Det var amerikanerne, der opfandt det. Englændere og tyskere, der bragte det til Europa. Nu er vestjyderne for alvor ved at opdage det!

Det startede – som så meget andet – i USA i årene efter Anden Verdenskrig. Hovedaktøren var den stribede bars, der – igen som så meget andet i USA – er ganske meget større, end kystnære fisk de fleste andre steder normalt bliver. Direkte fra den amerikanske østkyst tages der nemlig regelmæsigt fisk på 10-30 kg!

Det var tilstedeværelsen af disse kæmper – helt inde under land på visse tider af året – som satte gang i udviklingen af det, vi idag betegner “surfcasting”. Og som betød noget nær et kvantespring fremad i udviklingen af moderne fiskegrej, som vi kender det her på tærsklen til årtusindskiftet.

Der blev fisket med lange og tunge splitcane stænger forsynet med store “beach casting” multihjul fra Penn samt flettede cuttyhunk liner. Ingen avancerede bremsesystemer her – kun en følsom tommel til at kontrollere den vildt roterende spole! Overløb og fuglereder hørte derfor til dagens orden, når man surfcastede…

Udviklingen tog for alvor fart, da man fik lettere stænger i først glasfiber og siden kulfiber samt multihjul med specielle bremsesystemer. Vigtigst var dog fremkomsten af den monofile nylonline.

Idag er surfcasting andet og mere end blot det ekstra tunge bundsnørefiskeri, som mange forbinder denne fiskemetode med. Surfcasting er – eller kan i hvert fald være det – noget nær en kunstart, hvis man alene ser på kastet. Med godt surfgrej kan de allerfleste let nå ud over de første 100 meter, og rekorden ligger på den anden side af 200 m stregen!

Stangen

Surfstangen skal være 12-15 fod lang og kunne håndtere kastevægte på op til 250 g. Stangens længde holder linen fri af den tang, der ofte driver sammen under land. Den muliggør også lange kast selv i hård blæst. Generelt kan man sige, at jo længere en stang, man kan håndtere effektivt, desto længere kast opnår man.

I gamle dage var glasfiberstænger enerådende. Idag har de lette og spændstige kulfiberstænger også vundet indpas her – ofte indblandet en smule glasfiber for at gøre dem mere robuste.

Stangringene skal være ganske store, hvis man bruger fastspolehjul. Af praktiske årsager bør den nederste – og største – stangring derfor kunne klappes sammen under transport.

Hjulholderen skal være af bedste kvalitet – saltvandsbestandig og i stand til at fastholde hjulet i et jerngreb under kast og fiskeri. Det er store kræfter, der skal holdes styr på her.

Hjulet

Multihjulet er det oprindelige hjul til surfcasting. Og det er stadig multihjulet, der giver de længste kast. Men det er også – trods alskens raffinerede kastebremser – stadig det vanskeligste hjul at håndtere under kast. Specielt skal man være forsigtig med knuden, som danner overgang mellem hovedline og slagline. Ligger den forkert på spolen – inde midtpå – kan man være ganske sikker på at få tommelfingeren skåret op under kast…

Fastspolehjulet er det letteste at håndtere – ikke mindst i natmørke, hvor man ikke kan se til at blokere multihjulets roterende spole efter loddets nedslag. Så kan man godt leve med de kortere kastelængder, som fastspolehjulet uvægerligt giver.

Fastspolehjulet er samtidig suverænt til hurtig indtagning af line og forfang – noget, der kan have stor betydning, når en kroget fladfisk skal kanes ind over tangen i strandkanten.

Linen

En god 0.35-0.40 mm nylonline er ideel som hovedline. Meget gerne fluorescerende. Man kan få specielle liner, hvor forskellige farver angiver kastelængden. Det kan være uhyre praktisk at vide, om man nu kaster 100, 125 eller 150 m, idet man så ved, hvor forfanget befinder sig mellem revler og render.

Hjulet skal i sagens natur have plads til mindst 300 m af hovedlinen – helst mere. Har det plads til mindre, vil man under kastet nå for langt ind på spolen – med stærkt forøget friktion og mindskede kastelængder til følge.

10-20 m “slagline” af 0.50-0.70 mm nylon knyttes for enden af hovedlinen, som ikke i sig selv kan tåle de store kræfter under kastet. Man kan også her få specialtaperede slagliner, som er tykke i den ene ende og taperer ned til en tykkelse som hovedlinen i den anden. Det giver en jævnere overgang mellem hovedline og slagline – en mindre knude.

Forfanget

Det er som sagt meget store kræfter, der kommer til udløsning under surfcastet, og specialdesignede forfang er derfor nødvendige. Der skal kunne kastes,“uden at luften er tyk af pulveriserede sandorm” , som en af landets førende surfcastere så rammende har udtrykt det!

På forfanget har man derfor små hægter (såkaldte “relay” clips), i hvilke man hænger den agnede krog. I nedslaget går krogen så fri af hovedlinen og hænger frit i vandet. Man kan også indbygge såkaldte “impact shields” på forfanget til yderligere sikring af den agnede krog.

Kulørte lokkeperler – gerne selvlysende til natfiskeri – og flydende opdriftkugler er andre måder at gøre forfangene endnu mere sofistikerede og effektive på.

Man kan købe forfangene færdige eller “bygge dem selv”.

Lodder, agn og andet

Såkaldt “ankerbly” er bydende nødvendigt, da lodderne ellers ruller med strømmen langs kysten på rekordtid. Et typisk ankerbly har fire folde-ud ben, der sikrer et solidt fæste i bunden, og som kipper/slipper bunden ved indtagning.

Ankerlodder kan fås i alle tænkelige udgaver og størrelser – som modulbly, der kan vokse med opgaven, med forlængere til stenet bund etc. Et solidt udvalg af ankerbly er således alfa og omega for den seriøse surfcaster!

Her bruges de sædvanlige agn, som gennem årene har fristet ål, fladfisk og torsk over evne: Sandorm og sandigler, hele tobiser og stykker af sildefileter. Går man specielt efter torsk, kan krabbekød – indsyet i en nylonpose – være overmåde velfangende.

Stangholderen er næsten lige så nødvendig som stang, hjul og line. Bedst er en stor trebens model til det ustabile underlag i brændingen – med “mulepose”, som kan fyldes med forhåndenværende sten og dermed give stangholderen den fornødne tyngde til at holde de to store surfstænger.

Herudover skal der naturligvis være agnnål og krogløser med flere andre småting i grejboksen. Der for øvrigt gerne må være så stor og stabil, at man kan sidde på den, mens man venter på hug!

Kastet

Der findes flere forskellige former for surfcast – nogle mere indviklede end andre. Som begynder står man sig bedst ved at starte med det simple surfcast, hvor loddet blot placeres på sandet længst bagude – i direkte forlængelse af den lange stang. Dette for at forlænge vægtstangen og spænde surfstangen mest muligt under kast.

Vil man gøre det hele ekstra dramatisk – der er måske beundrende tilskuere på stranden i form af let klædte badegæster af det modsatte køn – kan man spænde grejet yderligere ved at løbe et par meter under selve kastet! Det ser dog nok mere dramatisk ud, end det rent faktisk forøger kastelængden…

Når kastet er afsluttet og loddet har forankret sig på bunden, strammes linen godt op og stangen sættes i stangholder. Klar til næste stang, for man fisker i regelen med to surfstænger pr. mand. Så har man hele tiden noget at se til.

Fiskene

Andre steder i verden surfcastes der efter hajer og rokker, som jo kan blive ganske store. Her hos os er det dog torsk og fladfisk i mere beskedne størrelser, der bliver surfcasterens fangst.

Satser man på fladfisk, kan man ud fra bundforholdene selv vælge, om der fortrinsvis skal rødspætter, skrubber, isinger eller pighvarrer med hjem. Rødspætterne holder af ren sandbund på relativt dybt vand. Skrubberne er mere til blød bund i fjordområder, mens isingerne ofte er at finde på sandbund over lavt vand. Pighvarren derimod kræver gruset bund.

Dyrker man fiskeriet om natten og i de mørke vintermåneder, kan kysttorskene nå anselige vægte. 5 kilos torsk er således ingen umulighed for den surfcaster, der trodser natmørket og vinterkulden. Da hører fine 2-3 kilos torsk til de normale fangster.

Med en sprælsk og velkonditioneret tipunder for enden af den lange stang er man sikret en spændende fight, der nok skal få én til at glemme alt om frosne fingre, manglende søvn og den varme seng derhjemme!

© 1998 Steen Ulnits

Grejet bliver bedre og bedre. Det, vi kaldte for “UL” for blot nogle få år siden, er i dag ved at være standarden. Og lettere grej giver både flere hug og et mere behageligt fiskeri!

Hvis du ikke selv er trolling-fisker, så har du måske undret dig, når du stod og vippede med en downrigger-stang i grejbutikken. – Så blød og “slatten” en stang til så store laks?

Hvis du selv er trolling-fisker, så ved du, at disse “slatne” stænger fint klarer selv den største laks. Du ved også, at den bløde og eftergivende klinge faktisk er en decideret fordel, når kræfterne skal suges ud af fisk i 10-20 kg’s klassen.

Vi husker sikkert alle “Light Line” hysteriet for blot nogle få år siden. Dengang det var fint og “sportsligt” at drage på marlin-fiskeri efter en ny linerekord – at fiske målrettet efter 100 kg’s fisk med 0.20 liner.

Det var et fiskeri, der resulterede i masser af hug og næsten lige så mange sprængte liner efter timelange fights, der truede med at trætte de krogede fisk næsten til døde – førend linen så med nærmest usvigelig sikkerhed knækkede i slutspurten…

Den slags er vi vist ved at være vokset fra her på kanten til år 2000. Det er ikke længere “in” at lege i timevis med store fisk på sytrådstynde liner. Det er nærmere det rene dyreplageri, vil sikkert de fleste indrømme.

Den slags “leg” er også at skyde sig selv i foden i disse tider, hvor “grønne” organisationer i stigende omfang har rettet skytset mod os jægere og fiskere, der ind imellem og sågar for fornøjelsens skyld formaster os til at gå i clinch med naturens skabninger.

Disse mennesker har mere end svært ved at forstå endsige acceptere, at vi sådan “leger” med andre levende væsener – efter først at have plantet en sylespids krog i kæften på dem…

Overkill og kystørreder…

For blot nogle få dage siden var jeg ude på det skønne Mols at svinge fluestangen. Da vandet var på sit højeste, kom en flok havørreder ind i badekarret, hvor de fint kunne fanges på blot et fem meters kast.

En fin grønlænder på 45 cm tog mit fluorescerende røde Juletræ kun få meter fra stangspidsen og blev så overrasket, at jeg blot stille og roligt kunne kane fisken op på land med min klasse 7-8 stang. Nogen egentlig fight var der slet ikke tale om. Og det er der jo – hånden på hjertet – kun yderst sjældent med de kystørreder, vi i 99% af tilfældene får på krogen.

Havørredens skønhed og øvrige kvaliteter ufortalt, så er der jo himmelvid forskel på tropernes tarpon og bonefish, der virkelig formår at sætte grejet på prøve – og så de hjemlige laksefisk, der ikke har nær de samme mængder krudt i halen.

En 9-10 fods stang klasse 7-8 er vel noget nær standarden i vore dages kystfluefiskeri. Grej, hvis vægtklasse fortrinsvis er bestemt af vejret og en vind, der næsten altid blæser. Og grej, hvis sværelse bestemt ikke matcher de 40-50 cm’s havørreder, som vi fanger flest af!

Samtidig er det jo en kendsgerning, at vi oftest tager på kysten med den lange fluestang, når vejret mager sig. Når ingen eller kun en svag vind gør fiskeriet til en fornøjelse. Men vi medbringer og bruger stadig vort klasse 7-8 stang og line – grej, der jo slet ikke er brug for i sådant magsvejr. Rent overkill, altså.

Som en konsekvens af dette har jeg oftere og oftere en klasse 5-6 udrustning med på kysten i stedet – om altså vejret arter sig. Det er grej, som jeg tidligere altid reserverede til regnbuerne i Mariager Fjord – æret være for øvrigt deres minde, nu hvor fjorden er død.

Og grej, der gør fighten med en havørred på 40-50 cm til en sand fornøjelse. Udstyr, hvis sværelse yder fiskene fuld retfærdighed.

“Kyststangen”…

Det er ikke så frygtelig mange år siden, at en typisk “kyststang” var af glasfiber, 9 fod lang og havde en kastevægt på 10-30 g. Og så vejede den typisk 4-500 g, hvilket med et fastspolehjul i samme vægtklasse gjorde en lang dag på kysten til hårdt arbejde for ryg og skuldre.

– Hvem husker ikke ABU’s “Atlantic” stænger, der i en årrække var så godt som enerådende ved de danske kyster? Det var kraftige kæppe af ovennævnte kaliber – stænger, vi idag kun tager i anvendelse, når der skal fiskes laks i store, norske elve.

Idag klarer vi os med ultralette kulfiberstænger på 8-9 fod og med en noget lavere kastevægt. Stænger, der selv kun vejer godt 200 g. Idag har vi endda fået de nye, supertynde og helt uelastiske PE-liner, der uden videre tillader brug af 0.16 liner til almindeligt kystfiskeri.

Faktisk kan vi nu fint gå helt ned til 7-8 fods stænger, når vi tager på kysten efter en sølvblank havørred. Det lettere grej giver helt enkelt flere hug, større fornøjelse og mere behageligt fiskeri!

Det samme gør sig gældende på havet, hvor 10-20 kg’s torsk idag uden videre kan hales til overfladen på en 0.30 mm tyk PE-line. En line, der idag er mindst lige så stærk, som en 0.60 mm nylonline var for blot nogle få år siden. Ja, faktisk kan flere 0.25 mm PE-liner idag gøre rent bord over for mange af markedets monofile 0.60 liner.

Tynde liner med stor styrke

I det hele taget har jo linerne udviklet sig med forrygende hast i de allerseneste år. Kigger man i et 25 år gammelt ABU katalog fra 1973, så havde en typisk Abulon 0.30 line en brudstyrke på godt 4 kg. En dobbelt så tyk Abulon 0.60 kunne klare 16 kg.

Idag klarer en PE-line på blot 0.25 mm således det samme, som en 0.60 mm nylonline gjorde tidligere. Og idag skal man blot vælge en 0.10 mm PE-line, hvis man har brug for en line med en brudstyrke på omkring 4 kg – det, der tidligere skulle en 0.25 monofil nylon til for at holde!

Geddefiskeren, som gerne trækker eller kaster med store woblere forsynet med to eller sågar tre trekroge, har ofte problemer med at kroge fiskene. Der er jo rigtig mange krogspidser, som skal bankes ind i geddens hårde og tandbesatte kæft. Mange kræfter at fordele over de 6 eller sågar 9 krogspidser.

Det problem kan geddefiskeren nu fint løse ved at bruge en lidt tykkere PE-line, end han ellers ville have gjort. Måske en 0.20-0.25 mm PE, der har kræfter til virkelig at banke de mange krogspidser på plads – vel at mærke uden at blive så tyk, at det går mærkbart ud over kastelængderne.

Det er et trick, som amerikanske bass-fiskere længe har benyttet sig af. De har nemlig brug for liner, der lynhurtigt kan trække selv store bass væk fra forræderiske vandplanter. De har derfor taget PE-linerne til sig med kyshånd og spoler dem nu på deres multihjul i kilometervis!

Og Put & Take fiskeren, som tidligere havde svært ved at nå ud til fiskene i de store P&T vande, kan idag spole 0.10 mm PE-liner på spolen og dermed nå ud til søens store regnbuer.

Faktisk er P&T fiskeren idag den alle alle fiskere, der har størst chance for at fange en 10 kg’s fisk på en 0.10 mm line! Og dermed blive et eksklusivt medlem af “10/10 klubben” – vel at mærke uden derfor at bedrive dyremishandling på klassisk Light Line vis.

Tyndere liner – større følsomhed

De tyndere liner har flere fordele, end man i første omgang måske skulle antage. De er naturligvis tyndere og kaster i mange tilfælde længere. Samtidig gør deres mangel på elasticitet det muligt at kroge fisk selv med 100 m line ude – et uhørt forhold, hvis man bruger elastiske nylonliner.

Den mindre diameter giver mindre strømpres på linen og dermed mindre opdrift på agnet. Det betyder virkelig noget, når der pirkes torsk på dybt vand og i hård strøm. Da har man fuld kontrol med en langt længere line end normalt.

Også laksefiskeren, der skal ned under den hårde hovedstrøm i en frådende norsk elv, vil have stor fordel af PE-linerne. Det samme gælder spinnefiskeren, der forsigtigt nøkker en lille jig hjem hen over bunden. Han er aldrig længere i tvivl om, hvorvidt der er interesserede fisk i farvandet eller ej!

Selv har jeg med kyshånd taget en 0.10 mm FireLine til mig, når der skal jigges efter de store brakvandsaborrer på Randers Fjord. Med en så tynd og samtidig uelastisk line kan jeg på det nærmeste mærke det, hvis en aborre så meget som kigger på min lille jig!

Det resulterede sidste år i en pragtfuld oktoberaborre på 1,5 kg – min hidtil største fra Randers Fjord. Jeg var ikke et sekund i tvivl, da den først skubbede forsigtigt til den lille Vibro Tail – for siden at suge de fluorøde lækkerier ind i den store støvsugermund. Jeg var så at sige “online” hele tiden og kunne derfor sætte et korrekt tilslag ind, før den spyttede ud igen.

Tyndere liner – mindre hjul og lettere stænger!

Men ikke nok med det. De tyndere liner fylder i sagens natur meget mindre, og lige præcis det gør, at man nu kan benytte mindre og lettere hjul end tidligere. Og tyndere liner på mindre hjul gør det lige så naturligt at bruge lettere stænger end normalt – uden at vi derfor har bevæget os ind på det usportslige “Light Line” fiskeri.

Selv den blødeste kyststang har ingen problemer overhovedet med at udtrætte selv den største kystørred. Tænk blot på de meget bløde downrigger-stænger, som uden at kny tapper kræfterne af selv en 20 kg’s laks. Eller se på de lange tohånds laksefluestænger, der – hvis man måler efter – kun er i stand til at lægge et ganske minimalt pres på fisken. Og som alligevel er i stand til at bakse storlaksen i land i selv den strideste strøm.

Tænk også på de lange og ombyggede fluestænger, der for nogle år siden var “in” til UL-fiskeri efter havørreder fra kysten. De havde heller ingen problemer med at håndtere selv velvoksne kystørreder på både 5, 6 og 7 kg. Det er nu engang hverken fisker eller fiskestang, der udtrætter fisken under den slags fiskeri. Det er fisken selv, der skal gøre arbejdet. Holder man den blot i gang, skal den nok sørge for selv at løbe kræfterne af sig.

Grejet er således blevet lettere end tidligere – uden derfor at have mistet det mindste i styrke. Til gengæld har det vundet stort, hvad kontakt med og hug af fiskene angår.

Den samlede fiskeoplevelse bliver helt enkelt større, når og hvis vi gearer lidt ned på grejet – til det, der for blot få år siden ville være rent UL. Men som idag rent faktisk passer til de fisk, vi normalt går og fanger.

Så derfor kan moderne sportsfiskere nu med sindsro sige “Nej tak til Light Line, men ja tak til UL!”

© 1998 Steen Ulnits

Som en anden fugl Phønix har svenske ABU Garcia – efter en omtumlet tilværelse – rejst sig af asken med nye hjul i verdensklasse. Vi har besøgt fabrikken, der nu ejes af grejgiganten OTG.

Efteråret ’96 bød på spændende nyt for lystfiskere verden over. Det skete, da den amerikanske grejgigant OTG (“Outdoor Technologies Group”) købte svenske ABU Garcia.

ABU var i flere årtier på svenske hænder – ejet af den legendariske Borgström familie, som grundlagde virksomheden. Lidt efter lidt blev fabrikken afhændet til det gamle og ærværdige kryolitselskab Incentive, som producerer fødevareautomater, rengøringsmaskiner og cykeludstyr med mere. Incentive var fra 1981 og frem til 1988 enejer af ABU.

Siden blev ABU Garcia solgt til Aritmos koncernen, der beskæftiger sig med sportsudstyr og fritidstøj. I disse år blev ABU barberet ned til et minimum og næsten hele produktionen flyttet til Fjernøsten, hvor arbejdskraften er mange gange billigere end i Sverige. Ledelsen ønskede, at produkterne skulle være konkurrencedygtige på prisen og så ikke anden udvej.

Desværre fulgte kvaliteten også prisen, og ABU’s velfortjente renommé som en af verdens førende producenter af kvalitetsgrej til lystfiskere dalede betydeligt. Samtidig gjorde store japanske firmaer som Daiwa og Shimano for alvor deres indtog på såvel verdensmarkedet som det rent skandinaviske. I starten med rene kopier, men siden med egen nyudvikling.

I 1994 gik ABU Garcia så på børsen, hvor man oplevede et positivt år med stor interesse for aktierne. Det følgende år besluttede man så helt at afhænde ABU. Blandt flere interesserede købere var amerikanske Berkley, som i forvejen selv fremstillede fiskeliner og fiskestænger. Berkley ejede og ejer også hæderkronede Fenwick – verdens første producent af kulfiberstænger.

Alt i fiskegrej

Berkley var naturligvis interesseret i også at få en kompetent hjulproducent under sine beskyttende vinger og købte derfor ABU Garcia i 1995. Den nye koncern var og er nu leveringsdygtig i stort set alt til den moderne sportsfisker – stænger, hjul, liner og agn og øvrigt udstyr.

Konstellationen af Berkley, Fenwick og ABU Garcia blev kaldt “Outdoor Technologies Group” – en koncern, der idag beskæftiger mere end 1.300 medarbejdere over hele verden.

I hovedsædet Iowa, USA arbejder godt 650 mennesker med fremstilling af primært den gamle Trilene nylonline og den nye FireLine samt naturligvis bestselleren Power Bait. I Wisconsin – ligeledes USA – fremstiller man de dyreste Fenwick stænger (idag “CoFi”, tidligere “Iron Feather”) og samler en stor del af Ambassadeur hjulene til det amerikanske marked. I Taiwan har man en arbejdsstyrke på knap 300 mennesker, som fremstiller Berkley stænger samt de billigere Fenwick modeller.

Endelig er der så idag fabrikken i Svängsta, hvor omkring 350 mennesker udelukkende arbejder med fremstilling af Ambassadeur hjul. Det er ligeledes her, de nye svensk-fremstillede Cardinal hjul er ved at blive til – indtil videre omgærdet af megen mystik og stor spænding!

Det nye samarbejde får til følge, at ABU fremover i stigende grad får mulighed for at koncentrere sig om udviking af nye Ambassadeur og Cardinal hjul. Der vil dog stadig være ABU spinnestænger på programmet, men fluestængerne hos OTG vil fremover domineres af Berkley og Fenwick, som sidder inde med stor ekspertise på netop dette område.

Kunstagn vil der også fremover være mange af under ABU navnet. Vi kommer således ikke til at savne hverken Toby, Droppen, Reflex, Koster eller andre af de svenske klassikere! Flere af dem kommer endog i en ny “Flash” udgave, som ser meget lovende ud. De “tyngsta och längsta” tages således også fremover på “grejor från Svängsta”!

Altid Ambassadeur!

Én ting blev der dog aldrig ændret på i ABU fabrikkens omskiftelige år: De hæderkronede Ambassadeur hjul blev og bliver stadig fremstillet “hjemme” i Svängsta ved Mörrumsåns bredder!

Det sikrede og sikrer, at der aldrig nogensinde er blevet gået på kompromis med kvaliteten i disse finmekaniske præcisionsprodukter. Det kræver helt enkelt en kolossal teknisk indsigt og højt uddannede medarbejdere at producere disse hjul – en produktion, som derfor aldrig ville kunne flyttes til Fjernøsten.

Og selv om de japanske grejgiganter også begyndte at producere multihjul – endda med magnetbremse – så har interessen for et svensk fremstillet Ambassadeur aldrig været større end idag. Der findes helt enkelt ikke andre hjul end Ambassadeur, der kan holde til hårdt slid dag ud og dag ind. Det ved alverdens multientusiaster af erfaring. Andre multihjul kan se godt ud og fungere fint. Men på distancen må de altid se sig slået af svenskerne!

Dagens Ambassadeur hjul ligner ganske meget de første Ambassadeur hjul, som så dagens lys i 1954, og som først blev præsenteret på verdensudstillingen i New York i 1954. Men kigger man ind under det runde og på visse modeller stadig knaldrøde ydre, gemmer der sig en afgrund af forskelle.

Ikke mindst hvad gearing, spoleophæng og kastebremse angår, er der sket utroligt meget, siden de første Ambassadeur hjul så dagens lys.

Nye Ambassadeur hjul

“Ultra Cast” er navnet på en af årets helt nye Ambassadeur serier. Det er en serie multihjul, som kendetegnes af et nyt system ved navn “ADS” – en forkortelse for “Anti Distortion Spool”. Det nye ved denne hjulserie er i al sin enkelhed, at konstruktørerne har flyttet hjulets kuglelejer tættere ind mod spolen, hvilket giver større stabilitet og dermed mindre friktion og tilsvarende længere kast i en rutineret fiskers hænder.

“Ultra Cast” hjulene er beregnet på brug af de nye og helt uelastiske superliner såsom Berkley’s egen “FireLine”. Til dette formål er lineføreren belagt med titaniumoxid, som kan holde til sliddet fra de jernhårde liner. Mindre tolerancer mellem spole og hjulhus gør det samtidig muligt at anvende endnu tyndere liner end før – en vigtig detalje nu, hvor superlinerne ofte ikke er tykkere end 0.10 og 0.15 mm.

Spolen er endvidere forsynet med udfræsede riller på spolekernen, som sørger for, at linen ikke kan skride. Det har en hel del fiskere nemlig oplevet med de nye liner, og det umuliggør jo ganske fiskeriet, hvis hele linepakken begynder at rulle på spolen.

“T-serien” er en anden af årets nyheder fra ABU Garcia. Det er hjul, som kendetegnes af en helstøbt hjulramme i aluminium – en konstruktion, som sikrer, at hjulet ikke vrides det mindste under kast eller fight af selv de største fisk.

Men ikke nok med det. T-seriens hjul kendetegnes endvidere af en meget smuk hjulgavl, hvori et fiskemotiv er præget. Et oplagt samlerobjekt og dejligt at se på under fiskeriet!

Nyt helsvensk Cardinal!

Dagens fastspolehjul fra ABU Garcia fremstilles uden undtagelse i Fjernøsten. Konstruktørerne hjemme i Svängsta arbejder dog ihærdigt på at udvikle det ultimative fastspolehjul, som vil lægge sig klart i spidsen blandt markedets mange, mange japanske, koreanske og taiwanesiske konkurrenter.

Endnu holder ABU dog kortene tæt ind til kroppen, så vi må pænt vente, til de første seriefremstillede modeller ruller af samlebåndet. Indtil da kan man tage et kig på de nye “Pro” hjul, som kun vil kunne ses i udvalgte ABU “Pro Shops”.

Fugl Phønix har rejst sig af asken. Svenskerne er på banen igen til glæde for de mange, gamle ABU fans! – Hvem husker ikke drengeårenes utålmodige venten på grejkataloget over alle grejkataloger – “Nap & Nyt”? – Forårsbebuderen nummer ét?

Det er på banen igen og fås nu hos grejforhandleren!

© 1998 Steen Ulnits