Vi lystfiskere har ry for godt at kunne lide en dram eller måske endda to. Uvist af hvilken årsag. Og noget er der bestemt om snakken.
Da jeg første gang mødte den legendariske engelske fluefisker og forfatter Reg Righyni i Nordengland, var han hurtigt ude:
– Young man, you look like you need a drink! Hvorefter han skænkede en solid whisky op til mig. Frisk fra højlandet. Og toppede sit eget glas op. Først derefter hilste vi pænt på hinanden!
Nogenlunde samme situation udspillede sig nogle år senere på Island, hvor jeg blev introduceret for den lige så legendariske laksefisker Arthur Oglesby og hans søde kone Grace ved bredden af Rangá elven.
Klokken var halv ti om formiddagen, og morgenmaden var netop taget af bordet. Arthur’s øjne var rindende, som en gammel mands ofte er det. Men det var ikke salte tårer, han græd. Det var gin. Gin og tonic. Vi kunne ikke snakke fornuftigt sammen, førend vi begge havde gin og tonic i glasset. Og det var ikke den dags første, skulle jeg hilse og sige. Heller ikke den sidste…
Engelske gentlemen har det bare med at drikke – ofte mere, end godt er. Men altid “stuff of the highest quality”. Det må man give dem.
Glenfiddich ved Mørrum
Under mit første besøg i Alaska – det var i de glade 70’ere – stiftede jeg bekendtskab med to af Sveriges lyslevende legender, hvad fluefiskeri angår: Kunstneren og forfatteren Rolf Smedman samt den legendariske Mørrumsfisker Jan Forssander.
Sidstnævnte havde medbragt en lang tohånds fluestang, som han gerne brugte hjemme i Mørrum: En splejset (spliced – ikke spinkel!) splitcanestang fra skotske Sharpe i Aberdeen. 13 fod lang var den – dertil tung som et ondt år. I hvert fald for en dengang 18-årig.
Men stangen var fantastisk smuk, syntes jeg, og den havde en vidunderlig helaktion, der nåede helt ned i bundduppen. Og så lod Jan mig endda låne den ved den hvidskummende Newhalen River nær Iliamna – efter at et uheldigt fald havde givet mit Hardy Marquis hjul en skæv spole, der blokerede og resulterede i en mistet sockeyelaks…
Jan inviterede mig efterfølgende på besøg i Sydsverige, hvor han var godt gift med velhavende hustru, stor gård og masser af dyr whisky i flaskerne. Vi smagte på ganske mange af dem, husker jeg – med Glenfiddich som hans klare favorit.
Vi turede efterfølgende rundt ved hans hjemmevand, Mørrumsåen, der i 1976 slet ikke var overrendt, som tilfældet er i dag. Vi kunne gå fra sted til sted og være de eneste om fiskene og fiskeriet.
Jan lærte mig en masse, og vi tilbragte mange gode timer øverst oppe ved Rosendala. Han viste mig de forskellige pladser, hvor han havde fanget sine laks og havørreder – de sidste flere gange på den rigtige side af de 10 kg. Det kunne man se beviser på i hall’en på Hotel Walhalla i Mörrum. Her hang Jan på væggen med adskilllige storfisk – ofte taget på enhåndsstang.
Det var dengang, hvor den svenske stat endnu ikke havde besluttet sig for at skambruge åen og forvandle den fra et strålende havørredvand med et ringe økonomisk potentiale til et profitabelt laksevand i verdensklasse. Der var fred og ro ved elven, hvor havørrederne var i overtal. Svært at forestille sig i dag, hvor det i perioder kan være svært at komme til for laks…
Anyway, vi hyggede os ved Rosendala. Jeg med min nye Hardy Jet enhåndsstang i glasfiber og Jan med sin elskede Sharpe’s Spliced tohånds splitcane. På et tidspunkt mente Jan, at nu havde vi set pladser nok. Nu skulle jeg fange en fisk. Det syntes jeg naturligvis var en rigtig god idé, selv om jeg ikke rigtig troede på ham. Heller ikke dengang var det let at fange fisk i Mørrumsåen.
Men Jan havde ret. Han kendte sin elv og sine fisk. Jeg fik besked på at lægge fluen ud i strømmen helt tæt på land, hvor der næppe har været mere end en halv meter vand.
– Här står det alltid en laxkalv!, bedyrede han. Og ganske rigtigt: Da min lille sorte flue første gang svingede ind under bredden, strammede linen op – fluen taget af en let farvet grilse af den slags, svenskerne så malende kalder en “laksekalv”.
Vi gentog nummeret flere gange – noget, der desværre er umuligt i dag. Vi lukrerede på, at der i de dage var fred og ro langs elven – så meget, at fiskene kunne stå helt inde under land uden at blive forstyrret. I dag er der så megen trafik og så mange fiskere ved Mørrumsåen, at fiskene aldrig står herinde. De er presset ud på dybere vand, hvor de kan være i fred. Ak ja…
Jan Forssander er desværre ikke iblandt os mere. – Whiskyen blev hans skæbne, lød det fra Sydsverige for snart mange år siden. Men jeg skænker ham altid en venlig tanke, når der er skænket Glenfiddich i glasset.
Jack Daniels ved Skeena
Jeg besøgte Nordamerika første gang i 1976, hvor Alaska var målet. De efterfølgende år udforskede jeg stadig større dele af dette enorme kontinent med fluer og fluestang, og i 1981 var turen kommet til den smukke canadiske stillehavsprovins British Columbia.
Målet var steelhead’en i det mægtige Skeena vandsystem, men jeg var for tidligt ude. Der blev ganske vist taget steelhead i det grumsede hovedløb, men de små klarvandede tilløb havde endnu ikke modtaget de første opgangsfisk.
Jeg boede i en tyskejet camp nær Terrace, og der var næsten kun tyske lystfiskere i lejren. En af dem hed Rolf og var skolelærer i Nordtyskland. Som sønderjyde kunne jeg naturligvis snakke tysk med ham, hvilket han satte stor pris på. Hans eget skoleengelsk var nemlig ikke imponerende…
Anyway, jeg fiskede meget sammen med Rolf og drak også en del af hans Yukon Jack – den lokale canadiske whisky, som var billigst at købe og lettest at finde i Terrace. ”The Black Sheep of Canadian Liqueur”, som der står på flasken. Og faktisk drak vi nok begge lidt rigeligt i forhold til den tid, vi fiskede i, men det får være. Hyggeligt var det i hvert fald.
På et tidspunkt brokkede Rolf sig over, at man ikke kunne fluefiske i Skeena Rivers grumsede hovedløb. Der skulle store roterende og fluorescerende Spin-N-Glos til, parkeret ved bunden med tunge blylodder, hvis der skulle fisk på land.
Jeg opponerede og påstod skråsikkert, at jeg da sagtens kunne fange laks på fluestang i det mælkefarvede smeltevand. Rolf tog mig på ordet og udlovede en hel flaske dyr Jack Daniels, importeret fra de amerikanske sydstater, hvis jeg kunne fange en laks med min fluestang. Omvendt, hvis jeg ikke kunne. Så skulle Rolf have en flaske med de dyre dråber. Nu gjaldt det. Gud og fædreland var på spil!
Jeg riggede min 11 fods ”Em” fluestang – en prototype fra Jim Hardy – til med tung synkeline og en stor Skykomish Sunrise flue for enden af det korte forfang. Herefter vandrede jeg op til afløbet fra den store pool med drivtømmeret, vadede lidt ud på sandbanken og switchede fluen ud i strømkanten. Rolf så hovedrystende til nede fra campen. Det havde han prøvet hver dag siden sin ankomst – uden held.
Da jeg havde fisket en time uden at mærke det mindste, var det tid til en ny strategi, som jeg havde udtænkt allerede inden væddemålet. Jeg fandt en rødgul Mepps 4 frem, som jeg havde fjernet trekrogen på. I stedet havde jeg monteret en stor Skykomish Sunrise str. 2.
Denne utraditionelle kombo slængede jeg nu ud i strømmen, firede flere meter løsline ud og lod den roterende svinge ind mod egen bred. Knap havde fluespinneren startet sin rotation i dybet, førend der var hug. En nystegen og stadig sølvblank pukkellaks på et par kilo havde hugget og lod sig snart efter lande.
Triumferende holdt jeg laksen op, så Rolf kunne se den. Han vinkede tilbage – først gratulerende og siden lidt opgivende. – Dér røg den flaske, tænkte han nok.
Man skal stoppe på toppen, så jeg rullede ind og gik tilbage til lejren. Mission accomplished. Som den gode sportsmand han var, havde Rolf allerede hentet flasken, da jeg kom ned. Forsigtigt spurgte han, om han måtte smage lidt af de dyre dråber – hvilket han selvfølgelig gerne måtte. Jeg har altid været en god vinder…
Først senere på eftermiddagen gik jeg til bekendelse. Jeg viste ham fluen, jeg havde taget laksen på, mens jeg gemte spinneren i hånden. Jeg skal sent glemme hans forbavselse, da jeg åbnede hånden og gav ham hele ”fluen”.
– Zum Teufel, sagde han blot. Og så grinede han højlydt. En god joke er altid godt. Også selv om man måske er en lidt tør tysker.
Icy ved Big Laxá
Jeg besøgte Island for første gang i 1990. Det år, hvor jeg også for første gang kastede mine fluer over Kola-halvøens dengang nærmest jomfruelige laksevande.
Formålet med min rejse til Island var at besøge og interviewe Orri Vigfusson, som netop da havde grundlagt North Atlantic Salmon Fund – en privatkapitalistisk fond, hvis eneste formål var og stadig er at skaffe midler til opkøb af lakserettigheder langs hele Nordatlanten. Det var Orri’s snusfornuftige, men helt igennem usædvanlige bud på at redde de sidste atlanterhavslaks fra garndøden.
Orri sørgede for, at jeg fik mere ud af mit besøg end blot interview’et. Han sørgede nemlig for, at jeg kom inden for i varmen i den klub af islandske bedsteborgere – bankdirektører ikke mindst – som havde fiskeretten til den nedre del af Laxá i Adaldalur på det nordøstlige Island. Jeg fik helt enkelt tre unikke fiskedage ved en af verdens mest berømte lakseelve – mod at promovere hans helt nye laksefond på de mere sydlige breddegrader.
Orri var på daværende tidspunkt medejer af et firma, som producerede fornem vodka filtreret gennem hemmelige mineraler fra Myvatn søen øverst oppe i Laxa elven. ”Icy” var navnet på vodkaen, der blandt andet kunne købes i Keflavik International Airport. Primært på store normalflasker, men også som små lommelærker til fiskevesten. Et af kravene fra Orri var, at hver fanget laks skulle fejres med en af hans små flasker.
Jeg husker specielt tredjedagen, hvor hele seks laks tog min lille hårvingede Green Highlander og blev landet. Sidst på eftermiddagen følte jeg mig noget usikker på benene og de glatte sten i elven med de slimede trådalger…
Men det er ikke succes hver gang. For ikke så mange år siden var vi på vej til Island for at fiske laks i Eystri Rangá, som på det tidspunkt endnu ikke var blevet for dyr til almindelige mennesker som mig. Jeg havde gennem årene ført en nogenlunde nøjagtig statistik over de atlanterhavslaks, jeg havde fanget, og jeg vidste, at et rundt hjørne ventede forude. Gik alt ellers, som det plejede, ville jeg runde atlanterhavslaks nummer 200 på denne tur.
Det skulle naturligvis fejres, så i lufthavnen købte jeg en lille sixpack med små Glenfiddich flasker. Én lille flaske til at fejre hver af de sidste laks på vej mod nummer 200. Hjørnet skulle rundes med stil.
Men det skulle jeg ikke have gjort. Alt gik bare galt på denne tur. Det var historien om Hybris og Nemesis om igen. Mens de andre halede laks på land, mistede jeg den ene fisk efter den anden. Noget, jeg ellers ikke plejer at gøre. Det ultimative nederlag kom, da mit forfang knækkede under landingen af en god fisk. Det havde ligget for længe i fiskevesten og var blevet mørt…
Jeg havde alle seks flasker whisky med hjem igen og gav dem siden til en god veninde på hendes 30 års fødselsdag. – Én for hver fem år, lød den nødtvungne efterrationalisering…
© 2014 Steen Ulnits
Del denne artikel: