Fiskebilen

IMG_0938

4WD – med træk på alle fire

Jeg grundlagde min studiegæld med biler. Jeg måtte bare have en bil for at kunne komme ud at fiske – og væk fra storbyens studier. Jeg startede i det små – bogstavelig talt med først en lille Morris Mascot og siden en lidt større Morris Mascot varevogn. Fælles for de to biler var, at det største ved dem var rattet. Et stort rat til en lille bil med små hjul gjorde servostyring overflødig og bilen billigere. Sund engelsk fornuft.

Men så var det også slut med det billige. Ikke mindst den første Mascot var dyr i drift og grundlagde for alvor studiegælden. Den havde nemlig en foruroligende appetit på nye topstykker, som den fik hele tre nye af i den tid, jeg havde den. Fælles for begge Mascot’er var deres appetit på nye kardanled. Det var i forhjulstrækkets spæde ungdom, hvor disse kinks endnu ikke var blevet udbedret

Herefter fulgte først naboens Opel Kadet, som jeg havde set på i mange år og derfor kendte godt. Han vaskede den hver eneste søndag, så den måtte jo være velholdt. Den havde da heller ingen rustpletter som dem, jeg hele tiden måtte pudse væk på mine Mascot’er. Til gengæld havde den aldrig været undervognsbehandlet eller undervognsvasket. Det gik op for mig den dag, jeg skulle hente en pakke på godsbanen i Århus. Da jeg krydsede den hullede asfalt på parkeringspladsen, røg jeg i et af hullerne med højre baghjul.

Lyden var ikke rar, og det tog da heller ikke en faguddannet mekaniker at se, hvad der var sket. Som i en anden Disney tegnefilm var bilen blevet træt og lå ned med de bagerste hjul strittende ud til siderne. Bagbroen var helt enkelt knækket – rustet over efter mange år i vand og salt. For den havde naboen aldrig vasket…

Majflue magnet

Herefter fulgte en rap lille ræser, som vi var mange, der var glade for. Jeg selv, mine kærester og så alle majfluerne i Mattrup Å. En guldfarvet Honda Civic. Bilen kørte godt og så lidt fræk ud – syntes både jeg og kæresterne. Og majfluerne bare elskede dens gyldne metallak, som drog dem til på lang afstand. Tilsyneladende så den mere tiltalende ud end selv vandet i Mattrup Å, og når ellers majfluerne klækkede, sad der altid majfluer en masse på motorhjelmen!

shapeimage_3

Det var altsammen lave biler med ringe frihøjde, hvilket tre gange fik mig til at sidde uhjælpeligt fast – de to gange på den selvsamme sandede hedevej i det yderste Vestjylland. Begge gange måtte jeg bede den selvsamme landmand – en rar én af slagsen – om at trække mig fri af midterrabatten med sin traktor. Det var dengang, jeg lærte altid at have en ekstra banan med i bagagen – som nødproviant. Råd til et Falck abonnement havde jeg ikke i de dage…

Det var episoder som disse, der fik mig til at tænke på 4-hjulstræk. På biler med en frihøjde, som selv den højeste midterrabat ikke kunne gøre noget ved. Økonomien var dog ikke til det, men frøet var sået og begyndte at spire. Så en dag i 1985 skrev jeg under på en købskontrakt på min første 4-hjulstrækker – en spritny og ekstremt højbenet Toyota HiLux med træk på alle fire. Prisen husker jeg tydeligt, for det var eksakt samme pris som årstallet – 85.000 kroner. Og diesel kostede blot 5 kroner literen i de dage…

Well, allerede første år lærte jeg på den hårde måde, at 4-hjulstræk ikke løser alle problemer – at man ikke kan gå på vandet, selv om man har træk på alle fire. Første gang var det i Marselisborg skovene syd for Århus. Årets første sne var faldet, og alle de mange 4-hjulstrækkere, som var kommet på vejene i 1980‘erne, skulle ud og prøve kræfter med den nyfaldne sne. Allerede i første sving oplevede jeg, hvordan en 4-hjulstrækker opfører sig, når den mister grebet: Langt værre end en lille forhjulstrukket radiobil, som jeg nu lidt nedladende kaldte almindelige personbiler…

Begrænsningerne

På vej ned ad en sneklædt bakke bremsede jeg lidt for hårdt op – med det resultat, at dækkene mistede grebet og den 2 tons tunge bil nu var helt ude af min kontrol. Jeg var dog heldig og havnede blot i grøften – uden materiel skade. Ganske vist ikke uden sår på sjælen. Heldigvis kunne bilen selv kravle op igen, men nu havde jeg fået respekt for føret og har aldrig siden overvurderet vejgrebet.

Anden lektion fik jeg det følgende forår, hvor jeg havde taget færgen fra Esbjerg til Harwick i England for at besøge krogfabrikken Partridge i Redditch oppe i Lake District. Det var i sig selv en oplevelse, der gav sved på panden, at få bugseret den store bil ind på det øverste vogndæk på færgen!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Dernæst skulle jeg for første gang køre i den forkerte side af vejen – med et rat i den rigtige! Og da jeg så skulle dreje af på M1 syd for London, havde jeg lidt for meget fart på. Det var før GPS’ens tid, og jeg så skiltet lidt for sent. Den højbenede bil nærmest sidesteppede ind gennem svinget, men holdt sig på forunderlig vis fast på asfalten uden at vælte…

Jeg solgte efter nogle år Toyota’en til min fiskekammerat Henrik, som siden solgte den videre til vor fælles fiskekammerat Bjarne. Han skrottede først bilen, da den var langt over ti år gammel. Der er gods i de biler – tykke plader og kraftige motorer.

Efter Toyota’en forelskede jeg mig hovedkulds i en Mitsubishi Shogun – en ekstremt rummelig kassevogn bygget på samme chassis og med samme motor som den fra Paris-Dakar rallyet så berømte Pajero. En helt igennem fantastisk bil, der kom så nær idealet af en fiskebil, som nogen bil overhovedet kan. Der var sågar plads til en samlet pontonbåd i den – min første af slagsen, en lyseblå River Otter, som Henrik også købte af mig og puttede ind i min gamle bil. Jeg er faktisk lidt stolt af at have startet Henrik op som pontonbådsfisker – i min gamle pontonbåd i min gamle bil!

Jeg havde min Shogun i fem år, inden jeg solgte den – igen til selvsamme Henrik, der købte min HiLux. Den blev skiftet ud til en tilsvarende, men nu lidt nyere model – en Mitsubishi Creek, der i bund og grund var den samme bil som Shogun’en. Fem år senere solgte jeg også den – igen til Henrik, som nu også for alvor havde fået smag for kassevognens glæder. Afløseren var en Mitsubishi Cosmos – den sidste model i denne vellykkede familie af 4-hjulstrukne kassevogne.

Kassevogn på kassevogn

Jeg har tilbragt fantastiske stunder i disse kasser – alene eller sammen med diverse kærester. Altid på eksotiske steder, som kun kunne nås i en terrængående 4-hjulstrækker. Bølgeskvulpet ved Vesterhavet. Fuldmånen på Øland. Lærdalselvens brusen i Norge. Minderne er mange – og udelt gode.

Desværre ophørte Mitsubishi med at lave denne type bil, og jeg måtte derfor se mig om efter noget andet med træk på alle fire. Det blev en prisbillig Galloper af mærket Hyundai, som dengang var et ret ukendt fabrikat. Hyundai havde købt rettighederne og formene til den japanske Pajero, som de havde piftet op med lidt koreansk snilde og knowhow. En simpel, men utroligt robust bil, der bare aldrig var problemer med. Aldrig. Faktisk var den mere driftsikker end både Toyota og Mitsubishi, der ind imellem måtte på værksted.

IMG_1038

Da den så stod for udskiftning, var jeg ikke i tvivl om afløseren: Det skulle være endnu en driftssikker Hyundai. Og skæbnen ville, at Hyundai, der nu var blevet et kendt og anerkendt bilmærke på højde med “de store” klassikere, netop havde barslet med en ny og gennemgribende anderledes 4-hjulstrækker: Den luksuriøse Terracan, der skulle tage konkurrencen op med Toyota’s Landcruiser.

Jeg fik en prøvetur og blev straks betaget af dels kørekomforten – ikke mindst automatgearet – samt bilens design og styrke. Læderrat og lædersæder er en renlivet luksus. man hurtigt vænner sig til. En 2,9 liters CRDi motor på 155 HK kunne trække både sig selv og andre fri af selv de værste forhindringer. Det gik for alvor op for mig, da en af vore kursister på Samsø var kørt ned i en sumpet grøft med sin lille Mazda personbil. Den stod med forenden nede i grøften og det ene baghjul stikkende op i luften.

Terrænet var sumpet og græsset på marken vådt. Men hvad gør man ikke for sine kursister, så jeg listede min Terracan ud på marken og bandt et træktov fast mellem vore biler. Den lille Mazda stod på maven og i gear. Den rokkede sig derfor ikke, da jeg forsigtigt gav gas og strammede tovet op. Men så satte jeg bilen i reduktionsgear og gassede op i bakgear. Den lille Mazda nærmest hoppede op af grøften – til min og tilskuernes store forbløffelse. Det er utrolige kræfter, man råder over, med det reduktionsgear. Double up. Når bilen vel at mærke står fast. Og den gjorde den altså her.

Inspiration fra New Zealand

Under en fisketur til New Zealand stødte jeg på en campingplads på sydøen ind i en enlig mor med en gammel kassevogn af samme slags som mine Mitsubishi’er. Modellen havde blot et andet navn på de kanter. Vi faldt derfor hurtigt i snak, og hun fortalte, at hun camperede med sine to børn i bilen. Til formålet havde hun indrettet bilen med en løftet bund, som gav plads til næsten uanede mængder campingudstyr. De havde været afsted i tre uger og længtes slet ikke hjem!

Jeg kunne straks se det smarte i indretningen. Da jeg kom tilbage til Danmark igen, tog jeg med det samme kontakt til min lokale tømrer, som også selv er inkarneret 4-hjuls trucker. Sammen fik vi udtænkt en snedig indretning, der løftede bunden i bilen og gav plads til alt det udstyr, jeg ville have med – fiskegrej eller campingudstyr. Ting, som hurtigt finder en fast plads i bilen, når der ellers er plads til dem.

Formedelst en billig penge fik jeg her en fiskebil, der var endnu mere perfekt til formålet. En bil, jeg har den dag i dag. Desværre er det jo en rigtig egoistbil – en bil til den indre drengerøv, om man vil. Sådan siger min kæreste i hvert fald. En bil, der med sine gule plader kun har plads til to personer. Til gengæld kan jeg have en færdigrigget 10 fods fluestang liggende på langs i den, og det tæller jo, når man er fluefisker!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Men alt har sin tid – egoistbiler ligeså. Var jeg en rig mand, ville jeg nok aldrig skille mig af med den. Så ville den altid være bil nummer to i garagen – klar til indsats, når tiden var til det og fiskevandet kaldte. Når mudrede markveje skulle forceres og fiskene fanges. Når båd og trailer skulle hægtes på og spændende nyt fiskevand udforskes.

Men som ægte egoistbil havde den desværre ikke plads til hverken børn, børnebørn eller bedsteforældre, og derfor måtte den søge nye landeveje og fiskevande. Nu er det i stedet en mere miljøvenlig Peugeot, der fremover skal transportere mig og mine omkring i landskabet. Som må fragte mit fiskegrej og trække min trailerbåd.

Og det gør den rigtig godt – med katalysator og et pænt stykke over 20 kørte km per liter diesel. Det er mere end det dobbelte af, hvad min gamle fiskebil kunne præstere!

Allerhelst ville jeg have haft en rigtig elbil – en Nissan Leaf som den, der lige nu tager USA med storm. Men med danske afgifter er den desværre næsten dobbelt så dyr. Leaf koster i USA 28.800 US dollars, hvilket svarer til 166.000 danske kroner. Via diverse tilskudsordninger kan man endda i visse miljøbevidste delstater få den så billigt som 19.000 US dollars – 110.000 danske kroner.

Det ville jeg godt have betalt for at være rigtigt miljørigtig. Men i Danmark koster Nissan Leaf desværre fra 269.000 kroner og opefter, og så er det altså ikke enhver beskåret at være miljøbevidst…

© 2013 Steen Ulnits

Efterskrift

Det gik ikke alligevel. I hvert fald kun et års tid. Så måtte jeg falde til patten igen – som en anden junkie på jagt efter suset og endnu et fix…

Den lille franskmand snærede over de brede skuldre og fik til sidst løbepas. Ind i stalden kom en mere fyrig fighter i form af endnu en Hyundai – denne gang ikke en Terracan, men en Santa Fé 4WD.

Jeg vidste det jo godt: Én gang 4WD, altid 4WD. Jeg prøvede blot at overbevise mig selv om, at jeg kunne klare mig med en familiebil af den gængse slags. En af dem med plads til børn og børnebørn på bagsædet, der kunne lægges ned og give plads til en tur i Bauhaus, Stark eller Silvan.

I teorien, i hvert fald. For i praksis var der aldrig plads nok – hverken til gods, rejsebagage eller fiskeudstyr. Og søsætning af trailerbåd blev pludselig en omstændelig affære, når der hverken var automatgear eller 4-hjulstræk på de glatte ramper.

Jeg blev efterhånden en hyppigere og hyppigere gæst på Bilbasen.dk, hvor det så endelig lykkedes at finde den nye livsledsager – med dieselmotor og 4-hjulstræk: En Hyundai Santa Fé 4WD af samme årgang, model og farve som den, vagtlægen på Mols kører rundt i. Dog uden det blå blinklys på taget. Men folk hilser alligevel pænt, når jeg kører forbi!

Så kom ikke og sig, at jeg ikke prøvede. Jeg havde det bare ikke i mig – det med små og økonomiske familiebiler. Der måtte flere heste til samt træk på alle fire og en frihøjde, som ingen glubsk midterrabat kan nå!

It feels good to be back on the track…

© 2014 Steen Ulnits