Forfatterarkiv: Steen

Tunen tilbage til Danmark?

Næsten alle medier har bragt nyheden om, at der igen er observeret tun i vores farvande. Og blandt de danske lystfiskere har det selvsagt været en kæmpestor begivenhed, at en af havets allerstørste trofæfisk igen er repræsenteret i de danske farvande.

Tunens tilbagevenden til havet omkring Danmark har naturligvis affødt en stribe debatter på de forskellige online foraer og i FaceBook-grupper for lystfiskere. Man kan allerede nu fornemme kimen til ny epidemi af tun-feber i lighed med den, der rasede fra afslutningen af 2. verdenskrig og frem til starten af 60’erne.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har også været ude med en udmelding omkring tunfiskeri. DSF mener, at det er forbudt at lystfiske efter tun. På DSF’s hjemmeside er der blevet bragt en artikel, med en udtalelse fra fiskeriinspektør Arne Madsen, som oplyser læserne, at lystfiskerne ikke må fange tun i de danske farvande, da Danmark ikke har en tunkvote.

Det kan så undre, at DSF ikke har spurgt fiskeriinspektøren, hvorfor tunen slet ikke er nævnt i de fredningsregler og mindstemål – http://m.fisketegn.dk/mindstemÃ¥l_og_fredningstider.aspx?ID=45364 – som gælder for lystfiskeriet. Det er også lidt underligt, at DSF heller ikke har følt trang til at undersøge, hvad det er for nogle kvoteregler, som regulerer det danske lystfiskeri.

Men uanset hvad DSF og fiskeriinspektør Arne Madsen mener, så er det under alle omstændigheder helt klart, at tunens tilbagevenden til vores farvande er en begivenhed, som virkelig kan skabe røre i andedammen. Det er næsten som et deja-vu at læse nogle af trådene på de mest populære fiskeforaer, hvor der er flere lystfiskere, som allerede er på vej ud på tunfiskeri.

– Et nyt tuneventyr?

Jeg har selv som dreng lyttet med, når de voksne lystfiskere snakkede om tunfiskeriet på Øresund, og jeg kan tydeligt huske den stemning og eufori, som der dengang var omkring tunfiskeriet. Det gav naturligvis grobund for en masse drømme om, at når jeg selv blev voksen, så skulle jeg også på Øresund og fange nogle af de der tun, som var så kæmpestore og stærke, at de kunne trække af sted med en større motorbåd!

Men jeg fik aldrig set tunen springe på Øresund. Alle os, der er så gamle, at vi i samtiden oplevede de sidste rester af tun-eventyret, medens det lakkede mod enden, vi kan også huske, at der var mange mærkværdige teorier i omløb. Teorier, som forsøgte at forklare årsagerne til, at der ikke længere kunne fanges tun i de danske farvande.

Her 2015 må vi konstatere, at der ikke findes en endegyldig og videnskabelig dokumenteret årsag til, at tunen forsvandt fra Øresund og Kattegat i slutningen af 50’erne. Men der er overvældende mange indicier, som peger i retning af, at hovedårsagen var en systematisk opfiskning af bestanden..

Der er også en lang række kendsgerninger, som entydigt dokumenterer, at datidens lystfiskere havde et ikke ubetydeligt medansvar for, at der blev rovfisket på den stamme af tun, som i sensommeren trak ind i de indre danske farvande.

En formildende omstændighed er dog, at videnskaben helt frem til slutningen af 60’erne helt seriøst mente, at fiskene i verdenshavene var en uudtømmelig ressource, som ville reproducere sig selv hurtigere end den kunne fanges af fiskerne. Her i dag kan vi så konstatere, at det ikke er den første gang, og det bliver med garanti heller ikke den sidste gang, at biologerne har fejlvurderet naturens ressoucer.

En meget dyr hobby

Tunfiskeri har altid været en ekstrem dyr hobby, og tilbage i 40’erne og 50’erne var det for alvor en kostbar sport, som krævede meget dyre og hurtige motorbåde. Og hvis fiskeriet ikke skulle foregå med de simple håndliner, så skulle der importeres kostbare tunstænger og hjul fra England og USA, og derfor var alle de, som deltog i tunfiskeriet på Øresund og Kattegat, relativt velhavende og højt profilerede lystfiskere.

Koryfæerne Bent Lind Jacobsen, Børge Munk Jensen og Ludvig Svendsen var alle kendte lystfiskerskribenter, som var særdeles aktive i datidens tunfiskeri. Op gennem 60’erne havde de skrevet mange artikler om emnet – med teorier om, at det var alt fra sygdomme i tunbestanden, til ændrede havstrømme og erhvervsmæssigt overfiskeri, som var årsagen til, at der ikke længere var tun i de danske farvande.

Men set med nutidens øjne, så er det ret åbenlyst, at de havde meget travlt med at pleje deres eftermæle. De havde det velkendte problem, at de på den ene side gerne ville prale med deres egne fangster af tun. Samtidigt var de i det dilemma, at de meget nødigt ville fremstå som medansvarlige for rovfiskeriet på tunen i de danske farvande.

Det har dog knebet gevaldigt for Ludvig Svendsen. Han var nemlig forfatter til bogen “Tun”, som blev udgivet i 1949, hvor tunfiskeriet kun gik fremad. Den bog er nemlig en ren tilståelsessag, som i begejstrede vendinger beretter om lystfiskernes meget store fangster af tun. Og hans egen grejforretning tjente helt sikkert rigtig godt på importen og salget at tungrej.

60 til 120 tons tun om året

Men fælles for datidens tunfiskere har været, at de allesammen gerne ville prale med deres fangster og samtidig nedtone deres andel i det voldsomme rovfiskeri, som foregik op gennem 50’erne. Opgørelser fra dengang viser nemlig, at lystfiskerne hvert år fangede og landede et sted mellem 400 og 800 tun. Med en gennemsnitsvægt på 150 kilo, så bliver det rundt regnet fra 60 og helt op til 120 ton tun om året.

Hvis vi så ganger tallene op med, at der blev fanget tun i perioden fra 1945 og frem til 1963, så bliver det til rigtig mange ton tun, som de danske lystfiskere fangede. Dette regnestykke skal desuden ses i lyset af, at tunsæsonen var meget kort. Det var kun i halvanden til to måneder om året, at der var tun i de indre danske farvande, så det har været et utroligt hektisk fiskeri, hvor der hver dag blev fanget og landet mange fisk.

Det var i øvrigt sådan, at datiden lystfiskere solgte hovedparten af deres fangster af tun på fiskeriauktionerne. På den måde finansierede de helt eller delvis deres udgifter til tunfiskeriet.

Her i Danmark er der i mere end hundrede år blevet ført systematiske statestikker over fiskernes fangster, og det er netop sket ved, at fiskeriauktionerne har skullet indberette, hvor meget der er blevet indvejet og solgt af de forskellige arter. Så derfor har Danmarks Statistik nogle ret præcise opgørelser over antallet og vægten af de tun, der blev fanget.

Disse statestikker viser, at i starten var gennemsnitsstørrelsen på tunene langt over 150 kilo, men i de sidste år endte den helt nede på 25-50 kilo. En sådan udvikling i gennemsnitsvægten er netop en biologisk indikation på, at der er blevet drevet rovdrift på en bestand, hvor man først fanger alle de store gamle fisk. Til sidst ender det op med, at der næsten kun fanges ungfisk, som knap nok har nået at gyde en enkelt gang.

Det er i øvrigt helt analogt med bestandene af torsk i de danske farvande. Dem har erhvervsfiskerne i mange år befisket så hårdt, at der ikke er ret mange individer over 8-10 kilo, og derfor udgør torsk op til 3-5 kilo hovedparten af bestandene.

Fra fiskestænger til notbåde

Datidens erhvervsfiskere var det, der i dag betegnes kystfiskere. De sejlede kun så langt ud på havet, at de stadig kunne skimte land i horisonten. Og de fleste erhvervsfiskere hadede faktisk tunen, da de kunne ødelægge deres garn.

For fuldstændighedens skyld skal det også tilføjes, at det danske erhvervsfiskeri helt frem til slutningen af 50’erne endnu ikke blevet industrialiseret. Dengang bestod fiskerflåden udelukkende af mindre træbåde. I det lille styrhus var der kun et kompas, og når det gik meget højt en kortbølgeradio, så skipperen kunne lytte til vejrmeldinger.

Men lystfiskernes salg af tun på fiskeriauktionerne skabte gradvist et marked, hvor kilopriserne for tun hen ad vejen blev så gode, at der var mange erhvervsfiskere, som også begyndte og fiske efter tun med håndliner og bremsebøjer. På den måde deltog de i det massive overfiskeri. Der var sågar nogle erhvervsfiskere, som samarbejdede med lystfiskerne på den måde, at de tilbød pladser til 2-4 lystfiskere på deres kutter. Lystfiskernes betaling for turen var så, at alle de tun, de fangede, tilfaldt båden og skipperen.

En af eftertidens mange påstande har også været, at udryddelsen af tunen udelukkende skyldtes, at norske notbåde drev rovdrift på tunens fødegrundlag i Nordsøen og Skagerak. Jeg vil nu stille et meget stort spørgsmålstegn ved den teori. Det var nemlig først op gennem 60’erne, at notfiskeriet for alvor blev opskaleret til et industrielt niveau, og på det tidspunkt havde de danske tun været udryddet i flere år.

Der er dog ikke nogen tvivl om, at fra slutningen af 60’erne var notfiskeri udviklet til en særdeles effektiv industri, med mange store fartøjer. Derfor var og er notfiskeriet forsat en meget alvorlig trussel mod alle de arter af stimefisk, som er tunens fødegrundlag.

– Hvad med fremtiden?

Men tunen er nu tilbage i Skagerak og den nordlige del af Kattegat, og her i efteråret har vi kunnet opleve, at kunstmuseet Arkens restaurant gik i medierne og reklamerede med, at den havde købt en tun, som var fanget af norske erhvervsfiskere i Skagerak, og som ville blive serveret for stedets gæster.

daasetun

Men det har givet et alvorligt bagslag, da restauranten og dens køkkenchef havnede i en regulær shitstorm på FaceBook. Paradokset er så, at flertallet af dem, der har deltaget i kritikken af Arkens restaurant, med garanti ikke tænker over, at det faktisk er et langt større problem, når de selv køber tre dåser tun på tilbud i supermarkedet.

Den kritik, der ramte Arkens restaurant gør dog, at vi godt kan forudse, at der er en overhængende risiko for, at det vil få nogle meget negative konsekvenser for alle danske lystfiskere, hvis der er nogle stolte storfangere, som publicerer billeder på FaceBook, hvor de poserer sammen med døde tun.

Omsætningsforbudet forhindrer også, at nutidens lystfisker kan sælge en tun på fiskeriauktionen, og det vil nok være en meget stor mundfuld, hvis den glade fangers familie og venner skal spise sig gennem 100 eller 200 kilo tunkød. Og derfor vil jeg sige, at jeg virkelig håber på, at de danske lystfiskere vil tænke sig om, og at de vil tage ved lære af fortidens fejltagelser, så et nyt tun-eventyr ikke går hen og bliver en gentagelse af det forrige.

Tun-fisketegn

Hvis det i de kommende år viser sig, at den bestand af tun, som i sensommeren trækker ind i de danske farvande, er i en stabil vækst, så er det mit helt personlige forslag, at der laves nogle regler, så lystfiskerne hvert år tildeles en bæredygtig fangstkvote på f.eks. 50 til 100 tun.

Og for at kunne deltage i fiskeriet efter tun, så skal lystfiskerne allerede ved årets start indløse et tun-fisketegn, som mindst bør koste 5.000 kroner. Indtægten fra dette særlige fisketegn skal ikke som det nuværede fisketegn gå til udsætninger af lakseyngel og biologlønninger, men derimod ubeskåret anvendes til opkøb af erhvervsfiskernes kvoter på fangst af tun og de mindre fiskearter, som tunen hovedsageligt lever af.

Der bør også laves en undtagelse fra omsætningsforbudet, så lystfiskerne kan sælge deres fangst af tun på fiskeriauktionen. Det er nemlig sådan, at nogle tun kæmper sig til døde og derfor ikke kan genudsættes. Det skal så bare være sådan, at indtægten fra salget skal gå ind i den samme pulje, som indtægterne fra tun-fisketegnet.

Fotos: Niels Riis Ebbesen og Steen Ulnits

New Horizons

Pluto og planeterne

Vi lever netop nu i en helt fantastisk tid. Vi oplever netop nu, hvordan vi høster frugterne af et helt årtis hårdt, videnskabeligt arbejde.

Nu gælder det så udforskningen af den (måske) niende planet i vort solsystem, Pluto også kaldet. Den har længe spøgt i vore hjerner, for hvad er det for en størrelse, vi her har med at gøre? Og er den overhovedet en “rigtig” planet som de øvrige otte?

Spørgsmålene er mange, men svarene har indtil nu været ganske få. Ingen har nemlig kunnet få et blot nogenlunde skarpt billede af den lille frækkert længst ude i Kuiperbæltet, som adressen er herude.

Men nu ved vi. Nu har vi netop været forbi og kigget lille Pluto i kortene. Rejsen derud tog næsten 10 år, men vi nåede det, inden den nåede endnu længere væk. Havde vi ikke timet det hele rigtigt hjemmefra, ville det have taget dobbelt så lang tid at få et godt billede af planeten (?) Pluto. Nu tog det kun 9,5 år at nå derud og få visuel kontakt, så vi kunne få billeder sendt tilbage til vor egen planet, Jorden.

De otte “store” planeter, som er i evigt kredsløb om Solen, har været kendt siden oldtiden. De kunne og kan stadig ses og følges med det blotte øje eller i hvert fald en kikkert. Pluto derimod har hele tiden været lidt af en teoretisk størrelse. Den kunne og kan nemlig ikke ses.

Astrofysikerne havde derimod kunnet regne sig frem til, at den måtte være der. Helt tilbage til 1840 kunne matematikere og astrofysikere regne sig frem til dette. Noget trak ellers de to yderste planeter i vort solsystem – Uranus og Neptun – i den forkerte bane. Der måtte således være et ekstra himmellegeme – måske endda en ekstra planet, der blot ikke var synlig med selv de stærkeste teleskoper.

Tombaugh og blink-komparatoren

Allerede i 1840’erne havde et kompliceret regnestykke forudsagt eksistensen af en planet uden for Neptuns bane. Beregninger baseret på Neptuns masse indikerede, at isgiganten og dens nabo Uranus’ baner ikke helt passede med planeternes beregnede bevægelser. Nogle af datidens astronomer konkluderede derfor, at der måtte være endnu en masse, som trak i de to velkendte planeter.

Ved århundredeskiftet tog jagten på at manglende planet fart: – Hvem ville ikke gerne have æren af at have fundet den første nye planet i mere end et halvt århundrede? Det mystiske, ukendte og måske slet ikke eksisterende himmellegeme fik derfor betegnelsen “Planet X”, som pirrede både nysgerrigheden og fantasien verden over.

I Boston boede den amerikanske aristokrat Percival Lowell, der i dag nok er bedst kendt for sin veludviklede fantasi. Det var nemlig ham, der fik øje på store kunstige vandingskanaler på overfladen af planeten Mars. Lowell gik nu i gang med efterforskningen med stor iver og ildhu. Som velhavende adelsmand havde han nemlig både lysten, tiden og pengene til det.

Lowell havde bygget sit eget observatorium i Flagstaff, Arizona, og i 1905 blev det selve epicentret for eftersøgningen af Planet X. Men forgæves. Lowell døde i 1916 – uden at vide, om eller at Planet X virkelig eksisterede.

Vi spoler hurtigt frem til 1930. En sen eftermiddag i februar sad den 24-årige Clyde Tombaugh på sin plads i Lowell-observatoriet. Efter en forflytning fra farmen i Kansas, var Tombaugh blevet tildelt opgaven at søge efter Lowell’s mystiske planet. Han havde ingen formel uddannelse i astronomi, men havde udviklet en sjælden færdighed i at bygge brugbare teleskoper af usædvanlige komponenter – eksempelvis gamle bildele.

Han var også noget af en perfektionist. “Da jeg plantede vore majsmarker,” skrev han siden i sine memoirer fra 1980, “skulle rækkerne på tværs af feltet være lige som en pil. Ellers var jeg ikke tilfreds. Det senere arbejde med at efterforske alle mulige og umulige kandidater til Planet X var det mest kedelige arbejde, jeg nogensinde havde udført.”

Tombaugh brugte et års tid på at søge efter den forsvundne verden. Det skete ved hjælp af en såkaldt “blink-komparator”. En larmende maskine, som lader seerne bladre frem og tilbage mellem lange eksponeringer af himlen, der ofte indeholder flere hundrede tusinder af stjerner, taget flere dages mellemrum. Alt, der rejste en betydelig afstand i løbet af denne tid – eksempelvis en planet eller en asteroide – kunne da ses flytte sig. De var da planeter og ikke fiksstjerner.

Planet X lokaliseret

Den mystiske Planet X dukkede pludselig op af stjernevrimmelen – knapt synlig på eksponeringerne. Men den altid pertentlige Tombaugh spottede alligevel den lille himmelstormer blandt de mange eksponeringer. Og som grundige mand, han var, checkede og dobbeltcheckede han sin opdagelse, inden han annoncerede den.

Lowell Observatoriet ventede med at annoncere den epokegørende nyhed til den 13. marts 1930, der tilfældigvis faldt sammen med 75-året for Lowell’s fødsel. Men konkurrerende astronomer konkluderede straks, at der var noget galt. Den fundne lysplet var helt enkelt så svag, at det pågældende himmellegeme umuligt havde masse nok til at påvirke Neptun og Uranus’ baner så meget, som tilfældet var.

Astronomerne havde forventet sig en langt større planet end den, de nu fik præsenteret af Tombaugh fra Lowell. De antog dog, at den nok var på størrelse med Jorden. Meget mindre end Uranus og Neptun, men dog en respektabel planet.

Efterfølgende skulle den nye planet så have et navn, og det viste sig at være næsten mere vanskeligt, end det havde været at finde den. Hundredvis af breve væltede nu ind med mere eller mindre fantasifulde forslag til navne.

”Minerva” var en af de tidlige spidskandidater. Lowell’s enke, Constance Lowell, der havde sponseret eftersøgningen af Planet X efter sin mands død, foreslog både “Percival” og “Lowell”. Til sidst kastede hun al ydmyghed overbord og foreslog sit eget navn: ”Constance”…

Det er sjældent, at små piger interesserer sig for at kigge stjerner. Men der er heldigvis undtagelser. På den anden side af det store Atlanterhav boede en 11-årig engelsk pige ved navn Venetia Burney, hvis store interesse netop var astronomi.

Hun foreslog henkastet navnet “Pluto” – navnet på den romerske gud for underverdenen. Det virkede som et passende mørkt navn for en mystisk planet så langt ude i verdensrummet, mente hun, og det fulgte den samme mytologiske navngivningskonvention som de øvrige planeter.

Meget passende indeholdt navnet også Percival Lowell’s initialer. Den 1. maj 1930 meddelte Lowell observatoriet så, at Planet X ville blive kaldt “Pluto”.

New Horizons sendes afsted

Tilbage i de sene 1980’erne havde rumsonden “Voyager 2” gennemfløjet de yderste dele af vort solsystem. Den kom da så langt ud, at man for første gang kunne beregne en nogenlunde eksakt størrelse på planeten Neptun: 17 gange Jordens. Sætter man det tal ind i de gamle ligninger for planeter og deres baner, passer pengene. Alle var glade.

Men det viste sig efterfølgende, at udregningerne var behæftede med fejl. Der var stadig andet og mere på spil, end man havde observeret eller kunne måle sig til. Efterfølgende fratog astronomerne endegyldigt Pluto dens status som planet. Nu var den reduceret til en såkaldt “dværgplanet”. En degradering, som dels skyldtes Pluto’s ringe størrelse – dels dens besynderlige bane, der ikke var som forventet eller beregnet.

Vi spoler nu frem til den 19. januar 2006, hvor man opsendte rumfartøjet “New Horizons” fra Cape Canaveral – placeret på toppen af en meget kraftig Atlas V raket. Efter kun 9 timers flyvning nåede fartøjet Månens kredsløb. Til sammenligning tager det samme normalt bemandede Apollo flyvninger tre dage!

På selveste den amerikanske uafhængighedsdag – 4th of July samme år – passerer New Horizons så planeten Mars’ bane, og ved årsskiftet 2006/2007 modtager NASA de første uskarpe billeder af Pluto. Tidligt på år 2007 observeres en af planeten Jupiters måner, Callirrhoe, på lang afstand, mens man foretager styreøvelser på rejsen.

Efter et år, hvor den tilbagelagde mere end en million kilometer om dagen, ankom New Horizons så til planeten Jupiter. Vi skriver 2008, og afstanden til Jupiter er beskedne 2.305 millioner km… Den lille rumsonde bruger nu kæmpeplanetens tyngdekraft som en slags slangebøsse til at sende sig videre afsted – med en så stærkt øget fart, at det var nok til at skære godt tre år af den totale rejsetid…

Men selv med den nye tophastighed tog det næsten otte år mere at nå ud til endemålet – planeten eller dværgplaneten Pluto. Sent i år 2008 når New Horizon så ud til planeten Saturns bane, og sent det følgende år 2009 er en af rejsens store milepæle nået: New Horizons er nu tættere på Pluto end på Jorden! Det følgende år 2010 er rejsen mod Pluto så halvt fuldendt.

I 2011 når New Horizons planeten Uranus’ bane, og rumsonden er nu tættere på Pluto, end noget andet rumfartøj nogensinde har været. New Horizons lægges herefter i dvale et par år, mens rejsen fortsætter på laveste blus, men stadig højeste fart.

De første billeder af Pluto

I 2013 vækkes rumsonden delvis til live – blandt andet for at tage de første billeder af Plutos største måne Charon, som man da har på skudhold. I 2014 er New Horizons kommet så tæt på, at den kan sende billeder af både Pluto selv og Charon til Jorden. Midt på året passerer den for øvrigt planeten Neptuns bane.

Den 12. juni 2014 vækkes New Horizon for alvor af dvalen. Man er nu nået ud i det såkaldte Kuiper bælte, hvor temperaturen er tæt på det absolutte nulpunkt. Umiddelbart efter nytår begynder rumsonden for alvor at udforske komplekset omkring Pluto – planeten og dens håndfuld af måner.

I 2015 er New Horizons kommet så tæt på selve Pluto, at missionens vigtigste opgave kan begynde: Udforskningen af den måske yderste planet i vort solsystem. Man starter en af styreraketterne op og lader den køre i hele 93 sekunder, så retningen mod Pluto bliver helt præcis. De første billeder af Pluto fra New Horizons ankommer snart til Jorden – bedre end de hidtil bedste fra rumteleskopet Hubble.

Den 17. juli 2015 er det endelig så vidt: New Horizons passerer Pluto i en afstand af sølle 12.500 km. Det er faretruende tæt på – ikke mindst når farten er imponerende 13,78 km i sekundet…

Der bliver fotograferet på livet løs og transmitteret tilbage til NASA, som går i gang med at analysere de enorme mængder data – pixel for pixel. Snart har man strikket det første højopløste billede af vor yderste planet sammen og kan publicere det for hele verden.

Pluto lever med en diameter på blot 2.390 km så ganske op til betegnelsen “dværgplanet”. Den er med sin middeltemperatur på 240 minusgrader samtidig et af de koldeste steder i vort solsystem – tæt på det absolutte nulpunkt, der er minus 273 grader Celsius. Pluto er derfor det eneste sted i vort solsystem, hvor gassen methan forekommer som fast, frossent stof. Som is ved polerne.

Pluto har som alle rigtige planeter sine egne måner, der kredser om den. Den største af dem alle er Charon, som vi har fået fremragende billeder af fra New Horizons. Den er ganske stor i forhold til Pluto selv – næsten halvt så stor – og dens masse har derfor stor indflydelse på Plutos bane gennem Kuiperbæltet.

De to himmellegemer roterer omkring en akse midt imellem dem, og de påvirkes samtidig af tiltrækningskraften fra yderligere fire måner af varierende størrelse. Alt i alt bevirker dette, at disse planeter har baner, som er svære at beregne.

Pluto’s yderste måne hedder Hydra og er ganske lille. Med en størrelse på blot 42 km i bredden og 29 km i højden fylder den blot ganske få pixels på New Horizons kamera. Og den er så lysende, at den formodes dækket af is.

Klik på billedet herunder for at blive klogere på Solsystemet. Pluto ligger laaaangt uden for Neptun:

Year of the Stars

Som der står i indledningen, så lever vi i en fantastisk tid, hvis man interesserer sig for verdensrummet og rumfart:

Vi har landet et fartøj på kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko – efter en rejse på ufattelige 6 milliarder kilometer. Og vi er fløjet forbi planeten Pluto – efter en rumrejse på næsten ti år.

Men ikke nok med det. 2015 bød på yderligere to interessante fænomener, som ikke sker hvert år herhjemme:

Fredag den 30. marts bød således på en delvis solformørkelse, der kunne ses over det ganske land. Den fandt nemlig sted i dagtimerne, hvor et skiftende skydække ind imellem gjorde det muligt at se den delvise formørkelse med det blotte øje – uden dyre beskyttelsesbriller. Mere end 80% af Solens overflade var da dækket af Månen, som her virkelig fik meget magt i forhold til sin meget beskedne størrelse.

Natten til mandag den 28.september bød tilsvarende på en total måneformørkelse, der var begunstiget af klart vejr de fleste steder herhjemme. Da Månen gled ind i Jordens skygge, lignede den mest af alt en blegrød blodappelsin. Den normale sølvskær forsvandt helt, mens Jordens skygge gradvis dækkede Månen.

2015 er derfor et af de år, der virkelig vil blive husket af folk og forskere med hang til astronomi og rumfart!

The Next Generation: ASI liner

Micro-Diameter flueliner fra ASI

Tidligere på året var det den klassiske fluestang, der fik en grundig makeover med de nye Free-Flex stænger fra norske Arctic Silver Innovation. Nu er turen kommet til fluelinerne.

Man kan argumentere, at fluelinen nok er den del af fluefiskerens udrustning, som har undergået mindst udvikling gennem de seneste årtier.

Da først silken var skiftet ud med PVC, gik gassen lidt af udviklingen. Bevares, linerne blev da kontinuert raffineret i takt med bedre teknologi, men i princippet ændrede de sig meget lidt.

Engelske Airflo gjorde et behjertet forsøg med radikalt nye flueliner, der bød på uelastiske kerner af heltrukket kevlar og en slidstærk coating af polyurethan i stedet for PVC.

Det var liner, som bød på kreativ nytænkning, men desværre også liner, der ikke virkede efter kort tids brug. Airflo måtte helt droppe den uelastiske kerne til fordel for en mere traditionel af flettet nylon.

Næste generation går i luften

Nu er det så norske ASI’s tur til at prøve kræfter med de vanskelige flueliner, som skulle redesignes og tilpasses dels moderne fluefiskeri anno 2000 plus – dels ASI’s egne og radikalt anderledes Free-Flex fluestænger.

Til formålet allierede man sig med engelske Sunray og indgik et Research & Development samarbejde med dem. På det personlige plan drejer det sig om et nært samarbejde mellem Sunray’s ejer og grundlægger, englænderen Tom Bell, og Arctic Silver Innovation’s norske mesterkaster, Stener Skogmo.

Stener har tidligere designet fluestænger og flueliner for amerikanske G. Loomis, så han er ikke ukendt med problemstillingerne.

Et af målene med de nye liner var at fremstille liner, som er tyndere end de traditionelle i PVC og polyurethan. Liner, som derfor kaster bedre – lettere, længere og med mindre luftmodstand. Liner, som at nemmere at løfte fri af vandet – med mindre plasken og vandmodstand.

Mindre tolerancer

Men når man vil gøre en flydende line tyndere, så bliver tolerancerne uundgåeligt snævrere. Linerne skal jo stadig flyde, og med mindre diameter bliver vægtfylden og tolerancerne automatisk mindre.

Faktisk blev de til sidst så små, at alene valget af farvepigment viste sig altafgørende. Ændrede man på farven, ændrede man også på vægten!

De nye Arctic Silver Innovation liner har derfor alle kasteklump i samme grå farve, mens den tynde skydeline har forskellig farve i hver enkelt lineklasse: Oliven på klasse 5, blå på klasse 6, gul på klasse 7 og orange på klasse 8. Alene ud fra farven på skydelinen kan man således genkende lineklassen. Fremover vil ASI stængerne bære samme farvekode, så man umiddelbart kan matche stang og line – alene på farven.

5, 6, 7 og 8 er de fire lineklasser, som ASI linerne i første omgang leveres i – matchende de fire allerede eksisterende Free-Flex stænger fra samme ASI. Senere vil både intermediate og synkende liner komme til – flere lineklasser måske også.

Kasteklumperne er henholdsvis 10 meter for klasse 5 og 6 linerne samt 11 meter for klasse 7 og 8. Bagtaperingen er moderat, så linerne egner sig til både overhånds- og speykast. Alle lineklasser leveres med fabriksmonterede svejsede løkker i begge ender – elegant forarbejdede, som det fremgår af billedet herunder.

Testfiskeri

Jeg har testfisket en #5 og en #8 line. Den første nogle få gange ved en lille mølledam – den sidste gentagne gange på åben kyst.

Da jeg foretrækker løkkefri liner i de mindre vægtklasser, klippede jeg frontløkken af på #5 linen og monterede forfanget med en nail knot i stedet. Det giver en mere elegant overgang. På #8 linen lod jeg løkken blive siddende.

I begge tilfælde er det tydeligt, at linerne rent faktisk er tyndere end konventionelle liner fra andre fabrikanter. Det ses tydeligt, dersom man spoler to liner af samme klasse på to ens hjul med lige meget backing på – den ene en ASI Micro-Diameter line, den anden en konventionel line.

Nedenstående foto fortæller bedre end mange ord, at ASI linen er tyndere og derfor fylder mindre. Det er en 27,5 meter lang Guideline Presentation line til venstre og en 30,5 meter lang ASI M-D til højre.

Forskellen betyder, at man enten kan bruge et mindre hjul end ellers. Eller får plads til mere bagline på det samme hjul. Det sidste er ikke uvæsentligt, dersom man ønsker at prøve kræfter med tropiske og subtropiske eksprestog i saltvand!

Spidsen på en ASI WF5 line er blot 0,54 mm tyk, hvilket kræver forfang, som er lidt tyndere i den tykke ende end ellers. Bruger man færdige knudeløse forfang, kan man blive nødt til at klippe et stykke af i den tykke ende og så fastgøre forfanget til et tyndere linestykke fastgjort til linespidsen. Det virker fint.

Den mindre diameter mærkes tydeligt ude ved vandet. Her får man umiddelbart samme fornemmelse, som når man kaster og fisker med en normal intermediate line. Den mindre diameter og ringere luftmodstand får linen til skære gennem vinden, så man behøver færre kræfter og blindkast for at få fluen ud.

Det er noget, der kan mærkes efter en lang dag på kysten.

Lavtflydende Low Profile

Det siger sig selv, at jo tyndere man gør en flydeline, desto højere densitet får den også. Det både ses og mærkes – i form af liner, der ikke flyder helt så højt som konventionelle flydeliner. Men de flyder!

Under praktisk fiskeri betyder det kun sjældent noget – med mindre man da skal eller vil bruge sin flydeline som hugindikator.

På spejlblanke søflader er det til gengæld en markant fordel med en lavere densitet, idet linerne her laver mindre forstyrrelse i overfladen end tykkere og højereflydende liner.

Forskellen er ganske markant og resulterede under testfiskeriet i flere hug fra forsigtige fisk, når der sad en lille sort dansemyggepuppe for enden af det lange og tynde forfang.

Den ringe elasticitet, som skyldes linens tætflettede kerne, bidrager også hertil, idet mindre energi end ellers går tabt i den normalt mere elastiske line. Mere mærkbare er ligeledes huggene, som registreres på længere afstand end ellers.

Testet og godkendt

Jeg fik ti havørreder på land under de første to dages testfiskeri med WF 8’eren, og flere af dem tog fluen længst ude, hvor det ellers kan være svært at kroge fiskene. En god og ganske kontant oplevelse på den nye ASI Micro-Diameter line, der må siges at være klart godkendt.

Det er i sagens natur for tidligt at sige noget om de nye liners langtidsholdbarhed. Det kan kun tiden vise. Men i testperioden har de ikke vist tegn på eventuelle svagheder.

De nye ASI liner leveres i emballage, der efterfølgende kan bruges som flueæske. Intet ressourcespild her, hvilket jo er glædeligt og helt i takt med tiden.

Pris fra ASI’s egen webshop er $85,- per line. Det svarer omtrentligt til 575,- danske kroner.

Se dem på www.arcticsilvershop.com

Steen Ulnits

ASI M-D data:

#5 MD F 1H
Grey/olive-yellow
head: 10 m/ 33 ft
length: 30 m/98 ft
head: 11,3 grams

#6 MD F 1H
Grey/light-blue
head: 10 m/ 33 ft
length: 30 m/98 ft
head: 13,5 gram

#7 MD F 1H
Grey/yellow
head: 10,9 m/ 36 ft
length: 30,5m/100 ft
head: 15,3 grams

#8 MD F 1H
Grey/light-orange
head: 10,9 m/ 36 ft
length: 30,5m/100 ft
head: 17,2 grams

xxx

Solsystemet

Det kan ind imellem være lidt svært at hitte rede i alle planeterne i vort solsystem – specielt da hvis man ikke lige beskæftiger sig med dem til hverdag. Også selv om man til daglig jo selv bor på én af dem…

Højaktuelt er det blevet her i 2015, hvor vi har været i nærkontakt med den yderste af alle vore planeter – Pluto – og har diskuteret, om det nu også er en rigtig planet. Med alt, hvad dertil hører. Der har sågar været stemt om Plutos status blandt både rumforskere og lægmænd!

Men hvorom alting er, så er verdensrummet ufattelig stort. Der er umanérlig langt til Solen, som er centrum i vort eget lille solsystem, der kun er ét blandt uendeligt mange andre og ofte langt større. Men ikke nok med det.

Astronomer har længe vidst, at verdensrummet konstant udvider sig. At vi hele tiden er på vej væk fra hinanden. Men ingen har kunnet give noget svar på, hvor vi så er på vej hen. For hvad gemmer der sig uden for noget, der er uendelig stort? Og skulle det engang vise sig at have en ende, hvad gemmer der sig så på den anden side? Det er sådanne spørgsmål, der kan gøre svage karakterer religiøse…

For overblikkets skyld – primært mit eget – har jeg derfor samlet de vigtigste oplysninger om de otte (eller ni) planeter i vort eget lille solsystem. De er rubriceret med navn, størrelse og historie samt vigtigst af alt: Afstand til Solen. Det kan måske give en smule indsigt i, hvor vi befinder os, og hvad vi egentlig har gang i her på Jorden.

Men lad os allerførst starte med sagens kerne:

Solen

Diameter: 1.392.000 km
Afstand fra Jorden: 150 mio. km
Overfladetemperatur: 5.507 grader Celsius

Solen er centrum for det solsystem, vi selv og Jorden befinder os i. Det er Solen, der giver os lys og varme her på Jorden. Uden den ville der være kulsort og isnende koldt på vor lille Blå Planet.

Uden de livgivende solstråler ville der hverken være øjne, som kunne se, eller planter, der kunne fotosyntetisere – som via sollys, vand og kuldioxid kunne danne organisk stof, der bliver første led i fødekæderne. Med ilt som det altoverskyggende biprodukt, der tillader os at leve og ånde frit på Jorden.

Solen er enorm og udgør ikke mindre end 99,8 % af solsystemets samlede masse. Planeterne – selv de største som Jupiter og Saturn – er således som støvkorn at regne i sammenligning med den mægtige Sol. Det er derfor også Solens tiltrækningskraft, der – trods den næsten ufattelige afstand hertil – står for ⅓ af tidevandskræfterne. Vor egen lille Måne står for de andre ⅔.

75% af Solens masse udgøres af det lette grundstof brint, mens helium udgør de resterende 25 %. Solens hvide farve skyldes dens overfladetemperatur på over 5.000 grader. Solen er populært sagt hvidglødende, men syner gul fra Jorden om dagen og rød morgen og aften. Dette skyldes spredning af lyset i vor tynde atmosfære.

Solens konstante og massive kernereaktioner udsender energi i form af lys og magnetisk stråling. Solen er en magnetisk aktiv stjerne, der vedligeholder et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning nogenlunde hvert ellevte år omkring solpletmaksimum.

Solens magnetiske felt har flere virkninger – i form af synlige solpletter på Solens overflade, pludselige soludbrud (“flares”) og konstante ændringer i den solvind, som transporterer materiale gennem hele solsystemet. Voldsomme soludbrud kan genere såvel radiokommunikation som elforsyning her på Jorden.

Solaktivitetens direkte virkning på Jorden ses som polarlys (nordlys og sydlys), hvor Jordens magnetfelt afbøjer solvinden. Herved frigives energi i form af lys i primært grønne og gule farver. Polarlys forekommer kun i et smalt bælte i det moderate nord og syd. Ikke som ofte troet længst mod nord eller længst mod syd.

Merkur

Diameter: 4.879 km
Rotation: 58,65 timer
Omløbstid om Solen: 88 døgn
Afstand fra Solen: 46-70 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 10 i 1974.

Merkur er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den græske gud for handel og kommunikation. Det var også ham, der førte de døde til underverdenen ved at krydse de dødes hav.

Merkur er den inderste planet i vort eget solsystem – dertil den mindste. Merkur er kun lidt større end vor egen Måne, men den er uhyre kompakt og har en magnetisk kerne af jern. Astronomerne regner med, at den ydre klippekappe må være sprængt bort efter ét eller flere massive sammenstød med meteorer.

Merkur er ikke noget rart sted at være. Planeten har således ingen atmosfære – intet vejr og vind eller noget til at holde på varmen. Temperaturen svinger derfor mere end 600 grader mellem nat og dag – fra 425 graders varme om dagen til 175 graders frost om natten, der er utroligt lang, idet planeten roterer ganske langsomt. Dagene er tilsvarende lange og altid glohede på grund af den korte afstand til Solen.

Himlen er altid sort på Merkur – dag som nat. Dette på grund af den manglende atmosfære, der ikke kan reflektere eller bryde det indkommende sollys.

Venus

Rotation: 243 døgn
Diameter: 12.104 km
Omløbstid om Solen: 225 døgn
Afstand fra Solen: 108 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 2 i 1962.

Venus er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter kærlighedens gudinde Venus. Den kaldes også for Morgenstjernen eller Aftenstjernen, da den står lavt på himlen og kun kan ses lidt før solopgang eller lidt efter solnedgang.

Venus har næsten samme størrelse som Jorden, og mange forskere mener, at klimaet på Venus oprindelig har været nogenlunde det samme som på Jorden. De forekommende gundstoffer er da også de samme.

Men planeten Venus er i dag en af de mest ugæstfri af alle planeter i vort solsystem. En løbsk drivhuseffekt har bragt temperaturen op på mere end 450 graders varme, og dens skoldhede atmosfære består af tyk, koncentreret svovlsyre under højt tryk.

Det er en kombination, der ikke tillader hverken biologisk liv eller nogen grundig udforskning af overfladen. Alt materiel holder max nogle få timer, før det bryder sammen. Men meget tyder på, at der tidligere har været have på Venus, og at der dengang også kan have været liv på planeten.

Jorden

Diameter: 12.746 km
Omløbstid om Solen: 365 døgn
Rotation: 23 timer og 56 minutter
Afstand fra Solen: 150 millioner km
Første gang fotograferet af Explorer 6 i 1959.

Placeret midt mellem Venus, der er for varm til biologisk liv i vor egen forstand, og Mars, der er for kold, ligger den blå planet Jorden. En kontrolleret drivhuseffekt har på Jorden hævet temperaturen omkring 40 grader over det oprindelige.

En middeltemperatur på 15 plusgrader er præcis nok til, at vand på Jorden kan optræde i alle dets tre tilstandsformer – som fast is, flydende vand og vanddamp. Temperaturen på Jorden veksler mellem minus 90 og plus 60 grader.

Det er ilt og vand, der er udgangspunkt for alt det liv, som gør Jorden til noget ganske enestående i vort solsystem – det hidtil eneste sted, hvor der findes biologisk liv, som vi kender og forstår det. Millioner af års udvikling har her skabt en tæt økologisk balance mellem de mange forskellige livsformer, der hver især indtager en helt speciel økologisk niche, hvor de fungerer og interagerer med hinanden.

Da Jorden roterer omkring en akse, som hælder lidt, får vi skiftende årstider på den nordlige og sydlige halvkugle. Kun på Ækvator har man samme indstråling af sol hele året og derfor en stabil temperatur året rundt.

I fast kredsløb om Jorden finder vi Månen, hvis tiltrækningskraft sammen med Solens er ansvarlig for det tidevand, der veksler regelmæssigt, to gange dagligt.

På planeten Jorden er himlen sort om natten, men blå om dagen. Det skyldes den tætte atmosfære af primært kvælstof og ilt, som sammen med vanddampen bryder og spreder sollyset.

Da Jorden suser gennem verdensrummet med godt og vel 100.000 kilometer i timen, bør det ikke undre, når det engang imellem blæser lidt nede ved land og vand…

Mars

Diameter: 6.778 km
Omløbstid om Solen: 687 døgn
Rotation: 24 timer og 37 minutter
Afstand fra Solen: 207-249 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 4 i 1964.

Mars er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter Mars, der er krigens gud. Navnet er nærliggende, da planeten Mars netop er rød – hvilket jo er farven på såvel blod som aggression. Farven er synlig med det blotte øje.

Som den fjerde planet fra Solen og som nabo til Jorden ligger den røde planet Mars, der er omkring halvt så stor som Jorden. Den ligger længere væk fra Solen, end Jorden gør, og klimaet er derfor langt koldere. Således er middeltemperaturen godt 60 graders frost med maksimumtemperaturer på 20 graders varme og minimumstemperaturer på 140 graders frost.

Mars har således et anderledes gæstfrit klima end Venus, og der planlægges derfor en bemandet mission hertil inden for de næste årtier. Inspirerende er også atmosfæren på Mars, som består af 95% kuldioxid. Selv om Mars i dag er en knastør og gold planet, formoder man, at der tidligere har været såvel floder som have på Mars. Terrænet vidner i hvert fald herom – med spor efter gamle kystlinjer og udtørrede flodlejer.

Der findes en smule vanddamp i atmosfæren, hvilket kan ses som højtliggende skyer. I dalene kan der forekomme tynd tåge, og jorden dækkes om vinteren af et tyndt lag frost. Kort sagt forhold, der minder ganske meget om dem, vi har på Jorden. Den megen kuldioxid i atmosfæren fryser til sne, der skiftevis dækker den sydlige og nordlige polkappe.

Middeltrykket på Mars er under 10 millibar – mod 1.000 her på Jorden. Store støvstorme kan komme med kort varsel og dække alt med et tyndt lag uhyre fint støv, som kommer ind overalt. Støvet er et stort problem for de køretøjer, det allerede er lykkedes os at landsætte på Mars.

Jupiter

Rotation: 10 timer
Diameter: 139.822 km
Omløbstid om Solen: 12 år
Afstand fra Solen: 741-816 mio. km
Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 10 i 1973.

Jupiter er den største af alle planeter i vort solsystem. Deraf navnet, som er taget fra den øverste af alle de romerske guder. Himmelguden også kaldet. Romernes svar på grækernes Zeus og til dels vor egen Thor.

De foregående fire planeter – de inderste i vort solsystem – kaldes klippeplaneter, da de er relativt små og primært består af jern og mineraler. De næste fire kaldes i stedet gasgiganter, da de primært består af gasskyer om en mere eller mindre kompakt kompakt kerne.

Jupiter er en sådan “gasgigant”, der trods sin luftige karakter vejer godt 300 gange så meget som Jorden. Den har ingen fast overflade, hvor man kan landsætte et fartøj, så vi må nøjes med at betragte Jupiter på afstand. Men det rækker også til at iagttage de imponerende vejrfænomener, der udspiller sig i den tætte gassky. Således har man i mere end 300 år kunnet iagttage én og samme støvstorm rase i et område mange gange større end Jorden – synlig som en gigantisk rød plet!

Jupiter har en lille kerne af klippe i midten, men består ellers primært af lette gasser som brint og helium. Tungere gasser som methan og ammoniak forekommer også – vanddamp ligeså. Trods den lille kerne har Jupiter et meget kraftigt magnetfelt – det kraftigste i vort solsystem. Det er næsten 15 gange stærkere end Jordens, som er nummer to i rækken.

I toppen af Jupiters tætte skydække ligger temperaturen omkring 160 graders frost. I centrum af Jupiter er trykket flere tusinde atmosfære, og temperaturen ligger på den gode side af 1.000 grader. Det er således ikke her, menneskeheden skal gøre sig forhåbninger om at etablere sig engang i fremtiden…

Jupiters mange måner er et kapitel for sig og på mange måder mere spændende end planeten selv. Til de fire mest kendte måner hører Europa, Io, Ganymedes og Callisto, som astronomen Gallileo allerede opdagede i 1610 – ud af Jupiters i dag 63 kendte måner.

Der knytter sig store forhåbninger til især Europa, efter at man har registreret op til 200 km høje søjler af udspyet vand fra den ellers tilisede måne. Dette kunne danne basis for en senere landgang på Europa.

Saturn

Rotation: 10 timer
Diameter: 116.464 km
Omløbstid om Solen: 30 år
Afstand fra Solen: 1,3-1,5 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 11 i 1979.

Saturn er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den romerske gud for dyrkning, høst og frugtbarhed. De gamle grækere og romere betragtede Saturn som den sjette planet i rækken, og ugens sjette dag kaldes stadig for Saturday på engelsk.

Saturn er utvivlsomt den smukkeste af alle planeterne i vort solsystem. Dens fantastiske ringe er kendt af hvert et barn, selvom kun de færreste har set dem i virkeligheden – igennem et teleskop, hvor ringene ellers er ganske synlige. Uden for de smukke og utroligt skarpt afgrænsede ringe af sten og is finder vi Saturns mange måner, hvoraf Titan er den største i vort solsystem – dertil den eneste med en tæt atmosfære.

Saturn er en gasplanet som Jupiter, men noget mindre. Den er dog stadig omkring 100 gange tungere end Jorden. Det meste består af brint, og der er ikke nær samme vejrmæssige aktivitet på Saturn som på Jupiter. Periodiske hvirvelstorme forekommer dog, men varer ikke så længe som på Jupiter. Temperaturen i de øverste skylag på Jupiter ligger på 190 minusgrader.

Saturn er med sine ringe utvivlsomt den af alle planeter i vort solsystem, som har pirret vor fantasi mest. For hvordan er al denne kosmiske skønhed dog opstået, og hvordan bliver den holdt vedlige?

Uranus

Rotation: 16 timer
Diameter: 50.724 km
Omløbstid om Solen: 84 år
Afstand fra Solen: 2,7-3,0 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1986.

Uranus er opkaldt efter den græske gud Uranus, der var himlens gud. Til trods for sin høje status blev han dog kastreret af sine egne sønner, titanerne. Måske derfor det rolige klima på planeten…

Planeten Uranus er en stor og fredsommelig kugle af gas og is, der dog adskiller sig fra de øvrige planeter ved at ligge ned og nærmest rulle rundt om Solen i sit kredsløb. Hvor de øvrige planeter alle roterer om en akse, der fortrinsvis er lodret, roterer Uranus om en akse, der næsten er vandret.

Uranus er en af de mest rolige planeter i hele solsystemet. Der er ingen storme, og temperaturen er stort set den samme over hele planeten året rundt. Som den eneste af de fire store planeter producerer Uranus ikke energi i sit indre. Den energi, der strømmer ud fra planeten, svarer derfor ganske til den energi, planeten modtager fra Solen. Dette er årsagen til, at der ikke forekommer storme på Uranus.

Uranus er – som naboen Neptun – en såkaldt isgigant. Middeltemperaturen ligger en smule under 200 minusgrader, og der forekommer en del is. Planeten har ingen fast overflade, men adskiller sig fra gasgiganterne Jupiter og Saturn ved at indeholde flere tunge grundstoffer.

Uranus er omgivet af en halv snes tynde og mørke ringe, der dog slet ikke minder om Saturns. Deres farve gør dem vanskelige at se og udforske i selv de kraftigste teleskoper.

Neptun

Rotation: 18 timer
Diameter: 49.244 km
Omløbstid om Solen: 165 år
Afstand fra Solen: 4,5 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1989.

Neptun er kendt fra Oldtiden og opkaldt efter havets gud Neptun. Datidens astronomer kunne næppe have forestillet sig, hvor godt dette navn passer på netop denne planet!

Hvor naboen Uranus er stille, kold og rolig, hersker der nemlig kaos i Neptuns blå atmosfære. Nogle af solsystemets mest voldsomme storme huserer således på Neptun, hvis største måne Triton tilmed er et af de koldest kendte steder i vort solsystem. Alligevel overrasker Triton med geysere, som spyr deres indhold op til otte kilometer ud i rummet.

Neptun selv er – ligesom naboplaneten Uranus – en isgigant uden fast overflade. Middeltemperatur ved skytoppene ligger på minus 220 grader . Neptun er lidt mindre end Uranus, men da den indeholder flere tunge grundstoffer end denne, er den noget tungere.

Rumsonden Voyager registrerede ved sin passage af Neptun i 1989 en mørk plet med vindhastigheder på op til 2.000 kilometer i timen – den højeste vindhastighed, man nogensinde har målt noget sted. Da Hubble rumteleskopet fotograferede Neptun fem år senere, var den mørke stormplet væk – erstattet af en ny længere nordpå.

De store storme kan vare i op til ti år. Energien til de kraftige orkaner kommer fra Neptuns indre, hvor der produceres så meget varme, at planeten udstråler dobbelt så meget, som den modtager fra Solen.

Neptun har det mærkeligste magnetfelt i hele solsystemet. Centrum for feltet ligger langt væk fra planetens centrum, og den magnetiske nordpol ligger tættere på ækvator end på polen.

Neptuns karakteristiske blå farve skyldes planetens store forekomster af frossen methan. Farven har givet været medvirkende til navngivningen!

Pluto

Rotation: 6,4 døgn
Diameter: 2.390 km
Omløbstid om Solen: 249 år
Afstand fra Solen: 4,4-7,3 milliarder km
Første gang fotograferet af New Horizons i 2015.

Navngivet af en lille engelsk pige, som kendte til den græske gud Pluto og syntes, at navnet ville passe godt på den nye planet længst ude i vort solsystem.

Helt ude forbi de store gasplaneter ligger et område kaldet Kuiperbæltet. Her er det ganske koldt, for det er nemlig over 30 gange så langt væk fra Solen som Jorden. Herude på kanten af vort solsystem finder vi Pluto – den yderste planet af slagsen.

Havde New Horizons ikke timet sin rejse og ankomsttidspunkt rigtigt, kunne rejsen ud til Pluto være blevet næsten dobbelt så lang. Nu tog den kun 9,5 år. Verdensrummet er i sandhed stort…

Pluto er med sin middeltemperatur på 240 minusgrader et af de koldeste steder i vort solsystem – tæt på det absolutte nulpunkt, der som bekendt er minus 273 grader Celsius. Pluto er derfor det eneste sted, hvor gassen methan forekommer som fast, frossent stof.

Det har i mange år været diskuteret, om Pluto nu også er en rigtig planet og dermed den niende og sidste i vort solsystem. Meningerne er delte, og afgørelsen afhænger helt af definitionerne.

Faktum er, at Pluto ikke er en planet af samme format som de øvrige planeter – at dens bane omkring Solen er mere uregelmæssig end de øvriges, da omløb og rotation i vid udstrækning er styret af dens måner, der er forholdsmæssigt store af måner at være.

Eris

I 2005 opdagede man tilmed Eris, der er større end Pluto, og som befinder sig endnu længere ude i Kuiperbæltet. På mange måder minder de to planeter ganske meget om hinanden. Skal Pluto derfor have status som den niende planet i vort solsystem, så er det mere end svært at finde argumenter for ikke også at kalde Eris den tiende. Og så er der jo ved at gå inflation i det hele!

Såvel Pluto som Eris opfører sig på mange måder som rigtige planeter. De er runde, og de er i kredsløb om Solen. Men de er ganske små, og de har ikke evnet at rydde op i deres baner – at trække løse elementer til sig og fusionere med dem – som de store planeter har. De fleste astronomer kan dog blive enige om at kalde både Pluto og Eris for “dværgplaneter”!

Galaxy Kayaks: “Albóran”

Der er noget fascinerende ved kajakker. De er små. De er lette. De er lydløse. Og så giver de straks associationer til eskimoen, der lydløst glider rundt mellem majestætiske turkisblå isbjerge i sin sælskindsbetrukne kajak – på jagt efter flere sælskind end dem, han allerede sejler i eller har på!

Jeg købte mine første kajakker sammen med mit sommerhus på Mols for ti år siden. De var af modellen “Arcadia” fra newzealandske Perception. Dem kan du læse mere om i nedenstående to artikler, der blev skrevet med næsten ti års mellemrum:

http://ulnits.dk/smabadsfiskeri/med-fiskestang-fra-havkajak/

http://ulnits.dk/smabadsfiskeri/ti-ar-i-kajak/

Ti års sejlads i disse ellers dejlige og velfungerende kajakker havde overbevist mig om, at kajakker ikke egner sig til at fiske fra. Man sidder helt enkelt for dårligt og kan ikke kaste uhindret i alle retninger. Og til fluefiskeri er de helt og aldeles ubrugelige. Her vinder pontonbådene med flere pontonlængder.

Til trods for, at der har stået adskillige pontonbåde inden for rækkevidde i det forgangne årti, har jeg aldrig mistet interessen for at sejle i kajak. Alene sejladsen er hele turen værd. Man sidder tæt på vandet og glider lydløst frem igennem det. Men fiskestangen lod jeg efterhånden altid blive hjemme.

Jeg havde næsten forliget mig med tanken om, at kajakker og fiskeri ikke hører sammen. Men så fik jeg en prøvetur i fiskekajakkernes Rolls Royce: Den ærkeamerikanske Hobie, som er foddrevet via et sindrigt, men meget velfungerende pedalsystem. Hobie kan skyde en imponerende fart med sine pingvinfinner, og man har begge hænder frie til at fiske og styre.

Min kærlighed kølnedes dog lidt, da jeg så prisen og mærkede vægten: 30.000 gode danske kroner for en 14 fods Hobie Pro Angler, der vejer 50 kg… Kronerne havde jeg ikke, og kiloene kunne jeg ikke løfte – i hvert fald ikke alene og op på taget af min højbenede 4-hjulstrækker…

Og så fandt jeg undervejs ud af, at jeg faktisk ofte sejler rundt inde på blot 10 cm vand, hvor multerne kan være at finde på stille dage. Hvor en almindelig kajak lige akkurat kan holde sig flydende. Og her er den tunge Hobie aldeles ubrugelig. Pingvinfinnerne stikker vel 20 cm og skraber derfor bunden mange steder med lavt vand.

Men har man trailer til sin kajak og adgang til dybt vand helt inde under land, da er Hobien til gengæld den rene drømmebåd at fiske fra. Den er så stabil, at man fint kan stå op i den og kaste – selv i nogen søgang!

Enter de franske Galaxy Kayaks, som nu har fået en dansk importør og forhandler i Galaxy Kayaks Scandinavia. Med hovedsæde i hovedstaden og hovedlager i Hovedlandet. Jeg så den i en annonce på Facebook og blev straks betaget af den til fiskeri dedikerede topmodel med navnet “Albóran”;

Den var lang. Den var bred. Den var spækket med udstyr og lækre detaljer. Den vejede ikke mere, end at jeg stadig kunne håndtere den ene mand. Og så var den søgående – godkendt til sejlads op til 5 km fra land. Endelig kostede den blot kr. 6.495 – kun godt en femtedel af Hobien.

Jeg satte mine to veltjente Perception kajakker i Den Blå Avis og havde dem solgt og afhentet allerede næste dag. Jeg solgte dem nok for billigt, men pyt – nu var der både plads og penge til den nye fiskemaskine i kajakskuret!

Det viste sig imidlertid, at den nye franskmand var noget større end de newzealandske forgængere, som kajakskuret oprindelig var bygget til. Skuret måtte derfor ombygges og udvides for at gøre plads til den nye indflytter, og det var desværre ikke helt gratis.

Anyway, kajakken kom på plads i sit skur, og jeg kom efterfølgende på vandet i min nye kajak. Det blev en rigtig god oplevelse. Vejret var ikke ideelt, da det blæste kraftigt først på dagen. Da jeg krydsede indsejlingen til en lille vig, stod der ganske store bølger ind fra nordvest. Men dem håndterede den nye sit-on-top kajak til UG. Uden at kny eller knage.

Jeg havde spekuleret lidt over, hvordan mon en helt åben kajak som denne ville håndtere bølger og krapsøer, men der kom næppe mere end nogle få dråber indenbords. Men så er den jo også godkendt af myndighederne til sejlads op til 5 km fra kysten. På åbent hav, næsten.

Da jeg først kom i læ af skrænterne, gik det hurtigt fremover. Og da Albóran er tungere end mine gamle Acadia kajakker, har den mere inerti og fremdrift, når den først er sat i gang. Og er den det, skal der ikke meget til for at holde farten.

Begejstret for den lette fremdrift fortsatte jeg ufortrødent til en fjern, men kær gammel fiskeplads, jeg ikke havde besøgt længe.

Undervejs forregnede jeg mig desværre lidt. Det burde ikke komme bag på en rutineret sejler som mig, men det gjorde det alligevel. Jeg skulle jo hjem igen, og der viste sig at være lige så langt hjem, som der havde været ud. Mindst. På et tidspunkt overvejede jeg seriøst, om jeg skulle gå på land og ringe efter en taxa!

Det gjorde jeg heldigvis ikke. Vinden havde lagt sig, og en enkelt gylden høstørred havde også måttet bide i græsset på den gamle favoritplads. Jeg droppede derfor taxaplanerne og fortsatte roligt hjemefter – tilbagelæggende hele 10 km på kajakkens og min jomfrusejlads.

Jeg må indrømme, at det værkede lidt i armene dagen efter, men det var bestemt ikke kajakkens skyld…

I den forbindelse kan det være på sin plads at understrege, at Albóran er mere et fiskefartøj end en traditionel kajak. En gammel tommelfingerregel fra kajakverdenen siger, at en kajak ikke skal være kortere end 5 meter for at være retningsstabil eller bredere end 60 cm for at skyde en god fart.

Med sine kun godt 4 meter i længden og knap 80 cm i bredden lever Albóran ikke op til denne regel. Den egner sig derfor ikke til langturssejlads. Til gengæld er den superstabil at fiske fra.

Er man som jeg til udstyr – til gear og grej, dimser og dingenoter – da er Galaxy’s “Alboran” en drømmekajak. Et udstyrsstykke, der langt overgår, hvad man kunne forvente sig til den uhyre rimelige pris. Den rummer alt, hvad hjertet måtte begære. Og med en bæreevne på hele 180 kg bliver det svært at overbelaste den, hvis man også selv skal kunne være med ombord!

Som enhver kajaksejler hurtigt vil sande, så er det ofte et problem at holde sine medbragte ting tørre under sejladsen. Man må ty til vandtætte poser og paksække, hvis man har udstyr med, som ikke tåler vand.

Galaxy’s “Alboran” har løst dette problem på forbilledlig vis. Der er tænkt over detaljerne, og kajakken indeholder derfor hele to vandtætte stuverum, som er inden for bekvem rækkevidde under sejlads. Begge har man ret foran sig – mellem benene.

Det ene stuverum er cirkelrundt og indeholder en lille plastbakke, som kan tages op. Heri kan man opbevare sine agn – det være sig kunstige eller naturlige – under sejlads og fiskeri. Bakken er nem at tage ud og rengøre. Det andet rum er langt og smalt – perfekt til opbevaring af bilnøgler, pung, smartphone, kamera eller anden elektronik.

Begge rum lukkes og låses med robuste marinelåg. Det aflange låg har sågar en smart dobbeltfunktion, idet der er indbygget kopholder. Man kan således have sin vandflaske eller kaffekop stående klippefast ret foran sig – selv i høj sø.

Der er samtidig indbygget målestok, som dog kun går til 35 cm. Men det giver alligevel en rigtig god fornemmelse af, hvor meget eller rettere lidt 40 cm egentlig er!

Forrest i kajakken er der et stort stuverum med vandtæt låg. Man skal dog være klar over, at der ofte står en smule vand og skvulper i dette rum, som er gennemgående i hele kajakken. Derfor er åbningen under låget forsynet med en lille stofpose, som holder indholdet tørt og fri af bunden.

Bag sædet er der et stort åbent stuverum, som kan bruges til alt, der tåler vand. Elastikker på kryds og tværs holder de medbragte sager sikkert indenborde – selv i god søgang. Her kan man have sin vandtætte paksæk med telt, sovepose og tørt ekstratøj liggende, når den står på langtur med overnatning. Eller man kan have en billig plastkasse stående med anker, ankertov og andre maritime fornødenheder. Eller proviant i en kølebox.

Sædet, som er aftageligt for sikker transport, er bredt og komfortabelt. Det kan justeres på et utal af måder, så forskellige kroppe kan sidde behageligt i mange timer. Inden for bekvem rækkevidde – umiddelbart bag sædet – er der to bagudrettede transportstangholdere af typen, hvor man blot stikker håndtaget ned i skroget. Stængerne er så helt af vejen under sejlads.

Foran sædet er der beslag til to aftagelige og indstillelige stangholdere af typen, der egner sig til det praktiske fiskeri. Lidt længere fremme er der beslag til yderligere to stangholdere – hvis man da ikke i stedet vælger at benytte den medfølgende trollingbar, der passer ned her – med plads til endnu flere stænger.

Franske kajakfiskere er tilsyneladende overmåde veludrustede med fiskestænger. Og nogle af dem er nok karpefiskere…

Galaxy’s “Albóran” er født med et fældbart ror, der med fordel kan bruges til længere sejladser over åbent vand med vind og strøm. Der styres på normal kajakvis med fødderne. Kajakken selv er meget retningsstabil, og roret behøver man derfor ikke i stille vand og vejr.

– Er der da slet ikke noget at kritisere på denne kajak? – Jo, jeg mangler et ekstra bærehåndtag på hver side af skroget. Er man ene mand til at håndtere den knap 30 kg tunge kajak, er et enkelt bærehåndtag på hver side ikke nok. Der bør være to.

Og skal man ene mand bakse sin kajak op på taget af en høj 4-hjulstrækker, bør man nok vælge en mindre og lettere model – eksempelvis lillebroderen “Cruz” – med tilsvarende kortere rækkevidde.

Men konklusionen efter blot et fåtal sejladser er alligevel klar: Galaxy har med sin “Albóran” kajak skabt et værktøj, der vil kunne tilfredsstille de allerfleste kajakfiskere herhjemme. I hvert fald dem, der ikke har lyst, råd eller kræfter til en pedaldrevet Hobie.

Man får utrolig meget kajak for sine penge i denne franskmand, der fås i adskillige mere eller mindre diskrete farver. Pris kr. 6.495,-

Vægt: 29 kg
Højde: 40 cm
Bredde: 79 cm
Længde: 409 cm
Bæreevne: 180 kg
Godkendt til sejlads 5 km fra land

Galaxy Kayaks Scandinavia ApS – Frederik VI Allé 12, 1. tv. – 2000 Frederiksberg – Tel: +45 21 72 96 96

www.galaxyscandinavia.dk – info@galaxyscandinavia.dk

Julebassen og Kobbertræet

Man kan binde Juletræer i alle tænkelige farver, former og størrelser. Originalen er perlemorsfarvet, men der er frit valg på alle farvehylder. Juletræet er kort sagt en fluetype og ikke et fluemønster.

Og så er der fusionsfluerne, som er en blanding af det bedste fra to eller flere forskellige fluer. Til de klassiske fusionsfluer hører Marabou Muddlers, hvor man har taget det bedste fra en Muddler Minnow og en Wooly Bugger.

Et mere moderne og hjemligt eksempel på en fusionsflue er Julebassen, som er resultatet af et frugtbart møde mellem et jysk Juletræ og en sjællandsk Kobberbasse.

De fusioner, jeg selv binder, er mest Juletræer med en markant rib af kobberfarvet tinselchenille. Dem kalder jeg derfor “Julebasser” og bruger dem meget gerne i solkin og klart vand. Det er min klare opfattelse, at de da fisker og fanger bedre end det klassiske Juletræ i ren perlemor.

Læs meget mere om Juletræer og Julebasser her.

Julebasser og andre mærkværdigheder…

– Forever young, siger man, og mennesket har altid været på jagt efter ungdommens kilde, men aldrig fundet den. Heldigvis er der nu også gode sider ved at blive ældre. Eksempelvis erfaring. Erfaring og evnen til reflektion.

– Livet skal leves forlæns og forstås baglæns, sagde som bekendt Søren Kierkegaard. Han havde det ikke nemt, og han tænkte derfor meget over tingene.

Det gør jeg også selv i perioder – allerhelst i vandkanten ved å, sø eller kyst. Ofte tænker jeg da på livet under vandet, for fisk har altid haft min store interesse. Også før jeg begyndte at fiske efter dem. Alene den kendsgerning, at de kan leve i det samme vand, som vi andre drukner i, fascinerer mig.

Det er ofte i sådanne stunder ved vandet, at man kommer til nye erkendelser baseret på gamle oplevelser. Ubevidst og ubemærket indsamler og lagrer man informationer, som pludselig finder sammen og danner et mønster – en forklaring på, hvorfor fiskene gjorde, som de gjorde den pågældende dag eller det pågældende sted.

Er man ikke bevidst om denne proces, udvikler man blot den ubevidste intuition, der får én til at gøre det rigtige på det rette tidspunkt. Uden egentlig at vide hvorfor. Men i bund og grund er denne evne baseret på indhøstede og lagrede data. Om man så er bevidst om det eller ej.

Tag nu som eksempel Juletræet, der bestemt ikke kom til verden ved en tilfældighed. Den kom til verden af to årsager:

Dels er jeg en doven fluebinder, der gerne vil gøre tingene så enkelt som muligt. Og dels lå der pludselig et helt nyt syntetmateriale på bordet foran mig. 1980’ernes syntetiske svar på den klassiske metaltinsel. Det måtte kunne bruges til noget fornuftigt!

Jeg havde netop knækket koden og opdaget hemmeligheden bag forårets tilbagevendende sværmning af børsteorme. Jeg ville derfor binde en flue, der var lang og havde en flagrende gang gennem vandet – som de sværmende børsteorme. De første Juletræer blev bundet som rørfluer – på billige vatpinde uden vat – for de skulle jo være lige så lange som ormene. Gerne 10 cm.

Fra stort til mindre stort

Og de virkede skam helt efter hensigten, omend de var lidt besværlige at kaste med – store som de jo var. Gradvis skalerede jeg dem derfor ned, indtil de næppe var meget større end almindelige fluer – typisk en enkeltkrog str. 4 eller 6.

Trods mindskende størrelse blev de heldigvis ved med at fange – stærkt synlige som de jo var i vandet. Og nu var de også til at kaste med. Den endelige form fandt de på en kortskraftet saltvandskrog str. 4-6 – typisk en Mustad #34007.

De første år fandtes Flashabou kun i farven Pearl, men hurtigt kom et hav af andre farver til. Jeg prøvede dem alle, men det var de færreste, der matchede den oprindelige perlemorsfarvede i fangstevner. Læs mere herom i den store artikel om Juletræet.

Der var dog to lysende klare alternativer, som blev hængende: Fluorescerende rød og fluorescerende grøn. Begge også luminiscerende – altså selvlysende. Det er disse to varianter, der pryder forsiden på min store bog “Havørred” fra Gyldendal i 2006. For øvrigt 20-året for Juletræets fødsel .

En af mine bekendte kopierede straks ideen og forsynede en fluorød udgave med et par øjne, hvorefter den pludselig hed “Flammen” og blev lanceret som et helt nyt mønster. Tilsvarende gjorde han med et fluogrønt Juletræ, som også fik sit helt eget navn: “Lynet”.

Well, det siges, at man skal være stolt over at blive kopieret, så det har jeg valgt at være. Faktum er imidlertid, at de to nævnte mønstre blot er varianter af det oprindelige Juletræ – som eksempelvis en sort Muddler er det af den oprindelige brune Muddler.

Og så er der fusionsfluerne, som hverken er det ene eller andet, men som har arvet lige meget eller lige lidt fra forældrene. Til de klassiske fusionsfluer hører Marabou Muddlers, hvor man har taget det bedste fra en Muddler Minnow og en Wooly Bugger.

Julebassen og Kobbertræet

Et mere moderne og hjemligt eksempel på en fusionsflue er Julebassen og/eller Kobbertræet, som begge er resultatet af et frugtbart møde mellem et jysk Juletræ og en sjællandsk Kobberbasse.

De fusioner, jeg selv binder, er mest Juletræer med en markant rib af kobberfarvet dubbing. Dem kalder jeg derfor “Julebasser” og bruger dem meget gerne i solskin og klart vand. Det er min klare opfattelse, at de da fisker og fanger en tand bedre end det klassiske Juletræ i ren perlemor.

Forsyner man i stedet en lille Kobberbasse med lidt pearl Flashabou, da er der i stedet tale om “Kobbertræer”. I hvert fald i min terminologi. Men man kan jo kalde dem, hvad man vil.

Det er altid OK at låne – blot man husker at sige, hvor man har lånt det fra.

Delfiner i Danmark

Det er ganske vist: Der er bonitoer i Kattegat og delfiner i Kalø Vig! De har ganske vist ikke fået permanent opholdstilladelse endnu, men er her som sommergæster i varmen.

Forgangne august måned blev da også den varmeste nogen sinde, og det kvitterede naturen for med sjældne sommergæster som bonitoer og delfiner. Det er ikke utænkeligt, at den ene har jagtet og ædt den anden…

For en hel del år siden var der sardiner og delfiner så langt sydpå som i Flensborg Fjord, men siden har de sjove småhvaler ikke vist sig i danske farvande. Nu har de så været her igen, og min gode ven Villy Maagaard var på pletten med både kamera og kajak.

Herunder kommer nogle af Villys smukke og stemningsfyldte dokumentarfotos. Klik på billederne for at se dem i større format og få et nærmere kig på de store dyr:

Det er næppe sidste gang, vi har set delfinerne i de indre danske farvande. Dels er temperaturen jo globalt støt stigende, og dels er der tilsyneladende føde nok til dem. Vi har jo makreller som aldrig før, de kan guffe i sig. Sild mangler vi heller ikke.

Ovenstående fotos har Villy Maagaard taget ret ud for Kaløvig Center i Følle, hvor vi holdt vore fluefiskekurser i det forgangne forår. Det er den store hvide bygning i baggrunden. Så der må jo være fisk, selv om vi fluefiskere bestemt ikke brillierede med de store fangster inde fra land. Delfinerne gjorde det helt sikkert bedre under vandet – lidt længere til havs…

Endnu engang tak til Villy for de smukke fotos, der så sandelig giver lyst til at få kajakken i vandet igen snarest muligt!

Bemærk, at der naturligvis er copyright på alle billederne.

Fiskeplejen i fare

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, der selv er aktiv landmand, har lagt en bombe under den moderne fiskepleje.

Her fokuserer man i dag på, at fiskene i videst muligt omfang skal kunne reproducere sig selv naturligt. At udsætning af opdrættede fisk kun skal finde sted, hvor gydeforholdene ikke er optimale og bestanden derfor ikke kan klare sig selv.

Nu foreslår Eva Kjer Hansen så, at de beskyttende randzoner langs vandløbene helt skal sløjfes, så der kan pløjes, plantes og sprøjtes helt ud til kanten. Hun foreslår også, at 56.000 km af vore i alt 75.000 km vandløb skrives ud af vandområdeplanerne. De vil herefter kunne behandles alene ud fra afvandingsinteresser.

Læs mere om den tikkende bombe under fiskeplejen her…

Manden bag artiklen

Denne artikel blev publiceret i Sportsfiskeren nr. 7 fra 1987. Forfatteren var Jeppe Steensen.

Steen Ulnits er et godt eksempel på den ny tids biologisk velfunderede sportsfiskerskribenter.

Født den 21. maj i det Herrens år 1956, da russerne tog Ungarn. Stedet var Ringkøbing by nær Skjernå-laksens vugge. Det var i de dage, da der endnu var laks af betydning i åen – kun to år efter fangsten af Dinesens rekordlaks på 26,5 kg.

Urolig barndom

Med faderen som postassistent gik det land og rige rundt i takt med avancementerne. Fra Ringkøbing over Samsø til København for til sidst at ende på Nord-Als i det sønderjyske. I dag er Steen Ulnits bosat i Århus, hvorfra han drager hovedlandet rundt med sine stænger og fluer.

Lystfiskerkarrieren lod ellers vente på sig. I Ringkøbing var han for lille, på Samsø var der ellers vand nok, og i Køge Bugt var vandet for beskidt. Sulfoskummet lå i en tyk bræmme langs stranden i de år…

Steen Ulnits er ikke arveligt belastet. Faderen er ivrig filatellist – sikkert præget af de mange år i det danske postvæsen – en interesse, sønnen aldrig rigtig delte. Det gjorde til gengæld faderen heller ikke, da sønnens interesse for lystfiskeri pludselig opstod. Den opstod spontant, da en af klassekammeraterne, hvis far havde en sportsforretning i Rødovre, en dag havde en stak grejkataloger med i skole.

Steen var solgt på stedet – hvorfor ved han stadig ikke. Men de farvestrålende stænger, hjul, blink, spinnere og woblere havde en dragende magt, som stadig holder. Årets nye grejkataloger er stadig lige spændende, omend han ikke længere er nede og spørge efter dem hver dag efter skoletid!

Helleflynder, Grønland, 1985

Men det var først, da familien – bestående af kun tre, for Steen er et (forkælet?) enebarn – flyttede teltpælene til Als, at det første grej blev købt. Det var en massiv 5 fods “Fiwa” med et elendigt “Hawk” fastspolehjul og en spole med 0.45 line. Den skulle jo kunne holde! Det kunne den da også, selv om der kun var plads til 25 meter af den på spolen… Kastene var derefter, naturligvis – omkring de 10 m, når forholdene var gunstige!

Al begyndelse er svær

Steen er selvlært lystfisker, hvilket vil sige, at han absolut skulle begå alle fejlene selv. Da først læretiden var overstået – et halvt års tid på den lokale badebro – forbarmede den første ulk sig over den rød-gule blypirk (fra Dansk-Svensk Stål i Nordborg).

Ulken blev transporteret hjem i triumf, anbragt i carporten, hvor den daglig blev beundret, indtil fangerstoltheden kølnedes lidt. Selv kvarterets katte gik da i en stor bue udenom!

Brugte siden de få og surt sammensparede lommepenge til en billig (?) 9 fods Atlantic stang med et 444A (verdensmesterhjulet!) og blev straks en ihærdig kystfisker, der, som de voksne, kun fiskede efter ædle havørreder. Eneste forskel var, at han ikke fangede nogen…!

Der gik dog hul på bylden hen ad vejen, selv om forvirringen var fuldkommen, når han studerede bøgerne på det lokale skolebibliotek.

I Politikens “Jeg er Lystfisker” stod der nemlig, at man skulle kaste vifteformet og spinne varieret ind. I Paul Wellendorfs “Lystfiskerhåndbogen” stod der omvendt, at man skulle gå nogle skridt mellem hvert kast, kaste vinkelret ud fra kysten og spinne ind i et regelmæssigt tempo…!

Når man ikke er ret gammel, er det svært at forstå den slags modstridende råd.

Steelhead, British Columbia, 1986

Der blev fisket hver dag efter skoletid og mindst to dage hver weekend! Flere blanke måtte med hjem i tasken – til behørig præsentation i køkkenvasken. Udbyttet svarede dog ikke helt til indsatsen, forekom det, og det ærgrede ham. Ærgerrig har han altid været, når noget har haft hans interesse – lidt for meget efter nogles smag!

Der blev tænkt mange tanker i de år, og lidt efter lidt blev han klogere på de mystiske havørreders færden omkring øen. Samtidig begyndte interessen for fluefiskeri, og da der ikke var noget vandløb at træne i på Als, hvad var så mere naturligt end at bruge kysten?

Det gjorde Steen i lang tid – uden held. Bevares, der var mange kysttorsk i de år, og hornfiskene holdt sig heller ikke tilbage. Men de blanke… En kold, men stille juledag gik der dog hul på bylden, og fire fine grønlændere på 40-45 cm måtte lade livet for en lille Mickey Finn (str. 8) – en trofast favorit lige siden.

Efter studentereksamen i Sønderborg og to års arbejde på den lokale fabrik (Danfoss) flyttede Steen Ulnits til Århus for at læse på universitetet. Den stedse hårdere belastning af naturen gav ham mange søvnløse nætter, og for at slippe fri af den ubehagelige følelse af afmagt besluttede han sig for at læse biologi. Så havde han i det mindste et våben i kampen – viden og indsigt!

Lidt af en globetrotter

De penge, han under fabrikstiden havde lagt til side til studierne, brugte han til sin første store Alaska-rejse i 1976. Til forældrenes store fortrydelse, ganske vist! Steen har dog aldrig fortrudt det, for det blev begyndelsen til mange spændende langfarter i det store udland.

Plettet havkat, Grønland, 1985

Grønland har altid ligget hans hjerte nær efter det første besøg i 1974, Canada og Alaska ligeledes. Det er blevet til mange og regelmæssige besøg med et utal af spændende oplevelser med grizzlybjørne, hvaler, ørne og så naturligvis store laks og ørreder. Det er trods alt dem, der har været drivkraften bag det hele.

Steen Ulnits holder af at fiske efter næsten alle slags fisk, og allerhelst med fluestangen. I de tidlige år som fluefisker var der der langt til de jyske strømvande, og var vejret ikke til kysten, da var der altid et par moser, som lokkede med deres gedder, aborer og skaller. Der findes ikke mange danske fisk, som han ikke har taget på flue. Det er en hel sport i sig selv, føler han.

Steen Ulnits skrev sin første artikel i 1973, 17 år gammel. Poul Thomsen (ham fra TV!) returnerede det håndskrevne manuskript med den kommentar, at han skam gerne ville købe artiklen – blot den var maskinskrevet. Det blev den så de følgende weekends…

Senere er det blevet til et utal af artikler og fotos i ind- og udenlandske tidsskrifter. Dertil til dato fem bøger på Skarv Naturforlag. Altsammen så han kunne finansiere de dyre udlandsrejser og samtidig have brød på bordet under studiet – i hvert fald hver anden dag!

Evighedsstudent

Studierne tog længere tid, end Ulnits havde regnet med. Der var altid lige noget fiskeri, der skulle prøves – nye vande og nye fluer at teste. Og så var det jo ikke så lidt sjovere end at terpe latinske betegnelser på universitetet…

I de første år af studierne brugte han mere tid tid bag rattet i sin lille rustne Mascot – på vej mod fjerne fiskevande – end bag studiebøgerne.

Pukkellaks, British Columbia, 1982

Færdig blev han dog alligevel, langt om længe, med et speciale i saltvandstolerance og smoltifikation hos laksefisk. Han mener selv, at den eneste grund til, at han nogensinde blev færdig, var, at han allerede et lille halvt år forinden fik tilbudt et spændende job.

Tre dage efter specialeeksamen på universitetet tiltrådte han sit nye job som fiskeribiolog ved Danish Farm Projects i Randers, og allerede ugen efter drog han afsted til Kina for at se på mulighederne for en storstilet rejeproduktion på nordbredden af Yangtsekiang flodens kæmpemæssige delta.

Herfra var han netop vendt tilbage, da “Sportsfiskeren” snakkede med ham. Uheldigvis med en grim Hongkong influenza hentet i – naturligvis – Hongkong!

Alligevel har vi ikke hørt det sidste ord fra Steen Ulnits – vær vis på det! Som en anden kendt sportsfiskerforfatter (Jens Ploug Hansen) engang udtalte det:

– Han er en af dem, der ynder at efterlade sig paddehatteskyer i kølvandet…!

Og det er ikke nogen helt forkert karakteristik. Steen Ulnits holder af at være kontroversiel og får derfor ofte både fingrene og ørerne i maskinen…

Tekst: Jeppe Steensen – Sportsfiskeren 7/1987

Fotos: Steen Ulnits

Regnbueørred, Alaska, 1976

En lille efterskrift for de lidt mere historisk og kriminologisk interesserede:

Sportsfiskerens daværende redaktør Per Rørkær Madsen skrev ofte under pseudonymet “Jeppe Steensen”, når han af forskellige årsager ikke ville lægge eget navn til.

Jeg kendte Per godt fra hans tid som museumsinspektør på Sønderborg Slot. Jeg kendte også hans charmerende og udadvendte hustru, som var rejseleder med speciale i Italien. Stor var derfor min bestyrtelse, da jeg dagen efter min hjemkomst fra en måneds fiskeri på Grønland gik ned til bladkiosken for at købe dagens udgave af Politiken.

På et stort skilt uden for kiosken kiggede Per mig pludselig i øjnene i fuldt format. Underteksten var direkte og helt uden omsvøb eller formildende omstændigheder:

“Graver konen ned i baghaven”

Jeg glemte alt om Politiken og styrtede ind for at købe den pågældende udgave af EkstraBladet. Og ganske rigtigt:

Efter længere tids uoverensstemmelser og en god del alkohol var de to kommet op at skændes så grundigt, at Per havde mistet besindelsen og slået sin hustru ihjel. Efterfølgende havde han gravet hendes lig ned i baghaven og beroliget naboerne med, at hun blot havde fået forlænget sit ophold i Italien…

Den frygtelige sandhed kom først frem, da en nabo undrede sig over en mærkelig forhøjning i haven og alarmerede politiet.

Steelhead, British Columbia, 1986

Well, det er heldigvis de færreste forundt at kende nogen, der har dræbt sin kone. Og ja, det lyder nærmest usandsynligt, men jeg kender faktisk to:

Kort tid efter skete der nemlig det, at en af de daværende ejere af Skibby Både og Cykler strangulerede sin færøske hustru… Som også Per kom han i fængsel for ugerningen, der naturligvis rystede omgangskredsen. Det havde ingen set komme.

Men så er det altså også et hårdt og farligt job at være i lystfiskerbranchen. Min gode ven og våbenfælle Jens Ploug Hansen så desværre ingen anden udvej end at skyde hovedet af sig selv med sit haglgevær – direkte inspireret af forbilledet Ernest Hemingway, som jo gjorde nøjagtig det samme. Ak ja…

Jeg har lovet min gamle mor at passe lidt bedre på – ikke at komme helt derud, hvor jeg ikke længere kan bunde i mine åndbare waders!