Kæmperne i Kangia

Kangia

Grønland byder på et fantastisk fiskeri – for dem, der er villige til at gå langt efter rødbugede fjeldørreder på flere kilo…

Tæt tåge fra Davisstrædet gjorde det umuligt at lande i Maniitsoq. Vi måtte derfor fortsætte til Nuuk/Godthåb for en overnatning og håb om bedre vejr den følgende dag.

Om morgenen var tågen heldigvis lettet, og vi kom afsted som panlagt. Ved ankomsten lå Maniitsoq badet i det smukkeste sollys, der gav mindelser om hjemligt efterårsvejr. Luften var skarp og sigtbarheden noget nær ubegrænset. Præcis som en grønlandsk sommer skal være det!

Med båd gik turen videre nogle timer ud til lejrpladsen ved Kangia – Grønlands hidtil eneste med fiskecamp, hvor man kan have fast tag over hovedet. Her kan man bo så komfortabelt, som det nu engang lader sig gøre i vildmarken – sove på rigtige senge og sågar tage et primitivt brusebad. Andre steder må man ty til medbragte telte og sove på hårdt underlag.

Men så hører komforten også op. Campen ligger nemlig helt ude ved fjorden – de allerbedste fiskepladser næsten 10 km oppe af elven…

Trængsel i ødemarken

Der skal således gås langt, før fluen kan kastes. Bevares, der er fisk mange andre steder. Mange fisk endda. Men slet ikke som oppe ved det store vandfald, der stopper enhver videre opgang.

Her skifter den ellers så usædvanligt blide elv helt karakter. Klippegrunden har forskudt sig og er revnet, så vandet nu presses ned gennem en smal og stejl sprække i undergrunden. Alt er hvidt og turkis. Store sortgrå skygger svæver rundt i vandmasserne, på udkig efter et hul i det brusende vand – en mulighed for at komme videre op.

Men forgæves. Fiskene spreder sig derfor nedefter igen – med den suverænt største koncentration af fisk på en strækning, som gæstende amerikanere har døbt “Hollywood”. Her står der fisk bag hver en sten i strømmen, og her kan man let servere en flue for dem på det lave vand.

Evighedsfjorden

Den første dag er der run på Hollywood. Et norsk TV-team er på optagelse og fokuserer helt naturligt på netop Hollywood og de mange fisk her. Selv vælger jeg at gå længere opstrøms, hvor jeg ikke forstyrrer optagelserne – eller selv bliver forstyrret i mit fiskeri.

Her er der også rigeligt med fisk, men de helt store udebliver. Største fisk vejer vel omkring 2 kg – stærkt farvet, som de fleste fjeldørreder er det i august. Timerne flyver, og fiskene hugger næsten som på kommando, da jeg først finder fidusen:

Når fluen er svinger tværs over strømmen og hænger ret nedstrøms for mig, stripper jeg den hurtigt opstrøms i korte ryk. Hugget falder da med næsten usvigelig sikkerhed – hvis ellers der er fisk på pladsen!

Solen står lavt nu, og det er på tide at påbegynde den lange vandring tilbage til lejren – til det ventende måltid, som vor topprofessionelle guide Adam tilbereder for os. Derefter nogle timers hårdt tiltrængt søvn. Medbragt rødvin i blodet gør ikke søvnen ringere!

Alene i Hollywood

Næste dag er filmholdet træt – af gårsdagens lange vandring med det tunge kameraudstyr. De beslutter derfor at blive i nærheden af campen – nede ved fjorden.

Jeg er også træt, men øjner samtidig mit livs chance. Der er kun os i campen, og ingen andre vil op til Hollywood igen. De vil hvile ud i stedet. Det burde jeg måske også gøre, men jeg er klar over den enestående mulighed: Jeg kan blive helt alene med alle fiskene i Hollywood – hvis jeg altså orker at gå den lange tur igen…

Fjeldvandrer

En sådan chance lader jeg ikke gå fra mig. Jeg står derfor tidligt op næste morgen og fylder rygsækken med alskens snacks og beef sticks, så jeg ikke risikerer at gå sukkerkold undervejs. Væske er ikke noget problem. Overalt pibler det friskeste vand frem over klipperne – klar til at drikke, bare 6 grader varmt.

Jeg klarer turen op til faldet uden problemer. Undervejs tænker jeg over, hvor forskellige afstandene er heroppe og derhjemme. Luften er nemlig utroligt klar på Grønland – så klar, at man som førstegangsbesøgende altid undervurderer afstandene.

Vejen til vandfaldet går op i fjeldet og tværs over nogle toppe, som ind imellem skjuler den smukke elv.

Da jeg når frem til faldet, scanner jeg elven grundigt. Jeg ved, hvor jeg fiskede og fangede dagen før, og jeg ve, at der var større fisk i elven end dem, jeg fangede. Nu gælder det blot om at finde dem, og til det formål har jeg hele dagen – og Hollywood helt for mig selv!

En times vandring op og ned langs elven afslører i hvert fald to lovende pladser. Begge ligger de tæt under modsatte bred – med en høj skrænt som baggrund og en skarp strømkant ud til hovedstrømmen. Her bryder store fisk med regelmæssige mellemrum overfladen i et roligt tempo, og her vælger jeg naturligt nok at koncentrere mine anstrengelser.

Efterhånden når jeg frem til en kombination af en hurtigt synkende line og et intermediate forfang. Fluen er et fluorødt Juletræ str. 4 – min absolutte favorit til Grønlands fjeldørreder, der har en udtalt svaghed for rødt. Specielt naturligvis de farvede fisk.

Landing

Den selv samme tværs-over-og-nedstrøms teknik, som gav mig mange fisk dagen før, virker overhovedet ikke på disse fisk. Selv om fluen svinger forbi dem i hovedhøjde, reagerer de ikke på den.

Det tager lidt tid, førend jeg finder frem til den rette teknik. Faktisk er det først, da jeg kommer til at tænke på kongelaksene i Alaska, at der går hul på bylden. Fluen skal helt enkelt præsenteres opstrøms og dead drift – for så pludselig at svinge ud i hovedstrømmen foran fiskene.

Reaktionen er voldsom og øjeblikkelig. Da fluen pludselig får liv og svinger ud foran en af fiskene, vender den og spurter af sted efter fluen med en stor bølge efter sig. Tilslag! Turens første store fjeldørred rusker irriteret med hovedet, da den mærker krogen, og maser sig så tilbage til eksakt samme sted, den kom fra. Intet kan holde den tilbage.

En konstant pres fra min lette klasse 6 stang får den dog lidt efter lidt til at bakke nedefter. Her kan jeg presse den fra siden, så den har svært ved at holde sig på højkant i den stærkere strøm.

Taktikken virker, og noget senere kan jeg strande en flot og let farvet hanfisk. Jeg skyder et par hurtige billeder af fisken og lader den så gå igen. Der er jo 10 km ned til campen, og hvad skal jeg med knap 3 kg fjeldørred?

Den næste times fiskeri er nærmest uvirkeligt. Vejret er blevet mere gråt og snusket – med en smule regn i vindpustene. Vejrskiftet stimulerer tydeligvis fiskene, som nærmest slås om fluen, når det lykkes at få den serveret korrekt. Flere gange kan jeg se, at den følgende fisk ikke er så stor som de øvrige. Jeg kan da nå at fjerne fluen, inden den er forsvundet i gabet på den. En luksus, man ikke ligefrem er vant til hjemmefra!

Blank_roeding

I en periode er der fisk i hvert eneste kast. Ganske uvirkeligt, men bestemt fascinerende at opleve. Lige indtil en stor fisk tager fluen og springer højt ud af vandet. Den viser tydeligt sine sølvblanke sider – en usædvanligt stor og usædvanligt sen blankfisk her i august.

Ishavsrødinger springer sjældent, men denne her gør det igen og igen, mens den raser nedstrøms i et tempo, som ingen af de farvede fisk kan matche. Til sidst går den bag om en stor sten på den anden side af elven – og er fri…

Den fisk vejede i nærheden af 4 kg – det er sikkert og vist. Men den skulle ikke blive min – kun mindet om en utroligt stærk fisk, der for ganske kort tid siden var stået op fra Ishavet.

Men der er ikke tid til at græde over spildt mælk. Der er flere fisk at fange, og få kast senere er der atter bid af en stor fisk. Den springer ikke, men er tung og stædig – vil ikke ud af hullet, hvor den stod.

Til sidst må den dog give op og lade sig lande små hundrede meter længere nedstrøms. Det fluorøde Juletræ er efterhånden helt splittet op, så der næsten kun er underkroppen af chenille tilbage.

Da det er den største fisk, jeg endnu har haft på land her i Kangia, måler jeg den før fotografering og genudsætning. 66 cm, hvilket svarer til en vægt på ca. 3,2 kg.

Da den fisk atter svømmer ud i elvens grønne vand, har jeg fået nok. At fortsætte fiskeriet vil blot være et antiklimaks. I stedet pakker jeg grejet sammen, snupper mig en beef stick og påbegynder den lange vandring tilbage til campen nede ved fjorden.

I sandhed en fantastisk oplevelse at være helt alene i Hollywood!

Roeding_3,2

HvalboefKulturhistorie:

Flytning af fiskere og fangere

Grønland er med 2.176.000 km2 verdens suverænt største ø.

Men den beboelige del er ikke stor. Næsten 85% er nemlig dækket af evig is, og det er derfor kun de isfrie kystnære områder, som er beboelige.

Den gigantiske iskappe er flere steder mere end 3,5 km tyk, og smeltede indlandsisen på Grønland, ville verdenshavene stige med 6-7 meter! Grundfjeldet er sine steder mere end 3 milliarder år gammelt og hører dermed til de geologisk ældste bjergarter i verden.

Af landets 55.000 indbyggere bor flere end 90 % på den mere tilgængelige vestkyst med Nuuk/Godthåb som hovedstand med 15.000 indbyggere.

Den grønlandske befolkning kaldes eskimoer på vore breddegrader, men selv betragter de sig som “inuitter” – som beboere i “Kallalit nunaat” – menneskenes land.

Erik den Røde grundlagde som den første en nordisk bosættelse på Grønland. Det skete omkring år 1000, og frem til 1400-tallet boede der nordboer på Grønland, som dengang havde et langt mildere klima end i dag. Deraf navnet.

Grønland var en dansk koloni helt frem til 1931, hvor norske fangstmænd erklærede dele af Østgrønland for norsk territorium. Det blev den internationale domstol i Haag, som i 1933 afgjorde striden til Danmarks fordel.

I 1973 meldte Danmark sig ind i EU, og i 1979 fik Grønland formelt hjemmestyre. Det medførte, at Grønland i 1979 – som den første og hidtil eneste nation igen meldte sig ud af EU. Grønland har dog i dag gode særhandelsaftaler med det europæiske fællesskab – og stadig rigsfælleskab med Danmark.

Eskimopige

Sukker på Toppen

Når man kigger på Maniitsoq/Sukkertoppen, som byen ser ud i dag, er det svært at få øje på baggrunden for navnet. – For hvor ligger selve Sukkertoppen?

Men der er en god forklaring – en forklaring, som har paralleller flere steder i Grønland. De to markante og kegleformede fjeldtoppe, som udgør Sukkertoppen, findes stadig. Men de ligger et pænt stykke fra der, hvor byen af samme navn ligger i dag.

I 1782 besluttede man nemlig at flytte den lille bygd Maniitsoq til et andet sted, hvor der var lettere adgang til mere føde – til havets rigdomme på fisk og pattedyr. I dag ligger den omgivet af og bygget på stejle fjeldsider, som giver den nu moderne by af samme navn flere trapper end de fleste. Vil man op på radiofjeldet og nyde udsigten over fjorden, skal man være forberedt på hundredvis af trappetrin og trætte ben.

Ordet “Maniitsoq” betyder “det ujævne” på Inuit sproget. Navnet hentyder til de markante og meget savtakkede fjelde, som kan genkendes på lang afstand. Nogle af de højeste og vildeste bjerge i Vestgrønland ligger således i Maniitsoq kommune.

Sammen med de dybe og smalle fjorde giver det området en ganske unik karakter – dertil grundlaget for flere fine elve, som egner sig til fluefiskeri. Hertil hører allerede nævnte Kangia samt den noget mindre Amitsuarssuk.

© 2009 Tekst & fotos: Steen Ulnits