150 bonefish kan ikke tage fejl

Bonefish

Nyt fluehjul fra amerikanske Pflueger, som nu er omdøbt og indlemmet hos Fenwick.

Det er hårdt at være fluehjul i vore dage. Klarer man ikke ærterne, ryger man hurtigt ud af sortimentet – ud i glemslen. Der er nok nye, som presser på. Men også selv om man består prøven, kan det alligevel være svært at bevare identiteten.

Tag nu for eksempel Fenwick’s nye “Ironfeather” hjul, som er et rigtig godt og funktionelt fluehjul med et elegant udseende. Det er nemlig slet ikke nyt, idet det sidste år blev introduceret som den nye topmodel fra Pflueger.

Der i parentes bemærket har fremstillet fluehjul, før de fleste af os kunne knappe vore egne vadebukser. Det var nemlig dem, der for mere end et halvt århundrede siden havde dundrende succes med deres Pflueger Medalist fluehjul, som nok er verdens gennem tiderne mest solgte.

Men tilbage til Fenwick’s “nye” Ironfeather hjul, som sidste år hed Pflueger “President”. Men da Pflueger ejes af samme Jarden koncern, som også har Fenwick i folden, skulle der blot et fingerknips til, førend hjulet havde fået en ny identitet. Pure Fishing satser på Fenwick som sit foretrukne fluemærke, og derfor blev Pflueger’s bedste fluehjul trukket over i folden og omdøbt.

Ironfeather

Gennemtestet

Til gengæld kan man så som fluefisker glæde sig over, at man nu ikke står med en ny model, hvis børnesygdomme først skal kureres. Næh-nej. Det nye Ironfeather er et grundigt gennemtestet hjul, som virkelig har vist, hvad det dur til.

Således havde jeg det i 2009 med på en to ugers tur til Jardines de la Reina på Cubas sydvestkyst, og her fik det for alvor bank. I løbet af den tur lykkedes det nemlig min model 78 at lande ikke færre end 150 benhårde bonefish – med den største på hele 3 kg. Hver eneste af disse dejlige fisk gik dybt i baglinen og testede bremsen til det yderste.

Og hjulet blev ikke skyllet af én eneste gang i de to uger, hvilket naturligvis er dumt, men en rigtig god test af overfladebehandlingen. Karibiens supersalte vand afslører nådesløst enhver dårlig antikorossionsbehandling.

Men Præsidenten klarede det hele uden en eneste plet på straffeattesten, og det er der mange andre og dyrere hjul, som ikke har gjort.

Bonefish_3

Gennemtænkt

Ikke nok med, at den gamle Pflueger President og nye Fenwick Ironfeather ser godt ud. Der er også tale om en uhyre gennemtænkt konstruktion, hvor ingeniører og designere har haft en rigtig god dag.

Designet er luftigt og futuristisk med Large Arbor spole, som skiftes med en enkelt klik. Sådan skal det være. Ingen løsdele, som kan forsvinde, eller skruer, som skal strammes. Hvor svært kan det være?

Der er fem modeller at vælge imellem i den nye Ironfeather serie fra Fenwick, og de kan alle trygt anbefales!

Prisen er også fornuftig: Fra kr. 1.599,- til kr. 1.999,-

© 2009 Steen Ulnits