Forfatterarkiv: Steen

Med storsejlet sat

Når man bare ikke kan have bagline nok…

Det er sjældent, man får mulighed for at krog og lande fisk, som er længere end den fluestang, man fisker med. Meget sjældent endda. Men det kan lade sig gøre, hvis man vil investere lidt tid og mange penge i projektet!

Fisken er sejlfisken, der lige akkurat er stor nok. Og ikke for stor, som dens slægtning marlinen ofte er. Med marlin udsætter man sig i regelen for et flere timer langt tovtrækkeri, som tærer på både fisk og fisker. Sejlfisk derimod kan i regelen fightes ind til båden på under en time – til stor og udelt glæde for både fisk og fisker…!

Sejlfisken hører til næbfiskene og er dermed nært beslægtet med havets virkelige storvildt, marlin og sværdfisk. Sejlfisken er blot langt mindre, idet den kun sjældent vejer mere end 100 kg. Til gengæld er den meget overfladeaktiv og kendt for sine mange og vilde spring, hvor fisken ofte er totalt ude af kontrol.

I grove træk skelner man mellem to underarter eller racer af sejlfisk – den atlantiske og den pacifiske. Af udseende er de to næsten identiske – blot bliver den pacifiske sejlfisk i snit dobbelt så stor som sin slægtning på den anden side af Panama-kanalen. Hvorfor er der ingen, der ved med sikkerhed.

Faktum er imidlertid, at gennemsnitsvægten i Atlanterhavet blot er 20-25 kg, hvor den er 40-50 kg eller nogle steder endda mere i Stillehavet! Sejlfisken i det Indiske Ocean er endnu en race – og den bløde mellemvare, hvad snitvægt angår.

Overfladeaktive springfyre

Fælles for alle racer af sejlfisk er imidlertid, at de er overfladeaktive – meget endda. Når de jager, foregår det ofte med den store rygfinne helt ude af vandet – bag en stime panikslagne småfisk, som kæmper vildt for at undgå næbbet. Sejlfiskens strategi er nemlig at bedøve fiskene med slag af næbbet, inden den vender tilbage og samler de bevidstløse fisk op i et roligt tempo. Præcis som de større marliner også gør det.

Omkring gydetiden kan man på stille dage opleve, hvordan sejlfiskene tilsyneladende soler sig lige under overfladen – meget ofte med rygfinnen stikkende dovent ud af vandet. “Basking” kalder man dette fænomen. Under sådanne forhold er det ikke let at være fisker, for fiskene tænker overhovedet ikke på føde. De tænker kun på formering, og da må vi fiskere nøjes med at kigge på!

Er man ude efter en rigtig match på sin fluestang, er der ingen vej uden om et besøg ved Stillehavet. Da vil man opleve de ønskede fights med fisk, som er længere end ens egen fluestang! Fights, hvor man må knibe sig i armen for at fatte, hvad man netop har oplevet. Fights, hvor man forstår vigtigheden af at have mindst 400 yds. bagline på hjulet!

Jeg blev engang i et TV program spurgt, hvordan det egentlig føles at fighte så store fisk, at de rent faktisk kan trække én i vandet – hvis man altså bliver fanget på det forkerte ben. Spørgsmålet kom lidt bag på mig, for det havde jeg aldrig rigtig tænkt over. Men svaret kom  alligevel prompte. – Det føles, som om man lige har overlevet et flystyrt!

Man står tilbage med sveden drivende ned over panden og må sunde sig over det imponerende skuespil, man netop har oplevet på nærmeste hold, og de ufattelige kræfter, man netop har været koblet til. Det er ubeskriveligt, men et fix, man altid længes efter…

Enkel, men krævende teknik

Teknikken er i princippet enkel, men i praksis omstændelig. Man er nemlig nødt til at have en hel motorbåd med besætning, hvis forehavendet skal lykkes!Solen skinner spagt gennem et tæt skydække, da vor båd “Miss France” stikker ud i Pinas Bay, Panama på jagt efter sejlfisk. Luftfugtigheden er høj – regntiden er så småt begyndt – og luften så tyk, at man næsten kan skære i den.

Der skal omhyggelige forberedelser til, hvis man vil gøre sig håb om at kroge og lande en af havets hurtigste svømmere. Det drejer sig om sekunder, når sejlfisken er teaset op til båden, og da må intet gå galt.

Fluelinen strippes af hjulet og anbringes i en spand, så løslinen ikke filtrer sig ind i noget. Og alle fremspringende steder på båden tapes omhyggeligt, så linen heller ikke her kan få fat i noget. Endelig placeres den færdigriggede stang, så man kan gribe den og være klar på få sekunder, når en interesseret sejlfisk har meldt sin ankomst!

– Sailfish, sailfish, senor! Råbet kommer fra broen, hvor kaptajnen har spottet den første sejlfisk bag teaser’en. Walt Stearns – fotograf om bord – griber stangen med den krogløse filet, som sejlfisken har fået et solidt tag om, og haler den brutalt ud af munden på fisken igen!

Den rasende sejlfisk sætter alle sejl til, slår hidsigt til agnet med sit lange næb og er over det igen med det samme. Atter haler Walt fileten ud af kæften på fisken, mens han lokker den tættere og tættere på båden. Sejlfisken flintrer afsted med næbbet virrende ude af vandet – kiggende på det besværlige agn med først den ene og så det andet øje!

Det er som at skulle op til eksamen igen! Adrenalinet suser gennem årerne, mens fisken nærmer sig båden. Grejet er klar og nogle meter flueline sluppet ud gennem ringene, så stangen kan spændes til det første og altafgørende kast.

– Now! Walt hiver teaser’en ud af vandet og efterlader en synligt ophidset sejlfisk, der stråler i neonblå og violette farver – “med lystavlen tændt”, som amerikanerne udtrykker det: “Billboard all lit up”.

Et enkelt bagkast og den 20 cm lange flue er ude bag sejlfisken, der lynhurtigt spotter det forsvundne bytte og er over fluen som en kat.

– Strike him hard! 

Det er Skip, som giver gode råd. Jeg griber om fluelinen så hårdt, jeg kan med mine svedige hænder, og mærker nu 50 kg fisk i den anden ende. Sejlfisken er tydeligt forvirret i de første sekunder, som jeg har brug for til at checke løslinen. Det er her, det altid går galt.

Jeg bakker tilbage på det gyngende dæk og får det meste løsline på hjulet, inden en 3 meter lang sejlfisk pisker ud af vandet på kort line og raser bort fra båden med en hastighed, der skal opleves for at fattes. Det gælder om at holde det vildt roterende hjul langt væk fra krop og klæder!

Omkring 200 meter line forsvinder fra spolen som dug for solen, mens den paniske sejlfisk haledanser afsted i 10-15 høje spring. “Greyhounding” kalder amerikanerne det meget passende. I perioder er fisken mere ude af vandet end nede i det!Linen går nu lodret ned bag båden, men fisken springer ud af vandet ovre på bagbords side. Skipper sætter i bakgear, så jeg ikke mister alt for meget line.

Første halvleg er vel overstået – fisken er lokket til båden, kroget og det første udløb pareret. Men det er først nu, den egentlige kamp begynder. Og hver sejlfisk har sin egen strategi. De værste er dem, der straks dykker i dybet – uden først at have sprunget de værste kræfter af sig. De bedste dem, der godt kroget springer 10, 20, ja sågar 30 gange. Så er gassen gået af dem i løbet af en halv time.

Min første sejlfisk vælger at gå i dybet efter sit første lange udløb. Langsomt bakker vi op mod fisken, mens jeg får det meste af baglinen tilbage på hjulet. Først når splejsningen mellem flueline og bagline er vel inde på spolen, kan man for alvor lægge pres på fisken. Og pres skal der til hele tiden, hvis ikke fisken skal få pusten igen. Da kan fighten vare i flere timer…

Jeg sender en venlig tanke til min klasse 12 stang, som har et kort fightgreb foran håndtaget. Uden et sådant greb er man magtesløs over for så store fisk, der må fightes “down and dirty”, som amerikanerne kalder det – med stangspidsen næsten nede i vandet og presset på klingen helt nede i håndtaget. Ellers lader de store fisk sig ikke rokke ud af stedet.

En halv time senere

Skipper cirkler om fisken, så jeg kan lægge pres på den fra forskellige vinkler. Teknikken virker – sejlfisken stiger til overfladen og går i luften med et brag. Endnu et langt, langt udløb følger, og jeg kan begynde forfra igen med at pumpe line ind.

Der er nu gået en god halv times tid, og fisken har løbet den værste vildskab af sig. Jeg lægger derfor maksimalt pres på dyret og tvinger den op i overfladen. Fisken bliver imidlertid urolig ved situationen og går i vejret med kun ti meter line ude. Nærmest i slow motion ser jeg den tre meter lange fisk stige lodret op af vandet og ryste hovedet med det halv meter lange næb. Fluelinen pløjer gennem vandet som en ostehøvl og går fri med et smæk.

– Oh no!, siger skipper, men jeg når lige at parere, inden den igen er nede i sit rette element, nu træt og til at tale med. To halve spring senere kan jeg presse den så tæt på båden, at matrosen med en øvet hånd kan række gaffen ud, fange næbbet og gribe det med en behandsket hånd. Sveden drypper ned i mine øjne bag solbrillerne, men hvad gør det? Min første sejlfisk på flue er en realitet!!

Da det er min første på flue, bliver den 3 meter lange og godt 50 kg tunge sejlfisk forsigtigt halet op på rælingen, så den kan foreviges med sin stolte fanger og den store rygfinne udspilet. Seancen tager kun få sekunder, hvorefter fisken lempes tilbage i vandet igen – stadig med en behandsket hånd om næbbet. Skipper går igen op på broen og sætter båden i gear – nu med den udtrættede fisk på slæb.

Fem minutter senere er sejlfisken kommet sig så meget, at matrosen ikke længere kan holde den. Han slipper grebet, og sejlfisken forsvinder langsomt i dybet – sikkert grundigt forvirret over det, den netop har oplevet! Selv er jeg også lidt rystet, for nu at sige det pænt…

Der er altid nogle, som vil indvende, at fluefiskeri efter sejlfisk ikke er “ægte” fluefiskeri – al den stund fiskene først skal lokkes til båden med andre metoder, førend man kan kaste sin store flue ud til dem. Trods det faktum, at fluen skal kastes på regulær vis og endda placeres ganske præcist for at lokke fiskene til hug og muliggøre en sikker krogning.

Til disse skeptikere er der kun ét at sige: Har man ikke prøvet det selv, er man ikke kvalificeret til at have en mening. Da er det måske blot rønnebærrene, der er sure. At se en tre meter lang sejlfisk stige lodret ud af vandet foran én – med fluen flagrende i næbbet – det er definitivt ikke en oplevelse for de svage!

© 2011 Steen Ulnits

 

 

 

Sæsonens sidste laks…

Der er laks, og så er der laks. Nogle af dem husker man markant bedre end andre, der hurtigt går i glemmebogen.

Måske fordi de blev fanget under helt almindelige omstændigheder eller ikke bød på nævneværdige udfordringer. Sæsonens sidste laks er imidlertid altid svær at glemme – specielt da, hvis den blev fanget under usædvanlige forhold.

Det var tilfældet med dette års sidste laks. Kim og jeg var taget til det nordøstlige Island for at afslutte sæsonen på værdig vis. September markerer heroppe slutningen på sæsonen, og vejret plejer at arte sig – specielt i første halvdel af måneden. Vi var der imidlertid lidt senere, og det fik vi at mærke. De første dage bød nærmest på Indian summer – med dagtemperaturer omkring de 15 grader.

Men så meldte vejrudsigten pludselig om vinter. Regnen kom væltende ned og fik elven til at stige markant. De små vandløb, som vi hver dag krydsede langs elven i vor 4-hjulstrækker, blev til veritable elve af brunt regnvand.

En nordlig vind på omkring 20 sekundmeter sørgede for, at regnen faldt mere vandret end lodret. Vi sad inde i hytten og lunede os ved køkkenets hyggelige oliekomfur, mens vi kiggede ud på uvejret, der bestemt ikke fristede til udendørs aktiviteter – og da slet ikke fluefiskeri.

Uvejret fik dog ende, og ud til vandet kom vi da igen. Men det var ikke samme elv som før. Vandet løb højt og uklart, men klarede dog hurtigt op og blev fiskbart igen. Imidlertid var det nu blevet så koldt, at vi måtte have alt tøj op af kufferterne og på kroppen for at holde varmen. Hue, handsker og halstørklæde blev obligatorisk beklædning. Nødvendigt for at holde varmen i vandet, men alt for varmt til de obligatoriske op- og nedstigninger i de stejle klipper…

Men laksene var der stadig. Vi så dem ikke i overfladen og kunne heller ikke se dem fra klipperne. Men de lokale forsikrede os om, at der skam var ganske mange laks i samtlige pools og “hylur”. De ville bare ikke så meget i det kolde vand, der havde gjort dem træge efter den varme sensommer.

I det svindende lys er der dog en enkelt, som forbarmede sig over os. Fluen er netop drevet ind i det rolige vand neden for mig, da jeg stripper linen ind til et nyt kast. Pludselig bliver der liv for enden af linen – nærmest uvirkeligt, når nu elven hidtil havde ligget livløs hen. En god fisk har taget min store rejeflue og går nu nedefter mod stryget. Den ombestemmer sig dog snart og vælger i stedet at blive i poolen – sikkert sammen med sine mange andre medlaks.

Den strategi gør fighten ret udramatisk. Fisken turer rundt i strømmen, trækker et par meter line af hjulet og svømmer så tilbage igen. Ind imellem rusker den arrigt med hovedet for at blive den irriterende flue kvit.

Store rejefluer er ofte fantastiske fiskefangere her sidst på sæsonen, hvor fiskene er farvede og aggressive. Og denne laks er ingen undtagelse. Den har ladet sig irritere af den orangefarvede flue med den lange og flagrende hale. Og taget den hårdt.

Fighten bliver dog ikke hård. Det bliver til nogle minutters tungt tovtrækkeri, inden den må give sig. Til sidst kan jeg bakse fisken ind på lavt vand ved en oversvømmet græsbred, hvor Kim kan tage den om halen og nænsomt lægge den op på bredden. En smukt gylden hunfisk på omkring 80 cm, vel omkring 5 kg tung.

Vi fotograferer hurtigt fisken, fjerner dobbeltkrogen og lader den svømme igen. Sæsonens sidste laks, viser det sig. Der er snefnug i luften, og varmen i hytten lokker mere end fiskene i elven…

Herefter falder vandtemperaturen støt. Snefald i bjergene og efterfølgende afsmeltning i dagtimerne er dræbende for fiskeriet. Vi måler nu kun 2,5 graders varme i vandet – og nattefrost i luften. Vi får derfor ikke flere fisk, men må lade os nøje med, at vinden nu er svag, og at solen regelmæssigt kigger frem mellem sneskyerne. Tid til at tage fotoapparetet frem og lade fluestangen stå…

De mange vildgæs har også registreret klimaskiftet. Flokke på 20-30 gæs honker afsted over himlen – på vej sydover mod varmere himmelstrøg. Også svanerne samler sig og græsser løs på land og lavt vand, så de kan få lidt sul på kroppen inden den lange rejse. Alt bereder sig på vinterens komme.

Mest fascinerende er dog det gulgrønne nordlys, der flammer over den klare nattehimmel. Et sjældent syn for os danskere, der må betages af dette naturfænomen. Nordlyset dækker et bånd fra syd til nord, mens det snor sig og blinker i natten. Koldt, flot og fascinerende.

Turen tilbage over højfjeldet gik gennem nyfalden sne. Brrrr… Så er det altså koldt at være laksefisker. Men lidt i julestemning kom vi da – i september. Og sæsonens sidste laks fik vi også med – foreviget på såvel kamera som nethinde!

© 2010 Steen Ulnits

 

Stillehavslaks

– Alaska kalder!

Der er noget dybt fascinerende alene ved navnet. Ordet “Alaska” fremmaner straks visioner og drengedrømme om vidtstrakte ødemarker med en overflod af vilde dyr og fisk, som skal ses og opleves for at forstås. Om grådige grizzlybjørne, der vokser sig rekordstore på en nærende diæt af laks fra det store Stillehav.

Og det hele stemmer. Faktisk er Alaska en endnu vildere vildmark, end man overhovedet kan forestille sig – førend man selv står der. Ved bredden af en krystalklar flod og med vandflyets markante profil forsvindende i horisonten. Først da forstår man storheden.Og fisk er der i overflod.

Alaska har hele fem arter stillehavslaks at byde på. På verdensplan findes der ganske vist seks forskellige arter, men den sjette art – kirsebærlaksen, der har sit navn, fordi den normalt stiger op i floderne, når kirsebærtræet blomstrer – findes kun i det sydøstlige Asien.

Alle fem arter stillehavslaks, som findes i Alaska, giver mulighed for to helt forskellige former for fiskeri:

Fiskeri efter laksene selv og så fiskeriet efter de regnbuer, rødinger og stallinger, som æder af deres æg og siden af de døde kroppe. Laksene, der i tusindvis stiger op i floderne, gyder og dør nemlig uden undtagelse. De udgør derfor et kolossalt fødepotentiale for såvel fisk som pattedyr og fugle.

De udgør en enorm biomasse, som på den ene eller anden måde kommer det samlede økosystem til gode. Intet går til spilde, selv om det kan se sådan ud, når man ser døde og døende laks i hundredvis drive ind på bredderne og dér forrådne i en til tider forfærdelig stank…

Bjørnene søger om foråret ned til elvene, når laksene snart skal til at vandre op i dem. Her frådser bjørnene først i de sølvblanke laks, der er friske fra havet, siden i de fuldt udfarvede fisk på gydepladserne og endelig i de døde eller døende laks efter legen. Det samme gør alle andre dyr og fugle, som får muligheden.

Fiskene gør det også selv. Regnbuer, rødinger og stallinger æder først den overskydende rogn fra de gydende laks – siden lunser af de udgydte, døde og forrådnende laks. Endelig frådser de stationære rovfisk om foråret i de massive mængder af nedtrækkende laksesmolt.

Men ikke nok med det. Yngelen af såvel laksene selv som af regnbuer, rødinger og stallinger nyder også godt af deres døde forældre eller slægtninge. Det gør de, når disse er med til at tilføre de ofte næsten sterile vandløb næringsstoffer udefra. De døde kroppe gøder helt enkelt vandløbene, så de kan producere mere føde til afkommet.

Man har beregnet, at stillehavslaksene i nogle områder leverer op til halvdelen af den kvælstof, der er bundet i nåletræerne i de vidtstrakte skovområder. Livsvigtig næring hentet direkte fra Stillehavet og deponeret højt oppe i bjergene via døde laksekroppe.

Uden denne tilførsel ville de selvsamme områder være ganske næringsfattige. Nogle steder grænsende til det sterile.

Et anderledes fluefiskeri

Stillehavslaks er generelt ganske uvillige til at stige opefter i vandet for at tage noget. De allerfleste laks i Alaska – specielt kongelaksene – tages derfor på store og tunge “Pixie” blink med plastindsats i fluorescerende grønne og røde farver. Blink, der kan nå helt ned og skrabe bunden.

Fluefiskeri efter stillehavslaks er derfor noget for sig og kan slet ikke sammenlignes med fluefiskeri efter atlanterhavslaks. Her gælder det i regelen om at komme helt ned til laksene, der jo kun undtagelsesvis stiger til fluen. Hurtigtsynkende flueliner og shooting heads er derfor normen – vægtbelastede fluer ligeså.

Fluerne fiskes gerne “dead drift” helt nede ved bunden – uanset vandtemperaturen, hvilket jo ikke er specielt charmerende sammenlignet med vort eget sommerfiskeri med flydeline.

Laksefiskeri, som vi kender det fra Skandinavien – med lange tohåndsstænger og ditto speykast – skal man altså ikke forvente i Alaska. Her fisker man typisk efter meget store fisk i ganske små elve, der ofte håndteres bedre med en kraftig enhåndsstang.

Og man skal hjemmefra have gjort sig klart, at det er de tunge synkeliner og skydehoveder, der vil blive brug for. Grej, der kræver en lidt anderledes teknik end den, vi er vant til hjemmefra.

Glem alt om flydeline og små fluer fisket lige under overfladen – uanset vandtemperaturen stiger stillehavslaks kun undtagelsesvis til fluen. Sølvlaks er undtagelsen, der bekræfter denne regel. De kan nemlig lokkes til overfladen efter stribende fluer.

I 99 ud af 100 tilfælde må man ned til fiskene, hvis man vil have kontakt. Men når de først er på krogen, da er stillehavslaks ofte langt bedre og stærkere fightere end atlanterhavslaksen – uanset dennes mange øvrige kvaliteter.

Fem forskellige laksearter

Kongelaksen – også kaldet “chinook” på indiansk – er urstærk og ikke sådan at flytte med. En gennemsnitsvægt på 10-12 kg hjælper godt til. Den springer ikke så meget, men når 15-25 kg laks går fri af vandet, er oplevelsen så meget større!

Kongelaksen er den første af stillehavslaksene, som står op i elvene – typisk i juni-juli måned, hvor man kan træffe de stålblanke fisk længst nede ad elven.

Sølvlaksen – på indiansk “coho” – er en sand sprinter, der med sine mange og høje spring giver fiskeren rigeligt at se til. Den vejer op til 10 kg, men fisk under 5 er det sædvanlige. Det er en af de stillehavslaks, der vandrer senest op – typisk i august-september.

Det er også den af stillehavslaksene, som holder sig bedst oppe i ferskvand – som bibeholder sølvfarven i indtil flere dage efter opgangen fra saltvand. Endelig er det en af de laks, der ser smukkest ud i farvet tilstand – med kulsort ryg og helt kobberfarvede sider.

Rødlaksen – “sockeye” laksen – er både stærk, vild og hurtig, når den ellers vil hugge. Til det formål skal der i regelen ganske små fluer str. 6-8 på forfanget.

Fisk fluerne “dead drift”, og før eller siden vil en sockeye falde for fristelsen og inhalere den lille flue, der minder den om tiden i havet. Herude æder sockeye laksen nemlig – som den eneste af stillehavslaksene – udelukkende små krebsdyr. Vægt op til 5 kg.

Hundelaksen (“dog salmon” eller “Calico”) kommer hurtigt i en meget dårlig forfatning, når de forlader havet, men er de ellers nystegne, da er de bestemt værd at efterstræbe med fluen. Vægt sjældent over 5 kg.

En nystegen og stålblank hundelaks er en match uden lige. I farvet tilstand er den – tigerstribet og med tænder som en hund – et syn, man ikke sådan lige glemmer.

Pukkellaksen (“pink” eller “humpback salmon”) er ligeledes en af de laks, der meget hurtigt mister konditionen oppe i ferskvand. Den mindste af laksearterne med en snitvægt omkring 2 kg.

Hannerne bliver grotesk højryggede at se på, mens hunnerne bibeholder torpedoformen. Hurtigt får de et lyserødt skær langs siderne, som får mange ukyndige fiskere til at forveksle dem med regnbueørreder. Opgangen af pukkellaks topper hvert andet år.

Uanset hvor mærkværdige de forskellige stillehavslaks end måtte tage sig ud efter en tid i ferskvand, så er de alle lynende blanke ved opgangen. Sølvfarven aftager imidlertid meget hurtigt i det ferske og afløses af en legedragt, som er karakteristisk for de respektive arter.

Gydefiskene bliver meget hurtigt uegnede til menneskeføde, men er stadig spændende fisk for sportsfiskeren.

Indirekte laksefiskeri

Stillehavslaksene byder også indirekte på et spændende fluefiskeri, når de står på gydepladserne. Da har regnbuer, rødinger og stallinger i regelen samlet sig nedstrøms for gydepladserne – i sikker forventning om, at de snart vil kunne fylde maven med nærende og overskydende lakserogn.

De rognædende fisk ses da som grå eller sorte skygger bag laksene og skal nu fanges på små “Glo Bugs” og lignende rognfluer, som på bedste nymfemaner fiskes “dead drift” på en flydeline og langt forfang. Et spændende fiskeri og i sig selv et fascinerende skuespil at følge.

Når så laksene har overstået deres leg og er døde, da vil man kunne score mange flotte fisk på de såkaldte “Flesh Flies” – hvide og gullige fluer á la “Bunnies”, som imiterer stykker af forrådnende laks. Lidt ulækkert måske, men absolut velfangende, idet de øvrige laksefisk elsker døde laks!

Først på sæsonen vil de “fastboende ” laksefisk i stedet ofte vente på årets nedtræk af laksesmolt mod havet. Årets første ædegilde. Rammer man dette nedtræk rigtigt, kan man opleve uforglemmeligt fiskeri med store streamers og bucktails!

Endelig kan Alaska byde på et til tider glimrende tørfluefiskeri efter stallinger og regnbuer i gode størrelser.

Sidstnævnte holder også meget af hjortehårsmus. Specielt store regnbuer i små strømvande kan helt have specialiseret sig på en nærende diæt af mus og lemminger, der ved et tilfælde havner i vandet.

Det bedste fiskeri har man under sådanne forhold i små elve med udhulede og græsklædte bredder. Det er altid fascinerende at se store regnbuer jagte små mus i hidsige udfald fra brinken. De kommer med en stor bølge efter sig!

© 2011 Steen Ulnits

Seneste nyt om den invasive pukkellaks 

 

Stålsatte Steelheads

Regnbuen, der slet ikke var en ørred…

Der var engang – for ikke så forfærdeligt længe siden – at regnbueørreden var netop det: En ørred. Det troede man, fordi regnbuen nu engang ligner en ørred. Og det troede man, fordi man ikke vidste bedre. Fordi man ikke havde hørt om DNA, da man gav regnbueørreden dens latinske navn “Salmo gairdnerii” efter dens opdager Meredith Gairdner eller “Salmo irideus” efter dens skinnende udseende.

Faktisk kendte man slet ikke til eksistensen eller opbygningen af DNA, da regnbueørreden fik sit navn. Men så knækkede de to forskere James Watson og Francis Crick i 1950‘erne koden – “with a little help from their friends” – og fik siden Nobelprisen for deres banebrydende arbejde. Hurtigt kom “the forensics” på banen med deres nyudviklede analyseudstyr, som uden videre kunne afgøre, om DNA på et gerningssted eller offer kunne stamme fra en mistænkt eller ej.

Herfra var vejen banet til fiskenes forunderlige verden. Regnbuen, som hele tiden havde troet, at den var en ørred, kom på bedre tanker. Dens DNA viste nemlig – hvad der ikke burde have overrasket nogen seriøs forsker – at regnbuen er nært beslægtet med stillehavslaksene, som den jo deler vandløb med. Den tilhører således en gren af Oncorhynchus slægten og har ikke det mindste med vor atlantiske Salmo slægt at gøre. Regnbuen er således meget mere end laks end en ørred!

Tjaeh, sådan kan det gå, når man ikke har sine papirer i orden. Men det har regnbuen nu, hvorfor den har taget navneforandring til sit korrekte latinske artsnavn Oncorhynchus mykiss – gendøbt efter den russiske ichtyolog Walbaum’s oprindelige artsnavn helt tilbage fra 1792. Bedre sent end aldrig! Det officielle skifte fra ørred til laks skete i 1992 og vakte dengang en del opsigt. Det tog både fiskere og forskere lidt tid at komme sig over dette radikale skifte i opfattelsen af en meget populær og udbredt fiskeart!

For interesserede kan det oplyses, at “Oncorhynchus” betyder noget i retning af “kroget næse”, og at “mykiss” er det sibiriske navn for arten, der lige som stillehavslaksene også forekommer naturligt her.  Men dens generiske danske navn hænger stadig ved. På dansk er Oncorhynchus mykiss således stadig en ørred – omend en regnbue af slagsen!

Generelt kan man derfor sige, at regnbuen er for stillehavslaksene, hvad ørreden er for atlanterhavslaksen. Hverken mere eller mindre. En slægtning, der lever et mindre dramatisk liv, og som ikke vandrer helt så langt omkring. Modsat stillehavslaksene dør regnbuen ikke efter gydningen, hvilket ikke mindst dambrugere verden over er meget glade for!

På nøjagtig samme måde, som vor europæiske ørred forekommer i tre forskellige former – bækørred, søørred og havørred – så har også regnbuen skilt sig ud i tilsvarende former eller underarter. Der findes således mindre regnbuer, som lever hele livet i samme vandløb. Og regnbuer, der vokser sig store i søer med mere føde. Samt regnbuer, der vælger at vandre ud i Stillehavet, hvor de kan vokse sig endnu større.

 

Det er de sidste, du ser på billederne her. Det er havvandrende regnbuer, som siden 1880‘erne har haft det amerikanske kælenavn “steelheads” efter deres stålsatte udseende og farvedragt.

Steelheads findes langs hele den nordamerikanske vestkyst samt i de samme vandløb i Asien, hvor også stillehavslaksene lever. De vandrer langt omkring, men kommer dog ikke helt derud, hvor kongelaksene vokser sig rekordstore. Steelheads kan alligevel veje op til 20 kg, men ses sjældent ret meget større end 10 kg. Fisken på billedet herover vejede 9 kg og blev taget næsten 400 km oppe i det store Skeena vandsystem.

Steelhead’en er en uhyre eftertragtet sportsfisk overalt, hvor den forekommer. Desværre er den også truet mange steder – primært fordi den indgår som en uønsket bifangst under det storstilede kommercielle fiskeri efter stillehavslaks i Canada og Alaska. Mange tusinde stålhoveder havner således på dåse sammen med især den rødkødede sockeye laks.

Steelhead’ens popularitet skyldes ikke mindst den fight, den i regelen disker op med. En hidsig fight med lange udløb og høje spring á la dem, vi kender så godt fra den mindre regnbue. Steelheads har helt enkelt mere dynamit i halen end de fleste arter!

Seriøse steelhead-fiskere skelner imellem to slags steelhead: Sommerfisk og vinterfisk. Sommerfiskene er de mest eftertragtede, da de stiger op i elvene allerede om sommeren året før gydningen. Regnbuer er – modsat vore egne vintergydende laks og ørreder – forårsgydere, og sommerfiskene står derfor i elven i mange måneder, inden de gyder.

 

Sommerfiskene er færre end vinterfiskene, der ankommer i månederne op til legen. Vinterfiskene er i regelen mere eller mindre farvede og giver ikke samme hidsige fight som sommerfiskene. Det skyldes ikke mindst det nu koldere vand, som kræver synkeliner for at nå ned til fiskene. Sommerfiskene derimod stiger gerne til overfladen efter en lille flue – præcis som vore egne atlanterhavslaks gør det om sommeren.

Men uanset årstiden så rangerer steelhead’en blandt verdens meste eftertragtede sportsfisk. Det er derfor lidt pudsigt at tænke på, at den tamme regnbue, vi kender fra danske dambrug og Put & Take vande, faktisk er nøjagtig den samme fisk…

Regnbueørreden er en hårdfør fisk, som ikke kræver meget af sine omgivelser, og som let lader sig domesticere. Den tåler højere vandtemperaturer end vor hjemlige ørred og kan gå tættere i dammene. Samtidig vokser den hurtigt og er dermed den ideelle dambrugsfisk.

I gamle dage undslap store mængder regnbuer fra danske dambrug, og mange af dem tog straks på langfart nedefter i vandløbene. Til sidst havnede i ude i hav eller fjord, hvor de hurtigt bliver helt sølvblanke – ganske uden de markante røde gællelåg og den ligeledes røde sidestribe. Faktisk er de så blanke, at mange tror, de er havørreder. Den buttede kropsform, det lille afrundede hoved samt de mange små pletter i ikke mindst halefinnen afslører dem dog for kenderen.

Det gør deres fight for øvrigt også. Selv en forvildet tamfisk fighter nemlig bedre end selv den vildeste havørred…

© 2011 Steen Ulnits

 

 

 

Rigtige Rødinger

Fjeldørreder på min vej

Det har altid fascineret mig, at der slet ikke findes “fjeldørreder” – kun ørreder på fjeldet. Og de er ikke fjeldørreder, men rødinger…

“Fjeldørreder” er det tåbelige danske navn for noget, der i virkeligheden er en fuldblods røding, nemlig Salvelinus alpinus – ishavsrødingen eller bare den almindelige røding. Ørreder har nemlig mørke pletter på lys baggrund – og fjeldørreden ikke en eneste af slagsen. Rødinger har derimod lyse pletter på mørk baggrund – præcis hvad fjeldørreden har.

Betegnelsen “fjeldørred” burde derfor ulovliggøres, da den er totalt misvisende, forvirrer billedet og rangerer helt på højde med folkelige betegnelser som laksørred, bækforel, amerikansk søørred og andre ord af slagsen.

Well, så nemt går det næppe, og Salvelinus alpinus vil desværre nok fortsætte som “fjeldørred” i almindelig dansk sprogbrug. Det vil desværre nok tage mange år, førend Grønland atter befolkes af rigtige rødinger – som Vorherre ville det…

Rødingen har det, som fagfolk kalder en “cirkumpolar” udbredelse. Det betyder, at de findes overalt i Arktisk – uanset om det er Europa, Asien eller Nordamerika. Det er selvsamme art, man finder alle steder, men fiskene har gennem årtusinder udviklet sig ganske forskellligt.

Grønland

Mit eget første møde med en rigtig røding fandt sted i Grønland i august 1974. Jeg var skoletræt og havde fortalt min mor og far, at jeg ville droppe gymnasiet og i stedet begynde som skyttelev på Kalø.

Det bekom ikke mine håbefulde forældre, som udtænkte en satanisk plan. En dag efter skoletid – netop som jeg var på vej ud af døren for at fiske – kom så forslaget: – Hvis du gennemfører gymnasiet, får du en fisketur til Grønland…

Jeg var fanget i en fælde. På det tidspunkt kunne jeg nemlig ikke forestille mig noget højere end en fisketur til Grønland, og jeg kunne derfor ikke sige nej. Dengang hadede jeg mine forældre for den luskede plan, men i dag er jeg dem dybt taknemmelige.

Jeg slæbte mig herefter gennem tre trælse år på Sønderborg Statsskole, inden det var så vidt. En kold solskinsdag kunne jeg så stå ud af Sikorssky helikopteren i Nanortalik og borde en båd på vej ind til den store Taersserssuaq sø med dens fjeldørreder.

Det blev en fantastisk oplevelse. Allerede den første aften spillede nordlyset op til det helt store over hele nattehimlen og bjergtog fuldstændig den unge fisker, som her var på sin første store udenlandsfærd og dannelsesrejse.

Dagen efter fangede jeg mine første fjeldørreder i den korte elv, der forbandt søen med fjorden. De var ikke kæmpestore, men de var urstærke og utroligt smukke. Og så blev de fanget i det knap 4 grader kolde og spritklare vand fra søen.

Der var sølvblanke opgangsfisk, friske fra fjorden og med havlus på halen. Og der var rødbugede hanfisk, som havde stået i elven i flere uger. Smukke på hver deres måde. Jeg var solgt til stanglakrids og har siden da været dybt fascineret af rødinger.

Alaska

Mit andet møde med rødingen fandt sted i Alaska i 1976. Jeg var taget afsted med et hold svenske fluefiskere og camperede forskellige steder i den fantastiske ødemark.Vi fiskede naturligvis efter de mange forskellige stillehavslaks, der fandtes i elvene, men også efter de mange regnbuer og stallinger, der levede på en overflod af overskydende lakserogn fra de næsten ufatteligt mange gydende laks.

Ind imellem fik vi fisk på 2-3 kg, som var noget tungere at danse med – smukke pinkprikkede “Dolly Vardens”, som man lokalt kalder denne variant af rødingen, der kan være både havvandrende og stationær. Navnet har de fået efter en farvestrålende personlighed fra et af Charles Dickens’ litterære værker. Og disse Dollies var vilde med lakserogn – og fluorøde fluer á la favoritten Skykomish Sunrise, ikke mindst.

I et vidt forgrenet søkompleks fandt vi gydende sockeye laks i gruber på bunden af de lavvandede søer. I udkanten af disse gruber så vi store skygger, som ind imellem skød ind og hapsede lidt overskydende rogn blandt laksene. Fiskene var helt sorte på ryggen, når man så dem ovenfra – og helt appelsinfarvede på bugen, når man havde dem vel på land.

Det er en af disse specialiserede “rogn-rødinger”, du ser på indledningsbilledet til denne artikel – taget af min gode og nu desværre afdøde ven, kunstneren Rolf Smedman. Han var – præcis som jeg – helt bjergtaget af de fantastiske farver, som disse rødinger kunne diske op med.

Labrador

At tage til Labrador for at fiske røding kan synes som at gå over åen efter vand. På den anden side af det smalle Davisstræde – på Grønlands forrevne vestkyst – bare vrimler det med velnærede rødinger “fit for fight”. – Hvorfor så tage til Labrador for at fange flere af nøjagtig samme slags?

Jo, for rødingerne i Labrador bliver langt større end deres grønlandske artsfæller. Vandet er en smule varmere, og føden er lettere tilgængelig. Fiskene vandrer derfor længere omkring og bliver følgelig langt større, inden de vender hjem til deres fødeelv igen.

Typisk er ishavsrødingerne i Labrador dobbelt så store som deres slægtninge i Grønland, hvor fisk over 5 kg altid har været uhyre sjældne. Det er fisk over 10 kg også – i Labrador, hvor sådanne kæmper regelmæssigt fanges.

Derfor tager virkelige røding-entusiaster gerne til Labrador og Quebec, hvis der skal en virkelig trofæfisk på fluen. En “double-digit” fisk, som man siger på de kanter – fisk over 10 engelske pund. Her er chancerne for sådanne fisk nemlig helt reelle – eksemplificeret af den smukke hanfisk, du ser på billedet ovenfor. Den fangede jeg på en lille sort flue i en stor sø med direkte adgang til Davisstrædet.

Kort forinden tabte jeg én, der var langt større. Jeg så den aldrig. Den tømte bare stille og roligt mit fluehjul, på vej tilbage til Davisstrædet…

Lappland

Rødinger er almindeligt forekommende i Lappland og Finnmarken, hvor de ofte lever side om side med storfinnede stallinger og sortplettede ørreder. Rødingen dominerer, når vandet bliver rigtig koldt, og opholder sig ofte på dybt vand i de større søer – uden for fluefiskerens rækkevidde.

Enkelte steder er den dog til at komme på skudhold af. Det gælder ikke mindst den klassiske fiskecamp ved Miekak, hvor man har adgang til det krystalklare “røding-akvarium”, der virkelig lever op til sit navn. Her kan man på stille dage stå og se ned på rødinger så store, at det giver sved på panden! De er nemlig ikke nemme at fange. De har sigtet indstillet på de mange kvægmyg og er samtidig ganske sky i det klare og stille vand.

Triumfen er derfor så meget større, når det endelig lykkedes. En kølig, men solrig dag i august lykkedes det mig at kroge en kilostor røding på et tyndt 0.10 mm forfang og en pyttelille str. 20 Polywing Spinner – sort med hvide vinger, naturligvis. Det blev en lang fight, inden den smukke hanfisk stille gled ind i bagvandet og lod sig lande.

Det er fisken, du ser på billedet ovenfor – en underskøn røding fra samernes land. De kridhvide finnekanter kunne tydeligt ses under hele fighten – også selv om fisken ikke kunne!

Brystfinnernes størrelse fortæller, at der er tale om en meget gammel fisk – én, der har tilbragt mange vintre under søernes is.

Fjeldørreder er altid meget smukke fisk – også selv om de altså slet ikke er ørreder!

 © 2012 Steen Ulnits

Guides, Ghillies og andet Godtfolk

Rundt omkring i verden er der folk og fiskere, som lever af at guide andre fiskere, der måske har rejst den halve jord rundt for at opleve et bestemt fiskeri eller en bestemt fisk.

Herunder kommer en lille håndfuld af de mere specielle, som jeg har mødt på mine rejser – dengang man stadig kunne rejse frit uden altid at have sit opdaterede Corona-pas øverst i bagagen. Det var tider.

Dengang som nu krævede og kræver det en helt speciel type menneske for at blive en god guide. Der skal masser af psykologisk indsigt, forståelse af natur og miljø samt evne til at håndtere fly, bil og båd til og fra fiskevandet. Ellers går det galt.

Clifford

– Clifford at your service! 

Sådan lød ordene spøgefuldt, da jeg blev præsenteret for Clifford – min guide for en uges fiskeri i Costa Ricas frodige regnskov. Mørklødet og med guld om både hals og håndled, for som fiskeguide har man en høj status på disse kanter – qua en langt højere løn end gennemsnittet. Og det må gerne kunne ses. Hernede kender man ikke til Janteloven…

Clifford ville se mit grej og ikke mindst alle knuder, taklinger og spejsninger, som jeg møjsommeligt havde lavet hjemmefra. Vi skulle fiske tarpon, og her må der ikke være svage punkter. Det var der imidlertid, så Clifford klippede resolut alle mine fine nail knots af og bandt en simpel overhånds løkke – direkte på den tykke flueline. – Det holder, sagde han…

Og det gjorde det. Jeg fik mine første store tarpon i den uge – i mundingen af Rio Colorado, hvor den udmunder i Karibien. Største fisk vejede 105 lbs. og ville med sikkerhed have revet mine nail knots over og være stukket af med hele fluelinen. Jeg har et par totalt udrettede Mustad 4/0 rustfri stålkroge hængende på væggen foran mig som bevis på dette…

George

– Meet George! 

Sådan blev jeg introduceret til Turneffe Island Lodge, da jeg i 1992 var inviteret på besøg af den daværende ejer. George var min guide for ugen, men ikke umiddelbart. Da vi ankom til øen i den store luksusyacht, var George nemlig forsvundet som dug for solen. Ingen havde set ham, siden han guidede et par velhavende amerikanere ugen før.

George dukkede heldigvis op dagen efter. På bedste karibiske manér var han blevet så træt af sine klienter fra USA, at han simpelthen selv var sejlet hjem til fastlandet og havde drukket sig grundigt fuld inde i landsbyen. Så havde han sovet en lang nats søvn, skiftet tøj og var sejlet ud til Turneffe Island igen – nu for at guide mig. 

– De var bare for meget, forklarede han – uden dog at undskylde sit fravær. Og jeg havde da også en vis forståelse for situationen.

I løbet af ugen gik det dog op for mig, at der skal to til en tango. At George nok også selv havde en del af skylden. I hvert fald var han noget utålmodigt anlagt, når han gang på gang udbrød: – Don’t you see them? om bonefish, han netop havde spottet, og som jeg ikke kunne få øje på…

Vi kom nu fint ud af det alligevel, George og jeg. Efterhånden begyndte jeg sågar også at få øje på de fisk, som George spottede for mig. En enkelt gang endda en af de sjældne bonefish, som ikke jagede ved bunden, men som tog fiskeyngel lige under overfladen.

Der måtte en ultralet plastflue til for at lokke den til biddet, men sådan én havde George i lommen på sine slidte shorts – naturligvis!

Lockyer

Der er unge guider, og der er gamle. Min hidtil ældste var Bill Curtis, som er en legende på Floridas vidstrakte flats, hvor saltvandsfluefiskeriet efter bonefish og tarpon havde sin vugge. Han var et spændede bekendtskab, der nær havde kostet mig livet.

Bill havde lige fået en spritny 150 HK motor fra sin mangeårige sponsor Johnson Outboards, og den skulle prøves. Grundigt. Det endte med, at vi tog en bølge forkert, så jeg blev kastet hårdt ned i forstavnen, og slog mig gevaldigt. Men da var Bill også over 80 år…

Unge guider er i regelen ærgerrige og ivrige efter at skabe sig det rygte, som de ældre guider lever af. Et renommé, som giver fisk på dæk og efterfølgende kunder i båden. De arbejder hårdt og gør alt for at levere varen og sikre sig de gode drikkepenge og de endnu vigtigere repeat customers.

Ældre guider er mere afslappede og ikke altid villige til at gå distancen, hvis det bliver for besværligt. Et godt eksempel var en rar, ældre guide, som jeg havde fornøjelsen af under en uges fiskeri i Labradors vildmark.

Han lød det fantastiske og aldeles korrekte navn “Lockyer Noseworthy” og var en rigtig laid back guide med styr på tingene. Han kendte sit vand og kunne finde fiskene. Men så var det også slut med aktiviteten. Så lagde han sig på stranden og blundede lidt, mens kunden gjorde det hårde arbejde!

Til gengæld kunne han adskillige tricks, som var ganske underholdende. Således kunne han lave de mest velsmagende toasts ved at brænde de smurte brødskiver fast på siden af vores medbragte brændeovn. Lodret. Når de var klar, faldt de helt enkelt af!

Og han kunne lokke de lokale skovskader så tæt på med brødstykker, at han kunne fange fuglene med de bare næver!

Dennis

Blandt guider og ikke mindst lodge owners findes der en lille barsk elite, som ikke nøjes med at guide lystfiskere. Nej, de bygger også deres lodges selv. From scratch og med de bare nævner. Kunderne flyver de efterfølgende selv ind i vandfly eller helikopter.

Den slags mennesker imponerer mig altid, for det kræver både evner, slid, tålmodighed og en god slat penge med hjemmefra.

Dennis Farnworth tilhører denne elite. Uddannet tømrer, passioneret flyver og inkarneret steelhead-fisker fra byen Smithers i det nordlige British Columbia. Dennis vidste, at noget af denne verdens bedste steelhead-fiskeri fandtes i en øde og utilgængelig del af Sustut River. Eneste måde at nå dertil var i eget vandfly eller med helikopter.

Det stod derfor lysende klart for Dennis, at han måtte bygge sin egen fiskelodge ved bredden af Sustut River, og det gjorde han så. Med de bare næver og utallige flyvninger frem og tilbage mellem Smithers og Sustut. Med undtagelse af træ til bygningerne skal alt jo flyves ind. Hvert et søm og hver en skrue.

Men det lykkedes, og først i 1980‘erne kunne Dennis så åbne “Steelhead Valhalla Lodge”, hvor hans kone stod for forplejningen, mens han selv guidede fiskerne – for øvrigt ud fra den fladbundede jet boat, han naturligvis også selv havde bygget…

Det er altid fantastisk at møde sådanne driftige og visionære mennesker. Da forstår man, hvordan Nordamerika blev koloniseret. Hvilken slags nybyggere, der skulle til for at erobre dette enorme land. Det er et privilegium også at blive guidet af dem.

Jeg fik mine største steelheads nogensinde her – fisk på op til 20 lbs. Altsammen takket være Dennis Farnworth. Han sørgede ikke blot for transporten op og ned ad floden. Han sørgede også for skoldhed suppe, når vandet frøs til is på bundbrædderne. Så kunne man bedre tilgive ham, at han ind imellem faldt i dyb søvn i sin båd – i et sjældent solstrejf…

Eduardo

Præcis som der findes skibumser på alle etablerede skisportssteder, så findes der fiskebumser på mange af de gode fiskepladser verden over. Mange af disse mennesker vælger at guide for at finansiere deres egne lyster – for at kunne stå på ski, dykke dybt, springe faldskærm eller fiske med flue hver eneste dag i sæsonen.

Mange af disse mennesker er uhyre dygtige til deres metier, og enkelte af dem er også gode guider, der formår at lære fra sig. Ind imellem støder man dog også på nogle, der slet ikke burde være der…

Enter Eduardo fra Neuquen provinsen i Argentina. Med udgangspunkt i Bariloche på den argentinske side af Andesbjergene lever han af at guide rige turister rundt på de altid snerige pister i denne tro kopi af det europæiske Schweitz. Det er i hvert fald ikke til at se forskel på de to lokaliteter – hvis man da ikke samtidig hører sproget.

Eduardo er en gudbenådet og eftertragtet skiinstruktør, som imidlertid manglede arbejde i sommermånederne. Derfor fik han hyre som fiskeguide for “rige” turister som mig – trods en totalt manglende baggrund for at rafte på floder eller kaste med fluer. En guide er vel en guide, mente åbenbart det lokale turistkontor…

Vi burde have set det komme. Søsætningen af vor gummibåd gik fint, men hvor var redningsvestene? Og hvordan var det lige, han håndterede årerne, mens vi langsomt drev afsted på floden i skjorteærmer i det strålende solskin?

Det virkede helt forkert, og vi burde have sagt stop allerede efter få meter. Men det gjorde vi ikke, for vi var jo kommet for at fiske i den berømte Chimehuin flod, som Ernest Schwiebert havde udødeliggjort.

Den rolige flod tog et 90 graders sving, hvor strømmen tog til. I svingets yderside var der en lodret klippe og en masse udhængende træer. Da strømmen tog til, gjorde Eduardo intet for at holde os i sikkerhed i svingets inderside – med det resultat, at vi blev suget ind mod klippen og de udhængende træer.

Kollisionen med træer og klippe var så voldsom, at vor store og stabile gummibåd kilede sig fast og på et splitsekund blev vendt rundt i luften af strømmen. Pludselig var alt sort omkring mig, og pludselig lå jeg under gummibåden og kunne ikke få luft.

Alt gik dog godt. Alle fire kom vi sikkert i land, omend noget omtumlede og forslåede på de mange sten. Desværre mistede vi det meste af vor udrustning, som sank til bunds eller fortsatte ned ad Chimehuin.

Først da fik vi at vide, at det blot var Eduardos anden tur som fiskeguide på floden. Og hans allerførste gang bag årerne i en gummibåd…

Hilmer

På den hjemlige front er der langt mellem guider, som vi kender dem fra udlandet. Jeg er selv en af dem – i hvert fald i perioder. Ud over at lave fluefiskekurser på Samsø Højskole og Gram Slot guider jeg lidt på bestilling, hvilket er en sjov måde at møde nye mennesker på.

Det nærmeste, vi herhjemme kommer de udenlandske fiskeguider, er nok turbådsskipperne, der sejler lystfiskere ud på hav og fjord efter torsk og fladfisk. På Øresund har det været en fuldtidsbeskæftigelse for flere i efterhånden mange år, og i dag er der også jobs i Hirtshals og Hanstholm, hvor det er torskene på Det Gule Rev, der lokker.

I min studietid på Århus Universitet havde vi en lille fiskeklub, hvis eneste formål var at arrangere et par årlige fisketure på Århus Bugten. Det var i de år, hvor der stadig var torsk at fange…

Vi entrerede med en lille kutter i fiskerihavnen, som dengang stadig havde flere aktive erhvervsfiskere. Hilmer var navnet på en hyggelig gammel skipper, som for længst var gået på pension, men som stadig havde en lille kutter, der lige passede til en halv snes fiskere.   Perfekt til vor lille torskeklub.

Der skulle dog en enkelt startpatron eller to i dieselmotoren, førend der kom liv i den gamle maskine. Før de karakteristiske dunk-dunk lød over havnen. På den måde lignede båd og skipper hinanden ganske meget. Uden en lille dram var der heller ikke meget gang i Hilmer..

Hilmer kendte Århus Bugten som sin egen bukselomme efter mange år som erhvervsfisker, og vi havde altid fisk med hjem. En dag lå vi ude på Mejlflak, da der pludselig var hug på flere stænger samtidig.

Op kom først en flot 10 kg’s torsk, som havde taget en tung pirk på konventionelt havgrej. Kort efter fik min sidemand et godt hug på sit kastegrej, og sekundet efter havde også jeg fisk. Det viste sig at være to fornemme torsk på henholdsvis 5 og 7 kg. Fine fightere på let kystgrej.

Begejstrede råbte vi til Hilmer inde i styrehuset, om vi ikke kunne tage et drev til over samme hotspot. Der skete imidlertid intet. Da vi lidt senere checkede kahytten, viste det sig, at Hilmar var faldet i dyb søvn. Midt på et af de mest trafikerede farvande i Danmark.

Vi fandt da heller aldrig vort hotspot igen. Og sådan er der så meget. Guides, ghillies og andet godtfolk er lige så forskellige, som vi fiskere er det.

© 2012 Steen Ulnits

 

Laks i Yemen – ørreder i Iran

I skrivende stund ruller en noget speciel film hen over biograflærreder verden over: “Salmon Fishing in the Yemen” – på dansk “Laksefiskeri i Yemen”.

Filmen handler om den noget tilknappede fiskeekspert Dr. Alfred Jones, der bliver kontaktet af konsulenten Harriet Chetwode-Talbot på vegne af hendes klient – en stenrig ørkensheik. Han vil indføre levende laks til Yemen, for det synes han vil være en rigtig god idé!

Man kan synes, at det er et noget søgt tema, men filmen er slet ikke så ringe endda. Den har dog meget mere med kærlighed at gøre – end med “Laks i Yemen”, som filmens titel jo ellers lader formode.

Der er tale om en filmatisering af engelske Paul Torday’s roman “Salmon Fishing in Yemen“ med Ewan McGregor og Emily Blunt i hovedrollerne som det umage par samt Amr Waked som den filosiofisk anlagte Sheik Muhammed.

De tre hovedfigurer – fiskeeksperten, konsulenten og ørkensheiken –  har en uforlignelig kemi  sammen. De forsøger at gøre det umulige, omgivet som de er af pampere og pressekretærer, der alle er ude i eget ærinde.

En helt speciel indsats ydes her af Kristin Scott Thomas, der gør det rigtig godt som den effektive pressedame, der vil gøre alt for at få den rette vinkel på historien om det anglo-yemenitiske laksesamarbejde. Noget, der kan sikre landet og sheiken et tiltrængt bedre image i regionen.

Og den hovedrige oliesheik har bestemt noget at have sine visioner og drømme i. For ham er det nemlig blot et greb i lommen, når etableringen af et laksefiskeri i Yemen forventes at villle koste op mod 50 millioner engelske pund…

Her er manuskriptforfatter Simon Beaufoy, der ellers er kendt fra filmsucces’er som “Full Monty” og “Slumdog Millionaire” desværre sluppet lidt let om ved arbejdet. Han kunne godt have fået mere ud af den mange steder morsomme bog.

Alligevel er “Laksefiskeri i Yemen” en smuk film, der gør indtryk på de fleste. Det skyldes ikke mindst de eminente hovedskuespillere, der “folder historien ud i smult vande, selvom præmissen et eller andet sted er bizar”, som en filmanmelder så smukt og rammende skrev. Så rablende galt og langt ude, at man faktisk håber, projektet vil lykkes for dem…

Ørred-Viggo

Men det var et af de mange sidespring, du vil finde her på disse sider. Medierne har haft forbløffende travlt med at fortælle, hvordan ovennævnte film “Laks i Yemen” er ren fiction uden det mindste hold i virkeligheden. Men det er slet ikke tilfældet. Hør blot:

Som det tydeligt fremgår af overskriften, så skulle denne artikel slet ikke have været nogen filmanmeldelse, men i stedet dreje sig om en i større kredse lidet kendt person ved navn “Ørred-Viggo”. Hans borgerlige navn er Viggo Hesel, og han var i 1970‘erne og 1980‘erne en kendt person inden for dansk fiskeopdræt.

Som det givet er mange flere bekendt, så har lille Danmark længe været et stort navn i fiskeopdrættets verden. Vi var nogle af de første til at opdrætte ørreder, og vi har gjort det i stor stil og med kommerciel succes.

Vi kan bare det der, men det har desværre også kunnet ses på vore egne vandløb, der i årenes løb er blevet opstemmet til vandindtag for dambrugene og forurenet med foderrester fra opdrættet. Vandløb, som i dag derfor kun er en skygge af deres tidligere jeg.

Kendskabet til det danske ørredopdræt og vor store viden om samme nåede snart ud over de danske landegrænser og ud i den store verden. Ja, helt til Shahens Persien var budskabet nået, for en dag udgik der befaling fra Iran om, at nu skulle der være ørreder i de smukke iranske bjerge. Og det faldt i Ørred-Viggos lod at løse denne krævende opgave – vel at mærke i virkelighedens verden!

Viggo Hesel sammenfattede efterfølgende sine år i Iran i bogen “Ørreder til Shahens bord” udgivet på Forlaget Sesam i 1982 – med undertitlen “Erindringer fra Iran”. En bog, der beskriver Viggo Hesel og hans fru Tove i datidens Iran, hvor Shahen af Persien måtte give op og overlade magten til et muslimsk diktatur. Med det resultat, at familien Hesel til sidst måtte flygte ud af landet i al hast.

Det er en bog så fuld af fantastiske oplevelser i en så foranderlig tid, at man ind imellem kan gribe sig i at tro, at man læser en ren roman. En opdigtet historie i stedet for en selvoplevet dokumentar. Hør blot dette lille uddrag fra bogen:

“Det var en smuk eftermiddag, solen varmede så meget at vi kunne sidde ude på terrassen og drikke vores te. Men bag de sneklædte bjerge steg kulsorte røgskyer op over Teheran – den islamiske revolution var i fuld gang.

Jeg havde netop fortalt Tove om gamle Josefs sørgelige endeligt. Bevæbnede banditter havde plyndret hans fattige butik, hængt ham og brændt butikken…”

Det er hævet over enhver tvivl, at “Laks i Yemen” er stærkt inspireret af Ørred-Viggos forunderlige tid i Shahens Iran. Viggo Hesels bog “Ørreder til Shanens bord” er da også oplagt til en fremtidig filmatisering. – Måske noget for Robert Redford, der jo filmatiserede Norman Maclean’s bog “A River Runs Through It” i 1992?

Det ville der med garanti komme en uhyre interessant film ud af. Næppe helt så morsom som “Laks i Yemen”, men garanteret meget mere spændende!

En fiskerejse langt ud over det sædvanlige. Læs bogen, hvis du ellers kan få fat i den!

 © 2012 Steen Ulnits

 

Casio G-Steel G-Shock

Jeg er nærmest vokset op med små japanske vidundere på håndleddet. Jeg har gennem årene båret rundt på et utal af digitale Casio armbåndsure, der dog i de allerseneste år har været afløst af diverse smartwatches fra primært Apple.

Nu er Casio imidlertid vendt stærkt tilbage på mit venstre håndled. Det er sket med en såkaldt analog-digital model, som på bedste vis kombinerer fordelene ved såvel det analoge ur med fysiske visere som det digitale display. Begge typer har nemlig medfødte fordele og ulemper.

Meget passende lanceredes mit nye ur netop i 35-året efter, at det første Casio G-Shock ur så dagens lys i 1983.

Uret bærer det imponerende navn “Casio G-Steel G-Shock GSTB200-1A”. Navnet fortæller, at der er tale om et ur fra den japanske urproducent Casio. At det hører til G-Steel serien, hvis modeller alle har hus i rustfrit stål. Og endelig at det er et G-Shock ur, som tåler en langt mere hårdhændet behandling end de allerfleste andre ure.

G-Shock betegnelsen tilskrives den japanske Casio ur-ingeniør Kikuo Ibe. Historien går, at Kikuo havde arvet et gammelt lommeur efter sin fader – et højt værdsat arvestykke, som imidlertid gik i stykker og ikke stod til at redde. Det fik Kikuo til at fostre drømmen om det indestruérbare ur, der skulle kunne tåle alt – og alligevel fortsætte med at gå.

Triple Ten filosofien

Kikuo havde fra starten lagt en klar strategi for udviklingsarbejdet. Han havde opstillet sin “Triple Ten” filosofi, der som udgangspunkt krævede, at urets batteri skulle kunne holde i ti år. At uret kunne tåle at blive nedsænket på 100 meter vand, hvor der er et tryk på ti bar – uden at tage vand ind. Endelig skulle det kunne overleve et frit fald på ti meter.

Tre ting med ti i: “Triple Ten”.

Efter flere års kostbar forskning og mange ødelagte prototyper var det endelig så vidt. Året var 1983, og verden fik sit første ur af den slags, der virkelig kan gå i arv fra far til søn – hvis det nu er det, man ønsker. Et ubrydeligt ur, der én gang for alle gjorde op med den gamle myte om, at ure er skrøbelige sager. Et ur, som i sagens natur kom til at se ganske maskulint ud.

De første G-Shock ure var rene digitalure. Uden mekaniske visere, som kunne gå i stykker eller sætte sig fast efter voldsomme påkendinger. Men tingene udviklede sig, og Kikuo Ide indså snart, at det kunne være smart, om man kombinerede det nye digitale ur med det gamle analoge – de digitale tal med de analoge visere.

Udviklingen gik samtidig i retning af ganske små solceller, som kunne holde urene kørende i noget nær det uendelige – hvis blot man eksponerede dem for sollys i tilstrækkeligt omfang. Pludselig var det ikke spor urealistisk med et batteri, der kunne holde i de ti år, der var det oprindelige mål i Triple Ten konceptet.

Samtidig var der kommet digitale apps til, som kunne forbinde smarte ure med internettet. Som kunne logge sig på time servers, så man altid vidste, hvad klokken var – uanset hvor i verden man befandt sig.

Som tænkt så gjort. Det nye GSTB200-1A er således et såkaldt ana-digi ur, der i det daglige viser tiden med analoge visere. Men som løbende holder sig orienteret om verdenstiden – World Time – uanset hvor i verden man måtte befinde sig.

Via en app fra enten Apple eller Google holder uret sig regelmæssigt orienteret om, hvad klokken er slået. Hvad tiden er det pågældende sted i verden. Men gør det kun hver sjette time – med et minimalt batteriforbrug til følge.

Solen kan således snildt holde det indbyggede solcelle-batteri tilstrækkeligt opladet. Og de analoge visere kørende 24/7/365. Samtidig er viserne selvlysende (fosforescerende) som på gamle dages analoge ure, hvilket jo ingen strøm koster. 

Men det hele kører digitalt – uden komplicerede tandhjul – hvilket giver helt nye muligheder. Et godt eksempel er de analoge visere, som på deres vej krydser det felt, som huser de digitale tal og bogstaver. Skulle man få brug for det digitale felt, mens de analoge visere dækker det, trykker man blot samtidig på to af urets fem knapper. Og vupti: 

De to visere samler sig på ét sted uden for det ganske dybt liggende digitale felt, så man frit kan aflæse og bruge dette. Trykker man efterfølgende på de samme to knapper, vender de to visere blot tilbage og viser atter den korrekte tid!

Det ser rigtig smart og overbevisende ud. Og fortæller tydeligt, at der ikke længere er tale om noget analogt ur – trods de analoge visere. Det er rendyrket digitalt trylleri, som japanske Casio her præsenterer os for. Altsammen pakket ind i et hylster af kulfiber og rustfrit stål, som holder til mere end de fleste.

Det nye GSTB200-1A er blot et eksempel på, hvordan moderne teknologi kan forene analoge og digitale tidsangivelser. Har man brug for tidtagning eller nedtælling, er den digitale del den analoge milevidt overlegen. Ligeledes hvad datoen angår. Men har man kun brug for at kende tiden, er de analoge visere den bedste og billigste løsning.

Bruger man blot regelmæssigt sit nye Casio G-Shock udendøre, hvor der er sollys, løber man aldrig tør for strøm. Det garanterer Casio og Kikuo Ibe. Og helt ned på 200 meters dybde, holder uret tæt, hvis det skulle blive aktuelt. Men noget traditionelt smartwatch med alle dettes mange øvrige muligheder er det ikke. Dem må man give afkald på.

Til gengæld løber man aldrig tør for strøm med dette ur, der holder til det mest utrolige. Og som samtidig er indpakket i et utroligt lækkert design. Det er bling nok til de allerfleste.

Men skulle det nu alligevel ikke række, så er der jo altid ovenstående model GST-B200D-1AER at ty til. Her er den diskrete sorte standard siliconerem nemlig udskiftet med en skinnende blank og leddelt kæde af rustfrit stål!

Pris henholdsvis kr. 2.499,- og kr. 3.099,-.

Set hos www.urkompagniet.dk

© 2019 Steen Ulnits

 

 

 

 

 

 

Sony Xperia 1 Mark II 5G

Sony’s nye Xperia 1 Mk. 2 er netop det, den giver sig ud for: Den naturlige opfølger til sidste års Xperia 1 Mk. None. De har begge samme størrelse og form factor, og de har begge et system bestående af tre kameraer på 12 MP hver.

Endelig har de samme 6.5 tommers 4K OLED skærm med det langsmalle cinematiske 21:9 størrelsesforhold. Det er i tørre tal 1644 x 3840 pixels, hvilket giver en pixeltæthed på imponerende 643 pixel per tomme – ppi også kaldet. Til sammenligning har Samsungs seneste topmodel, Galaxy S20 Ultra, “sølle” 511 ppi…

De to 1’ere er ligeledes begge fremtidssikrede med indbygget 5G modem. Men her ender så til gengæld lighederne. Begge har de ganske vist tre kameraer, men det er ikke de samme tre. Og det er heller ikke den samme sensor, der registrerer lyset.

En 16mm f/2.2 vidvinkel med en billedvinkel på hele 124 grader.

En 24mm, f/1.7 standardlinse med en billedvinkel på 82 grader. Samt

En 70mm f/2.4 telelinse med en billedvinkel på 34 grader svarende til 3X zoom.

Et stort irritationsmoment har fra starten været, at man ikke kan zoome glidende mellem disse tre kameraer, som har hver deres isolerede liv i den nye Sony. Man skal aktivere hvert enkelt kamera, hvis man vil skifte billedvinkel. Hvilket gør beskæring af fotos langt mere besværligt end på stort set alle andre mobiler.

Sony har ønsket at præcisere, at der er tale om tre forskellige kameraer, man bevidst skal vælge og skifte imellem. Som var det tre separate optikker på et Sony Alpha-DSLR kamerahus. Og det går desværre ud over komforten.

Ovenstående tre brændvidder dækker de allerfleste forhold, man som seriøs fotograf kommer ud for i det daglige. Men bedst af alt, så er der nu en spritny og langt større billedsensor til at registrere input fra de tre kameraer.

Det er Sony’s store 1/1,7″ Exmor RS™ billedsensor med BIONZ X™-processor til mobilenheder. Størrelsen alene garanterer, at der kommer masser af ekstra lys til sensoren. Dette i forhold til sidste års 1/2,6 sensor. Dette års sensor er således mere end 50 % større end forgængeren, hvilket giver den mulighed for at suge meget mere lys til sig. Med bedre billedkvalitet som resultat.

Størrelsen på sensoren er langt vigtigere end antallet af pixels, der er det samme i år som sidste år, nemlig 12 MP.

Hvor forgængeren Mk. 1 kun havde en 2X zoom, er Mk. 2 opgraderet til 3X. Helt præcis 2,92X, hvis man nu er lidt nøjeregnende med tallene. Det forekommer dog ganske rimeligt, at Sony har rundet op til 3X.

Processoren er tilsvarende opgraderet fra en Qualcomm® Snapdragon™ 855 med 6GB RAM til den nyeste 865 med 8GB RAM. Batteriet er opgraderet fra 3.330 til nu 4.000 mAh, hvilket var tiltrængt. Det holder til hård brug hele dagen – specielt da Sony samtidig har valgt at bibeholde den klassiske opdateringsfrekvens på skærmen – 60 Hz.

Dette i en tid, hvor konkurrenterne ellers kappes om at være hurtigere og hurtigere på dette felt. Først med 90 Hz, hvilket inkluderede OnePlus og Google Pixel. Dernæst med 120 Hz, der ser ud til at blive den kommende standard, som Samsung allerede har taget til sig i deres nye S20-serie. Gaming mobiler som Red Magics seneste 5G er helt oppe på en 144 Hz opdateringsfrekvens.

Sony kan således synes håbløst bagud på dette område, men sådan virker det slet ikke i daglig brug. Sony har ganske vist tilføjet en softwarefunktion, som i deres øjne får skærmen til at virke som 90 Hz, men det kan nu diskuteres. Faktum er dog, at jeg ikke et sekund har haft grund til at klage over de 60 Hz. Til gengæld har jeg kunnet glæde mig over en længere batteritid. Typisk koster det op mod 25 % mere strøm at køre med 120 Hz end med 60 Hz.

Og så er Sony langt om længe hoppet med på trådløs opladning, hvilket for mig har været altafgørende. Alene på grund af den manglende trådløse opladning investerede jeg ikke i sidste års Mk. 1’er, der kun kunne oplades på konventionel vis – via stik og ledning. Utroligt, at det skulle tage så lang tid for Sony bare at komme på omgangshøjde. Præcis som OnePlus. Men bedre sent end aldrig.

Sony har med sin Xperia 1 Mk. 2 responderet på alle de kritikpunkter, der blev rejst mod forgængeren af en ellers begejstret presse. Alligevel er det lidt pudsigt at skulle anmelde den nyeste Sony Xperia 1 Mk. 2, når man kommer lige fra den nyeste Samsung Galaxy S20 Ultra. Pudsigt, da det er to helt forskellige verdener, selv om begge kører på samme Android 10 styresystem.

Dobbelt pudsigt bliver det, når den ene viser sig at være verdensmester i det, den anden fuldstændig fejler i. Tager man prisforskellen med i betragtning, virker det tredobbelt pudsigt. Eller måske nærmere mærkværdigt.

Har man fulgt lidt med i tech-debatten, ved man sikkert, at der her hentydes til den autofokus, som Samsung bare ikke kan få til at fungere på sin hundedyre S20 Ultra topmodel. På et 108 MP kamera, der efter et utal af opdateringer stadig ikke fungerer. På en mobil til over kr. 10.000 i vejledende udsalgspris.

Det problem har man heldigvis ikke på den nye Xperia. Faktisk er hurtig og præcis fokusering en af de allerstærkeste og mest imponerende sider af den nyeste Sony Xperia mobil.

Og Sony holder sig til de gamle dyder: Der arbejdes med ren optisk zoom i de tre kameraer – i stedet for den ind imellem ganske kryptiske kombination af optisk, hybrid og digital zoom, som Samsung er gået helt over til.

Men måske netop derfor, at Sony ikke har de  problemer med hurtig og præcis fokusering, som Samsung døjer med i sin nye topmodel S20 Ultra. Det er blevet for avanceret med al den AI og digitale zoom til, at Samsungs digitale billedbehandling kan følge med

Sony trækker fra

På mange måder er Sony Xperia 1 Mk. 2 en helt almindelig high-end Android 10 mobil med markedets hurtigste 865-processor og RAM nok til at følge med. 8 GB RAM og 256 GB ROM. Præcis de samme specifikationer vil man kunne finde på mange andre mobiler i den dyre prisklasse. 

Her vil man også et langt stykke hen ad vejen kunne finde den samme kamera-app med stort ser de samme generelle specifikationer. Såmænd også med de samme sensorer, da Sony allerede leverer til omkring halvdelen af samtlige mobiler på markedet.

Men her ophører lighederne så. Japanske Sony har en mangeårig tradition for udvikling og fremstilling af skærme og kameraer til professionel fotografering og videoproduktion. Med fokus på det dyre high-end marked. Således produceres en stor del af eksempelvis Netflix’ egne værker med Sony’s hundedyre FS-kameraer.

Sony har produceret mobiltelefoner i snart mange år og med vekslende held. Det er aldrig lykkedes dem at producere nogen virkelig bestseller, der har kunnet tage kampen op med Apple, Samsung og LG med flere. Måske Sony bare ikke har taget mobilerne tilstrækkelig alvorligt.

Det vil man imidlertid gøre nu, hvor konkurrencen er hårdere end nogensinde. Og til lejligheden har den japanske elektronikgigant for første gang ladet sit mobilteam arbejde tæt sammen med sit Alpha-kamerahold. Dem, der udvikler og producerer de professionelle Alpha-kameraer samt de vanvittigt dyre FS-video kameraer.

Det er frugten af dette samarbejde, vi nu står med i form af det nye Xperia 1 Mk. 2. På mange måder er der tale om samme bruger-interface som på et dyrt Sony Alpha-kamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som vil begejstre foto- og videoentusiaster verden over – og skræmme resten langt væk…

Cinema Pro

Problemerne og de næsten lige så uendelige muligheder ligger i de to semi-professionelle apps, der  er installeret som standard på den nye Xperia 1 Mk. 2:

Cinema Pro, der allerede var med på sidste års Xperia 1. Og så den helt nye Photo Pro app. Den første udelukkende til optagelse af video – den sidste til rendyrkede foto-entusiaster.

Det er i særklasse disse to stykker software, der får Sony Xperia 1 Mk. 2 til at skille sig ud fra mængden. To apps eller programmer, der får enhver professionel foto- eller filmfotograf til at slikke sig om munden. Her er der nemlig mulighed for at styre alle tænkelige parametre. 

Sidste års Xperia 1 kom loadet med Cinama Pro appen til video-optagelse eller -produktion, fristes man nærmere til at sige. For her er det som at gå ombord i en miniature-udgave af et stort professionelt Sony videokamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som man ikke finder på en smartphone. Man kan endda optage i samme afdæmpede Venice-mode, som topprofessionelle Sony videokameraer benytter sig af.

Det er features, der vil få enhver filmfotograf til at savle over mulighederne. Og derfor den eneste mobil, han kunne drømme om selv at tage med på ferierejsen. Vel vidende, at han vil kunne integrere ferieoptagelserne direkte med video fra sit professionelle og hundedyre Sony videokamera.

Eneste ulempe, som jeg er stødt på, er manglen på mulighed for at skifte indstillinger under optagelse. Det gælder især, hvis man vil panorere fra et lyst til et mørkt område og tilbage igen. Det kan man simpelhen ikke, når kamera og app er indstillet til én bestemt belysning. Har man brug for at panorere fra lyst til mørkt, må man i stedet ty til standardappen. Og det er ikke smart.

Man er på samme måde nødt til at vælge, hvilket af de tre kameraer der skal filmes med. Det kan ikke senere ændres i det oprettede projekt. Lidt af en nedtur for kreative sjæle. Til gengæld kan man så glæde sig muligheden for at indstille et interval for, hvorfra og hvortil kameraet skal fokusere.

Det ser vildt blæret ud, når man prøver det første gang og ser fokuseringen flytte sig som indstillet. Da føler man sig som en rigtig filmfotograf og -instruktør. Som en kommende Spielberg!

Photo Pro

Efterfølgeren Xperia 1 Mark 2 er til lejligheden suppleret med Photo Pro, som er en parallel til Cinema Pro – blot udelukkende til optagelse af stillbilleder. Og den har ikke samme irriterende begrænsning som Cinema Pro, da den har en autoindstilling, som kan kompensere for skiftende lys i realtime.

Derudover har den alle tænkelige indstillingsmuligheder, som en Pro-app naturligvis skal have – med mulighed for manuel justering af stort set alt. Det gælder hvidbalance, ISO, serieoptagelse, zoom på samtlige tre kameraer, lukkertid, men ikke blænde, da vi jo har med en mobil og ikke et traditionelt kamera at gøre. Samt fokusering, der er i absolut verdensklasse. 

Fokuseringen er baseret på Sonys eget “Eye Focus” system, der låser sig fast på et øje og følger det tæt under selv de mest hæsblæsende bevægelser af krop og hoved. Og det virker på dyr såvel som på mennesker, hvis nogen gerne vil forevige sin elskede hund eller kat. 

Sony Xperia 1 Mk. 2 beregner løbende såvel autofokus som korrekt eksponering under optagelserne – op til imponerende 60 gange i sekundet. Til formålet har sensoren hele 247 autofokuspunkter med faseregistrering. Det giver en præcision og hurtighed i fokuseringen, som skal ses, før man tror på det. Uden diskussion markedets bedste til sikker fokusering under alle forhold.

Og da Sony Xperia 1 Mark 2 jo primært er et digitalt kamera og sekundært en smartphone, er der naturligvis  en rigtig fysisk udløserknap. Præcis som på et rigtigt kamera. Man trykker halvvejs ned for at fokusere – og helt ned for at tage billedet. Utrolig bekvemt sammenlignet med at skulle trykke på selve skærmen for at tage et billede.

20 billeder i sekundet

Og så til allersidst det helt store tryllenummer: Muligheden for at tage serieoptagelser med op til 20 billeder i sekundet. Det er en feature, der er store muligheder i. Og blæret at høre på, når kameraet som en anden Gatling Gun fyrer løs i en uendelighed – i hvert fald så længe man holder knappen nede.

Bagefter kan man i ro og mag vælge, hvilket skud er det bedste – hvilket der ramte plet. Det er langt bedre end at skulle klippe i Samsung’s 8K video, der fylder en bondegård, og som tilmed indskrænker billedformatet.

Prisen for de mange serieoptagelser er det begrænsede antal pixels per billede: 12MP. Har man som undertegnede benyttet sig af tidligere Sony Xperia modeller som Z5 og XZ Premium, da vil have glædet sig over billeder med henholdsvis 24MP og 19MP. Billeder, der havde god plads til efterfølgende beskæring.

Men den mulighed valgte Sony fra, da man gik målrettet efter 20 billeder i sekundet. Her kunne flere pixels på en større billedsensor ikke have fulgt med. Til gengæld råder man nu over hele tre kameraer – mod blot et enkelt på forgængerne Z5 og XZ Premium.

“Filmic Pro” til iPhone

Nu skal man ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis video-optagelse er i verdensklasse, men hvor avancerede indstillingsmuligheder nærmest ikke eksisterer.

Løsningen er at investere i app’en “Filmic Pro“, som byder på et væld af avancerede indstillingsmuligheder til alle, der måtte have en lille Spielberg i maven. Det er en app, som kan erhverves i Apple’s App Store for en ganske rimelig penge.

Filmic Pro bruges af mange professionelle, når de er i felten og har deres iPhone med som backup eller kamera nummer to. Så god er iPhone nemlig til video.

“Halide” til iPhone

Man skal heller her ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis kamera-app er ganske enkel og uden de store indstillingsmuligheder.

Hvis man har en professionel fotograf i maven og gerne vil fotografere mere avanceret, end ens iPhone tillader direkte fra Apple, da bør man tage et kig på app’en “Halide“, som kan erhverves for en billig penge i Apple’s App Store.

Halide byder på alle de justeringsmuligheder, som Apple’s egen indbyggede app ikke gør, og som er uundværlige til professionelt brug.

360 Reality Audio

Sony har altid været til musik og god lyd. Det bærer hele deres historie og produktsortiment præg af – med den ikoniske Walkman som det nok mest kendte. 

Sony’s lydteam har senest præsenteret, hvad de har døbt “360 Reality Audio”. Det er Sony’s måde at skabe en rumlig musikoplevelse, der rækker ud over både stereo og quadrofoni. Til formålet bruger Sony sin egen “objektbaserede rumlige lydteknologi”, som de selv kalder det. Det skaber et 360 graders sfærisk lydfelt, hvilket præsenterer lyden præcis, som dens skabere – musikerne – havde tænkt sig det.

Det kræver dog, at musikken er indspillet i et specielt format, for at man skal kunne høre forskel på 360 Reality Audio og så almindelig stereo. Dertil specielle hovedtelefoner, som er skabt til afspilning af 360 lyd.

Som en passende bonus til dem, der havde forudbestilt deres Xperia 1 Mk. 2, kom der efterfølgende et par specielle Sony hovedtelefoner i den absolutte topklasse: De prisbelønnede Sony WH-1000XM3. Som kan afspille trådløst via Bluetooth eller via ledning fra det 3,5 mm jackstik, som Mk. 2 er forsynet med. Med indbygget støjreduktion.

En vejledende udsalgspris på omkring kr. 2.000,- alene for 1000XM3 gør pludselig Xperia 1 Mk. 2 plus hovedtelefoner til et rigtig godt køb.

Er hovedtelefoner et levn fra fortiden? Overhovedet ikke. Tværtimod får man bedre lyd gennem kabel – med bedre separation af de to kanaler – samt ingen tidsforsinkelse. Det er primært gamere, der holder af den lynhurtige “lagfree” lyd uden forsinkelse.

Det kan nemlig betyde liv eller død i den branche!

Konklusion

Det er ikke så svært at konkludere noget om den nye Sony Xperia 1 Mk. 2:

Den er det perfekte værktøj for alle, der har en filminstruktør eller professionel fotograf i maven. Dem, der ønsker at skabe noget. Gerne noget stort. Om det så er en filmisk dokumentation af barnets første år eller en fotoreportage om årets jordbærhøst blandt østarbejdere. For nu at vælge to helt forskellige temaer.

Det er som tidligere nævnt et irritationsmoment, at der ikke kan zoomes trinløst og direkte mellem de tre indbyggede kameraer. Det skal man naturligvis kunne i en standard kamera-app, der bør tage skyldigt hensyn til uøvede eller ikke-nørdede fotografer.

De mere avancerede brugere vil snildt kunne leve med de tre separate kameraer i henholdsvis Photo Pro og Cinema Pro apps’ene, der jo alligevel lægger op til total kontrol helt ned i detaljen.

No Night Mode…

Alligevel er det nærmest ufatteligt, at der ikke findes nogen Night Mode på så dyrt og avanceret et kamera som Sony Xperia 1 Mk. 2. Det burde koste strafpoint til producenten. Bevares: Er man en rutineret fotograf, kan man skam få fine natoptagelser, hvis man vil bruge den fornødne tid på at justere på de mange indstillinger. Og så ellers bruge et stativ for at undgå rystede billeder.

Men i en tid, hvor man kan tage fortræffelige natoptagelser med mobiler fra Apple, Google, Samsung og Huawei med flere – endda på fri hånd og uden at skulle medbringe et irriterende stativ – da er manglen på Night Mode en klar ommer. Sony, altså. How could you…

Der verserer dog rygter om, at der vil komme en Night Mode med en senere opdatering af Xperia 1 Mk. 2. Men det rygte giver jo desværre ingen gode og veleksponerede natoptagelser i kassen netop nu. Ejheller sikkerhed for, at det overhovedet bliver til noget.

På samme måde må man blot konstatere, at Sony’s teknikere ikke prioriterer selfies. I hvert fald er frontkameraet på den nye Xperia 1 Mk. 2 et af markedets absolut ringeste. Det er åbenbart eller simpelthen ikke meningen, at man som professionel fotograf skal fornedre sig til at tage selfies med det kamera…

Når vi taler om lys eller mangel på samme, så undgår vi ikke at kommentere på skærmen. Den er ganske vist imponerende skarp, men desværre også irriterende mørk til udendørs brug. Det faktum alene vil med garanti få mange Apple og Samsung brugere til at forblive netop det. Til ikke at skifte til Sony, som måske med fordel kunne have sparet på antallet af pixels – til fordel for en lysere skærm.

Den nye Xperia 1 Mk. 2 tager meget naturtro billeder, hvilket i manges øjne er det samme som lidt kedelige. Det fremgik tydeligt af en større blindtest hos websitet phonearena.com, hvor man lod læserne stemme på et antal fotos taget med henholdsvis Sony Xperia 1 Mk. 2, Samsung Galaxy S20 Ultra og Apple iPhone 11 Pro Max. Markedets tre nuværende topmodeller.

Xperia 1 Mk. 2 kom ud som en klar nummer chok i de fleste af tilfældene – på grund af sine naturtro farver, der ikke kunne eller skulle hamle op med flagskibene fra Samsung og Apple. Sony faldt også helt igennem under natoptagelserne.

Men det er sikkert et bevidst valg fra Sony’s ingeniører: At satse på de naturlige farver, som man så efterfølgende kan redigere hjemme i studiet. Så natfotos kan komme til at ligne nat. Og ikke oplyst dag, som tilfældet desværre er med de fleste af dagens “Night Modes”.

Alt efter smag, behag og behov.

Nøjagtigt det samme gælder for øvrigt Sony’s “Venice” mode til videoptagelse. Her har man taget toppen af både farver, højlys og skygger, så man efterfølgende nemt kan farvekorrigere sine optagelser og få præcis det resultat, man måtte ønske. Man er vel professionel!

Som professionel vil man også vide at værdsætte, hvor let det er at åbne skuffen til SIM- og hukommelseskort. Sidstnævnte vil man få god brug for, hvis man optager megen video eller mange RAW stills. Også selv om kameraet kommer med 256 GB plads (og 8 GB hukommelse) som standard.

Da er det genialt, at man blot kan åbne skuffen med en fingernegl og skifte hukommelseskortet ud. At man ikke behøver noget besværligt SIM-værktøj.

Et krævende bekendtskab

Xperia 1 Mark 2 er således et interessant, men også noget krævende bekendtskab. Og man skal virkelig have noget på hjerte, før man investerer i den lille nye fra Sony. Man skal have ambitioner om at udtrykke sig helt specielt rent grafisk. Om at finde sin helt egen stil til foto og video.

Og man skal være villig til at planlægge sine fotos og videoer helt fra grunden og til mindste detalje. Ellers er man bedre tjent med en af markedets rigtig mange kapable generalister. Mange gange bedre. 

Men er man en kreativ film- eller fotonørd, da er den nye Xperia 1 Mark 2 det samme som juleaften hele året. En uendelig bunke af gaver, der skal pakkes ud og tages i brug. Hver eneste dag. Året rundt.

Og skulle man i forvejen være bruger af Sony Alpha-udstyr – som glad amatør eller kompetent professionel – da er den nye Xperia 1 Mk. 2 en soleklar no-brainer:

– Go get it! 

Da er Sony Xperia 1 Mark 2 givet dit helt nye drømmekamera. Og meget mere kamera end bare en 5G mobil.

Set til godt 6.000 kroner med abonnement.

© 2020 Tekst: Steen Ulnits

Efterskrift

Den lange, slanke og kantede form gør det lidt vanskeligt at få et sikkert greb om Xperia 1 Mk. 2 under fotografering. Samtidig byder denne kameramobil på nok markedets bedste ydelse, hvis man vil spille spil eller kigge film.

I begge tilfælde vil man have rigtig megen glæde af et dedikeret etui som Sony’s egen kickstand model. Dette etui har åbne sider, så man let kan komme til såvel udløserknappen som volumen-knappen, der også kan fungere som zoom under fotografering. Selv om funktionen kan være svær at komme til under optagelse.

Etuiet har forstærkede hjørner, der dels beskytter mobilen, hvis man skulle tabe den – dels giver et langt bedre greb om mobilen. Hvilket der som sagt er god brug for.

Endelig er der den lille kickstand, som kan foldes ud og støtte mobilen i horisontal visningstilstand. Da har man et fremragende lille fjernsyn eller videospiller, man kan have med på farten.

Jeg kom hurtigt til den erkendelse, at man er rigtig godt hjulpet med dette behagelige og praktiske etui. Og ilde stedt uden…

Efter-efterskrift

Ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 fortalte Sony, at den lille ny kunne fås i to farver – blank sort og blank lilla. Begge rene fingeraftryksmagneter. Senere rygter fortalte, at der også ville komme en matsort eller matgrå model i farven “Slate”, som ikke sugede fingeraftryk til sig. Den ville jeg og mange andre gerne have fat i, men der er endnu ikke spor af den.

Ved lanceringen fortalte Sony også, at der ville komme en “Pro” model, som ud over 512 GB lager blandt andet har HDMI udtag og en ekstra knap til valgfri programmering. Endnu en detalje hentet fra de professionelle Alpha-kameraer.

Den nye “Pro” er indkapslet i et specielt “low dielectric constant” materiale, der sikrer optimal passage af radiosignalet. Men også et mere robust og tykkere udseende.

Der er tale om et 360 graders design, som via 16 antannedele fordelt på samtlige fire sider optimerer 5G mmWave forbindelsen. Perfekt til professionelle, der vil sende live fra store arrangementer med mange mennesker på nettet samtidig.

Det spås, at Xperia Pro-modellen vil blive op mod 50% dyrere end 1 Mk. 2. Men det er ikke sikkert, vi overhovedet får den at se i Europa. Sony har en dårlig vane med at producere specialmodeller, der ikke når længere end til hjemlandet Japan og hovedmarkedet USA.

Efter-efter-efterskrift

Allerede ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 forlød det, at der ville komme en lidt billigere topmodel.

Den har vi nu fået – i form af Xperia 5 Mk. 2, der på de fleste områder er en tro kopi af 1’eren. Man skal kigge godt efter for at se forskellene, der har skåret en tusindlap af prisen.

Standardlageret er på 128 GB mod det dobbelte på 1’eren. Dog med udvidelsesmulighed. Skærmen har fået en lavere opløsning, og der mangler trådløs opladning.

De tre kameraer er stadig de samme fra tyske Zeiss, og Mk. 2 leveres også med både Cinema Pro og Photo Pro præinstalleret. Så er man rigtig godt kørende fra start.

Havde prisforskellen mellem Xperia 1 og 5 været større, ville den nye 5’er nok have været det klare valg. Men mangelen på trådløs opladning er i hvert fald for mig udslagsgivende.

Xperia 1 Mk. 2 er i mine øjne stadig det klart bedste køb. Men så ved vi jo allerede nu, at Sony snart barsler med en Mk. 3.

Så måske man liiige skulle vente lidt på den…

Og så ikke alligevel:

Sony har netop dumpet prisen på den stadig nye Xperia 5 Mk. 2, der nu kører med 120 MHz opdatering af skærmen. Ikke uventet er der en Mk. 3 på vej…

Samtidig har Sony tilføjet et par af sine fremragende WH-H910 hovedtelefoner og sælger nu denne pakke til imponerende 4.300,- gennem teleselskaberne.

Læs mere om dette nye makkerpar i en kommende artikel.

Set hos CBB Mobil.

 

Motorola One Zoom

Motorola var tidligere amerikansk og en af verdens førende producenter af mobiltelefoner – med den sammenklappelige “Razor” som det helt store verdenshit.

Motorola tabte imidlertid pusten – lidt ligesom finske Nokia – og måtte til sidst lade sig opkøbe af kinesiske Lenovo, der mest er kendt sine prisgunstige PC’ere. Lenovo har siden overtagelsen af Motorola kæmpet for at gøre sig bemærket på markedet for mobiltelefoner, men uden det helt store held.

Nu ser det imidlertid ud til, at anstrengelserne er ved at give pote. Således har Motorola netop lanceret tre nye Motorola One modeller i et helt nyt og tidssvarende design. Seneste model i denne trio er Motorola One Zoom, der som navnet siger fokuserer ganske meget på netop det: Zoom.

Fornem finish

Det første, man lægger mærke til ved Motorola One Zoom, er dog den helt forrygende finish. Bagsiden er af glas, der ligner børstet metal. Det ser rigtig godt ud, men hvad bedre er: Man slipper næsten helt for de forfærdelige fingeraftryk, som blanke bagstykker i glas ellers suger til sig som en magnet.

De fire objektiver tager sig også bedre ud, end tilfældet er med den helt nye iPhone 11 Pro, der koster mange gange så meget. – Godt designet, Motorola!

Samtidig er One Zoom ingen letvægter, men føles med sine tunge glassider som en rigtigt gedigen mobil helt på højde med de dyreste drenge i klassen. Forarbejdningen lader heller intet tilbage at ønske.

Forrygende kamera

Er finish’en fornem, så er kameradelen forrygende. Intet mindre. One Zoom er forsynet med en 48 MP Quad Pixel hovedsensor, som kombinerer 4 pixels til én og dermed leverer færdige billeder på 12 MP. Kvaliteten er rigtig god og kan fint printes ud i op til A4 format. Hvis man går manuelt, kan man sågar gemme sine fotos som RAW filer.

I tilgift til standardsensoren byder One Zoom på en 117 graders vidvinkel, hvis 16 MP får det hele med – også på klods hold. Samt en 8 MP tele med 3X optisk zoom. Såvel standardobjektivet som telen har optisk billedstabilisering – OIS – så man undgår rystede billeder. Det har vidvinklen ikke, for det har vidvinkler normalt ikke brug for.

Oven i dette får man 10X hybrid zoom, der dog ikke leverer helt samme kvalitet som ren optisk zoom. Men som til gengæld er mange gange bedre end den rene digital zoom, der jo blot pixelerer det færdige resultat mere eller mindre.

Den fjerde linse på kameramodulet er en 5 MP dybdesensor, som primært bruges til portrætfotos. Det hele styres på forbilledlig vis af en Snapdragon 675, der ligger i den øvre ende af mellemklassen. Samt 4 GB RAM.

Motorola har ry for at levere mange forskellige features, der er helt specifikke for netop Motorola. Den velfungerende kamera-app er ingen undtagelse. Her er der ud over de sædvanlige grundlæggende funktioner eksempelvis “Cutout” (Udklip), hvor man kan klippe forgrunden fri og udskifte baggrunden.

Samt “Spot Color”, hvor man kan udvælge en enkelt farve, som så bliver den eneste. Resten bliver sorthvidt. “Nattesyn” er der naturligvis også, selv om andre producenter (læs: Huawei og Google) dog har haft held til at lukke adskilligt mere lys ind i mørket.

Er man fotonørd, er der således rigtig mange muligheder for at lege med lyset i Motorola One Zoom. Skulle AI automatikken ikke være god nok, kan man gå i “Manual” mode og her selv styre fokus, eksponering, hvidbalance og lysfølsomhed (ISO).

Næppe nogen får brug for flere knapper at skrue på.

Manglerne…

Der er således rigtig meget godt at sige om Motorola One Zoom, som virkelig leverer varen. Det er dog ingen perfekt mobil. Dertil mangler flere ting. Man kan undre sig over, at mobilen i lighed med One Plus ikke byder på trådløs opladning – trods ellers bagstykke i glas.

Det er et irritationsmoment, hvis man ellers har vænnet sig til bare at kunne lægge sin mobil på en ladeplade – uden irriterende kabler med forskellige stik – mens man arbejder videre. Men har man ikke prøvet det, vil man næppe heller savne det. Til gengæld er batteriet på imponerende 4.000 mAh, hvilket for mange rækker til to dages forbrug.

Dernæst er der højttaleren – for der er kun den ene, som sidder placeret øverst på mobilen. Lydkvaliteten er fin og lydniveauet tilpas højt. Men lyden kommer desværre kun fra én ende, som man nemt kan komme til at dække for med hånden.

Endelig er der for en lystfisker og sejler som undertegnede det klare minus, at mobilen ikke er vandtæt. Ikke noget med IP68 her. Blot en forkølet nano-coating, der ifølge Motorola er vandafvisende.

Så skal du have din One Zoom med ud til eller ud på vandet, da skal den ubetinget ned i en vandtæt pose af en slags. Med samtidig mulighed for at hænge mobilen om halsen – inden for bekvem rækkevidde. Og det er jo slet ikke så dårligt endda.

I skrivende stund har jeg ikke kunnet finde decideret vandtætte etuier til One Zoom, men de skal nok komme  på et senere tidspunkt.

Konklusionen

Motorola har lange traditioner for brugen af de såkaldte “gestures” – håndbevægelser – til styring af diverse funktioner. To af de allerbedste og mest brugbare er “håndkantslaget”, der tænder den indbyggede lygte. Samt “håndledsvrikket”, der aktiverer kameraet. Rigtig smart og yderst brugbart.

Skærmen er en 6,39 tommer OLED i 16:9 formatet. Opløsningen er FHD+ (2340 x 1080 pixels). En overraskende god skærm på en mobil i denne prisklasse. I tilgift har den integreret fingeraftrykslæser, som i modsætning til flere andre af slagen – ikke et ord om Nokia Pureview her – fungerer fint og helt efter hensigten.

En smart detalje er ligeledes, at Motorola’s karakteristiske Batwing logo lyser blåt op på bagsiden, når mobilen er i brug eller der er kommet nye meddelelser. Det giver lidt opmærksomhed, skal jeg hilse og sige – og var vel også meningen…

Efter at have anmeldt Motorola One Zoom måtte det amerikanske webmedie Engadget’s redaktør Chris Velazco beskæmmet konstatere, at han nemt kunne bruge One Zoom som sin nye “daily driver” – trods den lave pris. Så god er den, og så godt ser den ud. “I hate to say it”, sluttede han…

Og det kommer fra en mand, der i sit daglige virke vælter sig i de nyeste, dyreste og bedste smartphones. Men jeg kan kun give ham ret. Det er virkelig et “home run”, Motorola her har præsteret.

One Zoom står til en pris omkring 3.000 danske kroner. Telia tilbød 1.000 kroner i rabat for en gammel udbrændt Sony mobil, så den endelige pris – inklusive mobilrabat – kom ned på 1.720 kroner. 

Det er vildt billigt for så god en mobil, der ligner og føles som noget til en million. Den kan anbefales på det varmeste, hvis man altså er til Android. One Zoom leveres med version 9.0 Pie, og Motorola lover snarlig opdatering til 10.0.

Vil du se fotos taget med One Zoom, så bliv “Strandfoged for en dag“. Det er ikke kedeligt…

© 2019 Steen Ulnits