Forfatterarkiv: Steen

Kyst-fiskeri

Tid: Forår
Sted: Kalø Vig
Indhold: Grundkursus i kystfluefiskeri, fluekast og fluebinding
Pris: Er inklusive fuld kost, logi på enkeltværelse samt undervisning

shapeimage_10

Det er et kursus, jeg har kørt snart 40 gange siden starten i 2000, og langt over 400 kursister har i den forbindelse tilbragt en spændende uge på kursus sammen med ligesindede. Mange har derfor også fanget deres første kystflueørred her – naturligvis på en flue, de selv har bundet!

“Bind en flue og fang en fisk!” – det har været dette kursus’ motto siden første hold i 2000. Kombineret med en god kasteteknik og indsigt i havørredens liv og færden året rundt er dette hemmeligheden bag et effektivt kystfluefiskeri, hvor der regelmæssigt kommer fisk på land.

Kalø Vig ligger så midt i det danske rige, som noget kan. Et antal mindre ferske tilløb sikrer, at der altid er fisk i vandet. Og der er altid en kyst, hvor man kan være i læ for vinden!

NB: Ingen aktuelle kyst-fluekurser

Kystflue 3

Vi havde en kursist, som kunne fejre sit 10 års jubilæum i 2010. Der er således rift om disse kurser. Der er kun 15 pladser på hvert hold, så hvis du vil være sikker på at komme med, da tilmeld dig snarest!

Læs artikel om kystflue-kurserne.

Se video fra kystflue-kursus.

Se fotos fra kystflue-kursus.

Kystflue på Kalø

TV2: Portræt af Steen Ulnits

Et portrætprogram om undertegnede, der selv er indfødt vestjyde og derfor lokal i området!

Jeg havde udgivet bogen “Jyllands Bedste Fiskevande” på Gyldendal og havde bogen “Havørred” fra samme forlag lige på trapperne.

Programmet er optaget af TV2 Midtvest i Holstebro den 23.11. 2005.

tray

Kroget for livstid

shapeimage_3

Om at kroge sig selv…

De færreste tænker vel ret tit over det: Hvordan det mon er at få en krog med modhager i sig. Og godt det samme, for gjorde man det, ville mange måske helt droppe fiskesporten…

Det har tit været debatteret, om det nu kan betegnes som en “sport”, når man bevidst forsøger at stikke spidse kroge ind i stakkels umælende skabninger – for egen fornøjelses skyld. Bølgerne har gået højt, når emnet har været, om fisk overhovedet kan føle smerte – i menneskelig forstand. Det har også tit været diskuteret, om genudsætning af fisk – Catch & Release – ikke tangerer dyreplageri.

Det vil føre for vidt at komme ind på disse emner her. Det rækker med at konstatere, at vi har en rigtig dårlig sag, der næppe holder i retten – hvis det altså skulle komme dertil. Det nytter ikke noget at diskutere genudsætning af fisk med folk, der principielt er modstandere af det.

Og det kniber gevaldigt med argumenterne for at fiske, hvis man alligevel vil genudsætte sin eventuelle fangst. Faktisk sagde engang navnkundige Jacques Custeau – ham med TV-serien “Havets Hemmeligheder” – at den slags helt enkelt er perverst…

Well, det er der naturligvis flere meninger om, og jeg har da ingen ambitioner om at droppe mit fiskeri eller min genudsætning af fangede fisk. Men det kan være ganske gavnligt selv at prøve, hvordan det føles at få en nyhvæsset krog i kroppen – til op over modhagen. Så får man måske et lidt andet syn på, hvordan det er at være fisk i et moderne “sportsfiskeri”!

CaptureVore dages spinnefiskere er i større fare end gamle dages. Vore dages fiskekroge er nemlig højteknologiske produkter, som enten er kemisk skærpede eller laserbehandlet. Det gør dem sindssygt skarpe, og emballagen til disse kroge burde derfor inkludere en advarsel herom!

Billederne herover viser en stakkels dansk fluefisker, som i ren frustration over svigtende fangster lånte en spinnestang af guiden. Han blev straks belønnet. Dels af en havbars, som ufortrødent gik ombord i den store popper. Og dels af de ultraskarpe Owner kroge, der efterfølgende gik i kødet på den formastelige fisker.

Afregning ved kasse 1 eller løn som fortjent. Rygterne vil vide, at den stakkels fluefisker ikke har rørt en spinnestang siden. Enhver ond gerning bærer straffen i sig selv!

Spøg til side. I ovennævnte tilfælde var problemet let løst – trods de dramatiske billeder. Det var nemlig let og ligetil at klippe krogen over bag modhagen og trække krogen ud igen. Det er altid værre, når man ikke kan få modhagen fri af kødet…

Capture2Fluefiskerne er nok dem, der oftest kroger sig selv. Vildfarne fluer i luften, pludselige vindstød og et øjebliks uopmærksomhed er nok til, at fluen får fat det forkerte sted. I regelen aldeles udramatisk og lige til at pille, klippe eller skære ud igen – af tøjet.

Men ind imellem går det værre end som så. Engang imellem kroger man sig selv direkte i kroppen, og normalt sker det i hovedhøjde. Ørerne er i sagens natur udsatte – næsen ligeledes. Allerværst er det, dersom man får krogen i øjet.

Det skete engang for en god ven, der fiskede med en lille sort William’s Favourite str. 14, som satte sig dybt i hans ene klare blå øje. Heldigvis klarede lægerne på Ålborg Sygehus sagen til UG, og der blev ingen komplikationer. Men han fisker aldrig mere uden solbriller – end ikke i mørke!

Polaroidbriller er uundværlige til alt fiskeri og ikke mindst fluefiskeri. Med dem kan man se ned gennem det irriterende “glar” på overfladen, og med dem er øjnene godt beskyttet. Har man glas i forskellige farver – fra standard gråbrun til dagtimerne over gul til skumringen og så klar eller farveløs til natfiskeriet – så er man godt dækket ind. Måske med blå som tilføjelse til rendyrket offshore fiskeri i solskin.

Capture3Ovenstående billeder af en lille rød rognflue dybt begravet i min højre tommel er omtalt i en tidligere artikel om hornfisk. Her forårsagede en diminutiv str. 10 krog så store problemer, at den måtte en tur på sygehuset og jeg have fire bedøvende indsprøjtninger, inden fluen kunne hales ud af to mand med en rusten tang – i en tom operationsstue!

Heldigvis er der en meget enkel løsning på næsten alle dise problemer og fortrædeligheder: Brug modhageløse kroge eller klem modhagen helt ned, før du begynder fiskeriet. Så er det langt mindre traumatisk at kroge sig selv – og fiskene!

© 2012 Steen Ulnits

Fotos: Jørgen Stybe & Steen Ulnits


 

Pfishing with Pflueger

Specifikationer i verdensklasse

På vor side af Atlanterhavet – den europæiske – er Pflueger stadig et relativt ukendt navn blandt lystfiskere. Men i Nordamerika ved hvert et fiskende barn, hvem Pflueger er, og hvad de står for. Pflueger er nemlig et ærkeamerikansk brand, som har rødder helt tilbage til 1881, hvor firmaets grundlægger Ernest F. Pflueger startede en produktion af fiskekroge. Firmaet hed da noget så kedeligt og intetsigende som Enterprise Manufacturing Company…

Det var først, da sønnen Earnest A. Pflueger overtog kontrollen, at et firma med navnet “Pflueger” blev stiftet – nu med en udvidet produktion af alskens fiskegrej til mange forskellige slags fiskeri. I 1916 så så det første Pflueger fiskehjul dagens lys – i form af “Pflueger Baitcast”. Det var et simpelt, men robust og velfungerende multiplikatorhjul, som blev fremstillet i Akron, Ohio, der nu var firmaets hjemsted.

Dette hjul var i mange år en slags industristandard for fiskehjul, som alle andre sammenlignede sig med, og Pflueger solgte derfor mange af disse hjul. Først i 1934 lancerede Pflueger det første fastspolehjul under navnet “Pflueger Spinning”. Dengang var der ikke så mange andre modeller på markedet, at man måtte ty til opfindsomme navne for at markere sig i vrimmelen!

Pflueger Medalist

Men er selve Pflueger navnet ukendt på vore breddegrader, så er et produkt som Pflueger’s “Medalist” fluehjul det bestemt ikke. Det er hjul, som har overlevet siden lanceringen i 1935 – hjul, der er noget nær uopslidelige. Og der er næppe tvivl om, at Pflueger Medalist er det fluehjul i hele verden, som er produceret i det største antal.

Konstruktionen er typisk amerikansk – med bagside og spoleramme samlet af skruer og metalstivere. En konstruktion, der er meget stærk og upåvirkelig af stød og slag – stik modsat de støbte englændere, der meget let slås skæve. Man skal blot være klar over, at et Medalist godt kan få en skrue løs efter nogle års fiskeri. Det problem er dog klaret på sekunder med en lille skruetrækker!

Men ikke nok med det. Med undtagelse af den mindste størrelse 1492 er alle Medalist hjulene forsynet med en enkel skivebremse, der rent faktisk kunne og kan indstilles til en vis bremsekraft – igen stik modsat de klassiske engelske fluehjul og deres fjederbelastede knarre. Her er det nærmest kun lyden, der kan reguleres…

I 1966 blev Pflueger så opkøbt af datidens gigant inden for fiskegrej – Shakespeare, der er omtalt i en separat artikel på dette website. Shakespeare var ude efter den store knowhow inden for fiskehjul, som Pflueger havde opbygget gennem årene. Et ideelt supplement til Shakespeare’s egen store viden om fremstilling af fiskestænger.

Efterhånden udviklede det sig derhen, at Pflueger skulle positioneres som producent af high-end fiskehjul, der ikke skulle konkurrere på pris, men kvalitet og funktion. Det var starten på en udvikling, der har ledt frem til vore dages Pflueger hjul, som er blandt verdens bedste. Hjul, der ikke går på kompromis med noget, og som derfor gør brug af alle rumalderens mange tilgængelige hi-tech materialer.

2002 blev året, hvor Pflueger for alvor slog igennem på det store amerikanske marked med de nye hi-tech produkter, og udviklingen fortsætter. I dag fremstiller Pflueger således både multiplikatorhjul, fastspolehjul og fluehjul af bedste slags.

President og Patriarch

I 2008 lancerede Pflueger så en række nye fluehjul, der skulle tage over, hvor Medalist’en slap. Topmodellen var “President”, som jeg selv havde fornøjelsen at teste, inden den blev indlemmet i det nu desværre hedengangne Fenwick fluesortiment under navnet “IronFeather”. Et aldeles fremragende hjul, som det lykkedes mig at lande 150 bonefish op til 3 kg på – i løbet af to uger i Karibien. Ikke én eneste gang var der problemer med det. Hvad man desværre ikke kunne sige om nogle langt dyrere hjul, som også var med på turen…

Men markedet for spinnehjul er meget større og således mere interessant. Pflueger udviklede derfor en ny række fastspolehjul og multihjul til kræsne fiskere, der ikke er bange for at betale, hvad et godt hjul koster.

På det danske marked har det især været topmodellen “Patriarch”, der slog an og manifesterede Pflueger brand’et blandt danske lystfiskere. Trods en pris på kr. 2.499,- manglede der ikke købere til de nye hjul, som byder på kvalitetskomponenter i titanium, magnesium, aluminium og grafit. Hertil hele tre forskellige slags kuglelejer placeret på strategisk vigtige steder.

Kuglelejer er nemlig ikke bare kuglelejer. Det ved Pflueger, som derfor bruger forskellige typer lejer på forskellige steder i hjulet. De mest udsatte steder monteres med afskærmede lejer, mens der på mindre udsatte steder bruges forseglede lejer. Alle naturligvis fremstillet af det bedste rustfri stål, som kan skaffes!

Kulfiberkerne i spolen er et fremtrædende træk hos dyre Pflueger hjul som Patriarch’en. Og noget, du ikke ser andre steder. Det sikrer maksimal styrke kombineret med laveste vægt og er et godt eksempel på, at Pflueger ikke er bange for at ty til usædvanlige kombinationer af forskellige materialer – når målet er det bedst mulige produkt uanset prisen.

Magnesium er et kostbart materiale, som Pflueger har reserveret til sine bedste og dyreste hjulserier. På topserien Patriarch er således både hjulhus, rotor og sideplade fremstillet af elokseret magnesium, hvilket gør hjulene på én gang meget lette, uhyre stærke og 100% saltvandsbestandige. Det finder du ikke på andre hjul!

Bremseskiverne er af største vigtighed på  et fiskehjul, der skal kunne holde til de største og stærkeste fisk, man kan få på krogen. Pflueger har forsket meget i forskellige materialer og har udviklet specielle bremseskiver i kulfiber, der ikke lader sig komprimere under selv det hårdeste pres. Garanti for en jævn og sikker bremsning.

Superspoler til nutidens superliner er en helt naturlig ting for Pflueger, som monterer deres spoler med ringe af siliconegummi, der hindrer glatte og uelastiske superliner i at skride på spolen. Slut med at skulle spole nylonline inderst på spolen og siden koble nylon- og superline sammen med besværlige knuder!

I USA nyder Pflueger’s low profile multihjul stor anseelse blandt de mange tusinde bass-fiskere. Her er konkurrencen benhård – både fiskere og fiskehjul-producenter imellem. Pflueger’s topmodel blandt multihjul hedder også “Patriarch” og byder på ikke færre end 10 kuglelejer af bedste kvalitet samt titanium-coatede sideplader. For at holde vægten lavest mulig er sågar også håndtaget fremstillet i radial kulfiber!

Funktionen understreges af, at Patriarch hjulene har hele to indbyggede kastebremser: En traditionel centrifugalbremse, som holder den vildt roterende spole under kontrol i kastets første fase. Samt en moderne magnetbremse, der tager over og styrer spolen under den sidste, langsomme del af kastet.

Man kan kort sagt konstatere, at Pflueger aldrig har lavet bedre hjul, end tilfældet er i dag – trods mere end 130 år på markedet!

© 2012 Steen Ulnits

 

What are you wading for?

shapeimage_3

Ørredbukser til folket!

Før den Amerikanske Borgerkrig i 1800-tallet var der ingen, som havde waders. Skulle der alligevel vades, måtte det ske vådt – i det tøj og de støvler, man nu engang havde på. Det kan man se på gamle afbildninger af amerikanske fiskere, der klamrer sig til grene og træer nær bredden – for ikke at blive våde, klamme og kolde. Forkølelse og lungebetændelse var mere fatalt i de dage end i vor egen tidsalder. Og decideret vadefiskeri derfor forbeholdt de varme sommermåneder!

På vore breddegader var det naturligt nok de seje nordsøfiskere, som havde mest brug for vandtætte støvler og bukser. Men materialerne var få og lod meget tilbage at ønske.

Alligevel udviklede fiskerne lange støvler og bukser, som var vandtætte – i hvert fald for en stund. De bestod af en tung og tyk læderoverdel, som var fastgjort til datidens ligeledes tunge træskostøvler. Læderet var fedtet godt ind, så det kunne holde vandet ude i kortere perioder.

Men én ting var ganske vist: Faldt man først over bord iført sådanne støvler, var man sikker på at synke til bunds som en sten. Datidens fiskere gjorde derfor også en dyd af ikke at kunne svømme. Det ville alligevel ikke kunne redde dem…

Med en rig på ryggen!

Historien om verdens første waders startede meget tidligt – helt tilbage i 1800-tallet, hvor det var ganske almindeligt, at velhavende fiskere lod sig bære tørskoet over elven – i Skotland af veltrimmede ghillies i deres traditionelle kilt! Det siger sig selv, at den skotske ghillie altid blev våd og kold – hans kostbare engelske last kun undtagelsesvis…

Det var også dengang, hvor den velhavende laksefisker gerne selv kastede sine fluer og krogede sine laks. Men han fightede dem kun, så længe han kunne gøre det tørskoet. Tog laksen et langt udløb, som gjorde det umuligt at følge den inde fra bredden, da blev stangen straks overgivet til ghillien, der så endnu engang måtte tage sig et bad under jagten på laksen. Så såre det atter var muligt, overtog vor velhaver sin stang med den nu noget mere medgørlige laks!

Hvor mange skotske ghillies, der døde af lungebetændelse efter sådan en omgang, er uvist. Men det har givet kostet nogle af dem livet, når fiskeriet foregik efter “springers” allerførst på sæsonen – ofte i en forrygende snestorm over det skotske højland…

Det forklarer måske også, hvorfor skotske ghillies altid havde en flaske god maltwhisky inden for rækkevidde. De drak, som gjaldt det livet – hvad det måske også gjorde!

På den anden side af Atlanterhavet – i USA – havde man endnu ikke samme skel mellem rig og fattig. Her måtte enhver klare sig selv, og her var der derfor tidligt fokus på at udvikle produkter, som kunne gøre livet mere bekvemt for den enkelte. Her var entreprenørånden i højsædet, og her blev mange nye ting derfor udtænkt.

Et af de helt store gennembrud kom, da man fandt ud af at udvinde rågummi fra gummitræet i Mellem- og Sydamerika. Her fandt indianerne tidligt ud af at bruge substansen fra “det grædende træ” til fremstilling af vandtætte sko, og spanske soldater lærte hurtigt at bruge materialet til imprægnering af deres hatte.

Charles Goodyear

Den industrielle udvinding af gummi begyndte dog først i starten af 1800-tallet, hvor rågummiet nåede til Europa som ballast i træskibene. En skotte ved navn Macintosh udviklede en metode til at opløse gummiet i kemikaliet naftalin, og han kunne derefter som den første påføre det opløste gummi til stof, som derved blev vandtæt.

Men rågummi var stadig blødt og ikke ret holdbart. Der var brug for en hårdere og mere stabil udgave, hvis gummiet skulle få en større udbredelse. Det blev amerikaneren Charles Goodyear, som efter mange vanskeligheder fandt frem til den rette metode: Vulkanisering. Han fandt ud af at opvarme gummiet og tilsætte svovl, hvorved gummiet stabiliseredes. Det skete i 1839, men først fem år senere, i 1844, udtog Charles Goodyear patent på den metode, der skulle revolutionere brugen af gummi.

Daniel Hodgman

Den 19. august 1808 blev en amerikaner ved navn Daniel Hodgman født i byen Mason i staten New Hampshire på den nordamerikanske østkyst. Han blev opdraget inden for landbruget, men fandt hurtigt ud af, at han hellere ville være handelsmand og have foden under eget firma.

Efter en urentabel butik i Boston lykkedes det ham, sammen med en kompagnon, at etablere et rentabelt gummihandelsfirma på Beaver Street i New York City. Deres veje skiltes dog, og Daniel Hodgman fortsatte med en ny virksomhed i NYC – nu på Duane Street og nu med egen fremstilling af gummivarer. Det var i 1838.

Den nye virksomhed fik navnet Hodgman Rubber Company og var en øjeblikkelig succes. Allerede i 1839 blev Hodgman således tildelt en sølvmedalje for deres redningsveste af gummi, og i 1842 udtog Daniel Hodgman US patent nr. 2504 på fremstilling af en gummisko med såler af ubehandlet rågummi.

Hurtigt herefter kom så det vulkaniserede gummi fra Goodyear, der tildelte Hodgman licens til at bruge den nye fremstillingsproces. Hodgman fortsatte dog med at fremstille ikke-vulkaniserede gummiprodukter, lige indtil Goodyear’s patent udløb. Nu var Daniel Hodgman ikke længere nødt til at betale dyre royalties til Goodyear, og herefter skete al fremstilling af Hodgman produkter naturligvis med vulkaniseret gummi!

Fra slavebukser til gummiwaders

Hodgman Rubber Company fremstillede mange forskellige slags gummiprodukter til lige så mange forskellige formål. Ofte var der tale om fremstilling af specialprodukter efter mål, hvilket var tilfældet i 1849. Slaveriet var endnu ikke ophørt, og ordren var en bestilling af skræddersyede, beskyttende gummibukser til navngivne sorte slaver, så disse kunne arbejde i sumpede områder uden at blive overstukket af myg…

Disse gummibelagte bukser blev forgængeren til de moderne waders, som vi kender dem i dag. Nu havde man teknikken, og springet var derfor ikke langt til at fastgøre et par vulkaniserede gummistøvler til et par vulkaniserede gummibukser.

Det står ikke helt klart, hvornår de første deciderede waders blev lanceret. Men vi ved, at Hodgman i 1853 havde vokset sig så stort, at der ikke længere var plads nok inde i NYC. Hodgman flyttede derfor til landsbyen Tuckahoe i Yonkers forstaden til New York. Her opkøbte Daniel Hodgman en godt 18.000 kvadratmeter stor tidligere stenmølle med let adgang til billig vandkraft, og her menes de første rigtige waders at være kommet til verden.

Firmaet fortsatte sin vækst i de nye lokaler, men i 1874 døde Daniel Hodgman, 66 år gammel. Han efterlod sig to sønner, Charles A. Hodgman og George F. Hodgman, som overtog den videre drift af firmaet. De fortsatte udviklingen af gummitøj og blev snart verdens suverænt største producent af regnfrakker. Så stor var efterspørgslen, at der måtte bygges en helt ny fabrik udelukkende til fremstilling af regnfrakker. Cykeldæk var en anden stor Hodgman salgsartikel i slutningen af 1800-tallet.

Vi ved, at Hodgman givet havde den fornødne teknologi til at fremstille rigtige waders, som vi kender dem idag, helt tilbage i 1840’erne. Alligevel skal vi helt frem til 1881, før vi finder de første trykte reklamer for dem. Det er i bladet “American Field and Forest and Stream”, der senere blev til det mere mundrette “Field and Stream”. Her kan man se Hodgman annoncere for de “fishing pants”, der må formodes at være verdens første rigtige waders. For øvrigt i tæt konkurrence med Goodyear’s “trouting pants”.

Omkring århundredskiftet var rigtige vadebukser og skridtstøvler i brug på begge sider af Atlanten. Den engelske udenrigsminister Viscount Grey of Fallodon beskriver i hvert fald waders og brugen af dem indgående i sin udødelige bog “Flyfishing” fra 1899. Han mente, at de var ubehagelige at have på og gå i, men foretrak dem dog til enhver tid, da de gav ham den ønskede bevægelsesfrihed. For ham var de alternativet til at fiske fra båd, hvilket han ikke holdt af.

 75 år og 1.200 ansatte

I 1913 kunne Hodgman Rubber Company fejre sit 75 års jubilæum, og firmaet voksede stadig. For at fejre begivenheden inviterede firmaet alle sine 1.200 medarbejdere til en gigantisk barbecue, der for alvor understregede, at Hodgman var et firma med magt over tingene. Firmaets erklærede politik var da, at man lavede alt under eget tag. Kun sådan kunne man garantere for en stabil og altid høj kvalitet.

Hodgman familien fortsatte med at bestyre firmaet op gennem 1920’erne og var med til at forsyne amerikanske tropper i Europa med ikke færre end 750.000 regnfrakker under Første Verdenskrig. Der har således stået “Hodgman” på rigtig mange skyttegravssoldater i de dage. Hodgman leverede ligeledes mange tusinde gasmasker til de selvsamme soldater.

I 1926 måtte familien imidlertid afgive ejerskabet af Hodgman Rubber til Mitchell Kaufmann, som i 1929 også købte gummivirksomheden Converse. Udviklingen af stadig lettere waders fortsatte ufortrødent, og i 1930’erne havde Hodgman fire forskellige “vægtklasser” waders at vælge imellem: Fra de lette “Wadelite Waders””, hvor et par blot vejede 30 ounces (lige under 1 kg) til de tunge, men slidstærke “Service Waders”, der vejede 104 ounces (lige knap 3 kg). Til priser fra $13 til $24!

I 1941 lancerede Hodgman så sine velkendte “Wadewell Waders”, som blev en forrygende succes, og som dannede grundlag for de typiske amerikanske waders, som vi kender dem i dag: Gummi i midten med lærred på inder- og yderside gør disse waders både behagelige og slidstærke. Næppe nogen anden waders-model er nogensinde solgt i så stort et antal som netop Hodgman’s “Wadewell”. Med faste støvler og filtsål kostede de $24 i 1941.

Hodgman’s “Wadewell” waders er blevet fremstillet helt op i dette årtusinde – naturligvis i en konstant raffineret udgave – og har stadig mange tilhængere. Du ser dem på billedet til venstre.

Ron Foster

I 1969 blev en mand ved navn Ron Foster ansat som sælger i firmaet Converse Hodgman Outdoor Products. Converse var på daværende tidspunkt allerede verdensberømte for ikke mindst deres rødhvide gummisko og basketstøvler, som stadig findes på markedet. Man havde samtidig købt firmaet Hodgman Rubber, hvis gummistøvler og waders supplerede sportsartiklerne på bedste vis. Gummi skulle der til i de dage!

Ron, der selv var en ivrig fluefisker, kom snart til at sælge Hodgman waders og skridtstøvler, som han jo havde et nært forhold til og selv tilbragte rigtig mange timer i. Han blev derfor hurtigt firmaets specialist på feltet og var i flere år Hodgman’s absolutte topsælger. – Det er jo ikke svært at sælge noget, som man selv bruger og brænder for, var hans beskedne kommentar til dette.

Efter ti år som ansat i firmaet fik Ron Foster pludselig mulighed for at købe Hodgman Division af Converse, og han gik straks i banken for om muligt at låne pengene der. Det lykkedes, og for US$ 250.000 blev Ron pludselig ejer af og direktør for det firma, han havde været ansat i. Samtidig var han nu behageligt fri for de “company policies”, han hidtil havde været underlagt. Nu kunne han udvikle, fremstille og sælge Hodgman produkter på den måde, som han selv fandt bedst og mest produktiv.

Hodgman gennemlevede nu en eksplosiv årrække med udvikling af waders fra vulkaniseret gummi til letvægtsnylon – fra 1970’ernes og 1980’ernes neopren til vore dages åndbare hi-tech waders. Hertil et imponerende sortiment af udendørs beklædning med specielt fokus på jægere og fiskere og deres specifikke behov.

I 2005 sad Hodgman på en meget stor del af det amerikanske marked for waders – med en årlig produktion på over 100.000 neopren waders – alle fremstillet af japansk produceret neopren, men alle tilskåret og samlet i USA.

Et lidt sort kapitel oplevede Hodgman dog – i lighed med flere andre producenter – da man forsøgte sig med fremstilling af waders i åndbar og samtidig elastisk væv. “Stretchlite” var navnet på disse waders, der var baseret på en god idé og et godt materiale. Virkeligheden viste sig dog at være en noget anden, da det åndbare materiale nok kunne strækkes, men desværre ikke tålte det under praktisk brug. Efter et vist antal stræk gav de mikroskopiske porer op og lukkede vandet ind… Hodgman opgav derfor denne idé i 2005.

I hus med Pure Fishing

26 spændende og fremgangsrige år efter købet af Hodgman mente Ron Foster, at det nu måtte være nok. Han ville pensioneres og solgte derfor Hodgman til Stearns, som er verdenskendt for fremstilling af redningsudstyr til sejlsportsfolket, handelsflåden og det amerikanske militær.

Stearns blev siden opkøbt af den store børsnoterede Jarden koncern, der i dag også ejer Pure Fishing. Hodgman waders og beklædning er således kommet i samme hus som de mange andre kvalitetsprodukter, lystfiskere over hele verden bruger og efterspørger.

Som Hodgman selv udtrykker det:

– What are you wading for?

© 2012 Steen Ulnits

To be or not to be – fishing!

Mere end 100 år med fiskegrej

Det hele startede i slutningen af 1800-tallet, hvor en ung amerikansk mikstursælger satte sig for at løse datidens store problem for lystfiskere: Oplægningen af linen under indspinning med et multiplikatorhjul. Det måtte dengang ske manuelt under indspinningen, hvilket resulterede i konstante overløb og fuglereder. For slet ikke at tale om de gange, hvor linen samlede sig i den ene side af spolen og låste sig urokkelig fast.

William Shakespeare, Jr. var født og opvokset i Kalamazoo i staten Michigan, Han var ganske vist uddannet i finmekanik med kameraer som speciale, men ernærede sig ved at sælge mikstur og datidens patentmedicin. I sin sparsomme fritid var han lystfisker med adgang til statens utallige og dengang aldeles jomfruelige vandløb og søer. Her var det grejet, der satte begrænsningerne – ikke fiskebestanden.

 Verdens første linefører

William Shakespeare havde både pionerånd og mekanisk snilde. Den da kun 26 år gamle William udtænkte med en urmagers snilde løsningen på dette problem, som havde plaget lystfiskerne i årtier. Han lånte en guldsmeds lille drejebænk og fræsede omhyggeligt langsgående riller i to messingstænger. Han konstruerede derefter en linefører, som med base i disse riller førte linen frem og tilbage over spolen under indspinning – så den lagde sig jævnt helt af sig selv. “Level Wind” kaldte han opfindelsen.

Den unge William Shakespeare tog sin nye opfindelse med ned til Kalamazoo River, hvor den viste sig at fungere rigtig godt. Hans fiskekammerater var begejstrede, og William besluttede sig for at sætte sin nye opfindelse i produktion. Året efter, i 1896, udtog han patent på sin opfindelse, og i 1897 etablerede han så sin virksomhed – The William Shakespeare, Jr. Company. Han var da blot 28 år gammel.

Fem år senere var det lille firma vokset og havde nu en halv snes medarbejdere. Produktionen drejede sig stadig om multiplikatorhjul med den patenterede linefører, og Shakespeare lancerede i 1908 sit nye slogan “Built Like a Watch”. I 1915 skiftede firmaet  samtidig navn til det mere mundrette “The Shakespeare Company”, som var lettere at markedsføre.

Verdens første overløbsbremse

Under Første Verdenskrig måtte Shakespeare omstille produktionen fra fiskehjul til militært udstyr – heriblandt tændsatser til mortergranater og karburatorer til benzindrevne køretøjer. Efter krigen blev produktionen atter omstillet til fiskehjul, og i 1920 havde Shakespeare flere end 5.000 forhandlere spredt over det store nordamerikanske kontinent.

1939 bød på endnu et kvantespring for det moderne fiskehjul. Nu havde William Shakespeare nemlig fået fokus på en anden indbygget ulempe ved multiplikatorhjulet – de mange overløb. Det måtte der gøres noget ved, og Shakespeare’s løsning på dette problem var “Backlash” bremsen. Dette bremsesystem blev bygget ind i Shakespeare’s nye “Wonderreel”, som blev firmaets til dato absolutte bestseller. Samme år udtog Shakespeare patent på verdens første fiskehjul med to gear, der kunne skiftes imellem.

Anden Verdenskrig havde også bud efter Shakespeare’s tekniske kunnen. Nu blev produktionen omstillet til styregrej til jeeps, kampvogne og flyvemaskiner, som USA producerede i enorme mængder – til sig selv og sine allierede. Ikke blot kunne Shakespeare bidrage til de allieredes sejr i krigen, men firmaet lærte sig undervejs meget nyt, som siden blev til stor nytte.

Verdens første glasrørsstang

Efter krigen kom der atter fokus på fritiden. Krigen havde – sine mange rædsler til trods – frembragt en lang række nye materialer, der bød på helt nye anvendelsesmuligheder. De skulle udnyttes, og Shakespeare kastede sig straks over de mange og spændende muligheder, som ikke mindst nylon og glasfiber så ud til at have.

Allerede i 1946 flyttede firmaet sin produktion af flettede spinneliner og coatede flueliner til Esterville i staten Iowa, hvor man også startede sin egen produktion af nylonliner op – helt fra bunden af. Året efter – i 1947 – kunne Shakespeare så fejre sit 50 års jubilæum som producent af grej til lystfiskere. Det er nu William Shakespeare’s søn Henry, der sidder i direktørstolen. I jubilæumsåret lancerer man President multihjulet og den helt store verdensnyhed – glasfiberstangen.

Under Anden Verdenskrig havde en ingeniør ved navn Dr. Arthur M. Howald eksperimenteret med den helt nye glasfiber. Efter de indledende massive stænger indså Dr. Howald hurtigt, at fremtidens fiskestang var rørbygget. Problemet var blot, hvordan det skulle gøres.

Hans første forsøg involverede en kerne af let balsatræ, hvorom glasfibrene blev vundet – langsgående til at give aktionen og tværgående til at stive klingen af med. Stængerne blev lettere end de massive og dermed hurtigere. Det svage punkt viste sig imidlertid at være balsakernen, som var vanskelig at fremstille i stort antal. Der skulle jo en separat kerne til hver enkelt klinge.

Dette problem blev løst, da Howald gik sammen med Shakespeare om videreudvikling af glasrørsstangen. Shakespeare fandt den store tegnebog frem og investerede ikke mindre end 1 million af datidens dollars i projektet – så meget troede man på det.

Howald fandt nu ud af, at man kunne lægge de langsgående glasfibre om en tynd stålkerne, som siden omvikledes med glasfiber og krympefilm. Krympefilmen sikrede, at bindemidlet blev presset ud mellem alle glasfibrene – på kryds og tværs. Og stålkernen fjernedes efter opvarmning og hærdning af bindemidlet i en ovn. Voilá: Verdens første rørbyggede fiskestang var en realitet!

Wonderrods

De nye stænger blev præsenteret for grejbranchen i 1947 og lanceret under det oplagte navn “Wonderrods”. Dr. Howald’s revolutionerende konstruktion blev hurtigt en institution blandt amerikanske lystfiskere, og Dr. Howald selv udødeliggjort med sin opfindelse!

Efterfølgende red Shakespeare højt på bølgerne og voksede år for år. Stangproduktionen blev flyttet til Columbia i South Carolina, hvor der ikke var langt til Atlanterhavets blåfinnede tun at teste grej på. Antallet af solgte Wonderrods nåede noget nær astronomisk størrelse.

Med ét var de gamle stænger af bambus og stål totalt forældede, og alle skulle nu have en Wonderrod at fiske med. På datidens hjemmemarked svarede det til, at der blev produceret flere hundrede tusinde Wonderrods, og mange af disse stænger findes faktisk stadig og fisker endnu – med metalferrule og karakteristisk hvid klinge med spiralsnoet finish!

Shakespeare var hurtig til at se potentialet i den nye teknik og det nye materiale. I samarbejde med Dr. Howald lancerede Shakespeare derfor i de følgende år en lang række Wonderrods til vidt forskellige former for fiskeri.

Det amerikanske hjemmemarked er dels meget stort – dels uhyre varieret. Det spænder lige fra let indlandsfiskeri efter små crappie og bluegill over traditionelt fluefiskeri i strømvand til spinnefiskeri efter bass og muskies i søer og damme til havfiskeri efter de allerstørste. Og Shakespeare havde Wonderrods til det hele!

Op gennem 1950‘erne ekspanderede Shakespeare voldsomt, og produktionen blev udvidet fra kun at omfatte fiskegrej til også at inkludere antenner, golfkøller, buer og andet sportsudstyr, som kunne fremstilles af glasfiber. Man sad jo inde med en kolossal viden om brugen af netop dette materiale.

I 1965 flyttedes hjulproduktionen til en ny fabrik i Fayetteville, Arkansas. Som en af pionererne på miljøområdet, var den nye hjulfabrik en af USA’s allerførste industrier, som begyndte at rense sit spildevand – aldeles frivilligt. Det var i de år, hvor miljøet endnu var en by i Rusland de fleste steder, men Shakespeare havde set skriften på væggen og vidste jo bedre end de fleste, at rent vand er en nødvendighed – ikke mindst for de fisk, vi holder så meget af at fange!

Året efter – i 1966 – købte Shakespeare det konkurrerende firma Pflueger, som længe havde været en vigtig spiller på markedet. Ikke mindst Pflueger’s Medalist fluehjul var allerede da verdenskendte og givet de mest solgte fluehjul nogensinde. En perfekt match til Shakespeare’s egne Wonderrods. Man begyndte også at fremstille elmotorer med sigte på det stærkt voksende marked for bassfiskeri.

Verdens første kulfiberstang?

I 1972 går Shakespeare så på New York Exchange børsen for at skaffe ny kapital til udvikling af nye produkter. Med stort held, må man sige, for allerede i 1976 kan Shakespeare stolt præsentere det næste store gennembrud inden for stangbygning: Ugly Stik stængerne.

Allerede i 1968 var Shakespeare begyndt at eksperimentere med den nye kulfiber, som Rolls Royce i England havde udviklet i samarbejde med Royal Air Force. Det var oplagt, at den nye fiber havde et stort potentiale, men den var ikke nem at tøjle – spinkel og sprød, som den var. Der skulle megen udvikling og masser af radikal nytænkning til, førend målet var nået.

Det er almindeligt kendt, at det var Fenwick, som kom først med den seriefremstillede kulfiberstang – HMG stængerne fra 1973. Mindre kendt er det imidlertid, at Shakespeare også havde sine første kulfiberstænger med til de store sport shows i 1973. Faktisk lancerede både Fenwick og Shakespeare deres første kulfiberstænger selvsamme år under selvsamme navn: “Graflite”.

Det afstedkom naturligvis stor forvirring i branchen, og det viste sig hurtigt, at Shakespeare ejede rettighederne til navnet “Graflite”. Naturligvis til stor ærgrelse for Fenwick, der måtte hjem i tænkeboksen for at komme op med et nyt navn. Det blev som bekendt “HMG”, der siden blev kendt som verdens første kulfiberstænger. Om det så er helt korrekt, er der mange delte meninger. Der var i hvert fald meget tæt mellem Fenwick og Shakespeare under opløbet i 1973!

Men hvor Fenwick satsede alt på de nye kulfiberstænger, betragtede Shakespeare blot kulfiberstængerne som en velkommen udvidelse af deres i forvejen store produktsortiment. Og i begyndelsen var kulfiber så dyr en råvare, at man ikke anså kulfiberstænger for egnet til masseproduktion. I hvert fald ikke som ingrediens i stænger bygget efter Shakespeare’s patenterede Howald proces.

Ugly Stiks

Priserne faldt dog dramatisk i de følgende år – så meget, at det hurtigt blev rentabelt at bruge kulfiberen i forbindelse med bygning af Howald stænger. Shakespeare fandt i den forbindelse ud af, at man kunne bygge endda overordentlig robuste fiskestænger med denne teknik – langt mere robuste end med den traditionelle fremgangsmåde.

Man fandt ud af, at kulfiberen kunne lægges i en helix-konstruktion omkring de langsgående glasfibre, hvorved man fik en uhyre stærk stang, som var næsten umulig at knække under normalt fiskeri. Denne råstyrke blev det helt store salgsargument, da Shakespeare i 1976 kunne lancere de første “Ugly Stik” stænger fremstillet på denne måde. Med vanlig amerikansk sans for drama og markedsføring blev de nye stænger præsenteret i annoncer og TV commercials, hvor folk og fiskere på mange forskellige måder forsøgte at knække deres nye Ugly Stik stang – naturligvis uden held!

Ugly Stik stængerne blev endnu et megahit for Shakespeare. Den karakteristiske glasklare spids af ubrydelig glasfiber blev et varemærke, som gjorde, at stængerne næsten solgte sig selv. Konstruktionen var naturligvis patenteret, så konkurrenterne ikke kunne gøre dem kunsten efter. I de år var stangproduktionen nemlig stadig baseret i USA og endnu ikke flyttet til Fjernøsten.

Magasinet “Fishing Tackle Trade News” holdt sig da heller ikke tilbage, men erklærede ligeud, at de nye “Ugly Stik stænger nok var det mest nyskabende produkt inden for de seneste årtier”. Sådan!

Shakespeare forfaldt imidlertid ikke til at hvile på laurbærrene. De oprindelige Ugly Stiks formelig sprøjtede ud fra fabrikken til millioner af glade amerikanske fiskere. Det var derfor oplagt at følge op på succesen – ved at differentiere stængerne og lancere nye Ugly Stiks med anderledes egenskaber.

Nye Ugly Stiks – til alt!

I 1985 lancerer Shakespeare så “Ugly Stik Tiger” stængerne – under mottoet “For Big Game, choose the Big Cat”. Og det var, hvad amerikanerne gjorde. Til tungt fiskeri efter store fisk blev Ugly Stik Tiger noget nær enerådende. De var og er endnu mere robuste end de almindelige Ugly Stiks, da de indeholder mere glasfiber.

Ugly Stik Tiger stængerne var for øvrigt opfølgeren til en storstilet markedsføringskampagne året før, hvor man lancerede det meget passende og korrekte slogan ”America Goes Fishing With Shakespeare”. Så stor en spiller var Shakespeare blevet, at ingen stillede spørgsmålstegn ved det. Sådan forholdt det sig ganske enkelt.

I 1996 er tiden så moden til lancering af “Ugly Stik Lite”, som med et større indhold af kulfiber er lettere og mere spændstige end originalen. De nye Ugly Stiks blev hurtigt meget populære blandt lakse- og ørredfiskere, som havde sukket efter lettere stænger i lang tid. Selvsamme fiskere fik for alvor deres lyst styret i 1999, hvor “Ugly Stik 100% Graphite” blev lanceret – stadig bygget efter Howald processen, men nu helt uden glasfiber og derfor lettere end nogen anden Ugly Stik.

Og her står vi så i dag – med et kolossalt udbud af forskellige Ugly Stik stænger til forskellige former for fiskeri. Shakespeare er således en af de gamle giganter på markedet for fiskegrej. Én af dem, der virkelig har bidraget til udviklingen af det grej, vi har til rådighed i dag!

© 2012 Steen Ulnits

 

Historien om Fenwick

shapeimage_3

Verdens første kulfiberstænger bliver til

Det hele startede i San Francisco, Californien i 1920. Den 24. juli blev Milton J. Green nemlig født, og med ham startede en helt ny epoke for amerikansk fluefiskeri.

I sine teenage-år blev Jim Green dybt involveret i kastesporten og viste sig hurtigt at være et stort talent som fluekaster. Han blev derfor medlem i den prestigefyldte Golden Gate Casting Club (GGCC), hvor han raffinerede sit talent og sin teknik til det yderste – i hård konkurrence med nogle af nationens allerbedste kastere.

Han vandt over en årrække adskillige både nationale og internationale kastetitler, hvoraf den nok mest berømte er hans verdensrekord i tohåndsflue fra 1947. Hele 206 fod kastede han da med en Winston tohåndsfluestang af splitcane. 62,62 meter!

 Golden Gate Casting Club

Jim’s rekorder og aktiviteter i GGCC førte til mange bekendtskaber – specielt naturligvis inden for grejbranchen. Han blev hurtigt tilknyttet det hæderkronede stangbygningsfirma R.L.Winston, hvor han arbejdede med fremstilling af splitcanestænger.

Herefter gik turen til linefirmaet Sunset, hvor han eksperimenterede med nye materialer og nye taperinger på flueliner. Hans arbejde her banede vejen for de syntetiske flueliner, som vi kender dem i dag. Som steelhead-fisker på vestkysten fattede han hurtigt interesse for og begyndte udviklingen af skydehoveder med tynde monofile skydeliner.

14825-33

Herefter startede Jim Green sit eget firma, der hurtigt blev købt op af firmaet Sevenstrand, som også fremstillede liner. Kort efter købte Sevenstrand et lille fiskestangsfirma ved navn “Fenwick”, hvor Jim straks blev tilbudt ansættelse som production manager. Her arbejdede han sammen med en dygtig stangdesigner ved navn Don Green, som år senere forlod firmaet og startede sit eget – med det i dag så velkendte navn “Sage”.

Styr på samlingerne

Samlinger havde altid været et problem på fiskestænger, og da fluestænger er længere end de fleste andre fiskestænger, har problemet altid været ekstra stort her.

De første fluestænger i splitcane havde primitive samlinger i form af metalferruler, som i sin simpleste form blot er to rør, der passer ind over stangdelene og ind i hinanden. Metalferrulerne blev gradvis stærkere og pasningen mellem han- og hundelen bedre. Men samlingen var stadig et svagt punkt – dertil et stift fremmedlegeme, som hindrede stangens naturlige aktion.

Glasfiberen tog i efterkrigsårene over fra stål og bambus som foretrukket materiale til fremstilling af fiskestænger. Men udviklingen tog først fart, da man fandt ud af at rørbygge stængerne. Samlingen var stadig af metal, indtil Fenwick lancerede verdens første glas-til-glas samling – i form af et stykke glasfiberrør, som blev limet på overdelen, så underdelen kunne passe op i den. “Sleeve” samling kaldte man den meget passende – ”ærme” samling.

Nu havde man endelig den fleksible samling, stangbyggere havde drømt om i årtier, hvis ikke århundreder.

Feralite samlingen

Fenwick hvilede imidlertid ikke på laurbærrene, men stod selv for det næste trin i udviklingen – “Feralite” samlingen, hvor stangens bundstykke passer direkte ind i toppen. En konstruktion, som krævede to separate klinger mod tidligere, hvor man kunne nøjes med at dele en enkelt klinge på midten.

shapeimage_4

Disse kunstfiber-samlinger var et kolossalt fremskridt, som muliggjorde bygning af stærkere og mere fleksible stænger end tidligere. Slut med tidligere tiders ”flat spots”, hvor aktionen blev brudt af en stiv samling.

Men samlingen var stadig ikke helt perfekt. Der skulle computerstyrede drejebænke og helt små tolerancer til, førend man kunne fremstille den perfekte samling, hvor handelen passer ind i hundelen som fod i hose. Det kan man i dag, og det gør man på de dyreste stænger med de mindste tolerancer.

I dag råder man over en teknologi, som gør det muligt at fremstille flerdelte fiskestænger med næsten samme ubrudte aktion som gamle dages todelte. Og da vi fluefiskere samtidig rejser mere end nogensinde, er der brug for flerdelte stænger, som fylder mindst muligt.

 HMG – verdens første kulfiberstænger!

Med Feralite samlingen var vejen banet for de moderne kulfiberstænger, som vi kender dem i dag. Jim Green havde længe arbejdet med den nye kulfiber, som imidlertid var svær at få styr på.

Kulfiberstangen kom ikke af sig selv, hvilket den nordengelske stangfabrikant Hardy Bros. kan tale med om. Det var nemlig engelske Rolls Royce, der i samarbejde med ligeledes engelske Royal Airforce i slutningen af 1960’erne udviklede kulfiberen, som vi kender den i dag.

Hardy Bros. havde derfor et naturligt forspring i forhold til resten af verden. Imidlertid lykkedes det ikke den gamle og hæderkronede fiskegrejsfabrikant at fremstille funktionelle fiskestænger i den nye kunstfiber. Datidens flueorakel og konsulent for Hardy, Richard Walker, gik endda så vidt som til at karakterisere de nye prototyper fra Hardy med ordene “absolutely useless”. “Aldeles ubrugelige”…

Men på den anden side af Atlanterhavet – hos Fenwick – gav man ikke op så let. Man var allerede langt fremme med sine glasfiberstænger, som hørte til verdens bedste. Men Fenwick havde indset, at hvis man fik styr på den nye og meget stivere kulfiber, var det et kvantespring frem i retningen mod lettere og endnu bedre fiskestænger.

Det lykkedes Jim Green og Fenwick at tæmme kulfiberen i 1972, og i 1973 kunne firmaet med den amerikanske ørn som logo så lancere verdens første fluestænger i kulfiber ­ lettere og stærkere end nogen anden stang på markedet.

14825-xxaa10

Mode og modulus

De nye stænger blev lanceret under det nu verdensberømte navn “HMG”, der står og stod for “High Modulus Graphite”. “Modulus” er et mål for fibrenes stivhed, og her var kulfiberen glasfiberen milevidt overlegen – med en langt højere modulus.

Rygterne gik blandt fluefiskere verden over i årene op til 1972. Den første Fenwick prototype skulle “field testes” ved den afsides beliggende steelhead-flod, Dean River i British Columbia, Canada. Jim Green var netop ankommet til floden og i færd med at rigge den nye stang til – da en jet boat kom susende op ad den ellers øde flod. Båden tog land, og ud sprang en vildt fremmed mand.

– Jim Green, I presume? – Jeg hører, at De netop har bygget verdens første kulfiberstang. – Må jeg se den?!

Så stor var forhåndsinteressen, og året efter kom så verdens første seriefremstillede kulfiberstænger på markedet. De nye “HMG” fluestænger var lettere, stærkere og tyndere end noget tidligere set. De var desværre ikke billige – hverken i USA eller herhjemme.

Da de første Fenwick stænger nåede lille Danmark i 1974, var vi mange, der valfartede til Odense for at se og prøvekaste de nye vidundere hos importøren, det nu hedengangne Sport Centrum. Stænger, der allerede dengang kostede på den helt forkerte side af 1.000-lappen…

 Jim Green døde i marts 2007. Med ham døde en vigtig epoke i amerikansk fluefiskeri – den gyldne tidsalder, som startede ved kastedammene i Golden Gate Park. Men Jim’s ånd lever videre i de mange Fenwick produkter, der fremstilles den dag i dag. Produkter, hvoraf mange ville være helt utænkelige – havde det ikke været for Jim’s pionerarbejde hos Fenwick.

Det var således amerikanske Fenwick, der fostrede grundlæggeren af Sage, Don Green. Det var Fenwick, der hjalp engelske Hardy på vej med de første “Jet” fluestænger i glasfiber. Og Fenwick, der leverede klingerne til svenske ABU’s velkendte “Feralite” fluestænger fra 1969.

Så uanset om du fisker med Fenwick, Sage, Hardy, Orvis eller andre high-end fluestænger, så baserer de sig alle på grundlæggende teknikker og banebrydende udvikling foretaget af Fenwick i kulfiberens ungdom. Nok en tanke værd i disse tider, hvor nye navne skyder op som paddehatte på fluescenen – navne uden nogen som helst historie bag. Anonyme produkter, som alle stammer fra de samme få fabrikker i Fjernøsten.

 Og gæt så lige engang, hvem der mon i dag stadig sidder inde med den største samlede viden om stangbygning? Rigtigt. Det gør naturligvis Fenwick – med ikke mindre end 35 års kontinuert erfaring i bygning af kulfiberstænger. Det kan ingen andre matche!

© 2012 Steen Ulnits

Historien om PENN

Fokus på de allerstørste

Det hele startede i 1922, hvor den 25-årige Otto Hentze forlod Tyskland og emigrerede til USA. Her fik han hurtigt arbejde hos Ocean City Reels, der fremstillede fiskegrej med base i Philadelphia.

Hentze så hurtigt mulighederne – ikke mindst inspireret af datidens storfisker over alle storfiskere – den stenrige cowboyromanforfatter Zane Grey, som rejste verden rundt og fangede den ene rekordstore kæmpefisk efter den anden. Grey skrev efterfølgende den nu legendariske fiskebog “Tales of Swordfish and Tuna” om sine mange fiskeeventyr.

Henze drømte om af skabe sit eget firma, der producerede fiskegrej til at sætte nye verdensrekorder med. Intet mindre! Og der var ikke langt fra tanke til handling hos den effektive og grundige tysker. Han sagde derfor op hos Ocean City Reels og startede i 1932 sit eget firma – Penn Fishing Tackle Manufacturing Company.

Penn grundlagt

Otto forblev dog i Philadelphia, hvor han lejede sig ind på 3. sal på adressen 492 North Third Street. Efter nogen tids udviklingsarbejde barslede Henze med to nye fiskehjul, der begge havde sideplader af bakelit. Det var Model F og Model K, der stod færdige allerede i selvsamme år – 1932 – givet inspireret af tiden hos Ocean City Reels!

Hjulene blev siden modificeret og omdøbt: Model F blev til det mere mundrette “Sea Hawk” og Model K til “Bayside”. Med stjernebremse blev Model K til “Long Beach”. Hjulene lignede i forbløffende grad mange af vore dages havhjul.

Henze solgte i 1933 de første af disse modeller til Miller Auto Supply Company i Harrisburg, Pennsylvania, og hermed var startskuddet for alvor gået for Penn. Hjulene kostede henholdsvis $ 1.21, $ 1.93 og $ 2.48!

Henze var klar over, at han havde fat i noget stort. For at sikre sig mod kopister ansøgte han om patent på sine hjulkonstruktioner. Det fik han den 19. december 1933, hvor patentkontoret i Washington gav ham hele 17 års patentrettigheder på sin opfindelse i USA.
Patentet holdt således helt frem til 1950 og ydede Henze en effektiv beskyttelse mod kopier. Det gav ham samtidig en næsten eksklusiv ret til det allerede dengang kolossale amerikanske hjemmemarked.

Firmaet voksede derfor støt, og i 1942 var man nødt til at finde nye og større lokaler. Det fandt man på West Hunting Park Avenue, hvor Penn har hovedkvarter den dag i dag.

 De første verdensrekorder

Den 1. september 1940 blev en mærkedag for Penn. Da lykkedes det nemlig Ernie Reid fra Galveston i Texas at lande en gigantisk savfisk på hele 1.300 pounds – det vil sige godt 590 kg. En ny verdensrekord, som blev sat med et stort Penn 16/0 Senator hjul.

En drøm var gået i opfyldelse for Henze, som nu endelig kunne kalde sig leverandør af verdensrekorder! Han sendte derfor et håndskrevet brev til fangeren, hvor han dels lykønskede Reid – dels udbad sig et foto af den fantastiske fangst.

Siden gik det slag i slag med nye verdensrekorder – den ene større end den anden. Firmaet fortsatte med at vokse, men Henze kunne ikke selv holde til presset. Han døde pludselig i 1948 og efterlod firmaet til sin hustru Martha.

Hun gjorde, hvad der dengang var meget usædvanligt: I en alder af 39 år overtog hun ledelsen af Penn. Hun vidste, hvad det drejede sig om, for ikke blot havde hun været gift med en dedikeret lystfisker – hun var selv en erfaren sådan. Det bevistes senere, da hun egenhændigt fangede en blåfinnet tun på 613 pund – knap 280 kg! Grejet fra Penn var naturligvis en god hjælp for den spinkle kvinde…

Nyt grej – nyt fiskeri

Penn ekspanderede fortsat og nød godt af det store boom i efterkrigsårene, hvor lystfiskeri for alvor blev en folkesport. Men Penn fokuserede fortsat på det salte og ignorerede det stærkt voksende marked for bassfiskeri i ferskvand. Den dag i dag leverer Penn fortrinsvis grej fremstillet til krævende brug i saltvand.

Det startede med store havhjul, og den udvikling er fortsat frem til i dag, hvor de guldskinnende Penn International stadig er toppen af kransekagen. Hjul, som givet har landet flere kæmpestore tun, marlin og hajer verden over end alle andre fabrikater tilsammen.

Men Penn har også haft et godt øje til udviklingen i retning af lettere grej – blandt andet til Stand Up udstyr, hvor fiskeren ikke længere skal sidde fastspændt i den store fightstol som i Zane Grey tiden, men nu kan stå oprejst under hele fighten.

Og ikke mindst GTi hjulene blev populære verden over – Danmark inklusive – da de egner sig til næsten alle slags middelsvært havfiskeri. Det, der er mest af næsten alle steder.

Endelig kastede man sig målrettet over fremstillingen af store fastspolehjul, som for alvor kunne håndtere havets kæmper, og som gav fiskerne helt nye muligheder for også at kaste. “SS” og “Slammer” var og er navnet på disse småt legendariske fastspolehjul, der uden at kny håndterer både tun og sejlfisk. Det er der ikke mange andre fastspolehjul, som kan gøre dem efter. De bryder helt enkelt sammen under presset.

Siden har Penn dog udviklet sortimentet af fastspolehjul til også at omfatte mindre hjul til brug i ferskvand.

 Bølgedalen…

Penn havde lige siden starten redet højt på en bølge af succes – godt beskyttet af det originale patent. Imidlertid udløb det, og samtidig gjorde de store grejproducenter fra Fjernøsten deres indtog i USA. Det var et hårdt slag for Penn, som havde svært ved at klare konkurrencen og de lave priser i udlandet. Såvel 1980’erne som 1990’erne blev hårde tider for det velrenommerede ærkeamerikanske grejfirma, der lå mere og mere underdrejet.

Hjælpen kom udefra – i form af opkøb fra den store Jarden koncern, der også opkøbte Pure Fishing. Her først i det nye årtusinde kom Penn atter ind i varmen – ind i det gode selskab af andre verdensberømte grejfirmaer. Og her var der forståelse for, at der skulle kapital og nyudvikling til for at give Penn den gule førertrøje igen. Det var ikke nok at hvile på laurbærrene. Planen lykkedes til fulde – med flere epokegørende nyskabelser, som man kan læse meget mere om på dette website.

“Torque”

Rent teknologisk har Penn bestemt ikke ligget på den lade side. Det bevises af en helt ny serie gyldne havhjul, som bærer navnet “Torque”.En dag var Penns nuværende chef og en af firmaets ingeniører på fisketur ud for Floridas kyst. Man er jo ind imellem nødt til på egen krop at afprøve det grej, man udvikler og sælger til sportsfiskere verden over!

Sidst på dagen faldt snakken på den grundlæggende konstruktion af Penn’s hjul, som indtil da alle havde baseret sig på Henze’s oprindelige idé og patent fra 1933. Tankerne fløj over den blå Atlant, og en helt ny idé fostredes. Den blev hurtigt skitseret op på bagsiden af en serviet og snart efter patenteret: Den integrerede sideplade!

Ideen er, at sidepladen absorberer en stor del af det pres, som ellers lægger sig på hoveddrevet og her forårsager et stort krafttab. Den integrerede sideplade muliggør en konstruktion med færre dele, som så alle kan gøres endnu stærkere.

Resultatet er, at drevet ikke vrides under selv det hårdeste pres. Krafttabet bliver minimalt, hvilket muliggør en højere udveksling end ellers.

Ny All Tackle World Record: 810 kg!

Rekorder fanget med Penn hjul er kommet i en lind strøm gennem årene. Ikke mindst de mange, mange IGFA lineklasser USA har givet et hav af nye rekorder.

Men toppen af kransekagen kom alligevel så sent som i 2004, hvor australieren Kevin Clapson den 28. marts fangede en hvid haj på hele 1785 lbs. og 11 oz – godt 810 kg – ud for Ulladulla i Australien.

Clapson brugte et Penn 80 TS til at lande fisken, der nu er godkendt som All Tackle World Record. Man kan således roligt sige, at Henzes gamle drøm lever videre i bedste velgående – ikke mindst i 2007, hvor Penn kunne fejre sit 75 års jubilæum!

© 2012 Steen Ulnits