Den smukke kildeørred er en eksklusiv nordøstamerikaner. Størst bliver denne røding i Labradors uberørte vildmarksvande
Det er ikke så ligetil endda at komme på fisketur langt ude i Labrador’s vidtsttrakte ødemarker. Men heldigvis er det meget let at nå til storbyen Montreal, som er udgangspunkt for den videre færd.
Herfra tager man så flyet videre til militærbasen Goose Bay, som blev oprettet under Anden Verdenskrig, og som stadig spiller en militærstrategisk rolle. Således er det her, at mange af NATO’s F16 piloter stadig får deres uddannelse. Det flade og skovdækkede landskab minder nemlig meget om det, man finder i Sibiriens endeløse taiga…
Vi ankommer til Goose Bay, som summer af aktivitet på denne augustdag. Vejret er koldt og gråt, som tilfældet ofte er i Labrador, men heldigvis ikke vådt. Jager efter jager går på vingerne – kun afløst af store transportmaskiner og mindre privatfly. Herude er der ingen veje. Her er det kun luftvejen, der er farbar!
Vi finder frem til den lille hangar, som huser helikopterselskabet, der skal bringe os ud til Minipis store kildeørreder. Forhåbentlig da, for vejret står i Labrador for mange aflysninger af såvel helikopter som vandfly. Sidstnævnte er de mindst følsomme, hvad vejret angår, men de kræver til gengæld vand for at kunne lande.
Vejret arter sig imidlertid, og lidt senere sidder vi i den lille helikopter med hovedtelefoner på og kan lytte med på samtalerne med kontroltårnet.
Landskabet er fladt og uden særlige kendetegn, men piloten har heldigvis sin GPS at forlade sig på. I trætophøjde – godt og vel – går det ind over ødemarken, som her består af træer i tusindvis.
Vi finder en lille elv og følger den det sidste stykke op til søen, hvor vores lodge ligger. Her sætter piloten den lille Bell helikopter fnuglet på jorden, der er dækket af rensdyrlav, og stopper rotorens infernalske larmen.
Vi får læsset af, og piloten får sig en kop kaffe, inden turen atter går tilbage til Goose Bay – eller “Goose”, som de lokale for nemheds skyld siger.
Spændende spinnerfald
Allerede samme aften er han tilbage igen. Denne gang for at hente en af gæsterne, som er blevet akut syg – efter alt at dømme med en blindtarmsbetændelse, som kræver hurtig handling.
Vi ligger i en lille alujolle og fisker ret uden for lodgen, da helikopteren kommer ind. Der er vindstille, og vi venter på et fald af spente spinnere – æglæggende døgnfluer – som imidlertid udebliver. Lige indtil helikopteren kommer susende ind mod lodgen og stopper et kort øje blik over broen, inden han sætter maskinen ned på jorden.
Da sker det magiske. De hidsige rotorblade har blæst de sværmende døgnfluer ned på vandet, hvor fiskene hurtigt får øje på dem. Overalt flyder det med døgnfluer, som kæmper for at holde sig fri af overfladefilmen. Men forgæves. De hænger fast, og fiskene har let spil. Sindigt svømmer de rundt og suger det ene insekt i sig efter det andet.
Vi er ikke sene til at være med. I forvejen sidder der tørfluer på forfanget, og nu kommer de på vandet. I en lille times tid oplever vi et hektisk tørfluefiskeri efter smukke kildeørreder, hvoraf de fleste vejer omkring kiloet – med enkelte på op til halvandet.
Da helikopteren letter igen – nu med den syge gæst ombord – er det kunstige “rise” overstået, solen gået ned og fiskene faldet til ro. Det gør vi derfor også – mætte af det pludselige spinnerfald, som sygetransporten udløste.
Det var næsten “den enes død – den andens brød”, vi her oplevede!
Mus i mørket
Det er museår i Labrador, og overalt ser vi store sorte skovmus flintre omkring. De er såvel inde som ude, men de er ikke kun til besvær. Hver morgen ser vi således adskillige mus, som døde driver rundt på søen – druknet i forsøg på at krydse vandet.
Det er præcis som med lemmingerne i Lapland: I gode år bliver der født alt for mange mus, og efterfølgende bliver der knaphed på føde. Musenes eneste mulighed er at søge bort – at udvandre fra det område, hvor de blev født. Og kommer de undervejs til sø eller elv, krydser de uden tøven vandet.
Eller de prøver i hvert fald på det. Mange klarer det nemlig ikke. De enten drukner eller bliver taget af søernes glubske gedder – hvis ikke kildeørrederne. Sidstnævnte har en meget stor mund, og selv mindre fisk på halvkiloet kaster sig derfor ufortrødent over de pelsklædte proteinbomber.
Disse svømmende mus danner grundlag for et ganske specielt fluefiskeri. “Fluerne” er nemlig 10 cm lange flydende hjortehårsfluer, som dels er svære at kaste – dels udløser spektakulære hug, når musen pludselig forsvinder i et sort hul!
Musefluerne er et godt alternativ til de gængse tørfluer på grå og blæsende dage, hvor der er langt mellem de klækkende insekter. Da fisker man normalt med farvestrålende streamers og bucktails, som efterligner diverse småfisk. Men langt mere spændende er det at følge en flydende museflue tværs over strømmen. Hele tiden forventer man, at den stribende flue pludselig er væk i en mægtig hvirvel…
Mus i maven
Det mest spændende fiskeri oplever vi dog om aftenen, når maden er spist og mørket har lagt sig over søerne mellem de høje graner. Da skubber vi båden fra land og lader os drive ud over søen, mens vi lytter efter jagende fisk.
Det er en ganske pudsig oplevelse at fiske med tørflue, når man hverken kan se fisk eller flue. Men det virker! Dave, vor guide for aftenen, finder frem til et stræk mellem to pynter, som musene gerne forsøger at komme fra og til. Her der der nemlig kortest mulig vej over vandet. Det ved rovfiskene, som derfor også har taget ophold her.
Motoren bliver stoppet, og vi lader os drive for den svage brise. Et tungt plask ude i mørket forkynder, at en mus har fundet sit endeligt – og en fisk sin aftensmad. Jeg prøver at retningsbestemme plasket og sender min store museflue ud i natmørket. Blot tre træk senere lyder der endnu et plask ude i mørket, og da jeg strammer op, volter en tung fisk for enden af linen.
Guiden tænder pandelygten, da fisken nærmere sig båden, og lidt senere kan han nette en meget fin 3 kg’s fisk, som har taget musefluen med stor overbevisning og derfor er dybt kroget. Men da vi fisker med modhageløse kroge, er det en smal sag at få fluen fri af fisken. Der blitzes i mørket, og en sikkert noget blændet kildeørred får atter lov at svømme afsted i det natsorte vand.
Det bliver til endnu et par fisk, inden vi siger tak for i aften og søger hjemad mod varmen i lodgen. Da vi runder pynten, kan vi se det lyse hyggeligt fra lodgens vinduer, og lidt senere sidder vi bænket om bordet – med rygende varm kaffe i kopperne og friskbagt tærte på tallerkenerne.
Da vi senere beslutter os for at krybe til køjs, skal vi først lige ud at kigge stjerner i polarnatten. Der er ikke en sky på himlen, og millioner af stjerner funkler over os. Pludselig lyser himlen op i det mest fantastiske nordlys, hvor tæpper af gule og grønne farver bølger frem og tilbage – for så med ét at forsvinde igen!
Vor vært mener imidlertid, at det ikke er nok med tærte og nordlys. Han guider os derfor ind i skoven bag lodgen. Her ligger en lysning, som er helt dækket af rensdyrlav, der lyser kridhvidt i det begyndende måneskin…
– Definitivt ingen dårlig dag!
Gedder i åkanderne
Det er sidst på sommeren, og de store kildeøreder er så småt begyndt at søge hen mod de kommende gydepladser. Fiskene samles derfor i bunden af vige og bugter, hvor selv ganske små vandløb munder ud i søerne.
Undervejs passerer vi nogle store åkandebælter på ganske lavt vand. Dem må vi lige prøve med vore mus. Ikke efter kildeørreder, for de holder ikke til herinde, men efter søens mange og til tider store gedder.
Det bliver et mindeværdigt fiskeri. Ikke så meget på grund af fiskenes størrelse, for de allerfleste vejer blot 2-3 kg med enkelte på op mod 4-5 kg. Men antallet af fisk er imponerende. Eneste krav er, at musefluen præsenteres mindre end en halv meter fra åkanderne. Så er der til gengæld næsten garanti for eksplosive hug!
Sommeren er kort heroppe højt mod nord, og gedderne ved tilsyneladende, at dette museorgie måske er sidste chance for at få ekstra sul på kroppen, inden vinteren lægger lå på søerne. I hvert fald hugger de, som gjaldt det livet. Flere gange misser en mindre gedde den store flue, som sekunder efter angribes af en endnu større gedde.
Vildest er det dog, da en flot gedde tager makkerens flue. I næsten samme øjeblik opdager den min museflue, som den sprinter over og tager i samme mundfuld. To fluer til én og samme gedde! Det har vi dog aldrig oplevet før.
Det sjove ved gedderne i Arktis er, at de kæmper langt vildere og er meget stærkere end deres artsfæller længere i syd. Således er det heroppe helt almindeligt, at krogede gedder springer højt ud af vandet og sprinter afsted i lange udløb. Det kunne vore hjemlige gedder godt lære noget af…
Fiskere i buskadset
Men tilbage til kildeørrederne. Vor guide Ronnie er barnefødt på disse kanter, og han kender naturligvis alt til fiskenes gydepladser. Flere af dem er så små og ubetydelige, at vi slet ikke kan se dem, når vi sejler forbi. Pludselig svinger Ron båden direkte ind i buskadset, og pludselig er der hul igennem – til en lille vig, hvor en diminutiv bæk risler ud.
Det er et vanskeligt fiskeri, for pladsen er så trang, at man ikke kan kaste på normal vis. Vi må derfor skiftes, min makker og jeg. Han prøver først med en stor Muddler, men har ikke rigtig held med den. Jeg derimod fremturer med min store museflue, som hurtigt dokumenterer, at Ron kan sit kram og kender sin sø.
Det tager nemlig kun få vip med fluen, førend den bliver taget med et overbevisende “head and tail rise” – i absolut slow motion. Ikke noget med at forhaste sig her. Fiskene ved, at musene ikke har en chance.
Jeg venter derfor lidt med tilslaget, og da jeg løfter stangen, er det en flot og helt udfarvet 3 kg’s hanfisk, der har taget fluen. Den har stået på ganske lavt vand, hvor vandet fra bækken løber ud i søen, og den har ikke stået der alene. Da musefluen næste gang passerer samme sted, hugger en næsten lige så stor hunfisk fluen og bliver også landet.
Men ikke nok med det. Da vi lidt senere maser os ud af buskadset igen – ud på søen – lader jeg musefluen slæbe efter båden på en ganske kort line. Endnu en stor kildeørred går op og tager fluen – dog først efter at have nappet den i halen nogle gange…
Tre 3 kg’s kildeørreder på ganske få kvadratmeter. Der er virkelig ikke meget “mini” over magnumørrederne fra Minipi!
Kulturhistorie:
Catch & Release
Magnumørrederne i Minipi er naturligvis fascinerende i sig selv. Kun få andre steder når kildeørrederne størrelser som her.
Men derudover har Minipi haft en kolossal og ofte overset betydning for det moderne sportsfiskeri, som vi kender det i dag. Det er nemlig herfra, at velkendte begreber som “No Kill” og “Catch and Release” stammer.
Det hele startede, da verdenskendte, men nu afdøde Lee Wulff under Anden Verdenskrig var ansat i det amerikanske militær som såkaldt “recreational officer”. Hans opgave var at sørge for adspredelse til soldaterne, når de var hjemme på orlov.
Da han selv var ivrig fisker og pilot, brugte han megen tid på at flyve rundt i Labradors ødemarker og kigge gode fiskevande ud. Så et vand lovende ud, landede han med sit vandfly og prøvefiskede stedet. Var fiskeriet godt, tog han siden sine militære gæster med derud for at fiske.
Et af disse steder var Minipi, som også dengang brillierede med sine ekstraordinært store kildeørreder.
Dengang fiskede man for at fange og tage fangsten med hjem. Dengang var der ingen, som praktiserede genudsætning. Lee Wulff så til sin bestyrtelse, hvordan et godt fiskevand på rekordtid kunne ødelægges, når last efter last af fangede fisk blev fløjet hjem til basen.
Da var det, at han tænkte sine senere så herostratisk berømte tanker: “At en ørred er for værdifuld til kun at fanges én gang”. Og hermed var grundstenen lagt for senere begreber som “Catch & Release” og “No Kill” – begreber, som i dag er en integreret del af moderne fiskepleje. Vi har for længst måttet erkende, at kun meget få fiskebestande holder til, at alle fangede fisk fjernes.
Havde det ikke været for de store, men meget sårbare kildeørreder fra Minipi, havde vi måske stadig befundet os i fiskeplejens stenalder!
Geografi:
I Leif den Lykkeliges fodspor
Det er en almindelig antagelse, at der var Christopher Columbus, der omkring år 1500 opdagede Amerika – i form af Mellemamerika. Meget tyder imidlertid på, at nordboen Leif Eriksson kom langt tidligere – at Leif den Lykkelige allerede omkring år 1000 gik i land på det nordamerikanske kontinent.
Det gjorde han efter først at have opdaget og koloniseret Grønland. Vejen over Davisstrædet mellem Grønland og Canada var kort – kun godt 400 km fra Holsteinsborg ved polarcirklen – og derfor ingen sag for de søvante vikinger. Her fandt de – modsat Grønlands stejle klipper og drivende isbjerge – flade skovklædte kyster og floder med store laks. De døbte derfor Labrador “Markland”.
Længere sydover – på Newfoundland – fandt de sågar produktive vinranker, hvorfor de døbte dette land “Vinland”.
Siden da er klimaet som bekendt blevet langt koldere, og i dag er det så som så med vinen. Men laksene er der stadig i Markland – sammen med kildeørreder og ishavsrødinger, der begge holder af koldt vand.
Fastlandet Labrador adskilles fra øen Newfoundland af det smalle Belle Isle stræde. Politisk er Labrador og Newfoundland i dag samlet i én canadisk provins, der tilsammen blot har en god halv million indbyggere. De har til gengæld rigtig god plads, da provinsen dækker et samlet landområde på godt 400.000 kvadratmilometer!
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: