Fra damp over vand til is

De færreste tænker over det, når vi drikker af det, bader i det eller fisker i det. Vi tager helt enkelt vand for givet, da det jo er forudsætningen for alt liv på jord, som vi kender det.

Det er da heller ikke nogen tilfældighed, at Jorden kendes som Den Blå Planet, når man ser den ude fra verdensrummet. Mere end to tredjedele af Jorden er dækket af vand, og de hvide skyer over det blå hav er også vand – blot på dampform. Den blå farve skyldes lysets brydning i Jordens tynde atmosfære.

Men tænker man lidt over det, er vand faktisk et helt fantastisk stof. Som det eneste kendte stof kan det forekomme i alle sine tre tilstandsformer på samme tid og sted: Som damp på gasform, som vand i flydende tilstand og som is på fast form. Samtidig har vand en række aldeles unikke egenskaber, som står bag de fleste hændelser på denne jord.

Vandets oprindelse

Jorden er en beboelig planet på grund af netop vandet. Men hvor kommer egentlig vandet fra? Der er mange teorier omkring dette spørgsmål, men den mest accepterede er, at en meget stor del stammer fra meteorer, der er kollideret med Jorden. Meteorer, som indeholder overraskende store mængder vand i frossen form.

Gennem millioner af år er Jorden således blevet bombarderet med vand, der lige akkurat her i dette solsystem ikke fordamper eller bliver til is, men lige akkurat kan eksistere i alle tre tilstandsformer – som damp, vand og is, vi kan indånde, drikke af og gå på.

Tager vi eksempelvis ud til næste planet i vort solsystem – til den røde Mars – er der for langt til Solen og for koldt til, at vand kan opføre sig, som vi er vant (!) til det på Jorden. På Mars er der konstant 40 minusgrader, og alt vand er derfor bundet som is.

Tager vi den modsatte vej – til den nærmeste planet mod Solen, Venus – er der nu for varmt til, at vand kan fungere som vand. En tæt atmosfære af CO2 har fået drivhuseffekten til at løbe løbsk og temperaturen til at stige til ikke mindre end 450 plusgrader. Vand er derfor en by i Rusland – på Venus.

Kun lige her på Jorden er det hele gået op i en højere enhed. Kun her er de fysiske og kemiske forhold således, at vand kan eksistere i alle sine tre former – som damp, vand og is. Kun her har det kunnet danne grundlag for levende liv, som vi kender det.

Det er drivhuseffekten, som er skyld i det hele. Selvsamme drivhuseffekt, man i dag taler så meget om i forbindelse med den globale opvarmning og menneskets indflydelse herpå.

Drivhuseffekten er et såkaldt termodynamisk fænomen, som gør at en ellers iskold planet kan holde på flere af solens varmende stråler, end den må slippe ud i atmosfæren igen. Selv i et iskoldt verdensrum, hvor temperaturen ligger omkring det absolutte nulpunkt – minus 273 grader Celsius – kan man herved opnå en tilpas varm planet som Jorden.

Nu er dette imidlertid ikke en artikel om astronomiske fænomener. Ovenstående er blot med for at skabe en forståelse af Jorden som et helt unikt sted i vort solsystem, hvor vand lige akkurat kan eksistere i fri og tilgængelig form – dannende basis for alt levende liv, som vi kender og forstår det.

Vandets kredsløb

De fleste kender givet til vandets kredsløb fra skolen. 99% af Jordens vandmasser findes i havet, resten forekommer som ferskvand eller er gemt som is ved polerne.

Af det vand, der fordamper fra havoverfladen, regner de 90% tilbage til havet igen. De resterende 10% føres med vinden ind over land, hvor vanddampen presses i vejret, fortættes til skyer ved afkøling og falder ned som regn, sne eller hagl. Varm luft fra havet kan nemlig indeholde mere vand end kold luft over land.

Nedbøren føres via søer og vandløb tilbage til havet, hvorved kredsløbet sluttes. Alt vand stammer fra havet, og alt vand vender tilbage til havet igen. Det er et evigt kredsløb og dermed fundamentalt for alt, der sker i naturen – for alt liv på Jorden.

Grundvand er noget, som vi her i lille Danmark altid har været priviligerede med hensyn til. Det ligger ikke ret langt nede, og det er rent – filtreret gennem sand- og jordlag gennem århundreder og årtusinder. Det er derfor rent og drikkeligt fra naturens hånd.

Men massiv oppumpning nær store byområder har sænket grundvandstanden drastisk mange steder, og forurening fra landbruget med pesticider og næringssalte har flere og flere steder gjort drikkevandet udrikkeligt. Rent drikkevand er således ved at blive en mangelvare i store dele af landet.

Endelig skal det nævnes, at vand har en meget høj varmefylde. Modsat luft er vand derfor en god varmebuffer – langsom at opvarme, men god til at holde på varmen. Vands varmekapacitet er således fire gange større end lufts, og i vandet hersker der derfor mere stabile temperaturforhold end oven vande.

Det er derfor, at havet altid forbliver varmere end luften om efteråret. Og derfor, at det forbliver at være koldt, når luften opvarmes om foråret. Vinter og sommer når temperaturen dog altiod samme niveau i både vand og luft.

Vand som opløsningsmiddel

Vand er også et godt opløsningsmiddel. I alt vand – selv ferskvand – findes der opløste salte. Absolut rent vand findes ikke i naturen, men kan fremstilles ved destillation. Smeltevand fra bjergområder kan dog komme tæt på.

Mens havvand indeholder ret konstante mængder af forskellige salte, varierer saltindholdet og -fordelingen uhyre meget i ferskvand. Her er det undergrundens beskaffenhed, der er afgørende – undergrunden, hvis salte vaskes ud af grund- og overfladevand.

Hårdt ferskvand karakteriseres af dets store indhold af magnesium og calcium, mens blødt vand indeholder langt mindre mængder. De opløste salte bruges til mange formål.

Planterne anvender magnesium til opbygning af klorofyl – det altafgørende stof i fotosyntesen – mens snegle og muslinger danner deres skaller af calcium. Af samme årsag er hårdt vand generelt mere produktivt end blødt. Såvel planter som dyr lever højt på rigdommen af magnesium og calcium.

Indholdet af salte nedsætter ligeledes vandets frysepunkt. Jo flere salte desto lavere frysepunkt. Det er forklaringen på, at ferskvand fryser til is før saltvand. Det er også forklaringen på, at karpefisk ofte overlever i bundfrosne søer. Saltindholdet i blodet gør, at deres kropsvæske ikke fryser til is, men blot underafkøles – det vil sige afkøles til under 0 grader C.

Fra Antarktis kendes endog fisk, der ligefrem producerer “kølervæske” for ikke at fryse til is ved de meget lave temperaturer. Hernede kan vandtemperaturen i det oceaniske havvand under isen falde til omkring minus 2 grader, førend det fryser.

Vand er mange ting, og ferskvand opfører sig termodynamisk ikke som saltvand. Det er vore søer et rigtig godt eksempel på.

Søen er ikke en statisk vandmasse, som man ellers godt kunne tro, men en dynamisk. Det skyldes vandet, som fylder mest i frossen tilstand, hvorfor isen altid flyder ovenpå, og som er tungest ved 4 grader C. Endnu en unik og meget usædvanlig egenskab ved netop vand. Og altafgørende for de fysiske og kemiske forhold i søen.

Måler vi søvandets temperatur under vinterens islæg, tegner der sig følgende billede. Umiddelbart under isen er temperaturen meget nær de 0 grader C, mens vi ved bunden finder det tunge 4 grader varme vand. Det gælder i den forholdsvis dybe sø. I en meget lavvandet sø kan næsten hele vandmassen være kølet ned til frysepunktet, og da er der ikke tale om nogen lagdeling. Det samme gælder om sommeren – blot med modsat fortegn.

Søernes totalcirkulation

Når isen bryder op om foråret, blandes vandmasserne af vinden, der således får en ensartet temperatur fra bund til overflade. Når sommersolen for alvor får magt, sker der gradvis en ny lagdeling. Der opstår to lag – et øvre, som er opvarmet af solen, og et nedre, der ikke er.

Denne lagdeling kan blive så udtalt, at der opstår et såkaldt springlag – et lag, hvorigennem temperaturen falder meget brat. Pr. definition falder temperaturen i springlaget med mere end 1 grad C pr. meter. Den dybe sommersø er således kendetegnet ved et varmt og iltrigt overfladelag adskilt fra et koldt og iltfattigt bundlag af springlaget.

Iltmangelen på det dybe vand skyldes oftest tilledning af spildevand eller næringsrigt drænvand fra de omkringliggende landbrugsarealer. Søens planktonalger udnytter de mange næringssalte og blomstrer op – søen bliver grøn og ugennemsigtig. Når algerne dør, synker de til bunds, hvor de rådner op. Det er fra denne forrådnelse, at iltsvindet på det dybe vand stammer.

Sommerens lagdeling kan dog hindres af vinden. Ligger søen åben og udsat for vind, vil der ske en hyppig opblanding af vandmasserne, så lagdeling bliver sjælden – med mindre da søen er meget dyb. I lavvandede søer er lagdeling af samme årsag sjælden.

Når søen igen afkøles om efteråret – og godt hjulpet på vej af de obligatoriske efterårsstorme – får vi atter blandet vandmasserne op. Vandtemperaturen bliver nu igen ensartet fra top til bund, og bundvandet bliver igen iltrigt.

Med vinterens komme afkøles overfladevandet endnu mere, mens bundvandet holder på sin varmeenergi. Det resulterer igen i 4 grader varmt bundvand, og ringen sluttes med et eventuelt islæg.

Man siger, at der forår og efterår sker en totalcirkulation, når søens lagdelte vandmasser blandes op. Vi har set, at denne totalcirkulation spiller en stor rolle for iltforholdene i søen. Når vandet cirkulerer, opblandes det iltfattige bundvand med det iltrige overfladevand, og søens største dybder kan atter indtages af fiskene, der overvintrer herude.

Totalcirkulationen betyder også, at næringssalte fra bundvandet bringes op til overfladen, hvor de udnyttes af planktonalgerne. Når alger og andre organismer i søen dør, synker de til bunds. Her nedbrydes de af bakterier og andre mikroorganismer – der sker en mineralisering, hvorved de indbyggede næringssalte i det døde organiske stof igen frigøres.

Men pga. den statiske lagdeling sommer og vinter forbliver disse næringssalte i bundvandet, hvor de ikke forbruges. Først når vandet blandes og næringssaltene bringes op til overfladen og lyset, kan de igen bruges af planktonalgerne – det første led i søens fødekæde. Altsammen på grund af vands unikke termodynamiske egenskaber.

Vejr, vind og vand

Når solen skinner ned på havet, opvarmes vandet, og noget af det fordamper. Luften bliver lettere og stiger til vejrs, hvorved et termisk lavtryk opstår. Vanddampen stiger til vejrs og afgiver en masse energi, når den atter afkøles og kondenserer til skyer.

Det er denne energi, der står bag fænomener som tropiske orkaner, der alle skyldes ekstreme lavtryk. Ekstremerne opstår kun ved temperaturer over 25 grader – altså primært i troperne og subtroperne. Men også ved polerne kan der opstå voldsomme lavtryk, når varmere vand møder koldere luft.

Når der opstår store trykforskelle, vil luften søge at udligne forskellen. Luft vil strømme fra områder med højtryk til områder med lavtryk. Vind er det velkendte resultat. Og jo højere trykforskellen er, desto større bliver vandhastigheden.

På grund af Jordens rotation udsættes luften i lighed med vandet for den såkaldte “Coriolis” kraft, der får såvel vind som vand til at bøje af mod højre på den nordlige halvkugle og mod venstre på den sydlige. Træk blot proppen op af dit badekar og se, om det ikke passer. Også dér. Og hver gang. Der er også Coriolis i dit badekar!

Den mægtige Golfstrøm er underlagt de selvsamme Coriolis kræfter og drejer derfor mod højre, inden den rammer Europa og fortsætter sin varmende strøm mod nord. Det er denne havstrøm, som sørger for, at Norge har verdens længste isfri kyst på de breddegrader. Den havstrøm, der undervejs gradvis afgiver den varme, den har ophobet under sit ophold i Den Mexikanske Golf. Og den havstrøm, der samtidig bringer de små ålelarver med sig fra Sargassohavet.

Men det var et sidespring. Konklusionen er, at vand på alle måder er et fantastisk stof, som alt her på Jorden er totalt afhængig af. Levende såvel som dødt. Dyr og planter såvel som vejr og klima.

Vi ved alle, at vand bliver til sne og is, når ellers det er koldt nok. De fleste ved også, at isbjerge blot er frosset vand. Men hvorfor er det nu lige, at isbjerge altid stikker toppen over vandet – når is nu er vand?

Forklaringen ligger i, at vand som et af de meget få stoffer fylder mere på fast form end som flydende. Faktisk så meget mere, at omkring en tiendedel af såvel store isbjerge som små isterninger stikker ovenud af vandet. De flyder helt enkelt på grund af is’ lavere vægtfylde end vands.

Af samme årsag oplever vi hver vinter, at vandrør sprænges, når vandet i dem er frosset til is og har udvidet sig. Det er kolossale kræfter, vi her er oppe imod. Så store, at de uden problemer sprænger selv et tykt jernrør. Så forstår man måske bedre, hvorfor cykloner og tropiske stormvejr kan være så voldsomme. De bruger alle vands indbyggede energi som brændstof i processen.

Sne- og iskrystaller er nok det smukkeste resultat af vands overgang til fast form. De kan studeres på hver en rude, når kombinationen af temperatur og luftfugtighed er passende. Og de kan antage alle tænkelige former – fra enkle isnåle ved få frostgrader til rigtige stjerner ved flere frostgrader. Det er tilsyneladende denne medfødte tilbøjelighed til at danne smukke, rumlige og komplekse strukturer ved overgangen fra flydende til fast form, som gør, at is fylder mere end vand.

En vandrehistorie er i den forbindelse, at ikke to iskrystaller er ens. At de helt enkelt ikke kan være det. Well, det er jo en påstand, som er ganske umulig at bevise, men en sjov tanke er det da. Så er det ligesom lidt nemmere at overbevise eventuelle tvivlere om, at en gedde eksempelvis har 8.000 tænder i munden. De kan jo bare tælle efter – hvis de altså gider!

Der kunne skrives mange og tykke bøger om netop vand og dets fortræffeligheder. Men endnu er det vist kun lykkedes et enkelt menneske at gå på vandet – hvis der altså ikke lige er  is på vandet og låg på søerne. Så kan de fleste gøre ham kunsten efter – hvis de ellers tør og isen er tyk nok.

En tommelfingerregel siger, at isen skal være mindst 10 cm tyk for at kunne bære vægten af et voksent menneske. Politiet siger, at den skal være mindst 14 cm, førend de åbner op for færdsel på den. Og er der bare den mindste strøm under isen, stiger mindstetykkelsen til 18 cm. Og selv da skal man holde øje med eventuelle våger på isen. Det er steder med tynd is og måske endda vand over den. Kun en tåbe frygter ikke sådanne steder!

Lægger isen sig på stille, frostklare nætter uden sne, kan man opleve den smukkeste is, der er så klar, at man tydeligt kan se igennem den – ned i vandet til fiskene. Enhver isfisker kender fascinationen, når en stor fisk har taget krogen og første gang viser sig under isen. Det er et imponerende syn. Normalt vil isen dog være mere eller mindre uklar – primært på grund af indfrosne luftbobler fra uroligt vand under nedkølingen.

Årtusinder i ét glas…

Har man været et smut på Grønland, vil man måske have oplevet små isskosser, der ikke er lyst turkisblå, som isbjerge ellers har for vane. Skosser, som i stedet er blåsorte at se på, men alligevel helt rene og klare indeni. Det er et syn, man godt kan dvæle lidt ved. Her er man nemlig vidne til noget, der har været undervejs i tusinder af år. Det er ikke sne, som er faldet i fjor, men sne fra en ganske anden tidsalder.

Det er nemlig sne, som er faldet på toppen af den mægtige indlandsis længst inde på Grønland, og som siden er blevet dækket af lag på lag på lag af nye snefald. Vinter efter vinter. Århundrede efter århundrede. Til sidst er det havnet en kilometer eller mere nede under de efterfølgende snelag, hvor det nu ligger under et enormt tryk. Så højt, at sneen bliver komprimeret til den såkaldte “sortis” – ikke at forveksle med den farlige udgave, man kan opleve på asfaltvejene hernede i Danmark.

Sortis har en vidunderlig egenskab, som ingen seriøs whisky-drikker bør snyde sig selv for: Tager man et stykke af den blåsorte is og putter det ned i glasset med whisky, smelter det med den herligste poppende lyd. Lyden stammer fra den hårdt komprimerede is, der giver sig i den varme væske. Et glas og en oplevelse, der har været på vej til dig i tusinder af år.

– Så skål på det. Længe leve klar is og rent vand!

© 2012 Steen Ulnits

Havets Grønne Guld

Tang er meget andet og mere end noget, man blot sætter sin fiskekrog fast i ved et uheld. Eller noget, man bander over, når man tager sig en svømmetur i hav eller fjord.

Tang er for biologen en samlebetegnelse for de såkaldte “makroalger” – den store, flercellede, fuldt synlige og i regelen fastsiddende udgave af de planter, der lever i hav og fjord. Modsat naturligvis de éncellede “mikroalger”, som udgør første led i havets fødekæde – planteplankton også kaldet.

Planteplankton udgøres af alger så små, at der er op mod 7 millioner af dem i en enkelt mundfuld havvand! Tænk på det, når du til sommer tager en dukkert i bølgen den blå…

Navnet planteplankton bruges til forskel for det dyreplankton, som græsser på mikroalgerne, inden de selv bliver til føde for diverse småfisk, der igen bliver ædt af større rovfisk. Den primære fødekæde i hav og sø.

Såvel mikroalger som makroalger bruger solens lys som energi i deres fotosyntese, hvor de danner organisk stof ud fra vand, kuldioxid og diverse mineraler. Kulstoffet i kuldioxid fikseres, og ilten frigøres. Uorganiske stoffer omdannes således til organisk stof i fotosyntesen.

Man regner med, at de marine alger tæller op mod 20.000 arter på verdensplan – mikroalger såvel som makroalger. Herhjemme – i det kolde nord – må vi dog nøjes med langt færre. De mest kendte og udbredte kan således tælles i nogle få hundrede.

I de senere år er der kommet fornyet fokus på både mikro- og makroalger, der har vist sig at kunne udnyttes på flere måder i menneskets tjeneste. Enten direkte som føde eller indirekte som biobrændsel. Det er, hvad denne artikel handler om.

Ålegræs

Til de mest kendte makroalger hører nok ålegræsset, der i forrige århundrede dækkede stort set alle lavvandede områder i Danmark.

Ålegræsbælterne er de føderigeste områder i de indre danske farvande. Intet andet sted har vi en så stor biomasse som netop her mellem de lange stængler af blomsterplanten Zostera marina.

Biomassen skyldes ikke kun ålegræsset selv, men i lige så høj grad de mange alger, som vokser på stænglerne. Det var derfor ikke så lidt af en katastrofe, da ålegræsset i 1930’erne blev ramt af en verdensomspændende epidemi, som lagde de store ålegræssletter øde og reducerede dem til små pletter af lokal karakter.

Her i begyndelsen af det nye årtusinde er ålegræsset kommet sig efter sygdommen. Men da ålegræs er en flerårig blomsterplante, som sætter frø – i modsætning til de énårige alger – tager det lang tid for ålegræsset at sprede sig. Derfor har man mange steder forsøgt at hjælpe naturen med udplantning af små ålegræsøer – ofte med succes.

Forureningen med næringssalte bevirker imidlertid, at ålegræsset dækkes af et lag af alger, som skygger for lyset og gør livet svært for græsset. Brugen af slæbende fiskeredskaber ødelægger bunden og river ålegræsset op med rode – på længere sigt til stor skade for fiskeriet selv.

Isvintre kan ligeledes være ødelæggende for ålegræsbælterne, som ofte skrabes af ved isgang. Varme somre, hvor vandtemperaturen i længere tid ligger på 20-25 grader, er ligeledes dræbende for ålegræsset, der i det hele taget er en sart plante.

I gamle dage – før forureningen med næringssalte for alvor tog fart – var meget store områder af de indre danske farvande dækket med skove af ålegræs ud til dybder på 10-15 meter.

I takt med forureningen er udbredelsen reduceret til stedse lavere vand. I dag er ålegræssets største dybde i lukkede fjordområder ofte kun 5 meter – primært på grund af de mange alger, som nu gør vandet uklart og skygger for lyset på dybere vand.

Et sundt ålegræsbælte byder på en sand vrimmel af liv. Her kan man findes i tusindvis af krebsdyr per kvadratmeter – ikke mindst tanglopper og tanglus. Her finder man også de større roskilderejer, hvis grønne farve yder dem fin kamouflage mellem stænglerne. Endelig kan man ofte møde tætte stimer af glasklare smårejer – de såkaldte mysider.

Across the Atlantic

På begge sider af Atlanten er det den samme art af ålegræs, der forekommer. Og den samme epidemi, der hærgede bælterne i 1930’erne. Mod syd i USA afløses ålegræsset så af det kortere og tættere “turtle grass”, som eksempelvis bonefish elsker at græsse i.

I USA, hvor der typisk er kortere mellem tanke og handling end herhjemme hos politikere og myndigheder, går man aktivt til værks for at hjælpe ålegræsset tilbage til det lave vand langs kysterne. I stor stil opdrætter man nemlig ålegræs til udsætning på egnede steder.

Ofte er det skoleklasser, der står for disse udplantninger. Skoleelever, som på denne måde får en værdifuld indsigt i ålegræsset og dets store  betydning for vandmiljøet.

Til formålet har man udviklet det såkaldte “TERF” system, der består af rammer til udplantning af unge ålegræsskud. Når ålegræsset har fået fodfæste, fjernes rammerne helt og kan så genbruges. Ved den store Chesapeake Bay alene deltog således mere end 200 biologilærere fra 140 skoler det første år i et program, der hedder “Bay Grasses Classes”.

Samtidig ønsker myndighederne ikke, at de ålegræsbælter, der har etableret sig i takt med en forbedret vandkvalitet – som følge af en bedre vandrensning – skal ødelægges af erhvervsfiskeri med skrabende redskaber. Det førte i staterne Maryland og Virginia til, at man i store områder helt enkelt forbød dette fiskeri.

Gid man i de indre danske farvande kunne tage sig sammen til at forbyde muslingeskrab og trawlfiskeri, som på samme måde ødelægger de nyetablerede ålegræsbælter herhjemme. Og gid man på samme måde kunne involvere skoleklasser og skolelærere i udplantning af muslinger og ålegræs på egnede steder…

Søsalat

Hvis man ofte færdes i lukkede fjordområder – det være sig Mariager Fjord eller Roskilde Fjord – vil man med sikkerhed have lagt mærke til makroalgen Ulva lactuca – også søsalat kaldet – der i enorme mængder driver rundt med vind og strøm.

Ofte forekommer den skriggrønne og slimede alge så massivt, at man slet ikke kan komme til at fiske. Og når de store algemængder siden dør og synker til bunds, sker det under stort forbrug af ilt. Resultat: Masser af svovlbrinte…

Men søsalat er i sig selv ikke noget dårligt. Det er blot mængden, der gør dem skadelige. Forskerne har imidlertid et godt øje til netop den slimede søsalat, som de ser store fremtidsmuligheder i. Søsalat indeholder nemlig mere end 50% sukkerstoffer, som bør kunne gæres til bioethanol.

I et 3-årigt projekt undersøgte man derfor dyrkning af søsalat, som viste sig at være en uhyre produktiv pante. Således kunne man høste ikke mindre end 45 tons tørstof per hektar i store bassiner. Det er fire gange mere, end en energiafgrøde som pil kan levere på landjorden!

Under ideelle betingelser kan det lade sig gøre at udvinde 10 gram bioethanol per 100 gram tørstof, så potentialet er der. Flere store olieselskaber har da også kig på alger generelt og søsalat specielt.

Men som altid, når der er levende organismer involveret, er problemet at skalere unge forsøgsanlæg op til stabile produktionsanlæg. Det vil sikkert tage flere år at nå rentabilitet af sådanne projekter.

Bioethanol eller biogas?

Man har også forsøgt sig med tørret søsalat som biobrændsel, men her har resultaterne ikke været lovende. Således koster afbrændingen for meget energi, og der dannes store mængder aske under afbrændingen.

Det store saltindhold er et problem. Så går det langt bedre med at omdanne søsalat til biogas. Her har det vist sig, at søsalat giver et udbytte, der ligger midt mellem udbyttet fra energiafgrøder som pil og gylle fra kvæg. Søsalaten har således reelle muligheder, når det gælder omdannelse til biogas.

Den store amerikanske flyproducent Boeing interesserer sig meget for biobrændstof fra alger til sine flymotorer. Indtil videre fokuserer man dog mere på mikroalger med et højt fedtindhold end søsalat med et højt sukkerindhold. Her tror man, det er lettere at opskalere produktionen.

60‘ernes Esso-slogan “Kom en tiger i tanken” kan således blive til dette årtusindes “Kom en alge i din flyver”!

Brunalger

Brunalgerne hører til de mest almindelige og lettest genkendelige makroalger i danske farvande. Det er dem, man oftest ser skyllet op på land.

Det er i de bølgende skove af blæretang og savtang, at torsken for alvor hersker. Her søger den ind for at jage sin livret – knasende sprøde krabber i alle størrelser. Ofte er en nyfanget tangtorsk så fyldt med krabber, at den udspilede mavesæk er helt hård at føle på.

Brunalgerne på det lavere kystvand udgøres primært af den velkendte blæretang Fucus vesiculosus, hvis gasfyldte blærer på bladene giver opdrift og holder bladene oppe i vandet – op mod det livgivende lys til fotosyntesen. Blæretangen er sprød og kan fint spises direkte fra stilken – hvis ellers vandet er rent.

Den anden karakteristiske brunalge er savtangen Fucus serratus, som er let genkendelig på sine store savtakkede blade. Savtangen kaldes også for “klørtang” og vokser typisk på lidt dybere vand end blæretangen.

Længst fra land på det dybeste vand finder vi sukkertangen Laminaria saccharina, der tæller de største af brunalgerne. De har store læderagtige blade, kan blive op til 3 meter lange og vokser på dybder op til 30 meter.

Det er planter, som får én til at tænke på de massive og mange meter høje bølgende tangskove ud for Californien, hvor gigantiske hvide hajer svømmer omkring i det kolde Stillehav, og havodderen hygger sig på ryggen, mens den banker østers med en sten!

Det var endnu et sidespring. Hvor ålegræsset vokser på blød og sandet bund, foretrækker brunalgerne en hårdere og mere blandet bund med grus og sten. Således vokser de ofte på høfder, moler og stensætninger, hvor de har sat sig fast med deres hæfteskiver.

Mellem brunalgernes beskyttende blade udfolder der sig sommeren igennem et mylder af liv, som kun overgås af ålegræsbælterne. Her finder vi den karakteristiske brune tangsnarre, som bygger sin rede ved foden af tangplanterne.

Her finder vi også et virvar af små krebsdyr og alskens fiskeyngel, som nyder godt af beskyttelsen mellem de store blade. Meget af hornfiskens og stenbiderens årsyngel kan således træffes i tangskoven sommeren igennem.

Ved åbne havkyster kan man ofte se smukt rød tang skyllet op. Det er rødalger, som stammer fra dybere vand længere ude, hvor det har revet sig løs. Rød er en almindelig farve i dybet, hvor den ikke kan ses!

Alger som mad

Herhjemme har vi aldrig rigtig fået hul på tang som fødevare. Stik modsat Asien, hvor tang i århundreder har været en uadskillelig del af diæten. Vi har altid haft så meget andet at spise, at tang rangerede som noget af det sidste, man kunne finde på at spise – og da kun i den yderste fattigdom.

Men globaliseringen er ved at ændre på dette. Sushi-barer skyder op som paddehatte i både store og små byer, og med dem har vi ikke blot fået smag for rå fisk. Vi har også fået øjnene op for, at tang faktisk kan være ganske velsmagende. Bare det er dyrt nok…

De fleste tror fejlagtigt, at “sushi” er den japanske betegnelse for rå fisk. Det er imidlertid slet ikke tilfældet. Rå fisk hedder nemlig “sashimi” på japansk. Sushi er i stedet en risret, hvor rå fisk gerne indgår i risen – ofte rullet sammen i sorte noriblade.

Disse velsmagende blade er fremstillet af rødalgen purpurhinde, der dyrkes i havet, hvor de sidder på reb spændt fast mellem pæle. Man anslår, at op mod 600 kvadratkilometer japansk kystområde udelukkende bruges til dette ædle formål. Tang skal der til!

Purpurhinden høstes, når den er omkring 20 cm lang, tørres og hakkes i småstykker, der siden forarbejdes til de papirlignende sorte noriblade. Dem fremstilles der flere end 10 milliarder af om året til det altid fiskehungrende japanske hjemmemarked!

Da tangplanter vokser meget hurtigt – i bedste fald op til en halv meter om dagen – kan høstudbyttet blive stort, når man dyrker alger. Således regner man med, at der kan høstes op mod 20 ton tørstof af tang per hektar havbund, hvilket er det dobbelte af et typisk udbytte inde på landjorden.

Samtidig ophober de store tangskove undervejs enorme mængder af den skadelige CO2, som vi giver en stor del af skylden for den menneskeskabte drivhuseffekt og den efterfølgende globale opvarmning.

Norske forskere har i den forbindelse beregnet, at ålegræsmarker på størrelse med en fodboldbane kan binde lige så meget CO2, som 10.000 km’s landevejskørsel med en almindelige familiebil kan udlede. Forskerne har løseligt anslået, at havets alger hvert år fjerner op mod 250 millioner tons CO2 fra atmosfæren, når de dør og  synker til bunds!

Sund sans

Det er et faktum, at den japanske gennemsnitslevealder er langt højere end vor egen – et faktum, som mange giver netop diæten skylden for. Fisk og tang er helt enkelt sund mad – meget sundere end kød og bearnaisesauce!

Fisk indeholder nemllig mange af de sunde omega-3 fedtsyrer, som fiskene ikke selv kan producere, men som algerne leverer. Omega-3 fedtsyrer er overmåde effektive mod hjerte-karsygdomme, hvilket eskimoerne længe nød godt af, inden vi bragte usunde vestlige madvaner op til dem…

Samtidig indeholder alger store mængder nyttige mineraler og masser af kostfibre. Og indgår algerne ikke direkte i kosten, så er de alligevel ofte med. Eksempelvis i form af carrageenan, der bruges som stabilisator i mælkeprodukter, så proteiner og væske ikke skiller. Eller som alginater, der bruges til fortykkelsesmiddel i eksempelvis husblas. Eller agar, der udgør basis for bakteriedyrkning i laboratorier verden over. Og så videre.

Der er således al mulig grund til at holde fokus på algerne i fremtiden.

Da er det tangen, der tæller!

© 2012 Steen Ulnits

– men bliver hot igen!

I tidernes morgen var Mjels Sø sammen med Bundsø på Nordals og Mjels Vig ét sammenhængende fjordsystem.

Men allerede i 1500-tallet fik lokale øjnene op for mulighederne. I slutningen af 1500-tallet opførte Hertug Hans den Yngre to dæmninger, der bevirkede, at den todelte fjord blev til to separate ferskvandssøer: Mjels Sø og Bundsø.

I 1800-tallet tog man skridtet videre og byggede pumpestationer, der kunne afvande og tørlægge de to søer, så hele området nu kunne inddrages til landbrugsjord. På samme måde afvandedes Oldenor, der ligger lidt længere nordpå.

I de næste mange årtier blev millioner af kubikmeter fersk pumpevand ledt ud i Mjels Vig, som efterhånden udviklede sig til et sandt eldorado for overvintrende havørreder, der her kunne søge ly for kulden og det salte vand.

Her kunne man derfor opleve et forrygende fiskeri, når isen gik i det tidlige forår. På et tidspunkt blev dette fiskeri så kendt via fiskepressen, at lystfiskere fra andre landsdele valfartede hertil i chartrede busser. Jeg ved det, for jeg har selv set dem…

Men Adam fik ikke lov at blive i Paradiset. Det ferske pumpevand indeholdt mere og mere fosfor og kvælstof fra det stedse mere intensiverede industrilandbrug. Det resulterede i, at Mjels Vig og det tilstødende Dyvig blev omdannet til en stinkende fjord, hvor svovlbrinten boblede op fra mudderbunden i hele sommerhalvåret.

Vinter UL

Men vinterfiskeriet var stadig godt. Specielt hvis man kunne ramme den dag, hvor isen gik. Så kunne man fange løgnagtigt mange havørreder – ofte fisk, der gik langs iskanten.

I nogle år var jeg helt opslugt af UL spin med en kort 5 1/2 fods Hardy glasfiberstang, der maksimalt kunne håndtere et 7 grams blink. Hertil et lille Mitchell 308 fyldt op med datidens superline: Platil Strong i 0.16 mm. Hvilke herlige dyster jeg havde med velnærede vinterørreder på dette grej!

Men sommerhalvårets svovlbrinte satte i sig selv ikke skub i myndighederne. Det var først, da udpumpningen af ferskvand fra de drænede marker havde stået på så længe, at saltvand begyndte at trænge ind udefra og forurene grundvandet og dermed drikkevandet, at der blev grebet ind over for landbruget. Udpumpningen blev stoppet, og de afvandede områder begyndte igen at fyldes op.

Oldenor, der i gamle dage førte helt ind til Nordborg, blev genskabt i 1993. I 2005 stoppede man så også afvandingen af Mjels Sø, der ligger i bunden af Mjels Vig. De drænede lavninger oversvømmedes, og de gamle søer genskabtes – nu med toppe fra de druknede træer stikkende malerisk op af vandet!

De genskabte søer blev overvåget fra dag ét. Man frygtede en eksplosion af skaller og aborrer, der ville græsse dyreplanktonet ned, så det ikke kunne holde algerne i det meget næringsrige vand i skak – med uklart vand og algesuppe til følge.

Nye fisk i nye søer

I 2006 udsatte det daværende Sønderjyllands Amt i samarbejde med Nordborg Kommune og Sportsfiskerforeningen Nordborg derfor 45.000 smågedder til regulering af skidtfiskene. I 2007 fulgte man trop med yderligere 5.000 gedder og senest 15.000 i 2008. I alt har man således udsat ikke mindre end 65.000 stykker geddeyngel i de genskabte søer.

Og nu er turen så endelig kommet til lystfiskerne! Nu har medlemmerne af den lokale sportsfiskerforening nemlig fået lov til at fiske i de genskabte søer – dog i begrænset omfang. Begrænsningerne ligger i, at gedder under 60 cm og over 80 cm skal genudsættes.

Der eksperimenteres således for første gang herhjemme med de såkaldte “slot limits”, der i mange år og med stort held er blevet anvendt i Nordamerika. Bedre sent end aldrig. Aborrerne derimod har fået et generelt mindstemål på 30 cm.

Ud over medlemmer af Sportsfiskerforeningen Nordborg har elever på de lokale Oksbøl Friskole, Friskolen Østerlund og Nordborg Skole fået lov til at fiske i de genskabte søer. Et godt initiativ, der skal sikre lokal opbakning til projektet.

Det skal blive uhyre spændende at følge udviklingen i de genskabte søer på Nordals. En glædelig nyhed er i den forbindelse, at selveste havørnen nu også er flyttet ind. Det glædelige består ikke mindst i, at havørnen er skarvens eneste virkelige fjende i dagens skarv-befængte Danmark. Havørnen snupper sig nemlig en skarv, når den får lyst til det. Helt uden problemer med de ellers ofte emsige myndigheder!

Historiens vingesus

Men indtil da kan man passende nyde et strejf af historiens vingesus. Området omkring Mjels og Dyvig har nemlig gamle aner og har i perioder haft stor historisk betydning. Under krigen i 1864 lå danske kanonbåde således parat i Dyvig for at hindre tyskerne i at komme over Alsssund.

Det gik som bekendt ikke efter hensigten, og Danmark mistede efterfølgende Sønderjylland til tyskerne. Først efter afslutningen på Første Verdenskrig og med genforeningen i 1920 vendte Als og Sønderjylland igen tilbage til Danmark.

Men allerede længe inden da havde området haft fint besøg. Omkring 1150 blev Nordborg Slot bygget af Svend Grathe til værn mod de dengang hærgende vendere. Borgen blev bygget på en ø eller halvø og i første omgang kendt som “Alsborg”. Først da Sønderborg efterfølgende kom til, blev Alsborg omdøbt til Nordborg.

I de dage så landskabet på Nordals noget anderledes ud. De nu genskabte søer var del af førnævnte fjordsystem, der tillod sejlads helt op til Alsborg, som da lå i bunden af en fjord og ikke som i dag ved bredden af en sø.

Engang i begyndelsen af 1200-tallet sejlede så ingen ringere end Dronning Dagmar hele vejen op til Alsborg. Hun kom helt fra Ribe og blev på rejsens sidste del modtaget af den lokale befolkning, som havde taget opstilling på en pynt i Mjels Vig, der i dag meget naturligt bærer navnet “Dronninghoved”.

Er du interesseret i at læse mere om fisk og folk dette spændende område, kan jeg anbefale en anden artikel om Nordborg Sø. Brug søgefunktionen øverst til højre på denne side, og du vil finde!

Havneliv og vinhøst

Vandudskiftningen til Dyvig-Mjelsvig er begrænset af den meget smalle indsejling ved det, de lokale kalder “Æ Gaf” – “Gabet”. Her er der ikke meget mere end 10 meter til modsatte bred, men selve løbet er op mod 3 meter dybt og kan derfor fint passeres af selv store sejlbåde.

Stedet er blevet meget populært blandt såvel lokale som tilrejsende sejlere. Mange lægger til eller kaster anker ud for det nye og ganske prangende Dyvig Badehotel, som fylder godt i landskabet.

Selv er jeg konfirmeret på den gamle og noget mere ydmyge  Dyvig Kro, der lå på samme fundament, som Badehotellet gør i dag. Og dengang var der ikke megen trafik på de kanter, selv om stedet ligger for enden af en hovedvej, der ender blindt her. Vistnok Danmarks eneste af slagsen!

Alt dette har imidlertid ændret sig gevaldigt. Om sommeren er der et rent cirkus med havneliv som i en større provinsby. Og tilsvarende trængsel på parkeringspladsen. Badevandet er nu så godt, at man uden videre kan boltre sig i bølgen blå – store som små. Der bliver svømmet, surfet og sejlet, så det er en lyst.

Det kan man mene om, hvad man vil. Men gavnligt for lokaløkonomien i denne del af Udkants-Danmark er det i hvert fald. Pudsigt nok havde Jan Gintberg dog mere fokus på en anden del af Dyvigs lyksaligheder, da han og et TV hold i 2011 gæstede Nordals:

Som mange læsere sikkert vil have oplevet det via Gintberg og nogle af DR TV’s mange midnatsudsendelser, så dyrkes der nu mere og mere vin i Danmark. Det er Rondo druen, der klarer sig godt i det stadig varmere danske klima. Så godt, at der i dag findes flere EU-godkendte vinavlere i Danmark!

En af disse vinavlere har til huse på en sydskråning ned mod vandet på nordsiden af Dyvig. En pragtfuld udsigt og et godt klima danner her grundlag for en lokal vin, der passende kunne markedsføres under navnet “Vin du Vig”. Hermed er ideen i hvert fald givet videre!

Dyvig er så sandelig kommet på Danmarkskortet igen – efter mange år i historisk glemsel og biologisk trængsel!

© 2012 Steen Ulnits

Første skoleprojekt indledt

Som trofaste læsere af www.ulnits.dk allerede vil have bemærket, så er der i de seneste år sket lidt af et paradigmeskift inden for fiskeplejen – dog længe forsøgt undertrykt af den etablerede og fisketegnsfinansierede fiskepleje, som føler sig truet på pengepungen af det nye initiativ. Der er nemlig millioner på spil.

Nye læsere på www.steenulnits.dk kan dog alligevel fint begynde her – med årets første solstrålehistorie om de nye rugekasser. De har nu afstedkommet det første projekt, hvor en skoleklasse adopterer en spæd laksefamilie i en rugekasse.

Foråret igennem skal de fra bredden og i åen følge med i, hvordan de befrugtede lakseæg klækker og udvikler sig – naturligt spredt rundt omkring i naturen og ikke som hidtil centralt buret inde i nogle få dambrug.

Torsdag den 2. februar 2012 – selveste Kyndelmisse og dermed midvinter – var dagen, hvor der for første gang i Danmark blev taget rugekasser i brug til et undervisningsprojekt. Stedet var Blåkilde Efterskole ved Tarm. Skolen vil gennemføre undervisningen i brug af rugekasser i samarbejde med Logen til Havørredens Ve og Vel.

Stort set samtlige elever på skolen samt forstander Henning Kristensen, biologilærer Peter Dahl, landinspektør Michael Jakobsen, Ringkøbing-Skjern Kommune med flere deltog i en kort introduktion, der blev holdt af Knud Pedersen fra Logen til Havørredens Ve og Vel.

Efter det korte indlæg i skolens aula gik turen ned til Tarm Møllebæk, der løber i kort afstand fra skolen. Alle interesserede var blevet inviteret med til udlægning af æg i 2 rugekasser i bækken. Rigtig mange valgte at deltage, hvilket varmede arrangørerne – ikke mindst i lyset af hele 7 minusgrader i solen…

Oprindelig skulle der have været havørredæg i rugekasserne, men der var desværre gået sygdom i havørredproduktionen hos Danmarks Center for Vildlaks (DCV) i Borris.

I al hast blev fiskerikontrollen gjort opmærksom på problemet, og her var man velvilligt indstillet på at ændre tilladelsen til i stedet at gælde lakserogn. DCV leverede herefter ½ liter lakserogn på øjenægstadiet, svarende til ca. 4.000 stykker æg:

 

Nede ved bækken fortalte Lasse Mikaelsen, formand for Logen til Havørredens Ve og Vel, om rugekassens opbygning og virkemåde, før han placerede den i bækken.

Lasse gjorde meget ud af at fortælle, hvor vigtigt den korrekte placering af rugekassen er for at nå den optimale gennemstrømning af vand i kassen. Kun således kommer der ilt nok til æggene, så de efterfølgende har en chance for at klække og udvikle sig til først yngel og siden ungfisk.

Lakseæggene fra DCV blev nu forsigtigt fundet frem fra transportbeholderen og forevist de interesserede elever og lærere. Herefter fik Lasse Mikaelsen skålen med ”herlighederne” overrakt, hvorefter han med stor forsigtighed hældte æggene ud i rugekassen.

Det vil nu være muligt for elever på Blåkilde Efterskole at følge udviklingen af æggene, indtil de klækker og siden vokser sig så store, at den medfødte blommesæk er opbrugt. Når det er sket, er yngelen klar til at forlade rugekassen og starte på livet ude i den store verden.

TV2 Midtvest var naturligvis på pletten for at forevige projektet – forhåbentlig det første ud af mange kommende skoleprojekter, hvor unge mennesker tager frivilligt ansvar for en ny generation af laks eller ørreder. Fisk, der på denne måde får mulighed for at vokse op under mere naturlige forhold end de millioner af deres artsfæller, som klækkes og vokser op i et dambrug.

Rugekasser giver mulighed for en decentral placering ude i naturen, så fiskene fødes og vokser op under naturlige forhold, der gør dem mere egnede til et liv uden for dambrugets beskyttende vægge.

Rugekasser giver mulighed for bedre at efterligne naturen, der gennem de sidste 10.000 år har ladet fiskene danne specielle stammer i forskellige vandløb og deres mange tilløb. Fisk, som i ekstrem grad er specialiserede og tilpasset netop det vandløb og dets karakteristika. Fisk, som gyder på forskellige tidspunkter og lokaliteter.

Rugekasser placeret rundt omkring i vandløbene giver optimal mulighed for at hjælpe naturen videre med denne specialisering. Og bibringer samtidig skoleelever en øget forståelse af natur og miljø. “A win-win situation”, som det jo hedder på moderne dansk!

© 2012 Steen & Lasse

Det største fremskridt siden braklægningen!

Det var en sorgens stund for dansk natur, da den tidligere borgerlige regering ophævede den braklægningsordning, som i flere år havde givet dansk natur det pusterum, den så desperat havde brug for. Om det så var nok så mikroskopisk.

Dansk landbrug var begejstret. Faldende kornlagre på verdensmarkedet betød stigende fødevarepriser, og under dække af at ville redde verdens sultende befolkning fra hungersnød og sultedød, hev dansk landbrug dybdeploven frem og gik i lag med indtil da braklagte områder. Naturen blødte og bløder stadig efter dette ondsindede anslag mod dansk natur og naturbevaring.

Dansk landbrug argumenterede sammen med den Venstre-ledede regering, at der jo slet ikke var tale om natur – blot marker, der midlertidigt var ude af drift. Men de braklagte områder var gennem årene blevet naturlige igen – med mange flere dyr og planter end tidligere. Fristeder for den natur, der nok er den hårdest trængte i hele verden – med verdens mest intensive landbrug og mere end to tredjedele af det danske land under plov.

Dansk landbrug har som ventet været arge modstandere af de nye randzoner, som de mener er et personligt angreb imod dem – trods det, at randzonerne indføres for at beskytte naturen mod mere kvælstof og fosfor fra de intensivt dyrkede og gødede marker.

Danske bønder skal naturligvis kompenseres for de tabte landbrugsområder. De skal naturligvis have penge for ikke at forurene yderligere. Logik på højeste plan, som det kun forstås og praktiseres i et gammel bondesamfund, der ikke har fulgt med tiden.

Men de ti meter brede randzoner omkring vandløb og søer er kommet for at blive, og godt det samme. De trådte i kraft per 1. september 2012. Men hvad betyder de præcis – for naturen, for landmanden og for de danske borgere. – Hvad må man, og hvad må man ikke i randzonerne?

Facts om de nye randzoner

Vilkår for udlægning af randzoner, fortolkning af bestemmelserne og hvem gør hvad – det er nogle af de fakta, der skal være på plads, når loven om randzoner snart træder i kraft. Nedenfor kan du læse de mest centrale fakta om nogle af de vigtige emner i forbindelse med loven. Faktaarkene vil efter behov løbende blive opdateret.

Randzonebredden
Der være 10 meter randzoner omkring alle åbne vandløb og søer større end 100m2

Udlægning af randzoner 
Loven om randzoner træder i kraft d. 1. september. Det betyder, at der skal udlægges randzoner på 10 meter omkring alle åbne vandløb samt søer større end 100 m2, hvor der vil være forbud mod at sprøjte, gødske og dyrke jorden.

Hvad er effekten af randzoner?
Randzonerne vil reducere udvaskning af kvælstof, fosfor og pesticider til vandmiljøet og dertil skabe ny, sammenhængende natur.

Hvad må man i randzonen?
I lov om randzoner fastlægges det, at man ikke må dyrke, sprøjte eller gøde i 10 meters afstand fra åbne vandløb og søer større end 100m2. Herunder får man information om, hvad der er tilladt i randzonen.

Aktiviteter i randzonerne
Klik herover for et overblik over nogle af de aktiviteter, som en landmand må eller ikke må foretage sig i sin randzone ifølge randzoneloven og EB.

Kortmateriale til randzoner
2 typer kort bliver taget i brug til at administrere randzoneloven – et vejledende vandløbskort og et kompensationskort.

Søer og åbne vandløb
Her kan du læse om søer og vandløb, der er omfattet af randzoneloven. Bemærk, at kunstige kanaler ikke er omfattet.

Reduktion af randzonen, hvis den udgør mere end 5% af bedriften
Der skal som hovedregel udlægges en randzone på 10 meter. Omfatter randzonen mere end 5% af en bedrifts samlede areal, kan lodsejeren søge om tilladelse til at udlægge en reduceret randzonebredde. Dette kaldes 5% grænsen.

Forbud mod dyrkning af flerårige energiafgrøder
Af hensyn til naturen har regeringen ophævet den regel, der tillader dyrkning af flerårige energiafgrøder i randzonerne. Altså: Nul energiafgrøder i randzonerne.

Kompensation til obligatoriske randzoner
Når randzoneloven træder i kraft den 1. september 2012, kan landmænd søge om kompensation i forbindelse med udlægning af randzone på deres grund.

Sanktioner og bøder
Der kan udstedes både bøder og sanktioner i forbindelse med manglende overholdelse af randzoneloven.

Hvilke myndigheder har ansvar for hvad? 
Her kan du læse om, hvilke offentlige myndigheder der er involveret i udmøntning og administration af randzoneloven. Det drejer sig ikke om én, men flere.

Offentlig adgang til randzoner
Den 1. september 2012, hvor der bliver udlagt randzoner, vil der etableres nye, sammenhængende naturområder. Denne natur vil danskerne få adgang til, efterhånden som den udvikler sig til en af de naturtyper, der fremgår af naturbeskyttelseslovens adgangsregler.

Når man færdes i randzoner, skal det ske i overensstemmelse med naturbeskyttelseslovens regler. Læs mere herom i denne artikel:

http://www.ulnits.dk/biologi/adgang.htm

Nu har du således skytset i orden, når du færdes langs åer og søer i den sparsomme danske natur. Nu kan du nemt kontrollere, om den pågældende landmand overholder de nye regler. Så Danmark fremover vil kunne overholde EU’s vandrammedirketiv, der skal give os alle et bedre vandmiljø, end den hidtige lovgivning har kunnet.

Tak til fødevareminister Mette Gjerskov for det!

© 2012 Steen Ulnits