Pfishing with Pflueger

Specifikationer i verdensklasse

På vor side af Atlanterhavet – den europæiske – er Pflueger stadig et relativt ukendt navn blandt lystfiskere. Men i Nordamerika ved hvert et fiskende barn, hvem Pflueger er, og hvad de står for. Pflueger er nemlig et ærkeamerikansk brand, som har rødder helt tilbage til 1881, hvor firmaets grundlægger Ernest F. Pflueger startede en produktion af fiskekroge. Firmaet hed da noget så kedeligt og intetsigende som Enterprise Manufacturing Company…

Det var først, da sønnen Earnest A. Pflueger overtog kontrollen, at et firma med navnet “Pflueger” blev stiftet – nu med en udvidet produktion af alskens fiskegrej til mange forskellige slags fiskeri. I 1916 så så det første Pflueger fiskehjul dagens lys – i form af “Pflueger Baitcast”. Det var et simpelt, men robust og velfungerende multiplikatorhjul, som blev fremstillet i Akron, Ohio, der nu var firmaets hjemsted.

Dette hjul var i mange år en slags industristandard for fiskehjul, som alle andre sammenlignede sig med, og Pflueger solgte derfor mange af disse hjul. Først i 1934 lancerede Pflueger det første fastspolehjul under navnet “Pflueger Spinning”. Dengang var der ikke så mange andre modeller på markedet, at man måtte ty til opfindsomme navne for at markere sig i vrimmelen!

Pflueger Medalist

Men er selve Pflueger navnet ukendt på vore breddegrader, så er et produkt som Pflueger’s “Medalist” fluehjul det bestemt ikke. Det er hjul, som har overlevet siden lanceringen i 1935 – hjul, der er noget nær uopslidelige. Og der er næppe tvivl om, at Pflueger Medalist er det fluehjul i hele verden, som er produceret i det største antal.

Konstruktionen er typisk amerikansk – med bagside og spoleramme samlet af skruer og metalstivere. En konstruktion, der er meget stærk og upåvirkelig af stød og slag – stik modsat de støbte englændere, der meget let slås skæve. Man skal blot være klar over, at et Medalist godt kan få en skrue løs efter nogle års fiskeri. Det problem er dog klaret på sekunder med en lille skruetrækker!

Men ikke nok med det. Med undtagelse af den mindste størrelse 1492 er alle Medalist hjulene forsynet med en enkel skivebremse, der rent faktisk kunne og kan indstilles til en vis bremsekraft – igen stik modsat de klassiske engelske fluehjul og deres fjederbelastede knarre. Her er det nærmest kun lyden, der kan reguleres…

I 1966 blev Pflueger så opkøbt af datidens gigant inden for fiskegrej – Shakespeare, der er omtalt i en separat artikel på dette website. Shakespeare var ude efter den store knowhow inden for fiskehjul, som Pflueger havde opbygget gennem årene. Et ideelt supplement til Shakespeare’s egen store viden om fremstilling af fiskestænger.

Efterhånden udviklede det sig derhen, at Pflueger skulle positioneres som producent af high-end fiskehjul, der ikke skulle konkurrere på pris, men kvalitet og funktion. Det var starten på en udvikling, der har ledt frem til vore dages Pflueger hjul, som er blandt verdens bedste. Hjul, der ikke går på kompromis med noget, og som derfor gør brug af alle rumalderens mange tilgængelige hi-tech materialer.

2002 blev året, hvor Pflueger for alvor slog igennem på det store amerikanske marked med de nye hi-tech produkter, og udviklingen fortsætter. I dag fremstiller Pflueger således både multiplikatorhjul, fastspolehjul og fluehjul af bedste slags.

President og Patriarch

I 2008 lancerede Pflueger så en række nye fluehjul, der skulle tage over, hvor Medalist’en slap. Topmodellen var “President”, som jeg selv havde fornøjelsen at teste, inden den blev indlemmet i det nu desværre hedengangne Fenwick fluesortiment under navnet “IronFeather”. Et aldeles fremragende hjul, som det lykkedes mig at lande 150 bonefish op til 3 kg på – i løbet af to uger i Karibien. Ikke én eneste gang var der problemer med det. Hvad man desværre ikke kunne sige om nogle langt dyrere hjul, som også var med på turen…

Men markedet for spinnehjul er meget større og således mere interessant. Pflueger udviklede derfor en ny række fastspolehjul og multihjul til kræsne fiskere, der ikke er bange for at betale, hvad et godt hjul koster.

På det danske marked har det især været topmodellen “Patriarch”, der slog an og manifesterede Pflueger brand’et blandt danske lystfiskere. Trods en pris på kr. 2.499,- manglede der ikke købere til de nye hjul, som byder på kvalitetskomponenter i titanium, magnesium, aluminium og grafit. Hertil hele tre forskellige slags kuglelejer placeret på strategisk vigtige steder.

Kuglelejer er nemlig ikke bare kuglelejer. Det ved Pflueger, som derfor bruger forskellige typer lejer på forskellige steder i hjulet. De mest udsatte steder monteres med afskærmede lejer, mens der på mindre udsatte steder bruges forseglede lejer. Alle naturligvis fremstillet af det bedste rustfri stål, som kan skaffes!

Kulfiberkerne i spolen er et fremtrædende træk hos dyre Pflueger hjul som Patriarch’en. Og noget, du ikke ser andre steder. Det sikrer maksimal styrke kombineret med laveste vægt og er et godt eksempel på, at Pflueger ikke er bange for at ty til usædvanlige kombinationer af forskellige materialer – når målet er det bedst mulige produkt uanset prisen.

Magnesium er et kostbart materiale, som Pflueger har reserveret til sine bedste og dyreste hjulserier. På topserien Patriarch er således både hjulhus, rotor og sideplade fremstillet af elokseret magnesium, hvilket gør hjulene på én gang meget lette, uhyre stærke og 100% saltvandsbestandige. Det finder du ikke på andre hjul!

Bremseskiverne er af største vigtighed på  et fiskehjul, der skal kunne holde til de største og stærkeste fisk, man kan få på krogen. Pflueger har forsket meget i forskellige materialer og har udviklet specielle bremseskiver i kulfiber, der ikke lader sig komprimere under selv det hårdeste pres. Garanti for en jævn og sikker bremsning.

Superspoler til nutidens superliner er en helt naturlig ting for Pflueger, som monterer deres spoler med ringe af siliconegummi, der hindrer glatte og uelastiske superliner i at skride på spolen. Slut med at skulle spole nylonline inderst på spolen og siden koble nylon- og superline sammen med besværlige knuder!

I USA nyder Pflueger’s low profile multihjul stor anseelse blandt de mange tusinde bass-fiskere. Her er konkurrencen benhård – både fiskere og fiskehjul-producenter imellem. Pflueger’s topmodel blandt multihjul hedder også “Patriarch” og byder på ikke færre end 10 kuglelejer af bedste kvalitet samt titanium-coatede sideplader. For at holde vægten lavest mulig er sågar også håndtaget fremstillet i radial kulfiber!

Funktionen understreges af, at Patriarch hjulene har hele to indbyggede kastebremser: En traditionel centrifugalbremse, som holder den vildt roterende spole under kontrol i kastets første fase. Samt en moderne magnetbremse, der tager over og styrer spolen under den sidste, langsomme del af kastet.

Man kan kort sagt konstatere, at Pflueger aldrig har lavet bedre hjul, end tilfældet er i dag – trods mere end 130 år på markedet!

© 2012 Steen Ulnits