New Zealand: Fugl og fisk ved Otago

Tasman_Sea

Blå torsk, røde aborrer, lyssky pingviner og gigantiske albatrosser. Det er, hvad man kan møde ud for New Zealands Otago Peninsula.

Vi kom oppe fra Kaikura – en klippespids, som stikker ud i Stillehavet på sydøens østkyst. Den når så langt ud i havet, at kontinentalsoklen kun ligger få kilometer fra land. En kendsgerning, som får pelssæler, forskellige delfiner og selv de største hvaler til regelmæssigt at færdes inden for få timers sejlads fra land.

Dette forhold har sat skub i en massiv turistindustri, hvor man dykker med sæler, snorkler med delfiner og spejder efter hvaler. Formedelst et passende antal newzealandske dollars kan man komme i nærkontakt med disse havets pattedyr – forudsat naturligvis, at vejret arter sig.

Det gjorde det mildest talt ikke i de dage, vi tilbragte i Kaikura – i håbefuld venten på det gode vejr, der aldrig kom. Vi måtte derfor bide i det sure æble og lade os nøje med en svømmetur langs de klipper, hvor pelssælerne hviler sig mellem fisketurene.

Sigtbarheden var næppe mere end 2-3 meter i det oprørte hav, og sælerne havde ikke travlt med at komme i vandet, når det nu var tilpas koldt oppe på land.

Resultatet blev, at kun to ud af et hold på ti dykkere så sæler under vandet. Vi andre måtte nøjes med at fornemme deres tilstedeværelse ind imellem.

En efterfølgende fisketur ud til kanten af kontinentalsoklen gav bedre resultater. Trods store dønninger fra det åbne Stillehav lykkedes det skipper at ankre op på mere end 100 meter vand – præcis, hvor skrænten faldt brat i dybet.

Kiwi

Bundfiskeri på kontinentalsoklen

Det varede en evighed at få de agnede kroge ned til bunden – trods det faktum, at der stort set ingen strøm var.

Til gengæld behøvede vi ikke vente længe på hug. Faktisk nappede det næsten i samme øjeblik, loddet tog bunden. Det mærkedes tydeligt gennem den tynde og helt uelastiske superline. Et hurtigt tilslag og så kom det hårde arbejde med at spinne mere end 100 meter line ind – med lod og fisk for enden…

Det var primært “blue cod” og mindre “red perch”, der bed på – begge prima spisefisk, som skipper næsten havde filetteret, inden de havde nået dæksplankerne…

Blue cod er New Zealands absolut fineste spisefisk – den, man kan få på alle de fine restauranter, som ironisk nok ikke må servere ørred. Ironisk, da netop New Zealand har noget af verdens fineste ørredfiskeri. Men det ønsker myndighederne at bevare, og derfor er der forbud mod handel med ørred.

Not so med blue cod, der – trods sit navn – slet ikke er nogen torsk, men i stedet tilhører aborrefiskene. Præcis som de mindre, men ikke mindre delikate red perch, der både hvad navn og udseende angår holder, hvad de lover!

Skipper ved, hvad det drejer sig om. Vi er på rigtigt madfiskeri, og som den gode vært er han over fiskene og har gjort dem til fileter, næsten førend de er fri af krogen!

Dønningerne bliver desværre ikke mindre, som tiden går, og frygten for en gang søsyge dukker regelmæssigt op i tankerne. Til alt held rykker det til sidst hårdt i linen, og op kommer nogle minutter senere en flot pighaj på trekvart meter. Den får lov at gå igen, da vi har så rigeligt med lækre fileter – nok til en solid gang aftensmad for fire.

Og så sker pludselig det, som ikke ville ske, da det skulle: En flok delfiner dukker op af dybet og omringer på kort tid båden, mens de lystigt boltrer sig i overfladen. Det er det, man betaler dyre NZ dollars for at opleve på turistbådene. Og det får vi nu helt gratis – i tilgift til fiskene og fisketuren.

Vejret ville ikke blive bedre. Vi pakkede derfor vore sydfrugter og satte kursen sydover – denne gang mod halvøen Otago Pensinsula, hvor New Zealands næststørste by, Christchurch, ligger. Her skulle der kigges fugle til den store guldmedalje!

Albatros_Centre

Albatros_6

Landfaste albatrosser

Otago Pensinsula er nemlig det eneste sted i hele verden, hvor man kan iagttage landfaste rugende albatrosser. Normalt ruger disse kæmpefugle på utilgængelige skær langt ude i havet, men på Otago findes en koloni, der ruger en halvø, som rager ud i havet. En koloni, som enhver kan besøge, hvis blot man har en bil til rådighed eller er villig til at tage bussen.

For den uindviede er alle gigantmåger albatrosser. For den seriøse ornitolog er der imidlertid flere arter at skelne imellem. Til de mere almindelige hører den såkaldte “Mollymawk”, der med sit vingefang på blot 2 meter er en ganske lille albatros. Den virkelige albatros – “the Royal Albatross” – spænder nemlig hele 3 meter fra vingespids til vingespids. De største imponerende 3,4 meter!

Alene ægget fra en albatros vejer et halvt kilo, og de voksne albatrosser kan veje op til 7,5 kg og nå en høj alder – mere end 60 år! Det er åbenbart sundt for krop og sjæl at tilbringe 80% af sit liv i luften, svævende på de vinde, som sender den iskolde Humboldtstrøm hele vejen rundt om Antarktis. Albatrossen følger passivt med og ernærer sig af de fisk, den kan fange.

Det har vist sig, at mange albatrosser ender deres dage undervejs – fanget af en krog på en af de kilometerlange langliner, som erhvervsfiskerne lægger ud i farvandet omkring Antarktis. Endnu et eksempel på de mange og tragiske bifangster, som det moderne industrialiserede fiskerierhverv desværre medfører.

Albatrossen er ofte 15 år gammel, førend den er kønsmoden. Til gengæld bliver den ved med at yngle til det sidste – endda med held. Ungerne, som er kolossale vattotter at se på, fodres så meget, at de kan veje helt op til 13 kg, førend de kommer på vingerne. Herefter taber de hurtigt vægten og når ned på det normale, der er halvdelen.

Albatros_2 Albatros

Store Flyvedag

Man skal være heldig for at se de store albatrosser i luften. Der skal vind til, førend de orker at lette. Til gengæld kan man da se, hvor ringe de store svævere er til at lande og færdes på det tørre. Efter at have tilbragt mange måneder i træk på og over havet, er deres benmuskler så svage, at de knapt kan bære fuglens egen vægt. Og derfor kommer landingerne til at se mildest talt uelegante ud!

Det er selskabelige fugle, som kommunikerer meget. Således oplever vi en albatros, der lander på klippen lige foran observationstårnet. Den sunder sig lidt efter den hårde landing, netter fjerene og kigger så op mod himlen. Så kalder den på en af de andre fugle, som netop glider forbi, og lidt senere har den selskab.

De har tilsyneladende oplevet noget. I hvert fald går snakken så ivrigt, at man slet ikke er i tvivl om indholdet: – Så du den fiskestime længst ude mod klipperne? – Fed opvind i dag, ikke? – Hvordan går det med bentøjet? – Hård landing, du havde for lidt siden?

Vi er heldige og ser adskillige albatrosser i luften. De ligner grangiveligt store måger, når man ikke kan sætte deres størrelse i relation til noget kendt. Først når de lægger an til landing og kommer tæt på, fatter man deres virkelige størrelse. En enkelt crasher regulært ved landingen og havner hårdt på næbbet. Den ser sig sky omkring og føler måske, at det var lidt pinligt med den lousy landing.

Verdens største fugl er definitivt ingen elegantier på landjorden…

Blaa_pingvin_2

Blaa_pingvin

Pudsige pingviner

Men der er meget andet end landfaste albatrosser at se på herude. Otago Peninsula byder også på glimrende muligheder for at studere diverse pingviner, som ligeledes ruger på landjorden.

Der er især to arter, man kan komme til at se på nært hold: Den gule og den blå pingvin, som hver især er meget forskellige. Den ene er lille – den anden fem gange større. Den ene er gul – den anden blå. Den ene trives i dagslys – den anden er decideret nataktiv. Den ene er socialt anlagt – den anden en inkarneret privatist!

Begge er de ganske vist fugle, som ikke kan flyve, men som i stedet er fortræffelige svømmere.

Den gule pingvin er med sine 5 kg den største af de to. Den lever af fisk og krebsdyr langt til havs, men ruger åbent inde på landjorden. Oprindelig var New Zealands kyster klædt med tæt og uigennemtrængelig urskov. Det er den ikke længere. Skoven er fældet, og den gule pingvin har fået et problem. Den kan nemlig ikke trives, hvis der er andre pingviner i syne.

Derfor er bestanden gået meget tilbage, og derfor har man nu oprettet reservater, hvor man lader naturen generobre kystlinjen, så den gule pingvin kan få sit behov for privatliv dækket!

Vi besøger et privat reservat, hvor man har bygget et helt kompleks af overdækkede gange – skyttegrave kunne man også kalde dem – hvorfra det er muligt at iagttage de sky pingviner. Sjovest er det at iagttage stranden. Pludselig strander en lille gul pingvin på sin velpolstrede mave i brændingen, kommer på benene og ser i det hele taget ud, som var den netop kommet fra Månen.

Den kigger sig længe omkring, førend den vralter op på land – op mod sin redeplads, der kan ligge adskillige hundrede meter fra det beskyttende hav.

Den gule pingvin går ensom i land midt på højlys dag. Det gør den lille blå pingvin ikke. Den er uhyre lyssky og vover sig ikke op på landjorden, førend mørket har lagt sig. Og da kun i flok.

Vi ser i dagens allersidste lys, hvordan en lille flok pingviner som små missiler kommer susende i høj fart ind mod land. Den første kommer ind med brændingen, rejser sig og venter. Først når flokken tæller en halv snes stykker, har de mod nok til at søge op til deres redepladser, som er huler i jorden.

Her kan man se ungerne og de rugende fugle i dagtimerne – præcis som med søpapegøjerne på Færøerne. Men man ser aldrig de voksne ude i frit dagslys. Det tilbringer de på åbent hav!

Gul_pingvin.3

Gul_pingvin_4

Paua’en

New Zealand er kendt for mange såkaldte “endemiske” plante- og dyrearter. Arter, der kun forekommer på New Zealand. Det gælder også den berømte “paua”, som lever og vokser i det kolde Tasmanske Hav ud for det regnfyldte Fjordland på vestkysten af Sydøen.

Her finder man Haliotis iris, som paua’en hedder på latin, fra tidevandszonen og ud til dybder på omkring 15 meter. Den er beslægtet med Abalonen og har som denne markante huller langs kanten af den flade og aflange skal.

Pauaen kan blive stor og er meget velsmagende. Men den er fredet og må ikke handles kommercielt. I stedet er den genstand for en del kommercielt opdræt, som gør det mulligt at indtage delikatessen på udvalgte restauranter.

Mest kendt er paua’en imidlertid for sin skal, der – når den slibes – frembyder de mest fantastiske blå og grønne perlemorsfarver. Stykker af denne perlemor indgår i traditionel Maori-kunst og anvendes i dag hyppigt til smykker, som turisterne elsker.

© 2009 Steen Ulnits