Forfatterarkiv: Steen

Randzonerne

Det største fremskridt siden braklægningen!

Det var en sorgens stund for dansk natur, da den tidligere borgerlige regering ophævede den braklægningsordning, som i flere år havde givet dansk natur det pusterum, den så desperat havde brug for. Om det så var nok så mikroskopisk.

Dansk landbrug var begejstret. Faldende kornlagre på verdensmarkedet betød stigende fødevarepriser, og under dække af at ville redde verdens sultende befolkning fra hungersnød og sultedød, hev dansk landbrug dybdeploven frem og gik i lag med indtil da braklagte områder. Naturen blødte og bløder stadig efter dette ondsindede anslag mod dansk natur og naturbevaring.

Dansk landbrug argumenterede sammen med den Venstre-ledede regering, at der jo slet ikke var tale om natur – blot marker, der midlertidigt var ude af drift. Men de braklagte områder var gennem årene blevet naturlige igen – med mange flere dyr og planter end tidligere. Fristeder for den natur, der nok er den hårdest trængte i hele verden – med verdens mest intensive landbrug og mere end to tredjedele af det danske land under plov.

Dansk landbrug har som ventet været arge modstandere af de nye randzoner, som de mener er et personligt angreb imod dem – trods det, at randzonerne indføres for at beskytte naturen mod mere kvælstof og fosfor fra de intensivt dyrkede og gødede marker.

Danske bønder skal naturligvis kompenseres for de tabte landbrugsområder. De skal naturligvis have penge for ikke at forurene yderligere. Logik på højeste plan, som det kun forstås og praktiseres i et gammel bondesamfund, der ikke har fulgt med tiden.

Men de ti meter brede randzoner omkring vandløb og søer er kommet for at blive, og godt det samme. De trådte i kraft per 1. september 2012. Men hvad betyder de præcis – for naturen, for landmanden og for de danske borgere. – Hvad må man, og hvad må man ikke i randzonerne?

Facts om de nye randzoner

Vilkår for udlægning af randzoner, fortolkning af bestemmelserne og hvem gør hvad – det er nogle af de fakta, der skal være på plads, når loven om randzoner snart træder i kraft. Nedenfor kan du læse de mest centrale fakta om nogle af de vigtige emner i forbindelse med loven. Faktaarkene vil efter behov løbende blive opdateret.

Randzonebredden
Der være 10 meter randzoner omkring alle åbne vandløb og søer større end 100m2

Udlægning af randzoner
Loven om randzoner træder i kraft d. 1. september. Det betyder, at der skal udlægges randzoner på 10 meter omkring alle åbne vandløb samt søer større end 100 m2, hvor der vil være forbud mod at sprøjte, gødske og dyrke jorden.

Hvad er effekten af randzoner?
Randzonerne vil reducere udvaskning af kvælstof, fosfor og pesticider til vandmiljøet og dertil skabe ny, sammenhængende natur.

Hvad må man i randzonen?
I lov om randzoner fastlægges det, at man ikke må dyrke, sprøjte eller gøde i 10 meters afstand fra åbne vandløb og søer større end 100m2. Herunder får man information om, hvad der er tilladt i randzonen.

Aktiviteter i randzonerne
Klik herover for et overblik over nogle af de aktiviteter, som en landmand må eller ikke må foretage sig i sin randzone ifølge randzoneloven og EB.

Kortmateriale til randzoner
2 typer kort bliver taget i brug til at administrere randzoneloven – et vejledende vandløbskort og et kompensationskort.

Søer og åbne vandløb
Her kan du læse om søer og vandløb, der er omfattet af randzoneloven. Bemærk, at kunstige kanaler ikke er omfattet.

Reduktion af randzonen, hvis den udgør mere end 5% af bedriften
Der skal som hovedregel udlægges en randzone på 10 meter. Omfatter randzonen mere end 5% af en bedrifts samlede areal, kan lodsejeren søge om tilladelse til at udlægge en reduceret randzonebredde. Dette kaldes 5% grænsen.

Forbud mod dyrkning af flerårige energiafgrøder
Af hensyn til naturen har regeringen ophævet den regel, der tillader dyrkning af flerårige energiafgrøder i randzonerne. Altså: Nul energiafgrøder i randzonerne.

Kompensation til obligatoriske randzoner
Når randzoneloven træder i kraft den 1. september 2012, kan landmænd søge om kompensation i forbindelse med udlægning af randzone på deres grund.

Sanktioner og bøder
Der kan udstedes både bøder og sanktioner i forbindelse med manglende overholdelse af randzoneloven.

Hvilke myndigheder har ansvar for hvad?
Her kan du læse om, hvilke offentlige myndigheder der er involveret i udmøntning og administration af randzoneloven. Det drejer sig ikke om én, men flere.

Offentlig adgang til randzoner
Den 1. september 2012, hvor der bliver udlagt randzoner, vil der etableres nye, sammenhængende naturområder. Denne natur vil danskerne få adgang til, efterhånden som den udvikler sig til en af de naturtyper, der fremgår af naturbeskyttelseslovens adgangsregler.

Når man færdes i randzoner, skal det ske i overensstemmelse med naturbeskyttelseslovens regler. Læs mere herom i denne artikel:

http://www.ulnits.dk/biologi/adgang.htm

Nu har du således skytset i orden, når du færdes langs åer og søer i den sparsomme danske natur. Nu kan du nemt kontrollere, om den pågældende landmand overholder de nye regler. Så Danmark fremover vil kunne overholde EU’s vandrammedirketiv, der skal give os alle et bedre vandmiljø, end den hidtige lovgivning har kunnet.

Tak til fødevareminister Mette Gjerskov for det!

Line Akademiet VI

Knuderne

Ingen kæde er som bekendt stærkere end det svageste led – for linens vedkommende knuden. Forskellige liner kræver forskellige knuder for at holde bedst muligt.

Der findes et utal af knuder til fiskeliner. Nogle er mere komplicerede end andre. Og nogle er stærkere end de fleste. Fælles for dem alle er imidlertid, at de aldrig vinder indpas, hvis ikke de også er enkle og lette at binde. Og heldigvis har man som almindelig dødelig lystfisker kun brug for at kunne knytte en lille håndfuld forskellige knuder for at være godt dækket ind.

Det er langt bedre at mestre en lille håndfuld knuder til fuldkommenhed – end at kunne en hel masse avancerede knuder, man alligevel ikke kan huske eller binde korrekt! Læs her om de tre bedste af slagsen!

Knuden til monofilliner

Da nylon kom på markedet efter Anden Verdenskrig, stod alverdens lystfiskere i nøjagtig samme situation, som de gjorde, da superlinerne holdt deres indtog: De gamle knuder duede ikke på de nye liner. Nye knuder måtte derfor opfindes, udvikles og perfektioneres.

Nylon er et relativt blødt materiale, som giver sig under pres – et forhold, man benytter sig af, når der skal knyttes knuder. Materialet bider sig her ind i sig selv. Trilene knuden er en klassiker, som har bevist sit værd gennem mange år:

Trilene knuden

En suveræn knude til spinnefiskeri med nylonliner. Den har været med os i flere år, og den holder stadig lige godt! Husk altid at fugte knuden før opstramning, da friktionsvarmen ellers kan svække materialet og knuden.

Knuden til superliner

Superlinerne er både uelastiske og ultraglatte – en kombination, som gør, at almindelige fiskeknuder slet ikke kan holde. Disse er nemlig baseret på, at materialet kan komprimeres under pres og dermed låser sig selv i knuden.

Superliner er fremstillet af Dyneema, som ikke sådan lige lader sig forme eller komprimere. Og Dyneema har en meget glat overflade, hvorpå almindelige knuder blot skrider. Knuder til superliner skal derfor laves, så de låser sig selv på anden vis. FireLine knuden er et godt eksempel:

FireLIne knuden

En nem og bekvem knude, når kroge eller andet skal bindes for enden af en glat superline. Her udnytter man, at en løkke låser sig selv under opstramningen af knuden. Det er ikke nødvendigt at fugte superliner, når knuder skal strammes op.

It’s Not-A-Knot

Berkley indså hurtigt, at der var brug for nytænkning, da man i 1990‘erne lancerede FireLine. Det stod klart, at de gamle knuder ikke kunne bruges på den nye line, og Berkley’s teknikere gik derfor i tænkeboksen. Lystfiskere er et konservativt folkefærd, som kun langsomt og nødtvungent tager nye teknikker til sig. Det er som med gamle hunde, der har svært ved at lære nye tricks – i dette tilfælde nye knuder!

Denne nytænkning resulterede i et genialt nyt produkt, som ganske revolutionerede branchen og med ét gjorde knuder helt overflødige. Produktet var en lille metalhægte, som Berkley meget passende døbte “Not-A-Knot” – “Ikke-en-Knude” på vort eget modersmål. I stedet for at knytte en knude vikler man blot sin glatte superline et antal gange om den lille hægte, hvorefter linen er låst urokkelig fast – helt uden en knude!

Knot-A-Knot er genial i al sin enkelthed – som alle andre store opfindelser. Har man først prøvet den og overvundet sin medfødte naturlige skepsis over for så radikalt nye ting, da vil man aldrig bruge andet!

Knuden til sammenføjning af liner

Da superline er meget dyrt i sammenligning med nylon, vælger de fleste at fylde spolen op med billig nylon inderst og så ellers “toppe op” med en lille spole superline yderst.

I en tidligere artikel her i LineAkademiet har vi været inde på, hvordan man regner mængden af bagline ud – så den færdige spole er fyldt op næsten til kanten. Her skal vi derfor vise den helt rigtige knude til at sammenføje disse to meget forskellige materialer. Gør man det ikke rigtigt, vil den tynde og hårde superline skære den tykke og bløde nylonline over.

Grinner knuden er ingen almindelig knude, men nærmere en takling, som man kender det fra søsportens verden. Den skærer derfor ikke sig selv over, men holder rigtig godt:

Grinner knuden

Når en tynd superline skal knyttes sammen med en tykkere af monofil, er der ingen vej uden om Grinner knuden. Den kan se lidt besværlig ud, men er i praksis nem at lære og hurtig at binde. Det er monofilen, som danner løkken.

Forventet levetid

Gamle dages liner var fremstillet af organisk materiale, som var 100% biologisk nedbrydeligt – også når man ikke ønskede det! Linerne rådnede helt enkelt op under brug…

Fisker man regelmæssigt, bør linen skiftes ud en gang om året. Ikke fordi den er blevet for gammel, men fordi den helt enkelt er blevet slidt på de meter, som er i vandet under fiskeri. Mellem hver fisketur kapper man de yderste par meter line af, som er mest udsat for slitage.

Fisker man på steder, som slider ekstra meget på linen – eksempelvis klippekyster – er det en god idé at skifte line et par gange om året. Det sparer man hurtigt i form af færre mistede blink!

Vore dages syntetiske liner har en meget lang levetid – mindst på hjulet og mest i naturen. Det er derfor uhyre vigtigt, at vi lystfiskere tænker over dette og sørger for, at vore liner ikke havner i naturen, men destrueres på forsvarlig vis, når de skal udskiftes. De skal deponeres lige som alt andet affald.

Undersøgelser har vist, at almindelige nylonliner har en opholdstid i naturen på typisk et par hundrede år – fluorocarbon endnu længere – inden de er nedbrudt helt. Helt anderledes langlivede er desværre superlinerne, som forbliver i naturen i flere tusinde år, inden de er borte. I praksis er superliner derfor uforgængelige i miljøet, hvor de i sagens natur aldrig bør havne!

Det er dit ansvar som fisker og naturbruger.

Line Akademiet V

Farven

Linens farve er ofte et emne for debat. Ofte mere end godt er. I nogle situationer er det alfa og omega at have en line, som syner mindst muligt i vandet. Andre gange skal den være så synlig som overhovedet muligt!

Usynlighed

I de fleste tilfælde ønsker man, at fiskelinen skal være så usynlig som vel muligt. Det er dog langt fra altid, at fisken har samme problem med synligheden som os selv, men alligevel. Det er nu rart at tro, at fisken ikke kan se den forræderiske line, inden den beslutter sig for at hugge!

Den nemmeste måde at sikre sig denne usynlighed på, er at bruge fluorocarbon line. Som tidligere omtalt her i LineAkademiet, så har fluorocarbon et brydningsindeks, som er meget tæt på vands, og det gør i sig selv linen næsten usynlig under vandet. Man kan ved selvsyn afprøve dette ved at stikke to stykker af henholdsvis nylon og fluorocarbon line af samme tykkelse ned i et glas vand. Forskellen er slående.

Den mest almindelige måde at kamuflere sin line på er ved at vælge en farve, der mest muligt falder i ét med omgivelserne. Det betyder eksempelvis, at man vælger mørke farver til fiskeri i mørkt og/eller dybt vand – eksempelvis grønne, grå og brune nuancer.

Så er man sikker på, at linerne ikke lyser op i vandet og dermed gør mere opmærksom på sig selv end højst nødvendigt! Den klassiske fusionsline FireLine i farven Smoke er et godt bud – den flettede Whiplash Pro i Dark Green ligeså.

Tilsvarende vælger man lyse farver til fiskeri i lavt og/eller lyst vand – for eksempel hvide, grå eller blå nuancer. Vælger man nylon, er Clear det indlysende og mest naturlige valg. Er man mere til superliner, har man ikke denne mulighed. Heldigvis har Berkley udviklet superliner, der er farveløse og delvis transparente – i form af FireLine og Whiplash, der nu begge fås som farveløse Crystal liner.

Synlighed

Som regel tilstræber vi at fiske med en line, der syner af mindst muligt. Men der er mange situationer, hvor vi har brug for det stik modsatte. Hvor en line, der ses tydeligt, er langt at foretrække – hvis ikke ligefrem bydende nødvendig. Det er typisk i situationer, hvor mange fisker på et begrænset område – med tilsvarende risiko for at fange hinandens liner.

Et godt eksempel er turbåde, hvis pirkeside typisk er tæt fyldt op af fiskere med tunge pirke i vandet og lang line ude. Her opstår der meget let problemer, og her er det derfor af største vigtighed, at man kan se sin line og dermed ved, hvor pirken befinder sig.

Så undgår man problemer med fiskere, der fanger hinandens pirke – med spild af kostbar fisketid til følge, når de filtrede liner skal rettes ud. For slet ikke at tale om de situationer, hvor fiskere på hver sin side af båden har fanget hinanden og længe kæmper en brav kamp – inden de opdager fejltagelsen!

Skal linen være så synlig som mulig, bør den have en lysende farve – eksempelvis gul, orange eller rød og meget gerne fluorescerende, som ses bedst på gråvejrsdage, hvor UV lyset dominerer. En tynd og grå FireLine er noget nær usynlig under sådanne forhold – og dermed den sikre genvej til problemer under fiskeriet, linens mange andre fordele ufortalt…

I sådanne situationer står man sig derfor ved i stedet at vælge FireLine i Flame Green eller Whiplash i Blaze Orange. Så er man sikker på at blive set i trafikken – også langt til havs!

Begge dele

Afslutningsvis er det på sin plads at nævne Berkley’s Trilene TransOptic, som ved lanceringen i 2009 fik den eftertragtede EFTTEX pris for “Best New Mono” line. Det er en forunderig line, som kombinerer det bedste af to verdener: Den er nemlig transparent og næsten usynlig under vandet. Men skifter farve, så den er tydeligt guldfarvet og dermed meget synlig over vandet.

Ikke så lidt af et Columbusæg for krævende spinnefiskere, der både forlanger en usynlig line under vandet og en synlig over. Den kombination har aldrig tidligere været mulig!

Line Akademiet IIII

Længden

Hvor meget line kan der egentlig være på hjulet? Hvor meget er der rent faktisk brug for? Og hvordan fylder man bedst muligt sit hjul op med ny line af den helt rigtige slags?

Fylder man sin almindelige spole op med superline, vil det hele skride, da superlinen er glat og uelastisk. Man er derfor nødt til at have nylonline inderst – eller bruge en dedikeret superlinespole med gummiindsats til at holde på linen.

Korrekt påspoling

Det er af største vigtighed, at linen spoles på hjulet i den korrekte retning. Ellers opnår man bare, at linen snoes eller kinkes markant undervejs. En kinket line giver altid problemer – eksempelvis med løsline, der vikler sig om topøjet, når der ikke er pres på linen.

Linen skal spoles på hjulet i samme retning, som den er rullet på spolen. Tegninger viser bedre end mange ord, hvilken retning der er den rigtige. Det er vigtigt at forstå, at linespolen skal vende forskelligt, om der bruges fastspolehjul eller multihjul.

Ved brug af fastspolehjul skal linen “hasple” over kanten af linespolen, som den haspler af hjulspolen under kast. Ved brug af multihjul skal linespolen rotere, mens der spoles line på hjulet.

Det er nemt at konstatere, om linen er spolet korrekt på hjulet. Træk nogle meter løsline af hjulet og se, hvordan den opfører sig på gulvet. Krøller den sig sammen og filtrer, er den spolet forkert på – og snoet!

Spol aldrig mere line på, end at den bliver på spolen ved løsline. Hopper den af spolen af sig selv, er der fyldt for meget line på. Spol heller ikke linen for løst på hjulet, da linen så senere kan grave sig ned i spolen af sig selv – og låse sig fast. Det sker typisk efter hårde bundhug – og med store fisk på krogen…

ABU tabellen

Svenske ABU Garcia har fremstillet fiskehjul i mere end et halvt århundrede, og de har været med, siden de første nylonliner skulle spoles på datidens dybe og smalle spoler.

ABU ved derfor bedre end de fleste, at linekapaciteten er afgørende ved valg af fiskehjul. Og at man derfor er nødt til at kunne angive, hvor mange meter line af en given tykkelse, der er plads til på hjulet.

Med fremkomsten af de tynde superliner kom der helt nye boller på suppen. Nu var der pludselig plads til mange flere meter line, end nogen nogensinde ville få brug for, på de samme spoler.

Da superliner samtidig er dyre, valgte mange at fylde spolen op med billig nylon inderst – og så toppe op med en lille spole dyr superline yderst.

Et fornuftigt arrangement, der imidlertid bød på nye problemer: For hvor mange meter nylonline var der plads til under superlinen?

ABU’s ingeniører har taget tyren ved hornene og haft målebåndet fremme. Herunder finder du derfor en række konkrete eksempler på, hvor meget og hvor tyk nylonline der er plads til under superlinen på de fem gængse størrelser Cardinal hjul:

IGFA formlen

Det har således altid været svært at regne ud, hvor mange meter line af en given diameter der skulle til for at fylde spolen på et fiskehjul.

Endnu sværere blev det, da de tynde superliner kom til og gav plads til mange flere meter line på den samme spole – hvis man altså ikke lige havde et ABU hjul, der passede ind i ovenstående tabel!

Amerikanske IGFA har imidlertid fundet frem til en avanceret måde at regne ud, hvor mange meter nylonline af en given diameter, der skal spoles under en given mængde superline af en given diameter – for at fylde spolen passende op.

Man skal dog ikke sove i timen, når først man har startet lommeregneren op og skal i gang med kalkulationerne. Det gælder om at holde tungen lige i munden og ikke lade sig afskrække af hverken pund, yards eller tommer. Hør først forudsætningerne:

Spolen har plads til 200 yds. 12 lb. nylon

Diameteren på 12 lb. nylon er 0.014 tomme

Diameteren på 20 lb. superline er 0.009 tomme

Der skal være plads til 150 yds. 20 lb. superline

Trin 1:

Gang spolekapaciteten med nylontykkelsen: 200 x 0.014 = 2,8

Trin 2:

Gang den ønskede længde superline med dennes diameter: 150 x 0.009 = 1,35

Trin 3:

Træk de to værdier fra hinanden: 2,8 – 1,35 = 1,45

Trin 4:

Divider værdien fra trin 3 med tykkelsen på nylonlinen: 1.45 : 0.014 = 103,6

Hokus pokus: Vor spole skal således fyldes med præcis 103,6 yds. 12 lb. nylonline under de ønskede 150 yds. 20 lb. superline! – Hvor svært kan det være?

– Keine Hexerei, nur Behändigkeit! Det hele kræver blot, at man har et meget langt målebånd. Eller råder over en nogenlunde præcis linetæller. For øvrigt en aldeles oplagt gaveidé til manden, der ellers måtte have alt…!

Line Akademiet III

Styrken

Linen er det tynde bindeled mellem fisk og fisker. Vi kan derfor ikke få vore liner stærke nok, så vi ikke mister drømmefisken på grund af en sprængt line. Men der er meget andet at tage i betragtning…

Brudstyrke

Linens brudstyrke er direkte relateret til dens tykkelse, men med en lille twist: En dobbelt så tyk line er ikke dobbelt så stærk. Hvilket man måske umiddelbart kunne tro. Nej, den er fire gange så stærk!

Det skyldes helt enkelt den gamle skolelærdom, at arealet af en cirkel stiger med kvadratet på radius – “Phi gange radius i anden”, som det dengang blev banket ind i vore små hoveder. En 0.40 mm line er altså ikke dobbelt så stærk som en 0.20 mm line, men fire gange så stærk!

Linens brudstyrke måles altid i tør tilstand, hvilket i sig selv er aldeles forkert og misvisende. I sagens natur befinder fiskeliner sig jo i vand det meste af tiden – i hvert fald når det virkelig gælder! Det er jo meningen med dem. Og er de fremstillet af nylon, vil de opsuge en hel del vand, som mindsker brudstyrken. Jo mere vand, der diffunderer ind til nylonmolekylerne udefra, desto større bliver svækkelsen af linens brudstyrke.

Også her spiller linens tykkelse ind, idet den relative overflade mindskes i takt med, at tykkelsen stiger. Kort sagt: En tynd line vil relativt suge mere vand end en tyk, hvorfor problemet med vandindtrængen er størst med de tyndeste liner. Når de altså er af nylon.

Fluorocarbon suger til sammenligning stort set ikke vand og påvirkes derfor heller ikke heraf. Det samme gælder superliner, som dog kan opfange noget vand mellem fibrene – mest naturligvis for fletlinernes vedkommende. Men det påvirker ikke brudstyrken.

Knudestyrke

Alle liner er stærkest uden knude. Enhver knude vil svække linens brudstyrke, hvorfor man ofte taler om linens knudestyrke i relation til dens brudstyrke.

Der er meget stor forskel på forskellige knuder og deres holdbarhed. Knudestyrken angives i regelen som procent af linens brudstyrke – med de bedste knuder havende en knudestyrke meget tæt på 100%.

Ingen rigtig knude når dog de magiske 100%, som den blandt Big Game fiskere velkendte Bimini Twist gør. Den er da heller ikke nogen knude, men i stedet er takling, som vi kender det fra søfarten. Kun derfor kan den nå op på 100%. Desværre er den ganske kompliceret at lave og bruges derfor aldrig til almindeligt spinnefiskeri.

Tilsvarende ved fluefiskere af bitter erfaring, at en simpel overhåndsknude – en såkaldt “vindknude” – kan reducere nylonlinens brudstyrke med hele 50%…

Et helt andet spørgsmål er så, om knuden overhovedet kan holde – om den kan strammes helt op uden at glide. Det er et problem, som for alvor er blevet aktuelt med de moderne superliner, som dels er uelastiske – dels uhyre glatte.

Almindelige knuder, som vi kender dem fra monofillinerne, dur overhovedet ikke på superliner, der kræver helt nye knuder. Et forhold, der har fået mange fiskere til at opgive superlinerne og gå tilbage til nylonlinerne igen. Synd, for begge materialer byder på konkrete fordele i konkrete situationer.

Når man knytter knuder på nylonliner, er det af største vigtighed, at man fugter knuderrne, inden man strammer dem op. Herved undgår man, at knuden “brænder sammen” – at materialet ødelægges på grund af friktionsvarmen. Dette er af endnu større vigtighed med fluorocarbon, som har en hårdere overflade end nylon.

Slidstyrke

Brudstyrke er én ting, knudestyrke en anden og slidstyrken en helt tredje. Vi ved, at brudstyrken forringes i vand. Vi ved også, at enhver knude forringer linens brudstyrke, hvorfor der er fornuft i også at tale om knudestyrke – emnet for en senere artikel her i LineAkademiet. Endelig er der også stor forskel på forskellige liners slidstyrke – evnen til at modstå slibende, raspende eller skærende påvirkninger under fiskeriet.

Lige akkurat på dette område er linens tykkelse en meget vigtig faktor. Tykke liner holder helt enkelt til flere påkendinger end tynde – alt andet lige – og derfor kan man i mange situationer være tvunget til at bruge langt tykkere liner, end man umiddelbart ville gøre. Liner, som er meget tykke i forhold til fiskenes størrelse og styrke. Er de ikke tykke nok, vil de hurtigt blive slidt eller raspet over. Med mistede fisk og tabte agn til følge.

Et godt eksempel på sådanne forhold er vande, hvor sunkne træstammer giver fiskene alle muligheder for at dykke ned og sætte sig fast. Eller vande, hvor undersøiske klippeskær stikker op og risikerer at fange linen under fight. Eller småsøer, hvor tykke åkandestængler truer med at sprænge inen, når en kroget storgedde søger ind i dem.

Endelig er det vigtigt at forstå, at selv stærke superliner har medfødte svagheder – hvis de er tynde nok. Da kan alene kontakten med et topøje under kast være nok til at knække eller i hvert fald svække en superline, hvis brudstyrke ellers burde være nok.

Det skal man altid tænke på, hvis man eksempelvis vil kaste rekordlangt med tunge kystwoblere. Her er der klare grænser for, hvor tynd en superline man kan vælge. Det er ikke nok, at brudstyrken målt i kilo burde række. Der skal være et minimum af gods i den, førend den klarer mosten.

Der er således masser af situationer, hvor man er tvunget af omstændighederne til at bruge langt tykkere liner, end man ellers ville gøre. Alene af hensyn til slidstyrken.

Line Akademiet II

Tykkelsen

Det er linens tykkelse, som afgør, hvor langt du kaster, hvor livligt agnet opfører sig i vandet, og hvor meget linen fylder på spolen. Det er også linens tykkelse, der langt hen ad vejen afgør dens slidstyrke. Valg af linetykkelse er derfor ofte lige så vigtigt som valg af brudstyrke.

Kastelængde

Det er indlysende, at kastelængden er omvendt proportional med linetykkelsen. Jo tyndere line desto længere kast. Mest markant er dette med fastspolehjul, hvor linen under kast kravler op over spolekanten – vinkelret på kasteretningen. Fastspolehjul egner sig derfor bedst til de tyndeste liner. Multihjul er omvendt mindre følsomme overfor linetykkelsen og egner sig derfor bedre til fiskeri med tykkere liner.

Det er friktionen mellem line og stangringe, som bremser agnet og mindsker kastelængden. Det vil enhver vide, som har oplevet at se sit agn forsvinde mod fjerne horisonter – fordi linen af en eller anden grund er knækket i kastet. Og da er der jo pludselig nul friktion mellem line og stangringe. Det er forrygende kastelængder, man kan opnå på denne desværre kostbare og meget upraktiske måde…

Jo tykkere linen er, desto større bliver friktionen under kast. Dels friktionen mellem line og spole, hvilket er af størst betydning på fastspolehjul, hvor linen jo skal kravle op over spolekanten under kastet. Og dels friktionen mellem line og stangringe. Jo tyndere line desto mindre fysisk kontakt og tilsvarende mindre friktion – med længere kast til følge.

Våde liner klæber til stangen, øger friktionen og mindsker kastelængden. Det går også ud over kontrollen ud til agn og krog. Derfor er medestænger typisk monteret med såkaldte “stand off” ringe, som er højbenede for at holde den tynde line væk fra stangen. Et vigtigt forhold, når man bruger lette agn og tynde liner på samme tid.

Linekapacitet

Vi har gennem årtier vænnet os til, at et hjuls linekapacitet angives i antal meter line af en given diameter – eksempelvis 200 meter 0.20 mm. En praksis, vi derfor er helt trygge ved her i Europa.

Amerikanerne har det derimod ikke helt så let. De besluttede ganske vist for længe siden, at de ville overgå til det suveræne metriske system – som erstatning for deres antikverede pund, ounces, gallons, pints, fod, tommer og mystiske brøkdele heraf.

Allerede i 1916 nedsatte man en hel kommission – The U.S. Metric Association – der skulle implementere det metriske system. Men det var som med momsen i Vestjylland: Det ville ligesom ikke rigtig slå an…

Man har endda et tidsskrift, der hedder “Metric Today”, som søger at fremme processen. Og så sent som i år 2010 gjorde det amerikanske skolesystem et nyt forsøg på at komme på omgangshøjde med Europa, men det er op ad bakke.

Man kan undre sig over, at de gæve amerikanere overhovedet har kunnet klare sig uden det metriske system, men det har de. Endda glimrende. Undervejs har de jo sat mennesker på Månen, sendt rumfærger i kredsløb og hængt geostationære GPS satellitter op over kloden. Altsammen med tommer og pund…

Men tilbage til sagen – linerne. Her opererer amerikanerne nemlig ikke med diameter, men med brudstyrke i pund – lbs. – hvilket er aldeles forvirrende og ganske misvisende. For linens brudstyrke siger jo intet om, hvor tyk den er og hvor meget den fylder.

Samtidig kan to liner af samme diameter sagtens have meget divergerende brudstyrker – selv hvis de er fremstilet af samme materiale. For slet ikke at tale om tynde superliner versus tykke af nylon. Det er som at sammenligne æbler og pærer.

Bevægelighed

Under stort set alle former for fiskeri gælder det, at agnet skal kunne bevæge sig så frit i vandet som vel muligt. Og her er det en grundregel, at den tyndest mulige line giver agnet den største bevægelsesfrihed.

Det er derfor vigtigt, at der er et passende forhold mellem linens tykkelse og agnets vægt. Kun da vil agnet kunne bevæge sig frit og uhæmmet af linen. Det hjælper således ikke noget at knytte et 7 grams blink for enden af en 0.40 mm line, der vil virke mere som et stykke tovværk end en fiskeline. 0.20 mm er langt mere passende, hvis vi taler om nylonliner.

Sidder der superline på hjulet, vil man ofte være bedst tjent med den halve diameter – eksempelvis 0.10 mm, hvis man foretrækker FireLine eller Whiplash.

Vi monterer i regelen vore kunstagn med en svirvel foran – eventuelt en svirvel med hægte, så vi hurtigt og uden at binde knuder kan skifte agn. Svirvelen skal dels sikre agnet en større bevægelsesfrihed under indspinning, hvilket giver en mere levende gang i vandet. Dels sikre, at roterende agn som bladspinnere ikke snor eller kinker linen mere end højst nødvendigt.

Men når det gælder helt små spinnere og woblere – agn, som ofte bruges til ørredfiskeri i små strømvande – er selv den mindste svirvel for stor. Her er der kun den ene løsning tilbage: At fiske med den tyndest mulige line!

Usynlighed

Vi ved, at fisk kan se farver. Men vi tror ofte eller tilstræber i hvert fald, at de ikke kan se linen. Det kan de naturligvis godt – i langt de fleste tilfælde. Endda i en sådan grad, at de må være dumme for overhovedet at bide på…

Nu er fisk imidlertid ikke dumme, for man skal jo kunne tænke for at være dum, og det kan fisk altså ikke. Heldigvis forbinder de kun sjældent linen med noget farligt, men der er dog markante undtagelser. Typisk er der tale om sky fisk i klare vande – fisk, som ofte er udsat for et hårdt fiskepres. Fisk, som måske endda flere gange i deres korte liv har været kroget, landet og er blevet genudsat.

Her taler vi naturligvis om karper, der kan blive ganske krog- og linesky. Fisk, som derfor kræver brug af de tyndeste og mest usynlige liner, hvis man overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at lokke dem til hug.

Fluorocarbon er derfor det naturlige valg i sådanne situationer. Ikke nødvendigvis til hele linen, for fisken ser jo kun det yderste korte stykke. Men i hvert fald til de yderste meter, hvortil krogen jo knyttes. Fluorocarbon bruges derfor meget ofte som forfangsmateriale, der knyttes til hovedlinen med specielle knuder. Mere herom i en senere artikel.

Vandmodstand

En sidste og i mange situationer altafgørende faktor i valget af line er vandmodstanden eller strømpresset. Fisker man i et hårdt strømvand – eksempelvis en rivende norsk elv – vil strømpresset på en nylonline ofte gøre det svært at få agnet ned til bunden. Det bliver løftet op i overfladen af strømmens pres på den tykke line.

Her er løsningen naturligvis at skifte til en tynd superline, hvis halve diameter reducerer vandmodstanden og strømpresset på linen til blot en fjerdedel.

Nu er det ikke længere noget problem af få en lakseske ned til fiskene. Nu behøver man ikke længere bruge kompakte blink eller sågar pirke, der har et ringe liv i vandet. Nu kan man i stedet bruge lettere blink i tyndere plade, som har en mere levende gang i vandet. Altsammen takket være den tynde superline!

For havfiskeren har dette ofte endnu større betydning. Langt til havs og på store vanddybder løber strømmen i perioder så hårdt, at selv den største pirk har svært ved at nå bunden. I gamle dage var det således velkendt, at der var tidspunkter, hvor selv en 400 grams rørpirk ikke kunne nå bunden, men blev presset helt op i overfladen af strømmen.

Det var dengang, hvor standardlinen var en nylonline på 0.50 til 0.60 mm – en tyk line med en voldsom vandmodstand.

I dag er dette ikke længere noget problem. I dag bruger man i stedet en flettet superline á la Whiplash Pro, hvor man kan nøjes med en diameter på det halve – 0.25 til 0.30 mm – uden overhovedet at gå på kompromis med brudstyrken. Vandmodstanden og strømpresset er nu næsten borte – i hvert fald reduceret til en brøkdel af tidligere!

Søfiskeren, der jigger efter gedde, aborre eller sandart fra en drivende båd, har samme glæde af en tynd superline, som med sin ringe diameter og manglende elasticitet giver perfekt kontakt til jiggen – selv på søens største dybder.

Overalt betyder brugen af tynde superliner, at man kan klare sig med lettere grej end tidligere – med bedre fangster og langt større fornøjelse til følge.

Her er det virkelig tykkelsen, der tæller!

LineAkademiet

Materialet

Vore dages fiskeliner er højteknologiske produkter af rumalderen. De fås i alle tænkelige udgaver og i flere forskellige materialer – med hver deres stærke og svage sider.

Når man ser nutidens fantastiske liner, tænker man kun sjældent på, hvor lang tid de har været undervejs. De første mennesker brugte dyresener til fremstilling af deres primitive fiskesnører – og kroge skåret af dyreknogler.

Siden kom flettede liner af eksempelvis hestehalehår til – ofte taperet ned til et enkelt hår længst ude mod krogen. I de dage var det almen kendt, at man til fiskesnøre altid skulle bruge hestehår fra hingste – aldrig fra hopper…

I kolonitiden kom silken til – bragt hertil fra Kina, hvor man længe havde kendt til dette materiale og dyrket silkeorme til formålet. Silketråd var og er stadig et meget stærkt materiale, som kan flettes og væves på et utal af måder. Silkens styrke var og er, at den er stærk og uelastisk. Silkens svaghed, at den er organisk og derfor ikke bare kan, men også vil rådne op i våd tilstand…

Anden Verdenskrig bød på en rivende udvikling inden for kemien. Nye kunststoffer kom til og erstattede gamle. Nylon var et af disse materialer, som hurtigt udkonkurrerede silken – det være sig til damestrømper, faldskærme – eller fiskeliner!

Monofile liner

Det er de heltrukne liner af ikke mindst nylon, vi normalt forbinder med fiskeliner. Liner, som har været med os siden Anden Verdenskrig, og som har revolutioneret det moderne sportsfiskeri. Der er tale om de såkaldte monofile liner, der består af en enkelt heltrukket tråd.

Nylon

Nylonliner udgør langt størsteparten af vore dages fiskeliner, og det er der mange gode grunde til. Dels er nylon et billigt materiale, og dels er nylonlinen let at håndtere under kast og fiskeri. Endelig betyder den indbyggede elasticitet, at hårde ryk under fight af fisk afbødes af linen selv. Nylonlinen er derfor ideel til urutinerede fiskere – eller fiskere, som kun lejlighedsvis dyrker denne interesse.

Nylon består af endeløse kæder af såkaldte “polymerer” – lange og identiske molekyler, som ensrettes under strækning af linen. Den flydende nylonmasse ekstruderes gennem små huller, som afgør linens første diameter. Herefter strækkes den og bliver tyndere. Jo mere man strækker linen under fremstillingen, desto stærkere bliver den. Til en vis grænse, naturligvis.

Man kan ændre på nylonlinens egenskaber på forskellig vis. Desværre kan man ikke ændre på én parameter, uden at det samtidig går ud over en anden. Ønsker man for eksempel en blød og smidig line, går det uundgåeligt ud over brudstyrken, som bliver mindre. Ønsker man en stivere line, som er bedre til at binde knuder med, mindskes brudstyrken også. Og så videre.

Dette problem omgår man i vid udstrækning ved at blande forskellige typer nylon med forskellige egenskaber. På denne måde opnår man det bedste fra begge typer – i én og samme line. Sådanne liner kaldes “copolymere” – ofte fremstillet af Nylon 6 og Nylon 66, som er to af de mest almindelige nylontyper.

Næsten alle kvalitetsliner er i dag copolymere – nogle sågar tripolymere. Det var tilfældet med Berkley’s tidligere topline, som bar det meget passende navn “Trimax”. Sådanne liner er dejlige, men desværre dyre at fremstille.

Fluorocarbon

Med det blotte øje kan man kun vanskeligt se forskel på almindelige nylonliner og så moderne liner af fluorocarbon. De er tilsyneladende ens. Men de to materialer er meget forskellige og har meget divergerende egenskaber, som gør dem egnet til forskelligt fiskeri.

Fluorocarbon er oprindeligt udviklet til offshore industrien, som havde brug for rør og slanger, der kunne ligge på havbunden i årevis – uden at nedbrydes. Resultatet blev vore dages fluorocarbon, som er raffineret til brug i fiskeliner. Således er materialet gjort mere blødt og smidigt, så der bedre kan knyttes knuder på det.

Da materialet er markant hårdere end nylon, er det af største vigtighed, at linen fugtes, inden knuden strammes helt op. Ellers vil friktionsvarmen ødelægge materialet og svække knuden.

Fluorocarbon har andre unikke egenskaber. Til de positive hører, at materialet ikke suger vand og derfor ikke – modsat nylon – mister brudstyrke i våd tilstand. Det nedbrydes heller ikke af solens skadelige UV stråler, men kan holde i flere år – en kendsgerning, som er med til at retfærdiggøre den høje pris på fluorocarbon.

En aldeles unik ting ved fluorocarbon er, at materialets brydningsindeks for lys er næsten det samme som vands. Det betyder, at fluorocarbon er langt mindre synlig i vand end nylon for slet ikke at tale om superlinernes Dyneema. Et forhold, der er af stor betydning over for sky fisk i klart vand.

Superliner

Bag dette dramatiske og lidet beskrivende navn gemmer sig moderne fiskeliner fremstillet af materialet “Dyneema”, som er et produkt af rumalderen og et højteknologisk materiale i familie med kevlar.

Dyneema er let, men stærkt som stål og har derfor mange anvendelsesområder. Et af disse områder er fremstilling af fiskeliner, som kan gøres ufatteligt stærke i forhold til både deres egen diameter og tilsvarende tykke nylonliner.

Således er det helt normalt, at en superline har en brudstyrke, som er både 6 og 7 gange større end tilsvarende tykke nylonliner. Eksempelvis har verdens mest solgte fiskeline – Trilene XL – en brudstyrke på 5,5 kg ved en tykkelse af 0.24 mm. Vælger man i stedet en WhipLash Pro superline af samme tykkelse, er brudstyrken helt oppe på 37,8 kg!

Samtidig er superliner så godt som uelastiske, hvilket gør det muligt at kroge fisk på afstande op til 100 meter. Men som også gør det mere krævende at fighte store fisk, og som derfor stiller større krav til fiskehjulets bremse. En ujævn og hakkende bremse kan her være fatal!

Fusionsliner

Berkley’s verdenskendte FireLine er fremstillet af i tusindvis af parallelle Dyneema fibre, som er kemisk hæftet til hinanden. Man kan sige, at de er limet eller svejset sammen til ét ubrydeligt hele.

Denne fremstillingsform betyder, at FireLine og andre fusionsliner ikke er runde, men flade. Det betyder også, at de er meget smidige og derfor let smyger sig op over spolekanten på et lille fastspolehjul under kast. Til gengæld er det meget svært at måle den eksakte diameter – noget, der altid har været en smal sag med monofile liner, som jo fødes cirkelrunde.

Fusionsliner er mere tilbøjelige til at flosse eller sågar knække, dersom de udsættes for ekstrem slitage – i form af sten eller klipper, som glider hen over linen. Fisker man med tynde liner og lange kast – eksempelvis langs stenede strande på Bornholm eller i Sydsverige – risikerer man, at ens tynde fusionsline raspes over af skarpe klipper under fight med store fisk. Her kan flettede superliner derfor være et bedre valg.

Til gengæld er fusionsliner stort set 100% uelastiske, hvilket muliggør krogning af fisk på en meget lang line – længere end med flettede superliner.

Flettede liner

Disse er nemlig født med en vis, omend meget begrænset elasticitet, som ikke skyldes materialet, men udelukkende fletningen. Jo tættere flettet desto mere elastisk. Flettede superliner er fremstillet af det selvsamme Dyneema, som også fusionslinerne er.

Mange foretrækker flettede superliner af typen Whiplash, som er noget mere runde end fusionslinerne, og som derfor kan være lettere at have med at gøre. De er lidt stivere og har ikke helt så let ved at sno sig om topøjet, som fusionsliner kan have det. De er typisk også lettere at håndtere på multihjul – og lettere at udrede, dersom man skulle komme ud for et overløb med efterfølgende “fuglerede”.

Mange vælger derfor at bruge fusionsliner som FireLine på deres mindre fastspolehjul, mens de altid spoler flettet Whiplash på deres kraftigere multihjul. Men i begge tilfælde nyder de fordelene af at have verdens bedste og stærkeste liner på deres hjul!

Moderne liner er således mange og meget forskelige ting. Ingen line er perfekt til det hele, men heldigvis er der altid en line, som er ideel til netop det og dér, man fisker!

Vedligeholdelse af waders

Et langt og lykkeligt liv til dine waders!

Mange nye waders holder kun en enkelt sæson eller to, førend de begynder at lække. Det kan være middelmådige produkter, som helt enkelt ikke kan holde eller ikke er beregnet til at holde længere.

Men lige så ofte er der tale om, at produkterne ikke er valgt eller brugt efter hensigten – eller vedligeholdt efter forskrifterne. Et par kvalitetswaders, som er valgt rigtigt, som bruges korrekt og som er vedligeholdt efter bogen, kan derimod holde til adskillige års hårdt fiskeri.

Opbevaring

Det er faktisk forbløffende så lidt, der skal til for at holde et par gode waders i fineste form. For det første skal du ikke lade dine drivvåde waders ligge sammenrullet i bilen. Det gælder såvel neopren som åndbare waders. Da mugner selv de bedste waders på kort tid.

Tag dem i stedet ud og hæng dem op, så de kan tørre. Det er den bedst tænkelige daglige pleje. Lad dem gerne hænge under et halvtag eller – hvis du tør og kan få lov – i badeværelset!

Det bedste er, hvis man kan hænge dem til tørre med fødder eller støvler opad. Så sørger luftcirkulationen for, at de også tørrer indvendig. En støvsuger, som kan blæse luft op i dem, speeder naturligvis processen op, hvis der er brug for det – hvis man skal bruge sine waders igen allerede dagen efter.

Lad for alt i verden være med at stuve dine våde waders af vejen i et fugtigt skur, hvor det fryser. Det er den sikre vej til ødelæggelse af såvel tykke neopren som tynde åndbare waders. Hvor mærkeligt og selvmodsigende, det end kan lyde: Waders har bedst af at blive opbevaret tørt!

Vedligeholdelse

Skyl dem gerne af i ferskvand, hvis de har været brugt i saltvand. Dette gælder ikke mindst de åndbare waders, hvis mikroporer ellers gradvis tilstoppes af saltpartikler, så de til sidst ikke kan ånde. Afskylning hjælper noget, men regelmæssig nedsænkning i ferskvand i nogle timer er endnu bedre. Så er du sikker på, at dine åndbare waders altid ånder optimalt.

Åndbare waders er højteknologiske vidundere, som kræver kærlig pleje for at yde deres bedste. Smuds af enhver art lukker porerne af, og slitage gør overfladen mindre vandskyende. Skal dine åndbare waders derfor yde deres bedste, bør de vaskes og overfladebehandles en gang imellem – naturligvis afhængig af, hvor meget du bruger dem.

Det samme gælder din åndbare vadejakke, som også har brug for lidt kærlig pleje, hvis den skal holde sig i topform – uden åndenød!

Der findes en hel række specialprodukter til vedligeholdelse af åndbare jakker og waders. Prøv gerne amerikanske “Nikwax”, som tilbyder en hel serie af produkter til formålet. Brug “Tech Wash” til skånsom vask og genoplivning af tilstoppede porer. Og følg op med “TX-Direct”, der sprayes på overfladen og gør den vandskyende som ny.

Reparation

Selv de bedste waders kan ikke undgå af og til at få lidt huller – selv under normalt brug. Hullerne optræder i regelen på de steder, som er i direkte kontakt med omgivelserne – knæ og bag, som man jo sidder på, samt indersiden af lår og arm, der gnider mod hinanden hele tiden. Eller en skarp gren eller sten kan lave en lille flænge i materialet.

Lækker dine waders fra kritiske steder som sømme og svejsninger – i skridtet eller hvor bukser møder fod – er det en sag for specialisten. Den slags skader kan man kun sjældent lappe selv, så det holder.

Men drejer det sig blot om mindre flænger i væven eller de ganske små huller, der ofte opstår ved almindelig slitage, kan man sagtens selv klare reparationen. Da bruger man blot det lappegrej og de materialer, som fulgte med bukser eller jakke, da man købte dem. Og følger de instruktioner, der står i vejlednngen. Så er man klar til fiskeri igen efter få timer.

Med en smule omtanke og vedligeholdelse kan du således regne med at få adskillige gode år ud af dine dyrebare waders!

Rigtigt valg af waders

Vælg de rigtige waders

Waders er ikke bare waders, og ikke alle waders passer til alle fiskesituationer.

Fisker man meget – mange forskellige steder og hele året rundt – er der brug for mere end ét par waders, hvis man skal være ideelt udrustet. Måske også flere forskellige vadesko. Endelig spiller smag og behag også en rolle, når de rette waders skal vælges.

Waders bliver hurtigt en uundværlig del af lystfiskerens udstyr. De sætter os nemlig i stand til at nærme os fiskene så meget, at vi kan nå dem med vore kast – vel at mærke uden at blive våde undervejs! Men der er mange forskellige slags at vælge imellem – hver med deres fordele og ulemper.

Letvægter til langturen

I den lette ende af skalaen – i hvert fald vægtmæssigt – finder vi de tynde og superlette strømpewaders i belagt nylonvæv. De er især blevet populære i de allerseneste år, idet man nu er i stand til at fremstille dem i en slidstærk kvalitet.

De tynde nylonwaders er rimeligt billige, og de hverken fylder eller vejer ret meget. Det gør dem ideelle til fjeldturen, hvor de fint får plads i rygsækken. Eller til langturen som reserve. De kræver dog separate vadesko. Tynde nylonwaders er ideelle til fjeldturen, hvor der skal gås langt og kun vades ind imellem – under selve fiskeriet eller når en elv skal krydses. Da kommer letvægtsudgaven rigtig til sin ret.

Varmende neopren

I den tunge ende af skalaen – vægtmæssigt såvel som prismæssigt – finder vi neopren modellerne. Waders fremstillet i neopren er det varmeste, man kan tage på, når man skal ud i vandet. Priserne er ganske vist faldet drastisk med et stærkt stigende udbud, men rigtig gode neopren waders er stadig lidt af en investering.

Neopren er grundlæggende det samme stof, som i mange år har været anvendt til dykkerdragter. Det er en form for gummi, som består af lukkede, luftfyldte celler, der i sig selv både varmer og giver opdrift. Opdriften har man naturligvis først glæde af, hvis man falder omkuld i vandet! Men da er den ganske markant.

Neopren waders fås typisk i tykkelser fra 3-5 mm. Vælger man et tykkere materiale, bliver det for stift. Vælger man et tyndere, opnår man ikke den ønskede isolation. Vil man bruge de samme waders hele året, er 3 mm et godt valg. Da klarer man sig såvel tidligt forår som sent efterår, hvor underbeklædningen kan varieres med vandtemperatur.

Kombinerer man 5 mm neopren med et par tykke sokker og varm underbeklædning, da klarer man selv flere timers ophold i 0 grader varmt vand. Er vandet rigtig koldt eller man selv lidt kuldskær, bør man altid vælge neopren waders med faste, forede støvler. De er langt varmere end løse.

Kort sagt: Skal man stå mere ude i vandet, end man skal gå inde på land – da skal der neopren waders til!

Åndbare waders

Seneste skud på stammen er de såkaldt “åndbare” waders fremstillet af tynde vandtætte materialer, som kan ånde. Det er materialer, som holder vandet ude, men som samtidig tillader vanddamp indefra at passere udefter – med mindre kondens på indersiden og et bedre indeklima til følge.

Åndbare waders er ideelle, hvis man skal gå meget under fiskeriet – altså inde på land. I så fald sveder man meget, og under normale omstændigheder vil ens waders hurtigt blive klamme af kondens på indersiden. Drivvåde er et mere dækkende udtryk…

De nye åndbare waders er blevet meget populære blandt professionelle fiskere og fiskeguider, der tilbringer dage og måneder ved vandet. Folk, som tilbringer mere tid ved vandet end i det. Åndbare waders er også blevet populære at have med på lange rejser som en slags back-up waders, hvis der nu skulle ske noget dramatisk med de almindelige – i regelen neopren – waders.

Prisen varierer rigtig meget – slidstyrken og åndbarheden ligeså. De dyreste og mest slidstærke waders kan have både 5, 6 og 7 separate lag, hvilket naturligvis øger slidstyrken. Det nedsætter imidlertid også åndbarheden, så heller ikke her vokser træerne ind i himlen. De billigste har kun 3 lag, hvilket naturligvis øger åndbarheden, men uundgåeligt også nedsætter slidstyrken.

Åndbare waders er i sagens natur ikke spor varmere, end hvad man i øvrigt har på kroppen af fleece. De egner sig derfor ikke til fiskeri i koldt vand, hvor neopren stadig er helt uden konkurrence.

Kort sagt: Skal man gå mere inde på land, end man skal stå ude i vandet – da skal der åndbare waders til!

Rigtig størrelse

Det er af største vigtighed, at ens waders sidder godt og passer til ens krop. De skal ikke mindst have den rette skridtlængde, så man kan skræve over et hegn og skridte ud under gang. Skridtlængden sikrer, at man har den fulde bevægelighed under fiskeriet.

Står man foran et spejl og ser, at éns waders sidder rigtig godt – kropsnært og smækkert – er de med sikkerhed for små! Det gælder ikke mindst åndbare waders, hvor materialet ikke er elastisk, som tilfældet er med neopren. I begge tilfælde er det vigtigt at vælge sine waders, så de er store nok. Også med fuld påklædning inderst.

Den bedste test består i, at man i fuldt ornat og uden besvær af nogen art skal kunne sætte sig på hug og gå i knæ i sine waders. Kan man det, er de store nok. Kan man ikke det, er de for små. Da mister man dels bevægelsesfriheden, men hvad værre er, så belaster man sømme og svejsninger i en grad, de ikke er beregnet til og derfor heller ikke kan holde til.

For små waders er en af de væsentligste årsager til, at åndbare waders begynder at lække. Og lækker de først fra sømme eller tape, står de sjældent til at redde.

Derfor: Vælg altid dine waders store nok. Større, end du tror!

Faste støvler eller løse sko?

De fleste moderne waders er af strømpemodellen, der kræver separate vadesko. Men hvad er egentlig det bedste af de to alternativer – faste støvler eller løse sko?

Allerførst må man konstatere, at fastlimede eller -svejsede støvler gør livet meget lettere, når man skal have sine waders af og på. Det tager kun få sekunder at komme ud af et par waders med faste støvler, hvor det koster adskillige minutter at få først strømpebukserne, dernæst de udvendige sokker eller manchetter og så til sidst vadeskoene af.

I praksis betyder det ofte, at man i løbet af en lang og varm fiskedag ikke orker at hoppe ud af bukserne og køle lidt ned. Noget, man jo fint kan gøre i et par waders med faste støvler. På en varm sommerdag kan denne fordel næsten ikke overvurderes…

Endelig skal man være klar over, at faste støvler altid holder bedre på varmen end løse sko. Det skyldes helt enkelt, at man begrænser blodforsyningen til fødderne, når man ifører sig påsnørede sko, som sidder fast om anklen. Også neoprenen klemmes sammen her. Faste støvler er ofte isoleret med 8 mm filtsål og 600 gram Thinsulate i overdelen. Din garanti for, at du ikke kommer til at fryse om fødderne!

– Hvorfor så overhovedet de løse vadesko? Jo, de separate støvler støtter nemlig fod og ankel langt bedre end almindelige faste støvler. De sidder fastsnøret om foden, hvilket gør dem mere behagelige at gå i over længere afstande. Endvidere giver de et bedre greb om bunden, hvilket er uhyre vigtigt, når der vades på vanskeligt underlag.

Derfor: Skal der gås og vades meget på vanskelige steder, er strømpewaders med løse vadesko derfor klart at foretrække. Deres ellers mange ulemper til trods.

Filtsål eller gummisål?

Men der er endnu flere ting at tage i betragtning, når der skal vælges waders. Det gælder også sålen, som kan være en almindelig gummisål eller en filtsål. Begge dele kan være forsynet med brodder, som får bedre fat på slimede overflader.

Stålbrodder holder længst, men giver det dårligste greb. Brodder af blød aluminium giver et langt bedre greb, men har desværre også en kortere levetid…

Til vadefiskeri på blød bund er de gængse gummisåler så klart at foretrække. Det er de eneste, som står blot nogenlunde fast her. Filtsåler er glatte som sæbe på blød og mudret bund – ja, de kan ligefrem være farlige, da man let mister fodfæstet og taber balancen. Det gælder også i vådt græs.

Skal der omvendt vades over en glat stenbund, er filtsålerne klart at foretrække. Filtfibrene skærer igennem det tynde lag af alger, som mange steder dækker stenene og gør dem glatte som sæbe. Kombinerer man filt med brodder, får man det bedst mulige fodfæste.

Der er dog tegn i sol og måne til, at filtsåler ikke er sagen fremover. Det skyldes den smittefare, der altid er, når man med fugtige filtsåler skifter fra ét fiskevand til et andet. Filtsålerne er det ideelle opholdssted og transportmiddel for skadelige mikroorganismer, der kan smitte fiskene fra ét vandløb til et andet.

Heldigvis er der nye og speciellle gummisåler på vej, som skal løse dette problem for os vadefiskere med hang til at prøve nye vande. De første af slagsen er allerede hos os!

Gaffa-tape til hullerne

I snart mange år har jeg rendt rundt med en rulle Gaffa tape i lommen, tasken, vesten, bilen eller båden. Jeg tager helt enkelt ingen steder uden denne tape!

Den har reddet et utal af fisketure for mig – ture, hvor jeg fik ødelagt telt, regntøj eller waders, så det lækkede. Men med en strimmel Gaffa tape var jeg klar igen efter få minutter. Det så måske ikke så kønt ud, men det fungerede.

Jeg har ikke tal på de mange gange, hvor jeg har nødlappet mine egne waders med denne dejlige tape. Men jeg husker tydeligt de gange, hvor jeg har reddet en andens fisketur med min rulle Gaffa. Da har der været tale om sand taknemmelighed – og en ny ven for livet. Præcis som at trække tornen ud af hundens pote!

Det er ikke sagen at stå langt fra alfarvej – endsige midt i ødemarken i Alaska – med waders, regntøj eller telt, der ikke kan holde vandet ude. Det er noget nær en katastrofe. Men det kan blive værre endnu. Da alt i 1970 gik galt med Apollo 13 missionen til Månen, var det en rulle Gaffa-tape og gedigen amerikansk opfindsomhed, der fik CO2-renseren til at virke igen.

Alligevel blev amerikanerne noget overraskede, da de i 1995 første gang besøgte den næsten 10 år gamle russiske rumstation “Mir”: Adskillige steder var fatale lækager nemlig nødtørftigt lappet med – Gaffa-tape…

Derfor: Tag aldrig på fisketur uden en rulle Gaffa-tape i bagagen. Hvad der er godt nok til “Mir”, er også godt nok til mig!

Sikker Vadning

Vad – uden at blive våd!

Selv om vadefiskeri i princippet blot er gang og fiskeri iført waders, så kræves der en hel del mere af vadefiskeren i vandet end af fodgængeren på fortovet.

For det første er der strømmen, som man ofte må kæmpe med eller rettere mod – hvis man altså fisker i et vandløb. For det andet kan man kun sjældent se, hvor man sætter sine fødder. Og for det tredje er bunden ofte ujævn – hvis ikke glat som sæbe…

Regel nummer ét i vadning er derfor altid: – Tag det roligt! Forhast dig ikke, og flyt aldrig den ene fod, førend den anden har fået sikkert fæste. De allerfleste fald under vadefiskeri skyldes brud på denne simple regel.

Regel nummer to lyder, at man aldrig skal læne vægten fremover på den “nye” fod, førend man ved, om man overhovedet kan bunde et skridt længere fremme. Det kan man ikke nødvendigvis altid…

Brug hovedet – og bæltet!

Det har gennem årene været genstand for megen diskussion blandt vadefiskere: – Skal man bruge bælte eller ej?

Modstanderne har stædigt fastholdt, at man med bælte om livet risikerer at “ende som et andet makrelflåd” – flydende i overfladen med benene stikkende op og hovedet nedad. Hvilket naturligvis ikke er så tillokkende en stilling at indtage, hvis man vælter i vandet.

Tilhængerne derimod mener, at man med bælte om livet ikke vil tage nær så meget vand inde, dersom man skulle falde. Med det resultat, at det er lettere at komme på højkant igen, og at man i bedste fald kan klare sig næsten tør ud af et fald. At der kun kommer ganske lidt vand indenbords, førend man er oppe igen.

Adskillige forsøg i svømmehaller verden over har vist, at det er tilhængerne af vadebæltet, som har ret. Der er ingen risiko overhovedet forbundet med at have et vadebælte på – kun de nævnte fordele. Når man står ude i vandet, har vandtrykket alligevel presset al den luft ud af buksebenene, som modstanderne frygtede måtte være der. Og den luft, der måtte være tilbage, er kun med til at holde én oppe.

Selvsamme forsøg i svømmehaller har dokumenteret endnu et vigtigt forhold: Det er en rigtig dum ting at falde i vandet fra en båd iført waders. Det er næsten umuligt at komme op igen med waders fulde af vand. Da er man så tung, at to mand næsten ikke kan trække én op i båden igen. Man skal hurtigst muligt ud af sine waders, hvilket ikke er så let endda. Waders i en båd er således ingen god idé.

Endelig har man mulighed for at vælge et ekstra bredt og foret vadebælte, som yder god rygstøtte under vadning. Noget, man som kontorarbejder kan have god brug for efter mange timers stillesiddende arbejde.

Med staven som støtte

Det meste af tiden behøver man ingen vadestav. Med mindre man naturligvis er lidt oppe i årene og lidt usikker på benene. Men vadestaven er altid en rigtig god kammerat at have ved hånden, når og hvis forholdene bliver vanskelige. Hvis strømmen er hård og bunden ujævn eller glat.

Tænk på vadestaven som et tredje ben, der kan sættes ind i en nødsituation. Den er ofte nok til, at man ikke mister balancen og fodfæstet, men kan redde sig sikkert – og tørskoet – i land.

Man kan nemt fremstille sig egen vadestav selv – af en tyk kæp, som man finder i skoven eller langs elven. Vil man gøre det bedre endnu, binder man en snor i den ene ende og noget tungt i den anden. Snoren sikrer, at man ikke mister staven, hvis man giver slip på den under fiskeriet. Og vægten sørger for, at staven ikke flyder oven på, men når ned til bunden, hvor den kan få fæste.

Da mange kun undtagelsesvis bruger en vadestav – men alle gerne vil have én, når krisen kradser – er sammenklappelige vadestave blevet ganske populære. Når de ikke er i brug, kan de bæres i bæltet i sammenfoldet tilstand. Såre praktisk – også til rejsebrug.

Med en kammerat under armen

Man skulle umiddelbart tro, at kan én fisker let vælte omkuld ude i strømmen, så vil to fiskere være den sikre druknedød. Lidt à la Gøg og Gokke på fisketur.

Men det er slet ikke tilfældet. Faktisk er to mand, der holder hinanden kammeratligt om skuldrene, en meget effektiv måde at trodse strømmen på. Skulle den ene et kort øjeblik miste balancen, taler alt for, at den anden fortsat holder balancen og dermed redder situationen. Eller omvendt.

Er den ene af fiskerne en rutineret vadefisker, bør han altid være forrest – på opstrøms siden, hvor presset er størst. Så kan den mindre trænede gå i strømlæ bag den mere trænede – til stor fordel for begge parter. Panik er ikke det, man har mest brug for i hård strøm…

Rent psykologisk betyder det rigtig meget at være to mand, når og hvis situationen spidser til. Det kan den hurtigt gøre, hvis man fisker i et ukendt vand og ikke lige kan huske, hvor man vadede ud.

Med siden til

Når en stor laks er gået på krogen og har indset sin fatale fejltagelse, vil den ofte – hvis der altså er tale om et vandløb – vende siden mod strømmen. På denne enkle og for fisken meget energibesparende måde kan den lægge et meget stort pres på fiskegrejet.

På samme måde er det dumt af vadefiskeren at vende (bred)siden til, når der vades i hård strøm. Gå i stedet med siden til – den smalle – så der kun er strømpres i ét bens bredde. Så såre man gør direkte front mod strømmen, er den ved at rive én omkuld. Da er strømpresset pludselig dobbelt så stort – på begge ben – men vægten og dermed fodfæstet stadig kun det samme.

Skal man krydse strømmen, bør det altid ske skråt nedstrøms. Er strømmen blot nogenlunde hård, er det noget nær umuligt at kæmpe sig op imod den. Udse dig i stedet en lavvandet strækning, hvor du kan se, at du efter al sandsynlighed kan komme hele vejen over uden at tage vand ind – retning skråt nedstrøms.

Det er med strømmen som med vinden: Brug den altid som en ven – kæmp aldrig imod den som en fjende!

Vandstanden

Det siger sig selv, at vandstanden er altafgørende for, hvor, hvornår og hvordan man kan vade. I havet skifter vandstanden regelmæssigt med tidevandet – fra nogle få centimeter i de indre danske farvande til op mod to meter i de ydre. Det sidste er i sagens natur nok til at drukne i, mens det sidste næppe resulterer i værre ting end en våd sok.

Da tidevandet veksler regelmæssigt dag ud og dag ind, bør man altid tage højde for det. Check tidevandstabellerne for det pågældende område og planlæg fiskeriet derefter. Notér altid, hvor du er vadet ud, og hvor du kan komme ind igen. Det er træls at blive fanget ude på en sandbanke, som man fint kunne nå ved lavvande – for så at skulle svømme ind gennem badekarret ved højvande nogle timer senere…

Mange steder i vore smalle fjorde kan man vade helt ud til den dybe sejlrende, hvor skibstrafikken passerer. Her gælder det om ikke at komme for tæt på selve skrænten, som kan skride væk under fødderne på én. Det gælder også om at være opmærksom, når store skibe passerer tæt forbi. De store skibe trækker så meget vand, at de nærmest kan suge bunden væk under fødderne på vadefiskeren. I bedste fald bliver man blot våd – i værste fald drukner man.

En oppustelig redningsvest er derfor en rigtig god idé på sådanne steder. I det hele taget overalt, hvor der vades. Det giver tryghed såvel ude som hjemme.

I nødstilfælde

Du har spottet en fisk længst ude, hvor strømmen er stærkest. Med sand dødsforagt har du arbejdet dig ud på kastehold af fisken, som ringer ufortrødent videre. Men pludselig mærker du, at bunden begynder at skride under dig, og vandet bliver dybere. Du må erkende, at du denne gang ikke klarer det uden at blive våd. Meget våd.

Men lad for alt i verden være med at vende om og forsøge at nå i land. I samme sekund du vender dig i strømmen, vælter den dig omkuld. Bevar i stedet fatningen og vad langsomt i land – stadig med siden til, centimeter for centimeter – selv om det giver vand indenbords. Det er langt bedre end en ufrivillig svømmetur ned ad strømmen…

Skulle det alligevel gå så galt, at du vælter helt, så prøv at tage det som den oplevelse, det altid er! Lad strømmen føre dig afsted – forsøg ikke at kæmpe mod overmagten. Læg dig roligt om på ryggen og hold godt fast i din elskede fiskestang. Sørg blot for at holde hovedet oven vande og op mod strømmen. I så fald risikerer du ikke at slå hovedet mod en sten, blive bevidstløs og drukne. Det er ellers en meget reel risiko.

Vent, til strømmen har ført dig ind, hvor du kan bunde, førend du forsøger at rejse dig og vade i land. Gør alting langsomt og velovervejet, og en lille sejltur med strømmen er ingen katastrofe.

Men mister du først overblikket, kan du dø af det. Og det var jo ikke meningen med fisketuren. Endnu en god grund til altid at bære en oppustelig redningsvest!