Jordens atmosfære er et ganske tyndt lag, som er meget karakteristisk for netop vor planet. Det er her, det smukke og karakteristiske polarlys opstår.
Nærmest jorden ligger “troposfæren”, som indeholder alt levende. Den rækker godt 10 km op i luften, som bliver tyndere med højden. Luften består typisk af 80% kvælstof og 20% ilt.
Højere oppe endnu ligger” statosfæren”, som når næsten 100 km op mod verdensrummet. Det er her, det beskyttende og for os helt livsnødvendige ozonlag ligger – i 10-50 km’s højde.
Over stratosfæren ligger “ionosfæren”, som er her, al radiokommunikation forløber. Det er også her, vi finder det smukke polarlys, som i syd kaldes sydlys og i nord nordlys.
Solvind
Polarlyset skyldes, at atomer i ionosfæren bombarderes med elektrisk ladede partikler fra solen – den såkaldte “solvind”. Når atomerne rammes af solvinden, exiteres de og udsender energi i form af lys.
På grund af Jordens magnetfelt optræder polarlys kun i relativt smalle bælter nær Arktis og Antarktis. Kun her trækkes solvindens partikler ind og møder ionosfæren. I vor del af verden strækker nordlysbæltet sig fra sydspidsen af Grønland over Island til nordspidsen af den skandinaviske halvø.
Der er en tydelig sammenhæng mellem polarlys og så de pludselige udbrud på solen, der ses som “solpletter”. Da hersker de magnetiske storme, som forstyrrer al radiokommunikation til lands, til vands og i luften. Og da optræder polarlysene ekstra kraftigt. De breder sig mod Ækvator og kan derfor ses længere borte fra polerne.
Polarlys ses ofte som bølgende bælter eller gardiner af røde, gule og grønne farver, der i polarlysbælterne kan dække hele himmelhvælvet. Den grønne farve skyldes exiterede iltatomer, som udsender netop denne farve. Den røde farve skyldes tilsvarende lys fra exiterede kvælstofmolekyler.
Solpletter
På det seneste har flere forskere påvist, at der er en sammenhæng eller i hvert fald et sammenfald mellem udbredelsen af solpletter og Jordens temperatur.
Selv om næppe nogen seriøs klimaforsker i dag vil feje den menneskeskabte drivhuseffekt af bordet, så tyder meget dog på, at også solpletterne spiller ind i den globale opvarmning. Solpletterne er pludselige og lokale udbrud på Solens overflade, der udsender elektrisk ladede partikler – i form af den velkendte solvind.
Det menes, at solvinden i bogstaveligste forstand blæser den kosmiske stråling væk, som er med til at danne skyer i den nedre del af atmosfæren.
Jo flere solpletter og deraf følgende solvind, desto mindre kosmisk stråling når ned, og desto færre skyer dannes der. Og jo færre skyer desto mere solstråling når ned til jorden, hvor den omdannes til varme. Skyerne reflekterer nemlig sollyset.
Altså: Jo flere pletter på Solen desto varmere klima på Jorden. Hvis teorien altså holder vand.
Under alle omstændigheder kan man altid glæde sig over de smukke farver i polarlyset!
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: