Forfatterarkiv: Steen

New Zealand: Tørke og tørflue

Der er en slange i det newzealandske ørredparadis – en vandslange direkte op på landmandens marker…

New Zealand er et smukt land. Variationen er stor – fra subtropisk i nord til tempereret i syd. Og på både Nordøen og Sydøen kan man opleve ørredfiskeri i absolut verdensklasse.

New Zealand er et Mekka for både ørreder og ørredfiskere. En lokalitet, der hvert år trækker i tusindvis af fluefiskere fra det store udland. Fiskere, som lægger mange penge i den newzealandske turistkasse.

Det gjorde jeg bestemt også selv, da jeg i 2004 tilbragte hele januar “down under” på de dejlige øer. Jeg kunne imidlertid hurtigt konstatere, at der også er indtil flere slanger i paradiset…

Udsatte ørreder

Fra naturens hånd findes der ingen laksefisk på den sydlige halvkugle. De er udsat af englænderne, som i sin tid koloniserede New Zealand. Som alle andre steder, hvor forholdene var til det, medbragte de engelske imperialister deres elskede ørreder og satte dem ud i de nye vande. Som rigtige englændere måtte man jo have nogle rigtige ørreder at fiske efter!

Ørrederne slog endog meget godt an og dannede hurtigt selvreproducerende bestande, hvor de blev sat ud. Klimaet var ideelt til en hurtig vækst, føde manglede der ikke, og egnede gydevandløb fandtes overalt.

Nordøen er i dag mest kendt for sine regnbueørreder i store og små søer – med Lake Taupo som den absolut største og mest kendte. Sydøen derimod er verdenskendt for sine store bækørreder i ginklare strømvande.

Men begge steder kan man fange begge slags ørreder i begge slags vande. Smukke fisk i omgivelser så betagende, at de for nylig kom til at danne ramme om filmatiseringen af “Ringenes Herrre”.

Project Aqua

Men det enestående ørredfiskeri trues fra flere sider. Energiselskabet “Meridian Energy” har således kig på og planer om at inddrage ikke mindre end 73% af vandet i den smukke og vidt forgrenede Waitaki River på Sydøen til et nyt stort vandkraftprojekt, der har fået navnet “Project Aqua”.

Det er et projekt, som for alvor har bragt sindene i kog i den newzealandske befolkning. Waitaki River har nemlig mange brugere – fiskere, sejlere og andet godtfolk – der ikke har i sinde at afgive 73% af flodens vand til vandkraft. I hvert fald ikke uden
kamp.

Det er Meridian Energy’s planer at lægge floden i en 60 km lang kanal mellem Kurow og State Highway 1. Undervejs mod havet skal vandet løbe gennem hele 6 kraftværker.

Får Meridian held med sine planer, er det slut med en af New Zealands absolut smukkeste floder. Waitaki har nemlig et vidt forgrenet løb, hvor floden mange steder deler sig i en række mindre løb og breder sig ud over landskabet for så atter at finde sammen igen.

Disse sideløb vil udtørre helt, hvis vandkraftprojektet gennemføres. Til ubodelig skade for dyr og planter samt ikke mindst fiskene. Heriblandt både udsatte ørreder og indfødte “galaxider” – små lakselignende fisk, som i forvejen er under hårdt pres fra flere sider.

Galaxiderne har som New Zealand selv været isoleret fra omverdenen i mindst 35 millioner år og findes derfor kun her. De kaldes lokalt ofte for “whitebait” og har lidt hårdt under konkurrencen fra de indførte og langt mere aggressive ørreder.

Vandmangel

Men det er ikke kun vandkraftplanerne, der truer de newzealandske ørreder og galaxider. Således mangler fiskene mange steder vand. Helt galt var det i den forgangne 2003-2004 sommer – vores vinter – hvor flere vandløb blev tørlagt på lange strækninger.

Vandstanden var rekordlav, og vandtemperaturen nåede flere steder op på 20 grader i de krystalklare vandløb. Det var den tørreste sommer i de sidste 10-15 år, og myndighederne – NZ Fish & Game – opfordrede i avisartikler borgerne til at rapportere, hvis de observerede ørreder, som var fanget i tilbageværende vandpytter i floderne.

Så ville Fish & Game rykke ud, indfange fiskene og bringe dem i sikkerhed, hvor der stadig var vand. Samtidig frygtede myndighederne for fiskebestandenes fremtid og advarede om, at kommende sæsoner vil komme til at lide under en stærkt forhøjet dødelighed og deraf følgende manglende rekruttering af nye fisk.

Problemerne skyldes ikke kun en meget tør sommer med stedvis ingen nedbør overhovedet. Noget, som ikke mindst New Zealands mange fåreavlere også har lidt under. Græsset er svedet af, og fårene taber i vægt. Således står mange farmere i kø for at få deres får slagtet, inden disse taber alt for meget i vægt. Med faldende kødpriser og indtægter til følge.

Hvidvin med eftersmag…

Nej, den rekordlave vandstand skyldes mange steder landbruget, der pumper vand op fra vandløbene – vand til kunstvanding af korn- og vinmarker. New Zealand har som bekendt en betydelig produktion af ikke mindst gode hvidvine, og det er en produktion, der som al anden landbrugsproduktion kræver vand.

De uhyggelige facts er da også, at New Zealands landbrug vokser. Således fordobles det landbrugsareal, der kunstvandes med vand fra søer og floder, hvert 10-15. år. Et problem, hvis massive størrelse ingen kiwier endnu helt har forstået.

Men de første newzealandske ørreder er allerede døde – kvalt på grund af vandmangel i floder, hvis vand pumpes op til markvanding.

Det kan man godt tænke lidt over, næste gang man åbner en flaske fyldig Selaks hvidvin fra NZ. Så kan det godt være, at man får en lidt anden smag i munden…

Lavt og varmt vand

Vi har allieret os med Robert – en lokal fisker, som siden barnsben har landet sine årlige 500 ørreder længst nede på Sydøen. Han kender hver en sø, dam, flod og creek, men han er ikke optimistisk. Hver gang vi undervejs passerer et vandløb, sukker han dybt og beklager den rekordlave vandstand.

Robert har flere planer – de fleste af dem nødplaner, for favoritvandene er ikke til noget. Vandet er ganske vist krystlaklart i de fleste af dem, men fisk ser vi ikke noget til. En vandtemperatur i nærheden af 20 grader er ikke sagen til ørredfiskeri…

Men han har et es i ærmet – en sidste nødløsning, hvis alle de verdenskendte vande skulle svigte. Vi kører ind på en fårefarm, spørger om lov til at krydse nogle marker og kaster os så ud i ren offroad-kørsel – vel at mærke uden offroader. Bunden skraber mod grus og græs, men vi kan til gengæld køre næsten overalt, hvor der plejer at være vand.

Efter at have åbnet og lukket et utal af fårehegn – nogle af dem meget elektriske – er vi fremme ved en lille flod. Robert udpeger en strækning, hvor den modsatte bred er bevokset med træer, der hænger ud over vandet. Han vil have, at jeg forsøger mig i skyggen – med en lille hareørenymfe for enden af et langt og tyndt forfang.

Det varer da heller ikke længe, førend den første ørred tager nymfen – en tykvommet bækørred i 40 cm’s klassen. Lidt senere følger en lidt mindre fisk efter. Begge bliver genudsat, da Robert ikke vil være bekendt at tage ørreder under den halve meter med hjem…

Snigfiskeri

Sådanne småfisk er ikke noget, der kan imponere Robert, som altid taler om fisk i kilo – ikke centimeter.

– Drop the river and follow me!

Vi maser os igennem mandshøjt græs, der er tørt og gult, og kommer til et tæt buskads. Et stykke uden for buskadset risler ganske lidt vand op fra en kilde i jorden. Vandet samler sig og bliver til et “backwash”, som de lokale kalder det – et område, der ved normal vandstand vil være oversvømmet og en integreret del af floden.

Nu udgør det i stedet en lille dam med ganske svag gennemstrømning. Til gengæld er vandet dybt og – siger Robert – rigt på føde. Fiskene her er få, men til gengæld aldrig små, påstår han. Og viser sig at have ret.

Med stangspidsen højt hævet over græsset kravler vi på kastehold af de ørreder, der regelmæssigt viser sig i overfladen. Den første står ganske stille, lige under overfladen, og sutter fra tid til anden noget i sig.

– Try a small beetle!!

Jeg følger Robert’s råd og binder en lille sort billeimitation på forfanget. Med næppe meget mere end en enkelt meter line uden for topøjet vipper jeg fluen ud til den store fisk, som jeg for alt i verden ikke vil skræmme.

Fluen lander perfekt – trods masser af adrenalin i kroppen – en halv meter bag fisken, der straks registrerer den. Sindigt vender den omkring, kigger på fluen og inhalerer den så let og elegant.

Da jeg strammer op, mærker jeg imidlertid ingen modstand. Fluen har ikke fat i fisken, som til gengæld har fattet mistanke. Stille og roligt – aldeles uden panik – synker den i dybet for ikke at vise sig mere den dag…

– I told you. They are not easy fish…

Robert har ret. Til gengæld ved vi nu, at de rent faktisk kan overlistes. Det giver fornyet håb.

Lille flue – stor fisk

Vi gemmer os i det høje græs og venter på, at en ny fisk skal dukke op. Efter et kvarters venten dukker ikke én, men hele to store fisk op i høllet – den ene endda rigtigt stor. Robert gætter på et sted mellem 3 og 4 kg, men den fisk ser vi kun en enkelt gang. Tilbage er så den mindre fisk, som til gengæld regelmæssigt krydser forbi.

I flere kast ligger fluen rigtigt, men fisken ænser den ikke. Jeg skifter flue adskillige gange, men intet hjælper. Da den så svømmer forbi på få meters afstand, lægger jeg en lille Elk Hair Caddis str. 16 ud foran fisken.

Den ignorerer fluen totalt og svømmer forbi den på få cm’s afstand. Men da jeg forsigtigt trækker i linen og får min vårflueimitationen til at gå under – er den over fluen som en mis. Vi kan begge se ret ned i dens hvide gab, da fisken suger den lille flue i sig!

Roligt strammer jeg op og mærker tyngden af fisken, der volter rundt inde på det lave vand. Siden sætter den kursen ud mod dybet, men kommer ikke langt. Efter nogle minutters tovtrækkeri i noget, der næppe kan kaldes hverken dam eller bæk, er ørreden moden til landing.

Robert vader ud og synker i mudderet til knæene. Fisken bliver bange, men ænser ikke flygte på det lave vand. I stedet vælter den blot rundt, mens Robert rækker ud mod den og får den i nettet.

2 kg viser fisken sig at veje på den indbyggede vægt i nettet. Den er lige akkurat stor nok til at tage med hjem, mener Robert og afliver den 55 cm lange og tæt plettede bækørred.

Skolopender i skyggen

Nu er det Robert’s tur. Han er ikke fluefisker, men holder mere af en orm på krogen. Dem plejer han at kunne finde under sten og grene ved floden, men i denne tørke kan han ikke finde én eneste. Til sidst finder han dog en mangebenet skolopender under en sten, og den kommer i mangel af bedre på en lille str. 12 krog.

Hvor den lille kilde rinder ind i backwash’en, kommer en anden bækørred regelmæssigt forbi. Robert placerer sin skolopender præcist på den lille sandbanke, der markerer overgangen til det dybe vand. Da fisken næste gang kommer forbi, stopper den interesseret op. Så mange ben har den sikkert aldrig før set på én gang!

Ivrigt står den på hovedet for at tage krogen – næsten med ryggen ude af vandet – og lidt senere kan jeg nette en fin bækørred i halvmeters klassen for Robert. Æren, dagen og aftensmaden er reddet!

Trods flere forsøg efter flere fisk lykkes det ikke at få flere på land. De har tilsyneladende lugtet lunten i det lave og varme vand…

Skammeligt, Samsø!

Åbent brev til Samsø Posten:

Vi er 4 lystfiskere, der netop har besøgt Jeres skønne ø, Samsø. Det har vi gjort de sidste 12-13 år – altid i foråret, men også ofte i efterårsferien. Vi nyder godt af Jeres ø’s flotte natur og fisker rundt på hele øen.

Vi har aldrig fanget mange fisk (havørreder) og har typisk maks. 5 fisk med hjem fra øen efter en uges fiskeri. Manglen på fisk ophæves af alle de positive naturoplevelser øen giver os.

Men der er noget helt galt ovre hos Jer, og det er pinligt og skammeligt og i høj grad ulovligt. For år tilbage var vi vidner til det på vestsiden ved Møgelskår, dog ikke så synligt som i år. Dengang havde piratfiskerne sat deres garn helt inde ved kystlinjen og 40-50 meter ud.

Vi opdagede det kun, fordi vi kom til stedet samtidigt med, at ulovlighederne foregik. Dengang skjulte piratfiskerne deres garn, og man skulle være heldig for at finde dem. Dengang var vi rystede.

Men i år var det værre – fredag den 22.maj blev jeg sat af sammen med min fluestang og mit kamera ved Egernvej i Langemark og ville gå turen ind til P-pladsen ved Besser Rev. Samtidigt med, at jeg gik ned til kysten, kom en traktor med 2 personer kørende.

Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var ,at deres last var ulovlige garn – rigtig mange garn, som de satte med ca. 300 meters indbyrdes afstand på hele strækningen ind til P-pladsen. Altså en strækning på godt 5-6 km. Alle garn var helt synlige, umærkede, og de var fastgjort 1 meter fra kystlinjen og sat på tværs – 40-50 meter ud.

Dette er meget ulovligt – reglerne er klare:

Maks. 3 garn pr. fritidsfisker, og disse skal være tydeligt mærkede med navn og adresse, og de må ikke stå nærmere på lavvandslinien end 100 meter. Reglen er gældende hele året rundt ,og bødestørrelsen er 2.500,- kroner pr. garn.

Desværre er kontrollen i Danmark håbløs grundet mangel på mandskab og materiel. Dette er dog et regerings problem, men det betyder ikke, at piratfiskere bare kan gøre, som det passer dem.

Mange steder i Danmark gør en masse mennesker et stort stykke arbejde, og der bliver postet millioner af kroner i at redde havørred- og laksebestandene. Så kan det altså ikke være rigtigt, at nogle få piratfiskere skal ødelægge dette betydningsfulde arbejde. Der bliver også udsat yngel på Samsø for at bevare og opretholde bare en lille bestand af disse fantastiske fisk.

Grundet den manglende kontrol, vil jeg opfordre Jer til at løse dette problem selv. Hvis nogen kan så er det Jer selv. I er et forholdsvis lille samfund, hvor de fleste kender hinanden, og jeg er sikker på at mange af Jer også kender til disse piratfiskere.

“Ansæt” en entusiastisk naturmand/kvinde – dem har I mange af – til at holde øje med jeres flotte kystlinjer og eventuelle ulovligheder langs disse. Findes ulovlige garn, skal det være en naturlig ting at hjemtage disse og registrere dem, melde dem og lægge dem i depot.

Dette oplyses samtidig på en dertil tilpasset hjemmeside eller et andet medie, så ejeren får en mulighed for at afhente sine ulovlige garn. Er garnene ikke afhentet inden for 30 dage, destrueres de på en miljørigtig korrekt måde.

Dette tiltag vil give Jer så meget goodwill og genlyd indenlands og udenlands og på sigt styrke turismen markant. Hvis I gør det rigtigt, vil I alle få glæde af det i stedet for de få piratfiskere samt deres illegale aftagere, der ødelægger så meget i dag.

I har naturen til at trække mange lystfiskere til øen, som vil lægge mange penge på øen. Kort sagt, så kan I kun vinde ved dette tiltag.

Udover færgebillet lægger vi alle vore indkøb lokalt på øen, både Brugsen, Netto, bager og kiosk, men da også ved at de små boder langs Jeres veje. Vi er dybt skuffede over det, der foregår på Jeres ø. I har en ø, der har vist omverdenen, at I selv kan en masse – her tænker jeg energi og økologi .

Men undgå, at nogle få piratfiskere fisker ulovligt, tager I åbenbart ikke så nært. Det burde I, for det er skammeligt, og der er kun Jer til at gøre noget ved det. I kan kun vinde ved at gøre noget ved det i stedet for bare at se til.

Ovenstående er skrevet med tanke på Jer og Jeres ø’s fremtid.

Bo Janniche med lystfiskervenner

Polarlys

Jordens atmosfære er et ganske tyndt lag, som er meget karakteristisk for netop vor planet. Det er her, det smukke og karakteristiske polarlys opstår.

Nærmest jorden ligger “troposfæren”, som indeholder alt levende. Den rækker godt 10 km op i luften, som bliver tyndere med højden. Luften består typisk af 80% kvælstof og 20% ilt.

Højere oppe endnu ligger” statosfæren”, som når næsten 100 km op mod verdensrummet. Det er her, det beskyttende og for os helt livsnødvendige ozonlag ligger – i 10-50 km’s højde.

Over stratosfæren ligger “ionosfæren”, som er her, al radiokommunikation forløber. Det er også her, vi finder det smukke polarlys, som i syd kaldes sydlys og i nord nordlys.

Solvind

Polarlyset skyldes, at atomer i ionosfæren bombarderes med elektrisk ladede partikler fra solen – den såkaldte “solvind”. Når atomerne rammes af solvinden, exiteres de og udsender energi i form af lys.

På grund af Jordens magnetfelt optræder polarlys kun i relativt smalle bælter nær Arktis og Antarktis. Kun her trækkes solvindens partikler ind og møder ionosfæren. I vor del af verden strækker nordlysbæltet sig fra sydspidsen af Grønland over Island til nordspidsen af den skandinaviske halvø.

Der er en tydelig sammenhæng mellem polarlys og så de pludselige udbrud på solen, der ses som “solpletter”. Da hersker de magnetiske storme, som forstyrrer al radiokommunikation til lands, til vands og i luften. Og da optræder polarlysene ekstra kraftigt. De breder sig mod Ækvator og kan derfor ses længere borte fra polerne.

Polarlys ses ofte som bølgende bælter eller gardiner af røde, gule og grønne farver, der i polarlysbælterne kan dække hele himmelhvælvet. Den grønne farve skyldes exiterede iltatomer, som udsender netop denne farve. Den røde farve skyldes tilsvarende lys fra exiterede kvælstofmolekyler.

Solpletter

På det seneste har flere forskere påvist, at der er en sammenhæng eller i hvert fald et sammenfald mellem udbredelsen af solpletter og Jordens temperatur.

Selv om næppe nogen seriøs klimaforsker i dag vil feje den menneskeskabte drivhuseffekt af bordet, så tyder meget dog på, at også solpletterne spiller ind i den globale opvarmning. Solpletterne er pludselige og lokale udbrud på Solens overflade, der udsender elektrisk ladede partikler – i form af den velkendte solvind.

Det menes, at solvinden i bogstaveligste forstand blæser den kosmiske stråling væk, som er med til at danne skyer i den nedre del af atmosfæren.

Jo flere solpletter og deraf følgende solvind, desto mindre kosmisk stråling når ned, og desto færre skyer dannes der. Og jo færre skyer desto mere solstråling når ned til jorden, hvor den omdannes til varme. Skyerne reflekterer nemlig sollyset.

Altså: Jo flere pletter på Solen desto varmere klima på Jorden. Hvis teorien altså holder vand.

Under alle omstændigheder kan man altid glæde sig over de smukke farver i polarlyset!

Faunaforurening

Historien vrimler med eksempler på faunaforurening i fiskeverdenen. Her skal blot refereres nogle få af de mere markante tilfælde – dem, der har sat sig spor for eftertiden.

Fra øst til vest

I 1864 oprettede amerikanerne det første ørredklækkeri i staten New York. Her opdrættede man den naturligt forekommende kildeørred. I 1870, da jernbanenettet var fuldt udbygget, kom der gang i de første store natur-manipulationer eller fauna-forureninger.

Indtil da havde det taget omkring 100 dage at komme med skib fra østkysten til vestkysten. Panama-kanalen var endnu ikke bygget og skibene derfor nødt til at runde det farlige Kap Horn – sydspidsen af Sydamerika.

Men med den nye jernbane tog det i bedste fald kun en uge at nå tværs over Nordamerika. Og det lykkedes derfor hurtigt at transportere en anden ørredart, regnbueørreden, fra det øde nordvestlige USA til den mere befolkede østkyst.

De første transporter af regnbueørreder nåede Atlanterhavet i god behold. Og herfra var springet tværs over Atlanterhavet ikke så stort, som det umiddelbart kunne synes. Man havde nemlig lært sig teknikken at transportere ørredæg over store afstande ved at emballere dem mellem mos og isblokke. I det såkaldte “øjenæg-stadie” er æggene ganske robuste og tåler derfor transport af længere varighed.

Allerede i 1879 kom så de første kildeørreder til Europa, nærmere bestemt til Tyskland, og to år senere fulgte regnbueørreden trop. Fra Tyskland spredtes de nye arter til det meste af Europa, og til Danmark kom de første regnbueørreder omkring 1890 – måske et par år senere.

Tyskland kvitterede for modtagelsen ved at sende europæiske ørreder den modsatte vej over Atlanten, og den dag i dag omtaler man flere steder i Nordamerika disse fisk som “German browns”.

Fra nord til syd

Vor hjemlige ørred havde allerede da været genstand for et begrænset opdræt, men den indførte kildeørred blev den første art i et egentligt opdræt med salg for øje.

Kildeørreden måtte dog hurtigt se sig udkonkurreret af regnbueørreden, som er langt lettere at have med at gøre. Den tåler højere vandtemperaturer, kan gå tættere i dammene og vokser hurtigere. Alt i alt den ideelle fisk til et kommercielt opdræt.

På den sydlige halvkugle, som ikke huser laksefisk fra naturens hånd, kom både ørreden og regnbueørreden til New Zealand – mellem isblokke og ombord på dampskib. Mange æg døde, men nok overlevede til at starte et opdræt med følgende udsætninger i søer og vandløb.

Her slog den hurtigt an, og New Zealand byder i dag på noget af verdens bedste ørredfiskeri i søer og vandløb. Desværre på bekostning af de indfødte “galaxider”, som næsten blev udryddet af de indførte ørreder. På samme måde nåede laksefiskene hurtigt til Chile og Argentina, som nu huser stærke bestande næsten overalt.

Fra Atlanten til Stillehavet

På samme måde som regnbueørreden – med i modsat retning – blev den stribede bars, der naturligt hører hjemme i Atlanterhavet på den amerikanske østkyst, transporteret med jernbanen tværs over Nordamerika og udsat i Stillehavet. Her slog den hurtigt an og blev en af de mest succesfulde fiskemanipulationer eller faunaforureninger i verdenshistorien.

De første stribede bars ankom til Stillehavet i 1879, i form af 150 ungfisk på 5-10 cm. I 1882 ankom yderligere 300 fisk, denne gang 10-20 cm lange. Blot tyve år senere, i 1899, blev der i garn fanget over 500.000 kg stribet bars!

Erhvervsfiskeriet udviklede sig imidlertid hurtigt til det rene rovfiskeri – med nedfiskning af bestandene til følge. Senere kom forurening til, og i dag er bestandene kun en skygge af tidligere tiders.

Den stribede bars ankom til vestkysten sammen med den østamerikanske stamsild – kaldet “shad” – som ligeledes hurtigt slog an og bredte sig nordover fra Sacramento floden og op til den store Columbia River. Sidstnævnte huser i dag verdens største bestand af stamsild med imponerende 5 millioner gydefisk.

Fra saltvand til ferskvand

Et andet eksempel på faunaforurening er gravningen af Welland-kanalen, der forbandt og stadig forbinder Great Lakes i USA/Canada med Atlanterhavet – med utilsigtet indvandring af alewife, en lille sildefisk, og store havlampretter til følge.

De nye havlampretter gjorde kort proces med søernes naturlige bestande af rovfisk såsom amerikansk søørred, gedde, aborre og sandart. Samtidig eksploderede bestanden af alewife og var snart helt ude af kontrol i sit nye miljø, da dens naturlige fjender – rovfiskene – jo nu helt manglede.

Som biomanipulator blev først stillehavslaks, siden steelhead og senest ørreder og laks indført. Ikke blot formåede disse fisk at rydde op i bestandene af skidtfisk, idet de selv var beskyttet mod lampretterne på deres nye gydepladser i søernes tilløb. De blev siden også genstand for et storstilet sportfiskeri, der i dag omsætter for millioner af dollars og beskæftiger i tusindvis af mennesker.

Fra udrydder til udryddet

Heller ikke Afrika er gået ram forbi, hvad fiskemanipulation og faunaforurening angår.

Således blev den afrikanske nilaborre i 1950’erne indført til den store Lake Victoria, hvor den straks slog godt an. Så godt, at den på få år formåede at decimere søens naturlige fiskebestand ved at halvere antallet af oprindelige arter. Så grådig en rovfisk er nemlig nilaborren.

Den velsmagende nilaborre blev hurtigt selv genstand for et indbringende erhvervsfiskeri, der nu har overfisket bestanden. Den indførte nilaborre er i dag selv en truet art i søen, der nu også plages af forurening fra omgivelserne…

Det går altid galt, når mennesket piller ved naturen.

Interesserede bør også læse artiklen om New Zealand under “Rejser”. Find den med søgefunktionen øverst til højre på siden.

Grindedrab

Færøerne er kendt for deres grindedrab, hvor fjordene farves røde af de dræbte grindehvalers blod.

I gamle dage udgjorde grindehvalerne et vigtigt bidrag til færingernes økonomi og indgik som en vigtig del af deres føde. I dag er det mere tvivlsomt, om det argument holder vand. I dag sulter ingen færing, og det er ikke unormalt at ankomme til grindedrabet i sin spritnye Toyota Landcruiser 4-hjulstrækker.

Det er der mange miljøorganisationer, som har fået ondt af. De påpeger, at ingen længere har brug for hvalerne, og at meget hvalkød blot får lov at rådne op i strandkanten. At grindedrab blot er et levn fra fortiden, som burde ophøre i vore dage.

Døm selv, om det er i takt med tiden – og forsvarligt i et moderne samfund.

Billederne, som cirkulerer rundt på internettet, kan frit benyttes.

So: – Spread the old news!

Steen Ulnits

Klækkebakker

Landet over investerer rigtig mange mennesker rigtig meget tid i frivilligt arbejde med elektrofiskeri og efterfølgende avlsarbejde. En af disse entusiaster er “Lasse” fra Sønder Resen ved Karup Å.

“Lasse” er en meget kendt person langs bredderne af Karup Å – Danmarks givet bedste havørredvand. Lasse bor lige ned til åen og fisker den mere end de fleste. Han har da også fanget rigtig mange havørreder i åen – med den hidtil største på 12,2 kg.

Men Lasse gør, hvad ikke nær så mange andre gør: Han sår nemlig, før han høster. Han ved, at åens havørreder ikke kommer af sig selv, men må hjælpes lidt på vej. Lasse har i de seneste år kastet sin kærlighed på klækkebakker med æg, som udlægges i egnede gydevandløb. Erfaringerne er rigtig gode, men Lasse er oppe mod systemet, der er bange for at miste penge fra Fiskeplejemidlerne – penge til lønninger af statens biologer.

Synd, at sådanne hensyn skal blokere for gode ideer. Hør selv, hvad Lasse fortæller om først klækkebakker og sidst – et helt nyudviklet hyttefad til elektrofiskeri.

Steen Ulnits

Danske erfaringer

Dette er ikke nogen doktorafhandling eller videnskabelig beretning, men et forsøg på at fortælle om mine erfaringer samt meninger om fremtidig brug af klækkebakker. Det er holdt i et sprog, så alle med blot lidt sund fornuft og interesse for naturen skulle kunne forstå det.

Vibert Box

I årene omkring 1955-60 havde en af lederne af det franske fiskeforskningsinstitut Dr. R. Vibert problemer med laksefiskebestandene i nogle floder, der løb fra Pyrenæerne og ud i Biscaya Bugten.

Fiskene var forsvundet på grund af forurening, eller der havde været spærringer, så de ikke kunne komme op til gydepladserne.

Han havde åbenbart viden om fisks evne til at vende tilbage til fødestedet, så i stedet for at sætte fisk ud i floderne, opfandt han en plastboks, hvori han kunne anbringe befrugtede æg. Metoden kaldes Vibert-Metoden. Boksen målte 14x9x5 cm og er delt i to rum. En fjerdedel af rummet i boksen fyldtes med æg og resten med grus. Der kunne være ca. 2.000 stk. æg i boksen, hvis det var havørredæg, og lidt færre ved lakseæg.

Boksen var forsynet med huller, således at der ville være en vandgennemstrømning i boksen og for at yngelen, når den var klækket, kunne forlade den. Man anbragte boksen, enten gravet ned i gruset eller i en kasse med grus placeret ude i floden.

Metoden virkede åbenbart og blev brugt med nogenlunde resultat blandt andet i Norge. Et af problemerne med Vibert Boksen var, at man ikke fik et nøjagtigt resultat af anstrengelserne.

Man vidste jo ikke præcis, hvor mange æg der var i boksen, og kom der flom og boksen blevet revet væk med strømmen, fik man jo heller ikke de oplysninger, man gerne ville have. Et andet problem var, at hvis der gik svamp i et af æggene, gik de til alle sammen, da de lå i samme rum. Man kunne dog se, at der hvor man havde haft boksene sat ud, var der de følgende år et overtal af fisk.

I 1983 videreudviklede en svensker ved navn Bengt Pettersson Vibert Boksen. I stedet for at have alle æggene liggende samlet i ét rum, fremstillede han en kasse, hvor æggene lå i rækker på en hullet bølgeplade. Kassen var så forsynet med huller, hvorfra yngelen kunne forlade kassen når de var klækket. Fordelen ved denne kasse var, at kom der svamp i et æg, ville det kun ødelægge den række, hvor det dårlige æg lå i.

Forsøg ved Karup Å

Karup Å Sammenslutningen havde i 1998 nogle øjenæg i overskud, og på Mogens Thomassens opfordring gik Alf Pedersen, Mogens Styhr, Tonny Johansen og Børge Quist i gang med nogle forsøg.

Man prøvede først at grave æggene direkte ned i gruset, men havde problemer med, at de sandede til. Der blev også prøvet med trærammer isat fluenet og plastbægre med huller. Det gik ikke altid lige godt, og det var svært at kontrollere resultatet. Trods alle problemerne skriver Alf Pedersen i en rapport d. 27-2-98 følgende:

“Jeg synes, det er en spændende tanke, som vi bør arbejde videre med”.

Der blev de næste år gjort flere forsøg – med et blandet resultat.

Per Knudsen fra Flyvestation Karups Sportsfiskerforening var på et vandplejemøde med Finn Sivebæk blevet præsenteret for en type klækkebokse, Finn havde haft med hjem fra Canada. Han havde fanget ideen og bestilt bakker i Canada. De ankom 2. februar 2000 og blev straks afprøvet.

I de år var der ikke så mange tilløb, der var restaureret og egnet til udsætning af klækkebakker, men det blev trods dårlige forhold afprøvet med et meget positivt resultat. Alligevel gik arbejdet med boksene i stå.

Jordan-Scotty Salmonid Egg Incubator

Kassetterne måler 30x15x4 cm, består af to halvdele med 200 separate celler. Hver celle på ca. 2 kubikcentimeter og med to huller i hver celle, hvorfra yngelen kan forlade bakken, når den er klar til det. Boksene fås med tre hulstørrelser alt efter hvilken ægstørrelse, den skal bruges til:

Gule bakker med 1,5 mm huller
Røde med 4,4 mm huller
Grønne med 8 mm huller

Nu har man ikke nogen dansk havørred i Canada, så da vi skulle bestille bakker, valgte vi den hulstørrelse 4,4 mm, der kom tættest på vores havørrdægstørrelse.

Der medfølger en ladebakke, når man køber bakkerne i Canada. Ladebakken holdes ned i vandet, hvor man opbevarer æggene og æggene hvirvles ind over bakken. De overskydende æg pensles af.

Herefter lægges ladebakken og klækkebakken sammen, dyppes ned i vand, så æggene falder over i klækkebakken. Dette gentages, alt efter hvor mange æg man ønsker i hver celle. Foreløbig er vi kommet til det resultat, at et sted imellem 2-4 æg pr. celle giver det bedste resultat.

Kassetterne kan kobles sammen med op til 5 stk. kassetter pr. blok. Det gøres ved hjælp af medfølgende pindbolte. Blokkene placeres så i bækken, så strømmen løber imellem kasetterne.

De fastgøres i bækken med 2 stk. rundjern pr. blok, holdt på plads med tøjklemmer. Man tilser klækkekasserne ca. en gang om ugen, alt efter hvor meget løst materiale der kommer drivende i vandløbet. Klækningen og den tid der går, inden yngelen forlader bakkerne, varierer efter vandtemperatur og hulstørrelse.

I de forsøg, jeg har kørt, går der 4-5 uger, fra de første yngel og til de sidste er kommet ud. Det giver en god fordeling i vandløbet. Hvis samtidig yngelen forlader bakkerne om natten, hvilket det kunne tyde på, giver det en større overlevelsesprocent.

Der står i vejledningen fra Scotty at man kan bruge enten øjenæg, æg, der er halvvejs igennem klækkeperioden, eller grønne æg – æg, der lige er befrugtet.

Vi brugte øjenæg, men har i vinteren 2008-9 lavet forsøg i lukkede kar med grønne æg. Ved forsøgene prøvede vi at tage æg henholdsvis 3 timer og 6 timer efter befrugtning. Det bedste resultat fik vi ved at vente med ladningen til 6 timer efter. Her blev klækningsprocenten 90 %.

Forsøg genoptaget i Karup Å

I vinteren 2006-7, efter nedlæggelse af to dambrug i henholdsvis Resen Bæk og Sejbæk, genoptog vi forsøgene med klækkebakker, der havde ligget stille siden år 2000. Nu havde vi vandløbene med en topkvalitet, og hvor vi gerne ville oparbejde en bestand.

Der blev ladet 30 bakker med 400 stk. øjenæg pr. bakke. Kassetter blev samlet i blokke med 5 stk. pr. blok, altså 2.000 æg pr. blok. De blev udsat på tre stationer i hver bæk.

Resultatet, da kassetterne blev taget op, var en klækningsprocent på 92-98%. Vi bemærkede, at der var en senere klækning i Sejbæk i forhold til Resen Bæk, på grund af lavere temperatur. Temperaturforskellen i de to bække skyldtes, at Sejbæk har en længere udstrækning og derfor bliver mere nedkølet om vinteren.

Året efter genoptog vi forsøgene især rettet på de øvre tilløb til Karup Å.
Kassetterne blev fordelt på 23 stationer i alt 16.800 stk. æg. Den gennemsnitlige klækningsprocent var ca. 95%.

Vinteren 2008-9 blev der udsat 28.000 stk. æg fordelt på 28 stationer, de fleste stationer med kassetterne sammensat to og to, altså med 800 stk. æg pr. station. Klækningsprocenten her var 92 %.

Lidt sund fornuft

Biologerne siger, at 80-90% af de laksefisk i naturen, som overlever den første ungdom og en tur i havet, vender tilbage til det sted, hvor de selv er klækket. Det er godt arrangeret af vedkommende, der har skabt fisken. Havde forholdene ikke været i orden, hvor de er klækket, ville fisken ikke have eksisteret.

De sidste 15%, der søger andre veje, er til, for at der ikke skal ske indavl. Og bestanden får mulighed for et brede sig, hvis der er opstået nye muligheder for gydevand. Spærringer, der er fjernet – det være sig bæverdæmninger og andet – eller vandskel, der har ændret sig m.m.

Hver bæk har fra tidernes morgen haft sin egen stamme, tilpasset tidspunkt for opgang, så det har passet med vandføring, temperatur, insektliv m.m. En dansk havørred er fra naturens side 2 år om at vokse til smoltstørrelse. Længere nordpå 3-4 år alt efter vandtemperatur og fødemængde. I Sydengland bare 1 år.

De fisk, vi laver i Trevad, smoltificerer i en størrelse af 10-11 cm efter 1 år. Det er ikke naturligt.

Forsøgene i Resen Bæk viser, at 1-års fisk i et godt vandløb allerede er oppe på 14-17 cm. En størrelse, hvor de overskydende fisk, der på grund af pladsmangel bliver presset ud i hovedløbet, har en sådan størrelse, at de har lettere ved at overleve. Mængden af smolt produceret i Resen Bæk er i øjeblikket 77 stk. 14-17 cm pr. 100 m – i alt ca. 4.000 stk.

En undersøgelse i 1996-2000, der blev udført af KÅS, Viborg, Ringkøbing Amt samt DT, viser blandt andet følgende:

Overlevelsen af yngelen i de små vandløb antages at være bedre end i det store hovedløb. Det skyldes, at de små vandløb rummer forholdsvis flere egnede levesteder til små ørreder ,og at der i de små vandløb er færre fjender. Undersøgelsen viser også, at fiskene mærket som vilde smolt blev genfanget forholdsvis langt oppe i vandløbet. I modsætning hertil blev afkom af vildfisk (opdrættet på Trevad Ørredpark) og ørred af dambrugsstamme fanget længere nedstrøms i åen.

De ved ikke, hvor de er født. Ud over at det skal lugte af dambrug, har de ingen orientering på det sidste stykke af vandringen. Samtidig bliver vilde smolt fra vandløbet i højere grad end de to øvrige grupper genfanget tilbage i Karup Å som voksne havørreder på gydevandring. De vilde smolt overlever altså længere end de to øvrige typer af fisk.

Homing efter dambrug

Ved den sidste undersøgelse af vandløbsbestande foretaget af DTU står der følgende omhandlende Trevad Møllebæk:

“Den øvre del kaldet Børsting Bæk er noget okkerbelastet, dog er flere drænudløb med okkerudledning nu afskåret. Der er ligeledes skabt fri passage ved Trevad Ørredpark, men af uforklarlige årsager blev der ikke fundet ørred ved vejbroen ved Dalsgårde (Østerbørstingvej). Der blev fundet en god selvproducerende bestand nedstrøms Trevad Ørredpark”.

I vinteren 2005-6 blev de sidste dambrugsfisk fjernet fra Resen Dambrug. Fangstrapporter fra Sdr. Resen Konsortiet viser, at der fra 1998-2005 blev fanget 90-130 stk. fisk om året. I året 2006 faldt fangsten til 30 stk. efter ophør af dambruget. I 2007 steg det til 60 stk., i 2008 130 stk., så det er på vej opad igen. Til gengæld steg fangsterne i Haderis Å ved Lyhnes dambrug og nedefter i denne periode så meget, at vi året efter måtte frede en del af stykket. Det samme skete på Bus-stykket. Her faldt fangsterne også, da man lavede en ændring af Høgild Dambrug.

Da man lavede en undersøgelse af bestanden af gydefisk ved Munklinde i 2007, blev der fanget ca. 10 stk. fisk fra Munklinde og ned til Agerskov Dambrug. Men fra udløbet af dambruget og nedefter væltede det op med fisk – ca. 80 stk. Da man for 6 år siden elfiskede i Haderis Å, fra Haderup til Lyhnes Dambrug, fangede man 14 fisk, men på en strækning på ca. 500 m fra udløbet af dambruget og til Barslunds hønsegård 140 stk. Fiskene stopper altså ved dambrug.

Årsagen kan du få ligeså mange forskellige svar på, som der er formænd inden for KÅS:

1. Feromoner (kønsstoffer) fra moderfisk (siger Kåre, men forklarer ikke i Trevad)
3. Smolt trækker igennem Lyhnes fødekanal Haderis Å. (det gør de ikke i Agerskov)
4. Hovedstrømmen igennem dambruget, dødt vand i hovedløbet (ikke Trevad)
5. Lugten af yngel (mener Stig Petersen, DTU)

Min mening er, at det er en kombination af følgende:

1. Fisk har homing efter dambrug, hvis de er født og blevet i dambruget, til de er 1- års fisk. Vilde fisk vil også stoppe, hvis der står fisk i forvejen.
2. Lugten af yngel. Hvis en fisk kan lugte yngel fra et tilløb eller dambrug, ved den, at der er gyde- og opvækstvand forude.

Mange af disse problemer kan, efter min mening, løses ved at bruge klækkebakker, og så er det både billigere og tættere på naturens præmisser. Vel at mærke efterhånden som vandløbene er blevet gjort egnede til gyde- og opvækstvand.

Argumenter imod klækkebakker

DSF’s Kaare Manniches eneste argument imod er, at det er tvangsægteskaber.
Det er efter min mening rigtigt, men dog tættere på naturen end opdrætsfisk, hvor det også er tvangsægteskaber

DTU’s Finn Sivebæks eneste argument imod er, at han er bange for, at fokus kommer væk fra restaurering af vandløb.

Så er udsætning af dambrugsfisk, efter min mening, en større årsag til, at fokus kommer væk fra restaurering. Desuden har vi ikke meget ud af at sætte klækkebakker ud, hvis der ikke er gode forhold for fiskene at vende tilbage til.

Finn Sivebæk siger, at bakkerne virker, men at det ikke er videnskabelig bevist. Den dag, videnskaben beviser, at humlebien ikke kan flyve, forårsager det vel ikke, at den holder op med det?

Fordele

1. Udtræk fra klækkebakker (også naturlige gydebanker) strækker sig over 5 uger, set ved forsøg i Trevad Ørredpark. Giver god fordeling i vandløbet.
2. Trækker ud om natten – god beskyttelse og mindre stressfaktor.
3. Ingen konkurrence til eksisterende bestand.
4. Homing – vender tilbage til stedet, hvor den er klækket.
5. Lokal fokus på vandløbet. Lodsejere, der kommer ned og følger med i, hvad vi laver. Kommer med ideer om marksten, de har liggende, og er behjælpelige.
6. Tidspunkt for elfiskeri kan fordeles over større tidsrum.
7. Æg tilbage til stedet, hvor de er kommet fra
8. Mulighed for at få fisken til at passere dambrug, hvis det er fysisk muligt.

Der er ikke lavet undersøgelser, som viser, hvor mange fisk der overlever og vender tilbage, når de er udsat som yngel. Det er der heller ikke endnu fra klækkebakker.

Når man siger, at fisken vender tilbage til det vandløb, hvor den er smoltifiseret, er det kun den halve sandhed, man fortæller. For den vilde fisk fortsætter op af vandløbet til det sted, hvor den er klækket.

Ser man bort fra alle de undersøgelser, der ikke er lavet, af mange forskellige årsager, mener jeg, vi skal lade tvivlen komme naturen til gode.

Fremtidsplaner

Kan vi i forbindelse med elfiskeriet befrugte æg ude ved åen, stille æggene i midlertidige hyttefade til dagen efter og så lade bakkerne stå. Så vil det skåne moderfiskene, holde æggene i det vand og ved de temperaturer, de var beregnet til set fra fiskens synspunkt. Eventuelt flytte klækkebakkerne opstrøms, såfremt der er spærringer, det være sig fysiske eller psykiske, der har stoppet vandringen.

Hver bæk har fra tidernes morgen haft sin stamme, tilpasset vandtemperatur og vandføring, så gydetidspunktet har passet – så yngelen kommer ud på det tidspunkt, hvor fødeemnerne er til stede.

Der kan være mange andre faktorer, der spiller ind, og som vi ikke forstår.

Lasse
Sdr. Resen

Ny type hyttefad

Så kom det. Efter en idé fra Brønderslev Lystfiskerforening:

Det længe savnede, elektrosikrede, laboratorieundersøgte, dobbeltskrogede letvægts hyttefad.

Hyttefadet er forsynet med slidske, kontraventil og mulighed for fastspænding til elfiskebåd via lynkobling og stabilisatorer. Patenteret og mønsterbeskyttet af Logen til Havørredens Ve og Vel.

Det nye hyttefad vil være mandskabsbesparende og langt mere skånsomt for fiskene, der ikke længere behøver flere hundrede meters transport i bæreposer.

Et fornemt resultat af konstruktiv nytænkning hos elfiskerne i Brønderslev!

Myg i millioner

De er overalt. Og de kan være en plage. Men fuglene og fiskene elsker dem, for de lever af dem. – Men hvordan lærer vi andre at holde dem på afstand?

Myg er ikke til at spøge med. Nogle af dem er blot irriterende, mens andre kan være decideret livsfarlige. Til de sidste hører naturligvis malariamyggen, som vi heldigvis ikke har herhjemme – endnu…

Vi lystfiskere har det med at færdes på tider og steder, hvor der er mange myg, og vi må derfor lære at beskytte os bedst muligt mod de irriterende små, blodsugende insekter. Ellers ødelægger de bare fisketuren for os og sender os bandende og kløende hjem.

Men myg er ikke bare myg. Der er mange forskellige af slagsen, og de opfører sig meget forskelligt. Som man altid belærer hinanden og andre om inden for militæret, så gælder det om at vide så meget som muligt om fjenden. Så kan man bedst muligt lægge en strategi til bekæmpelse og tilintetgørelse af ham!

Myggearter

Alle myg tilhører ordenen Diptera, hvilket blot indikerer, at de har to vinger – ikke fire. Men her ophører så lighederne. Ud fra et praktisk fiskemæssigt synspunkt kan vore myg deles op i tre vidt forskellige grupper:

Stikmyg

Stikmyggene er dem, de fleste forbinder med ordet “myg”. De findes overalt, ude som hjemme, indendøre og udendørs. Det er kun hunnerne, som stikker. De skal nemlig suge blod for at kunne lægge æg og videreføre slægten. Heldigvis summer de hørbart, hvilket afslører deres tilstedeværelse – om natten, i teltet eller soveværelset…

Når myggen stikker, sprøjter den via sin brod en antikoagulant ind i såret, hvilket meget praktisk hindrer blodet i at størkne under transmissionen! Det er imidlertid selvsamme antikoagulant, som efterfølgende medfører kløe, irritation og opsvulmning af stikket.

De fleste forskere er da også enige i, at man gør bedst i at lade myggen sidde og suge færdig. Rationalet er, at de så også suger en stor del af antikoagulanten med tilbage – effterladende offeret med mindre kløe. De fleste af os lader imidlertid hånt om dette og nyder i stedet den primitive tilfredsstillelse det er, at klaske en blodfyldt myg midt i akten…

Det er veldokumenteret, at nogle mennesker tiltrækker flere myg end andre. Det har helt enkelt noget med deres medfødte kropslugt at gøre. Det er ligeledes veldokumenteret, at myggene tiltrækkes af CO2 i udåndingsluften og lugten af sved. Jo mere man puster og sveder, desto mere attraktiv bliver man – i hvert fald set med myggeøjne…

Mange har dog – i lighed med undertegnede – på egen krop oplevet, at ikke kun sure tæer og armsved tiltrækker stikmyggene. Det gør også en helt nyvasket krop indsmurt i dejlig creme…

Måske skyldes det ikke cremen, men den simple kendsgerning, at man jo også har vasket al den gamle myggeolie af?

Til stikmyggene hører den frygtede malariamyg, som overfører sygdommen af samme navn. Den kendes let fra almindelige myg på kropsstillingen, som er 45 grader i forhold til underlaget. Almindelige myg hviler horisontalt. Malariamyggen er ganske almindelig også i Danmark, men her lever den farlige malariaparasit heldigvis ikke. Den hører troperne og subroperne til.

Det anslås, at omkring en halv milliard mennesker hvert år smittes med malaria – op mod 3 millioner med dødelig udgang…

Kvægmyg

Kvægmyggene stikker ikke, men de kan alligevel ofte være mere irriterende end stikmyggene. De bider nemlig til – hårdt. Så hårdt, at offeret bløder efter biddet. Derfor bliver der i regelen en lille rød plet, når kvægmyggen har været der, og biddet klør på end anden måde et et stik.

Kvægmyggen har fået sit danske navn, fordi den i gamle dage var et stort problem for danske kvægavlere. De havde deres kvæg gående på græs – ofte i fugtige enge nær vandløb, hvor kvægmyggene lever i store mængder. Faktisk i så stort antal, at de under store klækninger – mest i maj – kunne tømme enkelte kreaturer for så meget blod, at de døde af det!

Kvægmyggen er ganske lille – nogle få millimeter – men den er altså ikke til at spøge med. Den er næsten endnu mere irriterende og besværlig end stikmyggene, som altid kan holdes på afstand med myggenet. Det er langt sværere med kvægmyggene, som altid finder ind gennem åbninger i tøjet. Det være sig halsåbningen i skjorten, ærmegab eller bukseben. Helt ned i bukserne kan de små sataner sågar komme, hvis man ikke har lukket ordentligt til!

Et andet problem med kvægmyggene er, at de ikke er nær så modtagelige over for myggeolie, som stikmyggene er. De er samtidig utroligt hårdføre og lader sig ikke sætte ud af spillet med blot et kærligt klem. De skal kvases helt. De hedder ikke “buffalo gnats” for ingenting på engelsk, hvilket dog primært hentyder til deres pukkelryggede kropsform.

I vore nordiske nabolande er kvægmyggene bedre kendt under betegnelsen “knott”.

Dansemyg

Men ikke alle myg er heldigvis farlige eller irriterende. Dette gælder således de talstærkt forekommende dansemyg, som ikke stikker overhovedet. – Alt hvad de ville var at danse, som TV2 synger i let omskrevet form, og sådan er det med dansemyg – som Sebastian ligeledes let omskrevet udtrykker det.

Dansemyg er akvatiske isekter, som lever på eller i bunden af søer og damme, inden de forpupper sig og stiger til overfladen for at klækkes. Det sker morgen og aften og typisk i så store mængder, at fisk og fugle kun kan æde en lille brøkdel. De vingede insekter samler sig siden i massive flokke, som danser over buske og træer i sværme så store og tætte, at det grangiveligt ligner røgskyer!

Dansemyggene kendes let fra de øvrige myg på deres fjerformede antenner, som da også har givet dem deres svenske navn: Fjädermygg!

Myggemidler

Allerførst en statistisk kendsgerning, som jeg personligt har dokumenteret adskillige gange – i Lapland, på Grønland og i Alaska: Langt de fleste mygstik får man den allerførste dag. Herefter lærer man langsomt lektien og bliver til sidst helt god til at gardere sig. Men altså for sent. Stikkene er der, og de klør som ind i helvede…

Det mest almindelige middel mod myg er olie eller spray. Der er megen hokuspokus bag de midler, som findes på markedet. Lokalt har man udviklet midler, som ofte baserer sig på beg eller tjære. Videnskaben har dog for længst identificeret ét ganske bestemt stof, som myggene ikke kan lide: N,N-Diethyl-meta-toluamid, i regelen forkortet DEET.

DEET er suverænt det mest effektive mygemiddel – flere gange mere effektivt end konkurrerende stoffer. Det har været brugt i USA i et halvt århundrede – ikke mindst af militæret, som jo skal kunne indsættes og overleve i myggeinficerede sumpe verden over. Men af en eller anden grund er DEET ikke tilladt i Danmark, hvor vi må nøjes med langt mindre effektive midler.

De fleste køber derfor straks et solidt lager af DEET, når de kommer til lande, hvor det fås i håndkøb – eksempelvis vort naboland Sverige. Det er typisk steder, hvor myggeplagen er markant, og hvor alle andre midler helt enkelt kommer til kort. Om det så skal være olie eller spray er en smagssag.

Mest effektive er midler som “Jungle Oil”, der næsten består af ren DEET. Med det frisk på huden er det ganske interessant at betragte incoming myg. De har allerede sænket landingsstellet og stukket snabelen frem, men trækker skyndsomst hjulene op igen ved touchdown. Det ser ud, som om de nærmest brændte fødderne… Ens egen hud har da heller ikke godt af det i længere tid.

Overalt i verden kan man købe myggemidler indeholdende DEET i større eller mindre mængde. Er behovet nemlig ikke stort nok, er det rart med lidt mindre DEET i olien. DEET har nemlig den uheldige egenskab, at det angriber, opløser og ødelægger mange plastmaterialer. Således også coatingen på selv de dyreste PVC flueliner. Det komplicerer jo brugen noget, når man er ude med fluestangen i eksempelvis Alaskas ødemarker…

Overdoser af C-14 vitamin kendes fra mange steder som et effektivt myggemiddel, men danske læger vil ikke anbefale det. Det indtages i pilleform i god tid før eksponeringen.

Myggenet

Kan en god dosis myggeolie ikke holde de mange myg på afstand – der kan være så mange, at man ikke kan koncentrere sig om andet end at baske myg – så skal der et myggenet til. Det fås i mange udformninger og tætheder. Jo tættere væv desto bedre beskyttelse. Desværre gælder det også, at jo tættere væv, desto varmere bliver nettet også…

Løsningen ligger derfor som altid et sted midt imellem. Det er ingen dårlig idé at imprægnere myggenettet med myggeolie, så det får dobbelt effekt. Enkelte myggenet fås med hul til piben, som så leverer røg, der ligeledes holder myggene på afstand. Enhver, der har siddet med rindende øjne i røgen fra et lejrbål, vil vide, at også myg har følelser. De holder sig i hvert fald væk fra røgsiden!

Amerikanske Fenwick har længe haft en fiskevest på programmet, som har indbygget myggenet, der altid er klar til brug. Det fylder ikke meget og er derfor en rigtig god idé. Slut med at glemme det derhjemme…

Mange hatte og kasketter fås ligeledes med indbygget myggenet, som blot rulles ned ved behov. Faktisk er myggenet uden en form for hatteskygge ikke meget bevendt. Skyggen holder nemlig nettet fri af ansigtet, så myggene ikke kan nå ind og stikke igennem det.

Myggenet kan sys til hele jakker, som er gode til varme dage, hvor man ikke kan holde ud at have meget tøj på for at beskytte sig mod myggene. Myggejakken imprægneres med myggeolie – jo mere DEET jo bedre – og er faktisk ganske effektiv til at holde især stikmyggene på behørig afstand. Kvægmyggene lader sig ikke sådan imponere…

I Alaska er det almindelig kendt, at det eneste rigtigt virksomme middel mod myggene, er tynde bomuldshandsker. De er tæt vævede, og dem kan myggene ikke komme igennem. Samtidig er de billige i indkøb.

Så: – Don’t leave home without them!

Adgang til naturen

Fri adgang til den fælles danske natur burde være indlysende, men er desværre ikke så ligetil endda. Der er mange og modstridende interesser i spil…

Jeg var engang på vej ned ad en lille sommerhusvej, som fører ned til stranden. Jeg havde netop parkeret bilen, da en vred mand – i selskab med to vrede hunde – antastede mig. – Havde jeg ikke set skiltet med “Privat Vej”?

Jo, det havde jeg da, men jeg var jo kommet her i mere end 20 år, og det havde da aldrig været noget problem. Men det var det altså blevet nu – med en ny sommerhusejer, som følte, at han partout måtte hævde sin ejendomsret. – Men gjaldt den nu også vejen?

Adgangsretten

Efter yderligere et par lignende kontroverser besluttede jeg mig for at tage tyren ved hornene. Jeg ringede til den lokale politistation og spurgte helt specifikt til det pågældende sted og skiltet med “Privat Vej”.

Politimanden grinede lidt og fortalte så, at den havde han hørt mange gange før: At sommerhusejere sætter skilte op med “Privat Vej” for at skræmme ikke-sommerhusejere væk fra området. Ofte med yderligere begrundelser såsom, at der er tale om en brandvej, hvor man ikke må parkere etc. Hvilket næsten aldrig holder vand i virkeligheden.

Han orienterede mig derefter om, at der i princippet findes tre forskellige slags veje i Danmark: Offentlige veje. Private veje. Og så private fællesveje. Med hver deres regelsæt:

Offentlige veje

Her må naturligvis alle og enhver færdes frit, så længe de ellers holder sig inden for lovens almindelige rammer.

Private veje

Her gælder den private ejendomsret, og her kan ejeren uden videre forbyde uvedkommende adgang. Og uvedkommende er i den forbindelse enhver, som ikke har specifikt ærinde på vejen eller ejerens bopæl. Vedkommende kunne eksempelvis være postbudet, renovationsarbejdere eller håndværkere. Som almindelig lystfisker har således man ingen adgang til private veje – med mindre man har spurgt først – og fået lov af ejeren.

Ejeren har her ret til at opstille et skilt med “Adgang Forbudt”, som skal respekteres.

Private fællesveje

Nu bliver det for alvor interessant! Private fællesveje er der nemlig rigtig mange af i Danmark. Det kan eksempelvis være veje, som leder ned til flere afsides beliggende beboelser. Eller det kan være almindelige sommerhusveje, som der er endnu flere af.

Sådanne veje er privatejede, og vedligeholdelsen af dem påhviler ejerne – typisk grundejerforeningen, som er i deres gode ret til at opsætte skilte med “Privat Vej”. I princippet kan ejerne med fuld ret afspærre dem med aflåste bomme, som kun grundejerne har nøgle til. Så uvedkommende lystfiskere ikke har legitim adgang.

Men i praksis sker dette meget sjældent. Af flere årsager. Bommene ødelægges ofte af lokale beboere, som ikke finder sig i at blive afskåret fra deres “egne” strande eller naturområder. På samme måde er der masser af besvær forbundet med aflåste bomme: Når posten skal ud. Når renovationen skal hentes. Når håndværkere skal ind for at bygge nyt eller reparere gammelt. Hvis en ambulance skal frem for at hente en syg eller tilskadekommet. Her skal der være fri adgang.

Langt de fleste private fællesveje er derfor ikke afspærret, og i princippet er de derfor åbne for alle og enhver – også lystfiskere. Det er en information, som virkelig er guld værd, når og hvis man konfronteres med en vred grundejer.

Det gælder blot om at parkere, så man ikke er til gene for den øvrige trafik. Er man nemlig det, har man ikke længere loven på sin side. I mange områder søger grundejerne derfor at gøre parkering så besværlig som muligt – med opsætning af hegn eller udlægning af store sten og træstammer…

Ejere af private fællesveje har ikke ret til at opsætte skilte med “Adgang Forbudt”. Derfor opsætter de i stedet skilte med en ordlyd á la denne:

“Uvedkommende færdsel ikke tilladt”.

Og det kan man altså med god samvittighed springe op og falde ned på. Der ligger ingen begrænsninger i sådanne skilte. Uvedkommende færdsel er nemlig heller ikke forbudt. En hårfin, men altafgørende forskel..

Opholdsretten

Nu har vi som bekendt ikke nogen “allemandsret”, som de har det i Norge og Sverige. Her kan alle og enhver færdes frit og slå lejr for natten i det fri – blot de ikke gør det på indhegnede landbrugsarealer eller for tæt på faste beboelser. Der er en vis minimumsafstand, som skal overholdes.

I Danmark er alt som udgangspunkt forbudt, hvis det ikke er tilladt ved lov! Det er et godt regelsæt at holde sig for øje. Har man ikke specifikt fået lov, må man efter al sandsynlighed ikke!

Skove

Statsejede skove er som udgangspunkt åbne for færdsel til fods og på cykel samt for ophold, hvis der ellers er lovlig adgang dertil. Det gælder dog ikke for skovarealer, der er afmærket som militære anlæg. Adgang sker på eget ansvar, og hunde skal føres i snor.

Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres. Der må således ikke opsættes “usædvanlige” hegn omkring skovene – hvad det så ellers er…

Det er tilladt at bade i skovens vandløb og søer, og skøjteløb og anden færdsel på is er tilladt, medmindre andet fremgår af skiltning. Badning og færdsel på isen sker dog altid på eget ansvar. Bemærk her, at borede huller til isfiskeri i princippet ikke er lovlige – med mindre man har indhentet tilladelse fra politiet og afmærker de borede huller godt.

Færdsel med fartøjer af enhver art på skovens søer og vandløb erikke tilladt, medmindre andet følger af vandløbslovens regler.

I privatejede skove må færdsel til fods og på cykel dog kun ske ad stier og veje. Der er kun adgang fra kl. 6 morgen til solnedgang, og ophold må ikke finde sted inden for 150 m fra beboelses- og driftsbygninger.

Ejeren af privatejede skove på mindre end 5 ha kan ved skiltning efter bestemmelserne i Mark- og Vejfredsloven sætte indskrænkninger i offentlighedens adgang. Eksempelvis hvis offentlig færdsel er til gene for erhvervsmæssige aktiviteter såsom skovdrift og jagt.

Udyrkede arealer er åbne for færdsel til fods og ophold, hvis ellers der er lovlig adgang dertil. Adgang sker på eget ansvar, og hunde skal føres i snor. Ejeren kan forbyde adgang på dage, hvor der holdes jagt, eller hvor der foregår intensivt landbrugsarbejde – med brug af store maskiner.

Til privatejede, udyrkede arealer er der kun adgang fra kl. 6 morgen til solnedgang. Ophold må ikke finde sted inden for 150 m fra beboelses- og driftsbygninger. Altså samme regler, som gælder privatejede skove.

Stranden

Som udgangspunkt er der fri adgang til og ret til færdsel på stranden overalt i Danmark. Hvor privat jord når helt ud til havet, må man stadig færdes frit nedenfor højeste daglige vandstandslinie. Altså kan vi – med ganske få undtagelser – færdes og fiske frit overalt langs op mod 7.500 km danske strande.

Der er dog stadig en masse ting, vi ikke må her og andre steder. De er kort opsummeret i det følgende. På strandbredder, andre kyststrækninger, klitfredede arealer, i skove, på udyrkede arealer og på veje og stier i det åbne land er følgende således ikke tilladt:

1) Drive handel.
2) Opstille telte og lign.
3) Beskadige træer og buske.
4) Fiske i søer, damme og vandløb.
5) Beskadige eller fjerne skoveffekter, herunder brænde og kvas.
6) Tage grene af træer og buske samt omhugge, opgrave eller oprykke træer, buske eller anden vegetation. I skove, der ejes af staten, kommuner, Folkekirken eller offentlige stiftelser, er det dog tilladt at skære eller klippe kviste af løvtræer, der er over 10 m høje.
7) Foretage erhvervsmæssig indsamling af nødder, bær, svampe, frø og kogler, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav m.v. Indsamling i begrænset omfang til privat brug er tilladt. Kogler må dog kun tages fra skovbunden. Grene og kviste må ikke indsamles i bevoksninger, hvor der oparbejdes pyntegrønt.
8) Udvise støjende adfærd, herunder benytte radioer og andre musikapparater, højttalere, musikinstrumenter o. lign. på støjende måde.
9) Skræmme eller forulempe dyrene eller beskadige huler og reder, yngel og æg.
10) Benytte metaldetektorer m.v., projektører eller andet stærkt lys.
11) Klatre med brug af sikringsudstyr eller andre hjælpemidler.

Men ellers må man alt!

Overnatning

Ganske vist må vi frit fiske og færdes overalt langs de danske kyster. Men når det gælder om at tage ophold i længere tid og især overnatte, er det noget mere begrænset, hvad vi egentlig må.

Det er således – i henhold til ovenstående – forbudt at opstille telt på stranden og overnatte i det. Men det er til gengæld tilladt at overnatte på stranden, dersom det sker i bivuak eller simple vindskjul – så længe det blot ikke minder om et telt!

Men ikke nok med det. På “ubevoksede” strandbredder er det sågar tilladt at tænde bål og bruge stormkøkken, hvad der jo er meget forbudt inde på land. Er man således på langtur i sin kajak eller pontonbåd, er det helt legalt at gå i land, tænde bål på en ubevokset strand og siden overnatte samme sted i sin bivuakpose!

I den forbindelse er det vigtigt at slå fast, at en “ubevokset strand” er en sandstrand eller stenstrand. Er jorden græsklædt helt ud til strandlinjen, er det ikke lovligt at campere på ovennævnte præmisser.

Skov- og Naturstyrelsen har herudover forskellige muligheder for lovlig overnatning i naturen i statsskovene og andre af statens arealer: Læs mere herom på www.skovognatur.dk

Styrelsens primitive overnatningssteder er beregnet til overnatning i naturen med telt eller lignende for enkeltpersoner, familier og smågrupper og lignende. De kan anvendes uden forudgående tilladelse. Man må dog højst overnatte to nætter på samme plads.

Pladserne er typisk markeret med en pæl med Skov- og Naturstyrelsens logo, og de fleste steder er der en bålplads. Overnatning foregår i medbragt telt eller i shelter (sovely), hvor sådanne er opstillet. Lejrpladser er forbeholdt større grupper og kan kun benyttes efter forudgående tilladelse fra styrelsen.

Endelig er der steder med “Fri teltning”, som er for dig, der er interesseret i primitiv overnatning i telt i skoven – på naturens præmisser og i udvalgte skovområder. Her er alene, hvad naturen kan tilbyde!

Det er naturligvis strengt forbudt at efterlade affald – det være sig i skoven, på stranden eller noget andet sted. På private og offentlige steder. Det siger sig selv, og overtrædelse straffes med bøde.

Love og bestemmelser

Ovenstående er et ganske lille udpluk af de love og bestemmelser, som gælder for færdsel i den danske natur. Og jeg håber bestemt ikke, at jeg har skrevet noget forkert! Vil man have alle detaljer og undtagelser med, er der ingen vej uden om selv at dykke ned i de relevante lovtekster.

Det allermeste kan findes i Naturbeskyttelsesloven og Mark- og Vejfredsloven.

Facts om fiskere

Der er ifølge Gallup (1996) omkring 650.000 lystfiskere i Danmark. Det placerer lystfiskeriet på højde med etablerede idrætsgrene som gymnastik, fodbold og badminton.

89% af de adspurgte 3.000 danskere kendte til eksistensen af det obligatoriske fisketegn, som i dag koster 125,- kr. om året.

17% af alle adspurgte havde i løbet af 1996 haft en fiskestang i hænderne – altså en sjettedel. Blandt de adspurgte var der 94% mænd og blot 6% kvinder.

73% af de adspurgte havde fisket i saltvand i løbet af 1996 – altså tre fjerdedele. Ikke overraskende i et land som Danmark. På andenpladsen kommer vore søer med 30%, efterfulgt af Put & Take vandene med 27% og vandløbene med 25%.

Aldersgruppen 30-39 år udgør 28% af samtlige lystfiskere. På andenpladsen kommer de 40-49 årige med 23%. På tredjepladsen kommer de 20-29 årige med 19% og endelig de 50-59 årige på fjerdepladsen med 17%.

Halvdelen af alle lystfiskere i Danmark er således mellem 30 og 50 år. Det er imidlertid aldersgruppen 30-39 år, som er de mest aktive fiskere. I denne gruppe svarede 84%, at de havde været ude med stang og snøre det pågældende år.

39% af de adspurgte havde fisket 2-5 dage i 1996. 21% havde brugt 6-10 dage på at fiske, mens 15% havde tilbragt 11-20 dage i selskab med fiskestangen. Endelig er der 2% hardcore lystfiskere, som havde brugt hele 51 dage på at fiske i 1996.

Kun 13% af de adspurge lystfiskere er organiserede og medlem af en eller flere foreninger. Størst grad af organisering stod gruppen 50-59 år for med 20% – et forhold, man kan nikke genkendende til ude omkring i foreningerne.

Kilde: Gallup & Dansk Videncenter for Sportsfiskeri

Abu Garcia: Cardinal 800

Test af ABU Garcias “top of the line” blandt fastspolehjul: Cardinal 800-serien, som brillierer med det bedste af det hele!

Det er altid spændende, når en producent lancerer en ny topmodel – om det så er biler fra BMW eller fiskegrej fra ABU Garcia. Der ligger i begge tilfælde store forventninger til produkterne, som skal være noget nær “second to none”, hvis ikke de skal falde igennem hos den kritiske anmelder.

Cardinal 800 er den topserie, som lanceredes i Nap & Nyt kataloget 2007 – som toppen af poppen med alt, der bimler og bamler af ny teknologi. Hør blot:

Carbon Matrix bremsesystem

8 HPCR kuglelejer og 1 rulleleje

Body Armor Paint overfladebehandling

Everslik-behandlet og kuglelejret spoleaksel

Hjulhus, rotor, spole og håndtag helt i aluminium

Kort sagt: Her mangler der ikke noget! Det første indtryk er da også, at gangen er silkeblød og lækker – med et minimum af slør mellem de bevægelige dele. Antikink lineførerrulle er en selvfølge – en bøjleudformning, som hindrer tynde liner i at hægte her – ligeledes.

Størst interesse tiltrak bremsesystemet sig dog. Cardinal 800 er forsynet med ABU Garcias eget Carbon Matrix bremsesystem, som via mange kulfiberforstærkede skiver ifølge ABU selv er markedets bedste. Perfekt til de uelastiske fletlliner, som stiller langt større krav til bremsen end de elastiske nylonliner.

ABU har selv sammenlignet Carbon Matrix bremsen med andre bremsesystemer på markedet. Og fundet, at den er de andre overlegen. Så videnskabelig har vi nu ikke været, men det er ganske tydeligt, at ABU her har fundet frem til et rigtig godt bremsesystem – et system, der håndterer selv fletliner på fornemste vis, på et fastspolehjul. Det er jo langt lettere at lave et godt bremsesystem på et multihjul, hvor man ikke har en 90 graders vinkel på linen at slås med.

Vi testede hjulene med flere forskellige liner – både nylonliner og fletliner i forskellige tykkelser. Som der altid vil være, så var der også stor forskel på lineoplægget her. Specielt den mindste af hjulene var ikke så vild med fletliner, men ville helst have nylon på spolen. Vi fik derfor en ny model af samme størrelse, og her var der ingen problemer – hverken med nylon eller flet.

Kort sagt: Cardinal 800 lever virkelig op til sin status som den nye topmodel fra ABU Garcia. Men allerede fra 2009 blev den overhalet inden om – af ABU selv med en helt ny topserie: Cardinal Sorön.

Meget mere herom senere.