Sportsfiskeriets Hus

Demokratisk debat i dagens Danmark…

Danmark er et demokratisk samfund, og i et sådant skal der altid være plads til åben debat om tingene. Det er jo trods alt derfor, vi ikke længere ligger i krig med hinanden, men taler os frem til en løsning på problemerne. Det har taget 2.000 år og mange menneskeliv at nå så langt, så det gælder om at passe godt på demokratiet og den frie debat, som følger med.

Uheldigvis er det ikke altid, vi kan leve helt op til idealerne. Ikke mindst Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har ofte formået at dele vandene, og desværre har inkarnerede DSF tilhængere ofte svært ved at acceptere kritik udefra.

Selv har jeg gentagne gange fået skudt i skoene, at jeg skulle være modstander af DSF – fordi jeg i forskellige sammenhænge har udtalt mig kritisk om DSF og dets aktiviteter. Dette til trods for, at jeg netop støtter et stærkt DSF og derfor gerne vil hjælpe dem lidt på vej, når det ind imellem har knebet med orienteringen.

Jeg har da også været medlem af DSF i flere år, end jeg kan huske, og også været med i instruktørsammenslutningen i en del år. Og jeg har absolut ingen planer om at melde mig ud.

Men jeg forbeholder mig naturligvis retten til at være uenig med DSF, når og hvis de i min optik skulle komme på afveje. Danmark er jo trods alt stadig et demokrati!

Danmarks Sportsfiskerforbund til debat

Den forgangne vinter og forår har virkelig stået i debattens tegn. Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har været genstand for den nok mest ophedede debat nogensinde på internettet, hvor DSF er blevet grundigt debatteret.

Debatten har primært fundet sted på webstedet 123nu.dk, der tilsyneladende har stoppet debatten ved at bortcensurere de mest kritiske indlæg. Hvorvidt det så er rigtigt, får stå hen i det uvisse. Jeg ved blot fra førstehånds beretninger, at kritikere af DSF tilsyneladende har fået deres indlæg vraget og er blevet udelukket fra debatten.

Det er tydeligt, at det ofte er gammelt nag, der er dukket op og har båret debatten. Nogle foreninger føler sig svigtet af DSF og har efterfølgende meldt sig ud. Hvor DSF på det højeste har haft omkring 30.000 medlemmer, er dette tal nu nede på 25.000 og tilsyneladende i stadig tilbagegang. Trods DSF’s egen målsætning om 150.000 medlemmer ud af op mod en halv million mulige.

I den forbindelse er det faldet mange for brystet, at DSF går med højaktuelle planer om at bygge et helt nyt domicil ved Vejle Å – et “Sportsfiskeriets Hus” til godt 10 millioner kroner, hvoraf knap 7 millioner skal finansieres af den svindende medlemsskare.

Timingen er forkert, mener mange. Og ambitionerne større end evner og behov, mener andre. DSF mener naturligvis selv, at projektet er visionært. Under alle omstændigheder vil DSF’s medarbejdere få en smuk arbejdsplads med en rigtig god udsigt over Vejle Ådal.

Projektet vækker mindelser om de fatale år, hvor DSF ville styre hele fiskeplejen i Danmark – via et centraliseret fiskeopdræt i Tange. Et projekt, der faldt totalt til jorden og som var ved at koste DSF livet rent økonomisk. Sporene skræmmer derfor naturligt nok. Heldigvis har DSF en formue, man i så fald vil kunne tære på.

Den nyopståede ballade omkring DSF bunder endnu engang i den geografiske skævhed blandt DSF’s medlemmer. Nu er der ingen officielle tal af nyere dato at henvise til, men den seneste opgørelse fra 1994 viste, at ikke mindre end 70% af DSF’s medlemmer kommer fra jyske foreninger med snævre interesser i fiskeretten ved de jyske vandløb. Det er her, DSF har haft sin vugge, og det er her, interesserne i dag stadig er samlet.

Dette forhold har fået mange – ikke mindst på Sjælland og til dels også Fyn – til at kritisere DSF for at repræsentere danske lystfiskere over én kam. Når de nu ikke gør det.

Det var også det, der i sin tid fik en helt ny sammenslutning – “Danske Lystfiskere” (DL) – til at se dagens lys. Primært baseret på Sjælland, men også med enkelte jyske foreninger imellem. DSF går mere eller mindre spøgende under betegnelsen “Jydsk Åfiskerlaug” flere steder, og det er altså ikke uden bund i virkeligheden.

En stærkt medvirkende årsag til kritikken har nemlig været, at mere end 80% af de samlede fiskeplejemidler fra det obligatoriske fisketegn er gået til de jyske foreninger under DSF. Kun godt 10% er gået til fiskepleje på Sjælland, hvor vandløbene er få og små.

Dette skal ses i lyset af, at lystfiskere i Jylland kun bidrager med godt 50% af indtægterne fra fisketegnet – mod knap 40% fra Sjælland. Mange sjællandske fisketegnsløsere føler sig derfor snydt for deres egne penge.

DTU Aqua til debat

Det er biologerne fra DTU Aqua i Silkeborg, der styrer fordelingen af millionerne til fiskeplejen fra fisketegnsmidlerne. Det er samtidig de selvsamme millioner, der helt eller delvis betaler de selvsamme forskeres lønninger og undersøgelser.

Dette forhold har fået mange til at kritisere DTU Aqua for primært at hyppe deres egne kartofler på bekostning af det oprindelige formål: At fremme fiskeplejen i Danmark med indtægterne fra det obligatoriske fisketegn.

Mange har også set det gradvise skift fra udsætninger af havørredsmolt direkte i hav og fjord til i dag kun at omfatte mundingsudsætninger som en smart måde at skaffe penge til sig selv – til lønninger til DTU Aquas personale.

Det var nemlig flere millioner, der blev sparet væk her – under dække af at beskytte de oprindelige ørredstammer mod genetisk forurening fra strejfende tamfisk. På papiret et smukt og velmenende træk – hvis ikke lige fordi, der på øerne næppe længere findes oprindelige ørredstammer. Og hvis ikke der lige manglede egnede pladser til udsætning af fisk i åmundingerne.

Det succesrige arbejde omkring udsætning af ørreder i Isefjorden blev eksempelvis skrottet – til stor ærgrelse for dels de mange sjællændere, der gennem årene havde været engageret i projektet – dels de mange tusinde lystfiskere fra ikke mindst København, som i Isefjorden længe havde haft et produktivt åndehul tæt på stenbroen.

Og så er det, at tingene bider sig selv i halen. Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) sidder nemlig med ved bordet, når millionerne fra fisketegnsmidlerne skal fordeles.

Det er således med DSF’s billigelse, at man i sin tid skar ned på de sjællandske udsætninger og trappede de jyske op – ikke mindst i forbindelse med laksehandlingsplanerne, som har været ganske kostbare at effektuere.

DSF har efterfølgende argumenteret med, at mange jyske havørreder strejfer vidt omkring og ofte fanges af sjællandske lystfiskere.

I hvilket omfang det egentlig er tilfældet, vides dog ikke. Men helt forkert er det ikke. Et ubestrideligt faktum er dog, at de kostbare lakseudsætninger i Jylland ikke kommer sjællænderne til gavn. De tilbagevendende laks fanges alle i jyske lakseåer, hvor de bedste strækninger ofte er lukket vand for udenbys fiskere.

Rugekasser til debat

Det seneste debatemne har været de rugekasser, som ildsjæle i Jylland har arbejdet ihærdigt med i de seneste år – med rigtig godt resultat. Rugekasser er en praktisk måde at lade ørredæg klække ude i naturen og ikke inde i dambrug, som den nuværende fiskepleje foreskriver.

Resultaterne med rugekasserne har været rigtigt gode, men fra DTU Aqua i Silkeborg accepterer man ikke dette faktum. Argumenterne imod stritter i alle retninger og har intet hold i virkeligheden, men intentionerne er klare nok:

DTU Aqua ønsker ikke en decentraliseret fiskepleje, der kunne fjerne magten og millionerne fra dem. Og da DTU Aqua og Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har et meget nært samarbejde, er DSF nu også kommet på konfrontationskurs med rugekasserne og deres fortalere. Det minder lidt om DSF’s blåstempling af undervandsjagten. Søg på “UV jagt”, hvis du vil vide mere.

Som biolog er det uhyre svært at se det negative i, at ørrederne fødes og vokser op under de mest naturlige forhold – i en rugekasse ude i vandløbet og ikke inde i et dambrug. Det vil altid gøre fiskene mere egnede til det forestående og farefulde liv i naturen, hvor rovfugle og rovdyr er på evig jagt efter dem.

Præcis som den store Vadehavsundersøgelse i sin tid dokumenterede, at stort set alle udsatte tamfisk gik til under de barske og uvante forhold i Vadehavet. Kun vildfiskene kunne finde ud af det.

Dette blev efterfølgende brugt til at sætte fokus på arbejdet med de oprindelige fiskebestande – hvor og hvis disse altså findes. Og til at nedprioritere udsætninger af tilfældige tamfisk fra dambrug. Samt fjerne de store udsætninger direkte i saltvand helt fra landkortet – også på øerne, hvor der i regelen slet ikke findes vandløb til mundingsudsætninger.

DTU Aqua har derfor aldrig nydt nogen større popularitet uden for DSF’s kredse, og da DSF nu også undsiger rugekasserne til fordel for samarbejdet med DTU Aqua, er deres stjerne dalet yderligere i mange kredse.

Man må håbe, at DSF snarest kommer ud af dette dødvande og får samlet danske lystfiskere i stedet for at sprede dem yderligere. Med flere end 500.000 lystfiskere i Danmark (iflg. både Gallup og Cowi) er potentialet så stort, at man burde kunne mønstre mange gange flere end de nuværende 25.000 medlemmer.

Indtil da må vi skele misundeligt til jægerne, som i Danmarks Jægerforbund har formået at samle omkring 100.000 medlemmer – trods det faktum, at der her i landet er langt færre jægere end lystfiskere.

DSF’s seneste rapport over brakvandsgedderne i de sydsjællandske farvande var et sikkert velment forsøg på at skaffe sig mere fodfæste og goodwill på øerne. Men det er næppe nok i længden.

Der skal desværre nok mere til, førend DSF har fået rystet tilnavnet Jydsk Åfiskerlaug af sig og er trådt i karakter som hele Danmarks Sportsfiskerforbund. Og ikke kun 25.000 fortrinsvis jyske åfiskeres. Der er brug for mange flere medlemmer – ikke mindst på øerne.

Budgettet for det nye 10 millioner kroner dyre Sportsfiskeriets Hus i Vejle Ådal er baseret på, at medlemstallet kan holdes konstant. Og hvis det skal være tilfældet i årene fremover, så må DSF lidt mere væk fra de jyske åer og blive meget mere synlig på øerne. Ellers holder budgettet ikke, og så lurer potentielt en ny Tangeskandale.

Det kan ingen lystfisker i Danmark være tjent med. Vi har brug for et stærkt DSF, der kan samle danske lystfiskere i stedet for at sprede dem. Men faktum er, at DSF med sin nye millioninvestering har gjort sig mere sårbar end nogensinde.

Så bak op om DSF, når de bakker op om dig og taler din sag!

© 2013 Steen Ulnits

Efterskrift: Jeg har modtaget en del kommentarer på denne artikel. Flest positive, men også et par negative. En nordenfjords foreningsmand havde både ros og ris. Kritikken gik på, at jeg nok havde været for optimistisk med hensyn til DSF’s aktuelle medlemstal. Jeg havde skrevet, at det lå omkring 25.000. Og officielle tal foreligger ikke.

– Det reelle medlemstal er nærmere nede på godt 19.000, lød meldingen fra nordenfjords. Hvis det virkelig er tilfældet, er der jo endnu større risiko for, at det ambitiøse projekt Sportsfiskeriets Hus til 10 millioner kroner lider økonomisk skibbrud.

Vi følger udviklingen i største spænding. Og håber naturligvis det bedste.

Søg gerne på “Jagtens Hus”, hvis du vil vide, hvordan vore jagende kolleger har grebet sagen an. De er dog også små 100.000 organiserede medlemmer…