Dyreetisk Rod

14825-252

Dyreetisk Rod har for alvor været i vælten her på det seneste. Først med en anbefaling af, at Put & Take fiskeri forbydes i danske søer. Og senest med den offentlige girafslagtning, som er gået verden rundt i medierne. Den ansvarlige direktør for Københavns Zoo sidder nemlig også I Dyreetisk Rod…

I Berlingske Tidende mener man følgende om slagtningen af Giraffen Marius i Københavns Zoo:

“De folk, der kritiserer aflivningen af en giraf, er enfoldige og naive. Ren Keld Heick og Linse Kessler-segment. Folk, der lever i en sentimental Disney-verden, hvor man nægter at se realiteterne i øjnene og er for ubegavede til at se tingene i de rette proportioner. Det er jo bare det lyserøde segment, som alle griner af.

Sådan er den omstridte giraf-aflivning i Københavns Zoo med stor konsekvens beskrevet i medierne, og det er også en dejlig straight forward-vinkel. En vinkel, som selv den mest fantasiløse praktikant kan finde ud af at anvende i sin skabelon. Men er sagen nu så enkel, som refleksreaktionerne lader ane? Kunne man ikke gå et spadestik dybere end at fortælle den fortærskede historie om den begavede videnskabsmand over for den uvidende befolkning?

For det første kunne man efterprøve den etik, man udviser i Københavns Zoo. Man hævder at være drevet af videnskabelige principper, men det er rent hykleri. For i jagten på publikum og kommerciel succes er man ikke det mindste videnskabelige.

Man giver bevidst dyrene menneskelige navne som Marius, Oleg og Rasmus, så publikum kan følge det enkelte dyr og investere følelser i det. For at forstærke bindingen bringer man videoklip fra dyrefødsler og udnytter publikums veneration for dyreunger. Endelig sælger Zoo idylliserede udgaver af tøjgiraffer, stofsæler og alt muligt andet merchandise, hvor man tjener på publikums glæde ved særligt tiltalende dyr. Så længe man i kommercielt øjemed kan udnytte publikums »sentimentale følelser,« har man intet imod at spille på den bane.

Derfor bliver det bare en lille smule kvalmende, at Zoo-direktør Bengt Holst trækker det videnskabelige kort, når Zoo for rullende kameraer parterer den giraf, man tidligere har navngivet. Tilmed sker parteringen foran ganske små børn, der enten bliver meget kede af det eller risikerer at få en brutaliseret opfattelse af, hvordan man behandler dyr. Det er faktisk ret elementært: Man forærer heller ikke sine børn en kanin, som de kan knytte sig til – hvorefter man serverer den som ragout til familiemiddagen.

For det andet tages det som givet i reportagerne, at mennesker, der engagerer sig i noget så inferiørt som en giraf, har mistet enhver proportionssans. For er der ikke meget værre problemer, såsom krigen i Syrien eller de tilbagevendende hungerkatastrofer i den tredje verden? Og jo, selvfølgelig er der langt værre problemer. Men hvem siger, at de samme mennesker ikke kan engagere sig i kampen mod sult, flygtningekatastrofer – og dyrevelfærd i bred forstand?

Det kan i sagens natur være svært at gøre noget konkret i forhold til f.eks. borgerkrige langt væk, og derfor ser man ofte, at folk handler mest aktivt i forhold til de nære ting. Men grundfølelsen bag såvel danmarksindsamlinger og beskyttelse af dyr er den samme, nemlig empati. Det er en af de vigtigste opgaver for en zoologisk have at skabe empati for vilde dyr, og dermed engagere publikum i naturbevarelse. En partering for åben skærm gør det stik modsatte.

For det tredje var det en idé at se nærmere på den bureaukratiske arrogance, som Zoo-direktørens optræden er et skoleeksempel på. En arrogance, hvor beslutningstagere nærmest gør det til et princip at trampe hen over protester. Uden sammenligning i øvrigt så man noget lignende med Goldman Sachs-sagen, hvor et flertal i Folketinget valgte at se helt bort fra holdningen hos et kæmpemæssigt flertal i befolkningen. Man tromler vellystigt hen over egne vælgere eller eget publikum uanset konsekvenserne, og man anser det for »populisme« at tage det mindste hensyn til følelserne i befolkningen.

For det fjerde ville det være interessant journalistik, hvis man undersøgte de sandsynlige økonomiske konsekvenser af slagtningen. Én ting er, at Københavns Zoo kan komme til at miste éntreindtægter fra både danskere og turister. Det kan også komme til at koste sponsorater.

Gad vidst om Nilfisk eller Forbrugsforeningen har lyst til at blive forbundet med nedslagtning af raske dyr? Gad vide, om det vil gavne Carlsberg på eksportmarkederne, hvis bryggeriet bliver forbundet med opsprætning af et girafføl foran mindre børn? Det må være ret bittert for de virksomheder, der i bedste mening har givet et sponsorat, hvis de på grund af weekendens bizarre splattershow får skadet deres image i Danmark og i udlandet.

Dertil kommer skaden for København, der i løbet af en weekend fik mere omtale i udenlandske medier, end byen normalt får på et år. Negativ omtale vel at mærke – fra Sverige over England til Australien og USA. Jeg kan ikke vurdere, hvor meget det vil koste at genoprette byens image, men et løst gæt er, at det snildt kan løbe op i flere hundrede millioner. Ingen vil kunne bebrejde Wonderful Copenhagen, hvis de retter et astronomisk erstatningskrav mod de ansvarlige.

Så hvem er det egentlig, der har handlet mest irrationelt i denne sag? Er det de borgere, der på Facebook forsøgte at forhindre aflivningen og parteringen af giraffen – eller den argumentresistente Zoo-direktør, der uden tvingende årsag har påført sin arbejdsplads og sin by så store omkostninger?

Svaret synes ret indlysende.”

Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv, så derfor har jeg valgt at citere Berlingske Tidende. De har set lyset. Aldeles den samme synsvinkel kan lægges på Dyreetisk Rods anbefaling af, at Put and Take fiskeri forbydes. Af hensyn til de stakkels fisk…

Dyreetisk Rod lever for alvor op til deres tilnavn. De er helt enkelt havnet på den forkerte planet. Og burde nedlægges, hvis de ikke kan finde på andet at interessere sig for.

Et oplagt emne ville ellers være giraffers levevilkår på Stenbroen. Eller danske grises transportvilkår på vej til tyske slagterier.

Men det er nok for kontroversielle emner for Rodet…

© Foto: Steen Ulnits