Denne artikel blev publiceret i Sportsfiskeren nr. 7 fra 1987. Forfatteren var Jeppe Steensen.
Steen Ulnits er et godt eksempel på den ny tids biologisk velfunderede sportsfiskerskribenter.
Født den 21. maj i det Herrens år 1956, da russerne tog Ungarn. Stedet var Ringkøbing by nær Skjernå-laksens vugge. Det var i de dage, da der endnu var laks af betydning i åen – kun to år efter fangsten af Dinesens rekordlaks på 26,5 kg.
Urolig barndom
Med faderen som postassistent gik det land og rige rundt i takt med avancementerne. Fra Ringkøbing over Samsø til København for til sidst at ende på Nord-Als i det sønderjyske. I dag er Steen Ulnits bosat i Århus, hvorfra han drager hovedlandet rundt med sine stænger og fluer.
Lystfiskerkarrieren lod ellers vente på sig. I Ringkøbing var han for lille, på Samsø var der ellers vand nok, og i Køge Bugt var vandet for beskidt. Sulfoskummet lå i en tyk bræmme langs stranden i de år…
Steen Ulnits er ikke arveligt belastet. Faderen er ivrig filatellist – sikkert præget af de mange år i det danske postvæsen – en interesse, sønnen aldrig rigtig delte. Det gjorde til gengæld faderen heller ikke, da sønnens interesse for lystfiskeri pludselig opstod. Den opstod spontant, da en af klassekammeraterne, hvis far havde en sportsforretning i Rødovre, en dag havde en stak grejkataloger med i skole.
Steen var solgt på stedet – hvorfor ved han stadig ikke. Men de farvestrålende stænger, hjul, blink, spinnere og woblere havde en dragende magt, som stadig holder. Årets nye grejkataloger er stadig lige spændende, omend han ikke længere er nede og spørge efter dem hver dag efter skoletid!
Helleflynder, Grønland, 1985
Men det var først, da familien – bestående af kun tre, for Steen er et (forkælet?) enebarn – flyttede teltpælene til Als, at det første grej blev købt. Det var en massiv 5 fods “Fiwa” med et elendigt “Hawk” fastspolehjul og en spole med 0.45 line. Den skulle jo kunne holde! Det kunne den da også, selv om der kun var plads til 25 meter af den på spolen… Kastene var derefter, naturligvis – omkring de 10 m, når forholdene var gunstige!
Al begyndelse er svær
Steen er selvlært lystfisker, hvilket vil sige, at han absolut skulle begå alle fejlene selv. Da først læretiden var overstået – et halvt års tid på den lokale badebro – forbarmede den første ulk sig over den rød-gule blypirk (fra Dansk-Svensk Stål i Nordborg).
Ulken blev transporteret hjem i triumf, anbragt i carporten, hvor den daglig blev beundret, indtil fangerstoltheden kølnedes lidt. Selv kvarterets katte gik da i en stor bue udenom!
Brugte siden de få og surt sammensparede lommepenge til en billig (?) 9 fods Atlantic stang med et 444A (verdensmesterhjulet!) og blev straks en ihærdig kystfisker, der, som de voksne, kun fiskede efter ædle havørreder. Eneste forskel var, at han ikke fangede nogen…!
Der gik dog hul på bylden hen ad vejen, selv om forvirringen var fuldkommen, når han studerede bøgerne på det lokale skolebibliotek.
I Politikens “Jeg er Lystfisker” stod der nemlig, at man skulle kaste vifteformet og spinne varieret ind. I Paul Wellendorfs “Lystfiskerhåndbogen” stod der omvendt, at man skulle gå nogle skridt mellem hvert kast, kaste vinkelret ud fra kysten og spinne ind i et regelmæssigt tempo…!
Når man ikke er ret gammel, er det svært at forstå den slags modstridende råd.
Steelhead, British Columbia, 1986
Der blev fisket hver dag efter skoletid og mindst to dage hver weekend! Flere blanke måtte med hjem i tasken – til behørig præsentation i køkkenvasken. Udbyttet svarede dog ikke helt til indsatsen, forekom det, og det ærgrede ham. Ærgerrig har han altid været, når noget har haft hans interesse – lidt for meget efter nogles smag!
Der blev tænkt mange tanker i de år, og lidt efter lidt blev han klogere på de mystiske havørreders færden omkring øen. Samtidig begyndte interessen for fluefiskeri, og da der ikke var noget vandløb at træne i på Als, hvad var så mere naturligt end at bruge kysten?
Det gjorde Steen i lang tid – uden held. Bevares, der var mange kysttorsk i de år, og hornfiskene holdt sig heller ikke tilbage. Men de blanke… En kold, men stille juledag gik der dog hul på bylden, og fire fine grønlændere på 40-45 cm måtte lade livet for en lille Mickey Finn (str. 8) – en trofast favorit lige siden.
Efter studentereksamen i Sønderborg og to års arbejde på den lokale fabrik (Danfoss) flyttede Steen Ulnits til Århus for at læse på universitetet. Den stedse hårdere belastning af naturen gav ham mange søvnløse nætter, og for at slippe fri af den ubehagelige følelse af afmagt besluttede han sig for at læse biologi. Så havde han i det mindste et våben i kampen – viden og indsigt!
Lidt af en globetrotter
De penge, han under fabrikstiden havde lagt til side til studierne, brugte han til sin første store Alaska-rejse i 1976. Til forældrenes store fortrydelse, ganske vist! Steen har dog aldrig fortrudt det, for det blev begyndelsen til mange spændende langfarter i det store udland.
Plettet havkat, Grønland, 1985
Grønland har altid ligget hans hjerte nær efter det første besøg i 1974, Canada og Alaska ligeledes. Det er blevet til mange og regelmæssige besøg med et utal af spændende oplevelser med grizzlybjørne, hvaler, ørne og så naturligvis store laks og ørreder. Det er trods alt dem, der har været drivkraften bag det hele.
Steen Ulnits holder af at fiske efter næsten alle slags fisk, og allerhelst med fluestangen. I de tidlige år som fluefisker var der der langt til de jyske strømvande, og var vejret ikke til kysten, da var der altid et par moser, som lokkede med deres gedder, aborer og skaller. Der findes ikke mange danske fisk, som han ikke har taget på flue. Det er en hel sport i sig selv, føler han.
Steen Ulnits skrev sin første artikel i 1973, 17 år gammel. Poul Thomsen (ham fra TV!) returnerede det håndskrevne manuskript med den kommentar, at han skam gerne ville købe artiklen – blot den var maskinskrevet. Det blev den så de følgende weekends…
Senere er det blevet til et utal af artikler og fotos i ind- og udenlandske tidsskrifter. Dertil til dato fem bøger på Skarv Naturforlag. Altsammen så han kunne finansiere de dyre udlandsrejser og samtidig have brød på bordet under studiet – i hvert fald hver anden dag!
Evighedsstudent
Studierne tog længere tid, end Ulnits havde regnet med. Der var altid lige noget fiskeri, der skulle prøves – nye vande og nye fluer at teste. Og så var det jo ikke så lidt sjovere end at terpe latinske betegnelser på universitetet…
I de første år af studierne brugte han mere tid tid bag rattet i sin lille rustne Mascot – på vej mod fjerne fiskevande – end bag studiebøgerne.
Pukkellaks, British Columbia, 1982
Færdig blev han dog alligevel, langt om længe, med et speciale i saltvandstolerance og smoltifikation hos laksefisk. Han mener selv, at den eneste grund til, at han nogensinde blev færdig, var, at han allerede et lille halvt år forinden fik tilbudt et spændende job.
Tre dage efter specialeeksamen på universitetet tiltrådte han sit nye job som fiskeribiolog ved Danish Farm Projects i Randers, og allerede ugen efter drog han afsted til Kina for at se på mulighederne for en storstilet rejeproduktion på nordbredden af Yangtsekiang flodens kæmpemæssige delta.
Herfra var han netop vendt tilbage, da “Sportsfiskeren” snakkede med ham. Uheldigvis med en grim Hongkong influenza hentet i – naturligvis – Hongkong!
Alligevel har vi ikke hørt det sidste ord fra Steen Ulnits – vær vis på det! Som en anden kendt sportsfiskerforfatter (Jens Ploug Hansen) engang udtalte det:
– Han er en af dem, der ynder at efterlade sig paddehatteskyer i kølvandet…!
Og det er ikke nogen helt forkert karakteristik. Steen Ulnits holder af at være kontroversiel og får derfor ofte både fingrene og ørerne i maskinen…
Tekst: Jeppe Steensen – Sportsfiskeren 7/1987
Fotos: Steen Ulnits
Regnbueørred, Alaska, 1976
En lille efterskrift for de lidt mere historisk og kriminologisk interesserede:
Sportsfiskerens daværende redaktør Per Rørkær Madsen skrev ofte under pseudonymet “Jeppe Steensen”, når han af forskellige årsager ikke ville lægge eget navn til.
Jeg kendte Per godt fra hans tid som museumsinspektør på Sønderborg Slot. Jeg kendte også hans charmerende og udadvendte hustru, som var rejseleder med speciale i Italien. Stor var derfor min bestyrtelse, da jeg dagen efter min hjemkomst fra en måneds fiskeri på Grønland gik ned til bladkiosken for at købe dagens udgave af Politiken.
På et stort skilt uden for kiosken kiggede Per mig pludselig i øjnene i fuldt format. Underteksten var direkte og helt uden omsvøb eller formildende omstændigheder:
“Graver konen ned i baghaven”
Jeg glemte alt om Politiken og styrtede ind for at købe den pågældende udgave af EkstraBladet. Og ganske rigtigt:
Efter længere tids uoverensstemmelser og en god del alkohol var de to kommet op at skændes så grundigt, at Per havde mistet besindelsen og slået sin hustru ihjel. Efterfølgende havde han gravet hendes lig ned i baghaven og beroliget naboerne med, at hun blot havde fået forlænget sit ophold i Italien…
Den frygtelige sandhed kom først frem, da en nabo undrede sig over en mærkelig forhøjning i haven og alarmerede politiet.
Steelhead, British Columbia, 1986
Well, det er heldigvis de færreste forundt at kende nogen, der har dræbt sin kone. Og ja, det lyder nærmest usandsynligt, men jeg kender faktisk to:
Kort tid efter skete der nemlig det, at en af de daværende ejere af Skibby Både og Cykler strangulerede sin færøske hustru… Som også Per kom han i fængsel for ugerningen, der naturligvis rystede omgangskredsen. Det havde ingen set komme.
Men så er det altså også et hårdt og farligt job at være i lystfiskerbranchen. Min gode ven og våbenfælle Jens Ploug Hansen så desværre ingen anden udvej end at skyde hovedet af sig selv med sit haglgevær – direkte inspireret af forbilledet Ernest Hemingway, som jo gjorde nøjagtig det samme. Ak ja…
Jeg har lovet min gamle mor at passe lidt bedre på – ikke at komme helt derud, hvor jeg ikke længere kan bunde i mine åndbare waders!
© 2015 Steen Ulnits
Del denne artikel: