BUCK

BUCK knive er verdensberømte i hjemlandet USA, hvor de sælges i millioner. Nu kan de også fås i lille Danmark. En bedre følgesvend på fisketuren fås ikke!

Cowboys til hest med rygende Colts i næverne og støvede Stetsons på hovedet – det er Amerika, som vi alle kender det. Det Vilde Vesten med dets renvaskede US marshalls og sortsmudskede lovløse på evig flugt mod grænsen til Mexico.

Men Nordamerika eller rettere USA, som vi kender det idag, er andet og mere end Colt og Winchester. Dengang mænd var mænd og kvinderne holdt sig hjemme på ranchen eller inde i byerne, var det ikke nok med en Colt i patronbæltet og en Winchester i saddelhylsteret. Der måtte også en stor og solid kniv til – ikke sjældent en tung Bowie med blodrille og det hele. En kniv, der kunne klare alt det, som skydejernet ikke kunne!

Det Vilde Vesten blev imidlertid tæmmet omkring århundredskiftet, og det frie liv på prærien blev efterhånden forbeholdt færre og færre comboys. Samtidig blomstrede industrien op med masseproduktion på samlebånd i bedste Ford-stil. Det er på denne tid, historien on Buck knivene egentlig begynder.

Hoyt H. Buck

Den startede langt ude på prærien i 1902, hvor en ung smedelærling ved navn Hoyt H. Buck fik en genial idé, der siden skulle danne grundlag for en fremtidig produktion. Han opfandt nemlig en hærdningsmetode, der fik de færdige knive, økser og leer til at holde æggen meget længere end hidtil.

Hoyt fandt ud af, at skulle den færdige æg virkelig holde, så måttehele knivsbladet have eksakt den samme temperatur under hærdningen – ellers opstod de markante “døde” punkter, der hurtigt gjorde kniven sløv.

Hoyt var kun 13 år, født i 1889 nær Kansas City, da han begyndte at eksperimentere med de nye tanker og ideer. Han gik ud af skolen efter kun fire år, men lærte siden sig selv at læse engelsk og endda lidt matematik oven i!

Prærien syntes ikke at byde på nogen spændende fremtid længere, så i en alder af kun 18 år drog han vestpå til Tacoma i staten Washington. Her hutlede han sig gennem tilværelsen som savværksarbejder på forskellige savmøller og måtte undervejs flytte hele tre gange, da der regelmæssigt gik ild i de store tømmerstakke…

I 1909 møder Hoyt så sin tilkommende kone Daisy, der er ud af en velhavende sømandsfamilie. Trods højlydte protester fra Daisy’s familie gifter de sig og får året efter sønnen Al – den første af en børneflok på hele syv.

I 1918 arver Daisy hele 4.000 dollars – et meget stort beløb i de dage. Hoyt og Daisy køber formedelst 1.000 dollars et dejligt landsted, som de imidlertid ikke kan få til at løbe rundt. Resultatet bliver konkurs, og Hoyt må atter ty til savmøllerne for at få arbejde.

Alfred C. Buck

I 1927 beslutter sønnen Al sig for at stikke til søs. Der er ingen fremtid, hvor han befinder sig – det har han for længst gjort sig klart. Han vil ikke ende som sin far. Derfor overtaler han sin mor til at skrive under på, at han er 18 år – selv om han rent faktisk kun er 17 og dermed for ung til at søge ind i flåden!

Al tog til San Diego i Californien, hvor han lod sig uddanne som signalgast i flåden. Hurtigt fik han hyre på en U-båd – lokket af et stort risikotillæg på hele 25 dollars om dagen! Han måtte dog hurtigt erkende, at der var en god grund til tillægget – at risikoen under vandet i de dage var ganske stor…

Men han overlevede dog fire trange år under vandet og gik ud af flåden i 1931. Det var trange tider med stor arbejdsløshed. Men kystvagten – U.S. Coast Guard – søgte erfarne søfolk, og Al kom dermed ind i varmen igen. Det vil nu i realiteten sige kulden, for Al blev i 1934 sendt på patrulje i det iskolde Alaska, hvor de skulle beskytte fredede pelssæler mod krybskytter.

I mellemtiden havde Al fundet sig en kone, Ida, som han havde giftet sig med i New York. Da han vendte tilbage fra Alaska og forlod kystvagten, flyttede de straks tilbage til San Diego i det solbeskinnede Californien.

Al følte sig rig, for under tjenesten i Alaska havde han sparet hele 400 dollars op – et beløb, som straks blev brugt til køb af et lille hus. I San Diego ernærede Al sig selv og sin familie ved først at drive et lille vaskeri og siden tage arbejde på en fabrik. Her var han lige ved at miste hånden efter en arbejdsulykke, men reddede den på mirakuløs vis. Med Guds hjælp, naturligvis.

Herefter fik han et godt job som buschauffør – en tjans han havde helt frem til 1945, hvor hans far Hoyt og mor Daisy besluttede sig for også at flytte til San Diego.

“H. H. Buck & Son”

Far Hoyt havde efter nogle år på savværkerne fået etableret sig som præst i en lille kirke. Troen havde altid været stærk i Buck familien, og nu blev den altså også til en levevej.

Da japanerne overrumplede USA ved at bombe Pearl Harbor i 1941, appellerede militæret til det amerikanske folk om hjælp. De bad således alle donere deres knive til militæret, der på denne måde blev tilført et hav af gamle og brugte knive.

Hoyt havde ingen knive at give væk af – men han vidste til gengæld, hvordan man lavede dem! Han investerede derfor i hammer, ambolt, esse og slibesten, så han atter kunne producere knive – nu udelukkende til det hungrende militær.

Han oprettede helt enkelt en lille smedie i kirkens kælder, hvorfra en lind strøm af funklende nye knive tilflød militæret. Her blev knivene hurtigt kendt og skattet. Dels fordi de jo i modsætning til alle de gamle var nye og ubrugte – dels fordi de som alle Buck knive var usædvanligt gode til at holde sig skarpe.

Da krigen var slut, lå Hoyt derfor inde med bestilling på et stort antal knive til private militærfolk. De blev leveret med skaft af plexiglas og i håndsyede læderskeder og var meget eftertragtede.

Imidlertid flyttede den lokale militærforlægning fra byen, og med den forsvandt også en stor del af byens arbejdspladser. Hoyt og Daisy besluttede derfor også at flytte – ned til sønnen Al i San Diego. De pakkede derfor bil og trailer med alle deres ejendele – heriblandt alt smedegrejet.

Vel ankommet til San Diego gik Hoyt så atter i gang med at fremstille knive. Det skete først i en lille tilbygning til Al’s garage. Om formiddagen var han på salgsturné til lokale slagtere og slagterier, til restauranter og sportsbutikker. Om eftermiddagen eksekverede han dagens bestillinger!

Omsætningen steg, så der måtte bygges et nyt værksted. Og Hoyt bad Al kvitte bussen til fordel for knivene – noget, som Al kun tøvende gjorde for at gå i lære som knivsmed.

Al lærte sig så smedekunstens færdigheder og faderens hemmelige hærdningsproces, der stadig var altafgørende for knivenes kvalitet og holdbarhed. Knivene blev fremstillet af nedslidte file fra en nærliggende flyfabrik og blev markedsført under navnet “H. H. Buck & Son”.

“Buck Knives, Inc.”

Far Hoyt led af fremskreden mavekræft og flyttede tilbage til Washington for at leve sine sidste år heroppe, hvor han havde startet sin karriere. Han døde i 1949 – 59 år gammel.

Al fortsatte virksomheden, men havde ingen åbenlyse talenter som forretningsmand. Knivene fejlede intet og var ganske efterspurgte blandt mere velhavende mennesker. De var nemlig 100% håndgjorte og derfor ganske dyre. Publikum var således begrænset og måtte opsøges via annoncer i aviser og blade.

Desværre gik salget så dårligt, at Buck til sidst ikke længere kunne betale for annoncerne. Firmaet var på randen af en fallit, da en lokal præst tog initiativ til en alvorlig snak med Al. Han foreslog, at de skulle finde nogle samarbejdspartnere, der havde kapital og forstand på markedsføring.

Præsten foreslog, at han nok skulle finde frem til egnede emner blandt sin egen menighed, og Al accepterede. Han havde helt enkelt ikke noget valg.

I 1960 var det derfor så vidt, at en lille gruppe håndplukkede forretningsfolk – alle naturligvis faste kirkegængere! – kunne holde det første møde om en mulig fusion. Året efter var alle formaliteter på plads, og et nyt firma så dagens lys under navnet “Buck Knives, Inc.”

Al Buck blev naturligt nok den nye formand for bestyrelsen, der udstedte i alt 50.000 aktier. Og som fortrinsvis bestod af familie og nære venner – heriblandt også præsten, der fostrede ideen til den nye virksomhed!

Buck på børsen

Det lykkedes på denne måde at rejse hele 35.000 dollars i risikovillig kapital udefra. For første gang i firmaets mere end 20 år gamle historie havde man penge i lommen – penge til forskning og udvikling.

Uheldigvis stod nye kunder ikke ligefrem i kø. Og selv om man nu begyndte at fremstille knive i 440C stål, som var langt mere rustfast end det traditionelle knivstål, så tog det længere tid end forventet at overbevise kunderne om Buck knivenes suveræne kvalitet.

Så længe, at det lykkedes det nystiftede “Buck Knives, Inc.” at sætte 34.000 ud af de rejste 35.000 dollars over styr i løbet af det allerførste år. Kunderne kunne helt enkelt ikke forstå, at de skulle give 10-20 dollars for en kniv, når de nu var vant til at kunne få en til 2 dollars!

Salgskurven begyndte først for alvor at stige i 1962, da Al og Ida satte sig ind i deres gamle VW bus og kørte USA tyndt i deres to måneder lange “ferie”. På denne tur tværs over kontinentet besøgte de 250 butikker fra Portland, Oregon i vest til Portland, Maine i øst.

Og resultaterne lod ikke vente på sig. 100 af de besøgte butikker indvilligede i at forhandle Buck knive – med det resultat, at Buck Knives, Inc. kom ud af 1962 med et nettooverskud på 7.000 dollars – og med hele 400 forhandlere under fanerne.

En anden medvirkende årsag var en aggressiv markedsføring, hvor man viste, hvorledes en Buck kniv kunne hamres ind i en stålbolt – så hårdt hærdede var de, og så godt holdt de den skarpe æg! Livstidsgaranti var derfor en helt naturlig ting, omend man hos Buck ganske vist var lidt nervøse ved at give den i starten.

Siden gik det slag i slag. I årene 1963-68 steg omsætningen og fortjenesten med omkring 1.000% – efterfulgt af aktiekursen, der steg til mere end 900!

Man måtte derfor flytte til nye og større lokaler i1969. Buck Knives, Inc. valgte denne gang at købe egen grund og bygge den nye fabrik selv. Resultatet blev en moderne fabrik, der husede Buck, indtil også den blev for lille.

I 1980 måtte man så flytte endnu engang – denne gang til El Cajon, der den dag idag stadig huser Buck Knives. Al Buck havde nu overladt roret til sønnen Chuck, der forestod opførelsen af en kolossal fabriksbygning med hele 4,5 acres under tag – 18 hektar eller 180.000 kvadratmeter! Af hensyn til skeptiske naboer har valgte man at udforme hele den lange facade som én stor jagthytte… Amerikansk, når det er bedst!

Klassiske knive

Buck har altid nummereret deres knivmodeller, selv om de fleste også har et navn. Nummeret er dog i mange tilfælde det bedst kendte – ikke mindst hvad angår den klassiske #110, model “Folding Hunter”. Det er en kniv, som i sin første udgave kom på markedet i 1964, og som allerede i 1966 var verdens mest solgte kniv overhovedet. Til dato er der således solgt langt over 11 millioner eksemplarer af denne model alene!

Til de senere succes’er hører modellerne #118, 119, 120 og 121, der alle er klassiske knive: Fra den lille og handy 118’er “Personal” over allroundkniven 119 “Special” til den store 120’er “General” med blad i bedste Bowie-stil til den lange og smalle121’er “Fisherman”- forgængeren til vore dages filetknive. Disse fire klassikere kendes verden over, hvor de skattes for deres enkle funktionalitet og kolossale slidstyrke.

Selv havde jeg en “Special”, som fulgte mig i tykt og tyndt. Den blev indkøbt før en tre måneders telttur til Alaska i 1982, hvor den blev brugt til alt – fra at smøre knækbrød og filettere fisk til at fælde mindre træer og buske med! Det var derfor en sorgens dag, da en SAS medarbejder i 1985 forelskede sig så meget i den, at han fjernede den fra min rygsæk – et eller andet sted mellem Søndre Strømfjord og Kastrup Lufthavn…

1985 var for øvrigt et mærkeår for Buck. Det var nemlig året, hvor man satsede på produktion af en kraftig specialkniv til militærets elite-soldater – #184 “BuckMaster”. Det var også året, hvor den ultraamerikanske “Rambo” film med Sylvester Stallone i hovedrollen gik over de amerikanske biograflærreder som en hvirvelvind. Alle skulle pludselig også være Rambo, og til det formål måtte man naturligvis have et eksemplar af den store “Rambo” kniv – en “BuckMaster”!

Det år solgte man alene i USA mere end 50.000 af denne kolossale potensforlænger – med en forøget indtjening på næsten 5 millioner dollars!

I 1988 fik man endvidere en ordre i hus på mere end 300.000 nye hi-tech M9 bajonetter til det amerikanske hær – en ordre, der i 1991 blev fulgt op af tilsvarende ordrer til den amerikanske flåde og den australske hær. Buck havde nu for alvor fået tag i militæret!

“Buck Tool”

Siden da er adskillige nye og mere “menneskelige” modeller kommet til. Foldeknivene udgør stadig omkring halvdelen af den samlede omsætning, da markedet for de små og handy foldeknive naturligvis er langt større end markedet for Rambo-knivene.

Seneste succes er Buck’s version af den amerikanske “survival tool”, som også har militære aner. Et sådant instrument har nemlig længe indgået som standard i det amerikanske militærs overlevelsesudstyr.

Buck’s udgave af denne mangesidede sag hedder “Buck Tool” og rummer et hav af værktøjer til jagt, fiskeri og camping – eller ren og skær overlevelse! Buck Tool fås nu også i en “Lite” udgave, der kunhar 13 værktøjer at byde på – kniv, tang, skruetrækker, fil, øloplukker, dåseåbner med flere, der alle er noget nær uundværlige på fisketuren.

Det er idag en tredje generations Buck – Chuck – der sidder som præsident for det gamle familieforetagende. Og fjerde generation – i form af Charles B. Buck, der blev født i 1960 – er under oplæring!

Efter nogle lidt magre år er Buck nu atter tilbage på det danske marked. Tag godt imod dem – de fortjener det!

© 1998 Steen Ulnits