Vision ZIP Bootfoot

Waders med visioner – og en lækker lynlås!

Vi kender det alle: Man har netop fået krænget alt sit termotøj og til sidst de tætsiddende waders på – og så skal man lade vandet! En god ven fra USA har derfor opfundet en lille selvklæbende sticker, som man placerer inderst på sine waders øverst oppe – med inskriptionen og påmindelsen “Have you pee’d?”

Eller man har fået hele udstyret på og er klar til fiskeriet – man mangler kun at låse bilen. Men ak – bilnøglen ligger i bukselommen inderst inde, og dér ligger den godt – langt uden for rækkevidde…

Well, fortvivl ikke. Alle disse trængsler er nu en saga blot. Nu kan man nemlig få et par lette og lækre Vision Extreme ZIP waders med indbygget lynlås – sågar også faste støvler med filtsåler.

Faste støvler

Selv har jeg aldrig rigtig kunet forliges med de løse vadesko, som skal snøres på. Som kræver gravel guards udenpå og separate tynde neoprensokker indeni, hvis unødig slitage skal undgås. Jeg derfor helt til faste støvler, hvor det overhovedet er muligt. Kun på steder med vanskelig vadning, er de separate vadesko at foretrække.

Vision Extreme ZIP Bootfoot har faste letvægtsstøvler, som er indvendig foret med neopren for ekstra varme og komfort. De føles behagelige at have på og gå i, men kun tiden vil vise, hvor godt de holder – hvordan de ser ud efter en sæsons idelig kontakt med skarpe sten og muslinger.

Til det meste kystfiskeri herhjemme klarer jeg mig fint med de faste støvler og filtsåler. Så kan jeg nårsomhelst hoppe ud af mine waders og køle lidt af – efter en kilometerlang travetur langs stranden eller i sommervarmen midt på dagen. Jeg skal ikke bøvle med at få de løse vadesko af og på igen, men klarer det hele på få sekunder. Jeg slipper også for de våde og slimede snørebånd, når jeg skal i støvlerne igen…

Nå, men det var mine egne højst personlige præferencer. Mange trives fint med de løse vadesko og det medfølgende bøvl, så fred med det. Men én ting kan alle garanteret blive enige om, når først de har prøvet det: En vandtæt lynlås i de åndbare waders er en fantastisk ting. Noget, man overhovedet ikke kan eller vil undvære bagefter.

Man har ganske vist i et stykke tid kunnet få waders med vandtæt lynlås, men de har været hundedyre. Ikke Vision ZIP, der koster omtrent, hvad almindelige waders koster. Og som de fleste derfor kan få råd til, hvis de vil.

Fornem lynlås

Det er lynlåsen, der gør hele forskellen, og den er stor! Den vandtætte lynlås er en Riri Storm® fra Schweitz, som har produceret topklasse lynlåse siden 1936 og stadig gør det her mere end 70 år senere. Det borger naturligvis for kvaliteten, hvilket garantien også gør:

Den vandtætte Riri Storm® lynlås er således garanteret fri for materiale- og fabrikationsfejl i 1 år fra salgsdatoen. Til gengæld kræver Riri så også, at man behandler sin vandtætte lynlås efter de forskrifter, der følger med de nyindkøbte waders.

Til dem hører, at man altid skal lyne sine waders helt ned, når man tager dem af og på. Dette for ikke at belaste låsen unødigt fra forkerte vinkler, hvilket kunne afstedkomme lækage. På samme måde skal man regelmæssigt skylle sin Riri Storm® lynlås i ferskvand, hvis man fisker i saltvand. Så sikrer man sig, at der ikke afsættes salt i lynlåsen, som kunne afstedkomme utætheder.

Den vandtætte lynlås er føjet sammen med Vision’s åndbare F3 væv, som udgør størsteparten af materialet i de testede waders.F3wader‘ er et åndbart materiale afsamme type som den oprindelige Gore-Tex fra USA. Det er en væv, som kan modstå et vandtryk på 20.000 mm H2O udefra uden at lække, og som samtidig tillader 11.000 gram vanddamp at passere den anden vej pr. m2 i løbet af 24 timer.

Det er tørre tal, der fortæller om både stor vandtæthed og en høj grad af åndbarhed. Alle åndbare stoffer er en kombination af disse to ting – et kompromis, der ikke altid er lige heldigt. Skal stoffet for alvor være vandtæt, går det i regelen ud over åndbarheden – om omvendt.

Praktisk brug af F3wader viser imidlertid, at man her har opnået et rigtig godt kompromis mellem disse to yderpunkter. Materialet er tæt nok til at modstå al den regn, man normalt vil udsætte sig selv for. Og det ånder godt nok til, at man føler sig tør under de allerfleste forhold.

Træerne vokser imidlertid ikke ind i himlen, og selv de bedste åndbare waders bliver klamme på indersiden under ekstreme forhold. Skulle stoffet kunne nå at ånde al vanddampen ud under sådanne forhold, da ville materialet blive så porøst, at det ikke kunne holde vandet udefra ude. Og det dur jo heller ikke.

Fin pasform

Pasformen er af største betydning for komforten under en lang fiskedag, og her er Vision ofte en tand bedre end konkurerenterne. I hvert fald har jeg selv tit haft svært ved at finde waders fra andre fabrikater, som passer præcis til min kropsform.

Men ikke med Vision. Her er der hele 10 Vision Extreme ZIP Bootfoot størrelser at vælge imellem, så de allerfleste kan finde den rette kombination at skostørrelse og skridtlængde. Skulle det alligevel ikke lykkes, kan man prøve strømpemodellen med separate vadesko. Her er der nemlig hele 16 størrelser at vælge imellem – i standard, lang, kort og stor.

Selv fandt jeg mig perfekt til rette i en størrelse 11 XL, der sidder som støbt om mine lange ben. Støvlerne er lette, når der skal gås langt, og ved siden af den vandtætte lynlås er der en lille lomme til pung og bilnøgler. En større lomme til flueæsken mangler, men i praksis ligger den jo alligevel i en af vadejakkens lommer.

Finder man det absolut nødvendigt med en større brystlomme, kan man i stedet rette blikket mod den dyrere Vision Radipor, som har en lille lomme indvendig og en større lomme udvendig. Men så kan man ikke få den med faste støvler – kun som stockingfoot model.

Konklusionen af ovenstående må blive, at Vision med sin nye Extreme ZIP Bootfoot har lanceret et par waders, der opfylder et længe ventet ønske: Åndbare waders med faste støvler og en vandtæt lynlås.

Den fortjener at blive kigget nærmere efter i svejsningerne af alle med trang til og behov for et par nye åndbare waders!

Vejledende udsalgspris kr. 2.100,-

© 2008 Steen Ulnits