Med vinden som ven

Vind er fluefiskerens værste fjende – i de fleste tilfælde. Man kan dog ofte vende vinden til sin ven, hvis blot man lægger den rette strategi for fiskeriet.

Nybegyndere frygter vinden som pesten. Så meget, at de ofte holder sig langt væk, når og hvor det blæser – eller tager spinnestangen i stedet…

Sådan bør det naturligvis ikke være, og sådan behøver det overhovedet ikke at være. Hvis blot man overholder nogle få basale spilleregler og planlægger sit fiskeri og sine fluekast efter de rådende vindforhold, så kan vinden faktisk blive din ven. For det er ingen overdrivelse, at man faktisk kaster længere i vind end i vindstille!

Men det kræver nogle overvejelser og nogle beslutninger, førend man er nået så vidt. Det gælder om at analysere situationen, når man kommer ud til vandet. – Hvor skal der fiskes, og hvor kommer vinden fra? – Kan fiskeriet planlægges, så vinden kommer til at ligge rigtigt i forhold til kastet?

Sidevind

Sidevind er en udmærket vind at kaste i, for her hjælper vinden nemlig linen til at flyve længere end i vindstille. Alligevel finder mange, at sidevind er et problem – alt efter hvilken side vinden kommer fra.

Er man højrehåndskaster og vinden kommer fra venstre, er alt i skønneste orden. Så vil vinden nemlig ikke kun lægge et par ekstra meter til kastelængden. Nej, den vil også sørge for, at linen holdes fri af kroppen under kastet. Vinden blæser helt enkelt linen væk fra kroppen.

Er man højrehåndskaster og vinden kommer fra højre, har man et problem. Vinden vil da sørge for, at linen blæses ind mod kroppen – med risiko for, at kasteren fanger sig selv med fluen.

Dette yderst almindelige problem kan løses på to måder. Enten lærer man sig at kaste over modsat skulder – altså venstre skulder, hvis man er højrehånds kaster. Eller man bruger et såkaldt “baghåndskast”, hvor man med ryggen mod vandet og blikket mod land afleverer fluen i bagkastet – i sikkerhed for vinden.

Modvind

Modvind er naturligvis et problem – hvis den altså kommer ret imod én. I langt de fleste tilfælde kan man tilrettelægge sit fiskeri, så man kaster skråt mod vinden – med de fordele det giver.

Er man imidlertid nødt til at kaste stik op mod vinden, er det svært at skyde linen i fremkastet, som man plejer. Her skyder man i stedet linen i bagkastet, hvorefter fremkastet er meget lettere at lægge ud i det endelige fremkast. Det letter kastet ganske meget.

Rygvind

Rygvind er den vindretning alle nye fluekastere uvilkårligt favoriserer – men helt fejlagtigt. En kraftig medvind gør det ganske vist let at lægge fremkastet ud, men man glemmer ofte, at et godt bagkast er forudsætningen for et godt fremkast. Igen er det næsten altid muligt at kaste i en vinkel på vinden, så den ikke kommer ind lige bagfra.

Rygvind giver mulighed for at skyde langt i fremkastet, som derfor skal afleveres højt. Herved får linen længst mulig tid til at flyve og strække sig længst muligt ud. Stik modsat modvindskastet, hvor fremkastet afleveres lavt, så vinden ikke kan nå at fange og bremse linen, mens den falder mod vandet.

I nogle tilfælde kan det være en fordel at bruge et horisontalt sidekast i stedet, som kan komme godt ned ned under vinden. Prøv dig frem til den bedste løsning i den aktuelle situation.

Forhindringer

Forhindringer er der altid nok af. For fluekasteren er den mest almindelige skrænter eller buske i bagkastet, som derfor må være højt. Gør det til en vane altid at kigge dig over skulderen i bagkastet, så du kan se, at kastet bliver højt nok. Det samme gælder – om muligt i endnu højere grad – hvis linen i bagkastet skal skydes ind i åbninger mellem træer og buske.

Et højt bagkast er derfor vigtigt at mestre, men det har en indbygget ulempe: Fremkastet havner let i en rodet bunke på vandet eller linen fanger sig selv. Problemet er i al sin enkelhed, at fluelinen i bagkast og fremkast altid vil køre i samme plan. Hæver man planet i et højt bagkast, vil planet i fremkastet uundgåeligt sænkes tilsvarende.

Foretager man sig ikke yderligere, vil fluelinen derfor lande med et plask og i en bunke på vandet – helt enkelt fordi den ikke når at strække sig ud, inden den tager vandet. Eller linen fanger sig selv, fordi man stopper stangen i utide for at undgå plasket og den ustrakte line.

Det er der imidlertid råd for. Efter det høje bagkast sigter og afleverer man kastet højt i fremkastet. Nu følger man imidlertid med stangen nedefter – helt ned til vandet – hvorved man åbner linebugten så meget, at man ikke fanger sig selv eller står med en ikke strakt line. Simpelt, men effektivt – når man vel at mærke først lige har forstået dynamikken bag teknikken.

Stangføring

Stangføring er alfa og omega under både fluekastet og selve fiskeriet. Den gyldne grundregel i alle fluekast er, at fluelinen altid følger topøjet. Det vil sige, at det er stangspidsens vandring gennem luftet under kastet, som styrer linens flugt. Man skal derfor altid og hele tiden tilstræbe, at topøjet bevæger sig der og på den måde, man ønsker, at fluelinen også gør.

Men stangføring er også vigtig, når først linen er landet på vandet. Man tilstræber normalt, at kastet er strakt ud, når linen befinder sig lige over vandet. Lader man linen strække sig ud højt oppe i luften, vil vinden straks gribe fat i den, og dermed et det kast ude af kontrol.

Når så linen er landet på vandet, holdes stangspidsen normalt tæt på vandoverfladen, hvorved der bliver et minimalt vindfang. Og maksimal kontakt ud til fluen på grund af miniml løsline. Hvilket igen muliggør et hurtigt og kontant tilslag.

Der findes dog flere undtagelser fra denne regel om lav stangføring, men de er og bliver undtagelser fra regelen. Det kan være laksefiskeren, som i hurtigt strømvand holder stangspidsen højt hævet for at undgå mere strømpres på linen end højst nødvendigt. Det kan også være, at han ønsker at give fisken god tid til at tage fluen og vende med den – hvilket en højt løftet stangspids giver.

© 2008 Steen Ulnits