T-Lines fra Jim Teeny

T_Lines

Amerikanske Jim Teeny har udviklet en serie flueliner, der giver fluefiskeren helt nye muligheder for at komme ned til fiskene. Uden irriterende skydehoveder, vel at mærke…

Jeg mødte ham første gang under et besøg ved den lille steelheadflod Kalama i staten Washington, USA. Det var i 1981 – året efter Mount Hood’s store udbrud, der sprængte toppen af bjerget, og mange bjergveje var stadig spærret af aske fra udbruddet.

Men Kalama River var sluppet nådigt fra udbruddet og det store askenedfald, som havde ødelagt alle gydemuligheder i flere andre floder i nærheden. Kalama løb stadig klar og fin – med mulighed for sight fishing efter de steelheads, der var i den. Og bedst af alt: Der var ikke trængsel ved det smukke vand!

Ude i elven – foroverbøjet og intens – stod en mand, som flere andre fluefiskere så lidt skævt til. Af to årsager. Dels fangede han en masse store fisk. Og dels havde han den irriterende vane at belejre fiskene, når han først havde fundet dem. – He’s wearing them out, lød bemærkningen. – Sooner or later they give in…

Men ikke nok med det. Han fangede alle sine mange og store fisk på én og samme flue – en undseelig lille nymfe bundet af fasanhalefjer. Lidt á la Frank Sawyer’s berømte Pheasant Tail nymfe – blot meget større og i flere farver. Hermed ville han bevise, at det kun sjældent er fluen, som er afgørende. Det er fiskeren…

Jim Teeny hed manden, som stod ude i elven og piskede den til skum med sine Teeny Nymphs, der endda var mønsterbeskyttede! Han var i de år i fuld gang med at udvikle de liner, han senere skulle blive verdensberømt for: Teeny Nymph Lines.

Baggrunden for hans store succes var netop linen, som var i stand til at bringe fluen helt ned til de steelheads og stillehavslaks, som den nordamerikanske vestkyst er så berømt for. Jim Teeny eksperimenterede med liner, som var ultrahurtigt synkende, men han kunne ikke lide skydehoveder.

Filosofien var – dengang som nu – at han ville forene et ultrahurtigt synkende skydehoved med en flydende skydeline. Vel at mærke integreret og uden de irriterende løkker og splejsninger, som skydehoveder normalt er forsynet med. Samtidig skulle det være nemt at se, hvornår linen var klar til et nyt kast – via en markant overgang mellem den sort-brune synkespids og den meget lysere flydende skydeline.

Man må sige, at det lykkedes.

T-300

Den oprindelige Teeny Nymph Line er T-300, som efterhånden har mange år på bagen – og endnu flere fisk. Det er min egen favoritline, som har fulgt mig verden rundt og fanget et utal af forskellige fiskearter i både ferskvand og saltvand.

Denne orange klassiker synker godt 16 cm i sekundet, hvilket gør den til et fortræffeligt valg, når der skal fiskes rigtig dybt i ferske søer og elve. Den har fanget store steelheads på op til 20 lbs. for mig højt mod nord i British Columbia, og den har landet double-digit doradoer i det indre Sydamerika. Det var da også den, som reddede dagen og turen for mig, da vi for et par år siden løb ind i en irriterende koldfront i Namibia. Men da først T-300 kom på banen, fik jeg turens største tiger – en imponerende fisk på 15 lbs.

Den slags giver jo tro på sagen, og T-300 er derfor en af de liner, jeg aldrig – aldrig – er foruden på mine rejser. Sjovt nok er det også en line, der egner sig fint til det hjemlige geddefluefiskeri – på kort line og lavt vand. Den massive line kaster selv den største, tungeste og mest voluminøse flue uden at kny på en klasse 8 stang. Og på de korte kast, der bruges fra pontonbåd, når den aldrig at trække fluen for langt ned.

Det er et trick, jeg har lært under Big Game fluefiskeri efter sejlfisk i Panama. Her fisker man nemlig med højt flydende poppers – på hurtigt synkende liner! Synkelinen både kaster bedre og fylder mindre på hjulet samt yder markant mindre modstand i vandet. Ikke uvæsentligt, når der kan være både 200 og 300 meter line og bagline ude efter et langt udløb med flere høje spring…

14825-71

T-500

Der findes næppe den sø eller elv, som ikke kan håndteres effektivt med en T-300. Til gengæld findes der flere situationer i saltvand, hvor den kommer til kort. Oceanisk havvand har en ganske stor opdrift, som selv en T-300 må give op for. Enter derfor den anden Teeny Nymph Line i serien – den blå T-500, som synker næsten 23 cm i sekundet. Den skal nok komme ned!

Det er linen, jeg tager i brug, når der skal fiskes dybt efter torsk, sej og lubbe ude i skærgården og inde i de dybe norske fjorde. Den formår at komme ned og trække fluen med sig. Mange er de gode oplevelser, jeg har haft med T-500 og store sej og lubber i stærk strøm og dybt vand. Mange er de udløb, hvor den blå Teeny er suset ud gennem øjerne – trækkende et godt stykke af baglinen efter sig.

T-500 er så tung, at den kan være hård at kaste med – på en enhåndsstang. Derfor har jeg eksperimenteret med i stedet at bruge en kort og stiv 12 fods tohåndsstang. I skabet havde jeg en stiv gammel Scierra #8-9 stående, som jeg aldrig rigtig var blevet venner med. Men som viste sig at håndtere min T-500 til UG. Der kræves blot det typiske siderullekast, hvor linen er mindst muligt i luften og længst muligt i vandet. Den lange stang er her en god hjælp mod farlig nærkontakt med linen i luften!

T-130

Det stod hurtigt klart, at T-300 er en lidt voldsom sag, hvis der skal fluefiskes på dybderne i klarvandede ørredsøer. Enter den tredje Teeny Nymph Line – den grønne T-130, som synker godt 10 cm i sekundet. Den er perfekt til lange kast over dybt vand. Læg så lang en line ud, som det lader sig gøre, og tæl efterfølgende linen ned i rette dybde.

I en argentinsk bjergsø havde jeg for nogle år siden en næsten guddommelig oplevelse. Vi kunne se bunden på 10 meter vand – så klart var det. Og så såre solen kom på himmelen, ville ørrederne ikke længere op til fluen. Den skulle ned til dem.

Det fantastiske bestod så i, at jeg kunne se mit lille Juletræ glimte helt dernede i dybdet. Og se det forsvinde for enden af min T-130, når en regnbue eller bækørred i 1-2 kg’s klassen tog det. Rosinen i pølseenden var den flotte kildeørred, som tog fluen sidst på samme dags eftermiddag – efterladende mig med en vaskeægte Patagonia Grand Slam. Så er det, man sender sin Teeny line en venlig tanke!

T-200 og T-400

De seneste skud på stammen er T-200 og T-400, som fylder hullerne mellem de oprindelige tre liner – med synkehastigheder på henholdsvis 14 og 20 cm i sekundet. Farven er henholdsvis hvid og gul, så man nemt kan skelne de forskellige Teeny liner fra hinanden.

De har naturligvis deres tilhængere og anvendelsesområder, men de har ingen selvstændig berettigelse sammenlignet med T-130, T-300 og T-500. Disse tre er og bliver klassikerne blandt Teeny Nymph Lines. De dækker tilsammen stort set alle forhold, man kan komme ud for. So:

– Don’t leave home without them!

Teeny_Nymph_Lines

Lineklasser og kasteteknik

Teeny Nymph Lines følger ikke det gængse AFTM system. Hvad ingen hurtigt synkende liner gør eller bør gøre. Det er nemlig et velkendt faktum – i hvert fald blandt fiskere med praktiske erfaring! – at det altid svarer sig at vælge en synkeline, der er én eller helst to klasser tungere end angivet på stangen. Det gør stangen langsom og kastene rolige – noget, man har god brug for, da de tynde og tunge synkeliner suser gennem luften med en helt anden fart end de gængse flydeliner.

Jim anbefaler selv sine liner ud fra følgende skema:

T-130: AFTM 4-6
T-200: AFTM 6-9
T-300: AFTM 7-10
T-400: AFTM 8-12
T-500: AFTM 9-14

Der er således vide rammer for stangvalg – og kasteteknik.

Fluefiskere med praktiske erfaring ved nemlig, at man ikke skal forsøge sig med almindelige fluekast, når der er hurtige synkere på hjulet. Da gælder det mere om at slænge fluen ud end kaste den. Den bedste metode er et almindeligt rullekast til at starte op med – til at trække linen fri af vandet med. Dernæst gælder det om af få linen så langt ned i bagkastet, at man kan sende den højt afsted i fremkastet.

Gjort rigtigt suser din Teeny Nymph Line afsted mod fjerne horisenter uden et eneste reelt blindkast. 25 meter er ingen sag med den rette teknik!

© 2009 Steen Ulnits