Flerdelte stænger bliver mere og mere almindelige, praktiske og nemme at transportere som de er. Men der skal tages ekstra hensyn til de mange samlinger…
Samlinger har altid været fiskestangens svageste punkt – lige siden Arilds tid. De første fiskestænger havde slet ingen samlinger – de var blot hele kæppe skåret af et træ. Transportproblemet var ikke stort, da man skar sine fiskestænger ved det vand, man nu skulle fiske i.
Metalferruler
Siden kom de lange bambusstænger til, og med dem behovet for transport til og fra fiskevandet. Dette nødvendiggjorde de første primitive samlinger i form af metalferruler, som i sin simpleste form blot var to rør, der passede ind over stangdelene og ind i hinanden. Pasningen mellem de to rør var ikke god, og overgangen mellem bambus og metal ikke den bedste, men det var bedre end ingenting.
Metalferrulerne blev gradvis stærkere og pasningen mellem han- og hundelen bedre. Men samlingen var stadig et svagt punkt – dertil et stift fremmedlegeme, som hindrede stangens naturlige aktion. Man brugte derfor så få som muligt – i regelen kun en enkelt, hvis man kunne slippe afsted med det.
Den dag i dag bruges metalferruler stadig til kostbare og håndbyggede splitcane-stænger – nu fremstillet i nysølv og med meget små tolerancer i pasningen.
Kunstfiber-samlinger
Glasfiberen tog i efterkrigsårene over fra stål og bambus som foretrukket materiale til fremstilling af fiskestænger, men udviklingen tog først fart, da man fandt ud af at rørbygge stængerne.
Samlingen var stadig af metal, indtil amerikanske Fenwick lancerede verdens første glas-til-glas samling – i form af et stykke glasfiberrør, som blev limet på overdelen, så underdelen kunne passe op i den. Sleeve -samling kaldte de den meget passende – “ærme”. Nu havde man endelig den fleksible samling, stangbyggere havde drømt øm i årtier hvis ikke århundreder.
Fenwick stod selv for det næste trin i udviklingen – i form af Feralite-samlingen, hvor stangens bundstykke passer direkte ind i toppen. En konstruktion, som krævede to separate klinger mod tidligere, hvor man kunne nøjes med at dele en enkelt klinge på midten.
Andre producenter fortsatte med at bygge klinger, som blev delt på midten, men nu samlet med den såkaldt Spigot-samling. Der var og er tale om en konisk tap, der limes fast i stangens bundstykke, så overdelen kan passe ned over den.
Enhåndsstænger
Disse kunstfiber-samlinger var et kolossalt fremskridt, som muliggjorde bygning af stærkere og mere fleksible stænger end tidligere. Slut med tidligere tiders “flat Spots”, hvor aktionen blev brudt af en stiv samling.
Men samlingen var stadig ikke perfekt. Der skulle computerstyrede drejebænke og helt små tolerancer til, førend man kunne fremstille den perfekte samling, hvor handelen passer ind i hundelen som fod i hose. Det kan man i dag, og det gør man på de dyreste stænger med de mindste tolerancer.
I dag råder man over en teknologi, som gør det muligt at fremstille flerdelte fiskestænger med næsten samme ubrudte aktion som gamle dages todelte. Og da vi fluefiskere samtidig rejser mere end nogensinde, er der brug for flerdelte stænger, som fylder mindst muligt.
I dag fremstilles der således adskillige fluestænger, som er både 4-delte, 5-delte, 6-delte og 7-delte. Stænger, som intet fylder, men som i samlet stand er fuldt fiskebare stænger med en god aktion. Der er dog stadig en tydelig tendens til, at de mangedelte stænger er underklassede – at eksempelvis en 7’er stang kaster bedre med en klasse 8 line.
Man skal være klar over to ting, hvis man overvejer en sådan mangedelt stang: 1) Den kostger mere, da der dels indgår mere arbejde i fremstillingen af den og dels kræves en højere grad af præcision. 2) De mange samlinger kræver mere opsyn end på en stang med færre dele.
Tohåndsstænger
Uanset hvor præcise samlingerne er, så er det uundgåeligt, at de yderste samlinger arbejder mere under pres end de inderste. Stangen bøjere jo mest i spidsen, hvorfor samlingerne herude har en større tilbøjelighed til at løsne sig under fiskeri.
Det er man nødt til at tage højde for – enten ved at kontrollere dem regelmæssigt eller ved at tape dem. Det første er det bedste ved helt lette stænger – det sidste det eneste rigtige til lange tohåndsstænger.
Tohåndsstænger bruges meget ofte til specielle kast af typen underhånds eller Spey, hvilket indebærer en høj grad af vridning af stangen under kast. Stangdelene vil derfor uundgåeligt vrides og langsomt arbejde sig løs.
Det gælder for alle fiskestænger, at man aldrig må kaste toppen af. Sker det, vil hundelen nemlig glide ud over kanten på handelen og her udsættes for en kolossalt pres, som den hverken er designet til eller i stand til at tåle. Mange hundele flækker som følge heraf, og det er naturligvis fatalt for stangen.
Det er derfor en meget god idé regelmæssigt – flere gange om dagen – at kontrollere sine samlinger for at se, om de er ved at arbejde sig løs. Er det tilfældet, skal de naturligvis presses godt sammen igen.
En mere permanent løsning, som bør være obligatorisk på alle lange tohånds fluestænger, er at tape delene sammen. Brug elektrikertape, som er elastisk. Start med et par langsgående strimler, som forbinder de to stangdele.
På tynde stangdele nøjes man med en enkelt strimmel – på tykke bundstykker bruges to. Herefter bevikler man det hele på tværs, så man kommer godt ind over begge stangdele.
Det siger sig selv, at man ikke sådan lige skiller og samler sine laksefluestænger hele tiden. Normalt samler man jo sine stænger ved ankomsten til fiskevandet, transporterer dem samlet i stangholdere uden på bilen mellem fiskepladserne og opbevarer dem samlet udendørs mellem fiskepassene. Tapede samlinger er derfor ikke noget problem – nærmere en nødvendighed.
© 2008 Steen Ulnits
Del denne artikel: