Ny linekurv med en klar fordel

Lawson_2

Vi danskere har givet verdensrekord i brug af linekurv – eller i hvert fald produktion af samme! Nu har Lawson barslet med en helt ny én af slagsen, som jeg har haft lejlighed til at teste i det forgangne halve års tid.

Det har været et overordentlig behageligt bekendtskab. Allerede på jomfrusejladsen kunne jeg placere en fin 2 kg’s sølvblank havørred i den, og det var jo et godt varsel. Siden har jeg haft den med på alle ture og brugt den ganske meget.

Jeg er dog stadig af den faste overbevisning, at man først skal tage linekurven i brug, når der rent faktisk er brug for den. For det er der langt fra altid. Det gælder blot om at lære sig den rette teknik og linehåndtering, så man kan klare sig uden. – Hvorfor dog bruge Rollator, når man kan gå?

Det sagt, så byder den nye linekurv fra Lawson på flere gode takter. Den første og bedste er materialet, som er semitransparent. Ikke glasklart, men så gennemsigtigt, at man kan se igennem bunden det meste af tiden. Dette afhjælper i hvert fald delvis det velkendte problem, at man ikke kan se, hvor man går eller vader, når man har linekurven spændt om livet. Med det kedelige resultat, at man falder over sine egne ben, store sten eller andet…

To alen af samme stykke?

Lawsons linekurv er skåret over samme læst som den tidligere her på siden testede model fra linekurv.dk. Så meget, at den passer præcis ned oveni den! Derudover ligner de to kurve hinanden ganske meget i højde, bredde, dybde og tykkelse. Vægten er dog ikke helt den samme, idet linekurv.dk vejer godt 700 gram – mod godt 800 gram for den semitransparente Lawson.

Lawson

Udskæringer til stanghvilet er mindre på Lawson, der også mangler udskæring til bæregrebet. Hvilket jeg for øvrigt savnede lidt. Men det kan man selv skære ud med en hobbykniv, hvis man vil. Materialet er blødt nok til det.

Begge kurve har 9 kegler i bunden til at holde styr på løslinen. På linekurv.dk er de arrangeret i en 4-3-2 trekant, mens Lawson har placeret dem i en 3-3-3 konfiguration. Der er ikke nogen mærkbar forskel på funktionaliteten i de to placeringer.

Det er der til gengæld på højden af de 9 kegler. På linekurv.dk er den blot 6 cm, mens keglerne er hele 8 cm høje på Lawson. På plussiden tæller, at højere kegler holder bedre styr på de mange meter løsline i kurven. På negativsiden står imidlertid, at de høje kegler faktisk en sjælden gang kan fange linen og holde den lidt tilbage på vejen ud. Det oplevede jeg et par gange under testen, men noget større problem er det ikke.

Den helt store forskel ligger naturligvis i brugen af et semitransparent materiale på Lawson linekurven. Det kan der ikke siges nok godt om, for det er naturligvis sådan, det skal være. Nu har man endelig mulighed for at se eller i hvert fald have en idé om, hvad der sker under linekurven!

Lawson_3

Anbefales derfor på det kraftigste – ikke mindst på grund af en meget rimelig pris:

Kroner 299,- i udvalgte butikker

© 2009 Steen Ulnits