Historien har det med at gentage sig. Og dette ikke mindst hvad giftige kemikalier angår. Når de dukker op, lanceres de i regelen som rene vidundermidler, der vil, kan og skal redde verden og gøre den til et bedre sted for os mennesker. Efter nogle årtiers brug viser stofferne sig så at være den rene gift for alt andet end de planter og insekter, det var tiltænkt.
Vi har set det med stoffer som parathion (Bladan), der for år siden blev brugt med rund hånd til mange formål. Og vi har senest set det med glyphosat (RoundUp), som bruges i enorme mængder til mange forskellige ting. Og som producenten lovede ville være nedbrudt, længe før det nåede grundvandet…
Det er næsten altid krigene, der bringer menneskeheden nye og revolutionerende produkter. Krige, som ansporer videnskaben til at yde sit ypperste og udtænke nye ting, der forhåbentlig kan slå fjenden ihjel eller lamme ham.
Første Verdenskrig gav os således giftgasserne, der kunne sætte lidt bevægelse i skyttegravskrigen. Hvis vinden ellers var rigtig. Anden Verdenskrig gav os atombomben, der som det første menneskeskabte våben nogensinde truede med helt at udslette os selv sammen med fjenden. Begge dele skelsættende opdagelser, der var ved at trække tæppet væk under opfinderne selv…
Sådan er det også gået med mange af kemikalierne, omend den skadelige effekt dog ofte først viser sig efter adskillige års brug. Det gælder i meget høj grad stoffet DDT, som kom på markedet i årene efter Anden Verdenskrig.
DDT er en forkortelse for det kemiske stof DichlorDiphenylTrichlorethan. Det kom på markedet i USA i 1946, og i 1969 blev det totalforbudt i Danmark. Da havde man mere end to årtiers erfaringer med det giftige stof og dets langtidsvirkninger.
Som det fremgår af illustrationen øverst i denne artikel, så var der ellers ingen grænser for, hvad DDT kunne gøre af godt for menneskeheden:
Et styk kødkvæg kan tage 25 kg ekstra på, hvis de beskyttes mod kvægmyg og andre insekter. Med DDT. Æbler, appelsiner og andre saftige frugter bliver større og helt fri for orm, hvis de sprøjtes med DDT. Malkekvæg giver op til 20% mere mælk, hvis de beskyttes mod irriterende insekter. Med DDT. Og kartoffelhøsten stiger med mange tønder per hektar, hvis de sprøjtes med DDT.
DDT var på daværende tidspunkt ikke noget nyt stof. Faktisk fremstilledes det første gang tilbage i 1874. Med stoffets giftvirkning over for insekter blev først opdaget i 1939. DDT udmærkede sig ved at have en akut giftighed over for insekter, mens dets umiddelbare giftighed over for mennesker og dyr var lav.
Det viste sig imidlertid snart, at insekter er hurtige til at udvikle resistens over for DDT, som derefter er virkningsløst. Det viste sig også, at stoffet akkumuleres i fødekæden – med flere negative effekter. Mest kendt er effekten på rovfugle, som jo er placeret øverst i fødekæden, og som derfor er dem, der ophober flest giftige stoffer – så som DDT. Rovfuglene begyndte at lægge så tyndskallede æg, at ungerne ikke blev udklækket. Skallerne var gået itu inden da.
I USA blev DDT sprøjtet ud over Floridas sumpområder for at reducere myggeplagen, men de skadelige bivirkninger var for store og synlige – ikke mindst på rovfuglene. DDT anvendes dog stadig i flere U-lande, hvor formålet er bekæmpelse af de malariamyg, som her hvert år koster i tusindvis af menneskeliv.
Verdenssundhedsorganisationen WHO er endda gået så langt som til at anbefale DDT til indendørs bekæmpelse af netop malariamyg. WHO mener helt enkelt, at fordelene ved DDT her opvejer ulemperne.
Mandag den 14. november 2016 var Månen så fuld og så stor, som den ikke har været det længe. Den var nemlig Supermåne, som man kalder det.
Månen var netop da så tæt på Jorden i sin elliptiske bane, som den ikke havde været i de sidste 68 år. Og der vil gå yderligere 18 år, inden den igen er lige så tæt på som den 14. november 2016.
– Og hvad betyder så det, kunne man spørge sig? Jo, det betyder flere ting. Dels synede Månen markant større hin novemberdag, end den normalt gør ved fuldmåne. Hele 14 %. Den var nemlig knap 50.000 kilometer tættere på os end normalt.
Afstanden ved Supermåne er 354.027 km mod 402.927, når den er længst væk.
Den var senest så meget tættere på os, at den reflekterede godt 30 % mere sollys, end den plejer at gøre. Man kunne uden problemer læse en avis i nattens måneskin, hvis ellers skydækket tillod det.
Men ikke nok med det. Når Månen er så tæt på som ved Supermåne, da trækker den mere i Jordens vandmasser, end den sædvanligvis gør. Tidevandet bliver derfor stærkere end normalt. Lavvandet bliver lavere, og højvandet når længere op, end det plejer at gøre. Op til måske 5 cm.
Men heller ikke nok med det. Supermånens tiltrækningskraft rykker ikke kun i vandmasserne, men også i jordpladerne – Jordens tektoniske plader. Det vil givet medføre, at disse nogle steder giver efter under det ekstra pres – typisk ved, at spændinger mellem jordpladerne udløses som jordskælv af større eller mindre slags.
Sker dette langt til havs og på dybt vand, kan det udløse en tsunami, som vi efterfølgende så det på New Zealand. Det er således ikke alle steder, man nyder synet af den aktuelle Supermåne lige meget…
Supermåne og Blå Måne
Så galt gik det heldigvis ikke ved den næst følgende Supermåne, der faldt den 3. december 2017. Også den dag var Månen fuldere og større, end den plejede at være. Månen var da igen så tæt på Jorden i sin elliptiske bane, som den kun er omkring hver 14. måned.
Den seneste 2017 Supermåne var dog ikke tilnærmelsesvis så tæt på som 2016 Supermånen. Således var den kun omkring 7% større at se på. Og den reflekterede kun godt 16% mere sollys, end den plejer at gøre. Mod henholdsvis 14 og 30% året før.
Så 2017 Supermånen var altså en relativt lille én af slagsen. Men den faldt i julemåneden, og det gør den jo speciel alligevel! Se gerne National Geographic’s fine grafiske fremstilling herover af, hvad en Supermåne egentlig er.
Har man fulgt lidt med i engelsk litteratur og sangskrivning, så vil man før eller siden være stødt på begrebet “once in a Blue Moon” – ofte brugt i forbindelse med “feeling blue” eller tilsvarende tristhed.
Den virkelige forklaring på begrebet “Blue Moon” er imidlertid anderledes håndfast og konkret. Således taler astronomerne om “Blue Moon”, når der optræder hele to fuldmåner i løbet af en enkelt kalendermåned. Månen er nemlig ikke i sync med kalenderen, og derfor optræder der regelmæssigt måneder, hvor man lige akkurat kan opleve hele to fuldmåner.
Typisk forekommer fænomenet hvert andet eller tredje år. Alle kalendermåneder minus februar er længere end Månens cyklus på 29,5 dage, og derfor optræder blå måner statistisk set omkring 7 gange for hver 19 år.
Begrebet “once in a Blue Moon” bruges ofte i daglig tale, men da blot for at betegne fænomener eller hændelser, som kun sker sjældent eller med lange mellemrum. Præcis som den Blå Måne selv!
Månen herover er ganske vist ikke fuld, men den er da blå. I hvert fald på bagsiden. Lidt overraskende, at The Dark Side of the Moon, som Pink Floyd synger så smukt om, slet ikke er sort, men blå. Billedet er taget en kold, men klar eftermiddag sidst i oktober.
Endnu mere sjælden end en blå måne er en Blodmåne.
Blodmåne er navnet på den røde måne, man oplever under en total måneformørkelse, når Månen samtidig er fuld. Solen, Jorden og Månen ligger da på en lige linje, så Jorden skygger for Månen.
Månen vil blive rød, fordi de reflekterede solstråler under formørkelsen reflekteres gennem Jordens atmosfære. Lidt som ved en rød solnedgang. Eller som når Månen står op over horisonten. Blot indirekte.
I begge tilfælde filtreres lyset gennem Jordens atmosfære, der kun tillader de langbølgede røde stråler at passere uhindret igennem. Månen står derfor op som en blodappelsin, der gradvis bliver hvidere, jo højere den kommer op på himlen – jo kortere vej lyset har gennem atmosfæren.
Næste Blodmåne i Danmark vil kunne ses i juli 2018.
Der har på det seneste hersket en del forvirring omkring Tangeværkets pligtudsætninger. Forvirringen skyldes flere ting:
Dels er Fødevareministeriet som bekendt lagt sammen med Miljøministeriet, hvilket i sig selv har skabt en del forvirring. Der er megen jura, som skal koordineres og samordnes, når to ministerier pludselig skal fusioneres.
Og dels har Gudenåens Ørredfond i år for første gang i lang tid kunnet levere alle de fisk til Tangeværkets pligtudsætninger, som de skal ifølge planerne. Dette har i sig selv givet en højere slutpris end forventet, hvilket Tangeværket naturligt nok har reageret negativt på.
Sagen er ikke blevet bedre af, at man tilsyneladende har glemt, at opdrætsfisk med vildfiskestatus betinger en 40% højere pris end almindelige fisk. Alt i alt er fiskene således blevet en hel del dyrere, end Tangeværket havde regnet med.
Endelig er der to forskellige love i spil: Vandløbsloven fra 1982 og Tangeloven fra 2013.
Her strides man nu om, hvilken lov der egentlig er gældende. Det er populært sagt her, aben ligger. Myndighederne har undervejs ikke fået afklaret med sig selv og hinanden, hvilken lov der egentlig skal administreres efter. Og det skaber naturligt nok forvirring hos alle parter.
DTU Aqua, som administrerer fiskeplejemidlerne, har derfor valgt at holde Gudenåens Ørredfond skadesløs – ved at indbetale det udestående beløb til fonden, mens sagen kører. Således har Tangeværket ikke betalt for sidste levering af ½-årsfisk, hvilket DTU Aqua til gengæld har gjort.
Dette indtil en endelig afklaring på sagen og lovgivningen er kommet fra miljøministeren.
Dette sagsforløb er bekræftet af Gudenåens Ørredfond. Tidligere spekulationer på min Facebook-side om Danmarks Sportsfiskerforbunds mulige forbindelse til disse forhold er således grundløse. Sagen har nemlig som oplyst ikke været forelagt det rådgivende paragraf 7-udvalg, hvor DSF med flere har sæde.
Jeg lægger mig herefter fladt ned og beklager de misforståelser, dette måtte have afstedkommet. Ret skal naturligvis være ret, når og hvis det er det.
Men hvem der så har givet lov til at bruge fiskeplejemidler til dækning af Tangeværkets ubetalte regning for pligtudsætninger, det vides endnu ikke. Det undersøges stadig. Så herom givet meget mere senere.
Det er under alle omstændigheder højst udsædvanligt, at man bruger midler fra det statslige fisketegn uden vished for, at pengene senere vil blive betalt af skyldneren. Et skråplan fristes man til at sige.
Tangeværket har således i mellemtiden oplyst, at man ikke vil betale for de kommende pligtudsætninger i 2018. At man er villig til om nødvendigt at tage en retssag med staten om det.
Danmarks Sportsfiskerforbund er efterfølgende kommet på banen med denne forklaring på fiskeplejemidlernes pludselige brug til betaling af udestående fra Tangeværkets pligtudsætninger Og DSF’s rolle i sagen.
Forklaringen kommer ordret her – via et screndump fra sportsfiskeren.dk:
Vi kan således indtil videre kun konstatere, at fiskeplejemidler er blevet brugt til at betale for Tangeværkets pligtudsætninger.
Vi forventer naturligvis, at vi som lystfiskere holdes skadesløse, når sagen er afsluttet og beløbet tilbagebetales. Vi forventer ligeledes, at Tangeværket også fremover holdes ansvarlig for de hidtidige årlige pligtudsætninger, som værkets spærring af Gudenåen medfører.
Disse pligtudsætninger har – uvist af hvilken grund – kun omfattet havørredbestanden i Gudenåen. Den, der blev halveret med Tangeværkets spærring af Gudenåen. Det vil i den forbindelse være yderst relevant også at inddrage den Gudenå-laks, der blev endegyldigt udryddet med værkets etablering i 1924. Og som det af en eller anden grund aldrig er blevet pålagt Tangeværket at kompensere for.
Som det ses af grafen fra statsbiolog Otto Poulsen i 1935 (øverst i denne artikel), så blev der så sent som i 1923 fanget over 3 tons vilde laks i Gudenåen.
Som det også ses af grafen, så var 1921 – midt i etableringen af Tange Sø – det sidste år med naturligt produceret lakseyngel i Gudenåen.
Endelig viser grafen, at den sidste oprindelige Gudenå-laks blev fanget i 1928, fire år efter færdiggørelsen af Tangeværket.
Gudenå-laksen blev således indiskutabelt udryddet af og med opførelsen af Tangeværket. Den var langt fra udryddet inden da, selv om Tangeværkets tilhængere altid fremfører dette som et etableret faktum.
Den oprindelige laksebestand var reduceret, ja. Af opgravninger og opstemninger længere opstrøms. Men 3+ tons naturligt reproduceret Gudenå-laks fanget i 1923 er ganske langt fra status af uddød.
Med en snitvægt på måske 5 kg drejer det sig om flere end 600 vildlaks. Produceret før Tangeværkets etablering. Og dem har værket aldrig måttet betale for.
Ferskvandsfiskeriforeningen offentliggjorde i seneste nummer af deres medlemsblad (no. 5-2017) en artikel om, hvordan Gudenåens Ørredfond har været nødt til at sende Tangeværket til inkasso.
Årsag: Tangeværket havde nægtet at betale for deres årlige og lovpligtige kompensationsudsætninger. For første gang nogensinde.
Det har på det seneste været diskuteret, om det udestående beløb for Tangeværkets pligtudsætninger nu er på 300.000, 200.000 eller blot 13.000 kroner.
Pt. er udeståendet reduceret til 13.000 kroner, som er betalt til Gudenåens Ørredfond af DTU Aqua, der forvalter fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Dette indtil ministeren træffer en endelig afgørelse om de fremtidige udsætninger fra Tangeværket.
Tangeværket har efterfølgende udtalt, at de fremover ikke vil betale for pligtudsætningerne. Om nødvendigt vil man prøve sagen ved en domstol. Der er nemlig ikke enighed om, hvilken lov Tangeværket skal administreres efter: Den gamle vandløbslov fra 1982. Eller den nye Tangelov fra 2013.
Det har miljøministeren og hans styrelser da også kun haft to år til at finde ud af. Så mon ikke de når det inden næste folketingsvalg? Om ikke før så efter en eventuel retssag med Tangeværket.
Problemet ligger ikke i det aktuelle beløbs størrelse. Det virkelige problem er, at dette måske blot er første skridt på en lang deroute for fiskeplejemidlerne – om miljøministeren nu vil sløjfe Tangeværkets pligtudsætninger. Her er et uddrag af juraprofessor Peter Paghs udlægning af teksten i Tidsskrift for Miljø. September 2017:
“Ved lov nr. 1461/2013 blev den gamle lov ophævet, således at koncessionen skulle erstattes af tilladelser efter elforsyningsloven og natur- og miljølovgivningen. Samtidig blev indført specielle regler i vandløbsloven, herunder bl.a. §37 a, hvorefter ministeren “kan bestemme, at ejere af opstemningsanlæg til udnyttelse af vandkraften i Gudenåen til elproduktion har pligt til at udsætte fisk i Gudenå-systemet i henhold til planer udarbejdet i medfør af fiskeriloven.” I bemærkningerne til lovforslaget blev bl.a. anført:
“Der bliver ikke med dette lovforslag taget stilling til spørgsmålet om et omløbsstryg ved Tangeværket. Spørgsmålet om etablering af en faunapassage ved værket vil blive aktuelt i forbindelse med gennemførelse af EU’s Vandrammedirektiv for anden planperiode 2015-2021”. (…) Den foreslåede bestemmelse om fiskeudsætning giver tillige miljøministeren mulighed for at ændre afgørelsen, f. eks. hvis der etableres en faunapassageløsning ved Tange, som indebærer, at det ikke længere er nødvendigt at gennemføre foranstaltninger til udsætning af fisk. (…) Miljøministerens beslutning kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet i overensstemmelse med lovens almindelige ordning.”
Citat slut.
Med den seneste lovændring fra 2013 har miljøminister Esben Lunde Larsen tilsyneladende mulighed for at slette Tangeværkets hidtidige pligtudsætninger. Hvis han altså vil. Muligheden har miljøministeren i så fald haft siden lovens vedtagelse i 2013.
Som det fremgår af ministerlisterne fra 2013, så var det Ida Auken – dengang SF, idag de Radikale – som var landets miljøminister og dermed ansvarlig for Tangeværket og den her citerede lovgivning.
I værste fald skrider så muligvis det hele. Da kan de af landets lystfiskere indbetalte fiskeplejemidler nemlig pålægges at overtage betalingen af Tangeværkets hidtidige lovpligtige kompensationsudsætninger. Som et led i den gældende fiskeplejeordning.
Fremover betaler vi så Tangeværkets tidligere pligtudsætninger, som miljøministeren med et pennestrøg har befriet dem for. I al evighed. Hvis han altså ønsker det og kan gøre det.
Det er og var udsætninger, som har deres baggrund i grafen nederst på denne side: At Gudenå-laksen blev endegyldigt udryddet med anlægget af Tange Sø, der lagde sig tungt over laksens sidste og historisk altid vigtigste gydepladser. Havørreden, som havde og stadig har halvdelen af sine naturlige gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket, blev “kun” halveret.
De omdiskuterede kompensationsudsætninger omfatter kun havørreder, hvis bestand blev halveret. Ikke laksen, som blev udryddet helt med værkets etablering.
Fremover kommer sagen så ind over §7-udvalget, der rådgiver ministeren om brugen af fiskeplejemidlerne. Et udvalg, hvor blandt andet Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) sidder. Som blot én ud af mange repræsentanter. Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF) har ligeledes plads i dette udvalg.
Milliontab til fiskeplejen
Vi taler nu pludselig millioner af tabte fiskeplejekroner over de kommende år. 200-300 tusinde om året bliver jo til 2-3 millioner over en 10-årig periode. Hvis miljøministeren altså vælger at uddele en julegave til vennerne på Tangeværket. Hvad han måske allerede har gjort – uden vort vidende.
Det er denne udvikling, vi er mange, der frygter. At vi lystfiskere fremover og måske i al evighed skal overtage Tangeværkets tidligere pligtudsætninger.
Husk på, at så længe Tange Sø ligger og dækker over de fleste og vigtigste af laksens gydepladser i Gudenåen, da skal der udsættes laks for millioner. Som vi lystfiskere så kommer til at betale via vore fiskeplejemidler.
I dag finansierer kommunerne langs Gudenåen et storstilet Put & Take fiskeri, som koster mange penge, og som omsætter for endnu mere. Men de tilbagevendende laks kan bare ikke gyde. Deres gydepladser ligger stadig på bunden af Tange Sø. Hvis de tilbagevendte laks ikke fanges, går de allerfleste til grunde.
Alene derfor skal Tange Sø tømmes og Gudenåen retableres. Der er ikke andre muligheder, hvis vi ikke skal være til grin for vore egne penge. Tømning af søen er den billigste og suverænt bedste løsning.
Jeg håber, at jeg tager fejl i ovenstående betragtninger. Men jeg er oprigtigt bange for, at det er fremtidens lystfiskerbetalte fiskepleje ved Tangeværket, der her banker på døren. Med forhøjede priser på det obligatoriske fisketegn og yderligere geografisk skævvridning af millionernes fordeling.
Det sidste bliver de rigtig triste over på ikke mindst Sjælland, som i så fald må ryste op med en tredjedel af omkostningerne ved Tangeværket. Omkring en tredjedel af fisketegnsløserne bør nemlig på Sjælland, omend kun 1.600 er medlemmer af DSF. Det er omkring en tiendedel af DSF’s samlede medlemstal på 16.000.
Hvis altså miljøminister Esben Lunde Larsen vælger at slette Tangeværkets pligtudsætninger med et vennesælt pennestrøg.
Only time will tell.
Steen Ulnits
Af illustrationen herunder fremgår, at Gudenå-laksen uddøde endeligt med etableringen af Tangeværket. Trods påstande om det modsatte. Havørredbestanden blev “kun” halveret, da havørreden havde og stadig har halvdelen af sine gydepladser i Gudenåen nedstrøms Tangeværket. Materialet stammer fra statsbiolog Otto Poulsen (1935)
Tangeværket har i mange år skullet betale kompensationsudsætninger, da opstemningen spærrer for opgangen af laks og havørreder i Gudenåen.
Havørredbestanden blev kun halveret ved anlæggelsen af Tange Sø, da havørrederne har halvdelen af deres naturlige gydepladser i tilløb nedstrøms Tange Sø. Laksen derimod blev endegyldigt udryddet, da den blev forment adgang til sine sidste og vigtigste gydepladser, der i dag ligger på bunden af Tange Sø.
I år har Tangeværket tilbageholdt udbetalingen til disse tvangs- eller kompensationsudsætninger. Så længe, at Gudenåens Ørredfond til sidst måtte sende Tangeværket til inkasso.
Men Venstre og vennerne stod klar i kulissen til at hjælpe det betrængte værk. Således kontaktede Venstres Christian Pihl Lorentzen som en af Tangeværkets absloutte venner og helt store tilhængere af Tange Sø sin partifælle Esben Lunde Larsen, der i hvert fald af navn er miljøminister.
Som miljøminister af navn har Esben Lunde Larsen Naturstyrelsen under sig, og han beordrede derfor straks, at det skyldige beløb fra Tangeværket skulle betales af de fiskeplejemidler, som danske lystfiskere indbetaler til det obligatoriske fisketegn.
Man må tage sig til hovedet og spørge, om det virkelig kan være lovligt: At staten uden at spørge nogen blot stikker snabelen i kassen af fiskeplejemidler til betaling af skyldige regninger for lovpligtige kompensationsudsætninger fra en privatejet virksomhed?
Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som sidder i det rådgivende paragraf 7-udvalg, der vejleder ministeren om brugen af fiskeplejemidler, har så vidt vides ikke opponeret mod dette magtmisbrug. Men så har DSF jo også for længst valgt side og støtter den fortsatte eksistens af en Tange Sø, der blokerer for en retablering af både Gudenåen og Gudenådalen.
Så nu skal lystfiskere på både Sjælland og Fyn altså også bøde for dette jyske knæfald og udsalg af arvesølvet. Og dermed holde liv i et forældet vandkraftværk, hvis ret til brugen af Gudenåens vand udløb i år 2000.
Regeringen muliggjorde med vedtagelsen af lov L111 etableringen af nye forurenende havbrug i Kattegat.
Til formålet opfandt regeringen et såkaldt “råderum” til øget forurening af vandmiljøet. Ingen har nogensinde set et sådant råderum, men regeringen stemte alligevel forslaget igennem – med stemmer fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
For ikke at øge nettoudledningen af kvælstof og dermed forbryde sig mod EU’s Vandrammedirektiv, blev det samtidig vedtaget, at der i forbindelse med etableringen af nye havbrug skulle anlægges kompenserende muslingefarme.
I den forbindelse leverede regeringen en lang række usandheder – på linje med de usandheder, der førte til vedtagelsen af Landbrugspakken. Herunder er en række facts til brug i debatten om flere havbrug i danske farvande.
Én lille gave til at lægge under Juletræet i hver af decembers første 24 juledage:
Der eksisterer ikke noget “miljømæssigt råderum” til yderligere forurening i Kattegat. Det er opfundet til formålet af DHI.
117 ud af 119 områder lever i dag ikke op til kravene i Vandrammedirektivet, men har brug for yderligere kvælstofreduktion.
Muslinger er udnævnt til det “kompenserende tiltag”, der skal muliggøre/lovliggøre øget forurening fra havbrug.
Kvælstoffjernelse via muslinger er kun dokumenteret i lukkede fjordområder, aldrig i åbent hav som Kattegat.
Fjernelse af forurening skal ifølge EU ske ved kilden. Man kan ikke forurene i åbent hav og så rense i kystnære fjorde.
Kompenserende muslingeopdræt vil fylde mange kvadratkilometer og være til stor gene for skibstrafikken.
Netop muslinger er overvintringssted for de bakterier, der om sommeren forårsager den livsfarlige havkolera.
Vandtemperaturen generelt er støt stigende, hvilket vil give havkolera-bakterier endnu bedre betingelser end nu.
De nye havbrug vil med deres store forbrug af antibiotika øge sandsynligheden for udvikling af resistente havkolera-bakterier.
En større risiko for infektion med havkolera vil skræmme turister og badegæster væk fra de danske strande.
Lokalt er man imod de nye havbrug, som vil være ødelæggende for den ønskede og planlagte kystturisme.
Havbrug i Kattegat vil medfører øget risiko for udbrud af havlus, der kan angribe vilde havørreder og udgøre en trussel mod disse.
Hver sæson undslipper tusinder af tamme regnbueørreder, som kan trække op i vandløb og grave allerede lagte havørredæg op her.
Man kan ikke fjerne den lokale forurening af havbunden under havbrugene på praktisk vis. Havbunden dør derfor under havbrugene.
Vilde fisk i frivand vil følgelig vil forurenet med foderrester, kemikalier og medicinrester fra havbrugene.
De planlagte havbrug skal primært producere ørredrogn til det japanske marked. Kun forureningen eksporteres ikke.
Produktion af ørredrogn til det japanske luksusmarked ikke løser verdens fødevaremangel, men forværrer den.
Opdræt af fisk i havbrug kræver nemlig et massivt industrifiskeri efter de såkaldte “skidtfisk” til produktion af fiskefoder.
Dette industrifiskeri trækker tæppet væk under de af havets fugle, fisk og havpattedyr, som lever af de samme fisk.
Netto går vandstrømmen ganske vist nordpå fra Østersøen via de danske sunde og bælter til Kattegat og videre ud gennem Skagerak til Nordsøen.
Imidlertid står strømmen i lange perioder stille eller går sågar sydover. Forurening fra havbrug vil således kunne nå at bundfældes undervejs.
Strømmen cirkulerer rundt i Århus Bugt, hvorfor forurening fra havbrug vil kunne bundfældes og ødelægge vandmiljøet her. Udmundingen af Randers Fjord ligeså.
Overfladestrøm og bundstrøm går ofte i stik modsat retning af hinanden. Overfladestrømmen er mere vindafhængig end bundstrømmen.
Lang tids vestenvind presser vand ind i Kattegat og bremser afstrømningen herfra. Ofte i flere dage. Belastningen fra havbrugene øges derfor.
Så vidt så godt. 24 juletips til den fortsatte kamp mod de forurenende havbrug i regeringens, Dansk Folkeparts og Socialdemokratiets til lejligheden opfundne rådighedsrum. Også døbt “grådighedsrummet” af en kvindelig dansk teolog med direkte udsigt til de påtænkte havbrug.
Ring gerne 2332 8988 for uddybning og henvisninger, hvis der er behov. Eller send en mail til steen@ulnits.dk. Alt i den gode sags tjeneste. Vi vil bare ikke have det svineri eller norske tilstande i Danmark!
Den amerikanske kemigigant og giftproducent Monsanto har tilsyneladende set skriften på væggen. I takt med den voksende modstand mod deres Glyphosat og RoundUp-produkter har Monsanto i stigende grad rettet interessen mod et andet af deres giftprodukter:
“Dicamba” er navnet. Et navn, vi kommer vi til at høre meget mere til. Dicamba’s kemiske sammensætning er C8H6Cl2O3, som lyder navnet 3,6-dichloro-2-methoxybenzoic acid.
Dicamba er i lighed med Glyphosat og RoundUp langt fra nogen nyhed, men har en lang historie bag sig. Dicamba er nemlig en bredspektret plantegift, som Monsanto registrerede allerede i 1967.
Det nye er dels, at Monsanto har intensiveret markedsføringen af denne gamle klassiker – dels at man i mellemtiden har udviklet nye genmodificerede afgrøder (GMO), som er resistente over for netop Dicamba.
Der er en således tale om en fuldstændig parallel til Monsanto’s andre genmodificerede afgrøder, som på samme måde er designet til at være de eneste planter, der kan tåle netop RoundUp. Altså er man som landmand nødt til at bruge de to produkter sammen – Monsanto’s egne GMO afgrøder sammen Monsanto’s egne plantegifte.
Dicamba Drifting
Hermed har vi endnu et makkerpar, der gør brugerne fuldstændig afhængige af Monsanto’s produkter. En pakkeløsning, der stavnsbinder brugerne til kemigiganten og vanskeliggør den nødvendige omlægning af giftlandbrug til økologi.
Dette er jo i sig selv slemt nok. Men i takt med den voldsomme markedsføring og den deraf følgende større udbredelse er der opstået eller opdaget et specielt problem, som er blevet døbt “Dicamba Drifting”, og som på det seneste har fyldt meget i den amerikanske presse.
Problemet er, at Dicamba let fordamper. Det er “volatile”, som man siger og kan læse i de amerikanske aviser. Over en vis temperatur vil en stor del af stoffet fordampe og efterfølgende blive spredt med vinden – til afgrøder, det ikke var tiltænkt, og som ikke kan tåle denne effektive designergift.
Denne uheldige egenskab har allerede medført erstatningssager mod Monsanto for utilsigtet plantedrab over meget store områder. Monsanto har svaret tilbage, at det er landmændene selv, der ikke har udvist den fornødne forsigtighed, når de spredte giften…
“We may be rural hicks, but we’re not stupid,” said Kenneth Qualls, an Arkansas farmer who is a plaintiff in one of the lawsuits.
“We know how to apply chemicals. They are going to blame it on the farmer to reduce their liability.”
Såvidt en udtalelse til amerikanske NewsWeek. Uanset årsag og virkning så har problemet med “Dicamba Drifting” allerede medført, at landbrugsstaten Arkansas har indført forbud mod brugen af Dicamba i en sommerperiode, hvor lufttemperaturen normalt er så høj, at Dicamba vil fordampe fra jorden og dermed spredes til omgivelserne.
Såvel Monsanto som BASF, der også producerer Dicamba, har lyttet til klagerne og udviklet nye versioner, der ikke fordamper så let som originalen. Men det har ikke stoppet klagerne. Indtil videre rapporteres således mere end 3 millioner acres – 12.000 km2 ifølge min lommeregner – som uønsket påvirket af Dicamba Drifting. Med drab af vegetation som det uundgåelige resultat.
Konklusionen
I bedste amerikanske stil har det naturligvis sat gang i et stort antal sagsanlæg mod Monsanto.
Og som altid i disse sager: Der er kun én vej ud af dette gifthelvede, som Monsanto, Bayer, BASF og andre kemiproducenter har påført os:
Næppe mange andre kemiske stoffer og produkter har fået så megen presseomtale som Glyphosat og RoundUp – begge fra den amerikanske pesticidgigant Monsanto.
RoundUp er ingen nyhed. Pesticidet med dette handelsnavn har været brugt i omkring 15 år herhjemme. Det bruges ikke mindst til den såkaldte “nedvisning” af korn før høsten, hvilket sikrer et ensartet produkt – uden irriterende sideskud, der som de første visner væk.
Udbredelsen i Danmark er stor – med omkring 10% af alle kornarealer og 25% af alle rapsmarker under sprøjtning med RoundUp. Miljøstyrelsen har godkendt denne brug til nedvisning, men kræver dog, at afgrøderne først høstes ti dage efter behandlingen. Allerede her erkender man således en vis risiko i forbindelse med brugen af RoundUp.
Der hersker en hel del forvirring om navne og produkter, der ofte anvendes i flæng i medierne. Her skal derfor indledningsvis ridses op, hvad der egentlig er forskelle og ligheder. Det lette først: Glyphosat er aktivstoffet i og den kemisk aktive del af produktet RoundUp, der sælges overalt i hele verden.
Rundt omkring i verden oplever man imidlertid en stærkt voksende modstand mod Monsanto og især deres RoundUp produkter, som er pesticider til ukrudtsbekæmpelse i haver, parker og landbrug.
“Sprøjtegifte” kalder vi almindelige mennesker den slags stoffer. “Planteværn” kalder landbruget kærligt de samme produkter. Interessen samler sig her om aktivstoffet Glyphosat, der er den virksomme del af RoundUp, og som i dag findes overalt i jord, vand og dyr.
Da man i sin tid lancerede produktet til brug i det moderne landbrug, forsikrede Monsanto, at det aldrig ville kunne nå ned i grundvandet. Det ville være nedbrudt længe inden. Imidlertid gik det helt anderledes. I dag kan man således i alle mennesker finde rester af glyphosat, som stammer fra enten fødevarer behandlet med RoundUp eller drikkevand forurenet med RoundUp.
Efterhånden dukkede der bekymrende beretninger op fra flere steder i verden. Rapporter, der kædede brugen af RoundUp sammen med et stigende antal kræfttilfælde. Staten California tog têten og klassificerede direkte RoundUp og Glyphosat som kræftfremkaldende. Specielt over for de mennesker, der arbejder direkte med sprøjtegiften. Ofte fattige landarbejdere, der ikke bruger beskyttelsesudstyr.
Protesterne bredte sig siden over Atlanten til Europa, hvor modstanden primært vandt fodfæste i Frankrig. Herfra bredte det sig til det meste af Europa, hvor EU-parlamentet nu hele to gange har stemt nej til fortsat godkendelse af RoundUp – til EU-kommissionens store fortrydelse.
1,3 millioner indsamlede underskrifter gjorde trods alt et vist indtryk på de folkevalgte EU-parlamentarikere.
Genmodificerede afgrøder
Men skal man forstå de virkelige problemer og den største risiko med RoundUp og Glyphosat, må vi helt ud i storlandbruget – det, vi herhjemme idag ofte kalder kemilandbruget. Her går snakken ofte og højt om de såkaldte GMO-afgrøder. Det er plantesorter, der er genetisk modificerede, så de kan leve op til krav, de aldrig ville kunne fra naturens hånd.
Det bedst kendte eksempel er den amerianske frø- og giftgigant Monsanto’s genmodificerede afgrøder, som tilfældigvis er resistente over for netop Monsanto’s eget pesticid, RoundUp.
Helt tilfældigt er det nu ikke. Aktivstoffet i RoundUp er som allerede nævnt Glyphosat, der er en efterkommer af den Agent Orange, som amerikanske styrker tilbage i 1960’erne kastede i tonsvis af ud over Vietnam. Formålet var at få træerne til at nedvisne og tabe alle bladene, så fjenden – de lokale vietcong tropper – ikke længere kunne gemme sig under trætoppene.
Et halvt århundrede senere dukker så Glyphosat op af Vietnam-asken – nu i form af en nyudviklet og raffineret sprøjtegift til nedvisning, der sammen med de seneste genmodificerede afgrøder har ændret den industrielle landbrugsproduktion.
I høstsæsonen kan man med egne øjne se effekten af RoundUp. For at være helt sikker på at få det hele med, sprøjter landmanden nemlig ofte et lille stykke uden for marken, der skal høstes. Det resulterer i brune rabatter og brunt græs, som ikke er resistent over for RoundUp. Effekten ses overalt.
Denne Deadly Duo har imidlertid også gjort involverede landbrugere totalt afhængige af Monsanto, for det ene produkt fungerer ikke uden det andet. Monsanto’s dygtige biokemikere har nemlig udviklet de nye plantesorter, så kun de kan tåle glyphosaten – giftstoffet i RoundUp. Det kan markedets øvrige sorter ikke.
– Smart gjort, Monsanto. Rigtig smart. Sådan fastholder man sine kunder i et økonomisk jerngreb. “You can check out any time you like, but you can never leave”, som Eagles sang i Hotel California.
Monsanto’s GMO afgrøder er genmanipuleret, så de og kun de kan tåle aktivstoffet Glyphosat i produktet RoundUp. Alle andre planter dør af denne gift.
Monsanto’s dygtige bioteknikere har været inde og rodet med de forskellige afgøders DNA, fjernet specifikke sekvenser, som fra naturens hånd har gjort dem sårbare over for Glyphosat. Og erstattet dem med andre. Monsanto’s egne GMO afgrøder er herefter de eneste, der kan tåle Monsanto’s egne sprøjtegifte.
Denne kombination af gift og giftresistente afgrøder har imidlertid ikke blot gjort landmændene afhængige af begge dele, så Monsanto endnu engang kan tjene styrtende med penge på salget af RoundUp og GMO afgrøder.
Nej, det har også gjort den tvingende nødvendige omlægning til økologisk landbrug langt sværere, end den ellers ville have været. Man er nu nødt til at skifte hele Monsanto-pakken ud – afgrøder og gift – hvilket Monsanto naturligvis ikke synes om og gør alt for at hindre.
Engang påstod Monsanto og de betalte landbrugsorganisationer som nævnt, at Glyphosat aldrig ville ende i grundvandet, men ville blive nedbrudt i de øvre jordlag. I dag ved vi, at det ikke passede.
– I dag pisser vi alle glyphosat…
Så bramfrit udtrykte en EU-parlamentariker det, da alle frivillige parlamentsmedlemmer i en undersøgelse netop var blevet testet positive for glyphosat i urinen. Glyphosaten bliver nemlig ikke som lovet i de øvre jordlag. Glyphosat bliver ikke nedbrudt som ellers lovet. Glyphosat havner i stedet direkte i grundvandet. Og findes nu i såvel øl som vin og drikkevand.
Nu påstår såvel Monsanto som landbruget, at Glyphosat er totalt uskadeligt i de koncentrationer, der forekommer i grund- og drikkevand. Hvorfra de så ved det, aner ingen. Der findes ingen langtidserfaringer, og ingen kender til den såkaldte “cocktail-effekt” af flere samtidige pesticidrester.
Den amerikanske frø- og kemigigant Monsanto tabte derfor både første og anden halvleg i kampen om deres omstridte RoundUp produkt. Hele to gange sagde EU-parlamentet således nej til en forlængelse af Glyphosat som lovlig sprøjtegift. Og Monsantos GMO- afgrøder er stadig ikke tilladt til fødevareproduktion herhjemme. Kun til foderproduktion. Men kampen raser internt i EU.
For Monsanto giver ikke op. Dertil er der investeret alt for mange milliarder dollars i udvikling og markedsføring. Monsanto har derfor netop offentliggjort endnu en undersøgelse, der skal frikende RoundUp og aktivstoffet Glyphosat for mistanken om at være kræftfremkaldende.
Af studiet fremgår, at der ganske vist er en forhøjet tilstedeværelse af kræfttilfælde blandt landmænd, landarbejdere og deres familiemedlemmer. Mennesker, der arbejder med Glyphosat og RoundUp i det daglige.
Men undersøgelsen konkluderer alligevel frejdigt, at det sandsynligvis skyldes disses eksponering over for (andre) pesticider (!), udstødninggasser, gødningsstoffer, opløsningsmidler, brændstof, støv, virus og bakterier med mere, der nu måtte forekomme i den daglige landbrugsdrift.
Undersøgelsen frikender lige akkurat og helt specifikt RoundUp for at være skyld i den øgede forekomst af kræft blandt de undersøgte mennesker. Hvordan man så end kan drage den konklusion. Man fornemmer en vis Bæredygtigt Landbrugs-logik i konklusionerne.
Undersøgelsen er publiceret i “Journal of the National Cancer Institute” og refereret i en artikel i amerikanske “Newsweek”.
Hvem, der har betalt undersøgelsen, vides ikke. Vi ved blot, at Monsanto flere gange tidligere er taget i betalt arbejde og bedrageri. Og man må sige, at Monsantos publicering af resultaterne – den 9. november 2017, selveste dagen hvor RoundUps fremtid netop skulle afgøres endnu engang i EU – var rigtig godt timet. Men det blev alligevel til endnu et nej fra EU-parlamentet.
EU-kommissionen giver imidlertid ikke op, men har lovet at genfremsætte forslaget senere på året. EU-kommissærerne har ganske vist aflagt ed på, at de vil være fuldstændigt uafhængige og repræsentere fællesskabets interesser frem for deres egne landes.
Monsanto kan se frem til at skulle i retten igen. Denne gang mod Vietnam og for de mange tons Agent Orange, der blev spredt af amerikanske fly under Vietnam-krigen.
Giften blev spredt med det formål af nedvisne skov og mangrove, så træer og buske tabte bladene og ikke længere kunne skjule vietcong’erne.
Amerikanske krigsveteraner fra Vietnam fik i 1984 udbetalt millionstore erstatninger efter at være udsat for den giftige Agent Orange. De dengang største nogensinde.
Og senest har en amerikansk pedel så fået tilkendt en milliarderstatning for kræft forårsaget af RoundUp, som er den moderne arvtager til Agent Orange. Fra samme producent. RoundUp bruges i dag også til nedvisning af afgrøder før og efter høst.
Nu håber de vietnamesiske myndigheder derfor, at turen er kommet til de omkring én million vietnamesere, som lider under eftervirkningerne fra Agent Orange. At de også kan få økonomisk kompensation fra Monsanto. Om ikke ved amerikanske domstole så internationale.
Agent Orange var en plantegift, der som vore dages RoundUp desværre har vist sig at kunne andet og mere end få blade til at falde af.
– Transgene eller genmodificerede?
Hvis du vil vide mere om forskellen på genmodificerede og transgene organismer, da bør du læse artiklen “FrankenFish” under “Biologi”
I 2017 barslede Miljø- og Fødevareministeriet med den længe ventede rapport om den frygtede svine-MRSA bakterie, som er blevet multiresistent over for antibiotika. Trods flere års advarsler om den farlige udvikling.
Rapporten frikender ikke uventet de ansvarlige myndigheder, som længe har overset de mange advarsler – med det resultat, at stort set alle danske svinebesætninger nu er MRSA-inficerede. De fleste økologiske dog undtaget.
Danske politikere havde chancen, da udbredelsen endnu var ringe, men skiftende fødevareministre gjorde bevidst ikke noget ved problemet.
Den 137 sider lange rapport indeholder mange interessante data, som her er forsøgt samlet på overskuelig vis. – Hvor stammer den potentielt dødbringende bakterie fra? – Hvad har den hidtil anrettet af ulykker? – Og hvad planlægger myndighederne at gøre ved det? Men allerførst: – Hvad er egentlig MRSA for en størrelse?
– Hvad er MRSA?
Den er for det første ikke ret stor. Den er nemlig en bakterie. En stafylokok, for at være helt præcis. En stor familie af bakterier, som volder problemer overalt, hvor de findes. MRSA er helt præcist en forkortelse for Methicillin-resistent Staphylococcus aureus.
Der er tale om stafylokokker, som er blevet modstandsdygtige over for de mest effektive og anvendte midler til bekæmpelse af stafylokokker, nemlig penicilliner og beslægtede antibiotika. Methicillin var det første special-penicillin udviklet til behandling af netop Staphylococcus aureus.
I Sundhedsvæsenet deler man MRSA-smittede personer op i passive bærere og aktivt syge. En MRSA-bærer er en person, der bærer MRSA – som oftest i næsen – uden at have en egentlig infektion. MRSA vil først aktiveres, når dens bærer har et svækket immunsystem – typisk i forbindelse med sygdom – eller den overføres til allerede syge og svækkede personer.
CC398 eller MRSA 398 er den faglige betegnelse for svine-MRSA, som man i starten ikke mente kunne smitte mennesker. Det ved vi i dag, at den rigtig godt kan. Det kan ske via fysisk kontakt eller via luftvejene.
Dødsfald pga. MRSA
Det gik egentlig meget godt med at leve med MRSA-truslen – lige indtil 2014, hvor der pludselig dukkede tre dødsfald op, som skyldtes netop MRSA. Oplysningen kom frem i en retssag, hvor en kendt overlæge var indkaldt som vidne:
– Fra mit eget hospital har jeg kendskab til en patient, der sidste år døde af en MRSA-infektion fra svin. Da jeg rapporterede dødsfaldet, spurgte jeg Statens Serum Institut, om der havde været andre tilfælde. Og det var der, et i 2012 og igen et året efter, sagde overlæge på Odense Universitetshospital og professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos.
De ansvarlige veterinærmyndigheder fejede problemet af banen med, “at vi ikke kan komme smitten til livs i Danmark alene, når mennesker og dyr rejser mellem lande”, som det så smukt lød. Som om det ikke var et selvskabt dansk problem fra vor massive svineproduktion, der allerede dengang var ude af kontrol.
I retssagen, hvor overlægen var indkaldt som vidne, blev der rejst tiltale mod journalisterne Kjeld Hansen og Nils Jørgen Mulvad. De to offentliggjorde i oktober 2010 adresserne på 12 svinebesætninger, hvor der var infektioner med MRSA-bakterier. De offentliggjorde også navnene på et ægtepar, der var ejere af en inficeret svinefarm og smittede med MRSA.
De to journalister mente, at sagen var i offentlighedens interesse, og at de derfor i henhold til Medieansvarsloven skal frifindes. De to journalister har i mellemtiden fået medhold i deres sag.
Siden da er det støt og roligt gået den helt forkerte vej. Indtil videre har svine-MRSA således kostet 7 danskere livet. Og bakterien har spredt sig til næsten alle konventionelle svinebesætnnger.
Smittefaren
I lang tid bildte svinebranchen og fødevaremyndighederne sig selv og vi andre ind, at MRSA ikke var ret smittefarlig. Trods dette oplevede man en stor stigning i antallet af smittede – passive bærere såvel som patienter med infektion.
I dag ved vi som sagt, at svine-MRSA er ganske smitsomt. Det smitter mennesker ved såvel fysisk kontakt med inficerede flader – eksempelvis dørhåndtag – som via luften i ikke mindst svinestalde, hvor bakterierne findes overalt – specielt i støv og støvfyldt luft.
MRSA tages ikke alvorligt af svinebranchen, som primært fokuserer på egen indtjening og ikke tænker på konsekvenserne for andre samfundsborgere. Det må gerne koste dødsfald blandt uskyldige danskere at holde svineeksporten oppe. Holdningen fremgår tydeligt af dette tweet i en tidligere debat om netop MRSA:
Det er åbenbart helt OK, at alvorligt syge mennesker dør af MRSA. Når blot raske mennesker ikke gør det. Det er bare ærgerligt, hvis man bliver syg og et let offer for MRSA. Mener altså svinebranchen. Så må man godt dø.
Et besynderligt argument og mærkeligt livssyn, der tydeligvis er fremherskende blandt svineavlere og andre beskæftiget i eller med denne branche. De selvsamme personer og organisationer kæmpede da også med næb og kløer for at undgå offentliggørelse af MRSA-inficerede svinebesætninger.
Dette blandt andet for at udgå stigmatisering af de medarbejdere, som jo nu udgjorde og udgør en klar smitterisiko for resten af befolkningen. Eller egne børn i forhold til deres skolegang og smitterisikoen herved.
Det kostede som tidligere nævnt et langt juridisk tovtrækkeri at få rettens ord for, at myndighederne ikke måtte hemmeligholde navne og adresser på disse. En alvorlig streg i regningen for svinebranchen, hvis ejere, børn og medarbejdere nu risikerede at blive gjort til pariaer i det danske samfund.
Mere end 88% af samtlige danske svinebesætninger er i dag inficeret med MRSA. Og omkring 70% af alle ansatte i branchen er i dag selv smittebærere. Daværende sundhedsminister Nick Hækkerup forbød derfor skolebesøg i MRSA-smittede svinestalde, hvilket er stort set alle konventionelle svinebrug. Kun de økologiske svinestalde er endnu så nogenlunde fri for MRSA.
Slut med at kysse grisen?
Skolebørn i inficerede svinestalde er oplagte smittebærere, der kan bringe smitte ud i det øvrige samfund – som sunde og raske smittebærere til måske svage og syge bedsteforældre. Smitten kan overføres via luftvejene eller simpel fysisk kontakt. Blot man giver sit barn et knus, giver hånd eller låner en smittets mobiltelefon, er der reel smittefare. Det siger således sig selv, at sex er en helt oplagt kilde til overførsel af MRSA.
Medarbejdere i smittede svinebrug er således en kostbar affære for samfundet. Dels er det langt fra altid, de frivilligt opgiver deres arbejdssted i svinebranchen. De er bange for at blive udstødt. For at blive “stigmatiserede”, som det så fint også hedder.
Og gør de det endelig – fortæller om deres arbejde i svinebranchen – koster en enestue rundt regnet det danske samfund 3.000 kroner ekstra hver eneste dag under indlæggelsen – for om muligt at holde smitten væk fra de øvrige patienter, som jo meget ofte er i farezonen. De er naturligvis svækkede og sårbare, siden de er indlagt på et sygehus.
Svinevirus i Limfjordsmuslinger
I 2013 foretog DTU Aqua en undersøgelse af blåmuslinger i de indre danske farvande. Helt tilfældigt fandt man da muslinger, som var inficerede med den svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2). Fundet af svinevirus blev gjort tilfældigt i forbindelse med søgen efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker.
Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus og ned til Fyn. Men det var kun i Limfjorden, at forskerne fandt svinevirus i muslinger. Sikkert fordi man her har en af landets højeste svinetætheder og derfor oplever massiv udsivning af svinegylle fra de omkringliggende marker.
PCV2 smitter så vidt vides ikke mennesker, og ifølge DTU bør fundet heller ikke vække bekymring for at spise muslinger. Men sådan sagde man jo også om MRSA for blot nogle få år siden, og det holdt jo ikke stik. MRSA viste sig endda at koste menneskeliv.
Der er så vidt vides ikke efterfølgende undersøgt for svinevirus i limfjordsmuslinger, og der er heller ikke planer om at gøre det. Limfjordens attraktive østers er aldrig blevet undersøgt overhovedet.
Lokale interesser i østersturismen og den store årlige skaldyrsfestival på Mors øger naturligvis ikke interessen for at få problemets omfang og mulige konsekvenser belyst…
