Sølvlaks i stimer, grådige grizzlyer og gigantiske gletchere i Alaskas ufattelige ødemarker.
Det starter rigtig skidt – med hård blæst og regn i stride strømme. Først sent på eftermiddagen ruller et par små hjulfly ud på den regnvåde flyveplads ved Yakutat – klar til at blive lastet med waders, fluestænger og andre fornødenheder.
Vi er på vej mod noget af verdens bedste fiskeri efter sølvlaks – mod Tsiu River en times flyvning nord for Yakutat, Alaska. Udsigten gennem det lille flys regnvåde vinduer er ikke meget at skrive hjem om – trods den kendsgerning, at vi flyver klods op ad de imponerende Chugach Mountains og den store Bering Glacier. Alt er gråt i gråt – og vådt!
Det ser vi ikke mindst, da vi nærmer os Tsiu River, som efter ugers regn minder mere om en sø end en flod. Vi ser det også på den intermistiske græslandingsbane, der ser faretruende våd ud. En flok ænder letter nemlig fra hjulsporene, da vi lægger an til landing – i kaskader af vand. Nogle få centimeter mere, og vi ville ikke kunne lande…
Luksus i ødemarken
Men ned kommer vi – i god behold og med al bagagen intakt. Vi indkvarterer os i lejrens seks komfortable hytter – med eget bad og toilet. Vi er ganske vist i ødemarken, men bestemt ikke uden komfort!
Maden fejler heller ikke noget. På bedste amerikansk manér er der masser af den – og masser af kalorier at brænde løs af i vildmarken. Vi fisker ti timer hver dag, og det kræver altså et vist kvantum kalorier at holde sig gående og varm i så lang tid.
Landskabet emmer af vand, da vi den følgende dags morgen hopper i vadebukserne og regnjakkerne. Vi ville næppe selv have kunnet finde floden i alt det vand, men heldigvis har vi vore dygtige guider til at hjælpe os. De ved, hvor floden løber – ofte flere hundrede meters vadning fra tørt land.
Skyerne ligger lavt, og det støvregner. Vinden står ind fra Stillehavet, hvis massive dønninger dunker regelmæssigt i klitrækken bagved. Alt er sand på disse kanter – let at vade i og let at fiske over. Vandet er kun få steder dybere, end at man kan vade over floden.
Floden er således let at færdes ved – desværre også for områdets grizzlybjørne, der som os uden videre kan krydse floden. Man er således nødt til at holde et vågent øje med bredden, mens man fisker!
Vore guides patruljerer derfor op og ned langs floden for at undgå konfrontationer med de fem bjørne, der lever fast ved Tsiu River – heraf en mor med hele tre unger, hvilket er ret usædvanligt. En til to unger er det normale.
Sæler og sølvtøj
Det er først på sæsonen for sølvlaks eller coho, som indianerne kalder dem, så vi fisker på den nedre del af floden – de nederste 1-2 km, hvor langt de fleste fisk er aldeles friske fra et to-års ophold i det store Stillehav.
Forskellen mellem højvande og lavvande er tre til fire meter på disse kanter – rigeligt til at gøre en forskel på fiskeriet i den kystnære del af floden. Således kan vi altid regne med et hold helt friske opgangslaks, som indtager flodens nederste standpladser i timerne umiddelbart efter højvande.
Lige så sikkert er det, at vi fanger nogle ganske små sølvlaks – fisk omkring halvmeteren – i timerne omkring lavvande. Da er det nemlig kun disse smålaks, der kan forcere det lave vand i mundingen.
En lille håndfuld sæler afpatruljerer flodmundingen – som også vi på jagt efter friske laks. Flere gange ser vi panikslagne laks, der nærmest svømmer helt op på land for at undgå sælerne – blot for at blive fejet tilbage til sælerne med den næste store bølge. Et fascinerende skuespil at følge!
Men de fleste laks slipper helskindet gennem brændingen – op i det frelsende flodvand. Her er der for lavt til, at sælerne kan følge efter. Og her kan laksene puste ud efter nogle kritiske minutter, hvor alt drejer sig om liv og død.
Fluer og fiskeri
Fiskeriet efter disse dugfriske laks med masser af havlus på halen er ganske fantastisk. De har alle hugrefleksen i behold, og flere af dem har sågar ædt ude i havet til sidste øjeblik. Det vidner et maveindhold af helt friske sild og tobiser om.
Floden er rolig, hvor vi starter morgenens fiskeri – rolig og en smule uklar efter den megen regn. Jeg starter derfor med en intermediate tip på min flydeline og et fluorødt Juletræ str. 2, der plejer at score godt under sådanne omstændigheder.
Jeg behøver da heller ikke vente længe på det første hug, som imidlertid er overraskende forsigtigt. Jeg lader fluen svinge langsomt på tværs af strømmen, da linen stopper op. Først da jeg løfter stangspidsen, bliver der liv. Turens første coho opdager sin fejl og raser ned ad floden med mig halsende bagefter. Den første fisk vil man jo ikke miste.
Det er svært at finde et sted at lande den, da der kun få steder er tørt land. Jeg finder dog en lille græsklædt ø, hvor jeg kan strande fisken – en svagt farvet sølvlaks på godt 5 kg. Den har stadig mærker efter havlus, men har ingen siddende. Juletræet sidder til gengæld fint i venstre mundvig – lige til at fjerne.
Da jeg først har fundet fidusen, går det slag i slag. Den ene coho efter den anden tager fluen, når den langsomt vender og svinger på tværs af strømmen.
De første tager jeg på et fluorødt Juletræ, som jeg skifter ud til et i perlemor, da solen op af dagen titter gennem skydækket. Da solen sidst på dagen er gået ned over Stillehavet, skifter jeg til et selvlysende grønt Juletræ, der sikrer mig dagens sidste laks – lige efter bogen.
Frisk fra Stillehavet
Jeg får omkring 20 laks den første dag – en ganske overvældende fangst, når man nu er vant til Norges anderledes karske lakseelve.
På andendagen beder jeg Dave, som ejer lodgen, om at køre med helt ned til flodmundingen på vore små Honda 4-hjulstrækkere. Jeg vil gerne se Stillehavet og opleve laksene forcere brændingen, hvor flod møder hav – og præsentere de totalt nystegne fisk for en friskbundet flue.
Floden er ganske anderledes af karakter hernede. På en kilometerlang strækning løber den parallelt med kystlinjen – blot adskilt fra havet af en enkelt klitrække, der minder ganske meget om den jyske vestkyst. Bølgerne er blot lidt større på den anden side!
Tre sølvlaks tager i rap på et stort opstrøms fisket Juletræ i rent sølv. De har alle havlus på halen og går alle dybt i baglinen, inden jeg efter en lang løbetur kan strande dem næsten helt ude i det salte hav. Typisk, at de vil nedstrøms, disse helt friske opgangslaks. De vil tilbage til det beskyttende hav, som de føler sig mere hjemme i – trods sælerne…
En lynende blank laks på blot 3 kg tager lidt senere selvsamme sølvstreamer og leverer god fight med adskillige spring. Den har halen dækket af et halvt hundrede havlus, men er ingen sølvlaks.
Et nærmere studium afslører, at jeg her står med en stor og nystegen pukkellaks i bedste form – en sen og sjælden én af slagsen, idet floden kun har en samlet årlig opgang på nogle få hundrede pukkellaks. Fisk, hvoraf de fleste står op fra Stillehavet allerede i juli.
Lidt senere er der atter bud efter den sølvglitrende flue, men nu er der langt mere vægt bag udløbene. Det viser sig at være en meget kompakt sølvlaks – en svagt kobberfarvet hanfisk med masser af havlus på halen. Den tager min streamer fuldt synlig fra en høj skrænt – midt i en lille flok nystegne laks, der alle er af god størrelse.
Fisken spotter fluen på flere meters afstand, sprinter afsted og indhenter den lynhurtigt. Men den tager ikke – følger blot efter på få cm’s afstand. Først da jeg stopper fluen helt, forsvinder den ind i munden på fisken. Tilslag!
7 kg viser den sig noget senere at veje – min største for turen.
“Polywogging”
De havfriske fisk nederst i floden er hysteriske af temperament, og mange går i baglinen, før de lader sig lande – ofte efter en lang tur ned ad floden.
Længere opstrøms er fiskene ikke helt så balstyriske. De har været i floden et stykke tid, og efterhånden som sæsonen går, samles flere og flere sølvlaks på flodens bedste standpladser. De fleste er svagt farvede – nogle tidlige hanfisk sågar smukt kobberrøde.
Sølvlaks leverer altid en god fight – også langt oppe i vandløbet. Men det mest specielle heroppe er, at laksene nu kan tages på tørflue. Ikke ved tilfældigt fiskeri, men med højt specialiserede teknikker og ditto fluer.
“Wogging” hedder den helt specielle teknik, der får kroglaksene til at gå grassat oppe i forlandet til Chugach bjergene. Vi fisker så tæt på Bering gletcheren, at vi hele tiden ser det lysende hvide skær fra isen. Og vi fisker med tørfluer så store, at det kræver sin mand og godt grej at få fluerne ud mod vinden.
Fiskeriet er bedst på stille morgener og aftener. En aften oplever vi en fantastisk solnedgang over Stillehavet, hvor laks på laks stiger til vore buskede “Polywogs” og tager dem i sindige “head and tail rises”.
Teknikken er simpel i princippet, men ikke helt så let i praksis. Man kaster fluen ud og lader den poppe højlydt i overfladen. Interesserede laks viser sig ofte bag fluen, før de tager den. Og når de så har besluttet sig, sker det nærmest i slow motion. Man ser den krogede overkæbe komme fri af vandet og lukke sig om fluen.
Nu gælder det så om at stoppe indtagningen og vente et sekund eller to, før man strammer op. Er man for hurtig eller for langsom, får man helt enkelt ingen kontakt!
I Vitus Berings fodspor
Som dansker byder et besøg i netop denne del af Alaska på en ekstra dimension. Det er nemlig danskeren Vitus Bering, som har lagt navn til såvel det smalle Bering Stræde mellem Rusland og Nordamerika som den store Bering Gletcher i forlandet til Chugach Bjergene.
Under en ny ekspedition i 1734-42 kortlagde Bering og hans besætning Japan og Kurilerne samt opdagede i 1741 Alaska og Aleuterne. Altsammen finansieret af den russiske zar. Bering så og beskrev som første hvide menneske det 5.489 meter høje Mount St. Elias, der ligger i de smukke Chugach Mountains.
I forlandet til Chugach bjergene opdagede Bering og hans mænd samtidig en meget stor gletcher, der siden blev døbt Bering Glacier. Efter en stranding med følgende overvintring på en øde ø ud for Alaskas kyst døde Vitus Bering og det meste af hans besætning af skørbug i 1741. Øen bærer i dag navnet Bering Øen.
I 1867 købte De Forenede stater så Alaska af russerne for 7,2 millioner dollars. Alaska lå simpelthen for langt væk fra det russiske fastland, og derfor blev det solgt til amerikanerne for en slik.
Efter Anden verdenskrig blev Alaska indlemmet som den 49. stat i De forenede Stater og fik hurtigt stor militærstrategisk betydning. I dag leverer Alaska ligeledes en væsentlig del af USA’s olieforsyning via den 1,2 meter tykke og 1.285 km lange rørledning fra Prudhoe Bay nord for polarcirklen til den isfri havneby Valdez i syd.
I forbindelse med den store “Land Reclamation Settlement” fra 1971 blev der bevilget 7 million dollars til uddeling blandt indfødte indianere og eskimoer i Alaska. Dette som kompensation for landområder, der oprindelig tilhørte de indfødte nordamerikanere i området.
I dag får alle beboere i Alaska i tilgift en årlig check til afregning af olien fra Prudhoe Bay. Endelig byder Alaska jo nu på noget af verdens fineste sportsfiskeri efter stillehavslaks, regnbueørreder, rødinger og stallinger.
Alaska er definitivt ikke noget dårligt sted at bo i vore dage – i hvert fald ikke om sommeren og for sportsfiskere. Vinteren er jo lidt lang og mørk...
Facts om Tsiu River
Tsiu River har en årlig opgang på imponerende 100.-120.000 sølvlaks. Opgangen starter i august og varer september måned ud. Der er behov for 40.-50.000 gydefisk i forhold til arealet af gydepladser, hvorfor 60.-70.000 fisk kan fanges, uden at bestanden tager skade.
Bestandsanalyse og fisketælling sker fra fly, og flere biologer mener faktisk, at der kunne eller sågar burde være et erhvervsfiskeri efter overskydende laks i denne flod. Ellers vil de senest ankomne laks blot grave de først ankomne laks’ gydegruber op.
Men der er pt. ikke økonomi i at erhvervsfiske efter sølvlaksene. Det enorme norske opdræt af tamlaks har presset verdensmarkedsprisen på laks så langt ned, at lokale indianere kun kan få 10 cent per pound sølvlaks – langt fra nok til at gøre selv det simpleste netfiskeri i floden rentabelt.
Dette til trods for, at de vilde sølvlaks i kvalitet milevidt overgår de flommefede norske tamlaks. Men det ved forbrugerne blot intet om. For dem er en laks en laks…
I tilgift til de mange sølvlaks er der en årlig opgang af 1.000 sockeyes i juni – lidt pinks i juli samt nogle få steelheads i oktober.
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: