Hvad kommer først: – Ørreden eller ægget?

IMG_0431

Vi kender alle gåden om, hvad der kom først: – Hønen eller ægget? Et interessant og ikke mindst filosofisk spørgsmål, man kan bruge mange overvejelser på. 

Man kan uden videre overføre diskussionen på mange andre ting her i livet. Eksempelvis ørreder. For hvad kom egentlig først: – Ørreden eller ægget? Og hvad er vigtigst af de to?

Spørgsmålet kompliceres nemlig af, at ørreder er langt mere komplekse skabninger end høns. Ørreder har nemlig mange flere og meget forskellige livsstadier, som de gennemgår. Ja, faktisk passerer de ofte ind og ud af dem flere gange i deres livsforløb.

Så lad os først få styr på stadierne. Før de er på plads og klart definerede, kan vi jo kun vanskeligt diskutere dem. Der kommer nemlig en tid i enhver ørreds liv, hvor dens fremtid formes eller afstikkes. Hvor den skal beslutte sig for, om den vil være en bækørred, søørred eller havørred. For i et kort vindue af tid står alle muligheder åbne.


Livsstadierne

Den lille ørred ser dagens lys i gydebankens grusmørke. Her har dens mor gravet den ned sammen med en masse andre søskende – efter at dens far har befrugtet æggene i det frie vand over gydebanken.

Æg: Nedgravet i gydebankens grus er de små ørreder ganske sårbare. Ikke mindst i et landbrugsland som Danmark er ægstadiet nok det farligste i hele ørredens liv. Her, den er mest sårbar og udsat. Gydebankens opbygning sikrer, at der hele tiden løber frisk og iltrigt vand ind gennem gydebanken. Slam og vandrende sand kan imidlertid hurtigt lukke af for denne gennemstrømning, hvorefter æggene kvæles og dør.

Yngel: Når yngelen har kæmpet sig vej op gennem gydebankens grus, er blommesækken ved at være brugt op. De små ørreder skal nu til at klare sig selv. De skal til at jage insektlarver og krebsdyr, som udgør yngelens føde i vandløbet. De små ørreder er meget territoriale og helt afhængige af skjulesteder. “Parr” er den engelske betegnelse for ungfisk af laks og havørred. De kendetegnes af tydelige fingermærker på siderne og er forstadiet til “smolt”.

Smolt: Betegnelse for alle ungfisk af laks og havørreder, som skal vandre ud i havet. De “smoltificerer” inden udvandringen, hvilket er en kompliceret og hormonstyret proces, der sætter de små laksefisk i stand til at tåle saltvand. Det kan de ikke før smoltifikationen, der beriger gællerne med et meget store antal såkaldte “kloridceller”, som kan skubbe indtrængende og overskydende salt ud i havet.

IMG_0267

Det er tankevækkende, at denne flotte 6 kg’s havørred blev født født i grus som vist på billedet herunder. Det er i sandhed de små stens store betydning!

IMG_0837

“Undermåler”: Fisk, som er under det lovbefalede mindstemål, der skal beskytte fiskene, indtil de er blevet store nok til at gyde. Nogle undermålere allerede være blevet kønsmodne, hvilket gælder specielt hannerne. En lidt nedladende betegnelse, der udelukkende afhænger af mindstemålet. Hæver man mindstemålet, vil mange ellers lovlige fisk pludselig blive undermålere. Omvendt kan undermålere pludselige blive “overmålere”, hvis mindstemålet sættes ned.

“Grønlænder”: En lidt pudsig dansk betegnelse for havørreder, som er blanke opgangsfisk, men undnu ikke kønsmodne. Hovedparten er under det lovbefalede mindstemål på 40 cm. De tilhører dermed også kategorien “undermålere”. De fleste er hunner og dermed forstadiet til de store førstegangsgydere, der er specielt vigtige for bestanden. Fiskeri efter grønlændere er derfor ikke gavnligt for bestanden og ganske omdiskuteret.

Opgangsfisk: Samme som “opgænger”. Betegnelsen for enhver gydemoden havørred på vej fra havet op gennem åen. Helt friske fra havet er fiskene i regelen sølvblanke og har løse skæl. Gradvis indlejres de løse skæl i huden, som bliver tykkere under et voksende slimlag. Dette yder fysisk beskyttelse under vandringen. Nogle fisk er farvede allerede inden opgangen. Opgangsfisk tager ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtreserverne.

Gydefisk: Fisk, som er blevet gydemodne. Og fisk, som er på gydevandring. Det være sig i havet eller oppe i vandløbet. Det sølvblanke skær fra havet er væk – erstattet af gydedragtens mørkere farver og tykkere hud. Hannerne bliver helt brune med stor kæbekrog, mens hunnerne ofte blot bliver gyldne på siderne. De får heller ingen kæbekrog. Bugen på begge køn er nu grå – ikke hvid som ude i havet.

“Overspringer”: Betegnelsen for en stor og blank havørred, som har valgt at springe en gydning over. Den har kønsmoden størrelse og kan godt have gydt tidligere. Overspringere menes at udgøre naturens reserve, hvis der skulle ske en naturkatastrofe oppe i vandløbet – jordskælv, klippeskred eller lignende, som hindrer adgangen til gydepladserne. Da står overspringerne klar til at genopbygge bestanden.

Nedfaldsfisk: Samme som “nedgænger”. Man taler ikke om “nedgangsfisk” – måske fordi nedstrøms vandringen efter gydningen er passiv. Nedfaldsfisk er slanke og udmagrede fisk, der har opbrugt det meste af fedtreserverne til opbygning af kønsprodukter. Men det er også fisk, som hurtigt bliver blanke igen efter gydningen. Skællene vil dog blive siddende fast i nogen tid, indtil fiskene er ude i saltvand igen. Herude genvinder de meget hurtigt huldet og vægten.

IMG_7270

Udlægning af gydegrus, hvor den oprindelige bund er blevet gravet op eller er sandet til. Det nye grus lyser op på den mørke og algebelagte baggrund.

IMG_7444


Forvaltningen

Som det vist allerede er fremgået af beskrivelsen af ørredens mange livsstadier, så lurer et utal af farer på den lille ørred, når den kommer til verden. Ikke mange overlever hele forløbet fra befrugtning og klækning over opvækst og udvandring til opgang og gydning.

Kigger vi på ovennævnte livsstadier, så er det ganske let at identificere de største farer. Æggene er sårbare, når de ligger i gydebanken. De kan let kvæles af slam og sand. Endnu værre er det selvfølgelig, hvis der slet ikke er egnede gydebanker. Hvis der mangler fast grusbund.

På samme måder er det altafgørende, at ørredyngelen kan finde skjulesteder, når æggene er klækket og yngelen søgt op fra gruset. Her er det alfa og omega, at vandløbet er så varieret som muligt. Jo større variation desto flere skjulesteder. Og jo flere skjulesteder desto mere yngel kan vandløbet producere.

Smolt-stadiet er en farlig tid, da fiskene samler sig i flokke, der trække nedstrøms inden for et ganske kort tidsinterval. Her har vi set, hvordan uhensigtsmæssigt placerede bundgarn kan tolde rigtig hårdt på smoltnedstrækket. Vi har ligeledes set, hvordan den allesteds nærværende skarv sine steder kan tage op mod 80-90% af de nedtrækkende smolt.

Mens ørrederne vokser sig store i havet, er det et naturligt bytte for ikke mindst vor stigende bestand af sæler. Vi kan dog nok konkludere, at prædationen fra sæler aldrig kan blive en altødelæggende faktor. Som skarven kan blive det for smolten.

Skadeligt garnfiskeri

Ude i hav og fjord er det i stedet det menneskeskabte garnfiskeri, der kan udgøre den største trussel. Når fiskene om foråret samlet trækker fra åernes ferske vand for at spise sig store ude i det salte hav, havner mange af dem i de monofile nedgarn.

Den største fare udsættes dog de gydemodne fisk for, når de om efteråret søger tilbage mod åer og bække for at gyde. Da er de et uhyre let bytte for garnfiskeren, der ikke er bleg for at sætte sine nedgarn ulovligt: Inden for den 100 meter garnfri zone, som med meget få undtagelser findes overalt ved vore kyster. Eller helt oppe i åmundingerne, hvor koncentrationen af gydefisk naturligvis er allerstørst.
IMG_0137

Under sin gydevandring tilbage til vandløbene svømmer fiskene helt inde under land, hvor de kan lugte det ferske vand. Det ved også garnfiskerne…

IMG_4315

Taler man med garnfiskere af den lyssky og sorte slags, så kan de fortælle, at efterårets gydemodne havørreder så godt som altid sidder i garnets inderste ti meter. Meget ofte næsten helt inde ved strandkanten.

Forklaringen skal findes i, at de gydemodne havørreder lugter sig sig tilbage til deres fødevandløb. Ferskvand er lettere end saltvand, og det ferske vand fra åer og bække lægger sig derfor helt inde i strandkanten.

Det ved den illegale garnfisker, som derfor ikke nøjes med at sætte sine garn tæt på land. Nej, han sørger naturligvis for, at garnet starter helt oppe på stranden. På den måde er han sikker på, at ingen gydemoden havørred slipper forbi på sin vej mod gydepladserne…

Hjælp til selvhjælp

Det illegale garnfiskeri er svært at kontrollere. Garnene sættes efter mørkets frembrud og røgtes inden solopgang. Tidspunkter, hvor garnfiskeren normalt har stranden helt for sig selv. Kun en dedikeret kontrol i udsatte områder kan hjælpe her.

Heldigvis er der områder, hvor vi lystfiskere selv kan gøre en forskel. Vi kan udlægge gydebanker til fiskene oppe i egnede vandløb, og vi kan sørge for en skånsom vedligeholdelse, som sikrer varierede vandløb med skjulesteder for ørredyngelen.

Vi kan behandle undermålsfisk skånsomt, når de skal genudsættes, og vi kan hæve det personlige mindstemål, hvis vi finder statens for lille. Det gør mange dedikerede lystfiskere, for hvem 40 cm synes i underkanten.

For en del år siden blev det fra statslig siden foreslået, om ikke mindstemålet i stedet skulle nedsættes – til 35 cm. Datidens garnfiskeri var nemlig så voldsomt, at en nedsættelse af mindstemålet ville sikre flere havørreder til lystfiskerne. I tons, vel at mærke. Ikke størrelse. Med et lavere mindstemål kunne man så nå at fange flere fisk, inden de gik i garnene…

I dag er garnene heldigvis ikke samme problem som tidligere. Og i dag kunne vi med fordel sætte mindstemålet op – eksempelvis til 45 cm. Det ville sikre, at flere havørreder kunne nå at vokse sig til større førstegangsgydere, end de kan i dag. Det ville også beskytte den store del af vore grønlændere, som i dag forhindres i at blive til store førstegangsgydere.

13578-10

Opstemninger kan være vanskelige at passere for havørreden. Kan de ikke nå deres gydepladser, kan de naturligvis heller ikke sikre deres egen bestand.

14825-91

Forslaget om et nedsat mindstemål blev naturligvis fremsat i den bedste mening – for at sikre flere fisk til lystfiskerne. Ikke større fisk, men flere fisk. Med et lavere mindstemål ville flere fisk kunne nå at blive fanget af lystfiskere, inden de endte deres dage i et garn. Med en højere samlet vægt.

Men nu er vi lystfiskere jo ikke erhvervsfiskere, der tænker i antal og totalvægt. Vi vil hellere fange store fisk, og det er en let anden diskussion. Kvalitet versus kvantitet. Og da skal bestanden forvaltes ganske anderledes. Da skal der et højere mindstemål til, og da skal mange af de større fisk genudsættes til senere brug.

Store fisk har bevist, at de har gode gener, der har tilladt dem at nå deres størrelse. De har værdifuld DNA, som de kan videregive til næste generation. Og deres liv bør derfor spares, så de kan nå at gyde. Store ørreder er altid mere værd på gydebankerne end på køkkenbordet. I gydebanken.

Dette understreges også af, at deres spisemæssige værdi falder støt, når de som kønsmodne vandrer op i vandløbene. De æder intet, men tærer på deres fedtreserver, hvorfor kødet uundgåeligt bliver dårligere og dårligere. Tæt på gydningen er de noget nær uspiselig – med mindre man røger dem ekstra hårdt, som min rygemand plejer at sige….

Gydefisk og nedfaldsfisk

Man hører ind imellem, at det er helt i orden at fange og aflive de magre og udgydte nedfaldsfisk efter endt gydning. Argumentationen er, at de jo allerede har gjort deres – gydt og sikret bestandens beståen.

Argumentet holder skam – på samme måde som mindstemålet. Men man glemmer igen det kvalitative aspekt – at nedfaldsfiskene jo netop har dokumenteret, at “they got what it takes”. At de har gener, der er værd at videreføre. Og da ørreder jo kan gyde gentagne gange, er det jo ikke smart at fjerne de gode gener, som vil kunne gøre gavn igen – og da slet ikke når de samme nedfaldsfisk alligevel ikke er værd at spise.

Det er en langt bedre politik at lade disse slanke og sorte “kakkelovnsrør” svømme igen. De har jo allerede givet deres fanger en god oplevelse. Og vender snart igen tilbage – blanke og velnærede.

IMG_1218

Det damper fra gydebækken. Ørrederne er i fuld gang med at sikre bestandens fortsatte eksistens. Den kommende generation gemmes dybt i gydebankens grus.

IMG_1219


Forresten…

Videnskaben har for ganske nylig barslet med det endegyldige svar på det indledende spørgsmål, hvad der egentlig kom først – hønen eller ægget. Det gjorde nemlig ægget.

Forklaringen har de fundet i fossilernes verden. Herfra kan forskerne nemlig dokumentere, at fortidens øgler lagde æg. Og da fuglene nedstammer fra netop øglerne – de har bare skiftet skællene ud med fjer, så de kan flyve – da må ægget nødvendigvis være kommet før hønen. Herligt, når videnskaben disker op med klassekonklusioner som denne!

Men igen er det ikke helt så enkelt med ørreden. For den lægger jo ikke æg med skal, som reptiler og fugle gør. Dens bløde æg beskyttes i stedet mellem bundens hårde sten. Så skal vi konkludere noget her, må det være, at ægget er vigtigere end ørreden. At hvis vi blot passer på vore ørredæg, så skal ørrederne som art nok klare sig.

Men passer vi ikke på vore ørredæg og ørredyngel på gyde- og opvækstpladserne i vandløbene, da kan vi hurtigt stå helt uden ørreder at fiske efter!

Ægget kommer således også her før ørreden.


Genvej til flere ørreder

  • Pas på gydebankerne
  • Fred de små grønlændere
  • Genudsæt de store gydefisk
  • Genudsæt udgydte nedfaldsfisk
  • Begræns garnfiskeriet i havet
  • Skræm skarverne bort