot og let farvet hanfisk. Jeg skyder et par hurtige billeder af fisken og lader den så gå igen. Der er jo 10 km ned til campen, og hvad skal jeg med knap 3 kg fjeldørred?

Den næste times fiskeri er nærmest uvirkeligt. Vejret er blevet mere gråt og snusket – med en smule regn i vindpustene. Vejrskiftet stimulerer tydeligvis fiskene, som nærmest slås om fluen, når det lykkes at få den serveret korrekt. Flere gange kan jeg se, at den følgende fisk ikke er så stor som de øvrige. Jeg kan da nå at fjerne fluen, inden den er forsvundet i gabet på den. En luksus, man ikke ligefrem er vant til hjemmefra!

I en periode er der fisk i hvert eneste kast. Ganske uvirkeligt, men bestemt fascinerende at opleve. Lige indtil en stor fisk tager fluen og springer højt ud af vandet. Den viser tydeligt sine sølvblanke sider – en usædvanligt stor og usædvanligt sen blankfisk her i august.

Ishavsrødinger springer sjældent, men denne her gør det igen og igen, mens den raser nedstrøms i et tempo, som ingen af de farvede fisk kan matche. Til sidst går den bag om en stor sten på den anden side af elven – og er fri…

Den fisk vejede i nærheden af 4 kg – det er sikkert og vist. Men den skulle ikke blive min – kun mindet om en utroligt stærk fisk, der for ganske kort tid siden var stået op fra Ishavet.

Men der er ikke tid til at græde over spildt mælk. Der er flere fisk at fange, og få kast senere er der atter bid af en stor fisk. Den springer ikke, men er tung og stædig – vil ikke ud af hullet, hvor den stod.

Til sidst må den dog give op og lade sig lande små hundrede meter længere nedstrøms. Det fluorøde Juletræ er efterhånden helt splittet op, så der næsten kun er underkroppen af chenille tilbage.

Da det er den største fisk, jeg endnu har haft på land her i Kangia, måler jeg den før fotografering og genudsætning. 66 cm, hvilket svarer til en vægt på ca. 3,2 kg.

Da den fisk atter svømmer ud i elvens grønne vand, har jeg fået nok. At fortsætte fiskeriet vil blot være et antiklimaks. I stedet pakker jeg grejet sammen, snupper mig en beef stick og påbegynder den lange vandring tilbage til campen nede ved fjorden.

I sandhed en fantastisk oplevelse at være helt alene i Hollywood!

Kulturhistorie:

Flytning af fiskere og fangere

Grønland er med 2.176.000 km2 verdens suverænt største ø.

Men den beboelige del er ikke stor. Næsten 85% er nemlig dækket af evig is, og det er derfor kun de isfrie kystnære områder, som er beboelige.

Den gigantiske iskappe er flere steder mere end 3,5 km tyk, og smeltede indlandsisen på Grønland, ville verdenshavene stige med 6-7 meter! Grundfjeldet er sine steder mere end 3 milliarder år gammelt og hører dermed til de geologisk ældste bjergarter i verden.

Af landets 55.000 indbyggere bor flere end 90 % på den mere tilgængelige vestkyst med Nuuk/Godthåb som hovedstand med 15.000 indbyggere.

Den grønlandske befolkning kaldes eskimoer på vore breddegrader, men selv betragter de sig som “inuitter” – som beboere i “Kallalit nunaat” – menneskenes land.

Erik den Røde grundlagde som den første en nordisk bosættelse på Grønland. Det skete omkring år 1000, og frem til 1400-tallet boede der nordboer på Grønland, som dengang havde et langt mildere klima end i dag. Deraf navnet.

Grønland var en dansk koloni helt frem til 1931, hvor norske fangstmænd erklærede dele af Østgrønland for norsk territorium. Det blev den internationale domstol i Haag, som i 1933 afgjorde striden til Danmarks fordel.

I 1973 meldte Danmark sig ind i EU, og i 1979 fik Grønland formelt hjemmestyre. Det medførte, at Grønland i 1979 – som den første og hidtil eneste nation igen meldte sig ud af EU. Grønland har dog i dag gode særhandelsaftaler med det europæiske fællesskab – og stadig rigsfælleskab med Danmark.

Sukker på Toppen

Når man kigger på Maniitsoq/Sukkertoppen, som byen ser ud i dag, er det svært at få øje på baggrunden for navnet. – For hvor ligger selve Sukkertoppen?

Men der er en god forklaring – en forklaring, som har paralleller flere steder i Grønland. De to markante og kegleformede fjeldtoppe, som udgør Sukkertoppen, findes stadig. Men de ligger et pænt stykke fra der, hvor byen af samme navn ligger i dag.

I 1782 besluttede man nemlig at flytte den lille bygd Maniitsoq til et andet sted, hvor der var lettere adgang til mere føde – til havets rigdomme på fisk og pattedyr. I dag ligger den omgivet af og bygget på stejle fjeldsider, som giver den nu moderne by af samme navn flere trapper end de fleste. Vil man op på radiofjeldet og nyde udsigten over fjorden, skal man være forberedt på hundredvis af trappetrin og trætte ben.

Ordet “Maniitsoq” betyder “det ujævne” på Inuit sproget. Navnet hentyder til de markante og meget savtakkede fjelde, som kan genkendes på lang afstand. Nogle af de højeste og vildeste bjerge i Vestgrønland ligger således i Maniitsoq kommune.

Sammen med de dybe og smalle fjorde giver det området en ganske unik karakter – dertil grundlaget for flere fine elve, som egner sig til fluefiskeri. Hertil hører allerede nævnte Kangia samt den noget mindre Amitsuarssuk.

© 2009 Tekst & fotos: Steen Ulnits

I Sibiriens endeløse taiga lever de laksefisk, som menes at være forfædrene til alle andre laksefisk i verden

Verden er blevet stedse mindre i de seneste årtier. Vi kan gå på nettet og surfe os til de fjerneste steder. Eller vi ser programmer på Discovery og National Geographic om eksotiske destinationer, de færreste af os kommer til at besøge.

Men der er ét sted, som stadig ligger langt fra alting og sikkert vil blive ved med det i mange år endnu: Sibirien. Her er sommeren kort – nogle få uger – og her kan temperaturen om vinteren nå ned på minus 65 grader. Kort sagt et fjendtligt sted for gæstende mennesker.

Alligevel er vi nogle stykker, der bare må afsted. Som absolut må stifte nærmere bekendtskab med nogle af de fiskearter, som ikke lader sig fange andre steder på kloden. Helt enkelt fordi de ikke findes – ikke lader sig sætte ud som laks og ørred, der jo i dag er spredt over den ganske verden og på alle kontinenter, Antarktis dog undtaget.

Eventyr på godt og ondt

Men man skal være eventyrlysten og forberedt på lidt af hvert og ind imellem også det værste…

Sibiriens enorme ødemarker havde længe stået øverst på listen over “places to go”, men i 1992 var der ikke organiserede fiskerejser til Sibirien, som der er i dag. Vi måtte derfor eksperimentere os frem – på den dyre måde, som koster både tid og penge.

Vi havde fået en kontakt i universitetsbyen Perm i det vestlige Rusland. En idrætstræner, som tidligere havde raftet og fisket i Sibirien, og som gerne ville afsted igen.

Vi lod Vladimir stå for hele arrangementet – fra start til slut. Han valgte som udgangspunkt byen Yakutsk i det østlige Sibirien. Kun billetterne til og fra Yakutsk måtte vi selv stå for – resten klarede han via sine egne kontakter i Sibirien. Faktisk lagde vi vort liv i Vladimirs hænder, for vi anede ikke, hvad vi gik ind til…

Vladimir har raftet mange af verdens floder og havde netop deltaget for Rusland til VM i Costa Ricas jungle. Han er en bomstærk og toptrænet atlet – dertil en meget venlig mand. Med sig havde han sin kollega Jurij, der ligeledes har raftet i mange år, samt en ganske ung tolk – en pige på 21 fra Perm. Trods deres status og uddannelse taler hverken Vladimir nemlig engelsk.

Det gik meget godt at komme til Yakutsk – trods huller i landingsbaner og dårligt vedligeholdte Aeroflot fly. Herefter blev tempoet mere langsomt. Således tilbragte vi to dage i en “datcha” – et russisk sommerhus ejet af den lokale chef for skovbrandbekæmpelsen – førend vi kom videre.

Med veteranfly i bjergene

Tiden gik med at tage radiokontakt til den lille bjerglandsby, vi skulle flyve til – med at aftale turens videre forløb. Vi skulle nemlig fra bjerglandsbyen på hesteryg videre op over et vandskel for at nå frem til den flod, vi siden skulle drifte i to uger på. Meget skulle således aftales i bedst mulig tid.

Tredje dags morgen var det endelig så vidt. Alle aftaler på plads og et fly ventende i den lille lufthavn. Og hvilket fly! En gammel dobbeltdækker model Anden Verdenskrig stod linet op, tanket og klar. Skroget var af træ overtrukket med malet lærred. Præcis som de gamle Moskito jagerbombere. Lette i luften – men med en fantastisk brændværdi, når og hvis det går galt.

Bedre blev det ikke, da vi så mandskabet. Såvel kaptajn som styrmand var lurvet klædt og en havde en smøg i flaben. Kaptajnen dertil en kæmpemæssig moustache. Sikkerhedsseler var der ingen af, men til gengæld var en halv flaske vodka stukket lemfældigt ind under pilotsædet. Noget skal der jo til for at dulme nerverne i et sådant veteranfly…

Starten blev mindeværdig. Den store motor osede så meget, at man skulle tro, der var ild i den. Faktisk skjulte røgen helt maskinen under start og landing!

Men afsted kom vi, og hurtigt steg den lette maskine med den store motor op over de nærliggende Verkhojanske Bjerge. En smuk og savtakket bjergkæde, som danner et naturligt vandskel. På den ene side løber vandet mod vest og ud i Lena. Den anden side afvander mod Jana.

Ud af intetheden dukker en lille dal op, og her ligger en samling små huser med spredte marker omkring. Der ligger også en interimistisk landingsbane, hvor piloten elegant sætter vort veteranfly ned mellem små og store sten.

På hesteryg over vandskellet

Vi bliver mødt af kongsbonden – af den øverste i kolhosen, som det statslige landbrugskollektiv hedder. Han er en ærværdig herre, som der tydeligvis står megen respekt omkring. Han fortæller Vladimir, at de egentlig slet ikke havde regnet med at se os – trods aftaler derom. Heroppe i bjergene tror man ikke på noget, før man ser det!

Af samme årsag er de slet ikke klar til den videre ekspedition. Hestene går stadig frit omkring og skal fanges, før de kan sadles og læsses. Og det går der så endnu en dag med…

Den næste dag er hestene indfanget, og de skal nu have sadler på. Det går ikke stille af, for de har ikke været sadlet hele sommeren. Nogle af unghestene er bestemt ikke tilfredse med situationen, og dem overtager kongsbonden selv. Han har virelig styr på sine heste.

Det kniber mere med os andre, der aldrig har redet før. Efter en hel lang dag på en paksaddel uden stigbøjler er jeg radbrækket som aldrig før. Det havde været både lettere og især mindre smertefrit at gå hele vejen ved siden af hesten – hvilket jeg da også gør det sidste stykke.

Canyon ved vandskellet

 Vi passerer nu vandskellet øverst oppe, hvor vi slår lejr for natten. Her kan vi se, hvordan vandet med få hundrede meters afstand skifter retning og løber hver sin vej. Vi følger vandet østpå – ned mod Sagandzha floden, som er et af Lenas utallige mindre og klarvandede tilløb.

Vel fremme ved en utroligt smuk canyon, hvor et gigantisk jordskælv har flækket bjerget og forskubbet de to sider et par hundrede meter, gør vi holdt. Vi skal ikke længere – på hesteryg. Kongsbonden og hans folk siger venligt farvel og forærer os som en sidste venlig gestus nogle dåser kød og lidt brød – vor eneste proviant, viser det sig.

På hovedet i fossen

Og vor raft skal vi lave selv – en primitiv tømmerflåde bestående af en træramme, som vi selv fælder, hugger til og binder sammen. Den bliver spændt fast på to medbragte gummipontoner af typisk russisk og rustik produktion. Denne tømmerflåde skal være vort hjem i de næste to uger, så det gælder om at få den surret godt sammen…

Det går efterhånden op for mig, at jeg primært er kommet på en overlevelsesekspedition – sekundært en fisketur. De første kilometer må vi flere gange i land for at gå forbi høje klippefremspring og fosser, vi ikke kan eller tør forcere i flåden. Faktisk viser floden sig at være langt mere kompliceret af rafte, end Vladimir og Jurij havde forestillet sig ud fra kortene.

En enkelt gang kolliderer vi med et lodret klippe, som kaster Vladimir ud af båden og ned i det iskolde vand. Han forsvinder ud af syne, mens vi prøver at komme ind i roligere vand, hvor vi kan gå i land. Vi fygter for Vladimir, men Jurij er ganske rolig . I hvert fald virker han sådan.

Da der er gået over en time og vi endnu ikke har set noget til ham, begynder også Jurij dog at virke bekymret. Alle drager vi derfor et lettelsens suk, da en våd, men ikke slukøret Vladimir smilende kommer gående op mod os. Han smiler forlegent, sætter sig på en træstamme og løfter benene i vejret, så vandet kan løbe ud af de lange gummistøvler. De er godt nok seje, de russere…

Sidst på dagen er vi nået ned på en mere rolig strækning af floden. Vi vælger at slå lejr for natten, hvor høje klipper falder lodret ned i elven. – Her er der nemlig godt at fiske, siger vor unge og stadig lidt frygtsomme tolk.

Typisk lenok fra Yakutien

 Fisk for livet

Og fiske, det skal vi. Først af lyst, men siden af nød. Det er først nu, det går op for os, at vi ikke har anden proviant med end det, som kongsbonden så venligt gav os i afskedsgave. Der skal fiskes og fanges, før der kan spises…

Det viser sig heldigvis ikke at være noget stort problem. Overalt, hvor forholdene ser lovende ud, er der fisk. Og de kan fanges, da vi først har lært os teknikken. Fiskene heroppe er alle lenok-laks, som er sky fisk med en blød mund og et forsigtigt hug. De fleste vejer 1-2 kg, så det tager sjældent lang tid at skaffe mad til os alle.

Til gengæld bliver det hurtigt trivielt at skulle spise fisk morgen, middag og aften. Værst er uden diskussion morgenmaden. Efter den første dag har vi ikke mere brød. Herefter bliver vi hver morgen vækket af vore russiske guides, der har stillet en skål suppe uden for teltdøren – suppe kogt på hovederne af de fisk, vi spiste aftenen før. Med stirrende øjne skvulpende rundt i suppen…

Den kost fik kilo efter kilo til at rasle af sidebenene. Havde det ikke været for de formidable forsyninger af vodka og cognac, som vore russiske værter på forunderlig vis blev ved med at hive op fra mulige og umulige gemmer rundt omkring på tømmerflåden, var det da gået helt galt.

Efterhånden har vi fået nok lenok! Vi vil have taimen. Vladimir beroliger os og siger, at dem støder vi først på længere nede af floden. Vi kan tage det helt roligt.

Andet er der heller ikke at tage sig til – ud over fiskeriet, som er ganske underholdende. Lenok-laksene hugger på såvel spin som flue, og en enkelt gang er der sågar bud efter tørfluerne, der tages ganske forsigtigt – på bedste stallingmaner.

Taimen i taigaen

Strømmen er nu aftaget mærkbart, og flere steder danner floden små bagvande uden nævneværdig strøm. Typiske steder, hvor man ville opsøge gedder og aborrer, som vi da også fanger her. Men pludselig hugger det tungt længst ude i kastet, og en stor fisk volter rundt i overfladen – med en stor rød halefinne viftende tydeligt over vandet. – Den første taimen!

Teltlejr på toppen

Vladimir og Jurij er begejstrede. Ikke så meget for fisken, men for kødet, viser det sig. Nu skal der grilles taimen og skåles i vodka! Vi får yderligere et par taimen, men ingen af dem er rigtig store. De vejer alle mellem 10 og 15 kg, hvilket er en respektabel vægt. Men meget lidt i forhold til, hvor store taimen jo kan blive.

Vi er ved at være mætte at natur og fiskeri, og raftingen er snart forbi. Men turen ikke ovre endnu – langt fra. Vi er nu kommet så langt ned ad Sagandzha floden, at vi nærmer os den lille landsby, hvorfra vi skal flyve hjem.

For at gøre en meget lang historie meget kort, så var den interimistiske flyveplads lukket – og havde været det i to år. På grund af stenskred og en defekt bulldozer, som man ikke kunne skaffe reservedele til…

Men russere er sande mestre i improvisation. Efter en lille tænkepause fortsætter vi det sidste stykke ned mod den mægtige Lena. Nogle kilometer nede af floden, som man overhovedet ikke kan se over eller ende på, møder vi en lille færge, som har lagt til land. Den går vi ombord i og fortsætter midt ud i floden.

Her kommer pludselig en olietanker sejlende – på vej op mod Yakutsk. Den prajer vi og lægger os på siden af. Herefter kravler vi ombord af en lejder, mens begge både fortsætter opstrøms med fuld kraft.

Kaptajnen bliver noget overrasket, da det viser sig, at vi er udlændinge – som han bestemt ikke må have ombord. Men han er russer og den fødte vært, der som en naturlig gestus overlader os sin egen og styrmandens kahyt. Her fester vi nu i to dage med champagne, vodka, cognac, kød og brød i overdådige mængder, mens vi arbejder os op ad strømmen – på vej til endemålet Yakutsk.

I sandhed en ekspedition, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Og som jeg heller aldrig ville have meldt mig til, hvis jeg havde vidst, hvordan den ville forløbe. Men til gengæld også en ekspedition, jeg for alt i verden ikke ville have undværet i dag. Et minde for livet og noget, som kun meget få har oplevet – eller overlevet…

Geografi

Yakutien er et ekstremernes land. Det er kæmpestort – dækker mere end 3 millioner km2 og spænder 2.500 km fra øst til vest og 2.000 km fra nord til syd. Hovedstaden Yakutsk ligger mere end 7.000 km fra centralmagten i Moskva.

Sommeren er kort i Sibirien

 Yakutien udgør 1/5 af hele Rusland. Sammenlagt dækker denne stat et landområde, der er større end Frankrig, Østrig, Tyskland, Italien, Grækenland, Storbritannien, Sverige og Finland tilsammen.

Knap tre fjerdedele af Yakutien er dækket af taigaen – en åben skov fortrinsvis bestående af stedsegrønne nåletræer samt sibirsk lærk og dværgbirk. I taigaen kan man finde nåletræer, som er flere hundrede år gamle.

To tredjedele af Yakutien er bjergområde. Den måske mest kendte bjergæde er de Verkhojanske Bjerge, som grænser ned til Lena flodsletten. De højeste bjerge finder vi dog i nabobjergene Tjerskij, hvor den højeste top når 3.147 meter.

Yakutien byder på det mest udtalte kontinentalklima, man kan forestille sig. Således svinger temperaturen mellem sommer og vinter med op til 100 o C – fra plus 40 o C om sommeren til minus 60 o C om vinteren. Den laveste temperatur nogensinde var minus 71.2 o C og blev målt i 1926.

De rekordlave temperaturer har da også bevirket, at de hidtil største fund af mammutter fra fortiden er gjort her. Således blev der ved Berelekh floden fundet velbevarede knogler fra mere end 150 nedfrosne mammutter – levn fra en svunden tid. Man har dog kun fundet fire eksemplarer af velbevarede hele dyr.

Det meste af Yakutien ligger i permafrostområdet, hvor det kun er de øverste få meter af jordskorpen, der når at tø op om sommeren. Nordkysten er blot isfri to måneder om året, men landet modtager kun ringe snemængder. Klimaet er tørt og derfor solrigt.

Til gengæld varer sommeren ofte kun to-tre hektiske uger, hvor alt skal ske – hvor blomsterne skal nå at folde sig ud, fuglene have deres unger på vingerne og alle insekter klække og sværme. Man kan da opleve så massive klækninger af sommerfugle, at man føler sig hensat til troperne.

Kulturhistorie

Har man fulgt med i Ruslands historie op gennem tiderne, er man sikker på en interessant oplevelse, når man besøger landet. Her er nemlig spor efter næsten alle større begivenheder i historien, som mange steder kan opleves lyslevende.

Vort hjem i 14 dage…

 Man kan besøge Sankt Petersborg og se, hvordan zaren levede i sit overdådige vinterpalads. Man kan overvære gudstjenesten i den ortodokse russiske kirke. Man kan gå på opdagelse i Kreml og se de gamle bygningsværker omkring Den Røde Plads. Man kan endda være så heldig, at Lenins balsamerede lig kan beskues – et levn fra den seneste russiske revolution.

Rusland er gigantisk, og der er endog meget langt fra centralstyret i Kreml og til de yderste udposter i Sibirien og på Kamtjatka. Ind imellem er der præcis så langt, som man kunne forestille sig. Da kan man opleve, at Aeroflot billetter booket, købt og betalt hjemmefra, alligevel ikke er gyldige. Også selv om det er nøjagtig den samme Aeroflot maskine, man skal hjem med, som man fløj ud i…

Omvendt kan man overraskende langt ude i ødemarken stadig se den gamle Sovjetrepublik fungere, som den gjorde under Stalin – velsmurt og med små, statsejede landbrugskollektiver – de såkaldte “kolhoser”. Her kan man opleve, at det moderne teknologiske samfund fint sameksisterer med shamanerne – åndemanere fra en ellers svunden tid.

Er man etnografisk interesseret, kan man opleve de “rigtige” russere og deres samspil med asiaterne i øst. Langt ude i ødemarken fungerer det overraskende godt – inde i byerne ikke helt så gnidningsløst.

Tag det hele med et åbent sind – og masser af god tid. Nyd så ellers godt af, at russere af alle slags er et uhyre gæstfri. Så længe der altså ikke er gået politik i tingene…

Det hele er der, og det hele kan opleves. Men så er landet jo ogsåså stort, at solen altid står op et eller andet sted i Rusland!

Steen Ulnits