The Next Generation: ASI liner

IMG_0473

Micro-Diameter flueliner fra ASI

Tidligere på året var det den klassiske fluestang, der fik en grundig makeover med de nye Free-Flex stænger fra norske Arctic Silver Innovation. Nu er turen kommet til fluelinerne.

Man kan argumentere, at fluelinen nok er den del af fluefiskerens udrustning, som har undergået mindst udvikling gennem de seneste årtier.

Da først silken var skiftet ud med PVC, gik gassen lidt af udviklingen. Bevares, linerne blev da kontinuert raffineret i takt med bedre teknologi, men i princippet ændrede de sig meget lidt.

Engelske Airflo gjorde et behjertet forsøg med radikalt nye flueliner, der bød på uelastiske kerner af heltrukket kevlar og en slidstærk coating af polyurethan i stedet for PVC.

Det var liner, som bød på kreativ nytænkning, men desværre også liner, der ikke virkede efter kort tids brug. Airflo måtte helt droppe den uelastiske kerne til fordel for en mere traditionel af flettet nylon.

Fluebox

Næste generation går i luften

Nu er det så norske ASI’s tur til at prøve kræfter med de vanskelige flueliner, som skulle redesignes og tilpasses dels moderne fluefiskeri anno 2000 plus – dels ASI’s egne og radikalt anderledes Free-Flex fluestænger.

Til formålet allierede man sig med engelske Sunray og indgik et Research & Development samarbejde med dem. På det personlige plan drejer det sig om et nært samarbejde mellem Sunray’s ejer og grundlægger, englænderen Tom Bell, og Arctic Silver Innovation’s norske mesterkaster, Stener Skogmo.

Stener har tidligere designet fluestænger og flueliner for amerikanske G. Loomis, så han er ikke ukendt med problemstillingerne.

Et af målene med de nye liner var at fremstille liner, som er tyndere end de traditionelle i PVC og polyurethan. Liner, som derfor kaster bedre – lettere, længere og med mindre luftmodstand. Liner, som at nemmere at løfte fri af vandet – med mindre plasken og vandmodstand.

Line

Mindre tolerancer

Men når man vil gøre en flydende line tyndere, så bliver tolerancerne uundgåeligt snævrere. Linerne skal jo stadig flyde, og med mindre diameter bliver vægtfylden og tolerancerne automatisk mindre.

Faktisk blev de til sidst så små, at alene valget af farvepigment viste sig altafgørende. Ændrede man på farven, ændrede man også på vægten!

De nye Arctic Silver Innovation liner har derfor alle kasteklump i samme grå farve, mens den tynde skydeline har forskellig farve i hver enkelt lineklasse: Oliven på klasse 5, blå på klasse 6, gul på klasse 7 og orange på klasse 8. Alene ud fra farven på skydelinen kan man således genkende lineklassen. Fremover vil ASI stængerne bære samme farvekode, så man umiddelbart kan matche stang og line – alene på farven.

5, 6, 7 og 8 er de fire lineklasser, som ASI linerne i første omgang leveres i – matchende de fire allerede eksisterende Free-Flex stænger fra samme ASI. Senere vil både intermediate og synkende liner komme til – flere lineklasser måske også.

Kasteklumperne er henholdsvis 10 meter for klasse 5 og 6 linerne samt 11 meter for klasse 7 og 8. Bagtaperingen er moderat, så linerne egner sig til både overhånds- og speykast. Alle lineklasser leveres med fabriksmonterede svejsede løkker i begge ender – elegant forarbejdede, som det fremgår af billedet herunder.

Loop

Testfiskeri

Jeg har testfisket en #5 og en #8 line. Den første nogle få gange ved en lille mølledam – den sidste gentagne gange på åben kyst.

Da jeg foretrækker løkkefri liner i de mindre vægtklasser, klippede jeg frontløkken af på #5 linen og monterede forfanget med en nail knot i stedet. Det giver en mere elegant overgang. På #8 linen lod jeg løkken blive siddende.

I begge tilfælde er det tydeligt, at linerne rent faktisk er tyndere end konventionelle liner fra andre fabrikanter. Det ses tydeligt, dersom man spoler to liner af samme klasse på to ens hjul med lige meget backing på – den ene en ASI Micro-Diameter line, den anden en konventionel line.

Nedenstående foto fortæller bedre end mange ord, at ASI linen er tyndere og derfor fylder mindre. Det er en 27,5 meter lang Guideline Presentation line til venstre og en 30,5 meter lang ASI M-D til højre.

Forskellen betyder, at man enten kan bruge et mindre hjul end ellers. Eller får plads til mere bagline på det samme hjul. Det sidste er ikke uvæsentligt, dersom man ønsker at prøve kræfter med tropiske og subtropiske eksprestog i saltvand!

Volumen

Spidsen på en ASI WF5 line er blot 0,54 mm tyk, hvilket kræver forfang, som er lidt tyndere i den tykke ende end ellers. Bruger man færdige knudeløse forfang, kan man blive nødt til at klippe et stykke af i den tykke ende og så fastgøre forfanget til et tyndere linestykke fastgjort til linespidsen. Det virker fint.

Den mindre diameter mærkes tydeligt ude ved vandet. Her får man umiddelbart samme fornemmelse, som når man kaster og fisker med en normal intermediate line. Den mindre diameter og ringere luftmodstand får linen til skære gennem vinden, så man behøver færre kræfter og blindkast for at få fluen ud.

Det er noget, der kan mærkes efter en lang dag på kysten.

Lavtflydende Low Profile

Det siger sig selv, at jo tyndere man gør en flydeline, desto højere densitet får den også. Det både ses og mærkes – i form af liner, der ikke flyder helt så højt som konventionelle flydeliner. Men de flyder!

Under praktisk fiskeri betyder det kun sjældent noget – med mindre man da skal eller vil bruge sin flydeline som hugindikator.

På spejlblanke søflader er det til gengæld en markant fordel med en lavere densitet, idet linerne her laver mindre forstyrrelse i overfladen end tykkere og højereflydende liner.

Forskellen er ganske markant og resulterede under testfiskeriet i flere hug fra forsigtige fisk, når der sad en lille sort dansemyggepuppe for enden af det lange og tynde forfang.

Box

Den ringe elasticitet, som skyldes linens tætflettede kerne, bidrager også hertil, idet mindre energi end ellers går tabt i den normalt mere elastiske line. Mere mærkbare er ligeledes huggene, som registreres på længere afstand end ellers.

Testet og godkendt

Jeg fik ti havørreder på land under de første to dages testfiskeri med WF 8’eren, og flere af dem tog fluen længst ude, hvor det ellers kan være svært at kroge fiskene. En god og ganske kontant oplevelse på den nye ASI Micro-Diameter line, der må siges at være klart godkendt.

Det er i sagens natur for tidligt at sige noget om de nye liners langtidsholdbarhed. Det kan kun tiden vise. Men i testperioden har de ikke vist tegn på eventuelle svagheder.

De nye ASI liner leveres i emballage, der efterfølgende kan bruges som flueæske. Intet ressourcespild her, hvilket jo er glædeligt og helt i takt med tiden.

Pris fra ASI’s egen webshop er $85,- per line. Det svarer omtrentligt til 575,- danske kroner.

Se dem på www.arcticsilvershop.com

Steen Ulnits

ASI logo

ASI M-D data:

#5 MD F 1H
Grey/olive-yellow
head: 10 m/ 33 ft
length: 30 m/98 ft
head: 11,3 grams

#6 MD F 1H
Grey/light-blue
head: 10 m/ 33 ft
length: 30 m/98 ft
head: 13,5 gram

#7 MD F 1H
Grey/yellow
head: 10,9 m/ 36 ft
length: 30,5m/100 ft
head: 15,3 grams

#8 MD F 1H
Grey/light-orange
head: 10,9 m/ 36 ft
length: 30,5m/100 ft
head: 17,2 grams

xxx

TriangleTray_2