Søernes sortstribede røver

Perca fluviatilis er det latinske artsnavn på den sortstribede og rødfinnede aborre, som er kendt af hvert et barn i Danmark. 

Aborren findes nemlig i de allerfleste søer, damme og moser, da det er en ganske tolerant fisk – ikke mindst over for surt vand. Selv ved lave pH-værdier, hvor de ellers så tolerante karpefisk må give op, kan aborren trives og yngle.

Modsat gedden, som er en udpræget enspænder, er aborren en rigtig flokfisk. Aborren er selskabeligt anlagt, og kun de største individer – fisk over kiloet – lever en isoleret tilværelse. Aborren kan ganske vist nå vægte på op til 4 kg, men fisk over 2 kg er uhyre sjældne – og meget gamle. Aborrer vokser nemlig langsomt.

Som gedden er også aborren en forårsgyder, der afsætter sine æg i lange guirlander på grene og rødder over lavt vand. Aborren har det, man i fagsproget kalder et stort reproduktionspotentiale. På godt dansk lægger den rigtig mange æg. Ønsker man at tynde ud i en alt for stor aborrebestand, kan man udlægge “risvaser” eller grantræer, som så hales op, når aborrerne har lagt deres æg på dem.

Kombinerer man dette med et hårdt fiskeri, kan man ofte holde aborrebestanden i skak, så de ikke bliver til såkaldte “tusindbrødre” – talrige, små og dårligt voksende aborrer. Et fænomen, man finder på steder, hvor aborrerne ingen naturlige fjender har. En sø i balance vil dog normalt have en så stor bestand af større rovfisk, at aborrerne ikke bliver til tusindbrødre.

De helt små aborrer lever som de fleste andre nyklækkede fisk af søens dyreplankton. Hen på sommeren søger de ind under land, hvor de slår sig på en mere nærende diæt af primært bunddyr. De er dog ingen kostforagtere, men æder næsten alt inde på det lave vand. Herinde undgår de også selv at blive ædt!

Med stigende størrelse søger aborrerne udefter mod rankegrøden, hvor de i flok jager alt, der bevæger sig og har den rette størrelse. Klækkende insekter har stor interesse for de mindre aborrer, mens de større så klart foretrækker småfisk.

Fisk med former

Aborren er den af søfiskene, som udviser den største variation i såvel udseende som levevis. Således taler man om et antal former, som søens aborrer kan forekomme i. Vi har allerede omtalt de talrige tusindbrødre, der ikke formår at vokse sig store. Dertil er de for mange om for lidt føde. De færdes overalt i store stimer – på ivrig jagt efter alt fra dyreplankton og opefter.

Inde under land har vi den noget større “bredaborre”, der er kendetegnet af sine smukke og stærke farver. Det er her, vi finder de karakteristiske røde eller orange finner, som sammen med de grønne sider og sorte striber gør aborren til en meget smuk fisk at se på. Bredaborren lever i vid udstrækning af insekter og årsyngel af søens øvrige fiskearter.

Bredaborren lever nær siv og faste strukturer – eksempelvis både- og badebroer – hvor dens markante striber yder den god beskyttelse. Det er et velkendt fænomen, at aborrer er vilde med at stå i skyggen under broer og mellem pæle fra samme. Her føler de sig trygge, og herfra kan de på bedste geddemanér gøre udfald mod forbipasserende småfisk.

Ude på søens større dybder møder vi den store, men blege “dybvandsaborre”, som helt ernærer sig af småfisk. Den lever ikke nødvendigvis i flok, og den svømmer heller ikke i stime. Men den jager meget gerne i flok, når jagten går ind på søens store stimer af småfisk.

“Mågesjov”

Aborreflokkens hidsige jagt på stimer af småfisk presser ofte sidstnævnte helt op i overfladen, hvorved småfiskene er under beskydning fra alle sider – nedefra af aborrerne og ovenfra af mågerne, som hurtigt indfinder sig.

I søer, hvor skaller og løjer dominerer føden, sker dette fortrinsvis først på sommeren, hvor disse fisk da samler sig i store flokke for at gyde. I koldere søer, hvor smelten dominerer, sker det oftest om efteråret, når smeltene samler sig i overfladen for at gyde.

Alle aborrer – store som små – trækker ud på søens største dybder, hvor de overvintrer i det 4 grader varme vand. Herude skal de findes under vinterens islæg og isfiskeri. Først nær isens smeltning begynder de igen at søge ind på lavere vand.

De største aborrer finder man ofte i brakvand, hvor føden er mere rigelig end i søen. Rigtig store aborrer træffes dog også tit i ganske små moser og søer, hvor de store aborrer udelukkende lever af små artsfæller – deres eget afkom!

Ofte vil et sådant småvand huse et fåtal meget store aborrer, som er meget gamle. Og som ofte fanges under geddefiskeri med kraftigt grej – gerne døde agnfisk og ikke sjældent midt om natten.

Pigfinnet og pansret

Aborren er en pigfinnet og pansret aborrefisk med en meget stor mund. Det er en hidsig rovfisk, som modsat gedden overrasker med sin totalt tandløse mund.

Det betyder to ting: Aborren bider ikke til og holder fast på sit bytte. Det kan den ikke. I stedet åbner den blot sin store mund og suger byttet ind sammen med en mundfuld vand. Aborrens hug bliver derfor helt anderledes blødt end geddens hårde og kontante bid, der spidder byttet på tusindvis af sylespidse tænder.

Det er givet denne angrebsfacon, der har gjort roterende bladspinnere med fjerklædt trekrog så effektive til aborrer. Det gælder klassikeren over alle klassikere – den svenske Reflex fra ABU – som givet har taget flere aborrer end alle andre spinnere tilsammen.

Det gælder også den ligeledes svenske Mörrumspinner, som med sin tunge køl dels kaster langt og synker hurtigt – dels helt eliminerer den snoning af linen, som konventionelle bladspinnere altid medfører. Det perfekte valg, når der skal kastes langt for ikke at skræmme fiskene i et mågesjov.

Mange lystfiskere har startet med aborren som deres første bytte – ofte taget på flåd og orm fra en bådebro. Og en del lystfiskere ender faktisk også med aborren som deres favoritfisk.

Det gælder undertegnede, som holder uendelig meget af den lunefulde fisk. Og det gælder mine forbilleder på scenen – danske Julius Wedege, der sågar skrev en hel bog om netop fiskeri efter aborrer. Samt svenske Curt Lindhé, der af samme årsag gik under tilnavnet “aborreprofessoren”.

Aborren er kendt for at være meget lunefuld. Nogle dage hugger den på alt, der bevæger sig genem vandet. Andre dage kan intet lokke aborren ud af den apati, der åbenlyst har grebet hele flokken.

Og da er det, entusiasterne begynder at spekulere over årsagen. De ved, at aborren som ægte aborrefisk har en lukket svømmeblære, der sætter fisken i stand til at regulere sin opdrift meget nøjagtigt.

Tryksyge

Det er perfekt, når man skal placere sig ubevægeligt mellem siv og åkander – på jagt efter forbipasserende småfisk. Men uhyre upraktisk – ja, måske endda ubehageligt – når et pludseligt lavtryk kommer forbi. Aborren registrerer straks trykfaldet med sin følsomme svømmeblære og går i gang med at regulere, så opdriften igen bliver den rette.

Dette tager imidlertid længere tid, når man har en lukket svømmeblære. Laksefiskene har det langt lettere med deres åbne svømmeblære, hvor de blot kan sluge ny luft fra overfladen eller gylpe overskydende luft ud ved pludselige trykfald.

I større søer har aborren ikke de helt store problemer. Falder lufttrykket, trækker aborren blot ud på dybere vand, hvor trykket passer den bedre. Men bliver den fanget inde på lavt vand – eksempelvis i mindre og mere lavvandede søer – har fiskene ikke den mulighed. De er fanget – indtil uvejret er drevet forbi eller fiskene har fået reguleret trykket i svømmeblæren.

Indtil status quo er genoprettet, har aborrerne det populært sagt dårligt – mener i hvert fald aborreprofessorerne. Og så længe denne regulering står på, er fiskene naturligt nok ikke interesserede i at æde noget.

Det bedste aborrefiskeri har man ifølge denne – i hvert fald set med biologøjne – ganske plausible teori, når vejret er stabilt og aborrerne ikke behøver tænke på trykket i deres lukkede svømmeblære. Måske heraf dette svenske mundheld, som jeg har fra et gammelt Nap & Nyt:

– Fisk aborrer i skjorteærmer. Og gedder, når du behøver en ulden trøje!

Dette mundheld kan hentyde til dels aborrens hang til et stabilt lufttryk, men også dens forkærlighed for varme. Aborren er således i sit es, når gedden gisper i sommervarmen.

Pudsigt nok er aborren isfiskerens vigtigste bytte, når vinteren er på sit højeste og isen så tyk, at den kan bære. Pudsigt, idet aborren åbenbart også er aktiv, når vandet er rigtig koldt – i hvert fald i perioder.

Den er dog stadig en sucker efter varme. Det viser sig, når det spæde forår stunder til og jordvarmen begynder at gøre sig gældende. Da trækker aborrerne ind på lavere vand – bort fra søens største dybder, der indtil da har budt på de luneste forhold: Det altid fire grader varme bundvand.

Alt for Damerne

Afslutningsvis skal vi et smut over i den kulørte presse – damebladene! For en hel del år siden havde Alt for Damerne et interview med nu afdøde skuespiller, instruktør og gastronom John Price. Han blev sidst i interviewet spurgt, hvad der var hans personlige favoritret.

Intervieweren havde forventet noget i retning af finere fransk madlavning og blev derfor uhyre overrasket, da John Price svarede: – Hvidvinsdampede aborreroulader!

John Price havde nemlig læst franske Madame Prunier’s kogebog, hvori hun berømmer de små 100-200 grams aborrer som den finest tænkelige spise. Og han havde arbejdet videre med at hvidvinsdampe aborrefileter rullet sammen med salt, peber og dild. Det hele i en kasserolle med lidt smeltet smør. Intet andet!

Aborren er nemlig en af vore allerfineste spisefisk – bedre end sandarten, synes jeg personligt. Og langt lettere at fange, er vist de fleste enige om! Aborren kan smørsteges og serveres med rugbrød til – perfekt umiddelbart oven på en vellykket fisketur. Den kan hvidvinsdampes og serveres for selv de mest kræsne ganer. Eller den kan varmrøges, hvis man har en røgeovn.

Man kan stort set ikke gøre noget forkert med en aborrefilet.

For aborren er på alle måder en fantastisk fisk!

Steen Ulnits

Søernes lyssky rovfisk

Lucioperca lucioperca er det latinske artsnavn på sandarten, der af Carl von Linné betragtedes som en fisk midt mellem gedden E. Lucius og aborren Perca fl.

Linné var en svensk naturforsker fra 1700-tallet, som opfandt eller grundlagde den latinske artsnavngivning, vi bruger den dag i dag. For ham var det logisk at kalde sandarten for Lucioperca – i mangel på bedre viden om slægtskaberne. For var det nu en langstrakt aborre? Eller en pigfinnet gedde? Lucioperca lå tilpas midt imellem yderpunkterne!

DNA var jo dengang et ukendt begreb, og skindet bedrager som bekendt ofte. Det har derfor efterfølgende været nødvendigt at revidere en hel del af de oprindelige latinske artsnavne – i takt med, at DNA-analyser har kunnet afdække de virkelige slægtsforhold.

I dag ved vi, at sandarten er en vaskeægte aborrefisk, som ikke er det mindste beslægtet med gedden. Det er dog stadig en kendsgerning, at sandarten er langstrakt som gedden og ikke højrygget som aborren. Men den har alle aborrefiskenes stikkende pigfinner og skarpe skæl. Og kød, der er på det højeste gastronomiske niveau, hvilket man ikke ligefrem kan sige om geddens…

Uanset en vis lighed med gedden så er sandarten en typisk aborrefisk med panser og pigfinner. Den kan dog blive langt større end aborren – op til 15 kg – hvis den får muligheden for det. Fisk over 5 kg regnes for store, og fisk over 10 kg fanges med mellemrum i produktive vande.

Sandarten kræver mere af vandkvaliteten end sin nære slægtning, den nøjsomme aborre, som trives fint de allerfleste steder. Små søer og moser med surt vand tilfredsstiller imidlertid ikke sandarten. Den kræver plads og mindre surt vand.

Trives i uklart vand

Alligevel er det en kendsgerning, at sandarten ofte trives fint i forurenede og eutrofierede søer, hvor gedden har måttet give op. Sandarten er nemlig en langsom fisk, der i høj grad forlader sig på sin lugtesans, når den jager bytte. Det sætter den i stand til at rydde effektivt op i søens bestand af småfisk, som den langsomt lister sig ind på.

Sandarten bliver derfor ofte udsat i uklare søer, hvor bestanden af småfisk er eksploderet efter forurening med næringssalte – det være sig fra urenset spildevand eller drænvand fra de omkringliggende, overgødskede marker.

Men selv om den vokser godt sådanne steder – forudsat altså at der er plads nok, for sandarten kræver jo plads – er det langt fra sikkert, at den kan gyde med held. Hertil kræves nemlig et højt iltindhold i vandet, og det findes langt fra altid i eutrofierede (næringssaltforurenede) søer.

Sandarten gyder senere end både gedde og aborre – typisk en måned efter disse. Den gyder over grus- eller stenbund, hvor æggene placeres i små gruber. Æggene er klæbrige og så små, at en enkelt stor hun kan gyde op mod en million!

Efter gydningen er sandarten som alle andre fisk meget sulten og derfor let at fange. “Let” er dog lidt af en tilsnigelse, idet sandarten typisk er sværere at fange end både gedde og aborre. Dens forsigtige og langsomme jagtteknik beskytter den – stik modsat geddens voldsomme hug, der sikrer en solid krogning.

Under gydningen er sandarten aggressiv og kan da finde på at hugge på selv meget store geddewoblere, der trænger ind på dens territorium. Normalt er sandarten dog mest interesseret i små byttefisk, da den selv har en relativt lille mave.

Det forhindrer dog ikke store sandarter i at tage bytte af geddeformat. Sandarter større end 5 kg kaster sig således ofte og ufortrødent over selv de største geddewoblere. Mad skal der til!

I gamle dage brugte fiskerne på Silkeborg Søerne en ganske særlig teknik til at lokalisere sandarten efter gydningen. På det lave vand over stenbunden stak man en lang stok ned til bunden. Hvis der var en sandart i nærheden, forsvarede den sin rede og sit afkom ved at gå til angreb på stokken.

Så vidste fiskerne, at der var nogen hjemme på banken. Og så var det tiden at finde det gamle kolbetøj og tinpirken frem. I dag ville vi i stedet ty til vertical jigging, når først fiskene var lokaliseret på ekkoloddets højtopløselige skærm.

Tiderne skifter, men sandarten er stadig lige spændende at fiske efter. For nem bliver den aldrig at lokke til hug.

Langsom og lyssky

Sandarten har sin helt egen jagtteknik. Det er en langsom fisk, som sniger sig ind på byttet for til sidst at overrumple det. Ofte bruger den lugtesansen til at lokalisere byttet med, hvorfor naturlig agn i regelen er bedst til sandartfiskeri.

Dens tilbagelænede jagtteknik gør endvidere langsom trolling med flydende woblere til en effektiv metode, idet sandarten her har masser af tid til at opspore agnen og siden hugge.

Det tillader almindeligt spinnefiskeri kun sjældent – jigfiskeri dog undtaget. I endnu mindre grad gælder det fluefiskeriet og de endnu kortere kast, man her råder over. Man kan dog opleve fint fluefiskeri før og efter gydningen, hvor sandarterne har samlet sig på lavt vand over stenbunden.

Det kan man gøre i flere danske søer i det midtjyske Søhøjland, og jeg har gjort det med stort held i flere lavvandede sydsvenske søer. Også Gudenåen har disket op med mange sandarter under fluefiskeri efter laks og havørred med synkeline over grusbankerne.

Når man troller sandart, oplever man ofte, at fiskene plukker forsigtigt i wobleren, inden de for alvor går til biddet. Man oplever også, at det bliver ved plukkeriet. At selve hugget helt udebliver. Under alle omstændigheder gælder det om aldrig at give tilslag, når der fiskes sandart – altid at vente, til vægten mærkes i stangen og wobleren er taget reelt.

Til trods for at den ofte bruger sin lugtesans under jagten, så har sandarten også et fremragende syn, som sætter den i stand til at jage under meget dårlige lysforhold – gerne om natten. I sit øje har sandarten lysreflekterende lag, som tillader den at se under forhold, hvor andre fisk må give op.

Sandarten har helt enkelt øjne som glaskugler, når den ses i det rette (reflekterende) lys. “Old Marble Eyes” kalder man derfor sandarten i det nordlige Nordamerika, hvor den er en uhyre populær sports- og spisefisk. Marmorkugler kender nok de færreste børn i dag, men navnet holder givet længere end kuglerne!

Sandartens gode lugtesans og natsyn kompenserer så rigeligt for dens ellers noget langsomme adfærd og gør den til en af søens mest effektive rovfisk.

Som aborren foretrækker også sandarten fast bund. Det er her, man skal søge den i dagtimerne, hvor den i regelen står dybt. Når lyset svinder sidst på dagen, søger sandarten højere op i vandet – ofte helt op til overfladen, hvor den jager aktivt. Ikke mindst de lyse nætter kan derfor give gode sandartfangster i overfladen.

Tvivlsom biomanipulator

Tidligere – og det er såmænd ikke så forfærdeligt mange år siden – blev sandarten brugt som biomanipulator i lighed med gedden. Altså en rovfisk, der som yngel sættes ud i forurenede søer, når disse skal renses for overskydende skidtfisk.

Det er dem, der græsser søens dyreplankton så hårdt, at dette ikke kan holde algerne nede. Disse blomstrer op på grund af de mange næringssalte, gør vandet uklart, dør og synker til bunds. Her bevirker de under den efterfølgende forrådnelse et markant iltsvind, der frigør fosfor fra bundslammet, så nye alger kan blomstre op.

Det er søens regelmæssige opblanding af vandmasserne – totalcirkulationen – der forår og efterår bringer det næringsrige bundvand i kontakt med overfladen. Den onde cirkel er i gang.

I dag bruger man ikke længere sandarten som redskab til redning af forurenede søer. I dag er gedden ene om at være søens biomanipulator. Sandarten er helt enkelt for ustabil. Den er kendt for sine store og små årgange, der er helt afhængige af fødetilgangen i livets første kritiske dage og uger. Sandarten er også kendt for sit behov for store søflader for at trives. Den kan helt enkelt ikke lide små søer og damme.

Sandarterne i den store Mossø er et fint eksempel herpå. Visse år er der så mange sandarter, at man næsten kan fylde båden med mindre fisk på lige over mindstemålet. Andre år kan man fiske i dagevis uden at fange én eneste – uanset størrelse. Fiskeriet og de små eller store årgange er helt afhængige af gode forhold umiddelbart efter gydning og klækning.

Fra Gudenåen kender vi også til de små og store årgange. Danmarks længste vandløb byder nemlig i perioder på godt sandartfiskeri – efter mange og små eller få, men til gengæld store fisk.

Jeg har selv oplevet år med mange sandarter i den gode spisestørrelse på 50-60 cm. Så mange, at de fint kunne fanges i dagtimerne. Sikkert på grund af fødekonkurrencen fra de mange artsfæller. Et år eller to senere var det fisk i 2-3 kg’s klassen, der dominerede fangsterne.

Jeg har endelig oplevet de efterfølgende magre år, hvor der manglede rekruttering af yngre fisk – hvor der kun var få, men til gengæld rigtig store fisk tilbage, som skulle fanges om natten. Hvor fisk i 5-6 kg’s klassen var det normale – hvis man altså fik nogen overhovedet. Stille og roligt blev de store årgange af små fisk reduceret til årgange af stadigt færre og større fisk – nogle år for tilsyneladende at forsvinde helt.

For en del år siden mærkede biologerne en håndfuld sandarter med radiosender, så man kunne følge deres vandringer op og ned ad Gudenåen. Forsøget dokumenterede, hvad mange seriøse Gudenå-fiskere længe havde vidst:

At sandarterne om vinteren falder med strømmen nedefter til Randers, hvor de mæsker sig i nedvandrende laksesmolt i den helt dyre prisklasse. Når så smoltudtrækket er forbi og sandartens gydning nærmer sig, vandrer de gydemodne fisk atter opstrøms – op til Silkeborg søerne, hvor gydningen finder sted. Mere lyserøde i kødet end nogensinde. Og dyrere end nogen anden spisefisk at have på kost…

Spisefisk i verdensklasse

Sandartens største problem i Danmark er, at den er en fremragende spisefisk. Den har aborrens grålige kød, men har det i mere håndterbare størrelser til servering. Danske restauranter såvel som udenlandske står derfor i kø for at købe sandart til deres køkkener og kunder.

Det forhold har desværre fået enkelte danske søfiskere med fiskeret til at udnytte denne maksimalt – til med garn at udfiske søernes sandartbestand med eksport for øje. Lovgivningen tillader desværre søejere at sætte garn uden de selvsamme restriktioner, der gælder på søterritoriet. Det er jo deres (ejernes) egne fisk, de brandskatter, lyder tilsyneladende forklaringen. Men en tåbelig måde at udnytte søernes fiskebestand på.

Resultatet har under alle omstændigheder været, at sandarten er fisket helt ud i en del midtjyske vande i Søhøjlandet. Med lukrativ eksport for øje. Men til stor skade for såvel de lokale lystfiskere som tilrejsende fisketurister. Der for øvrigt ofte er bedre til at fange vore sandarter, end vi selv er. De er nemlig klar over og indstillet på, at der gerne skal fiskes om natten, hvis man vil have sandarter ombord.

Udenlandske lystfiskere er ofte også mere vante til at bruge agnfisk, end vi er herhjemme. I Sverige har jeg således oplevet et spændende medefiskeri med flåd og levende skaller på en af de mellemstore søer i Småland.

Vi satte båden i vandet, mens det endnu var lyst, og kastede anker på toppen af en stejl skrænt. Herefter søsatte vi fire stænger med glideflåd og levende agnfisk. Den første blev indstillet til at gå helt nede ved bunden. Og den sidste til at svømme rundt helt oppe i overfladen – blot en meter under flåddet.

Resultatet var helt efter bogen: Mens det endnu var lyst, fik vi kun hug på de dybeste skaller. I takt med, at mørket sænkede sig, blev der bid på de højere fiskede skaller. Og da vi tog hjem et godt stykke over midnat, havde den sidste sandart hugget på den højst fiskede skalle. Helt oppe i overfladen. Største fisk huggede sidst og vejede knap 4 kg.

Vi sluttede forøvrigt den nat af med en næsten identisk fisk – taget trollende på vej tilbage med en 26 grams flydende rødhvid Hi-Lo wobler fisket lige under overfladen – med næsepladen stillet næsten lodret. Det var dengang, elmotorer ikke var hvermands eje. Dengang, man selv måtte bestille sin Minn-Kota hjem fra Staterne…

Det er skønt, når teori og praksis en sjælden gang – som i ovenstående tilfælde – stemmer overens. Da kan man ikke undgå at blive stolt af sig selv og sin kolossale viden om emnet.

Det er sådanne stunder, hvor man helt glemmer de blanke dage, hvor sandarten vragede alt med en krog i…

Steen Ulnits 

Søernes store biomanipulator

Esox lucius er det imponerende og skrækindgydende navn på en af de største og mest glubske rovfisk i danske vande: Gedden. 

Ser man bort fra den sjældne malle, så er gedden den største rovfisk, vi kan træffe i søen. Hunnerne kan blive mere end 30 kg tunge omend sjældent større end 10 kg. Hannerne er langt mindre – sjældent meget mere end 3 kg.

Hungedder større end 10 kg er naturligvis meget attraktive set med sportsfiskerøjne, men i økologisk sammenhæng er de dårlige for søer eller moser i god balance. De vokser nemlig langsomt og æder uforholdsmæssigt meget.

Gedden er en af søernes toprovfisk og dermed vigtig for reguleringen af småfiskenes antal. Gedden jager primært ved hjælp af synet. Er vandet derfor klart, formår gedden i regelen at holde bestanden af småfisk effektivt i skak.

Men er vandet uklart – eksempelvis efter forurening og eutrofiering – da magter gedden ikke længere denne opgave. Den kan ganske vist jage ved hjælp af både lugte- og følesans, men rigtigt effektiv er den ikke længere. Ofte bliver gedderne lange, magre og udsultede, mens bestanden af småfisk eksploderer.

Biomanipulator

Gedden er en vigtig fisk, når man foretager biomanipulation af en eutrofieret sø, hvis økosystem er tiltet efter mange års udledning af næringsstoffer fra de omkringliggende marker. De mange næringssalte har givet algerne kronede dage, så de blomstrer op i et hidtil uset omfang.

Resultatet er uklart vand, som dels resulterer i iltsvind ved bunden, når de mange alger dør, synker til bunds og rådner op. Dels giver uklart vand, som gør det vanskeligt for gedden at jage effektivt.

Gedden formår nu ikke længere at holde bestanden af skaller og brasen – de såkaldte “skidtfisk” – nede på et bæredygtigt niveau. De eksploderer og kaster sig nu over søens dyreplankton – dafnier og hjuldyr med flere – som normalt lever af søens planteplankton: Algerne. Skidtfiskene græsser nu søens dyreplankton ned på et niveau, hvor disse ikke længere kan holde algerne i skak.

Søens økosystem er nu for alvor tiltet. Vandet er uklart af alger, og søen er fyldt med skidtfisk, som vokser dårligt på grund af mangelen på føde – dyreplankton. Søens rovfisk og her ikke mindst gedderne mistrives.

Biomanipulation eller restaurering af en eutrofieret sø starter i regelen med en manuel udfiskning af de overskydende skidtfisk – på større søer med trawl. De fangede skidtfisk destrueres eller brugtes i gamle dage som minkfoder. Denne udfiskning skal give søens dyreplankton et tiltrængt pusterum, så de atter kan gå i krig med algerne.

Næste skridt er så en udsætning af små gedder, som nu kan gå i lag med de tilbageværende skidtfisk og forhåbentlig holde disse nede på et acceptabelt niveau, så de ikke længere kan decimere søens dyreplankton, som så bedre kan holde algerne i skak.

Glubsk adfærd

Gedderne opdrættes til udsætning, hvilket kræver en høj grad af kontrol i laboratoriet. Gedderne er nemlig glubske fra Dag Ét, og der findes masser af eksempler på gedder, som har ædt eller i hvert fald forsøgt at æde artsfæller, der er lige så store som dem selv…

I tjekken Slava Stochls fantastiske fotobog fra 1971: “Knæk & Bræk – Sportsfiskerdage” – findes en fantastisk billedserie af to nøjagtigt lige store og tre uger gamle gedder, som mødes i akvariet. På ufattelig vis lykkes det den ene af sluge den anden!

Havde der ikke været billeddokumentation, ville det blot have været endnu en ubekræftet fiskehistorie. Men gedder er glubske, og voksne gedder kan sluge bytte, der er halvt så stort som dem selv.

Det gør de dog kun sjældent i naturen. Undersøgelser har her vist, at voksne gedder ofte foretrækker bytte, der er omkring en tiendedel af deres egen størrelse. Det er mere overkommeligt. Selv har jeg fundet en 50 cm stor brasen i maven på en 11 kg’s gedde, der målte 107 cm, så helt skævt er det ikke. Det understreger blot, at går man efter store gedder, så bør det ske med store agn.

Når man læser liltteraturen, kan man ikke undgå at få det indtryk, at gedder altid ligger på lur efter deres bytte, som de overmander i en lynhurtigt og lusket bagholdsangreb. Den store rygfinne giver sammen med halen et godt afsæt, som sætter gedden i stand til at nå 60 km/t på kort hold.

Nye videooptagelser har dog vist, at gedder langt fra altid kun ligger på lur. I klart vand kan sultne gedder opspore og indhente bytte over længere afstande. Teknikken bag deres bagholdsangreb fornægter sig dog ikke. Hugger de forkert, er det sjældent, at de vender tilbage. Så normalt har gedden kun ét skud i bøssen, når den går på jagt!

Til gengæld har den ikke mindre end 8.000 sylespidse og bagudrettede tænder i over- og undermund. Tæl selv efter, hvis du ikke tror på tallet! Sidder man først i geddesaksen, er der kun én vej tilbage, og det er ned i maven. Gedden hugger til og holder fast. Den griber ofte sit bytte fra siden, vender og sluger.

Jeg har flere gange oplevet, hvordan gedder har kunnet tage mit grødesikrede Flamingo Giller blink i munden og blot holde fast på det. Så fast, at jeg ikke har kunnet udløse krogen fra sikringen med et modhug. Når gedderne så ikke gad længere, åbnede de blot munden og gav slip på blinket, der kom hjem igen – med uforrettet sag…

Gedder og gydning

Gedderne gyder på ganske lavt vand – ofte oversvømmede marker, som siden igen tørlægges, hvorved mange geddeæg kan gå tabt. Hungedden gyder sine mange æg over flere uger. Op til en halv million æg kan der være i en stor gedde, og disse æg sidder fastklæbet til vandplanterne, indtil de klækker.

Gydningen sker, når vandet er tilpas varmt. Det betyder, at gedderne i små lavvandede søer gyder tidligere end gedder i store og dybe søer, hvor vandet er længere tid om at blive varmet op. Det betyder også, at gydetidspunktet kan variere meget fra år til år – alt efter vinterens strenghed.

Gedden er i ferskvand fredet i hele april måned, men efter kolde isvintre gyder fiskene ofte til langt hen i maj. På samme måde kan gydningen starte allerede i marts, hvis vinteren har været mild og foråret solrigt.

De små nyklækkede gedder ernærer sig i starten af dyreplankton, men allerede den første sommer slår de over på en eksklusiv diæt af småfisk. På typisk gedde-maner lurer de i grøden på forbipasserende småfisk, eller de lister sig langsomt ind på “skudhold” af byttet, som de tager i et angreb så kort og hurtigt, at det ikke kan følges af det menneskelige øje!

Små fisk sluges med det samme – større fisk gribes på tværs og vendes, inden de sluges med hovedet først.

Denne adfærd medfører, at gedden – som alle typiske rovdyr – har markerede bidetidspunkter, hvor den glubsk kaster sig over alt, der bevæger sig. Herefter står den stille og fordøjer byttet. Den er da svær at lokke til hug – undtaget dog små agn, som præsenteres for næsen af den. Det kan ikke sjældent lokke en stopmæt gedde til endnu et udfald.

Geddens hugadfærd betyder også, at man skal affiske formodede standpladser grundigt – med flere kast. Agnen skal placeres ganske tæt på gedden, der ellers ikke vil hugge. Det tillader dens angrebsteknik helt enkelt ikke – i hvert fald kun i klart vand.

Små og store gedder

Legen foregår som nævnt på ganske lavt vand, hvorfor man i perioden umiddelbart efter legen vil kunne finde gedderne – også de allerstørste kæmper – helt herinde. Imidlertid sker der snart igen en fordeling af fiskene, hvor de store står dybest og de små lavest. Det er en fordeling, som sikrer, at de små gedder ikke ædes af de store. Gedder er jo kannibaler, hvis de får muligheden.

Store gedder holder tilsyneladende af koldere vand end små. I august, når årsyngelen af skaller og brasen flokkes i rankegrøden og inde på søens laveste vand, holder mindre gedder ofte til i udkanten. Det er sjældent fisk større end 1-2 kg, men de er til gengæld sjove at fange på flue – midt mellem stimerne af skræmte småfisk, der panikslagne springer ud af vandet, som regnede det på søen!

Om sommeren står de større gedder normalt så dybt, som springlaget nu tillader. Der skal jo være ilt nok til dem. Vil man have store gedder, bør man altid fiske så dybt, som forholdene og årstiden tillader det.

Først om efteråret, når totalcirkulationen atter blander vandmasserne, søger gedderne atter ind på lavere vand. Når vinterkulden sætter ind og gør vandet klart og frit for alger, søger de ud på søens største dybder, hvor der nu igen er rigeligt med ilt. Herude overvintrer de sammen med søens andre fisk – i vand, der altid er 4 grader varmt. Isdække eller ej.

Brakvandsgedder

Gedden er en typisk ferskvandsfisk, der altid gyder i ferskvand. Til gengæld har den en vis salttolerance, som sætter den i stand til at leve i Østersøen med tilstødende farvande.

Problemet er blot, at indtrængende saltvand på rekordtid kan udrydde eller i hvert fald decimere bestanden af brakvandsgedder. Langt tilbage i litteraturen kan man læse mange beretninger om “saltslåede” gedder efter perioder med indtrængende saltvand. Det er især de sydsjællandske farvande, der er udsat – med lokaliteter som Stege Nor, Præstø Fjord og Bøgestrømmen som kendte lokaliteter for brakvandsgedder.

Gedderne vokser godt i det næringsrige brakvand – måske endda bedre end i rent ferskvand. Et forhold, man kender fra flere andre rovfisk. Fisk over 10 kg er ikke udsædvanlige herude, og mest kendt er nok Jørn Henriksens pragtgedde på 17,2 kg fra Præstø Fjord.

Pt. udfoldes der store anstrengelser for at lokke udenlandske sportsfiskere til de sydsjællandske geddevande, som efter stabile perioder uden indtrængende saltvand kan byde på fornemt fiskeri. Turistbranchen fokuserer primært på tyske og hollandske fiskere, som vil få let adgang via en kommende fast Fehmarn-forbindelse.

Man skal dog være klar over, at der er tale om et fiskeri, som kan forsvinde med et snuptag. I skrivende stund er man endnu ikke klar over konsekvenserne af den rekordstore saltvandsindstrømning, der fandt sted op til årsskiftet 2014-2015. Faktisk den største siden 1951. Og den første større af slagsen siden 2003. Der er fundet saltslåede gedder, men omfanget er stadig ikke kendt. Forhold som disse afhjælper ingen totalfredning.

Forskere omkring Østersøen har beregnet, at ikke mindre end 300 kubikkilometer Nordsøvand er trængt ind i den ellers så ferske Østersø. Heraf 200 kubikkilometer fuld styrke havvand. Omregnet til rent salt, drejer det sig om intet mindre end 4 gigaton.

Hvor saltholdigheden i det såkaldte Arkonabassin vest for Bornholm normalt ligger på 16 promille, er den nu steget til hele 26. Normalt betegner man vandet her som brakt, men nu kan her også leve rene saltvandsorganismer. Saltvand er dog tungere end ferskvand, og saltholdigheden er derfor langt lavere i de kystnære vande, hvor gedden lever.

Forskerne regner først med at kunne se resultatet af den seneste saltvandsindtrængen i 2016. Indtil da må vi leve med, at brakvandsgedder i det sydsjællandske altså er en flygtig ressurse, der hurtigt kan forsvinde.

Geddegiganter

Historien vrimler med dramatiske beretninger om mosgroede kæmpegedder, som er gået til angreb på både fisk og fiskere. Nogle er sluppet godt fra angrebene – andre er havnet i båden eller på land.

En af verdens største kendte gedder stammer fra Loch Ken i England. Gedden blev fanget tilbage i 1772 og vejede 72 engelske pund, hvilket jo er på den rigtige side af de 30 kg!

Som et kuriosum blev Loch Ken gedden taget på flue – en megastor monsterflue bestående af en håndfuld hele øjefjer fra påfuglens hale. Fluen blev ikke kastet, men trukket efter en båd.

Vor største hjemlige gedde er den berømte Grarup-gedde, der blev fanget i 1929 i den lille Grarup Sø nær Haderslev i Sønderjylland. Den var 150 cm lang og vejede imponerende 26,5 kg. Fangeren Christian Damkjær er foreviget med gedden på et udmærket foto, der ikke efterlader megen tvivl om størrelsen.

Grarup-gedden blev ikke taget på stang og line, men på en agnet og selvfiskende geddebrik. Da brikken blev røgtet den følgende morgen, følte fiskeren ikke, at han havde andre muligheder for at aflive fisken – end at skyde den med sit haglgevær!

For nogle få år siden var Sylvain Legendre på fisketur i en klarvandet fransk sø ved navn Lac Annecy. Her fangede han en monstergedde på ikke mindre end 137 cm, der takseres til at have vejet i omegnen af 25 kg – plus minus et par stykker.

Fisken blev genudsat og ikke forinden vejet på en registreret vægt. Der var heller ingen vidner, da Sylvain var alene i båden. Men billederne taler deres tydelige sprog. Der er sandsynligvis tale om en ny verdensrekord. Blot er den uofficiel. Læs hele historien om den franske gigantgedde her.

Rekordstore fisk hører ofte fortiden til, men der er undtagelser. Til dem hører den 125,5 cm lange monstergedde på 21,1 kg, som Finn Sloth Hansen landede den 22. februar i år. Ikke nok med, at der er tale om en ny Danmarksrekord. Fisken blev sågar fanget fra kajak, hvilket gør den til noget ganske særligt.

Og så blev den nye Danmarksrekord ikke – som ellers mange andre magnumgedder – taget i et Put & Take vand med masser af udsatte regnbueørreder. Det var tale om en vlld fisk fra en naturlig sø.

Steen Ulnits